Samfund – Side 8 – blog.loneandrup.dk

Magtmisbrug hos politiet?

Er der ved at gå magtfuldkommenhed i det danske politi? I Rusland smider de p.t. åbenmundede coronalæger ud ad vinduerne fra høje bygninger, forlyder det. – Så vidt er det endnu ikke kommet herhjemme. – Men en venindes fortælling om en i bund og grund banal parkeringssag er bekymrende:

Min veninde havde en besynderlig oplevelse i vinter. Ved femtiden om morgenen, bedst som hun lå og sov, syg med høj feber og hoste, ringede hendes telefon. – Hun bor i et lille hus i en lille skov et stykke ude på landet omkring 20 km uden for Ålborg. Hun har før oplevet indbrud, også mens hun og manden lå og sov på førstesalen.

Denne vintermorgen var hun alene i huset, da hendes mand sammen med hendes nevø var på ferie i Spanien, så hun havde ikke sat sin telefon på lydløs og svarede da også med det samme:

– Det var en ’Anders’ fra politiet, der ringede, og hun blev meget forskrækket … Politiet! Klokken fem om morgenen! – Var der sket noget med manden og nevøen? – Eller var det svindel? – Stod der tyve og røvere udenfor?

Anders fra politiet lød irriteret, og han ville gerne vide, om hun kendte noget til en bil, en grøn Golf, der holdt ulovligt parkeret her, hvor han sad, ved politigården i Ålborg? – Min veninde blev forfjamsket, hun havde for mange år siden ejet en grøn Golf, en cabriolet, men den var for længst skrottet og afmeldt og kunne vel ikke holde parkeret inde i Ålborg?

– Nej, bilen var ikke en cabriolet, svarede Anders fra politiet. – Hvad med hendes bror, havde han en Golf?

Det vidste min veninde ikke. Broderen havde flere biler, bl.a. en varevogn, som han altid kørte i, men en Golf? Og hvorfor ville politiet vide noget om det? Og hvorfor ringede de til hende? – Kunne bilen tilhøre broderens ekskone? – For mere end fem år siden havde broderen og hans ekskone været ude i en voldsom skilsmisse, der medførte en politisag om bl.a. ulovlig indtrængen, ejendomme og et par biler, men ikke en Golf, så vidt min veninde huskede det.

Anders fra politiet sagde, at broderens kone jo boede i København, så bilen kunne ikke være hendes. Han ville gerne have broderens telefonnummer, men min veninde var ikke meget for at udlevere det. Hele situationen var foruroligende, hun forstod ikke helt problemet, og hvis det drejede sig om en ulovligt parkeret bil ved politigården i Ålborg, hvad havde det så med hende og hendes bror at gøre?

Anders fra politiet fortalte, at han allerede havde snakket med hendes nevø, broderens søn, i Spanien. Nevøen havde nægtet, at det var hans bil. – Og Anders havde en liste med telefonnumre, som han gerne ville tjekke med min veninde: Hvilket tilhørte broderen? Ville hun hjælpe ham med det?

Hun var ikke glad for det, syg, febril, træt, skræmt, pludseligt vækket alt for tidligt en mørk vintermorgen, så hun spurgte til hans fulde navn og til det sagsnummer, hans henvendelse drejede sig om, og hun fik begge dele.

Så bad hun ham ringe op igen, når hun havde fået tid til at finde broderens nummer på sin mobil, hvilket han gjorde. – I den sagsmappe, han åbenbart sad med, befandt sig hendes hemmelige telefonnummer, nummeret på hendes nevø, broderens ekskones nummer og adresse og en del andre forskellige numre. Anders læste dem op et efter et, og min veninde fortalte ham, hvilket nummer, der nu tilhørte broderen. – Hun bad ham vente fem minutter med at ringe broderen op. Hun ville gerne selv ringe først og forberede ham, så han ikke blev så forskrækket, som hun selv var blevet det.

Klokken hen under halv seks ringede min veninde så til sin bror, som tog telefonen, fordi han kunne se, at det var hende, og fordi han vidste, at hun var alene hjemme, mens hendes mand og broderens søn var Spanien.

Da hun havde fortalt om opringningen fra politiet, sagde han ’satans’, og forklarede, at hans nye kærestes barnebarn havde lånt hans lille Golf, og at der flere gange havde været problemer med, at barnebarnet parkerede i en privat parkeringsbås i en baggård ved en ejendom midt i Ålborg, hvor barnebarnet boede. I samme ejendom boede en politimand, som før havde truet barnebarnet, fordi det et par gange var sket, at han var kommet hjem og havde fundet sin parkeringsplads optaget.

Så bilen holdt formentlig ikke ved politigården, men på en privat parkeringsplads, der tilhørte en politimand, i en baggård et stykke derfra. Dette fik min veninde senere bekræftet. Bilen blev den vinter kørt af broderens kærestes barnebarn og var den nat efterladt på en privat P-plads i en baggård midt i Ålborg.

Men hvor havde politimanden min venindes hemmelige nummer fra? Og nummeret på hendes nevø? – Ingen af dem kunne figurere på ejeroplysningerne på broderens bil. – Min veninde mener, at netop disse numre optræder i sagsakterne vedrørende broderens gamle skilsmissesag, hvor broderen i en periode boede hos min veninde, og hun var opført som kontaktperson. Nevøen optrådte jo som søn i sagen, ekskonen med sin nye adresse i København, og under broderen var der opført en hel række numre, bl.a. arbejdstelefoner.

Så politimanden kunne være kommet hjem ud på morgenen og igen have fundet sin P-plads optaget. I ærgrelse havde han så med broderens ejeroplysninger på Golfen som startpunkt rodet i gamle sagsmapper og først ringet til hans søn, der ud fra personnummeret i sagen kunne se ud til at være på samme alder, som føreren af den Golf, der flere gange havde snuppet politimandens private P-plads. Men nevøen var i Spanien, havde intet med en Golf at gøre og var i øvrigt ikke glad for at bliver ringet op før klokken fem en morgen i ferien, så det blev en kort samtale. Derefter havde politimanden ringet til min veninde og insisteret på at få udleveret hendes brors telefonnummer …

Næste dag ringede min veninde til politigården for at verificere Anders’ identitet og det sagsnummer, han havde givet hende. Damen, der svarede på opkaldet, sagde god for begge dele. Men der var alligevel ikke helt rene linjer i denne sag, så min veninde besluttede at indgive en skriftlig klage over forløbet, som hun opfatter som magtmisbrug og chikane af almindelige borgere, til Den Uafhængige Politiklagemyndighed i Århus.

Efter få dage fik hun svar om, at sagen ikke hørte under dem, men var videresendt til Politigården i Ålborg.

En politimand herfra ringede dagen efter min veninde op og gav hende en sludder for en sladder og mente så, at sagen hermed var afsluttet.

Min veninde var stadig syg og havde ikke kræfter til at forfølge det yderligere. Bl.a. fortrød hun, at hun ikke havde bedt politimanden om at sende et skriftligt svar på klagen.

Nu hænger der en uafklaret sag over politiet i Ålborg, en sag, der måske handler om en privat tvist mellem en politimand og en ung mand om en privat P-plads i en baggård, og som førte til mindst tre urovækkende opkald til almindelige, sovende borgere uden relevans for sagen, fra en vred politimand mellem klokken fem og seks en mørk morgen i januar 2020.

25.9. 2022 har ‘Politiken’ to artikler om magtmisbrug hos politiet, om DUP, den uafhængige klagemyndigheds partiskhed og manglende opbakning til de forurettede i retsvæsnet:

https://politiken.dk/indland/art8983557/Det-er-meningen-at-de-skal-v%C3%A6re-uafh%C3%A6ngige-af-politiet.-Nu-skal-eksperter-unders%C3%B8ge-om-de-ogs%C3%A5-er-det

https://politiken.dk/indland/art8985202/I-et-%C3%A5r-har-politiet-stoppet-Mohammeds-familie-igen-og-igen.-Og-en-nat-i-april-fik-det-alvorlige-konsekvenser

https://videnskab.dk/kultur-samfund/forsker-to-aarsager-til-at-politiet-handler-voldeligt/

Mænd i mandefag!

I begyndelsen af halvfemserne var jeg i jobtilbud sammen med en sød, ung kvinde, uddannet snedker, dygtig og glad for sit fag. – Hun havde fulgt de officielle opfordringer, som den konservative regering på bedste DDR-vis op igennem arbejdsløshedsårene i firserne udstedte for at anspore unge kvinder til at uddanne sig i mandefag.

’Kvinder i mandefag’ lød parolen. Man ønskede ikke, at ALLE kvinder blev pædagoger, hjemmehjælpere – som det hed dengang, da SOSU’erne virkelig hjalp folk i hjemmet og ikke bare aflagde forhastede besøg – lærere, sygeplejersker, socialrådgivere … Kvinder skulle ikke nødvendigvis ind i de bløde omsorgsfag, hvor de blot fortsatte den traditionelle kvinderolle og fik en dårlig løn for det, når man stod og manglede arbejdskraft i de praktiske mandefag. – Samtidig ville man gerne dæmpe den rå tone i skurvognene og på de traditionelle mandearbejdspladser, forlød det, og så var kvinder jo igen decimeret til servicepersoner, der skulle tage sig af de rå mænd – OG børn og hus og madlavning, når de kom hjem, selvfølgelig.

Men min unge arbejdsløshedskollega fik aldrig job som snedker. – Uanset hvor mange stillinger, hun søgte, blev hun valgt fra. Mændene havde ikke lyst til at få kvinder ind på deres domæne, slet ikke unge, kønne, blide blondiner, men undskyldningerne, som hun – i bedste fald – fik sammen med alle afslagene, gik på, at der ikke var toilet- og omklædningsforhold til kvinder på lige netop dén arbejdsplads.

Så nu sad hun her på et lokalhistorisk arkiv sammen med alle vi andre overflødige, uuddannede, skibsværftsarbejdere, humanistiske akademikere og ældre kvinder, der havde brugt deres liv på sekretærjobs, børnepasning og husholdning. – Sidst, jeg hørte fra hende, havde hun vist fået en slags terapeutuddannelse, om det var massage, fodterapi el. lign., kan jeg ikke huske. – Men hun blev efter mange års faglig uddannelse i et mandefag smidt direkte tilbage i den lavtlønnede kvindefagskasse.

Erindringen om den første kvindelige snedker, jeg mødte, dukkede op, fordi vi for tiden har gang i en større tilbygning. Det startede i efteråret med en (mandlig) arkitekt, en (mandlig) bankrådgiver, to (mandlige) entreprenører, en (mandlig) landmåler og en (kvindelig) kommunal sagsbehandler. Derefter har der igennem måneder været et rend af mænd på matriklen. Jord- og betonarbejdere, lastbilchauffører, kranvognschauffører, murere, tømrere, VVS’ere, elektrikere, og en enkelt, ung, kvindelig maler, der altid holdt sig for sig selv.

Alle de gode håndværkermænd er omgængelige, høflige, kompetente, ordholdende, hjælpsomme, og jeg kan se, at de har en fest med deres fag og med hinanden:

Så ringer de efter en stor kran, der skal løfte et tag ind over huset, og ham, der roligt styrer den store maskine og sætter tagfagene på præcis det rigtige sted med millimeters nøjagtighed, mens han styrer uden om min skorsten og det lille lindetræ, nyder stor respekt blandt alle de andre.

Så er der pludselig brug for en elektriker, og så ringer de efter en, der – VIPS – som en militær indsatsstyrke kører op til huset efter en ½ time og ordner det, kun han kan ordne, og bliver mødt med kollegial anerkendelse og varme. – Sidst, jeg selv skulle bruge en VVS’er, gik der tre-fire uger, inden han omsider dukkede op …

Så går de og giver hinanden noget gas, eller de snakker om ting, der ligger dem på sinde, sammenligner udstyr, arbejdsgivere, fortæller om forbedringer, de laver på deres egne huse, sladrer om andre firmaer, andre håndværkere, nyttig sladder, ikke ond sladder, bare så de gensidigt er opdateret, så de ved, hvem man kan stole på, og hvem man ikke skal ringe efter.

Og der hersker stor respekt blandt alle mændene, også mellem faggrupperne, og der udveksles erfaringer, råd, snakkes fag og sammenlignes værktøj.

Det minder mig om sønnike og alle hans drengevenner, når de skulle arrangere en krigsleg i skoven: Så er du … så laver du … så går I … vi tager alle sammen … – Er drenge født til at organisere hinanden i store slag? Arbejde med store maskiner? Gennemføre ambitiøse projekter? Bygge broer? Raketter? Vælte store træer? Rejse lysmaster? Mure huse op? Tætne tag? Udøve kraftpræstationer? Anlægge indkørsler? – Og komme hjem med lønsedler, der som ofte afspejler en god akkord, en tillidsfuld arbejdsgiver, en god kontrakt … Og de er altid parate til at løse et problem, til at give den en skalle om nødvendigt. – For enhver kan jo se, at det ikke nytter noget at holde fyraften, hvis det regner, og der er hul i taget.

Og de kører hjem i deres store biler, der alle er udstyrede som velforsynede værksteder, så de kan fixe hvad som helst i en håndevending, mens de laver godmodig sjov med hinanden og en bekymret husmor.

Og de kommer hjem efter at have reddet verden, bygget monumenter, fixet problemer, møgbeskidte, sultne og trætte, restituerer sig, og kører ud igen næste morgen sammen med kollegaerne, kammeraterne. Med tårnhøj selvfølelse, som rigtige mænd altid gør det.

Håndværkere er særdeles veluddannede: De har overblik, tager beslutninger og ansvar, de kan regne, beregne et fald, en taghældning, en åbning, rørføring, de kan organisere, skaffe mænd og materiel i en håndevending, de kender materialer, procedurer, lovgivning, og så kan de håndtere powerværktøj og på samme tid forstå, hvordan en ældre dame gerne vil have tingene indrettet, imens de lige sørger for, at alt er vandtæt, praktisk og lovligt.

Det er en kættersk tanke, men måske er der alligevel forskel på mænd og kvinder? Måske skal man ikke vride og sno sig for at passe ind i en anden kasse end den, man føler er rigtig for én selv? Nogle kvinder er mere mandfolk end mange mænd, og nogle mænd egner sig bedre til omsorg end nogle kvinder. Men fx mænd i pædagogjobs har det med at slippe kontakten med børnene og smutte ind på kontoret, hvor de i lederstillinger kan sidde og organisere og ringe efter en kran til den nye rutsjebane på legepladsen, lægge vagtplaner, holde møder med andre mænd, i kommunen, i forvaltningen, og have en fest med deres fag og med hinanden.

Og hvorfor skal alle vore unge mænd med vold og magt føres igennem HELE uddannelsestilbuddet helt op til studenterhuen, når så mange af dem føler sig ilde anbragt i et system, der tilsyneladende favoriserer kvinder? Kan vi ikke slappe så meget af nu, at enhver, uanset køn, må vælge uddannelse og erhverv efter lyst, evne og interesse og ikke partout tvinges ned i en forudbestemt kasse?

Er alle vore tekniske skoler blevet uinteressante for de opvakte unge mænd? Er de for løse i geleddet? For mange smøger og Opel Kadetter med blanke spoilere? Parkeringsplads for for mange dårlige og uinspirerende lærere? For dårlig løn, for ringe sammenhold, en dumpingplads for restgruppen, hvor faget ikke ligner virkeligheden, hvor de ikke forpligtes over for en mester, nødvendigheden og kollegaer, og hvor man kun kan drømme om at opnå en praktikplads i et rigtigt firma?

For set her fra min indelukkede coronatilværelse, hvor jeg til daglig er omgivet af glade og kompetente håndværkermænd, der virkelig får noget fra hånden, ser det ud til, at mange drenge ville få en yderst tilfredsstillende, fri og spændende tilværelse, hvis de søgte ind i et mandefag.

I stedet for at sidde med en laptop mellem tynde, blege fingre hele dagen, tale affekteret om amerikansk politik med andre hipstermænd over kaffelatten og formålsløst suse rundt på en kostbar mountainbike, løbe en halvmarathon eller brydes med bildæk og trækævler i fritiden, kan en ung mand med værdigheden i behold opnå et meningsgivende fællesskab med andre mænd, tjene langt bedre end gennemsnittet og gøre reel nytte samtidig.

Corona 3

Udenfor huserer en virus. Vi er nu på tredje uge isoleret fra de fleste andre og opholder os kun i huset og i haven med smutture ud i foråret i den nærliggende skov. – Verden lige nu bekræfter Sartres påstand om, at ’Helvede, det er de andre’.

Ingen af os har oplevet noget lignende! – Økonomien viste sig skrøbelig og kollapsede på en uges tid og måtte have enorme, offentlige tilførsler – Hvem skulle nu have troet det? Men Vladimir Lenin vidste, hvor sårbart et samfund er: “Every society is three meals away from chaos”, citeres han ofte for.

Vi køber ind på nettet og har endnu ikke oplevet mangel på noget som helst. Vi har fordel af at være opdraget af forældre og bedsteforældre, som havde oplevet krigen og gav et nøjsomt sparsommelighedsgen videre til os, og som lærte os altid at have et mindre lager af fx wc-papir, sæbe, mel og dåsetomater, så man i givet fald kunne klare en strejke, en snestorm eller en sygdomsperiode. De tænkte på almindelig influenza, ikke på en ondsindet én, der lukker hele samfund ned. For det er hundrede år siden, vi sidst har set sådan én her hos os.

Der er absolut ingen flystriber på den martsblå himmel her tæt ved en lufthavn i Nordjylland, trafikken er begrænset, og folk kører usædvanligt pænt og holder tilbage for hinanden. – Men de små private sportsfly har en fest i det gode vejr. De cirkler i timevis lavt over byen og skoven. Det er vel ikke rimeligt, at et par velhavende entusiaster skal forstyrre den nyvundne fred for titusinder af andre? – Det bør stoppes!

Hvis vi ikke var så urolige, og hvis de små Cessna’er kunne blive på jorden, ville vi nyde det sjældent smukke forår i fulde drag og blot lytte til fuglene og børnene, der igen er fremme på vejene og i skoven med deres egne forældre – på en hverdag!

Efter en lille uge satte uroen ind. Søvnløsheden. Spekulationerne. Angsten for de nærmeste. For selv at henligge hjælpeløs i en katastrofesituation. I disse dage ville man gerne have klare retningslinjer fra en voksen.

Mette Frederiksen og hendes ministre gør det godt. Og embedsmændene. Og dronningen. Men kommunikationen er ikke klar. – Rammer denne her sygdom kun de gamle? Hvorfor kan vi ikke blive testet? Kan vi roligt gå ud og handle eller ej? Må vi tage i sommerhus? Må vi feste med vores venner? Må vi samles til påskefrokost, eller er det bedst at lade være? – Vi vil gerne se vidende, kloge og sikre generaler, der tør tage ansvar og udstikke klare, videnskabeligt funderede forholdsordrer. – Det er ikke tilstrækkeligt at sende unge damer ind med råd om (igen igen), at vi skal holde afstand, vaske hænder og sætte os roligt hen med en god bog, ikke genere sundhedsvæsnet og myndighederne med unødvendige opkald og vente, til det driver over.

Her hos os har vi en daglig diskussion om avisen, som bliver bragt med et larmende knallertbud mellem klokken fem og halv seks om morgenen. Er papiravisen en smitterisiko? Må man tage den med ind til morgenbordet og slå den op i hovedet på ægtefællen, der sidder overfor? Eller skal den bare blive liggende i postkassen, evt. afbestilles, så vi begge kan nøjes med at læse den på nettet?

Min reference, Videnskab.dk, kan oplyse følgende:

’I et amerikansk studie, som netop er trykt i det videnskabelige tidsskrift New England Journal of Medicine, vurderes det, at den nye coronavirus kan overleve på pap i op mod 24 timer, mens den overlever på plast og rustfrit stål i op til tre døgn.’

Foruroligende kinesiske studier har dertil fundet, at dråber med virussmitte kan holde sig svævende i luften i fx en bus i 30 minutter.

Vores morgenkævl om Politikens papirudgave må forekomme som ren hyggesnak sammenlignet med, hvordan diskussionerne sikkert forløber blandt de udsatte mennesker i sundhedsvæsnet og andre nødvendige funktioner med store kontaktflader til syge og smittede. Hvad gør vi for de mennesker?

I årevis har de været nedskåret og pressede af skiftende regeringer, så de knap kunne hænge sammen, og nu forventer vi alt af dem … Jeg ser allerede nu tegn på, at coronakrisen får varige følger i form af større støtte og opbakning til statsapparatet, til skattebetaling, til fælles kriseberedskab, politi, retsvæsen, sundhedsvæsen, forebyggelse m.m.

I gamle dage havde vi tjenestemænd. Et begreb, der nogenlunde svarer til det engelske ’Civil servant’. Folk på udvalgte poster inden for politi, retsvæsen, sundhed, akutberedskab, militær, transport, postvæsen, anden kommunikation, undervisning o.l. blev ansat på specielle vilkår, hvor de fik høj løn, gode forhold, stort ansvar og en rundhåndet pension for til gengæld at være parate og blive på posten, når krisen ramte. Tjenestemænd M/K var stolte af deres stilling i samfundet og var til at stole på. – I dag forventer vi, at folk bliver på deres poster, selv om vi har stresset dem voldsomt og skåret så langt ned på løn og øvrige vilkår, at de i årtier er blevet forhindret i at gøre deres arbejde ordentligt.

Vi har haft en verdensforståelse, der gav dem, der havde råd, alle muligheder for at købe materielle ting til overflod, for at bygge og indrette, for at rejse, for at opsøge privatlæger og privathospitaler og på den måde snyde sig uden om køen af mindre privilegerede, der var henvist til et usselt system med lange ventetider, både i telefonkøen til den praktiserende læge og til livsnødvendige undersøgelser og behandlinger på sygehuse og hos speciallæger.

Det gik forrygende for de velhavende i mange år. Tilpas mange fik del i rigdommen, og de havde ingen kvababbelser over klimaet, mens de sejlede hen ad motorvejene i deres store biler, eller medfølelse med stressede sygeplejersker, skolelærere, pædagoger, arbejdsløse, syge, gamle … De privilegerede forstod ikke, hvor sammenvævet et samfund er. Men nu er alle uden undtagelse henvist til det offentlige system, hvis de rammes af noget alvorligt. Ingen kan være i sikkerhed for noget som helst, hvis ikke samfundet som helhed føles sikkert. Nu er noget sket, der gør dette helt indlysende, selv for de tungt opfattende. Måske vil ordet ’solidaritet’ genopstå af asken efter, at Fogh Rasmussens regering lagde landets offentlige omsorg øde op igennem det første årti af det nye årtusinde?

Men vi er mennesker, vi er grådige, vi er egoister, navnlig i krisesituationer, og vi har behov for at skabe mening i kaos … Coronasmitte giver ingen mening. En virus, måske fra en flagermus i Kina, er vandret igennem fødekæden og ned i lungerne på os. Virus lever af, at vi er sociale væsner, og at vi altid søger tæt kontakt med artsfæller. – I dag godt hjulpet af livsstilen med global økonomi, stor rigdom i visse dele af verden og stor international mobilitet, både i forretningsøjemed og som ferie- og fornøjelsesrejser. – En ny virus kan, som vi godt vidste, men som vi nu har erfaret i virkeligheden, på ganske få timer sprede sig med fly fra Kina til Korea, Iran, Italien og derfra ramme lille mig i Værløse.

Som meningssøgende/meningsskabende væsner har vi svært ved at tolerere, at ting bare sker: Døden skal have en årsag. Sådan var det også i pesten og alle de andre epidemiers tid, da man, som Boccaccio beskrev det, flygtede op i bjergene og drak vin og fortalte hinanden frivole historier, indtil det var sikkert at komme ned igen. Da man piskede sig selv, fordi man åbenlyst havde pådraget sig ‘Guds straf’. Eller man gav jøderne skylden og murede dem inde. Eller hængte alle kattene, som man troede var smittekilder – heraf skikken med at slå katten af tønden til fastelavn.

I dag synes årsagen at være nogle tilfældige sammentræf i Wuhan – Når en flagermus slår med vingerne på den ene side af jorden … – Så vi har også i dag fået travlt med at finde årsagen, den formodentlige skjulte mening bag coronasmitten, og nogle vælter sig i paranoide konspirationsteorier, nogle opfinder religiøse eller overtroiske forklaringer, og andre begynder straks at uddele skyld. – Det er kinesernes skyld! – Det er italienernes skyld! – Det er de danske skituristers skyld!

En ny variation er de unge studerende, der på Politikens debatsider mener, at det hele er de voksnes skyld (!?) – Og at de unge ikke vil blive hjemme og lade være med at feste igennem og således passe på ikke at bringe smitten videre for de gamles skyld, for de gamle har aldrig taget sig af dem …

Måske har de ret. Hvis de er nået op i tyverne og går på universitetet og stadig ikke føler sig som voksne og stadig ikke har fattet, at ALLE kan dø af denne virus, så har vi voksne ikke gjort det godt nok. Der er 1,2 mio. sårbare i den danske befolkning, som er i fare for et alvorligt forløb i tilfælde af coronasmitte. Det er spædbørn, unge, midaldrende, gamle, afhængigt af helbred, immunforsvar, hjertesygdomme, lungesygdomme, nyresvagheder, astma, og navnlig afhængigt af det generelle smittepres i samfundet: Hvis mange syge går rundt og opformerer virus til store mængder, så bliver de næste smittede hårdere ramt, uanset alder. – Hvis det er de unges holdning, at det hele er de voksnes skyld, og at det i øvrigt ikke rager dem, og når de føler trang til at offentliggøre denne holdning i en stor, landsdækkende avis, så har vi voksne virkelig svigtet dem! – Men ikke på den måde, de forestiller sig, for de er blevet født og opfostret i gode kår, og de har modtaget gratis uddannelse og SU imens. – Men de har intet lært. De har aldrig været udfordret før. Og de har ikke tilbragt tid med bedste- og oldeforældre, der kunne have fortalt dem om trange tider, om sammenhænge og sammenhold, solidaritet, om almindelig pli, anstændighed og god opførsel.

Når de urimelige unge, som jeg tror er fåtallige, har fået luft for deres frustrationer over, at deres bekvemme og ubekymrede liv er forbi for en tid, og når alle vi andre er færdige med at uddele skyld og kloge os på ting, som vi i virkeligheden ikke ved noget om, og vi alle i fællesskab i endnu et par måneder har nået at vænne os til denne nye situation, så håber jeg, at smittekrisen vil efterlade os mere tolerante, mere omsorgsfulde, og ikke mindst mere menneskelige, end vi var før. – Måske vil vi endda i tiden efter coronaen fortsat opleve en blå himmel uden alt for mange flystriber? Gader uden tæt og forurenende trafik? Billister, der kører hensynsfuldt? Og se børnene lege ude og gå skovture med deres egne forældre på en ganske almindelig hverdag.

https://www.goodreads.com/quotes/853096-every-society-is-three-meals-away-from-chaos

https://videnskab.dk/krop-sundhed/praktiske-raad-hvordan-haandterer-jeg-rengoering-madlavning-toejvask-og-indkoeb-under

https://politiken.dk/udland/art7698009/Forskere-tr%C3%A6kker-corona-unders%C3%B8gelse-tilbage

https://politiken.dk/debat/debatindlaeg/art7722821/%C2%BBK%C3%A6re-voksne-det-klinger-hult-n%C3%A5r-I-anmoder-om-solidaritet-i-krisetider-%E2%80%93-det-er-jer-der-har-smadret-f%C3%A6llesskabet-og-vores-fremtid%C2%AB

https://politiken.dk/debat/klummer/art7717434/Aldrig-har-min-s%C3%B8n-givet-mig-s%C3%A5-roligt-et-knus.-%C3%98nsker-vi-faktisk-at-vende-tilbage-til-det-gamle-liv

Corona 2

Om aftenen erklærede statsminister Mette Frederiksen landet i undtagelsestilstand og opfordrede til, at folk IKKE tog ud og hamstrede fx fødevarer og medicin. Øjeblikket efter var en stor del af den danske befolkning rykket til Bilka, Netto og REMA1000, de butikker, der havde aftenåbent, med trailere, varevogne og cykeltrailere, og flåede wc-papir, bleer og gær ned fra hylderne.

’Grænsen lukker’ og ’Stopper bland selv-slik’ er de to største emner, folk søger på Google her til morgen … Fulgt af navnet på en stand-up’er og symptomer på influenza, – Så ved man, hvad der rør sig blandt det, min far ville have kaldt ’De andre idioter’.

Da jeg erhvervede kørekort for næsten 50 år siden og skulle begive mig ud blandt medtrafikanter på de danske landeveje i min mors lille, mørkegrønne Austin Mini, lød min fars advarsel altid: ’Pas på de andre idioter!’

Sådan burde enhver sagkyndig afslutte køreprøven, når han rakte det midlertidige førerbevis til den glade beståede.

Og sådan er vi nødt til at tænke i dag, hvor coronavirusser grasserer lige uden for vores egen dør. Pas på de andre idioter, der bringer os alle i fare, når de ikke synes, de skal standse for rødt, når de kører frem i nødsporet og forsøger at overhale alle indenom, når de ikke bliver hjemme, hvis der er et godt tilbud på wc-papir i Brugsen, hvis de mangler slik og snacks, eller hvis de keder sig og bare lige skal ud og se, hvad der rør sig i verden. Og som ikke gider besvære sig med at holde afstand, med håndvask og sprit. – For virussen rammer kun de syge og gamle, ikke? – Det er ren Darwinisme. Lad falde, hvad ikke kan stå.

Vi bør være taknemmelige for de tapre ansatte i sundhedsvæsnet, som efter et par årtiers nedslidning og udsultning stadig har modet og kræfterne til at gå på arbejde og afbøde slaget for os andre!

Og for vores kloge og agtpågivende politikere og embedsmænd, der roligt træder frem og overbeviser os om, at de gør alting, så de godt de kan.

Og for alle dem, der holder infrastrukturen i gang. Gudskelov for vand- og varmeforsyning! For renovation! For strømmen! – Og for fryser, køleskab, komfur, ovn og bil. – Vi kan sagtens holde den gående i nogle uger, hvis vi ikke bliver meget syge.

Og gudskelov for computer, internet, mobil og tv … Vi kommer ikke til at kede os. – Vi kan kommunikere, vi kan arbejde hjemmefra, vi kan bede om hjælp i værste fald, og vi kan få tiden til at gå i mellemtiden. – Måske indeholder reolen stadig en god bog? Farvekoordineret eller ej?

Vi kan så småt begynde forårsarbejdet i have og drivhus, vi kan gå ture i skoven eller ude ved stranden. Vi kan også aftale at møde familie og venner i skoven og gå tur og snakke med dem der. Og vi kan rykke sammen på de sociale medier og tilbyde hjælp og trøst.

Dette er en tid, som man vil huske i flere generationer. Hvad vi gør nu, får betydning i lang, lang tid fremover. Og hvis alvoren kunne mane til en smule mere omtanke og taknemmelighed i en velfungerende hverdag, så har vi i det mindste lært noget.

Og når landet nu lukker ned, jeg selv og mine kæreste bliver smittet, sundhedsvæsnet overbelastes, og mange, fortrinsvis ældre og syge, vil dø, så kan man jo tænke på, at det skete i dette lille land, som pludselig røg højt op på listen over coronasmittede – i dag nr. 13 i verden i absolutte tal, på trods af vores lille størrelse, i begyndelsen fordi nogle rige, midaldrende mænd skulle ned og stå på ski …

80 % af de smittede er mænd

35 – 55-årige er stærkt overrepræsenteret blandt de smittede

Og de kommer fra de velhavende områder i København, Nordsjælland og Østjylland ifølge:

https://nyheder.tv2.dk/samfund/2020-02-27-nyeste-corona-tal-fra-danmark-og-verden-saa-mange-er-smittede-doede-og-helbredte

Coronavirus

Det er bekymrende, at en ny virus er ved at brede sig.

Det er måske endnu mere bekymrende, at vi ældre mennesker så let udskilles af fællesskabet med ’beroligende’ ord fra eksperterne om, at virussen kun er alvorlig, hvis man tilhører den ældre aldersgruppe og måske ovenikøbet har en kronisk sygdom.

Kan vi så nemt undvære de ældre? At vi afskriver dem med et skuldertræk og et ’bare rolig’ til de yngre? Hvor meget yngre skal man være for at være rolig? 5 år? 10 år? 20 år?

Hvad siger de ældres arbejdsgivere? Kollegaer? Ægtefæller? Venner? Børn og børnebørn? – Ser de bare frem til arv og bedre plads?

Politikens Netavis, 1.3. 2020*:

’Ekspert om coronavirus: »Den er slet ikke så farlig, som mange går og tror«

(…)

Hvem er i farezonen for smitte?

»Langt de fleste behøver slet ikke være nervøse. Det er stort set, med forbehold for undtagelser, primært den ældre aldersgruppe og folk med kroniske sygdomme, der bliver alvorligt ramt. Hos børn og unge ser man næsten ingen dødsfald. For langt størstedelen af dem, der bliver smittet, udvikler det sig til en mild sygdom, som man sagtens kan overleve«. (…)

Skal man være nervøs, hvis man får konstateret corona i Danmark?

»Man behøver bestemt ikke være nervøs for, at man mister livet, hvis man får konstateret corona. Det er kun i få tilfælde, at folk fra bestemte grupper, altså i forvejen syge, særligt svækkede og ældre, kan have grund til bekymring og skal passe på. (…)’

Politikens Netavis, 2.3. 2020:

’Er du fyldt 50 år? Så er du allerede senior og en af jobmarkedets tabere‘

I det hele taget er vi blevet hurtige til at udskille medborgere i kategorier, som ikke omfattes af det fælles ’vi’, og som vi ikke behøver at udvise solidaritet, men blot kan tilkaste lidt opmærksomhed og almisser ved festlige lejligheder: kvinder, indvandrere, flere generationer af børn af indvandrere, udkantsmennesker, jyder, overførselsindkomstmodtagere, brune, arbejdsløse, sygemeldte, hjemløse, patienter i psykiatrien, børn med særlige behov, kronikere …

Derudover er det nu helt åbenlyst, at vores vinterferiemigration er en lige så fast tradition og potentiel smitterisiko, som kinesernes nytår viste sig at være.

*https://politiken.dk/indland/art7683264/%C2%BBDen-er-slet-ikke-s%C3%A5-farlig-som-mange-g%C3%A5r-og-tror%C2%AB

Moderne religiøsitet

Beundring for beskedenhed, selvpålagte prøvelser og selvbegrænsning er formentlig et grundlæggende, menneskeligt træk.

Ikke, at vi alle udøver moderation og selvtugt, langt fra, så var der jo heller ingen grund til beundring, men det er indlysende godt for os at faste, at motionere og at undertrykke grådighed, både mht. mad og ejendele. Man kunne også tilføje grådigheden efter oplevelser, unødvendige bil- og flyrejser, til den moderne verdens liste over efterstræbelsesværdig – ’god’ – opførsel.

Mennesker har sikkert altid haft mådehold som ideal, fastet som ritual, for guderne, for forfædrene, for jagtdyrene, og pålagt os selv restriktioner og udfordrende prøver. Vi omskabte den bitre nødvendighed til noget ønskværdigt. For indtil for nylig levede vi i en verden, hvor ressourcer af alle slags var begrænsede. Det er de stadigvæk. Det har vi lige opdaget igen efter 60 års fråsende pause. Vi har kun én planet at leve på, og den har vi – alle gode viljer uanset – snart brugt op.

I mange af de små og store religioner, så som Islam, men også gennem mange århundreder i kristendommen, har faste været en stor del af de kirkelige højtider. Faste og renselse.

I vore ugudelige, moderne dage er faste og renselse, først og fremmest i form af slankekure og motion, en fast bestanddel af sundhedstroen. I kampen for det evige, individuelle liv. Men nu også i kampen for klodens liv – om end lidt sent – i klimaets og miljøets navn. Man kan endog købe klimaaflad! – Som da paverne skulle kradse penge ind til at bygge Peterskirken for og solgte afladsbreve, der fritog folk for deres synder. Formentlig var værdien af disse papirstykker ikke meget større end værdien af moderne klimaafladshandel … Vi har endog genskabt en moderne Jeanne D’Arc i form af en ung, svensk skolepige, ‘Jomfruen fra Stockholm’, som nedkalder forbandelser over alle, der ikke kæmper for den gode sag.

Greta Thunberg og alle andre, der kæmper for vor fælles klode, har selvsagt min største sympati! Jeg er ikke imod klimaet eller sundheden, tværtimod. Men parallellerne er så slående, at nogen er nødt til at påpege det.

Der er i dag en udbredt tro på, at jeg viser mig som et godt og korrekt menneske, der fortjener alverdens beundring og det evige liv, hvis jeg afholder mig fra kødspiser, hvis jeg faster et par dage om ugen, strikker mine egne karklude, medbringer mit eget genanvendelige sugerør til fester, tager cyklen til arbejde, benytter toget i stedet for flyet, når jeg skal på ferie, og navnlig hvis jeg udbreder mig om alle mine små opofrende tiltag i vennekredsen, under familiemiddage og på alle til rådighed stående sociale medier, rigt illustreret med mobilfotos, og ved alle lejligheder deltager i udskamningen af medmennesker, der kører i dieselbil, der spiser røde bøffer og holder flyferie i USA. – Alt dette gør jeg for det meste, de fleste dage, og i hvert fald når nogen kigger – for der eksisterer ingen tro eller religion uden hykleri, og der bor vel en farisæer i os alle.

Ifølge forskerne har vores hjerner ikke ændret sig synderligt i løbet af de seneste 100.000 til 200.000 år – Hvis de har, siger de, er de blevet mindre, ca. i rumfang hvad der svarer til en tennisbold, så vi er muligvis betragteligt dummere end vore forfædre. Noget kunne tyde på det. Vi gør i hvert fald de samme, idiotiske ting om og om igen. I stedet for at handle logisk og politisk og kollektivt give afkald på nogle øjeblikkes nydelse for menneskeracens overlevelses skyld, så vinder vores indbyggede grådighed og selviskhed stadig, på trods af alle gode småord og gerninger.

Anbragte børn og tilknytning

Barnets perspektiv

’Men flere bortadoptioner, som Mette Frederiksen talte om, er dog et så ekstremt vidtgående indgreb, at det får alle alarmklokker til at ringe.’

På lederplads d. 2.1. 2020 anfører Politikens nuværende chefredaktør, Christian Jensen, at statsminister Mette Frederiksen i sin nytårstale om anbragte børn er ude på et skråplan, når hun argumenterer for mere ro til børnene og flere forpligtende bortadoptioner af ulykkeligt stedte børn.

Når en chefredaktør udtaler sin selvsikre mening om politiske forhold, har det normalt meget få konsekvenser; er blot en leg med ord og meninger, som mange finder personligt tilfredsstillende.

Men når han udtaler sig om børn, børns vilkår og børnepsykologi uden at have læst op på det faktuelle grundlag, så er det decideret farligt (og dumt).

Hver enkelt børnesag er enestående (som den kloge Bettina Post skrev i Politiken forleden*), og nogle gange er der brug for en fjernelse fra hjemmet, nogle gange for massiv støtte i hjemmet, og nogle gange måske andre foranstaltninger. Hverken statsministre eller chefredaktører besidder den faglighed på børneområdet, som sådanne voldsomt indgribende beslutninger på andres vegne fordrer.

Under alle omstændigheder ville det være velgørende, hvis man for en gangs skyld anlagde barnets perspektiv og ikke tog hensyn til ’forældrenes ret’, dvs. forældrenes ret til samkvem, til orlov, til at arbejde og til at holde fri fra barnet. Og at man heller ikke, som i dag, tog udstrakte hensyn til de forhåndenværende opholdssteder og til den offentlige økonomi. – For det kommer til at koste meget, meget mere ikke at sætte ind med tidlig hjælp. Bl.a. pga. barnets medfødte behov for tilknytning og alle de skader, barnet pådrager sig, når man ikke tager udgangspunkt i ’barnets tarv’.

Tilknytningsteorien er den p.t. accepterede og uden konkurrence herskende teori og overordnede forståelse af børns medfødte instinkter for at knytte sig til en voksen beskytter og fører i livet. Tilknytningen er fast og uforanderlig, som gæslingens på gåsen, når den først er etableret. Børn er ifølge denne teori ganske som mange andre dyr født med et beredskab for at knytte sig til én primær omsorgsperson som et middel til overlevelse.

Der kan være en række sekundære personer omkring barnet, medforældre, tanter, søskende, bedsteforældre, naboer, veninder, men tilknytningen vil i alt væsentligt være til moderen/den primære tilknytningsperson, i det omfang hun er til stede. Hvis moderen/den primære tilknytningsperson er ude af syne, vil det lille barn opleve så meget frygt og panik, at det er skadeligt for dets liv og udvikling. Tilknytningssystemet dannes i løbet af barnets første halve leveår, kulminerer mellem det første og andet leveår, og aftager en smule efter barnets tredje leveår.

Små børn kan IKKE være alene ret længe, de kan ikke sove alene, de kan ikke udholde mørke, kulde, ensomhed, ukendte lyde, sult, ubehag, ukendte omgivelser, fremmede babysittere, au pairs o.l. uden mulighed for at søge tilflugt og blive forstået af moderen/den primære tilknytningsperson.

Bowlby, der i 1950’erne formulerede tilknytningsteorien, studerede små børn, der var indlagt i dagevis, sommetider ugevis eller månedsvis, uden deres forældre, for sådan gjorde man dengang, på hospitaler omgivet af fremmede, der regerede og larmede og måske håndterede børnene med instrumenter, kanyler, gummislanger m.m. Børnenes frygt, fortvivlelse og sorg er blevet dokumenteret af forskere på gribende og stærkt foruroligende film. Alle disse børn tog alvorligt skade på sjæl og udvikling.

Først langt op i 1960’erne begyndte man at ændre denne praksis på danske hospitaler og medindlagde forældre.

Børn kan ikke vænne sig til adskillelse, fremmedhed, mørke, ensomhed uden at tage skade. Det er et medfødt behov at knytte sig til en voksen tryghedsperson, og hvis børn ikke kan det, kan de, som de rumænske børnehjemsbørn, dø af frygt, ensomhed og udsathed, selv om de får mad nok.

Så at tage børn fra deres primære omsorgsperson fx for at indlægge dem, passe dem i institutioner, give faderen samkvem eller andet, er noget af det mest skadelige, man kan foretage sig.

Lige som at lovgive om samkvemsret eller barselsorlov, herunder fædreorlov, hvor fædrene, efter at have været fraværende i måske et halvt år, skal tage over efter mødrene, som i de fleste tilfælde da vil have etableret sig som den primære omsorgsperson.

Hvis omsorgspersonen er fraværende, uduelig, selvoptaget, på arbejde, uden omsorgsevne, følelseskold, alkoholisk eller på stoffer, voldelig, misbrugende, uberegnelig og for barnet upålidelig, kan barnet danne en utryg, eller måske ligefrem desorganiseret, tilknytning, hvilket vil traumatisere barnet resten af dets liv og forhindre indlæring og almindelig socialisering.

Så hvis den primære omsorgsperson findes uegnet, ville det hjælpe barnet meget, at man så hurtigt som muligt fandt en ny omsorgsperson, evt. medforælderen eller, hvis forholdene hjemme er truende for barnets psykiske og fysiske sundhed, et nyt, forpligtende hjem med mindst én, kærlig og forpligtet omsorgsperson.

I engelsktalende lande har man for længst indført talrige tvangsbortadoptioner, så barnet får ro til at danne nye tilknytninger. Herhjemme er det forældrenes ’ret’ til barnet, der definerer lovgivningen om tvangsfjernelse, forældremyndighed, professionelle familieplejere, børnehjem, ’opholdssteder’, anden institutionsanbringelse, støtte i hjemmet m.m. Hvilket ofte resulterer i endnu mere forvirrede og ulykkelige børn, der næppe bliver i stand til at bidrage til samfundet, når de vokser op.

Jeg har på feriesteder i udlandet mødt såkaldt ’professionelle’ familieplejere, der havde sendt deres tre plejebørn på et opholdssted, så de kunne afholde den ferie i de varme lande, som disse ’professionelle’ jo havde krav på med jævne mellemrum.

Hvad gør det ved et barn at erfare, at dets primære omsorgsperson har brug for at holde ferie langt borte fra det? – Det gavner ikke tryg tilknytning og troen på sig selv.

Hvis barnets nye omsorgsperson(er) derimod havde adopteret barnet på et tidligt tidspunkt, ville forpligtelsen have været større, barnet ville som bærer af familienavnet være selvskreven arving og ville naturligvis komme med på ferier og andre udflugter. Barnet ville være en skattet del af familien, ønsket og påskønnet, noget som de såkaldt ’professionelle’ familieplejere ikke ville kunne formå at få barnet til at føle sig – al deres faglighed til trods.

Hvis barnet ikke er accepteret og omsluttet af omsorg, er det blot anbragt. Midlertidigt. Indtil det er tid for familieplejerens ferie eller en ny anbringelse.

Jeg håber meget, at vores nye statsminister, ‘Børnenes statsminister’, som holdt en gribende nytårstale om børns vilkår, vil føre ordene ud i livet og lovgivningen og begynde at se på samfundsindretningen fra børnenes og ikke fra de voksnes synspunkt. At hun, regeringen og Folketinget i alle forhold vil vælge børnenes tarv frem for forældrenes rettigheder. – Og når de gør, vil jeg, og forhåbentlig mange, mange andre støtte hende. – For børn har krav på at leve de første år i nær kontakt med en primær omsorgsperson. – Hvis forældre ikke magter at tage sig af deres eget barn, er det bedre at lade andre komme til, eller endnu bedre, at undlade at fylde kloden op med uønskede børn.

____________________________________________

https://politiken.dk/debat/ledere/art7575599/Hvor-er-det-betryggende-og-befriende-at-m%C3%A6rke-en-statsministers-sociale-indignation-boble-fra-talepapiret

* https://politiken.dk/debat/debatindlaeg/art7591626/Mavefornemmelser-og-tilf%C3%A6ldige-vidnesbyrd-skal-ikke-styre-socialpolitikken

Tor Wennerberg: Vi er vore relationer (2011)

Anders Broberg m.fl.: Tilknytningsteori (2008) og Tilknytningsteori i praksis (2010)

Kvalitet I

Ville det ikke være dejligt, hvis man kunne købe de fleste af sine fornødenheder på nettet? Hvis man kunne stole på, at der bestod en vis sammenhæng mellem pris og kvalitet, og blot kunne sidde i ro og mag derhjemme og bestille? – Til levering næste dag ved hoveddøren?

Jeg er ikke den store shopper, normalt sker mine besøg i supermarkedet som en jægersoldat på mission: Hurtigt ind og hurtigt ud igen. Supermarkeder og indkøbscentre er, kun overgået af lufthavne og venteværelser i sundhedssektoren, efter min mening noget nær de værste steder at opholde sig med al deres kunstige atmosfære, statiske elektricitet, lys, lyde og dufte og køer af mere eller mindre desperate mennesker og deres hylende børn på jagt efter ting og sager.

Men jeg kan også godt lide at vælge de ting, jeg skal have ind i mit hus. Så jeg gennemfører øvelsen ca. en gang pr. uge.

Engang før nettet handlede vi i en nærliggende, økologisk gårdbutik. En dag bad vi om et stykke ost, og indehaveren gav os et slimet og lugtende hjørnestykke, der overvejende bestod af skorpe. Det blev kasseret, straks vi kom hjem og pakkede det ud. Og vi handlede der aldrig igen.

Indehaveren havde en lille butik, hvor hun skiltede med kvalitet, hvilket afspejlede sig i priserne. Men for at spare nogle få kroner og slippe af med en dårlig vare, mistede hun sine kunder. Kunder, der ville have været trofaste og anbefale hende til alle, de kendte. Nu blev historien til vennerne en anden, og butikken eksisterer ikke i dag.

Det samme er ved at ske for netbutikkerne, fornemmer jeg. Man får ikke længere kvalitet for pengene. Produceres der overhovedet kvalitetsvarer i dag? Det kan formentlig ikke betale sig.

Dagligvarer købt på nettet kan være helt anderledes, når de når frem, end de flotte billeder viste. Og hvis man tror, at en høj pris betyder udsøgte varer, tager man fejl. – Jeg får mælk, der nærmer sig udløbsdatoen, anløben chokolade, stødt og mishandlet frugt og grønt og en masse squash, roer og kålrabi, som jeg ikke har nogen brug for.

Et par halvdyre opbevaringsspande til dyrefoder viste sig, da de ankom, at være af tyndt, uholdbart plastic, og de var ikke engang lufttætte.

Fuglefoderet var fuldt af melmøllarver og deres ækle spind.

Her senest var det et par bukser og to bluser fra en stor, anerkendt netbutik. Det var simple beklædningsstykker til hverdagsbrug, og de var nedsat fra 700 og 800 til 400 kr. pr. stk., så jeg havde en vis forventning om nogenlunde pasform og holdbar kvalitet, men modtog tyndt, krøllet og dårligt syet plastictøj, som ikke burde koste over 100 kr., og som ikke kunne bruges til noget som helst. Ikke engang hjemme i haven.

Naturligvis returnerede jeg det hele med det samme. Og nu skal jeg ud og køre, ud og kigge, undersøge og beføle mine varer, før jeg køber noget igen.

Nede på apoteket skulle jeg have to, små urinprøveglas, som den unge dame lagde frem til mig på disken. Da jeg havde betalt, stod jeg og ventede på, at hun skulle komme dem i en pose, så de pinligt rene prøveglas ikke blev snavsede nede i mit gamle indkøbsnet sammen med alt det andet, jeg skulle have fragtet hjem. Men hun gjorde ikke mine til at gøre noget, så jeg måtte spørge, om hun ikke havde en pose eller sådan noget? I gamle dage havde apotekerne sådan nogle små papirsposer, de lige puttede ens ting i. – Joh, det havde hun skam, men så skulle jeg bøde en krone oveni … Jeg går ikke rundt med løse kroner i lommen, og jeg havde lige pakket Dankortet og kvitteringen ned i pungen ned i indkøbsnettet, så jeg gad ikke gentage proceduren. Men måske bestiller jeg prøveglas på nettet næste gang. Eller tager en rulle fryseposer med, når jeg skal på apoteket.

Når vi nu er i gang med at snakke om kvalitet, så er det ikke kun i handlen med fysiske varer, at der er sket et voldsomt skred i løbet af de seneste 10 – 20 år.

Hvad mener I fx om postvæsenet? (Min mor har endnu ikke fået det julekort, jeg puttede i en rød postkasse d. 14. december sidste år.)

Og serviceniveauet i fysiske butikker? På caféer og restauranter? For ikke at nævne supportere af alle slags, unge mennesker, der er ansat til at holde folk væk fra telefoner og mailbokse?

Telefonsluser med endeløse båndsløjfer, dåsemusik og gå væk-beskeder? – ‘Du er nu nummer … 42 … i køen … Ved du, at du kan bruge vores hjemmeside?’ – er en oplysning, man hyppigt får, når man netop har fået besked på at ringe …

Og har I prøvet at få fat i en læge for nylig? Været på sygehuset? Ventet i timevis i kolde kælderrum på en ti minutters forhastet samtale? Hvor man på forhånd får 22 siders instrukser, forholdsregler og skemaer, der skal udfyldes, hvorefter man opdager, at ingen gider kigge på det. – Er det virkelig nødvendigt at skrive ud til folk, at de skal vaske sig inden en undersøgelse? Og ville de mennesker, der kunne finde på at gå til en undersøgelse uden at vaske sig, sidde og omhyggeligt gennemlæse 22 siders instrukser med lille skrift og udfylde flere siders skemaer med oplysninger, der sikkert står i ens journal i forvejen?

Manglen på kvalitet gennemsyrer ikke blot vores fysiske verdens mange produkter, men har sneget sig helt ind i de allermest følsomme, menneskelige relationer.