De meteorologiske institutter burde lægge bånd på sig selv!
De er videnskabelige institutioner, der skal servicere borgerne, ikke Ekstra Bladet, der i forsøget på at underholde og fange opmærksomhed ustandseligt forstyrrer den offentlige ro og orden ved at råbe ’Ulven kommer!’
Jeg har skrevet om Aalborg Kommunes affaldssortering/genbrug før:
http://blog.loneandrup.dk/#post333
Nu gør jeg det igen, for den ekstra container til plastic- og papiraffald ankom omsider, og da jeg linede alle mine affalds- og genbrugscontainere op:
Gik det op for mig, at vi er til grin!
Alle fortove flyder på tømningsdagene med en hær af opmarcherede, sorte affaldscontainere, hver husstand har tre eller fire, og når de alle er sat ud, specielt uden for rækkehusbebyggelser, ligner vores smukke, lille by en regulær losseplads!
Hvor mange år skal vi hver især sortere plasticaffaldet fra, før der er nok til at fremstille tre-fire store, sorte containere, vi kan sortere affaldet i? Og hvor længe holder sådan en container?
Og energien til at lave og distribuere dem, kommer den så fra vores papir- og restaffald?
Kunne man ikke finde en kønnere og mere bæredygtig løsning?
Nogle grise har det skønt, bl.a. disse frilandssvin fra Attrup.
Det slår aldrig fejl: Så snart den første rigtige forårsdag viser sig med solskin, varme, fuglesang og spæde blomsterdufte, slår gyllehammeren os ned.
Nord – og Vestjylland er hårdt ramt, men også Sønderjylland, Nordfyn, Sydsjælland, Lolland-Falster og Bornholm, efter hvad jeg hører.
Man sætter grillen og havemøblerne ud og hænger sengetøjet ud til tørre, og så bliver alt ramt af en harsk, hudklæbende hørm af gammelt griselort. ALT! – Og det står på i halve og hele måneder. Lige i den smukkeste tid. – Jeg ville blive sur, hvis jeg havde ofret et halvt hundrede tusind på fx en konfirmationsfest i haven i forårssolen. Har man en næse og et valg, er der efterhånden ikke andre muligheder end at bosætte sig i København eller Århus. Byer så store, at stanken ikke kan drive ind i nærheden af boligkvartererne.
Der er ikke tale om en mødding med stor gødningsværdi, samlet igennem vinteren ved udmugning under heste, grise, køer og får, som vi husker det fra gammeldags møgspredning på markerne. Dengang snusede vi bare op og sagde: Der er vitaminer i luften.
I løbet af de seneste 15 – 20 år er det for gyllefabrikanterne udelukkende blevet et spørgsmål om at komme af med den koloenorme mængde af hengemte, overlagrede, stinkende, forsurende, halvgiftige affaldsstoffer fra forpinte og plagede grise stablet op i enorme grisefabrikker. Disse fabrikker fylder den ene gyllebeholder efter den anden, så det løber over, de flytter rundt på lortet, opkøber evt. ledig beholder- eller markplads hos hinanden og sjasker det hele ud i sejlende, tykke lag, så snart jorden er til at køre på. – Hvem har lyst til at spise afgrøder fra disse inficerede marker?
Hele landsdele lider under det. Byer, landsbyer, naturområder. Lugten blæser til England eller Sverige. Og alle klager holdes væk med henvisning til eksporten. Men hvis kineserne gerne vil spise gris, synes jeg, at de skulle opfostre nogle grise selv. Danmark er for lille til at rumme 30 mio. svin og deres affald.
Mere end en tredjedel af disse svin bliver kørt til slagtning i udlandet … De bliver slået og sparket, når de bliver gennet op i lastbiler og fragtet langt væk til et polsk slagteri. – En dag eller to klemt sammen i en anhænger … Sultne, tørstige, forskræmte …
Det nytter ikke noget, at man vil gøre provinsen attraktiv med universiteter, kulturtilbud, parker og sommerfester, eller at man udflytter fem sprogmedarbejdere til Bogense og treogenhalv til Brovst, hvis man ikke gør noget ved gyllestanken … INGEN kan holde ud at leve midt i et grise-wc. – Heller ikke grise, som er både kloge og renlige dyr.
Se at få det stoppet! Det er barbarisk, at man tillader nogle få grisefabrikanter at holde det meste af et land som gidsler, forsure vores jord og påføre så mange en usund og ækel stank i årets dejligste måneder. Hvordan kan det tillades i et moderne samfund?
September 2017: Nedvisnet jordbærmark. Når sæsonen for danske jordbær er slut, sprøjtes hele marken med en plantegift, der dræber både jordbærplanter og al ukrudtet. Derefter pløjes det hele ned i jorden, så marken er klar til nye jordbærplanter, kartofler eller andre afgrøder.
I september måned efter en regnfuld sommer burde markerne i det danske landbrugsland ikke ligge brune hen, så jeg stoppede for at tage et billede. Der skulle være friskt og grønt alle vegne, men landmænd sprøjter rutinemæssigt med Roundup-lignende plantegifte, så de hurtigt kan så eller plante nye afgrøder, dvs. fødevarer, i et ukrudtsfrit miljø.
Coops medlemsblad, Samvirke, bragte kort tid efter en artikel om sprøjtegifte i vores mad og blev bandlyst fra butikkerne i de områder, hvor der boede mange landmænd. Coop følte sig truet til at opgive en planlagt kampagne for økologi, der ellers skulle have varet hele oktober måned.
Landbruget og dets organisationer fór, som de har for vane, når der kan være tale om kritik af danske landmænd og deres produkter, ud med bål og brand og trusler mod Coop. – Men spørgsmålet er, om det er rimeligt at henrette budbringeren, Samvirke, der skriver tingene, som de er?
Der kom fjollede debatindlæg fra landbrugets aggressive organisationer, så som at sprøjtegift ikke er farligere end rødvin og røde bøffer. Men vi tilsætter ikke alkohol og råt kød til al maden og drikkevandet og tvinger det ned i halsen på alle, babyer, syge, gamle, vegetarer, vel?
De mere seriøse forsvarere for giftsprederne henholdt sig som altid til, at det, de gør, er ”lovligt”, dvs. inden for de af loven fastsatte grænseværdier for sprøjtning. Netop i disse dage drøfter EU en forlængelse af sprøjtetilladelserne for stoffet glyphosat, det aktive giftstof i bl.a. Roundup, og det er som altid meget vanskeligt at tage sådanne beslutninger uden om de stålsatte landbrugslobbyister, der har mange, mange penge i klemme.
– Men hvem har viden nok til skråsikkert at fastsætte værdier for, hvor meget gift, vi må putte i jorden, i maden og i vore børn? Ingen – og slet ikke landmændene og deres organisationer – ved, hvor meget giftstof, der skal til for at skade os og miljøet på længere sigt. – Husk, at det her i Danmark er meget lidt troværdige typer, som fx miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen, valgt i et udpræget landbrugsområde, der sidder og skalter og valter med vores jord og helbred. Tror vi på, at han er helt uafhængig af dem, der har interesse i at sprøjte meget? Tror vi, at han har sat sig grundigt ind i alle aspekter af sagen? Beslutningstagerne i EU er formentlig ikke meget bedre egnede.
Men at det ER skadeligt med alle de giftstoffer, som landmændene sprøjter ud over deres marker, kan næsten ingen længere være i tvivl om. Kartoffelmarker bliver sprøjtet op til 20 gange på en sæson, før de til sidst bliver sprøjtet med plantegift, så toppene visner ned, før kartoflerne tages op. Det kan ikke være sundt. Selv om der er ”grænseværdier”. Pesticiderne har allerede nået grundvandet, og vi forgifter således langsomt os selv og alle kommende generationer.
Der er fundet pesticider i vore børns urin, og stofferne mistænkes bl.a. for at give mindre hjerner, ufrugtbarhed, kræft og diabetes. Vi kan ikke undgå landbrugets giftsprøjter, heller ikke selv om vi altid kun spiser økologisk, for sprøjtemidlerne blæser ind over alle marker, også dem, der er udlagt til økologi, og ind i skove, moser, læhegn, enge, frugtplantager og private haver. De dyr, vi spiser, spiser sprøjtede afgrøder.
Der er i dag henved 76 % færre insekter end for 50 år siden. – Da jeg var barn, kunne vi ikke køre fra Ålborg til Århus uden at måtte standse mindst én gang for at vaske forruden. I dag kan vi køre tværs igennem landet flere gange uden at forruden bliver uigennemsigtig af smadrede insekter. Insekternes tilbagegang skyldes ikke bilerne, men landbrugets sprøjtemidler. Som bl.a. truer bierne, så hele bestøvningen og mange planters overlevelse er i fare. Men de fornærmede landmænd lægger pres på Coop, som trækker den planlagte økologi-kampagne tilbage og gemmer medlemsbladet under disken.
Mens denne diskussion pågår, påpegede Nettos direktør i al fredsommelighed, at Coops pludselige interesse for økologi muligvis kunne hidrøre fra det faktum, at Coop indkasserede en væsentlig højere avance på økologiske varer end på de traditionelle.
Først i november i år købte jeg 1 kg økologiske kartofler i Kvickly til 18 kr. og derefter 1 kg økologiske kartofler i Netto til 10 kr. Samme prisforskel på omkring 10 kr. var der på seks økologiske æbler, 1 kg appelsiner m.m. – Noget kunne tyde på, at Nettos direktør har ret.
I disse dage går jeg og er ved at komme mig efter en uges alvorlig øjenlidelse, som personalet i lægehuset behandlede som en øjenbetændelse, men som i virkeligheden skyldtes et lille, gråt tørklæde, jeg havde købt billigt i Kvickly. Efter tre dage med grædende, kløende, røde øjne, smerter i øjenhulerne, sløret syn, brændende kindben, kvalme og almen utilpashed, kom jeg i tanke om tørklædet, der hang om min hals, og smed det ud.
De væsentlige spørgsmål til os selv, til landbruget og fødevareproduktionen her og i alle andre lande, til Coop og alle andre butikker og til samtlige politikere må være:
Er der gift i vores jord, drikkevand, fødevarer og tøj eller ej?
Indkasserer dagligvarebutikkerne større fortjeneste på økologiske varer? Snyder de på andre måder? Er de i det hele taget i stand til at tage medansvar for befolkningens sundhed og jordens overlevelse på lidt længere sigt end deres egne kvartalsregnskaber?
Er det rimeligt, at landmænd kører rundt og sprøjter gift ud over vores fælles jord og madvarer og forgifter os og drikkevandet, mens de samtidig udrydder livsvigtige insekter og andre dyr?
Er det forbrugernes, politikernes eller producenternes ansvar?
Vi saver den gren, vi selv skulle sidde på, over. Hvilken fremtid har vi, hvis vi forgifter os selv? – Og til de omkostningsbevidste landmænd kunne man spørge: – Hvad sker der med eksporten til fx Kina, når det rygtes, at I ikke bekymrer jer mere om miljø og sundhed end alle andre?
https://videnskab.dk/naturvidenskab/oekologi-kan-broedfoede-hele-verden
http://www.dr.dk/nyheder/politik/lunde-larsen-mistaenkes-skjule-nye-kvaelstoftal
http://politiken.dk/oekonomi/art6224416/Roundupsag-kan-f%C3%A5-konsekvenser-for-andre-spr%C3%B8jtemidler
https://www.dr.dk/nyheder/udland/omstridt-sproejtegift-faar-fem-aar-til-paa-markedet
http://politiken.dk/forbrugogliv/art6232265/27-procent-af-danske-gr%C3%B8ntsager-indeholder-rester-af-spr%C3%B8jtegift-%E2%80%93-det-er-en-tredobling-p%C3%A5-fem-%C3%A5r
http://politiken.dk/indland/art6236201/Milj%C3%B8gifte-koster-liv-og-hver-tiende-samfundskrone
https://nordjyske.dk/plus/eksporten-af-dansk-oekologi-buldrer-afsted/b7fbf362-22cb-4242-a23b-07eaf17f52ab
https://videnskab.dk/naturvidenskab/landbrug-myter-broedfoede-verden-sund-jord
https://politiken.dk/forbrugogliv/forbrug/tjekmad/art6320748/P%C3%A6rer-med-pesticider-tr%C3%A6kkes-tilbage-fra-supermarkeder
er mærkeligt. – Og jeg mener ikke kun denne juli måned, der i mit lille hjørne af verden passerede uden en eneste sommersolskinsdag med over 25 °. – I det halve århundrede, jeg har kunnet observere vejret i dette land, er der sket store forandringer.
Min barndoms lange højtryksperioder med sol og omkring 25 ° i dagevis i forsommeren og om sommeren optræder kun sjældent nu. De seneste mange somre har været ustadige, våde, usædvanligt blæsende og med talrige voldsommere vejrtyper i form af storme, tordenbyger og skybrud.
Til gengæld er vintrene mildere, grønnere, vådere med færre frostperioder og færre frostgrader. Det er, som om forår og efterår har bredt sig på de to andre sæsoners bekostning.
Jeg husker vintre med minus 15 – 20°. Tilfrosne fjorde og bælter, så vi kunne skøjte i sol og frost i ugevis. Is, der skruede sig mange meter op på strandene, sne i driver så høje, at vi kun med besvær kunne åbne yderdørene, uden at det væltede ind i huset. – Ikke altid, der var også våde, brune vintre, men af og til.
Min far var havemand, og han lærte mig, at man ikke måtte sætte frostfølsomme planter ud, ikke måtte så ude eller lægge kartofler ude før Grundlovsdag, d. 5. juni. – ’Når kirsebærtræerne blomstrer’, som det hed. Og vi var færdige i køkkenhaven og tog alt – undtagen den frostsikre grønkål – ind igen inden 1. september, for fra da af kunne der komme frost, som ødelagde sommerblomster og de følsomme grøntsager.
For at forlænge vækstsæsonen lagde man kartofler til forspiring inde og såede sine frø i småpotter, som stod en måned i kældervinduet og derefter blev plantet ud i mistbænken – Mist betyder gødning, en mistbænk er en gødningsfyldt forhøjet kasse med glaslåg, hvor de sarte små kunne stå trygt i den varme, solen og gødningen udviklede, indtil de kunne plantes ud i havens frilandsbede.
Bøgen sprang ud d. 9. maj. Det var normen, som alle kendte. Og man fik de første, danske jordbær efter Skt. Hans.
I disse år blomstrer mine kirsebær tidligt i maj, ingen har mistbænke længere, jeg lægger kartofler direkte i havens højbede allerede i midten af april, og vi begynder at spise af jordbærrene i begyndelsen af juni. De sarte planter, laurbærtræet, citrontræet, mimosen, kaktusserne, geranier, Agapanthus og andre sommerblomster kan sættes ud i slutningen af april, og de kan blive ude indtil ca. 1. oktober eller længere, hvis jeg holder øje med vejrudsigten. Jeg har ferskentræ, figen og vinplanter ude i en forsænket, sydvendt gård året rundt.
Isen på begge poler smelter i lynfart, statens isbrydere er lagt op, og her nord for Limfjorden springer bøgen som oftest ud i løbet af den sidste uge i april, sommetider før: I 2014 sprang kirkens store bøgetræ ud allerede d. 21. april. På markerne står majs, raps, brødhvede og andre afgrøder, som ikke kunne trives hos os for 50 år siden.
De seneste somre har vi oplevet, at solen skinner højt og flot måske en enkelt dag, mens der næste morgen vælter tordenstorme ind over landet, hvorefter vejret er blæsende, køligt, skyet i endnu en uge eller to.
Når sommersolen er fremme, stikker den ubehageligt på huden. Ingen lader længere deres børn løbe rundt i dansk sommersol en hel dag uden hat, trøje, solcreme eller parasoller. Solen er blevet livsfarlig. – Jeg ved ikke, om der var lige så mange tilfælde af hudkræft i 50’erne og 60’erne, men vi hørte aldrig om det, og alle var ude i haver, på lange cykelture eller på strande i dage- eller ugevis og bare nød solen uden beskyttelsesmidler. – Ja, vi blev forbrændte, men så duppede vore mødre blot lidt kartoffelmel på, og så kunne vi lege ude igen. – Men der var selvfølgelig ingen solarier, og ingen, vi kendte, tog på solferier sydpå.
Der kan ikke længere være tvivl om, at klimaet i mands (kvindes) minde har ændret sig. Vi er med kraftig overbefolkning og industrialisering kommet hovedkulds ind i den antropocæne tidsalder, en tidsalder med et særegent klima, som, nogle mener, er skabt af den menneskelige aktivitet på jorden siden industrialiseringen så småt begyndte at udvikle sig fra slutningen af 1700-tallet og frem.
Bigotteri: Mens verdenshavene flyder over af plastic, hævder firmaet bag en miljømæssig tvivlsom plastic-engangsbeholder til noget sjasket, sødt, majsstivelsesfyldt, såkaldt ’drikkeyoghurt’, at de skam betaler aflad for deres CO2-forbrug.
Og den menneskelige aktivitet er i sandhed skræmmende! På Google Earth kan man se, hvordan byer og infrastruktur, fabrikker, råstofudvinding, fødevarefabrikker, havneanlæg m.m., breder sig som et brunt udslæt over ellers smukke og grønne områder og snart dækker udstrakte, sammenhængende dele af vores lille planet. Det tager en dag at køre i bil halvvejen rundt om London. I kinesiske storbyer, fx Chongqing og Shanghai, som også har bredt sig uhæmmet ud i det omgivende land, findes der børn og unge, der ikke har set den blå himmel pga. forurening. I mit nabolag bygges der stadig på fuldt tryk i hidtil fredede skovområder og på alle de omliggende marker af stolte kommunale og grådige private. – Mens den sentimentale SNAK om natur og dyreliv tilsyneladende ingen ende vil tage… – Vi besøgte et stykke ’uberørt’ natur på en guidet tur ind i Tofte Skov ved Lille Vildmose, og området var hegnet inde, som om man opdrættede dinosaurer eller en King Kong derinde og ikke egetræer, krondyr, vildsvin og slåenbuske. En lille indhegnet plet ’natur’, som i virkeligheden fungerede som skydebane for velhavende jægere, og alt det store menneskedominerede udenom. – Det holder jo ikke.
Øjebliksbillede fra Flight-radar af flytrafikken over Europa.
Vi i det frodige nord, hvor klimaet har øget nedbørsmængden – og dermed frugtbarheden – betragteligt, kan flyve på solferier sydpå flere gange om året – Ja, vi betragter det som en ’menneskeret’ at have solskin i ferien – og bidrager herved kraftigt til forureningen af den fælles luft over kloden. Mens de uheldige, der lever i de ufrugtbare gule og udtørrede områder i fx Mellemøsten og Afrika, hvor ørkenen hastigt breder sig, må udkæmpe blodige territorialkrige, som ikke har ret meget andet end navnet med religion at gøre, om de få tilbageværende dyrkningsegnede arealer eller flygte nordpå i synkefærdige gummibåde og risikere deres eget og deres børns liv for en tålelig tilværelse.
Flygtningestrømmen mod nord og feriestrømmen mod syd er grotesk at være vidne til, men det lader til, at de fleste af de privilegerede har vænnet sig til synet af klimaflygtninge og alligevel nyder deres drinks ved poolen, mens deres landsmænd hjemme anført af udlændinge- og ’ integrations’-minister Støjberg ikke tøver med at give de ulykkelige et sidste spark eller spytklat med på vejen.
Det her samfund er blevet overbefolket, ensrettet, rigidt og restriktivt. Mens vi åler svenskerne for deres ’forbudsstat’, har man herhjemme forbudt rygning, løse hunde og bål i haven. Man kan ikke længere tænde en smøg hvorsomhelst, lave et hyggebål i sin egen have eller vandre ud over marker og andre friarealer med en glad og løs hund ved sin side. Nu vil man også begrænse brugen af brændeovne.
Jeg forstår det godt. Angsten for forurening og små partikler. Røg kan lugtes. Og så skal det forbydes.
Da Tjernobyl røg i luften, kunne vi ikke hverken se eller lugte det, men der er stadig radioaktivitet på vore grøntsager – også de økologiske.
Aldrig har nogen mennesker i hele verdens historie levet så godt og så længe, som vi gør i dag i denne lille del af Nordeuropa.
Alligevel er de fleste kronisk angste for maden, de putter i munden, materialerne, der omgiver dem og deres børn, og vandet, jorden og luften omkring dem.
Og med god grund! – Der er virkelig meget skidt i omløb. Men røg? Bål? Brændeovne? Løse hunde? – Har mennesker ikke altid haft ild og dyr omkring sig? Og levet godt med det?
Hvorfor denne hovedløse higen efter evigt liv?
De mennesker, jeg kender, der er over 80, har mest travlt med at få tiden til at gå og hjemmehjælpen til at komme. Og kun de færreste af os bliver 100 år alligevel. Og gudsketakoglov for det! – Når børn og børnebørn kan klare sig selv, er det tid at liste af.
Måske skulle jeg fortælle om min gamle ven, Fiskerdjon. Hans navn var vel John, men han stavede det selv ’Djon’. – Han kom ofte for at sælge sine små skrubber, og vi faldt i god snak. – Han havde ni børn, men boede ikke sammen med dem, for så kunne konen jo ikke få fuld socialhjælp, boligsikring og børnepenge, nej, det var sgu’ for dyrt at være gift og bo sammen.
I sit eget lille husmandssted langt ude på landet havde Djon lagt fliser med hæld i stuen og indsat en rist i et hjørne, for han avlede gravhunde, og med en masse hvalpe løbende rundt, var det praktisk at kunne skure og spule gulvet med jævne mellemrum.
Kommunen ville sende ham ud og slå sne ned af juletræer, som han sagde, men næh, nej, sådan leger vi ikke. Det gad Djon sgu’ ikke, så han hutlede sig igennem som en fri mand med lidt fiskeri og som hjemmeslagter. Det var, forstod jeg, ikke hans stil at trætte statsmagten med info og tilladelser og bilag og sådan noget.
En dag, han kom på besøg, blødte han voldsomt fra en dyb knivflænge i låret. Blodet løb ned af cowboybukserne, men han slog det hen, da jeg bekymret spurgte til det; åhh, det var ikke noget. Bare et lille slagteruheld.
Nå, men det var brændeovne, vi kom fra. Djon, som var en venlig mand, og som af en eller anden grund havde fattet sympati for mig, insisterede på at lære mig, hvordan jeg skulle fyre op i min nye Rais-brændeovn:
– Ser du, du tager en gammel avis, dypper den i spildolie, propper den ned i en tom mælkekarton, og så skal du bare se, hvor det fænger! – Hvis du laver en hel stak, kan du fyre med dem. Skal jeg hjælpe dig?
– En anden gang, tak, smilede jeg. Men det blev aldrig. Det er mindst 15 år siden, jeg har set Djon.
 |
 |
Fornemt fyrværkeri afstemt med musik og vindmøller til Jean-Michel Jarres koncert i Vrå, sept. 2002
Efter døgn med eksplosioner og hvinende raketter lige uden for vinduerne, er både hunden og jeg trætte af nytårsfyrværkeri.
De første nytårsaftner, jeg kan huske fra årene omkring 1960, var fredelige. De voksne fik lidt god mad, torsk med lever, krølle og bukser, en øl, snaps, en flyversjus til dessert. Vi børn fik måske en citronsodavand til maden i stedet for den sædvanlige kærnemælk, og så kunne der være sjove hatte, hagesmække, serpentiner, bordbomber og knallerter på bordet, foruden diverse spøg og skæmt, pruttepuder, plastichundelorte, uægte fluer, der kom ud af sukkerknalden i farmors kaffekop, små stykker pap med krudt, som man kunne liste ned i de voksnes cigaretter … Ud på aftenen kunne man under voksen overvågning få lov at tænde en stjernekaster, og det var meget spændende. Da bror blev ældre fik han knaldperler, der lå i savsmuld, og som gav store brag, når de blev smidt ned i fortovet.
Disse udskejelser accelererede fra år til år, og jeg husker nytåret 2000 som det største brag nogensinde. Alle havde fået penge til hummere, champagne, cigarer og store kanonslag, og det skulle alt sammen fyres af ude på gaden for øjnene af familie, venner og naboer: Se mig!
Den seneste nytårsaften føltes i vores lille, ellers fredelige by, som at være under beskydning i to døgn. En veritabel belejring. Hunden turde ikke gå ud og tisse, men lå gispende og klemte sig under sofabordet. Det buldrede og bragede og lynede og glimtede, så vi alle i solidaritet med den stakkels hund gik rundt i stuer med gardinerne trukket for og tv’et tændt.
Fyrværkeribranchen tjener styrtende med penge, men den har meget på samvittigheden: 267 tilskadekomne i år, 500 brandudrykninger, ½ mio. skræmte hunde i husene, andre bange dyr i hundredtusindvis: fugle, rådyr, heste, køer, katte … Mange har siddet med nyfødte og småbørn, der ikke forstår, hvad der lyner og brager, syge og døende og deres pårørende, der ikke har brug for brag og buldrende ildglimt i dagevis, men fred og ro til at være i den situation, de nu er stedt i.
I et debatindlæg i Politiken d. 31.12.16 skrev Emil Arenholt Mosekjær, tidligere soldat:
’Jeg skulle igennem et kursus i grundlæggende sprængning i hæren, før jeg fik lov til at håndtere så meget som en detonator.’
Og
’Det giver ingen mening, at Hr. og Fru Danmark kan rende rundt i en 10-hestes brandert og lege med sprængstof…’
Hvis det var terrorister eller kriminelle, der i den grad forstyrrede den offentlige ro og orden, ville man omgående sætte hæren ind. – Men det er bare en forholdsvis ny, farlig og spændende tradition, dødsensfarlige sprængstoffer, håndteret af børn og fulde folk, som vi stiltiende tillader i dagene omkring nytårsaften.
Er tiden ikke kommet til at overlade krudtet til professionelle?
Nogle indbyggere i Seest ved Kolding må have et anstrengt forhold til nytårsskyderi. Foto fra nov. 2004
Det er en lys aften i maj. Solsortene synger, haven står forårsfrodigt med duftende syrener, valmuer, tulipaner og overdådigt blomstrende frugttræer. På den anden side af vejen står skoven nyudsprungen, frisk og lysegrøn. – Men næserne advarer os: De kører gylle ud – igen!
Vi går ind og lukker alle vinduer og døre, men alligevel sniger den sig langsomt ind på os, gyllestanken, gennem små sprækker og ventilationskanaler. Efter en times tid er lugten i stuen så dårlig, at øjnene løber i vand, og svælget svier.
Næste morgen er det stadig slemt. De har formentlig brugt natten til at komme af med det mest ildelugtende, gamle, gærede gylle fra i vinters. I håbet om regn. Men regnen kommer ikke, hele byen er indhyllet i klæbrig stank, og man kan ikke lufte ud, hænge vasketøj ud eller bare nyde at gå i sin have. Børn på vej til skole holder sig for næsen.
Vi bor ikke langt ude på landet omgivet af gyllegårde, men i en forstad til Ålborg lige i kanten af et større skovareal. Vi har boet her i næsten et halvt århundrede og har altid sat stor pris på den friske luft, skoven og fjordens nærhed bevirkede. Nu er hele området infesteret af gyllestank, der trænger ind i butikkerne – hvem køber mad eller nyt tøj, når det hele stinker? – i villakvarteret, haven, huset, stuen, køkkenet, soveværelset, ind i alle vores ting, sofaen, tæpper, tøj, duge, køkkenredskaber, klistrer sig til hud og hår … intet sted er luften længere sund og frisk at indånde.
En enkelt svinegård nogle kilometer herfra har udvidet aktiviteterne, så i en radius på 5 – 10 km omkring hans gylletanke og marker – et område på henved 50 – 100 km2 afhængigt af vinden og dens retning – er alt nu gennemtrængt af modbydelig stank. En stank, der generer titusindvis af mennesker næsten dagligt fra februar måned og hele vejen igennem have-, konfirmations-, grill- og bryllupssæsonen til hen i november, når loven og vinteren sætter en stopper for hans forurenende aktiviteter.
Hvornår var det lige, at vi blev enige om at omdanne dette smukke land til et grisetoilet? At vi besluttede, at vi havde lyst til at vade rundt i regulært lort i de varmeste og smukkeste tre fjerdedele af året? At vi ville overlade jord, luft og livskvalitet til svineproducenter med alt for store, subsidierede besætninger af mishandlede dyr? Til private virksomheder, der ikke engang, så vidt jeg forstår tallene, bidrager afgørende til samfundsøkonomien, men alligevel uhindret kan ødelægge vores fælles luft? Hvad betyder det for vores livsglæde, at selve luften, vi og vores børn indånder, stinker klæbrigt og vammeltstærkt? Hvad betyder det for vores helbred? For øjne og lunger?
Ved middagstid kommer der 2 mm regn. Nu lugter hele byen af våd gylle. – Der må være andre måder at gøre det på, så både de stakkels grise og vi stakkels mennesker kan leve i samme land.
