Kategori: Samfund

Biblioteket

Jeg kan i dag ikke bruge mit bibliotek, hvis jeg gerne vil læse de nyeste bestsellere. Når jeg f.eks. bestiller andet bind i Stieg Larssons velskrevne krimiserie på Aalborg Bibliotekerne (Det hedder det – Et tempel for viden og retskrivning, formoder jeg), fortæller bestillingssiden, at jeg står i kø som nr. 279 og måske kan regne med at se bogen en gang efter midsommer. Og det, selv om bibliotekerne i Aalborg Kommune har indkøbt knap 120 eksemplarer. Samtidig er de fleste bestsellere blevet så billige, og folk har så mange penge mellem hænderne, at de bare køber de populære bøger på nettet eller i supermarkedet, når de alligevel er ude efter mælk.

Jeg kan heller ikke bruge biblioteket, hvis jeg gerne vil låne en cd eller en dvd. For et par år siden bestilte jeg en række store operaer i berømte opsætninger og troede, at nu skulle jeg rigtig hjem og hygge mig, men skiverne var ridsede og fedtede, i det omfang de overhovedet var til stede i kassetterne, så den oplevelse gik til i ren ærgrelse. Her i ugen får min husstand installeret et nyt, digitalt tv-system, der også kan downloade musik, film m.m. Hvis jeg kan sidde i min egen stue med fjernbetjeningen i hånden, hvorfor i alverden skulle jeg så ulejlige mig hen på biblioteket?

Vi har naturligvis både computer og Internetforbindelse hjemme hos os, så i de allerfleste tilfælde foregår research og vidensindsamling via Google og nettet i øvrigt. Hvis min søgen leder mig til en bog, bestiller jeg den selv på nettet, enten i en Internetboghandel, i en antikvarboghandel eller på biblioteket. Det er mange år siden, jeg har ulejliget en bibliotekar. – Det er faktisk år og dag siden, jeg har talt med en bibliotekar.

For omkring fem år siden blev der sat nogle irriterende maskiner ind på mit lokale bibliotek, hvor man selv skal scanne bøger og andre materialer ud og ind. Somme tider virker de, og somme tider gør de ikke. Man står der og gløder af spænding hver gang, om nu projektet med at låne eller aflevere en bog lykkes.

Før maskinerne kunne man stå og få en god snak med en bibliotekar om de bøger, vi hver især havde læst, og udveksle gode læsetips, mens han eller hun scannede mine bøger ud og ind. De tider er længst forbi.

Men det, jeg nok savner allermest, er at gå og græsse i reolerne, hvor vidende og læsende bibliotekarer har sat nye eller gamle, gode, spændende, aktuelle, kloge, sjove – ja, alle mulige – bøger frem som appetitvækkere. Sommetider som led i et tema: EU, kongebryllup, dyr, krimier, computere o.m.a.

Konklusionen er måske, at bibliotekerne ikke skal satse på bestsellere, som sælger sig selv. Heller ikke på elektronisk underholdning, hvor det samme gør sig gældende. Der skal opretholdes et basalt digitalt tilbud til dem, der ikke har adgang til goderne hjemmefra, og så skal bibliotekarerne bruge deres tid på mennesker. På at vejlede i videnssøgning. På at formidle viden. Og på at dele glæden ved læsning.

Naturlig selektion

Blog Image

En fuldkommen uvidenskabelig teori om de nordlige og de sydlige menneskers karaktertræk

Det ligger langt ud over min fatteevne, at mennesker overhovedet bosætter sig så højt mod nord, som vores lille land er placeret. En ting er, at vi er født her og føler os hjemme, men at vi bliver boende, må bero på en kollektiv fortrængning. Hallo! – Det er vintermørkt, koldt og vådt omtrent otte måneder om året! Og efter en sommer som i år, hvor man virkelig skulle være vaks for at nå at opleve en enkelt dag med solskin og 25 grader, kan man kun yderligere undre sig over, at der stadig er befolkning tilbage.

De, der kan, har naturligvis allerede taget et fly sydpå. Velaflagte pensionister flokkes ved Sydeuropas kyster. Mange andre har taget en eller to ugers ferie på solrige steder i Asien, Mellemøsten, De Kanariske Øer, hele verden er den riges legeplads, med eller uden dykkercertifikat. Og endnu mange flere – noget jeg heller aldrig har fattet – opsøger sne og kulde i Norge, Sverige eller Alperne. Disse sne- og kuldeelskende individer tilhører muligvis samme stamme, som min veninde, der hvert år, når jeg beklager mig over vintervejret og mørket, imødegår alle mine argumenter med hårdnakket henvisning til, at „det er da så hyggeligt at krybe indendørs med et tæppe, tændte stearinlys og en god bog”. Nej. Det er ikke hyggeligt. Det er en kompensatorisk nødløsning, ganske som julen er det med al halløjet. Hvem ville ikke hellere sidde og læse på verandaen i shorts og varmt solskin?

Lad os se det øjnene: 18 timers buldermørke, mellem nul og fem grader, slud, pjaskregn og stiv kuling tilsat modbydelige virusser og bakterier, som de skrøbelige iblandt os er nødt til at vaccinere sig imod, ville alle andre steder end i Fædrelandet blive kategoriseret som hostile environment og uegnet til menneskelig beboelse.

For mellem 10.000 og 15.000 år siden, da isen netop var ved at trække sig (lidt) tilbage, stod vore forfædre rådvilde et sted nordøst for Alperne. Her delte de sig efter, forestiller jeg mig, en del diskussion: De livsglade og mageligt anlagte valgte en sydlig rute, mens de mere indædte og bjergsomme fulgte rensdyrflokkene mod nord.

Efter yderligere 10.000 års selektion er vi blevet til dem, vi kender i dag: Det sydlige, storsindede menneske, der tager livet, som det kommer. Der plukker frugter og drikker vin midt i en gavmild natur året rundt. Der ud-agerer på rummelige, solbeskinnede piazzaer med plads til livslyst, flirt og store armbevægelser, og som tillader sidemanden at spille mandolin eller synge opera, hvis han skulle få sådanne lyster.

Og så vi andre, nordlige typer, der bærer armene tæt på kroppen, så vi kan holde på varmen og formerne. Vi, der formulerede Janteloven, og omhyggeligt har beregnet, at det kan betale sig at knokle med at få høet i hus i juni måned, fordi vi så kan fodre på den livsnødvendige besætning af husdyr helt frem til næste forår.

Det var ikke usædvanligt, at man for få hundrede år siden måtte bære udmagrede køer ud på græs i april-maj måned. En mand blev bedømt på sin evne til at udskyde sine øjeblikkelige behov til fordel for de mere langsigtede: Overvintring af sig selv, kone, børn og dyr. En perfekt grobund for protestantisk arbejdsmoral.

Og hvis man forestiller sig en familieflok, der skulle tilbringe den lange vinter tæt sammen omkring et osende bål i en lavloftet, snæver og skummel tørvehytte, så kan man godt forstå, at onkel Åge, der havde det med at slå ud med armene, der fortalte de samme syge vittigheder igen og igen, og som tilkastede andre folks kvinder lidenskabelige blikke, i al stilfærdighed blev trukket med om til møddingen og efterladt med overskåren hals.

Derfor er vi dem, vi er. De fleste af os bliver her vinteren igennem. Står op til sædvanlig tid, selv om det er bælgravende mørkt udenfor. Passer omhyggeligt vores arbejde. Rydder supermarkederne for fedtholdige fødemidler og stearinlys på vej hjem. Holder nidkært øje med, at ægtefællen, søskende, børnene, naboen eller indvandreren ikke slår for meget ud med armene og ikke tager sig livet for let. De, hvis forfædre overlevede århundredernes vinterstorme i de trangeste og usleste af hytterne, blev så forhærdet selvretfærdige, at de i dag kan bestride fremtrædende poster, f.eks. som kulturredaktører eller anmeldere, på vor lille nations små provinsdagblade.

Men så sker underet: Det bliver forår, midsommer, og vi liver op, hektisk, uvant og kunstigt, i en kort periode, hvor der er alt for meget dagslys til vore plirrende øjne. Eller vi går amok i grisefester og druk under charterferiernes parentetiske udgangstilladelser.

Nå, jeg kan desværre ikke fortsætte, hvis jeg skal nå at komme ud, før solen går ned …

Yndlingsting i dag:

1. Yndlingsvejr: Lav vintersol bag sortstrittende grene

2. Yndlingsbeskæftigelse: Lang skovtur med hunden, mens der endnu er sollyst

3. Yndlingsmad: Torskerogn og torskelever med godt rugbrød og fiskemandens hjemmelavede remoulade

4. Yndlingstanker: Barnebarnets første jul

Valgdag!

Blog Image

Folkestyrets festdag

Har lige været henne og sætte mit kryds. Satte det der, hvor jeg plejer. Min politiske overbevisning blev grundlagt tidligt. Oldefar var arbejderformand på Fredericia Havn. Farfar skræmte søstre og kusiners generte kærester ved at råbe: „Er du i fagforening?!“

På grund af almindelig uorden, magtkampe, selvpromovering, pinlige forsøg på at være ung med de unge, valenhed og stemmefiskeri har Socialdemokraterne dog mistet deres humanistiske profil. De har ikke taget afstand fra overgrebet på Irak. Fra den umenneskelige internering af denne krigs ulykkelige ofre i vort eget land. Fra VKO-regeringens systematiske ødelæggelse af Danmarks ry i omverdenen ved at skære ned på, eller omdirigere, Ulandshjælpen, ved deres meningsløse provokation af herboende, fredelige muslimer og ved deres inhumane behandling af nødlidende medmennesker, der søger mod tryggere vilkår i dette iskolde land.

VKO-regeringens ødelæggelser omfatter også sundhedsvæsnet: – Jeg lå med voldsomme galdestenssmerter flere gange i op til fem timer, før en bister vagtlæge nødtvungent dukkede op. Jeg blev indlagt på en overfyldt og snusket hospitalsstue, hvor gamle, kræftopererede kvinder lå og kastede op om natten, uden at nogen reagerede på deres nødkald. Sådanne forhold tjener ikke til at betrygge befolkningen, de gavner kun privathospitalerne.

Ødelæggelserne omfatter tillige folkeskolen, uddannelsesniveauet som helhed og størstedelen af kulturlivet – f.eks. er Danmarks Radio kun en syg skygge af selv efter seks år i borgerlige hænder.

Vi får formentlig ikke et regeringsskifte i dag. De unge vælgere er ikke forankrede i faste værdier. De shopper rundt mellem fløjene og anerkender lige så vel de konservatives miljøpolitik, som venstrefløjens. Og mange ældre, som jeg deler land med, er kortsigtede og økonomisk selvbevidste i deres valg. Dertil kommer, at mange føler sig skræmte over den store verden uden for Danmark og krampagtigt forsøger at bevare alt, som det var engang. FØR telegrafen, jernbanen, radioen, telefonen, flyvemaskinen, tv’et, Internettet, mobilen …

Men verden lader sig jo ikke stoppe, og regeringsskiftet kommer nødvendigvis efter en tid. Sådan har det altid været. Man trættes af de kendte ansigter. De fanges i flere og flere tilfælde af kammerateri og magtfuldkommenhed. Begge fløje. Og så lader vi de andre komme til for en tid.

Alle de store, vestlige demokratier, jeg kan komme i tanke om, er delt på cirka midten i en borgerlig og en mere humanistisk fløj. Det er formentlig et demokratiernes grundvilkår. I hvert fald når der ikke er større stammemæssige, herunder nationale og religiøse modsætninger, inden for landets grænser, som f.eks. i Belgien og de nye lande i Østeuropa. Der kan være forskellige partier, og de kan hedde forskellige ting, men princippet er det samme.

Et resultat af udviklingen er også, at ikke meget er overladt til de nationale regeringer. Når alt kommer til alt er størsteparten af vores fremgang og eventuelle velfærd bestemt af international handel og konjunkturer. Prisen på en tønde olie er sikkert mere bestemmende for vores dagligdag end den p.t. siddende regering.

I Danmark, tror jeg, at tingene langsomt vil glide mod højre i endnu en periode, for størsteparten af mine medvælgere føler sig stadigvæk trygge, rige og selvtilstrækkelige, men, som et resultat af dette glid, vil Socialistisk Folkeparti efterhånden træde i karakter som det nye Socialdemokrati. Indtil da gælder det bare om at overvintre – især i min branche – og håbe på, at man ikke bliver syg!

Politiske nødvendigheder

Politiske nødvendigheder, prioriteret liste:

1. Mennesker og dyr, der sulter, er syge eller på anden måde i akut nød, f.eks. flygtninge og slagtedyr

2. Planetens klima, forurening, truede arter og levesteder, invasive arter

3. Fred i verden, forstået som fravær af krig og borgerkrig

4. Verdensøkonomi og samhandel, herunder gevaldige løft til 3.-verdenslande

5. Enighed, fornuft og effektivitet i EU

6. Danske indenrigspolitiske problemer, herunder sundhedssystemet, som ikke fungerer, skattesystemet, som heller ikke er gennemtænkt, uddannelse, pleje og velfærd

Faktiske nødvendigheder, prioriteret liste:

1. Mit eget helbred

2. Mine nærmestes helbred

3. Mit eget velbefindende

4. Mine nærmestes velbefindende

5. Hvor skal vi hen på sommerferie?

6. Kan jeg få min mand til at bære skraldeposen ud?

Læger og vagtlæger

Om praktiserende læger og vagtlæger

Hvad får dem til at tro, at det er synderligt attraktivt for et sygt, måske smerteplaget og bekymret, menneske at skulle sætte sig ind i deres indviklede regler for telefontider, konsultationstider, besvarelser af e-mails, afhentning af recepter m.m.? Og efter en formiddags udmattende indsats for at skaffe sig foretræde på et bestemt klokkeslæt nogle uger ud i fremtiden finder man alligevel sig selv i et kedeligt venterum med kun nogle rygeafvænningsbrochurer og andre lidende medborgere som selskab i både halve og hele timer. Alle kigger op, hver gang en uddannet læge kigger ind. Nej, det er ikke mig endnu.

Hvis en lidelse eller en bekymring skulle opstå uden for disse klokkeslæts smuthuller, er man henvist til regionens eneste vagtlæge, som ikke forlader sit kontor, men beordrer næsten alle, uanset lidelse, til at begive sig ud på timelang kørsel (man går i sundhedssystemet ud fra, at alle syge har og kan føre et motorkøretøj), hvorefter man igen befinder sig i en af disse helvedes forgårde omgivet af blødende tilskadekomne og febersyge børn.

Når ens talegaver, trods sygdom og mathed, alligevel formår at bevæge en vagtlæge hjem i soveværelset på en helligdag, så kigger han hånligt på én hen over sine kantede læsebriller og er småfornærmet over, at man ikke er ved at dø.

Efter trættende ventetid og ti minutters forjaget audiens står man så med fem slags medicin, som man bør tage som angivet på pakken. Der er naturligvis bivirkninger, hovedpiner, galopperende hjertebanken, mavesmerter, svimmelhed m.m., som først lægger én i seng igen, og da man ikke orker at skulle igennem alle manøvrerne for at skaffe sig endnu en audiens, kasseres alle pakkerne, og man krydser fingre for, at den oprindelige lidelse ikke dukker op igen, for så får man VIRKELIG problemer med at forsvare sig for det inkvisitoriske blik over læsebrillerne.

Trygheden ved at føle sig som et betydningsfuldt medmenneske, hvis velbefindende ligger det offentligt ansatte sundhedspersonale på sinde, indfinder sig først lang tid efter, da jeg for længst er kommet mig og er ved at gøre rent. – Hallo! Hallo! Tag telefonen, siger en skrattende stemme, som jeg efter sekunders befippelse lokaliserer til mobiltelefonen i min lomme. – Det er vagtcentralen. Er alting i orden hjemme hos dig?

Trods tastaturlås er det lykkedes min mobil selv at ringe 112. Jeg forsikrer den venligt myndige stemme om, at alt er i sin skønneste orden, og undskylder, så meget og så hurtigt jeg kan, fordi jeg har taget hans – og andres – kostbare tid. – Jamen, så hav en fortsat god dag, siger han og forsvinder ud af røret.

For første gang forekommer den floskuløse vending mig beroligende velanbragt!

Galoperende royalt vanvid

Lad dem dog være i fred! – Om kongehusets lille, nye prinsesse

For århundreder siden skulle også undfangelsen af tronarvinger bevidnes, så man ikke uforvarende kom til at overdrage magten til en horeunge. I dag, hvor der ikke er tale om magt, og hvor vor humanisme og civilisation er så meget længere fremskreden, nøjes man med at kaste sig i vilde horder over en ung familie, der netop har fået deres andet barn. To dage efter fødslen, selv om moderen spagt indrømmer, at hun står og ryster, skal de trækkes igennem en ydmygende parade foran mediernes opstillinger i hospitalets forhal. Journalister, der selv står dækket bag projektører, tilråber de sårbare uforskammet kommanderende spørgsmål: – Hvad skal hun hedde? Og til den befippede far: – Vil De ikke holde hende?

Er det en måde at tiltale folk på? Som seer sidder man og bliver helt flov over den umenneskelige og rå behandling af en familie, der, efter ens bedste skøn, mest af alt trænger til ro. Man må beundre den professionalisme, hvormed de unge forældre, trods de nylige anstrengelser og omvæltninger, klarer spidsroden. De smiler blot tålmodigt og giver pressen, hvad pressen vil have, men tag ikke fejl. Pressen arbejder ikke for mig. Jeg er fuldt ud tilfreds med at få at vide, at der er født en ny, sund prinsesse i kongehuset. Det faktum behøver ikke bredes yderligere ud i al sin formålsløse tomhed. Min mere dybtgående interesse er forbeholdt mine egne og vennernes børn og børnebørn.

Når tonen er skredet og blevet så ubehageligt rå. Når kongefamiliens primære funktion består i at lade sig kannibalisere af undersåtter uden eget liv. Når vi skal bevidne sådanne pinagtige optrin, hvor medmennesker sjofles. Så er det vist på tide at beskytte kongefamilien ved at aflyse showet og bringe lidt værdighed tilbage i det danske folkestyre.