Kategori: Samfund

Kennelkuller

– og den nye børnekarakter

Med ugers mellemrum opstår debatten om den såkaldte „nye børnekarakter” i medierne. Senest et indlæg i Politiken fra en dramalærer, der var chokeret efter mødet med en 5.-klasse. – Det var umuligt at skaffe ro. Alle unger havde behov for at udtrykke hver en tanke omgående. De var søde, motiverede og ville gerne sætte et teaterstykke op, men de kunne ikke holde kæft eller holde sig i ro et minut ad gangen.

For et par år siden skulle jeg hente en venindes søn i skolens pasningsordning. Jeg fandt stedet, et stort, rungende, forhenværende sikringsrum i kælderen under klasseværelserne. Knap hundrede børn for omkring på skateboards, rulleskøjter, kondisko i alle rum og gange. Det var som at træde ind i dødsdromen i gamle dage på Hjallerup Marked! Larm, ekko, omkringfaren, råb … Ungerne var alle vegne! Op ad vægge, i de højtsiddende vindueskarme, i gardinerne … Jeg måtte holde mig for ørerne. Først efter lang tid lykkedes det mig at lokalisere en enkelt pædagog, en næsten voksen. Hun måtte også holde sig for ørerne, hvilket besværliggjorde kommunikationen mellem os en del. Jeg spurgte efter min venindes søn, og pædagogen slog op i sine papirer, hvorefter hun pure nægtede, at et barn med dette navn var indskrevet i pasningsordningen! Heldigvis kom fyren sejlende forbi på sit skateboard i det samme, så jeg hapsede ham og tog ham med hjem til te, boller og et spil Settlers i min stues velsignede ro, indtil hans mor kunne hente ham et par timer senere.

Denne dreng og næsten alle andre drenge og piger i dette land, for ikke at nævne de stakkels pædagoger og lærere, skal i størstedelen af deres vågne tid opholde sig i mere eller mindre rungende lokaler, hvor alt for mange børn er stuvet sammen. Det starter allerede omkring etårsalderen i vuggestuen og fortsætter med børnehave, skole, fritidsordning, ungdomsklub, SFO, DUS, og hvad det hedder alt sammen. Der er ingen tvivl om, at personalet gør deres bedste. Det ved jeg, at de gør! – Men de bedste bliver slidt op i løbet af få år, og resten bliver naturnødvendigt sløve og ligeglade. Ingen offentligt ansat kan som individ fungere bedre, end samfundets rammer og normeringer tillader.

Før SFO’erne og de andre institutioner blev opfundet, tilbragte de fleste danske førskolebørn det meste af deres tid i hjemmene. På den billøse gade udenfor var der andre børn i forskellige aldre at lege med. Når de blev sultne, bange eller kedede sig, gik børnene hjem, hvor deres mor normalt opholdt sig, og når de kom længere væk hjemmefra end deres egen gade, var det med en voksen ved hånden. Denne voksne ville stilfærdigt fortælle børnene, at man holder til højre på et fortov, så man ikke støder ind i andre fodgængere. At man tager hænderne op af lommen og hilser pænt, når man møder en bekendt. At man ikke sætter fødderne på sædet i toget eller bussen, for der kunne komme en anden bagefter og få tilsmudset sin pæne frakke. Alle sådanne bekvemme leveregler, plus mange bonusinformationer om hvad man nu så på vejen OG et passende talesprog, blev uden dramatik og temadage overført blot ved at have en voksen for sig selv i et længere tidsrum.

En af mine venner fik sidste år en hund mage til min, men hans havde tilbragt sine første 7 – 8 måneder i en stor kennel, hvor den størstedelen af tiden var lukket inde i et bur i en stald sammen med mange andre hunde. Hver gang jeg møder min vens hund, springer den op i ansigtet på mig af henrykkelse. Alting går på den: halen, benene, ja hele kroppen dirrer, hvis man hilser den med et venligt ord eller et lille klap, og den kan ikke falde til ro igen bagefter. Den ville følge med enhver, der ofrede den lidt venlig opmærksomhed. Min hund, derimod, som blev hentet otte uger gammel, og som er vokset op i et roligt hjemmemiljø, kommer stilfærdigt og lægger snuden på mine knæ, hvis den trænger til et lille kæl. Når kæleriet er forbi, går den roligt hen og lægger sig. Vi tør næsten ikke kontakte min vens hund, fordi vi ved, at den bliver så frygteligt ophidset og aldrig kan få nok. Hundeejere har et ord for denne lidelse: „Kennelkuller”, kalder vi det.

Efter at have tilbragt en barndom i højtråbende, institutionaliserede flokke kan det ikke undre, at børnene i en 5.-klasse ikke kan sidde stille og holde kæft, mens dramalæreren forklarer dem, hvordan de skal forholde sig på scenen. De vil alle sammen være på! Her, nu, omgående! Det er disse generationer, der håbefuldt liner op til X-Factor, udbreder sig om sig selv i fuld offentlighed på Internettets forskellige sider :-), larmer og fylder op i det offentlige rum på alle tænkelige måder. De har lært sprog og opførsel af hinanden i mangel af tilstrækkelig voksenkontakt, og det bliver de 3 til 12-åriges normer, den stærkes ret, manglende evne til behovsudskydelse, kravet om opmærksomhed på mig! Mig! MIG!, der kommer til at beherske dem langt op i voksenalderen, selv når de bliver forældre. Det er min påstand, at vi er i fuld gang med at opfostre nye generationer af danske børn med kennelkuller.

Anstændighed

Det er anstændighed, vi mangler. Vidt og bredt. I betydningen „det, der anstår sig”, „det, der er passende”, „det, vi anser for rimelig opførsel”.

I en årrække har det offentlige rum været forurenet af uanstændigheder, så som hurtig og tankeløs indgriben fra lovgivernes side på baggrund af populære enkeltsager, skingre og fornærmende angreb på etniske grupper, som forsøger at leve side om side med os, mennesker dør af sygdomme, som kunne behandles eller udsættes, mens de venter på tid i det offentlige sundhedssystem, slagtedyr stuves sammen, pines og plages og transporteres over lange afstande, offentligt ansatte presses urimeligt af nedskæringer og kontrolforanstaltninger, skolerne er ulækre og nedslidte, asylansøgere og deres børn lever fortsat i ødelæggende uvished om deres fremtid, fortsæt selv listen …

Langt hen ad vejen er sådan et offentlige klima vel kun, hvad man kunne forvente under en borgerlig-liberal regering, understøttet af Dansk Folkeparti, som et flertal har stemt på. Men hvor er oppositionen?

Det er en falliterklæring fra anderledes tænkende, at en borgerlig politiker, som Birthe Rønn Hornbech, skal have patent på anstændighed. Vi kender alle Birthe Rønn Hornbech, og vi respekterer hende højt, men hun er, trods al sin anstændighed, på regeringens side og bliver banket på plads, hver gang anstændigheden går imod den siddende regerings politik.

Her er en niche, en anstændig, gammeldags humanistisk niche, hvor modige folk burde træde frem og klart sige fra, når nok er nok. Her er i anstændighedens navn masser af plads at boltre sig på for de radikale, socialdemokraterne, SF og Enhedslisten. Kun de sidste pipper af og til regeringen imod.

De radikale høres næsten ikke. De nye, unge socialdemokrater roder stadig rundt mellem hinanden i sandkassen og leder efter en politik. SF’s Villy Søvndal lader sig overgivent rive med af fremgang og forsøger at overdøve regeringen med uanstændige udmeldinger, jvf. det nylige angreb på tørklædebærende kvinder.

Er der virkelig ikke andre muligheder end at helgenkåre den begavede Johanne Schmidt-Nielsen som anstændighedens nye klippe?

Biblioteket 2

Blog Image

Det lokale bibliotek åbnede igen efter en større ombygning, og jeg skulle selvfølgelig hen og se alle de annoncerede, nye tiltag.

Til min store overraskelse viste det sig, at det nye består i, at man har fjernet de fleste bøger og sat sofaer ind i stedet! De få, tilbageværende bøger står utilnærmeligt med ryggen til langs væggene. – Så kan vi lære det, kan vi! Alle vi, der blot holder af bøger, og som elsker at gå på opdagelse i reolerne efter bøger, vi ikke vidste, vi havde lyst til at læse.

Mine venner og jeg sidder hjemme omkring havebordet, og det viser sig, at de alle havde den samme, forbløffede og skuffede oplevelse efter ombygningen. Vi bliver enige om for eftertiden at låne bøger af hinanden i stedet eller tage ind til de nærliggende byers biblioteker, indtil de også bliver enten lukket eller forvandlet til tomme dansesale eller varmestuer, for vi går normalt på biblioteket for at låne bøger – Sofaer, det har vi hjemme …

Tørklæder

Blog Image

1981: Min farmor med sit første oldebarn i haven en forårsdag. Hun kunne ikke drømme om at gå ud uden hat eller i det mindste et tørklæde.

Det er så tåbeligt et emne, at jeg længe har forsøgt at lade være med at gå ind i diskussionen og blot har ventet på, at det drev over af sig selv, men når nu også Villy Søvndal begynder at mene noget om andre menneskers påklædning og kaster yderligere kvas på det ubehagelige heksebål, er nogen nødt til at træde på bremsen.

Det var det samme med Muhammedtegningerne. Man forsøgte at sælge ren chikane af en udsat befolkningsgruppe som et slag for ytringsfriheden. Det var virkelig ondsindet gjort! Ja, vi har ytringsfrihed, men det første vi lærer vore børn, lige så snart de har lært at tale, og når de til familiefesten højlydt råber, at onkel Børge har en stor, grim næse, det er at holde deres mund, med mindre de har noget pænt at sige. Man sårer ikke folk unødigt. Der er ytringsfrihed, men ikke ytringspligt. (Se evt. http://www.loneandrup.dk/research.htm )

Vi skal naturligvis ikke blande os i folks påklædning! Det er en ren hetz mod muslimske kvinder! Hvis vi endelig ville mene noget om, hvordan andre mennesker går klædt, så var det da mere oplagt at kaste sig over danske teenagernes uanstændigt bare maver og lavtsiddende bukser, der på obskøn vis lader underbukserne fornærme andre i det offentlige rum. Eller metaltingeltangel i næser og ører, tatoveringer eller hvide sokker i sanddaler? Hvorfor nydelige og særdeles anstændige tørklæder?

Min farmor, født 1900, kunne ikke drømme om at gå ud med skraldespanden uden at tage et tørklæde om sit hår. Når hun skulle ned til købmanden var det iført hat og handsker. Når hele højrefløjen, Kvinder for frihed (?) og Villy Søvndal nu begynder at råbe op om tørklæder, så viser det en eklatant mangel på historisk og kulturel forståelse. Der er ingen logik i den hetz.

Hvis man går en tur eller kører med taxa i London, møder man uvægerligt sikher med turban. Endnu har jeg ikke hørt påstået, at disse nordindiske mænd er udsat for undertrykkelse, fordi de dækker deres hår af religiøse eller kulturelle årsager. Hvorfor skulle dette argument så gælde for muslimske kvinder?

Den korteste vej til frigørelse for alle, også muslimske kvinder, er gennem uddannelse og job. Hvis man pga. af deres påklædning udsteder berufsverbot, så er man da helt sikker på at holde dem i undertrykkelse! De danskere, der skingrer op om, at de vil frigøre tørklædebærende kvinder, bør undersøge deres egne motiver grundigt. Der er intet rimeligt forhold mellem sagen og den energi, den bliver fremført med.

Og at formanden for SF, der ellers i min optik var ved at placere sig som det nye Socialdemokrati, nu løber med på antidemokratisk forfølgelse af et kulturelt mindretal, minder mig om en lille dreng, der har fået alt for meget opmærksomhed og som råber mere og mere absurde ting endnu højere i ren overgearethed.

Hvad skal denne tankegang ende med? Tørklædepoliti på alle offentlige steder? Vi er et land i krig. Vore ambassader bliver bombet, vort flag afbrændt. Konturerne af en alvorlig global fødevarekrise og økonomisk afmatning er ved at tegne sig. De offentligt ansatte strejker. Sygehusvæsnet, uddannelserne og det kulturelle liv er undergravet efter en årrække med VKO-flertal. Hold nu kæft med de tørklæder og koncentrer jer om noget konstruktivt!

Tiden manifest

Jeg bryder mig ikke om tiden. Jeg bryder mig ikke om denne tid i dette land i denne del af verden. Jeg bryder mig ikke om at leve i en tid, der fremtræder så fremmedgjort over for ganske almindelige, menneskelige hensyn. – Måske er det mig, der er fremmedgjort? Jeg har gjort et halvt århundrede med og synes af og til, når jeg forlader mine egne cirkler for en kort stund, at jeg teleporteres til en anden planet. En planet, jeg ikke bryder mig om at være på.

Vores jord består af asfalt, størknede industri- og boligområder og parceller med giftgødede afgrødefabrikker, hvor al naturlighed holdes ude. Vore dyr holdes indespærrede i lidelse på mindst mulig plads og passes af maskiner. Vore spædbørn, børn og unge overlades til fremmede i overfyldte, dårligt beliggende, dårligt bemandede og dårligt drevne institutioner, hvor barnets følelsesliv og behov for at udfolde sig trygt i kendte rammer ignoreres. Vore småbørn og deres forældre begynder dagene med knuste hjerter, men man skal jo videre …

Man skal jo passe sit arbejde, sine venner, sine interesser … Man er socialiseret ind i det moderne slaveri, lønarbejdet, der fungerer så subtilt, at vi helt frivilligt klatrer ind i hamsterhjulet og løber derinde, til vi segner af angst, spiseforstyrrelser, stress eller anden sygdom for at få de helt basale, nødvendige goder: socialt samvær, penge, anerkendelse, ferier, fladskærm og friværdi.

Sanktionerne for dem, der ikke hopper med, er strenge: Ensomhed, manglende selvværd, elendige boligforhold, ditto økonomi og et samfund, der holder skarpt øje med antallet af jobansøgninger pr. uge. Undersøgelser viser, at arbejdsløse mænd har meget få chancer for ægteskab og børn. At straffe på muligheden for at formere sig er uhyre effektivt, navnlig fordi vi aldrig taler åbent om det. Sådan er det bare blevet.

Der er ingen nødudgange i det moderne samfund. Vi kan hverken bo, spise eller opdrage børn som selvforsynende enheder. Vi er underlagt et fælles system, og det ville være glimrende, hvis systemet tog sig af os og tog hensyn til vore behov. Det gør det i tilstrækkelig grad. I tilstrækkelig grad til, at vi ikke gør oprør, men pænt indordner os. Det er vel det, der er kernen i al politik? At skabe et samfund, hvor folk indordner sig? De må gerne brokke sig over småting, vi har jo ytringsfrihed, gudbevares! – men de må ikke sætte sig ud over rammerne.

Systemet favoriserer udelukkende unge, smarte, erhvervsaktive mennesker. Denne befolkningsgruppe holdes i ånde af overfladisk travlhed. De lokkes og piskes fremad og finder selv stor mening i at vælge møbler, bil, feriemål, og i at indrette deres kedelige typehuse med italiensk marmor – det holder hjulene i gang. De små, de unge, de syge, de praktisk begavede, de skæve, de sårbare, de sløve, de opfindsomme, de tykke, de højt begavede, de utålmodige, de tankeprægede, de følsomme, de indvandrede, de midaldrende, de gamle … alle andre marginaliseres.

De fleste af os oplever en kort periode, hvor vi lever op til normerne, hvis vi anstrenger os. Det er en berusende tid. Her, midt inde i malstrømmen, er vi til stadighed bange for at falde ved siden af, så vi hævder os ved både at vise os skamløst frem og ved at nedgøre andre. Vi, som p.t. er i vælten, kan sagtens enes om at forhåne rygere, gamle, andre kulturer og deres religioner, og det må vel på en sær, syg måde få os til at føle os godt tilpas?

Så sker der naturnødvendigt noget i vores liv: Vi kommer ud for en trafikulykke, bliver syge, får børn, bliver skilt, bliver ældre eller bliver fyret. Og så er vi straks tabt og udenfor igen. Den første reaktion, man får fra det omliggende samfund, når sådanne begivenheder indtræffer, er kold afvisning og mistænkeliggørelse: Det er din egen skyld! Vi ved ikke på hvilken måde, men det er i hvert fald din egen skyld! – Derefter kan vi – måske – nedlade os til at hjælpe dig en smule.

Jeg kender veluddannede, velbegavede, vellønnede, yngre mennesker, der f.eks. har fået konstateret en sygdom, og straks er de kastet ud i ensomhed, kamp og fordømmelse. Alene det at få en læge, som hellere vil spille klarinet eller golf, og som er underlagt besynderlige, tidskrævende systemer, til at interessere sig for dig inden for en rimelig tidshorisont, er en kamp, som et sygt menneske hverken kan eller burde tage.

Det sørgelige er, at vi lever i et rigt, højtudviklet samfund med masser af ressourcer. Vi kunne tage alle de menneskelige hensyn, der er nødvendige! Men vi vælger ikke at gøre det. Vi kunne hjælpe andre, mere fattige samfund i stedet for at føre krig mod dem, men det gør vi ikke. Vi kunne sikre velfærden for vore dyr, børn, gamle og andre medmennesker, men vi vælger ikke at gøre det. Vi kunne arbejde seriøst for naturbevarelse, for en ren jord og en ren luft, men det gør vi så heller ikke.

Aldrig i hele menneskets historie har nogen haft så gode muligheder for et godt liv, som vi har! Aldrig har vor viden og ressourcer inden for f.eks. ernæring, psykologi og sygdomsbekæmpelse været større, men vi bruger ikke disse gaver fuldt ud i et solidarisk samfund. Vi bruger al vores tid og alle vore kræfter på selv at hænge på og på at holde andre ude.

Aldrig, tror jeg, har medlemmer af en given befolkning været så optaget af deres egen, individuelle ernæring og af deres eget helbred. Tv, aviser, Internet, radio, ugeblade og veninder flyder over af mere eller mindre gennemtænkte råd om kost, motion og helbred, vi jogger og går til fitness, måske på bekostning af almindeligt samvær med vore børn, og intet hjem er perfekt uden skridttæller, kosttilskud og dit eget private blodtryksmåleapparat. Det synes, som om vi her midt i overfloden er blevet panisk livsangste. Og samtidigt som om vi sammenbidt og kollektivt har besluttet os for at leve i al evighed og fanden tage de sidste!

Sådan et samfund bryder jeg mig ikke om at leve i.

Biblioteket

Jeg kan i dag ikke bruge mit bibliotek, hvis jeg gerne vil læse de nyeste bestsellere. Når jeg f.eks. bestiller andet bind i Stieg Larssons velskrevne krimiserie på Aalborg Bibliotekerne (Det hedder det – Et tempel for viden og retskrivning, formoder jeg), fortæller bestillingssiden, at jeg står i kø som nr. 279 og måske kan regne med at se bogen en gang efter midsommer. Og det, selv om bibliotekerne i Aalborg Kommune har indkøbt knap 120 eksemplarer. Samtidig er de fleste bestsellere blevet så billige, og folk har så mange penge mellem hænderne, at de bare køber de populære bøger på nettet eller i supermarkedet, når de alligevel er ude efter mælk.

Jeg kan heller ikke bruge biblioteket, hvis jeg gerne vil låne en cd eller en dvd. For et par år siden bestilte jeg en række store operaer i berømte opsætninger og troede, at nu skulle jeg rigtig hjem og hygge mig, men skiverne var ridsede og fedtede, i det omfang de overhovedet var til stede i kassetterne, så den oplevelse gik til i ren ærgrelse. Her i ugen får min husstand installeret et nyt, digitalt tv-system, der også kan downloade musik, film m.m. Hvis jeg kan sidde i min egen stue med fjernbetjeningen i hånden, hvorfor i alverden skulle jeg så ulejlige mig hen på biblioteket?

Vi har naturligvis både computer og Internetforbindelse hjemme hos os, så i de allerfleste tilfælde foregår research og vidensindsamling via Google og nettet i øvrigt. Hvis min søgen leder mig til en bog, bestiller jeg den selv på nettet, enten i en Internetboghandel, i en antikvarboghandel eller på biblioteket. Det er mange år siden, jeg har ulejliget en bibliotekar. – Det er faktisk år og dag siden, jeg har talt med en bibliotekar.

For omkring fem år siden blev der sat nogle irriterende maskiner ind på mit lokale bibliotek, hvor man selv skal scanne bøger og andre materialer ud og ind. Somme tider virker de, og somme tider gør de ikke. Man står der og gløder af spænding hver gang, om nu projektet med at låne eller aflevere en bog lykkes.

Før maskinerne kunne man stå og få en god snak med en bibliotekar om de bøger, vi hver især havde læst, og udveksle gode læsetips, mens han eller hun scannede mine bøger ud og ind. De tider er længst forbi.

Men det, jeg nok savner allermest, er at gå og græsse i reolerne, hvor vidende og læsende bibliotekarer har sat nye eller gamle, gode, spændende, aktuelle, kloge, sjove – ja, alle mulige – bøger frem som appetitvækkere. Sommetider som led i et tema: EU, kongebryllup, dyr, krimier, computere o.m.a.

Konklusionen er måske, at bibliotekerne ikke skal satse på bestsellere, som sælger sig selv. Heller ikke på elektronisk underholdning, hvor det samme gør sig gældende. Der skal opretholdes et basalt digitalt tilbud til dem, der ikke har adgang til goderne hjemmefra, og så skal bibliotekarerne bruge deres tid på mennesker. På at vejlede i videnssøgning. På at formidle viden. Og på at dele glæden ved læsning.

Naturlig selektion

Blog Image

En fuldkommen uvidenskabelig teori om de nordlige og de sydlige menneskers karaktertræk

Det ligger langt ud over min fatteevne, at mennesker overhovedet bosætter sig så højt mod nord, som vores lille land er placeret. En ting er, at vi er født her og føler os hjemme, men at vi bliver boende, må bero på en kollektiv fortrængning. Hallo! – Det er vintermørkt, koldt og vådt omtrent otte måneder om året! Og efter en sommer som i år, hvor man virkelig skulle være vaks for at nå at opleve en enkelt dag med solskin og 25 grader, kan man kun yderligere undre sig over, at der stadig er befolkning tilbage.

De, der kan, har naturligvis allerede taget et fly sydpå. Velaflagte pensionister flokkes ved Sydeuropas kyster. Mange andre har taget en eller to ugers ferie på solrige steder i Asien, Mellemøsten, De Kanariske Øer, hele verden er den riges legeplads, med eller uden dykkercertifikat. Og endnu mange flere – noget jeg heller aldrig har fattet – opsøger sne og kulde i Norge, Sverige eller Alperne. Disse sne- og kuldeelskende individer tilhører muligvis samme stamme, som min veninde, der hvert år, når jeg beklager mig over vintervejret og mørket, imødegår alle mine argumenter med hårdnakket henvisning til, at „det er da så hyggeligt at krybe indendørs med et tæppe, tændte stearinlys og en god bog”. Nej. Det er ikke hyggeligt. Det er en kompensatorisk nødløsning, ganske som julen er det med al halløjet. Hvem ville ikke hellere sidde og læse på verandaen i shorts og varmt solskin?

Lad os se det øjnene: 18 timers buldermørke, mellem nul og fem grader, slud, pjaskregn og stiv kuling tilsat modbydelige virusser og bakterier, som de skrøbelige iblandt os er nødt til at vaccinere sig imod, ville alle andre steder end i Fædrelandet blive kategoriseret som hostile environment og uegnet til menneskelig beboelse.

For mellem 10.000 og 15.000 år siden, da isen netop var ved at trække sig (lidt) tilbage, stod vore forfædre rådvilde et sted nordøst for Alperne. Her delte de sig efter, forestiller jeg mig, en del diskussion: De livsglade og mageligt anlagte valgte en sydlig rute, mens de mere indædte og bjergsomme fulgte rensdyrflokkene mod nord.

Efter yderligere 10.000 års selektion er vi blevet til dem, vi kender i dag: Det sydlige, storsindede menneske, der tager livet, som det kommer. Der plukker frugter og drikker vin midt i en gavmild natur året rundt. Der ud-agerer på rummelige, solbeskinnede piazzaer med plads til livslyst, flirt og store armbevægelser, og som tillader sidemanden at spille mandolin eller synge opera, hvis han skulle få sådanne lyster.

Og så vi andre, nordlige typer, der bærer armene tæt på kroppen, så vi kan holde på varmen og formerne. Vi, der formulerede Janteloven, og omhyggeligt har beregnet, at det kan betale sig at knokle med at få høet i hus i juni måned, fordi vi så kan fodre på den livsnødvendige besætning af husdyr helt frem til næste forår.

Det var ikke usædvanligt, at man for få hundrede år siden måtte bære udmagrede køer ud på græs i april-maj måned. En mand blev bedømt på sin evne til at udskyde sine øjeblikkelige behov til fordel for de mere langsigtede: Overvintring af sig selv, kone, børn og dyr. En perfekt grobund for protestantisk arbejdsmoral.

Og hvis man forestiller sig en familieflok, der skulle tilbringe den lange vinter tæt sammen omkring et osende bål i en lavloftet, snæver og skummel tørvehytte, så kan man godt forstå, at onkel Åge, der havde det med at slå ud med armene, der fortalte de samme syge vittigheder igen og igen, og som tilkastede andre folks kvinder lidenskabelige blikke, i al stilfærdighed blev trukket med om til møddingen og efterladt med overskåren hals.

Derfor er vi dem, vi er. De fleste af os bliver her vinteren igennem. Står op til sædvanlig tid, selv om det er bælgravende mørkt udenfor. Passer omhyggeligt vores arbejde. Rydder supermarkederne for fedtholdige fødemidler og stearinlys på vej hjem. Holder nidkært øje med, at ægtefællen, søskende, børnene, naboen eller indvandreren ikke slår for meget ud med armene og ikke tager sig livet for let. De, hvis forfædre overlevede århundredernes vinterstorme i de trangeste og usleste af hytterne, blev så forhærdet selvretfærdige, at de i dag kan bestride fremtrædende poster, f.eks. som kulturredaktører eller anmeldere, på vor lille nations små provinsdagblade.

Men så sker underet: Det bliver forår, midsommer, og vi liver op, hektisk, uvant og kunstigt, i en kort periode, hvor der er alt for meget dagslys til vore plirrende øjne. Eller vi går amok i grisefester og druk under charterferiernes parentetiske udgangstilladelser.

Nå, jeg kan desværre ikke fortsætte, hvis jeg skal nå at komme ud, før solen går ned …

Yndlingsting i dag:

1. Yndlingsvejr: Lav vintersol bag sortstrittende grene

2. Yndlingsbeskæftigelse: Lang skovtur med hunden, mens der endnu er sollyst

3. Yndlingsmad: Torskerogn og torskelever med godt rugbrød og fiskemandens hjemmelavede remoulade

4. Yndlingstanker: Barnebarnets første jul

Valgdag!

Blog Image

Folkestyrets festdag

Har lige været henne og sætte mit kryds. Satte det der, hvor jeg plejer. Min politiske overbevisning blev grundlagt tidligt. Oldefar var arbejderformand på Fredericia Havn. Farfar skræmte søstre og kusiners generte kærester ved at råbe: „Er du i fagforening?!“

På grund af almindelig uorden, magtkampe, selvpromovering, pinlige forsøg på at være ung med de unge, valenhed og stemmefiskeri har Socialdemokraterne dog mistet deres humanistiske profil. De har ikke taget afstand fra overgrebet på Irak. Fra den umenneskelige internering af denne krigs ulykkelige ofre i vort eget land. Fra VKO-regeringens systematiske ødelæggelse af Danmarks ry i omverdenen ved at skære ned på, eller omdirigere, Ulandshjælpen, ved deres meningsløse provokation af herboende, fredelige muslimer og ved deres inhumane behandling af nødlidende medmennesker, der søger mod tryggere vilkår i dette iskolde land.

VKO-regeringens ødelæggelser omfatter også sundhedsvæsnet: – Jeg lå med voldsomme galdestenssmerter flere gange i op til fem timer, før en bister vagtlæge nødtvungent dukkede op. Jeg blev indlagt på en overfyldt og snusket hospitalsstue, hvor gamle, kræftopererede kvinder lå og kastede op om natten, uden at nogen reagerede på deres nødkald. Sådanne forhold tjener ikke til at betrygge befolkningen, de gavner kun privathospitalerne.

Ødelæggelserne omfatter tillige folkeskolen, uddannelsesniveauet som helhed og størstedelen af kulturlivet – f.eks. er Danmarks Radio kun en syg skygge af selv efter seks år i borgerlige hænder.

Vi får formentlig ikke et regeringsskifte i dag. De unge vælgere er ikke forankrede i faste værdier. De shopper rundt mellem fløjene og anerkender lige så vel de konservatives miljøpolitik, som venstrefløjens. Og mange ældre, som jeg deler land med, er kortsigtede og økonomisk selvbevidste i deres valg. Dertil kommer, at mange føler sig skræmte over den store verden uden for Danmark og krampagtigt forsøger at bevare alt, som det var engang. FØR telegrafen, jernbanen, radioen, telefonen, flyvemaskinen, tv’et, Internettet, mobilen …

Men verden lader sig jo ikke stoppe, og regeringsskiftet kommer nødvendigvis efter en tid. Sådan har det altid været. Man trættes af de kendte ansigter. De fanges i flere og flere tilfælde af kammerateri og magtfuldkommenhed. Begge fløje. Og så lader vi de andre komme til for en tid.

Alle de store, vestlige demokratier, jeg kan komme i tanke om, er delt på cirka midten i en borgerlig og en mere humanistisk fløj. Det er formentlig et demokratiernes grundvilkår. I hvert fald når der ikke er større stammemæssige, herunder nationale og religiøse modsætninger, inden for landets grænser, som f.eks. i Belgien og de nye lande i Østeuropa. Der kan være forskellige partier, og de kan hedde forskellige ting, men princippet er det samme.

Et resultat af udviklingen er også, at ikke meget er overladt til de nationale regeringer. Når alt kommer til alt er størsteparten af vores fremgang og eventuelle velfærd bestemt af international handel og konjunkturer. Prisen på en tønde olie er sikkert mere bestemmende for vores dagligdag end den p.t. siddende regering.

I Danmark, tror jeg, at tingene langsomt vil glide mod højre i endnu en periode, for størsteparten af mine medvælgere føler sig stadigvæk trygge, rige og selvtilstrækkelige, men, som et resultat af dette glid, vil Socialistisk Folkeparti efterhånden træde i karakter som det nye Socialdemokrati. Indtil da gælder det bare om at overvintre – især i min branche – og håbe på, at man ikke bliver syg!