Der arrangeres talrige oplevelser for børn og voksne i den lange, lange tre-ugers sommerferie, som man jo ikke bare kan henslæbe hjemme med at få ordnet de ting, man ikke når i det daglige.
Det er ikke nok at være hjemme med sin familie, for så går det hele op i skærme af den ene eller den anden art, og børnene er ikke altid de værste.
Med eller uden trussel fra coronavirus flygter folk ud af landet. Vi er klima-nassere. For den bedste og varmeste tid på året skal jo tilbringes ved en strand i andre menneskers endnu varmere land, hvor vi vartes op af de indfødte, ellers ligner det ikke rigtig sommerferie. Vi har RET til sol i ferien og rejser gerne efter den. – Ligesom vi har RET til sne i vinterferien og rejser efter det.
Men i år er der alligevel mange, der tilbringer ferien i Danmark. Hjemme eller i sommerbolig.
Så museer, lokale turistforeninger, sommertivolier og mange flere konkurrerer om at tiltrække sig børnefamiliernes opmærksomhed: Man kan klæde sig ud som viking, man kan blive fulgt rundt på skovtur, man kan opklare ’mysterier’, som en kreativ gruppe har udtænkt og arrangeret, høre musik, hoppe i hoppeborg, eller man kan tilbringe dagene i forlystelsesparker, vandlande, temaparker, dyreparker, på sportslejre, naturlejre, wellness, camping, cykelferie og meget, meget andet.
Jeg er født i 50’erne. 1950’erne. Jeg gik ikke i hverken vuggestue eller børnehave. Jeg kom i skole i 1. klasse som 6-årig. Indtil da og i alle ferier var der ingen, der bekymrede sig om at underholde mig. Og da jeg var barn i en lærerfamilie, holdt vi en måneds ferie hver sommer.
Der var et stort, gammelt hus, en stor, tilgroet have, ubebyggede områder med højt græs og træer lige til at udforske og mødes i, søskende, naboer, masser af legekammerater i alle aldre på vejen, hunde, katte, kaniner, høns, de fleste fritgående ligesom børnene. Vi havde bøger, spil, bolde, skovle og spande, legehuse, vandbaljer, sandkasser, frugttræer til at klatre i, køkkenhaver, der skulle plyndres for en overflod af solbær, ribs, stikkelsbær, ærter, jordbær og hindbær, så der var altid nok at tage sig til.
Af og til kom cirkus til byen, og man kunne være heldig at blive taget med af forældre eller bedsteforældre. Så sad man der med åben mund og polypper og så på flotte heste, skønne cirkusprinsesser og skræmmende klovne, mens høj musik buldrede og bragede uvant op under teltdugen. I dage og uger efter var fantasien proppet med cirkusdrømme, som man kunne udleve i leg med kammeraterne eller blot nære sig ved i stille stunder.
Man kunne gå en aftentur ned på Strandvejen og måske opnå en af Fru Hansens berømte isvafler, hvis de voksne havde husket at tage penge med, hvilket de var tilbøjelige til at glemme. Pengene var små i de år. Endnu har ingen glemt, at min søster en aften prøvede at skaffe sig en af de eftertragtede is ved at hævde, at hun var ‘ved at BESVIME af sult’, da vi passerede isboden.
Eller hele familien pakkede kaffe, sodavand og sandkage og drog på skovtur i Fuglsangskoven et par kilometer borte, til fods naturligvis, og vi sov godt om natten efter at have gået langt og leget meget mellem de gamle bøgetræer.
Et år rejste der sig et telt på havnen, hvori man fremviste en død hval! Desformedelst en 25-øre, som far beredvilligt fandt i dybet af sin store lomme, kunne vi komme ind og kigge på dyret, der var så stort, at en femårig pige slet ikke kunne opfatte det. Jeg husker blot noget mørkt skind og det dunkle lys i et gammelt telt fra krigens tid.
– Lige det show må have haft en begrænset holdbarhed.
Mennesket er et meningssøgende og meningsskabende dyr. Vores hjerner er udviklet til at udtænke forklaringer, årsagssammenhænge, for det forhøjer vores muligheder for overlevelse, hvis vi kan gennemskue, fx at det ikke er smart at stå ude på en flad mark i tordenvejr, at stille sig lige foran en sulten løve eller at gå ud på en befærdet gade uden at se sig for.
Når vi ikke umiddelbart kan gennemskue sammenhængene, finder vi selv på noget: skæbnefortællinger, heksekunst, djævleforbandelser, nisser, engle, guder, alfer, reinkarnation, liv efter døden, overtro …
– Det var fordi, jeg havde brug for den erfaring, siger vi. – Eller: – Uden sygdommen/ ulykken/ dødsfaldet var jeg ikke blevet den, jeg er. – Underforstået: At jeg er hele universets strålende centrum, og at alting har en mening, en betydning, tilrettelagt netop med henblik på mig og min personlige udvikling.
Men der er ikke altid nogen mening. Det er den store hemmelighed, som de færreste af os kan se i øjnene.
Som individer fægter vi os frem fra mulighed til mulighed, fra tue til tue, forsøger at styre uden om det værste og søge hen mod det bedste, ligesom vores forfædre på savannen eller et lille dyr, der stikker snuden op fra sit hul i jorden. Men vores private chancer for frit valg på alle hylder er begrænsede, selv om vi ikke kan se det.
Vi er begrænset eller begunstiget af køn, hudfarve, geografi, seksuel observans, helbred, intelligens, talenter, evner, charme, udseende, højde, forældre, samfund, uddannelse, tid, vejret, adgang til ressourcer, omgivelser, andre mennesker, lykketræf, ulykker, held eller uheld. Kort sagt: Vi er diminutive brikker på overfladen af en uanseelig planet i et ufatteligt stort univers af tilfældighedernes spil.
Undersøgelser viser, at folk, der pludselig opnår en stor arv, fordel eller gevinst helt uden egen indsats, er tilbøjelige til at tilskrive heldet deres egne gode egenskaber. De føler dybt, at de fortjener det. Der må jo være en grund til, at de er blevet så priviligerede. Trump fx, der arvede en enorm formue, føler sig mere berettiget, klogere og som et langt bedre menneske, end de fleste andre. Det samme gælder mange danskere, der tilfældigt er født i et land med masser af mad, forbrugsgoder, gratis sundhedsydelser og uddannelse og en høj grad af tryghed. Disse danskere synes selv, at de er langt bedre mennesker end andre mennesker fra fx Sverige, Østeuropa, Mellemøsten eller Afrika, og at de selv fortjener alle de goder, der følger med at være dansker, men de har ikke lyst til at dele med folk, der kommer andre steder fra. Mange af deres tanker og meget af deres tid går med at bekæmpe indbildt ‘konkurrence’ fra mennesker, der kommer andre steder fra, for de er – ifølge denne tankegang – ikke berettiget til at nyde på samme måde, som ‘ægte’ danskere er.
‘Døden skal have en årsag’, siger vi, når vi forsøger at finde forklaringer på uheld og ulykker, men heldet og lykken har også årsager og tilskrives normalt gode egenskaber ved den heldige, som uagtet tilfældigheder ‘fortjener’ sit held pga. fremragende menneskelige egenskaber.
Men folk, der er uheldige fx mht. socialgruppe, fødeland, køn, hudfarve, misbrug i hjemmet, sadistiske lærere, sygdom o.l., tager også gerne skyld på sig selv. De føler hele deres liv, at der er noget galt med dem, og at de for det meste fortjener det, når noget går galt. Det var jo bare, hvad man kunne forvente.
Og så er der nogle, der vælger offerrollen for at slippe for at tage deres eget liv på sig og giver alle andre og helt specielle, uheldige omstændigheder skylden for negative hændelser.
Alle disse strategier til at forsøge at mestre liv, der mestendels består af tilfældigheder, er almindelige, og tjener til at støtte små mennesker, der ellers ikke ville kunne begribe tilværelsens mange, ofte uretfærdige, tilfældigheder.
For vi er ikke skabt til at håndtere tilfældigheder, vi tåler dem ikke godt og vil altid forsøge at efterrationalisere, at skabe mening i galskaben, orden i kaos, om ikke andet, så mentalt med sindrige og frit opfundne forklaringer.
Men hvis vi forlader det private plan, er der faktisk meget, vi som kollektiv ved og kan være rimeligt sikre på: Rygning kan forårsage sygdom og tidlig død. Forurening gør vores planet mindre egnet til at leve på. En virus udnytter tilfældige chancer og spreder sig lystigt, hvis vi ikke ændrer adfærd, vasker hænder, holder afstand og undgår at forsamles med andre, potentielt smittede.
Så lad os give videnskaben, forskningen og eksperterne ressourcerne, respekten og autoriteten tilbage, og lad os så derefter forsøge at tage de usikkerheder, som der stadig er mange af tilbage, med sjælsro.
Det politiske spin er gået for langt, når statsministeren beskyldes for politiske rævekager og for at spilde borgernes penge unødigt, når hun lukker landet ned i et par måneder for at forhindre lig i gaderne.
Hun – og alle andre – er i en situation,
som i mands minde ingen fortilfælde har, og hun gør det faktisk godt. Anerkend
det, lad livet gå langsomt videre, og lær af det, vi nu gennemgår, så vi alle
bliver klogere til næste gang.
At høre den borgerlige fløj gustent argumentere for hurtigere genåbning af dit og dat, restauranter, forlystelsesparker, udlejning af kæmpesommerhuse med spa til tyskere, for retten til unødvendige rejser, der alt sammen skæpper i private pengekasser, er som at høre Døden argumentere for flere sjæle. Som at høre landbrug og industri argumentere for deres ret til at tjene styrtende på at tilsvine jord, vand og luft, så denne planet bliver uegnet for mennesker og deres børn at leve på.
Det er hårrejsende og
frygtindgydende!
Skal vi ikke én gang for alle slå
fast, at der er forskel på menneskets overlevelse og penge?
Er der ved at gå magtfuldkommenhed i det danske politi? I Rusland smider de p.t. åbenmundede coronalæger ud ad vinduerne fra høje bygninger, forlyder det. – Så vidt er det endnu ikke kommet herhjemme. – Men en venindes fortælling om en i bund og grund banal parkeringssag er bekymrende:
Min veninde havde en besynderlig
oplevelse i vinter. Ved femtiden om morgenen, bedst som hun lå og sov, syg med
høj feber og hoste, ringede hendes telefon. – Hun bor i et lille hus i en lille
skov et stykke ude på landet omkring 20 km uden for Ålborg. Hun har før oplevet
indbrud, også mens hun og manden lå og sov på førstesalen.
Denne vintermorgen var hun alene
i huset, da hendes mand sammen med hendes nevø var på ferie i Spanien, så hun
havde ikke sat sin telefon på lydløs og svarede da også med det samme:
– Det var en ’Anders’ fra
politiet, der ringede, og hun blev meget forskrækket … Politiet! Klokken fem om
morgenen! – Var der sket noget med manden og nevøen? – Eller var det svindel? –
Stod der tyve og røvere udenfor?
Anders fra politiet lød
irriteret, og han ville gerne vide, om hun kendte noget til en bil, en grøn Golf,
der holdt ulovligt parkeret her, hvor han sad, ved politigården i Ålborg? – Min
veninde blev forfjamsket, hun havde for mange år siden ejet en grøn Golf, en
cabriolet, men den var for længst skrottet og afmeldt og kunne vel ikke holde
parkeret inde i Ålborg?
– Nej, bilen var ikke en
cabriolet, svarede Anders fra politiet. – Hvad med hendes bror, havde han en
Golf?
Det vidste min veninde ikke. Broderen
havde flere biler, bl.a. en varevogn, som han altid kørte i, men en Golf? Og
hvorfor ville politiet vide noget om det? Og hvorfor ringede de til hende? –
Kunne bilen tilhøre broderens ekskone? – For mere end fem år siden havde
broderen og hans ekskone været ude i en voldsom skilsmisse, der medførte en
politisag om bl.a. ulovlig indtrængen, ejendomme og et par biler, men ikke en
Golf, så vidt min veninde huskede det.
Anders fra politiet sagde, at
broderens kone jo boede i København, så bilen kunne ikke være hendes. Han ville
gerne have broderens telefonnummer, men min veninde var ikke meget for at
udlevere det. Hele situationen var foruroligende, hun forstod ikke helt
problemet, og hvis det drejede sig om en ulovligt parkeret bil ved
politigården i Ålborg, hvad havde det så med hende og hendes bror at gøre?
Anders fra politiet fortalte, at
han allerede havde snakket med hendes nevø, broderens søn, i Spanien. Nevøen havde
nægtet, at det var hans bil. – Og Anders havde en liste med telefonnumre, som
han gerne ville tjekke med min veninde: Hvilket tilhørte broderen? Ville hun
hjælpe ham med det?
Hun var ikke glad for det, syg,
febril, træt, skræmt, pludseligt vækket alt for tidligt en mørk vintermorgen,
så hun spurgte til hans fulde navn og til det sagsnummer, hans henvendelse
drejede sig om, og hun fik begge dele.
Så bad hun ham ringe op igen,
når hun havde fået tid til at finde broderens nummer på sin mobil, hvilket han
gjorde. – I den sagsmappe, han åbenbart sad med, befandt sig hendes hemmelige
telefonnummer, nummeret på hendes nevø, broderens ekskones nummer og adresse
og en del andre forskellige numre. Anders læste dem op et efter et, og min
veninde fortalte ham, hvilket nummer, der nu tilhørte broderen. – Hun bad ham
vente fem minutter med at ringe broderen op. Hun ville gerne selv ringe først
og forberede ham, så han ikke blev så forskrækket, som hun selv var blevet det.
Klokken hen under halv seks ringede
min veninde så til sin bror, som tog telefonen, fordi han kunne se, at det var
hende, og fordi han vidste, at hun var alene hjemme, mens hendes mand og
broderens søn var Spanien.
Da hun havde fortalt om
opringningen fra politiet, sagde han ’satans’, og forklarede, at hans nye kærestes
barnebarn havde lånt hans lille Golf, og at der flere gange havde været
problemer med, at barnebarnet parkerede i en privat parkeringsbås i en
baggård ved en ejendom midt i Ålborg, hvor barnebarnet boede. I samme ejendom
boede en politimand, som før havde truet barnebarnet, fordi det et par gange
var sket, at han var kommet hjem og havde fundet sin parkeringsplads optaget.
Så bilen holdt formentlig ikke
ved politigården, men på en privat parkeringsplads, der tilhørte en politimand,
i en baggård et stykke derfra. Dette fik min veninde senere bekræftet. Bilen
blev den vinter kørt af broderens kærestes barnebarn og var den nat efterladt
på en privat P-plads i en baggård midt i Ålborg.
Men hvor havde politimanden min
venindes hemmelige nummer fra? Og nummeret på hendes nevø? – Ingen af dem kunne
figurere på ejeroplysningerne på broderens bil. – Min veninde mener, at netop
disse numre optræder i sagsakterne vedrørende broderens gamle skilsmissesag,
hvor broderen i en periode boede hos min veninde, og hun var opført som kontaktperson.
Nevøen optrådte jo som søn i sagen, ekskonen med sin nye adresse i København,
og under broderen var der opført en hel række numre, bl.a. arbejdstelefoner.
Så politimanden kunne være
kommet hjem ud på morgenen og igen have fundet sin P-plads optaget. I ærgrelse
havde han så med broderens ejeroplysninger på Golfen som startpunkt rodet i
gamle sagsmapper og først ringet til hans søn, der ud fra personnummeret i
sagen kunne se ud til at være på samme alder, som føreren af den Golf, der
flere gange havde snuppet politimandens private P-plads. Men nevøen var i
Spanien, havde intet med en Golf at gøre og var i øvrigt ikke glad for at
bliver ringet op før klokken fem en morgen i ferien, så det blev en kort
samtale. Derefter havde politimanden ringet til min veninde og insisteret på at
få udleveret hendes brors telefonnummer …
Næste dag ringede min veninde
til politigården for at verificere Anders’ identitet og det sagsnummer, han
havde givet hende. Damen, der svarede på opkaldet, sagde god for begge dele.
Men der var alligevel ikke helt rene linjer i denne sag, så min veninde
besluttede at indgive en skriftlig klage over forløbet, som hun opfatter som
magtmisbrug og chikane af almindelige borgere, til Den Uafhængige
Politiklagemyndighed i Århus.
Efter få dage fik hun svar om,
at sagen ikke hørte under dem, men var videresendt til Politigården i Ålborg.
En politimand herfra ringede dagen
efter min veninde op og gav hende en sludder for en sladder og mente så, at
sagen hermed var afsluttet.
Min veninde var stadig syg og havde ikke kræfter til at forfølge det yderligere. Bl.a. fortrød hun, at hun ikke havde bedt politimanden om at sende et skriftligt svar på klagen.
Nu hænger der en uafklaret sag over politiet i Ålborg, en sag, der måske handler om en privat tvist mellem en politimand og en ung mand om en privat P-plads i en baggård, og som førte til mindst tre urovækkende opkald til almindelige, sovende borgere uden relevans for sagen, fra en vred politimand mellem klokken fem og seks en mørk morgen i januar 2020.
25.9. 2022 har ‘Politiken’ to artikler om magtmisbrug hos politiet, om DUP, den uafhængige klagemyndigheds partiskhed og manglende opbakning til de forurettede i retsvæsnet:
I begyndelsen af halvfemserne
var jeg i jobtilbud sammen med en sød, ung kvinde, uddannet snedker, dygtig
og glad for sit fag. – Hun havde fulgt de officielle opfordringer, som den
konservative regering på bedste DDR-vis op igennem arbejdsløshedsårene i
firserne udstedte for at anspore unge kvinder til at uddanne sig i mandefag.
’Kvinder i mandefag’ lød parolen. Man ønskede ikke, at ALLE kvinder blev pædagoger, hjemmehjælpere – som det hed dengang, da SOSU’erne virkelig hjalp folk i hjemmet og ikke bare aflagde forhastede besøg – lærere, sygeplejersker, socialrådgivere … Kvinder skulle ikke nødvendigvis ind i de bløde omsorgsfag, hvor de blot fortsatte den traditionelle kvinderolle og fik en dårlig løn for det, når man stod og manglede arbejdskraft i de praktiske mandefag. – Samtidig ville man gerne dæmpe den rå tone i skurvognene og på de traditionelle mandearbejdspladser, forlød det, og så var kvinder jo igen decimeret til servicepersoner, der skulle tage sig af de rå mænd – OG børn og hus og madlavning, når de kom hjem, selvfølgelig.
Men min unge arbejdsløshedskollega fik aldrig job som snedker. – Uanset hvor mange stillinger, hun søgte, blev hun valgt fra. Mændene havde ikke lyst til at få kvinder ind på deres domæne, slet ikke unge, kønne, blide blondiner, men undskyldningerne, som hun – i bedste fald – fik sammen med alle afslagene, gik på, at der ikke var toilet- og omklædningsforhold til kvinder på lige netop dén arbejdsplads.
Så nu sad hun her på et lokalhistorisk arkiv sammen med alle vi andre overflødige, uuddannede, skibsværftsarbejdere, humanistiske akademikere og ældre kvinder, der havde brugt deres liv på sekretærjobs, børnepasning og husholdning. – Sidst, jeg hørte fra hende, havde hun vist fået en slags terapeutuddannelse, om det var massage, fodterapi el. lign., kan jeg ikke huske. – Men hun blev efter mange års faglig uddannelse i et mandefag smidt direkte tilbage i den lavtlønnede kvindefagskasse.
Erindringen om den første
kvindelige snedker, jeg mødte, dukkede op, fordi vi for tiden har gang i en
større tilbygning. Det startede i efteråret med en (mandlig) arkitekt, en
(mandlig) bankrådgiver, to (mandlige) entreprenører, en (mandlig) landmåler og
en (kvindelig) kommunal sagsbehandler. Derefter har der igennem måneder været
et rend af mænd på matriklen. Jord- og betonarbejdere, lastbilchauffører,
kranvognschauffører, murere, tømrere, VVS’ere, elektrikere, og en enkelt, ung,
kvindelig maler, der altid holdt sig for sig selv.
Alle de gode håndværkermænd er omgængelige,
høflige, kompetente, ordholdende, hjælpsomme, og jeg kan se, at de har en fest
med deres fag og med hinanden:
Så ringer de efter en stor kran, der skal løfte et tag ind over huset, og ham, der roligt styrer den store maskine og sætter tagfagene på præcis det rigtige sted med millimeters nøjagtighed, mens han styrer uden om min skorsten og det lille lindetræ, nyder stor respekt blandt alle de andre.
Så er der pludselig brug for en elektriker, og så ringer de efter en, der – VIPS – som en militær indsatsstyrke kører op til huset efter en ½ time og ordner det, kun han kan ordne, og bliver mødt med kollegial anerkendelse og varme. – Sidst, jeg selv skulle bruge en VVS’er, gik der tre-fire uger, inden han omsider dukkede op …
Så går de og giver hinanden
noget gas, eller de snakker om ting, der ligger dem på sinde, sammenligner udstyr,
arbejdsgivere, fortæller om forbedringer, de laver på deres egne huse, sladrer
om andre firmaer, andre håndværkere, nyttig sladder, ikke ond sladder, bare så
de gensidigt er opdateret, så de ved, hvem man kan stole på, og hvem man ikke
skal ringe efter.
Og der hersker stor respekt
blandt alle mændene, også mellem faggrupperne, og der udveksles erfaringer,
råd, snakkes fag og sammenlignes værktøj.
Det minder mig om sønnike og alle hans drengevenner, når de skulle arrangere en krigsleg i skoven: Så er du … så laver du … så går I … vi tager alle sammen … – Er drenge født til at organisere hinanden i store slag? Arbejde med store maskiner? Gennemføre ambitiøse projekter? Bygge broer? Raketter? Vælte store træer? Rejse lysmaster? Mure huse op? Tætne tag? Udøve kraftpræstationer? Anlægge indkørsler? – Og komme hjem med lønsedler, der som ofte afspejler en god akkord, en tillidsfuld arbejdsgiver, en god kontrakt … Og de er altid parate til at løse et problem, til at give den en skalle om nødvendigt. – For enhver kan jo se, at det ikke nytter noget at holde fyraften, hvis det regner, og der er hul i taget.
Og de kører hjem i deres store biler, der alle er udstyrede som velforsynede værksteder, så de kan fixe hvad som helst i en håndevending, mens de laver godmodig sjov med hinanden og en bekymret husmor.
Og de kommer hjem efter at have reddet verden, bygget monumenter, fixet problemer, møgbeskidte, sultne og trætte, restituerer sig, og kører ud igen næste morgen sammen med kollegaerne, kammeraterne. Med tårnhøj selvfølelse, som rigtige mænd altid gør det.
Håndværkere er særdeles veluddannede: De har overblik, tager beslutninger og ansvar, de kan regne, beregne et fald, en taghældning, en åbning, rørføring, de kan organisere, skaffe mænd og materiel i en håndevending, de kender materialer, procedurer, lovgivning, og så kan de håndtere powerværktøj og på samme tid forstå, hvordan en ældre dame gerne vil have tingene indrettet, imens de lige sørger for, at alt er vandtæt, praktisk og lovligt.
Det er en kættersk tanke, men
måske er der alligevel forskel på mænd og kvinder? Måske skal man ikke vride og
sno sig for at passe ind i en anden kasse end den, man føler er rigtig for én
selv? Nogle kvinder er mere mandfolk end mange mænd, og nogle mænd egner sig
bedre til omsorg end nogle kvinder. Men fx mænd i pædagogjobs har det med at
slippe kontakten med børnene og smutte ind på kontoret, hvor de i
lederstillinger kan sidde og organisere og ringe efter en kran til den nye
rutsjebane på legepladsen, lægge vagtplaner, holde møder med andre mænd, i
kommunen, i forvaltningen, og have en fest med deres fag og med hinanden.
Og hvorfor skal alle vore unge mænd med vold og magt føres igennem HELE uddannelsestilbuddet helt op til studenterhuen, når så mange af dem føler sig ilde anbragt i et system, der tilsyneladende favoriserer kvinder? Kan vi ikke slappe så meget af nu, at enhver, uanset køn, må vælge uddannelse og erhverv efter lyst, evne og interesse og ikke partout tvinges ned i en forudbestemt kasse?
Er alle vore tekniske skoler blevet uinteressante for de opvakte unge mænd? Er de for løse i geleddet? For mange smøger og Opel Kadetter med blanke spoilere? Parkeringsplads for for mange dårlige og uinspirerende lærere? For dårlig løn, for ringe sammenhold, en dumpingplads for restgruppen, hvor faget ikke ligner virkeligheden, hvor de ikke forpligtes over for en mester, nødvendigheden og kollegaer, og hvor man kun kan drømme om at opnå en praktikplads i et rigtigt firma?
For set her fra min indelukkede coronatilværelse, hvor jeg til daglig er omgivet af glade og kompetente håndværkermænd, der virkelig får noget fra hånden, ser det ud til, at mange drenge ville få en yderst tilfredsstillende, fri og spændende tilværelse, hvis de søgte ind i et mandefag.
I stedet for at sidde med en laptop mellem tynde, blege fingre hele dagen, tale affekteret om amerikansk politik med andre hipstermænd over kaffelatten og formålsløst suse rundt på en kostbar mountainbike, løbe en halvmarathon eller brydes med bildæk og trækævler i fritiden, kan en ung mand med værdigheden i behold opnå et meningsgivende fællesskab med andre mænd, tjene langt bedre end gennemsnittet og gøre reel nytte samtidig.
Udenfor huserer en virus. Vi er nu på tredje uge isoleret fra de fleste andre og opholder os kun i huset og i haven med smutture ud i foråret i den nærliggende skov. – Verden lige nu bekræfter Sartres påstand om, at ’Helvede, det er de andre’.
Ingen af os har oplevet noget lignende! – Økonomien viste sig skrøbelig og kollapsede på en uges tid og måtte have enorme, offentlige tilførsler – Hvem skulle nu have troet det? Men Vladimir Lenin vidste, hvor sårbart et samfund er: “Every society is three meals away from chaos”, citeres han ofte for.
Vi køber ind på nettet og har endnu
ikke oplevet mangel på noget som helst. Vi har fordel af at være opdraget af
forældre og bedsteforældre, som havde oplevet krigen og gav et nøjsomt sparsommelighedsgen
videre til os, og som lærte os altid at have et mindre lager af fx wc-papir,
sæbe, mel og dåsetomater, så man i givet fald kunne klare en strejke, en
snestorm eller en sygdomsperiode. De tænkte på almindelig influenza, ikke på
en ondsindet én, der lukker hele samfund ned. For det er hundrede år siden, vi
sidst har set sådan én her hos os.
Der er absolut ingen flystriber på den martsblå himmel her tæt ved en lufthavn i Nordjylland, trafikken er begrænset, og folk kører usædvanligt pænt og holder tilbage for hinanden. – Men de små private sportsfly har en fest i det gode vejr. De cirkler i timevis lavt over byen og skoven. Det er vel ikke rimeligt, at et par velhavende entusiaster skal forstyrre den nyvundne fred for titusinder af andre? – Det bør stoppes!
Hvis vi ikke var så urolige, og
hvis de små Cessna’er kunne blive på jorden, ville vi nyde det sjældent smukke
forår i fulde drag og blot lytte til fuglene og børnene, der igen er fremme på
vejene og i skoven med deres egne forældre – på en hverdag!
Efter en lille uge satte uroen
ind. Søvnløsheden. Spekulationerne. Angsten for de nærmeste. For selv at
henligge hjælpeløs i en katastrofesituation. I disse dage ville man gerne have
klare retningslinjer fra en voksen.
Mette Frederiksen og hendes ministre gør det godt. Og embedsmændene. Og dronningen. Men kommunikationen er ikke klar. – Rammer denne her sygdom kun de gamle? Hvorfor kan vi ikke blive testet? Kan vi roligt gå ud og handle eller ej? Må vi tage i sommerhus? Må vi feste med vores venner? Må vi samles til påskefrokost, eller er det bedst at lade være? – Vi vil gerne se vidende, kloge og sikre generaler, der tør tage ansvar og udstikke klare, videnskabeligt funderede forholdsordrer. – Det er ikke tilstrækkeligt at sende unge damer ind med råd om (igen igen), at vi skal holde afstand, vaske hænder og sætte os roligt hen med en god bog, ikke genere sundhedsvæsnet og myndighederne med unødvendige opkald og vente, til det driver over.
Her hos os har vi en daglig
diskussion om avisen, som bliver bragt med et larmende knallertbud mellem
klokken fem og halv seks om morgenen. Er papiravisen en smitterisiko? Må man
tage den med ind til morgenbordet og slå den op i hovedet på ægtefællen, der
sidder overfor? Eller skal den bare blive liggende i postkassen, evt.
afbestilles, så vi begge kan nøjes med at læse den på nettet?
Min reference, Videnskab.dk,
kan oplyse følgende:
’I et amerikansk studie, som
netop er trykt i det videnskabelige tidsskrift New England Journal of Medicine,
vurderes det, at den nye coronavirus kan overleve på pap i op mod 24 timer,
mens den overlever på plast og rustfrit stål i op til tre døgn.’
Foruroligende kinesiske studier
har dertil fundet, at dråber med virussmitte kan holde sig svævende i luften i
fx en bus i 30 minutter.
Vores morgenkævl om Politikens
papirudgave må forekomme som ren hyggesnak sammenlignet med, hvordan
diskussionerne sikkert forløber blandt de udsatte mennesker i sundhedsvæsnet
og andre nødvendige funktioner med store kontaktflader til syge og smittede.
Hvad gør vi for de mennesker?
I årevis har de været nedskåret
og pressede af skiftende regeringer, så de knap kunne hænge sammen, og nu
forventer vi alt af dem … Jeg ser allerede nu tegn på, at coronakrisen får
varige følger i form af større støtte og opbakning til statsapparatet, til
skattebetaling, til fælles kriseberedskab, politi, retsvæsen, sundhedsvæsen,
forebyggelse m.m.
I gamle dage havde vi tjenestemænd. Et begreb, der nogenlunde svarer til det engelske ’Civil servant’. Folk på udvalgte poster inden for politi, retsvæsen, sundhed, akutberedskab, militær, transport, postvæsen, anden kommunikation, undervisning o.l. blev ansat på specielle vilkår, hvor de fik høj løn, gode forhold, stort ansvar og en rundhåndet pension for til gengæld at være parate og blive på posten, når krisen ramte. Tjenestemænd M/K var stolte af deres stilling i samfundet og var til at stole på. – I dag forventer vi, at folk bliver på deres poster, selv om vi har stresset dem voldsomt og skåret så langt ned på løn og øvrige vilkår, at de i årtier er blevet forhindret i at gøre deres arbejde ordentligt.
Vi har haft en verdensforståelse, der gav dem, der havde råd, alle muligheder for at købe materielle ting til overflod, for at bygge og indrette, for at rejse, for at opsøge privatlæger og privathospitaler og på den måde snyde sig uden om køen af mindre privilegerede, der var henvist til et usselt system med lange ventetider, både i telefonkøen til den praktiserende læge og til livsnødvendige undersøgelser og behandlinger på sygehuse og hos speciallæger.
Det gik forrygende for de velhavende i mange år. Tilpas mange fik del i rigdommen, og de havde ingen kvababbelser over klimaet, mens de sejlede hen ad motorvejene i deres store biler, eller medfølelse med stressede sygeplejersker, skolelærere, pædagoger, arbejdsløse, syge, gamle … De privilegerede forstod ikke, hvor sammenvævet et samfund er. Men nu er alle uden undtagelse henvist til det offentlige system, hvis de rammes af noget alvorligt. Ingen kan være i sikkerhed for noget som helst, hvis ikke samfundet som helhed føles sikkert. Nu er noget sket, der gør dette helt indlysende, selv for de tungt opfattende. Måske vil ordet ’solidaritet’ genopstå af asken efter, at Fogh Rasmussens regering lagde landets offentlige omsorg øde op igennem det første årti af det nye årtusinde?
Men vi er mennesker, vi er grådige, vi er egoister, navnlig i krisesituationer, og vi har behov for at skabe mening i kaos … Coronasmitte giver ingen mening. En virus, måske fra en flagermus i Kina, er vandret igennem fødekæden og ned i lungerne på os. Virus lever af, at vi er sociale væsner, og at vi altid søger tæt kontakt med artsfæller. – I dag godt hjulpet af livsstilen med global økonomi, stor rigdom i visse dele af verden og stor international mobilitet, både i forretningsøjemed og som ferie- og fornøjelsesrejser. – En ny virus kan, som vi godt vidste, men som vi nu har erfaret i virkeligheden, på ganske få timer sprede sig med fly fra Kina til Korea, Iran, Italien og derfra ramme lille mig i Værløse.
Som meningssøgende/meningsskabende væsner har vi svært ved at tolerere, at ting bare sker: Døden skal have en årsag. Sådan var det også i pesten og alle de andre epidemiers tid, da man, som Boccaccio beskrev det, flygtede op i bjergene og drak vin og fortalte hinanden frivole historier, indtil det var sikkert at komme ned igen. Da man piskede sig selv, fordi man åbenlyst havde pådraget sig ‘Guds straf’. Eller man gav jøderne skylden og murede dem inde. Eller hængte alle kattene, som man troede var smittekilder – heraf skikken med at slå katten af tønden til fastelavn.
I dag synes årsagen at være nogle tilfældige sammentræf i Wuhan – Når en flagermus slår med vingerne på den ene side af jorden … – Så vi har også i dag fået travlt med at finde årsagen, den formodentlige skjulte mening bag coronasmitten, og nogle vælter sig i paranoide konspirationsteorier, nogle opfinder religiøse eller overtroiske forklaringer, og andre begynder straks at uddele skyld. – Det er kinesernes skyld! – Det er italienernes skyld! – Det er de danske skituristers skyld!
En ny variation er de unge studerende, der på Politikens debatsider mener, at det hele er de voksnes skyld (!?) – Og at de unge ikke vil blive hjemme og lade være med at feste igennem og således passe på ikke at bringe smitten videre for de gamles skyld, for de gamle har aldrig taget sig af dem …
Måske har de ret. Hvis de er nået op i tyverne og går på universitetet og stadig ikke føler sig som voksne og stadig ikke har fattet, at ALLE kan dø af denne virus, så har vi voksne ikke gjort det godt nok. Der er 1,2 mio. sårbare i den danske befolkning, som er i fare for et alvorligt forløb i tilfælde af coronasmitte. Det er spædbørn, unge, midaldrende, gamle, afhængigt af helbred, immunforsvar, hjertesygdomme, lungesygdomme, nyresvagheder, astma, og navnlig afhængigt af det generelle smittepres i samfundet: Hvis mange syge går rundt og opformerer virus til store mængder, så bliver de næste smittede hårdere ramt, uanset alder. – Hvis det er de unges holdning, at det hele er de voksnes skyld, og at det i øvrigt ikke rager dem, og når de føler trang til at offentliggøre denne holdning i en stor, landsdækkende avis, så har vi voksne virkelig svigtet dem! – Men ikke på den måde, de forestiller sig, for de er blevet født og opfostret i gode kår, og de har modtaget gratis uddannelse og SU imens. – Men de har intet lært. De har aldrig været udfordret før. Og de har ikke tilbragt tid med bedste- og oldeforældre, der kunne have fortalt dem om trange tider, om sammenhænge og sammenhold, solidaritet, om almindelig pli, anstændighed og god opførsel.
Når de urimelige unge, som jeg tror er fåtallige, har fået luft for deres frustrationer over, at deres bekvemme og ubekymrede liv er forbi for en tid, og når alle vi andre er færdige med at uddele skyld og kloge os på ting, som vi i virkeligheden ikke ved noget om, og vi alle i fællesskab i endnu et par måneder har nået at vænne os til denne nye situation, så håber jeg, at smittekrisen vil efterlade os mere tolerante, mere omsorgsfulde, og ikke mindst mere menneskelige, end vi var før. – Måske vil vi endda i tiden efter coronaen fortsat opleve en blå himmel uden alt for mange flystriber? Gader uden tæt og forurenende trafik? Billister, der kører hensynsfuldt? Og se børnene lege ude og gå skovture med deres egne forældre på en ganske almindelig hverdag.
Om aftenen erklærede statsminister Mette Frederiksen landet i undtagelsestilstand og opfordrede til, at folk IKKE tog ud og hamstrede fx fødevarer og medicin. Øjeblikket efter var en stor del af den danske befolkning rykket til Bilka, Netto og REMA1000, de butikker, der havde aftenåbent, med trailere, varevogne og cykeltrailere, og flåede wc-papir, bleer og gær ned fra hylderne.
’Grænsen lukker’ og ’Stopper bland selv-slik’ er de to største emner, folk søger på Google her til morgen … Fulgt af navnet på en stand-up’er og symptomer på influenza, – Så ved man, hvad der rør sig blandt det, min far ville have kaldt ’De andre idioter’.
Da jeg erhvervede kørekort for
næsten 50 år siden og skulle begive mig ud blandt medtrafikanter på de danske
landeveje i min mors lille, mørkegrønne Austin Mini, lød min fars advarsel
altid: ’Pas på de andre idioter!’
Sådan burde enhver sagkyndig
afslutte køreprøven, når han rakte det midlertidige førerbevis til den glade
beståede.
Og sådan er vi nødt til at tænke
i dag, hvor coronavirusser grasserer lige uden for vores egen dør. Pas på de andre
idioter, der bringer os alle i fare, når de ikke synes, de skal standse for
rødt, når de kører frem i nødsporet og forsøger at overhale alle indenom, når
de ikke bliver hjemme, hvis der er et godt tilbud på wc-papir i Brugsen, hvis
de mangler slik og snacks, eller hvis de keder sig og bare lige skal ud og se,
hvad der rør sig i verden. Og som ikke gider besvære sig med at holde afstand,
med håndvask og sprit. – For virussen rammer kun de syge og gamle, ikke? – Det
er ren Darwinisme. Lad falde, hvad ikke kan stå.
Vi bør være taknemmelige for de
tapre ansatte i sundhedsvæsnet, som efter et par årtiers nedslidning og
udsultning stadig har modet og kræfterne til at gå på arbejde og afbøde slaget for
os andre!
Og for vores kloge og agtpågivende
politikere og embedsmænd, der roligt træder frem og overbeviser os om, at de
gør alting, så de godt de kan.
Og for alle dem, der holder
infrastrukturen i gang. Gudskelov for vand- og varmeforsyning! For renovation!
For strømmen! – Og for fryser, køleskab, komfur, ovn og bil. – Vi kan sagtens
holde den gående i nogle uger, hvis vi ikke bliver meget syge.
Og gudskelov for computer, internet,
mobil og tv … Vi kommer ikke til at kede os. – Vi kan kommunikere, vi kan
arbejde hjemmefra, vi kan bede om hjælp i værste fald, og vi kan få tiden til
at gå i mellemtiden. – Måske indeholder reolen stadig en god bog?
Farvekoordineret eller ej?
Vi kan så småt begynde forårsarbejdet
i have og drivhus, vi kan gå ture i skoven eller ude ved stranden. Vi kan også
aftale at møde familie og venner i skoven og gå tur og snakke med dem der. Og
vi kan rykke sammen på de sociale medier og tilbyde hjælp og trøst.
Dette er en tid, som man vil
huske i flere generationer. Hvad vi gør nu, får betydning i lang, lang tid fremover.
Og hvis alvoren kunne mane til en smule mere omtanke og taknemmelighed i en
velfungerende hverdag, så har vi i det mindste lært noget.
Og når landet nu lukker ned, jeg selv og mine kæreste bliver smittet, sundhedsvæsnet overbelastes, og mange, fortrinsvis ældre og syge, vil dø, så kan man jo tænke på, at det skete i dette lille land, som pludselig røg højt op på listen over coronasmittede – i dag nr. 13 i verden i absolutte tal, på trods af vores lille størrelse, i begyndelsen fordi nogle rige, midaldrende mænd skulle ned og stå på ski …
80 % af de smittede
er mænd
35 – 55-årige er stærkt
overrepræsenteret blandt de smittede
Og de kommer fra de
velhavende områder i København, Nordsjælland og Østjylland ifølge:
Det er bekymrende, at en ny virus er ved at brede sig.
Det er måske endnu mere bekymrende, at vi ældre mennesker så
let udskilles af fællesskabet med ’beroligende’ ord fra eksperterne om, at
virussen kun er alvorlig, hvis man tilhører den ældre aldersgruppe og måske
ovenikøbet har en kronisk sygdom.
Kan vi så nemt undvære de ældre? At vi afskriver dem med et skuldertræk og et ’bare rolig’ til de yngre? Hvor meget yngre skal man være for at være rolig? 5 år? 10 år? 20 år?
Hvad siger de ældres arbejdsgivere? Kollegaer? Ægtefæller? Venner? Børn og børnebørn? – Ser de bare frem til arv og bedre plads?
Politikens Netavis, 1.3. 2020*:
’Ekspert om coronavirus: »Den er slet ikke så farlig, som mange går og tror«
(…)
Hvem er i farezonen for smitte?
»Langt de fleste behøver slet ikke være
nervøse. Det er stort set, med forbehold for undtagelser, primært den ældre aldersgruppe
og folk med kroniske sygdomme, der bliver alvorligt ramt. Hos børn og
unge ser man næsten ingen dødsfald. For langt størstedelen af dem, der bliver
smittet, udvikler det sig til en mild sygdom, som man sagtens kan overleve«. (…)
Skal man være nervøs, hvis man får
konstateret corona i Danmark?
»Man behøver bestemt ikke være nervøs for, at man mister livet, hvis man får konstateret corona. Det er kun i få tilfælde, at folk fra bestemte grupper, altså i forvejen syge, særligt svækkede og ældre, kan have grund til bekymring og skal passe på. (…)’
Og
Politikens Netavis,
2.3. 2020:
’Er du fyldt 50 år? Så er du allerede senior og en af jobmarkedets tabere‘
I det hele taget er vi blevet hurtige til at udskille medborgere i kategorier, som ikke omfattes af det fælles ’vi’, og som vi ikke behøver at udvise solidaritet, men blot kan tilkaste lidt opmærksomhed og almisser ved festlige lejligheder: kvinder, indvandrere, flere generationer af børn af indvandrere, udkantsmennesker, jyder, overførselsindkomstmodtagere, brune, arbejdsløse, sygemeldte, hjemløse, patienter i psykiatrien, børn med særlige behov, kronikere …
Derudover er det nu helt åbenlyst, at vores vinterferiemigration er en lige så fast tradition og potentiel smitterisiko, som kinesernes nytår viste sig at være.
