Kategori: Fotos

Firenze

I Florentia, ’Den blomstrende’, som romerne navngav byen, da de for godt et par tusinde år si­den grund­lagde Firenze, blomstrede kunsten specielt i det 15. århundrede bemærkelsesværdigt op. Fra en flademalet, stiv og upersonlig stil til en udtryks- og følelsesfuld og i alle ordets betydninger perspektivrig ny kunstretning, kal­det renæssancen.

Image Thumbnail Image Thumbnail

I Firenze samlede rige bankierfamilier med Medicierne i spidsen hidtil usete rigdomme og brugte dem på paladser, kirker, kunst og anden kultur, der skulle forherlige dem selv, men som i sidste ende blev et smykke på hele Europas civilisation. De understøttede og opmuntrede tidens bedste kunstnere, malere, musikere, billed­huggere, arkitekter og forfattere, og gav dem utallige opgaver, så også de blomstrede og kunne inspirere hinanden.

Denne rigdom, som begyndte med uld og handelstalent, finansierede en helt ny menne­sketype, indi­vidualisten, personligheden, den selvstændigt tænkende, følsomme, mandlige kunstner.

De rige bankfolk havde også magt til at bortvise dem, de ikke var politisk enige med, og det gjorde de med Dante.

I dag står byen på hovedet for at opfinde Dantemindesmærker: Et Dantes hus, som blev bygget i 1911, en tom grav i Santa Croce-kirken, en profil hugget i en for­tovsgranitflise og en sten, ’Il vero sasso di Dante’, som er blevet anbragt på et lille torv ved domkirken for ganske nylig.

Eller de brændte fundamentalistiske munke, der som Savonarola og hans følgesvende forban­dede al deres dekadente luksus og holdt dunderprædikener om at forsage unødig ødselhed. Også denne udåd har kastet indtil flere mindesmærker af sig, mindst kendt er måske Savona­rolas profil, angiveligt udhugget af Michel­angelo i en sten i facaden på Palazzo Vecchio i 1498, samtidigt med at selve henrettelsen fandt sted på bålet på Piazza della Signoria. Profilen er der skam, men historien er cirka lige så sandsynlig som Dantes helt ægte siddesten.

Vi valfarter til Firenze for at opleve historien, arkitekturen, maden og kunstværkerne, hvis lige ikke findes andre steder, og vi bliver ikke skuffede, hvis vi da kan komme til herlighederne for alle de andre kulturturi­ster. For når børnene er blevet store og selvstændige, og de ikke længere gider tage med os til Dis­neyland, så tager alle vi midaldrende småborgere, hvis vi kan, til kunstens Disneyland og står, som i det rigtige Disney­land, i timelange køer, ikke til rutsjebaner, men til Ufficierne, Kunstaka­demiet, dåbskapellet, domkirkens kuppel og til både domkirken og Palazzo Vecchios tårne.

Vi tog til Firenze i julen, fordi vi har erfaret, at hvis man vil se de store seværdigheder, skal man komme, mens alle andre sidder hjemme og opfører julens ritualer for hinanden. Det lykkedes os også at have bl.a. Ufficierne næsten for os selv, spadsere lige ind og få et godt kig på alle herlighederne. Men allerede anden juledag nåede køerne til disse kunstskatte igen op på flere timers ventetid.

Kulturfolket og alle medløberne står i kø til endnu en forlystelse. Vi fristes ikke af hot dogs, slikkepinde og popcorn, men når mørket sænker sig brunt over Arno, og alle seværdighederne lukker, indhylles byens centrum i tunge stegedufte fra alle de bistecca alla fiorentinaer, enorme kødstykker, som grilles over bræn­debål for at mætte de tilrejsende, og måske især de­res kunst- og fodtrætte ægtemænd.

Allerede nu kan man se, at om ganske få år vil grupperne af nyrige kinesere og andre asiater, som jo ikke fejrer jul, fylde så meget, at vores list med at udnytte den stille højtid ikke længere duer. Alle verdens mennesker bliver på godt og ondt rigere. Og når inderne, sydamerika­nerne, afrikanerne og araberne også får styr på det, og alle får råd til at turistrejse flere gange om året på samme måde, som de fleste af os ves­terlændinge i adskillige årtier har betragtet som en menneskeret, så kan vi ikke længere trække vejret for flyos, klimaet går over alle bred­der, og de gamle bykerner, som allerede nu er decimerede til frilands­museer, går under i men­neskestrømmen, dens forbrug og affald.

Måske må man så, som man har gjort med visse grave i Egypten og de berømte, bemalede fortidshuler i Sydfrankrig, konstruere kopier, bereg­net for turister, på en mark i nærheden. Eller vi må alle blive hjemme og nøjes med virtuelle oplevelser på en storskærm nær sofaen.

En fugl i hånden…

Vi fodrer de vilde fugle med stor entusiasme. Året rundt er der rigeligt med vandingssteder og et pænt udvalg af fuglefrø og mejseboller i haven, og så er der redekasser, buske og træer, de kan bo og færdes i. Vi har stor fornøjelse af at betragte fuglelivet, at lytte til dem, og de hjælper os af med bladlus, gåsebiller, jordbær, kirsebær o.m.a.

Trods rovfuglesilhuetter på de store stuevinduer sker det dog gang på gang, at en lille fugl flyver på ruden og slår sig. I denne tid, forsommeren, hvor de nye kuld netop er kommet ud i verden på usikre vinger og skal lære at navigere, og hyppigst i gråvejr, hører vi af og til det lille bump og må hen og se, hvad det var:

De fleste klarer det heldigvis, når de lige har sundet sig lidt:

Men det sker desværre, at sammenstødet med ruden har dødelig udgang:

Andalusien

… er et af de smukkeste steder på kloden. Udover den storslåede natur er der utallige kulturlevn fra vore huleboende forfædre, fra iberere, fra romere, vandaler og andre stammer, fra araberne, fra nyere katolsk tid og senest fra Francos fascistiske æra frem til 1975.

Man hører altid om, hvordan den sidste neandertaler sad ensom i sin hule ved Gibraltar, og man kunne forestille sig, at han sad fx i Piletahulen, som var beboet allerede under seneste istid for 30.000 år siden. Her er der enestående, forhistoriske vægmalerier, bl.a. en stor fladfisk og en gravid hoppe, og hvis man er heldig, kan man blive guidet rundt i den kilometerlange drypstenshule af finderens barnebarn, Rosario Bullón Almagro (billedet th.), som er uddannet arkæolog, og som nu på familiens vegne er ansvarlig for hulen.

Hulen ligger ca. 30 km fra Ronda, som var en betydningsfuld og rig arabisk by, men hvis vartegn nu må siges at være den mere end 100 m høje »Nye bro«, som kun er 250 år gammel:

Andalusiens prægtigste bygningsværker er dog fra arabisk tid. Efter Muhammeds død i 632 bredte hans tilhængere sig ud fra den arabiske halvø og nåede i 711 til Sydspanien, som de kaldte Al-Andalus.

Perlerne blandt den arabiske arv er Alhambra, her Løvegården:

Mesquitaens søjleskov i Cordoba:

Herskerbyen, Medina Al Azahara, et arabisk Pompeji, uden for Cordoba:

La Giralda i Sevilla. Førhen minaret ved en betydningsfuld moské, nu elsket klokketårn ved Sevillas katedral:

Udover arkitektur har araberne efterladt sig store aftryk bl.a. i europæisk videnskab. Specielt når det gælder astronomi, lægekunst og matematik, skylder vi araberne meget. De samlede, uanset religion eller oprindelse, blomsten af datidens lærde omkring sig og sørgede derudover for at bevare og oversætte ældre, græske skrifter. I dag er den arabiske indflydelse på det spanske sprog og på Spaniens traditioner, landbrug, kulturplanter, kunst og musik åbenbar. Flamenco, som oprindeligt var en sang, synes i nær familie med nutidig arabisk sang og mavedans.

Al denne herlighed varede ved igennem mere end syv århundreder, indtil de katolske monarker, Isabella af Castilien og Ferdinand af Aragonien, i 1492, samme år som de sendte Columbus ud over Atlanten, omsider kunne overtage den sidste arabiske bastion på den iberiske halvø, Alhambra.

Generalife og Alhambrapaladset set fra Plaza de San Nicolas i Granadas gamle arabiske Albaicinkvarter.

I årene efter den voldsomme og langvarige uddrivelse af araberne fra Andalusien opstod reformationen i Nordeuropa og modreformationen i syd. I Spanien holdt man liv i inkvisitionen langt op i 1500-tallet og gjorde livet ulideligt for alle med arabisk blod i årerne, selv de omvendte, fx henrettede man 200 arabiske lærde på torvet i Granada, og efter en tid gik man også efter jøderne. Det lykkedes de katolske magthavere i Spanien at fordrive stort set alle arabere og jøder, efter at man havde frarøvet dem deres ejendom. Araberne fandt nye opholdssteder i Nordafrika, bl.a. Marokko og Algeriet, og de spanske (og portugisiske)jøder, kaldet de sefardiske, slog sig også ned i Nordafrika, eller de tog deres evner med sig til Venedig, Amsterdam eller Antwerpen, som de forvandlede til rige handelsområder.

Efter uddrivelsen af araberne og jøderne har man, bortset fra opulent rigdom, brutalt indhentet fra kolonierne i Sydamerika, lige så brutal tyrefægtning og naturligvis Picasso, ikke hørt meget til Andalusien, når det gælder verdensberømt videnskab, kunst eller kultur. Her tyrefægterarenaen i Sevilla:

En stor arabisk befolkningsgruppe er dog i nyere tid genindvandret fra Nordafrika og har bosat sig fx i Granadas Albaicinkvarter, hvor de som for seks århundreder siden bl.a. driver handel:

Granada by overlod for nylig den velbeliggende, offentlige park lige ved siden af den store kirke på udsigtspunktet, Plaza de San Nicolas, til de nye medborgere. Ses herunder til højre for San Nicolas’ firkantede tårn set fra Alhambra:

Her byggede man en splinterny moské, som alle er velkomne til at besøge:

Måske kan andalusierne med hjælp fra de nye indbyggere ad åre genskabe landets rigdom og glorværdighed?

Hammer Bakker

Hammer Bakker 8 km NØ for Ålborg er nok et af de smukkeste naturområder i Nordjylland. Det er en bakkeø, dannet i sidste istid, og der er helligkilder, gravhøje og et uhyre rigt og varieret dyre- og planteliv. Heriblandt flere sjældne og beskyttede arter.

Alligevel insisterer Ålborg Kommune på at bygge store institutioner inde midt i det fredede område. Her oven for en smeltevandsdal lige over et drikkevandsindvindingsområde.

Og her i en gammel tilgroet mergelgrav lige under sagfører Olesens bevaringsværdige villa.

At kommunen selv vandaliserer naturen er en ting. Værre er, at kommunen har mistet enhver troværdighed i naturfredningssager, og at private tilsyneladende også kan bygge stort inde midt i Bakkerne.

I Amtets tid lød reglen, at man i Bakkerne måtte bygge, hvor der fandtes en tomt. Ikke en centimeter mere. Og i Amtets tid blev reglerne overholdt.

At sætte kommunen til at vogte natur har kostet os uerstattelige værdier…

Rom 30 år efter

Så står man pludselig efter 30 år igen i Rom. Og opdager med det samme, at folk er lige så høflige, flinke, ligefremme, hjælpsomme og snaksomme, som de var, dengang jeg som ung boede og studerede i byen. Romerne er ikke blevet mere blaserte i mellemtiden, selv om de ved Gud havde grunde nok til at blive det. Tværtimod. De viser vej, selv når man ikke har spurgt. De tilbyder uopfordret hjælp. Fortæller af sig selv legenderne bag statuer og fontæner.

Og jeg kan stadig finde rundt med lukkede øjne. De vigtigste ting ligger, hvor de lå: Colosseum, Pantheon, Corsoen, verdens bedste kaffebar … og ingen har overskredet målestokken og bygget grimme beton- og glashøjhuse i byen, mens jeg var væk. Byens centrum er groet okkerfarvet og organisk frem gennem et par tusinde år og er som altid velgørende at færdes i for både små og store mennesker.

Men jeg finder rundt med hundrede gange større lethed og glæde nu, end jeg gjorde i 70’erne, for romerne har lukket en stor del af Marsmarken og hele Piazza del Popolo for kørende trafik, så vi til min store forbløffelse kan spadsere i ro og mag hen over det store område uden at måtte springe for livet. Jeg kan slet ikke blive færdig med at gå på Piazza del Popolo. Må lige tage hele turen rundt igen. Og igen.

Og Corsoen er spærret for biler i juledagene, så vi sammen med en million romere kan promenere midt på hovedstrøget. Midt på Via del Corso! ― Det er ufatteligt! Den er pyntet med baner af røde, hvide og grønne lys, som det italienske flag, et halvanden kilometer langt julebånd på hele distancen fra Piazza Venezia til Piazza del Popolo. ― Som i parentes bemærket ikke betyder Folkets Plads, som de fleste vil hævde, men Poplernes Plads, ifølge historikerne. Måske kommer poplerne tilbage, nu luften er ren?

Vi sidder i vintersolen på Giordano Brunos sokkel midt på Campo dei Fiori og spiser friske mandariner med grønne blade, som vi netop har købt af den rare dame i frugtboden ved siden af.

Man tror, det er løgn, men på søndage og helligdage er selv Mussolinis brede Via dei Fori Imperiali fra Piazza Venezia til Colosseum forbeholdt de gående, de løbende, de spadserende, de cyklende, de promenerende.

Vi farer fra eftermiddagskaffen på Gianicolo til solnedgangen på Monte Pincio og forvisser os om på vejen, at man har passet og plejet den gamle dame på bedste måde. Rom er renskuret og velholdt.

Der er julekrybber i alle kirkerne, men ikke noget Jesusbarn, for det kommer jo først d. 25. ved midnat. Og der er papegøjer i træerne ved San Clemente. Da jeg spørger, hvor de kommer fra, svarer damen: Fra Colle Oppio! ― Nå, ja, naturligvis. Alt godt kommer fra Colle Oppio.

Kun i og omkring Peterskirken har tingene ændret sig til det værre. Hvor vi førhen kunne gå uhindret op ad den brede trappe og lige ind i kirken, må vi nu stå i lange, snirklende køer ude i siden og passere gennemlysningsapparater og andre sikkerhedsforanstaltninger. Da vi omsider kommer ind, ser vi, at køen op til kuplen er timelang, som køen til en rutsjebane i en forlystelsespark, og at turister stiller sig op ad selve den hellige Petersstatue og grinende fotograferer sig selv med mobilen, som om de netop havde mødt Mickey Mouse, i stedet for, som i gamle dage, ærbødigt at bøje det kniplingsbesatte hoved og i al beskeden stilfærdighed kysse hans højre fod. ― Disneyficeret katolicisme, kunne man kalde denne nye, skamløse opførsel, som i endnu højere grad har indtaget det Sixtinske Kapel med horder af larmende, gumlende, snakkende og fotograferende turister. Vi finder Thorvaldsens gravmæle over Pius 7 og skynder os bagefter ud. Slukørede.

Men på Vittorio Emanuele-monumentet har man opsat en udsigtselevator, så vi kan køre 80 m op og stå og godte os over det allerbedste kig til verdens bedste by.

Velkommen tilbage, blinker byen. Jeg har passet godt på mig selv så længe.

Stærene ― vores egne stære hjemmefra ― flokkes efter solnedgang i formationer som mønstre af røg, før de slår sig ned i pinjerne omkring Forum Romanum.