Miljø – Side 4 – blog.loneandrup.dk

Tvillingehøjene

I Hammer Bakker lige her ved siden af ligger Tvillingehøjene.

Kendt af alle i området som stedet for gode skovture og udsigter. Det er også her, man plukker sine blåbær, tyttebær og lyngbuketter, når tiden er til det.

Men der er sket noget.

Udsigten er forurenet, og det før så knejsende udsigtspunkt og fortidsminde, en flere tusind år gammel gravhøj, er slidt ned. Stenen er flyttet ned fra højen, som nu fremstår nedslidt og udhulet, og det er ikke sket gradvist gennem årtusinder, men i de seneste år mellem år 2003, hvor de øverste billeder er taget, og januar 2020, hvor de seneste er fra.

Hen over Tvillingehøjene er kørsel med MTB’ere forbudt, men der er ingen tvivl om gerningsmændene:

Mountainbikere … De brede, knoprede dæk flår alt op!

Det samme er tilfældet ved Pebermosen, et andet af Hammer Bakkers smukke og meget besøgte steder. Her er stierne mudret op:

Der er anlagt over 13 km officielle MTB-spor igennem Hammer Bakker. Hvorfor bruger de ivrige cyklister ikke sporene i stedet for at pløje alting ned?

Samtidig foregår der heftig naturpleje i Hammer Bakker. Enorme maskiner fælder grantræer i tusindvis, så bakkernes egenart som bakker og nye udsigter kommer frem efter 100 års produktion af grantræ. Dette er i og for sig glimrende. Men de kæmpestore skovmaskiner anretter meget skade på skovbund og stier, de ødelægger de specielle gamle hulveje og stisystemer og sammenpresser jorden, så intet udover lysesiv kan gro i de næste 100 år.

Det er forfærdeligt, at vi er nået dertil, at en skovtur i et gammelt naturområde, i stedet for at virke opløftende, gør én trist til mode.

Aalborg Kommune, som ejer store dele af arealerne, kan ikke forventes at beskytte naturværdierne. De har netop ryddet endnu et stort område i Hammer Bakker til endnu et nyt institutionsbyggeri. Inden for få år er det så tredje gang, at kommunen snupper en billig byggegrund, hvor der før var gammel fredsskov, drikkevandsindvinding og uerstattelig natur.

Udyr

Alt imens vi taler meget om naturbevarelse, har vi travlt med at udrydde så mange af vore levende bofæller på planeten Jorden, som vi kan:

Vi fælder skove – i stor stil på den sydlige halvkugle. I mindre grad i vores egen nærhed, for der er skoven for længst decimeret til små, symbolske pletter, som vi nedslider og overrender i store flokke, enten i løb eller på kraftige legecykler, MTB’ere.

Vi rykker ukrudt op i haven, brænder eller sprøjter flisearealer, og bonden sprøjter sine marker og alt muligt andet med potente plantegifte.

Vi sprøjter kraftigt mod bladlus, skjoldlus, spindemider, skimmelsvampe, biller og andre insekter.

Vi hakker snegle, sætter rotte- og musefælder op og stiller myrelokkedåser frem ved det mindste tegn på de små dyr i nærheden af vore huse.

Vi klasker fluer, myg og edderkopper. Og vi ville ønske, at vi kunne sprøjte skovene mod flåter.

Vi har erklæret krig mod søde små mårhunde og store glubske ulve, som er indvandret sydfra.

Som land bekoster vi 70 km vildsvinehegn mod Tyskland og sætter jægerne ind.

Jægere, som i forvejen plaffer på rådyr, dådyr, kronhjorte, ræve, fasaner, ryper, snepper, krager og råger. Og sæler og skarver, som jo udrydder vore fiskebestande. Bemærk, at det ikke er fiskerne med deres enorme grej, der skraber havene tomme for fisk … Det er sæler og skarver, der er de ansvarlige her.

Men i virkeligheden er mennesket jo helt indlysende den største trussel mod planeten jorden. Vi hærger det ene økosystem efter det andet og efterlader golde ørkener. Som rotter har vi spredt os til alle verdensdele, Arktis, Antarktis, alle kontinenter, bjerge, have, besudlet både jord, luft og vand med vores foretagsomhed, konstruktioner og skadevoldende affald.

Mennesket er det største udyr, og hvem kan udrydde os? – Resistente bakterier? Eller er vi i god gang med at gøre det selv?

Unge og miljø

Det er komplet uforståeligt, at det er de samme, sløve unge, der altid glemmer at slukke lyset, at skrue ned for varmen, at lukke for vandet, dem, der smider deres to go-kaffekrus og fastfood-emballage alle vegne, som tværer skodder ud på fortovet og smadrer flasker for sjov, som laver hjulspin i gamle biler og kører i bil til bageren om morgenen, som skifter garderoben ud hver fredag, som uden betænkning flyver til Thailand med to-tre småbørn, og som efterlader festivalpladserne med et meterhøjt lag af skrald i form af udmærkede telte, soveunderlag, soveposer, plasticposer, plasticflasker og plastickrus, som nu bliver udnævnt til at være dem, der skal redde verden fra de foregående generationer, dvs. de ældre, der omhyggeligt holder øje med deres forbrug, tilbringer hver eneste sommerferie i Tisvildeleje, cykler på indkøb, sorterer affald med stor nidkærhed, går i det samme tøj år efter år og pænt samler op efter sig selv.

Børn er børn, og børn ved ingenting. De skal først lære af de voksne.

Vi voksne bør gå i kødet på politikerne, industrien og landbruget og se på vores egne muligheder, før vi begynder at pege fingre ad hinanden og i afmagt udnævner uvidende børn til verdens frelsere.

Voldsomt vejr

For to år siden installerede jeg en varslingsapp på min mobiltelefon.

I løbet af de to år har jeg fået 80 advarsler om voldsomt vejr i mit lokalområde!

Kraftig sne eller hagl, snefygning, lokale skybrud og torden, som oftest kraftig regn, torden eller skybrud – 80 gange – Det er en advarsel hver 9. dag!

For 50 – 60 år siden, da jeg var barn, var fx tordenvejr en sjælden foreteelse, der mest opstod i varme sensomre og fik os alle op af sengene og ned og sidde i køkkenet med varm mælk med honning til børnene, tordenkaffe til de voksne, mens vi talte sekunder mellem lyn og brag – en øl, to øl, tre øl – og ikke gik i seng igen, før vi var overbeviste om, at vejret var draget videre og ikke havde slået ned og antændt ildebrande i nærheden. Skybrud erindrer jeg ikke at have hørt om indtil for få år siden … for 10 – 15 år siden, måske.

Det skal så lige siges, at min fornemmelse er, at der kun i halvdelen af varslingstilfældene rent faktisk opstår voldsomt vejr i mit område. – I de øvrige tilfælde kunne vejret jo rase lige ovre i nabobyen eller syd for fjorden, det kan jeg ikke vide.

Og man kunne også mistænke en varslingsapp for hellere at varsle en gang for meget end en gang for lidt, så der bliver en ‘ulven kommer-effekt’.

Men der er ingen tvivl om, at vi nu oplever mange flere hændelser med ekstremt vejr end før.

Første jordbær – og klimaforandringer

I mange år har jeg noteret datoen for det første jordbær i min have:

1996 – 24. juni

1997 – 22. juni

1998 – 18. juni

1999 – 16. juni

2000 – 7. juni

2001 –22. juni

2002 – 4. juni

2003 –15. juni

2004 -12. juni

2005 –20. juni

2006 –13. juni

2007 – 5. juni

2008 –3. juni

2009 –9. juni

2010 –14. juni

2011 –7. juni

2012 –18. juni

2013 –13. juni

2014 –8. juni

2015 –20. juni

2016 – 6. juni

2017 – 11. juni

2018 – 1. juni

2019 – 13. juni

Det er samme slags jordbær, de står i de samme bede uden plastic eller anden beskyttelse, og de bliver passet på samme måde.

Min fornemmelse af, at de første jordbær i gennemsnit er røde og modne 2 – 3 uger før, end de var for bare 20 år siden, er vist rigtig. – Og da jeg var barn, sagde man altid, at jordbærrene blev modne efter Skt. Hans. Sidste sommer, hvor vejret var usædvanligt varmt, havde vi jordbær d. 1. juni!

Samme fremrykning med to – tre uger er i øvrigt også gældende for bøgens udspring, kantarellerne og blåbærrene i skoven, hindbærrene, kirsebærrene, roserne, valmuerne, frilandstomaterne … Og sidste år høstede jeg vindruer i spandevis på mine egne, små planter, der står ude hele året – I Nordjylland!

Dansk Naturfond

I 40 år har vi haft et barn i Afrika. De senere år piger, fordi vi tænkte, at de måske godt kunne bruge et ekstra skub hen imod omsorg, respekt, uddannelse og selvforsørgelse.

Vi har aldrig belemret nogen af vores fire børn med breve, brugt tøj, billigt legetøj eller hvem, vi var. Vi har betalt et fast beløb til dem og deres familier hver måned og det samme ekstra til jul og fødselsdag, og så ladet det blive ved det.

Vores afrikanske børn har givet os mange gode stunder, når vi modtog rapporter om deres fremgang i skolen, om at de havde tilladt sig at købe lidt slik for en lille del af fødselsdagspengene, eller når de havde forladt projektet for at gifte sig eller for at læse videre. – Vi fik indblik i en livsform et andet sted i verden og var glade for at kunne hjælpe.

De senere år er hjælpen dog professionaliseret en del. Vi bliver ringet op af unge, kække ’fundraisere’, der vil afkræve os flere penge … Til hvad? – Vi forsørger et barn og hendes familie i Afrika, skal vi nu også forsørge danske unge, så de kan sidde bekvemt på deres bagdele og ringe rundt og forstyrre folk? Eller stå på gågaderne og kaste sig over de forbipasserende? – Skal godgørenhed også udsættes for vækst og management? Omgærdes af smarte ord og floskler? Er det ikke længere nok bare at gøre godt?

Hvis man løfter snuden en smule og kigger sig omkring, kan man se, at menneskene klarer sig fint. Indiens befolkning er næsten lige så stor som Kinas nu, Asien stortrives i vækst og industri, og Sydamerika er kraftigt på vej.

Jeg har set luften i Kina. Verdenshavene sejler i plast og andet menneskeligt affald. Sydamerikas regnskov decimeres betragteligt, mens jeg sidder og skriver. Urskoven i Hviderusland og Polen køres bort som tømmer. Hver eneste dag uddør flere dyre- og plantearter … Det er menneskene, der klarer sig glimrende og formerer sig uhæmmet, mens selve kloden og dens fine økosystemer er i akut livsfare!

Når vores sidste pige i Benin kan forsørge sig selv, vil vi overlade Afrika til afrikanerne og de effektive kinesere og derefter donere pengene til naturen. Den har brug for al den hjælp, den kan få.

Fx via Den Danske Naturfond: https://ddnf.dk/

Udkantsdanmark

Hvorfor vil ingen bo på landet længere? – Det er ikke noget stort mysterium.

Ude i Udkantsdanmark hersker gylle- og giftspredere og grandjævle. Man kan ikke bo et sted, hvor jord, grundvand og luft tyve gange eller mere pr. sæson forurenes af landbrugets sprøjtevogne med pesticider, svampemidler eller med stinkende, sejlende svinelort. Hvor det åbne landskab er ét stort, forsuret griselokum, fyldt med opkoncentrerede tungmetaller, men uden veje, stier og beplantning. Og hvor de få uopdyrkede områder er tilplantet med mørke, ugæstfrie graner, så jordejeren kan få noget hurtig tilvækst og udbytte. Hvorefter han sender enorme skovhøstmaskiner ind, som sammenpresser jorden i flere meters dybde, så intet kan gro og trives de næste 200 – 300 år.

Skulle der endelig være et lille smukt, nogenlunde naturligt område, har mountainbikerne usurperet de kønne stier og anlagt deres motorveje med spring og sving, hvor de fræser rundt og plører jorden op og er til fare for alle stilfærdige vandrere. Eller horder af skydegale fritidsjægere har lukket området ‘pga. jagt’. – Hvorfor spiller folk ikke golf længere? Er anlæggelse og vedligeholdelse af alle de mange golfbaner for 10 – 20 år siden spildt, fordi moden er vendt? – Det korte af det lange er, at folk ikke mere bare går rundt og nyder naturområder, fugle- og dyreliv, men absolut skal bruge naturen til noget: sportscykling i høj fart, jagt på dyrene, kapløb, kapgang i flokkevis, træklatring i de få tilbageværende, store træer, legepladser …

Før i tiden sørgede stat og amter for at reservere en del af naturen til dyr og til de kommende generationer, men nu er det ansvar overtaget af kommunerne, og det er jo som at sætte ræven til at vogte gæs: Store skatteydere får tilladelser til at bygge enorme ’herregårde’ midt i naturskønne områder. Eller kommunen henlægger sine egne byggeprojekter til disse billige grunde. Eller de tillader gylleproduktion, råstofudvinding eller store sommerhuse med tilhørende legelande, betonhoteller og andre serviceerhverv at etablere sig midt i herlighederne.

Kommunerne føler sig i konkurrence om at ’vækste’, om at vokse og udnytte alt og alle. Den smule ’natur’, vi har tilbage i dette lille land, skal med vold og magt udpines til sidste græsstrå.

Samtidig har man fjernet lægen, sygehuset, plejehjemmet, politiet, skolen, biblioteket, børneinstitutionerne og alle indkøbsmuligheder, hvorefter man undrer sig over, at småbyernes huse står tomme og forfalder.

Det falder ingen ind, at meget store, kystnære, uberørte og naturlige områder med adgang forbudt for private sommerhuse, betonbyggerier, vindmølleparker, råstofudvinding, skovmaskiner, biler, mountainbikes og ATV’ere, men nænsomt udstyret med p-pladser, toiletter, småhoteller, vandre- og cykelstier og primitive hytter og lejrpladser, ville give Danmarks udkanter en særdeles høj og eftertragtet status som turistmål og rekreativt område. – Når nu folk ikke vil bo der, så lad dog ulve og andre store og små dyr og planter rykke ind.

Men man kan ikke BÅDE have titusindvis af kvadratkilometer med grise-wc’er og stikkende, naturfremmede grantræer OG være eksklusiv ressort for naturglade.

Giftige tørklæder

Så gjorde jeg det igen! – Købte et tørklæde, bare fordi det var pænt, og fordi jeg trængte til lidt nyt, lidt farve om min hals. Jeg har gjort det før og er blevet voldsomt syg af det.

Engang måtte jeg flå et mange gange vasket og luftet tørklæde af min hals midt under en skovtur, fordi mine øjne begyndte at svide af de kemiske dampe, og huden på hals og kinder brændte.

Denne gang var tørklædet fra Salling i Aalborg, og det var ikke billigt. Det var af mærket ’Pieces’, sort og grønt, lavet i Indien.

Klog af skade vaskede jeg det to gange og lod det hænge ude på tørresnoren et par døgn, før jeg turde tage det om halsen.

Alligevel følte jeg efter ganske få sekunder den velkendte, metalliske smag i munden og en let prikken på tungen. Så begynder øjnene at klø og svide, og hvis jeg ikke tager tørklædet af i en vis fart, får jeg allergisk øjenbetændelse og diarré.

Jeg lagde det fine, nye tørklæde i blød i eddike, i vaskepulver, og til sidst i Ajax-salmiakvand i flere døgn, vaskede det igen og igen ved 40 grader i maskinen, selv om det angiveligt kun kunne tåle håndvask. Lod det hænge ude i dagevis. Lige meget hjalp det. – Jeg kan ikke have det på.

Sidste år gjorde jeg det samme med et billigt tørklæde fra Kvickly, Nørresundby. Jeg havde en begyndende halsbetændelse og købte tørklædet, et gråt, blødt ét, som jeg tog på med det samme. Efter kort tid begyndte mine øjne at blive røde, og maven blev dårlig, men da jeg troede, at det skyldtes infektionen, beholdt jeg tørklædet på og gik i seng.

Næste morgen var jeg nødt til at tage til læge. Jeg vågnede med hævede, røde øjne, øjenhuler, der var ømme, som om de var betændte, kinder, der brændte og flammede rødt, og kvalme og dårlig mave. Læger har jo ikke tid til syge mennesker, så jeg talte med en sygeplejerske eller en laborant i lægeklinikken, og hun stillede diagnosen ’øjenbetændelse’ og gav mig øjendråber med antibiotika.

Jeg dryppede øjnene som foreskrevet, og det sved, men intet skete. Tværtimod. Op ad dagen blev det være og værre …

Om aftenen, da jeg igen, syg og udmattet, ville gå tidligt i seng, tog jeg tørklædet af, og så mærkede jeg efter kort tid, at øjensymptomerne aftog … Da kom jeg i tanke om, at jeg før har reageret på nye stoffer: Fx måtte jeg smide en plaid fra IKEA ud pga. fysisk ubehag: kløen, rødme, prikkende metalsmag på tungen, når jeg brugte den. Det samme skete med en morgenkåbe, jeg fik syet af stof fra STOF2000 – Kunne det være tørklædet?

Efter en nat uden det giftige tørklæde var min ’infektion’, mine maveproblemer og min øjenbetændelse helbredt!

Dette tørklæde fra Coop var lavet i Kina, og i de dage, efteråret 2017, mens jeg var syg af de allergifremkaldende stoffer, lancerede Coop deres store økologikampagne …

Som en god samfundsborger udfyldte og indsendte jeg en blanket om øjenallergien på et anmeldelsesskema til Miljø- og Fødevareministeriet. Det var et langsommeligt og omstændeligt arbejde, som medførte en del skriverier frem og tilbage med medarbejderne, men jeg følte mig forpligtet til at anmelde, hvad jeg opfattede som en forgiftning, så andre ikke skulle havne i samme situation. Og så Coop ikke upåtalt skulle belaste folkesundheden og sundhedssystemet.

Men Miljø- og Fødevareministeriet bad mig om at sende tørklædet til Coop, så Coop selv kunne undersøge det i deres eget laboratorium! – Jeg troede ikke, det kunne være rigtigt! Men det var det.

Så jeg klippede det giftige tørklæde midt over og sendte den ene halvdel til Coop. Den anden ligger stadig i en lufttæt pose i mit udhus.

Og stor var overraskelsen jo, da Coop efter ganske kort tid kunne melde tilbage, både til mig og til Miljø- og Fødevareministeriet, at der ikke var fundet allergifremkaldende stoffer i tørklædet …

For at føje spot til skade fik jeg i en mail fra Miljø- og Fødevareministeriet tilbuddet om, at de ville oplyse mit navn og adresse til Coop, som så ville sende mig en lille erkendtlighed … Det svarede jeg ikke på.