Lidt for frie måske?

“De frie grundskoler” indrykkede d. 13.11. 2012 denne enorme annonce i Politiken.

De allermest basale regler for kommunikation tilsiger, at der skal være en klar afsender, en klar modtager og et klart budskab.

Afsenderen: Ved alle mennesker i dette land, hvem “De frie grundskoler – en del af den danske grundskole” er? Eller er det kun mig, der ikke har nogen anelse?

Modtageren: Annoncen er indrykket i et stort dansk dagblad og må formodes at henvende sig avisens læsere i bred almindelighed. Hvad vil ”De frie grundskoler” gerne fortælle mig?

Budskabet: Efter at have læst teksten mange gange ved jeg det stadig ikke. Annoncen begynder med et stort ”Ja!”, og jeg kan ikke gætte, hvad den siger ja til. Hvem har sagt nej? Og til hvad? Derefter følger klichéer i en lind strøm − ”Verdens bedste grundskole” − Hvad er det? Hvem har betvivlet det? Hvorfor skal det nævnes nu? Og er det god stil at råbe udokumenteret selvros ud i store annoncer i avisen? − ”Hvorfor taler vi ikke mere om alt det, som faktisk fungerer” − Hvem siger, at vi ikke gør det? Og hvad er det, der fungerer eller ikke fungerer? − ”Riget fattes penge”− en så gammel traver af en floskel, at det er flovt at finde den i en avis i år 2012. −”Så vi har mere end nogensinde før brug for at bakke hinanden op …” Dette udsagn er helt uden kontekst − Hvem er vi? Hvem skal vi bakke op? Hvem skal bakke os op? Og hvorfor? − og fremstår som en fortvivlende meningsløs omgang bavl!

I hele denne tekst er der ingen konkrete informationer, ingen fremstillinger, klager, råd eller forslag. Afsenderen er hemmelig, modtageren forsvinder i en tågedis, og budskabet er en dynge varm luft piftet op med et par deciderede sprogfejl… Det bliver en perle i min samling, men jeg håber virkelig ikke, at afsenderen har noget som helst med uddannelse af børn og unge at gøre?

Sprog- og bogsjusk

Det er kun i Danmark, vi stiltiende finder os i, at vores skriftsprog overtages af velmenende og produktive, men uvidende og udygtige amatører.

På anmeldernes anbefaling læste jeg belgieren Tom Lanoyes nye bog på dansk, ”Målløs”.

TURBINE forlaget (sådan omtaler de sig selv på hjemmesiden) skriver om bogen, der handler om forfatterens mor, at ”Hun mistede først sit sprog, så sin værdighed, så sit hjerteslag.” De citerer bl.a. Politikens anmelder:

“Gribende erindringsbog gør regnskabet op med diva-mor …”

Marie Tetzlaff, Politiken

(4 ud af 6 hjerter)

De fleste anmeldere var enige og roste bogen; det er sikkert også en glimrende bog, men, som det desværre ofte er tilfældet her i landet, så er bogen oversat af en af vore talrige sjuskede og usikre sprogbrugere, og forlaget glemte at lade manuskriptet gennemgå af en, der kan læse og skrive dansk, før de udgav det.

Bogen handler om en farverig kvinde, om hendes familie, venner, naboer, by, land, og om hendes søn, forfatteren. Det gennemgående tema er sproget, som moderen beherskede i sjælden grad, og som hun mister, og som forfatteren i hver eneste sætning forsøger at vise, at han mestrer bedre end de fleste.

En sådan bog, der netop handler om sproget, oversætter man til et hjælpeløst dansk, fx side 42 hvor en person gennemlever: ”Tolv måneder, fire sæsoner forbi, før man får set sig om.” − Hvad mener oversætteren her? Modesæsoner? Jordbærsæsoner? Jagtsæsoner? Dem er der næppe fire af på et enkelt år. Man stopper læsningen og spekulerer. Er bogen oversat fra engelsk ”seasons” og skulle det rigtige ord have været ”årstider”?

Side 212 har en kakkelovn ”et afløbsrør, der bugtede sig et par gange over kundernes hoveder og til slut alligevel fandt vej til et ildsted højt oppe i et hjørne”. Hvorledes et afløbsrør kunne bugte sig hen over hovedet på nogen og ende i et ildsted højt oppe i et hjørne, optog mine tanker i adskillige minutter, indtil det gik op for mig, at oversætteren formentlig mente et aftræksrør. − Hvorfor man placerer et ildsted højt oppe i et hjørne, kunne jeg ikke regne ud. Det kunne muligvis dreje sig om en speciel belgisk skik.

Side 237 læser man: ”Gulvet selv var omkranset af tjærede pæle, hvorimellem der var hængt snore med kulørte festlamper. En opmærksomhed fra byrådsmedlemmet for festligheden, der håbede på at blive genvalgt.” — Hvilket jo er noget halvkomisk bavl.

Side 255 igen en anglicisme: ”Fire lammerygge. Det var hans ide om et eftermiddagsmåltid.”

Side 349 rodes der, som utallige andre steder, rundt i sin-sit/hans- hendes: ”Der befrier jeg hende for sit undertøj og sin overskidte ble”.

Side 356 ”I fodenden stod der to blomsterkroner på smedejernsstativer, professionelt belyst.” Da der er tale om en kiste udstillet i en bedemandsforretning, gætter jeg, at det er blomsterkranse, der er sat op på stativerne, men jeg har ingen mulighed for at vide det. At stable blomsterkroner op på et stativ ville være usædvanligt, og jeg har svært ved at se arrangementet for mig, selv med professionel belysning.

Sådanne eksempler på dårligt, upræcist eller ukorrekt sprog forekommer på hver anden eller tredje side. Bogen må være velskrevet og fængende på originalsproget, ellers havde forlaget vel ikke ladet den oversætte, men hver gang, man som læser af den danske oversættelse møder et uklart ord, udtryk eller en irriterende anglicisme, stopper man op i forsøget på at forstå den oprindelige mening, hvilket slår læsningen itu. Som læser bliver man først utryg og er ikke ganske sikker på, at oversætter og forlag mener det alvorligt og har magtet opgaven. Derefter bliver man irriteret. Det står efterhånden soleklart, at man er udsat for dilettanter, og man overvejer, om man overhovedet har tålmodighed til at fortsætte.

I enhver tekst af en vis længde er der plads til et par slåfejl og en smutter, men når fejlene optræder i så rigelige mængder, er det forstyrrende for læsningen, en hån mod forfatteren og pinligt for forlaget. I dette tilfælde er bogen oven i købet, ifølge kolofonen, udgivet med støtte fra ”Flemish Literature Fund” − man må håbe, at de ikke får nys om, hvad deres penge er gået til.

Jeg har en klar fornemmelse af, at det kun er i Danmark, at vi, dvs. anmeldere og læsere, stiltiende finder os i, at vores skriftsprog overtages af velmenende og produktive, men uvidende og udygtige amatører. Engelske og amerikanske bøger kan de fleste læse på originalsproget, men vi er afhængige af gode oversættere, hvis vi vil lære andre sprogs litteratur at kende. At være en god oversætter betyder først og fremmest, at man kan dansk, og en god oversættelse formidler en tekst gnidningsløst og mærkes ikke i sig selv. Det kan ikke være hensigtsmæssigt, at læserne skal stoppe op på hver anden side og gætte sig frem til, hvad oversætter og forfatter mon har ment.

Burde anmelderne ikke hver eneste gang fange og påtale dårligt sprog og gøre forlagene ansvarlige?

Efterhånden er det med nogen bæven, man åbner selv en velanmeldt dansksproget og danskproduceret bog. Som læser mister man tillid til forfattere, oversættere, redaktører og forlag. Man orker kun at læse klassikere og nogle få, dygtige boghåndværkere, som man kender i forvejen.

Som forlaget selv skrev om ”Målløs”, kunne vi nu skrive, at ”vi mistede først vores sprog, så vores værdighed, så vores hjerteslag.”

Denne bog er desværre langt fra den værste, jeg er stødt på, i sproglig henseende. Det er blot den bog, jeg læser lige nu. Og at Politikens anmelder nævnes, skyldes udelukkende, at det nu engang er den avis, jeg som oftest orienterer mig efter. Jeg er heller ikke på nogen måde ude efter oversætteren, som ganske givet påtog sig en urimelig stor opgave til ringe betaling for derefter at blive ladt i stikken af sin redaktør.

Det er forlagets pligt at tjekke, at sproget er korrekt og forståeligt, før de udgiver noget som helst, og seriøse avisers anmeldere har pligt til at bemærke det, hvis forlagene ikke lever op til dette. Hvem vil betale 300 kr. for en bog, der ikke kan læses? Hvis det havde været en cd, der hakkede under afspilningen, ville vi klage og forlange vores penge tilbage.

Hvor i alverden kunne man ellers, ud over i dette lille, smådumme land, stille sig op og give offentlig koncert på et instrument, i dette tilfælde sproget, som man ikke behersker?

Vi er nødt til at se i øjnene, at bogsjusk kunne være en medvirkende årsag til dårligt salg af bøger.

Målløs / Tom Lanoye. TURBINE forlaget, 2012. 376 sider. ISBN 978-87-7090-599-2. Vejledende pris 299,- kr.

Hammer Bakker

Hammer Bakker 8 km NØ for Ålborg er nok et af de smukkeste naturområder i Nordjylland. Det er en bakkeø, dannet i sidste istid, og der er helligkilder, gravhøje og et uhyre rigt og varieret dyre- og planteliv. Heriblandt flere sjældne og beskyttede arter.

Alligevel insisterer Ålborg Kommune på at bygge store institutioner inde midt i det fredede område. Her oven for en smeltevandsdal lige over et drikkevandsindvindingsområde.

Og her i en gammel tilgroet mergelgrav lige under sagfører Olesens bevaringsværdige villa.

At kommunen selv vandaliserer naturen er en ting. Værre er, at kommunen har mistet enhver troværdighed i naturfredningssager, og at private tilsyneladende også kan bygge stort inde midt i Bakkerne.

I Amtets tid lød reglen, at man i Bakkerne måtte bygge, hvor der fandtes en tomt. Ikke en centimeter mere. Og i Amtets tid blev reglerne overholdt.

At sætte kommunen til at vogte natur har kostet os uerstattelige værdier…

Skræmmende badeænder

Kvinder med silikoneindlæg i læberne er ikke smukke. De der betuttede, fremskudte læber, der inviterer til jeg-ved-ikke-hvad, ser tåbelige ud og minder mest af alt om næbbet på en badeand.

Hvad kvinder (og mænd) fjerner fra eller propper ind i kroppen andre steder, er ikke så åbenlyst, i hvert fald ikke her om vinteren, men at det turde være helt unødvendigt, og desuden giver store helbredsmæssige problemer, er vist efterhånden indlysende for enhver.

Når man på disse omkringvandrende zombier ovenikøbet påsætter langt hår, taget fra fattige, døde kvinder i Ulande, så får man et virkelig skræmmende syn!

Kommunal vandalisme

‘Derfor er Danmark ikke ved at blive, men Danmark er på det nærmeste blevet et stygt og afstumpet land, der i løbet af små to generationer har sat hovedparten af sine værdier over styr. Det er sket hurtigt, men desuden så tilpas langsomt, at de fleste ikke længere ved, hvad de har mistet.’

Skriver kunsthistoriker og forfatter, Hans Edvard Nørregård-Nielsen, i sin bog ”Noget nær” side 242.

I denne gamle fredsskov i Hammer Bakker i Nordjylland levede indtil sidste uge truede dyrearter såsom stor vandsalamander og rødrygget tornskade.

Byggeriet foregår direkte oven på drikkevandsindvindingsområder.

Adgangsvejen til den store, nye institution skal ske ad en smal og hullet skovvej uden cykelsti eller fortov.

Bygherre: Ålborg Kommune

Arkitekt: C.F. Møller

Lægeforeningen kræver, at sundhedsområdet bliver taget fra kommunerne, for de kan åbenlyst ikke forvalte det.

Bør man ikke også fratage kommunerne alle beslutninger, der har med miljø at gøre? En inkompetent kommunalbestyrelse vil til enhver tid foretrække en billig byggegrund frem for naturbevarelse.

Følelsesnasseri

Første gang, jeg blev opmærksom på fænomenet, var, da Lady Diana omkom i en trafikulykke i Paris i august 1997. Det var en tragisk slutning på en sympatisk og smuk, ung kvindes liv, og medierne var fulde af begivenheden i ugevis. I London samlede folk sig spontant på gaderne, tudede foran kameraerne og lagde blomster. Det var alt sammen forventelige reaktioner i et land, hvor hun havde været prinsesse, men jeg blev overrasket over, hvor mange mennesker her i Danmark, der tilsyneladende havde et personligt forhold til hende. For også i København og i de øvrige, større byer myldrede unge kvinder på gaden med blomster og katolske gravlys(!) og lod sig filme til tv med tårerne strømmende ned over kinderne. Det var en rent ud sagt forbløffende og uprotestantisk demonstration af sorg over en uvedkommende dames død. En engelsk halvkongelig, som for længst havde forladt sin stilling, sin mand og sine børn, og som nu turede rundt i udlandet med en rigmandssøn på stoffer… Hvordan kunne hun vække så mange følelser i tusindvis af danske kvinder, der aldrig havde kendt hende?

Efterhånden som dagene gik, og det grådkvalte hysteri bredte sig sammen med bunker af blomster, lys og barnlige, håndskrevne afskedsbreve på fortovene, gik det op for mig, at noget nyt og hidtil udansk havde manifesteret sig: ― Den offentlige, gratis, udadvendte sorg. Hvor vi førhen, både i engelsk og nordisk kultur, havde lagt vægt på at kontrollere vores adfærd, sorg og glæde, NAVNLIG i det offentlige rum, var bøtten nu vendt, og foran tv-kameraerne opstod der en regulær konkurrence om at producere tårer for en dame, som kun ganske få kendte fra andet end mediernes fortegnede skyggebillede.

Det nærmest sammenlignelige fænomen, der randt mig i hu, var Tines fødselsdag. ― På Skjoldborgvejens Skole i Fredericia, første klasse i efteråret 1962, var jeg inviteret til fødselsdag hjemme hos Tykke Tine, som fyldte syv år. Alle pigerne fra klassen var samlet, og vi legede godt, sådan husker jeg det, lige indtil Tynde Tine, som plejede at være centrum for pigernes opmærksomhed, fik ondt i hovedet. Tykke Tines mor tog hende omsorgsfuldt med ind i soveværelset, trak persiennerne ned og serverede boller og kage for hende på natbordet. ― Ingen af os småpiger, alle født i 50’erne, havde nogensinde oplevet, at så meget hensyn og omsorg blev ødslet på os, så samtlige Tykke Tines fødselsdagsgæster begyndte pludselig at agere medfølende hofdamer i det mørkelagte rum. Efter kort tid bredte hysteriet sig, og de fik alle ondt i hovedet, migræne, kvalme eller var besvimelsen nær. Tykke Tine og jeg stod ude på græsplænen, hvor al leg var gået i stå, og jeg mærkede selv hovedpinen komme i længslen efter at sidde inde i det rare, mørklagte soveværelse, omgivet af medfølende veninder og opvartet med boller, kage og omsorg af en voksen kvinde. Måske var jeg oven i købet ved at besvime?

Vi led alle af hysteri, kort sagt, infantilt, smitsomt hysteri og en overvældende trang til opmærksomhed.

Med internettet, flere tv-kanaler, Facebook, You Tube m.m. har hysteriet og opmærksomhedstrangen bredt sig umådeligt. Når en lille dreng bliver væk, når en hund er fundet mishandlet, når der går rygter om glasskår i supermarkedets babymad, når en syg mand går amok med bomber og våben i Norge, så står hundredetusinder af udenforstående, specielt yngre kvinder, klar til at sørge udvendigt og offentligt.

Nogle få personligt involverede forsøger at hjælpe, hvor de kan, mens de direkte berørte må klare sig igennem sorg, tab og vrede i en diffus sky af totalt fremmede, der nasser på deres sorg ved at tage en helt omkostningsfri tur i den følelsesmæssige rutsjebane, der opstår efter tragedien, som om de var tilskuere til en film. De sætter flag på deres profilbilleder, tænder et hav af virtuelle lys og snadrer rundt i alle aspekter af begivenheden i den vildfarelse, at det kunne have noget med dem at gøre.

Vi himler kollektivt op, når en kvinde dør i trafikken i Paris, men når et par millioner medmennesker står over for sultedøden i Afrika, er der bemærkelsesværdigt stille, bortset fra et par tv-shows fyldt med håbefulde kunstnere. ― Vil vi kun give, hvis det kan foregå i fuld offentlighed? Og vil vi kun vise medfølelse, hvis vi som drama-queens kan kaste os selv i grams ― SPLASK ― ned midt i andre menneskers tragedier?

Der er i min opfattelse stor forskel på at vise medfølelse, diskret at støtte økonomisk, praktisk og /eller følelsesmæssigt, hvor det kan lade sig gøre og falder naturligt, og så at nasse på vildtfremmede menneskers tragedier og sorg og forsøge at sætte sig selv i centrum for begivenhederne.

For en, der er født i 50’erne, og som har oplevet Tynde Tines hovedpine sabotere Tykke Tines fødselsdagsfest, forekommer det både uværdigt og usmageligt.

Bandekrig, hjemmerøverier og indbrudstyve

Vesteuropas historie igennem de seneste 2000 år har vist, at indfald af plyndrende bander og kampe i gaderne er blandt de første tegn på et riges undergang. Hvis statsmagten fremstår svag og ikke kan beskytte befolkningen, så begynder de mere velhavende blandt borgerne at bygge private borge, eller de ringer efter Falck Securitas, som så kommer og sætter alarmer og kameraer op alle vegne.

På min vej, ikke langt fra E45, blev to huse plyndret forleden, og politiet dukkede op på åstedet efter tre-fire dage — Der var én, der var syg, forklarede de, og så skulle weekenden jo lige overstås.

Kunne man måske bede vandalerne om ikke at hærge op til en weekend?

Køkkenstigen

Blog ImageFig. 1.

Med mine kun godt 160 cm har jeg brug for noget at stå på for at nå de øverste hylder i køkkenet. Så jeg troede, at jeg var snedig, når jeg til det formål anskaffede mig en køkkenstige (Fig. 1) i det nærliggende Kvickly X. Men jeg havde forregnet mig, opdagede jeg, da vi pakkede den ud og fik øje på en advarselsmærkat, af hvilken det (Fig. 2) fremgår, at

1. Stigen må ikke bruges til at stå på.

2. Man må heller ikke sidde på stigen.

3. Det er også forbudt at kravle på den, hvis der opholder sig andre personer i rummet.

4. Den må faktisk slet ikke klappes ud!

Blog Image

Fig. 2.

Skal jeg levere den tilbage eller blot beholde den som skulptur?