Kategori: Psykologi

Hadeliste

Hvorfor skal alting være så pænt og positivt? En gang imellem kan man trænge til at lufte ud i idiosynkrasierne og indrømme, at der er ting, man hader.

Eller måske ikke ligefrem hader; det er så stærkt et ord, og det implicerer et personligt engagement, der ikke altid er dækning for. Mange ting kan man jo blot sørge for at undgå, grine ad eller stilfærdigt påtale, hvis det optræder lige for øjnene af en. Andre ting kan man ikke gøre noget ved, og så tjener det en selv bedst at forsøge at ignorere dem.

En liste over ting, jeg hader, afskyr, foragter, misbilliger, ikke bryder mig om, der irriterer mig, ville se nogenlunde sådan ud:

· At undvære nogen/noget, jeg føler mig knyttet til.

· Krig, fysisk og psykisk vold.

· Mørkt og koldt vejr, som man ikke kan være ude i ret lang tid ad gangen.

· Den måde vi producerer fødevarer på i vor del af verden med giftsprøjte, burhøns, taberkøer og 25.000 svin, der dør HVER DAG!

· Byggeplaner, det være sig offentlige eller private, som ødelægger bevaringsværdige og/eller hidtil fredede naturområder.

· Højreorienterede politikere, der undergraver vore fælles uddannelser, sundhedsordninger, ældrepleje, pensioner, i det hele taget hele den offentlige sektor og forsorg, og som prøver på at kalde det noget andet, fx Verdens bedste folkeskole el.lign., der er helt hen i vejret, al den stund vore børn og unge mangler flere års uddannelse, når de forlader skolen, og hverken kan tale rent, læse, skrive eller regne.

· Dårlig mad.

· Venner, som dukker mig, så de selv kan føle sig bedre tilpas.

· Venner, som bliver fornærmede, uden at de vil sige hvorfor.

· Ældre kvinder, der gør sig til af, hvor friske de er. Unge mennesker er ligeglade, for dem er det en selvfølge, at man både kan gå, gøre øvelser og selv tygge sin mad, og jævnaldrende bliver bare irriterede, hvis de ikke selv kan.

· Mødre, der bruger deres børn som undskyldning for at gøre ting, de selv har lyst til. Fx: Lille Mille har brug for at lege med andre børn! (Lille Mille er et år gammel, hun KAN ikke lege med andre børn endnu, og nu bliver hun bragt til en undernormeret, fortravlet og forvirret vuggestue tidligt om morgenen og skal undvære sin mor hele dagen, alle hverdage i ugen.) Eller: Lille Mille elsker sin moster! (Der tilfældigvis har en lækker ferielejlighed med gode gæsteværelser i Spanien.)

· Mennesker, der opfører sig dårligt over for andre, der først og fremmest tænker på sig selv, møver sig frem og ikke tager hensyn eller udviser pli.

· Voksne kvinder fx i tv, der taler barnligt, sødladent og flirter med mig.

· Folk, jeg ikke kender, der ringer mig op for at sælge noget, eller som sender mig reklamer eller spammails.

· Folk, jeg ikke kender, der intimiderende og kælent bruger mit fornavn i hver eneste sætning.

· Folk, der bruger fx Facebook til hæmningsløst at promovere sig selv og deres mere eller mindre dubiøse projekter.

· I det hele taget kommercialiseringen af de mellemmenneskelige forhold.

· At vente i kø, det være sig i telefonen, hos lægen, ved kassebåndet i supermarkedet, ja, hvor som helst.

· Folk, der ringer og snakker om sig selv i lang tid.

· At optræde i flok.

Tvangsgodhed

Mange kvinder lider af tvangsgodhed. Tvangsgodhed opelskes i mere eller mindre dysfunktionelle familier, hvor børn forventes at dække forældrenes behov. Hvor selv helt små babyer lærer at aflæse de voksnes sindstilstand, fordi de nære omsorgspersoners velbefindende og humør er altafgørende for muligheden for opfyldelse af barnets egne, vitale behov.

Små tvangsgode piger lærer sig hurtigt at smile sødt, uanset hvad der sker. For hvis de græder eller på anden måde råber højt for at få dækket nogle behov, bliver de slået eller i bedste fald blot isoleret og ignoreret.

Små tvangsgode piger plukker blomster til deres mor i tindrende forventning om et øjebliks positiv opmærksomhed.

Små tvangsgode piger ordner husarbejde og forbereder små sjove overraskelser af egen drift.

Små tvangsgode piger giver i det hele taget deres forældre — og senere alle andre — komplimenter, praktisk hjælp, psykisk omsorg og gaver.

Små tvangsgode piger ved, at de er sat i verden for forældrenes skyld og anstrenger sig i alle døgnets vågne timer for at leve op til alle uudtalte krav.

Små tvangsgode piger lærer at flytte opmærksomheden fra deres eget følelsesliv og deres egne behov over i de nære voksnes, for de voksnes følelsesliv er som vejret på kloden bestemmende for klimaet i hele familiens liv og dermed for pigernes eget velbefindende.

Små tvangsgode piger udvikler indfølingsevne i grotesk overstørrelse.

Små tvangsgode piger vokser op og bliver store tvangsgode damer i omsorgsroller. Selvfølgelig i deres egen familie og vennekreds, men de er også selvskrevne til pleje- eller pædagogjobs.

Visse små drenge, f.eks. sønner af enlige, rundforvirrede og grænseoverskridende mødre, vokser op og bliver store, tvangsgode mænd.

Den tvangsgode sender 127 jule- og fødselsdagskort og gaver i løbet af et år og modtager selv, når bølgerne går højt, tre. Som oftest går der 20 – 30 år, om nogensinde, før den tvangsgode begynder at undre sig over uligevægten, for uligevægt var jo betingelsen for eksistens fra start og føles lige så naturlig som den luft, den tvangsgode indånder.

Den tvangsgode glemmer aldrig en fødselsdag eller lige at ringe og spørge til, hvordan det går efter indlæggelsen, dødsfaldet, jobskiftet, den svære samtale, ferierejsen, skilsmissen, fødslen, stævnemødet osv. Men den tvangsgode gennemlever selv sygdom og alle andre livskriser, gode såvel som slemme, i rungende ensomhed.

Den tvangsgodes omgivelser synes, at det er helt OK og naturligt at blive støttet og holdt i hånden hele vejen igennem.

Den tvangsgodes omgivelser synes, at det er helt OK og naturligt at behandle den tvangsgode som en slags tjenestepige, man ikke behøver at tage hensyn til, men kan overfuse, overbebyrde eller overse efter forgodtbefindende.

Hvis den tvangsgode i et øjebliks mental sundhed skulle protestere mod venner og families mest urimeligt dårlige opførsel eller opskruede krav og forventninger, bliver hun mødt med uforstående skuffelse, der oftest finder udtryk i en meget grim vrede og måske hævnfølelse, der imiterer forældrenes afvisning i barndommen. Således bekræftet fortsætter den tvangsgode tvangsgodheden af lutter tvang.

Tvangsgode af begge køn nyder ingen respekt. Tværtimod synes de til stadighed at omgive sig med mennesker, der, formentlig pga. af egne, presserende og hidtil uopfyldte behov for en altfavnende moderskikkelse, tager tvangsgodheden som en selvfølge og nyder godt af den uden at give noget som helst igen.

Det giver ubalance og uholdbare forhold. For:

Tvangsgode er IKKE gode! — Uforfalsket godhed findes ikke. Der er altid, men måske ubevidst for de fleste, en regning, der skal betales, f.eks. i form af gaver, penge, tjenester eller blot opmærksomhed, ordentlig behandling, respekt og/eller selskab.

Tvangsgode påtager sig martyrrollen.

Tvangsgode har hukommelse som en elefant.

Tvangsgode føler sig sikrest alene. Hvad de opfatter som diffuse krav fra andre, udløser angst og usikkerhed. Men tvangsgode har ligesom alle andre brug for sociale fællesskaber. For dem koster de bare meget, meget mere at deltage i.

Tvangsgode fornemmer, men forstår ikke, psyken hos de selvsikre, harmoniske kvinder, der fik masser af omsorg, opmuntring, påskønnelse og støtte som små, og som roligt og værdigt går igennem livet, tager al positiv opmærksomhed for givet og uden problemer formår at sige til og fra i alle tilværelsens forhold.

Når bare mor er glad…

Igen og igen hører jeg denne sætning sagt af yngre mødre for at legitimere, at de følger deres egne behov for »voksentid«, overarbejde, deltagelse i konferencer, en venindeweekend i Paris, en bytur eller et par timers wellness.

I sin helhed lyder sætningen: Når bare mor er glad, så bliver børnene også glade. Underforstået er vist, at en glad mor automatisk frembringer glade børn. — Det er jo naturligvis noget vrøvl.

Hvis man skulle tage udsagnet for pålydende, så kunne mor i teorien sidde og grine med en kulørt drink ved en pool på Mallorca, mens ungen hænger forladt og alene i en hoppegynge hjemme i lejligheden.

At være mor betyder ikke, at man skal gå storgrinende omkring dagen lang.

Efter min begrænsede erfaring, et stk. afkom, så gælder det omvendte derimod: Hvis ungen er glad, så kan mor være glad.

Hvis ungen er tryg, rolig, med god tilknytning og basal tillid til verden, når den vågner med et smil og med fornøjelse lader sig følge hen til en GOD institution, så kan mor slappe af og får mere tid til sig selv, end hvis ungen er utryg, skriger på opmærksomhed og hele tiden lurer på, om nu mor er ved at gå.

Børn skal ikke skrige på opmærksomhed — De skal have al den opmærksomhed, de kan rumme, helt gratis og helt frivilligt. For når de får nok, trækker de sig tilbage til deres egne lege og lader mor være i fred.

(De mødre og fædre, der skumler over, at jeg skriver »mor« og ikke »far«, får her ni »far« og et enkelt »fædre«: far fædre far far far far far far far far, som de, om ønsket, selv kan indsætte i teksten.)

Dukken — Kønssocialisering i forrige århundrede

Min ungdom udspillede sig i 1970’erne, hvor vi bekvemt lå i hippiernes slipstrøm og — i hvert fald på Århus Universitet — var teoretisk revolutionære alle til hobe. Intet fik lov at bestå! Alt skulle kritiseres og nytænkes. Ikke mindst kønsrollerne, som ifølge den herskende ideologi var samfundsskabte og kvindeundertrykkende. Ingen tvivl om det…

Da jeg så fik min søn, var jeg helt på det rene med, at det udelukkende var mit ansvar at socialisere ham, så han blev en god samfundsborger, en god ægtemand og en god far. Jeg ville kort sagt opelske hans omsorgsevne. Til det formål indkøbte jeg en skøn, blød dukke og pakkede den smukt ind som gave til hans etårs fødselsdag.

Billedet sidder stadig næsten 30 år efter mejslet ind i min hukommelse: Det er tidlig morgen og knægtens første fødselsdag. Han sidder i sin høje stol ved køkkenbordet. Der er en lille kage pyntet med lys og chokoladeknapper og mange rødhvide papirflag. Som han har godtaget alt andet, han har mødt i sit korte liv, accepterer han straks begrebet fødselsdag som en kærkommen morgenoverraskelse og rager ud efter pakken: En, to, tre er papiret flået af. Han tilkaster dukken et kort blik. Tager den så i det ene bagben og kaster den, uden at vende sig, bagud over skulderen, hvor den havner i en køkkenkrog. Og han værdiger aldrig siden dukken så meget som et blik. — Det var den socialisering!

Min bror, som senere på dagen dukkede op med en lille, virkelighedstro, rød traktor til fødselsdagsbarnet, fik taknemmelige hvin og stor begejstring til gengæld. Kort efter sagde sønnike sit første, genkendelige ord, „taator”, mens han lå og kørte med den røde traktor hen over gulvet.

Min bror havde lyttet til barnet i stedet for at følge teoretiske dogmer. Fra sønnike var omkring tre måneder gammel, havde han sprællet af fryd, når han fik øje på en bil, der skinnede i f.eks. orangerødt og sølv. Han elskede udflugter til banegården eller lufthavnen, hvor vi blot sad og kiggede på transportmidlerne, mens vi spiste en is. Han blev ekstatisk, hvis vi på klapvognsturen passerede vej- eller bygningsarbejder, der involverede store maskiner, såsom kraner, lastbiler, dumpere … En lykkedag mødte vi en rød Falckbil, og chaufføren var så venlig at give sig tid til at demonstrere nogle funktioner for den henrykte lille dreng og startede sirenen ganske kort og vinkede, da han kørte bort. Vi er ham evigt taknemmelige!

Naboens jævnaldrende datter legede med dukken, mens sønnike arrangerede sine biler i det parkeringshus, jeg skyndte mig at købe til ham kort efter fiaskoen med fødselsdagsgaven. Når vi fik en gæst, løb naboens pige uden tøven hen til den fremmede, udsendte sit mest indsmigrende smil og sagde: Heeiij … Så var kontakten straks skabt. Sønnike, derimod, nærmede sig gæsten sidelæns, nærmest distræt fraværende og kunne køre lidt med sin p.t. yndlingsbil på armlænet af gæstens stol. Så var det op til den fremmede at skabe kontakt, helst med bilen som neutralt fokuspunkt.

Jeg er stadig en varm fortaler for ligestilling, både mellem mennesker og køn, men min erfaringsramme er bredere. Jeg ved nu, at vi alle påvirkes både af hormoner og af omgivelser, og at drenge og piger fødes med forskellige anlæg, drenge overvejende — men ikke udelukkende — med drengeanlæg, piger med — men ikke udelukkende — pigeanlæg. Ethvert individ er enestående i sin sammensætning og i sine anlæg og evner, og bør støttes som sådan.

I dag er sønnike pilot og en særdeles god far.

Ernæring og instinkter

Aldrig igennem hele verdenshistorien har nogen befolkning som helhed haft så gode kår som vi danskere, skandinaver, nordeuropæere, har det i disse år! Vi vælter os i mad og alskens forbrugsgoder.

Og aldrig har så mange bekymret sig så meget om den føde, de indtager! Det skyller ind over os med kostråd. Man er endda begyndt at advare mod sukkerindholdet i frugt…

Bekymringen antager sådanne former, at det viser sig næsten umuligt at give børn fælles frokost i daginstitutionerne, fordi lille Oliver ikke må få gluten, lille Emilie ikke sukker, lille Victor kun økologisk osv. Mange unge mødre finder det åbenbart lettere at kontrollere deres børns kost end deres egen.

Overflod og askese følges tilsyneladende ad, men kun i teorien. Askesen, afholdenheden, er et ideal, som folk ustandseligt holder sig for øje med dårlig samvittighed som det uundgåelige resultat. Ganske få kan abstrahere fra maven og følge rigide kost- og motionsplaner. Yderpunkterne er deciderede spiseforstyrrelser som bulimi og anoreksi. I middelalderen havde vi religiøse munke og nonner, som fastede for at opnå det evige liv. I dag er vore forbilleder forfængelige fotomodeller og filmstjerner, som forfølger samme ideal. Men det er nu som før de færreste, der kan overvinde instinkterne.

Jeg har altid levet tæt sammen med dyr. I en lang årrække havde jeg en lille hønseflok, der gik frit rundt i haven. Høns er traditionelt blevet fodret med byg, men de er altædende, og de vil til enhver tid foretrække det mest næringsholdige foder. Om morgenen strøede jeg en skål korn ud til dem på terrassen. Jeg blandede byg med hvede, som indeholder mere energi, og min lille hønseflok kunne gå hen over en kvadratmeter spredt korn og — Hak, hak, hak … pille hveden fra, så kun byggen lå tilbage. Et særdeles præcist og imponerende stykke sorteringsarbejde!

Køer skynder sig at æde kraftfoderet før høet. Hunden vil snuppe kødbidder før brød. Barnet vil spise chokoladestangen før æblet. Vi voksne mennesker ved godt, at vi skal begrænse os til grøntsager, men efter løbeturen snupper vi lige en is, en hotdog eller et marcipanbrød på vejen hjem.

Udviklingsmæssigt er vi ikke tilpasset overflod. Alle vore instinkter tilsiger os, at vi skal fylde maven med det mest næringsholdige, sukker, fedt, stivelse, protein, der er inden for rækkevidde. Som den nye religion er kostrådene, de officielle såvel som de hjemmelavede sekteriske, årsag til en vedvarende, indre dialog mellem fornuft og instinkt. Heraf opstår synden, overtrædelsen, og den derpå følgende aflad i form af strengere diæt og hyppigere og længere løbeture … Således er befolkningen til stadighed optaget af sig selv og orker ikke at tænke over de større udfordringer i et moderne samfund.

Den emsige klasse

Er netop færdig med at læse Kate Fox’ vidunderlige bog: Watching the English — The Hidden Rules of English Behavior. Hun er antropolog, og i stedet for at vende blikket mod nogle halenegre i de varme lande har hun grundigt studeret sine egne, engelske medmennesker.

Og de er i sandhed besynderlige, sådan som de ter sig, og på nogle få undtagelser nær, publivet og den skarpe klasseopdeling, meget, meget lig danskerne.

Hun har et underholdende kapitel om alle de forskellige former for spisevægring, der er blevet moderne, mest udtalt blandt kvinder i det, hun kalder The Chattering Class, dvs. den snakkevorne klasse, som hun definerer som intellektuelle fra den øvre middelklasse: Den ene vil ikke spise fedt, den anden ikke sukker, den tredje ikke kød, den fjerde ikke stivelse, den femte ikke uøkologisk, den sjette spiser efter sin blodtype, og alt i alt gør det det pløkumuligt at sammensætte et måltid og invitere veninderne. De er alle til hobe, hvad min mor ville have kaldt kostforagtere. Mest brugte min mor udtrykket negativt, når jeg kastede mig over aftensmaden, som i: Du er sandelig ikke nogen kostforagter!

Ikke nok med at disse kvinder har udviklet forskellige, modeprægede spiseforstyrrelser, de TALER også om det uden ophør. Bekender overtrædelser, foredrager lange lister over, hvad de har spist eller ikke spist, og belærer andre om deres sekteriske fødeindtags velsignelser. Sidst, jeg var inviteret til middag hos et vennepar, sad vi og stak i noget ovnbagt skimmelsvamp, dyrket i mørke kældre, fordi værtsparret ikke kunne få sig til at spise hverken kød eller fisk og knap nok grøntsager.

Nå, men selv om det er underholdende og tankevækkende, vil jeg ikke skrive mere om det moderne, vestlige menneskes aparte forhold til almindelig, god mad, for mit egentlige ærinde var at introducere Kate Fox’ begreb: The Interfering Class, dvs. den emsige klasse. Ifølge den engelske antropolog består den emsige klasse også fortrinsvist af kvinder, men denne gang fra middel- eller lavere middelklasse. De har en kortere uddannelse, hyppigt inden for sundhedssektoren, eller de er alternative terapeuter, og deres kendetegn er, at de ikke kan lade være med at blande sig. Når de blander sig, og dette er en vigtig pointe, fremhæver Kate Fox, er det aldrig vendt mod de højere klasser i samfundet; næh, den emsige klasses kvinder føler selv, at de er sat på jorden for at vejlede alle de stakkels mennesker, der er mindre privilegerede, end de selv er.

Hvem har ikke mødt en sådan emsig kvinde, der er ved at sprænges, fordi hun ikke kan lægge bånd på sin trang til at fortælle dig, hvordan du skal leve dit liv? Hun ringer til dig om aftenen for med klæbrig stemme at opfordre dig til at melde dig ind i Røde Kors, Dyrenes Beskyttelse, Naturfredningsforeningen el. lign. Hun står på gadehjørnerne og deler Vagttårnet ud, eller hun banker på din dør og insisterer på at dele glæden ved Jesus med dig. Hun findes på sygehuset med alle lommer struttende af antirygebrochurer, diæt- og motionsplaner, eller med blodtryksmåleapparater, kolesterolmåleapparater og andre gadgets, der alt sammen kan give hende en yderst tilfredsstillende form for magt over andre. — Til deres eget bedste, forstås.

Det værste eksempel så jeg i tv-nyhederne sidste år: På et sygehus i Trekantsområdet, jeg tror, det var i Kolding, havde en velmenende ansat på barselsgangen læst i en artikel (videnskabelig, må man formode), at ikke blot rygning, men også de skadelige partikler, der hang i røgen, var uhyre farlige, så hun havde overtalt en stakkels Brian, der lige var blevet far for første gang, og som var indlagt sammen med sin meget unge kæreste og nye baby, til at iføre sig en skriggrøn, plasticagtig klovnejakke, hver gang han gik ud på gaden for at få en smøg. Et mere ynkeligt syn har jeg sjældent set end denne unge, sårbare fader, der pænt og skamfuldt gjorde, hvad han fik besked på, og et mere ubehageligt syn har jeg sjældent set, end den triumferende, skingre kvinde, der havde fået ham så læsterligt ned med nakken.

Mon ikke vores dronning, som vel ubetinget tilhører den højeste socialklasse, kan få opereret sit knæ uden at vågne op til en sygestue invaderet af livsstilsprædikende kvinder, der med professionelle smil får hende overbevist om, at hendes skavanker og det faktum, at hun nu ligger vores fælles, kostbare sundhedsvæsen til last, alene skyldes hendes egen uhensigtsmæssige livsstil? Og mon hun sendes ud på gaden iklædt skriggrøn plasticregnfrakke, når hun får trang til at ryge? Eller endnu værre, som jeg har set det nogle steder, ud til sygehusets befærdede hovedindgang til spot og spe for alle tilfældige forbipassende, iført gangstativ med drop og for lille, forvasket sygehusskjorte, som ikke kan knappes?

Når vi er syge eller skal føde et nyt barn, burde vi vel omgives af empatiske mennesker, der formår at vise os alle respekt, og som kan huske, at for blot et årti siden lagde samfundet det forventningspres på en nybagt far, at han skulle fejre begivenheden med en stor, dampende cigar.

Hvis de emsige kvinder prædiker kost og motion, og måske udbreder deres egne, hjemmestrikkede kost- og motionsråd til alverden, kunne der være tale om en skrækindjagende overlapning mellem de to klasser: Den snakkevorne og den emsige, og så gælder det om at komme væk!

Iscenesættere

Blog Image

To menneskehoveder, British Museum.

Vi er blevet en nation af iscenesættere. Slutningen af det 20. århundrede og begyndelsen af det 21. er i vores lille velhavende del af verden karakteriseret ved materiel overflod, relativ tryghed, mobilitet, dvs. opbrud fra familie, klan og hjemstavn, og frigjorthed fra traditionelle værdisæt, etik, religion og ganske almindelig velopdragenhed, som medfører en sejlende rodløshed. Hos mange mennesker har egoisme, grådighed, grænseløshed og selviscenesættelse tilsyneladende taget pladsen i stedet.

Hvis man ikke kan VÆRE noget, kan man i det mindste SYNES. Det er lettere at betale for dyre designermøbler, som alle af en eller anden grund for tiden er enige om, er værd at have, og således købe sin billet til det gode selskab, i stedet for at skulle foretage et selvstændigt valg, der passer til en selv, kassekredittens reelle størrelse og familiens behov.

Vi iscenesætter vores liv ned i mindste detalje. Alle elementer i påklædning, frisure, boligindretning, køb af forbrugsvarer, såsom bil, rejser, fødevarer, sofapuder, er forbundet med en overordnet plan, som skal fremstille os som f.eks. økologiske, kunstneriske, velhavende, afslappede … Selv vore børn bliver en del af scenariet; de peppes op med dyrt tøj og fikse tørklæder, så de passer til min hjemmelavede fortælling om MIT liv. Og så bliver de i øvrigt stuvet af vejen, så jeg kan dyrke mit job, mine venner, mine fritidsinteresser, kvalitetstid med min kæreste og lidt wellness — alt dette betragtes som forældrenes indlysende menneskerettigheder. At få børn er også en menneskeret, og det indebærer på ingen måde fravalg af behageligheder, for børn har godt af at få et forhold til andre voksne og børn meget tidligt, og hvis mor og far er glade, bliver barnet jo også bedre tilpas …

I en tid, hvor medier og kameraer lurer overalt, er det vigtigt for den enkelte, at makeup, accessories, smil og kækhed er på plads hvert eneste sekund på dagen. Hvis vi ikke møder et tv-hold på gågaden, har både vi selv og alle vennerne kamera i mobiltelefonen, og få minutter efter kan vores foto være uploaded på diverse internetsites. Hvis vennerne ikke sørger for, at vi er på med vores friske livsstil, kan vi altid selv uploade det iscenesatte liv med alle dets trivielle detaljer på Facebook, Myspace o.lign.

— All the world’s a stage, skrev Shakespeare for 400 år siden. Jeg tror ikke, han kunne forestille sig den hulhed, der kendetegner et nutidigt menneske, der finder sit livs mål og mening på ugebladenes tøj- og boligindretningssider, der iscenesætter sit bryllup som et stort „prinsesse for en dag”-arrangement, der lejer en limousine til sin 40-års fødselsdag, så han og vennerne kan ankomme standsmæssigt til festen med champagne i glassene.

Af mangel på værdier efterligner vi film og ugebladsidoler, for hvis vi gør som dem, smitter følelsen af succes og synlighed nok lidt af på os selv. Lerfigurer er vi med al rigdommens tynde og falske forgyldning. Nede under det skinnende lag af materiel velfærd ligger der et forvirret menneske, der af mangel på kærlighed og tætte, menneskelige forhold forsøger at gøre sig til, at blive set og forhåbentligt værdsat. Men alle de andre har så travlt med at iscenesætte sig selv, at de ikke har overskud til at se dig som andet end et bekvemt vedhæng og publikum.

Så vi fortsætter i hamsterhjulet: — Vi kan lege amerikanske rappere, tibetanske buddister, filmstjerner på ferie, hjemmestrikkende uldmostre … Alle rollerne står til rådighed, du skal blot vælge, men du kan ikke være dig selv.

Hvis jeg er mig selv, har jeg ikke brug for rekvisitter. Hvis jeg ikke arbejder for at tjene en masse penge, så jeg kan købe rekvisitter til at iscenesætte mit liv, går væksten i samfundet, grundlaget for velfærden, i stå. Vi køber ikke et dyrt træpuslespil, fordi vi har behov for det, men fordi vi samtidigt køber idéen om os selv som forældre, der har overskud til at sidde og lege meningsfuldt med vore børn, og det får os til at føle os godt tilpas. Vi køber ikke en dyr fiskegryde, fordi vi koger mange fisk hjemme i det nye samtalekøkken, men fordi vi godt kan lide tanken om, at vi ofte laver god og sund mad hjemme. Vi køber ikke nyt tøj fire gange om året, fordi det gamle er slidt op, men fordi vi gerne vil fremstå som unge, moderne og smarte.

Hvis vi kunne skære ned på forbruget, ville det få stor betydning for forureningen og klodens sparsomme ressourcer. Måske ville der oven i købet blive noget til overs til verdens fattigste og mest trængende mennesker?

Nej. Sådan spiller klaveret ikke. Selv økologi, CO2-neutral adfærd og godgørenhed er blevet en del af selviscenesættelsen. Et fravalg af ting er ikke legitimt, for det er usynligt. Du skal tværtimod vælge engangsbleer af det pebrede mærke, som med kostbare og intimiderende tv-reklamer fortæller, at de skænker 50 øre af de hundreder af kroner, du betaler for en pakke, til små, syge, afrikanske børn. Du køber en ged til en fattig i et U-land, og juleaften forærer du mormor beviset på din godgørenhed i julegave, så alle kan se, hvor god du er. Mormor fatter ikke en bønne og ville inderligt ønske, at du havde blandet hende udenom.

Bag al usikkerheden, bag al iscenesættelsen, er et menneskes liv givet: fødsel, barndom, ungdom, uddannelse, job, kæreste, børn, sygdom, død. Rammen ligger fast og kan ikke ændres, selv om farven på interiøret skifter. Et menneske kan være rart, sjovt, begavet, sygt, ulækkert, ungt, gammelt, kedeligt … alt muligt, og ikke et eneste indkøb kan lave om på det.

Gamle damer

Blog Image

Og så ringer familien og bekendtskabskredsens ældre damer og taler til mig om småting og jamrer og beklager sig i omkring en halv times tid, indtil det går op for dem, at minutterne bliver krediteret deres telefonregning.

Så er der selvfølgelig ikke tid til at høre, hvordan jeg har det. Det giver sig selv.

Nogle sidder i store huse, har formuer stående, men går aldrig uden for en dør. De sidder og tæller de få opmærksomheder, de får fra omverdenen, og fokuserer intenst på dem, de ikke får.

Jeg siger det ikke, men jeg har altid fundet det nyttigt som et middel til at undgå bitter-, kedsom- og ensomhed at interessere sig for andet/andre end mig selv.