Kategori: Dyr

Hvorfor spiser hunde græs?

Efter 60 års intenst samliv med hunde er jeg nu overbevist om, at hunde spiser græs, når de har dårlig mave. – Ikke pga. af vitaminmangel, for at få fiber, af kedsomhed, pga. neurotiske lidelser eller andet, som folk har gættet på. Men fordi de føler et ubehag i maven, som udløser trang til græsspisning.

Græsstråene lægger sig om fx skarpe knoglestumper i mavesækken, pakker dem ind og sikrer sikker passage enten op igen via spiserøret eller hele vejen igennem tarmsystemet og ud på sædvanlig vis.

Når mine hunde springer morgenmaden over, og deres maver rumler hørligt, går de ud i haven og finder totter af langt græs, river græsstrå løs og sluger dem. Kun langt græs duer. Dvs. at de ikke går og græsser af græsplænen.

Jeg tror, at hundene har arvet denne tilbøjelighed fra deres forfædre, ulvene, som jo har måttet spise lidt af hvert for at overleve. Også ben, tænder, knogler, hud og hår af store og små dyr.

Hvis mine hunde har fået kødben, så kaster de ofte små bensplinter omviklet med græsstrå og lidt mavesyre op nogle timer efter, når mavesækken i øvrigt er tom. – De virker ikke syge. Det er bare en refleks, at de skiller sig af med de skarpe stumper, så tarmsystemet ikke bliver beskadiget.

Mine hunde har været vant til at få ben, okseben, svineben og lammeben, ikke fjerkræ, fra de var ganske små. Helst selvfølgelig de gode afrundede lårbensknogler, som ikke splintrer, når de gnaver. Men mine hunde har fået de ben, vi nu havde, hvis vi havde fået en lammeryg, ribbenssteg, suppe eller andet, som gav rester, der kunne være af interesse for hunden. – Og selvfølgelig er hundene altid under opsyn, både mens de spiser og senere. Typisk får de benene efter aftensmaden og sover – som mine hunde altid har gjort – i soveværelset hos os om natten, så vi vågner, hvis der er problemer.

Når hundene er vant til at håndtere ben, oplever vi aldrig problemer, ud over at de spiser græs og kaster benstumperne op på den ovenfor beskrevne, rutinemæssige måde. Og de har godt af kalken, senerne og den gode beskæftigelse med at gnave, som også medvirker til at holde tænderne rene, helt naturligt og uden udgifter, hvis man alligevel har kogt suppe på et ben.

Græsstråene tjener til at beskytte fordøjelsessystemet, så hundene kan kaste spidse eller skarpe eller på andre måder skadelige fødeemner op eller transportere dem videre i fordøjelsessystemet, uden at de gør skade på hundens indre organer.

Alt dette er indlejret i hunde (og måske ulve) som instinkter. De aner ikke, hvorfor de spiser græs, de bare gør det, når de fornemmer ubehag.

Mine hunde spiser også græs, selv om de ikke har fået kødben. Men kun, hvis de har spist et eller andet dårligt eller har fået en infektion, der får maven til at rumle, så hunden mister appetitten i øvrigt og kun vil æde græs. – Derimod har jeg endnu aldrig observeret mine hunde æde græs, hvis de ikke har fået ben eller ikke har maveproblemer. Hvis alt er normalt, og de har spist deres sædvanlige måltider med god appetit, spiser de ikke græs.

Hundene har altså tilsyneladende et instinkt, der siger: Maveproblemer = spis græs!

Så hvis din hund spiser græs meget hyppigt, skulle du måske holde øje med dens mavefunktion, med dens spisevaner – der er ting, hundemaver bare ikke tåler – få den undersøgt, prøve et andet foder eller give den et par gode kødben.

Hunde og høflighed

Image Thumbnail Image Thumbnail

Når jeg kommer hjem, rejser den gamle hund sig møjsommeligt op på de stive ben og kommer glad logrende hen til døren for at hilse mig velkommen.

Det gør den også, hver gang andre medlemmer af den daglige flok kommer ind ad døren.

Og når jeg vågner om morgenen, er den glade, hilsende hund, det første jeg ser.

Ja, selv når jeg bare har været i bad i måske et kvarters tid, kommer hunden henrykt hen og giver et slik og et logr, når jeg nyvasket træder ud i gangen igen. – Tænk, at den gider.

Det stikker dybt i mig, at jeg selvfølgelig selv rejser mig, når gæster og ældre mennesker træder ind i mit rum.

Når det ældre familiemedlem kommer ind på restauranten. Når børnebørnene kommer løbende ind i min stue.

Da jeg gik i skole, rejste vi os op, når læreren eller andre voksne kom ind i klasselokalet, og vi rejste os som en helt naturlig ting for alle voksne i tog og busser.

Og da jeg også har gået på danseskole, kan jeg både neje og bukke, hvis jeg skulle møde nogen, der fortjener denne hilsen.

Men jeg kan ikke huske, at noget ungt menneske nogensinde har rejst sig op, når jeg er kommet ind i et rum. Selv ikke hvis middagen er på min regning. Og ingen tilbyder mig en plads i danske transportmidler. Ja, grupper af børn og unge gider ikke engang gå til side på fortovet, så jeg kan komme forbi. Jeg må helt ud på kørebanen.

Respekten for voksne, for ældre, for floklederen er dybt rodfæstet i de fleste socialt levende pattedyr, men i dette lille land er det i dag tydeligt, at vi har forsømt at lære de opvoksende generationer, hvordan man giver denne respekt udtryk. Hvordan kan man respektere sig selv, hvis man aldrig har lært at respektere andre?

Måske fortjener vi voksne slet ikke længere respekt?

Gyllehammeren


Nogle grise har det skønt, bl.a. disse frilandssvin fra Attrup.

Det slår aldrig fejl: Så snart den første rigtige forårsdag viser sig med solskin, varme, fuglesang og spæde blomsterdufte, slår gyllehammeren os ned.

Nord – og Vestjylland er hårdt ramt, men også Sønderjylland, Nordfyn, Sydsjælland, Lolland-Falster og Bornholm, efter hvad jeg hører.

Man sætter grillen og havemøblerne ud og hænger sengetøjet ud til tørre, og så bliver alt ramt af en harsk, hudklæbende hørm af gammelt griselort. ALT! – Og det står på i halve og hele måneder. Lige i den smukkeste tid. – Jeg ville blive sur, hvis jeg havde ofret et halvt hundrede tusind på fx en konfirmationsfest i haven i forårssolen. Har man en næse og et valg, er der efterhånden ikke andre muligheder end at bosætte sig i København eller Århus. Byer så store, at stanken ikke kan drive ind i nærheden af boligkvartererne.

Der er ikke tale om en mødding med stor gødningsværdi, samlet igennem vinteren ved udmugning under heste, grise, køer og får, som vi husker det fra gammeldags møgspredning på markerne. Dengang snusede vi bare op og sagde: Der er vitaminer i luften.

I løbet af de seneste 15 – 20 år er det for gyllefabrikanterne udelukkende blevet et spørgsmål om at komme af med den koloenorme mængde af hengemte, overlagrede, stinkende, forsurende, halvgiftige affaldsstoffer fra forpinte og plagede grise stablet op i enorme grisefabrikker. Disse fabrikker fylder den ene gyllebeholder efter den anden, så det løber over, de flytter rundt på lortet, opkøber evt. ledig beholder- eller markplads hos hinanden og sjasker det hele ud i sejlende, tykke lag, så snart jorden er til at køre på. – Hvem har lyst til at spise afgrøder fra disse inficerede marker?

Hele landsdele lider under det. Byer, landsbyer, naturområder. Lugten blæser til England eller Sverige. Og alle klager holdes væk med henvisning til eksporten. Men hvis kineserne gerne vil spise gris, synes jeg, at de skulle opfostre nogle grise selv. Danmark er for lille til at rumme 30 mio. svin og deres affald.

Mere end en tredjedel af disse svin bliver kørt til slagtning i udlandet … De bliver slået og sparket, når de bliver gennet op i lastbiler og fragtet langt væk til et polsk slagteri. – En dag eller to klemt sammen i en anhænger … Sultne, tørstige, forskræmte …

Det nytter ikke noget, at man vil gøre provinsen attraktiv med universiteter, kulturtilbud, parker og sommerfester, eller at man udflytter fem sprogmedarbejdere til Bogense og treogenhalv til Brovst, hvis man ikke gør noget ved gyllestanken … INGEN kan holde ud at leve midt i et grise-wc. – Heller ikke grise, som er både kloge og renlige dyr.

Se at få det stoppet! Det er barbarisk, at man tillader nogle få grisefabrikanter at holde det meste af et land som gidsler, forsure vores jord og påføre så mange en usund og ækel stank i årets dejligste måneder. Hvordan kan det tillades i et moderne samfund?

Aalborg Zoo

Det var mange år siden, jeg sidst havde været i zoologisk have i Aalborg, og både barnebarnet og jeg glædede os til et besøg her i vinterferien. Hun fik en rigtig god tur ud af det, men hun elsker også at klatre. Jeg, derimod, fik et mindre chok: Hvor er alle de store plæner? Gamle træer? Søen med svaner og ænder?

Det er alt sammen omdannet til en enorm skrammellegeplads! Både på jorden og i træer og oven over rovdyrburene er der træstammer, træhytter, hængebroer og klatrestativer. De underligt skæve konstruktioner er overalt! – I februarsolen ligner den zoologiske have en mudret, falmet og afskallende skrammellegeplads fra 70’erne.

Det begynder ved indgangen, hvor man ledes igennem en uordentlig souvenirbiks med dynger af importeret plasticragelse.

Så kommer man ud på den anden side til plastichegn, dårlige og uens belægninger, grimme skilte og en flisegang langs ældgamle, rustne fuglebure, der ligner noget fra industrialiseringens første tid.

Der er betonkonstruktioner, der skal ligne klipper, til aber, isbjørne, pingviner, søløver og rovdyr, men burene henligger i et frysende mørke, er algebegroede, og de få synlige dyr virker understimulerede og triste.

Både giraffer og elefanter har stinkende huse og alt for lidt plads. – Jeg husker tydeligt, da de unge, afrikanske elefanter ankom til Aalborg Zoo i midtfirserne. Da var deres anlæg nyt, og dyrene en sensation. Dyrepasserne gik tur med dem gennem haven hver morgen. Nu – 30 år efter – ser det ikke ud til, at elefanterne er vokset den mindste smule. – De er stadig små, tynde, særdeles rynkede og står og vugger stereotypt med knækkede stødtænder.

Så har man opført en kunstig ’afrikanerlandsby’ til zebraer m.m. – Hvis jeg var afrikaner på besøg, ville jeg føle mig pinligt berørt.

Alt i alt er Aalborg Zoo blevet en deprimerende affære … Dyrene ser ikke ud til at trives, og man må have glemt at konsultere arkitekter, da man begyndte at klaske alle de kulørte legepladser og scener op.

Tiden er for længst løbet fra forestillingen om, at man kan udstille eksotiske dyr fra varme lande i små betonbure for underholdningens skyld. – Også selv om man har avlsprogrammer og ser sig selv som både naturbevarere og formidlere. En klar februardag falder alle de fine ord ned på den mudrede jord i de forsømte anlæg og gør os alle til skamme.

Et så gammeldags zoo-koncept styrker ikke børns naturforståelse, men er med til at fremmedgøre dem for dyr og natur.

Man burde tage konsekvensen af alle de uskønne klatrestativer, blande de sarte og intelligente, vilde dyr udenom og lade sig nøje med en legeplads for byens børn.

Domesticerede dyr, et par malkekøer, rideponyer, grise, høns, klappegeder og kælekaniner ville være underholdning nok. Ansæt nogle dygtige landmænd og formidlere. Og lad ungerne spise is, slikkepinde, pølser, købe plasticsouvenirs og klatre, kravle, se, røre, klappe og ride, så meget de lyster.

Så kan orangutanger, afrikanske elefanter, chimpanser, løver, tigere m.m. komme bedre steder hen, fx i store safariparker, gerne tæt på deres hjemlande, hvor klimaet passer dem, og hvor man har plads og ekspertise til at tage sig af dem. Men det vigtigste bør være, at de fremvises på deres egne betingelser og med værdigheden i behold.

Truede dyr skal ikke være triste gidsler midt i et desperat pengehungrende legeland med plasticsouvenirssupermarked, fastelavnsarrangementer og ’Underholdning på Zoofari-scenen med Onkel Reje’. – Og de skal ikke dræbes og obduceres for øjnene af storbyens naturfremmede børn for at skæppe mere i pengekasserne.

Her kunne man passende begynde med at lade ungerne se en ko blive malket, en gris blive slagtet, prøve, om de kunne klare sig på den plads, man tildeler en høne osv.

For nogle år siden var vi vidner til, at en stresset tigermor ustandseligt flyttede rundt på sin lille unge og ikke kunne finde ro for nysgerrige børn noget sted i sit bur.

Jeg har en ven, der er krage

Vores venskab består, som så mange andre fine, langvarige venskaber, i, at jeg fodrer ham, når jeg ser ham.

Det begyndte, fordi jeg altid færdes med kattetørmad i lommen. – Det gør det så meget lettere at få hunden til at komme, når jeg kalder, og i det hele taget motivere den til at gøre, hvad jeg beder den om, at jeg, selv om den gamle hund for længst er fyldt 10 år, stadig ikke går nogen steder uden de små belønninger.

Kattemad, fordi vi stadig havde katte, da hunden var lille, og deres mad var forbudt og derfor uhyre spændende. Det blev så en nem vane at fylde lommen med disse godbidder inden træning og ture med hunden.

Jeg plejer at smide en håndfuld i haven til hunden, når vi er kommet hjem fra en skovtur, og da jeg også fodrer fugle i haven, havde jeg i forvejen kragens bevågenhed.

Kragen, som er en gråkrage, plejede at sidde oppe i de høje egetræer og holde øje med os, og så snart vi var gået ind, kom han fejende og nappede de små katteguffere, hunden havde overset, og så: – Hurtigt op i egetræet igen! – En dag gik jeg ud og viste ham posen og strøede med en overdreven bevægelse kattemad ud over græsset. Så gik jeg ind og holdt øje med ham fra vinduet.

Krager er kloge. Som en 6-årig, der lige har lært at krydse en trafikeret vej selv, sad han længe og så først til den ene side, så til den anden, før han flaksede ned og årvågent huggede godbidderne i sig.

Siden den dag følger han mig ofte, når jeg går udenfor. Han sidder i træet, på taget eller øverst på gadelampen og holder øje med mig, og når jeg ser ham, smider jeg en håndfuld kattemad til ham. Han følger mig også på skovturene, så sætter han sig fx på kirkens trappegavl og siger – Kraaa kraaaa, til jeg får øje på ham, smider maden, og er gået længere væk med hunden. Så lander han og gør sig til gode med lidt lettjente proteiner, Brugsens kattemad med fisk.

Hvis jeg går i mine egne tanker på vej hjem fra skoven, kan jeg godt blive en lille smule forskrækket, når han kommer glidende – Krager er faktisk store! – hen over hovedet på mig og lander på en lavtsiddende gren lige over os, men uden for hundens rækkevidde.

Vi har ikke længere høns, og af og til er der madrester, som vi ikke kan give hunden og heller ikke smide i komposten pga. faren for rotter. Sådanne rester, fx lidt kogt pasta eller gamle, tørre rundstykker, plejede jeg at give hønsene, for jeg hader at smide mad ud. – Nu går jeg ud på græsplænen og kalder på kragen. Heldigvis er hækken høj, for det må se vanvittigt ud. Men han er der for det meste. Kommer og lander på lygtepælen eller i egetræet og kigger med det ene øje, mens jeg smider maden ud over græsset. Når jeg er gået ind, og han har forvisset sig om, at hunden ikke er i sigte, kommer han, somme tider tager han kone og sønnike med, lander som en helikopter på græsset og spankulerer rundt og gør sig til gode, indtil den sidste krumme er væk.

Det et meget tilfredsstillende venskab. I modsætning til høns kan kragefamilien passe sig selv, så jeg behøver ikke have dårlig samvittighed, når jeg fx er på ferie, men som med alle andre, gode venner, kan vi af og til mødes ved spisetid.

Jeg har venner, der fortæller mig, at de ville skyde en krage, hvis de så den på deres grund. Krager gør skade, siger de. En dag så jeg en kommunal riffelmand stå ovre i skoven og skyde op i de gamle bøgetræer, hvor rågeflokken har deres reder. Det kostede mig nogle dages sorg og bekymring, men heldigvis dukkede min krage op i haven igen.

Og her er han fortfarende. Næsten dagligt. UNDTAGEN i juledagene, hvor hele familien kom på besøg, og jeg havde glædet mig til at vise børnebørnene min krage … I hele ugen var der ikke en eneste krage i sigte. Men om morgenen efter, at de var kørt, sad han oppe i egetræet igen og holdt øje med mig, da jeg var ude for at fodre gærdesmutterne, musvitterne, bogfinkerne, spætmejserne, skovspurvene, solsortene, skaderne, duerne – og alle de andre befjedrede venner, jeg har lige ude i haven.

Kragen på terrassen. Han er meget agtpågivende og svær at fotografere.

Rottefængeri

Da husstanden omfattede to sunde udekatte, behøvede vi ikke at tilkalde kommunale rottefængere, men kunne nøjes med at rydde op.

Der er muligvis opstået en catch 22-situation i vores kommunale rottebekæmpelse:

1. Som husejer bliver man hvert år sammen med ejendomsskatterne opkrævet et beløb til kommunal rottebekæmpelse.

2. Som husejer har man pligt til at anmelde det omgående, hvis man har mistanke om rotter på ens grund.

Førhen var kommunen hurtige til at sende en kommunalt betalt Rentokil-mand M/K, som så opstillede metalbokse med rottegift de steder, hvor man havde opdaget, at rotterne færdedes.

Men sidste år, da jeg opfyldte min pligt og anmeldte rotter på matriklen, og kommunen sporenstregs sendte mig en Rentokil-mand, brugte denne kommunalt betalte rottefænger en halv time på at redegøre for, hvorfor han ikke måtte gøre noget.

Langsommeligt, omstændeligt, mange gange – og en smule nedladende, som unge mænd i arbejdstøj har for vane når de taler til ældre damer, forklarede han mig at rotter var blevet immune over for rottegift, så nu måtte de ikke længere lægge gift ud – En smule sent at skride til handling, kunne man mene, når skaden allerede VAR sket – og han havde heller ikke andre bekæmpelsesmuligheder at anvise. Kun snak.

Det groteske er, at kommunen stadig ufortrødent opkræver årlige afgifter fra alle grundejere til rottebekæmpelse, at alle grundejere stadig har anmeldelsespligt, og at kommunen derefter aflønner et privat firma for at sende folk ud og diskutere med grundejerne og omhyggeligt forklare dem, hvorfor de ikke må gøre noget ved problemet …

Absurd, ikke sandt?

Ikke desto mindre fejler selvfølelsen ingenting:

http://www.rentokil.dk/nordjylland/

‘Region Nordjylland

I Region Nordjylland møder du et passioneret og erfarent team af skadedyrskonsulenter og teknikere. Vi hjælper dig med at håndtere problemer med skadedyr i alle større byer i regionen herunder Aalborg, Hirtshals, Frederikshavn, Brønderslev, Hjørring mfl.

Vi kombinerer vores viden om skadedyr med vores ekspertise i skadedyrsbekæmpelse og forebyggelse. Det betyder, at vi kan levere en god service og har en god forståelse for de gener skadedyr kan forårsage hos dig uanset hvilken branche der er tale om: restauranter, fødevareproduktion eller hoteller.

“Med mere end 15 års erfaring hos Rentokil har jeg den viden og indsigt, der skal til, for at håndtere alle former for skadedyrsangreb, og hvordan de kan forebygges her i Region Nordjylland”.

Niels Jørgen Lundtoft – skadedyrstekniker

Vi har den fornødne viden og erfaring i at håndtere skadedyr, der typisk findes her i Region Nordjylland, herunder hvepse, rotter, sorte havemyrer og væggelus. ‘

Gylleramt

Det er en lys aften i maj. Solsortene synger, haven står forårsfrodigt med duftende syrener, valmuer, tulipaner og overdådigt blomstrende frugttræer. På den anden side af vejen står skoven nyudsprungen, frisk og lysegrøn. – Men næserne advarer os: De kører gylle ud – igen!

Vi går ind og lukker alle vinduer og døre, men alligevel sniger den sig langsomt ind på os, gyllestanken, gennem små sprækker og ventilationskanaler. Efter en times tid er lugten i stuen så dårlig, at øjnene løber i vand, og svælget svier.

Næste morgen er det stadig slemt. De har formentlig brugt natten til at komme af med det mest ildelugtende, gamle, gærede gylle fra i vinters. I håbet om regn. Men regnen kommer ikke, hele byen er indhyllet i klæbrig stank, og man kan ikke lufte ud, hænge vasketøj ud eller bare nyde at gå i sin have. Børn på vej til skole holder sig for næsen.

Vi bor ikke langt ude på landet omgivet af gyllegårde, men i en forstad til Ålborg lige i kanten af et større skovareal. Vi har boet her i næsten et halvt århundrede og har altid sat stor pris på den friske luft, skoven og fjordens nærhed bevirkede. Nu er hele området infesteret af gyllestank, der trænger ind i butikkerne – hvem køber mad eller nyt tøj, når det hele stinker? – i villakvarteret, haven, huset, stuen, køkkenet, soveværelset, ind i alle vores ting, sofaen, tæpper, tøj, duge, køkkenredskaber, klistrer sig til hud og hår … intet sted er luften længere sund og frisk at indånde.

En enkelt svinegård nogle kilometer herfra har udvidet aktiviteterne, så i en radius på 5 – 10 km omkring hans gylletanke og marker – et område på henved 50 – 100 km2 afhængigt af vinden og dens retning – er alt nu gennemtrængt af modbydelig stank. En stank, der generer titusindvis af mennesker næsten dagligt fra februar måned og hele vejen igennem have-, konfirmations-, grill- og bryllupssæsonen til hen i november, når loven og vinteren sætter en stopper for hans forurenende aktiviteter.

Hvornår var det lige, at vi blev enige om at omdanne dette smukke land til et grisetoilet? At vi besluttede, at vi havde lyst til at vade rundt i regulært lort i de varmeste og smukkeste tre fjerdedele af året? At vi ville overlade jord, luft og livskvalitet til svineproducenter med alt for store, subsidierede besætninger af mishandlede dyr? Til private virksomheder, der ikke engang, så vidt jeg forstår tallene, bidrager afgørende til samfundsøkonomien, men alligevel uhindret kan ødelægge vores fælles luft? Hvad betyder det for vores livsglæde, at selve luften, vi og vores børn indånder, stinker klæbrigt og vammeltstærkt? Hvad betyder det for vores helbred? For øjne og lunger?

Ved middagstid kommer der 2 mm regn. Nu lugter hele byen af våd gylle. – Der må være andre måder at gøre det på, så både de stakkels grise og vi stakkels mennesker kan leve i samme land.