Forfatter: Lone Andrup

Jul 2018

Så er det den tid igen. Paprika Steen har lavet julefilmen ’Den tid på året’ med nok det bedste filmlogo, jeg nogensinde har set – en traditionel, rød julekugle med en tændt lunte i.

For julen er en farlig tid. En tid, hvor alle urovækkende kræfter er på spil i det dagslange mørke. Indefra og udefra. Man sidder der med sig selv og for meget portvin og grubler over ting, man aldrig ville ofre en tanke, når aftnerne er lange, milde og lyse. – Man tænker over tidligere jule, da man var barn, over gode og forfærdelige minder. – Over familien, som ikke ligner dem på julekortene. – Over dem, der ikke længere er her … Og man glæder sig over dem, der er. Over de nye, de små og de begejstrede.

Så lad os da gennemføre med dem i tankerne. Lad os give dem nogle minder, de kan gruble over om 50 år. Lad os rykke sammen med de tussegamle, de trofaste og de tindrende små.

Det er hurtigt ovre. Julen er en fejring af, at året er vendt, og at lyset snart vender tilbage. Til endnu et års­hjul. Til vi Skt. Hans’ aften med bål minder hinanden om, at nu vender året igen. Nogle af os har oplevet det mange, mange gange.

Lønarbejde

‘Why should I let the toad work
Squat on my life?
Can’t I use my wit as a pitchfork
And drive the brute off?’

’Hvorfor skulle jeg lade tudsen arbejde
Slå sig ned på mit liv?
Kan jeg ikke bruge mit vid som en høtyv
Og jage utysket væk?’

(Min oversættelse)

Philip Larkin, “Toads” (1954) – Læs evt. også hans ’Going, Going’, der i 1974 forudser ødelæggel­sen af kul­tur- og naturhistoriske værdier af hidtil uset omfang

Aldrig har vi været så mange mennesker. Aldrig har vi (i vores del af verden) været så rige og på alle måder privilegerede. Alligevel pisker vi os selv og hinanden til at prisgive vores børn og vores sjælero og tanke­virksomhed for at leve op til en gammeldags, pietistisk arbejdsmoral. – Vi skal alle sammen, unge og gamle, mænd og kvinder, syge og raske, forældre og enlige, fandengalemig gå på arbejde et andet sted end hjemme i 37 timer om ugen! Helst mere.

Førhen, da vi levede i mindre enheder ude omkring på landet, havde vi alle, mænd og kvinder, børn og gamle, indlysende arbejdsfunktioner med dyrkning, indsamling og forarbejdning af føde, klæder og tilvirk­ning af brugsting, bygninger og vedligeholdelse, pasning af dyr og samvær med familie­medlemmer og landsby­ens beboere. De allerfleste levede hele livet hjemme eller lige om­kring hjemmet.

I dag har vi store, veludstyrede hjem med al tænkelig komfort, men vi forlader dem i 8, 9 eller 10 af dagens lyse timer for at arbejde for andre et sted, der sommetider kræver timevis af transport frem og tilbage.

Den hollandske historiker, Rutger Bregman* – og mange andre – anser det efterhånden for mere end sand­synligt, at vi ville kunne opretholde en pæn levestandard, der endog tager mere hensyn til klodens overlevel­sesmulighed, ressourcer, dyreliv og natur, hvis vi ville nøjes med at arbejde om­kring 15 timer pr. uge og gav betingelsesløs borgerløn til dem, der ville have det.

Alligevel forlanger vi af os selv og alle andre, fx kvinder fra andre kulturer, at de skal leve et lige så af­stum­pet og stressende liv, som vi hjemmefødninger normalt gør**. Vi lovgiver endda om at tvangsfjerne deres spædbørn og putte dem i vuggestuer! *** – Se, det er formentlig noget nær den uhyggeligste og dårligste strategi, man kan tænke sig, hvis man gerne vil have angstfri, ustres­sede, trygge, veltilpassede børn og voksne, der kan bidrage til samfundet.

Hvorfor er vi i dag så optagede af, at alle mennesker skal have et lønarbejde? – Hvorfor må ingen længere arbejde hjemme og passe deres egne børn, kæledyr, haver, interesser? Hvorfor må man ikke gå i fred og mærke livet, mens man har det? Være tovholder for sin familie? Hvorfor er det su­spekt, at man tager sig tid til børn, naboer, ældre, venner, madlavning, musik, kunsthistorie, filo­sofi, håndarbejde, køkkenhave, tan­ker, naturvandringer? Og holder liv i uddøde villakvarterer, der ellers blot bliver til uforstyrrede og eftertrag­tede arbejdspladser for vandaler og tyveknægte? Som har travlt med at fjerne de værdier, vi har arbejdet så hårdt for at skaffe os.

● Fordi alle skal bidrage? – Men den mor eller far, der tager sig tiden til at støtte, snakke med og opfostre deres egne børn med tålmodighed og kærlighed, giver samfundet psykisk sunde, velstimule­rede og bega­vede – og dermed omkostningsfri – unge mennesker tilbage. Det menne­ske, der har tid og overskud til at yde omsorg og praktisk hjælp til børn, syge, gamle og andre i nær­heden, sparer det offentlige titusindvis, måske hundredtusindvis, af kroner. Også ved at enga­gere sig i nærområdet og organisere frivilligt arbejde. Og den mand eller kvinde på arbejdsmarke­det, der kan komme hjem til god og sund mad, rent tøj, ro, glade børn og et ordentligt hus, yder mange gange mere, end den stressede kollega, der skal hente et sygt barn klokken et og nå at købe ind på vejen hjem. Det er blot en forældet økonomisk, kulturel og kønsmæssig fordom, der til­siger os, at børnepasning, nabohjælp, madlavning og kompetent husførelse ikke er så meget værd, som fx at stille varer på hylder og vaske gulv i en butik.

● Fordi vi selv og vores børn har brug for at se og snakke med jævnaldrende? – Da jeg gik hjemme med min søn, satte jeg en lille annonce i avisen og fandt hurtigt en flok af ligestillede med børn i samme alder, som vi mødtes med, legede med, snakkede med, tog på udflugter med og blev ret gode venner med. Det var ikke svært.

● Fordi der opstår en kønsmæssig slagside? – Men den er der jo i forvejen! – Alle undersøgelser vi­ser, at det stadig er kvinderne, der har hovedansvaret for hjem, familie og børn. Og at de mister en betragtelig del af deres livsindkomst pga. det. Så det er kønsslagsiden, der er problemet, og som vi må koncentrere os om at løse. Ikke selve tanken om, at ikke alle med djævelens vold og magt skal proppes ind i hamsterhjulet – om de så skriger eller synger!

– Og så er det jo ikke længere en selvfølge, at kønslivet skal resultere i nye mennesker. Det er helt i orden, at voksne, ansvarlige mennesker beskytter sig mod befrugtning og lever uafhængige ar­bejdsliv uden at sætte børn i verden. Fysikeren, Stephen Hawking, hævdede, at overbefolkningen var et af menneskehedens væsentligste og mest presserende problemer, som alle andre proble­mer stammede fra: klimaforandringer, sult, forurening, flygtningestrømme, krige osv. **** Så hvis vi ikke kan sørge or­dentligt for vores børn, fordi vi har vigtigere ting at bruge vores tid på på arbejde, så ville vi gøre både børnene og kloden en stor tjeneste ved at lade være med at formere os.

Det er i vores kulturkreds blevet en selvfølge, at vi alle skal bidrage ved at arbejde for fremmede uden for hjemmet. Noget, som kun de allerlaveste samfundsklasser var nødt til førhen. Lønarbej­det har slugt os, vores tid, vores børn, vores tanker, vores sociale liv og hele vores familie.

Jeg kan forstå, at selvstændige, der opbygger en virksomhed af en eller anden art, synes, at det er både sjovt, spændende og vigtigt. Arbejde og fritid synes at gå i ét, og man knokler en vis legems­del ud af buk­serne, fordi det er ens eget, og fordi det er velgørende og meningsfuldt at bygge no­get op.

Jeg forstår mureren, tømreren, mekanikeren, teknikeren, der har fået en god, faglig uddannelse og gode kollegaer, at han møder på arbejde hver dag og ser et hus, et tag, en bil eller en elektro­nisk dims tage form og fungere. Det må være en stor tilfredsstillelse.

Og jeg forstår ledere, forskere, lærere, læger, præster og journalister, der har spændende, og ofte uforståe­ligt vellønnede, jobs, som giver dem meget social anerkendelse for en forholdsvis beske­den daglig indsats, at de (for det meste) møder glade ind hver morgen. – Ingen snavsede fingre, platfødder, åreknuder og ømme rygge der …

Men jeg forstår ikke den mor til et eller flere små børn, der afleverer dem grædende til fremmede for at pendle et sted hen og passe ANDRE folks børn en hel dag … Det er jo absurd!

Og hvem sidder henne i folkeskolen og drømmer om at tilbringe sit liv med at skære døde fisk el­ler svin i småstykker på akkord? At pakke en milliard søm i små poser? At passe andres telefoner, syge eller gamle?

Hvis vi vil bo, dvs. fx leje en lejlighed eller købe et hus, er vi nødt til at have en indtægt af en vis stør­relse. Det er vilkårene. Man kan ikke leve uden at bo i dette kolde land. At ligge i en sovepose på en rist inde i midtbyen er ikke et attraktivt alternativ.

Så vores bolig er den første og største slavering om vores hals. Vand, varme og strøm, inventar, bi­ler, elektro­nik, tøj, ferier, mad og fester er andre tunge ringe, og til sidst ligner vi disse indfødte kvin­der, hvis girafhalse, båret oppe af tunge messingringe, strækker sig langt op over skuldrene. – Ifølge myten falder deres halse simpelthen sammen og kvæler dem, hvis ringene fjernes. – På samme måde falder nogle menne­sker helt sammen, hvis de skulle blive fyret fra trælleriet på fjerkræslagteriet eller på kontoret.

Den måde, folk normalt indretter sig på, er, at to mennesker, begge med uddannelser og job, slår sig sam­men i en bolig. De skal begge have en bil og pendle en eller flere timer mellem bolig og ar­bejde to gange hver dag. Børnene bliver afleveret til institutioner. Familiens syge og gamle i andre in­stitutioner. Kæledy­rene må skøtte sig selv alene i ni – ti timer pr. dag. Både voksne og børn (og dyr) er stressede og lever i åre­vis på kanten af, hvad de psykisk kan klare.

Der er ikke mange økonomiske fordele ved at begge parter i en børnefamilie arbejder ude, for bi­ler, benzin, institutionspladser, rengørings- og havehjælp og fastfood er dyrt. Det er syge og triste børn og skilsmisser også.

Lønarbejdet er kommet for at blive. Vi kan ikke alle 7,5 mia. mennesker bo idyllisk ude på landet og lave tv-udsendelser om vores enlige ko og lille bygmark, som ’Bonderøven’ gør det.

Og udsigterne til borgerløn, som en lille kompensation til alle de tjenstvillige baglandspersoner, er vist lange.

Men måske kunne man, med en let omskrivning af Jacob Haugaards kendte citat give lønarbejdet – ikke til de syge, men til dem, der kan tåle det, og som synes, det er sjovt. – Så kunne den tapre ar­bejder M/K få tildelt et forsørgelsesfradrag for hver voksen og barn, han/hun påtog sig underhol­det af, og så blev det be­løb en slags løn til den hjemmearbejdende, familie- og kulturbæ­rende person. – Og der er ingen grund til at skrige op over det. – Der foregår i forvejen en næsten utænkelig stor mængde ulønnet og upåskønnet ar­bejde rundt om i de små hjem, både pæredan­ske og indvandrerhjem. Arbejde, der udføres af mødre, fædre, bedsteforældre, tanter, naboer, og som friholder samfundet for masser af ressourcer til fx pasning og pleje af børn, syge og gamle, ind­køb, transport, specialundervisning, kriminalforsorg, sundhedsydelser o.m.a. Og alle disse frivil­lige fuldtidshjælpere får ikke engang, hvad der svarer til den pauvre aflønning af en filippinsk au pair. Og da slet ingen respekt.

Hvorfor kan vi ikke unde hinanden lidt tid? Når det tilsyneladende kommer alle til gode?

Vores samfund er i min levetid blevet meget intolerant. Vi kan ikke længere bære, at nogle menne­sker er anderledes, klæder sig anderledes eller lever en smule anderledes, end vi selv gør. – Men vi har brug for udenforstående, for de skæve eksistenser, for eremitter, sensible kunstnersjæle, livsnydere, hellige mænd og kvinder, der kan se på samfundet udefra og give alle dem, der åndløst styrter rundt inde i trædemøllen, et tankefuldt og måske korrigerende blik.

De allerfleste hopper, til min store undren, selv og ganske frivilligt derind i stedet for at sove længe, pjatte med ungerne, tage på skovtur og derefter sætte en suppehøne over på simreblus en hel eftermiddag, mens duftene breder sig i huset … Hvorfor?

Pga. det store sociale pres?

Fordi vi er så pressede, både i barndommen, i ungdommen, under uddannelse, som forældre og på arbejds­markedet, at vores hjerner rammes af stress, så den ikke fungerer, og så vi ikke kan fore­stille os at gøre andet end det, vi plejer at gøre og det, som forventes af os?

Måske fordi vi som menneskedyr er født med en grådighed, der gør os afhængige af lønarbejde og alle de materielle goder, det kan skaffe os: Når vi først har fået hus, bil, ferierejser, tøj, smykker, ure og kostbare møbler, så vil vi have flere huse, biler, ferierejser, tøj, smykker, ure og kostbare møbler … Det får aldrig ende.

Det er, som om vi tror, at livet er et spil, hvor den, der har mest, når han dør, har vundet. Men så­dan er det ikke. Tværtimod. Den, der har mindst tilbage, vinder til sidst. For vi kan ikke tage det med os.

Jeg skulle hilse fra planeten Jorden og spørge, om vi ikke alle sammen lige skulle tage at slappe lidt af?

* https://www.rutgerbregman.com/

** Politiken d. 11. Nov. 2018 Https://politiken.dk/indland/art6834136/flygtningekvinder-aktive­res-halvt-s%c3%a5-meget-som-mandlige

*** https://www.fyens.dk/indland/Boern-fra-udsatte-omraader-skal-i-tvungen-vugge­stue/artikel/3259145 & https://videnskab.dk/kultur-samfund/forskere-vuggestue-tvang-i-ghet­toer-er-et-risikabelt-eksperiment

**** https://videnskab.dk/kultur-samfund/stephen-hawkings-4-vigtigste-advarsler-til-menneskeheden

Guld i skuffen

Jeg gik og ryddede op – igen – i bunker og kasser og faldt over nogle gamle smykker og min mormors autografbog, som hun havde foræret mig, da jeg var et stort barn.

Min mormor var en dansemus, og derudover havde hun to balletbørn, så hun sad ofte i Det Kongelige og havde også andre steder rig lejlighed til at passe de kendte op. København var på hendes tid en lille by.

Image Thumbnail Image Thumbnail

Der var Dirch Passer, Poul Reichardt, Stig Lommer, Svend Nikolajsen, Gitte og Otto Hænning m.fl. – Det slog mig, at mormors samling kunne være noget værd, så jeg tog nogle fotos.

Da min mand kom hjem, spurgte jeg, om han havde noget, for så kunne vi jo forsøge at få det hele vurderet?

Han forsvandt ind på et værelse og rodede sine gamle papirer igennem: Skolehefter, diplomer, karakterbøger, ubehjælpsomme tegninger … hvad man nu har af erindringer fra et godt 60-årigt liv. Også han havde autografer: En plakat signeret af Procol Harum engang i 70’erne og et foto med The Beatles’ navnetræk, som han havde fået i 1968, da han havde opdaget deres musik og sendte deres engelske fanklub et begejstret brev og en adresseret svarkuvert.

Jeg fotograferede det hele og sendte forespørgsler om evt. værdi af de genfundne sager ud i verden. Men fik ikke noget svar.

Så hankede jeg op i min mand, og vi kørte ud til Lauritz.com’s lokaler syd for Ålborg, hvor jeg smed tingene på disken og spurgte den flinke mand, om det mon kunne være noget værd?

– Se, der er både Dirch Passer og Poul Reichardt …

Manden ignorerede mine autografer og smykker. Han snuppede Beatlesfotoet og forsvandt ind bagved og var væk meget længe. Vi undskyldte over for de mennesker, der stod i kø bag os. – Vi havde ikke troet, det kunne tage så lang tid. Han skulle jo bare lige kaste et blik … Og så kom Lauritz’ vurderingsmand tilbage og viste os på en computerskærm, at autentiske autografer fra The Beatles fra den periode var mellem 70.000 og 250.000 kr. værd.

– Se, nu er jeg vokset op i et hjem, hvor forældrene drak og slog, og hvor alt pludselig kunne ramle sammen og falde ned over børnene. Så jeg er trænet i at bevare roen. Ihvertfald til bagefter. Til man har klaret situationen. Er kommet ud, hjem, har bragt sig i sikkerhed. – Min mand blev bare helt blank og forstenede på stedet. Folk bag os spidsede ører og havde intet imod at vente.

Det lille foto, ca. 10 x 15 cm, havde krøllede hjørner og mærker fra tegnestifter, hvor det havde været hængt op på diverse opslagstavler i skiftende bofælleskaber op igennem 70’erne; det var mørkt, og gruppens medlemmer havde kun skrevet deres fornavne med blå kuglepen. – Man kunne ikke sige, at det var af bedste kvalitet. Så værdien var ikke i top.

Men 100.000 kr., som Lauritz.com satte prisen til, med en mindstepris på 75.000 kr., var jo også en slant. – Nu skulle vi bare have det solgt …

Fotoet blev sat på auktion på nettet i henved tre måneder til denne pris, og intet skete. – Så tog vi det hjem og satte det i Den Blå Avis til 1/3 af prisen bare for at komme af med det. – Intet skete. – Så kontaktede vi Bruun Rasmussen og bad dem vurdere det med henblik på et salg … Nu var der gået et halvt års tid.

Bruun Rasmussen var ikke helt så overbeviste om autografernes ægthed, som Lauritz.com havde været. De ville gerne lade det undersøge nærmere af deres egen ekspert, og de beholdt fotoet med autograferne i et lille halvt års tid, før de meldte tilbage: – Der var noget underligt ved autograferne. Det var tydeligt, at medlemmerne af The Beatles havde skrevet deres fornavne med kuglepen, men trykket var ens i alle navnene. – Vi spurgte selvfølgelig, hvordan man ville kunne imitere autografer med kuglepen i slutningen af 60’erne, hvor den digitale teknologi og Photoshop ikke var tilgængelig? Men det kunne eksperterne ikke svare på. – Efter yderligere et par måneder returnerede de fotoet.

Vi besluttede, at nu ville vi bare af med det famøse foto og satte det i Den Blå Avis igen til en kraftigt reduceret pris. Efter et døgn modtog vi en venlig mail fra en Kurt Madsen. Han skrev bl.a.:

‘Måske andre har skrevet til dig ang autograferne. De er ikke ægte. Det er et fankort udsendt til fanklubmedlemmer. Skrevet med det man kalder autopen. Meget brugt. Søg det med google. Ligeledes vil du kunne finde fotoet med google i massevis.’

AUTOPEN! – Dét var trylleordet! – Nu kunne vi google og finde autopenmaskinen og dens anvendelse beskrevet. Vi kunne læse, at den var meget brugt i The Beatles’ fanklub i slutningen af 60’erne, og vi fandt andre fotos med akkurat de samme autografer skrevet med autopen …

Hvis det lyder for godt til at være sandt, så er det sikkert for godt til at være sandt. – Men at vi skulle få en troværdig vurdering, ikke af landets to førende auktionshuse, men af en bruger på Den Blå Avis, havde vi ikke regnet med.

Kurt Madsen er, viser det sig, en passioneret Beatlessamler, og vi har inviteret ham på en kop kaffe i håbet om at få mere at vide. – Det burde Lauritz.com og Bruun Rasmussen måske også gøre.

Fotografiet af The Beatles hænger nu på væggen herhjemme og minder os om en ungdom, hvor alt kunne ske, men sædvanligvis ikke gjorde det.

Vi er ikke rare – Ondskab findes

– og de religiøse, der hævder at være de ’gode’, er ofte de vær­ste!

TV2 Net 26. SEP. 2018:

Landsretten idømmer ubådsbyggeren Peter Madsen fængsel på livstid

Anklager til Peter Madsen: Der er tale om en sag af helt usædvanlig grov­hed.

DR Net 23. OKT. 2018:

FN’s nødhjælpschef slår alarm over snarlig hungersnød i Yemen

Der er tale om en hungersnød, som ingen fagfolk nogensinde har oplevet før, advarer FN’s nødhjælpschef.

DR Net 29. JUN. 2017:

Sexmisbrug i den katolske kirke: De 3 største skandaler

Tiltale mod Vatikanets finansminister er kulminationen på årtier med anklager mod præster og ansatte.

TV2 Net 23. FEB. 2016:

58-årig tiltales for at spytte efter flygtninge

Den såkaldte ‘spyttemand’ skal nu i retten og risikerer at blive dømt for racismepara­graffen.

Dagens.dk 25. JUN. 2018:

67-årig mand tiltalt for at bestille sexshows med mindreårige piger

En mand fra Aalborg-området er tiltalt for at have bestilt og betalt for live-sexshows med mindreårige piger fra Filippinerne.

Wikipedia:

Massakren på Utøya

fandt sted den 22. juli 2011 på øen Utøya, som en del af terrorangrebene i Norge.

Om eftermiddagen skød og dræbte Anders Behring Breivik en række deltagere fra den socialdemokratiske ungdomsorganisation Arbeidernes Ungdomsfylking (AUF), der holdt sommerlejr på Utøya. Breivik nåede at dræbe 67 personer ved skydning. Dertil omkom én ved drukning, og den sidste ved fald – i alt 69 omkomne.

Pol. Net 15. MAR. 2001:

Lundin fik livstid

Der var umiddelbart ingen reaktion at spore i det skæggede ansigt, da Peter Kenneth Bostrøm Lundin i eftermiddag blev idømt livsvarigt fængsel for drabene på Marianne Pedersen og hendes to sønner Dennis og Brian. Tilsyneladende uden at fortrække en mine stod den 29-årige drabstiltalte med hænderne foldet foran på maven og modtog den hårde dom. Retsformand Niels Johan Petersen, der læste dommen op, understre­gede samtidig, at dommen var blevet vedtaget enstemmigt.

Pol. Net 14. MAR. 2017:

Støjberg forarger: Fejrer udlændinge­stramning nr. 50 med lagkage

Wikipedia:

Terrorangrebet den 11. september 2001

(ofte omtalt som 9/11 eller blot den 11. september), var en række koordine­rede terrorangreb mod USA, der blev udført tirsdag den 11. september 2001. Om morgenen den 11. september 2001 kaprede nitten mænd med tilknytning til al-Qaeda fire passagerfly.[2][3] Terroristerne styrede to af flyene ind i World Trade Cen­ters “tvillingetårne” (Twin Towers) i New York; et fly i hvert tårn. Begge tårne kollap­sede efter hhv. 56 og 102 minutter pga. brand forårsaget af sammenstødet med flyene og eksplosionen af flybrændstof. Flykaprerne på det tredje fly styrede flyet ind i Pentagon-bygningen. Passagererne på det fjerde kaprede fly forsøgte at overtage kontrollen over flyet, hvilket førte til at det styrtede ned på en mark i Pennsylvania. Der er stadig spekulationer om det fjerde flys mål, men man formoder, at det har væ­ret et sted i den amerikanske hovedstad Washington DC. En tredje bygning i WTC komplekset styrtede lodret ned 8½ timer efter det første fly ramte Nordtårnet; den 40 etager høje bygning 7. Dens konstruktion var svækket af brande, men var ikke ramt af et fly. Ifølge hjernen bag terrorangrebet, Khalid Sheikh Mohammed, skulle det 4. fly have ramt United States Capitol, hovedsædet for USA’s Kongres.[4] Ingen af de ombordværende på de fire kaprede fly overlevede.

Pol. Net 23. OKT. 2018:

Mand får 12 års fængsel for forgiftet babymad i Tyskland

En tysk mand er idømt fængsel for blandt andet at have placeret forgiftet babymad i forskellige supermarkeder.

Pol. Net 22. OKT. 2018:

Trump vil bremse menneskestrøm ved at droppe milliardhjælp

Præsident Donald Trump har givet ordre til, at økonomisk hjælp til centralamerikanske lande skal skæres kraftigt ned.

DR. Net 22. OKT. 2018:

Australiens premierminister undskylder for årtiers sexovergreb i landet

60.000 australiere har måske ret til erstatning efter misbrug i offentlige skoler og sportsklubber.

Pol. Net 13. OKT. 2018:

Niqabforbuddet fik Fatima til at forlade Danmark med familien

De danske politikere skal ikke diktere den muslimske Fatimas tøjvalg. Det nye til­dækningsforbud er anledningen til, at familien nu forlader Danmark. Politiken un­dersøger deres valg.

DR Net 23.OKT. 2018:

Sundhedsfolk i ebolaramt DRCongo udsættes for vold ugentligt

DRCongo er under det nuværende udbrud af ebola præget af mere vold end tidligere set, oplyser myndighederne.

Læger og sygeplejersker i de ebolaramte områder af DRCongo bliver angrebet mellem tre og fire gange om ugen i gennemsnit.

DR Net 19. OKT. 2018:

Saudi-Arabien: Journalist blev dræbt på konsulat

Den forsvundne journalist Jamal Khashoggi døde i forbindelse med en slåskamp, ly­der det fra Saudi-Arabien.

DR Net 23. OKT. 2018:

18-årig kvinde voldtaget af falsk taxachauffør efter bytur: Politiet søger vidner

Sydøstjyllands Politi søger vidner til opklaringen af en voldtægt i Vejle natten til søn­dag.

BT Net 13. APR. 2017:

Holdt fanget i kælder og voldtaget 3.000 gange: Nu afsløres nye, uhygge­lige detaljer om Fritzl-sagen

Østrigske Josef Fritzl holdt sin egen datter fanget i en kælder, han havde bygget til formålet under sit hus, og voldtog hende mere end 3.000 gange. Nu fortæller efter­forskningslederen om den forfærdelige sag, som begyndte, da Elisabeth Fritzl var 18 år.

folkedrab.dk:

Rwanda 1994:

I løbet af tre måneder blev omkring 800.000 tutsier og moderate hutuer slået ihjel af ekstremistiske hutuer og deres medløbere. Hadefuld tale og massiv propaganda spil­lede hutuer ud mod tusier og opfordrede til drab. Ved folkedrabets afslutning var landet i ruiner og to millioner mennesker var drevet på flugt – tusindvis var sårede og traumatiserede. Rwanda skulle bygges op fra grunden.

Armenien

1915-1918

Bosnien

1992-1995

Cambodja

1975-1979

Darfur

2003-

Holocaust

1941-1945

Irak

1988

Stalinismens forbrydelser

1928-1956

Se evt.:

https://videnskab.dk/naturvidenskab/forskere-afsloerer-personlighedens-moerke-kerne

Og søg på: Hekseafbrændinger, Den spanske inkvisition, slavehandel, trafficking, dyremishandling i landbruget, terrorisme, nazisme, pædofili m.m.

https://politiken.dk/udland/art7295597/Milliard%C3%A6rs-sexudskejelser-ryster-Det-Hvide-Hus

Udkantsdanmark

Hvorfor vil ingen bo på landet længere? – Det er ikke noget stort mysterium.

Ude i Udkantsdanmark hersker gylle- og giftspredere og grandjævle. Man kan ikke bo et sted, hvor jord, grundvand og luft tyve gange eller mere pr. sæson forurenes af landbrugets sprøjtevogne med pesticider, svampemidler eller med stinkende, sejlende svinelort. Hvor det åbne landskab er ét stort, forsuret griselokum, fyldt med opkoncentrerede tungmetaller, men uden veje, stier og beplantning. Og hvor de få uopdyrkede områder er tilplantet med mørke, ugæstfrie graner, så jordejeren kan få noget hurtig tilvækst og udbytte. Hvorefter han sender enorme skovhøstmaskiner ind, som sammenpresser jorden i flere meters dybde, så intet kan gro og trives de næste 200 – 300 år.

Skulle der endelig være et lille smukt, nogenlunde naturligt område, har mountainbikerne usurperet de kønne stier og anlagt deres motorveje med spring og sving, hvor de fræser rundt og plører jorden op og er til fare for alle stilfærdige vandrere. Eller horder af skydegale fritidsjægere har lukket området ‘pga. jagt’. – Hvorfor spiller folk ikke golf længere? Er anlæggelse og vedligeholdelse af alle de mange golfbaner for 10 – 20 år siden spildt, fordi moden er vendt? – Det korte af det lange er, at folk ikke mere bare går rundt og nyder naturområder, fugle- og dyreliv, men absolut skal bruge naturen til noget: sportscykling i høj fart, jagt på dyrene, kapløb, kapgang i flokkevis, træklatring i de få tilbageværende, store træer, legepladser …

Før i tiden sørgede stat og amter for at reservere en del af naturen til dyr og til de kommende generationer, men nu er det ansvar overtaget af kommunerne, og det er jo som at sætte ræven til at vogte gæs: Store skatteydere får tilladelser til at bygge enorme ’herregårde’ midt i naturskønne områder. Eller kommunen henlægger sine egne byggeprojekter til disse billige grunde. Eller de tillader gylleproduktion, råstofudvinding eller store sommerhuse med tilhørende legelande, betonhoteller og andre serviceerhverv at etablere sig midt i herlighederne.

Kommunerne føler sig i konkurrence om at ’vækste’, om at vokse og udnytte alt og alle. Den smule ’natur’, vi har tilbage i dette lille land, skal med vold og magt udpines til sidste græsstrå.

Samtidig har man fjernet lægen, sygehuset, plejehjemmet, politiet, skolen, biblioteket, børneinstitutionerne og alle indkøbsmuligheder, hvorefter man undrer sig over, at småbyernes huse står tomme og forfalder.

Det falder ingen ind, at meget store, kystnære, uberørte og naturlige områder med adgang forbudt for private sommerhuse, betonbyggerier, vindmølleparker, råstofudvinding, skovmaskiner, biler, mountainbikes og ATV’ere, men nænsomt udstyret med p-pladser, toiletter, småhoteller, vandre- og cykelstier og primitive hytter og lejrpladser, ville give Danmarks udkanter en særdeles høj og eftertragtet status som turistmål og rekreativt område. – Når nu folk ikke vil bo der, så lad dog ulve og andre store og små dyr og planter rykke ind.

Men man kan ikke BÅDE have titusindvis af kvadratkilometer med grise-wc’er og stikkende, naturfremmede grantræer OG være eksklusiv ressort for naturglade.

Småtterier VI

● Alle damer over tres bør lugte af vanilje, pandekager, liljekonvaller, roser og lavendler.

● Det er et uuddannet og infantilt folkefærd, der (som i ‘Aftenshowet’ om den dømte morder, Peter Madsen, på DR i oktober 2018) begynder at piske en stemning op og diskutere, om en anklaget har ret til en forsvarer!

● Efter den varmeste sommer i mands minde er folk virkelig blevet bange for klimaforandringerne. Og hvad gør de? Undlader de at flyve på ferie til de varme lande, når der er 30 grader herhjemme? – Nej. De giver køerne skylden og vil som straf ikke længere spise kød … ret tit …

● Lykke-Per på film: Så fik Bille August igen penge for at suge al saft, kraft og passion – og kunst – ud af vores fælles kulturarv.

● Man burde vedtage en lov, der forbyder computerprogrammer og apps at opdatere sig selv, hvis de ikke er blevet brugt i løbet af den seneste måned. – Jeg har programmer på min telefon, som, i alle de år, jeg har ejet den, aldrig har været i brug, men som alligevel løbende, sommetider dagligt, opdaterer sig selv.

● Hvorfor synes alle politikere (og de politiske kommentatorer, som burde vide bedre!) lige nu, at alt skal handle om det nært forestående valg? Og skynder sig at dele ‘gaver’ ud til befolkningsgrupper/vælgere? Til forældre, til de klimabekymrede, til de ældre? – Hvis de til daglig koncentrerede sig om at føre en politik, der var i orden, behøvede de vel ikke bekymre sig? – Politik burde ikke handle om politikernes private karriere og om at blive valgt, men om at gøre sit bedste for fællesskabet. Dét er virkelig skredet her de seneste 10 – 20 år.

● Når jeg falder om med en blodprop, vil jeg meget have mig frabedt, at lokale damefrisører, kleinsmede, skolelærere og pedeller – deres faglighed i øvrigt upåtalt – kommer rendende med hjertestarter og nyfigenhed. At dø, mens man modtager hjertemassage af en amatør, fore­kommer mig ikke ideelt.

● Mænd må være forfærdeligt naive og enkle skabninger. Hvis ’Fiona’ i en dårligt skrevet massemail anfører, at modtageren – som i disse dage hyppigt er mig – lige er den buk, hun længe har ønsket at knalde med, så må en del af ’bukkene’ jo svare positivt, ellers ville den slags jo hurtigt høre op.

● Over 20° en af de sidste dage i september! Og en sommer uden regn, men med mange, mange dage med over 30°. Det er uhørt! Og meget, meget mærkeligt … Nu bliver det spændende at se, hvordan de næste år bliver.

● Jeg uddannede mig inden for teater, fordi jeg fandt denne kunstart og måden, den kommunike­rede på, spændende, men det gik i løbet af 80’erne op for mig, at teatret i sin seriøse form var en døende kunstart … Så begyndte jeg at skrive, fordi jeg fandt, at det var en spændende udtryksform, der kommunikerede på en direkte måde, men også skriften i sin seriøse form er døende nu. Yngre mennesker skriver virkelig dårligt, snævert, selvoptaget, og læ­ser ikke rigtige bøger eller længere artikler i aviser eller tidsskrifter. De beskæftiger sig kun med krimier, sensationer, korte opda­teringer på skærme, og sproget er hastigt på vej til at blive fattigt, klichépræget, ukorrekt og upræcist.

● En kvindelig ejendomsmægler i udsendelsen ’Hammerslag’ i tv bærer en lang minkpels i Randers i september måned … Hvad fortæller det? – Det fortæller, at hun har dårlig dømmekraft, mangler smag og tjener for mange penge. Ville du engagere en sådan ejendomsmægler, hvis du stod og skulle sælge dit hus?

● Vi mennesker er jo bare nogle rotter, der har bredt sig uhæmmet på en lille klode, fortrængt de andre levende væsner, dyr og planter, og smidt vores skidt og lort overalt i jorden, luften, havene, ja selv oppe i rummet flyver der tusindvis tons af vores skrald.

● Jeg forstår udmærket vores nuværende politikeres projekt: Jo mere syge, trætte, marginaliserede, jagede, uuddannede, arbejdsløse, udenfor og armodige folk i almindelighed er, jo større er sandsynlig­heden for, at de ikke gennemskuer politikernes løgne og usympatiske projekter og derfor også vil stemme på dem næste gang.

● Nogle mennesker er så irriterende glade i låget, at det kan synes, som om der stiger små, mange­farvede glædesballoner op fra dem. Sådanne mennesker falder i svime over en blomst, jubler over en fugl, en sky på himlen, en hund på fortovet eller en sød unge i en klapvogn. De er også ofte begej­strede kunstkiggere, musiklyttere, naturinteresserede, rejsende … De ser ting, de hører ting, og de glæder sig højlydt over det hele. Det ligger også ofte disse glædesmennesker på sinde fordomsfrit at dele ud af deres tilsyneladende uudtømmelige livsglæde: De giver gaver, opmærksomheder, laver god mad, arrangerer udflugter, sammenkomster, spadsereture, de inviterer ind, og de inviterer ud. – Men så møder de en surling eller to. En gammel tante, et bedrevidende fjols eller en misundelig veninde, alle de kælderklamme underskudsmennesker, som føler sig kaldet til at skyde kulørte glæ­desballoner ned, én efter én, efterhånden som de pibler frem. Fordi uhæmmet livsglæde er en trus­sel mod et liv, der føles lidt for småt.

● It’s a man’s world – stadigvæk: Alt defineres stadig ud fra mandens synspunkt, og der er stadig sport i timevis på alle tv-kanaler – ikke kun sportskanalerme – dagligt …

● Postvæsnet: De dage er længst forbi, da postbuddet var en ældre, samvittighedsfuld herre, der ad­stadigt cyklede byen rundt med vigtige forsendelser til borgerne. I mange år var det så en ganske ung dreng eller pige, der slæbte på en alt for tungt pakket cykel og ikke helt magtede det. Så blev det en frisk knallertdreng, der kom drønende på sin larmende maskine langt ud på eftermiddagen. Nu er det en fyr i en stor, gul postbil, der kører op for enden af min blinde, private vej med et enkelt brev, som han prøver at ramme postkassen med uden at slippe rattet. Vi får leveret cirka et brev om ugen på denne måde – Og så er det forkert adresse … Det forstår man jo godt; ’Else Nielsen i nummer 35’ er jo næsten ikke til at skelne fra ’Lone Andrup i nummer 53’.

● Folk har så travlt med at vælge salmer og trompeter til deres egen begravelse, med at arrangere, med at formulere deres egen gravskrift … Hvem har glæde af det? – Hvis du vil give dine venner en fest, så gør det med det samme. – Vi er godt og vel 7,5 mia. mennesker på denne planet. Hvem skal læse din gravskrift? – Hvem er interesseret? – En stilfærdig stund for de direkte berørte hjemme eller i sygehusets kapel, efterfulgt af hurtig bortkørsel og nedsættelse af resterne i en nedbryde­lig urne et pænt sted, må være nok.

● Jeg har, som et nyt sundhedsfremmende tiltag, fysisk og psykisk, lovet mig selv, at jeg

· aldrig mere vil købe tøj og andre tekstiler lavet af ækle, plasticlignende kunststoffer

· aldrig mere vil købe noget på kinesiske internetbutikker

● Folk sover altid ’stille ind’ – man hører aldrig om dem, der dør skrigende i angst og smerter.

● Skinhelligheden er flyttet fra det religiøse til sund kost, motion og til det bæredygtige, økologiske område: – Folk, der ikke tænker sig om to gange, før de tager bilen til Provence eller flyet til New York, London, Thailand eller Sydamerika, gør sig til af, at de strikker deres karklude selv eller ’over­vejende’ spiser vegetarisk …

● Mens Løkke Rasmussen i store helsides opslag i landets aviser tager æren for vores velfærd, er ny­hederne her i 2018 om det danske velfærdssystem bl.a.:

  • Multihandicappet glemt i to døgn uden mad og vand og pleje
  • Læger nægter gentagne gange at give et skud penicillin til unge mænd, der derefter dør af meningitis
  • Fødende sendes hjem efter et par timer
  • Kræftsyge dør, mens de venter på behandling
  • KOL-patienter får ingen, eller kun meget nødtørftig, behandling
  • Indførelsen af et nyt IT-system har medført groteske forhold for hovedstadens hospitaler, hvor bl.a. pårørende til døende selv skal køre rundt mellem sygehusene med fysiske papir­journaler for at sikre sig, at deres kære får den rigtige behandling
  • Politiet er overbelastet
  • Domstolene råber advarende om, at retssikkerheden er i fare pga. nedskæringer
  • Skoler og andre uddannelsesinstitutioner kører på pumperne med vikarer og nedslidte loka­ler
  • Ældre, syge mennesker får ½ times hjemmehjælp hver anden eller tredje uge
  • Ældre, syge mennesker udskrives til ingen hjælp og ligger og dør på gulvet ved siden af deres seng eller glemmes på toilettet
  • Småbørn uden voksenkontakt tonser udslukte rundt i nedsparede institutioner
  • Jobcentrene fungerer ikke og kan ikke skaffe arbejdsløse job, men truer dem på indkomsten, trygheden, og herser rundt med dem på terroragtige måder
  • Skattevæsnet er holdt op med at fungere og bare forærer vores penge væk til frække udlæn­dinge …

● Mette Frederiksens modsvar til al denne elendighed er ’at fokusere på børnene’ … Hvad med at restaurere vores velfærdssamfund? – Ville det ikke være et værdigt projekt for en socialdemokratisk leder? Det skal nok komme børnene til gavn også.

● Hvad vi lærer børnene:

  • Vi har lært vores børn, at drikkelse er noget, man slæber hjem fra supermarkedet i store kulør­te plasticflasker
  • Vi har lært vores børn, at mad skal smage sødt og stå klar, lige når de mærker den mindste sult
  • Vi har lært vores børn, at behov af alle slags skal tilfredsstilles her og nu
  • Vi har lært vores børn at færdes i store, hensynsløse flokke af jævnaldrende, og at det er ok at skrige og råbe højt eller stå i vejen for eller ligefrem puffe til fremmede voksne i det of­fentlige rum
  • Vi har lært vores børn, at man ikke må kede sig så meget som et sekund uden at gribe efter mo­bilen eller computerspillet. De kan ikke længere koncentrere sig om en samtale eller sidde med en voksen og få læst en bog højt
  • Vi har lært vores børn, at de skal råbe og skrige for at få en smule opmærksomhed i kamp med forældrenes arbejde, motionsaktiviteter, venner, mobiltelefon, computer, tv, Netflix og mail

● Forskere kan ikke længere tænke selv. De er ikke, som de ofte var førhen, bredt orienteret i samfundet og histo­rien. Nu kan de ikke skelne store sammenhænge; de er ikke nysgerrige. De kan kun som papegøjer citere undersøgelser, procenter, små delresultater uden at være i stand til at sætte det ind i et større, brugbart hele.

● Nordjyske, avisen for Aalborg og omegn, beskrev voldtægt og mishandling af mindreårige filippin­ske piger, bestilt og betalt over nettet af en ældre, dansk mand, som ’sexshows’ … SEXSHOWS??? Det er voldtægt, ydmygelse, tortur af mindreårige for helvede!

’Tiltalt: bestilte sexshows med mindreårige piger i Filippinerne’ Nordjyske d. 25. 6. 2018

● Vi gamlinge, der har lært at læse bøger, og som lever med høns, køkkenhave og brændefyret ovn, vil klare os bedst, når internettet, varmen og strømmen ryger.

● Støjberg må æde sin sadistiske kage, når hun fejrer stramninger på udlændingeområdet – Læs: Udelukkelse af ulykkelige mennesker i nød. – Men Bilka må ikke sælge en Ramadan-kage, når faste­måneden slutter med en stor fest. – Hvordan nåede vi til at bekæmpe minoriteter med kager?

● Vi går ind for frihed og danske værdier, og de indebærer åbenbart, at vi i fuld alvor lovgiver om kvinders tøj. Der er endda foreslået fængselsstraf! – Se, det er frihed! At sidde i et dansk fængsel pga. sin påklædning!

● DR net 19.6.18: – ’25 års drab afslører: Vi slår oftest vores allernærmeste ihjel. Rødglø­dende skilsmisser, jalousi og økonomisk nedtur er årsager til drab i den nærmeste familie’.

Er der ikke noget kønsbias her? – Med ’vi’ mener de ’mænd’, ikke?

● Folk er travlt beskæftiget med at forfatte autohagiografier på Wikipedia, Facebook, hjemmesider o.l.

● Det er ikke noget under, at kvinderne i dag sidder på de fleste videregående uddannelser, medicin, teologi m.m., og klarer sig bedre end drengene. Kvinder er udviklingsmæssigt NØDT til at være mange gange kvikkere end drenge, ellers bliver de ofre: – De bliver lokket, voldført, bortført, voldta­get, slået, mishandlet, myrdet, slavegjort, hånet, nedgjort, objektgjort, gramset på, overfaldet, eller de sidder alene tilbage med ansvaret for småbørn, eller de skal, som fx i Indien, udsættes for angreb fra en hadefuld sviger­familie. Heldigvis har det vist sig, at det ikke er svært at være klogere end drenge, man skal bare lige have nogle basale menneskerettigheder først, lære at læse og skrive og have adgang til at bestemme over sig selv og sin egen krop og adgang til skoler, uddannelser og arbejdspladser. Klø på kvinder!

● Der er i dag en enorm fordummelse af det offentlige rum. Debatter, artikler, oplysning, politik formidles på et selvindlysende og fjollet niveau, som om vi alle sammen havde mobilbefængte teenagehjerner. – Skulle vi ikke lige hæve niveauet et par kilometer?

● Først i en sen alder gik kostens betydning for ens velbefindende op for mig … Jeg kan nu glæde mig over, at jeg sikkert er sund og rask, når jeg dør.

● De nye ’borgerforslag’ er stort set noget pjat! Forbyd dit og forbyd dat! – Hvad er forslagsstillerne? Tankepolitiet? Hvorfor ikke lade medmennesker leve, som de nu engang har lyst til? Hvor er toleran­cen? Venligheden? – Jeg vil sige, som Lukas Graham gjorde: Hvorfor kan de ikke bare være stille? – Holde sig hjemme og passe deres eget? – Men faktisk viderefører de blot den linje, som den nuvæ­rende Løkke Rasmussen-regering har indstiftet: At man skal blande sig i, hvordan kvinder går klædt, at de skal tvangsaflevere deres små børn til statsdrevne, dårligt bemandede vuggestuer, og at man i det hele taget skal blande sig i andre folks liv ned i mindste detalje.

● Hver eneste generation lægger ud med at ville genopfinde verden på ny, at ville gøre alting helt anderledes, end deres forældre gjorde, og det er det, der bringer verden videre. – Men de alleraller­fleste ender med at gøre, præcis som deres forældre. For hvad handler det i det hele taget om? – At finde sin plads i verden, finde en mage, få et par børn og hjælpe dem lidt på vej, inden man dør …

● Mange mænd føler inderst inde, at de har ret til alle kvinder. Som Trump, som alle de gamle vam­melmåse, og som Jørgen Leth gav udtryk for i sin bog ’Det uperfekte menneske’, opfatter mænd sig instinktivt som født med en naturgiven adgang til alt i verden, bl.a. kvinder, og alt kommer dem ved. – Derfor er det helt naturligt for dem at vurdere kvinders udseende med fx ’Tab 10 kg!’ eller ’Hende gad jeg sgu’ ikke/godt knalde!’ – Hun er jo hans potentielle ejendom. – Også politik, samfunds­forhold, musik og alt muligt andet føler mænd sig som naturlige ejere af med ret til at have afgjorte meninger om. – Sådan er kvinder ikke. De tror ikke, at de kan få den smukkeste mand i lokalet uden at arbejde med sig selv og fortjene ham. De tror heller ikke, at de har naturgiven adgang til at mene noget om alt. Når de tiltager sig denne adgang, bliver de opfattet som ukvindelige, vrede, hysteriske, gamle, sure kællinger, bitch’er … For kvinder gælder stadig ’Hold kæft og vær smuk’, som Vita Ander­sens bog fra 1978 hed.

● Vi kan have en sort amerikansk præsident, for han var halvt hvid og havde en mor og en mormor, der elskede ham, og som gav ham tonsvis af selvtillid med på vejen. Vi kan også have en psykopat, der ovenikøbet er idiot, som præsident. Men vi kan IKKE have en kvinde. Der går grænsen. Man kan li­gefrem se på Hillary Clinton, at hun forsøger at række ud efter noget, der ikke naturligt er hendes.

● At blive tynd og blond er det letteste i verden: Man lukker munden og farver håret. Så er man tynd og blond på tre måneder. – Det er meget, meget sværere at blive et godt og indsigtsfuldt menneske. Det ta­ger et livs studier og eftertænksomhed.

● De daglige resultater af DR’s udflytning af ’Vejret’ til Århus minder næsten skræmmende om noget lokal-tv, vi havde i forvejen … alt for bøvede, tilsyneladende uuddannede, men voldsomt selvimpone­rede unge mennesker i hjemmesyet tøj …

Finere husholdning


Jeg har lært husgerning. Grundigt. – I Rom.

18 år gammel, tre dage efter min studentereksamen i 1974, sad jeg i et fly. Min hvide kuffert og guitaren lå i baga­gerummet under mig. – Jeg skulle tiltræde stillingen som au pair på den danske ambassade i Rom og være med, når den nye ambassadørfamilie tog over efter Hans Tabor, der var på vej til FN i USA.

Au pair – i den bogstavelige betydning af ’på lige fod’ – var måske så meget sagt. Vi var to danske pi­ger og en dejlig kokkepige, og vi var helt klart tyende. Lisa og jeg fungerede som stuepiger i fikse uniformer. Forvist fra jordens overflade til at bo på værelser i kælderetagen ved siden af køkkenet. Men vi kastede os ud i det med stor begejstring.

Til den første officielle middag i privatboligen lagde jeg ud med, af lutter tjenstvillighed, at anbringe al den gode rødvin i køleskabet. – Derefter kunne det jo kun gå fremad.

Vi begyndte med at give hele den store, klassiske villa en overhaling. Mugede ud i vaskerummets tykke lag af fluer og nullermænd, gav køkkenet og alle skabene en hovedrengøring, polerede mes­singskilte, lysekroner og mahogniborde, støvsugede tykke, ægte tæpper og bankede mindre, løse udenfor. Ledsagede fruen på indkøbstogter til de fine linnedbutikker og bar hendes poser med splin­ternye håndklæder, sengetøj og servietter, mange med broderet navnetræk, ud til den blankpole­rede, midnatsblå ambassadørbil, en Ford Granada, så vidt jeg husker, ført af Pio, ambassadørens fi­lippinske chauffør.

Vi tog os af alt forefaldende i den private husholdning. Fodrede hunden. Vækkede drengene klokken syv og gav dem morgenmad nede hos os i køkkenet, før Pio kom og kørte dem til den internationale skole. Klokken otte satte vi kaffe, ristet brød, smør, appelsinmarmelade og to blødkogte æg frem i den store spisesal til den fåmælte ambassadør, så han kunne være på kontoret før ni. Bar en bakke med kaffe, mælk og småkager op til ambassadricen, der ikke yndede at stå ud af sengen før hen ad ti. Mens hun nød sin morgenhvile, gjorde vi næsten lydløst rent i hallen, spisesalen, den enorme pejse­stue og i biblioteket, hvor de vigtigste møder blev afholdt. Når fruen kom ned, kunne vi fortsætte på de øvre etager, rede senge, støvsuge og gøre rent i gangene og på alle badeværelserne, i fire sove­værelser, ambassadørens, ambassadricens og de to drenges, og rydde op og tørre af i drengenes store legestue. Hvis der var private gæster, fx familie på besøg fra Danmark, var der flere gæstevæ­relser og badeværelser allerøverst oppe at klare.

Derefter blev vi kaldt ind på biblioteket for at modtage dagens instrukser fra fruen bag skrivebordet. Var der fester? Møder i privaten? Kom der andre ambassadørfruer til te? Skulle vi ledsage fruen på indkøb? Andet? – Ellers sørgede vi for vasketøjet, bl.a. de evindelige snehvide, stivede og strøgne manchetskjorter til ambassadøren. Hvis der var den mindste fold, landede den i vasketøjskurven igen. Så jeg lærte at stryge skjorter. Og måske havde kokkepigen brug for hjælp til forberedelse af frokost eller aftensmad, indkøb med Pio, plukning af perlehøns, rensning af grøntsager, opvask el. lign.

Til de store fester havde vi travlt. Dage gik med planlægning og forberedelser. På selve aftenen skulle vi stå i fiks uniform og tage imod gæsterne, hænge deres overtøj på plads, vise dem ind i den store stue og byde dem drinks. Jeg kan stadig blande en solid G&T eller en vodka martini med oliven på pind.

Til servering ved de store middage med mange gæster havde vi hjælp af to-tre, lokale lejetjenere, garvede, romerske rotter, som kunne deres fag til perfektion, og som gav os mange brugbare tips. Der var et muntert sammenhold bag kulisserne, men foran herskab og gæster lærte vi at holde ma­sken. En enkelt gang stillede vi an til buffet i haven for 60 idrætsudøvere, deres trænere og øvrige en­tourage, da EM i atletik det år foregik i Rom. Det blev det stævne, hvor Jesper Tørring med 2,25 m tog europamesterskabet i højdespring. Også Dronning Ingrid kom til Rom ved den lejlighed, men vi så hende ikke i ambassadørboligen. Hvor vi gik glip af det hele, fordi vi havde nok at gøre med at fremstille kanapéer i hundredvis.

Pio begræd ofte tabet af Tabor. Efter de store fester kom han altid ned i køkkenet i kælderetagen og nød en håndbajer med personalet, fortalte han os. Og man kunne altid komme til ham, hvis der var problemer enten arbejdsmæssigt eller privat.

Den eneste, der fandt vej ned i kælderen til os efter en stor fest, var den senere udenrigsminister, Henning Christoffersens kone, en stor dame i grøn og skinnende, hellang thaisilkekjole. Hun roste kokkepigens gode mad og røbede, at hun skam selv havde været kokkepige engang, og at det en skønne dag måske ville være os, der sad til højbords ovenpå.

Vores herskab var ikke det mest spontane og hjertelige, man kunne tænke sig. Jeg husker en småpin­lig køretur rundt om Villa Borghese, hvor jeg skulle sidde bagi i den midnatsblå ambassadebil sam­men med drengene, mens herren og fruen forsøgte at vise mig byen. – Lisa og kokken var nogle år ældre end mig og havde klogeligt takket nej. – Det viste sig jo, at jeg allerede efter et par måneder kendte byen og alle dens kroge og afkroge langt bedre, end ambassadørfamilien nogensinde kom til; derudover var jeg kommet langt med sproget uden de kurser og lærebøger, som fruen selv benyt­tede sig af, kun med hjælp fra Pio, lejetjenerne, de handlende og andre af de mange fantastiske ro­mere, vi mødte. Hvis det kneb, havde vi piger den rare konsul Brandt, som altid var parat med dis­kret støtte, en venlig bemærkning og post hjemmefra.

Selv om vi var i sving fra halv syv om morgenen til aftensmaden var formelt serveret for familien i spise­salen, og alt var ryddet op og rengjort hen ad klokken halv ti om aftenen, nåede vi næsten altid en tur ud i byen og praktiserede snart et italiensk, som det taltes på gaderne i Rom.

Vi blev yderst velbevandrede i husholdningens mange facetter. Det var vores ansvar, at hele huset var pænt og præsentabelt, og for vores ulejlighed fik vi hver 1200 kr. om måneden plus en karton danske cigaretter fra ambassaden.

Kendskabet til Rom, landet og sproget har været mig til stor glæde i alle årene efter. Jeg føler mig stadig hjemme og lokalkendt, når jeg lander i byen. Og hver eneste dag trækker jeg på mine erfarin­ger fra ambassadørvillaen, når jeg under mere beskedne former holder hus herhjemme.

Gule mennesker

Ved et tilfælde faldt jeg over Thomas Eriksons tankevækkende bog: ‘Omgivet af idioter’. – Hvem kan ikke identificere sig med den titel?

Hans pointe er, at vi er forskellige på et dybtgående og personligt plan, hvilket bevirker, at vi har mere end svært ved at forstå og tolerere hinanden.

Man kan inddele mennesker efter mange kriterier, højde, hårfarve, evner i et køkken fx, men Erikson gør det efter udvalgte, personlige karakteristika, som han giver forskellige farver.

I al korthed:

· De blå er stilfærdige, pedantiske tekniker- og ingeniørtyper

· De røde er hurtige i opfattelsen, selvstændige og dominerende

· De grønne er traditionelle familiemennesker med enkle værdier

· De gule er udadvendte, festglade og publikumsorienterede

De blå og røde hviler overvejende i sig selv, de grønne og gule er fællesskabsorienterede.

Det er naturligvis en grov forenkling af Eriksons glimrende bog og pointer. Læs den selv, hvis du vil vide mere.

I måneder havde vi herhjemme megen sjov af at gå og inddele alle, vi kendte, efter farve. – De gule var de mest iøjnefaldende og samtidig de mest uforståelige.

Sønnike kunne hurtigt udpege en gul blæksprutte, en decideret linselus, som i en tv-udsendelse om livet i havet ustandseligt søgte lige hen foran kameraet, hvor, man ville sværge på, den stillede sig an og vinke­de til seerne.

Gule mennesker kan være både gode kammerater, sjove og underholdende, men kun hvis deres evner og indsigt rækker til at give samværet et indhold, der når længere end blot til at handle om, at den gule skal stå og stråle i centrum af alles opmærksomhed. For så bliver det hurtigt anstrengende.

Man kommer til at tænke på alle de skriggule mennesker, man har kendt. Som ville springe op på skødet af én, som ville larme op, gøre sig ud-til-bens og virkelig anstrenge sig for at være til så megen op­mærksomhedspåkaldende ulejlighed, som overhovedet muligt, for at påtvinge én rollen som publikum til deres i øvrigt trivielle liv.

Tænk på den endeløse strøm af selfies på Facebook o.a.

På udvendig fejring af fødselsdage og bryllupper med højt knaldende champagnepropper og limousiner, så andre mennesker i det offentlige rum ikke kan undgå at lægge mærke til dem.

På ting, som slet ikke ville give mening uden en gul personlighed og et andægtigt publikum, fx store fester, smykker, opsigtsvækkende frisurer, flashy påklædning, mærkevarer, mode, små degenererede hunderacer, store og skinnende biler, aparte navne og boligindretning …

Vi har haft naboer, der foranstaltede en masse larm og talte højt og kunstigt lige uden for vore vinduer, og som sørgede for, at vi var tvangsindlagt til at bevidne en stor del af deres liv. Men som gik ind til sig selv igen, hvis vi tog hjemmefra. Som om det var tanken om et publikum, der ansporede dem. De samme mennesker satte sig demonstrativt lige uden for vores dør i timevis, mens de ventede på, at vi skulle bemærke dem. Hvis de da ikke ligefrem kom rendende tre, fire eller flere gange pr. dag, under forskellige påskud, fx ved midnatstid, hvor vi var gået i seng, fordi deres kanin var blevet væk, eller juleaften midt i gåsestegen for at låne noget. Ting, de aldrig leverede tilbage, og som måske ikke var så vigtige som selve forstyrrelsen, deres fremvisning af egne aktiviteter og travlhed. De fejede eller ryddede sne med me­gen larm og store falbelader, men kun ca. 20 cm ud foran egen dør, de slog græs og pyntede op med flag, blomster, æblekasser og flagermuselygter umiddelbart før, deres gæster ankom. I dagene efter rodede alt, som før. – Disse naboer var uhyre anstrengende, fordi de var så udvendige i alt, hvad de foretog sig, og fordi vi ustandseligt blev forstyrret og indlagt til forestillinger, vi ikke brød os om at over­være.

Det må være sådanne mennesker, der flytter ind i moderne lejligheder med glas fra gulv til loft, så alle kan se alt, hvad de foretager sig.

Gule – og til dels grønne – mennesker bevæger sig fortrinsvist omkring i store flokke, fx i naturen, i natte­livet, i kulturlivet, til arrangementer, events, på rejser, og de kan høres på lang afstand.

Vi har besøgt mennesker, der ikke indrettede sig praktisk med henblik på egen komfort, men som opførte veritable scenografier i deres eget hjem med pladskrævende, unyttige opstillinger og hjælpeløs ’kunst’, som de forventede, at gæster i lang tid skulle gå rundt og beundre.

Mennesker, som ustandseligt gør sig til og ikke synes at kunne få nok af ros og opmærksomhed. Menne­sker, som suger opmærksomhed og tjenester til sig, men som sjældent overvejer mulig­heden af at gøre gengæld.

Og så kom jeg til at tænke på, at vi jo ser flest gule mennesker på teatret, i film, på tv, i klasse­værelser, til foredrag og på guidede ture på rejser og i naturen. – Hvem ville ellers stille sig op foran alle og udstille sine, i visse tilfælde begrænsede, evner?

I ’Hammerslag’ på DR ser man ejendomsmæglere, der tilsyneladende ikke er i besiddelse af næv­neværdig viden om fx ejendomspriser, men som gladeligt lufter bizarre skæg, ternede klovnejakker, alt for korte buk­ser eller minkpelse og andet gejl i september måned på en flad villavej i Randers.

Gule mennesker interesserer sig sjældent for emnet, ejendomspriserne, landet, historien, kun­sten, osv., men er udelukkende optaget af deres egen rolle, af at de er i tv, af at vinde, af at de er formidlere, bedre­vidende præster, lærere, pædagoger, guider, foredragsholdere eller kunstnere, hvilket godt kan forvirre andre mennesker. Hvis man selv går op i selve tingen, og måske formaster sig til at forsøge at bidrage, så kan man godt blive temmelig brutalt afvist, for det var jo slet ikke det, der var meningen. Meningen var, at den gule skulle brillere i centrum for alles opmærksomhed. – Ikke, at vi alle skulle blive klo­gere.

Skuespillere, sangere, komikere, tv-værter, foredragsholdere, præster, pædagoger og lærere er selv­skrevne gule individer. Men et stort skvæt gult i personligheden er også en fordel for ledere og, som vi har set, sælgere, som fx ejendomsmæglere.

I det hele taget favoriserer tiden og de nye medier den gule personlighedstype, og man kan godt føle sig belejret af lutter gule, udadvendte mennesker og måske komme til at opfatte sig selv som en slags særling, hvis man sommetider foretrækker ro, privatliv og fordybelse.

Men der findes mange andre slags mennesker end de iøjnefaldende gule. Vi ville intet få udrettet, hvis der ikke var blå til at udføre det lange, seje træk, grønne til at lave kaffe, tage telefonen, gøre rent og passe på de andre, og røde til at skaffe sig overblikket, lede og fordele det hele og sørge for fremdrift.