Vi er kommet langt, men der er langt igen. Kvindesagen er ikke så sexet længere, og det er svært for mænd at opgive privilegier, som har været naturlige for dem altid.
Det første, små drenge lærer, er, at de i hvert fald ikke er piger. Man er ikke en tøs. Man er en mand! – Denne indstilling levner ikke piger og kvinder meget respekt.
I Danmark har vi i årtier, ganske som i en dysfunktionel familie, haft den urokkelige overbevisning, at der ikke er nogen problemer her hos os. Vi bilder hinanden ind, at vi har lagt alt det med ligestilling bag os. Men virkeligheden, kvinders muligheder, repræsentation og den generelt ringe agtelse for kvinder og kvinders arbejde, siger noget andet.
Hvis vi skal nå længere, skal mændene melde sig ind i kampen. Tage et kritisk blik på deres egen og vennernes tankegang og opførsel. Gribe ind, når der bliver gramset på kvinder. Sige fra, når der bliver talt nedladende til og om kvinder, og når kvinder bliver upassende seksualiserede, nedværdigede, overset. Tage en tørn med børn og hjem, så ikke alt overlades til kvinden, der de facto ofte har to til tre job, men kun oppebærer en ringe løn for det ene.
Vi skal alle være opmærksomme, både i det private, men også i det offentlige rum, i medier, på arbejdspladsen, på gaderne … og en smule mere ’søstersolidaritet’, som det hed i mine unge år, ville heller ikke være af vejen.
I 1970’erne boede jeg i Rom, hvor d. 8. marts var en fest- og kampdag. Mine romerske veninder tog mig med til kvindehuset i byens centrum, hvor vi samledes i en gammel bygning og fabrikerede plakater, skilte, bannere, fakler – og uddelte mimoser, der i Rom netop sprang ud i den første uge i marts, til alle.
I flokke på titusindvis af kvinder sværmede vi således bevæbnede ud i nattemulmet i Roms gamle gader og krævede natten tilbage. – Vi demonstrerede for retten til at gå i fred på gaden uden at blive råbt ad, uden at blive opfordret til sex med fremmede mænd, uden at blive talt om, vurderet, raget på og i værste fald overfaldet. – Vi krævede respekt og sikkerhed!
Jeg har endnu den gennemtrængende duft af Roms nattestille, asfalt- og benzinosende gader og sødmen fra mimoserne i næsen, når vi nærmer os d. 8. marts. Og jeg genoplever stoltheden over at gå sammen med så mange selvbevidste kvinder, der – i det mindste denne ene aften – ejede byen og ikke fandt sig i noget.
I dag kunne man tage et view ud over verdens tilstand og tænke over, hvordan mændene mon selv synes det går? – Jeg ser klimakatastrofer, krige og kriser overalt! – Er det ikke tid, drenge, at rykke lidt til side og lade nogle kvinder komme til fadet? Opnå mere balance?
Mors dag og fars dag er noget vammelt, amerikansk og kommercielt pis ligesom Valentins dag, hvor man ved hjælp af dårlig samvittighed presser folk til at købe blomster, chokolade, balloner, restaurationsmiddage og alt muligt andet gøgl. Det er uværdigt og nedladende over for både kvinder og mænd.
Vi bør respektere kvinder hver eneste dag og sende kvinderne i Afghanistan, Iran og mange andre lande en kærlig tanke, og også gerne en praktisk opmuntring og en hjælpende hånd.
Derefter kunne vi fejre kvindernes dag ved at give os selv og vores veninder blomster. Og måske ved at åbne en flaske eller sætte kaffe over og tage en god lang snak med dem om, hvor langt de egentlig synes, vi er kommet.
Politikens chefredaktør roser på forsiden d. 5.10. 2022 statsministeren for ‘varme og empati’ dagen efter, at hun leverede Danmarkshistoriens ypperste åbningstale i Folketinget.
Ekstrabladet i dag d. 8. 10. 2022 – Og kvinder må ikke være kolde og kyniske, for, som alle ved, er de karaktertræk jo forbeholdt mænd. Måske specielt mænd på Ekstrabladet?
En statsminister besidder landets højeste embede og burde indgyde respekt. Men de selvovervurderende, små mænd, der har tiltaget sig ytringsretten i landets aviser, synes stadig, at de kan tillade sig at uddele karakterer for kvinders personlighed og væremåde og kræve, at de som Marilyn Monroe-dukker skal være søde, blide, smilende, føjelige, varme, empatiske … Selv når disse kvinder leder landet igennem krisetider.
Jeg husker ikke, at mandlige chefredaktører opfordrede Poul Schlüter til at udvise mere empati, da han indførte ‘Kartoffelkuren’ i 1986? Eller bad Anders Fogh om at være varmere og ikke så kold og kynisk i 2003, da han sendte danske soldater ind i Irak?
Men jeg husker, at Trump angreb Greta Thunberg, da hun af ’Times Magazine’ i 2019 blev kåret til ’Person the Year’ for sin vigtige kamp for klimaet – og han ikke blev kåret til noget som helst, men offentligt tweetede, at hun burde tage at slappe noget mere af …
Hvem er det lige, der skal slappe af? Lægge låg på egne primitive instinkter? Og holde sig inden for almindelige, rimelige grænser, når det gælder vurdering af andre mennesker?
Det er kun på baggrund af den evigt latente misogyni, magtmisundelse og klippefaste, gammeldags forestillinger om kønsroller, at myter om en statsministers ‘magtfuldkommenhed’ – Som STATSMINISTER! Med et folketingsflertal bag sig i alle beslutninger! – kan få lov at brede sig som skimmelsvamp igennem en mentalt dårligt udluftet befolkning.
********************
Hvad en (kvindelig) statsminister skal finde sig i – og smile ovenikøbet!
Tilføjet 18.10. 2022 , klip fra Nordjyske.dk – Cykelhandler fra Aalborg beder statsministeren om at smile noget mere:
Tilføjet nov. 2022:
Og Jesper Tørnkvist, sælger, synes, at TV-journalisten, Anja Westphal, skal smile noget mere, selv når hun bliver klemt af Inger Støjbergs bil:
Vi har vist alle med undren fulgt med i afsløringen af den store fagforening 3F’s formands dobbeltliv med to familier, to sæt koner og børn og svigerfamilier og venner med dertil hørende forpligtelser – ad flere omgange, først et sæt, så nogle år efter endnu et sæt.
Fagbevægelsen og ledende socialdemokrater var hurtigt ude for at forsvare formanden med henvisning til ’privatlivets fred’. Der eksisterer ingen lov, der forbyder en mand eller en kvinde at holde sig med flere samtidige – papirløse – familier, men der findes heller ingen undskyldning for at føre så mange mennesker, hele familier, børn og vennekredse, bag lyset. – Man kan i dag indrette sig, som man vil, med andre oplyste, indforståede og accepterende voksne. Formanden for 3F havde lige glemt at informere sine koner og familier om arrangementet. – Men han er hverken den første, den eneste eller den sidste mand i verdenshistorien med flere koner.
Mænd har altid haft flere koner, hvis de havde muligheden. At vinde prinsessen og det halve kongerige er en heltedrøm, der mindst går tilbage til de gamle grækere, som vi kender dem fra myterne, og når man først havde prinsessen og magten og muligheden, var en enkelt kone sjældent nok. Så betød det mindre, om man var græsk helt, kinesisk kejser, indisk sultan, britisk prins, magtfuld pengemand bag store Hollywoodproduktioner, nyhedsoplæser på TV2, fagforeningsformand, borgmester eller politiker.
Haremmet, Topkapipaladset, Istanbul, hvor sultanen efter sigende holdt flere hundrede hustruer, medhustruer og elskerinder. – Når en sultan døde, var det kutyme, at hans stærkeste arving enten slog alle sine halvbrødre og konkurrerende drengebørn/unge mænd ihjel med det samme – man talte om dagen, hvor de mange kister forlod paladset – eller mere humant sejlede dem over til Prinseøerne i Marmarahavet ved indsejlingen til Bosporusstrædet, hvor de kunne leve godt, men afsondret under streng bevogtning. – Hvad der blev af alle de mange kvinder og deres døtre, ved jeg ikke.
Min oldemor var en halvvoksen pige fra Andrup i Sønderjylland, da hun i slutningen af 1800-tallet rejste til København for at prøve lykken der. – I anetavlerne stod hun opført som ’skuespillerinde Johanne Andrup’, men da man efterforskede det, viste det sig, at hun var en holdt kvinde, dvs. ugift elskerinde, til en Carlsberg-direktør, som avlede to sønner med hende. – Ifølge de ældres erindringer var direktøren en fin mand, der sørgede godt for Johanne og hendes drenge, og han var også en synlig bedstefar i de uægteskabelige sønners familier, når han som ældre en gang om året dukkede op i sin rummelige sorte direktørbil og kørte dem alle på udflugt til Dyrehaven nord for København. – Da han døde omkring 1930, var der en pæn arv til hver af sønnerne, som kunne købe eget hus i forstæderne for pengene, hvilket var usædvanligt på den tid under den store, økonomiske krise, hvor så mange blev arbejdsløse og levede under kummerlige kår.
Drømmen om eget hus i forstæderne kunne i begyndelsen af 1930’erne realiseres i Rødovre for en uægte søn af en Carlsbergdirektør desformedelst en fædrene arv på 10.000 kr. – Hesten hedder ‘Prins’.
I 1880’erne ramte den store sædelighedsfejde højrepolitiker og godsejer, kultusminister Jacob Frederik Scavenius, som i øvrigt var fætter til konseilspræsidenten, den tids statsminister, Jacob Brønnum Scavenius Estrup, da en borger anklagede ham for usædelig levevis. En kultusminister var minister for kirke og undervisning og forventedes at leve et anstændigt liv. Men denne borger var en aften fulgt efter minister Scavenius og havde set ham gå ind i en opgang, hvor der boede et kendt, berygtet kvindemenneske. På et vælgermøde i Store Heddinge anklagede han derefter offentligt ministeren for usædelig levevis og fremførte, at han ikke kunne bestride posten som bl.a. overhoved for kirken, når han hengav sig til sådanne udskejelser. – Man forsvarede ministeren med, at det henhørte under ’privatlivets fred’, og da han senere blev fjernet fra sin post, var det med andre begrundelser. – Hvis det at besøge en prostitueret eller i det hele taget at have udenomsægteskabelige forhold skulle koste en mand hans post, ville der ikke være mange mænd i beskæftigelse på den tid.
Sagen affødte ophedede diskussioner om sædelighed og passende livsførelse, og forfattere og debattører, bl.a. Bjørnstjerne Bjørnson og Georg Brandes debatterede ivrigt. Bjørnstjerne mente, at alle, både kvinder og mænd, burde leve dydigt og begrænse deres seksuelle udfoldelser til ægteskabet. Han blev støttet af kvindesagen og af de religiøse, hvorimod Brandes var fortaler for en friere seksualitet for alle parter. Fejden førte ikke til nogen ændring i den offentlige moral og levevis på det tidspunkt; mænds promiskuitet havde lange rødder bagud, og kravene til kvinders dydighed var uforandrede.
Fakta var jo, at mændene sad på magten. De havde overtaget både økonomisk og socialt, og tankegangen var, at når en mand betalte for en kvinde og hendes børns underhold, så indbefattede hans ret også en seksuel eksklusivaftale, så han kunne være sikker på, at børnene var hans eget kød og blod. At opfostre en andens mands afkom blev anset for nedværdigende og umandigt.
Kvinderne havde ikke mange muligheder for at forsørge sig selv med passende arbejde, der ikke involverede at sælge deres kroppe til lystne mandfolk. Enten på acceptabel vis som hustruer, som holdte kvinder eller som sexarbejdere i bordeller eller på gaden.
Mens sædelighedsfejden foregik med taler, avisartikler og et hav af polemiske pjecer, sad fru Scavenius hjemme på sit gods og holdt lav profil. Senere tider har undret sig over, hvorfor hun fandt sig i sin mands usædelige færden i København – som også omfattede mindst én kendt, fast elskerinde, ud over de løsere. Og det hele blev blæst op i offentligheden.
Der skal man nok forstå, at ministerfruen på Gjorslev Gods syd for Køge ikke havde så mange andre muligheder. Skilsmisser var ikke almindelige og da slet ikke i de kredse, og faldet i levevilkår og status fra godsejerfrue og mor til den næste godsejer til subsistensløs eller blot fraskilt, hjemmeboende datter eller skyggetante hos en søster var for stort til at udgøre en reel mulighed. Dertil kommer, at fruen måske satte pris på sit fredelige aleneliv, mens manden slog sine folder andetsteds.
I de tider døde mange kvinder i barselsseng, børnefødsler er, som vi jo ved, risikable og smertefulde, og pålidelig prævention var ikke tilgængelig. Det var behandling for kønssygdomme heller ikke, så kvinder havde mange gode grunde til at forsøge at undgå samleje og graviditet, når de først havde opfyldt deres pligt og leveret en arving. – Derudover er sex med mænd på mænds præmisser ikke altid en berigende og eftertragtelsesværdig oplevelse for en kvinde, og da slet ikke en lidt ældre, der måske fandt mandens hjemkomst og tilstedeværelse på gården en smule ubekvem. I virkeligheden, tror jeg, at mange kvinder, om de var gift med en arbejdsmand, en direktør i ølbranchen eller en minister, efterhånden lærte at sætte pris på, at manden fandt afløb for sine lyster andre steder. Arrangementet kunne være til begges fordel, så længe det ikke kostede hustruen hendes levegrundlag og status, og så længe manden gik lidt stille med dørene. – Hvad det gjorde ved de holdte og prostituerede kvinder, kan vi næppe forestille os, men de undgik i det mindste sultedøden …
I dag er tingene her i landet lykkeligvis anderledes. De økonomiske og samfundsmæssige forhold har ændret sig meget de seneste 100 – 150 år. Danske kvinder vandt retten til uddannelse og ordentligt arbejde og kan nu forsørge sig selv og deres børn uden at skulle stå til rådighed for lystne mænd. Nu skal manden fortjene sin kone på helt andre måder, følelsesmæssigt og seksuelt, og det kan være langt vanskeligere at leve op til end blot at betale sig fra det hele. – Hvilket importen af ofte handlede kvinder fra mindre begunstigede egne af kloden er et tydeligt vidnesbyrd om.
Landets statsminister, regeringen, støttepartierne, embedsmænd, råd og styrelser har efter bedste evne forsøgt at få os igennem en verdensomspændende epidemi og minimere tabene, både de menneskelige og de økonomiske. – Og det er faktisk gået relativt godt indtil nu.
Man bør være taknemmelig for, at det er Mette Frederiksen, og ikke den tidligere statsminister, der står på broen i denne storm. Hvor Mette Frederiksen og hendes regering synes at have det fælles bedste for øje, var den tidligere statsminister som oftest fokuseret på, hvad han personligt kunne få ud sin politiske stilling; vi husker alle underbukserne, fadøl, pornofilm og rygerrengøring på hoteller, dyre førsteklasses flybilletter på miljøets regning, gratis sommerhus, luksusautocamper m.m. Og nu ser det på hans desperate forsøg på at promovere sig selv med ligegyldige sejlture og dårligt skrevne bøger ud til, at han endegyldigt har tabt sutten og værdigheden. Hans afløser som venstres formand forekommer stadig usikker og lidt famlende betuttet.
Vi har åbenlyst den bedste statsminister, vi kunne ønske os i denne situation. Ikke perfekt, overhovedet ikke, der er forekommet en del skævere, men Mette Frederiksen er klart den bedst mulige under omstændighederne. Men de aggressive forfølgelser og nedrige angreb på hendes person vil ingen ende tage:
På pressemøder om tiltag for at sikre befolkningens sundhed går små journalister arrigt som terriere, der lugter rotter, til statsministeren med perfidt udtænkte spørgsmål om alle mulige, helt uvedkommende sager, som om hun var hovedanklaget i en større kriminalsag: Om mink, sms’er, hvem vidste hvad hvornår … Stop jer selv! – Man undergraver ikke sin kompetente, lovligt valgte leder i en krisesituation på et pressemøde, der handler om noget helt andet og meget mere presserende!
– Selvfølgelig skal enhver statsminister og regerings embedsførelse undersøges nøje, og alle regler skal følges. Men der er allerede nedsat en kommission til at undersøge minksagen, og man må formode, at alle disse vrede og aggressive, ledende spørgsmål kunne vente til de pressemøder, der er bestemt til at handle om minksagen. I stedet overfalder man statsministeren og generer 1,7 mio. af landets befolkning på det groveste i den bedste sendetid. Alle os, der har tændt for tv’et, fordi vi gerne ville vide noget om smittesituationen og påtænkte tiltag, sidder og spilder tid og krummer tæer, fordi nogle journalister kidnapper begivenheden og forsøger at søsætte deres helt egen magtdagsorden. I et grimt, vredt anklagende og intimiderende sprog. Hvad er de så vrede over? – At stå over for en sikker og handlekraftig kvinde? Set hjemme fra sofaen ligner det umiskendeligt indædt og vildt flagrende misogyni. Sådan har jeg endnu aldrig set journalister behandle en mandlig statsminister, selv ikke de små og fjottede af slagsen.
Med så mange utilstedelige og nedrige personangreb kunne statsministeren for længst have pakket sine ting og have forladt kontor, embede og politik. For altid. Og når ingen ordentlige mennesker vil være i politik, så bliver vi overladt til de små selvoptagne mænd …
Også højre side i Folketinget er på krigsstien: mink, sms’er, hvem vidste hvad hvornår … Og de bebrejder statsministeren hendes selvbevidste handlekraft! – Er det, fordi statsministeren er en kvinde? – Er selvbevidst handlekraft ikke netop det, vi har brug for i en krisesituation? Ville man bebrejde en mandlig leder i en krisesituation, at han viste mod og handlekraft og ikke var bange for at bruge magten til alles bedste? Kan nogen bebrejde Mette Frederiksen, at hun har brugt magt til egen fordel? Tøjkøb? Rygerrengøring? Gratis ferier? Pornofilm? Havde hun et personligt udestående med mink og minkavlere, eller ville hun bare komme smittespredningen i forkøbet?
Så vis dog lidt respekt! Hold en ordentlig tone! Hold jer til sagen!
Alt skal nok blive undersøgt, konklusioner draget og konsekvenser taget. På rette tid og sted.
Men lad være med at slå politisk mønt på nogle skævere, mens vi alle burde have vigtigere ting at bekymre os om. Enhver sømand og soldat ved, at i krig og storm holder man sammen og slutter op om den udpegede leder. Det gælder også, når lederen er en stærk, selvsikker, rolig og kompetent kvinde!
For at det ikke skal være løgn, forsøger landets sygeplejersker – midt i århundredets største sundhedskrise! – at afpresse fællesskabet for flere penge. – Opmuntrede af et sentimentalt medløb, af at folk takkede dem og klappede dem igennem første coronasmittebølge i foråret 2020, skiftevis surmulede og strejkede de sig igennem anden og nu tredje smittebølge i håbet om at veksle sympatien til personlige fordele i stedet for at passe deres arbejde. – Hvem uddanner sig til et samfundsnyttigt job i sundhedssektoren blot for at rømme skuden, når det brænder på?
Selvfølgelig skal vi forkæle og sørge godt for vores sygeplejersker, som står i første række ved alvorlig sygdom, ulykker og epidemier. De skal have ordentlige løn- og arbejdsforhold! – Ingen tvivl om det! – Og det er jeg helt sikker på, at den nuværende regering er meget mere optaget af, end de foregående regeringer var. – Men vi skal have en gennemtænkt, samlet lønreform, der også tilgodeser de pædagoger, der tager sig af vores børn og handicappede borgere. SOSU’er og plejehjemsansatte, der tager sig af de syge og ældre. Brandmænd og redningsarbejdere, der træder til, når uheldet er ude osv. – Ligesom vi i halvandet hundrede år har (over)forkælet vores læger med både penge og prestige, så nogle af dem nu tror, at fælleskassen er et tag selv-bord!
… Men vi skal lige ride stormen af først. Og så kan vi kigge på de store problemer, der rent faktisk er, med grel uligeløn og underbetalt omsorgsarbejde.
I mellemtiden må vi forvente, at hver mand og kvinde bliver på deres pladser og gør deres pligt! – Der er mennesker, børn, unge, voksne og ældre, med kræft, knoglebrud, andre alvorlige og måske ovenikøbet smertefulde tilstande, som ligger hjemme og venter på operationer og behandling, mens sygeplejerskerne står foran hospitalerne og råber op om egne forhold.
Hvad ville de gøre, hvis politikerne pakkede sammen og forlod jobbet midt i krisen? Sundhedsmyndighederne? – Hvis politibetjentene satte sig surmulende ned på fortovet? Lastbilschaufførerne? Lærerne? Brandmændene? De butiksansatte? Lægerne? Poderne? Eller de hotel- og restaurationsansatte, som er dem, der oftest bliver smittet? – Hvorfor tror sygeplejerskerne ikke på, at regeringen nok skal kigge på deres løn- og ansættelsesforhold sammen med forholdene for alle de andre omsorgs- og pædagogfag, når der bliver en pause i pandemien, sådan som de er blevet lovet?
Ingen kommer godt igennem denne truende vinter, hvis alle kun tænker på sig selv.
Da jeg læste i Århus, boede jeg i opgang med en ældre herre, der pludselig mistede sin hustru igennem mange år. I sympati inviterede jeg ham efter nogen tid ind på kaffe og hjemmebag en sensommersøndag eftermiddag og lyttede til hans sorg og hans forsøg på at organisere sit nye liv.
– Ja, man mangler jo en god kvindes omsorg, fastslog han med en ikke ringe grad af selvynk og store hundeøjne vendt mod mig, den trivelige, medfølende, forklædeklædte, hjemmebagende, unge studine, mens han gumlede kagen i sig.
Jeg udtrykte min deltagelse, mens jeg for mig selv tænkte: – Gør vi ikke alle det?
Det er ikke blevet bedre med den kvindelige omsorg siden da. Tværtimod. Mænd kan ikke længere gå ud fra, at ‘en god kvindes omsorg’ er en umistelig del af deres rettigheder som født hankøn, og føle sig forrådt af skæbnen, når den udebliver.
Også børn mangler deres mødre og rare pædagoger. Patienter mangler dygtige sygeplejersker. Venner mangler flyttehjælp, havehjælp, babysittere og hundepassere. Overlæger og direktører mangler kompetent sekretærhjælp. Ældre og syge mangler selskab og støtte i hjemmet hver eneste dag … – Ung eller gammel. – Ja, selv mig. – Af og til kunne man godt bruge en hengiven hustru, en udstrakt hånd, et smil, duftende, nystrøget tøj, rene rum at være i, en kop varm kaffe serveret, et hjemmelavet måltid og selskab, mens man spiste det.
I det hele taget mangler de fleste vist hjælp til det svære liv, en god kvindes omsorg … Men lige netop dén ressource er i restordre for tiden. – Måske fordi vi sjældent påskønner den, når vi oplever den, jf. husmødres ringe status og sygeplejerskernes forgæves krav om højere løn og bedre arbejdsforhold.
Vi elsker at modtage kærlig omsorg, støtte, sympati, pleje, rent tøj, rengøring og hjemmelavet mad, men vi vil ikke betale for det, for det har i årtusinder været et gratis gode leveret af millioner og millioner af gode kvinder. – Det er så slut nu.
Jeg tilbød ikke dengang at hjælpe den ældre herre med mere hjemmelavet mad eller andre tjenester, selv om det tydeligvis var det, han anglede efter, men nøjedes med til farvel at give ham resten af kagen med hjem. – En ny tid var begyndt.
Første gang, jeg fik øje på fænomenet, var, da jeg for små tyve år siden så filmen ’High Fidelity’ med bl.a. John Cusack.
Cusack spillede indehaveren af en lille pladebutik, og han og hans nørdede medhjælper gjorde alting op i lister, fx de ti bedste sangere, rocknumre eller guitarister. Det brugte de meget tid på, og det var først og fremmest musikken, de således bedømte og indrangerede, men også meget andet, de stødte på i deres små liv.
Det forekom besynderligt, denne trang til at putte omverdenen ind i et prioriteret skema. Og endnu mærkeligere var det, at disse yngre mænd, der åbenlyst var uden større, egne fortjenester, følte sig berettiget til at dømme alt omkring sig helt uden at tvivle på egne beføjelser og kompetencer.
Nu ser jeg fænomenet overalt: Mænd, der føler sig kaldet til at vurdere alt. – Bedste fodboldspiller. Bedste vin. Bedste kunstværk. Bedste bikini-babe. Bedste rockgruppe. Bedste tv-vært. Bedste James Bond-film. Bedste burgerrestaurant. Bedste foredrag. Bedste bryster … – Eller værste. Der bliver brugt meget tid på fx portvinssmagning eller Ekstrabladets side 9-piger med tilhørende diskussioner og karaktergivning i mandegruppen. Det kan være ligefrem kvalmt at bevidne denne indbildt selvfølgelige ret til at give alting karakter. Udelukkende baseret på egne præferencer og følelser.
I arrangerede sportskampe, skakdyster, traktortræk, dansestævner, dyrskuer, er det naturligt at give karakterer og kåre vindere, så man kan overrække første-, anden- og tredjepræmier, og der er et forbløffende stort marked for enorme og smagløse pokaler til uddeling i alle disse konkurrencer.
Men hvem har bedt mænd om at vurdere deres kvindelige bekendte, kollegaer eller skolekammeraters udseende? Eller som denne verdens udkårne overdommere på nettet at udskrige deres private mening om andre? Herunder fx fremtrædende, kvindelige politikere eller andre offentlige personers kropslige fortrin? – Det er temmelig sygt. – Hvem er de, at de skal dømme?
Fra mine år som ung pige og studerende har jeg ingen erindring om, at vi kvinder nogensinde vurderede vores kammerater eller lærere på denne næsvise og utidige facon. – Jo, vi kunne fnise over en flot fyr, selvfølgelig kunne vi det, men vi følte os ikke specielt berettiget til højlydt at uddele ris og ros til alt og alle omkring os på samme måde, som drenge og mænd – også de voksne – vedblivende tydeligvis gør.
Faktisk fylder alle disse små, men i egen optik yderst berettigede, mænd alt for meget i det offentlige rum. Vi er hierarkiske dyr, meget bevidste om rangorden. Måske får en lille mand givet sig selv lidt ekstra status blandt andre mænd ved at vurdere, bedømme og rangordne fx ølmærker? Eller ved at tale ned om en ellers sød pige, der aldrig ville se til hans side?
Det er det gamle problem: Manden er subjektet, personen, normen. Kvinden er objektet, tingen, undtagelsen. – Fra opmærksomhed på andres fremtræden, til vurdering og karaktergivning, og til gramsning og øreslik og det, der er værre, er der kun en kort vej for disse mænd, der må føle sig som Guds udvalgte ejere af verden og alt, hvad der er i den.
Når kvinder opnår en mere naturlig ret og selvfølelse, skal vi huske ikke at begå de samme, blindt bøvede fejl. Øl og film er ligeglade, men man skal ikke gå og vurdere sine medmennesker ud fra privat smag og behag. – Og selv en såkaldt kompliment er en vurdering. Måske ovenikøbet fra et fjols.
——————
NOTE: Mandens guddommelige ret til at dominere og definere alting fremgår bl.a. af bibelen, Det gamle testamente, 1. Mosebog, kapitel 2, vers 18 – 23 – Her betyder ’Mennesket’ udelukkende ’manden’, kvinden kom, som skrevet står, først til senere:
’Gud Herren sagde: »Det er ikke godt, at mennesket er alene. Jeg vil skabe en hjælper, der svarer til ham.« Så formede Gud Herren alle de vilde dyr og alle himlens fugle af jord, og han førte dem til mennesket for at se, hvad han ville kalde dem, og det, mennesket kaldte de levende væsener, blev deres navn. Sådan gav mennesket alt kvæget, himlens fugle og alle de vilde dyr navn, men han fandt ikke en hjælper, der svarede til ham.
Da lod Gud Herren en tung søvn falde over Adam, og mens han sov, tog han et af hans ribben og lukkede til med kød. Af det ribben, Gud Herren havde taget fra Adam, byggede han en kvinde og førte hende til Adam. Da sagde Adam:
Nede under alle plusordene – godhed, civilisation, ridderlighed, høflighed, velfærd, lighed, menneskerettigheder, nede under alle idealerne, ønsketænkningen, forskønnelserne, eufemismerne, er der ved at tegne sig et mønster, ikke sandt?
Hvornår begynder vi at tale om det? Hvornår bliver vi i stand til at se det i øjnene? Og erkender realiteterne om vores egen race.
– Vi er aber. Og udviklingsmæssigt er det ikke ret længe siden, vi kravlede ned fra træerne.
Man behøver ikke stå mange øjeblikke foran abeburet i zoo, før man observerer eksempler på dominerende parring. At alfahannen går rundt og dingler med dilleren og med jævne mellemrum udøver sin ret til at bestige hunnerne, både de små, de unge og de ældre, sådan nærmest i forbifarten. Også de underordnede hanner bliver besteget, bare som en markering af hvem der bestemmer.
Vores egen historie er fuld af sådanne magtdemonstrationer, der som oftest, men ikke udelukkende, går ud over kvinder og børn:
I populærkulturen ses stenaldermanden med køllen i den ene hånd trække sin kvinde hjem til hulen ved håret.
Gamle, græske mænd, velhavende, lærde samfundsstøtter, havde inderlige og seksuelle forhold til deres unge elever. Deres olympiske guder snød og voldtog snart sagt hvem som helst, hvilket der kom mange besynderlige skabninger ud af.
Herremanden havde førhen ret til brudenatten med alle unge brude på sit gods og tilhørende huse og hytter. Og mangen ung pige på mindre gårde, i huse og i bylejligheder har op igennem historien måttet lægge krop til manden eller sønnens seksuelle lyster.
I enhver krig var vinderens gevinst adgang til at massevoldtage kvinder og børn. Ofte efterfulgt af makabre lemlæstelser og slagtninger.
’Sabinerindernes rov’ er en kendt, kulturel reference, et pikant motiv, som handler om, at romerne havde behov for nyt blod, nye, unge kvinder, og bare drog på rov i de nærmeste bjerglandsbyer.
Den katolske kirke, som har tiltusket sig magt og moralsk herredømme over store dele af kloden, har bygget sit profitable imperium bl.a. på cølibatiske præster, der op igennem tiderne har tiltvunget sig seksuelt samkvem på alle måder med måske hundredtusindvis af børn af alle køn.
I totalitære regimer, i Sydamerika, Egypten, Mellemøsten, hvor folk uden videre kan bortføres, arresteres og tortureres, er seksuelt betonet tortur meget udbredt, viser de beretninger og ganske få romaner, der undslipper den totalitære kontrol.
Udstationerede tropper, selv FN’s fredsbevarende soldater i fx Afrika eller udenlandske redningshold på Haiti, har taget for sig af de lokale småpiger og skabt udbredt prostitution og misbrug blandt den befolkning, de egentlig skulle hjælpe.
I de store, umenneskelige flygtningelejre på Afrikas nordlige kyster, er slavegørelse og seksuelle overgreb begået af lokale, uuddannede vogtere angiveligt dagligdag.
Længere nede i Afrika bortfører selvbestaltede militser børn til soldatermateriale, og de kidnapper hele pigeskoler, når de føler trang til kvindeligt selskab.
I Irak myrdede IS-soldater mændene og bortførte kvinderne fra mindre, religiøse sekter, bl.a. yazidierne, og brugte dem som sexslaver. Det er ikke mange år siden …
Vi har herhjemme Tøndersagen, hvis detaljer, som omfattede en far, hans venner, lystne købere og to små piger, er kvalmende. Vi har flere sager, der minder om den.
Der er til stadighed disse ulykkelige sager, hvor pædagoger, lærere, ridelærere o.a. har misbrugt deres stilling og børn helt ned til etårsalderen. – Og korledere i det prestigiøse pigekor i Danmarks Radio opførte sig tilsyneladende, som om de søde, unge piger alle tilhørte deres private harem! Man væmmes …
Incest, voldtægt af egne børn, drenge og piger, sker hver dag. Ofrene er mærkede for resten af livet; nogle få har beriget os med beretninger, der er så hjerteskærende, at vi ikke længere kan lukke øjnene for, at disse overgreb faktisk foregår. Også i Danmark! I dag! Jævnligt!
Kvinder fra ikke så privilegerede samfundsgrupper eller lande narres eller bortføres til prostitution og fastholdes med nødvendigheden af at tjene penge, med gæld, trusler, magt eller ligefrem vold. Adgang til kvinder, prostituerede, handlede kvinder, tjenestepiger, slavekvinder, har altid været den magtfulde mands ret, og mangen et ‘forretningsmøde’ er henlagt til stripperbarer, hvor ‘forretningsmænd’ for penge kan nyde synet af afklædte kvinder.
Mennesket er et visuelt dyr, og først tegninger, malerier, fotos, pornoblade og senest internettet har gødet mændenes dyriske lyster: Man kan nu søge på forskellige perversiteter og sidde og se på, at kvinder og børn bliver misbrugt, udnyttede og molesterede. En dansk mand i 60’erne er dømt for gentagne gange at have betalt for og udvirket overgreb på meget små, filippinske piger, overgreb, som blev filmet og transmitteret … Ja, man fatter ikke, at synet af børns lidelse kan være til fornøjelse for nogen og noget, man betaler for. – Men selv lille Jonas eller Emil kan sidde hjemme i skærmens lys og belure eller træffe aftaler med alfonser og deres kvinder om at få adgang til kvindekroppe.
Kvinder og unge piger bliver myrdet på udpenslede og pirrende måder i populære film, tv-serier og krimier som underholdning til aftenskaffen og fredagsslikket. Ingen finder det ækelt, uhyggeligt eller bare mærkeligt. Og ingen kæder det sammen med antallet af mord på kvinder, vold og voldtægter, ofte udøvet af deres partnere eller eks’er. – Det accepteres fuldstændigt som en del af vores kultur.
Denne kultur medfører, at det er ydmygende, og af og til også dødsensfarligt, at være kvinde. Vi taler normalt ikke om det som et generelt problem, men kvinder alle vegne har lært at holde et ekstra vågent øje med deres døtre, børnebørn og veninder.
Mænd har altid udnyttet magt, muligheder og privilegier til at tage for sig af de unge kvinder. Som alfahannerne blandt vores nærmeste slægtninge i dyreriget får de automatisk ‘ret’ til at parre sig i flæng, hvis de når et vist niveau i hierarkiet. Hvis deres stilling i samfundet bevirker, at de får magt over yngre, attraktive kvinder. – Lavere rangerende må nøjes med et stjålent knald i udkanten af gruppen – eller drømme foran computerskærmen. – Romantik og gensidig frivillighed er en forholdsvis ny ting i menneskehedens historie. Når en mand havde klaret en svær opgave, vandt han ’prinsessen og det halve kongerige’. Eventyrene fortæller ikke, om prinsessen altid var glad for at være en del af præmien.
Der er ikke langt til de labre ’præmiepiger’ i cykelløb og andre mandesportsgrene. Kvinder som belønning og staffage.
Magtfulde mænd synes også i dag at føle, at der, ud over penge, magt og privilegier, også hører fri adgang til yngre kvinder med til deres gudgivne rettigheder. Frivilligt eller ej. De fleste af disse misdædere hører vi ikke om, men nogle sager, som omfatter mænd, som vi beundrede og havde tillid til og aldrig troede kunne sætte en fod forkert, er kommet til offentlighedens kendskab her de senere år. Man bliver lige chokeret hver gang:
Bill Cosby, Roman Polanski, Harvey Weinstein, prins Andrew, Bill Clinton, Jes Dorph Petersen, Frank Jensen, Nasser Khader, Morten Østergaard, Berlusconi – nå, ja, hans overgreb var måske ikke så stor en overraskelse, men senest er Bob Dylan – nobelpristageren, der sang så smukt om lighed og retfærdighed, kommet med i det dårlige selskab pga. anklager om ’grooming’ og seksuelle overgreb på en på daværende tidspunkt 12 årig pige.
#Metoo har buldret frem, og mange kryb er tvunget ud af deres polstrede skjulesteder. Med års forsinkelse nåede bølgen også til Danmark, hvor vi ellers havde haft en selvforståelse af, at sådan noget gør vi ikke, mens det naturligvis forekom her blandt os i samme udstrækning som i alle andre lande, bare fornægtet og i skjul.
Mange af de afslørede, små- og storklamme mænd, aner ikke, hvad der ramte dem, og de føler sig stadig uretfærdigt behandlet. Der er en del danske mænd, der forsøger at få det hele til at handle om, at de er ofre for ’uretfærdigheder’, hvis de bliver grebet i overgreb og oplever sanktioner. – Ikke dødsstraf eller fængsel, næ, gudbevares, blot et midlertidigt bump i karrieren …
Ud over krænkelser, overgreb, voldtægter og almindelige tilråb og nedvurderinger er mord og vold også kommet på dagsordenen med ’kom sikkert hjem’-kampagner efter mordet på en yngre kvinde i London. Et mord, som viste sig at være begået af en politimand.
Mon ikke mænd bare er mænd med maskuline hormoner susende rundt i kroppen? Hanaber? Vilddyr? Liderlige? Somme tider også voldelige? Som gør, hvad de lyster, stræber efter magt og behovstilfredsstillelse, hvis de kan, hvis de er stærke og ambitiøse nok? – NOGLE mænd, ikke alle, selvfølgelig ikke alle. Nogle af mine bedste venner er mænd, jeg er både datter af, gift med og mor til en mand, og de kunne/kan alle sagtens holde sig i skindet og opføre sig ordentligt over for både kvinder og børn.
Men lejlighed gør tyv, siger man. Parringsdriften er formentlig den stærkeste drift, vi har, og hjernens pandelapper, der regulerer vores adfærd og beregner konsekvenser, kom først sent til i løbet af menneskets udvikling. Ikke alle har lært at bruge dem hensigtsmæssigt endnu.
Når selv tilsyneladende bløde, normaldanske mænd, som fx Morten Østergaard og Frank Jensen, uønsket gramsede og slikkede på kvinder som en del af deres magtberuselse, viser det, at trangen til at demonstrere dominans ved at rage på kvinder stikker dybt. Og når nogle mænd opnår en magtposition, går det ud over hushjælpen, døtrene, eleven, sekretæren, praktikanten, den ansatte, partifællerne … Det ved vi jo godt. Og hidtil er de sluppet af sted med det.
– ’Alt i verden handler om sex, undtagen sex. Sex handler om magt’, menes Oscar Wilde at have sagt. Han har ganske givet ret. Magt, sex og vold synes ofte at være sammenkædet.
Så længe det hovedsageligt er mændene, der sidder på magten, så vil det også være dem, der begår overgrebene – og beskytter andre mænd mod evt. sanktioner. Mænd er subjekter med ret til at agere frit i fællesskabet med andre mænd. Kvinder og børn bliver decimeret til objekter for mændenes ageren. – Men jeg er ikke det mindste i tvivl om, at også nogle kvinder ville være i stand til at begå overgreb, måske andre slags overgreb, hvis de besad den berusende magt. Vi er alle af abeslægt.
I vores nuværende kultur er overgreb på kvinder udført af mænd dog helt åbenbart en tilbagevendende, almindelig og strukturel praksis. Og det fortsætter blandt de yngre generationer, viser horrible beretninger fra de såkaldte ’puttefester’ for gymnasieelever i det nordlige København og fra kampråb på barer og i omklædningsrum under større mandesportsbegivenheder. Vores samfund lider tilsyneladende af en tiltagende, ikke en aftagende, pornoficering og dertil hørende nedgørelse af kvinder – jeg har ingen erindringer om så udpræget objektgørelse af kvindekønnet fra min ungdom og skolegang i 1970’erne.
Jeg håber, at vi stadig formår at få vendt den udvikling, så mine efterkommere ikke skal tvinges til at underlægge sig abelignende magtmænd, klassekammerater, trænere, chefer, ægtemænd, fædre, brødre, venner, fremmede og udsættes for psykiske og fysiske overgreb og uretfærdigheder.
Klø på, kvinder og sympatisører af alle køn! Vi skal se tingene i øjnene og have disrespekt, vold og overgreb frem i lyset, så vi kan erkende, at det findes! Ellers kan vi ikke gøre noget ved det.
Det er ikke en forbrydelse at snakke om det. Lad os kalde trolden ved det rette navn: Abepsyken tilsiger magtmennesket, at han ikke behøver at lægge bånd på sine lyster og behov, fordi han har en naturgiven ret til alle jordens ressourcer, herunder også andre mennesker, specielt attraktive kvinder og børn.
Nu skal hygiejnebind og tamponer være gratis i Skotland. Dyre hygiejneprodukter har ifølge pressen været skyld i, at kvinder måtte droppe ud af uddannelser, opgive sport, socialt samvær m.m. – Og det er forfærdeligt.
Straks er der danske kvinder, der – måske i kølvandet på den nye, absolut nødvendige, #MeToo-bølge herhjemme, øjner en mulighed for at afpresse fællesskabet for flere goder og kræver gratis menstruationsprodukter i det offentlige rum, på institutioner og arbejdspladser. – Nogle gange kunne det måske være nødvendigt, men i princippet skulle velfærdssamfundet kunne dække de fleste almindelige udgifter, både julehjælp, husleje og hygiejnebind.
Og det ser ud til, at Bilka og Salling Group allerede har taget affære og er kommet kvinderne i forkøbet:
En pakke med 20 bind til 1 krone og 75 øre! Og tamponer til 10,95 for 32 stk.:
– Der er vist ikke mange danske kvinder, der ikke kan få råd til det. Og der, hvor man ved, at der kunne være et behov, kunne man jo indkøbe et par kasser og stille frem til fri afbenyttelse.
Endnu et eksempel på dyrere og dårlige. Og at butikkerne er meget hurtige til at sætte priserne op, men næsten ikke kan få dem sat ned igen …
Bilkas billige bind er steget næsten fire gange i pris på tre et halvt år! Nu er stykprisen højere, end de dyrere tamponer var i efteråret 2020. Til gengæld er bindene nu tyndere og af betragteligt dårligere kvalitet.
