Verden er et skønt sted at være

når der findes

· Ananas

· Små skyer på blå himmel

· Duften af god kaffe

· Søde dyr med blød pels

· Og store imponerende dyr

· Tag over hovedet

· Have med fisk i

· Spændende historier

· Regnvejr

· Grønne træer

· Musik

· Nyvasket sengetøj

· Travle fugle alle vegne

· Mennesker, der aldrig glemmer at spørge, hvordan man har det

· Og lytter interesseret til svaret

· Snedækkede graner i bakkerne

· Smukke, gamle byer

· Friskt brød

· Ild i brændeovnen

· En kamelia, der blomstrer i vindueskarmen

· Og alt det andet, der grønnes og blomstrer, når tiden er inde

· Solskin

· Høje, høje bjerge

· Fornemmelsen af ubegrænset tid

· Pandekager

· Mariehøns

· Småbørn, der tager ens hånd og griner

Mere mening behøves vel ikke?

Markedsrotten

Denne gang gjorde vi det faktisk: — Sprang julen og al dens væsen over og tog til Venedig i en uge. Det kan man jo gøre, når man ikke længere har forpligtelser over for mindreårige, og jeg må sige, at det var både en lettelse og en nydelse at pjække fra den danske julepsykose for første gang i tredive år. Italienerne tager langt mere afslappet på højtiden, som for dem først og fremmest drejer sig om gode familiemiddage den 25. december, og foræring og fortæring af en mængde julekage, de store Panettoni.

Det er ikke, fordi jeg ikke holder af den danske jul, det gør jeg skam, specielt når jeg selv kan styre scenografien hen imod levende lys, gode dufte og familiehygge i mørkningen og samtidig forsøge at dæmpe det materielle hysteri en anelse. — Men de pågående, ja næsten desperate, opfordringer til at købe dit og dat, bare fordi det er jul, både i reklamer og i uopfordrede fremsendelser af ønskesedler fra yngre familiemedlemmer, som ikke kunne drømme om at købe noget til mig, og som ikke engang gider ulejlige sig med at skrive »Kære Lone« øverst, men blot sender alenlange fotokopier med håbefuld opremsning af kostbar elektronik rundt, kan godt gå mig på nerverne.

Jeg har tidligere været i Venedig, måske en halv snes gange, men kun om sommeren og kun på éndagsbesøg i ulidelig varme og trængsel. Disse udmattende visitter skabte et ønske om at opleve byen i regnvejr og oversvømmelser uden for sæsonen. Om at vandre rundt i byen, forvilde sig i gadernes labyrinter, sejle ud til øerne i lagunen, se på kunst og arkitektur i fred og ro, og — ikke mindst — om at vågne i Venedig, i en by uden biler og lytte til byens egne lyde.

Alle disse ønsker, og flere til, gik i opfyldelse. Vi begyndte med at trække vore rullekufferter ned til Marco Polo-lufthavnens kaj, hvor vi hyrede en taxabåd og ankom til logiet ved en lille sidekanal efter 40 minutters sejlads i støvregn og tusmørke. — Sådan skal det gøres! Langs vandvejene står lygtepæle, hvis gyldne lamper kaster eventyrbelysning over lagune og by. Chaufføren var så venlig, nu jeg begejstret stod nærmest på nakken af ham uden at ænse regnen, at tage os en ekstra tur rundt omkring Canal Grande og Rialtobroen, før han læssede os og vor bagage af.

Venedig holder hele vejen igennem! Byen er selvfølgelig udartet til en slags frilandsmuseum med Disneykvaliteter — På Campo San Bartolomeo lige ved Rialto ligger en stor og velforsynet Disneybutik — men i sin kerne er byen en ægte, levende og fornem middelalderby med tonsvis af atmosfære og dagligliv. Og turiststrømmen, der tælles i millioner årligt, bevirker så også, at ingen venetianer skal mangle hverken glaskunst eller masker, uanset på hvilket tidspunkt af døgnet trangen til en glasklovn eller en pailletbesat Harlekinmaske melder sig.

Venedigs lykkelige redning må skyldes beliggenheden på små øer, der ikke tillod udvidelse med uskønne forstæder, som alle andre byer ellers må leve med. Al industri, nyere kontorbygninger og grimme betonblokke til den mindrebemidlede del af befolkningen ligger ovre på fastlandet, Terra ferma, omkring Mestre og omliggende bysamfund.

Inde i selve byen kan man uden anden trafik og forstyrrelser end både, gondoler og lokale med indkøbstasker, der er forsynede med specielle hjul, så de er lette at få op og ned ad trapperne på de mange småbroer over kanalerne, fortabe sig i det ene betagende syn efter det andet af affældige paladser, små stræder, udhuggede marmorbrønde, overdådige kirkefacader … en havearkitekt, vi engang havde på besøg, talte om forfaldets æstetik … Se, det er Venedig!

Og når benene trængte til hvile var der jo massevis af vandingshuller med god, italiensk kaffe, kakao, der smager som flydende Valrhonachokolade på Café Florian på Markuspladsen eller små familiedrevne restauranter, som de lokale anbefaler, hvis man spørger dem til råds. At besøge det righoldige og maleriske fiskemarked om morgenen, og så få serveret alle specialiteterne om aftenen sammen med gode vine, det kalder jeg ferieglæder!

Oversvømmelserne begrænsede sig i juleugen til de tidlige morgentimer, så julemorgen var vi oppe og ude i gaderne, så snart det lysnede. Vores søde vært havde sat højvandsstøvler frem til os, og vi travede ud i ankelhøjt vand og blev hilst med et smilende godmorgen eller god jul fra de fastboende, som havde travlt med at feje vand ud af deres små butikker. Vi sjoskede op til den gamle ghetto, som forekom betagende stemningsfuld med vandet, havgus, douce orange morgenrøde og alle de beretninger om livet der, vi havde læst om.

Først da jeg var hjemme i Danmark igen og gennemså mine fotos på computerskærmen, opdagede jeg den, markedsrotten, som jeg ved et tilfælde fik med på et billede, da jeg ville fotografere højtliggende gondoler under oversvømmelsen julemorgen. Først troede jeg, at det skulle forestille en løve, som der jo er så rigeligt af i Venedig, men da jeg sendte billedet til værten, svarede han, at den kendte alle da, det var markedsrotten, og så ikke mere…

Ved at rekonstruere vores rute julemorgen gætter jeg på, at rotten befinder sig på en søjle på Santa Sofia-pladsen lige over for fiskemarkedet. Er der nogen, der ved mere? Hvor er den helt præcist? Hvem har lavet den? Og hvor gammel er den?

Gløgg & brunkager

Efter de store opdagelsesrejser i det 15. århundrede begyndte eksotiske madvarer og krydderier at finde vej til Europa, hvor de udgjorde en velkommen afveksling fra grød- og kålretterne. De kongelige, kejserlige, adelen og de meget rige kunne anvende sukker, vanilje, kanel, ingefær, nelliker, kardemomme, allehånde, peber, mandler og citrusfrugter i maden — og det gjorde de — I alt! I vin, farsretter, brød, kager og tærter.

I Danmark har vi en lille rest af 1600-tallets kogekunst tilbage i form af krydret og sødet julemad: skinke med hele nelliker og sukkerlag, peberkager, brunkager og gløgg, som vi importerede via Sverige.

I dag er disse krydderier billig hverdagskost, men alligevel er der intet, der dufter som jul som risengrød med kaneldrys, brunkager i ovnen og en gryde gløggessens, der står og koger på komfuret… Og så gran, naturligvis, men juletræet kom til os meget senere, i begyndelsen af 1800-tallet, fra Tyskland.

Omkring første december begynder julen hos os, med at jeg koger gløggessens og laver brunkagedej. Med fyldte skabe kan vi så se julen i møde og byde gæster på lidt mundgodt, så de »ikke bærer julen ud«.

Lillejuleaften sent på eftermiddagen plejer venner og gode naboer at kigge ind, og over et par glas gløgg og nippende til brunkagerne falder vi til ro, inden stormen af mad og gaver bryder løs, og ønsker hinanden en glædelig jul.

At lave tingene selv fra grunden er ikke synderligt besværligt eller arbejdskrævende, det smager betydeligt bedre end købeting, og alene duften i huset er indsatsen værd, så her kommer mine gamle opskrifter på gløgg og brunkager:

Gløgg

Essensen laves af

1 l vand

200 g sukker — gerne brun farin

hele, tørrede nelliker — ca. to-tre spiseskefulde

hel, tørret inge­fær — ca. en håndfuld + evt. lidt frisk ingefær

hel, tørret kanel — ca. tre-fire lange stænger

hele, tørrede kardemommefrøkapsler — ca. tre spiseskefulde

et par skiver økologisk citron

Det hele koges en times tid i en gryde. Står og trækker køligt et døgn eller to. Sies og hældes på flaske. Kom et skvæt rom eller neutral snaps i, det giver smag og kon­serverer blandingen. En flaske rødvin varmes med noget af essensen. Tilsæt evt. mere farin i den færdige blanding, hvis rødvinen er sur. Man må smage sig frem, det er en del af fornøjelsen ved gløgg. Rosiner og mandelflager kommes i. Husk, at vin aldrig må koge.

Brunkager

250 g smør

200 g sirup

200 g farin

Koges op i en gryde

1 ½ tsk. potaske røres ud i 1 dl koldt vand og kommes i, når gryden er taget af kog. Stilles køligt

½ kg mel

½ spsk. kanel

½ spsk. allehånde

½ spsk. nelliker

½ spsk. ingefær

1 håndfuld grofthakket pomeransskal + evt. sukat

150 g mandelflager

Blandes og blandes bagefter med sukkermassen, når den er afkølet

Æltes godt, trilles til ca. håndledstykke stænger, som fryses ned med bagepapir omkring

De frosne stænger skæres tyndt ud evt. med skæremaskine

Bages ca. 5-6 min. v. 200 grader.

Rigtig glædelig jul!

Når bare mor er glad…

Igen og igen hører jeg denne sætning sagt af yngre mødre for at legitimere, at de følger deres egne behov for »voksentid«, overarbejde, deltagelse i konferencer, en venindeweekend i Paris, en bytur eller et par timers wellness.

I sin helhed lyder sætningen: Når bare mor er glad, så bliver børnene også glade. Underforstået er vist, at en glad mor automatisk frembringer glade børn. — Det er jo naturligvis noget vrøvl.

Hvis man skulle tage udsagnet for pålydende, så kunne mor i teorien sidde og grine med en kulørt drink ved en pool på Mallorca, mens ungen hænger forladt og alene i en hoppegynge hjemme i lejligheden.

At være mor betyder ikke, at man skal gå storgrinende omkring dagen lang.

Efter min begrænsede erfaring, et stk. afkom, så gælder det omvendte derimod: Hvis ungen er glad, så kan mor være glad.

Hvis ungen er tryg, rolig, med god tilknytning og basal tillid til verden, når den vågner med et smil og med fornøjelse lader sig følge hen til en GOD institution, så kan mor slappe af og får mere tid til sig selv, end hvis ungen er utryg, skriger på opmærksomhed og hele tiden lurer på, om nu mor er ved at gå.

Børn skal ikke skrige på opmærksomhed — De skal have al den opmærksomhed, de kan rumme, helt gratis og helt frivilligt. For når de får nok, trækker de sig tilbage til deres egne lege og lader mor være i fred.

(De mødre og fædre, der skumler over, at jeg skriver »mor« og ikke »far«, får her ni »far« og et enkelt »fædre«: far fædre far far far far far far far far, som de, om ønsket, selv kan indsætte i teksten.)

Søren Mørchs lys

For godt fem år siden udkom Bill Brysons: En kort historie om næsten alt. Det var en skøn bog med små fortællinger om livets opståen, vor videnskabs fødsel, geografi, geologi o.m.a. En rigtig godbid for videbegærlige sjæle.

Cirka samtidig fik jeg smag for historikeren Søren Mørchs forfatterskab og opdagede, at vi har en stor ånd herhjemme, der formår at præsentere de seneste to-tre århundreders dansk og europæisk historie og tænkning på samme umiddelbare, humoristiske og letfattelige måde. Det skal der stor viden og et enormt overskud til at gøre.

Jeg begyndte med hans bøger om dansk historie og blev lettet over at opdage, at der omsider var en historiker, der turde decimere Danmark, danskerne og alt dansk til den størrelse, lilleputlandet i Tysklands skygge tilkommer. Men det er vedkommende og bestemt ikke ukærligt gjort. Kun forfriskende skarpt og nøgternt.

Derefter læste jeg om vore statsministre, om de store forandringer, der har skabt det liv, vi lever i dag, og fortsættelsen, Vældige ting, er jeg halvt igennem, og jeg er allerede bange for, at den 550 siders moppedreng skal slippe alt for hurtigt op.

Sikke en arbejdsevne! Hvilken ufattelig mængde af viden! Hvilket enestående talent for at formidle!

Jeg ved, at han har modtaget Rosenkjærprisen, men der MÅ da være andre priser, vi kan dynge ned over denne fortjenstfulde mand, der har givet os og vore børn: En lang historie om Danmarks plads i Verden.

Tid

— Tid er det eneste, du har, sagde min gamle, kloge nabo for mange år siden. Og alligevel synes tiden for de fleste at være en sparsom ressource.

— Strukturering af den vågne tid er menneskets største problem, sagde Eric Berne, transaktions-analysens opfinder. Og her synes vi at komme tættere på virkeligheden: Vi har nemlig som oftest tid nok, men vi har problemer med at prioritere.

Vi har ét liv, kort eller langt, det ved vi heldigvis ikke, og vore opgaver er enkle og består i:

1. At gøre så lidt skade på planeten og dens øvrige beboere som overhovedet muligt.

2. At kigge dybt i os selv og finde ud af, hvem vi er, og hvad vi skal, og benytte denne viden til at udvikle tolerance over for vore medmennesker, så vi kan være dem til nytte.

Det går bare næsten altid galt. Vi behandler vores tid, som om det var en feriekuffert. Hvis vi tager den lille kuffert frem, fylder vi den, til den bugner, men hvis vi så i stedet tager en kæmpestor kuffert frem — én af dem, damerne ved check-in-skranken i lufthavnen plejer at kalde for en étværelses lejlighed, så pakker vi også den, så den knapt kan lukkes. — Vi propper det forhåndenværende rum til randen.

Er vi bange for stilstand og tomhed?

Når vi er små, strukturerer vore forældre dagene for os: På hverdage tidligt op, ud i bilen, til skole eller institution, hvor vi render skrigende omkring sammen med store flokke af andre børn i cirka samme alder, hentes i bil, på forjaget indkøb, hjem og fodres af, falde om med noget elektronik, tv- eller computerskærm, sove … i morgen begynder det hele forfra igen. Undtagen i weekender og ferier, hvor vi trækkes til arrangementer, sammenkomster, indkøbscentre, små eller store rejser, udflugter eller til arrangerede fritidsaktiviteter: sport, biograf, forlystelsespark.

Hvordan kan vi nogensinde tro, at det er OK blot at gå lidt rundt og småkede sig? Og måske selv finde på noget sjovt, der ikke absolut begynder med indkøb af et nyt computerspil, DVD, trampolin el. lign.? Skabe noget helt selv, måske?

De unge voksne tror således, at selve livets mening består i at stå tidligt op, at smukkesere sig, at aflevere ungerne til vildtfremmede, at transportere sig til et sted, hvor man udfører noget mere eller mindre meningsfuldt sammen med andre i cirka samme alder, at afhente sin yngel og race ud i butikker, bikse hurtigmad sammen for til sidst at falde udmattet om med noget elektronik.

Deres livs feriekuffert bliver proppet til randen hver evige eneste dag, for de magter ikke at vælge noget fra. Ikke en fest med vennerne, ikke en lejlighed til at vise sig i byen, ikke en time på motionscentret eller en løbetur rundt om parken, ikke et job i den anden ende af landet, ikke en kæresteweekend i Berlin, ikke endnu et udsalg i shoppingcentret …

Hvornår får nogen tid til at nyde en god bog? Et indholdsrigt samvær? Falde i staver over nogle regndråber på en rosenbusk? — Uden lige at skulle tjekke mail, Facebook, sms’er eller skvadre med andre, der også er bange for det tomme rum, via mobile telefoner.

Sommerfuglebusken

Blandt de små glæder, der ender med at blive årligt tilbagevendende, store glæder, er sommerfuglebusken. Først plantet, og passet med lidt beskæring, lys, vand og gødning, sørger den for månedlang underholdning ved at tiltrække alle de sommerfugle, der befinder sig i nærheden.

August er højsæsonen, og da busken står midt på terrassen, kan jeg blot sætte mig med min kaffe og sommerfuglebogen og genopfriske navnene på de få, store og farverige, danske arter af dagsommerfugle i mit område:

Kålsommerfugl, Citronsommerfugl, Dagpåfugleøje, Admiral, Tidselsommerfugl, Perlemorssommerfugl og Nældens Takvinge.

I det nærliggende naturområde, skov og hede, er der andre slags, store såvel som små, der aldrig dukker op i min have.

Men det år, Sørgekåben blæste over Kattegat fra Sverige og aflagde visit, glemmer jeg aldrig.

Mirabelle

Mira bella betyder »smukt syn«, og det er netop det, den er, et smukt syn, i hvert fald i april måned, og det er derfor, den får lov at blive stående midt i græsset.

Mirabeller, de gule, de orange og de bordeaux, spiste vi med stor fornøjelse som børn, da mellemmåltider og frisk frugt ikke var tilgængeligt, som det er i dag. Vi blev faktisk sultne, når vi legede ude en hel eftermiddag.

I dag har vi så meget andet og bedre end de melede mirabeller. Vi har appelsiner, bananer, jordbær, kirsebær, blåbær, hindbær, ferskner, vindruer, æbler, pærer, blommer og kirsebær … Noget i egen have i sæsonen, det meste i butikkerne året rundt.

Hvad kan man så bruge mirabellerne til, når de, som i år, tynger grenene ned i overdådige mængder?

Jeg laver saft. — Frem med saftkogeren, en time efter skal der blot tilsættes sukker, og evt. Atamon, hvis ikke saften skal fryses ned.

Det smager himmelsk af sensommer, og den dybrøde rubinfarve er virkeligt et smukt syn: