Stærkt foruroligende

Det er pinligt og foruroligende at leve i et land i en tid, hvor politikerne er så unge, amatøragtige, kulturblinde og dårligt uddannede, at de tror, de kan lovgive om alt muligt, som tilfældigvis generer dem:

Om der skal serveres svinekød i dagsinstitutioner.

Hvilket tøj kvinder må have på. – Sjovt nok er der sjældent den store trang til at lovgive om mænds påklædning.

At børn på et år, som ikke forstår noget som helst sprog, og som derfor ikke forstår, at de bliver hentet igen, skal tvinges i institution hver dag.

At de kan fifle med menneskerettighederne, så vi kan komme til at behandle nogle udlændinge i nød endnu værre, end vi gør nu.

Og senest har landets justitsminister, som har en toårig, praktisk erhvervsuddannelse som speditør bag sig, foreslået, at folk i særlige områder (= de fattige i ghettoområder) skal have dobbelt straf, hvis de begår ulovligheder … *

Jamen, det er jo hårrejsende! – Og flovt! – Og ingen råber op! – Er der ingen, der kan gennemskue bluffet, at vi nu igen skal stå samlet mod ‘fremmede’ i særlige kvarterer, til overflod benævnt ‘ghettoer’, udskille dem, piske dem og hade dem, mens en vaklende regering kan slippe af sted med at styre landets affærer meget dårligt?

Selv Politikens chefredaktør skriver i en leder**, at det er fornuftigt at skille mødre og småbørn med økonomisk tvang. – Har han selv prøvet at aflevere et grædende og panisk angst lille barn i en underbemandet vuggestue? Og hentet det, traumatiseret og udslukt, igen klokken fire eller fem? Har han ikke læst beretningerne i sin egen avis om hverdagen i dagens vuggestuer? Og skulle det i givet fald være med politiets mellemkomst, at man fjerner babyer fra deres hjem og mødres arme? Det giver nogle meget ubehagelige billeder inde i mit hoved … – I nogle kommuner betaler man folk for at passe deres egne børn, så man sparer de dyre vuggestuepladser. Men det er jo selvfølgelig de RIGTIGE folk, folk med en kultur, der ligner politikernes.

Kunne man forestille sig, at man i andre kulturer måske har mere omsorg for børn (og ældre mennesker) end i vores?

Kunne man forestille sig, at stemningen i dette land ville blive bedre, hvis vi fik valgt flere med anden etnisk baggrund ind i Folketing og kommunalbestyrelser? – Så også vore folkevalgte repræsentanter lærte nogle med andre kulturbaggrunde at kende og lærte at sætte pris på omsorgen, venligheden, tolerancen, som stadig kan findes i ikke-danske samfund.

Det er ikke anliggender for hverken chefredaktører, kommunalbestyrelser eller den lovgivende magt, hvad vi skal spise, hvad vi skal have på, og om vi er knyttet til vore spædbørn og måske gerne vil passe dem hjemme, hvor vi bor, mens de er små.

Og man må ikke gøre forskel på et lands indbyggere og forlange tvangsfjernelser af børn i nogle boligkvarterer og tildele nogle grupper dobbelt straf for evt. kriminalitet, for så giver man jo kun halv straf til de andre, de udvalgte, de rigtige, som også gerne selv må passe deres småbørn, til de er tre år gamle og parate til at socialisere sig i de store institutioner/opbevaringsanstalter. Det er alt sammen et meget, meget farligt skråplan at bevæge sig ud på.

Den nuværende regering kalder sig liberal. – Dens medlemmer må have sprunget den basale skoleuddannelse over, for liberal betyder frisindet.

Det er ikke frisindet at lovgive om dametøj, tvangsaflevering af småbørn og spisevaner.

Og FN’s menneskerettighedsdokument, som Danmark jo naturligvis har tilsluttet sig, forlanger lige ret for alle uanset oprindelse, boligområde, køn, indkomst, seksuel observans, spisevaner, udseende, påklædning osv., og det er det vigtigste, vi mennesker har sammen, for uden menneskerettigheder har vi ikke noget at holde os til i en omskiftelig verden.

‘Alle mennesker er født frie og lige i værdighed og rettigheder’ begynder teksten. *** – Man har ikke lige rettigheder, og man er ikke lige i værdighed, hvis man får dobbelt straf i nogle kvarterer og ikke i andre. Hvis man skal tvinges til at aflevere skrigende småbørn. Og hvis man ikke kan tage et tørklæde på, når man går ud.

Disse menneskerettigheder har vi brugt til at slå mennesker i Irak, Afghanistan og Libyen i hovedet med, når vi bombede dem, så har vi vel selv en forpligtigelse til at gå forrest og overholde dem herhjemme. Ikke bare af næstekærlighed, men også af fremsynede sikkerhedshensyn: Jeg bliver utryg ved landets ledelse, når de svigter alle principper, så tilfældige love næste gang kan ramme mig og min påklædning og mine børn og børnebørn og mine spisevaner og min lighed for loven.

Mens landets uvidende og småtskårne politikere har travlt med at beskæftige sig selv henne i småtingsafdelingen, forærer skattevæsenet milliarder af vores fælles penge til svindlere, vi sælger ud af offentlige foretagender for latterlige småbeløb, og sundhedsvæsnet, børneinstitutionerne, skolerne, universiteterne, naturbeskyttelsen, postomdelingen og den kollektive trafik går ad H til …

Er der ingen voksne, veluddannede mennesker tilbage i dette lands ledelse? Mennesker, for hvem almenvellet, basale menneskerettigheder og overholdelsen af internationale konventioner betyder mere end deres egen løn, pension, popularitet og gratis Rolex-ure, gratis koncertbilletter, gratis fadøl, rejser på 1. klasse for u-lande og miljøets penge, og andre frynsegoder? Bare et enkelt politisk menneske i dette land, som man kunne have respekt for? Som vi havde det for fx Anker Jørgensen og Preben Wilhjelm.

I min optik begyndte denne dumhed under Fogh og hans indædte kamp mod ‘eksperter’, dvs. mennesker, der havde uddannet sig og faktisk vidste noget. Som ikke lod sig styre med primitive, oppiskede folkestemninger, men som krævede en rationel politik til hele landets bedste i overensstemmelse med gældende danske, kristne og internationale værdier og menneskerettigheder og økonomisk fornuft. Mennesker, som kendte historien og dens faldgruber. Som sagtens kunne gennemskue afledningsmanøvrer og særordninger, der tilgodeså ‘vennerne’.

Siden Foghs tid har det været i orden, at ledere og politikere og andre mennesker, som samfundet er afhængigt af for at fungere ordentligt, er uvidende om almindelige regler, kynisk selvoptagede, gridske på fællesskabets bekostning og både uuddannede og udannede.

* https://politiken.dk/indland/politik/art6359702/5-skarpe-til-S%C3%B8ren-Pape-Sk%C3%A6rpede-strafzoner-kan-indf%C3%B8res-i-hele-kongeriget

** https://politiken.dk/debat/ledere/art6362610/Selvopg%C3%B8r-i-ghettoen

*** http://www.ohchr.org/EN/UDHR/Documents/UDHR_Translations/dns.pdf



Uddrag:

‘Artikel 2:

Enhver har krav på alle de rettigheder og friheder, som nævnes i denne erklæring, uden forskelsbehandling af nogen art, f. eks. på grund af race, farve, køn, sprog, religion, politisk eller anden anskuelse, national eller social oprindelse, formueforhold, fødsel eller anden samfundsmæssig stilling.

Der skal heller ikke gøres nogen forskel på grund af det lands eller områdes jurisdiktionsforhold eller politiske eller internationale stilling, til hvilket en person hører, hvadenten dette område er uafhængigt, under formynderskab eller er et ikke selvstyrende område, eller dets suverænitet på anden måde er begrænset.’

(Mine understregninger. – Det tog mig under et minut at google mig frem til teksten vedtaget af FN i 1948 om menneskerettigheder. Dette har stats- og justitsministeren åbenbart endnu ikke fået gjort.)

Udseende

I en artikel i Politiken om en ung, angstplaget kvinde, skriver journalisten:

’Lin Glasdam Vander er en køn pige. Det mørke kastanjefarvede hår hænger ned over en pudderfarvet og let gennemsigtig skjorte og slutter først der, hvor de grå uldbukser begynder. Makeuppen sidder, som den skal. ’

Hvorfor plage den stakkels kvinde yderligere ved straks at give sig til at beskrive i detaljer og vurdere hendes udseende? Er det ikke netop alle disse krav, vurderinger, fra omverdenen, der gør livet svært for de unge? Og hvad har det med angst at gøre? Er journalisten selv forbavset over, at man kan være køn og angst på samme tid? Har hun selv problemer med sit eget udseende? Og hvad kommer det i så fald læserne ved?

Til overflod er artiklen ledsaget at et stort foto, hvor man selv kan vurdere kvindens udseende, hvis man skulle have det behov.

Men i disse #metoo-tider: Hvorfor overhovedet kommentere og anmelde andre menneskers udseende? Ville det ikke forekomme utidigt og nedladende, hvis det havde været en dreng? En voksen? En kvindelig eller mandlig direktør? Revisor? Dyrepasser?

Hvis nu fx den unge mand, Valdemar, var kommet til skade i en trafikulykke, ville samme journalist så skrive:

’Valdemar Flikflak Pedersen er en køn dreng. Det lyse hår hænger ned over en abrikosfarvet og groftvævet skjorte og slutter først der, hvor den første skjorteknap begynder. Skægget er trimmet, som det skal være.’

Jeg er ikke sikker på, at det tilkommer tilfældige journalister at dømme ofre for sygdomme, lidelser eller ulykker på deres udseende. At præcis deres mening om dette emne er relevant. – Men det er desværre blevet helt almindeligt.

Er det også acceptabelt?

Politiken d. 6. FEB. 2018

17-årige Lin har angst

https://politiken.dk/forbrugogliv/sundhedogmotion/art6318277/%C2%BBJeg-t%C3%A6nkte-at-jeg-hellere-ville-d%C3%B8-end-at-kaste-op.-S%C3%A5-slemt-var-det%C2%AB

En gave

der ikke er udtryk for ægte hengivenhed, kendskab til modtageren og et oprigtigt ønske om at glæde, er blot en pligtaflevering. Som en æske chokolade fra chefen, en buket blomster fra banken på den velhavende kundes runde fødselsdag, en flaske rødvin fra svogerskabet til jul.

Og så begynder modtageren at kigge på prisen, for så bliver tal, penge, den eneste målestok for forholdet mellem giver og modtager, og så er det ikke længere et rigtigt forhold, men en forretningsmæssig transaktion.

Hvis jeg godt kan lide dig, gider jeg også finde ud af, hvad du ønsker dig, hvad du mangler, og hvad jeg har lyst til at give dig. – Og jeg modtager ikke bestillingssedler, hvis jeg ikke har bedt om det.

Måske skulle vi rige overflodsdanskere afskaffe gaver blandt voksne og kun give børnene – men ikke for meget – og i øvrigt dele ud til dem, der virkelig trænger: flygtninge, hjemløse, syge, gamle, fattiggjorte enlige mødre m.m., for det er staten jo holdt op med at gøre. – Man kan undre sig over, hvad de så bruger alle vores skattepenge på?

Glædelig jul!

Uanstændighedstiden

‘Breve er op til fem hverdage undervejs og omdeles mandag-fredag’, står der.

Uanstændighedstiden begyndte ved årtusindskiftet, da vi blev for rige. Vores huse blev for dyre, og vores lån alt for billige. Man kunne pludselig skaffe sig hundredtusindvis af kroner AFDRAGSFRIT til uanstændigt forbrug. – Og der gik forudsigeligt nok grådighed i det hele med for meget guldfarvet SUV, hummer og champagne. Og flyrejser, fordi vi fortjener sol og varme året rundt. Det blev mig, mig, mig … ’Because I’m worth it’ … til kvalmegrænsen og langt over.

Man kan tilskrive Anders Fogh Rasmussen og hans begærlige slæng forfaldet, men nogen stemte jo på ham, og tendensen var undervejs længe før.

I uanstændighedstiden blev ordene ’solidaritet’ og ’velfærd’ fremmedord, for ingen kunne se længere end sig selv i den øjeblikkelige situation. – Når man er ung, rig og rask, tænker man ikke på, at man selv eller ens nærmeste pårørende, ægtefælle, børn, forældre, søskende, venner, kan blive ramt af sygdom, alderdom og/eller arbejdsløshed. I stedet for solidaritet, rimelighed og medmenneskelighed blev slagordene: Ned med skatterne! Frit valg (for de rige) på alle hylder! Privatisér arvesølvet! Sælg resten til udenlandske investorer! Længst muligt i eget skidt! Ud med de mørkhårede! Skær ned på alle ydelser! Pisk alvorligt syge og gamle til endnu flere, udsigtsløse ture i manegen! – Fanden tage de sidste …

Vi ødelagde jorden, luften og vandet med gift. Gift, der nu er i vores mad, tøj, legetøj, huse og møbler. Og i vores kroppe. Og i vores børns kroppe. – Og ingen ansvarlige vil indrømme det og tage sig af det. Tværtimod.

Vi begyndte at føre aktiv krig mod lande, der aldrig havde generet os den mindste smule, og som lå meget langt væk. – Vi, der ikke engang førte krig, da vi var besat af tyskerne! – Og ingen hævede stemmen og talte imod denne udanske, malplacerede aggression.

Der bredte sig en selvoptaget gerrighed ud over hele vores lille smørhul. Vi ragede til os og gjorde alt for at holde naboerne fra fadet, specielt mennesker fra de lande, vi havde bombet og invaderet. Vi spærrede vores grænser for dem, der flygtede fra bomber, tortur og voldtægt, og som risikerede livet i havet og på vejene. Alle disse mennesker, som ville have kunnet redde os, hvis de fik lov. Hvis de kunne komme ind i landet, hvis de ikke blev isolerede på håbløse og triste anstalter, hvis de ikke fik frataget deres værdighed og fremtid af et umenneskeligt styre, repræsenteret ved bl.a. Inger Støjberg og hendes usmagelige kagespiseri, en hidtil utænkeligt ufølsom hån mod menneskeskæbner, hun selv havde knust. Disse mennesker, hvis liv blev smadret af vores magthavere, kunne have tjent os som åndsarbejdere, der bragte ny viden og frisk luft ind i vores lille forsnævrede, uretmæssigt selvforherligende, land, eller som de omsorgspersoner, vi mangler til at tage sig af vores mange små, syge, gamle, som vi ikke længere selv kan bebyrde os med, eller de kunne have udført en mængde andre nødvendige, praktiske opgaver, der nu ligger ugjorte.

Og herfra gik også meget andet ned ad bakke eller blev fuldkommen destrueret af den ondskab og grådighed, som upåtalt får lov at florere i dette land, selv om et af yndlingsemnerne i den offentlige debat er ’værdier’ … barmhjertighed er helt åbenlyst ikke en af vores traditionelle, kristne værdier.

I flæng kan nævnes:

Som dansker kan man ikke længere rejse frit og vise flaget. Hvor vi før var stolte af vores bidrag til FN’s fredsbevarende styrker, må vi nu holde lav profil pga. af vores militære overfald på Afghanistan og et par arabiske lande som halehæng til mere eller mindre sindsforstyrrede, amerikanske præsidenter. Vi skal søge visum til stadigt flere lande, hvor vi før var velkomne uden falbelader.

Omsorgen for syge, gamle, børn og psykisk syge. – Førhen, dvs. i tre-fire årtier efter 2. Verdenskrig, havde vi ingen hjemløse. Ingen var tvunget til at sove på gaderne i storbyerne. Førhen havde vi herberger, afvænningsklinikker og psykiatriske sengepladser. Og vi havde et fintmasket net til at samle op, der hvor systemet i øvrigt svigtede. Man havde nogle få landevejsriddere og skærslibere, men ikke åbenlyst tiggende eller ’avis’-sælgende mandspersoner alle vegne i det offentlige rum. – Og jo så heller ikke denne sentimentale trang til at stikke dem en tyver – som om det hjalp nogen – OG snakke om det bagefter eller poste det på FB. – Vores gamle forældre, der har sørget for os i mange årtier, ligger på grelt underbemandede plejehjem, hvor de bliver glemt på toiletterne eller falder ud af sengen og dør på gulvet med knuste knogler, uden at nogen bemærker det før næste morgen. – Og hvis du bliver ramt af kræft, kan du se frem til mange måneders ventetid på en forhastet behandling, hvis de da ikke glemmer dig eller dine livsvigtige prøver, og du skal ihvertfald ikke tro, at du kan slippe for jobcenteret, arbejdsprøvninger og praktik, selv om du skulle være sengeliggende med store smerter.

Politi og retsfølelse er for længst lagt i graven. Pga. nedskæringer og bevogtningsopgaver, både mod terror og mod udlændinge i det hele taget, kan man ikke komme igennem til politiet og få hjælp, hvis man finder sit hus raseret af indbrudstyve, hvis man oplever vold i hjemmet eller i nattelivet, eller hvis man bliver franarret en masse penge i fx lejlighedsudlejning eller i en handel på DBA. Voldtægtsofre bliver bedt om at tænke på, at de kan ødelægge en ung mands fremtid med deres anmeldelse, og økonomisk kriminalitet har vi overhovedet ikke ressourcer til at tage os af.

Postvæsnet er brudt sammen. Vores allermest vitale, analoge kommunikationssystem blev besparet og dårligt ledet ihjel, og nu er det som et decideret håndværkertilbud forsøgt afhændet til de mere ansvarsbevidste svenskere. Posthuse er i dag et hjørne i et lavprissupermarked. Mange postkasser er taget ned, og på de tilbageværende står ikke anført, hvornår de tømmes. Et fødselsdagskort eller en stak vigtige dokumenter bliver ikke bragt ud før ugen efter, hvis det hele da ikke er forsvundet sporløst i mellemtiden. Så brevtransport kan man ikke overlade til postvæsnet i Danmark. Vi må sende en e-mail, overbringe brevene personligt eller tilkalde et pålideligt, professionelt kurérfirma.– Men så pakkerne, da? – Med den enorme stigning i internethandel må det danske postvæsen da ride på en bølge af succes? – Nej, desværre. Besparelser og udygtig ledelse så ikke den forretningsmulighed komme, før den allerede var foræret til mere entreprenante, udenlandske aktører. Upålidelighed og inkompetence tvang professionelle internetfirmaer til at satse på privat pakkeudbringning, og disse firmaer knopskyder og blomstrer p.t. – For det var vel ikke venstreregeringens intention at lægge det nationale postvæsen ned, så privatisering blev det eneste mulige resultat? – Det seneste er, at postvæsnet nu ikke længere vil omdele reklamer og lokalaviser. – Som et supermarked, der ikke længere gider sælge mælk og brød.

Vi dyrker religion og kongehus som aldrig før i min mere end 60-årige levetid. Alle andre moderne stater har indført republikken og skilt kirke og stat ad, men ikke Danmark, hvor folkekirkens overtro endnu tages til indtægt for stort og småt. Senest så vi her i Luther-året, at alle de uvidende, uuddannede og historieløse hyldede Luther som demokratiets og ligestillingens fader. – Dette ville overraske manden selv og hans samtidige, samt de bedre informerede nulevende betragteligt. Og da en skole med mange elever af udenlandsk herkomst besluttede ikke længere at fejre sidste skoledag før jul i den nærliggende kirke, men skabe deres egen juleafslutning, greb selve statsministeren ind og kaldte beslutningen ’en ommer’ … Hvordan kunne han få sig til det? Er det et statsanliggende? Lever vi i en bananrepublik, hvor intet er for småt og under statslederens værdighed? – Imens trisser dronningen rundt og syr fastelavnskostumer til troens udøvere, bisper, præster og provster, indimellem hendes vægtige opgaver med at farvelægge prinsessekjoler til pantomimen i Tivoli, og vi undersåtter kaster os umættelige over ugebladene for at læse om hendes syge mand og hendes sønner, de to voksne, men ubehjælpsomme prinser.

Skattevæsnet blev besparet så meget, at skatter ikke længere kunne inddrives, snyd forekom uantastet med dårlig moral over hele linjen til følge, og det hele udartede til et tag selv-bord for udenlandske svindlere, assisteret af SKAT’s ansatte … En måde at afskaffe den fælles velfærd ad bagvejen? I årtier har man skreget højt om, at ‘vi ikke har råd til det hele’, ‘der skal spares’, og de fleste godtager, at statens budgetter må fungere ligesom i en lavtlønsfamilie. Men råberiet fungerer blot som skalkeskjul for, at magthaverne kan udøve deres magt og tankekontrol ned i alle små detaljer, for vi har aldrig været rigere. Hvis man undlader at inddrive skatter og forærer enorme formuer til svindlere, så får de højtråbende jo ret, så ER der ikke længere råd.

DSB gider jeg næsten ikke skrive om. Det er en ynk. – Ingen uden for S-togs- og metroområdet, dvs. Storkøbenhavn, overvejer alvorligt at tage toget nogen steder hen. Ingen har tid og råd til at tage toget til Venedig, Berlin eller Paris, vel? – Selv en tur fra Ålborg til Kolding koster en bondegård og tager en halv dag. Man ville kunne køre turen 5 gange frem og tilbage i bil på de skatteyderbetalte motorveje for samme pris og 2- 3 gange på den samme tid. – På tværs af landet kører hurtige og billige rutebiler, og de overholder køreplanerne og aflyser ikke i tide og utide. Dertil kommer hele farcen med de ’nye’, allerede forældede, IC4-tog og sporskifter, der ikke virker, hvis det regner eller sner, hvis der er blade på skinnerne, eller hvis solen skulle skinne. Hele tanken om at binde landet sammen med smidig, billig, offentlig fællestransport er for længst kuldsejlet til gavn for privatbilismen, som de seneste 5 år er steget med 25 %, og et kraftigt ekspanderende, norsk flyselskab.

Uddannelsessystemet er lige fra Folkeskolens første klasser blevet undermineret af, at en del yngre lærere ikke ved ret meget og hverken kan læse, skrive eller regne. Hvilke elever kommer der ud af det? – Læreruddannelsen og lønnen er ofre for besparelser og reformer, der ikke bidrager med noget godt. – Og nu lyder det rungende tomme kampråb fra politikerne, at vi skal arbejde målrettet på at få flere Nobelpriser til landet, andre råb er internationalisering, kvalitet, innovation m.m., helt uden smålig skelnen til, at alle uddannelser i dette land er blevet besparet og ringeagtet nærmest ihjel. I disse dage taler man i fuldt alvor om at begrænse sideantallet for specialer ved Københavns Universitet af besparelseshensyn! Dvs. at man ikke på forhånd forventer sig kvalitet af de studerende, men kun ulejlighed og udgifter, fordi man skal betale nogen for at læse bavlet. – Og udenlandske forskere, der holder foredrag på andre institutioner end dem, de har tilladelse til at arbejde på, får bøder og risikerer udvisninger! – Jeps! Det er præcis sådan, man får flere danske Nobelprismodtagere!

Mennesker i andre verdensdele skal finde sig i, at vi spotter og håner deres religion – Det er jo ytringsfrihed! – Men man udøver sindelagskontrol på de indre linjer ved at overvåge og udsulte vores eneste reklamefri, public service institution, Danmarks Radio, i en grad, så programmer med påstået venstreorienteret indhold, som fx en julekalender eller en stort anlagt, historisk serie, udløser trusler om nedskæringer ’hvis man ikke makker ret’, hvilket betyder at beskrive verden, sådan som de ekstremt højreorienterede, der for tiden holder hånden under Løkke Rasmussens venstreregering, ser den. Væk er armslængdeprincippet og al anstændighed.

Mens kloden bløder af forurening, har venstreregeringerne afviklet de store satsninger på økologi og grøn energi. Landmændene får fortsat lov til at forgifte og mishandle dyr, jord og fødevarer, og fare ud og skrige i pressen, hvis nogen vover at gøre opmærksom på det. Og tilskud til vindmøller m.m. er blevet sløjfet, mens de store energivirksomheder bliver solgt til udlandet. – Det forekommer kontraproduktivt og kortsigtet at forgifte den jord og luft, vi selv skal leve af, og modarbejde alle forsøg på at gøre landet grønt og økologisk, hvilket ellers ville skabe interesse i store aftagerlande, som fx Kina.

Men mest bløder mit hjerte for småbørnene, som nu ikke længere kan tilbringe de første år trygt hjemme hos mor og far, men skal ud og begå sig i enorme, underbemandede opbevaringsinstitutioner, hvor de kan sejle rundt uden kærlighed og blid indføring i menneskelivet og får stress fra omkring etårsalderen. Hvorfor tror vi, at der kommer gode, velfungerende, kloge, selvberoende, undervisnings- og arbejdsparate unge mennesker ud af det?

I de seneste små 20 år er det samfund, jeg kendte, sunket til et uoplyst og selvtilstrækkeligt, næsten middelalderligt og ihvertfald særdeles uanstændigt, stade.

Rotteopdræt i sundhedssystemet

Engang stødte jeg på denne historie:

Rotter var en stor plage på Filippinerne (eller var det Indonesien?), og de åd en stor del af landbrugets dyrebare afgrøder. For at begrænse skaderne udsatte regeringen en dusør pr. død rotte. Det førte til omfattende rottejagt i hele landet.

For de fattige, filippinske bønder blev det hurtigt mere lønsomt at bruge tiden på at fange rot­ter end på møjsommeligt at dyrke jorden. Bønderne kunne sammen med deres familier tjene godt ved rottejagt, og der gik jo ikke lang tid, før de satte rotter i bure, lod dem yngle og ind­kasserede dusøren for de mange døde rotter, de således kunne skaffe sig.

Efter kort tid havde regeringen sponsoreret en omfattende rotteavl i hele landet, og mange landmænd havde opgivet at dyrke afgrøder, fordi de uden at få sved på panden blot kunne lade rotterne formere sig som … ja, hvad rotter nu gør.

Regeringen havde ønsket at øge udbyttet af landets fødevareavl, men belønnede rottefangst og fik således flere rotter og færre fødevarer i stedet.

Det er det samme med det danske sundhedssystem, som jeg netop har haft en del erfaringer med:

Landets regering ville fremme sundheden, men i stedet for at betale for sund­hed, dvs. for tilfredse og optimalt behandlede patienter, belønner man læger og sygehuse pr. konsultation, pr. e-mail, pr. telefonsamtale, pr. kontrol, pr. operation, pr. blodprøve m.m., og man har pålagt alle an­satte at arbejde 2 % hurtigere hvert eneste år, hvis de vil oppebære de samme midler.

Dvs. at fælleskassen nu skal honorere en masse rotter i form af fem-minutters ’konsultationer’, kontrolbesøg, et hav af tests, prøver, overflødige recepter udskrevet i al hast og sjusket besvarede e-mails. I stedet for at læse journalen og tage en grundig snak med patienten, så alle symptomer bliver erkendt, og alle spørgsmål besvaret på stedet, så genereres der usikkerhed, angst, yderligere konsultationer, spørgsmål pr. telefon og mail, som blot spilder alles tid, og efterlader de svageste patienter mere rådvilde og angste end før, så de går endnu længere i usikkerhed med smerter og an­dre gener, der afholder dem fra at deltage i samfundet. Når de ikke længere kan passe deres børn, børnebørn, gamle eller syge pårørende eller deres job, og hvis de efter en lang periodes usikkerhed om deres helbred går ned med stress, depression, arbejdsløshed, fattigdom og almindelig ulykkelighed, får de brug for endnu mere hjælp og påfører fælleskassen yderligere udgifter.

Ulykkelighed og udgifter, som kunne have været begrænset ved en smule tid og omhu i første instans.

Vore politikere ønskede mere sundhed, men da de belønner mange korte og utilstrækkelige kontakter, får de blot flere kontakter, som tilsammen øger den oplevede og den reelle sygelighed i befolkningen. Samtidig fører de mange utilstrækkelige kontakter til dårligere trivsel og dårligere arbejdsglæde og til flere stressede og udbrændte medar­bejdere i sundhedssektoren, som efterhånden knap kan tage vare på sig selv. Dygtige medarbejdere og erfarne læger forlader i stort tal den synkende skude, som vores supertanker af et kostbart sundhedsvæsen er blevet.

Det mest grelle, jeg har oplevet – udover at skulle igennem 2 – 3 konsultationer plus en del e-mails for at få afklaret rimeligt almindelige problemer plus henvendelser til patientrådgivere og privatlæger – var en sur og umeddelsom, offentligt ansat endokrinolog, der knap kunne holde ud at sidde med en patient i fem minutter. – Efter flere år, hvor hun intet gjorde, men blot vrissede ad mig, når jeg dukkede op til de konsultationer, jeg havde ventet halve og hele år på at opnå, blev hun åbenlyst rasende på mig, da jeg fortalte, at jeg havde opsøgt en privat læge og ville koordinere hans anvisninger med hende. – Hun underkendte vredt privatlægens kvalifikationer og begyndte at google ham for at bevise sine påstande, mens jeg sad ved siden af og egentlig troede, at vi skulle tale om mit helbred og den bedste måde at medicinere mig på. – Hun erklærede mig ’færdigbehandlet’, før jeg nåede at sige mere …

En sådan ’læge’, der ikke bruger sin lange uddannelse på hverken at lytte eller forsøge at hjælpe, men blot spilder sin egen og navnlig patientens tid, gør mere skade end gavn og burde sendes hjem med en syge­melding pga. udbrændthed. Hun har helt åbenlyst glemt, hvorfor hun får en exorbitant hyre for at sidde i en hvid kittel på et sygehus og snakke med folk, som tillidsfuldt og efter lang ventetid bliver sendt til hende med måske alvorlige helbredsproblemer.

Hun fangede rotter – gennemførte et stort antal resultatløse og irriterede ‘konsultationer’ – i stedet for at hjælpe syge mennesker.

Kvindedag

I 70’erne fejrede vi kvindedagen d. 8. marts ved at gå i demonstration med knytnæver og skilte og kræve ligeret og ligeløn.

De år, jeg boede i Rom, gik vi titusindvis med fakler og nyudsprungne, sødtduftende mimoser og krævede sikre gader for kvinder – også om natten.

I år har min nabo, Vodskov Kirke, arrangeret ’En aften om skønhed’:

Hudplejeserien ’Esther’, skønhed, religion OG kvindernes internationale kampdag ???

Tingene var enklere i 70’erne …

Supportere og anden mangel på god behandling


Mariagerfjords kommune havde her for nylig en pinlig sag, hvor de havde annonceret efter en studentermedhjælper til at sagsbehandle alvorligt sygdomsramte familier, deres støttebehov og råde over deres økonomi. – Ret hurtigt måtte socialchefen træde frem og kalde det hele en smutter, en fejl, som hun omgående ville se at få rettet. At ansætte unge, uerfarne og dermed billige medarbejdere til at træffe afgørelser om voksne menneskers velfærd er et alvorligt tilfælde af tillidssvigt og undergravning af vores samfund.

https://www.jobs.dk/job/mariager/boern–familiesekretariatet-med-fysisk-placering-i-mariager-soeger-snarest-muligt-en-studentermedhjaelp-7-timer-om-ugen_435815

Men undergravningen af vores tillid ved at ansætte alt for unge og uvidende medarbejdere sker også på mange andre, mindre graverende, men dog irriterende, områder.

Vi sendte i efteråret en mail til et stort rejsebureau og spurgte, om de ville arrangere en individuel rejse for os. En rejse, der vel ville koste et sted mellem 25.000 og 30.000 kr. – Ikke en lyd! – Efter godt en uge måtte vi ringe for at høre, om de overhovedet havde modtaget vores mail? – Ja, ja, det havde de, svarede en ganske ung, selvbevidst pigestemme. De arbejdede på det. Efter to uger sendte vi yderligere en mail for at spørge til sagen og fik det svar, at vi ville høre fra dem en gang ugen efter. Nu, flere måneder senere, har vi endnu intet hørt! – Et rejsebureau lader deres kundekontakt, mail og telefon, bestyre af unge mennesker, der ikke har den fjerneste lyst til at sælge rejser.

Så ville vi købe en ny fladskærm i den lokale elektronikbutik, hvis unge ejer straks begyndte dialogen med at drage min mands tekniske kompetencer i tvivl. – Det var nok ikke så smart et træk at spille statusspil med en ældre, mandlig kunde, der ovenikøbet er anerkendt forsker i elektroniske systemer. Fladskærme kan man få hvor som helst. Og man behøver ikke finde sig i fornærmelser, når man vil erlægge et tocifret antal tusinder i en butik.

Vi havde her for nylig også problemer med vores kabel-tv-udbyder. Det forekom ret tilfældigt, om vi kunne opnå tv-signaler eller ej, om vi kunne tilgå streamingstjenester, om boksen kunne huske, at vi havde boet sammen i en årrække, og at vi var gamle kunder og betalte 500 kr. om måneden i abonnement, eller om den ville afvise os. Og selv i det bedst tænkelige tilfælde, at den genkendte os, så ville den partout genstarte alt hver eneste gang, vi tændte for den … prøv at sidde og se på sådan en opstartsskærm i 5 – 10 minutter, mens ungerne vræler, at de vil se julekalender eller Disneyshow!

Først ringede min mand, ventede pænt i telefonkøen og talte med en Jonas, Mikkel eller Patrick, der rådede ham til at genstarte boksen – igen. Det havde naturligvis ingen effekt.

Da problemet vedblev, ringede min mand igen efter en uge, og igen efter endnu en uge. Så lovede den unge Jonas, Mikkel eller Patrick at kigge på det og meldte efter nogle dage tilbage, at vi skulle udskifte boksen. – Ok, men da den nye boks ankom, viste det sig at være en router i stedet, så min mand måtte igen ringe, vente pænt i telefonkøen og forklare problemet. Han talte med en Jonas, Mikkel eller Patrick, der undskyldte og bad ham returnere routeren, så ville de sende en boks. Min mand pakkede routeren og den gamle boks sammen, kørte på posthuset med pakken, og installerede den nye boks, da den ankom. – Ingen forandring. Alle problemer, plus en del nye, bestod.

Så mailede jeg til dem via deres kundeservice og fik kontakt med en Jonas, Mikkel eller Patrick, der bestemt mente at kunne se, at det var vores kabler, det var galt med. De skulle alle skiftes, kunne han se. Ok, vi fik fremskaffet nye kabler og skiftet hele ormegården til og fra tv, boks og kabelindgang. – Ingen forandring.

Det var nu min mands tur til at ringe. Han ventede pænt i telefonkøen og talte med en Jonas, Mikkel eller Patrick, der nu bestemt mente, at det var routeren, der skulle skiftes … Ok. Vi fik den nye router tilsendt, tilsluttede den med de nye kabler og … – Ingen forandring.

Da var der gået fire måneder! Så jeg skrev endnu en mail til Jonas, Mikkel eller Patrick og spurgte dem, en smule mindre høfligt end før, om de overhovedet anede, hvad de lavede?

Er det et generelt problem i dette lille land, at vi ikke længere gider servicere hinanden? Heller ikke, når vi har udsigt til pæne fortjenester? Eller er det bare inkompetence? Dumhed? – Sommetider er man nødt til at lægge sit eget, pænt forstørrede ego til side og spørge sig selv, hvad man egentlig laver, når man er på arbejde. Hvis svaret er, at man er ansat til at sælge rejser, tv-forbindelser eller elektronik, så ville det måske være en god idé at koncentrere sig om det?

Det telefonselskab, kabeltvselskab, rejsebureau eller den elektronikforhandler, der begynder at agere professionelt, har en overskuelig og velfungerende hjemmeside, svarer hurtigt og effektivt på kundehenvendelser uden idiotiske maskinsvar, og som tager kunder alvorligt og taler pænt til dem, kommer til at tjene mange, mange penge.

Rottefængeri

Da husstanden omfattede to sunde udekatte, behøvede vi ikke at tilkalde kommunale rottefængere, men kunne nøjes med at rydde op.

Der er muligvis opstået en catch 22-situation i vores kommunale rottebekæmpelse:

1. Som husejer bliver man hvert år sammen med ejendomsskatterne opkrævet et beløb til kommunal rottebekæmpelse.

2. Som husejer har man pligt til at anmelde det omgående, hvis man har mistanke om rotter på ens grund.

Førhen var kommunen hurtige til at sende en kommunalt betalt Rentokil-mand M/K, som så opstillede metalbokse med rottegift de steder, hvor man havde opdaget, at rotterne færdedes.

Men sidste år, da jeg opfyldte min pligt og anmeldte rotter på matriklen, og kommunen sporenstregs sendte mig en Rentokil-mand, brugte denne kommunalt betalte rottefænger en halv time på at redegøre for, hvorfor han ikke måtte gøre noget.

Langsommeligt, omstændeligt, mange gange – og en smule nedladende, som unge mænd i arbejdstøj har for vane når de taler til ældre damer, forklarede han mig at rotter var blevet immune over for rottegift, så nu måtte de ikke længere lægge gift ud – En smule sent at skride til handling, kunne man mene, når skaden allerede VAR sket – og han havde heller ikke andre bekæmpelsesmuligheder at anvise. Kun snak.

Det groteske er, at kommunen stadig ufortrødent opkræver årlige afgifter fra alle grundejere til rottebekæmpelse, at alle grundejere stadig har anmeldelsespligt, og at kommunen derefter aflønner et privat firma for at sende folk ud og diskutere med grundejerne og omhyggeligt forklare dem, hvorfor de ikke må gøre noget ved problemet …

Absurd, ikke sandt?

Ikke desto mindre fejler selvfølelsen ingenting:

http://www.rentokil.dk/nordjylland/

‘Region Nordjylland

I Region Nordjylland møder du et passioneret og erfarent team af skadedyrskonsulenter og teknikere. Vi hjælper dig med at håndtere problemer med skadedyr i alle større byer i regionen herunder Aalborg, Hirtshals, Frederikshavn, Brønderslev, Hjørring mfl.

Vi kombinerer vores viden om skadedyr med vores ekspertise i skadedyrsbekæmpelse og forebyggelse. Det betyder, at vi kan levere en god service og har en god forståelse for de gener skadedyr kan forårsage hos dig uanset hvilken branche der er tale om: restauranter, fødevareproduktion eller hoteller.

“Med mere end 15 års erfaring hos Rentokil har jeg den viden og indsigt, der skal til, for at håndtere alle former for skadedyrsangreb, og hvordan de kan forebygges her i Region Nordjylland”.

Niels Jørgen Lundtoft – skadedyrstekniker

Vi har den fornødne viden og erfaring i at håndtere skadedyr, der typisk findes her i Region Nordjylland, herunder hvepse, rotter, sorte havemyrer og væggelus. ‘