Kategori: Natur

Tvillingehøjene

I Hammer Bakker lige her ved siden af ligger Tvillingehøjene.

Kendt af alle i området som stedet for gode skovture og udsigter. Det er også her, man plukker sine blåbær, tyttebær og lyngbuketter, når tiden er til det.

Men der er sket noget.

Udsigten er forurenet, og det før så knejsende udsigtspunkt og fortidsminde, en flere tusind år gam­mel gravhøj, er slidt ned. Stenen er flyttet ned fra højen, som nu fremstår nedslidt og udhulet, og det er ikke sket gradvist gennem årtusinder, men i de seneste år mellem år 2003, hvor de øverste billeder er taget, og januar 2020, hvor de seneste er fra.

Hen over Tvillingehøjene er kørsel med MTB’ere forbudt, men der er ingen tvivl om gerningsmæn­dene:

Mountainbikere … De brede, knoprede dæk flår alt op!

Det samme er tilfældet ved Pebermosen, et andet af Hammer Bakkers smukke og meget besøgte steder. Her er stierne mudret op:

Der er anlagt over 13 km officielle MTB-spor igennem Hammer Bakker. Hvorfor bruger de ivrige cyklister ikke sporene i stedet for at pløje alting ned?

Samtidig foregår der heftig naturpleje i Hammer Bakker. Enorme maskiner fælder grantræer i tusindvis, så bakkernes egenart som bakker og nye udsigter kommer frem efter 100 års produktion af grantræ. Dette er i og for sig glimrende. Men de kæmpestore skovmaskiner anretter meget skade på skovbund og stier, de ødelægger de specielle gamle hulveje og stisystemer og sammenpresser jorden, så intet udover lysesiv kan gro i de næste 100 år.

Det er forfærdeligt, at vi er nået dertil, at en skovtur i et gammelt naturområde, i stedet for at virke opløftende, gør én trist til mode.

Aalborg Kommune, som ejer store dele af arealerne, kan ikke forventes at beskytte naturværdierne. De har netop ryddet endnu et stort område i Hammer Bakker til endnu et nyt institutionsbyggeri. Inden for få år er det så tredje gang, at kommunen snupper en billig byggegrund, hvor der før var gammel fredsskov, drikkevandsindvinding og uerstattelig natur.

Udyr

Alt imens vi taler meget om naturbevarelse, har vi travlt med at udrydde så mange af vore le­vende bofæller på planeten Jorden, som vi kan:

Vi fælder skove – i stor stil på den sydlige halvkugle. I mindre grad i vores egen nærhed, for der er skoven for længst decimeret til små, symbolske pletter, som vi nedslider og overrender i store flokke, enten i løb eller på kraftige legecykler, MTB’ere.

Vi rykker ukrudt op i haven, brænder eller sprøjter flisearealer, og bonden sprøjter sine marker og alt muligt andet med potente plantegifte.

Vi sprøjter kraftigt mod bladlus, skjoldlus, spindemider, skimmelsvampe, biller og andre insek­ter.

Vi hakker snegle, sætter rotte- og musefælder op og stiller myrelokkedåser frem ved det mind­ste tegn på de små dyr i nærheden af vore huse.

Vi klasker fluer, myg og edderkopper. Og vi ville ønske, at vi kunne sprøjte skovene mod flåter.

Vi har erklæret krig mod søde små mårhunde og store glubske ulve, som er indvandret sydfra.

Som land bekoster vi 70 km vildsvinehegn mod Tyskland og sætter jægerne ind.

Jægere, som i forvejen plaffer på rådyr, dådyr, kronhjorte, ræve, fasaner, ryper, snepper, kra­ger og råger. Og sæler og skarver, som jo udrydder vore fiskebestande. Bemærk, at det ikke er fiskerne med deres enorme grej, der skraber havene tomme for fisk … Det er sæler og skarver, der er de ansvarlige her.

Men i virkeligheden er mennesket jo helt indlysende den største trussel mod planeten jorden. Vi hærger det ene økosystem efter det andet og efterlader golde ørkener.  Som rotter har vi spredt os til alle verdens­dele, Arktis, Antarktis, alle kontinenter, bjerge, have, besudlet både jord, luft og vand med vo­res foretagsomhed, konstruktioner og skadevoldende affald.

Mennesket er det største udyr, og hvem kan udrydde os? – Resistente bakterier? Eller er vi i god gang med at gøre det selv?

Første jordbær – og klimaforandringer

I mange år har jeg noteret datoen for det første jordbær i min have:

1996 – 24. juni

1997 –  22. juni

1998 –  18. juni

1999 –  16. juni

2000 – 7. juni

2001  –22. juni

2002 – 4. juni

2003  –15. juni

2004  -12. juni

2005  –20. juni

2006  –13. juni

2007 – 5. juni

2008  –3. juni

2009  –9. juni

2010  –14. juni

2011  –7. juni

2012  –18. juni

2013  –13. juni

2014  –8. juni

2015  –20. juni

2016 – 6. juni

2017 –  11. juni

2018 – 1. juni

2019 –  13. juni

Det er samme slags jordbær, de står i de samme bede uden plastic eller anden beskyttelse, og de bliver passet på samme måde.

Min fornemmelse af, at de første jordbær i gennemsnit er røde og modne 2 – 3 uger før, end de var for bare 20 år siden, er vist rigtig. – Og da jeg var barn, sagde man altid, at jordbærrene blev modne efter Skt. Hans. Sidste sommer, hvor vejret var usædvanligt varmt, havde vi jordbær d. 1. juni!

Samme fremrykning med to – tre uger er i øvrigt også gældende for bøgens udspring, kantarellerne og blåbærrene i skoven, hindbærrene, kirsebærrene, roserne, valmuerne, frilandstomaterne … Og sidste år høstede jeg vindruer i spandevis på mine egne, små planter, der står ude hele året – I Nordjylland!

Forår

Engang føltes foråret som et krav. Man skulle ud af sofaen, ud af sin brune vinterhule, væk fra bøgerne, chokoladekagerne og stearinlysene og ud i vejret. Fandengalemig!

Og så stod man der, frysende i sandaler og aspargesben, i det alt for klare lys og var ikke klar selv. Uden at vide, hvor man skulle gå hen.

For kravet var diffust. Uroligt. Ud i foråret. I skoven. På fortovscaféer. Promenere langs havnen. På stranden. Først og fremmest skulle man ud blandt mennesker. Færdes i flokke blandt andre forårsforvirrede. Hvis man sad inde en dag, hvor forårssolen skinnede, var denne dag at betragte som spildt i det store livsregnskab.

For sådan et havde man jo.

Mere end 60 års erfaring har dog lært mig et og andet.

Fx at skoven ikke er grønnere på pænere måder andre steder end lige her ved siden af mig.

At min egen have igen i år udviser en fantastisk fantasi af farver, frugtblomster, bier, mariehøns, spraggule citronsommerfugle, lysegrønt purløg og røde rabarber på vej.

At de mennesker, jeg holder af, er lige i nærheden og ikke skal opsøges på caféer, i friluftsbade, i legelande, til de store udendørskoncerter eller andre steder, hvor ældre kvinder ikke længere har behov for at lade sig se.

Vor nationalfilosof, Kierkegaard, skrev, blandt meget andet klogt:

– Livet er ikke et problem der skal løses, men en virkelighed der skal opleves.

Måske rækker det at gå med hunden i skoven, ganske som vi plejer, og bagefter hænge dyner og tæpper ud i sol og blæst. At gå og bakse med vasketøjet på snoren under forsytiaens gule opblussen. At indsnuse sollugt, jord, støv og blomster. At luge og feje en smule hist og pist, rydde vinterens visne stilke væk … at se det pible, nej vælte, op af jorden med frodigt grønt og gult og hvidt og blåt.

Måske rækker det at sidde en times tid i lækrogen og lytte til solsorten, som har lejet sig ind i mirabellen.

Dansk Naturfond

I 40 år har vi haft et barn i Afrika. De senere år piger, fordi vi tænkte, at de måske godt kunne bruge et eks­tra skub hen imod omsorg, respekt, uddannelse og selvforsørgelse.

Vi har aldrig belemret nogen af vores fire børn med breve, brugt tøj, billigt legetøj eller hvem, vi var. Vi har betalt et fast beløb til dem og deres familier hver måned og det samme ekstra til jul og fødselsdag, og så ladet det blive ved det.

Vores afrikanske børn har givet os mange gode stunder, når vi modtog rapporter om deres fremgang i sko­len, om at de havde tilladt sig at købe lidt slik for en lille del af fødselsdagspengene, eller når de havde forladt projektet for at gifte sig eller for at læse videre. – Vi fik indblik i en livsform et andet sted i verden og var glade for at kunne hjælpe.

De senere år er hjælpen dog professionaliseret en del. Vi bliver ringet op af unge, kække ’fundraisere’, der vil afkræve os flere penge … Til hvad? – Vi forsørger et barn og hendes familie i Afrika, skal vi nu også for­sørge danske unge, så de kan sidde bekvemt på deres bagdele og ringe rundt og forstyrre folk? Eller stå på gågaderne og kaste sig over de forbipasserende? – Skal godgørenhed også udsættes for vækst og management? Omgærdes af smarte ord og floskler? Er det ikke længere nok bare at gøre godt?

Hvis man løfter snuden en smule og kigger sig omkring, kan man se, at menneskene klarer sig fint. Indiens befolkning er næsten lige så stor som Kinas nu, Asien stortrives i vækst og industri, og Sydame­rika er kraftigt på vej.

Jeg har set luften i Kina. Verdenshavene sejler i plast og andet menneskeligt affald. Sydamerikas regnskov decimeres betragteligt, mens jeg sidder og skriver. Urskoven i Hviderusland og Po­len køres bort som tømmer. Hver eneste dag uddør flere dyre- og plantearter … Det er menneskene, der klarer sig glimrende og formerer sig uhæmmet, mens selve kloden og dens fine økosystemer er i akut livsfare!

Når vores sidste pige i Benin kan forsørge sig selv, vil vi overlade Afrika til afrikanerne og de effektive kinesere og derefter donere pengene til naturen. Den har brug for al den hjælp, den kan få.

Fx via Den Danske Naturfond: https://ddnf.dk/

Udkantsdanmark

Hvorfor vil ingen bo på landet længere? – Det er ikke noget stort mysterium.

Ude i Udkantsdanmark hersker gylle- og giftspredere og grandjævle. Man kan ikke bo et sted, hvor jord, grundvand og luft tyve gange eller mere pr. sæson forurenes af landbrugets sprøjtevogne med pesticider, svampemidler eller med stinkende, sejlende svinelort. Hvor det åbne landskab er ét stort, forsuret griselokum, fyldt med opkoncentrerede tungmetaller, men uden veje, stier og beplantning. Og hvor de få uopdyrkede områder er tilplantet med mørke, ugæstfrie graner, så jordejeren kan få noget hurtig tilvækst og udbytte. Hvorefter han sender enorme skovhøstmaskiner ind, som sammenpresser jorden i flere meters dybde, så intet kan gro og trives de næste 200 – 300 år.

Skulle der endelig være et lille smukt, nogenlunde naturligt område, har mountainbikerne usurperet de kønne stier og anlagt deres motorveje med spring og sving, hvor de fræser rundt og plører jorden op og er til fare for alle stilfærdige vandrere. Eller horder af skydegale fritidsjægere har lukket området ‘pga. jagt’. – Hvorfor spiller folk ikke golf længere? Er anlæggelse og vedligeholdelse af alle de mange golfbaner for 10 – 20 år siden spildt, fordi moden er vendt? – Det korte af det lange er, at folk ikke mere bare går rundt og nyder naturområder, fugle- og dyreliv, men absolut skal bruge naturen til noget: sportscykling i høj fart, jagt på dyrene, kapløb, kapgang i flokkevis, træklatring i de få tilbageværende, store træer, legepladser …

Før i tiden sørgede stat og amter for at reservere en del af naturen til dyr og til de kommende generationer, men nu er det ansvar overtaget af kommunerne, og det er jo som at sætte ræven til at vogte gæs: Store skatteydere får tilladelser til at bygge enorme ’herregårde’ midt i naturskønne områder. Eller kommunen henlægger sine egne byggeprojekter til disse billige grunde. Eller de tillader gylleproduktion, råstofudvinding eller store sommerhuse med tilhørende legelande, betonhoteller og andre serviceerhverv at etablere sig midt i herlighederne.

Kommunerne føler sig i konkurrence om at ’vækste’, om at vokse og udnytte alt og alle. Den smule ’natur’, vi har tilbage i dette lille land, skal med vold og magt udpines til sidste græsstrå.

Samtidig har man fjernet lægen, sygehuset, plejehjemmet, politiet, skolen, biblioteket, børneinstitutionerne og alle indkøbsmuligheder, hvorefter man undrer sig over, at småbyernes huse står tomme og forfalder.

Det falder ingen ind, at meget store, kystnære, uberørte og naturlige områder med adgang forbudt for private sommerhuse, betonbyggerier, vindmølleparker, råstofudvinding, skovmaskiner, biler, mountainbikes og ATV’ere, men nænsomt udstyret med p-pladser, toiletter, småhoteller, vandre- og cykelstier og primitive hytter og lejrpladser, ville give Danmarks udkanter en særdeles høj og eftertragtet status som turistmål og rekreativt område. – Når nu folk ikke vil bo der, så lad dog ulve og andre store og små dyr og planter rykke ind.

Men man kan ikke BÅDE have titusindvis af kvadratkilometer med grise-wc’er og stikkende, naturfremmede grantræer OG være eksklusiv ressort for naturglade.