Hyldebærsaft

Blog Image

Som så meget andet godt – hyldeblomstsaft, smoothies, hindbærsyltetøj, blåbærtærter, svampestuvning – begynder hyldebærsaften med en skovtur i det gode vejr. Hunden springer fornøjet foran; turens formål er den ligegyldigt, bare den kan løbe, snuse, lege med pinde og tage sig en svømmetur i søerne på vor vej. Noget mere adstadigt følger jeg efter, men det er alligevel mig, der leder hele ekspeditionen hen til hyldebærbuskene i hegnet.

Det går hurtigt med at nippe de bourgognefarvede, tunge klaser af. På et øjeblik er bæreposen fyldt. Alligevel generer det mig som altid, at de bedste klaser tilsyneladende sidder i toppen, hvor kun solsortene kan nå dem, men jeg har virkelig ikke brug for flere.

Hjemme sætter jeg saftkogeren over på komfuret. Klipper stilkene af og skyller bærrene. Efter en lille times kogetid, skal saften bare sødes, og så har vi hyldebærsaft i litervis. Jeg fryser ned i mindre portioner, så vi er rustede, når vinterens infektioner melder sig. Ikke fordi jeg tror, at hyldebærsaft er specielt helbredende, men en kop varm, vitaminrig og fyldig saft er god omsorg og trøster meget mere end den evindelige kamillete med honning og citron.

Resten hælder jeg i en lille gryde. Skræller en tre-fire æbler fra egen have og koger æblestykkerne med i ca. 10 minutter, så har vi pludselig også hyldebærsuppe, som vi spiser til aften med tvebakker. Kun denne ene gang om året, og det smager kraftigt af sensommer og september.

I gamle dage var hyldetræet helligt. Enhver gård havde sin hyld som beskyttelse, bl.a. mod lynnedslag, men man drømte ikke om at spise af hverken træ eller bær. Det er et nyere fænomen, kun knap 100 år gammelt, men en dejlig tradition i mange hjem foruden vores.

Meningsløshed

Blog Image

En af de unge soldater, der døde i Afghanistan i foråret, blev begravet fra nabokirken.

En ung studievært dør af kræft, og det er rædsomt at tænke på. Ligesådan var det med vores søde, unge tandplejer: Hun gav os gode råd om tandhygiejne og livsstil, og næste gang vi kom på klinikken, var hun død af et hjerteslag, kun godt 30 år gammel. I krigen i Afghanistan har Danmark mistet en halv snes unge mænd alene i år. Vi bliver alle dybt berørte, selv om disse unge ikke hører til blandt vore nærmeste. Det er uhyrligt og enormt uretfærdigt, når unge mennesker går bort før tid, men det er naturligvis allerværst for de pårørende.

Vi mennesker er meningsskabende dyr. Vi kræver en forklaring, og hvis der ikke er nogen, skaber vi den selv. Eventuelt i form af religiøse fantasterier. – Det skulle bare være sådan, siger vi veninder til hinanden, når pudsige sammentræf opstår. Eller: – Der er en mening med alting.

Når et ældre menneske går bort, forliger vi os med det: – Han var mæt af dage, siger vi. Men når et ungt menneske pludseligt dør, kan vi ikke længere få tilværelsen til at hænge sammen, for det er imod reglerne. Ingen af alle vore floskler slår til. Kun de mest troende og selvoptagne kan måske bilde sig ind, at det er en personlig prøvelse sendt fra Gud; at nogen må lade livet, for at JEG kan blive testet.

Hvis vi kan, vil vi prøve at lægge skylden for døden på den døde, blot for at forklare dødsfaldet for os selv, så vi kan leve videre med mindre frygt for det meningsløse. Men det kan ikke altid lade sig gøre at placere ansvaret. Hvis den unge ikke var spiritusbilist, kriminel, junkie el. lign., men blot var en pæn, ung gymnasieelev, studievært eller tandplejer, der kom ud for et ulykkestilfælde eller fik en sygdom. – Det er jo ikke til at holde ud! For hvis det kan ske for dem, kan det ske for alle – Også for mig! Også selv om jeg gør alting rigtigt! – Spiser gulerødder, løber rundt på villavejene efter solnedgang og forsager alt sødt, godt, sjovt og impulsivt.

Jeg går og ukrudtsbrænder havens flisegange. En vims lille bænkebider kommer løbende lige ind i flammen. Jeg kan intet gøre udover at foretage yderligere medlidenhedskremering, da han halvt opbrændt ruller sig sammen. – Hvor kom han fra? Hvad havde han gjort, siden han fortjente denne pludselige død?

Vi aner det ikke. Han vimsede frisk omkring og gjorde det, som bænkebidere nu engang gør, da den store gasflamme ramte ham som lyn fra en klar himmel.

Det kan være meget svært at acceptere, at vi mennesker her på jordens overflade, når alt kommer til alt, ikke er mere betydningsfulde end et uanseligt, fliselevende krebsdyr.

PostDanmark

Blog Image

Hvilke andre, meget mere spændende, opgaver er det lige, det danske postvæsen skal tage sig af ud over at aflevere breve og pakker til folk? Hvor svært kan det være?

Jeg havde bestilt nogle fotoprints hos et velrenommeret internetfirma, som lovede levering efter tre-fem dage. I en hel uge hang jeg ved postkassen fra morgen til hen på eftermiddagen, men der kom ingen fotos. Efter en måneds frugtesløs venten fik jeg firmaet til at refundere pengene og måtte selv betale tre gange prisen for hasteprints inde i byen.

I går ringede så damen fra det lokale posthus. De havde mine fotos liggende, hvorfor hentede jeg dem ikke? AAARRRGGGHHH! – Og hun var ikke engang flov eller undskyldende.

Jeg prøvede at forklare, at hvis mine forsendelser ikke ligger i min postkasse, eller der i det mindste er efterladt en seddel om, at de er kommet, så foretager jeg ikke noget, udover at vente, men det trængte ligesom ikke ind. – Nå, vil du så slet ikke have dem? spurgte hun. – Nej. Men firmaet vil sikkert gerne have en forklaring, så send dem tilbage til dem.

Internethandel er en stadigt stigende branche, men jeg kan godt se, hvor stopklodsen ligger. Den ligger hos PostDanmark, som ikke længere har noget fornuftigt at lave, og som derfor ansætter billig, ung arbejdskraft, der kun fungerer med halvdelen af hjernen, mens de deler tåbelige reklamer ud, i stedet for modne og ansvarsbevidste herrer og damer, der ser det som en personlig ære, at posten havner sikkert hos adressaten.

Efterår 2

Blog Image

Det er altid vemodigt at lukke ned. Spærre appelsin- og citrontræer inde i en skummel garage for vinteren. Redde de andre sarte vækster, passionsblomst, pelargonie, fuchsia, agapanthus, som vi jo gerne vil have, men som ikke egner sig for vore breddegrader med den korte vækstsæson. Og de var så flotte i sommer … Og de kunne være blevet ved … Synd og skam!

Redder også gyngesofa, regnmåler og den lille porcelænsfrø ind. Har en fornemmelse af at gå og lukke og slukke efter en middelmådig fest. For så overdådige bliver vore somre aldrig, vel? At man mæt og glad af blomstring og sol blot sætter sig inden døre det næste halve år og er tilfreds.

Går en havetur og fejer efter mig. Det ser nu alligevel ikke værst ud. Nu kommer de grønne linjer klart frem: taks-, bøge- og buksbomhække, tjørn og kristtorn med strålende røde bær. Og roserne er tapre og holder stand. Når så septembers sol forlener det hele med et strejf af guld og blåt, og æblegrenene er tunge af melonstore frugter, så har vi endnu noget at se frem til!

København

Blog Image

I København har de givet Absalon hue på.

I København kommer man forbi Rundetårn, når man går tur.

I København tager det dobbelt så lang tid at komme fra Nørreport til Bagsværd med en gammel, gul skrammelbus, end det tager at flyve fra Aalborg til Kastrup.

I København løber man ustandseligt ind i folk, man kender fra fjernsynet, og de ser meget mindre og skuffende ubetydelige ud uden for skærmen.

I Københavns Zoo har de bygget et nyt hus til elefanterne for ca. en milliard, mens der går hjemløse og tiggere rundt i gaderne. Det så man aldrig for 30 år siden. Dengang boede menneskene i huse, og elefanterne var bare i bur.

I Københavns Tivoli har de fjernet tryllestemningen til fordel for larmende (penge-)maskiner, hvor man kan blive centrifugeret både den ene og den anden vej. Og også op og ned, hvis man betaler ekstra.

I København kan man møde en kultiveret familie fra Palermo på en legeplads og få sig en god snak om normannere og det sicilianske dukketeater.

I København får man et møgfald af en ung mand af pakistansk herkomst, som mener, at danske, unge piger går klædt som ludere.

I København GÅR nogle danske, ganske unge piger ganske rigtigt klædt som ludere, opdager vi bagefter.

I København kan man slentre langs søerne eller på Christianshavn.

I København har alting noget med Danmarkshistorien at gøre, og man går og ønsker, at man havde hørt bedre efter i timerne.

Slowhand

Blog Image

Når Eric Clapton gider komme til Skanderborg, så gider jeg også. Det manglede da bare. Mens de sidste fugtige og godt brugte unge mennesker pakker sammen på festivalens sidste aften, ruller det gråhårede segment ind. – De midaldrende, som det hedder med en forfejlet eufemisme, når man begynder at kunne se enden på det hele.

Vi får en øl og som ekstrabonus et ungt, dansk band på Bøgescenen. Ud af højttalertårnene brager en grød af unuanceret larm, syltet ind i alt, hvad forvrængeren kan trække. De opløbne, sortklædte musikere vælter sig i pine på scenen, vrider mikrofonerne, bejler til publikum, beder dem klappe, spørger dem, hvad de hedder (?) osv. Jo, de arbejder skam for sagen, men vi er nødt til at trække væk for at beskytte den sidste rest af hørelse.

Får et erindringsglimt fra de sidste år af tresserne: Cream udsendte ‘Disraeli Gears’ med bl.a. ‘Sunshine of Your Love’, og Beatles’ ‘White Album’ kom året efter. Jeg var 12 år og tilbragte eftermiddagene med venner og de nye plader på grammofonen. Madrasserne, betrukket med fløjl i lilla og orange, ‘psykedeliske’ mønstre, lå på gulvet. Det første, min far gjorde, når han kom hjem, var arrigt at sparke døren til mit værelse op og bede os slukke for den ulidelige støj.

Min far eksisterer ikke mere, jeg har nået den alder, han havde dengang, og Clapton er blevet en klassiker.

Tre minutter før tid går han og bandet på. Jeans og sweatshirts. Helt cool. Ingen leflen for folket. Gamle, professionelle rotter, som beregnende lægger ud med masser af energi, så vi gynger fra første sekund. Hver en tone når selvstændigt ud på pladsen. Med imponerende præcision skæres alle småpauser klart ud i Skanderborgs brune aftenluft, så bøgetræerne sitrer.

Et langt midterstykke er dedikeret rockens ophav, blues’en, som Clapton for alvor vedkendte sig på MTV’s ‘Unplugged’. En guitarduet mellem Clapton og Bramhall får tårerne til at løbe på os og alle omkringstående. Strengene er dybt forbundne med strenge i vores indre. Ikke siden Jimi Hendrix har nogen kunnet få en guitar til at lyde sådan.

Så slutter de med tre sikre hits: ‘Wonderful Tonight’, ‘Layla’ og ‘Cocaine’. Den første en anelse vammelsød efter min mening, og afleveret med pligtfølelse over for damerne på pladsen, som labber den i sig. De to sidste med ukuelig, smittende drive og en stor portion Weltsmertz, som kun musikere over tres kan tilføre musikken, og som usvigeligt sikkert opsnappes af de aldrende blandt tilhørerne og jævnføres med deres egen.

Vi er blevet ramt af det sublime. Af levet liv og smerte. Af gudbenådet talent og professionalisme. Derfor må vi takke nej til TV2 og forlade pladsen med stemningen intakt. Stjerneskud drysser ned over bilen fra et sted lige under Cassiopeia, da vi kører hjem.

Naboer

Pludselig kom jeg til at tænke på gamle Thomas.

Op gennem firserne boede jeg med min lille søn i et hyggeligt rødstensrækkehus. Husene var arrangeret rundt om et torv med gadelygter, kastanjetræer og en stor sandkasse, hvor ungerne kunne lege i timevis, mens mødrene holdt øje fra køkkenvinduerne. I de små haver var der dårligt plads til andet end et bord og fire stole, og hver gang et af vore spinkle æbletræer nåede op over hækken, blev vi bedt om at skære det ned, hvilket vi naturligvis omgående gjorde, så det ikke skyggede for naboens terrasse.

Vi fik mange gode venner i husene omkring torvet, både sønnike og jeg. Nogle af dem ser vi regelmæssigt endnu her godt 25 år efter, men gamle Thomas eksisterer formentlig ikke mere.

Han beboede huset på torvets hjørne, og i sin forhave dyrkede han jordbær, som han i sæsonen solgte til os andre. På sin elektriske, trehjulede knallert kørte han rundt og falbød bakker med bær, og han kunne godt blive studs, hvis man ikke købte af ham. Nogle blev ligefrem bange for ham, når han sådan højt råbende kom trillende op til ens hoveddør.

Der var jo ikke meget plads til decideret at anlægge jordbærmarker i Thomas’ smalle forhave, så han begyndte at tage torvets brosten op for at udvide bedriften. Hvert år flyttede han sin hæk sådan cirka en halv meter ud, og genboen fortalte, at han havde set Thomas annoncere med brosten i Den Blå Avis … Vi smilede blot og rystede på hovederne; der var ikke én af os, der ikke undte Thomas gartnerivirksomheden og et lille tilskud til folkepensionen.

Stor var alligevel vor forbløffelse, da Thomas efter en årrække indsendte en klage til bestyrelsen over, at man fuldstændig umotiveret – og uden hans vidende, formentlig i nattens mulm og mørke – havde anbragt en stor, generende og pladskrævende gadelygte inde midt i hans forhave.