Hvis nogen i 1970’erne, i røgtågerne omkring de orange stearinlys, havde fortalt os en historie om hundredtusindvis af afrikanere, mænd, kvinder og børn, der krydsede Middelhavet i alt for små både, kaprede fragtskibe i desperate forsøg på at nå Europa, blev taget til fange, interneret i lejre, rutinemæssigt gjort til slaver, tortureret, voldtaget, druknede undervejs …
Eller berettede for os om almindelige, syriske borgere, familier, på flugt fra krig, vilkårlig vold, ødelæggelser og kaos, på march op ad Europas vejnet, helt op til det nordligste Norge, og ville påstå, at danskere stod på motorvejsbroer og spyttede ned på dem, der drog under, og at myndighederne udskrev klækkelige bøder til de få, der af medfølelse gav de flygtende et lift …
Eller om forholdene i Calais, hvor mennesker bor i årevis og af og til forsøger at springe op på lastbiler eller færger med livet som indsats … og verfes væk af horder af sikkerhedsvagter … og igen må tage ophold i interimistiske skraldebyer … og prøve at nå til England en anden gang … når de har samlet mod og kræfter igen … hvis de ikke dør forinden …
Udmalede for os, hvordan millioner af medmennesker levede udsigtsløst i lejre i Afrika, Asien, Mellemøsten, Tyrkiet og Sydeuropa … 70 millioner mennesker på flugt …
Fortalte om de mange børn i danske lejre, der fratages alt …
Om ’integrationsministre’, der poserede med pyntede lagkager for at fejre ’flygtningestramninger’ …
Og om vi andre, der bare sidder her i designmøblerne foran fladskærmene med vores rødvin og ser til …
Mens vi diskuterer fodbold, Ghita Nørby, plasticsugerør og det kommende valg.
Så ville vi ikke et øjeblik have kunnet forestille os, at det nogensinde kunne blive til brutal virkelighed. For dengang troede vi stadig på menneskerettigheder, humanisme og solidaritet.
Når fleksibilitet, udvikling, omstillingsparathed og tilpasning til det globale marked og den internationale konkurrence er de højest værdsatte egenskaber hos det moderne individ, er det vanskeligt at komme og påstå, at der ligger megen værdi i begrebet ’vedholdenhed’.
I at bo det samme sted igennem en menneskealder og derigennem at kunne opsnappe små forandringer i trafikken, bebyggelsen, klimaet på denne lille plet, træernes højde, erantissernes udbredelse på græsset … Og i at kunne huske, at købmandens butik lå nede på hjørnet, hvor der nu er solcenter, og at pizzeriaet ligger der, hvor slagteren havde sin fine butik. – I at kunne se det store i det små, og i at kunne følge udviklingen fra sit eget lille ståsted i en stor verden.
Lige som der kan ligge stor værdi i
– At følges med den samme ægtefælle igennem mange, mange år, så man indgående kender hinandens forhistorie, forældre, bedsteforældre måske, uddannelse, karriereforløb … Så man har et vidne til sit eget livs historie og kan være det for en anden.
– At være familiens pålidelige anker og hukommelse.
– At have den samme arbejdsplads i årtier og kende opgaverne, udviklingen, medarbejderne og retningen indgående.
– At følge de samme venner på deres livsbane og i at være deres livsvidner og faste grundlag.
Kort sagt: Man må ikke underkende de klippefaste, de rolige, de trofaste, de bofaste, der har slået rødder og er til at stole på.
Men selv de vedholdende skal have nye indtryk med mellemrum; en rejse til Gibraltar eller Ghana eller en søndagsudflugt til Gjøl Bjerg, en halv times kørsel væk, hvor man med termokanden og de hjemmebagte kanelsnegle kan sidde på et tæppe og kigge ud over Limfjorden, dæmningen, fuglelivet, lade tankerne svæve op og følge det blå KLM-fly, der er på vej ned henne ved lufthavnen.
Og man skal heller ikke ud over al rimelighed underlægge sig ægte-, ven- eller slægtskaber, der ikke bidrager positivt til ens liv, men som egenkærligt forsøger at anbringe én i roller, som man ikke er tjent med at påtage sig.
Eller finde sig i dårlige chefer, meningsløst arbejde, utidssvarende boliger, lang transporttid eller andet, som forringer ens livsmuligheder.
Det drejer sig, som med så meget andet, om at finde balancepunktet. Om at finde sin egen ligevægt mellem nyt og gammelt, mellem fastlåsthed og forandring, mellem tradition og udvikling og mellem tryghed og omskiftelser.
Når jeg kommer hjem, rejser den gamle hund sig møjsommeligt op på de stive ben og kommer glad logrende hen til døren for at hilse mig velkommen.
Det gør den også, hver gang andre medlemmer af den daglige flok kommer ind ad døren.
Og når jeg vågner om morgenen, er den glade, hilsende hund, det første jeg ser.
Ja, selv når jeg bare har været i bad i måske et kvarters tid, kommer hunden henrykt hen og giver et slik og et logr, når jeg nyvasket træder ud i gangen igen. – Tænk, at den gider.
Det stikker dybt i mig, at jeg selvfølgelig selv rejser mig, når gæster og ældre mennesker træder ind i mit rum.
Når det ældre familiemedlem kommer ind på restauranten. Når børnebørnene kommer løbende ind i min stue.
Da jeg gik i skole, rejste vi os op, når læreren eller andre voksne kom ind i klasselokalet, og vi rejste os som en helt naturlig ting for alle voksne i tog og busser.
Og da jeg også har gået på danseskole, kan jeg både neje og bukke, hvis jeg skulle møde nogen, der fortjener denne hilsen.
Men jeg kan ikke huske, at noget ungt menneske nogensinde har rejst sig op, når jeg er kommet ind i et rum. Selv ikke hvis middagen er på min regning. Og ingen tilbyder mig en plads i danske transportmidler. Ja, grupper af børn og unge gider ikke engang gå til side på fortovet, så jeg kan komme forbi. Jeg må helt ud på kørebanen.
Respekten for voksne, for ældre, for floklederen er dybt rodfæstet i de fleste socialt levende pattedyr, men i dette lille land er det i dag tydeligt, at vi har forsømt at lære de opvoksende generationer, hvordan man giver denne respekt udtryk. Hvordan kan man respektere sig selv, hvis man aldrig har lært at respektere andre?
Måske fortjener vi voksne slet ikke længere respekt?
I foråret 2014 fik jeg pludselig, i en alder af 58 år, et voldsomt anfald af øjenallergi. Mine øjne kløede, hævede op, smertede langt ind bag i hulerne, blev røde og tårerne flød og føltes som saltsyre på øjenomgivelsernes tynde hud.
Efter et par dage søgte jeg læge og kom ind i forkontoret til en laborant, som anbefalede mig øjendråber med antihistaminer. – Dem anskaffede jeg, og jeg dryppede og dryppede, men det hjalp ikke det mindste. Efter et par uger gik anfaldet over af sig selv.
En måned efter kom generne dog igen. Og derefter fik jeg lette eller voldsomme anfald af øjenallergi med uregelmæssige mellemrum, men hyppigt flere gange om måneden.
Da øjendråberne viste sig virkningsløse, udskrev lægen en recept på næsespray. – Har du hund? spurgte hun. – Det er altid hunden, svarede hun skråsikkert, da jeg bekræftede, at jeg delte hus med en hund. Næsesprayen gjorde mig dårlig. Virkelig dårlig. Jeg fik kvalme, urolig mave og blev svimmel. Så udskrev lægen en anden, der gjorde mig lige så syg.
Jeg havde nu ulejliget lægehuset tre gange, jeg havde prøvet tre forskellige slags medicin med antihistaminer, og brugt knap 1000 kr. på præparater, der ikke hjalp, men kun gjorde mig mere syg. Så jeg bad om en henvisning til en allergilæge.
Se, det kan man ikke få, når man bor i Nordjylland. Vi har ingen allergilæger. Men jeg kunne få en priktest hos en ørelæge i Hjørring. Jeg så ikke lægen, men hans klinikdame gennemførte en priktest, som viste, at jeg ikke var allergisk over for noget af det, de testede for.
Nu var der efterhånden gået et par år … Jeg havde generende øjenallergi flere gange om måneden, hvor jeg ikke kunne se ret godt, hvor øjnene kløede og smertede døgnet rundt i dage-, uge- eller månedsvis. Jeg lærte, at det var bedst bare at tørre eller skylle øjnene med rent, koldt vand, og jeg havde det allerbedst, hvis jeg kunne holde øjnene lukkede; det er dog svært i løbet af en normal dag. – Og det kan være vanskeligt at gennemføre et almindeligt socialt liv, når man går rundt og ligner én, der har fået bank eller lige har mistet en nærtstående.
Så jeg ringede til Astma-allergiforeningens rådgivning og talte med en ung dame. Jeg forklarede hende mine symptomer, fortalte, at de optrådte året rundt på uforudsigelige tidspunkter, og at jeg ikke selv kunne regne ud, hvad de kunne skyldes. Kunne hun hjælpe? – Ja, da! Hun kunne sagtens komme i tanke om 5 – 6 forskellige allergener, svampe, pollen m.m., som kunne dække hele året.
Jeg indvendte, at det forekom besynderligt, at jeg i en alder af knap 60 pludselig skulle begynde at reagere på 5 – 6 forskellige ting, og at priktesten ikke havde vist noget. – Men det var ikke spor mærkeligt, svarede hun, og jeg kunne jo melde mig ind i foreningen, så ville jeg få adgang til deres rådgivning, og der var også en gratis velkomstgave … Jeg takkede høfligt nej og lagde røret på.
Så begyndte jeg at spekulere, at læse på nettet og at skrive op i en lille kalender, hver gang allergien optrådte. Det blev et besynderligt mønster, der strakte sig over både sommer og vinter, men med større hyppighed og varighed forår og efterår.
På et tidspunkt troede jeg, at det var gylle, fordi mine anfald i påfaldende grad faldt sammen med massiv gylleudbringning, men jeg indså, at det kun var, fordi de i mit nærområde uden hensyn til bekendtgørelser og lovgivning sneg deres ildelugtende griselort ud året rundt døgnet rundt.
Det havde ikke noget med hunden at gøre. Jeg har kun i meget korte perioder i mit liv levet uden hund, kat og andre pelsdyr, og hvis det var hunden, ville allergien vel være konstant? Og gå væk, når jeg var på rejse og boede på hundefri hoteller i udlandet?
Jeg spurgte min daværende endokrinolog, om det kunne have noget med stofskifte og leverfunktion at gøre? Men det afviste hun blankt.
Så plagede jeg min praktiserende læge, indtil han gav mig en henvisning til en allergilæge i Århus, mere end 100 km væk. Der var lang ventetid, men i mellemtiden læste, studerede, noterede og forsøgte jeg mig frem med forskellige tiltag. På allergilægens hjemmeside kunne jeg se, at hun var af den opfattelse, at næsten al dårligdom skyldtes gluten. Hvis man bare levede glutenfrit, ville man blive fri for alle allergiske gener. Så det gjorde jeg.
Jeg levede glutenfrit i en måned, tabte mig 4 – 5 kg, og fik det faktisk bedre. Bare ikke i øjnene. De generende øjenallergier optrådte stadig hyppigt …
Da gjorde jeg det, jeg selv, en ven eller en læge skulle have gjort flere år tidligere: – Jeg spurgte mig selv om, hvad der var sket i mit liv, da jeg fik det første anfald.
Ved hjælp af kalendere kunne jeg gå tilbage og se, at jeg dagen før det første anfald af øjenallergi, i marts 2014, i et forsøg på at leve sundere havde anskaffet mig en saftpresser og havde lavet saft af et kilo økologiske gulerødder … Jeg drak selv to glas gulerodssaft i løbet af dagen, husker jeg, og jeg gav min mand et enkelt glas, da han kom hjem fra arbejde. – Han fik ingen gener.
På mine optegnelser kunne jeg endvidere, ved at sammenholde med kalenderen hvor jeg havde noteret allergianfaldene igennem de seneste to – tre år, se, at salat af revne gulerødder, gulerodssuppe, gulerodssaft, gullasch o.l. og en enkelt gang hjemmesyltede rødbeder og radiser fra en osteanretning havde foregået anfaldene med ca. 16 -24 timer …
Det blev et af de der store AHA-øjeblikke, da jeg adskillige gange kunne finde sammenfald mellem gulerødder og øjenallergi. Da jeg kunne skelne et mønster. Var jeg allergisk over for gulerødder? Blev jeg det, da jeg drak den pressede, koncentrerede saft? Reagerede kroppen på en overdosis af koncentreret gulerod? Var det almindeligt?
Jeg googlede og googlede, men fandt intet. Så forsøgte jeg at tænke over lighederne ved rødbeder, radiser og gulerødder. Så skrev jeg op, hvad jeg havde spist dagen før et anfald, og fandt at rød peber, blommer, melon og søde kartofler optrådte, foruden salat, ærter og avokado. Hvad var fællesnævneren her?
Betacaroten! – Kunne man forestille sig, at kroppen fik et chok af for meget og for koncentreret betacaroten og reagerede med anfald af autoimmun allergi? Og at antistofferne bl.a. blev udskilt gennem øjenvæsken? Som så generede øjnene?
Da jeg fortalte endokrinologen, der på det tidspunkt skulle behandle mig for for lavt stofskifte, at jeg muligvis reagerede på gulerødder, svarede hun irriteret, at jeg jo så bare kunne lade være med at spise gulerødder … Ja, tak. Hvad forestillede hun sig? At jeg ville proppe mig med en allergifremkaldende fødevare for at fremprovokere anfald, nu hvor sammenhængen var ved at gå op for mig?
Og da jeg langt om længe kom til en samtale med allergilægen i Århus, var hun helt blank. Havde aldrig hørt om gulerodsallergi før. Men jeg blev igen priktestet, også for gulerødder og andre fødevarer, men slog ikke ud på noget.
Hendes teori om gluten kom mig dog til nytte, da jeg havde opdaget, hvor godt jeg fik det, hvis jeg ikke spiste mel eller i det hele taget raffinerede kulhydrater og stivelse, som forekommer i sukker, brød, ris, pasta og rodfrugter. Se evt. http://blog.loneandrup.dk/#post360
Jeg ved ikke, om jeg reagerede så voldsomt på koncentreret gulerodssaft, fordi jeg har Hashimoto, for lavt stofskifte, og dermed formentlig nedsat leverfunktion, eller om det bare var for meget for min organisme. For det lykkedes mig ikke at få endokrinologen eller andre læger til at tage mig alvorligt. – Læger i dag måles på, hvor mange patienter pr. time de kan afvise. Ny information og forskning interesserer dem ikke. De har simpelthen ikke tid til at beskæftige sig med andet end udlevering af medicin.
Men jeg har nu fundet frem til en lang liste af fødevarer, som jeg er nødt til at undgå:
Abrikoser
Aperol, Campari
Avokado – i visse forbindelser
Basilikum
Bladselleri
Blommer – også fx blomme i madeira
Brøndkarse
Chili
Chorizo
Dild
E-numrene 100, 160, 161, 162, som er farvestoffer med caroten, gulerod, paprika, rødbede
Estragon, hyppigt som ekstrakt i fx majonæse
Ferskner, men kun de flade, de runde med lyst kød tåler jeg fint
Græskar, melon – dog ikke vandmelon
Grønkål
Gulerødder
Gurkemeje
Hyben
Kaki- eller shalomfrugter
Karry
Kvæder
Laks med carotenoider tilsat foderet
Lever, leverpostej o.l.
Mango
Papaya
Paprika
Paté med lever
Peberfrugter – fortrinsvis de røde og gule
Persille
Purløg
Radiser
Ramsløg
Remoulade – pga. indholdet af gulerødder
Rødbeder
Salat
Søde kartofler
Tørrede, blandede frugttern
Vingummi og andre ting med caroten brugt som farvestof, fx is, kager, brød, sodavand, saft
Æg, også økologiske! – med carotenoider tilsat foderet
Ørred med carotenoider tilsat foderet
Syntetiske carotenoider, som tilsættes mange af vores madvarer, brød, ost, is, fisk, æg, giver meget værre symptomer end en smule naturligt betacaroten fra fx kirsebær.
A-vitamin generer mig ikke. Jeg kan spise torskelever o.a. uden problemer.
Jeg har virkelig lært at læse deklarationer. Og jeg lærer det på den hårde måde:
Før havde jeg ingen anelse om, at man brugte farvestoffer med caroten i hønsefoder, som går over i æggene, så jeg ikke kan tåle dem, eller rødbedesirup i pumpernikkel og andet rugbrød eller gulerodsfarve i industrielt fremstillede, økologiske tarteletter, før hver af disse fødevarer gav mig uger med voldsom øjenallergi.
Og der er gulerod i drikkeyoghurt, et mejeriprodukt!
Men af og til er de farlige farvestoffer slet ikke nævnt på ingredienslisterne, og så er man jo prisgivet …
Respekterede fødevareforhandlere som Salling Group, dvs. Bilka, Føtex og Netto, sælger hollandsk fremstillet økologisk jordbæris, ØGO Strawberry Cheesecake, som giver mig dage med voldsom øjenreaktion, UDEN at farvestoffer med carotener er deklareret på emballagen. Ikke desto mindre er det ikke fløde, sukker og jordbær, der generer mig. For det har jeg spist hver dag i jordbærsæsonen i årevis uden problemer.
ØGO jordbæris i bæger:
“56[MSØ1] % pasteuriseret jersey SØDMÆLK*, 10[MSØ2] % jordbærsauce* (heraf 59 % jordbærpuré*, glukosesirup*, rørsukker*, citronkoncentrat*, fortykningsmidler* (E 410*, E 412*)), 8,6 % småkagedej* (HVEDEMEL*, rørsukker*, SMØR*, invertsukker*, salt, naturlig bourbon vaniljearoma), rørsukker*, glukosesirup*, SMØR*, SKUMMETMÆLKSPULVER*, ÆGGEBLOMME*, kvark* (MÆLK), fortykningsmidler* (E 410*, E 412*), citronkoncentrat*, naturlig vaniljearoma, vaniljeekstrakt*.”
Hvem kan man så stole på? Foragten for forbrugeren og enøjet fokus på lavest mulige pris hersker på ‘fødevaremarkedet’. Men man producerer ‘ikke-mad’ og mister sine kunders tillid.
Der lurer mange farer derude, så normalt bager jeg alt brød selv, laver selv min mad og henter æg hos en privat hønsemand, som ikke bruger foder med farvestoffer.
Hvis jeg spiser avokado, skal jeg passe på, at jeg ikke samtidigt spiser ærter eller broccoli eller andre frugter eller grønt med et relativt højt indhold af betacaroten, for avokado øger optagelsen af caroten, så jeg får anfald af øjenallergi, som jeg ikke ville få, hvis jeg bare spiste en halv avokado for sig selv og ventede med de andre grøntsager til næste dag.
Også blommer indeholder meget betacaroten, så de får lov at hænge til børn og børnebørn.
Og de mange forekomster forår og efterår skyldes, ved jeg nu, at jeg i de tidlige forårsmåneder anvendte mange gulerødder i maden, både rå, stegte og kogte, for at bøde lidt på vinterens mangel på anden frisk frugt og grønt, og at mine blommetræer bugner fra september måned og frem, og at jeg spiste mange rå blommer og lavede grød, kage og saft af overfloden. Jeg spiser dem ikke længere, men jeg laver stadig grød m.m. til resten af familien.
Efter at jeg fandt ud af det med betacaroten, kan jeg nu undgå mange anfald af øjenallergi. Men det smutter ofte, hvis jeg er uopmærksom og prøver nye fødevarer eller mad, jeg ikke ved, hvad indeholder. Det nyeste eksempel er den italienske bitter ’Aperol’, som jeg lige skulle prøve at lave drinks af …
I udredningsarbejdet har jeg haft stor nytte af denne hjemmeside: http://maddata.dk/
Jeg deler dette, fordi det i mange år var forfærdeligt pludselig at lide af noget uforklarligt, ikke at kunne forstå og styre det og ikke at kunne få hjælp der, hvor man ville forvente, at der var hjælp at hente, hos læger, allergiforening m.m. Og så var der mange, der mere end antydede, at jeg måtte være skør, for hvem har nogensinde hørt om gulerodsallergi?
Næh, hunde- eller pollenallergi, det var til at forstå, og så kunne jeg også melde mig ind i foreninger og købe kostbare lægemidler.
Måske er der andre, der har pådraget sig en allergisk reaktion en dags tid efter indtag af koncentreret gulerodssaft, rødbedesaft el. andet?
Måske er der andre, der går rundt med en uforklarlig allergisk reaktion uden at have gavn af antihistaminer?
I så fald ville jeg gerne høre om det.
Vi er ikke skabt til at indtage unaturligt koncentrerede mængder af stoffer fra selv normalt gavnlige fødevarer, så som gulerødder. Og jeg tror, at vi gør meget skade på vores krop i forsøgene på at ’leve sundere’ og indtage (for meget) ingefær, hyben, solhat og alle de andre såkaldte ’naturlægemidler’ og sundhedsdrikke og smoothies. For lidt og for meget er i mange tilfælde skadeligt.
Sammenfattende
kan man sige, at man de første 40 – 50 år i bedste fald ikke behøver at spekulere meget over kroppen og helbredet. Derefter går det langsomt eller hurtigt ned ad bakke.
I omstillingstiden til den tredje alder skal man lære sin krop at kende på ny.
Derfor alle de mange gamle damer i venteværelser.
Ny teknik – fx saftpressere og blendere, der koncentrerer fødevarer til usunde destillater, støj, forurening, plastic, flourstoffer, pesticider, stråforkortere, nedvisningsmidler, tilsætningsstoffer, E-numre, brandhæmmere og andre kemikalier, fx formaldehyd, mugmidler og lignende giftstoffer, der puttes på tøj, vi bærer på kroppen, giver også helbredsmæssige gener.
Og det tager år, før vi selv og et presset sundhedspersonale og politikere bliver i stand til at opdage og genkende symptomer og årsager – og finder ud af at gøre noget ved det!
Derfor er det vigtigt at mærke efter, lytte, tænke og sammenfatte alle erfaringer, så de kan deles og formeres til ny viden.
————-
Senere tilføjelse:
Efter korrespondance med en professor i ernæring, specielt vitaminer, tror vi nu, at jeg pga. en overdosis af koncentreret gulerodssaft har erhvervet mig en fødevareintolerance over for betacaroten, som i kroppen spaltes til retinol – et forstadie til A-vitamin. Kroppen kan spalte retinol på en uhensigtsmæssig måde og skabe allergener, som man så reagerer uhensigtsmæssigt på.
Men på diverse ‘Helse’-sider anbefaler man stadig at drikke koncentreret gulerodssaft:
Se evt. https://blog.loneandrup.dk/2023/07/28/ikke-mad/
Hvad er der galt med alle de gamle damer, der sidder rundt omkring i lægernes venteværelser og blokerer vores sundhedssystem? Elsker de ventesale? Timelange telefonkøer? Hastigt og sjusket besvarede mails? Eller har de bare for god tid og ikke andet at lave?
– Naturligvis ikke. Ældre kvinder er lige så kloge, dumme, selvironiske, uvidende, uforstående, indskrænkede, fantasiløse, veluddannede og logisk tænkende, som alle andre mennesker.
Mange læger har svært ved at skjule, at de anser deres ældre, kvindelige patienter for småhysteriske. Men hvem tror i fuld alvor på, at en kvinde, der oplever smerter og andre gener fra sin krop, hellere vil løbe spidsrod gennem sundhedssystemets mange ydmygende forhindringer i håbet om en smule hjælp, forklaringer og lindring, når hun i stedet kunne gå en tur, sidde bekvemt derhjemme og sludre med en god ven eller læse en bog?
Nu, da jeg er nået over i den pensionsmodne del af befolkningen og har gjort mig mine egne erfaringer, er jeg klar til at dele mine tanker om ældre kvinder i sundhedssystemet:
Der sker det, når man passerer en vis alder, 40, 45, 50, senest 55, at ens ellers så velfungerende og lydefri krop ændrer sig. – Måske er vi ikke beregnet til at blive ret meget ældre end 35 – 40 år? I et stammeliv på savannen ville vi i den alder have fået de børn, vi skulle have, måske som 13 – 14-årige, og have nået at være en erfaren bedstemor i en årrække for vores børns børn. Vi ville have givet kultur, sprog og praktisk viden videre og kunne dø med fred i sindet.
Den lykke har vi sjældent i vores tid. Vi dør ikke. Vi lever videre og videre og bevidner vores egen krops forfald.
Det begynder med overgangsalderens velbeskrevne hormonelle forandringer og bliver kun værre og værre, efterhånden som årene går. Det er meget individuelt, hvad der rammer én. Det afhænger af genetisk disposition, livsførelse igennem det foregående halve århundrede og rent og skært held eller uheld. – I min familie har vi en ældre dame, der klarede sig selv og var frisk, nysgerrig og glad, til hun var midt i firserne, hvorefter hun blev ramt af en spritbilist i et gadekryds, brækkede en del knogler og de næste ti år måtte leve med indlæggelser, morfinpræparater og stort behov for hjælp.
For de fleste kommer lidelserne snigende og afskrives i begyndelsen som simple og forventelige aldersforandringer. Det kan være træthed, overvægt eller undervægt, søvnløshed, gigt og andre gener i bevægelsesapparatet, hovedpiner, hårtab, uforklarlige smerter, ubehag …
Men så bliver det alvorligere. Ødelægger ens livsrytme og livskvalitet. Mænd har færre nerver og receptorer i kroppen end kvinder. Mænd er mere funktionalistisk indrettet, enten virker det, eller også virker det ikke. Mænd har ikke i samme grad behov for vejledning fra en læge, bare fordi de har lidt ondt i hoften, når de går. Manden køber måske en knallert og forsøger at leve, som han plejer. Hans jævnaldrende kone har en langt større følsomhed, langt mere lydhørhed indad mod kroppen og dens signaler, så hun søger hjælp, når hun oplever nogle – måske diffuse – ændringer, fornemmelser, smerter i kroppen, for er det noget alvorligt? – Vi får altid at vide, at vi skal gå til læge i tide, så det ikke udvikler sig til noget værre. Og den leveregel overfører vi både på os selv og på de mænd, børn og dyr, vi føler ansvar for. Kvinder opfatter forandringer og interesserer sig for sundhed og helbred som en del af det ansvar for familiens trivsel, der traditionelt påhviler os.
Og så sidder hun der over for læger, der, enten fordi de ikke er kvinder eller ikke er gamle eller i værste fald ikke er nogen af delene, ikke forstår en fis af, hvad hun siger. Som de facto er komplet uvidende om, hvad der sker i kvindekroppen, og som slår det hele hen. – Og den almindelige reaktion, når der er noget, man ikke forstår, navnlig når man opfatter sig selv som både veluddannet og næsten alvidende, er at afskrive det hele som skørt. – De er skøre, alle disse jamrende kvindemennesker i konsultationerne.
Jeg tror, at vi er mange, der savner kvindelige forbilleder. Der efterspørger forståelse for og beskrivelser af de specielt kvindelige besværligheder, der opstår hen over årene, specielt dem, der ikke er direkte relateret til reproduktionsapparatet og hormonale udsving.
Kvinders reproduktion og de dertil beregnede organer har et speciale, gynækologi, som har tiltrukket både mænd og kvinder i mange år. Også overgangsalderen og dens hormonelle forandringer er velbeskrevne, bl.a. af medicinalfirmaer, der hjertens gerne sælger erstatningshormoner til kvinderne, så de kan fungere, som om de stadig var 40 år, selv om de er dobbelt så gamle.
Men den naturlige aldring. Livet efter overgangsalderen. De forventelige glæder og gener er ikke så godt undersøgt og beskrevet. Hjælpen er nærmest, hvis kvindens lidelser minder om mænds, dvs. hjerte-kar, kræft eller et dårligt knæ, men der er udsigt til en lang, ensom og smerteplaget ørkenvandring, hvis kvinden formaster sig til at lide af fx pludseligt opståede allergier, immundefekter, stofskiftesygdomme, uforklarlige smerter i de indre organer, i fødderne, hovedpiner …
De rådvilde læger i almindelig praksis, som er blevet bedt om at afskære disse horder af jamrende kvinder fra at træde længere ind i vores bekostelige sundhedsvæsen, forsøger sig i blinde med forskellige medikamenter, hormontilskud, antihistaminer, mavesyrehæmmende, smertestillende, lykkepiller, migrænepiller, kolesterol- og blodtrykssænkende piller – alt sammen til stor fordel for medicinalindustrien, men til stor skade for kvinderne, som oven i deres oprindelige lidelser nu må døje med ubehagelige bivirkninger af lægernes piller …
Som lærer- og præstegerningen er blevet kvindefag, således står også lægefaget over for en omfattende feminisering. Lad os gribe denne historiske chance til at udrydde den overlegne og ufølsomme, maskuline kultur i en branche, som igennem årtusinder har talt nedsættende om ’hysteri’, stammende fra kvindens livmoder, og lad os starte forskning i almindelig, forventelig aldring, så vi kan trøste og berolige de aldersramte og lindre gener, der med længere levealder ufravigeligt vil ramme større og større dele af befolkningen.
Så slipper vi måske for de utallige, frugtesløse besøg i kedsommelige venteværelser, timelange telefonkøer, virkningsløse, ofte oven i købet skadelige, medikamenter, fantasifulde og totalt ufunderede, eksperimenter med kost og motionsformer, timers jagt på nettet efter ’gode råd’ fra andre kvinder, der heller ikke ved noget, såkaldte naturlægemidler af forskellig art, fra de nyttesløse kalktabletter, solhatekstrakt, over ingefær, ioniseret sølv og tea tree-oil til hørfrø, zink, D-vitaminer og alt muligt andet, i heldigste fald uskadelige, i værste fald både bekostelige og helbredstruende, overtro.
Lad os bringe forskningen – også i kvinders normale aldring – ind i det tredje årtusind!
Så blev man pludselig gammel. Det kom snigende ind på én fra det fyrretyvende år og frem. Så langsomt, at man ikke opdagede det, før man pludselig indså, at man ligner sin mor og alle de andre gamle damer, man har kendt.
1. Klædeskabet er fuldt af smarte kjoler, højhælede sko og blondeundertøj, som man stadig køber – men aldrig bruger – fordi det indre billede, man har af sig selv, ikke på nogen måde svarer til det, man ser i spejlet og på fotos.
2. Håret, som man selv mest ser vådt og mørkt, er bedstemoragtigt tyndt og lysegråt på vej mod det snehvide på fotos. Det må være den digitale teknologi.
3. Man går meget op i sin krop og dens velbefindende, noget, der ikke var nødvendigt før. I de yngre år fungerede kroppen bare, uden at man behøvede at tænke over det. Nu lyder man som sin egen mor: Av, kan vi ikke holde en pause? Er det ikke for langt? For stejlt? Er her ikke for varmt? For koldt? – Jeg sætter mig lige her, så kan I komme, når I er færdige.
4. Der er pludselig opstået små medicindepoter midt i stuen ved siden af stearinlysene og vitaminpillerne, og i badeværelset står der forskellige tandrensere og specialbørster ved siden af specialtandpastaen.
5. Man gider ikke gå nogen steder om aftenen eller have folk på besøg. En stille aften hjemme med en film eller en god bog er det højeste, man ønsker sig.
6. Sammen med hormonerne damper de fleste ambitioner af. Allermest ønsker man sig fred og ro, bekvemmelighed og et mindstemål af almindelig høflighed og respekt fra omverdenen, når man vover sig ud.
7. Man opdager, at man sidder og retter tv-værternes udtale og irriteret modsiger politikere og andre fladpander, der optræder på skærmen.
8. Ens sofa er blevet menneskeædende: Når man først har sat sig, er det nærmest umuligt at rejse sig igen. Man begynder at bede børn og børnebørn om lige at lukke hunden ind og hente plaiden, nu de er oppe.
9. Man skal bruge mere tid til alting: I badeværelset, i køkkenet, på indkøb, til at tænke … Jeg må ofte ringe op igen, fordi jeg glemmer det, jeg ville sige.
10. I det hele taget glemmer man, hvilket sikkert er nådigt. Samtalerne herhjemme lyder nogenlunde sådan: Hvad er det nu, han hedder, ham, der er med i den der film, hvad er det nu, den hedder, sammen med hende, hun hedder … vent, det kommer lige straks, der er lavet af … Sig mig, tror du, jeg er ved at få det der, hvad er det nu, det hedder … ?
11. Hvis det er uundgåeligt at rejse sig fra sofaen eller et andet sted, hvor man har siddet længere end ti minutter, så sker det langsomt, vaklende, foroverbøjet, og med mange suk og udbrud.
12. Ganske unge mennesker, som slet ikke var født, da man selv begyndte at arbejde med computere, begynder at rose én, fordi man kan sende en mail, en sms eller betale med Mobile Pay.
13. Børn og børnebørn tror, at man er blevet senil, bare fordi man kommer til at kalde dem ved forkerte navne eller et kort sekund tror, at de er nogle helt andre, afdøde familiemedlemmer eller gamle venner fx.
14. Blomsterhandleren får ondt af én, fordi man render rundt og leder efter sine briller, som man selv har skubbet op i håret.
15. I det hele taget har man fået en masse nye dingenoter at holde styr på: briller, stok, varme uldtørklæder, tasker med hjul under, pilleglas, forstørrelsesglas, skruelågsåbner.
16. Man tilbringer forbløffende meget tid i lægens kedsommelige venteværelse, og en pæn del af ens likvide midler afleveres til tandlæger og apoteker.
17. Man er overbevist om, at man er rasende klog, men man kan desværre ikke lige huske det, man ville kloge sig på.
18. Man bliver nærig med sin tid, selv om man tilsyneladende har nok af den. Man har ingen tid at spilde på uprofessionelle foretagender, dårlige film, dårligt skrevne bøger, artikler af unge mennesker, der hverken kan tænke eller skrive, mennesker, der ikke kan beskæftige sig med andet end sig selv.
19. Men at ligge en hel eftermiddag på gulvtæppet og lege monstertrucks med barnebarnet føles pludselig særdeles meningsfuldt og givende.
Ikke et sekund har jeg savnet:
1. Kødmarkederne og larmen på barer og diskoteker.
2. Forældresammenkomster i børnehave og skoler.
3. Usikkerheden ved at være kvinde og uvisheden ved at være ung.
4. At være afhængig af andre: familie, lærere, kammerater.
Da jeg var 51 år gammel, skulle jeg have fjernet galdeblæren. Umiddelbart før operationen blev jeg undersøgt og udspurgt af en ældre læge:
– Hvilken medicin tager du? spurgte han og holdt rutineret kuglepennen klar.
– Ikke noget, svarede jeg.
– Hvad? Han kiggede overrasket op.
På det tidspunkt var jeg – bortset fra en generende galdesten – rask og glad, aktiv og nogenlunde normalvægtig, og allerede samme dag kunne jeg tage hjem efter veloverstået indgreb. To dage efter gik jeg skovtur med min hund, som jeg plejer.
Men ingen passerer ustraffet halvtredsårsgrænsen. Nogle år efter holdt jeg op med at ryge og fik efterfølgende problemer med stofskiftet, hvilket kræver, at jeg tager en pille hver dag.
Nede i lægehuset måtte jeg så pludselig se mig rubriceret som ’kroniker’. – I al kommunikation, mundtlig og skriftlig, blev jeg omtalt som ’kroniker’ og oplyst om, hvad ’kronikere’ måtte og navnlig ikke måtte, når det gjaldt om at bruge lægens tid. – Det føltes, som om det offentlige sundhedssystem med ét påduttede mig et stort statustab og en umenneskelighed, som jeg ikke følte, at jeg fortjente.
Ordet ’kroniker’ lyder i mine ører som ’spasser’, ’krapyl’ eller ’krykhusar’. Det lyder grimt og nedværdigende. Det lyder, som om det er opstået i en intern sundhedsjargon, hvor man slår alle, mennesker med vitaminmangel, med forhøjet kolesterol, med lungesygdomme, epilepsi, diabetes og mange, mange andre længerevarende lidelser, sammen i én stor brokkasse, hvor fællesnævneren kun er, at de har et regelmæssigt behov for medicin og/eller anden behandling.
Til denne brokkasse kan man med de gængse definitioner henregne en tredjedel af den danske befolkning!
Når jeg nu ringer til det lokale apotek for at høre, om mine piller er kommet, og har trykket dit og dat, som man jo skal i disse år, så kan jeg vente en rum tid på betjening, mens jeg lytter til en indtalt besked om, at ’kronikere’ kan få en gratis samtale med en apoteker om deres medicin … Ja? – Hvis jeg henvender mig ved skranken for at hente mine piller, kan jeg også få ’en gratis samtale’. Det kan jeg også få med min læge. Det kan den unge pige med P-pillerne også, hende med kalktabletterne og alle vitaminerne, ham med hjertemedicinen og de blodtrykssænkende piller og hende, der er kommet for at købe vatpinde og to sutter.
Et apotek er vel en butik, der skal leve af at sælge medicin og alt muligt andet til folk? Mon det fremmer omsætningen, at man klistrer ubehageligt umenneskeliggørende mærkater på kunderne? – Hvor ville du handle, hvis bageren kaldte dig fed og sukkerafhængig? – Også selv om der ville være nogen sandhed i det? Måske er det på tide at ophæve apotekermonopolet fuldstændigt!
I stedet for ’kroniker’ ville jeg gerne, om nødvendigt, høre mig omtalt som et menneske med en stofskiftesygdom eller –lidelse. Men som hovedregel ville jeg foretrække, at sundhedspersonalet holdt deres interne jargon internt.
Selve ordet ’kroniker’ indikerer også, at lidelsen er fatal og uhelbredelig. Det kan godt være, at min lidelse er livslang, men med god behandling skulle jeg kunne leve mange år endnu, og man har da hørt om fx folk med sukkersyge, der træner og spiser sig ud af medicinforbruget. At sætte en så pessimistisk mærkat på syge mennesker fremmer næppe livsmodet og overlevelseschancen, også selv om man får tilbudt ’en gratis samtale’ med en ung dame henne på det lokale apotek.
● Udover læger, laboranter og apotekere, er der mange andre, der også profiterer af ’kronikere’:
Lægemiddelindustriforeningen skriver bl.a.
26-10-2015
’Hvordan gør vi dansk kronikerbehandling til internationalt forbillede?
Lif mener, at politisk og faglig prioritering samt en national handlingsplan er en del af løsningen.
Stigningen i antallet af danskere med kroniske sygdomme udgør en stor udfordring for danskernes sundhedstilstand og for det danske sundhedsvæsen.
I dag har flere end hver tredje voksne dansker mindst én kronisk sygdom, og 70-80 procent af udgifterne i det danske sundhedsvæsen anvendes til behandling af patienter med kroniske sygdomme. Prognoserne forudsiger, at det tal fortsat vil stige markant.’
