Kategori: Erindringer

Værre

Jeg er født ti år efter krigens afslutning, og jeg voksede op i freds- og opgangstider og vænnede mig til, at alting bare blev bedre og bedre.

Fra 50’erne til 60’erne oplevede vi almindelige mennesker en næsten utænkelig, materiel forbed­ring af vore liv, da middelklassekvinderne blev sat fri og kunne arbejde uden for hjemmet, ikke blot som husassi­stenter, telefondamer, sekretærer, vaske- og sypiger, men med spændende og (den­gang) vellønnede jobs som fx lærere, sagsbehandlere i det offentlige eller i reklame- eller rejse­branchen. Disse kvinders døtre tog uddannelser i en sådan grad, at de unge mænd i dag skriver selvmedlidende læserbreve i ’Politiken’ om det. Men de unge mænd kan være ganske rolige: De bedste pladser i samfundet er endnu i 2016 overvejende forbeholdt mænd.

Jeg oplevede, at Danmark hastigt forandrede sig. Gårde blev nedlagt, marker sammenlagt eller ind­draget til vejstrukturer og parcelhuskvarterer, som bredte sig længere og længere ud i landskabet. Vi fik huse med centralvarme, vaskemaskine, elkomfur, køleskab, telefon og tv, og der blev også råd til bil, sommerhus, ferierejser, møbler, telt, legetøj, nyt tøj og sko, kameraer, grammofoner, bånd­optagere, stereohøjttalere, bøffer, vin, salat, sodavand og slik til daglig. På børneværelserne vadede vi bogstaveligt talt i knæhøje dyn­ger af skrigfarvet, uholdbart plastic.

I 70’erne gjorde vi unge oprør imod al denne materialisme, mod autoriteter og konformer: Vi af­viste, at ’shopping’ kunne være en aktivitet, som tænkende mennesker frivilligt ville ønske at bruge tid på, vi klædte os brugt og billigt, folkeligt farverigt eller i militært overskudstøj og sad i rundkreds på gamle madrasser, røg, lyttede til musik og snakkede nætterne igennem. Vore reoler var ølkasser, sengen var lavet af spånpla­der og forskallingsbrædder, og vi batikfarvede selv ostelærred til puder, hynder og gardiner og hæklede kulørte lapper til vore lasede cowboybukser. Hvis vi gad, tog vi et år eller to til London, Sydeuropa eller Indien. Vi badede topløse, tykke, tynde, unge og gamle. Vi til­meldte os EF’s europæiske handelsfællesskab med åbne grænser og fik overskud til at indføre den store bistandslov, der sikrede alle borgere en værdig hjælp uanset hvad. – Peace and love og tole­rance beherskede tidsånden.

Fra 80’erne strammede nettet til igen. Under Schlüter oplevede vi økonomisk krise, kartoffelkur, arbejds­løshed, fattigdom. Ingen, vi kendte, købte huse længere eller rejste på ferie. Kampen om de gode jobs var hård, så kvinderne tog igen BH’en på og kom op på stiletterne. Mændene iførte sig jakkesæt, slips og blanke sko, og de stod gudhjælpemig og satte deres korte hår med både voks og hårtørrere! – Sådanne umandige beskæftigelser havde vi godt nok aldrig set før. Begrebet ’Yuppie’ opstod, og for første gang stif­tede jeg bekendtskab med det mærkværdige fænomen ’mærkevare’ i form af en lille krokodille, der gjorde bluserne tre gange så dyre. – Hvem interesserer sig for, hvilket mærke en bluse, en parfume eller en sofa har?

I 90’erne opdagede man, at det gik ad H til med miljøet og forsøgte i 11. time at sætte ind med nogle få, utilstrækkelige og spredte tiltag. Bedst effekt havde Svend Aukens store vandmiljøplan.

Først i nullerne tog Fogh så over og kørte landet i sænk med et uhyggeligt overforbrug, en bolig­boble, bl.a. forårsaget af afdragsfrie lån – Hvorfor låner man penge til folk, der kun har en mikro­skopisk chance for at betale dem tilbage? – og sin renden i rumpen af USA i galskab efter at er­klære krig mod lande, der aldrig havde gjort os noget. Det skaffede ham så personligt en vellønnet, international stilling.

Terror, der før havde været politisk med Rote Armee og Brigate Rosse eller palæstinensisk, blev nu arabisk og identificeret med religion. Det blev pludselig helt i orden at genere og håne mennesker med en anden tro end den afslappede, danske folkekirketro. Og for første gang siden krigsårene fik almindelige borgere i Danmark grund til frygt, når de færdedes i det offentlige rum.

Nu i tierne er vi så hastigt på vej tilbage til krisestemningen fra før krigsårene: Vi oplever grasse­rende fremmedangst og har igen en borgerlig regering, der kører det offentlige, sundheds- og ud­dannelses­systemet og andet værdifuldt fælleseje, så som det vigtige skattevæsen, i sænk med evindelige krav om besparelser – som om vi ikke havde råd! – Vi har aldrig været rigere, og aldrig før har vi haft så mange hænder til at løfte byrderne. – Vi er tre gange så mange mennesker i ver­den og i Danmark nu, som vi var i 1950, og hvis det ikke rækker, står der et tocifret antal millioner af flygtninge fra udbombede byer i bl.a. Mellemøsten klar til at komme ind og tage fat.

Alligevel insisterer de herskende, små ånder på at kalde det krisetider, på at afvise de arbejdsvillige og ofte veluddannede unge ved grænsen og på at udsulte og plage alle danske syge, gamle og svage.

Så hvor man for 50 år siden var stolt af at være dansker og kunne føle sig tryg i bevidstheden om, at sam­fundet ville give vore børn og unge en lødig uddannelse og tage sig af os, når vi blev syge, ar­bejdsløse eller gamle, så har vi nu pensionsaldre på over 70 år – også for mureren og jord- og be­tonarbejderen! – Vi bliver gennemtjekket ved den dansk-tyske grænse, hver gang vi har været i Fleggård for at købe øl og marcipan, og vi bliver kørt ud til jobtræning på bårer i ambulancer! Selv ikke en mand med lungekræft kan få en rolig sidste tid på en lille sygepension, gamle bedstemor får aldrig skiftet sin ble, og vi kan ikke komme igennem til 1813, hvis vi skulle få lungebetændelse en søndag eftermiddag. Postvæsnet har nedlagt sig selv, man kan ikke nogen steder komme i kontakt med andet end telefonsvarermaskiner – tryk dit og dat du er nummer 14 i køen vent pling pling pling ved du at du kan bruge hjemmesiden – og ingen, hverken offentlige eller private gider svare på en mail. Hvad bruger vi al tiden og alle menneskene til? – Burde vi ikke anvende nogle af vore mange ressourcer på at tage os af hinanden? Som vi gjorde før? – I stedet for at sidde og uploade sel­fies, som ingen orker at se, allevegne…

(Middelklasse)kvinderne blev sat fri til at beskæftige sig med andet end hus, madlavning, indkøb og børn, og det er godt. Men det var ment som et valg, ikke et påbud. Frihed betyder også muligheden for begge køn for at vælge at tage tiden tilbage, fx passe sine egne børn, sit eget hus, dyrke nogle grøntsager selv, holde hund og høns og støtte ægtefællens karriere.

Men vi indgår ikke længere partnerskaber for livet. Vi stoler ikke længere på hinanden, og vi under ikke længere hinanden noget. ’Solidaritet’ er blevet et fremmedord. Det er nu helt almindeligt at råbe vredt efter hinanden på gaderne, at kommentere hinandens kroppe og såkaldte ’livsstil’. KOL og diabetes betragtes som selvpåførte lidelser – Helt alvorligt: Hvem ønsker at gøre sig selv syg? – som belaster fælleskassen, og syge mennesker føler sig efterhånden som spedalske.

På den barske baggrund forstår jeg udmærket den nostalgiske bølge … Tiderne VAR bedre førhen, men en nusset designerstol – findes der stole eller andre møbler, der ikke er designet? – og en gammel abe af Kay Bojesen gør ingen forskel – Vi skal ud af hullerne og tage kampen for velfærd, solidaritet og medmenneskelighed en gang til.

Pinocchio og andre børn

Da jeg fik min søn, syntes jeg straks, at han mindede om Pinocchio. Det var ikke blot hans smukke lød og de dybe, brune øjne − Pinocchio er italiensk og betyder ’pinjeøje’, det stærkeste træ i midten af fyrretræet − Det var også det lille barns manglende evne til at klare noget som helst selv.

Et nyfødt barn er som en nyskåret marionetdukke: Det kan ikke holde sig selv oppe.

Som Geppetto omhyggeligt måtte fastgøre snore til sin dreng og styre ham, måtte jeg i et års tid agere stillads og bære min, mens han langsomt lærte sig at holde hovedet selv, at vende sig, at række ud efter noget, at sidde, at kravle, for til sidst at tage sit første skridt.

Jeg havde ham i armene i næsten hele det første år af hans levetid, i de næste par år var han ved mig, legede ved siden af mig eller gik lange skovture med mig i hånden, og det første han så, når han vågnede efter en god nattesøvn eller en lille middagslur, var mors smilende ansigt.

Jeg ammede ham, til han blev to, puttede ham aldrig, men badede ham og læste en godnathistorie med ham i sofaen, hvor han fik lov at døse hen, indtil jeg forsigtigt lagde ham ind i hans egen lille seng, der stod lige ved siden af min. Først som fire-femårig var han stolt med til at indrette sit eget værelse med køjeseng og bilsamling.

Da han fyldte tre, begyndte han i børnehave, og det var en vanskelig overgang for både mor og barn, selv om han havde glædet sig til at blive så stor, at han kunne komme i børnehave lige som alle de andre børn, og selv om jeg var hos ham meget af tiden i begyndelsen for at gøre overgangen lettere.

Men pædagoger er ikke altid særlig pædagogiske. En af de første dage, min søn var i børnehaven uden sin mor, gik hele hans stue en tur i skoven, men da de skulle hjem, begyndte en yngre pædagog at lave sjov med, at de var faret vild, og at hun ikke kunne finde vejen hjem. Min søn blev meget ulykkelig, og det var svært for mig at overtale ham til at tage hen i børnehaven igen næste dag. – Hvorfor skulle han stole på voksne, der ikke kunne finde vej i en skov? Hvor trygt er det?

Selv om han vænnede sig til børnehaven og godt kunne lide både pædagogerne og de andre børn, var han udmattet, når jeg hentede ham ved tretiden om eftermiddagen. Han var pylret, grådlabil og trængte i høj grad til ro og moderlig omsorg.

Jeg forestillede mig altid, at han var en lille Pinocchiomarionetdukke, der skulle holde sig selv oppe i sine egne snore en hel lang dag i børnehaven og først kunne slippe grebet og lade sig holde oppe af sin mor, da hun dukkede op igen.

Børn har brug for en stabil voksen om sig HELE tiden i de første mange år.

Når man afleverer dem i dagplejer, vuggestuer, børnehaver eller hos tanter og veninder, inden de er store nok til at have udviklet et sprog, en forståelsesverden og en konsistent personlighed, giver man dem små og store traumer og andre skader, som kan mærke dem for resten af livet.

Små børn, dvs. under tre-fire år, kan ikke klare mere end ganske få timer uden deres primære omsorgsperson. Deres verden bryder simpelthen sammen, og de kan ikke holde sig selv oppe og få samling på tingene igen.

Børn, der ikke får deres basale behov for god pleje, nærvær og tryghed opfyldt, skal selv holde sig oppe, og det kræver så mange kræfter af dem, at de ikke kan lære fx dansk og matematik. De lever et spinkelt liv på randen af sammenbrud.

Hvis man ikke fylder dem med tryghed, nærvær og omsorg, mens de er helt små, får man alle mulige problemer siden: Børn, der skriger på nærvær. Der skranter psykisk såvel som fysisk. Der tisser i sengen. Får anfald af natteangst. Der ikke kan tale rent selv i skoleårene. Der gør sig alle mulige forkrampede forsøg på at opnå nogens opmærksomhed. Voldsomme, uopdragne, støjende, forstyrrende, krævende, grådige børn.

Over 90 % af vore småbørn bliver hver eneste dag afleveret i dagplejer eller i institutioner.

Kun 13 % af vore småbørn bliver ammet i de første seks måneder, som Sundhedsstyrelsen anbefaler.

En bekymrende og voksende mængde helt små børn, 30 % af de treårige, skal leve skiftevis en uge hos mor og en uge hos far efter forældrenes skilsmisse. Hvordan overlever så små børn at undvære deres mor (eller far, hvis han er den primære omsorgsperson) i en hel uge og skifte hjem og omgivelser, bare fordi den anden forælder har RET til samværet?

Hvorfor i alverden får vi børn, hvis vi ikke gider være sammen med dem, men blot deler dem, som om de var en sofagruppe?

Hvorfor i alverden får vi børn, når vi alligevel hellere vil holde jul i Thailand, fejre deres fødselsdag hos svigerinden i Spanien eller spise på restaurant med kæresten uden børn?

Når vi ikke kan give dem omsorg, nærvær, trygge hjem, forudsigelige hverdage og årligt tilbageværende højdepunkter? Når vi ikke, i deres eget, naturlige tempo, magter at lære dem, hvordan de skal holde sig selv oppe, men brutalt smider dem ud af reden, før de kan tale og gå selv?

I de seneste 60-70 år er Danmark og verdens befolkning tredoblet. Vi er ved at udrydde alt liv på jorden med vores ressourceforbrugende svineri. Som for mange guldfisk i et for lille akvarium er vi ved at ødelægge levevilkårene både for os selv, vore børn, andre dyr og alle planter på denne planet. Dumt! − Man burde lade være med at formere sig, hvis man ikke magter at sørge ordentligt for sit afkom og blot skaber endnu flere opmærksomhedsskrigende og utilpassede børn, der af bare angst ikke kan lære de mest basale ting.

At vi har brug for flere børn for at sikre væksten er hovedløs og selvmorderisk snak. Vi er mennesker nok. Millioner af mennesker og deres børn flygter i disse år fra krig og sult, og vi står vagt ved alle grænser og vil ikke have dem ind, selv om de kunne sikre os vækst i mange, mange år fremover.

Ti tons om dagen … HJEMME!

Når jeg ser tåbelige annoncer som denne fra Kvickly, mindes jeg min gamle far. I hans senere år kunne vi bruge en formiddag på at tage i Bilka sammen i hans okseblodsfarvede, raslende Skoda og storhandle til hele ugen. Bøjet over en af de lange kølediske valgte han omhyggeligt sin yndlingsspise, den billigste leverpostej fra Stryhns, og deklamerede: ’Stryhns hjemmelavede leverpostej – Ti tons om dagen – HJEMME!’

Hvorefter han fornøjet puttede den i sin indkøbskurv, ned til det skiveskårne rugbrød, en dagmartærte på tilbud, Ekstrabladet og BT, og måske en rulle ligeledes ’hjemmelavede’ gule ærter. – Bagefter indtog vi vores kaffe og wienerbrød og mentolcigaretter – det var dengang – i cafeteriaet og havde haft en dejlig dag.

Ud over at insistere på, at forretningen Kvickly laver deres færdigretter HJEMME – hos hvem? – føler de også trang til at skelne mellem uøkologisk og økologisk coleslaw … hvorfor det? For to kroners forskel? – Er der folk, der ikke kan tåle økologi og gerne vil spare to kroner?

Mormors hænder

Min mormor var et lille trindt, kært væsen, der holdt meget af mig.

Hver sommer satte hun sit eget liv til side i en uges tid for at underholde og forkæle mig. Det må have kostet hende både penge og anstrengelser.

Vi gik på biblioteket og lånte bøger, hun udvirkede, at jeg fik lov til at låne en stak af min store fætters Anders And-blade – hvis jeg lovede at behandle dem ordentligt, vi var i Rødovrecentret og i Stationscentret, i Tivoli, hvor vi kendte nogen, så jeg fik gratis ture i forlystelserne, på Nationalmuseet, på små familiebesøg, og af og til stak vi hovedet ind i Damhustivoliet.

Mormor ville have flækket sig selv på langs og tværs, hvis det kunne have befordret mit velbefindende.

Hun lavede sodavandsis af citron- og hindbærsodavand i plasticforme. Jeg fik bananskiver med mælk til morgenmad. Og lakridskonfekt i en gul, hjerteformet plasticskål med i seng. Der lå jeg og læste hendes gamle eksemplarer af Hudibras og Knold og Tot. I mormors bittersøde lugt, som gennemtrak alt i den lille lejlighed i Ruskær nr. 39 på 6. sal og fik mig til at føle mig tryg og omgivet af omsorg.

En dag, vi sad med hinanden i hånden, kom jeg til at føle på den tynde, tørre hud på overfladen af hendes ene hånd. Gennemtrukket af blodårer, leverpletter og rynker i fine net, som skrøbeligt, krakeleret porcelæn. Når jeg trak huden tilbage mod håndleddet, blev den siddende og gled kun langsomt tilbage ud over hendes hånd. Jeg sammenlignede med min egen spændstige, buttede hud.

Mormor blev lidt flov. Jeg fornemmede, hvordan hun undseeligt kiggede væk, mens jeg udførte mine eksperimenter med vore hænder.

Mormor havde for lavt stofskifte. Formentlig dårligt behandlet. Hun blev enke i slutningen af 60’erne og begyndte at ryge meget og drikke guldøl. Hun døde i begyndelsen af 70’erne efter et års tid på et plejehjem, hvor de få livstegn, jeg opsnappede, var forklæder, viskestykker, servietter og muleposer med kartoffeltryk, som hun fremstillede i ’terapien’. Hun ville ikke have mig på besøg i den sidste tid, for ’Lone skal ikke se mig sådan’.

Hun døde ’af træthed’, siger min mor. Hun gav bare op.

Jeg lugter som hende, og nu kan jeg trække den leverplettede, rynkede hud på oversiden af mine hænder tilbage og sidde og se til, mens den kun langsomt glider ned på plads igen.

Dårlig opdragelse

Newfoundlænderen gennemførte senere alle hundetræningens tre klasser og blev, i modsætning til mange af de mennesker, der omgav den, særdeles velopdragen.

Det er omtrent 15 – 20 år siden, jeg første gang stødte på fænomenet:

Min lille newfoundlænderhvalp var blevet et halvt år gammel og kunne nu tages med på lidt længere ture, så vi trissede ned til Brugsen, hvor jeg satte dens snor fast i hundekrogen og næsten løb ind til køledisken og greb en liter letmælk. Jeg husker endnu, at jeg havde aftalte småpenge parat i hånden.

Der var stille i butikken, det var sidst på formiddagen, og der var kun en kasse åben. Foran mig i køen stod en lav, kraftigt bygget mand i midttrediverne. Hans hår var farvet lidt for sort, men han var pænt klædt. I sin topfyldte indkøbsvogn havde han stablet engangsservice og vin, spiritus, kød, salat, kartofler, limefrugter, tomater, eddike, olie, servietter, lys, frosne flutes m.m. op, så han ville kunne servere herremiddag i det grønne for mindst tyve personer.

– Må jeg lige smutte foran? spurgte jeg og viste ham mælkekartonen og de aftalte mønter.

– Nej, svarede han bare og begyndte at losse sine indkøb op på båndet.

Så fik jeg den. Den pæne mand, der var i fuld gang med at forberede en overskudsaften med vennerne, kunne ikke forestille sig, at damen bag ham kunne have sine gode grunde til at spørge. Jeg blev så overrasket over det uventet uforskammede svar, at jeg ikke kunne finde på noget at sige.

Mens jeg i laaaaang tid trippede og ventede og havde ondt i maven af bekymring for min lille hvalp, der for første gang var overladt til sig selv et fremmed sted med tæt trafik af cykler, biler, fremmede mennesker og hunde, tænkte jeg også, at det var takken for de hundredvis af gange, hvor jeg af mig selv havde bedt folk gå først, hvis de kun havde få ting i kurven, og jeg havde vognen fuld. På de gange jeg havde overladt min plads til en ældre, en gravid, en ung småbarnsmor eller en handicappet, på de utallige gange jeg havde holdt døre, høfligt holdt mig tilbage og i øvrigt holdt min kæft i det offentlige rum.

Det er siden blevet helt almindeligt, at yngre mennesker – og midaldrende byfolk, som gerne vil illudere ung med de yngre – møver sig tanke- og hensynsløst frem i køer, ikke giver andre plads, ikke takker, når de får tilsendt en gave, en buket, en hilsen, et svar på et tilsendt spørgsmål, eller når de modtager andre former for opmærksomhed. Og man kan ikke altid regne med, at folk sender afbud, hvis de bliver forhindret i at overholde en aftale, at de uopfordret leverer en lånt bog, film eller cd tilbage eller takker for en middag eller anden sammenkomst, man har arrangeret for dem, eller blot lader én vide, at de er kommet godt hjem, hvis de har haft langt at køre.

Den fundamentalistiske kassekømand skulle til at læsse sine fjorten brugsposer ind bag i sin sorte firhjulstrækker, da jeg omsider reddede min lille hund fra krogens ubehageligheder. Det, der skulle have været en fredsommelig indlæring og tilvænning, blev i stedet en mildt traumatiserende oplevelse for den lille fyr, som altid siden frygtede byturene og hundekrogene.

Omtrent samtidigt meldte min mand og jeg os til et førstehjælpskursus. Vi boede ved et befærdet kryds, hvor der ofte skete uheld, og vi var flere gange styrtet til ved lyden af det voldsomme brag af glas og metal og havde stået hjælpeløse og set på blødende folk i smadrede biler. – Nu skulle det være. Vi ville lære, hvordan vi bedst kunne forholde os.

Til den afsluttende prøve sad jeg udenfor og røg, mens jeg ventede på min tur. Jeg faldt i snak med en medkursist, en ganske ung mand, som var tydeligt nervøs og forklarede, at han var bjergklatrer og havde brug for et førstehjælpsbevis, så han kunne komme med på en tur til Norge. – Vi talte derefter om vigtigheden af at kunne hjælpe hinanden, men så nikkede han mod min cigaret og sagde, at han fandt det urimeligt, at vores fælles sundhedsvæsen skulle belastes af omkostninger til de sygdomme, som rygere pådrog sig. – Det ville han i hvert fald ikke betale til.

Det var en både skråsikker og uvenlig bemærkning at stikke ud til en dame, som tog et kursus – ikke for at kunne deltage i en spændende udflugt, men for at kunne yde hjælp til andre, når det var påkrævet. Og så fra en ganske ung knægt, der formentlig tog det som en given ting, at fællesskabet ville træde til, hvis han faldt ned fra en bjergside i Norge og kom til skade, ganske som samfundet træder til, hvis folk vælter på cykel, kommer galt afsted på ski eller drikker sig i hegnet og falder om på gaden.

Var det lige dér, for henved 15 år siden, at begreber som solidaritet og hjælpsomhed i de gyldne opgangstider umiddelbart før finanskrisen blev erstattet af en ’mig-først’ og ’kun-mig’-holdning blandt alt for forkælede, yngre mennesker? Indtil da kunne vi godt vente 30 sekunder på vores tur, mens damen betalte for sin mælk, og vi spurgte ikke til graden af egen skyld eller så på, om folk var værdigt trængende, før vi rykkede ud med nødvendig hjælp.

Valg

Plakater i alle lygtepæle, tomme løfter på alle skærme, velfriserede mennesker stalker os og angler efter opmærk­somhed og kryds.

Og de har alt for ofte held med det. For vi er ikke længere forankrede i en livssituation med dertil hø­rende overbevisning. Min penneveninde ville have stemt på blå blok ved dette valg, men sprang til En­hedslisten, fordi hun ikke stolede på Lars Løkkes moral efter alle sagerne med bilagsfusk, luksusrejser og tøj finansieret af andre.

I gamle dage var man enten

lønarbejder = socialdemokrat

godsejer = konservativ

bonde = venstre

husmand, skolelærer = radikal

eller man kunne være kommunist.

Og man var født ind i sin klasse. Nu har folk mistet deres åndelige rødder og skøjter rundt efter enkeltsager og deres egen pengepung, som om de var ude at shoppe dagens tilbud i et stort, farverigt supermarked.

Politik er normalt udtryk for en grundholdning. Enten er man humanist eller materialist. Flere varme hæn­der, kortere ventelister og en grundydelse, man kan leve af, eller en noget for noget-holdning, der ydmyger folk, der er kommet galt af sted, og stadig opererer med begrebet: Værdigt trængende. Omsorg for alle mennesker og det fælles miljø versus beundring for eneren, der opbygger en virksomhed og tjener til luksusbil og millionvilla uden hensyn til miljø og arbejdsvilkår.

Førhen lå voksne vælgere fast i enten rød eller blå blok, og så kunne de med års mellemrum skifte lidt rundt mellem partierne inden for blokken.

Det forekommer ikke naturligt at hoppe fra den ene blok til den anden. Nu har videnskaben endda fundet ud af, at grundholdningen ligger i vores gener (se bl.a. Edward O. Wilson: The Social Conquest of Earth, USA 2012). Enten er man altruist eller kynisk-praktisk, og de fleste demo­kratiske lande er netop splittet imellem de to vælgertyper. – Men at placere sig selv til højre eller venstre kræver jo, at man har evnen til at gennemskue, hvad de to fløje står for politisk.

Opbruddet begyndte i 1973, da det nytilkomne parcelhusdanmark og den småttænkende, skatteplagede middelklasse, der pludselig havde fået råd til bil og båd og sommerhus og udlandsrejser og ville have mere, stemte Erhard Jacobsen og Mogens Glistrups protestpartier ind i Folketinget; derefter var der åbnet for helt nye, enøjet selvoptagede, måder at tænke landspolitik på.

Efterhånden som uddannelsessystemet brød sammen, og meget få børn og unge nyder godt af fornuftigt, voksent selskab i det daglige, har man nu fået held med at bilde historieløse og dårligt uddannede unge og yngre voksne ind, at de selv er usårlige og udødelige, at de har frit valg på alle hylder, hvis de bare kan tage sig sammen, og at der ikke er penge nok i verden til at hjælpe alle de syge, arbejdsløse, gamle, og de hårdt medtagede flygtninge, der banker på vores dør, efter at vi aktivt har medvirket til at sønderbombe deres hjemlande.

Så vi er nu havnet i en situation, hvor den danske befolkning har gjort et fremmedangst, bagstræberisk parti, der vil genindføre grænsebomme, til det næststørste og givet det stor indflydelse på en svag og anlø­ben, venstreledet regering. Hvilket vækker opsigt i udlandet og vil skade vores økonomi, eksportmuligheder og tilførselen af kompetent arbejdskraft, så vi alle bliver fattigere.

Derudover stemte vi en velmenende socialpædagog og hans brogede følge af idealister ind med 9 mandater.

At strejfe


Jeg har altid strejfet. Lige så længe jeg kan huske tilbage. Først i den store, skrånende villahave, der for en to-treårig var enorm og uoverskuelig som en eventyrpark. Derefter på villavejene og i kvarterets ubebyg­gede og tilgroede friarealer. Senere ud over marker og i skove til fods, til hest eller på cykel, som of­test fulgt af familiens hund, der ikke ejede en snor, måske ikke engang et halsbånd.

Jeg er stadig så privilegeret, at jeg kan strejfe hver eneste dag. Fulgt af familiens hund. Men de strejfe­egnede områder er stærkt indskrænkede, siden jeg for 60 år siden begyndte at gå på opdagelse i denne verden.

Man kan ikke længere begive sig ud over markerne. Hverken til fods, til hest eller på cykel. Hvor marker førhen var små og omgivet af brede grøfter og læhegn, kantet af stier eller kørefaste markveje, som gav god plads til vandringsfolk, ryttere og cyklister, plus eventuelle medfølgende hunde og børn, foruden alle de vilde blomster og buske, sommerfugle, rådyr, harer og fuglevildt, er marker nu om dage nærmest uen­delige. Og man går ikke ind i korn eller andre afgrøder; ikke kun fordi det er uspændende at traske hen over sprøjtet, gold jord med kun en enkelt, kunstig afgrøde, men også fordi vi jo har lært, at det er mad og vær­dier for bonden, ganske som vi ikke gerne ser omstrejfere i vore egne jordbærbede.

Også skoven er efterhånden bebygget, oppløjet, opkøbt, privat, oversprøjtet, overudnyttet. De kæmpe­mæssige skov­maskiner høster graner så let, som en mejetærsker tager byggen, og de efterlader den mere end hundred år gamle, mos­begroede, duf­tende skov­vej, hvor man før gik så let og blødt, som ét stort, fast­trampet og tilmudret øde.

Man risikerer hvert andet øjeblik at blive væltet over ende af en sammenbidt motionsløber eller kørt ned bagfra af en af disse voksne mænd og familiefædre, der netop har genopdaget glæden ved at cykle. Disse nye cykelentusiaster lader jo ikke Audien stå for at cykle til arbejdet på en almindelig cykel. Næh, de har ’valgt at prioritere sig selv’, som det hedder i tidens åndløse reklamejargon, med specialiseret og kostbart MTB-grej, som de spænder bag på bilen. Den parkerer de så på en idyllisk skovvej, hvorefter de – gerne i større, råbende flokke – begiver sig hæsblæsende rundt i det, der før deres ankomst var en slags stilfærdig, ube­trådt natur.

Også de efterhånden talrige fritidsjægere tramper skovstierne flade klædt ud i fleece og camouflage med mange lommer, og de fylder deres lejede skovstykker med jagttårne og blå foderplastictønder og halv­tag, og de føler sig i deres gode ret til at irettesætte gennemstrejfende ældre kvinder med medfølgende hunde.

For selv ikke hunde må strejfe længere. I min kommune må hunde kun færdes uden snor i de dertil indret­tede ’hundeskove’, dvs. små områder, der er indhegnede, så de kunne holde en King Kong ude. På disse diminu­tive jordstykker kan man ikke gå tur, men blot stå og kigge på sin hund, der heller ikke helt ved, hvad den skal stille op med sig selv, hvis der ikke tilfældigvis er andre hunde at lege med den dag. Hunde er som os skabt til at strejfe. Men i ’hundeskovene’ deci­me­res selv de voksne individer, ligesom fx MTB-mændene, til legende hvalpe. – Det er dyremishandling at holde en hund i snor altid, så den aldrig får lov at springe hen over en grøft, løbe efter en pind eller hoppe af livsglæde hen over højt græs. Selv ikke en bevisligt vel­opdragen hund må færdes snorefrit i tæt kontakt med sin ejer, mens den snuser og afmærker og følger sin egen, na­turlige gangart.

Hvis man antræffes med en løs hund, står man til en bøde på flere tusinde kroner. Også selv om man har gået på den samme vej hver eneste dag igennem et halvt århundrede med en veltrænet hund, som aldrig har generet nogen. Også selv om hunden er så tilvænnet til turene, at den aldrig går mere end nogle få meter væk og til stadighed holder øje med sin ejer og vejen og selv går på plads, hvis den møder andre mennesker eller dyr.

Sådanne hunde er en undtagelse i dag. Og man gør ikke undtagelser. For så tror det naturfremmede unge par med de to moderigtige racehunde, som normalt henslæber en kummerlig tilværelse som fanger i en to­værelses i midtbyen, at de også må slippe deres utrænede og understimulerede vildbasser løs, og så tager det dem resten af dagen at få dem fanget ind igen, hvis det da ikke ender med hjemmeprintede efterlys­ninger på supermarkedets opslagstavle, og hvem ved, hvad de ulykkelige og tumpede dyr når at få ødelagt og skambidt imens?

Den sidste løse og lykkelige hund, jeg kendte, var en overvægtig dansk-svensk gårdhund, som boede hos en gangbesværet, ældre dame længere nede ad vejen, skråt over for skolen. Normalt lå han på en pude i vin­dueskarmen, altid parat til at springe op og gø ad folk, der passerede forbi ude på fortovet. Men når han skulle ud, lukkede damen blot døren op, så han kunne gøre, hvad hunde nu gør, når de skal, i haven eller langs de to villaveje, der udgjorde hans territorium. Hvis vi kom kørende sent om aftenen, så vi ofte den lille tyksak med en cykellygte bundet i halsbåndet passere gaden foran os, og fordi vi – og sikkert også by­ens øvrige bilister – forventede at møde ham, var vi altid, dag og nat, parate til at sænke farten og lade ham krydse ve­jene. – Hvilket også kom skolebørnene til gode.

Det er mere end ti år siden, jeg sidst så den gamle dames hund. Hendes hus blev solgt og moderniseret. Der er ikke længere hunde i gaderne eller løse børn på skolevejen, men hundreder af biler, der ræser af sted i alle retninger med børn og voksne og cykler og hunde, og som ikke levner meget plads til strejfere.

Hvilket er et – måske af de fleste upåagtet – kolossalt stort tab af livsværdi for os, der kan huske tiden før. De fleste har ingen anelse om, hvad de har mistet.

Autentisk

I mine gymnasieår boede jeg i Løgstør, en vindblæst lille by, der trykker sig ind mod sydkanten af Limfjor­den, hvor den mod vest vider sig ud i Løgstør Bredning.

Dengang forekom byen mig gammeldags, indspist, begrænset og kedelig, og jeg kunne ikke komme væk hurtigt nok. To dage efter studentereksamen sad jeg i et fly på vej til et au pair-job på den danske ambas­sade i Rom.

Forleden havde jeg lejlighed til at gense byen. Og det var tydeligt, at hvor tiden og opsvinget har ramt og fuldkommen ændret andre fikspunkter fra min barn- og ungdom, København, Århus, Ålborg, Fredericia, så er udviklingen i store træk veget helt uden om Løgstør.

Naturligvis er der mod sydøst fra 70’erne og frem opgroet et sjælløst parcelhuskvarter, hvor omegnens bønder efterhånden er flyttet ind, og hvor yngre mennesker nu omgiver sig med et udvalg af de købeting, der er oppe i tiden allevegne, i Åbenrå og Slagelse såvel som i Lemvig.

Naturligvis er der tilkommet skole- og institutionskvarter i byens udkant.

Og naturligvis har et par omfartsveje, i form af bueslag på en lille byplanlæggers kort, forsøgt at holde trafikken ude af byens snævre centrum.

Men hovedgaden, den lille biograf, det hvide Hotel du Nord, kirken, politigården, småhusene, gyderne − og smutvejene imellem dem, havnen, Kanalhuset, roklubben, Skjoldborgs Hus, bedsteborgervillaerne og Chris­tiansminde oppe på skrænten ligger, som de også lå for 40-50 år siden, og emmer af stilstand, gammeldags hygge og atmosfære. − Man kunne, med ganske få ændringer, bruge byen som kulisse i en film fra 60’erne eller 70’erne.

Det slog mig, at de, der sukker efter autentiske miljøer, de, der betaler dyrt for brugte møbler og andre menneskers patina, de, som jamrer på Facebook over manglende tid, nærvær og fordybelse − hvad de så end mener med det − blot kunne forflytte sig til købstæderne i Udkantsdanmark og nyde godt af en bedaget ægthed, som stadig overlever her, trods småfiffige, lokale PR-bureauers forsøg på at sælge ud af byen med slogans som:

Løgstør, en by med liv!

Når byens gader helt åbenlyst ligger øde hen de allerfleste af årets dage og døgnets timer, og mange af byens huse står tomme.

− Hvor muslingerne og hele hurlumhejet omkring dem kommer fra, aner jeg ikke. Der var ingen muslinger i Løgstør, da jeg boede der.