Psykologi – Side 7 – blog.loneandrup.dk

Hvad synes du selv-børn

Tid: − Klokken 17.15 fredag eftermiddag.

Sted: − Den lokale brugs på hjørnet.

Personer: − En mor i begyndelsen af 30’erne, travl, sorte tights, guldskinnende stiletter, figursyet, sort jakke, kraftigt rødfarvet hår, sjusket og tjavset sat op i »jeg er lige stået ud af sengen-frisure«, guldtop under jakken, og en datter på fem-seks år i lyserød jakke, lyserød Hello Kitty-rygsæk, lyserødt tylsskørt, lyserød prinsessekrone og lyserøde, pailletbesatte og skinnende ballerinasko.

Mor: (højlydt, kunstigt, teatralsk) − Nå, gik det godt i børnehaven?

Datter: − Jeg vil have rosiner!

Mor: (tænker allerede på noget andet, indkøb formentlig) − Mmmm … Hvad siger du skat … ?

Datter: − Jeg vil have rosiner!

Mor: − Mmmm … Mor har tænkt på, du kan jo så godt lide mormor, skal vi ikke besøge mormor i morgen? I morgen er det lørdag, så skal du ikke i børnehave. Skal vi så ikke besøge mormor?

Datter: − Skal du med?

Mor: − Ja, ja …

Datter: − Skal jeg så passes?

Mor: − Mnn, det tror jeg ikke. Vil du gerne passes hos mormor?

Datter: − Jeg vil have rosiner!

Mor: − Ja, ja…

Datter: − Får jeg så kage? Får jeg kage hos mormor?

Mor: − Du kan selv spørge hende, om hun vil bage en kage.

Datter: − Jeg vil have rosiner!

Mor: − Ja, ja…

Datter: − Og kage. Jeg vil have kage, hvis jeg skal passes hos mormor.

Mor: − Du kan jo spørge hende. − Hvad synes du, skal vi have fiskepinde til aften? Det er dejlig nemt.

Datter: − Jeg vil have rosiner!

Mor: − Ja, ja… (er i gang med at sms’e)

Sådanne scener er efterhånden daglig kost i byrummet. Trætte, plagende småbørn, som netop er blevet afhentet i institutionerne, og selvoptagede, fancy udklædte fædre og mødre, der ikke orker at være voksne.

Børnene bliver til »Hvad synes du selv-børn«: Ulykkelige småskabninger, der ingen faste rammer har, men som selv skal sikre sig fx rosiner, kager og et grotesk prinsessekostume i stedet for den altafgørende voksenomsorg, for kan man nu være helt sikker på, at mormor er der, selv om mor går?

Disse børn kan være anstrengende at være sammen med, men man må ikke tro, at de er forkælede, selv om det kan se sådan ud, belæssede som de er med lyserøde mærkevarer og kostbar elektronik … De er tværtimod forsømte. De har ingen tillid til de voksne, som har afleveret dem alle mulige steder til fremmede mennesker fra de var helt små, sprog- og forsvarsløse, så de tager rutineret styringen selv: passer selv overdrevent på over vejen, bestemmer selv over påklædning, indretning, måltider og sengetider, får hysteriske anfald af usikkerhed og angst, hvis tingene ikke lader sig styre efter deres hoved, alt imens de går fra hjem til institution til venner til forlystelser til bedsteforældre, onkler, tanter eller naboers huse… Man kunne også kalde dem pakke-børn, som de alvorligt kommer travende med deres ting i små rygsække.

De voksne er ikke dumme, de tilhører som oftest de mere privilegerede klasser, men de har aldrig taget forældreskabet alvorligt, for der er jo så meget andet at tage sig til: arbejde, venner, forlystelser, mode, indretning, kulturbegivenheder… Og så skændes forældrene indbyrdes om, hvis tur det er i dag, eller de lader sig skille, fordi den anden part ikke længere »udfordrer dem« eller »opfylder deres behov« − begge dele legitime grunde til at splitte en børnefamilie i dag.

Barnet er nødt til at tage over selv, har det lært, og bybilledet vrimler med disse alt for voksne børn. Det er nogle små og meget sammenbidte, indesluttede, mistroiske, ulykkelige, utrygge, men beherskede børn, man møder rundt omkring. Deres største tryghed og kilde til opdragelse ligger i gruppen af jævnaldrende i børnehaven, fritidshjemmet eller i skolen. Det er her, de lærer deres sprog, opførsel og værdinormer. Det bliver ikke rart, når de bliver de voksne og skal føre samfundet videre…

At elske hyachinter

Perlehyachinter kan også være elskværdige.

I Jane Austens roman, Northhanger Abbey, siger den unge heltinde en dag til sin vært, Henry Tilney: »Sikke nogle smukke hyachinter! Jeg har lige lært at elske hyachinter.« Hvortil Henry svarer: »Så meget desto bedre. Du har opnået en ny kilde til glæde, og det er kun godt at have så mange tag i lykken som muligt.«

Jane Austen var en klog kone, som i sine romaner, der er fyldt med begavede og sympatiske, OG latterlige, stædige og smådumme, men alligevel elskelige, personer, tit får sagt nogle evige sandheder: Man skal lære sig at elske hyachinter.

Kun få mennesker orker at favne alle verdens goder; de fleste har travlt med at afgrænse sig selv og skabe tryghed, overskuelighed og en slags identitet ved at UDELUKKE ting:

− Jeg er altså kattemenneske, siger mange, når de står over for en sød hund, og afskærer derved sig selv fra glæden ved at omgås disse kærlige og hengivne dyr.

− Jeg er mest til rødvin, siger andre, når man forsøger at glæde dem med en god, belgisk øl til flæskestegen eller en perlende hvidvin til den grillede laks.

− Jeg bryder mig ikke om blåt, sagde en ældre dame hyppigt til alle og enhver, der gad lytte. Det var hendes yndlingsstatement og kendingsmelodi. Det viste sig, at hendes mor heller ikke havde brudt sig om farven blå, og hvis de fx fik en blå blomst foræret, endte den i skraldespanden, så snart gæsten var gået. Således fik begge damer, mor og datter, afskåret sig fra en af de tre grundfarver, og måske også fra glæden over en dybblå sommerhimmel, de safirblå bølger på en middelhavsstrand, de mørkeblå, håndknyttede tæpper fra Nain, de smukke agapanthusblomster, violer og hyachinter … Farven blå er så stor og betydningsfuld, at damernes mening er fuldkommen ligegyldig, men det er synd for dem, at de føler sig tvunget ud i ekstremer af afsavn for at oppebære en smule værdighed, fordi de jo er nødt til at stå ved deres ord, når de nu har sagt det så mange gange.

− Jeg skal have en opstammet marguerit hvert år, siger en af mine veninder. Den opstammede marguerit er blevet hendes kendemærke, hendes faste holdepunkt, hendes uundværlige sommerterrasseglæde, og resultatet er jo, at alle hendes venner, som har hørt på dette statement igennem tyve-tredive år, alle dukker op med en opstammet marguerit. De gør det for at glæde hende, men resultatet er, at hun ikke kan færdes på sin terrasse for opstammede margueritter. Hvis hun nu havde haft en ven med en smule omsorg og fantasi, havde denne jo foræret hende en engletrompet eller en bougainvillea i stedet, bare en enkelt midt i margueritoverfloden, så hun kunne udvide sin verden en lille smule og opnå større lykke ved at lære at holde af flere ting.

Men jeg tror ikke, at blomsten i sig selv, eller katten, eller vinen, eller farven, spiller en rolle i disse begrænsende udsagn. Det er selve begrænsetheden, der er vigtig. Hvis jeg kunne få alting, og hvis alting var godt og eftertragtelsesværdigt, så ville det jo ingen ende tage, og mit liv ville være noget rod. − Jeg skal have en opstammet marguerit, eller en kat, eller rødvin eller noget ikke-blåt, så jeg kan føle mig »unik« igennem mit valg og tryg ved det kendte.

Vi begrænser tankeløst os selv på mange andre måder: I nogle familier er man glade for hunde, men har udelukkende fx gravhunde. Når den ene dør, anskaffer man sig straks en anden magen til. Så slipper man resten af livet for at tænke og tage chancer. − I andre familier sværger man måske til et bestemt bilmærke, som man, på trods af fejl, mangler og skuffelser, skal have, hver gang den gamle bil trænger til at blive skiftet ud. Eller man rejser samme sted hen på ferie hvert eneste år, bor på samme hotel, spiser det samme, gør de samme ting. − Eller værre: Man skifter ikke bank, læge, tandlæge, mekaniker, supermarked eller frisør, selv om man gang på gang oplever dårlig service, elendig rådgivning og himmelråbende inkompetence. − Det er, som om vi kollektivt bliver ramt af Stockholmsyndromet, når vi først er faldet i kløerne på nogen.

Vi burde alle lære at elske BÅDE hunde og katte, alle farver, blomster, steder, madvarer, mangfoldighed og hyachinter, for jo mere vi holder af, jo flere ting, der gør os glade, jo gladere bliver vi. Så simpelt er det.

Højsensitive mennesker

− også kaldet HSP − Highly Sensitive Persons

Ved et tilfælde fik jeg for nylig en bog om særligt sensitive mennesker mellem hænderne. Den fangede mig øjeblikkeligt, og jeg strøg igennem den på få dage.

Den er skrevet af en amerikansk forsker og psykolog, Elaine N. Aron, og hun påviser, bl.a. gennem forsøg med hjerneskanninger, at knap 20 % af en given befolkning har en medfødt forhøjet evne til at processere indtryk, dvs. at de langt hurtigere og mere intenst end andre opfatter, husker og bearbejder stemninger, syns-, høre-, lugte-, smags- og føleindtryk.

Disse mennesker kan være fintfølende på grænsen til det sarte, og de har brug for megen ro til at komme sig efter, og til at tænke over, selv ubetydelige oplevelser. Til gengæld kan de forekomme næsten overnaturligt klartopfattende.

Aron skriver, at HS-mennesker ofte har stor selvindsigt, forestillingsevne, medfølelse og empati, at de opfatter humør, nuancer og stemninger hos andre, som andre ikke altid selv er bevidste om, eller overhovedet har lyst til at vedkende sig, og at de skulle være gode til både børn, dyr og andre pleje- og omsorgsfunktioner, fordi det falder dem naturligt at opfatte andres behov og befordre deres velbefindende, hvis de på nogen måde kan. De er angiveligt også usædvanligt følsomme, når det drejer sig om kemi, fx kaffe, alkohol, nikotin, medicin, parfumer, malingslugt o.l.

Højfølsomme mennesker findes talrigt blandt kunstnere, men hvis de ikke selv er udøvende, har de alligevel ofte evnen til i høj grad at nyde og påskønne både kunst og naturoplevelser.

Også blandt dyr findes der højsensitive individer, hævder Aron, og jeg har personligt kendt nervebetonede hunde, katte og heste, som reagerede på den mindste lyd, bevægelse eller berøring. Disse sensitive dyr forekom mig ofte at besidde en næsten uhyggeligt fintmærkende opfattelsesevne. Men jeg har også haft hunde og katte, der upåvirkede af det meste gik bekymringsløse igennem livet.

Når man først er blevet opmærksom på, at HS-mennesker findes, og at de måske udgør en betragtelig del af menneskeheden, ser man dem pludselig alle vegne:

Tag de to berømte, fiktive detektiver Sherlock Holmes og Hercule Poirot: Når det drejer sig om fintmærkende observation og analyse, er de jo pragteksemplarer.

Eller vore allermest kendte og skattede guldalderforfattere, Søren Kierkegaard og Hans Christian Andersen. Sidstnævnte skriver i sin rejsebog fra Spanien, 1863: ”Begge Steder skulle jeg fornemme Stemninger, som de Lykkelige, mindre Benervede, kalde sygelige…” Det var som bekendt også H. C. Andersen, der berigede os alle med eventyret om prinsessen på ærten. Et mere udpræget HS-menneske end den der beskrevne prinsesse (og hendes forfatter) kan næppe tænkes.

Hvis vi springer frem til vor egen tid, tror jeg (men måske tager jeg fejl?), at det var forfatteren Klaus Rifbjerg, der gav os udtrykket ”skallesmækkende mimose”. Under alle omstændigheder er det blevet brugt om ham. Rifbjerg opfatter alt, hvad der hænder ham, knivskarpt og formår at videreformidle det med præcise ord.

− Og så læser jeg lige nu med stor fornøjelse Karl Ove Knausgårds sidste bind i mammutromanserien ”Min kamp”. Alene det at kunne erindre og beskrive mere end fyrre års liv ned i de allermindste detaljer tyder på et højfølsomt sind, men Knausgård anfører tillige selv flere steder i sine værker, at han føler sig overskyllet af andre mennesker, navnlig af faderen, at han har brug for lange perioder alene, at han altid går og ruger over, hvad andre mennesker har sagt til ham, og spekulerer på, hvad de mon kunne mene. På disse og mange andre punkter minder han om forbilledet, Proust, som han fremstår igennem et lignende mesterværk: ”På sporet af den tabte tid”, påbegyndt i 1913. Om et kort ophold ved havnen i Helsingborg skriver K. O. Knausgård: ”Tanken om at jeg så på Hamlets hjem, fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig.” − Kun et yderst påvirkeligt menneske får sådanne fysiske reaktioner ved en dagligdags udsigt og kan huske det − og beskrive det − år senere.

Vi må være taknemmelige for de følsomme iblandt os, som åbner vore øjne for det ellers usete og ufølte, og så må vi i øvrigt forsøge at bære over med deres særheder. En hjælp til det sidste kunne være at læse:

”Særligt sensitive mennesker” af Elaine N. Aron. Borgens Forlag, 2008.

Eller orientere sig på hendes hjemmeside: http://hsperson.com/

Dumtravlhed

Hvorfor er det lige, at folk, der har så skidetravlt med at have travlt, har lov til at genere andre med deres mere eller mindre indbildte travlhed og kan bruge tilstanden som undskyldning for ikke at leve op til almindelige sociale og menneskelige forpligtelser i stedet for at blive tvunget til at indse, at de bare er smådumme i hovederne og stinkende dårlige til at prioritere deres tid?

Småbørnsforældre og ligestilling

Ligestilling − mellem mennesker med forskelligt udseende, evner, etnisk herkomst, uddannelse, religion, køn, seksuel observans, indkomst, bopæl m.m. − er et ubetinget gode. Og så har det tilmed vist sig, at det også er godt for samfundet som helhed og for samfundsøkonomien i særdeleshed, at alle mennesker har lige rettigheder og muligheder. Det er således ikke bare moralsk ønskeligt, men også hensigtsmæssigt for fællesskab og udvikling at alle mennesker oppebærer lige rettigheder. − Undtaget fra denne ideale fordring om ligestilling, er dog de, der vanemæssigt og med vilje sætter sig ud over det menneskelige fællesskab ved at lyve, genere, snyde eller skade andre og de, der forsøger at rage til sig på andres bekostning.

− Og så har jeg et forbehold mere, når det drejer sig om småbørnsforældre. Det er ikke til småbørnenes fordel, at unge forældre bruger tid og kræfter på at føre nøjagtigt regnskab med, hvem der tager sig af lille Isabella eller lille Emil − hvor meget, hvor længe og hvornår.

Det er velkendt, at én person påtager sig 100 % af et givet ansvar, mens to mennesker fordeler halvdelen af ansvaret imellem sig og dermed kun får 25 % hver. Jo flere til at dele, jo mindre ansvarsfølelse.

Når den unge mor regner med, at den ligeledes ganske unge far påtager sig et ansvar, som han ikke magter og ikke kan fornemme, så føler hun sig helt fri til at kaste otte-ni timer dagligt efter karrieren og derudover dyrke motion, wellness, veninder, kærestetid med faderen, kulturelle fornøjelser og rejser, samtidig med at hun har et lille barn.

Faderen har det naturligvis på akkurat samme måde: Hvem skulle forhindre ham i at arbejde 5o timer ugentligt, spille poker med vennerne, tage svæveflyvercertifikat og køre på MTB i sin fritid, når moderen insisterer på at have samme grad af frihed, som hun havde før barnets ankomst?

I sådanne forhold kommer forældrene til at agere som jaloux søskende, der nidkært overvåger, at den ene ikke får flere fordele − dvs. fritid UDEN barn, end man selv får.

Barnet falder således ned i en grøft, hvor det i størsteparten af sin vågne tid er overladt til fremmede, der har mange andre børn at tage sig af, og når de første års ulykkelighed over at føle sig uønsket har lagt sig, vil et sådant barn sætte alt ind på at blive stort og selvberoende så hurtigt som muligt. Småbørn, der falder ned i mellemrummet mellem mor og fars mange andre og meget mere spændende gøremål, bliver skadet for livet, selv om alt ser pænt ud på ydersiden, og mor og far indkøber det rigtige udstyr, bager en bolle i weekenden, sørger for at undgå for meget sukker i kosten og stolt promenerer omkring i bybilledet med kostbar barnevogn og en unge i dyrt mærkevaretøj.

Jeg har hørt unge forældre diskutere højlydt, hvis tur det er til at skifte ble, til at give overtøj på, til at bade, til at putte eller til at læse historie, mens barnet stod lige ved siden af og hørte på det! − Hvor gavnligt er det for den lilles fornemmelse af at være tryg og velkommen og høre til i verden? Hvad betyder det for barnets evne til at udvikle selvværd, til at lære og til at få og vedligeholde en omgangskreds, hvis de første erfaringer med andre mennesker er en klar besked om, at det er til ulejlighed for mor og far?

At tage sig af et barn er IKKE et job, man som forældre kan forsøge at skulke fra, men et privilegium, som man bør påtage sig 100 % i de første leveår, i hvert fald indtil barnet er parat til børnehave en del af dagen. Der er − uden for dette lands grænser − konsensus om, at barnet først, når det er tre år gammelt, er modent til nye omgivelser, nye sociale situationer, legekammerater og fremmede voksne, og dermed kan tilbringe tre-fire timer dagligt i en børnehave uden at tage skade på sjæl og tryghedsfølelse. Om det er faderen eller moderen, der tager sig af det lille barn i de første leveår, er i og for sig ligegyldigt, bare ansvaret er klart fordelt med 100 % til den ene part. Så kan den anden bruge sine kræfter på at skaffe pengene til huse. − Til forhandling UDEN for barnets hørevidde er så, hvem der skal have fri til hvad hvornår, men selve ansvaret står ikke til diskussion.

At det − udover at være meningsfuldt og udviklende og sjovt − også kan være en både opslidende og utaknemmelig opgave at rumme og passe et lille barn i døgndrift igennem de første tre år, skal ikke holdes hemmeligt. Lige så hårdt kan det være at sørge for det større barn i måske yderligere 15-20 år, at holde øje med dets velbefindende, at påtage sig ansvar for døgnrytme, hygiejne, motion, frisk luft, kost, sundhed, sprog, læring, passende og alderssvarende oplevelser, tryghed, sociale relationer, jul, fødselsdag, påske og pinse, hverdag, ferie og fest … at indse, at det koster i karriere, indkomst, status, respekt, og at den eneste belønning, man kan håbe på at få til gengæld for de mange års hårde arbejde og tilsidesættelse af sig selv, er, at barnet falder godt ind i verden og klarer sig godt.

Men sådan er vilkårene for formering i pattedyrsslægten. Man må under ingen omstændigheder lade nye småbørn sejle i deres egen uønskede sø, som almindelig praksis er blevet det i dag.

Som at smutte mandler

I begyndelsen af 70’erne, da jeg gik i realen og i gymnasiet, arbejdede jeg i sommerferierne på et plejehjem, Røde Kors-hjemmet i Løgstør.

Oversygeplejersken på afdelingen lignede Mildred Ratched fra ”Gøgereden” på en prik, bortset fra at det opsatte hår bag kappen var kastanjebrunt, og at hun førte sig med både tårnhøj autoritet og en naturlig, men afmålt, venlighed over for alle.

Navnlig til mig havde hun altid et skævt smil, og hun sendte mig hid og did på afdelingen i småærinder og morede sig vist over den emsigt travle klapren fra mine blå træsko op og ned ad de lange, linoleumsbelagte gange. − Jeg var 14, 15 og 16 år, buttet, rødkindet og rævestolt af min uniform og min betydningsfulde stilling som oversygeplejerskens lille hjælper blandt de fortrinsvist ældre, men også enkelte unge, kroniske eller dødssyge mennesker.

Her 40 år senere indser jeg jo, at jeg ikke kan have været til megen hjælp for mine otte kroner i timen: − Den eneste gang, jeg forsøgte at hjælpe en ældre kvinde, der var faldet på sit badeværelse, trimlede vi begge to omkuld under megen fnisen − men oversygeplejersken brugte mig, tror jeg, bevidst til at opmuntre beboerne. Og hun ansatte mig troligt år efter år.

Når jeg mødte på min vagt, blev jeg sendt rundt med en vogn med isvand til alle værelserne. Det tog sin tid, for der skulle jo hilses og snakkes, og en ville gerne have en ekstra pude, en anden skulle lige se nærmere på mine fingerringe. En af de gamle mænd lavede bøjler til mig med mit navn flettet i plasticbånd mellem røde roser, en anden ville gerne barberes, når jeg fik et ledigt øjeblik. En alvorligt syg kvinde, mor til tre små børn, satte stor pris på en lille halv times højtlæsning, for hun var selv for svag til at holde en bog, og søde Rita, der havde tilbragt hele sit lange liv i kørestol, ville gerne trilles en tur udenfor, så hun kunne kigge ned over fjorden. Så jeg klaprede rundt, travl og glad som et stort barn midt i en sjov leg.

Oversygeplejersken svævede bag det hele, skævt smilende, opmuntrende og altid parat med nye opgaver, som fx at stå og holde metalbakken med sakse, klemmer og tænger for hende, mens hun skiftede forbindinger eller gaze i de dybe liggesår, at skubbe rene stiklagner på plads, at give støttestrømper på, ryste puderne rigtigt diagonalt fra hjørne til hjørne… Men hvis der var sket et alvorligt uheld, hvis der rent ud sagt lugtede så meget af lort, at jeg blev bleg om næbbet, så bad hun mig løbe ned på lageret efter et par rene bleer og give mig god tid til det, mens hun lige ordnede miseren − af hensyn til beboerens blufærdighed, som hun bemærkede.

Det var også på lageret, jeg blev beordret hen og lægge små gazekompres sammen i en time eller mere, hvis lægen og kort efter rustvognen blev tilkaldt, og en af vore beboere stilfærdigt blev kørt væk. Det skete to-tre gange, mens jeg var der, og i så fald lod oversygeplejersken mig ikke engang komme i nærheden af begivenhederne.

De andre ansatte, sygeplejersker og assistenter, tog mig også med til opgaver og lærte mig meget, som jeg har nytte af den dag i dag, og vi tilbragte alle den store eftermiddagskaffepause sammen omkring det ovale spisebord på personalestuen, hvor ingen af damerne sparede på hverken småkager, wienerbrød eller mundtøj.

En dag faldt snakken omkring kaffebordet på fødsler. Det var modne kvinder, som alle havde født en eller flere gange, og de kendte derudover også til de mest sindsoprivende historier om revner, misdannelser og langstrakte forløb… Da trådte oversygeplejersken ind, satte sig på sin plads ved bordenden, lyttede et kort øjeblik og så, idet hun omhyggeligt undgik at se på mig, den eneste unge i lokalet, sagde hun bestemt: − At føde! Det er som at smutte mandler! Og hendes blik bordet rundt betød, at man straks fandt på noget andet at tale om.

Rytmer

En gang i 70’erne opholdt jeg mig som studerende hos en teatergruppe i bjergene nordøst for Rom. Gruppen var kraftigt inspireret af vores eget, fremsynede og eksperimenterende Odinteater fra Holstebro, og lederen hed, så vidt jeg husker, Dino.

Teatret lå i en middelalderlig, borgagtig bygningsruin på toppen af et bjerg, hvor luften var tynd, kølig og klar. Man arbejdede her, som på Odinteatret, med skuespilleren som et udtryksmiddel i sig selv, og dagene startede normalt med udendørs stemmetræning. Dino tog mig med ud og begyndte at klare sin stemme op mod bjergvæggen. Han råbte ad bjerget og fik et rungende, buldrende ekkosvar tilbage. Jeg skulle naturligvis også prøve.

Med bjergene omkring os og under os fortalte Dino mig om rytmer, om bjergenes rytme, træernes rytme, om dagenes rytme, årets rytme og rytmen, hjerteslaget, i hvert eneste menneske. Han arbejdede meget bevidst med rytmer og sammenstød af rytmer. Jeg var 20 år gammel og fuldkommen betaget af det hele, men det er først nu, jeg begynder at forstå, hvad han mente.

Rytmen i mit liv er rolig nu, så jeg har tid til at opfatte og tænke over tingene. Jeg vågner langsomt om morgenen, kigger på himlen, lytter til fuglene i haven og blæsten i træerne. Jeg går lange ture med hunden og fornemmer årstiden. Jeg bruger timer på at tale med gode venner, læse, skrive, strikke, på gøremål i hus og have.

Sommetider, når telefonen ringer, og det fx er et travlt familiemedlem fra København, kan den hurtigere rytme, iveren efter at få budskabet afleveret i en fart, smitte mig, så jeg bringes ud af min egen rytme, bliver forpustet, hektisk og glemmer, hvad jeg gerne ville bidrage til samtalen med. Der sker helt enkelt et sammenstød af rytmer. Min rolige dag oppe imod familiemedlemmets hurtige rytme med vækkeur, transport, køer, forsinkelser, aflevering af børn, job, mange telefoner, mails, møder, små og store kriser…

Men hurtig hjerterytme er ikke kun forbeholdt de store byers beboere. Også i den fredeligere provins findes opkørte individer. Hvis deres tilværelse af og til skulle forekomme lidt for rolig, grænsende til det tomme og indholdsløse, ja, rent ud sagt kedelige, så sker der uvægerligt noget, som bringer deres rytme op på de høje nagler igen: Veninden har sagt noget, som tillægges enorm betydning og resulterer i det helt store drama. De hører om en mishandlet hund et sted og ryger omgående op i det røde felt og får trang til at gøre noget lige med det samme, snakke om det, skrive om det, engagere sig, samle penge og underskrifter ind. Barnet får en smule feber, og straks skal himmel og jord sættes i bevægelse, familie, venner, læger inddrages. En lillebitte uoverensstemmelse med ægtefællen køres på et kvart sekund op til en konflikt mellem fællesskab eller skilsmisse, mellem liv og død.

Høj puls er måske afhængighedsskabende? Dramasøgende mennesker har en tendens til at skifte ægtefæller, job, bolig og venner med høj frekvens, og disse skift går bestemt ikke stille for sig.

Måske er kroppens rytme medfødt, således at vi begiver os ud i verden med en forud givet fart? Eller kommer der noget tillært oveni, en rytme som smitter os, alt efter hvor vi befinder os, og hvilke oplevelser vi har fået med på vejen? Eller er det måske, som det næsten altid er, en kombination af disse og andre faktorer?

Dertil kommer, at livet føles mere hektisk, når vi er unge, og når vi står ved begyndelsen af et eller flere projekter, hvorimod vi bliver langsommere, roligere med alderen, når vores gøremål er fuldbragte, og vi nærmer os en slutning. − For nogle føles alderens ro så truende, at de er nødt til at starte forfra med fx ny uddannelse, nyt job, nyt land, ny kæreste, nye børn eller ny bolig for at føle, at de stadig er i live.

Både den individuelle, den kollektive og den naturlige rytme er derudover hurtigere om morgenen, hvorefter kadencen aftager i løbet af dagen for at flade helt ud om aftenen ved sengetid. Og sommeren, med solskin til langt ud på natten og febrilske udendørsaktiviteter, som skal nås, inden vinteren slår os hjem igen, føles langt mere sitrende hvileløs end vinterhalvårets lammende kulde og altomfavnende mørke, der blot får os til at længes hjem til sofaen.

40 år efter mine samtaler med Dino i teaterruinen på bjerget top, står det pludseligt klart for mig, at rytmer og sammenstød af rytmer måske er en væsentlig, om end hyppigt uerkendt, årsag til ellers uforklarligt, indre ubehag og sammenstød mellem mennesker.

Putning og pasning

Lige nu er der megen snak om, hvordan man putter børn. Der er alle mulige teorier og forslag, og der er endda skrevet bøger om putteteknikker.

Men små børn skal da ikke puttes!

Børn burde være højt skattede familiemedlemmer, som man tager sig af, og som man giver tryghed. At lægge nye, små, bange individer til at sove alene i et rum uden flokken om sig er ren og skær mishandling, selv om det efterhånden er blevet en social konvention. Enhver abemor er klogere end som så.

Der er ingen af os, der ville anskaffe en hundehvalp for så, når klokken bliver syv om aftenen, at lukke den inde alene i et rum, fordi vi gerne vil have stuen for os selv, så vi kan ”slappe af” og sidde og se tv i fred. Hvalpen får naturligvis lov at ligge og sove i en krog, så den kan hente tryghed i flokken, og så vi kan holde øje med den direkte uden elektroniske dingenoter.

At kæmpe imod småbørns naturlige trang til tryghed og kropskontakt giver timevis af gråd og kampe rundt om i danske hjem hver eneste aften ved sengetid.

På samme måde er det blevet en konvention, at man helt selvfølgeligt afleverer førsproglige småbørn til fremmede. Fremmede, som ”passer” dem for pengenes skyld, og som ingen interesse har i netop disse børn. Børnene er så små, at de ikke kan fortælle, hvordan de har haft det igennem de lange, psykisk hårde dage, så forældrene må stole på, at de fremmede voksne vil børnene det godt.

Det vil de fleste af dem, heldigvis, men selv blandt uddannede pædagoger findes der dovne, selviske og uinteresserede mennesker, som forråes i omgangen med andre menneskers krævende småbørn.

Det bevirker, at der med regelmæssige mellemrum dukker skrækhistorier op om vantrivsel og misbrug, som forældrene, oven i alt det andet, også er nødt til at fortrænge.

Senest en forsker, Ole Henrik Hansen, der har observeret ni vuggestuer i Storkøbenhavn og foretaget godt 8000 observationer, og som i følge DR, d. 29.4. 2012 konkluderer: − Danske vuggestuer er så elendige, at en stor del af dem burde lukke. Han beskriver børnene som ”sanseløse pingviner”, fordi de lukker af for deres følelser, og fordi manglen på voksenkontakt hæmmer deres hjerner.

Hvilke mennesker skaber vi, når vi på denne måde gør vold på naturen dag ud og dag ind igennem barnets første, følsomme leveår? Hvilke diagnoser får vi, udover alle dem vi med rund hånd uddeler i forvejen, brug for fremover?

Måske er mange vuggestuer elendige, og det bør der gøres noget ved, men man kunne også til en forandring ganske enkelt påpege, at ansvaret for småbørns udvikling og trivsel ligger på de forældre, der har valgt at bringe dem til verden. I udlandet anerkender man stadig al den forskning, der viser, at børn under tre år har bedst af at være hjemme med de primære tryghedspersoner, dvs. far og/eller mor, til nød en bedstemor, om sig.

− Enhver so holder mest af sine egne grise, siger et gammelt ordsprog, og det kan nok så kostbare pædagoguddannelser, institutioner og forældres ønsketænkning om at få puttet og passet de kære små, så snart de har fået dem, ikke lave om på.