Kategori: Alder

Planter

Selv kaktus kan påskønne det, når de får optimal jord, tilstrækkeligt vand, en smule gødning og masser af lys.

Nogle siger, at man skal snakke med sine planter. – Det er ikke min erfaring. Det ville de fleste planter nok også have sig frabedt. De sætter pris på ro og ordnede forhold. – Næh, man skal lytte til og observere sine planter. Både dem i hus og have – og på marker, grøftekanter, læhegn og i naturområder, hvis man råder over sådanne. Man skal kunne lide de planter, man har ansvaret for og deler sin tilværelse med. Have tid til dem, være om dem, nusse, betragte, fornemme: Hænger de med bladene? Mangler de vand? Har de det for varmt? For koldt? Trækker det her? Er der snegle eller larver, der æder af dem? Bliver de brune? Har jeg overvandet dem? Er det tid til gødning? Frisk jord? Er der visne blomster, der skal nippes af? Store blade, der trænger til at blive spulet eller støvet af? En større potte? Et lag kompost? Mere lys?

Eller strutter de friskt og mørkegrønt? Får de mange nye skud og blomster? Overrasker de dig ved pludselig at være vokset meget på kort tid? Ved at sætte blomster? Frugter? Trives de? Gør de, hvad planter formodes at gøre?

At lytte til sine planter indebærer også, at man sætter sig ind i, hvor planten kommer fra, og hvilke omgivelser og hvilken slags pasning, den foretrækker: Er det en surbundsplante, der skal have speciel jord og regnvand? Er det en tørketålende plante, kaktus eller sukkulent, rosmarin, timian, lavendel, som gerne vil have klipper, sand i jorden og ikke så meget vand? Er det jordbær, som deler sig ved udløbere, og som helst skal fornyes hvert 2. eller 3. år? – Hvis planter ikke har det godt, skal de nok få det sagt. Man skal bare høre efter. De fortæller dig det, når du går dine daglige runder, hvor du nyder og nusser om dine planter. Og du behøver ikke at sige noget, men kan gå og tænke dine egne tanker imens.

Planter er basalt set som os, men meget, meget langsommere. Deres liv kan i gunstige tilfælde strække sig over hundreder – ja, somme tider tusinder – af år, og det kan tage dem en uge at folde et nyt skud eller en knop ud. På den måde passer de glimrende til gamle menneskers tempo, og de er gode til ikke at råbe op og forstyrre, hvis man lige er i gang med noget andet.

Forbløffende hurtigt fornemmer en plante, om den er havnet et godt sted, et sted, hvor dens behov kan opfyldes. I tillid til, at de gode forhold fortsætter, strækker den sig i vejret, producerer nye skud, blomster og frugter og eksisterer på den frodige og naturlige måde, som kun levende planter kan.

Pas godt på planterne! – Der er ikke noget mere deprimerende end synet af planter, der står og sygner hen … nedvisner … Planterne udgør grundlaget for alt liv, vores eget inklusive, og når vi tiltager os magten, som vi har gjort over børn, andre mennesker, dyr, planter, kloden, så følger der for hver især af os et ansvar med.

Hunde

er skønne og livsglade følgesvende! Jeg har altid haft hund – og kat, sommetider to ad gangen – og vi har bl.a. haft fisk, hamstere, fugle, skildpadder og høns.

Men her, mere end et år efter den gamle hunds bortgang, er vi stadig dyreløse.

Da det begyndte at lakke mod enden, skrev jeg midt i sorgen over min trofaste ven en liste til mig selv, så jeg kunne huske, at der altså også fulgte både gener og ansvar med, hvis jeg skulle få lyst til at fare ud og anskaffe en ny hund. Jeg skrev:

  • Hunde skal luftes mindst tre gange om dagen
  • Hunde æder lort
  • Hunde sviner overalt! Gulve, biler, møbler, tæpper, tøj, alt!
  • Hunde kradser på møbler, gulve og døre
  • Hunde fælder
  • Hunde kan ikke være alene ret lang tid ad gangen
  • Hunde skal strigles
  • Hunde tisser på gulvet
  • Hunde får lopper, orm og flåter
  • Hunde skal regelmæssigt til dyrlæge
  • Hunde kaster op
  • Hunde gør
  • Hunde generer gæster
  • Hunde generer naboer
  • Hunde kræver opmærksomhed og omsorg døgnet rundt
  • Hunde skal trænes i årevis
  • Hunde bliver syge og kede af det
  • Katte sviner også

Vi er for gamle og har fået det for roligt og for pænt til at ville adoptere en ny, livlig hvalp med alt, hvad det inde­bærer af snavs, opdragelse og ansvar. Og jeg vil heller ikke overtage en brugt hund, en hund, der allerede har oplevet tab og nederlag, og som derfor sandsynligvis ikke ville stole 100 % på mig, den nye ejer. – Men jeg savner følgeskabet, jeg savner at have en glad hund med på mine daglige skovture.

Så kom jeg i tanke om, at man i Ålborg Kommune får en bøde på 2000 kr. på stedet, hvis man går med en løs hund. Som en slags kompensation for denne urimelige regel har man her i Hammer Bakker ind­hegnet en smal strimmel nåletræer, og så kan hunden jo løbe frit der …

Men ingen normal hund kan få to minutter til at gå i det lille, mørke og uspændende område. Det er nær­mest en hån mod hundens natur. – En hund har brug for store vidder og oplevelser. Hver dag. Og den skal kunne følge sin flok, hoppe over en grøft, spæne af sted i højt græs og snuse sig frem, hvor den går. I en for lille, og dermed overpisset, ’Hundeskov’ er duftsporene for kraftige og vil blot forvirre hun­den, og det kedelige område byder ikke på flere oplevelser end en baghave. Så kan hund og ejer kun stå og vente på, at der måske kom­mer en anden hund, som gider lege, men det kunne jo lige så godt ske inde i sko­ven eller på en markvej. Og både hunde og ejere ville få en bedre oplevelse og mere motion, hvis de bare gik en tur.

Det er de talløse naturfolk og jægere, der har presset på, så en almindelig hund ikke længere kan leve et almindeligt hundeliv.

Og det er alle de almindelige, naturfremmede hundeejere, der ikke har nogen viden om hunde, dyr og natur, men som lader uopdragne, måske endda aggressive eller bare fjollede, hunde løbe rundt og ge­nere skovens dyr og andre skovgæster, der gør det svært for de få, der har taget sig tiden til at op­drage deres hunde.

De fleste mennesker i dag anskaffer sig nogle små, tumpede kræ, og så lader de kræene lege med hinan­den i ’Hundeskove’, som om de fulgte børn i børnehave. – Det er ikke et rigtigt hun­deliv, og selv små hunde kan være svære at styre, hvis de ikke får erfaringer med den virkelige verden, så de kan mod­nes og tage ansvar.

Eller folk får sig nogle store, imponerende hunde, som de har set i film eller tv-serier, uden at have den mind­ste anelse om, hvad opdragelse, træning og pasning af et sådant dyr indebærer.

Min sidste hund var en vagthund. Dvs. at den var nervøst anlagt, forsvarsparat, foretrak sikkerheden i flokken og selv pas­sede meget på ikke at blive væk på skovture. Den løb frit omkring, men den vid­ste, at det var dens opgave at holde øje med mig, og da den var knyttet til mig og bange for at blive ladt alene, holdt den sig i nærheden hele tiden. Hvis vi mødte nogen, mennesker eller dyr, gik den automatisk tilbage til mit ven­stre ben og følte sig tryg, når jeg gav den en godbid og tog den i snor. – Min ejer har styr på det, tænkte den nok og var helt rolig. Den kunne aldrig finde på at løbe hen til fremmede mennesker eller andre hunde uden min udtrykkelige tilladelse.

De fleste hunde har så meget instinkt tilbage, at de ville sætte efter fx en hjort, en ræv eller en hare, også mine hunde, men da de var opdragede og trænede og havde tillid til mig, ville de først kigge på mig, og så ville de løbe, hvis jeg løb forrest. Hvis jeg stod stille og måske sagde ’Pas på …’, ville de tage det meget alvorligt og holde sig til mig. – For sidste gang, jeg sagde ’Pas på’, var måske sekundet før, hunden fik et voldsomt stød af et elektrisk hegn eller fik snuden revet af en gal kat.

At få en glad, veltilpasset, rolig og disciplineret hund, der stoler på sin ejer, tager år. Det begynder allerede ved afhentningen af den lille hvalp, som naturligvis er af en race, der er parat til at arbejde sammen med mennesker og se mennesket som fører. Man skal hele vejen igennem være omsorgsfuld, glad, kærlig, og tilrettevise sin hvalp på en rolig måde uden ophidselse, vrede eller vold. Den skal sove i nærheden af dig, den skal have tillid til, at du gør det bedste for den, den må ikke være alene, før den er parat til det, og i så fald ikke ret længe ad gangen, den må ikke overlades til børn, og alle dens behov skal opfyldes, mad, vand, selskab, leg, ro, forudsigelighed, læring og klare linjer.

Hvis en hund får denne form for behandling og dertil masser af gode vaner, så kan man tage den med sig overalt og forvente god opførsel i enhver situation. – Det er i øvrigt akkurat det samme med børn.

Men man skal være omhyggelig, når man vælger hunderace, og ikke bare gå efter udseen­det eller efter, hvad der er nuttet eller smart lige nu. Racer, der er avlet til at trække slæder, til at løbe, til at strejfe, til at jage, til kamp, til at stole på sig selv og varetage en specifik opgave, fx at holde gården fri for rotter eller jage ræve ud af huler, er vanskelige at holde i et almindeligt hjem. Og en hund kan blive omkring 15 år gammel, så det er meget lang tid at trækkes med en besværlig og uopdragen hund, der ge­nerer alle omkring sig.

I stedet for hund og kat holder jeg nu potteplanter. De skriger ikke på opmærksomhed. De skal ikke op og tisse om natten. Eller ud og gå tur, når det regner, eller lige, når min film er begyndt.

Og jeg fodrer de vilde fugle, herunder min gode krageven, som alle holder øje med mig fra træerne og gerne tager det tilbudte foder og vand, men som ikke tager skade af at være alene hjemme.

Coronavirus

Det er bekymrende, at en ny virus er ved at brede sig.

Det er måske endnu mere bekymrende, at vi ældre mennesker så let udskilles af fællesskabet med ’beroligende’ ord fra eksperterne om, at virussen kun er alvorlig, hvis man tilhører den ældre aldersgruppe og måske ovenikøbet har en kronisk sygdom.

Kan vi så nemt undvære de ældre? At vi afskriver dem med et skuldertræk og et ’bare rolig’ til de yngre? Hvor meget yngre skal man være for at være rolig? 5 år? 10 år? 20 år?

Hvad siger de ældres arbejdsgivere? Kollegaer? Ægtefæller? Venner? Børn og børnebørn? – Ser de bare frem til arv og bedre plads?

Politikens Netavis, 1.3. 2020*:

’Ekspert om coronavirus: »Den er slet ikke så farlig, som mange går og tror«

(…)

Hvem er i farezonen for smitte?

»Langt de fleste behøver slet ikke være nervøse. Det er stort set, med forbehold for undtagelser, primært den ældre aldersgruppe og folk med kroniske sygdomme, der bliver alvorligt ramt. Hos børn og unge ser man næsten ingen dødsfald. For langt størstedelen af dem, der bliver smittet, udvikler det sig til en mild sygdom, som man sagtens kan overleve«.  (…)

Skal man være nervøs, hvis man får konstateret corona i Danmark?

»Man behøver bestemt ikke være nervøs for, at man mister livet, hvis man får konstateret corona. Det er kun i få tilfælde, at folk fra bestemte grupper, altså i forvejen syge, særligt svækkede og ældre, kan have grund til bekymring og skal passe på.  (…)’

Og

Politikens Netavis, 2.3. 2020:

’Er du fyldt 50 år? Så er du allerede senior og en af jobmarkedets tabere‘

I det hele taget er vi blevet hurtige til at udskille medborgere i kategorier, som ikke omfattes af det fælles ’vi’, og som vi ikke behøver at udvise solidaritet, men blot kan tilkaste lidt opmærksomhed og almisser ved festlige lejligheder: kvinder, indvandrere, flere generationer af børn af indvandrere, udkantsmennesker, jyder, overførselsindkomstmodtagere, brune, arbejdsløse, sygemeldte, hjemløse, patienter i psykiatrien, børn med særlige behov, kronikere …

Derudover er det nu helt åbenlyst, at vores vinterferiemigration er en lige så fast tradition og potentiel smitterisiko, som kinesernes nytår viste sig at være.

*https://politiken.dk/indland/art7683264/%C2%BBDen-er-slet-ikke-s%C3%A5-farlig-som-mange-g%C3%A5r-og-tror%C2%AB

Kvinderollen er (igen) til forhandling

Om Lise Rønne/Bo Tao Michaëlis:

Tv-værten, Lise Rønne, skrev d. 14. 12. 2019 en glimrende og tankevækkende kronik i Politiken*, hvor hun reagerede på en nedsættende tv-anmeldelse skrevet af Politikens tv-anmelder, Bo Tao Michaëlis**, som i sit vildtblomstrende sprog bl.a. fik kaldt hende ’småneurotisk’:

‘Den i andre sammenhæng ferme værtinde Lise Rønne vimser småneurotisk rundt i vanlig værtindestil på energi af velvillighedens intentioner bestrøet med søde superlativer. ’

Lise Rønne sætter i sin kronik projektøren præcist på et meget ømt sted i den offentlige debat. Hun skriver bl.a.:

’Jeg er ellers vant til lidt af hvert. Jeg har ofte kun lige sagt ’tak for i aften’ i Aftenshowet, inden det er trillet ind med beskeder i min indbakke, typisk fra ældre kvinder i bedstemoralderen i øvrigt.

Et hurtigt greb i posen: Jeg har lignet ’en dreng’ og ’en kræftsyg’ pga. mit ’gyselige korte hår’. Der har også været den med, at min mand da måtte finde mig virkelig grim.

Eller de ufattelig mange, der har oplevet mig som værende et mix – kombiner selv – af en medieliderlig, hysterisk, selviscenesættende, skinger (selvfølgelig), tomhjernet gås med en grim krop i noget grimt tøj, der har gjort, at de med det samme har været nødsaget til at skifte kanal. Småneurotisk er ny for mig.’

Lise Rønne – og mange andre, fortrinsvist kvinder – har fået ondsindet, personlig kritik fra tilfældige mennesker efter tv-optræ­dener, og det hører ingen steder hjemme. Heller ikke Bo Tao Michaëlis’ vrantne og nedladende kommen­tarer om hendes person burde have været trykt. Det ligger langt ud over alle grænser offentligt at nedgøre en sagesløs person på denne måde og med dette ordvalg.  – Så hvad sker der?

Bortset fra almindelig forråelse og dedikerede internettrolde er nogle mennesker bare vrisne, uopdragne og uempatiske, og de nye medier lader dem uhindret komme til orde på alle platforme.  Selv Politikens ellers seriøse debatredaktion lader i disse år i klikfiskeriets navn usaglige og pointeløse, personlige tilsvininger passere som ’læserbreve’ eller ’debatindlæg’, og deres tv-anmeldelser er nu også ufølsomt og grundløst personlige.

 –  Men måske er der også andet end empati og velopdragenhed på spil? Noget, som også tænksomme, velopdragne og empatiske mærker? Som måske er et resultat af en kultur- og generationskløft?  – Som kvinde i bedstemoralderen vil jeg forsøge at forklare, hvorfor ældre mænd og kvinder i nogle tilfælde lader sig provokere af yngre værtinder i radio og tv.

Vi havde Ghita Nørby, som fortvivlet og pinligt aggressiv måtte opgive et interview med en kvindelig ud­sendt fra Radio 24/7.

Vi havde Rasmus Bech, efter min mening den bedst begavede skribent Politiken har, der kom for skade at kommentere, at kvindelige nyhedsværter stolprede rundt i tårnhøje stiletter. Hvilket de jo gør.

Og så har vi Bo Tao Michaëlis, hvis bedagede onkelkommentarer om kvinder i samme avis længe har været anstødelige, også for mig, der er hans jævnaldrende.

Først og fremmest har tv en stor gennemslagskraft, og alle mennesker kan frit projicere alle deres egne problematikker over på tv-personaerne, fordi de ikke kender dem.  Og der kommenteres lystigt i de mange medier.  Mange gange følelsesdrevet og formålsløst på en måde, der ikke fremmer debatten. – Offentlige personer, navnlig kvinder, udsættes i dag for så mange personlige angreb, at der skal endog me­get hård hud på sjælen for at stille sig frem. – Mænd er mere beskyttet bag neutrale jakkesæt og en afdæmpet, seriøs manderolle. De fremhæver ikke deres seksuelle tilgængelighed med overflødig pynt, mens de refere­rer fra verdens brændpunkter, og påkalder sig dermed ikke i samme grad forstyrrende opmærksomhed på deres egen person.

Dernæst er tv ikke længere et lille 25 tommers billedrørs-tv, som er gemt af vejen i en krog og kun tændt et par timer om aftenen. I dag har de fleste 60 tommer fladskærm klasket op mod stuens bedste væg, hvilket betyder, at værterne smækkes lige op i synet på os i storskærmsformat, hvilket kan føles overvældende og  intimiderende.

Og så kan vi konstatere, at kvinderollen, herunder moderrollen, til stadighed diskuteres heftigt i disse år, navnlig i Politiken. Vrede følelser sparkes frem og tilbage. Det er, som om den ene kvinde ikke kan tillade, at den anden kvinde lever anderledes, end hun selv gør. – Og det er ikke noget nyt. – I midten af 70’erne blev jeg tjekket og voldsomt kritiseret af min storesøster, fordi jeg havde smurt vaseline omkring mine tørre øjne, før jeg en morgen skulle af sted til mit sommerferiejob på en planteskole. Hun troede, at jeg havde brugt mascara og var ude på at fremhæve mine kvindelige træk og gøre mig lækker. – Det gjorde man ikke ustraffet på den tid! – Én af mine gamle veninder betroede mig, at hun stadig havde dårlig samvittighed over at lakere sine tånegle. – I 70’erne, da vi, der nu er i bedstemoralderen, var unge, var makeup og andre seksualiserede signaler ikke socialt acceptabelt, og vores verden var fuld af vrede storesøstre, der sanktio­nerede os, hvis vi prøvede at score billige kønspoint.

Det er dette tankemønster, Lise Rønne og andre kvinder, der viser sig offentligt i fuld krigsmaling og måske ovenikøbet højhælede sko, er oppe imod. De kvinder, der i 70’erne læste Marx og Habermas og kritiserede de herskende kønsroller og gik med spaltet hængehår, overalls og træsko, opfatter de yngre kvinders frem­toning som dullet og trutmundet indyndende. Mændene fanger måske mere de seksuelle signaler, som i vores ungdom var forbeholdt sexarbejdere og billederne i ’Weekendsex’ og ’Ugens rapport’, og reagerer på dem.

Jeg bliver personligt pikeret, når jeg støder på journalister, der burde være neutrale i dragt og adfærd, på skærmen stille sig an i stiletter og andet udstyr, der for mig er forbundet med en udvendig seksualitet og et ønske om at opildne husarerne.

Og navnlig reagerer jeg, når en kvindelig journalist i et nyhedsprogram øjenflirter med seerne, herun­der mig, anstiller sig lillepiget ubehjælpsomt med indadvendte tæer i stiletter og taler tuttenuttet læspende som en fireårig, der vil opnå noget af farmand. – Der er ikke meget tryghed og troværdighed at hente der, hvis no­get alvorligt skulle indtræffe i vores fælles samfund.

Jeg kan meget nemt undgå tv-udsendelser med disse værter, og de to tv-anmeldere på Politiken får penge for at mene noget og må tage de storme, deres meninger rejser, mens fx Ghita Nørby var havnet i en låst situation, hvor hun skulle tilbringe timer i sit eget hjem med en lillepiget, åndløs person, der ikke kunne fatte bare en flig af det lange og intense liv, skuespilleren havde gennemlevet, og de tusind forskellige og hver især udfordrende roller, hun havde levet sig ind i, men alligevel naivt insisterede på at stille idiotiske poesibogsspørgsmål som fx ’Hvad er din yndlingsreplik?’  – eller måske ligefrem var blevet coachet til på denne måde at fremprovokere en reaktion for lyttertallets skyld, hvad ved man.

Den seksualiserede, lillepigede ubehjælpsomme, smålæspende, indyndende opførsel, som nogle kvinder viser i medierne, var bestemt ikke det, vi bedstemødre og bedstefædre havde ønsket for vore døtre og deres veninder, da vi arbejdede for, og troede på, en ny og bedre verden med ligestilling, værdighed for individet og nogenlunde ens krav, vilkår og løn til mænd og kvinder.

Efterskrift: Men det ser ud til, at tv-stationerne tager os ved næsen og udvælger og udstyrer de kvindelige værter, så de fremstår så sexede, som muligt … Ikke underligt, at seere, anmeldere OG bedstemødre reagerer, når de kvindelige værter trækker sexkilling-kortet!

Se:

https://politiken.dk/kultur/medier/art7571509/Grimme-kvinder-finder-aldrig-vej-til-sk%C3%A6rmen

https://ekstrabladet.dk/sex_og_samliv/det-siger-kvindens-valg-af-hoeje-haele-om-hendes-sexlyst/7936646

* https://politiken.dk/debat/art7544230/K%C3%A6re-Politiken-jeg-synes-I-skal-holde-op-med-at-tale-forned­rende-til-kvinder

** https://politiken.dk/kultur/film_og_tv/art7508703/Hvorfor-laver-DR-et-lyrikprogram-som-ikke-tager-emnet-alvorligt

Man har overlevet sig selv, når man

– ikke forstår det dansk, der bliver talt (mumlet) i dansk fjernsyn og film

– ikke har tillid til nyhedsværter, der ligner og opfører sig som fjollet fnisende konfirmander

– sukker over nyhederne, for det var det samme sidste år, året før og mange, mange år før da igen

– bliver rost af en meget ung bibliotekar, fordi man kan ’finde ud af det med computere’ … Så smiler man bare venligt med sammenbidte tænder og undlader at fortælle årsungen, at man har arbejdet professionelt med mange slags computere i mange år, før han selv blev født

– bliver løbet over ende på stilfærdige spadsereture, også på førhen meget stille skovstier, af store barnevogne, enorme cykler med børnetrailere påhægtet, løbehjul, racercykler, knallerter, mountainbikere i hæsblæsende fart, og svedende løbere i alle aldre og køn

– endnu ikke har vænnet sig til, at folk spiser, drikker, ryger, hører musik, taler i telefon og i øvrigt forretter deres legemsøvelser, fx løber svedigt omkring, gør strækøvelser og anden gymnastik, cykler på MTB’ere, i det offentlige rum

– opdager, at ikke engang danske forfattere kan dansk, men ’lukker aftaler’ og ’har hinandens ryg’ – begge dele absurd vrøvl for dansktalende, og at der i øvrigt lyder en masse udansk ’fuck’ og ’shit’ alle vegne. Forhåbentlig hører de pæne englændere og de puritanske amerikanere os ikke …

– stadig opfatter sit land som venligt, gæstfrit, ikke-krigsførende og som opretholder af basal humanisme og forsvarer for de menneskerettigheder, der efter sidste verdenskrig blev aftalt i FN, netop for at undgå flere krige

– ikke forstår nye ord som fx ’madspild’ … Hvem smider mad ud? – Det gør man da ikke! – Man holder hus, tilpasser sine indkøb, har et repertoire af lækker restemad, evt. en hund, og man respekterer selvfølgelig – og har altid respekteret – verdens ressourcer, sparet på vandet, strømmen, varmen, tøjet. Repareret, genbrugt, og (næsten) ikke spildt penge og tid på frisør, accessories, indretningsdimser, mere end ét sæt møbler, mode, bagerbrød og andet pjank

– har det bedst med indvandrere og udlændinge, som stadig har bevaret en kultur, der indbefatter almindelig høflighed både i tiltale og i væremåde

– krummer alle ti tæer i flovhed over pinlige, danske tv-programmer og uvidende politikere

Unge og miljø

Det er komplet uforståeligt, at det er de samme, sløve unge, der altid glemmer at slukke lyset, at skrue ned for varmen, at lukke for vandet, dem, der smider deres to go-kaffekrus og fastfood-emballage alle vegne, som tværer skodder ud på fortovet og smadrer flasker for sjov, som laver hjulspin i gamle biler og kører i bil til bageren om morgenen, som skifter garderoben ud hver fredag, som uden betænkning flyver til Thailand med to-tre småbørn, og som efterlader festivalpladserne med et meterhøjt lag af skrald i form af udmærkede telte, soveunderlag, soveposer, plasticposer, plasticflasker og plastickrus, som nu bliver udnævnt til at være dem, der skal redde verden fra de foregående generationer, dvs. de ældre, der omhyggeligt holder øje med deres forbrug, tilbringer hver eneste sommerferie i Tisvildeleje, cykler på indkøb, sorterer affald med stor nidkærhed, går i det samme tøj år efter år og pænt samler op efter sig selv.

Børn er børn, og børn ved ingenting. De skal først lære af de voksne.

Vi voksne bør gå i kødet på politikerne, industrien og landbruget og se på vores egne muligheder, før vi begynder at pege fingre ad hinanden og i afmagt udnævner uvidende børn til verdens frelsere.

Sidste bane

Når man har nået en vis alder, måske 60, 70, 80 år eller mere, kan man have det, som om man er nået til enden af computerspillets sidste bane.

Der sænker sig en ro over ens liv, en tilfredshed, en glæde ved det, man har opnået, ved de velkendte, daglige omgivelser, ved udsynet til naturens gang, og selve himlen over én synes ofte oplyst af et væld af harmoniske farver. Man trækker vejret dybt ned i maven og fornemmer, at alt er godt.

Dette sker naturligvis kun, hvis man har bestået alle de foregående baner.

Hvis man har haft en tålelig barndom, ihvertfald overlevede med krop og psyke nogenlunde intakt.

Hvis man fik en uddannelse, lærdom, kundskaber, der passede til ens iboende trang.

Hvis man fandt en god partner og kammerat, der holdt én ud igennem mange, mange år.

Hvis man fik de børn, man havde ønsket sig, og de voksede op og fandt deres egen hylde, hvor de forhåbentlig også engang finder roen.

Hvis man fik mulighed for at arbejde på at skabe sig det liv, som man havde drømt om – sådan cirka.

Hvis helbredet holdt det meste af tiden.

Hvis man fik indrettet sig med sig selv og sine omgivelser sådan, som man efterhånden indså, at det passede én godt.

Herunder forstod, at man ikke behøver at finde sig i noget fra andre, selvhjulpne voksne, men at man altid skal strække sig langt – og være generøs med sin tid – når det gælder de små, dyrene og de underprivilegerede.

Og endelig når belønningen i form af sjælero formentlig kun frem til de modtagere, der undervejs har givet sig selv mulighed – og masser af tid til at reflektere og lære.

Når tilfredsheden indfinder sig, kan det skyldes evnen til at filosofere over det større perspektiv og til at affinde sig med, at ikke alle er født lige smukke, rige, kloge og privilegerede. Og så naturligvis evnen til at glæde sig over, at man alligevel formåede at skabe sig den plads i tilværelsen, der passede én allerbedst.

– Og så er det for øvrigt hormonelt betinget. Når hormonerne og ambitionerne aftager, indfinder harmonien sig helt automatisk – når man kommer til den sidste bane.

Forår

Engang føltes foråret som et krav. Man skulle ud af sofaen, ud af sin brune vinterhule, væk fra bøgerne, chokoladekagerne og stearinlysene og ud i vejret. Fandengalemig!

Og så stod man der, frysende i sandaler og aspargesben, i det alt for klare lys og var ikke klar selv. Uden at vide, hvor man skulle gå hen.

For kravet var diffust. Uroligt. Ud i foråret. I skoven. På fortovscaféer. Promenere langs havnen. På stranden. Først og fremmest skulle man ud blandt mennesker. Færdes i flokke blandt andre forårsforvirrede. Hvis man sad inde en dag, hvor forårssolen skinnede, var denne dag at betragte som spildt i det store livsregnskab.

For sådan et havde man jo.

Mere end 60 års erfaring har dog lært mig et og andet.

Fx at skoven ikke er grønnere på pænere måder andre steder end lige her ved siden af mig.

At min egen have igen i år udviser en fantastisk fantasi af farver, frugtblomster, bier, mariehøns, spraggule citronsommerfugle, lysegrønt purløg og røde rabarber på vej.

At de mennesker, jeg holder af, er lige i nærheden og ikke skal opsøges på caféer, i friluftsbade, i legelande, til de store udendørskoncerter eller andre steder, hvor ældre kvinder ikke længere har behov for at lade sig se.

Vor nationalfilosof, Kierkegaard, skrev, blandt meget andet klogt:

– Livet er ikke et problem der skal løses, men en virkelighed der skal opleves.

Måske rækker det at gå med hunden i skoven, ganske som vi plejer, og bagefter hænge dyner og tæpper ud i sol og blæst. At gå og bakse med vasketøjet på snoren under forsytiaens gule opblussen. At indsnuse sollugt, jord, støv og blomster. At luge og feje en smule hist og pist, rydde vinterens visne stilke væk … at se det pible, nej vælte, op af jorden med frodigt grønt og gult og hvidt og blåt.

Måske rækker det at sidde en times tid i lækrogen og lytte til solsorten, som har lejet sig ind i mirabellen.