Lone Andrup – Side 38 – blog.loneandrup.dk

Kroniker

Da jeg var 51 år gammel, skulle jeg have fjernet galdeblæren. Umiddelbart før operationen blev jeg undersøgt og udspurgt af en ældre læge:

– Hvilken medicin tager du? spurgte han og holdt rutineret kuglepennen klar.

– Ikke noget, svarede jeg.

– Hvad? Han kiggede overrasket op.

På det tidspunkt var jeg – bortset fra en generende galdesten – rask og glad, aktiv og nogenlunde normalvægtig, og allerede samme dag kunne jeg tage hjem efter veloverstået indgreb. To dage efter gik jeg skovtur med min hund, som jeg plejer.

Men ingen passerer ustraffet halvtredsårsgrænsen. Nogle år efter holdt jeg op med at ryge og fik efterfølgende problemer med stofskiftet, hvilket kræver, at jeg tager en pille hver dag.

Nede i lægehuset måtte jeg så pludselig se mig rubriceret som ’kroniker’. – I al kommunikation, mundtlig og skriftlig, blev jeg omtalt som ’kroniker’ og oplyst om, hvad ’kronikere’ måtte og navnlig ikke måtte, når det gjaldt om at bruge lægens tid. – Det føltes, som om det offentlige sundhedssystem med ét påduttede mig et stort statustab og en umenneskelighed, som jeg ikke følte, at jeg fortjente.

Ordet ’kroniker’ lyder i mine ører som ’spasser’, ’krapyl’ eller ’krykhusar’. Det lyder grimt og nedværdigende. Det lyder, som om det er opstået i en intern sundhedsjargon, hvor man slår alle, mennesker med vitaminmangel, med forhøjet kolesterol, med lungesygdomme, epilepsi, diabetes og mange, mange andre længerevarende lidelser, sammen i én stor brokkasse, hvor fællesnævneren kun er, at de har et regelmæssigt behov for medicin og/eller anden behandling.

Til denne brokkasse kan man med de gængse definitioner henregne en tredjedel af den danske befolkning!

Når jeg nu ringer til det lokale apotek for at høre, om mine piller er kommet, og har trykket dit og dat, som man jo skal i disse år, så kan jeg vente en rum tid på betjening, mens jeg lytter til en indtalt besked om, at ’kronikere’ kan få en gratis samtale med en apoteker om deres medicin … Ja? – Hvis jeg henvender mig ved skranken for at hente mine piller, kan jeg også få ’en gratis samtale’. Det kan jeg også få med min læge. Det kan den unge pige med P-pillerne også, hende med kalktabletterne og alle vitaminerne, ham med hjertemedicinen og de blodtrykssænkende piller og hende, der er kommet for at købe vatpinde og to sutter.

Et apotek er vel en butik, der skal leve af at sælge medicin og alt muligt andet til folk? Mon det fremmer omsætningen, at man klistrer ubehageligt umenneskeliggørende mærkater på kunderne? – Hvor ville du handle, hvis bageren kaldte dig fed og sukkerafhængig? – Også selv om der ville være nogen sandhed i det? Måske er det på tide at ophæve apotekermonopolet fuldstændigt!

I stedet for ’kroniker’ ville jeg gerne, om nødvendigt, høre mig omtalt som et menneske med en stofskiftesygdom eller –lidelse. Men som hovedregel ville jeg foretrække, at sundhedspersonalet holdt deres interne jargon internt.

Selve ordet ’kroniker’ indikerer også, at lidelsen er fatal og uhelbredelig. Det kan godt være, at min lidelse er livslang, men med god behandling skulle jeg kunne leve mange år endnu, og man har da hørt om fx folk med sukkersyge, der træner og spiser sig ud af medicinforbruget. At sætte en så pessimistisk mærkat på syge mennesker fremmer næppe livsmodet og overlevelseschancen, også selv om man får tilbudt ’en gratis samtale’ med en ung dame henne på det lokale apotek.

● Udover læger, laboranter og apotekere, er der mange andre, der også profiterer af ’kronikere’:

Lægemiddelindustriforeningen skriver bl.a.

26-10-2015

’Hvordan gør vi dansk kronikerbehandling til internationalt forbillede?

Lif mener, at politisk og faglig prioritering samt en national handlingsplan er en del af løsningen.

Stigningen i antallet af danskere med kroniske sygdomme udgør en stor udfordring for danskernes sundhedstilstand og for det danske sundhedsvæsen.

I dag har flere end hver tredje voksne dansker mindst én kronisk sygdom, og 70-80 procent af udgifterne i det danske sundhedsvæsen anvendes til behandling af patienter med kroniske sygdomme. Prognoserne forudsiger, at det tal fortsat vil stige markant.’

http://lif.dk/tema/Sider/Kroniker-i-2025.aspx

Rottefængeri

Da husstanden omfattede to sunde udekatte, behøvede vi ikke at tilkalde kommunale rottefængere, men kunne nøjes med at rydde op.

Der er muligvis opstået en catch 22-situation i vores kommunale rottebekæmpelse:

1. Som husejer bliver man hvert år sammen med ejendomsskatterne opkrævet et beløb til kommunal rottebekæmpelse.

2. Som husejer har man pligt til at anmelde det omgående, hvis man har mistanke om rotter på ens grund.

Førhen var kommunen hurtige til at sende en kommunalt betalt Rentokil-mand M/K, som så opstillede metalbokse med rottegift de steder, hvor man havde opdaget, at rotterne færdedes.

Men sidste år, da jeg opfyldte min pligt og anmeldte rotter på matriklen, og kommunen sporenstregs sendte mig en Rentokil-mand, brugte denne kommunalt betalte rottefænger en halv time på at redegøre for, hvorfor han ikke måtte gøre noget.

Langsommeligt, omstændeligt, mange gange – og en smule nedladende, som unge mænd i arbejdstøj har for vane når de taler til ældre damer, forklarede han mig at rotter var blevet immune over for rottegift, så nu måtte de ikke længere lægge gift ud – En smule sent at skride til handling, kunne man mene, når skaden allerede VAR sket – og han havde heller ikke andre bekæmpelsesmuligheder at anvise. Kun snak.

Det groteske er, at kommunen stadig ufortrødent opkræver årlige afgifter fra alle grundejere til rottebekæmpelse, at alle grundejere stadig har anmeldelsespligt, og at kommunen derefter aflønner et privat firma for at sende folk ud og diskutere med grundejerne og omhyggeligt forklare dem, hvorfor de ikke må gøre noget ved problemet …

Absurd, ikke sandt?

Ikke desto mindre fejler selvfølelsen ingenting:

http://www.rentokil.dk/nordjylland/

‘Region Nordjylland

I Region Nordjylland møder du et passioneret og erfarent team af skadedyrskonsulenter og teknikere. Vi hjælper dig med at håndtere problemer med skadedyr i alle større byer i regionen herunder Aalborg, Hirtshals, Frederikshavn, Brønderslev, Hjørring mfl.

Vi kombinerer vores viden om skadedyr med vores ekspertise i skadedyrsbekæmpelse og forebyggelse. Det betyder, at vi kan levere en god service og har en god forståelse for de gener skadedyr kan forårsage hos dig uanset hvilken branche der er tale om: restauranter, fødevareproduktion eller hoteller.

“Med mere end 15 års erfaring hos Rentokil har jeg den viden og indsigt, der skal til, for at håndtere alle former for skadedyrsangreb, og hvordan de kan forebygges her i Region Nordjylland”.

Niels Jørgen Lundtoft – skadedyrstekniker

Vi har den fornødne viden og erfaring i at håndtere skadedyr, der typisk findes her i Region Nordjylland, herunder hvepse, rotter, sorte havemyrer og væggelus. ‘

Jeg elsker at være voksen!

Jeg bestemmer selv, hvornår jeg vil gå i seng, stå op, hvad jeg skal lave, hvor jeg skal være, med hvem eller alene.

Jeg bestemmer også, hvilken musik jeg vil høre, om jeg vil se tv eller film, eller om her eventuelt skal være helt, helt stille, mens jeg læser en spændende bog eller en avis efter eget valg.

Og hvis jeg fx skulle få lyst til kærnemælkssuppe med citron og rosiner, som var én af min evigtsultne barndoms mange livretter, så behøver jeg ikke vente i uger på, at mor eller barnepigen gider lave det til mig, og i så fald skulle dele den sparsomme portion med alle familiens andre medlemmer.

Jeg kan nårsomhelst lave en stor grydefuld og spise det hele selv!

Uventede gæster

I 70’erne begyndte vi i lille, lukkede Danmark at slække på formerne. Vi følte os alene hjemme og private. Som en afslappet kernefamilie søndag formiddag bag ligusterhækken i parcelhuskvarteret. Vi kunne drikke dåseøl og spise flæskesvær til morgenmad, hvis vi havde lyst, og gå omkring i pyjamas eller joggingtøj i det offentlige rum, bade topløse på stranden, være utvungent nøgne sammen i omklædningsrum, vise kraftigt behårede kroppe og et helt makeupfrit ansigt frem.

Men så fik vi i løbet af 80’erne og navnlig 90’erne gæster. Vi blev udsat for resten af verdens blikke og måtte igen soignere os, op på stiletterne og tænke over, hvordan vi tog os ud i andres øjne.

Vi blev en meget lille del af det store, globale samfund, og vi havde svært ved at finde kammertonen. Vi lod stadig onkel Åge fyre indforståede, fremmedfjendske vittigheder af, bl.a. i Jyllandsposten, og blev slemt forskrækkede, da vi opdagede, at alle kunne høre med, men at ikke alle kunne se det morsomme.

Vi opfatter stadig os selv som verdens navle og benægter – selv om det efterhånden burde være åbenlyst – det faktum, at vi på mange punkter, bl.a. vores højt besungne sundhedssystem og skolebørnenes kundskaber, ikke er verdensførende. Vi er end ikke sammenlignelige med vore nærmeste, nordiske naboer. Tværtimod rangerer vi på disse vitale områder et sted mellem Nigeria og Zimbabwe, når det bliver målt og opgjort.

I et desperat forsøg på at holde trit lagde vi os i hælene på storebror USA og sendte et beskedent bidrag af soldater, tanks og bombefly mod nogle oldgamle mellemøstlige kulturer, hvilket kostede et halvt hundrede af vores unge mennesker livet. – Og vi forstår stadig ikke, at nogle af de udbombede folkeslag bærer nag – Hallo! Det er jo bare os! Lille, søde, rare Danmark med de fredsbevarende tropper, andelsbevægelsen, højskolerne og alle de andre værdier, vi plejer at rose os selv for. Værdier der, det siger sig selv, er UNIKKE for DANMARK og DANSKERNE.

Det globale samfund er en fordel for alle. Vi bliver rigere og klogere af kontakterne, og det er ikke længere muligt at stænge døren med grænsebomme o.l. i forsøget på at holde fremmede gæster ude. Den tid er længst forbi, hvor man kunne gemme sig bag ligusterhækkene, trække gardinerne for og lade som om man ikke var hjemme.

Hvad, vi derimod kan gøre, er, at tage respektfuldt imod vore mange nye gæster, både de, der betaler for sig selv med gængs valuta, og de, der kommer for at tilbyde deres uvurderlige arbejdskraft til vedligeholdelse af vores slemt forsømte velfærd. Høfligt vise dem, hvordan man gebærder sig her, og tage ved lære af de mere medmenneskelige normer, bl.a. i omgangen med børn og gamle, som de fleste bringer med hertil udefra.

Forestil jer

Tid i naturen, cowboybukser, jakke syet af gamle, hollandske gardiner, snapshot fra 70’erne

Unge mennesker føler sig pressede. De skal levere sagligt og fagligt, men i høj grad også følelsesmæssigt, personligt og udseendemæssigt. Der kan gå timer med at bade, barbere, selvbrune, makeuppe, vælge mærkevarer, outfit. Det færdige resultat fotograferes. Man skal være til stede på mange platforme, virkelige og uvirkelige, man uploader og sammenligner sig på Snapchat, Instagram osv., og bruger Tinder til at udvælge mulige partnere, selv om man lever omgivet af andre unge … Det er en jungle at skulle begå sig i.

Forestil jer, at en ung protestsanger dukkede op. Hun sang om svar, der blæser i vinden, om tider, der ændrer sig.

Forestil jer, at fire langhårede fyre begyndte at lave en ny slags musik. At man i oprør mod autoriteter lod håret gro, som det ville, og klædte sig i slasket genbrugstøj eller uniformsdele fra militære overskudslagre. At man var ligeglad med sit udseende og blot havde lyst til at sidde i rundkreds, snakke og spille guitar. – Lytte – Slappe af – Være nærværende – Make love, man …

Tiderne, foragten for overforbrug, for tingsliggørelsen af mennesker, for ødelæggelsen af jordkloden, for snerpet borgerlighed, kaldte på langhårede unge i gammelt tøj og flade, udtrådte sko. Unge, der spillede på tværfløjte bare for hyggens skyld, der flyttede sammen i kollektiver, hvor man hjalp hinanden og delte ressourcerne. Unge, der var ligeglade med forbrug, statusjagt, dyre huse, kold boligindretning, designermøbler, mærkevarer, vin, modespiritus – og andet snobbet feinschmeckeri.

Hvis en sådan bølge skulle rejse sig i dag, en bølge med potentiale til at forandre verden, ville vore unge ikke opdage det, fordi de havde for travlt med at kigge ned i mobiltelefonerne og ind i spejlene og kameraernes linser. Derudover bruges der uhyggeligt mange, daglige timer på at bade, barbere, selvbrune, makeuppe, vælge mærkevarer, outfit. Det færdige resultat fotograferes. Man skal være til stede på mange platforme, virkelige og uvirkelige, man uploader og sammenligner sig på Snapchat, Instagram osv., og bruger Tinder til at udvælge mulige partnere, selv om man lever omgivet af andre unge …

Slut med private nytårsbrag!

Fornemt fyrværkeri afstemt med musik og vindmøller til Jean-Michel Jarres koncert i Vrå, sept. 2002

Efter døgn med eksplosioner og hvinende raketter lige uden for vinduerne, er både hunden og jeg trætte af nytårsfyrværkeri.

De første nytårsaftner, jeg kan huske fra årene omkring 1960, var fredelige. De voksne fik lidt god mad, torsk med lever, krølle og bukser, en øl, snaps, en flyversjus til dessert. Vi børn fik måske en citronsodavand til maden i stedet for den sædvanlige kærnemælk, og så kunne der være sjove hatte, hagesmække, serpentiner, bordbomber og knallerter på bordet, foruden diverse spøg og skæmt, pruttepuder, plastichundelorte, uægte fluer, der kom ud af sukkerknalden i farmors kaffekop, små stykker pap med krudt, som man kunne liste ned i de voksnes cigaretter … Ud på aftenen kunne man under voksen overvågning få lov at tænde en stjernekaster, og det var meget spændende. Da bror blev ældre fik han knaldperler, der lå i savsmuld, og som gav store brag, når de blev smidt ned i fortovet.

Disse udskejelser accelererede fra år til år, og jeg husker nytåret 2000 som det største brag nogensinde. Alle havde fået penge til hummere, champagne, cigarer og store kanonslag, og det skulle alt sammen fyres af ude på gaden for øjnene af familie, venner og naboer: Se mig!

Den seneste nytårsaften føltes i vores lille, ellers fredelige by, som at være under beskydning i to døgn. En veritabel belejring. Hunden turde ikke gå ud og tisse, men lå gispende og klemte sig under sofabordet. Det buldrede og bragede og lynede og glimtede, så vi alle i solidaritet med den stakkels hund gik rundt i stuer med gardinerne trukket for og tv’et tændt.

Fyrværkeribranchen tjener styrtende med penge, men den har meget på samvittigheden: 267 tilskadekomne i år, 500 brandudrykninger, ½ mio. skræmte hunde i husene, andre bange dyr i hundredtusindvis: fugle, rådyr, heste, køer, katte … Mange har siddet med nyfødte og småbørn, der ikke forstår, hvad der lyner og brager, syge og døende og deres pårørende, der ikke har brug for brag og buldrende ildglimt i dagevis, men fred og ro til at være i den situation, de nu er stedt i.

I et debatindlæg i Politiken d. 31.12.16 skrev Emil Arenholt Mosekjær, tidligere soldat:

’Jeg skulle igennem et kursus i grundlæggende sprængning i hæren, før jeg fik lov til at håndtere så meget som en detonator.’

’Det giver ingen mening, at Hr. og Fru Danmark kan rende rundt i en 10-hestes brandert og lege med sprængstof…’

Hvis det var terrorister eller kriminelle, der i den grad forstyrrede den offentlige ro og orden, ville man omgående sætte hæren ind. – Men det er bare en forholdsvis ny, farlig og spændende tradition, dødsensfarlige sprængstoffer, håndteret af børn og fulde folk, som vi stiltiende tillader i dagene omkring nytårsaften.

Er tiden ikke kommet til at overlade krudtet til professionelle?