Lærerlockout april 2013

Skoven er fuld af børn! På en ganske almindelig onsdag! − De traver rundt på stierne i smågrupper med venner, hunde, madkurve, fiskenet og bedsteforældre og ser ud til at have det pragfuldt i aprilsolen.

Den lokale skole ligger ikke langt herfra, og om morgenen plejer vejene at være fyldt op med rækker af osende biler fra klokken 7.45 til 8.10, men i disse uger er her velsignet stille, og luften er frisk.

Om en uge eller to er konflikten afblæst, og man har fundet eller dikteret en løsning. Lærernes arbejdsforhold skal på en eller anden måde tilpasses det moderne samfunds behov. Men selvfølgelig protesterer de − alt andet ville være mærkeligt. Man kan ikke ændre på hævnvundne privilegier uden at de, det går ud over, protesterer. Lærerne ville dog stå stærkere, hvis man havde indtryk af, at de til daglig leverede varen, dvs. velorienterede og uddannelsesparate børn og unge mennesker, der både kunne læse, skrive og regne. Og hvis de brugte knap så megen tid på pædagogpjat, såsom at synge infantile sange iført hjemmegjorte T-shirts og tegne plakater med tumpede slagord og briller på en respekteret finansminister, der blot gør sit arbejde.

Det er bemærkelsesværdigt, at man her under konflikten ikke har hørt et ord om lærernes faglighed og beklaget, at vore børn mister undervisning. Man hører kun om problemet med, hvem der skal passe ungerne, mens forældrene er på arbejde.

Det gør bedsteforældrene tilsyneladende. Derfor er skoven fuld af glade børn, og vejene ligger stille hen. Jeg håber for vores alle sammens skyld, at vi vil huske, hvordan en hverdag i april OGSÅ kan være.

Dansk i 2000-årene

Eksempelsamling april 2013

“Corleone, Riina og Cosa Nostra – Blodige grundsten i den sicilianske mafia”, en lille bog vedlagt den danske dvd-udgave af tv-serien ”Corleone − Il capo dei capi”, er muligvis verdenshistoriens mest fejlbeheftede stykke skrivekunst. Hverken oversættelse, almen-viden eller det danske sprog fungerer. Svensk Filmindustri har betalt en navngiven dansker for makværket.

Det danske sprog forandres hastigt. De tydeligste tendenser er:

Ameridansk − det sprog, der ufrivilligt opstår, når danskere tankeløst overtager ord, grammatik og ven­dinger fra amerikansk, herunder undlader at skrive danske sammensatte navneord sammen. Sommetider skal man kende det amerikanske udtryk for at forstå meningen. Fx udtrykket ”at adressere”, der er nyt på dansk i betydningen ”at tage sig af”. Førhen kunne man adressere en kuvert, men ikke et problem. Når folk fx siger, at vi bør ”adressere børns medieforbrug”, får jeg nogle underlige billeder inde i hovedet. Brugen af ordet ”karakter” som synonym for en rolle eller en person er ligeledes en nyskabelse, førhen var en karakter noget, man fik i skolen, eller man kunne have en skidt karakter, men man kunne ikke spille en karakter… Hvordan fremstiller man et syvtal? I dag kan man også ”lukke en kontrakt” på dansk, men det betyder ikke, at man lukker og slukker og afbryder forhandlingerne. Hvis man kan gendanne det bagvedliggende engelsk-amerikanske udtryk “to close a deal”, så forstår man, at begge parter er blevet enige og har skrevet under. Disse udtryk er sammen med utallige andre ameridanske smuttet ind i dansk dagligsprog, selv blandt sikre sprogbrugere. − Måske for at dupere omgivelserne med “smartness” og koket udlændighed? Ligesom de hjemvendte dansk-amerikanere efter krigen, som ikke altid kunne huske deres modersmål? Så vi hjem­mefødte tranlamper kan indse, at vi har at gøre med et verdensmenneske?

Barnligheden − at man har et begrænset ordforråd, fx ”rigtig, rigtig” i stedet for ”meget” eller ingenting, ”i forhold til” i stedet for ”end” eller ingenting, at man konsekvent bruger nutid i stedet for alle de andre tider, der er til rådighed på dansk.

Uvidenheden og udygtigheden − at man rask væk skriver til offentligheden uden at beherske hverken sprog, stavning eller begreber, roder rundt i sin/hans, i sammensatte navneord, i brugen af præpositio­ner eller anvender et ungdommeligt og unødigt stødende sprogbrug i dybt alvorlige kontekster.

Sproget skal naturligvis ikke stå stille, og der er ingen, der siger, at gammeldags dansk er det eneste rigtige. I så fald ville vi jo gå rundt og grynte som huleboere. Men nydannelser skal funderes på sprogets iboende struktur, ellers er det ikke længere dansk. I gamle dage talte overklassen, dvs. de kongelige og de adelige, tysk eller fransk. I dag forsøger eliten at markerer forskellen ned til almindelige mennesker ved at tale og skrive ameridansk, så alle straks bliver klar over, at her har man at gøre med et ophøjet væsen, der skam har været i USA. (Genopfrisk evt. Holbergs komedie fra 1722 om Hans Frandsen eller Jean de France, som han selv yndede at kalde sig.)

Sprog er kommunikation. Hvis jeg ikke følger visse fælles regler, men blot ytrer mig i blinde og med an­dre − måske selvhævdende formål − i stedet for at bekymre mig om, om min modtager forstår mig, så lykkes kommunikationen ikke, og så er hele mit forehavende meningsløst. Hvis jeg ytrer mig, så kun en lille, indforstået del af befolkningen forstår, hvad jeg mener, så skulle jeg måske skrive i et medlemsblad eller i et ungdomsmagasin i stedet for i en landsdækkende avis.

Jeg har med stor fornøjelse samlet på eksempler, og jeg kunne ikke dy mig for at medtage eksempler på dumheder, som ikke kun er sproglige, men nok især tankemæssige.

Gul & gratis 5.4.13: − Bestik, Skeer og Gaffeler. Gamle og pæne Skeer, 9 stk. i Sølvplet, samt 4 stk. Gaffeler. Trænger dog lige til at blive pudset

Politiken Net 4.4.13 − Bemærk! Det er ikke 1. April!

− Sådan kan du bruge din Facebook-profil til at markedsføre dig selv

Thomas Bigum, der er ekspert i online marketing og sociale medier, forklarer, at vil man gerne opnå noget med sin Facebook-profil, er man nødt til at anskue sig selv som et produkt.

»Vi er trådt ind i en æra, hvor vi alle sammen er personlige brands. Tager vi arbejdsmarkedet som ek­sempel er du en ressource, og en arbejdsgiver vil vægte og veje dig for at finde ud af, hvad vedkom­mende kan bruge produktet -dig – til«, forklarer han.

(…)

»Møder du op velsoigneret og velfrisseret, har du større chancer, end hvis du ikke gjorde det – det samme gælder det digitale spor. Så få nu slettet din gamle arto profil, dating profil og den halvhjertede blog om smølfer. Ryd op og kom af med det, ligesom du sørger for at få fjernet hårene på ryggen inden en date«,slutter Thomas Bigum.

Politiken Net 30.3.13.: − Kan man mon fodre sin have fugle med gryn, vil en læser vide.

Vejret.dk, 27.3. 13, en meget kold martsdag med minus 2°, sne på jorden og isvind: − UV-index i dag 4. Søg skygge midt på dagen. Brug tøj, hat og rigeligt med vandfast solcreme faktor 15, hvor skygge og tøj ikke dækker. Solbeskyttelse er vigtigst midt på dagen, hvor solens stråler er stærkest.

DMI 27.3.13: − Kæmpedrop af marts Marts i 2013 er koldere end marts i 2012 – meget koldere. Ja fak­tisk er forskellen så stor, at vi ikke har set noget tilsvarende i danske vejrhistorie.

Politiken, Søndagsanalysen, 24.3.13:

− I dag er der opstået en ny holmgang, som får det hele til at glide hurtigere.

− For det tredje er Lille-Ø for SF en lidet frapperende anordning.

− Og lige så vigtigt er det, at udrensningen i laget af embedsmænd efter skattesagen har bibragt tre topembedsmænd med en fortid i Finansministeriet − heraf den ene departementschefen.

− Øh?

Politiken bør nok opfordre deres unge, håbefulde skribenter til at

· undlade at bruge ord, de ikke forstår

· spørge, hvis de er i tvivl om et ords betydning

· evt. gå til yderligheder og slå ordet op

Nordjyske.dk, 24.3. 13: − Aalborg Lufthavn har længe haft planer om at udvide. Og det gælder ikke kun i forhold til antallet af afgange, terminaler og p-pladser – men også med i forhold til følgevirksomheder som autoværksteder, læger, tandlæger, fitness og mindre butikker. − To gange fuldkommen overflødige ”i forhold til”, det ene et mystisk ”med i forhold til”.

Politiken Net 22.3.13., sport. − Etapevinders karriere blev reddet via Facebook. − Hvorfor ikke blot: ”Etapevinders karriere reddet af Facebook”?

Politiken Net 9.3.13.: − Venstres presseafdeling udtaler sig af princip ikke, oplyser pressechef Christian Hüttemeier … − Hvad skal man så med en presseafdeling?

Politiken Net 7.3.13.: − Seruminstitut advarer USA-rejsende mod ‘mareridstbakterier’

Politiken Net 7.3.13. Politiken har meget bekvemt ansat journalister med profetiske evner: − Dødsfald: Woodstock-helt omkommer under operation

Politiken Net 4.3.13, men de kan ikke stave til skaldyr: − Overlæge: Frosne bær eller skalddyr kan være skyld i leverbetændelse

Politiken Net 26.2.13. Flere profetiske evner: − Mindst 19 turister styrter i døden med luftballon

Politiken Net 19.2.13: − Oplev den saglige fred i et buddhistisk paradis

Politiken Net 31.1.13, ikke blot er Politikens journalister begavet med profetiske evner; det er deres kil­der også: − Finder af spædbarn: Jeg kan se en lille hånd stikke op

EPN.dk 28.12.12, barnligt sprog:− Det ligner vi skal ud over afgrunden

Politiken Net 14.12.12, ikke blot profetiske, også klogere end politiet: − Skolemassakre: Politiet tager fejl af gerningsmandens identitet

Nordjyske.dk 25.11.12: − Reception har på grund af travlhed ligget hos indenrigsministeriets bord i to år

Privat, håbefuld mail: − Det må være indholdet der tæller, og ikke komma fejl 🙂

Hørt i DR-tv, 20.9.12, kvindelig journalist: − “Og hvis jeg signer op for det her, hvad får jeg så?”

Privat mail, afsenderen må leve et kunstigt liv, siden han har brug for at anvende ordet ”rigtig” i tre ud af fire sætninger: − Det lyder rigtig spændende… jeg kender godt det sted… der er vist rigtig mange spæn­dende ting, men jeg har ikke rigtig haft mulighed for at hengive mig til det endnu.

Politiken Net, sept. 2012: – Landstræneren skamroser sin bænkevarmer

”Skamroser” har skiftet betydning fra ”overdreven, grundløs ros” til ”megen ros”:

Politiken Net, april 2012: − APPLAUS: Enig verdenspresse skamroser Ikeas nye tv

Nordjyske.dk, 7.9.12: − Søvndal skrider fra formandspost

Facebook, sept. 2012: − hvor skal du flytte hend kunne du ikke holde ud at på bo på rigtig side af fjor­gen mere

Politiken Net 28.7.12: − Jeg blev kort værget af med besked om, at hvis jeg selv havde godkendt beta­lingen, kunne jeg ikke for pengene tilbage….

CDON.com, i kundemail, 20.8.12: − Hvis du køber varer hos CDON og ikke bliver bedt om at indtaste dine kort detaljer, da bliver ordren ikke betalt mod kort. Du bestilte din seneste order mod faktura beta­ling og modtog denne med din order.

Politiken Net 11.7.12: − Ung mand dræbt af tigre i Zoologisk Have − Ekstrabladet Net 11.7.12: − Ung mand dræbt af løverne i ZOO

Politiken Net 11.7.12: − Danske livreddere advarer: De nye baderåd er ikke sivet ind

Nordjyske.dk 30.6.12, tænk, at de kunne vide det på forhånd: − Israels tidligere leder Yitzhak Shamir dør. Tidligere Likud-politiker Yitzhak Shamir dør 96 år gammel efter et liv som partisan, spion og rege­ringschef.

Politiken Net 28.6.12: Om Morten Lund virkelig tjekkede korrekt ind den dag, finder vi aldrig ud af. Det gør Metroselskabet heller ikke, men de insisterer på, at han betaler sin bøde trods hans skriftlige klage

KÆRE LONE ANDRUP

Der er en pakke på vej til dig fra MatasWebshop.
Den bliver leveret d. 19.06.2012.

Dit pakkenummer er: 00370714835408494683

Husk, at du altid kan følge dine pakker på Track & Trace.
Har du spørgsmål, så ring til os på 8020 7030.

Med venlig hilsen
Post Danmark

OBS!: P.S. Efter modtagelsen af pakken kan du dele din oplevelse af Post Danmarks levering på trustpilot – klik her

Hvor mange oplevelser er det lige, man får ud af at stå og modtage en pakke?

Mail fra fotofirmaet Pixum, maj 2012: − Lone, sikre dig Pixum’s maj special tilbud på Pixum foto bøgerne

Politiken Net 10.5.12: − Guide: Her bor du unikt i Toscana og Umbrien. Et hotel med udsigt over Firenzes tage, en vingård eller midt ude i skoven. Italiens-ekspert guider til seks autentiske steder at overnatte. − Fordi alle andre overnatningssteder i hele Toscana og Umbrien, og vel specielt dem, jeg selv finder uden hjælp fra Politikens netavis’ rejseguide, er u-unikke, uautentiske og forlorne?

Politiken Net 1.5.12: − Dine bøffer er pumpet med vand, uden du kan se det − Nej, det er mine bøffer ikke, for jeg køber økologisk kød på en gård, og det er ikke pumpet med noget som helst. Fri mig for sensationstonen, og lad venligst være med at omfatte mig i dine egne tåbelige skrækvisioner.

Politiken Net 7.4.12: − Chefredaktør på Cover: Dit angreb på modeblade er fordumsfuldt, Giese

Politiken Net 15.4.12: − Forårshelvede: Stockholm ramt af snekaos. Den svenske hovedstad blev over­rasket af pludseligt snevejr. − Uha, uha … Helvede OG snekaos! Og så i Stockholm, hvor der aldrig falder sne! Og da slet ikke i april, som er så mild og forudsigelig vejrmæssigt.

Politiken Net, 15.4.12. Klarlund raser overhovedet ikke; hun skrev meget fornuftigt og velovervejet i sin sundhedsklumme i avisen dagen før:− Klarlund raser: Forbyd rygning i skoletiden.

Politiken Net 15.4.12. Ikke steget, men EKSPLODERET: − Antallet af børn og unge, der får en psykiatrisk diagnose, er eksploderet.

Facebook 10.4.12 (om stjålne bilhjul): − Nu holder det fandme! Hvilke hjul var det? Vi skal have fundet de hjerner der har gjort det og skudt dem i knæene!

Bondefangeri på Google, altid: – Annoncen findes ikke længere på DBA. Varen er vist blevet solgt, men vi har fundet 63 andre interessante annoncer.

Politiken Net 29.3.12: − Ulykken skete omkring klokken 22.00 onsdag aften, da et finsk containerskib sejlede østpå langs Limfjorden. − Hvad mon der var sket, hvis han havde holdt sig ude i vandet?

Nordjyske.dk, 24.2.12. Straffen faldt omgående: − En 23-årig nu tidligere mandlig håndboldtræner i Aabybro Håndbold klub skal i næste uge for retten i Hjørring, hvor han er tiltalt for at have haft sex med en 13-årig pige.

Politiken, bagsiden, 27.2.12. Eller to, der er forskellige?: − Der er aldrig en dag, der er ens

Politiken, bekendtskab, 4.3.12. Gerne arkitekt: − Kvinde, 61 år, 159, slank, ønsker mand til fælles senior tilværelse. Jeg er job aktiv,….. Bor i eget hus med flade / høje hæle i Nordsjælland. Bryder mig ikke om småborgerlighed. Interesser: Naturen (morgenbader)

Facebook, glad kvinde i trediverne: − Dase i 2 uger i Thailand, glæder mig helt vildt!!!!! Hvortil den mis­undelige veninde hurtigt kommenterer: ─ Nyd det, søde! Du fortjener det!

Politiken Net 1.3.12, Politiken har stor fornøjelse af sine profetiske journalister:

− Forkrøblet krydstogtskib ankommer til havn

Og

Politiken Net 3.3.12: − Billist udløser kæmpeulykke da han står ud af bilen

Politiken Net 20.12.11. To forskellige artikler lige ved siden af hinanden:

− Gymnasierne har fået nok: Pjæk skal straffes hårdere

Op mod halvdelen af landets gymnasier er i gang med at stramme reglerne.

Lighusene har svært ved at følge med

“Corleone, Riina og Cosa Nostra – Blodige grundsten i den sicilianske mafia”, en lille bog vedlagt den danske dvd-udgave af tv-serien ”Corleone − Il capo dei capi”, side 8:

− Hvordan kunne den lille landsby Corleone i fjeldene syd for Palermo komme til at regere hele Cosa Nostra? Kører man nogle få mil sydover fra øens hovedstad gennem jordstykker, byområder og fjeldlandskab, kommer man til sidst til den lille by med det store navn.

− Jeg har været på Sicilien flere gange, også i længere tid, og jeg har aldrig set et fjeld. Corleone ligger præcis 58 km fra Palermo. Teksten forekommer undersat fra norsk.

Klikkertræning

På legepladsen så vi en ung mand, der løb rundt efter sin forvirrede spidshund med et klikkende instrument i hånden: Klik, klik, klik… lød det hele tiden. Hunden tog overhovedet ingen notits af hverken ham eller klikkeriet; den havde travlt med at jage børn og bolde. Stadigt klikkende fes fyren omkring og undskyldte flovt, men det er meget svært at fange en hund, der ikke vil fanges. Med eller uden klikker. Dette absurde optrin siger vist alt om klikkertræning, nemlig, at hvis du ikke kan føre en hund uden klikning, så glem det. Det bliver kun meget værre, hvis du benytter fremmedgørende instrumenter.

I det hele taget har jeg svært ved at forstå klikkertræningens popularitet. − Jo, til isbjørne eller elefanter i en zoo, hvor dyret ikke skal tæmmes og bo sammen med en familie, men blot skal indøve nogle signaler, så forskellige dyrepassere kan håndtere det i det daglige arbejde. Eller hvor der kunne være tale om egentlig dressur.

Men når det drejer sig om træning og opdragelse af almindelige familiehunde af de gængse racer, dvs. ikke deciderede arbejdshunde, så opnår man langt mere ved blot at omgås dyret på helt normal vis og bruge sin stemme, som man jo altid har med, hvorimod en klikker eller godbidden kan være glemt derhjemme.

Min hund kender mig særdeles godt efter seks års samliv. Den har brugt alle årene på at studere mig indgående, og nu ved den godt, om vi skal ud med vasketøjet, eller om det er tid til en skovtur. Jeg kan med få, hyppigt gentagne ord fortælle den fx, hvem vi venter på besøg, hvad den skal finde til mig, hvor den skal gå hen, om jeg har et kødben til den, om vi skal sove, om den skal vente, eller om jeg skal se fjernsyn.

Hvis jeg ønsker, at den skal komme hen til mig, så kalder jeg på den, og hvis den skal stoppe det, den er i gang med, så siger jeg bare ”Stop!” − Hvor svært kan det være? − Hvis vi møder noget farligt, fx en bil eller et elektrisk hegn, siger jeg ”Pas på!”. Og hunden er uhyre opmærksom, fordi den ved, at den kan stole på mig, og at jeg passer på den efter bedste evne. Hos mig er der godt at være, og det kan betale sig at høre efter, hvad jeg siger. Jeg råber aldrig. Hundens hørelse er fremragende, så det er ikke nødvendigt, og min hund forstår de mest almindelige ord og fagter, men navnlig er den konstant fokuseret på mig og interesseret i, hvad jeg synes, vi skal gøre eller ikke gøre.

Første regel, hvis man ønsker en velopdragen og nem hund, må være at vælge en hvalp af en egnet race. En race, der passer til dig, dit temperament, dine omgivelser, din familie og din tid. Hvis du fx vælger en specialiseret jagthund, må du se i øjnene, at den aldrig bliver så knyttet til dig og efterrettelig, som en golden retriever eller en collie kan blive det.

Dernæst er det nyttigt at få hvalpen hjem, mens den er 8 – 10 uger gammel, for da har du alle muligheder for at præge den på dig og din familie, og det er let at etablere sig selv som leder for en hund, der kun er en lille hvalp.

Og så gælder det bare om at stole på hundens instinkter, for den er født med trang til at danne bånd til en flok og til at følge og lade sig vejlede af et ældre, erfarent flokmedlem. Hunde er kloge og har krav på beskyttelse, passende udfordringer og respekt. Som to-tre-årige børn har de evnen til at forstå op imod 300 forskellige ord og signaler, foruden en særdeles udviklet sans for kropssprog, og så kan de huske, hvad der skete sidst og lægge to og to sammen.

Hvorfor så nøjes med et klik?

Hvis det ER gået galt, og hvis din hund ikke respekterer dig nok til at reagere, når du kalder eller klikker eller bander højt, så er du nødt til at have den i snor, så den ikke generer andre. Din hund er dit ansvar.

Ostias jøder

Porta S. Paolo og Cestiuspyramiden, Rom

I halvfjerdserne boede jeg et års tid i Ostia, Roms havneby ved Tiberens munding, få kilometer fra lufthavnen, Fiumicino, ”Den lille flod”. Vi havde vel 30 minutters rejse med et grønt tog til Porta San Paolo, yderligere 5 – 10 minutter til Stazione Termini, Roms hovedbanegård, og huslejen i den fremlejede to-værelses i en grå boligblok var yderst rimelig for et par studerende. Når jeg om aftenen vendte hjem fra byen med tasken fuld af panini, ost og pølse fra de gode steder inde i Rom, kunne jeg i tilgift købe et kilo søde og friske kirsebær af en stadeholder lige uden for Ostias banegård, 1500 lire pr. halvkilo, og så var aftenen reddet.

Ostia bestod dengang af et par kilometerlange gader med kedelige boligblokke mellem tørre pinjeskove mod øst og Middelhavets sorte lavasandstrande mod vest. Inde i de støvede, duftende pinjeskove kunne man i de tidlige forårsmåneder plukke vilde narcisser, og her lå også gode sommergrillrestauranter. De bestod af lange, udendørs trægriller, en fem-seks kompetente mænd til at betjene dem, smalle laminatborde uden duge, vakkelvorne bænke, kulørte lamper ophængt i kæder mellem pinjetræerne, og dynger af velhængt kød af alle slags, som blev grillet, når man havde valgt det. Dertil kunne man tage lidt brød eller salat, men det var kødet og grillen − og vinen, naturligvis, der var hovedsagen.

Karneval, fastelavn, i Ostia, februar 1979

En dag var der stor opstandelse hjemme i opgangen: De husmødre, som boede i lejlighederne omkring mig, løb råbende rundt på trapperne og bankede på alle døre på vej ned: Signora! Signora! − È arrivato un tonno … Så jeg greb min pung og indkøbspose, og vi pilede alle, grinende og højt snakkende, konerne i mønstrede kitler og med tørklæder om håret, ned til fiskehandleren i den lille tværgade, hvor et sjak af lavbenede, firskårne fiskere havde parkeret en ladvogn med en tre meter lang og særdeles omfangsrig tunfisk på. Havvand og blod dryppede fra fisken ned på gaden, hvor det samlede sig rødt i rendestenen. Rundt om stod måske tyve mennesker i kø for at købe, og flere var hastigt på vej alle vegne fra. Fiskemanden, der stod oppe på ladet ved siden af fisken, skar tykke fileter på størrelse med middagstallerkner ud af den spændstige ryg. De stolte fangstmænd stod lidt til en side og betragtede opløbet, mens de røg. − Vi fik alle enorme tunfiskebøffer med hjem i poserne den dag, det halve af byen, tror jeg, og godt det samme, for i middagssolen ville dyret ikke kunne holde længe.

Image Thumbnail Image Thumbnail

Fiskehandleren i Ostia, 1978

Centralt i byen, mellem betalingsstrandene, rakte molen et stykke ud i vandet. Her fandtes endnu reminiscenser af fortidens fornemme sommerresidenser og gule badehoteller, og her spadserede vi om aftnerne, når havets kølighed og briser havde ramt piazzaen og promenaden. Denne mole var behersket af jøderne. Velvoksne, rødblonde mennesker i gammeldags, groftvævet og sirligt lappet tøj. Bedst husker jeg øjnene: Mørke og dybtliggende så de lige igennem de promenerende lokale. Disse øjne havde set ting, som vi ikke havde mulighed for at fatte, men nu var de nået nogenlunde velbeholdne ud af Sovjetunionen og levede i transit i Ostia, mens de ventede på indrejsetilladelse til andre lande; USA var mest eftertragtet, forlød det, men ellers Israel. Der var hundreder af dem, og hver aften samlede de sig på molen, hvor de sludrede med hinanden, mens de forsøgte at sælge de få ejendele, de havde fået med sig i skyndingen.

På interimistiske borde bestående af brædder, slidte kufferter og måske et enkelt stykke usømmet fløjl, præsenterede de familiens smykker, blonder, bælter, teæg, sølvbestik, samovarer, broderede sjaler, udtrådte sko, hatte, æsker, tasker, småfigurer, kortspil, babusjkaer, askebægre, små skåle af blomstermalet træ … det var et sørgeligt udvalg, og jeg så aldrig nogen, der købte af dem.

Når jeg nu hører om Israels aggressivt besiddende politik, deres murbyggerier i en ellers stadigt friere verden, og deres altædende bosættelser på Palæstinensisk land, så ser jeg Ostias jøder for mit indre blik. Det er sådanne nyligt ekspatrierede mennesker, nu indbyggere med valgret i et ungt demokrati, som bestemmer over andre folkefærd i et af verdens mest brandfarlige områder.

Er der en voksen til stede?

Dansk gymnasieungdom fragtes i vinterferien i titusindvis ad Europas landeveje til den ærværdige gamle by, Prag, hvor de drikker sig fra sans og samling i billigt øl og tumler rundt og overbrækker alt, raserer hoteller og geråder i karambolage med hinanden og tjekkisk politi.

Som så mange andre gange bliver man flov på landets vegne og får lyst til at stille sig op og råbe: Er der en voksen til stede?

Men det er der ikke. Mor er til wellness og champagnebrunch med veninderne, fordi de har FORTJENT det, og far fiser rundt i omegnen på sin kostbare MTB. Bagefter skal han ud og fulde sig med gutterne, og selv om de er fyldt fyrre og har gode jobs, er de alle klædt i cowboybukser, hættetrøjer og sneakers.

Bedstemor og bedstefar tilbringer, som de plejer, hele februar måned på stamhotellet på Gran Canaria, hvor vejret er godt og drinksene billige.

Der er ingen, der gider være de voksne mere. Derfor sidder man og hyler op om, at gymnasierne burde lave en drukpolitik. At rejsearrangørerne burde tage mere ansvar. At hotellerne i Prag burde være mere strikse …

Man kunne også bare afskaffe cafépengene? Så samfundet som et kollektiv optrådte voksent og ansvarligt og nægtede at finansiere i øvrigt velaflagte unges ødelæggende, umådeholdne druk. Men det ville gå hårdt ud over Calella, Sunny Beach, Prag, Jomfru Anegade, Skolegade og hvad nu de lignende steder hedder i hovedstadsområdet.

Eller afskaffe vinterferien, hvis det er et problem for vore børn og unge at få tiden til at gå en hel vinteruge? Så ville de få en uges ekstra undervisning og indlæring, hvilket ingen kan komme til skade af.

Tv

Jeg elsker tv! − Det ville være løgn, hvis jeg påstod andet. Stuen er indrettet efter fladskærmen, der har fået hæderspladsen på endevæggen. Aldrig om dagen, aldrig før mørket falder på, og aftensmaden er vel overstået, men så sidder vi der som små søm i sofaen og glor næsten 300 aftner om året. Ud af de resterende aftner ville vi nok i halvdelen af tilfældene ØNSKE, at vi sad hjemme og så tv.

Mennesket er et visuelt dyr. At sidde lunt og bekvemt, evt. med en ostemad inden for rækkevidde, og få fortalt historier eller se verden paradere forbi i 42 tommer store, levende HD-farvebilleder med god lyd til er et højdepunkt i den menneskelige civilisation, som vi er så privilegerede at kunne opleve hjemme i vor egen stue, og som kun særdeles interessante og informative bøger eller samtaler kan overgå.

Så er det på plads.

Når det er sagt, så kunne man jo ønske sig, at dansk tv var af betydelig bedre kvalitet, end tilfældet er. Fladskærm betyder ikke nødvendigvis fladpande. Bortset fra nyheder ser vi næsten aldrig TV 2, for eksempel. Vi tåler ikke gerne Bubbers tåbeligheder og udholder kun nødigt laveste fællesnævner i prime time. − Men jeg indrømmer gerne en faible for de fornuftige midaldrende svarpersoner i TV Charlies ”Spørg Charlie”… Er det et alderstegn, at man ønsker sig et godt og varieret sprog og belevne omgangsformer tilbage både i tv og ude i virkeligheden?

Min eneste anke over en ofte fremragende, aktuel og vidende, nyhedsdækning på TV 2 og TV 2 NEWS er, at deres grafikere åbenlyst er på hidtil ukendte, exceptionelt psykedeliske, stoffer. Resultatet, der flimrer bag værten, bidrager ikke til at skabe klarhed, tværtimod modsiger de barnagtige forsøg på at illustrere nyhederne grafisk ofte det i øvrigt velforberedte og seriøse niveau.

DR 1’s nyheder, derimod, går vi langt uden om. De er for slentrende, for upræcise, for damebladsagtige, og så gentager de sig selv, så informationsmængden pr. minut ofte er nede omkring nul. DR kan finde på at udelade indlysende vigtige nyheder, eller også glemmer de at tjekke, om der er opdateringer i løbet af dagen. På nyheder vinder TV 2, men hvis der er valg i USA eller andre store begivenheder ude i verden, finder vi CNN.

På DR 1 kan vi finde på at se ”Hammerslag” eller ”Kender du typen” bare for at få et flovt smugkig ind i andre menneskers hjem og sidde og gætte med i sofaen. Men vi føler os som oftest lidt smudsige bagefter. Og en enkelt Søren Ryge eller den unge, charmerende bonderøv tager vi også gerne med, hvis vi er for udmattede til at skifte kanal. Men vi har udviklet allergiske reaktioner over for indforstået småvrøvlende brødrepar, det være sig de sympatiske Pricer eller de lige så sympatiske Madsener. Både Adam og James og Anders og Peter er sammen og hver for sig sådan nogle sjove fætre, som det ville være hyggeligt at få til bords til moster Annas 75-års fødselsdag, når man er tvunget til at henslæbe fem timer med kroens mad, billig hvidvin og hjemmelavede, omdelte sange, men de er ikke dybere og mere interessante, end at man godt kan vente med at se dem igen, til hun fylder 100.

Amatørkonkurrencer, der i virkeligheden handler om nogle bornerte, halvkendte dommere med fuldkommen ubegrundet tro på egne kvaliteter, får ikke adgang til min skærm. Hverken sang-, bage- eller dansekonkurrencer. Heller ikke melodigrandprix o. lign., hvis vi ikke har meget unge mennesker på besøg og kan læse avisen samtidigt.

Det største tv-forbrug ligger på DR K og DR 2’s dokumentarer, historiske, kunst- eller kulturhistoriske programmer, gerne de BBC-producerede, og så Discoverys faktuelle udsendelser, fx om hvordan ting bliver lavet eller fundet, købt og videresolgt i fermt iscenesatte auktionsprogrammer.

Men den allerstørste glæde ved mit tv er de film og serier, jeg selv køber og ser, når jeg vil. Vi ser måske 200 film om året, de fleste hjemme i stuen, og vi var åndeløse i ugevis, mens vi fulgte HBO-serierne ”The Sopranos” og ”Six Feet Under”. ”House MD” er også en favorit her i huset, men ”Mad Men” fandt vi for affekteret… Vi var der jo selv i tresserne og bryder os ikke om det enøjede, sådan lidt: Hej, se, hvad vi tør! – fokus på sprut, røg og nedværdigelse af kvinder.

Når der er besøg af barnebarnet, plager jeg hende med mine egne yndlingsbørnefilm som fx ”Mary Poppins”. Sjovt nok fanger de endnu, eller også er det farmors begejstring, der nagler pigebarnet til sofaen.

Og så er det vist nu, jeg skal indrømme, at både manden og jeg ser Jane Austens ”Stolthed og fordom”, alle seks afsnit, og filmen ”Fornuft og følelse” mindst en gang om året.

Skoven

Mountainbikere kan på forbløffende kort tid forvandle en idyllisk skovsti til en pløjemark.

Skoven er Hammer Bakker. Otte km nordøst for Danmarks tredjestørste by, Ålborg. Et omtrent 1800 ha stort naturområde, en bakkeø, gennem­skåret af smukke smeltevandsdale, dannet i sidste istid og tilplantet omkring år 1900. Her er lyng­bakker, gravhøje, langdysser, søer, moser, kilder, kirker, truede dyrearter og planter, fredsskov med gamle bøge, foruden træproduk­tionens mono­kulturer af altid grønne juletræer og højloftede, mørke granplantager. Bortset fra korte perioder, mens jeg som ungt menneske studerede og rejste, har jeg igennem næsten 50 år dagligt gået ture med hunden her.

Skoven er ikke længere en skov. Hvor man indtil for kort tid siden kunne gå i timevis på næsten ube­trådte, tilgroede mosstier mellem træer eller hen over bakker og bronzealderhøje uden at møde et menneske, ligger der i dag én stor befærdet og oppløjet motionsbane, der zigzagger mellem over­proportio­nerede pri­vate og kommunale anlæg og byggerier og de dertil nødvendige, nu stærkt trafikerede, hullede og mudrede adgangsveje.

I dag skal hunden og jeg ustandseligt springe af vejen for kørende, cyklende, løbende og store flokke af vandrende, når vi vover os ind i bakkerne. Hvor vi førhen kunne gå i skovens ro, må vi nu vogte os for mo­tionister på cykler eller løbeben, der med muzakpropper i ørerne, så de ikke kan høre hverken vinden i træ­erne eller fuglenes sang, og med begge øjne stift rettet mod uret, pru­stende og storsvedende, ikke formår at slå et sving uden om en ældre dame og en hund.

På få år er Hammer Bakker omdannet fra naturområde til byggeplads og træningsfacilitet.

I dag slides skoven intensivt, ikke kun af de mange private ejeres skovdrift og Ålborg kommunes ekspansive institutionsbyggerier og øvrige anlæg, perso­nale, beboere og besøgende, men i høj grad også af almindelige mennesker i tusindvis, der parkerer deres biler langs skovvejene og dan­ner snakkende, råbende, løbende, cyklende eller vandrende flokke, som maser rundt i krattet for­synet med kurve eller kikkerter. De seksuelt eksperimenterende, som i ugebladene har læst, at det sætter fut i forholdet at parre sig i det fri, er også blevet en betydelig og grænseoverskridende skare, som det kan være endog særdeles ubehageligt at støde ind i midt på ens sædvanlige skov­tur.

Der er tilmed opstået interessegrupper med det ene formål at udnytte et i forvejen begrænset, nedslidt og overrendt skovareal til endnu flere ”aktiviteter” … Men hvis man ikke kan samle en flok på 20 eller 200 vandrere, løbere, mountainbikere, jægere, fuglekiggere eller svampeplukkere, kan man altid spæne en tur alene eller pløje de små skovveje op med sin smarte 10.000 kr.’s cy­kels pigdæk og råbe utålmodigt ad de andre skovgæster og skovejerne, når man er ved at køre dem ned.

Og så mødte vi den lille, vrede skovfoged, som intimiderende kunne fortælle, at han skam godt vid­ste, hvor jeg boede, og at han ville sende mig politiet på nakken, fordi min hund, som fred­sommeligt fulgte mig i hælene, gik uden snor. − Så kommer politiet og afliver den, truede han. − Det nytter ikke at forklare en regelrytter, at hunden er specielt trænet igennem mange år til at færdes i skoven. At den selv går på plads, når vi møder andre, mennesker eller dyr.

Selv sad han på en larmende og pruttende ATV med anhænger. Men det er den gamle hund og mig, der er problemet, ikke skovens egne folk med larmende motorsave, pruttende køretøjer, enorme robotagtige træfældningsmaskiner, der stamper jordbunden til en kompakt masse, hvor intet kan gro de næste 100 år, de store jagtselskaber, de kørende juletræskunder og alle dem, der skræller skovbunden for mos til dekora­tioner … Det er heller ikke børnehaverne, motionsklub­berne, løberne, svampeplukkerne, drengene på moto­crossere, de uvidende amatørhundeejere, der lukker to-tre uopdragne storbyhunde ud af bagage­rummet, og derefter må rende rundt i ti­mevis for at fange dem, eller krybskytterne… som hunden og jeg alle møder på vores vej.

Lige nu, mens vi er på vej hjem fra skovturen, må vi springe til side, op ad skråninger, ned ad skrænter, for ikke at blive ramt af de mange biler og minibusser, der fragter skoven og institutio­nernes brugere og bor­gere til og fra i al for høj fart, og for de damer, der netop har fået fri fra in­stitutionsarbejdet, og som i deres små biler speeder hjem ad den smalle, hullede, regnvåde asfalt­vej med en smøg i den ene hånd, en mobil­telefon i den anden, totalt blinde for, at de oversprøj­ter, og risikerer at ramme, spadserende damer, hunde, cykler, barnevogne, børn …

Det er naturligvis dejligt, at så mange mennesker har lyst til og fornøjelse af at færdes i skoven. Undersøgel­ser viser, at danskernes foretrukne fritidsbeskæftigelse er en skovtur, og vi giver i stort omfang denne glæde videre til vores børn.

Problemet består i, at vi efterhånden er blevet så mange — Danmark og verdens be­folkning er næsten tredoblet i min levetid — at de få træklædte oaser, som vi alle sammen holder forfærdeligt meget af at færdes i, bliver overrendt af entusiastiske naturelskere med al deres kostbare legetøj i form af firhjuls­trækkere, minitraktorer, rideheste, sportscykler, ski, knallerter, ATV’ere osv.

Alle elsker naturen, men ved at overudnytte de få tilbageværende, naturlignende steder til institu­tions-, underholdnings- og motionsformål ødelægger vi netop det, vi holder af. Vi tramper det ned som molboer med alt for store fødder. Spolerer det, vi alle sammen gerne vil i skoven for at op­leve. Det skrøbelige, dyre­livet, det naturlige, roen …

Det er ikke den lille, gamle dame med den velopdragne hund, der skræmmer vildtet. Tværtimod gider de små rådyrflokke knap flytte sig, når vi kommer. Men dyrene vælter skrigende og brægen­de af skræk og nød ud fra skovbrynet, når der er Nytårsmarch, Limfjordsløb, jagter, skovfældning, mountainbikere, oriente­ringsløb, ”naturvandringer” eller store byggeprojekter.

I stedet for at bygge, anlægge, køre og motionere i et lille, sårbart naturområde, burde man må­ske have opret­holdt fredningen af Hammer Bakker og bygget institutioner og motionsbaner ude på de enge og mar­ker, der omgiver de skovklædte bakker?

Måske er det tid at tage hele skovbegrebet op til overvejelse endnu en gang? Skal skoven være til for træ­produktionen og jægernes skyld? For det vilde dyre- og planteliv? For de spadserende? De løbende, cyklen­de, kørende? De kopulerende? Hundelufterne? Børnelufterne? Fuglekiggerne? Blomster- og bærplukkerne? Mosskraberne? Svampesamlerne? Motionisterne? − Eller skulle vi opføre specielle baner til de mest lar­mende, slidende og hensynsløse sportsfolk? Ligesom vi har indhegnede områder til de utrænede og ustyr­lige hunde?

Vore få tilbageværende skov- og naturområders skæbne er alt for betydningsfuld for de kom­mende gene­rationer til at blive overladt til private lodsejere, kortsigtede kommunale beslutninger og tilfældige sam­menrend af pensionister, motionister og sportsfolk.