Køn – Side 5 – blog.loneandrup.dk

Måltidet

Vor nye fødevareminister, Dan Jørgensen, følte sig et halvt års tid efter sin tiltræden kaldet til at give nationen en blid opsang og påmindelse om, at vi burde spise mere sammen: − ”Et godt måltid mad er en social begivenhed, og vi ved, at man ofte spiser sundere, når man er flere om bordet. Derfor håber jeg også, at flere i fremtiden vil nyde gode måltider i fællesskab på tværs af generationer og gøre turen i køkkenet til en fælles oplevelse,” siger Dan Jørgensen.

For at fremme sine visioner om danskernes måltider − herboende fx svenskere, tyskere, indere og polakker er åbenbart ikke omfattet − har han nedsat en tænketank, ifølge Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeris hjemmeside. Mindre kan ikke gøre det.

Vi er naturligvis mange ’danskere’, der er taknemmelige for Dan Jørgensens omsorg, når det gælder vore måltider. Også − og måske navnlig − de 40 % af os, der bor helt alene. Men, som en læserbrevsskribent i Politiken anførte, burde en fødevareminister have nok andet at se til med mishandlede svin i millionvis, resistente bakterier i danske svinestalde og de danske fødevarers generelt dårlige kvalitet.

Nogle få ville måske betegne hans omklamrende indblanding i folks privatliv og spisevaner som utidig og langt over grænsen for, hvad en folkevalgt politiker burde beskæftige sig med, andre ville måske blot betragte hans emission som en gratis omgang varm luft.

Dertil ville folk med historisk indsigt muligvis smile en smule, for har det ikke altid været det fælles måltids funktion at udøve social kontrol med fødeindtagelsen?

Der må være andre nulevende end mig, der kan huske familiemåltiderne i 50’erne, hvor husmoderen − også selv om hun var udearbejdende − stod med fad eller pande ved bordenden og sørgede for, at husfaderen fik den største bøf eller den sidste frikadelle. De ældste af os husker måske tillige folkestuen i landbohusholdningen, hvor madmor − bemærk navnet − omhyggeligt sørgede for at uddele et stykke flæsk eller en sild til hver karl, men hvor grød- eller kartoffelfadet nok kunne blive stående til fri afbenyttelse midt på bordet. Hun selv og pigerne spiste som oftest stående og ude i køkkenet, og de var sjældent blandt de magreste.

Historisk har det fælles måltid altid været betinget af kontrol. Når hjortestegen og vildsvinet skulle fordeles retfærdigt og suppleres med rødder, bær, korn og frugter, kunne man ikke sikre stammens overlevelse, hvis ikke jægerne fik næring nok til nye, succesfulde jagter, og i perioder med knaphed måtte de unge, stærke mænd fodres på bekostning af kvinderne, de gamle og de små.

Også i dag er det fælles måltid belagt med stærk, social kontrol, blæret demonstration af status, økonomisk formåen, og nogle gange kan det ligefrem forekomme betændt. − Det fælles måltid, som Dan Jørgensen så brændende ønsker at fremme, udarter hyppigt til en neurosernes holdeplads med spiseforstyrrelser og magtkampe som resultat.

Jeg har oplevet juleaftner i familier, hvor den smarte, unge mor affabelt smilende formanede sin femårige datter om ikke at tage anden gang af risalamanden, fordi hun risikerede at blive for tyk.

Når sådanne kvinder spiser sammen med andre, lader de alle som en, som om de slet ikke er sultne og viser sig frem ved at sidde og nippe koket til lidt salat og danskvand. Unge mødre spiser officielt overhovedet ikke, de er på efterfødselskur for at ’få deres skikkelse tilbage’, men de plaprer op om sukker, laktose, gluten, kulhydrater o.m.a., mens de propper sutteflasker med kunstig ernæring i de små. (Kun 13 % af danske børn ammes fuldt ud, til de er et halvt år gamle, som Sundhedsstyrelsen anbefaler, iflg. de nyeste tal.)

Da Nicolas Sarkozy endnu var præsident i Frankrig, siges det, at han efter en middag med Tysklands forbundskansler, Angela Merkel − det største mandfolk i Europa − skulle have udtalt, at hun spiste overraskende meget, ja, hun havde ligefrem siddet og proppet sig, ifølge den sippede præsident, som åbenbart følte sig i sin gode ret til at kommentere et andet lands statsoverhoveds spisevaner!

Sarkozy er selv en lille fimset type, og han er som magtmenneske omgivet af åleslanke, kvindelige beundrere, der sikkert blot har siddet og nippet til salat og danskvand i hans selskab, ja, faktisk har han været gift med hele tre af slagsen plus det løse. At Angela Merkel har betragtet måltidet som en lejlighed til at indtage rigtig næring, mens hun var påtvunget Sarkozys selskab, har sikkert været en ny oplevelse for den gode franskmand. − Helmut Kohl, der i sandhed var en stor mand, behøvede ikke stå model til nedladende bedømmelser af sit madindtag.

Når selv en hårdtarbejdende og begavet, kvindelig leder med et uhyre stort ansvar ikke kan spise efter eget behov ukommenteret, så kan det ikke undre, at de fleste kvinder foretrækker smugspiseri i køkkenet, eller at mænd, der dagligt bliver heglet igennem af deres småsultne og bedrevidende koner/kærester/kollegaer, foretrækker at indtage pizzaen eller grillkyllingen med pommes frites alene i sofaen.

Hvor det førhen var et spørgsmål om at fordele den mad, der nu engang var, retfærdigt og hensigtsmæssigt, er det i dag vigtigere at holde sig slank og give indtryk af at spise meget lidt og meget sundt. − Men det sidste kan være vanskeligt i en tid med industrifremstillet mad, der indeholder alle mulige kemiske tilsætningsstoffer og bakterier, tænk fx på de nylige listeriafund i pålæg og sprøjtegiftrester i alt det ’sunde’ frugt og grønt.

I det komplicerede spil, der både omfatter historien, kønnet, ressourcerne, økonomien, hensynet til eksporten og konkurrencen, kulturen, kynismen og en god portion forfængelighed foruden psykologi, burde en lille dansk fødevareminister måske undgå uigennemtænkte forsøg på at score billige damepoints og koncentrere sig om at sikre os alle sunde − eller i det mindste ufarlige − fødevarer.

Hvad er der tilbage til de stakkels mænd?

I de fleste samfund op til i dag har der været skarpe, kulturelt opdelte skel mellem mands- og kvindearbejde. Som i hønse-, løve-, ulve- og hundeflokke har mennesker instinktivt opretholdt to adskilte hierarkier: et mandehierarki og et kvindehierarki. Det sikrer, at der ikke opstår direkte spændinger og konfrontationer mellem de to køn. Det er nemlig bedre for artens overlevelse, at de to køn samarbejder fredsommeligt om at formere sig og få afkommet godt i vej, end at de konkurrerer om, hvem der er bedst til husbygning, jagt, landbrug, tekstilforarbejdning, madlavning og barnepleje eller strides om de samme jordstykker og bestyrelsesposter. Samfundene og familiestrukturerne har hidtil hvilet på et solidt fundament af kønsopdelt arbejde.

Ligestillingen mellem kønnene i vore dage i vor del af verden har bevirket, at unge mænd kan få problemer med deres kønsidentitet, fordi grænserne mellem mandligt og kvindeligt er udviskede, og kvinder efterhånden er trængt ind på alle mændenes traditionelle »maskuline« enemærker. Uanset hvor meget de unge mænd forsøger at klæde sig ud, så de ligner deres bedstefædre med store skipperskæg, vansirende tatoveringer, enorme modebriller, den fysisk arbejdende mands jeans, bekvemme sko og stramme T-shirt, så er de henvist til en statistrolle som klapvognschauffører i deres kvinders enemægtige livsindretning med IKEA-ture, pæne hvide vægge, nips og pastelfarvede puder, yndigt babytøj, regler for sex og anden omgang, inklusiv kedsommelige parmiddage med det allernyeste inden for eksotiske råvarer.

Kvinder har kort sagt sejret ad helvede til. − De har lagt mændene fuldkommen ned og konkurrerer nu på lige fod, med stor succes og med lige løn, i skolerne, bankerne, på universiteterne, som lærere, læger, kontorfolk og præster. Kvinder kører bil, anlægger haver, bliver tatoveret, styrer fabrikker o.m.a., og mændene har skullet lære at begå sig i de beskæftigelser, der hidtil var forbeholdt kvinder: mode og tøj, babypleje, syge- og ældrepleje, som pædagoger, med indretning og i hele forfængelighedsindustrien med al dens overdrevne kropspleje, hårfjerningsprojekter, fodnus, selvpåført sult og i mere ekstrem form også med målrettet træning, medicinering og operative overgreb.

Ingen ønsker det gammeldags rigide, kønsopdelte samfund tilbage. I modsætning til de få tilbageværende primitive samfund og de stærkt religiøse, der har dannet sig i andre af verdens mange lande, sætter vi i vor kulturkreds pris på den frihed for den enkelte, mand eller kvinde, som vi har opnået, og som for en stor dels vedkommende har bibragt os vores næsten uanstændige overforbrug og velstand. Det skete bl.a. fordi arbejdsstyrken med et slag blev fordoblet, pengerigeligheden tilsvarende stor og det påfølgende forbrug astronomisk.

Men hvad er der tilovers til vore unge mænd af det specifikt maskuline domæne, hvor de kunne danne broderskaber, udstyre sig med tatoveringer, sære kropspiercinger og andre symboler på det mandlige fællesskab, og gå og dunke hinanden i ryggen, mens de fortæller platte vittigheder og hyggekonkurrerer i fred?

Mænd har sportens verden, hvor kvinder stadig ikke kan kæmpe og deltage helt på lige fod, uanset hvor meget de anstrenger sig − »Der er så meget, kvinder ikke forstår«, som ønsketænkningen med stor gennemslagskraft formuleres i en kendt tv-annonce. Kvinder er nemlig ikke, som mænd, født med en forståelse af, hvorfor nogle tilsyneladende fjollede og totalt ligegyldige sportspræstationer kan betyde alt for udøvernes tilhængere. Ja, hvorfor nogle mænd overhovedet føler det nødvendigt at erklære sig som fan af et sportshold. Kvinder er sociale væsener, og de kan nyde at deltage i store sportsbegivenheder, hvor de spejler mændenes ophidselse og gruppeadfærd, men de vil aldrig føle sig personligt amputeret af et nederlag i tiden mellem kampene, ligesom de heller aldrig kan lære at forstå symbolikken i, at sejrherren står og sprøjter med en fallosformet champagneflaske ud over kammerater, konkurrenter og kønne præmiepiger på podiet bagefter.

Ud over sportsverdenen, som fan eller deltagende udøver, kan mændene dyrke det mandlige fællesskab i pubertær stand up og de deraf afledte idiotiske film for drengerøve. På bøvede drukture og i barer. I rollespil og i computerverdenen. I motorcykelklubber og andre foreninger, der er defineret af en interesse for teknik, vovemod og transportmidler, fx tog, veteranbiler, svævefly, faldskærme, traktortræk og surfing. Mænd kan blive soldater, rigtige soldater eller i hjemmeværnet, i kriminelle bander, spejderlignende friluftsfællesskaber eller i korps. Mænd kan blive rockmusikere, actionfilmstjerner, landmænd, piloter og andre slags chauffører, politimænd eller parkeringsvagter, eller de kan intellektualisere deres potens og konkurrencetrang og slå hinanden i hovederne med abstrakte argumenter som prædikanter, foredragsholdere, reklameartister, kunstnere, politikere, journalister, historikere, anmeldere, filosoffer, forfattere, forskere inden for stort set alle fag- og emnekredse, men ofte bliver de trængt af kvinder, som ikke forstår nødvendigheden af, eller spilder deres energi på, at »vinde« diskussioner og imaginære magtkampe, men blot samvittighedsfuldt gør deres daglige arbejde.

Jeg vil gerne slå et slag for en gammeldags, særdeles maskulin beskæftigelse, som kan tilfredsstille de fleste mænds instinktive forkærlighed for faglig stolthed, broderskaber, sære indvielses- og optagelsesritualer, maskuline hierarkier, intern og ekstern konkurrence, barsk sentimentalitet (eller sentimental barskhed), groft, indforstået sprog, plat humor, teknik og løsningsorienteret arbejde, nemlig håndværket.

Som murer, maler, tømrer, snedker, elektriker, VVS’er, mekaniker m.m. kan enhver ung mand finde det maskulint betonede fællesskab, det fysiske og resultatorienterede arbejde − og en pæn hyre ovenikøbet − som han kunne ønske sig. Han kan endda gå videre og blive selvstændig mester, entreprenør, arkitekt, konstruktør eller ingeniør, hvis det skulle vise sig, at han besidder lysten og evnerne til det. − Problemet er bare, at vi igennem årtier har nedprioriteret, undervurderet, udsultet, udliciteret, bogliggjort og snakkesaligt feminiseret fagskolerne, mesterlæren og adgangen til praktikpladserne, så det kun er en håndfuld hashomtågede tabertyper med tynde overarme og kikset hår, der frivilligt kunne drømme om at søge ind.

Lad os arbejde på at få mesterlæren og de fagligt velfunderede håndværkeruddannelser tilbage. Lad os give vore unge mænd de pålidelige og kompetente rollemodeller, den sunde selvfølelse og gode træthed efter dagens arbejde, som de fortjener, og lad kvinderne beundre dem for deres evner til at bygge og reparere ting og hemmeligt misunde dem deres fællesskaber. Det vil komme os alle til gode på langt sigt.

Daniel og hans beundrende skarer

Sygehusene er stadig overvejende kvindearbejdspladser.

Jeg skulle gennemgå en mindre operation og mødte renskuret og fastende op på det lokale sygehus klokken 7 om morgenen. Her blev jeg lagt i en seng, hvor jeg skulle vente pænt, til det blev min tur.

Efter tre-fire timer kom et par sygeplejersker og en sygehjælper pludselig vimsende ind på stuen, hvor de begyndte at rette på gardiner og sengetøj, mens de oprømt kvidrende fortalte mig, at om et øjeblik kom − vi kan jo kalde ham − Daniel, og jeg måtte forstå, at Daniel var Guds svar på alverdens bønner, og jeg burde anse mig selv for lykkens udvalgte, at jeg skulle opereres og tilses af selve Daniel…

Efter en tid dukkede Daniel i egen person op på min stue med en hale af bekitlede kvinder efter sig. Han viste sig at være en almindeligt udseende, opvakt ung mand med et smørret grin om munden. − Og grinet forstod man jo godt, når man så, hvordan det kvindelige sygehuspersonale uden ophør smiskede og smaskede for ham.

Han hilste med et skævt smil, skrev kækt og til kvindefølgets hvinende morskab en besked til sig selv med sort tusch på min venstre arm og gled så bort igen med hele sit hof som en lang, feminin, småtiskende, hvidklædt slange efter sig.

Hele seancen, dog uden tuschtegninger, men med to-tre emsige, kvindelige forløbere og lige så mange medløbere og efterløbere, gentog sig efter indgrebet, da Daniel igen dukkede op for lige at sikre sig, at jeg var OK.

Den unge læge, Daniel, var, så vidt jeg kunne vurdere, et rart menneske og en dygtig doktor, men det slog mig, trods bedøvelsens tåger, at ingen yngre, kvindelig læge − eller nogen kvinde overhovedet for den sags skyld − nogensinde ville opleve at blive så flirtende beundret og feteret blot for at gøre sit daglige arbejde. − Med mindre hun var stripper, selvfølgelig.

Fødder

Vi kan hurtigt blive enige om at forarges, når vi ser billeder af de kinesiske, såkaldte »liljefødder«. For mindre end hundrede år siden maltrakterede man i det store land på den anden side af kloden kvindernes fødder på det grusomste. Man ombandt små pigers fødder stramt og lagde de indfoldede tæer op under fodsålen, og selv om pigerne græd af smerte, strammede man bindet dag for dag − det var som oftest moderen, der gjorde det − fordi en ung pige med bittesmå, forkrøblede fødder, som hun knap kunne gå på, og da slet ikke løbe i, regnedes for fin og fornem. En således lemlæstet kvinde havde større chancer for ægteskab med en velhavende mand, men ve hende, hvis hun ikke fandt nogen, der ville tage sig af hende, for hun havde ingen mulighed for at klare sig selv. Hun skulle altid bæres, og hvis hun ikke bare kunne sidde hjemme og være yndig, mens hun fødte mandens børn, var hun ilde stedt.

Når talen så falder på kvindefødder i vores egen kultur i vores egen tid, så vender vi det blinde øje til. Mænd må gerne benytte komfortabelt, fodformet fodtøj, men kvinder skal helst vakle usikkert rundt på skrå stylter, som giver dem en høj og slank silhuet, og som skubber kønsdelene fremad mod evt. beskuere, men som også konstant giver dem små hjernerystelser og misdanner deres fødder, så de skal tilbringe de sidste årtier af deres liv med smerter og bløde tøfler.

Tidligt lærer unge piger i vores vestlige kultur, at højhælede sko er uundværlige, hvis man vil se godt ud og tiltrække en mand, og det uagtet, at vore kvinder er de bedst uddannede og indtjenende kvinder i hele verden. Jeg ved ikke, om mødrene hjælper de små piger op på de forkrøblende stilletter, men når pigen ser, at mor − og alle andre betydningsfulde kvinder i hendes liv og i offentligheden − klemmer sine egne ligtornebefængte og deformerede fødder ned i kostbare højhælede, så vil hun naturligvis også selv prøve, for når man slingrer usikkert omkring kun støttende på det yderste af forfoden, så er man i vores kultur en smuk og attraktiv kvinde.

Så kvinder, der vil være smukke og attraktive, ødelægger helt frivilligt og bevidst deres egne fødder og tæer. De stavrer rundt i malabarisk fodtøj, så de hverken kan gå eller løbe ordentligt, hvis det skulle blive nødvendigt, og når de tager skoene af, ser man deres uskønne sammenklemte, skæve tæer, formet efter de spidse modesko, med hård hud og enorme knuder og knyster. Når de så ikke længere kan hverken gå eller stå for smerter, kommer der nok en rig mand og betaler for deres fodoperationer.

Mænds vilkår i samfundet

To romakvinder på gaden i Cordoba.

Lige efter spisetid blev jeg ringet op af en beleven, yngre kvinde fra Epinion. Hun bad om lov til at stille nogle spørgsmål i forbindelse med en fælles EU-undersøgelse af kvinders vilkår i samfundet.

Det lød som et prisværdigt formål − om end en smule omsorgsbekymret på den nedladende måde − og jeg svarede gladeligt ja eller nej eller aldrig eller somme tider eller fem på en skala fra nul til ti på alle hendes spørgsmål om helbred, børnepasning, gamle forældre, job m.m.

Hmm … ”Kvinders vilkår i samfundet” … Kunne man forestille sig en tilsvarende undersøgelse i EU-regi af ”Mænds vilkår i samfundet”? − Nej, vel?

Vi er kommet langt, navnlig i vor lille, nordeuropæiske del af verden, men selv her 64 år efter udgivelsen af Simone de Beauvoirs klassiker: ”Det andet køn”, kan vi konstatere, at kvinden stadig er den lavere rangerende undtagelse, som har brug for vores bekymring og undersøgelser, for det er manden, der er den selvfølgelige norm. Han behøver ikke særskilt omsorg fra samfundet − Han har skabt det, så det passer til ham selv.

Småbørnsforældre og ligestilling

Ligestilling − mellem mennesker med forskelligt udseende, evner, etnisk herkomst, uddannelse, religion, køn, seksuel observans, indkomst, bopæl m.m. − er et ubetinget gode. Og så har det tilmed vist sig, at det også er godt for samfundet som helhed og for samfundsøkonomien i særdeleshed, at alle mennesker har lige rettigheder og muligheder. Det er således ikke bare moralsk ønskeligt, men også hensigtsmæssigt for fællesskab og udvikling at alle mennesker oppebærer lige rettigheder. − Undtaget fra denne ideale fordring om ligestilling, er dog de, der vanemæssigt og med vilje sætter sig ud over det menneskelige fællesskab ved at lyve, genere, snyde eller skade andre og de, der forsøger at rage til sig på andres bekostning.

− Og så har jeg et forbehold mere, når det drejer sig om småbørnsforældre. Det er ikke til småbørnenes fordel, at unge forældre bruger tid og kræfter på at føre nøjagtigt regnskab med, hvem der tager sig af lille Isabella eller lille Emil − hvor meget, hvor længe og hvornår.

Det er velkendt, at én person påtager sig 100 % af et givet ansvar, mens to mennesker fordeler halvdelen af ansvaret imellem sig og dermed kun får 25 % hver. Jo flere til at dele, jo mindre ansvarsfølelse.

Når den unge mor regner med, at den ligeledes ganske unge far påtager sig et ansvar, som han ikke magter og ikke kan fornemme, så føler hun sig helt fri til at kaste otte-ni timer dagligt efter karrieren og derudover dyrke motion, wellness, veninder, kærestetid med faderen, kulturelle fornøjelser og rejser, samtidig med at hun har et lille barn.

Faderen har det naturligvis på akkurat samme måde: Hvem skulle forhindre ham i at arbejde 5o timer ugentligt, spille poker med vennerne, tage svæveflyvercertifikat og køre på MTB i sin fritid, når moderen insisterer på at have samme grad af frihed, som hun havde før barnets ankomst?

I sådanne forhold kommer forældrene til at agere som jaloux søskende, der nidkært overvåger, at den ene ikke får flere fordele − dvs. fritid UDEN barn, end man selv får.

Barnet falder således ned i en grøft, hvor det i størsteparten af sin vågne tid er overladt til fremmede, der har mange andre børn at tage sig af, og når de første års ulykkelighed over at føle sig uønsket har lagt sig, vil et sådant barn sætte alt ind på at blive stort og selvberoende så hurtigt som muligt. Småbørn, der falder ned i mellemrummet mellem mor og fars mange andre og meget mere spændende gøremål, bliver skadet for livet, selv om alt ser pænt ud på ydersiden, og mor og far indkøber det rigtige udstyr, bager en bolle i weekenden, sørger for at undgå for meget sukker i kosten og stolt promenerer omkring i bybilledet med kostbar barnevogn og en unge i dyrt mærkevaretøj.

Jeg har hørt unge forældre diskutere højlydt, hvis tur det er til at skifte ble, til at give overtøj på, til at bade, til at putte eller til at læse historie, mens barnet stod lige ved siden af og hørte på det! − Hvor gavnligt er det for den lilles fornemmelse af at være tryg og velkommen og høre til i verden? Hvad betyder det for barnets evne til at udvikle selvværd, til at lære og til at få og vedligeholde en omgangskreds, hvis de første erfaringer med andre mennesker er en klar besked om, at det er til ulejlighed for mor og far?

At tage sig af et barn er IKKE et job, man som forældre kan forsøge at skulke fra, men et privilegium, som man bør påtage sig 100 % i de første leveår, i hvert fald indtil barnet er parat til børnehave en del af dagen. Der er − uden for dette lands grænser − konsensus om, at barnet først, når det er tre år gammelt, er modent til nye omgivelser, nye sociale situationer, legekammerater og fremmede voksne, og dermed kan tilbringe tre-fire timer dagligt i en børnehave uden at tage skade på sjæl og tryghedsfølelse. Om det er faderen eller moderen, der tager sig af det lille barn i de første leveår, er i og for sig ligegyldigt, bare ansvaret er klart fordelt med 100 % til den ene part. Så kan den anden bruge sine kræfter på at skaffe pengene til huse. − Til forhandling UDEN for barnets hørevidde er så, hvem der skal have fri til hvad hvornår, men selve ansvaret står ikke til diskussion.

At det − udover at være meningsfuldt og udviklende og sjovt − også kan være en både opslidende og utaknemmelig opgave at rumme og passe et lille barn i døgndrift igennem de første tre år, skal ikke holdes hemmeligt. Lige så hårdt kan det være at sørge for det større barn i måske yderligere 15-20 år, at holde øje med dets velbefindende, at påtage sig ansvar for døgnrytme, hygiejne, motion, frisk luft, kost, sundhed, sprog, læring, passende og alderssvarende oplevelser, tryghed, sociale relationer, jul, fødselsdag, påske og pinse, hverdag, ferie og fest … at indse, at det koster i karriere, indkomst, status, respekt, og at den eneste belønning, man kan håbe på at få til gengæld for de mange års hårde arbejde og tilsidesættelse af sig selv, er, at barnet falder godt ind i verden og klarer sig godt.

Men sådan er vilkårene for formering i pattedyrsslægten. Man må under ingen omstændigheder lade nye småbørn sejle i deres egen uønskede sø, som almindelig praksis er blevet det i dag.

Køn og respekt

Vi var på svampetur med familien. Jeg har samlet svampe i den samme skov i 45 år, og endnu er ingen blevet syge, men alligevel beder den søde svigerdatter min mand, som ikke aner en pind om svampe, om at tjekke svampene for sig. Hun kunne ikke af sig selv få den tanke, at det var kvinden, dvs. mig, der vidste noget, og som kunne kende en kantarel fra en fluesvamp.

Jeg har af og til videregivet idéer eller råd til familie og venner, og når de så efter en tid omtaler sagen, tilskriver de fuldkommen tankeløst enten sig selv eller også min kloge mand æren for eventuelle gode resultater.

I min barndom havde vi en gåde med en far og hans søn, der kommer ud for en trafikulykke. Faderen omkommer, mens drengen ilde tilredt bliver bragt på hospitalet, hvor overlægen forfærdet udbryder: ― Jeg kan ikke operere! Det er min søn!

I årtier har folk grublet over, hvordan det nu kan hænge sammen, indtil det går op for dem, at en overlæge sagtens kan være en kvinde og altså drengens mor.

Det ligger i baghovedet på os alle, at mænd må være klogere end kvinder. De må være født klogere. Navnlig kvinder ville så gerne have, at deres mænd og sønner var lige så kloge og kompetente, som vore fædre forsøgte at være, når de var sammen med os. Det gør os trygge, for vi er ikke i konkurrence med mændene omkring os.

Det er vi derimod med kvinderne: Hvis andre kvinder er kloge (smukke, tynde, sjove, gode mødre, gode kokke, velklædte osv.), sammenligner vi os og føler mindreværd, så vi forsøger instinktivt at decimere de kvinder, vi omgås, til overkommelig størrelse. Det gør mænd også, for så kan de føle sig større og mere kompetente selv. Jo klogere kvinde, jo større tryk er nødvendigt for at holde hende nede.

Hvis en mand beslutter sig for at bruge sit liv, sit intellekt og sin gode uddannelse på at sidde hjemme og skrive, så bliver han alle vegne mødt med beundring og respekt, for han er jo en MAND og dermed FORFATTER, og han opgiver formentlig en glorværdig karriere og en anseelig indkomst for at kunne følge sit talent til glæde for alle os andre. Hans kone vil sikkert vimse om ham og tysse på børnene for at skaffe ham arbejdsro.

Hvis en kvinde vælger at bruge sit liv på at skrive, betragtes hun, i hvert fald i begyndelsen, og hvis hun ikke hurtigt bliver anerkendt, rig og berømt, som en lidt for følsom hobbyskribent, og hun kan ikke regne med ro, før hun har fodret mand, husdyr og børn og gjort hele huset rent. Virginia Woolf har beskrevet dette så glimrende i ”A Room of One’s Own” fra 1928, og det er stadig relevant. Desværre. Ro, respekt og anerkendelse eksisterer naturligvis alle vegne, men er hyppigere goder i det mandlige end i det kvindelige univers. Der er meget få kvinder, der nyder godt af at have en hengiven hustru.

Selv hvis en mand går i hundene, er han både i vore forestillinger, i film og i litteraturen meget mere storslået og interessant end en forsumpet kvinde, der blot betragtes som ulækker, som en hån mod vore begreber om, hvad en kvinde bør være.

Der er altså et pres fra mange sider for at formindske kvinder og forstørre mænd. Nogle kvinder formår at ignorere presset og rage op alligevel, og nogle kvinder og mænd formår at respektere alle lige meget, men krav og forventninger til kvindernes ydelser er næsten altid mange gange højere end til mænd. Navnlig når det gælder omsorg:

En mand, jeg kender som en dedikeret familiefar og trofast husbond, kunne ikke drømme om at ringe til nogen, ikke engang til sin egen familie, for at høre, om de har det godt, om at sige noget venligt for at holde en samtale i gang, om at sørge for, at gæster har kaffe i kopperne eller vin i glassene, om at sende et fødselsdagskort, en buket, købe en gave, invitere nogen, arrangere en sammenkomst eller en ferie eller tilbyde nogen sin hjælp. Hvis han gør det alligevel, er det 99 % sikkert, at konen har bedt ham om at gøre det. Ikke desto mindre forguder alle HAM og synes, at han er sådan en rar, omsorgsfuld og betænksom fyr. ― Det er han også. Man skal bare huske at fortælle ham, hvad han skal gøre for at være det.

I en anden familie, jeg kender, betragtes broderen som klog. Sådan ser han også på sig selv, og han er altid parat med gode råd til alle. At hans søstre, som også er særdeles veluddannede, kunne besidde nogle få øer af viden selv midt i al deres kvindelige dumhed, og at de måske kunne have nogle få kompetencer, falder ingen ind. Han er jo DRENGEN, så rollerne i den familie blev fordelt, allerede da han blev født, og de er ikke til at rokke, selv om familien sammen med resten af landet og verden er gået ind i det tredje årtusind efter vor tidsregnings begyndelse.

Jeg har ringet efter en vagtlæge til min mand, når han lå og vred sig med galdestenssmerter, og lægen tog det meget alvorligt og kom efter et kvarter med en smertestillende sprøjte og et venligt ord. Jeg har også prøvet at ringe efter en læge, når jeg selv lå og vred mig med galdestenssmerter, og lægen kom først efter fem timer, da min mand var kommet hjem og også havde ringet, og lægen var oven i købet vrissen og småsur, da han omsider dukkede op med sin velgørende sprøjte. ― Det var fem meget lange timer, som jeg kun nødigt tænker tilbage på.

Min erfaring er også, at hvor mænd får hurtig og adækvat behandling, når de henvender sig til sundhedspersonale med et problem, så kan det være vanskeligt at være et (ældre) damemenneske med diffuse symptomer. Kvinders sygdomme er simpelthen ikke så velundersøgte, som mænds, og i mangel af reel viden om kvindekroppen sidder fx. hormoner og lykkepiller så løst på receptblokkene, at man skal være endog særdeles bestemt for at undgå dem.

For en halv snes år siden var jeg indlagt på et sygehus efter en operation, og de tre gange pr. dag, madvognen dukkede op ude på gangen, var de kvindelige sygehjælpere og sygeplejersker meget omhyggelige med at besøge alle stuer med indlagte mænd: ― Nå, Hansen, hvad kunne du så tænke dig til frokost? spurgte de omsorgsfuldt, rystede puder og dyner og hentede mad og drikke til hr. Hansen, Keld og Kenneth, hvorimod de hyppigt i travlheden glemte Marie, Caroline og fru Jørgensen, der lå med slanger og katedere inde på næste stue. Hvis ikke fjerdemanden, dvs. den fjerde kvinde på stuen, havde været i stand til at gå ud og hente, ville ingen derinde have fået noget som helst.

Kort sagt: Hvis du fødes som mand, får du på forhånd tildelt en gratis bonus på mindst dobbelt så meget respekt ― og dermed højere status og alle mulige andre udtryk for dine medmenneskers opfattelse af din værdi som menneske, end hvis du fødes som kvinde. Sådan er det.

Unge kvinder, som bader sig i muligheder, kan ikke få øje på den store forskel, men den respekt, de nyder, gælder ikke så meget dem, som deres fødedygtige, attraktive ungdom, og når de efterhånden indser, at deres livsindsats, både på arbejdsmarkedet og med hjem, familie, venner, egne og andres børn, ikke står mål med deres livsindkomst, og når de får øje på den manglende respekt, de bliver mødt med efter at have arbejdet hårdt i mange årtier, så bliver nogle af dem en smule bitre.

Man kan så sige, at for de højtrespekterede mænd er der længere at falde, hvis de ikke kan leve op til manderollens allermest basale krav om autonomi og loyalitet. Min yndlingsscene er fra Godfatherfilmen, 2. del fra 1974, hvor den ældre bror, Fredo Corleone, som blev forbigået af sin yngre bror og ikke fundet værdig til godfathertitlen, mere og mere panisk skriger:

― It ain’t the way I wanted it! I can handle things! I’m smart! Not like everybody says… like dumb… I’m smart and I want respect! … For kort efter at blive sejlet ud på søen og skudt.

Man kan skrige på respekt, men man bliver dumpet i havet, med mindre tiden, heldet, generne, talentet, personligheden, kønskromosomerne og omgivelserne er med en. Det er langtfra nok at være dygtig, klog, omhyggelig, rar, generøs, hjælpsom og betænksom, og hvilke andre positive betegnelser, man kan finde på at hæfte på en person. Hvis man ikke lige er en Fredo, hjælper det også gevaldigt at være en mand.

Skræmmende badeænder

Kvinder med silikoneindlæg i læberne er ikke smukke. De der betuttede, fremskudte læber, der inviterer til jeg-ved-ikke-hvad, ser tåbelige ud og minder mest af alt om næbbet på en badeand.

Hvad kvinder (og mænd) fjerner fra eller propper ind i kroppen andre steder, er ikke så åbenlyst, i hvert fald ikke her om vinteren, men at det turde være helt unødvendigt, og desuden giver store helbredsmæssige problemer, er vist efterhånden indlysende for enhver.

Når man på disse omkringvandrende zombier ovenikøbet påsætter langt hår, taget fra fattige, døde kvinder i Ulande, så får man et virkelig skræmmende syn!