Denne gang gjorde vi det faktisk: — Sprang julen og al dens væsen over og tog til Venedig i en uge. Det kan man jo gøre, når man ikke længere har forpligtelser over for mindreårige, og jeg må sige, at det var både en lettelse og en nydelse at pjække fra den danske julepsykose for første gang i tredive år. Italienerne tager langt mere afslappet på højtiden, som for dem først og fremmest drejer sig om gode familiemiddage den 25. december, og foræring og fortæring af en mængde julekage, de store Panettoni.
Det er ikke, fordi jeg ikke holder af den danske jul, det gør jeg skam, specielt når jeg selv kan styre scenografien hen imod levende lys, gode dufte og familiehygge i mørkningen og samtidig forsøge at dæmpe det materielle hysteri en anelse. — Men de pågående, ja næsten desperate, opfordringer til at købe dit og dat, bare fordi det er jul, både i reklamer og i uopfordrede fremsendelser af ønskesedler fra yngre familiemedlemmer, som ikke kunne drømme om at købe noget til mig, og som ikke engang gider ulejlige sig med at skrive »Kære Lone« øverst, men blot sender alenlange fotokopier med håbefuld opremsning af kostbar elektronik rundt, kan godt gå mig på nerverne.
Jeg har tidligere været i Venedig, måske en halv snes gange, men kun om sommeren og kun på éndagsbesøg i ulidelig varme og trængsel. Disse udmattende visitter skabte et ønske om at opleve byen i regnvejr og oversvømmelser uden for sæsonen. Om at vandre rundt i byen, forvilde sig i gadernes labyrinter, sejle ud til øerne i lagunen, se på kunst og arkitektur i fred og ro, og — ikke mindst — om at vågne i Venedig, i en by uden biler og lytte til byens egne lyde.
Alle disse ønsker, og flere til, gik i opfyldelse. Vi begyndte med at trække vore rullekufferter ned til Marco Polo-lufthavnens kaj, hvor vi hyrede en taxabåd og ankom til logiet ved en lille sidekanal efter 40 minutters sejlads i støvregn og tusmørke. — Sådan skal det gøres! Langs vandvejene står lygtepæle, hvis gyldne lamper kaster eventyrbelysning over lagune og by. Chaufføren var så venlig, nu jeg begejstret stod nærmest på nakken af ham uden at ænse regnen, at tage os en ekstra tur rundt omkring Canal Grande og Rialtobroen, før han læssede os og vor bagage af.
Venedig holder hele vejen igennem! Byen er selvfølgelig udartet til en slags frilandsmuseum med Disneykvaliteter — På Campo San Bartolomeo lige ved Rialto ligger en stor og velforsynet Disneybutik — men i sin kerne er byen en ægte, levende og fornem middelalderby med tonsvis af atmosfære og dagligliv. Og turiststrømmen, der tælles i millioner årligt, bevirker så også, at ingen venetianer skal mangle hverken glaskunst eller masker, uanset på hvilket tidspunkt af døgnet trangen til en glasklovn eller en pailletbesat Harlekinmaske melder sig.
Venedigs lykkelige redning må skyldes beliggenheden på små øer, der ikke tillod udvidelse med uskønne forstæder, som alle andre byer ellers må leve med. Al industri, nyere kontorbygninger og grimme betonblokke til den mindrebemidlede del af befolkningen ligger ovre på fastlandet, Terra ferma, omkring Mestre og omliggende bysamfund.
Inde i selve byen kan man uden anden trafik og forstyrrelser end både, gondoler og lokale med indkøbstasker, der er forsynede med specielle hjul, så de er lette at få op og ned ad trapperne på de mange småbroer over kanalerne, fortabe sig i det ene betagende syn efter det andet af affældige paladser, små stræder, udhuggede marmorbrønde, overdådige kirkefacader … en havearkitekt, vi engang havde på besøg, talte om forfaldets æstetik … Se, det er Venedig!
Og når benene trængte til hvile var der jo massevis af vandingshuller med god, italiensk kaffe, kakao, der smager som flydende Valrhonachokolade på Café Florian på Markuspladsen eller små familiedrevne restauranter, som de lokale anbefaler, hvis man spørger dem til råds. At besøge det righoldige og maleriske fiskemarked om morgenen, og så få serveret alle specialiteterne om aftenen sammen med gode vine, det kalder jeg ferieglæder!
Oversvømmelserne begrænsede sig i juleugen til de tidlige morgentimer, så julemorgen var vi oppe og ude i gaderne, så snart det lysnede. Vores søde vært havde sat højvandsstøvler frem til os, og vi travede ud i ankelhøjt vand og blev hilst med et smilende godmorgen eller god jul fra de fastboende, som havde travlt med at feje vand ud af deres små butikker. Vi sjoskede op til den gamle ghetto, som forekom betagende stemningsfuld med vandet, havgus, douce orange morgenrøde og alle de beretninger om livet der, vi havde læst om.
Først da jeg var hjemme i Danmark igen og gennemså mine fotos på computerskærmen, opdagede jeg den, markedsrotten, som jeg ved et tilfælde fik med på et billede, da jeg ville fotografere højtliggende gondoler under oversvømmelsen julemorgen. Først troede jeg, at det skulle forestille en løve, som der jo er så rigeligt af i Venedig, men da jeg sendte billedet til værten, svarede han, at den kendte alle da, det var markedsrotten, og så ikke mere…
Ved at rekonstruere vores rute julemorgen gætter jeg på, at rotten befinder sig på en søjle på Santa Sofia-pladsen lige over for fiskemarkedet. Er der nogen, der ved mere? Hvor er den helt præcist? Hvem har lavet den? Og hvor gammel er den?
