Kategori: Erindringer

Pletter

Prinsens Port, Fredericia. Min fars foto fra ca. 1960.

En annonce på forsiden af avisen fanger min opmærksomhed: Sølv købes, gode priser, fra 100-150 kr. pr. stk. for tretårnet sølvbestik.

Hmmm … Spændende … Jeg har netop pudset arvesølvet. Vi bruger det ikke. Det er for tungt og klodset og må ikke komme i opvaskemaskinen, men da det er højt skattet arvegods, tager jeg det frem cirka en gang om året og pudser det og mindes. Hurtigt finder jeg hele bestikket frem og tæller: Med 100 kr. pr. stk. er der en mindre formue! Til store julegaver eller en vinterrejse ned i solen!

Der er jo ikke grænser for, hvor fint og kostbart vores sølv er. Mor talte ofte om det. Om hvordan det kom ind i familien, og om hvor meget det mon kunne være værd.

Vi stammer jo fra en interessant familie, må man forstå. Ikke rige, nej, bevar os vel, men manglen på verdsligt gods opvejes af utallige anekdoter om en perlerække af skuespillere, balletdansere o.lign. Da min mor en gang forsøgte at trænge længere ned i familiehistorien, viste det sig ganske vist, at skuespillerinden var en holdt kvinde, enlig mor til to brave sønner med en i forvejen godt gift direktør i ølbranchen. Og balletdanseren nåede aldrig længere end til en plads i baggrunden i korpset og døde alt for tidligt af et voldsomt misbrug af beroligende midler. Men alligevel.

Med så attraktive forfædre tilgiver man jo gerne hele bundtet, at de soldede alle formuer og eventuelle materielle værdier op. Jeg har aldrig arvet andet end en stak breve, nogle noteringskalendere og fotografier, som bestemt ikke kunne kapitaliseres. Andre mennesker arver huse, biler, sommerhuse, smykker, antikviteter, ikke mig, men jeg fik jo så sølvet.

Jeg har ikke mange sekunders betænkningstid. Hvad vil jeg helst have? Mange tusinde kroner i hånden eller gammelt, grimt bestik i en skuffe? HØ! ― Det valg er let!

For en sikkerheds skyld tjekker jeg mærket bag på skeerne. »Cohr Atla« og et besynderligt tegn, der ikke på nogen måde kan forveksles med tre tårne. Cohrs sølvfabrik kender jeg fra min barndom i Fredericia. Jeg googler mærket, og allerøverst kommer ordet »sølvplet« frem …

Ikke engang det var der at profitere og bryste os af. Hvis vi så i det mindste kunne have sagt, at vi var ordentlige og hårdtarbejdende mennesker.

Den jødiske kirkegård, Fredericia. Ikke langt fra Cohrs Sølvfabrik. Min fars foto, ca. 1960.

Følelsesnasseri

Første gang, jeg blev opmærksom på fænomenet, var, da Lady Diana omkom i en trafikulykke i Paris i august 1997. Det var en tragisk slutning på en sympatisk og smuk, ung kvindes liv, og medierne var fulde af begivenheden i ugevis. I London samlede folk sig spontant på gaderne, tudede foran kameraerne og lagde blomster. Det var alt sammen forventelige reaktioner i et land, hvor hun havde været prinsesse, men jeg blev overrasket over, hvor mange mennesker her i Danmark, der tilsyneladende havde et personligt forhold til hende. For også i København og i de øvrige, større byer myldrede unge kvinder på gaden med blomster og katolske gravlys(!) og lod sig filme til tv med tårerne strømmende ned over kinderne. Det var en rent ud sagt forbløffende og uprotestantisk demonstration af sorg over en uvedkommende dames død. En engelsk halvkongelig, som for længst havde forladt sin stilling, sin mand og sine børn, og som nu turede rundt i udlandet med en rigmandssøn på stoffer… Hvordan kunne hun vække så mange følelser i tusindvis af danske kvinder, der aldrig havde kendt hende?

Efterhånden som dagene gik, og det grådkvalte hysteri bredte sig sammen med bunker af blomster, lys og barnlige, håndskrevne afskedsbreve på fortovene, gik det op for mig, at noget nyt og hidtil udansk havde manifesteret sig: ― Den offentlige, gratis, udadvendte sorg. Hvor vi førhen, både i engelsk og nordisk kultur, havde lagt vægt på at kontrollere vores adfærd, sorg og glæde, NAVNLIG i det offentlige rum, var bøtten nu vendt, og foran tv-kameraerne opstod der en regulær konkurrence om at producere tårer for en dame, som kun ganske få kendte fra andet end mediernes fortegnede skyggebillede.

Det nærmest sammenlignelige fænomen, der randt mig i hu, var Tines fødselsdag. ― På Skjoldborgvejens Skole i Fredericia, første klasse i efteråret 1962, var jeg inviteret til fødselsdag hjemme hos Tykke Tine, som fyldte syv år. Alle pigerne fra klassen var samlet, og vi legede godt, sådan husker jeg det, lige indtil Tynde Tine, som plejede at være centrum for pigernes opmærksomhed, fik ondt i hovedet. Tykke Tines mor tog hende omsorgsfuldt med ind i soveværelset, trak persiennerne ned og serverede boller og kage for hende på natbordet. ― Ingen af os småpiger, alle født i 50’erne, havde nogensinde oplevet, at så meget hensyn og omsorg blev ødslet på os, så samtlige Tykke Tines fødselsdagsgæster begyndte pludselig at agere medfølende hofdamer i det mørkelagte rum. Efter kort tid bredte hysteriet sig, og de fik alle ondt i hovedet, migræne, kvalme eller var besvimelsen nær. Tykke Tine og jeg stod ude på græsplænen, hvor al leg var gået i stå, og jeg mærkede selv hovedpinen komme i længslen efter at sidde inde i det rare, mørklagte soveværelse, omgivet af medfølende veninder og opvartet med boller, kage og omsorg af en voksen kvinde. Måske var jeg oven i købet ved at besvime?

Vi led alle af hysteri, kort sagt, infantilt, smitsomt hysteri og en overvældende trang til opmærksomhed.

Med internettet, flere tv-kanaler, Facebook, You Tube m.m. har hysteriet og opmærksomhedstrangen bredt sig umådeligt. Når en lille dreng bliver væk, når en hund er fundet mishandlet, når der går rygter om glasskår i supermarkedets babymad, når en syg mand går amok med bomber og våben i Norge, så står hundredetusinder af udenforstående, specielt yngre kvinder, klar til at sørge udvendigt og offentligt.

Nogle få personligt involverede forsøger at hjælpe, hvor de kan, mens de direkte berørte må klare sig igennem sorg, tab og vrede i en diffus sky af totalt fremmede, der nasser på deres sorg ved at tage en helt omkostningsfri tur i den følelsesmæssige rutsjebane, der opstår efter tragedien, som om de var tilskuere til en film. De sætter flag på deres profilbilleder, tænder et hav af virtuelle lys og snadrer rundt i alle aspekter af begivenheden i den vildfarelse, at det kunne have noget med dem at gøre.

Vi himler kollektivt op, når en kvinde dør i trafikken i Paris, men når et par millioner medmennesker står over for sultedøden i Afrika, er der bemærkelsesværdigt stille, bortset fra et par tv-shows fyldt med håbefulde kunstnere. ― Vil vi kun give, hvis det kan foregå i fuld offentlighed? Og vil vi kun vise medfølelse, hvis vi som drama-queens kan kaste os selv i grams ― SPLASK ― ned midt i andre menneskers tragedier?

Der er i min opfattelse stor forskel på at vise medfølelse, diskret at støtte økonomisk, praktisk og /eller følelsesmæssigt, hvor det kan lade sig gøre og falder naturligt, og så at nasse på vildtfremmede menneskers tragedier og sorg og forsøge at sætte sig selv i centrum for begivenhederne.

For en, der er født i 50’erne, og som har oplevet Tynde Tines hovedpine sabotere Tykke Tines fødselsdagsfest, forekommer det både uværdigt og usmageligt.

Moderne skønhed

Vi sad og så en film fra halvfjerdserne, og pludselig gik det op for mig, at noget meget mærkeligt var på færde:

Heltinden havde naturligt leverpostejsfarvet hår, hendes øjne var kønne, men små, og de sad tæt omkring en temmelig spids næse. Hendes læber var smalle, tænderne pæne og regelmæssige, men svagt gullige og ikke blegede knaldhvide, som man ser alle vegne i dag. Derudover havde hun hår under armene, hun var fladbrystet og bredbaget, men uhyre charmerende, og de tre mænd i filmen var alle ― fuldt forståeligt ― dybt forelskede i hende.

Hvor er der sket meget på de knap 40 år! Jeg havde ellers vænnet mig til at se ældgamle mænd med perfekte, vaskepulverreklamehvide, blegede tænder i historiske film (Donald Sutherland i »Stolthed og fordom« fra 2005, som foregår lige efter år 1800), heltinder med store, struttende læber og ditto bryster, der også strutter, når de ligger på ryggen, hvilket ingen naturlige bryster endnu har præsteret (ALLE film i dag). Ingen steder ses naturlig kropsbehåring under arme, på lår og ben eller naturlige fedtdepoter på rumper og maver.

Og det er sket umærkeligt, så det var heldigt, at jeg holdt ud hele den laaaaange, gamle film igennem, ellers ville jeg ikke have opdaget det: ― Vores skønhedsideal har forandret sig fra naturligt til kunstigt. Man kan ikke længere som ung kvinde eller mand stole på sine naturlige fortrin, men er nødt til at købe sig tættere på et uopnåeligt ideal ved at operere næse, øjne, kindben, maver m.m. Dvs. at:

Håret SKAL farves og også gerne forlænges kunstigt, tænderne SKAL bleges, kindben, læber og bryster SKAL fyldes med silikone, kropshår og rynker SKAL fjernes, kroppen SKAL trænes…

Det er ikke underligt, at unge piger er ulykkelige og selvhadende, og at det kniber med tiden rundt om i de små børnefamilier, hvis mor og far, udover at passe børn, hus og job, også skal trænes, barberes, bleges, opereres, farves, formes i forsøget på at nå et fuldkommen urealistisk skønhedsideal.

Hvornår kommer den naturlige reaktion? Tilbage til naturen? Jeg er stolt af min krop-som-den-er-bevægelsen? ― Det er vist på høje tid!

Den gode slagter

Omkring mig ser jeg lutter overflod. Familier abonnerer på Årstidernes luksusgrøntkasser (mens æblerne fra deres egne, usprøjtede træer ligger og rådner på græsplænen) og spiser sushi, blåbærsmoothies (på alle tider af året, af bær de ikke selv har plukket), kød og fisk, som de lyster.

Min egen fryser er proppet med økologisk, skotsk højlandskødkvæg, og netop i disse dage svælger vi i lækkert oksebryst. Smagen bringer mig 25 år tilbage i tiden:

I firserne var jeg arbejdsløs enlig mor, og vi led bestemt ingen nød — som min farmor og min oldemor ville have sagt, men vi levede hovedsageligt af hjemmelavede pizzaer, frugt og grønt fra skov og køkkenhave, pasta, kartofler og hakket kød med uvis fedtprocent.

Den gode slagter i vor lille by lukkede sin egen butik (der ligger nu et solcenter) og blev ansat i SuperBrugsen, som derefter i en lang årrække havde verdens bedste slagterafdeling. Velpasset og indbydende.

En dag et efterår fandt jeg en pakke oksekød, bov, tror jeg, det var, til under 30 kr., og jeg hjembragte kødet i triumf, kogte suppe efter alle kunstens regler og serverede dertil det kolde kød med hjemmelavet peberrodssalat. Det var sjældne himmerigsmundfulde!

En måned efter fik jeg lyst til kød igen og ledte i alle Brugsens kølediske, men fandt kun pakker, som var mere end dobbelt så dyre og dermed langt uden for min rækkevidde. Da slagteren selv stak hovedet frem fra baglokalet, tog jeg en af de dyre pakker og foreholdt ham alvorligt, at der manglede nogle af de billigere, som jeg havde fundet sidst…

Manden tilkastede mig et enkelt blik og gik ud i bagbutikken, hvorfra han kort efter dukkede op med en pakket, vejet og mærket, enorm oksekødsklump til kun 23,95.

Først, da jeg havde kogt og nydt det møre, velsmagende oksebryst, der rakte i tre dage til sønnike og mig, og til pålæg oven i købet, fik jeg den tanke, at den gode slagter stilfærdigt havde ydet lidt fattighjælp, og jeg plagede ham aldrig siden.

Fransk brød

For mange år siden — det var før, det for alvor var gået op for mig, at man i næsten alle andre lande og kulturer spiser betydeligt bedre end i Danmark, og opfører sig betydeligt mere velopdragent og høfligt i det offentlige rum — kørte jeg en tidlig morgen bilen ind over den franske grænse fra Belgien. En orangerød, douce morgensol belyste poplerne langs vejen og landskabet på en særegen fransk måde, som på et maleri af en af deres berømte impressionister. Jeg havde kørt hele natten og trængte til en kop kaffe, så jeg drejede bilen ind på den første og bedste rasteplads.

Hele cafeteriaet duftede af GOD kaffe og friskbagte croissanter! Det har jeg aldrig oplevet i Danmark, hvor alt, selv fra morgenstunden, lugter af gammel friture. Oplivet hilste jeg damen bag disken med et „Bon jour” udtalt på drævende nordjysk, som jeg havde lært det i årene på Vesthimmerlands Gymnasium. — „Bon jour, madame”, svarede damen kvidrende med et stort smil, og hendes hilsen sang ud i lokalet som en veloplagt solsorts. Lige dér lærte jeg noget om fransk udtale!

Et par dage senere købte jeg ind i et beskedent supermarked i en forstad til Paris, og jeg var ved at besvime ved synet og duften af det enorme udvalg af oste, skinker og pølser så lækre, at jeg havde lyst til at hamstre det hele med hjem. Butikken var vel en slags fransk variant af Føtex, men alt var friskt og lagt indbydende frem uden plastic, men med flinke og hjælpsomme ekspedienter, der kyndigt rådgav, forklarede om egenskaber og oprindelse, skar ud, pakkede ind og rakte frem med store smil og det syngende „Bon jour, madame”. I fiskeafdelingen svømmede levende fisk rundt i store bassiner! Sorte hummere lå og vred sig på is! Muslinger gispede i store bakker! — Ikke en gang i de bedste og dyreste fiskeforretninger herhjemme finder man sådan et udvalg af førsteklasses fødevarer!

Til det gode pålæg ville jeg købe noget brød og gik derfor ind til bageren ved siden af det lille supermarked. På disken stod tre lange baguettes i en trådkurv. Jeg smilede til bagerdamen, pegede på brødene og rakte to fingre op. — „Deux, s’il vous plait”.

Forvænt, som jeg nu var blevet, med fransk høflighed og hjælpsomhed, blev jeg fuldkommen stum af overraskelse, da damen næsten arrigt, forekom det mig, svarede: — „NON!” … og derefter en lang smøre, som mit beskedne kendskab til sproget ikke magtede at opfatte. — Jeg ville meget gerne bede om to af de brød der, forsøgte jeg igen, men resultatet blev det samme. „NON!” sagde damen bestemt og tilføjede noget om, at jeg skulle gå ud af butikken.

Hvad var nu det? Jeg blev både flov og gal på samme tid. Hvad var der galt med mig, siden hun ikke ville sælge mig brødene? Var de reserveret til en anden kunde? Og hvorfor smed hun mig ud? De tre brød stod lige for næsen af mig, jeg var sulten og havde en pose fuld af franske delikatesser… jeg manglede bare brødet… Bagerdamen må have set min frustration, for nu gentog hun sin smøre, men så langsomt og med så mange fagter, at hendes budskab omsider gik op for mig: — De brød, der stod fremme på disken, var bagt for mere end en time siden. Hun pegede gennem en stor glasrude ind i bageriet, hvor nye brød kunne ses gennem ovnenes ruder. De friske ville være klar om ti … hun pegede på sit armbåndsur … om ni minutter, så hvis jeg ville være så venlig at gå udenfor og vente, så kunne jeg få friske brød om et øjeblik…

Da fik jeg tårer i øjnene!

Aldrig, ALDRIG i hele mit liv som dansk husmoder har jeg mødt en bager, der ikke gerne ville sælge sit gamle brød… Sit TIME-gamle, ikke daggamle, brød … Og så endda til en dum turist, der formentlig ikke ville komme igen og ikke kunne ødelægge butikkens renommé. Tværtimod sælger bager, supermarked og alle andre danske fødevarebutikker gladeligt mig og alle andre kunder ældgamle fødevarer hver eneste dag, og man skal selv være vaks for at sikre sig, at de ikke oven i købet har overskredet sidste salgsdato og er sundhedsskadelige.

Dukken — Kønssocialisering i forrige århundrede

Min ungdom udspillede sig i 1970’erne, hvor vi bekvemt lå i hippiernes slipstrøm og — i hvert fald på Århus Universitet — var teoretisk revolutionære alle til hobe. Intet fik lov at bestå! Alt skulle kritiseres og nytænkes. Ikke mindst kønsrollerne, som ifølge den herskende ideologi var samfundsskabte og kvindeundertrykkende. Ingen tvivl om det…

Da jeg så fik min søn, var jeg helt på det rene med, at det udelukkende var mit ansvar at socialisere ham, så han blev en god samfundsborger, en god ægtemand og en god far. Jeg ville kort sagt opelske hans omsorgsevne. Til det formål indkøbte jeg en skøn, blød dukke og pakkede den smukt ind som gave til hans etårs fødselsdag.

Billedet sidder stadig næsten 30 år efter mejslet ind i min hukommelse: Det er tidlig morgen og knægtens første fødselsdag. Han sidder i sin høje stol ved køkkenbordet. Der er en lille kage pyntet med lys og chokoladeknapper og mange rødhvide papirflag. Som han har godtaget alt andet, han har mødt i sit korte liv, accepterer han straks begrebet fødselsdag som en kærkommen morgenoverraskelse og rager ud efter pakken: En, to, tre er papiret flået af. Han tilkaster dukken et kort blik. Tager den så i det ene bagben og kaster den, uden at vende sig, bagud over skulderen, hvor den havner i en køkkenkrog. Og han værdiger aldrig siden dukken så meget som et blik. — Det var den socialisering!

Min bror, som senere på dagen dukkede op med en lille, virkelighedstro, rød traktor til fødselsdagsbarnet, fik taknemmelige hvin og stor begejstring til gengæld. Kort efter sagde sønnike sit første, genkendelige ord, „taator”, mens han lå og kørte med den røde traktor hen over gulvet.

Min bror havde lyttet til barnet i stedet for at følge teoretiske dogmer. Fra sønnike var omkring tre måneder gammel, havde han sprællet af fryd, når han fik øje på en bil, der skinnede i f.eks. orangerødt og sølv. Han elskede udflugter til banegården eller lufthavnen, hvor vi blot sad og kiggede på transportmidlerne, mens vi spiste en is. Han blev ekstatisk, hvis vi på klapvognsturen passerede vej- eller bygningsarbejder, der involverede store maskiner, såsom kraner, lastbiler, dumpere … En lykkedag mødte vi en rød Falckbil, og chaufføren var så venlig at give sig tid til at demonstrere nogle funktioner for den henrykte lille dreng og startede sirenen ganske kort og vinkede, da han kørte bort. Vi er ham evigt taknemmelige!

Naboens jævnaldrende datter legede med dukken, mens sønnike arrangerede sine biler i det parkeringshus, jeg skyndte mig at købe til ham kort efter fiaskoen med fødselsdagsgaven. Når vi fik en gæst, løb naboens pige uden tøven hen til den fremmede, udsendte sit mest indsmigrende smil og sagde: Heeiij … Så var kontakten straks skabt. Sønnike, derimod, nærmede sig gæsten sidelæns, nærmest distræt fraværende og kunne køre lidt med sin p.t. yndlingsbil på armlænet af gæstens stol. Så var det op til den fremmede at skabe kontakt, helst med bilen som neutralt fokuspunkt.

Jeg er stadig en varm fortaler for ligestilling, både mellem mennesker og køn, men min erfaringsramme er bredere. Jeg ved nu, at vi alle påvirkes både af hormoner og af omgivelser, og at drenge og piger fødes med forskellige anlæg, drenge overvejende — men ikke udelukkende — med drengeanlæg, piger med — men ikke udelukkende — pigeanlæg. Ethvert individ er enestående i sin sammensætning og i sine anlæg og evner, og bør støttes som sådan.

I dag er sønnike pilot og en særdeles god far.

Vintersupper og romerminder

Image Thumbnail Image Thumbnail

Clara ved vinduet og et særdeles kort blik på Via Appia

Der er én god ting ved den danske vinter: Aldrig smager en portion varm suppe bedre end efter timers spadseretur i skovens sne og frost — eller sjap, blæst og halvmørke, for den sags skyld.

Tre-fire gange i løbet af vinterhalvåret tager vi husets største gryde frem og koger ben, en suppehøne og assorterede rodfrugter i timevis. — Hunden savler forventningsfuldt imens. De fleste ingredienser skaffer vi nemt og billigt på de omliggende smågårde. Denne grundsuppe skimmes for fedt og urenheder og udgør basen for et antal variationer: Traditionel hønsekødssuppe, som den blev serveret med masser af suppeboller og tarteletter på Farsø Hotel tilbage i halvfjerdserne, løgsuppe eller champignonsuppe, som er min mands gebet — han er fra Brovst, og minestronen, som er min afdeling.

Minestra er en almindelig suppe med pasta, ris eller grøntsager. Minestrone — man kan næsten høre det — er en vældig omgang tyk suppe med en masse ting i. På italiensk kan det også betyde rodsammen eller ruskomsnusk.

Min amerikanske ven, Joe, fortalte mig om comfort food, som vel nærmest kan oversættes til trøstemad. Joes favoritspise, når han er lidt nedtrykt, er macaroni & cheese. Når jeg trænger til trøst og varme på en kold og kedelig vinterdag, tyr jeg til Claras velprøvede minestrone, som mere er en tyktflydende grød af en sammenkogt gryderet, end det er en egentlig suppe. Smagen af ost, bacon og krydderurter og den linde konsistens, som udkogte kartofler og bløde bønner og små pastastjerner giver, vækker mange gode og trøsterige minder.

Som ganske ung tilbragte jeg sammenlagt et par år i Rom. På et tidspunkt skulle jeg følge et månedlangt sprogkursus på Dante Alighieri-instituttet i centrum, og jeg havnede på en lidt speciel pension tæt ved Stazione Termini.

Pensionen havde til huse i en enorm, misligholdt lejlighed på tredje sal i en tidligere velhaverejendom. Elevatoren var et smukt forsiret jernbur, som konstant var ude af drift. Værtinden var enke, og hun lejede flere værelser ud til en pris af, så vidt jeg husker, under tyve kroner pr. nat for en seng. Hendes voksne søn, ingeniør og 40 år gammel, boede der også.

Jeg fik anvist en seng på pigeværelset, som jeg delte med Clara, en høj, mørk laborant fra Calabrien, og rødblonde, yppige og flamboyante Nina, som var polsk operasanger og elskerinde til en lavstammet, vrissen mafiaunderboss. De hede middagstimer tilbragte vi tre piger på værelset. Nina øvede skalaer med imponerende stemmekraft. Sommetider åbnede hun skodderne til benefice for de unge mænd på det medicinske kollegium på den anden side af den smalle gade; de trængtes i vinduerne og sendte hende fingerkys og opmuntrende tilråb. Clara og jeg søgte tilflugt i værelsets mørkeste kroge. Hun voksede ben, en omstændelig og pinefuld proces, som jeg, hippie-barnet, aldrig havde overværet før, og jeg lå på min seng og læste lektier og kunne altid bekvemt spørge hende, hvis der var sproglige uklarheder.

Ninas alder var en stor hemmelighed, men jeg vil anslå hende til omkring de 40, Clara var i begyndelsen af 30’erne, og med mine 21 år var jeg stuens Benjamin, som de to andre følte sig forpligtede til at tage sig af. Nina tog mig med som chaperone og det tynde øl, når hun skulle dinere med sin undersætsige og ubehagelige elsker. Jeg husker disse aftenrestaurantbesøg som en evindelig diskussion, med indlagte højdramatiske optrin, om, hvorvidt han skulle lade sig skille eller ej. Han kunne pludselig afbryde sit råberi, tilkalde tjeneren og give sig god tid til at vælge husets bedste is til mig, hvorefter de genoptog skænderierne. Nu, mere end 30 år efter, er jeg overbevist om, at han aldrig blev skilt, men at han via sine forbindelser fik Nina ansat som korpige i den lette genre på romerske sidegadescener.

Clara tog mig med på shoppeture i byens fashionable butikker, hvor ingen af os havde råd til at købe noget, og her så jeg for første gang, at en fuldblods kvinde prøver skuldertasker foran et spejl. Det havde vi aldrig gjort hjemme; hvis tasken var solid og rummelig, købte vi den uden tanke for, om den klædte os, når vi slæbte rundt med den.

Udover sprogkurset havde jeg sat mig for at se Roms seværdigheder. Jeg skaffede mig en invitation til rundvisning blandt de oprindelige grave, herunder angiveligt Skt. Peters, dybt, dybt nede i mørke gange under Peterskirken. Vatikanets arkæolog, en ældre, slibrig herre, klappede mig i rumpen, når han hjalp mig hen over udgravningerne.

Og jeg tog en taxa ud ad Via Appia i den hensigt at se kapeller og katakomber, men jeg kom ikke langt … Jeg var ganske ung, iklædt rød, kort, blomstret sommerkjole og røde sanddaler, og taxachaufføren spurgte flere gange, hvad jeg dog ville på Via Appia helt alene? Jeg viftede med kort og guidebøger og henviste til attraktionerne, mens han betragtede mig hovedrystende i bakspejlet. Ved et forfaldent, romersk tårnanlæg standsede han bilen og gik selv med ud og så sig om, mens jeg, selvtilfreds og turistagtigt, fotograferede tårnruin, pinjer og cypresser. Efter ganske kort tid kom taxachaufføren hen til mig med en spansk turistfamilie, han havde fundet et sted i ruinerne. — Jeg er nødt til at køre nu, forklarede han. — Men denne venlige familie har lovet at tage dig med tilbage til byen. Og det gjorde de. Få minutter efter sad jeg på bagsædet i deres bil sammen med to børn. Familiefaderen styrede direkte hen til pensionen ved banegården, og de blev holdende ved kantstenen, til de havde set mig gå ind. — Så meget for Via Appia!

Det var min første lektion i de begrænsninger, der eksisterer for enlige, unge kvinder ude i verden. — Og i den uegennyttige omsorg, man kan møde blandt vildtfremmede alle vegne. Da jeg oppe på værelset beklagede mig til de andre over min afbrudte udflugt, fortalte Clara chokeret, at Via Appia var centrum for Roms prostitution, menneskehandel og sortbørs, og at det var et held, at rare mennesker bragte mig sikkert hjem.

Nå, nu forvilder jeg mig … Det var suppe, vi kom fra:

Clara mente ikke, at man kunne leve af brød, skinke, ost og frugt, som jeg havde vænnet mig til, så hun slæbte mig hver eftermiddag ned på gaden, hvor et større marked havde til huse. Der var balloner, plasticsko, porcelæn, blomster, ost, kød, brød, kaffe, grøntsager, fisk og frugter i bjerge og mængder. Blandt de handlende indbyrdes, og i et stadigt ping-pong med kunderne, var hele gaden opfyldt af en højrøstet, godmodigt råbende larm. Clara løftede hovedet, rynkede de velplejede, mørke bryn og skred som en dronning ned mellem boderne med mig som en hoppende hvalp bagefter. Hun var ikke nem at narre, og for ganske få kroner fik hun fyldt sin kurv.

Oppe i pensionens rummelige fælleskøkken tryllede hun så pædagogisk ved gaskomfuret. Èn dag basisspaghettisovs med store løg og kun tre enorme, søde, solmodne bøftomater. Den næste kunne det være lasagne eller pizza. Ingen af Claras retter og tips har jeg glemt, men i disse sidste, råkolde vinterdage er det minestronen, der dukker frem. Det er formentlig almindelig viden i danske køkkener nu om dage, men den kommer her alligevel:

· Varm olivenolie op i en rummelig gryde

· Tre fed hvidløg og to-tre store løg snittes i og svitses med en nævestor klump røget bacon skåret i små terninger

· Tilsæt ca. en liter suppe og en håndfuld krydderurter, basilikum, rosmarin, oregano, og hvid peber — der er ingen grund til at spare på krydderierne

· Hvide og/eller brune, tørrede bønner (skal lægges i blød aftenen før)

· Tykke skiver kartofler og f. eks. gulerødder, porrer, selleri, ærter, kål, grønne bønner m.m.

· Evt. tomater, men er også godt uden

· Evt. tørrede svampe (skal lægges i blød aftenen før)

· Evt. et skvæt vin, rød eller hvid

· Skal koge op og derefter småsimre i mindst en time

· Små suppepastaer tilsættes, kog op igen

· Tilsmag med salt

· Serveres rygende varm med generøse drys af friskrevet parmesanost efter en god, lang skovtur.

Minestone er, om muligt, endnu bedre dagen efter …

Tryghed og velfærd?

I et velhavende samfund som det danske, hvor vi vælter os i fladskærme, firhjulstrækkere og andre flottenheimerier, forventer man en vis grad af tryghed. — Jeg har lige set på netavisen, at der var jordskælv i København i morges. Hvad gør folk så? De ringer 112 i hundredvis! Ikke fordi der er sket dem noget, så de behøver hjælp, men fordi de blev utrygge, da de oplevede et usædvanligt naturfænomen. Vi er danskere, og vi forventer beroligelse og omsorg fra fællesskabet, når vi kommer i nød af den ene eller den anden slags. Gad vide, hvem de ringer til i Bangladesh?

Da jeg var barn, ringede vi til doktor Jensen, hvis en i familien blev syg. Han kom på alle tider af døgnet med sin sorte lægetaske, følte os på panden, gav os medicin og vaskede hænder med det helt nye stykke sæbe, mor havde pakket ud og lagt frem til ham sammen med et rent håndklæde. En lindrende kompetence emmede fra ham, mens han smilende gennemførte vaskeritualet efter endt gerning.

Da vi havde indbrud, stod der en flertallig — mindst to, så vidt jeg husker — politistyrke på dørtrinnet få minutter efter, at min far havde ringet. De opmålte fodspor, tog fingeraftryk på vindueskarmen og efter få dage dukkede de op på dørtrinnet igen og kunne fortælle, at de havde fanget fyren, der nu var sat betryggende fast.

I dag hører jeg drypvist og hver eneste aften i tv’s nyheder, at folk har ringet forgæves efter hjælp. At de i en overfaldssituation ikke kan komme igennem til politiet. At de har fået en afvisende telefonsvarer i røret, som beder dem om at indtaste et postnummer (?), mens de bliver overfaldet af røvere eller voldsmænd. De af mine naboer, der har haft indbrud, fortæller, at politiet er dage om at komme, at de optager en nødtørftig rapport udelukkende til forsikringsbrug, og at de ikke regner med nogensinde at få fat på tyvene. Vi hører om dødssyge mennesker, der bliver fragtet rundt mellem sygehusene og naturligvis afgår ved døden undervejs. Vi hører om aflyste hjerteoperationer — forestil dig patienten og de pårørendes grad af fortvivlelse, når de nu havde forberedt sig psykisk, og den uro, de må føle, indtil næste dato berammes! Og vi hører om fastklemte trafikofre, der må vente en time på den nødvendige assistance.

Min bror lå et halvt år med stærke smerter, mens han ventede på en rutinerygoperation, og kunne naturligvis ikke passe sit arbejde så længe. Min far fik ryggen brækket af en overivrig kiropraktor, fordi lægerne ikke havde tid til at interessere sig for ham og fortælle, at hans prostatakræft havde spredt sig til ryggen og gjort den skrøbelig som glas. Jeg har selv ligget fem timer med et galdestensanfald og ventet på en vrissen vagtlæge, hvis jeg da ikke er blevet beordret ud på en tyve kilometer lang køretur. — Min dyrlæge er mere empatisk og omhyggelig med smertebehandling end nogle af de sundhedspersoner, jeg mødte i de måneder! — Jeg ventede tre måneder på den rette diagnose (Galdesten! Hvor svært kan det være? 80 % af befolkningen får det, hørte jeg senere.) og seks på en forholdsvis enkel operation. Jeg lå tre dage på et sygehus, i smerter, uvished og angst, mens vi ventede på en læge, der kunne udføre et hurtigt og forholdsvis simpelt indgreb. I al den tid, halve og hele år, går ens personlige liv og arbejdsliv i stykker med store omkostninger for både den enkelte og for hele samfundet. Man føler sig mishandlet og desillusioneret. Og alt dette er kun beretninger fra min nærmeste familie i de seneste år. Alle andre familier må kunne fortælle om lignende oplevelser?

På en ferie i Norditalien fik jeg blærebetændelse. — Åh, nej! Det var søndag eftermiddag, og alle mine fordomme om forholdene i Italien kom op til overfladen. Men blærebetændelse er rædsomt, så medicin skulle jeg have, så hurtigt som muligt. Jeg spurgte de lokale, om der var lægehjælp i nærheden? — Ork, ja. Jeg skulle bare køre op i landsbyen på toppen af bjerget, der lå en klinik på torvet foran kirken. — Men det er søndag, indskød jeg tvivlende. — Non significa niente … Det betyder ikke noget …

Vi kørte derop. Den pittoreske middelalderby var bygget af bjergets sten, og mure, huse, kirke og stenbelægning fremstod som en naturlig forlængelse af bjerget opad. Under andre omstændigheder ville jeg have fundet det smukt. Der var søndagsstille i gaderne, og vi fik hurtigt øje på et rødt kors. Tøvende trådte jeg ind på klinikkens skinnende hvide flisegulv, hvor en smilende sygeplejerske kom mig i møde og spurgte, hvad hun kunne hjælpe med? Jeg forklarede problemet, så godt jeg kunne. — Un momento, svarede hun og bad mig tage plads. Jeg sad ca. fem minutter i det i øvrigt mennesketomme ventelokale. Så dukkede en kvindelig læge op og præsenterede sig som gynækolog. Hun undersøgte mig venligt og grundigt. Skrev en recept på den relevante medicin. Gav mig omhyggelige instrukser og viste vej over til apoteket på den anden side af torvet. For fem kroner fik jeg her mine piller og et glas vand, og inden vi var kommet tilbage til ferielejligheden, var alle mine ubehagelige symptomer forsvundet. Det tog alt i alt en times tid inkl. kørsel, og ingen på den offentlige sundhedsklinik havde bedt om at se hverken penge eller sygesikringskort.

Hvis det samme var sket for mig herhjemme, skulle jeg på en hverdag vente i lægehusets telefonsluse i op til en time for — i bedste fald — at opnå en såkaldt akuttid (Hvor er vi blevet gode til sundhedsvæsnets interne fagsprog, ikke?) hos en praktikant om eftermiddagen. Så venter man igen op til en time i venteværelset, før man kommer ind. Så skal man køre langt efter et apotek … På en søndag ville samme procedure gentage sig, blot ville ventetider og kørsel være endnu længere …

Sådanne forhold skaber utryghed! Man påføres ubetydelighed og hjælpeløshed, samtidig med at man er syg og har smerter. Vi desavouerer vore medborgere, når de har brug for hjælp.

Men ikke kun vi almindelige borgere: — Jeg skulle have taget en blodprøve og indfandt mig i god tid på et større sygehus i provinsen. Efter små ti minutter i ambulatoriets venteværelse kom en midaldrende dame forpustet farende og hentede mig ind til prøven. — Undskyld, at du måtte vente, stønnede hun. Jeg svarede venligt, at jeg faktisk ikke havde ventet ret meget, så der var ingen grund til at undskylde. (I virkeligheden havde jeg, belært af tidligere ventetider på danske sygehuse, taget en tyk bog med og afsat en halv dag til prøven.) Så brød hun sammen for øjnene af mig! Hun fortalte hikstende, at der var tre kollegaer på langvarige sygemeldinger, formentlig stress, og at endnu to var gået hjem samme morgen, så hun var helt alene på pinden.

Patienter og ofre for kriminalitet får ikke den hjælp, de har behov for, og det offentligt ansatte personale overbelastes, til det bryder sammen. Ved alle kontakter med sundhedsvæsnet står vi der og vifter med sygesikringskortet, men skal alligevel selv betale formuer for medicin og tandlægehjælp. Sådan er praksis blevet i dette land. Der overlever flere kræftpatienter i Kasakhstan end i Danmark, har jeg læst. Det er intet under, at kravet om lavere skatter og private sygeforsikringer høres over alt, og at manglende solidaritet dominerer samfundslivet. Sundhedsvæsnet, og måske også politi og retsvæsen, fungerer tilsyneladende bedre i de lande, vi normalt ikke sammenligner os med.