Stort set ugentligt er der taknemmelige læserbreve, der går efter denne devise, i min avis:
– Man hører så meget dårligt om det danske sundhedsvæsen, men jeg (eller en nær pårørende) fik en virkelig god behandling, da jeg blev indlagt på XXX med YYY. Der var ingen smalle steder: Jeg blev omgående behandlet, lægen/sygeplejersken/portøren/sekretæren var virkelig sød og rar og tog sig godt af mig, og jeg er bare så taknemmelig nu, og alt er såre godt!
Det er også, hvad jeg hører fra folk, der har været i kontakt med sundhedsvæsnet og er sluppet levende fra det. Der melder sig en stormende dopaminrus af lettelse og taknemmelighed over, at det er overstået, og at der var nogen til at hjælpe.
Men jeg hører også om ventetider i årevis på behandling, om halve døgn tilbragt med tilskadekomne børn på skadestuer, alvorligt syge, der venter mange timer hos lægevagten, flere timers venten på en ambulance … og om praktiserende læger, som man ikke kan komme i kontakt med.
Og så hører jeg om tidlige udskrivninger. Om folk, der måske har ventet længe på en operation, fx i ryggen, og som så omsider bliver kaldt ind til et samlebånd, hvor de godt nok bliver opereret, men de bliver sendt hjem en times tid efter.
Det opererende team har ikke ansvar for det videre forløb, de skal bare have dagens ration under kniven. Sygeplejerskerne er der mest for at udlevere trykte brochurer, hvor der står, at smerter og blødning efter en operation er normalt, og så kan ens pårørende rystende forsigtigt køre én hjem på sofaen, hvor man er træt, halvbedøvet og helskræmt over et åbent operationssår, en pose på maven eller et kateter i urinrøret.
Fx min veninde, der måtte køre sin nyopererede mand, der havde et stort hul i ryggen, hjem i sin egen lille bil og lægge ham på sofaen. Hvor han snart blødte igennem, så det løb ned på tæpper og gulve, og hvor hun intet kunne stille op … ud over at vente i telefonen, vente på ambulance, følge ham igen den lange vej til sygehuset, mens han mistede en masse blod undervejs.
Heller ikke anden gang ville man beholde manden natten over. Efter at have stoppet den voldsomme blødning fra det dybe, åbne sår i ryggen, sendte de ham hjem til sofaen igen – den lange køretur i den lille bil, et hastigt rengjort leje på den før så pæne sofa, og så kunne de hjertebankende bekymrede sidde der og vente på en hjemmesygeplejerske, der ville kigge ind næste dag … Det kan næppe være gavnligt for helbredelsen at hefle sådan rundt med nyopererede folk, så deres angstniveau når stjernerne.
Også jeg blev for et par år siden sendt hjem en halv time efter et mindre indgreb i nogle ømfindtlige kropsdele, hvilket dagen efter resulterede i timers venten på skadestuen til kontrol af den voldsomme blødning.
Sofaer i private hjem er ikke egnede til blod og andre kropsvæsker i de mængder, toiletfaciliteterne kan være besværlige at anvende, når der skal hjælpere med hver gang, de pårørende har måske andre forpligtelser i form af børn eller arbejde, eller de kan selv være syge og svagelige, under alle omstændigheder har de jo også brug for mad, søvn og hvile, og små, gamle huse med trapper duer ikke til ældre mennesker, der lige er opereret i ryggen eller i benene.
Tv2 net d.22.2.23 – Men dronningen, der blev opereret i ryggen i går, bliver ikke sendt hjem efter en halv time til god pleje på slottet? Hvor hun ellers ikke ville komme til at ligge helt alene i et trangt og nusset hus …
Hvad med de patienter, der ikke har rolige og rene hjem? Der ikke har kærlige pårørende med plejeevner? Hvad med dem, der er gift med mænd?
Man ofrer befolkningens tryghed og personalets arbejdsglæde på små besparelser, der sættes til, når vi skal på skadestuen eller genindlægges med ambulance og udrykning.
Mette Frederiksen i tv, da hun holdt sin åbningstale i Folketinget d. 4. oktober. Ved valget d. 1. november 2022 fik hun knap 61.000 personlige stemmer og hele 50 mandater i Folketinget, mere end dobbelt så mange som nr. 2, venstres 23 mandater.
Man kunne ønske Mette Frederiksen til lykke med realiseringen af nogle uventet storslåede visioner parret med godt politikerhåndværk.
Man kunne ønske Jakob Ellemann-Jensen til lykke med en blød og heldig landing på en drømmepost som forsvarsminister efter igennem en lang periode at have udspyet modbydeligheder og barnagtige anklager mod sine nuværende partnere.
Man kunne såmænd også ønske tumlingen, Lars Løkke Rasmussen, den runde figur med bly i rumpen, der altid rejser sig, når den væltes, til lykke med at have startet et nyt parti og lige netop at have klemt sig tilbage i ministerkontor og flysæder betalt af andre og ind i magtens rum.
Men jeg tror, at jeg allerhelst vil ønske Danmark til lykke med den nye, samarbejdende regering og det kompromissøgende regeringsgrundlag.
Dette forsøg på fælles regeringsdannelse og bredt samarbejde er noget af det fineste, der er sket i dansk politik længe. I dag er jeg for en sjælden gangs skyld igen stolt af at være dansker.
Vi kan forhindre en polarisering mellem to uforsonlige og hadefulde fløje, som vi har set og ser i fx USA og mange andre lande. En polarisering, der ofte er endt i løgne, ubegrundede anklager og direkte vold. En polarisering, der er en alvorlig trussel mod demokratiet.
Med den nye, brede flertalsregering vil en stor del af det danske samfund fremover være repræsenteret bag det lovgivende arbejde, og det betyder forhåbentlig mindre polemik og længere holdbarhed. Nye regeringer vil ikke føle sig fristet til at lave alting om, når de kommer til magten efter denne.
I et demokrati med flere partier kan man ikke få alle sine egne ønsker opfyldt. Det er kompromisset og samarbejdets præmis. Regeringsgrundlaget synes ikke umiddelbart at være så socialt retfærdigt og miljørigtigt, som jeg kunne have ønsket mig, men politik er det muliges kunst. Anslaget tegner godt. Og ikke mindst stabilt: Nu kan politikerne for en stund holde op med at skændes og begynde at løse de presserende problemer.
Fagforeningerne kan ikke finde andet at udsætte på foretagendet end at brokke sig over udsigten til en mistet forårsfridag om 1½ år. Samme brok hører man fra præsteskabet. Men ingen forhindrer nogen i at købe hveder og æde sig en mavepine til alligevel. I at arrangere sine løse ferie- eller fridage, så man kan få konfirmeret sin 14-årige i kirken eller i fælleshuset på netop den fredag før fjerde søndag efter påske. I at gå i haven og luge eller køre på genbrugspladsen med de gamle havemøbler. I at bede bønner til alle de helgener, der ikke fik deres egen plads i kalenderen ved sidste ommøblering af helligdagene for 350 år siden. Hvis man da ikke kan nøjes med de andre forårsfridage, helligdage og weekender.
Og så er der selvfølgelig hele hylekoret af rabiate grøftegravere: De kommer fra yderfløjene – heriblandt TikTok-helten, Alex Dominique Kristensen Vanopslagh, og Cruella de Vils lillesøster, Pernille Vermund; de kommer fra partier, der ikke reddede hverken ære eller indflydelse, som fx den straffede Inger Støjbergs misfoster af et politikløst sammenrend, og de kommer fra kredse omkring nogle forsmåede minkavlere, der endnu ikke har set millionerne strømme ind på kontoen.
Mange vil insistere på at være negative og tale dårligt om det modige politikerhold, der er trådt sammen og trådt frem for vores allesammens skyld.
Men skal vi andre ikke ønske hinanden til lykke med, at vi fortfarende synes at være i gode hænder, og håbe det bedste?
Så oprandt den dag, da staten anerkendte min høje alder og tilkendte mig pension. Folkepension. Man bliver faktisk rørt. Dybt taknemmelig for den udviste omsorg.
Beløbet er ikke stort, men det lægger en bund under en usikker økonomi, og derudover kunne jeg søge ældrecheck, mediecheck, varmehjælp, helbredstillæg og meget mere, som ikke en kat kan finde ud af, og som jeg ikke kan få mig til at undersøge nærmere. – Trænger hele pensionssystemet ikke til en forenkling? Det giver indtryk af, at folketingspolitikerne hvert eneste år igennem en menneskealder har siddet i en brandert i sene nattetimer og dynget alt muligt tilfældigt oven på hinanden:
Folkepension
Førtidspension
Tillæg til folke- og førtidspension:
Mediecheck
Ældrecheck
Varmetillæg
Helbredstillæg
Personligt tillæg
Din personlige tillægsprocent
Bistands- og plejetillæg
Ekstra økonomisk støtte til modtagere af ældrecheck for 2022
Seniorpension
Tidlig pension
ATP Livslang Pension
Tjenestemandspension og LD Fonde
International pension
Efterløn, fleksydelse, delpension
(Fra borger.dk)
Hvilket de ganske givet også har.
Men det komplicerede og uoverskuelige rører ikke ved glæden og stoltheden over at bo i et land, der har overskud til at sikre os gamle et minimalt livsgrundlag.
Retten til folkepension blev besluttet af et bredt flertal bestående af Socialdemokratiet, Det radikale Venstre, Venstre og De Konservative i det samme år, som jeg blev født, 1956. Men folkepensionen er truet: Moderaterne med fiffige Lars Løkke Rasmussen i spidsen har planer om at afskaffe den, hvis de får magt til det. – Det er de gamle partier, der i sidste halvdel af det 20. årh. har sikret de ældres rettigheder. Nu mangler vi bare at udvise samme, rimelige omsorg for børnene og de syge. – Man kender et samfund på den måde, det sørger for sine svageste på.
– for begyndere. En fuldkommen upartisk fremstilling af dansk politik i dette efterår 😊
Der er mange håbefulde kandidater at vælge imellem.
Solidaritet, tankevirksomhed og konsistens er tilsyneladende en mangelvare i den danske befolkning i dag.
Jeg har voksne venner, der siger, at de hellere må tage en ’kandidattest’ på nettet, for ellers ved de ikke, hvem de skal stemme på.
Hvem er blevet myndig uden at vide, hvor på det politiske spektrum de hører hjemme? – Taler folk ikke længere sammen? Med forældre? Bedsteforældre? Lærere? Venner? Læser aviser? Bøger?
Det er jo ikke så svært. Enten er man rød eller blå. Man er social eller egoistisk i sin grundindstilling:
Man går ind for at dele ressourcerne, for at beskytte klima og miljø, for menneskerettigheder, ligestilling, for at opkræve skatter og bruge dem til at tage vare på de små, de svage, de syge, de gamle, fællesskabet og planetens andre beboere – og så er man på den røde side.
Eller man går ind for, at pengene ligger bedst i borgernes egne lommer, at skatten skal ned, den offentlige service lige så, så vi får flere ’valgmuligheder’, men kun for de rige, selvfølgelig, flere privathospitaler, privat hjemmehjælp, man må køre hurtigt i store, stærkt forurenende biler, flyve verden rundt, hvis man har lyst og råd, udsulte den offentlige transport og bygge motorveje for pengene, drive landbrug med giftsprøjter og dyremishandling, slå indvandrere voldsomt og ondsindet oven i hovedet, så de ikke kan besætte alle de stillinger, vi har så meget brug for at få besat … sygeplejersker, læger, ingeniører, landbrugsmedhjælpere, SOSU-assistenter, butiksmedhjælpere, pædagoger, arbejdsmænd, håndværkere osv.
Derefter er det bare et spørgsmål om, hvor rød eller blå man er og vælge et parti derefter. Men husk:
Venstrefløjen har ingen sager om korruption, om uretmæssigt statsbetalte lejligheder på Christiansborg, om betalte underbukser og jakkesæt for over 150.000 kr., skattesnyd, fiflen med hemmelige donorer til ens valgkamp, flybilletter på 1. klasse på miljøets regning, fadøl og pornofilm på det offentliges, sommerhuse, ferierejser m.m. som gaver fra private virksomheder og kvotekonger.
Venstrefløjen har p.t. ingen straffede, eller anklagede i straffesager, og dermed ingen uværdige kandidater.
Venstrefløjen har ikke modarbejdet vacciner, mundbind og andre, rimelige sundhedsforanstaltninger i en truende epidemisituation.
Venstrefløjen har ikke lukket Irak-kommissionen ned.
Venstrefløjen vil ikke sælge vores store energivirksomheder til private eller til udlandet.
Venstrefløjen har ikke indført årlige 2 %’s nedskæringer i det offentlige, der naturligvis fik som resultat, at skattevæsnet brød sammen af tids- og personalemangel og kom til at forære milliarder af danske skattekroner væk til smarte udlændinge. Eller at privathospitaler, private firmaer og privatpraktiserende læger kan score kassen betalt af os alle, at bl.a. indsatsen for klima og miljø, menneskerettigheder, folkeskoler, børneinstitutioner, ældrepleje, psykiatri og sundhedsvæsen nu kører på pumperne og ikke længere er et civiliseret land værdigt – 10 timers ventetid på en skadestue for en lille dreng med brækket håndled! Folk, der får savet benene unødigt af! Eller venter flere år på diagnoser og behandling! Ældre mennesker, der ligger hjælpeløse i deres eget møg!
Venstrefløjen har ingen rødhårede eller lækkert blonde politikere, der vælter rundt og gør sig til i ko- eller svinestalde, mens de aber efter Trump og gladeligt fyrer op under konspirationsteorier, ‚fake news‛, aggressioner, angreb og splittelser i en vanskelig tid med krig, epidemi, inflation og store forsyningsusikkerheder.
De blå partier arbejder både aktuelt og traditionelt for de rige og privilegerede. – Og Løkke Rasmussen, som var medvirkende til at køre bl.a. vores skattevæsen og sundhedsvæsen i sænk, vil nu meget gerne stille sig til rådighed for endnu en skamfuld omgang i manegen *.
Og husk:
De radikale er et blåt parti med en blå økonomi – når de ellers kan blive enige med sig selv.
Vanopslagh er blot en charmerende TIK TOK-klovn med en møgsag om boligsnyd.
Der ER ingen minksag. Vi har love, der tilsiger, at man må slå smittede besætninger ned. Det var udelukkende et spørgsmål om afstande mellem smittede besætninger og ikke-smittede. Og nu ved vi jo, at minkavlerne bedrog os alle med falske blodprøver fra nedfrosne, raske mink, med sort, udenlandsk arbejdskraft, der drog fra farm til farm og formentlig tog minksmitten med sig, mens avlerne febrilsk forsøgte at give mågerne eller sågar sundhedsmyndighederne skylden. Det kostede med stor sandsynlighed flere liv i Nordjylland … Mens de hylede op og kørte i traktor til København, og hver især bliver belønnet med ufatteligt mange millioner af vores fælles penge, som kunne være gået til syge, gamle, institutioner, grøn omlægning, uddannelse, forsvar …
En statsminister SKAL være ’magtfuldkommen’! Hun er valgt til at bruge vores fælles magt til det fælles bedste. Ingen har sagt om de egoistiske statsministre fra partiet Venstre, at de var magtfuldkomne, selv om de bl.a. brugte magten til deres egen og vennernes fordel.
De fleste love, som blev vedtaget i løbet af Mette Frederiksens regeringsår, blev vedtaget med bred støtte fra alle dele af Folketinget.
Stort set alle partier af nogen betydning i Folketinget går i dag ind for EU, Nato og et fælles forsvar.
Da statsministerposten og retten til at danne regering går til lederen af det største parti i den blok, højre eller venstre, der får flest stemmer, så støtter du efter al sandsynlighed en socialdemokratisk ledet regering og en venstreorienteret politik, hvis du stemmer på Socialdemokratiet, SF, Enhedslisten, Alternativet eller de Frie Grønne.
Mens hvis du stemmer på Nye Borgerlige, Kristendemokraterne, Danmarksdemokraterne, LA, Venstre, Konservative, DF, støtter du formentlig Jakob Ellemann som statsminister og en højreorienteret, blå økonomisk politik med privatiseringer og ’frit valg’ for de rigeste.
Hvis du stemmer på Moderaterne eller på de radikale, ved du ikke, hvad du får. Hvis Løkke Rasmussen får stemmer nok, vil han sikkert meget gerne selv til fadet.
Og hvis du stemmer på et parti, der ikke kommer over spærregrænsen, kan din stemme være spildt, og du kan have gavnet den fløj, du netop ikke ville støtte. – Det bliver et tæt valg i år.
Man behøver ikke at indgå i et følelsesfuldt forhold til en kandidat, men kan holde hovedet koldt og bare stemme på det parti, der deler ens vigtigste værdier, fx socialt sindelag, ærlighed, ordentlighed og handlekraft på de svage, freden, klimaet og miljøets vegne.
Men tag bare en ’kandidattest’ og se, om der er nogen, der vil love dig lavere skat, højere SU, bedre sundhed, flere kattehjem og gratis penge til alle dine private behov …
Politikens chefredaktør roser på forsiden d. 5.10. 2022 statsministeren for ‚varme og empati‛ dagen efter, at hun leverede Danmarkshistoriens ypperste åbningstale i Folketinget.
Ekstrabladet i dag d. 8. 10. 2022 – Og kvinder må ikke være kolde og kyniske, for, som alle ved, er de karaktertræk jo forbeholdt mænd. Måske specielt mænd på Ekstrabladet?
En statsminister besidder landets højeste embede og burde indgyde respekt. Men de selvovervurderende, små mænd, der har tiltaget sig ytringsretten i landets aviser, synes stadig, at de kan tillade sig at uddele karakterer for kvinders personlighed og væremåde og kræve, at de som Marilyn Monroe-dukker skal være søde, blide, smilende, føjelige, varme, empatiske … Selv når disse kvinder leder landet igennem krisetider.
Jeg husker ikke, at mandlige chefredaktører opfordrede Poul Schlüter til at udvise mere empati, da han indførte ‚Kartoffelkuren‛ i 1986? Eller bad Anders Fogh om at være varmere og ikke så kold og kynisk i 2003, da han sendte danske soldater ind i Irak?
Men jeg husker, at Trump angreb Greta Thunberg, da hun af ’Times Magazine’ i 2019 blev kåret til ’Person the Year’ for sin vigtige kamp for klimaet – og han ikke blev kåret til noget som helst, men offentligt tweetede, at hun burde tage at slappe noget mere af …
Hvem er det lige, der skal slappe af? Lægge låg på egne primitive instinkter? Og holde sig inden for almindelige, rimelige grænser, når det gælder vurdering af andre mennesker?
Det er kun på baggrund af den evigt latente misogyni, magtmisundelse og klippefaste, gammeldags forestillinger om kønsroller, at myter om en statsministers ‚magtfuldkommenhed‛ – Som STATSMINISTER! Med et folketingsflertal bag sig i alle beslutninger! – kan få lov at brede sig som skimmelsvamp igennem en mentalt dårligt udluftet befolkning.
********************
Hvad en (kvindelig) statsminister skal finde sig i – og smile ovenikøbet!
Tilføjet 18.10. 2022 , klip fra Nordjyske.dk – Cykelhandler fra Aalborg beder statsministeren om at smile noget mere:
Tilføjet nov. 2022:
Og Jesper Tørnkvist, sælger, synes, at TV-journalisten, Anja Westphal, skal smile noget mere, selv når hun bliver klemt af Inger Støjbergs bil:
I vores kulturkreds drejer alting sig om arbejdet.
Hjemmelavet tonic af sensommerens krydderurter fra haven eller en simrende gryderet er et privilegium, som kun folk med god tid kan nyde.
En barslende moder kan ofte ikke komme hurtigt nok tilbage på arbejde, enten af lyst eller af tvang.
Babyer, mange under et år, skilles fra deres familie og primære omsorgspersoner og vænnes fra start til at være anbragt hos fremmede fra morgen til aften.
Man spørger små børn, hvad de ’skal være’, når de bliver store.
Børn og unge indprentes, at de skal gøre sig umage i skolen, så de kan få en god uddannelse, et godt arbejde og dermed ’klare sig godt’ i tilværelsen.
Der er konkurrence på karakterer, på uddannelse og på job.
Et godt job er et velbetalt job med høj prestige. Ofte også karakteriseret som ’spændende’, med stort ansvar, mange betalte måltider og også gerne rejser og hotelophold væk fra hverdag og familie.
At lykkes med sit liv er i høj grad et spørgsmål om at lykkes med sit job.
Så længe vores samfund er baseret på lønarbejde uden for hjemmet, er der nok ikke nogen oplagt vej uden om vækkeuret, madpakkerne, institutionerne, transporten, arbejdstiden på kontor, fabrik eller andet.
Så vi socialiseres tidligt og massivt til at arbejde. Der er et enormt, socialt pres på os for at få en god uddannelse og et job, så vi kan ’klare os selv’ og bidrage til samfundets uophørlige vækst. – Vi er flokdyr, og de fleste individer vil gøre, som samfundet forventer, selv om det måske føles galt. De vil endda aflevere deres små forsvarsløse, næsten nyfødte til helt fremmede. Ingen abemor ville gå så vidt uden kamp.
Men ikke engang den mest vellønnede direktør kan ’klare sig selv’ … Hvad ville der blive af ham, hvis han selv skulle bygge sit hus, sin bil, fremstille sit tøj, dyrke sin mad, bortoperere sin egen betændte blindtarm, passe sine egne børn? … Vi er flokdyr som myrer i en tue, og ingen kan klare sig uden alle de andre, uanset hvor irriterende de end måtte forekomme.
Til at øge presset for at deltage i ’lønarbejde’ er den skinhellige, protestantiske arbejdsmoral, ’du skal yde, før du kan nyde’, det store gruppe- og forventningspres, som vi internaliserer fra en meget tidlig alder. Fanden og ’Jobcentret’ tager de sidste …
Vi er nødt til at arbejde, hvis vi vil leve, spise, bo og færdes i samfundet. Specielt at bo er en dyr fornøjelse. At leje en lejlighed eller at købe en eller et hus – og indrette sig efter tidens luksuriøse smag – betyder for mange et helt liv i trædemøllen – Vi slavegør os selv for at kunne bo.
Og at arbejde for andre, væk fra hus og familie, er blevet den gængse måde at deltage i aktiviteter på. Uanset om disse aktiviteter giver mening eller forekommer absurde. De færreste formår at skabe helhed i deres arbejds- og familieliv, så de kan leve af det.
At arbejde er også en måde at dække vores sociale behov på – Hvor går man ellers hen og får et fællesskab med andre mennesker? Det findes ikke hjemme i de funktionstømte bolig- og villakvarterer.
Men et spændende arbejde kan også, afhængigt af personlighedstype og personlige behov, være den mest direkte vej til anerkendelse og selvrealisering. Det føles simpelthen godt at bruge sine evner og få beundring og anerkendelse retur, og derudover en klækkelig løn ind på kontoen hver måned.
Dertil kommer, at de reproduktive aktiviteter, det store arbejde, en god husmor udførte førhen: børnepasning, opdragelse, indkøb, madlavning, lagerstyring, lektiehjælp, rengøring, tøjvask, vedligehold, pasning af syge og gamle, familiens faste tovholder og sociale projektleder, som huskede fx fødselsdage, købte gaver, bagte kager, stod for menu, bordpynt, blomster og invitationer, arrangerede sammenkomster og fejring af begivenheder og højtider, ikke regnes for noget i dag. Det anerkendes og honoreres ikke. – Men savnes i høj grad, når det ikke bliver gjort.
I dag var jeg henne og stemme om Danmarks EU-forsvarsforbehold. – I 1972 havde jeg ikke stemmeret, men i 1986, i 1992 og i 1993 stemte jeg rutinemæssigt ’nej’.
Mine politiske holdninger blev dannet i 1970’erne. De var stærkt venstreorienterede, og EF/EU blev set som et sammenrend af de rige lande vendt mod de fattige; som kapitalister mod socialister. Så jeg stemte nej, nej og atter nej, indtil jeg tog mine holdninger op til revision, og i 1998, 2000, 2014, 2015 og i dag – ved den niende folkeafstemning om EU-spørgsmål i Danmark – stemte jeg ja.
Jeg har ændret holdning til EU; ikke pga. en udvikling i EU, men fordi min tillid til danskerne, og de danske politikere i særdeleshed, er blevet mindre. – Vi har brug for nogle voksne – Vi har brug for dannede, veluddannede, vidende og begavede politikere, som stadig har værdier og gennemslagskraft, når det gælder økonomi, landbrug, fiskeri, klima, naturbeskyttelse, energipolitik, flygtninge og menneskerettigheder. – Og et samlet forsvar mod et Putin-ledet Rusland. – Ja, vi har Nato, men man kan ikke være medlemmer af for mange forsvarssamarbejder og alliancer, vel? Der eksisterer ingen øvre grænser – flere må være bedre. Navnlig hvis amerikanerne skulle finde at genvælge ham, I ved nok …
I Danmark tegnes EU-modstanden af en partiformand fra det yderste højre, som er anklaget for svindel med EU-midler, og af diverse nationalromantikere og overvintrede socialister, der ikke har orket at nytænke deres gamle holdninger. Disse grupper kan jeg ikke identificere mig med. Det er folk, som alle ville tabe i både magt og anseelse ved at skulle sammenlignes med større ånder ude i Europa.
At tro, at Danmark i dag kan klare sig uden EU, tyder på en ufattelig overvurdering af Danmark, vores betydning og evner. – På en globus fylder Danmark ikke meget mere end et barns lillefingernegl. Vi har hverken størrelse, indflydelse, rigdom, energi- eller intelligensreserver nok til at klare os alene i denne nye, globaliserede verden, hvor Rusland uden blusel invaderer nabolande, og Kina formentlig pønser på noget lignende.
Dansk politik tegnes i disse år bl.a. af en forhenværende statsminister, der kørte vores sundhedsvæsen og velfærd i sænk og blev fravalgt af sit eget parti, men som stadig gerne vil være med på karrusellen og have sit undertøj, sine jakkesæt, sine opulente måltider og fadøl, pornografiske film, sommerferier, husleje og flybilletter på 1. klasse betalt af skatteydere, lobbyister og miljøorganisationer.
Vi har hans tidligere integrationsminister, som har afsonet en forholdsvis hård, ubetinget fængselsdom på 60 dage – ikke for at ville forhindre udenlandske ’barnebrude’ i Danmark, som hun og hendes ubegavede følgere stadig påstår, men fordi hun ikke kunne finde ud af reglerne for ministeransvar og administrerede ulovligt.
Vi har en nuværende statsminister, som kaldte sig ‚Børnenes statsminister‛, men som lader danske børn rådne op i uhumske og livsfarlige flygtningelejre, fordi mødrene ikke vil skilles fra deres egne børn og udlevere dem til staten. En statsminister, som glemte at sikre sig lovhjemmel, før hun beordrede danske mink aflivet. Som lavede besynderlige aftaler med Østrig og Israels stærkt højreorienterede ledere under coronapandemien. Og som nu vil sende flygtninge til Rwanda – et land, der ikke er specielt kendt for menneskerettigheder og humanisme.
Derudover sidder der et utal af unge og knap så unge, håbefulde levebrødspolitikere i vores Folketing, nogle bestiger ganske unge piger i ungdomsorganisationerne, når de er ude for at holde oplæg. Nogle kommer lige fra diskussionsklubber, hvor de har lært, at det gælder om at vinde – ikke om at præsentere gode løsninger for landet og dets forskellige indbyggere. Og nogle kopierer tankeløst USA’s forrige præsidents fordummende slagord og grundløse påstande for selv at skaffe sig følgere og berømmelse på sociale medier. Det er beskæmmende.
Vi er helt indlysende nødt til at koordinere vores politik med resten af Europa. Både hvad angår militær, grænser, sundhed, handel, skattely, arbejdsmarked, økonomi, flygtninge, naturbeskyttelse, klima, fødevarer, energi …
Der er intet sort-hvidt i denne verden. Der er ikke noget, der er let og ligetil. – Jeg foretrækker klart den nuværende statsminister fremfor de tre foregående. Men hun er ikke perfekt.
På samme måde har jeg ca. en million indvendinger mod EU, mod deres militære forehavender i Afrika og mod nogle af de mennesker og lande, vi nu kommer i yderligere nærkontakt med. Men EU rummer også pålidelig arbejdskraft og veluddannede kapaciteter, dem der, i modsætning til danske politikere, stadig tager fx lovgivning, menneskerettigheder og naturbeskyttelse alvorligt. Det er det EU, vi skal alliere os med.
Danmark stemte i EU i 2017 for at forlænge tilladelsen til at bruge sprøjtemidlet glyphosat, som nu findes i stadigt flere danske drikkevandsboringer. – Ingen tænkte på borgernes sundhed, da vi stemte, for vores politikere er alt for tætte med landbruget og deres behov for effektiv og billig ukrudtsbekæmpelse. – Tænk bare på tidligere miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen. – Og på store, danske virksomheder, fx Aalborg Portland, som har bortgravet en del af Nordjylland på størrelse med en mellemstor dansk ø, og hvis enorme CO2-udledende skorstene, jeg kan se fra min bopæl. – Hvem har givet dem lov til at tage vores fælles jord og undergrund og svine vores luft til?
Aalborg Portlands store kalkgrav umiddelbart øst for Aalborg centrum, Google Map
Danmark er for lille et land med en alt for lille talentmasse og for lille afstand mellem politikere, landbrug, fiskere og virksomheder til at kunne administrere alting selv. Vi har brug for nogle klogere mennesker og principper fra det hæderkronede gamle Europa.
Også militært. Det er utopi at tro, at vi kan selv. Kun samlet kan vi stå op imod Putins aggressive Rusland. Hvis vi ikke afskaffer de for længst uddaterede forbehold, kan vi heller ikke være med til at bestemme, hvordan EU’s forsvar skal organiseres og føres ud i livet.
Uden mandat fra hverken EU eller FN og på falske præmisser (påståede masseødelæggelsesvåben) invaderede vi Irak lige i hælene på USA. Landet ligger nu i ruiner, delvist overtaget af religiøse fanatikere, og indbyggere i millionvis er flygtet. Men vores egenrådige statsminister, Anders Fogh Rasmussen, fik en stor stilling i Nato som belønning af amerikanerne.
Vi var med i Afghanistan – også under den lidet ærefulde evakuering sidste år, og i 2011 smed vi næsten 1000 bomber over Libyen, hvor nu kaos hersker, og flygtninge strømmer ud.
Vi sendte tropper til Mali, som straks blev erklæret uønskede og beordret ud af landet igen.
Vi sendte på egen hånd et enkelt skib, fregatten ‚Esbern Snare’, til Guineabugten ved Vestafrika, hvor danske soldater skulle bekæmpe pirater for at hjælpe skibsfarten, hvilket formentlig betyder de danske rederiers sikkerhed og indtjening. – Danskerne skød mod et afrikansk skib, dræbte fire og tog fire til fange. En af de tilfangetagne mænd var blevet ramt af skud i benene og måtte amputeres, og skibet sejlede i et par måneder rundt med de fire fanger og fire lig i lasten, som ingen vidste, hvad de skulle stille op med. Til sidst måtte vi tage den sårede mand med hjem til retsforfølgelse i Danmark … Det ville ikke være sket i EU-regi. Der ville der have været regler, aftaler, kapacitet, viden, forberedelse og politisk opbakning fra start.
Alene er vi meget, meget små og langt fra så kloge, som vi selv tror.
Det er vist meget almindeligt at danne sig en holdning som ganske ung, og så holde rigidt fast i den resten af livet. En grundholdning må være en indplacering på skalaen fra rabiat venstreorienteret til indædt højrenationalist. Fra humanist til egoist. Fra velfærd for alle til den stærkestes ret. Der findes også grupperinger i midten med sociale hensyn og en borgerlig økonomi, dvs. lav skat.
Det viser sig ved hver eneste afstemning i de velfungerende demokratier, at ca. halvdelen stemmer for fællesskabet og ca. halvdelen for egen vinding. Stort set svarende til rød eller blå blok i dansk politik, demokrater og republikanere i USA, Labour og konservative i Storbritannien.
Men nu ser det ud til, at det blandt yngre mennesker er mere almindeligt at stemme efter enkeltsager og delproblematikker – alt efter hvad den sidste taler lige har sagt – uden nogensinde at have dannet sig en samlet, overordnet holdning overhovedet. Det er det, jeg siger: – Vi har brug for nogle voksne – og en mere seriøs uddannelsespolitik.
I skrivende stund aner ingen, hvordan dagens afstemning falder ud. – Det er heller ikke vigtigt. Danmark og EU fungerer som før uanset hvad. I EU er de ligeglade, vi og vores latterlige forbehold er ikke så betydningsfulde. Man har arrangeret sig uden om dem i mange år.
Jeg er faktisk også ligeglad. Verden går, som den bedst kan gå.
________________________
Inger Støjberg blev fundet skyldig i forsætlig overtrædelse af ministeransvarlighedslovens § 5, stk. 1. Straffen blev fastsat til ubetinget fængsel i 60 dage. 15 dommere stemte for en ubetinget fængselsstraf, hvoraf 10 dommere stemte for fængsel i 3 måneder, og fem dommere stemte for fængsel i 60 dage.
Rigsretssagen mod Inger Støjberg – Wikipedia
The five countries with the highest use of glyphosate in 2017 were Denmark, Poland, Netherlands, Portugal and France (≥0.32 kg of a.i. per ha). The five countries with the lowest use of glyphosate were Turkey, Lithuania, Latvia, UK and Switzerland (≤0.12 kg of a.i. per ha).
I Italien ser man ofte skiltet med ’Brug af dythorn forbudt’, når man passerer skoler, kirker, hospitaler, fødeklinikker og andre følsomme områder, fx konservatorier, hvor musikere uddannes og øver sig. – Jeg har aldrig forstået, hvorfor vi herhjemme stadig opfatter det som en menneskeret, at vi kan invadere andre menneskers lydrum med uønsket støj, så som musik, evindeligt hylende småhunde, motorer i tomgang og maskiner.
Ikke fordi vi danskere er slemme til at dytte, det er vi ikke, men fordi støjen i det offentlige rum har nået grænsen for, hvad mange af os kan trives med. *
Da vi alle boede langt fra hinanden ude på landet, kunne vi gøre, som vi ville. – Men vi er ikke længere 1 mio. mennesker i Danmark, som vi var for et par hundrede år siden, vi er nærmere de 6 mio. i dag, og vi bor tæt. Dør om dør, hæk ved hæk.
Sommetider kunne det være rart med nogle stilleskilte her i vores gennemciviliserede, overbefolkede, motoriserede, nordeuropæiske samfund. Skulle vi ikke opfinde konceptet ’Stillebyer’? Og et passende skilt ved alle indgangsvejene til dem?
Masser af mennesker får ødelagt deres livskvalitet, traumatiseres og bliver syge af støj. ** – Støjen kunne være fra unge med soundbokse, værtshuse, gadefester, almindelig trafikstøj fra fly, tog, lastbiler, busser og biler, små og store køretøjer i tomgang, knallerter og motorcykler, gøende hunde, skrigende børn, store køle-, varme- eller ventilationsanlæg, kraftige maskiner, som vi alle bruger i hus og have: slagboremaskiner, græsslåmaskiner, løvsugere, kompostkværne, motorsave, vinkelslibere, buskryddere, fliseskærere m.m. – også kommunal renovation, vedligeholdelse af veje, fortove, fællesområder og kirkegårde, høj musik fra biler og private hjem, som alle andre tvangsindlægges til, alt for hyppige, alt for larmende havefester, højlydt studenterkørsel i stille boligkvarterer i mange uger hvert eneste forår … og meget, meget mere. Fx kan en ’vindharpe’ ophængt i et træ i et tæt beboet kvarter være en livsødelæggende irritation for naboen, selv om man selv synes, det lød så kønt, da man holdt ferie på Bali … Men Danmark er ikke Bali. Her blæser det 325 dage om året, og naboerne har ingen gode minder og opfatter tingesten som en unødvendig skralde.
Støjsensitive mennesker er ikke udelukkende en samling hysteriske, overfølsomme neurotikere. Nogle arbejder hjemme, nogle har småbørn, der skal sove, nogle er alvorligt syge og opholder sig i eget hjem i den sidste tid. – Og nogle havde måske bare lyst til at sidde og lytte til fuglene, drikke en kop kaffe med en ven eller læse en bog i deres egen have en almindelig onsdag formiddag, hvilket ingen burde have magt til at forhindre dem i.
En stor del af befolkningen, måske op til 40 %, lider under støjgener fra deres omgivelser. Og problemet er voksende år for år. – Vi bliver syge af støj! – Kræft, hjerte-kar-sygdomme, diabetes, hovedpiner, stress, depressioner m.m. kan ramme støjbelastede, også selv om de ikke opfatter sig selv som udsatte for støj.
Man kunne til en begyndelse måske skabe tilbud til de værst ramte og reservere småbyer eller områder i byer og kvarterer til stillebyer? Og her indføre nogle regler, en håndfæstning, som skulle accepteres af alle beboere og besøgende?
Fx:
At man forpligtede sig til at erstatte sine larmende maskiner med mere stille eldrevne maskiner ved først givne lejlighed.
At man forpligtede sig til kun at bruge larmende værktøj og maskiner lørdag formiddag mellem kl. 8 og 14.
At man sikrede sig, at ens musik ikke nåede uden for ens egen dør.
At al affyring af fyrværkeri var forbudt –også nytårsaften!
At man så vidt muligt skiftede til cykel og elbil, men indtil da tog hensyn, når man færdedes i stillebyen.
At man skaffede sig af med larmende og uopdragne hunde.
At børn blev bedt om at dæmpe sig lidt ned, når det var muligt, fx behøver de ikke trampe op og ned ad trappen i opgangen og skrige undervejs … hver dag. En børnefødselsdag med trampolin eller badebassin og høje hvin kan selvfølgelig ikke undgås, men en lille besked til naboerne kan forberede dem, så de evt. kunne tage på visit den eftermiddag.
På samme måde kunne en studentervogn fuld af hujende unge godt lukke ned for stemmen og musikken, mens de passerede stillebyen.
I tilfælde af fester kunne stillebyerne måske have et forsamlingshus, som man kunne låne til større arrangementer. Placeret et sted, hvor det ikke generede nogen.
Og en spændende legeplads med redskaber, bålplads, træer og baner, hvor børn kunne løbe, råbe, spille boldspil m.m. uden at forstyrre.
Husene i stillebyen skulle være velisolerede og have støjdæmpende vinduer o.a. foranstaltninger. – De må ikke ligge for tæt. Der skal være plads og grønne områder imellem dem. Vejbelægningen er gennemtænkt, så trafik larmer mindst muligt. – Og ingen kunne finde på at montere en varmepumpe eller ventilator på muren over mod naboens soveværelse.
Hvis nogen vil leje ud via Airbnb eller andre, må de kræve lydsvage gummihjul på rullekufferterne.
Nødvendige bygge- eller ombygningsprojekter skal naturligvis gennemføres, men bygherrer, entreprenører og håndværkere måtte meget gerne tage støjhensyn i løbet af projektet. Det kunne måske ligefrem blive et konkurrenceparameter?
Hvis stillebyen har en café eller forretninger, er de selvfølgelig uden muzak, og de arrangerer ikke Open By Night, karneval, festivaler eller andre begivenheder, der genererer larm.
Arrangørerne af cykelløb, gadeløb o.l. skulle lægge ruterne langt uden om stillebyerne.
Det samme skulle lufthavne, navnlig dem med privatfly, rundflyvninger og små skolefly.
Kollektiv transport skulle være røg- og støjfri.
Kommunerne skulle også forpligte sig til at tage en række hensyn ved alkoholbevillinger, vejanlæg, institutionsbyggerier, renovation, vedligehold og byggetilladelser.
Men det skulle beboerne i stillebyerne også. Liv støjer naturligvis, det er ikke uden grund, at vi siger: Stille som graven, og man må ikke selvretfærdigt fare ud og slukke livsglæde og skabe konflikter. Men alle skulle BESTRÆBE sig på at holde unødvendig støj på et absolut minimum.
Møn blev det første sted i Danmark, der slukkede lysene og skabte en fredning af nattemørket. ***
Hvem bliver de første til at dæmpe støjen og tilbyde en stilleby?
