indvandrere – blog.loneandrup.dk

Stærkt foruroligende

Det er pinligt og foruroligende at leve i et land i en tid, hvor politikerne er så unge, amatøragtige, kulturblinde og dårligt uddannede, at de tror, de kan lovgive om alt muligt, som tilfældigvis generer dem:

Om der skal serveres svinekød i dagsinstitutioner.

Hvilket tøj kvinder må have på. – Sjovt nok er der sjældent den store trang til at lovgive om mænds påklædning.

At børn på et år, som ikke forstår noget som helst sprog, og som derfor ikke forstår, at de bliver hentet igen, skal tvinges i institution hver dag.

At de kan fifle med menneskerettighederne, så vi kan komme til at behandle nogle udlændinge i nød endnu værre, end vi gør nu.

Og senest har landets justitsminister, som har en toårig, praktisk erhvervsuddannelse som speditør bag sig, foreslået, at folk i særlige områder (= de fattige i ghettoområder) skal have dobbelt straf, hvis de begår ulovligheder … *

Jamen, det er jo hårrejsende! – Og flovt! – Og ingen råber op! – Er der ingen, der kan gennemskue bluffet, at vi nu igen skal stå samlet mod ‘fremmede’ i særlige kvarterer, til overflod benævnt ‘ghettoer’, udskille dem, piske dem og hade dem, mens en vaklende regering kan slippe af sted med at styre landets affærer meget dårligt?

Selv Politikens chefredaktør skriver i en leder**, at det er fornuftigt at skille mødre og småbørn med økonomisk tvang. – Har han selv prøvet at aflevere et grædende og panisk angst lille barn i en underbemandet vuggestue? Og hentet det, traumatiseret og udslukt, igen klokken fire eller fem? Har han ikke læst beretningerne i sin egen avis om hverdagen i dagens vuggestuer? Og skulle det i givet fald være med politiets mellemkomst, at man fjerner babyer fra deres hjem og mødres arme? Det giver nogle meget ubehagelige billeder inde i mit hoved … – I nogle kommuner betaler man folk for at passe deres egne børn, så man sparer de dyre vuggestuepladser. Men det er jo selvfølgelig de RIGTIGE folk, folk med en kultur, der ligner politikernes.

Kunne man forestille sig, at man i andre kulturer måske har mere omsorg for børn (og ældre mennesker) end i vores?

Kunne man forestille sig, at stemningen i dette land ville blive bedre, hvis vi fik valgt flere med anden etnisk baggrund ind i Folketing og kommunalbestyrelser? – Så også vore folkevalgte repræsentanter lærte nogle med andre kulturbaggrunde at kende og lærte at sætte pris på omsorgen, venligheden, tolerancen, som stadig kan findes i ikke-danske samfund.

Det er ikke anliggender for hverken chefredaktører, kommunalbestyrelser eller den lovgivende magt, hvad vi skal spise, hvad vi skal have på, og om vi er knyttet til vore spædbørn og måske gerne vil passe dem hjemme, hvor vi bor, mens de er små.

Og man må ikke gøre forskel på et lands indbyggere og forlange tvangsfjernelser af børn i nogle boligkvarterer og tildele nogle grupper dobbelt straf for evt. kriminalitet, for så giver man jo kun halv straf til de andre, de udvalgte, de rigtige, som også gerne selv må passe deres småbørn, til de er tre år gamle og parate til at socialisere sig i de store institutioner/opbevaringsanstalter. Det er alt sammen et meget, meget farligt skråplan at bevæge sig ud på.

Den nuværende regering kalder sig liberal. – Dens medlemmer må have sprunget den basale skoleuddannelse over, for liberal betyder frisindet.

Det er ikke frisindet at lovgive om dametøj, tvangsaflevering af småbørn og spisevaner.

Og FN’s menneskerettighedsdokument, som Danmark jo naturligvis har tilsluttet sig, forlanger lige ret for alle uanset oprindelse, boligområde, køn, indkomst, seksuel observans, spisevaner, udseende, påklædning osv., og det er det vigtigste, vi mennesker har sammen, for uden menneskerettigheder har vi ikke noget at holde os til i en omskiftelig verden.

‘Alle mennesker er født frie og lige i værdighed og rettigheder’ begynder teksten. *** – Man har ikke lige rettigheder, og man er ikke lige i værdighed, hvis man får dobbelt straf i nogle kvarterer og ikke i andre. Hvis man skal tvinges til at aflevere skrigende småbørn. Og hvis man ikke kan tage et tørklæde på, når man går ud.

Disse menneskerettigheder har vi brugt til at slå mennesker i Irak, Afghanistan og Libyen i hovedet med, når vi bombede dem, så har vi vel selv en forpligtigelse til at gå forrest og overholde dem herhjemme. Ikke bare af næstekærlighed, men også af fremsynede sikkerhedshensyn: Jeg bliver utryg ved landets ledelse, når de svigter alle principper, så tilfældige love næste gang kan ramme mig og min påklædning og mine børn og børnebørn og mine spisevaner og min lighed for loven.

Mens landets uvidende og småtskårne politikere har travlt med at beskæftige sig selv henne i småtingsafdelingen, forærer skattevæsenet milliarder af vores fælles penge til svindlere, vi sælger ud af offentlige foretagender for latterlige småbeløb, og sundhedsvæsnet, børneinstitutionerne, skolerne, universiteterne, naturbeskyttelsen, postomdelingen og den kollektive trafik går ad H til …

Er der ingen voksne, veluddannede mennesker tilbage i dette lands ledelse? Mennesker, for hvem almenvellet, basale menneskerettigheder og overholdelsen af internationale konventioner betyder mere end deres egen løn, pension, popularitet og gratis Rolex-ure, gratis koncertbilletter, gratis fadøl, rejser på 1. klasse for u-lande og miljøets penge, og andre frynsegoder? Bare et enkelt politisk menneske i dette land, som man kunne have respekt for? Som vi havde det for fx Anker Jørgensen og Preben Wilhjelm.

I min optik begyndte denne dumhed under Fogh og hans indædte kamp mod ‘eksperter’, dvs. mennesker, der havde uddannet sig og faktisk vidste noget. Som ikke lod sig styre med primitive, oppiskede folkestemninger, men som krævede en rationel politik til hele landets bedste i overensstemmelse med gældende danske, kristne og internationale værdier og menneskerettigheder og økonomisk fornuft. Mennesker, som kendte historien og dens faldgruber. Som sagtens kunne gennemskue afledningsmanøvrer og særordninger, der tilgodeså ‘vennerne’.

Siden Foghs tid har det været i orden, at ledere og politikere og andre mennesker, som samfundet er afhængigt af for at fungere ordentligt, er uvidende om almindelige regler, kynisk selvoptagede, gridske på fællesskabets bekostning og både uuddannede og udannede.

* https://politiken.dk/indland/politik/art6359702/5-skarpe-til-S%C3%B8ren-Pape-Sk%C3%A6rpede-strafzoner-kan-indf%C3%B8res-i-hele-kongeriget

** https://politiken.dk/debat/ledere/art6362610/Selvopg%C3%B8r-i-ghettoen

*** http://www.ohchr.org/EN/UDHR/Documents/UDHR_Translations/dns.pdf

Uddrag:

‘Artikel 2:

Enhver har krav på alle de rettigheder og friheder, som nævnes i denne erklæring, uden forskelsbehandling af nogen art, f. eks. på grund af race, farve, køn, sprog, religion, politisk eller anden anskuelse, national eller social oprindelse, formueforhold, fødsel eller anden samfundsmæssig stilling.

Der skal heller ikke gøres nogen forskel på grund af det lands eller områdes jurisdiktionsforhold eller politiske eller internationale stilling, til hvilket en person hører, hvadenten dette område er uafhængigt, under formynderskab eller er et ikke selvstyrende område, eller dets suverænitet på anden måde er begrænset.’

(Mine understregninger. – Det tog mig under et minut at google mig frem til teksten vedtaget af FN i 1948 om menneskerettigheder. Dette har stats- og justitsministeren åbenbart endnu ikke fået gjort.)

Uventede gæster

I 70’erne begyndte vi i lille, lukkede Danmark at slække på formerne. Vi følte os alene hjemme og private. Som en afslappet kernefamilie søndag formiddag bag ligusterhækken i parcelhuskvarteret. Vi kunne drikke dåseøl og spise flæskesvær til morgenmad, hvis vi havde lyst, og gå omkring i pyjamas eller joggingtøj i det offentlige rum, bade topløse på stranden, være utvungent nøgne sammen i omklædningsrum, vise kraftigt behårede kroppe og et helt makeupfrit ansigt frem.

Men så fik vi i løbet af 80’erne og navnlig 90’erne gæster. Vi blev udsat for resten af verdens blikke og måtte igen soignere os, op på stiletterne og tænke over, hvordan vi tog os ud i andres øjne.

Vi blev en meget lille del af det store, globale samfund, og vi havde svært ved at finde kammertonen. Vi lod stadig onkel Åge fyre indforståede, fremmedfjendske vittigheder af, bl.a. i Jyllandsposten, og blev slemt forskrækkede, da vi opdagede, at alle kunne høre med, men at ikke alle kunne se det morsomme.

Vi opfatter stadig os selv som verdens navle og benægter – selv om det efterhånden burde være åbenlyst – det faktum, at vi på mange punkter, bl.a. vores højt besungne sundhedssystem og skolebørnenes kundskaber, ikke er verdensførende. Vi er end ikke sammenlignelige med vore nærmeste, nordiske naboer. Tværtimod rangerer vi på disse vitale områder et sted mellem Nigeria og Zimbabwe, når det bliver målt og opgjort.

I et desperat forsøg på at holde trit lagde vi os i hælene på storebror USA og sendte et beskedent bidrag af soldater, tanks og bombefly mod nogle oldgamle mellemøstlige kulturer, hvilket kostede et halvt hundrede af vores unge mennesker livet. – Og vi forstår stadig ikke, at nogle af de udbombede folkeslag bærer nag – Hallo! Det er jo bare os! Lille, søde, rare Danmark med de fredsbevarende tropper, andelsbevægelsen, højskolerne og alle de andre værdier, vi plejer at rose os selv for. Værdier der, det siger sig selv, er UNIKKE for DANMARK og DANSKERNE.

Det globale samfund er en fordel for alle. Vi bliver rigere og klogere af kontakterne, og det er ikke længere muligt at stænge døren med grænsebomme o.l. i forsøget på at holde fremmede gæster ude. Den tid er længst forbi, hvor man kunne gemme sig bag ligusterhækkene, trække gardinerne for og lade som om man ikke var hjemme.

Hvad, vi derimod kan gøre, er, at tage respektfuldt imod vore mange nye gæster, både de, der betaler for sig selv med gængs valuta, og de, der kommer for at tilbyde deres uvurderlige arbejdskraft til vedligeholdelse af vores slemt forsømte velfærd. Høfligt vise dem, hvordan man gebærder sig her, og tage ved lære af de mere medmenneskelige normer, bl.a. i omgangen med børn og gamle, som de fleste bringer med hertil udefra.

Det er en grim tid

Vi og vore allierede bomber lande i Mellemøsten sønder og sammen. Når så en million mennesker forsøger at flygte fra den visse død, fra bomber og sult, skændes vi med deres nabolande om penge og handler med dem for at få dem til oprette flere store lejre med kun basale nødvendigheder til de ulykkelige.

Døde børn flyder rundt i Middelhavet, og vi kolporterer ivrigt de skændige fotos som gys til aftenkaffen.

Hvis staklerne får sig reddet op på en græsk ø, skal de gå i dagevis, børn, syge, gravide, gamle, for at nå et registreringssted og en mulig overfart til fastlandet, hvorefter de skal gå hele vejen op igennem de mere og mere lukkede lande i Europa.

Nogle få heldige når frem til den danske grænse, hvor de udsættes for chikane og meningsløse ondskabsfuldheder, når de tvinges til at trave på motorvejene, mens folk står på broer og spytter ned i hovedet på dem.

De bliver visiteret og frarøvet eventuelle værdier af den danske stat.

Hvis man giver en udaset børnefamilie et lift i sin bil, får man en bøde på 22.500 kr. – De skal skam gå på deres mødige ben med deres skrabsammen i store tasker, som Jesus måtte slæbe sig af sted med sit kors.

Hvis et ungt par er frivilligt gift og venter barn, bliver de brutalt skilt ad, hvis konen er 17 år. Danske unge på samme alder må hjertens gerne bo sammen og avle alle de børn, de lyster.

Hvis de søger sammenføring med familie, der er efterladt i krigszoner eller interimistiske lejre, skal de vente i tre år … Kunne du vente TRE ÅR på at se dine børn? Din kone? Din mand? Dine forældre?

Ud over primitiv og ond vrede, som damper ud fra velnærede og trygge danskere i den førte politik, på de sociale medier, i kommentarspor og til private sammenkomster, så anfører TV 2 for tiden en hetz, der holdes i kog i ugevis, mod herboende, danske muslimer ved at sende skjulte kameraer ind i moskeer, hvor de afdækker ’sandheder’ om de gamle imamer, der sommetider råder der. ‘Sandheder’, som enhver kunne have erfaret bare ved at gå hen og spørge.

At der i danske religiøse grupper, såsom Indremission, Jehovas Vidner m.fl., hersker akkurat de samme middelalderlige holdninger fx til kvinder, der skal tie i forsamlinger, ikke må være præster, skal føde deres børn i smerte osv. ad nauseam, forbigås let. – Læs biblen, og I vil finde masser af antikveret bavl.

I aftes interviewede Mikael Kamber, TV 2’s nyhedsvært, en ung og moderne imam, Waseem Hussein fra Dansk Islamisk Center, som ville medvirke til at udarbejde et manifest om islam i en moderne, dansk kontekst. Men i stedet for at lytte til sin begavede og sympatiske gæst, kogte Kamber over af harme og udskældningslyst og lod knap den unge mand komme til orde … Hvorfor?

Det er vist meget betegnende for det betændte klima i DK i dag. At vi kollektivt føler os kaldede til at opsøge forargelsen ved at hænge minoriteter ud. Vi opfører os mere og mere ufølsomt og uanstændigt over for folk, der søger hertil i nød, og vi har udvalgt mennesker fra en af landets i forvejen svageste grupper til syndebukke for alle vore egne små frustrationer, i en sådan grad at vi ikke engang kan overvinde os til at lytte, når de gør, som vi siger, de skal.

Minder det om noget, de ældste iblandt os har oplevet før?

Nydansk

Jeg talte med en opvakt ung dansker af ’anden etnisk herkomst’ og blev betaget af hans sprog: Letflydende og levende på en måde, man sjældent hører, og peppet op med skæve smil, lune glimt i øjnene og beskrivende fagter. − Da gik det pludselig op for mig, hvor det besynderlige nydanske tale- og skriftsprog kommer fra: Det er afsmitning fra vore tosprogede indvandrerefterkommere.

Det er morsomt at tænke på, at mens kræfter i det danske samfund har hektisk travlt med at bekæmpe indvandring og alt, hvad deraf følger, så går deres egne børn og unge − og deres foretrukne journalister i medierne − rundt og kaster om sig med formentlig arabiske fagter, udtale, udtryk og ordstillinger.

Udover påvirkningen fra engelsk bliver dansk i disse år også ændret af indvandrede, begavede sprogbrugere, som fx den unge, højt beundrede digter, Yahya Hassan.

Politikens netavis skriver om ham i dag:

Indvandredigteren giver et unikt indblik i indvandremiljøet

Og landets største dagblad præsterer to graverende sprogfejl i en lille underrubrik.

Så mens vi i netop disse dage begræder tabet af digteren Dan Turell og hans evne til at beskrive selv Vangede i præcise vendinger, så har vi fået en ny sprogmester, som giver os et præcist og barskt indblik i et underklassemiljø, der kun sjældent tillader vidneberetninger, og da slet ikke sprogligt brillante, at boble op til overfladen.

Jeg har før påpeget de nye udtaleformer på dansk:

Det er blevet moderne, også blandt unge og knap så unge nyhedsoplæsere på de to store, seriøse danske kanaler, at tale som læspende børn med tyk tunge hængende langt ud af munden. I mine ører lyder det tuttenuttet og malplaceret, og det skærer skingert i sjælen, når nyhederne handler om død og ulykker, hvilket nyheder desværre ofte gør. Det begyndte med TV 2’s kanal Zulus kokette lillepigestemme, og dette barnagtige tonefald er siden blevet imiteret også af voksne kvinder og mænd.

D’erne: Redde, frede, fredelig, bede, bedre, billeder … udtales alle med bred, slap tunge: Rrrædddddde. Som vi i gamle dage vrængende ville udtale »rædderlig«.

Æ forvanskes til A i mange ord: Træet bliver til traet, rumæner bliver romaner, dræbt og dræbe bliver til drabt og drabe.

E bliver til A: Ret bliver til rat, frem til fram.

(…)

De siger drabt i stedet for dræbt

De siger rat i stedet for ret

De siger terre i stedet for terror

De siger kraft i stedet for kræft

Og det i en sådan grad, at jeg sommetider helt misforstår deres udsagn. F.eks.:

„Han brugte kraften positivt” lyder opløftende på den optimistiske, Star Wars-agtige måde, indtil det langt senere går op for mig, at manden er ramt af en dødelig sygdom.

(blog.loneandrup.dk/#post131 Floskler og dårligt sprog, 10. februar, 2012)

Uden at være en ørn til arabisk, har jeg på fornemmelsen, at mange ord, udtryk, udtaleændringer og også problemerne med at høre og udtale æ, ø og å er et udpræget indvandrerfænomen, en slags pidgindansk, kraftigt hjulpet på vej af bl.a. entreprenante, kommunale chefer, som med stor iver afskaffer å’erne i deres bynavne eller ligefrem omdøber deres gammeldanske områder for at gøre deres hjemstavn global og internetparat, så den netop ikke tiltrækker besøgende udefra, for der er intet specielt dansk at opleve, intet lokalt særpræg, som adskiller disse floskelspredere

− Aarhus. Danish for progress skal give international genlyd og sætte fokus på byens evne til at arbejde sammen for at skabe fremgang og vækst. (http://www.citybrandaarhus.dk/)

The Bay Denmark – Jammerbugten
Velkommen til The Bay Denmark – Jammerbugten.The Bay Denmark er den nye internationale betegnelse for Jammerbugten, et af Danmarks mest besøgte kystferieområder. Her er den uspolerede, rå natur centrum for ferie, familieliv, erhverv og lokale fødevarer.
(http://www.visitjammerbugten.dk/jammerbugten/bay-denmark-jammerbugten)

fra andre områder i Nordeuropa.

Det sidste sproglige nyskud, kun få år gammelt i dansk, er det udbredte ’Jeg tænker’, som i ’Jeg tænker, vi skal gå til højre her’. Det lyder i mine ører som en direkte overtagelse af en mellemøstlig vending.

På dansk kunne man førhen sige: ’Jeg tænker’ i betydningen: ’Jeg står lige og overvejer situationen’. Eller ’Jeg tænker på den ferie, vi havde sidste år’. Men nu er den nye brug af udtrykket slået bredt igennem, også blandt ellers sprogligt sikre og velskrivende journalister:

− Men jeg tænker, om de også har noget at byde ind med på nutidens lyriske scene? (Politiken d. 13.10 2013, side 8)

På gammeldansk kunne dette udsagn fx have lydt: − Mon de også har noget at byde ind med på nutidens lyriske scene?

Den traditionelle brug af danske stedord og præpositioner sejler ligeledes i dagens sprogbrug i en sådan grad, at mange efterhånden vælger formen ’ens’ i stedet for ’sin’, måske fordi det føles sikrere, når man er i tvivl:

− Det er utrolig svært at se hele ens by være under vand (Pol. net. 18.9.13)

Eller man skriver bare noget meningsløst bavl uden at tænke:

− En ny dokumentarfilm fra magasinet Vice løfter lidt af sløret bag det mystiske (…) − en slags ’Barbie-influenza’, der smitter til et kunstigt look af kvieøjede piger ( Pol.net. 12.8.13)

Hvis sløret var bagved, var der ingen grund til at løfte det, og ordet ’smitte’ bruges normalt med ‘med’ på dansk. − Begge eksempler er af yngre journalister med pæredanske navne.

Udover det stærkt usikre skriftlige dansk, har jeg for nylig oplevet to tilfælde, hvor man fandt det nødvendigt at tekste unge, hjemmefødte danske mænds tale på tv. Begge gange unge mænd af underklassen, den ene en angrende kriminel fra Hinnerup ved Århus, som var så sprogligt usikker og mumlede så meget, at den programansvarlige må have vurderet, at undertekster var nødvendige for forståelsen. Så meget for Folkeskolens pligt til − i samarbejde med forældrene − at lære alle dansk sprog og kultur.

De seneste forældregenerationer her i landet har været for selvoptagede til at sidde i ro og snakke med deres børn, mens de lærte dem sproget. Hvis forældrene ikke var på job, på café med vennerne, til fitness eller løb rundt i skovene, sad de, de få timer pr. dag de tilbragte med deres egne børn, og tjekkede mails, sms’er eller Facebook. Selv om børnene gentagne gange bad dem om at lade være. De danske hjem genlød og -lyder stadig mere af børnenødråb: Hold nu op, mor! Læg nu den telefon væk, far! Vi aftalte, at vi skulle hygge os… Men forældrene har bogstaveligt talt propper i ørerne.

Børnenes pædagoger kan ikke overlades noget ansvar for den sproglige indlæring. Pædagogsprog er det mest floskelfyldte dansk overhovedet. Bare tænk på ’afhentningssituationen’ og ’spisesituationen’, der grasserede i årevis. Nu har de ustandseligt ’fokus på’ eller de ’oplever problemstillinger omkring’ eller de foretager sig noget ’i forhold til’, så det løber en koldt ned ad ryggen.

Men selv skolelærerne, selv de, der underviser i faget dansk, er i tvivl om grammatikken og kommateringen. Og deres sprog er hyppigt lige så floskelfyldt og fejlbehæftet som pædagogernes, bl.a. fordi de omgås børn og unge hele tiden og lader sig smitte i forsøget på at fremstå ungdommelige og smarte. Læg dertil skoleklasser med store andele af indvandrere… Hvem skal lære de nye generationer dansk?

Uden sprogligt velfungerende voksne omkring sig er børn og yngre voksne i dag lette at løbe over ende af jævnaldrendes barnlige sprog, af nogle indvandredes gadesmarte pidgin og af engelsksproget, mediebåret sprog og kultur − heriblandt en sær, udansk puritanisme.

Det er ikke nogen katastrofe. Bortset fra meningsforstyrrende sprogfejl, som kan besværliggøre kommunikation, har et sprog godt af at få tilført nyt blod og blive brugt på nye måder. Måske opstår der efterhånden et helt nyt skandinavisk-engelsk-arabisk? Det er helt sikkert, at sproget vil blive bøjet og tilpasset, så det kan det, det skal, nemlig formidle mening blandt de mennesker, der bruger det.

Om 30 år…

I min alder har man oplevet, at ting skifter. Vi har måttet vænne os til en mere globaliseret verden, til rumrejser, computere, internet, mobiltelefoner, stress, fladskærme, streaming, en syndflod af køkken- , transport- og andre maskiner, ord, begreber og nye sociale omgangsformer. Og det går stort set fint, men hvis jeg kigger mig tilbage, kan jeg godt blive en anelse svimmel.

Holdningen til rygning er et eksempel: I 70’erne, da jeg begyndte at ryge, røg alle alle vegne altid. Det er svært at forestille sig i dag, men man røg i venteværelset hos lægen, lægen røg, på sygehusene røg man lystigt, i skolerne, busserne, togene, selv i flyene dampede man på de toldfri på vej til charterdestinationerne … Der er sandelig sket noget på det område. Efter et årti med intensiv heksejagt er det kun ganske få, marginaliserede rygere på forblæste gadehjørner rundt omkring, en enkelt minister med en grinagtig rygekabine, og så selvfølgelig unge fra de mindre privilegerede, tatoverede samfundsklasser, der tør vise sig med smøg.

Så er det jo, man går og forestiller sig, hvad der vil ændre sig i løbet af de næste 30 år? Hvad vil vore børnebørn tænke tilbage på med lige så stor forfærdelse, som unge voksne i dag tænker på rygning? − Jeg vil gerne give nogle bud:

· Om 30 år vil vi med forfærdelse tænke tilbage på, at vi traumatiserede vore elskede, førsproglige småbørn ved at overlade dem til at blive passet i store, larmende flokke af dårligt uddannede kvinder − og nogle ganske få mænd. Når vi så indser, at de nye unge ikke kan tale, ikke kan skrive, ikke kan læse, ikke ved noget som helst om almindelige ting og ikke har nogen idé om, hvordan man opfører sig blandt andre mennesker, så vil det gå op for os, at vi har begået en stor, stor fejl. Måske en synd? − Og det vil koste samfundet dyrt i form af druk, narkotika og anden grænsesøgende adfærd, kriminalitet, arbejdsløshed, fattigdom og udbredt dumhed, at de unge forældre ikke vidste bedre og frivilligt hoppede ind i karriere- og tjenepenge-hamsterhjulet, og derved prisgav deres afkom. − De fleste dyremødre ved bedre end som så.

· Om 30 år vil vi med forfærdelse tænke tilbage på, at vi ikke tog mennesker fra andre kulturer alvorligt og viste dem respekt, men nedgjorde dem og gjorde dem til grin på alverdens uopfindsomme og platte måder, for derefter − for sent− at opdage, at det var samarbejdet med dem, der skulle sikre vores egen fremtid.

· Om 30 år, når vi forgæves har forsøgt at genintegrere psykisk og fysisk forkrøblede, forhenværende soldater i det almindelige, danske samfund − dvs. de, der overlevede − vil vi med forfærdelse tænke tilbage på, at vi sendte unge danskere ud til en grum og meningsløs krig i ørkenstater, hvor vi ikke havde noget at gøre, hvor vi ikke forstod indbyggerne, sproget, historien eller naturen, og hvor vi ikke kunne gøre en forskel for andre end en lille håndfuld, i forvejen rige og magtfulde mænd, heriblandt vor tidligere statsminister, Anders Fogh Rasmussen.

· Om 30 år vil vi med forfærdelse tænke tilbage på, at vi uden at sige et muk blot var passive tilskuere til, at USA sendte flyvende, førerløse droner ud i små bjergsamfund for at beskyde og dræbe indbyggerne. − Forestil dig at bo i en landsby i en pakistansk bjergegn og opleve disse futuristiske dræbermaskiner komme til syne på himlen og tilintetgøre din by, dit hus, din familie? I virkeligheden! Ikke på film.

· Om 30 år vil vi med forfærdelse tænke tilbage på, at vi stadig havde kirker med bimlende klokker og præster i lange, sorte dragter og troede på guder, helgener, skæbnen, guruer, positiv tænkning o.m.a. vrøvl.

· Om 30 år vil vi med forfærdelse tænke tilbage på, at vi af misforståede sparehensyn nægtede borgere hjælp fra politiet, når de ringede, at der var indbrud i deres hus, at de havde fundet deres egen, dyre cykel til salg i Den Blå Avis, at deres lejlighed var ved at blive genudlejet af svindlere, at deres tegnebog var blevet stjålet i Metroen… hvis borgerne endda var så heldige, at nogen i politiet svarede, når de henvendte sig med et akut problem. − Når det går op for folk, at de ikke får den forventede hjælp, at de selv og deres ejendele ikke er omfattet af nogen nævneværdig beskyttelse fra statens side, så begynder de at tage sagen i egen hånd, og det bliver gadens og den stærkeste ret, der kommer til at herske, og borgerne er meget mindre tilbøjelige til at betale deres skat, når de åbenlyst ikke får noget retur fra fællesskabet for pengene.

· Om 30 år vil vi med forfærdelse tænke tilbage på, at vi af misforståede sparehensyn proletariserede pædagoger og lærere, så vi fik dumme børn ud af det, også læger og andet sundhedspersonale, så vi fik udmattet, stresset, uempatisk, ineffektivt, ”arbejd-efter-reglerne”-personale på sygehusene og i den primære sundhedssektor.

· Om 30 år vil vi med forfærdelse tænke tilbage på, at vi af misforståede sparehensyn lod mennesker ligge i dagevis, fx weekenden over, med stærke smerter uden at reagere på deres klager, at vi lod syge mennesker gå i uger, måneder, år uden adækvat diagnose og behandling, selv om vi havde alle muligheder for at hjælpe, og at vi lod minuttyranni erstatte hjælpsomhed i det offentlige. Vi vil med gysen tænke tilbage på, at vi med fuldt overlæg og mod bedre vidende ignorerede de syges behov for ro og værdighed ved at indlægge dem på firesengsstuer, hvor der pga. besøg reelt var otte fremmede til stede i dagtimerne, og hvor det var umuligt at tilkalde personale om natten, selv hvis man var ved at kvæles.

· Om 30 år vil vi med forfærdelse tænke tilbage på, at vi stadig ærede en dysfunktionel familie som ”kongelig” og gav dem millioner hvert år for at kunne følge med i deres famlende, fantasiløse liv.

· Om 30 år vil vi med forfærdelse tænke tilbage på, at vi ødelagde den jord, vi selv bebor, i kortsigtet jagt på penge, tåbelige tingester og fornøjelser. At vi fældede skovene, smeltede isen, udpinte jorden, fiskede havet tomt for liv og hældte vores affald ud i det i stedet. At vi startede tørretumbleren hver eneste dag, selv om solen skinnede. At vi kørte rundt i osende biler og fløj på ferie i stærkt forurenende fly. At vi ikke udbyggede den kollektive transport, at vi tillod asfalt og andre byggerier på vore få tilbageværende naturlige områder, og at vi købte for mange, for billige, for unødvendige og ikke holdbare, men giftige og stærkt forurenede og forurenende, varer fra fx Kina.

· Om 30 år vil vi med forfærdelse tænke tilbage på, at vi tillod vore landmænd at forgifte både jord, mad, luft og grundvand med deres pesticider og andet svineri. At vi ikke råbte op, når de indespærrede, mishandlede eller direkte slog vore æglæggende høner, søer og slagtesvin, kød- og mælkeproducerende køer. Og vi vil forbande de såkaldte ”fødevareproducenter”, som udpinte vores mad og bedrog tillidsfulde kunder i millionvis.