Familielæge eller pølsefabrik?

Sådan et stykke papir kan man risikere at få stukket i hånden hos sin praktiserende læge i dag: Uvenligt, kommanderende og ikke engang forsynet med de gængse høflighedsfraser. − Hvad stiller gamle fru Larsen, som ikke ser så godt, eller hr. Hansen, som gik ud af skolen i syvende klasse lige før krigen, op med det? Forfatterne er de samme læger, som lige for tiden råber højt op om “familielægens” betydning for de danske patienter… Som jeg erindrer familielægerne før i tiden, kunne de ALDRIG finde på at bede syge mennesker, der søgte deres hjælp, om at tage hensyn til deres interne arbejdstids- og honoreringsregler.

Regionerne har opsagt overenskomsten med landets privatpraktiserende læger, fordi de er for dyre og for stejle, når det kom­mer til ledelsesretten. Lægerne ønsker ikke, at regionerne skal være med til at bestemme, hvor der skal oprettes lægehuse, selv om det er regionerne − dvs. os alle sammen − der betaler gildet og gerne vil sikre ensartet mulighed for lægehjælp − også til de knap så attraktive yderområder. Lægernes argument er, at lægerne selv er de bedste til at bestemme, ellers vil den klassiske familielæge være i fare for at uddø.

Mon ikke den klassiske familielæge uddøde for mange år siden? Der er stadig her i landet mange søde, dygtige og velmenende læger, der opfatter deres gerning som et kald, og som yder en god indsats i konsultationerne, men nogle læger kommer ud med en ny og langt mere selvretfærdigt krævende indstilling til, at patienterne skal nøjes med at blive syge, når det passer med deres arbejdstidsregler, og det kan desværre ikke altid lade sig gøre. Vi lidt ældre og bedre vante finder dem pressede, grådige, ubetænksomme og næsten umulige at få kontakt med. De er muligvis heller ikke uddannet til at lede og fordele opgaver, ikke engang i deres egne små lægehuse. Jeg vil gerne bidrage med en håndfuld eksempler fra de senere år, oplevet af mig og min nærmeste familie og venner.

Hvis vi bliver syge fx om natten og gerne vil have fat i ”familielægen” næste morgen, mødes vi af en tele­fonsvarer med en alenlang besked, der omfatter sekretærenes træffetider, laboranter, sygeplejersker m.m., som vi mere og mere hektisk lytter til. Så opgiver vi og går på nettet, hvor vi finder følgende letlæselige besked:

“Telefonisk

Mellem kl. 8.00-10.00:
Sundhedsfaglig rådgivning ved sygeplejerske (tast 1).
Recept-fornyelse via telefonsvarer (tast 3).

Mellem kl. 13.00.14.00:
Tidsbestilling ved sekretærer, onsdage undtaget.

Middagslukket alle hverdage kl. 12.00-13.00. Onsdag dog fra kl. 12.00-14.30.

KONSULTATION I LÆGEHUSET

Åben konsultation
Der er åben konsultation på alle hverdage kl. 8.30-9.30, primært for akut opståede helbredsproble­mer. Dette kræver ingen tidsbestilling. Se nærmere under ”Praksisinformation”.

Planlagt konsultation
Forudgående tidsbestilling er nødvendig. Der kan bestilles tid til konsultation hos vores læger, sy­geplejersker og vores klinikpersonale. Se nærmere under ”Praksisinformation”.”

Somme tider ønsker man jo, at man selv eller ens børn var så syge, at man helt ukompliceret blot kunne ringe efter en vagtlæge eller en ambulance.

Efter at have ventet, måske med smerter, i hvert fald med uro, indtil det er muligt telefonisk at bestille en tid, mødes man igennem en stiv klokketime af optagetsignalets enerverende dutten eller den forhåndsind­talte telefonbesked om, at alle linjer desværre er optagede, prøv igen senere.

Så forsøger man at bestille en tid via det komplicerede mailsystem og logger sig ind, for senere at opdage, at beskeden om tidsbestillingen til sekretæren klassificeres − og honoreres som? − en mailkonsultation.

Hvis man får kæmpet sig igennem alle gå-væk-telefonsvarerne og den labyrintiske hjemmeside − som man i øvrigt skal betale abonnement til et privat firma for, hvis man vil gemme de beskeder, man modtager fra sin egen læge − og finder den relevante information, tager man chancen og befordrer sig hen til lægehuset i den såkaldte ”akuttid”, hvis man da kan nå det, og hvor man sidder 2 – 3 timer i et fyldt venteværelse sammen med andre syge og måske smitsomme mennesker, inden man får foretræde for en læge, sjældent ens egen, hyppigere en praktikant eller en vikar.

Eller man bestiller en tid hos sin egen læge via hjemmesiden − den første ledige tid ligger sædvanligvis tre-fire må­neder ude i fremtiden, så det gælder om at planlægge sine lidelser med omhu − og når man så, med en tre måneder gammel tidsbestilling i lommen, møder op i venteværelset, kommer man alligevel til at vente både hele og halve timer, før man bliver kaldt ind til sine afmålte otte minutters fortravlede konsultation. Og det er ikke pga. akutte henvendelser, som andre jo tager sig af i ”akuttiden” om formiddagen. De sidste tre gange, jeg i løbet af de seneste to år har haft en forudbe­stilt tid hos min læge, har jeg hver eneste gang siddet og ventet i 40 minutter efter den aftalte tid.

I løbet af en forhastet konsultation, som man således har ventet tre måneder og 40 minutter på, og hvor lægen sidder og kigger på sin computerskærm det meste af tiden, må man ikke søge råd om to forskellige ting på en gang, fx både ondt i ryggen og en mystisk vorte på den ene kind. Hvis man vil tale om andet end det, man har bestilt tiden til, får man besked på at reservere en ny tid. Efter yderligere tre måneders vente­tid. Mange mennesker skal tage fri fra arbejde for at møde op gang på gang, så lægen kan hæve flere honorarer.

Det er således ikke underligt, at vagtlæger og skadestuer overrendes af syge mennesker, der bare gerne vil tale med en læge.

En gang, jeg sad i venteværelset i de obligatoriske 40 minutter efter min i god tid i forvejen reserverede konsultation ang. svar på nogle prøver, blev jeg højt og med fulde navns nævnelse kaldt op af sekretæren og afkrævet svar på, om resultatet af lungefunktionstesten eller hjerteundersøgelsen var vigtigst for mig? For lægen havde desværre ikke tid til at snakke med ”kronikere” om flere prøver i samme konsultation … Det var første gang, jeg hørte betegnelsen ”kroniker” anvendt om mig selv … Fra en lægesekretær med et urimeligt spørgsmål i et fyldt venteværelse, fordi et nyligt rygestop havde sænket mit stofskifte til et be­handlingskrævende niveau … Jeg insisterede naturligvis på, inde hos lægen, at få svar på alle de prøver, der var blevet taget, før jeg gik derfra igen.

En anden sekretær havde for vane at sende mails ud til alle, der var tilknyttet hendes praksis, når hun og de andre sekretærer ændrede deres arbejdstider, eller når fordøren skulle repareres. Det var en speciel ople­velse at modtage en mail fra sit lægehus, at logge ind på den besværlige internetside med bankende hjerte og alle mulige tanker om alvorlige fund i blodprøver og deslige og omsider kæmpe sig frem til en besked om, at man pga. tømrerbesøg venligst skulle benytte en sidedør, hvis man påtænkte at aflægge besøg i lægehuset den dag …

Da min ven nogen tid efter alligevel sad inde hos sin egen læge, bad han hende snakke med sekretærerne om deres ligegyldige og forstyrrende massemails, men blev bedt, om han ikke selv ville snakke med sekretæ­rerne om det, for det kunne lægen ikke tage sig af.

En dag mødte jeg forskrækket op i ”akuttiden” efter at have tisset blod en hel weekend. Jeg kom forholds­vis hurtigt til hos en yngre læge, jeg ikke havde mødt før. Da hun hørte om symptomet, udbrød hun: ”Det er nok kræft”. − Det var ikke den besked, jeg havde mest lyst til at høre i den si­tuation, men hendes mistanke, som heldigvis viste sig at være forkert, sørgede for, at jeg hurtigt kom videre til mere kompetente, og ikke mindst empatiske, læger og undersøgelser.

Læger er traditionelt omfattet af stor respekt, og vi bærer gerne over med deres småfejl og særheder, hvis de står klar til at hjælpe os og er i stand til at stille almindelige diagnoser, når vi er ramt af sygdom og virkelig har brug for deres hjælp. Men når ens erfaringer fra de senere år omfatter en mand, der i årevis blev behandlet for ma­vesår, selv om han havde en anfaldsvoldende og betændt galdesten, en kone, der igennem et halvt år fik mavesyredæmpende midler, selv om det også viste sig at være en galdesten, da hun blev hasteindlagt med akut gulsot, en mand, der tre gange tilbydes lykkepiller mod en arbejdsskade i skulderen, og en veninde, der fik stillet en fantasifuld diagnose, vulvodyni, som indledning til et langvarigt behandlingsforsøg med hormoner og lykkepiller med den praktiserende læge som tovholder, da hun sandsynligvis var plaget af endometriose, så kan ens respekt for standen formentlig ligge på et meget begrænset område.

Måske burde regionerne overtage HELE ansvaret for de praktiserende lægers arbejde og blot ansætte dem i 37 timer ugentligt? Så kunne man sørge for ordnede forhold, passende efteruddannelseskurser og et professionelt kommunikationsniveau i forkontorerne. I så fald behøvede de praktiserende læger ikke længere at jamre over arbejdspres, papirarbejde, prioriteringer, ledelsesansvar og diverse klinik­udgifter. Bemærk venligst, at denne jammer kommer fra læger, der har normale arbejdsuger, og som ifølge Ekstra Bladet, når alle udgifter til driften er betalt, tjener over en million kroner, mange over to millioner kroner, om året betalt af dig og mig over skatten.

Derudover kunne vi uddanne en masse nye læger, alle dem, der havde lyst og evner for faget, så der var mange at vælge og vrage imellem. Så kan de, der er utilfredse med forholdene, søge til mere lukrative steder og overlade “ydernumrene” til kollegaer, der både kan og vil yde en behjertet indsats til gengæld.

Det er tankevækkende, at jeg hos mit dygtige tandlæge-tandplejer-team, som jeg selv har valgt og selv betaler det meste til, altid bliver mødt med stor forståelse og omsorg og aldrig har måttet vente mere end højst fem minutter, heller ikke i telefonen, og da kun i nødssituationer og aldrig uden en høflig undskyldning og en forklaring.

(18. 5. 2013 ser jeg, at de privatpraktiserende læger samler underskrifter fra patienter i deres konsultationer. De har allerede ifølge Politiken.dk sikret sig 140.000. Dvs. at de læger, som p.t. ynder at kalde sig “familielæger”, udnytter prisgivne, syge menneskers behov for lægehjælp i deres bjergsomme arbejdskamp for deres egne, private virksomheder mod det offentlige, som i forvejen forgylder dem. Vore læger kaster i grådighed al etik og troværdighed over bord i disse år.)

Eftertanke:

Lærergerningen var førhen et kald. Læreren følte sig ansvarlig for sine elever, kunne lide børn, nød samfundets anerkendelse og oppebar gode arbejdstids- og lønforhold. Til gengæld lagde lærerne alle kræfter i jobbet, forberedte sig entusiastisk og uden vrøvl, tog eleverne med på udflugter, arrangerede skolekomedier, snakkede med børn og forældre, også i nødsituationer sent på aftenen, og de noterede det ingen steder; det var en helt naturlig del af faget. Så ødelagde man lærergerningen med bureaukratiske kontrolforsøg og inddelte lærernes arbejdstid i Ø-tid, U-tid og F-tid, således at ingen længere gad løfte en finger, selv om lille Ole tydeligt havde problemer, for al Ø-tiden var opbrugt. Man forvandlede læreren fra en begejstret ildsjæl til en tørt noterende bureaukrat.

Lægen var førhen en højt respekteret familielæge, der dukkede op, når familien var i nød, og gjorde hvad han kunne for at lindre og trøste. Han fik sin betaling pr. år pr. patient, og han holdt ikke regnskab med sin tid eller forlangte, at alvorligt syge mennesker selv skulle fragte sig hen i hans klinik.

I min levetid har lærer-, gymnasielærer-, læge-, og præstegerningen skiftet karakter og er blevet overvejende kvindefag, hvor kun hjemmehjælpere, pædagoger og sygeplejere var det før, hvilket måske har været medvirkende til, at alle disse fag nu er forvandlet fra vellønnede og højtrespekterede til lavt rangerede og overkontrollerede pølsefabrikker. De dygtige ug-piger har alt for travlt med at overholde reglerne og tør ikke sætte sig imod selv urimelige og ødelæggende krav fra den offentlige arbejdsgiver. Samtidig er vi blevet alt for mange mennesker med helt urealistisk høje forventninger til, hvad samfundet skal gøre for os, så udgifterne til den offentlige sektor er steget eksplosivt. Forskellige regeringer har på forskellig måde forsøgt at holde snor i ydelserne, men måske har man smidt barnet ud med badevandet? Mens de måler og kontrollerer, fordamper kerneydelsen i både børnepasning, undervisning, sundhed og religion, nemlig det medmenneskelige forhold. Tilbage står underligt forvirrede børn og unge, syge og gamle, søgende og troende og råber på mere, for de fik ikke, hvad de havde brug for. De fik ingen menneskelig kontakt og omsorg, men blev afvist af automatiske telefonsvarere eller puttet i kasser mærket “fri leg”, “længst muligt i eget hjem” eller “Ø-tid” og såkaldte “E-konsultationer” …

Hvad koster det at underholde sine børn?

Prisen for at underholde sine børn i vinterferien var emnet for en artikel på Politiken Netavis i februar måned. − En geskæftig, naturligvis kvindelig, journalist havde påtaget sig den væsentlige samfundsopgave at indhente priser fra Zoologisk Have, Eksperimentarium og lignende forlystelser for rådvilde voksne og deres børn. − Hvis man har tre fridage i træk gælder det jo om så hurtigt som muligt at få fragtet hele familien til et badeland, et sommerhus, et tivoli, et børnevenligt mu­seum eller med fly til et fattigt land, hvor opvartningen og all inclusive-priserne er fordelagtige, for man kan jo ikke hygge sig og slappe af hjemme i de veludstyrede og kostbart indrettede boliger, som det meste af profitten fra karriereræset er gået til.

Her under skolelockouten mødte jeg en sød farmor, der var på skovtur med sine børnebørn. Hun var glad for dem, men efter at have passet dem hver dag i næsten fire uger var hun ved at være træt. − I forvejen passer jeg dem en gang om ugen, men hvad skal vi ellers gøre?

Lockouten KUNNE være en himmelsendt mulighed for forældre og børn til at bryde og genover­veje de stramme skemaer, de normalt er spærret inde i, og jeg spurgte høfligt farmoderen, hvor­dan pasningen var blevet hendes problem?

Da vi havde børn hjemme selv, blev vi to bedstemødre hurtigt enige om, havde vi masser af tid til dem. Vi var stort set hjemme og sammen med dem altid i deres tre første leveår, hvorefter først børnehaven, derefter skolen socialiserede dem fire – seks timer på hverdage, så vi kunne arbejde sporadisk eller på deltid med andre ting. Børnene var i deres eget hjem i hovedparten af deres vågne tid, og de var der på vores præmisser og deltog i oprydning, havearbejde, madlavning, indkøb og alle de andre, almindelige, daglige gøremål, hvis de da ikke selv fandt på lege, alene eller med kammerater. Hverken en kort vinterferie, eller en lang sommerferie for den sags skyld, og i hvert fald ikke en skolelockout, kunne vælte vores dage, som var bygget op omkring hjemmet, haven, skoven, hunden og de andre dyr, venner, naboer og familien, og kun yderst sjældent indbefattede rejser inden eller uden for landets grænser. − Vi kunne arrangere en skovtur med få minutters varsel, bage boller, besøge venner, sidde og tegne, gå og snakke, klippe og klistre, læse en bog, tænde et bål, lave snobrød, fodre høns, plukke jordbær, sætte et soppebassin op … Livet var ikke så indviklet, og børnene var ikke svære at underholde. Det er os selv, der sætter niveauet; børnene er jo kun børn, der har absolut krav på vores omsorg, respekt og tilstedeværelse, men ikke på computere, tv og tivoliture.

I dag er dagligdagen i de yngre børnefamilier dikteret af vækkeure, skemaer, aftaler, møder, transport, opbevaring af børn først her så der, to jobs, fritidsinteresser, elektroniske kommunika­tionsapparater, som tilsyneladende ikke er udstyret med en sluk-knap, og i de få timer, man har sammen om aftenen før puttetid, er alting indrettet på børnenes præmisser. Det er det naturligvis, fordi forældrene har dårlig samvittighed over at hente en slap og frustreret lille unge alt for sent i institutionen og derfor forsøger at kompensere for den manglende fællestid, for at barnet er ude­lukket fra de voksnes verden, og fordi de voksne hele tiden hemmeligt ønsker, at de kunne sidde i fred på jobbet, med vennerne, tjekke sms’er eller Facebook… Derfor taler de højlydt og teatralsk barne­sprog til hinanden, er uafbrudt opmærksomme på barnet, og maden plus alle gøremål er tilpasset barnets lyster − lige indtil den længe ventede sengetid gør det forsvarligt − hun skal jo have sine 12 timers søvn! − at putte ungen, så man selv kan få lidt fred. Unge forældre opfører sig i stigende grad, som det voksende antal skilsmissefædre var berygtede for at gøre det i 70’erne: Hver eneste dag skal helst være en tivolitur med lyserød candyfloss på. Dette er uhyre krævende og anstrengende for de voksne, som jo har været på job først, og de snyder så ofte som muligt og placerer ungerne foran en skærm med mere eller mindre gavnlige film og snacks, så de selv kan hvile ørerne og måske forberede et måltid, hvis de da ikke har frekventeret den lokale grillsnask på vejen hjem.

En del af den kompensatoriske adfærd indbefatter forsøg på fjernkontrol af barnets liv, som fx krav om særbehandling til de pædagoger og lærere, som har med barnet at gøre, og alle mulige tænkelige og utænkelige spiseforstyrrelser på barnets vegne: Da man ikke selv magter at tage an­svar for sine børn på det psykologiske plan, veksler man sin omsorg til stramme, selvopfundne regler omkring fødeindtagelsen, som man strengt håndhæver og pålægger alle i barnets omgivel­ser, bedsteforældre og pædagoger, at håndhæve. Somme tider så indædt, at man får mistanke om, at det er selve den ekstra opmærksomhed, den unge mor pådrager sig, når hun fremstår som “Den gode mor” og forlanger an­dres hensyntagen til barnets påståede, udiagnosticerede fødevareallergier, der er hovedformålet med hele projektet. I virkeligheden hører jeg den unge mor råbe: Hjælp! Jeg kan ikke både passe et krævende job, et eller flere børn, mit forhold til en mand, mit hus, mine venner og mig selv på en gang. Hjælp mig! − I stedet siger hun strengt: ”Husk nu, at lille Anna ikke må få gluten”, eller ”Det er bedsteforældrene, der fylder Lucas med sukker, så han ikke er til at styre, når han kommer hjem”.

For at det ikke skal være løgn, protesterer disse fortravlede forældre med voldsom inderlighed, når skoler og andre børneinstitutioner tilbyder at forsyne barnet med et sundt måltid i løbet af den lange dag borte fra hjemmet i stedet for en i al hast sammenklasket og langtidsopbevaret mad­pakke.

Eller de protesterer mod heldagsskolen, som alle med en vis indsigt i børn og pædagogik vist er enige om, er bedst for barnet. At tage udgangspunkt i barnets hverdag og sikre, at det kun skal pendle mellem hjem og skole, og at skolen er indrettet lidt hyggeligt, og at man her sørger for op­bevaring, undervisning, lektiehjælp og koordination af fritidsinteresser, mens forældrene passer deres arbejde, kan vel kun være godt? − Men de forvirrede pseudoskilsmisseforældre bliver lammet af skræk, lige som de gjorde med madpakkerne, og modarbejder det eneste rigtige, fordi de er bange for, at de så ikke kan hente lille Victor eller Emilie tidligt, hvis de en gang, i deres ønskedrømme, skulle få lyst til det.

De henter i forvejen kun børnene tidligt yderst sjældent, for al denne kompensatoriske adfærd, dette kun­stige samvær med børnene på børnenes barnlige præmisser, er nemlig uhyre anstrengende. Så de unge forældre vil hellere løbe en tur alene, have en kop latte med vennerne, liiiige tjekke sms’er og Facebook og mail… De glemmer, at heldagsskolen er udtænkt for barnets skyld, ikke for at begrænse forældrenes mulighed for at være sammen med deres egne børn i det omfang, de ønsker det.

Hvad koster det så at underholde sine børn? − Svaret er i al sin uhørte og brutale enkelhed: Det koster din tid! − Hvis man bruger tid på sine børn, plages man ikke af dårlig samvittighed og deraf følgende kompensatorisk adfærd.

Artikel på Politikens Netavis d. 12. feb. 2013. Læg mærke til forlystelsernes navne, for manges vedkommende et besynderligt Karl-Frisk-misk-mask af engelsk og latin:

Så meget koster det at underholde børnene i vinterferien

Uge 7 er vinterferietid, og vinterferie er lig med masser af fritimer for børnene, der hungrer efter underholdning. Men det kræver en dyb tur ned i lommeulden efter håndører til et besøg i landets forlystelser, hvis hele familien skal med. En prissammenligning på en lang række forlystelser foretaget af prissammenligningssitet Pricerunner.dk viser, hvor meget du skal hive ud af bankkontoen for at holde ungerne i skak i nogle timer. Prisen er for 2 voksne og 2 børn:

Randers Regnskov 520 kr.

Aqua Akvarium og Dyrepark, Silkeborg 430 kr.

Experimentarium, København 546 kr.

Lalandia Aquadome, Billund 740 kr.

Nordsøen Oceanarium, Hirtshals 480 kr.

Experimentarium, København 546 kr.

Lalandia Aquadome, Rødby 620 kr.

Fregatten Jylland, Ebeltoft 225 kr.

Vikingemuseet, Roskilde 160 kr.

Planetarium, København 306 kr.

Fun City, København 276 kr.

Den Gamle By, Århus 120 kr.

Odense Zoo 420 kr.

Kattegatcentret, Grenaa 500 kr.

Zoo København 480 kr.

Fjord & Bælt, Kerteminde 320 kr.

Baboon City, Herning 420 kr.

Geocenter Møens Klint 380 kr.

Mænds vilkår i samfundet

To romakvinder på gaden i Cordoba.

Lige efter spisetid blev jeg ringet op af en beleven, yngre kvinde fra Epinion. Hun bad om lov til at stille nogle spørgsmål i forbindelse med en fælles EU-undersøgelse af kvinders vilkår i samfundet.

Det lød som et prisværdigt formål − om end en smule omsorgsbekymret på den nedla­dende måde − og jeg svarede gladeligt ja eller nej eller aldrig eller somme tider eller fem på en skala fra nul til ti på alle hendes spørgsmål om helbred, børnepasning, gamle for­ældre, job m.m.

Hmm … ”Kvinders vilkår i samfundet” … Kunne man forestille sig en tilsvarende under­søgelse i EU-regi af ”Mænds vilkår i samfundet”? − Nej, vel?

Vi er kommet langt, navnlig i vor lille, nordeuropæiske del af verden, men selv her 64 år efter udgivelsen af Simone de Beauvoirs klassiker: ”Det andet køn”, kan vi konstatere, at kvinden stadig er den lavere rangerende undtagelse, som har brug for vores bekymring og undersøgelser, for det er manden, der er den selvfølgelige norm. Han behøver ikke særskilt omsorg fra samfundet − Han har skabt det, så det passer til ham selv.

Lærerlockout april 2013

Skoven er fuld af børn! På en ganske almindelig onsdag! − De traver rundt på stierne i smågrupper med venner, hunde, madkurve, fiskenet og bedsteforældre og ser ud til at have det pragfuldt i aprilsolen.

Den lokale skole ligger ikke langt herfra, og om morgenen plejer vejene at være fyldt op med rækker af osende biler fra klokken 7.45 til 8.10, men i disse uger er her velsignet stille, og luften er frisk.

Om en uge eller to er konflikten afblæst, og man har fundet eller dikteret en løsning. Lærernes arbejdsforhold skal på en eller anden måde tilpasses det moderne samfunds behov. Men selvfølgelig protesterer de − alt andet ville være mærkeligt. Man kan ikke ændre på hævnvundne privilegier uden at de, det går ud over, protesterer. Lærerne ville dog stå stærkere, hvis man havde indtryk af, at de til daglig leverede varen, dvs. velorienterede og uddannelsesparate børn og unge mennesker, der både kunne læse, skrive og regne. Og hvis de brugte knap så megen tid på pædagogpjat, såsom at synge infantile sange iført hjemmegjorte T-shirts og tegne plakater med tumpede slagord og briller på en respekteret finansminister, der blot gør sit arbejde.

Det er bemærkelsesværdigt, at man her under konflikten ikke har hørt et ord om lærernes faglighed og beklaget, at vore børn mister undervisning. Man hører kun om problemet med, hvem der skal passe ungerne, mens forældrene er på arbejde.

Det gør bedsteforældrene tilsyneladende. Derfor er skoven fuld af glade børn, og vejene ligger stille hen. Jeg håber for vores alle sammens skyld, at vi vil huske, hvordan en hverdag i april OGSÅ kan være.

Er der en voksen til stede?

Dansk gymnasieungdom fragtes i vinterferien i titusindvis ad Europas landeveje til den ærværdige gamle by, Prag, hvor de drikker sig fra sans og samling i billigt øl og tumler rundt og overbrækker alt, raserer hoteller og geråder i karambolage med hinanden og tjekkisk politi.

Som så mange andre gange bliver man flov på landets vegne og får lyst til at stille sig op og råbe: Er der en voksen til stede?

Men det er der ikke. Mor er til wellness og champagnebrunch med veninderne, fordi de har FORTJENT det, og far fiser rundt i omegnen på sin kostbare MTB. Bagefter skal han ud og fulde sig med gutterne, og selv om de er fyldt fyrre og har gode jobs, er de alle klædt i cowboybukser, hættetrøjer og sneakers.

Bedstemor og bedstefar tilbringer, som de plejer, hele februar måned på stamhotellet på Gran Canaria, hvor vejret er godt og drinksene billige.

Der er ingen, der gider være de voksne mere. Derfor sidder man og hyler op om, at gymnasierne burde lave en drukpolitik. At rejsearrangørerne burde tage mere ansvar. At hotellerne i Prag burde være mere strikse …

Man kunne også bare afskaffe cafépengene? Så samfundet som et kollektiv optrådte voksent og ansvarligt og nægtede at finansiere i øvrigt velaflagte unges ødelæggende, umådeholdne druk. Men det ville gå hårdt ud over Calella, Sunny Beach, Prag, Jomfru Anegade, Skolegade og hvad nu de lignende steder hedder i hovedstadsområdet.

Eller afskaffe vinterferien, hvis det er et problem for vore børn og unge at få tiden til at gå en hel vinteruge? Så ville de få en uges ekstra undervisning og indlæring, hvilket ingen kan komme til skade af.

Utænkeligt

● I USA har de for anden gang valgt en farvet præsident.

● I DK har vi en kvindelig statsminister.

● Da mit badeværelse skulle renoveres, gik den unge VVS’er på barsel.

I 70’erne, da vi sad og politiserede i basisgrupperne, troede ingen et sekund på, at vi ville komme til at opleve bare én enkelt af disse ting i vores levetid.

Men vi kunne heller ikke i vores vildeste fantasi forestille os at:

● DK ville deltage aktivt i flere krige mod muslimske lande.

● At vi i lange perioder ville være behersket af et afskyeligt vrængende fremmedfjendsk, såkaldt ”værdipolitisk”, klima.

● At stort set alle danske børn fra omkring etårsalderen skulle tilbringe hovedparten af deres vågne timer på opfostringsanstalter.

Dømmekraft

● En skatteminister har tilsyneladende forsøgt at misbruge sit ministerium til at påvirke og udbasunere en politisk modstanders ægtefælles skatteforhold.

● Ålborg Kommune gennemtvinger opførelsen af flere nye og pladskrævende institutioner inde i Hammer Bakker, et af kommunens få tilbageværende naturområder, der var omfattet af gamle frednings­bestemmelser.

● Danske Bank lægger − på trods af navnet, som signalerer hele landets bank − et urimeligt gebyr på små­folks bankkonto, mens de velbjergede kontohavere går fri. En folkestorm rejser sig, og en masse mennesker skifter bank, men de rige lader som ingenting og lader deres penge blive stående, selv om kun deres fravalg af den smålige bank ville have en opdragende effekt.

● Ledelsen af de danske statsbaner, DSB, betaler i dyre domme et pr-firma for at holde en kritisk journalist beskæftiget med ligegyldigheder.

● En statsminister jagter amerikanske B- filmstjerner som en teenager, når hun er ude i officielt ærinde på landets vegne.

● En opmærksomhedssulten leder af Politimuseet betaler en veninde for at male kvindelige ofre for nyere forbrydelser og udstiller dem på det skammeligste. På hjemmesiden annonceret således: “Kvindedrab in memoriam – Maleriudstilling med portrætter af tolv kvinder, der alle er blevet dræbt”. − Usmageligt, ikke sandt? Lederen er naturligvis en mand, og det er kun kvinder, der skal ydmyges offentligt efter at have lidt en pludselig og voldelig død. Men det skal nok lokke husarerne til. Pressen har allerede været der.

● Lille Danmark har involveret sig i tre-fire krige mod muslimer i løbet af det seneste tiår; krige mod men­nesker, som ikke har truet os. Men vi piber højtlydt og ynker os selv, hvis de samme muslimer boykotter varer og brænder flag i protest mod vores forsøg på at latterliggøre deres religion.

Eksemplerne på manglende dømmekraft i det offentlige liv er talrige. Men også i privatlivet sker der små og store uhyrligheder hver eneste dag:

● Det er en menneskeret at få børn, evt. med hjælp fra sundhedsvæsnet, men så snart vi har fået dem, kræver vi også fællesskabets hjælp til at få dem opdraget og passet, så vi uantastet kan fortsætte vores liv, som det var, før vi valgte at få børn.

● Unge indflyttere i et rækkehuskvarter forstår ikke betydningen af et matrikelkort og begynder at bygge en privat garage ude på fællesområdet op ad den nærmeste nabos mur. Da de øvrige familier påtaler ulovligheden, råber de nye ”sgu” og ”fanden” efter dem.

● Faderen lader den store familiebil stå og varme op i tomgang i en halv times tid eller mere hver morgen i vinterhalvåret, så han slipper for at skrabe ruderne, før han skal køre sine børn de 300 m hen til skolen. Da nogle naboer høfligt påpeger, at de er ved at blive kvalt inde i deres egne stuer, bliver den unge fader aggressiv og truende. − Formentlig sidder den samme mand ved vennemiddagene og gør sig til af sin politisk korrekte indstilling i øvrigt.

● Man tager på lange CO2-forbrugende flyrejser, hver gang man har et par dage fri, fordi man TRÆN­GER eller har FORTJENT det, eller fordi familien har brug for tid sammen, hvilket jo umuligt kan foregå i de flotte, opvarmede og veludstyrede boliger, vi har anskaffet os.

● Man køber en hund, en kanin eller en kat, fordi ungerne plager, og så lader man det lille, forskræmte dyr sidde alene, indespærret i en lejlighed ni timer dagligt, og lader det derefter aflive, når det har snavset gul­vet til. Eller man støtter et forfejlet landbrug ved at købe buræg og kød fra mishandlede køer og grise.

● At sidde og skræppe op om sit livs mest intime detaljer i mobiltelefonen i det offentlige rum er allerede nu en klassisk og alment vedtaget overtrædelse af god skik og almindelig dømmekraft, men Facebook og lignende fora har tilføjet hidtil utænkelige grænseoverskridelser til repertoiret: Unge udleverer sig selv og sommetider også deres halvnøgne eller helfulde kammerater, deres småbørn, deres forældre eller sågar deres syge bedste- og oldeforældre på de sociale netværk til almen beskuelse for i hundredvis af utidigt nyfigne såkaldte venner. Bedstefar, for eksempel, som er gammel og svagelig og sidder i formodet tryghed i underbukser i sin egen stue. Han har gennemlevet to krige og personlige prøvelser, som ingen i dag kan forestille sig, hvilket kan ses på hans brugte krop, og han smiler høfligt til kameraet − er vel beæret over det sjældne besøg − men har ingen anelse om den ydmygelse, barnebarnet og moderne teknologi vil udsætte ham for, så den unge kan dokumentere over for vennerne, hvor god hun er til at besøge sine gamle slægt­ninge.

● Man anskaffer sig biler, cykler, sportsredskaber, tøj, møbler, elektroniske dingenoter, maskiner, plastic­legetøj m.m. i tonsvis og kasserer selvfølgelig lige så meget, for ting fra sidste år er ikke længere smarte, og det kan ikke betale sig at reparere, hvis noget skulle gå i stykker. − Dertil kommer madspildet, som ifølge aviserne efterhånden er oppe over 500.000 tons pr. år alene i Danmark. Mens millioner af mennesker ude i verden sulter, så kasserer vi god mad, eller vi går til vanvittige yderligheder, så som at fjerne nærings­værdien fra vore fødevarer (!), fordi vi bliver uklædeligt tykke af madrigeligheden. Det er vel selvmod­sigende og uetisk, at vi efterspørger fedtfattig, kaloriefattig, sukkerfri mad, mens andre dør af mangel på næring?

Overskridelse af grænser, som vi førhen instinktivt kendte og respekterede, er efterhånden blevet en folke­sport. I tv er udlevering af syge, døende, grimme, misdannede, dumme, tykke, klodsede, ofre for ulykker osv. blevet hverdag. Folk, der ikke kan synge, danse, tale, male eller tænke en sammenhængende tanke, er topunderholdning i dansk fjernsyn. Så kan vi sidde og grine ad dem en tid, ha ha, mens vi glemmer vore egne små og store fejl.

Og et fuldkommen uetisk storforbrug af mad, rejser, dyr og ting opfattes ikke som smagløst og idiotisk, men er rent faktisk statusgivende i vide kredse.

Det lader til, at vi kollektivt har glemt, at respekt for andre, for de ældre, for fællesskabet, for dyr, for mil­jøet og for materielle ting, afspejler selvrespekt. At høflighed og levemåde falder positivt tilbage på én selv. At vi kun kan bebo denne verden, hvis vi udviser solidaritet med den og hinanden.

Eller kom jeg til at benytte endnu et antikveret ord? Ophørte al fællesskabsfølelse, anstændighed og solida­ritet de facto i 70’erne? På samme tid som vi ophævede dømmekraften?

Nej, tak!

Skulle vi ikke udvide ”Reklamer-nej-tak”-ordningen til også at omfatte en mærkat til fordøren med et generelt ”Nej-tak”? − En permanent besked om, at man ikke gider afbryde alle sine tanker og gøremål for at lukke op for betlende spejderbørn, Jehovas vidner, lotterisælgere, indsamlere fra Kræftens Bekæmpelse, Folkekirkens Nødhjælp, Røde Kors eller andre, der med fremstrakte raslebøsser og strålende af selvgodhed ringer på ens dør.

Så ville alle de tiggende tidsrøvere straks kunne se, at her bor et voksent menneske, som i Internettets og Dankortets tidsalder selv kan finde ud af at indkøbe alle de kalendere og lodsedler, hun tragter efter at eje. At hun allerede er medlem af de religioner og foreninger, hun har lyst til at være medlem af, og at hun selv har sørget for at støtte de godgørende formål, hun efter moden overvejelse har fundet midler til at støtte.

Eller endnu bedre: − Alle de, der elsker at blive forstyrret når som helst, de, som hjertens gerne vil diskutere religiøse anskuelser med vildtfremmede, midaldrende damer med tomme øjne, de, som altid har kontanter liggende for det tilfælde, at nogen skulle ringe på og bede om dem, lad dem sætte en stor mærkat på deres hoveddør med et rungende venligt ”JA, tak!”, og gør det så ulovligt at ringe på alle andre steder uden en meget god grund!