Kategori: Strøtanker

Verden er et skønt sted at være

når der findes

· Ananas

· Små skyer på blå himmel

· Duften af god kaffe

· Søde dyr med blød pels

· Og store imponerende dyr

· Tag over hovedet

· Have med fisk i

· Spændende historier

· Regnvejr

· Grønne træer

· Musik

· Nyvasket sengetøj

· Travle fugle alle vegne

· Mennesker, der aldrig glemmer at spørge, hvordan man har det

· Og lytter interesseret til svaret

· Snedækkede graner i bakkerne

· Smukke, gamle byer

· Friskt brød

· Ild i brændeovnen

· En kamelia, der blomstrer i vindueskarmen

· Og alt det andet, der grønnes og blomstrer, når tiden er inde

· Solskin

· Høje, høje bjerge

· Fornemmelsen af ubegrænset tid

· Pandekager

· Mariehøns

· Småbørn, der tager ens hånd og griner

Mere mening behøves vel ikke?

Tid

— Tid er det eneste, du har, sagde min gamle, kloge nabo for mange år siden. Og alligevel synes tiden for de fleste at være en sparsom ressource.

— Strukturering af den vågne tid er menneskets største problem, sagde Eric Berne, transaktions-analysens opfinder. Og her synes vi at komme tættere på virkeligheden: Vi har nemlig som oftest tid nok, men vi har problemer med at prioritere.

Vi har ét liv, kort eller langt, det ved vi heldigvis ikke, og vore opgaver er enkle og består i:

1. At gøre så lidt skade på planeten og dens øvrige beboere som overhovedet muligt.

2. At kigge dybt i os selv og finde ud af, hvem vi er, og hvad vi skal, og benytte denne viden til at udvikle tolerance over for vore medmennesker, så vi kan være dem til nytte.

Det går bare næsten altid galt. Vi behandler vores tid, som om det var en feriekuffert. Hvis vi tager den lille kuffert frem, fylder vi den, til den bugner, men hvis vi så i stedet tager en kæmpestor kuffert frem — én af dem, damerne ved check-in-skranken i lufthavnen plejer at kalde for en étværelses lejlighed, så pakker vi også den, så den knapt kan lukkes. — Vi propper det forhåndenværende rum til randen.

Er vi bange for stilstand og tomhed?

Når vi er små, strukturerer vore forældre dagene for os: På hverdage tidligt op, ud i bilen, til skole eller institution, hvor vi render skrigende omkring sammen med store flokke af andre børn i cirka samme alder, hentes i bil, på forjaget indkøb, hjem og fodres af, falde om med noget elektronik, tv- eller computerskærm, sove … i morgen begynder det hele forfra igen. Undtagen i weekender og ferier, hvor vi trækkes til arrangementer, sammenkomster, indkøbscentre, små eller store rejser, udflugter eller til arrangerede fritidsaktiviteter: sport, biograf, forlystelsespark.

Hvordan kan vi nogensinde tro, at det er OK blot at gå lidt rundt og småkede sig? Og måske selv finde på noget sjovt, der ikke absolut begynder med indkøb af et nyt computerspil, DVD, trampolin el. lign.? Skabe noget helt selv, måske?

De unge voksne tror således, at selve livets mening består i at stå tidligt op, at smukkesere sig, at aflevere ungerne til vildtfremmede, at transportere sig til et sted, hvor man udfører noget mere eller mindre meningsfuldt sammen med andre i cirka samme alder, at afhente sin yngel og race ud i butikker, bikse hurtigmad sammen for til sidst at falde udmattet om med noget elektronik.

Deres livs feriekuffert bliver proppet til randen hver evige eneste dag, for de magter ikke at vælge noget fra. Ikke en fest med vennerne, ikke en lejlighed til at vise sig i byen, ikke en time på motionscentret eller en løbetur rundt om parken, ikke et job i den anden ende af landet, ikke en kæresteweekend i Berlin, ikke endnu et udsalg i shoppingcentret …

Hvornår får nogen tid til at nyde en god bog? Et indholdsrigt samvær? Falde i staver over nogle regndråber på en rosenbusk? — Uden lige at skulle tjekke mail, Facebook, sms’er eller skvadre med andre, der også er bange for det tomme rum, via mobile telefoner.

Hvad blev der af Emma Gad?

Ved en af sommerens hyggelige grillaftner hos gode venner faldt snakken pludselig på danskernes opførsel i det offentlige rum. Vi havde alle været i udlandet, England, Frankrig, Tyskland, Spanien, Italien, Polen, Tjekkiet, Rumænien, Grækenland, USA, Mellemøsten, Egypten, Thailand, Kina, Indien, Sydamerika var blandt de steder, som gæsterne tilsammen havde besøgt igennem årene, og alle vegne, var vi enige om, gebærdede folk sig påfaldende høfligt, smilende og hensynsfuldt sammenlignet med, hvad vi nu ser i de danske byer.

Blandt gæsterne var der flere udlændinge: en englænder, en italiener og en franskmand, der alle havde boet i Danmark i årevis, og da der først var gået hul på snakken, fandt de i stor lettelse sammen om, høfligt, at påpege, at danskernes adfærd mange gange havde forundret dem.

Englænderen var, som man kunne forvente, rystet over danskernes mangel på køkultur, og hun så sjældent danskere rejse sig for ældre og svagelige medborgere i offentlige transportmidler eller give en hånd til en ung mor med en barnevogn. Derudover havde hun utallige gange oplevet at få døre smækket i hovedet, når hun var på vej ind i en butik. Ingen kiggede bagud og holdt døren for den næste. Til at begynde med havde hun altid, som hjemme, holdt døre for andre, men det stoppede, da hun erfarede, at danskerne bare vadede igennem uden smil eller tak, og navnlig uden at afløse hende, så hun kunne stå og agere dørmand ved indgangen til et af vore stormagasiner en hel eftermiddag …

Italieneren var forfærdet over vor trafikale adfærd (!). Ingen smidighed, ingen gav plads for andre, cyklister masede sig aggressivt frem, og man kunne ikke regne med, at nogen ville holde ved en fodgængerovergang. Og han blev forskrækket, da han første gang oplevede en flok unge, berusede danskeres voldsomme fremfærd gennem gågaden en fredag aften og så svineriet, de og andre havde efterladt.

Franskmanden blev rasende, når folk stødte ind i ham uden et lille høfligt »undskyld«. Den første tid, han tilbragte her i landet, troede han i ramme alvor, at de uvenlige fodgængere var ude på at slås med ham. Han havde også haft en del ubehagelige sammenstød med sin danske nabofamilie, der mente, at de ejede hele opgangen og havde ret til at definere støjniveauet for alle seks familier, samtidigt med at al oprydning, vedligeholdelse og rengøring påhvilede de andre. Og han væmmedes dybt over vor såkaldte humor, der brutalt og uklædeligt selvretfærdigt gør sig lystig over andre folkeslag og herboende minoriteter af alle slags.

Hvad er der sket? Hænger velfærd og egoisme sammen? Kan gentlemanagtig opførsel ikke forenes med dansk demokrati? Har vi glemt at vise vore børn og unge, hvordan man gebærder sig? Eller er det i skoler og institutioner, det går galt, fordi vore børn vænnes til at færdes i store, hensynsløse og larmende horder?

Der har været megen snak om danske værdier her det sidste tiår. Alt for meget! For værdierne har været defineret fjendtligt i opposition til andre kulturer. Vi har åbenlyst ikke så meget at byde på i forhold til omverdenen, heller ikke når det kommer til almindelig menneskelig hensynstagen. Næste gang, vi skal diskutere danske værdier, kunne vi måske begynde med at kigge på danskerne? Emma Gad er vel også en del af det danske værdigrundlag.

Ernæring og instinkter

Aldrig igennem hele verdenshistorien har nogen befolkning som helhed haft så gode kår som vi danskere, skandinaver, nordeuropæere, har det i disse år! Vi vælter os i mad og alskens forbrugsgoder.

Og aldrig har så mange bekymret sig så meget om den føde, de indtager! Det skyller ind over os med kostråd. Man er endda begyndt at advare mod sukkerindholdet i frugt…

Bekymringen antager sådanne former, at det viser sig næsten umuligt at give børn fælles frokost i daginstitutionerne, fordi lille Oliver ikke må få gluten, lille Emilie ikke sukker, lille Victor kun økologisk osv. Mange unge mødre finder det åbenbart lettere at kontrollere deres børns kost end deres egen.

Overflod og askese følges tilsyneladende ad, men kun i teorien. Askesen, afholdenheden, er et ideal, som folk ustandseligt holder sig for øje med dårlig samvittighed som det uundgåelige resultat. Ganske få kan abstrahere fra maven og følge rigide kost- og motionsplaner. Yderpunkterne er deciderede spiseforstyrrelser som bulimi og anoreksi. I middelalderen havde vi religiøse munke og nonner, som fastede for at opnå det evige liv. I dag er vore forbilleder forfængelige fotomodeller og filmstjerner, som forfølger samme ideal. Men det er nu som før de færreste, der kan overvinde instinkterne.

Jeg har altid levet tæt sammen med dyr. I en lang årrække havde jeg en lille hønseflok, der gik frit rundt i haven. Høns er traditionelt blevet fodret med byg, men de er altædende, og de vil til enhver tid foretrække det mest næringsholdige foder. Om morgenen strøede jeg en skål korn ud til dem på terrassen. Jeg blandede byg med hvede, som indeholder mere energi, og min lille hønseflok kunne gå hen over en kvadratmeter spredt korn og — Hak, hak, hak … pille hveden fra, så kun byggen lå tilbage. Et særdeles præcist og imponerende stykke sorteringsarbejde!

Køer skynder sig at æde kraftfoderet før høet. Hunden vil snuppe kødbidder før brød. Barnet vil spise chokoladestangen før æblet. Vi voksne mennesker ved godt, at vi skal begrænse os til grøntsager, men efter løbeturen snupper vi lige en is, en hotdog eller et marcipanbrød på vejen hjem.

Udviklingsmæssigt er vi ikke tilpasset overflod. Alle vore instinkter tilsiger os, at vi skal fylde maven med det mest næringsholdige, sukker, fedt, stivelse, protein, der er inden for rækkevidde. Som den nye religion er kostrådene, de officielle såvel som de hjemmelavede sekteriske, årsag til en vedvarende, indre dialog mellem fornuft og instinkt. Heraf opstår synden, overtrædelsen, og den derpå følgende aflad i form af strengere diæt og hyppigere og længere løbeture … Således er befolkningen til stadighed optaget af sig selv og orker ikke at tænke over de større udfordringer i et moderne samfund.

Nøjsomhedsreglen

På denne klode er én regel uomgængelig og naturgiven: Det er reglen om nøjsomhed. Vi lever i en osteklokke med egen atmosfære, og der er begrænsede ressourcer til rådighed.

Det har alle foregående generationer vidst. De har kun taget fra naturen, hvad de havde brug for for at overleve. Man tog ikke liv unødigt, man holdt ikke flere husdyr, end at nærområdet kunne mætte dem, og man lod ikke tonsvis af fødevarer gå til spilde eller forringede dem ved at opbevare eller transportere dem længere end højst nødvendigt.

Frådseri og griskhed hedder to af de syv klassiske dødssynder, som blev formuleret for 1500 år siden, og som er en del af vort fælles, mentale arvegods.

Høvdinge, faraoner, kejsere, konger, paver, biskopper, adel o.lign. udgjorde de undtagelser, der bekræftede reglen. De væltede sig i overflod. En overflod, der blev skrabet sammen af deres undergivne, og som blev brugt repræsentativt til at vise omverdenen, hvor magtfulde de og deres nationer eller religiøse samfund var.

I løbet af de seneste generationer er nøjsomhedsreglen i vor del af verden sat ud af kraft. Dødssynden hovmod har taget os, så vi alle ter os som konger og paver med dyre, benzinslugende biler, italiensk marmor og guldvandhaner. Aldrig så snart har vi fået opfyldt et ønske, før vi genererer et nyt. Vi knokler på jobbet på bekostning af børn, familie og helbred for at skrabe sammen til nye sko, Guccitasker, ferierejser, elektronik, væg-til-væg-tæpper i sarte farver, der skal skiftes ud om fem år, og enorme sofaarrangementer med samme begrænsede holdbarhed. Man ser for sig et billede af små, udasede myrer, hver klamrende sig til toppen af en bunke sammenskrabede ejendele, misundeligt målende størrelsen af de andres bunker. — Misundelse er en anden af dødssynderne. — Det er ikke et kønt syn. Det er mangel på respekt. Respekt for kloden og for vore efterkommere.

Indtil for ganske nylig har vi ikke haft brug for evnen til begrænsning, for kloden var stor og menneskene få. Nu har vi med teknologiens hjælp fået mulighed for at udtømme ressourcer mange kilometer nede under hav og jord. Vi kan forurene højt oppe i atmosfæren og langt inde i økosystemerne. De, som gør det, får flere sammenskrabede goder, og vi har alle mulighed for at få en andel. Hvorfor skulle vi så stoppe? Det er svært at fastholde tanken om børnebørnenes muligheder for at overleve, når man lige står og ønsker sig en shoppingtur til New York.

I andre kulturer har man stadig en rest af respekt for nøjsomhed. Buddhister, hinduister og jøder har regler om faste. Muslimer faster fra solopgang til solnedgang i en måned hvert år. Fasteperioder har også været en del af vor egen, overvejende kristne kultur, jvnf. fastelavn, men er nu begrænset til visse oprindelige kristne grupper i Mellemøsten og katolske fundamentalister.

Ikke-religiøst betinget nøjsomhed er hidtil blevet praktiseret blandt jævne mennesker alle vegne altid. Både på grund af nød og ophøjet til efterlevelsesværdigt princip. Mine forældre oplevede 2. Verdenskrig og følgerne i form af mangel på næsten alt. De flippede totalt ud i tresserne og hengav sig til en næsten uanstændig overflod, blot fordi de kunne. Mine bedsteforældre, derimod, som levede gennem både 1. og 2. Verdenskrig bevarede en vis form for fornuft i omgangen med de nye, materielle goder. Måske fordi de var blevet for gamle til rigtigt at nyde godt af dem?

Fra dem lærte vi børn, at man aldrig øste mere op på sin tallerken, end man kunne spise, for man smider ikke mad ud. Vi lærte at sige tak for mad. Vi lærte, at man skulle yde, før man kunne nyde. Vi fik en sukkermad eller en æggeblomme rørt op med sukker, når vi en sjælden gang fik lov til at hygge os med lidt sødt. Vi fik en eller to julegaver og var kisteglade for dem. Disse nøjsomhedsregler sidder stadig dybt i mig. Jeg smider aldrig madrester ud; om ikke andet fordeles de til høns, hund og kat. Jeg bruger sjældent madopskrifter, men kigger i køleskab og fryser og komponerer hverdagsretter efter de forhåndenværende søms princip, så jeg slipper for at købe sjældne krydderier og andre ingredienser, som kun skal bruges denne ene gang. Jeg praktiserer affaldssortering og lader kompostbunken tage skræller og kaffefiltre. Jeg bruger mine ting, til de er slidt op. Jeg samler regnvand til vanding. Alligevel er jeg ingen asket. Jeg elsker både mad og fornøjelser.

Det er ikke rimeligt at give almindelige borgere ansvaret for overforbrug, CO2-udledning og anden forurening. Vi har valgt ansvarlige politikere både i dette land og i EU til at tage affære og sætte grænser for forbrug og vækst. På det individuelle plan ser man pludselige opblomstrende modekampagner mod f.eks. CO2, fedt, franske vine osv., men det er normalt korte og hektiske raids uden blivende virkning. Slankekure er blevet den moderne, individuelle form for faste, og joggingturene er vor tids form for aflad, men begge fænomener dyrkes af personlig forfængelighed og ikke for det fælles bedste.

Overflødighedshornet er et gammelt symbol på en ønsketænkning, der ikke var af denne verden, i hvert fald ikke for almindelige mennesker. Det moderne symbol er nok Lottogevinsten, som alle stort set gratis kan drømme om.

De sidste tre dødssynder er utugt, vrede og dovenskab. Også dem begår vi stort set alle på næsten daglig basis, men kun reglen om nøjsomhed er så vigtig, at alle mennesker, dyr, planter og klodens overlevelse afhænger af den.

Nisser

Blog Image

Sidste år snakkede jeg med min gamle tante omkring juletid, og jeg spurgte hende, om hun havde pyntet op? — Ja, ja, svarede hun. — Jeg har da sat nogle nisser frem, så man kan se, at det er jul. Man er vel ikke hedning!

Selv holder jeg meget af havenisser. I Harzen, Sydtyskland og Østrig har de de dejligste havenisser, men jeg må ikke købe nogen; familie og venner griner ad mig og kalder det dårlig smag. Alligevel har jeg sneget en lille nisse ind i haven. Hele året står han halvvejs gemt i en niche i brostensmuren, og juleaften får han naturligvis en skål grød.

I Holland har de dannet en forening til havenissernes befrielse. De bortfører nisser fra folks haver og sætter dem ud i naturen.

En nordjysk præst har indledt sin egen personlige jihad mod nisser, som efter hans mening er det rene djævelskab … Det beviser blot, at ligesom der findes dejlige, sjove, kloge, rummelige, sofistikerede og opfindsomme mennesker overalt i alle kulturer, så er der altså også ravende idioter iblandt, og man behøver ikke køre langt for at møde dem.

Hvorfor holder vi jul?

Hvis julen for nogle (mange?) opleves som konfliktfyldt, stresset og alt, alt for dyr, hvorfor gider vi så overhovedet holde den?

· Fordi vi dybt, dybt nede i urhjernens kamre er flokdyr, der føler os bedst tilpas, hvis vi gør ligesom alle andre; eller måske snarere: At vi føler os udsatte, ensomme og i fare, hvis vi ikke gør, som alle de andre.

· Fordi vi alle nedstammer fra jægere, fiskere og bønder, der var fuldkommen afhængige af vejr og årstider for at overleve, og fordi den mørkeste tid på vore breddegrader føltes farlig — Tænk, hvis solen aldrig kom frem igen? Så det var uhyre vigtigt at overholde ritualer og ofre på den helt rigtige måde, så solen vendte og kom tilbage.

· Fordi vi mennesker aldrig har kunnet holde en offerfest, uden at der faldt en del af til os selv. Vi har altid elsket fed mad, kraftig flirt og stærk øl.

· Fordi det er vigtigt for vores forståelse af livets vilkår, at vi markerer årstiden og årets gang med forskellige fester eller højtider.

· Fordi en god fest i den mørke tid, hvor man alligevel ikke kunne få så meget bestilt, gav den formående lejlighed til at vise, hvor meget overskud han havde, og den fattige lejlighed til at spise sig mæt i sjældne fødevarer, såsom kød og hvidt brød.

· Fordi de kristne, på et temmelig løst grundlag, forsøgte at lægge en kristen højtid ind over julen og dermed kom til at legitimere den. Det er som bekendt endnu ikke lykkedes at dæmpe det hedenske islæt. Julen er stadig fuld af nisser, umådeholdent vellevned, druk og hor, og alle andre end det påståede fødselsdagsbarn svømmer i gaver.

· Fordi Coca Cola kom til at opfinde julemanden, som vi alle holder meget af, og Disney lavede sit juleshow, som i mange familier har indtaget julegudstjenestens plads som roligt frikvarter, før stormen af mad, drikke, sang og gaver bryder løs.

· Fordi forretningslivet som helhed har enorme summer, og dermed interesser, i at holde hele julemaskineriet i sin nuværende, indholdstomme, men forbrugstunge, form i gang.

· Fordi vi alle har holdt jul som børn, og fordi vi hvert år håber på, at julen kan blive lige så spændende, glædelig og ukompliceret, som dengang.

Jul

Blog Image

Den danske jul er både en velsignelse og en forbandelse. Omkring vintersolhverv trænger vi virkelig til lys, god mad og festlige sammenkomster, for der er ikke så meget andet, man kan foretage sig i mørket. Ethvert barn har krav på gode juleminder, stemning, glædelig forventning, nisser, gaver, leg, sange, smage, lys og dufte, som det kan bringe med sig ind i voksenlivet og give videre til sine egne børn.

Men! Som så meget andet kan julen let gå over gevind. Og med tidens opsplittede familiemønstre er der basis for et utal af forviklinger og konflikter.

Det begyndte i august måned. Bag mig i bussen sad to meget unge, meget blonde, pigebørn. Ind imellem telefonsamtaler og SMS’er førte de en slags samtale, der mundede ud i, at den ene pige begyndte at redegøre for, hvor mange mennesker hun skulle købe julegaver til: Mor og Åge, Bitten, Lis og Henrik, Henriks tre børn, Jeanette, Majbrit, Rasmus og Kristian … osv. I alt 26 nåede hun langt om længe frem til. Jeg sad der foran og tænkte: Hold dog kæft! Det er august måned! — Men så gik det op for mig, at det ikke var juleindkøbslister, pigen var ved at planlægge, men at hun i virkeligheden gjorde status over sit sociale tilhørsforhold. De mennesker, vi er på julegave med, er vore allernærmeste.

Hvert år ved juletid samler vi familie og venner omkring os og gør status. Nogle er vi på julekort med. Nogle får en e-mail med beskrivelser og fotos af familiens sommerferie og børnenes højdepunkter i årets løb. Nogle er vi på julefrokost og pakkespil med. Nogle bliver inviteret til gløgg og brunkager. Og den nærmeste familie samles på selve den højhellige juleaften, uanset om de bryder sig om det eller ej.

Fra oktober måned opstår så alle spekulationerne, for familien er i dag ikke en given ting, og hvem, der holder jul med hvem, kan være et årligt tilbagevendende konfliktpunkt. I traditionelle kernefamilier, hvor far og mor bor sammen med deres egne børn, er det bedsteforældrene og eventuelle søskende, der kan give problemer: — Det er din tur til at have hende i år, er vist en bemærkning, vi alle har hørt om en tante eller bedstemor. Fri mig for nogen sinde at komme i den situation, hvor jeg opfattes som en herreløs hundehvalp, der partout skal passes af nogen! Og så på en juleaften!

I de skilte familier er konfliktstoffet uendeligt. Midaldrende forældre kan være skilt, og de voksne børn må så fordele dem indbyrdes, fordi de ikke kan være sammen uden at ødelægge stemningen for alle. Unge forældre kan leve hver for sig, måske med nye partnere og sammenbragte børn, og det er et machiavellisk spil at få kædedansen omkring juletræet til at gå op. Nogle gange løst salomonisk med indtil flere juleaftner, så alle får deres rimelige del af samværet.

Unge familier kan også have problemer med at fordele sig ud til forældregenerationen, indtil de selv beslutter at tage ansvaret for at holde jul for deres børn. Det er ikke let at stege en and …

Ud over den rent menneskelige side af julen er der også en særdeles iøjnefaldende materiel side. Fra tidligt efterår udsættes vi for pres alle vegne fra for at købe og ønske os ting til jul. Røremaskiner, bøger, ferierejser, lamper, legetøj, tøj, pyntegenstande, håndværktøj … For en del år siden holdt jeg jul med to småpiger på fem og ti år. Vi var mange: deres forældre, to hold bedsteforældre og os selv. Da træet var pyntet og parat, blev der slæbt gaver ind. De fleste til de to børn, naturligvis. Der blev slæbt og slæbt. Fra biler, kælder og garage. Pigerne havde en stor familie, og familien havde en stor omgangskreds. Der var ikke plads til det hele under træet, så en tilstødende stue måtte agere julegavelager. Med udsigt til dette gavebjerg kunne ingen af pigerne få en bid ned under julemiddagen; kun lidt ris á la mande for et syns skyld, så de kunne sikre sig mandelgaverne. Blege af spænding og nervøsitet sad de blot og ventede på tilladelse til at flå i papir og gavebånd. Øjeblikket oprandt, og udpakningen begyndte. De første tre-fire gaver vakte jubel: kæmpemæssige, kulørte plastickonstruktioner, rideskole og dukkehus til Barbie, små komfurer komplette med gryder, pander og legemad, dukker med garderober og senge, klapvogne, bøger, DVD’ere, smykker og tøj … Der var ingen ende på pakkerne. Da det havde stået på i tre timer, var pigerne på grådens rand og bad, om resten dog ikke kunne vente til næste dag. De var så udmattede, at de blot ville i seng og sove.

Selve juleaften, og forberedelserne til den, fylder efterhånden ikke så meget i den moderne families liv, som alle de andre arrangerede begivenheder, der har hægtet sig på igennem de seneste tiår. Det er mig f.eks. en stor og uløst gåde, hvordan bryggerierne kan få folk til at gå på gaderne og drikke sig stangstive, blot fordi de udsender en halvdårlig juleøl. Juleøl har ikke været en mangelvare på noget tidspunkt i hele min levetid, og alligevel opfører folk sig, som om der var tale om rationering og en særlig nåde, når de får lov at købe det i litervis på en flad novemberaften. De skyller taknemmeligt brygget i sig og er det følgende døgn til stor gene for forbipasserende, medtrafikanter og byens hygiejniske stade som helhed.

Hvis man har et barn i børnehave og et i skole, og hvis de oven i købet går til håndbold eller spejder, er december hurtigt fyldt op med klippe-klistre-arrangementer, pebernøds- og saftevandsaftner og deciderede juleafslutninger, hvor ungerne er klædt ud som nisser og spiller blokfløjte. Derudover kommer årets højdepunkt på arbejdspladsen, julefrokosten, hvor man til tre slags sild, kål, flæskesteg og pølse også har mulighed for at drikke sig fra sans og samling. Kortklubben, operaklubben, agilityholdet, golfvennerne og venindeflokken skal også holde julefrokost, og vi plejer at holde noget sammen med Birthe og Egon og naboerne nede i nummer 44 …

Dankortet gløder fra tidligt i november. Drikke- og fødevarer i sækkevis slæbes hjem, man suser rundt og indkøber gaver efter ønskesedler — Bodumkande til Else, cd med Kim Larsen til Jonathan — og ungerne skal have en gave hver eneste dag i december plus fire-fem store juleaften … Krydderier, mandler, marcipan, nougat og sukat … har jeg nu husket det hele? Åh, ja, rosiner, helst økologiske … Og adventskrans, kalenderlys og nye kugler til træet.

Jeg har inderlig forståelse for de mennesker, der beslutter at forlade heksekedlen i sidste halvdel af december og flyve ned til sol og varme, hvor man på et bekvemt hotel kan glemme alt om den grådigt krævende jul. Eller den ensomme jul. Eller dårlige juleminder. Eller blot den helt almindelige, danske jul. — Jeg er selv ofte fristet til flugt.

Det kræver en høj grad af modenhed og erfaring at stå imod presset til overforbrug. At takke nej til nogle af invitationerne. At frigøre sig fra pligtfølelser og skabe sin egen jul med plads, tid og ro til at nyde duften af kogende krydderier, gran, gåsesteg og tændte stearinlys, eftertanke i årets mørkeste tid, gode venner og familiens selskab.