Samfund – Side 16 – blog.loneandrup.dk

Patteflasker

Fænomenet faldt mig første gang i øjnene under en ferie i Paris i firserne: Alle vegne disse unge mennesker, som klamrede sig til engangsvandflasker. Som om de var på vej ud i en ørken. Som om vand var en sjælden ressource inde midt i Paris. Som om der var overhængende fare for dehydrering, når man færdedes mellem boderne, restauranterne og caféerne på byens smukke boulevarder.

Derefter bredte det sig hurtigt til unge i andre større byer, og snart kunne ingen, heller ikke Hr. og Fru Middelklasse på tur, iført bæltetasker og sokker i sandalerne, bevæge sig 50 m hen ad en gade uden en plasticsutteflaske, halvt fyldt med lummert, bakteriebefængt og dovent vand, skruet fast i næverne.

Næsten umærkeligt blev det derefter mere normen end undtagelsen, at man både drikker, spiser − og selvfølgelig ryger − på åben gade. Det gjorde kun hjemløse, lykkeriddere og fyldebøtter før 1980. Og mændene foran pølseboden.

Der er en god grund til, at folk står uden for husene og ryger, for det er strengt forbudt at ryge inde de fleste steder. − Men kan man ikke cykle til skole, sidde i et S-tog, gå hen ad gaden i ti minutter uden håndholdt vandforsyning? Eller sidde en times tid i klassen eller i et møde uden at medbringe vand nok til en dagsmarch i bjergene? Der er jo ikke specielt langt mellem vandhaner, kaffeautomater og andre udskænkningssteder og oaser i vore daglige omgivelser. Forestiller de sig alle, at de deltager i en halvmaraton, og at væskeindtaget er afgørende for deres succes, når de bevæger op ad rulletrapperne på Hovedbanen eller i Magasin? Eller når de dvaskt slentrer rundt i byen?

Også på anden måde har vi ført privatlivet ud på fortovet: Hvert andet menneske, man møder, går og spiser et eller andet: tyggegummi, pastiller, doughnuts, cupcakes, burgere, pølser, shawarma, pizza, energibarer … Eller bærer på et oversize papkrus med cola eller vokssmagende to go-kaffe, som om de medvirkede i en film fra New York, hvor folk tilsyneladende ikke har køkkener, ja ikke engang en simpel kaffemaskine, i deres i øvrigt smarte og velindrettede lejligheder.

Og de nye drikke- og spisevaner ses på alle gader, i parker, på strande og i grøftekanter, som flyder med skodder, ulækre, krøllede kaffebægre, forsuttede vandflasker, engangsgriller og tonsvis af grim burgeremballage.

Hvad er der tilbage til de stakkels mænd?

I de fleste samfund op til i dag har der været skarpe, kulturelt opdelte skel mellem mands- og kvindearbejde. Som i hønse-, løve-, ulve- og hundeflokke har mennesker instinktivt opretholdt to adskilte hierarkier: et mandehierarki og et kvindehierarki. Det sikrer, at der ikke opstår direkte spændinger og konfrontationer mellem de to køn. Det er nemlig bedre for artens overlevelse, at de to køn samarbejder fredsommeligt om at formere sig og få afkommet godt i vej, end at de konkurrerer om, hvem der er bedst til husbygning, jagt, landbrug, tekstilforarbejdning, madlavning og barnepleje eller strides om de samme jordstykker og bestyrelsesposter. Samfundene og familiestrukturerne har hidtil hvilet på et solidt fundament af kønsopdelt arbejde.

Ligestillingen mellem kønnene i vore dage i vor del af verden har bevirket, at unge mænd kan få problemer med deres kønsidentitet, fordi grænserne mellem mandligt og kvindeligt er udviskede, og kvinder efterhånden er trængt ind på alle mændenes traditionelle »maskuline« enemærker. Uanset hvor meget de unge mænd forsøger at klæde sig ud, så de ligner deres bedstefædre med store skipperskæg, vansirende tatoveringer, enorme modebriller, den fysisk arbejdende mands jeans, bekvemme sko og stramme T-shirt, så er de henvist til en statistrolle som klapvognschauffører i deres kvinders enemægtige livsindretning med IKEA-ture, pæne hvide vægge, nips og pastelfarvede puder, yndigt babytøj, regler for sex og anden omgang, inklusiv kedsommelige parmiddage med det allernyeste inden for eksotiske råvarer.

Kvinder har kort sagt sejret ad helvede til. − De har lagt mændene fuldkommen ned og konkurrerer nu på lige fod, med stor succes og med lige løn, i skolerne, bankerne, på universiteterne, som lærere, læger, kontorfolk og præster. Kvinder kører bil, anlægger haver, bliver tatoveret, styrer fabrikker o.m.a., og mændene har skullet lære at begå sig i de beskæftigelser, der hidtil var forbeholdt kvinder: mode og tøj, babypleje, syge- og ældrepleje, som pædagoger, med indretning og i hele forfængelighedsindustrien med al dens overdrevne kropspleje, hårfjerningsprojekter, fodnus, selvpåført sult og i mere ekstrem form også med målrettet træning, medicinering og operative overgreb.

Ingen ønsker det gammeldags rigide, kønsopdelte samfund tilbage. I modsætning til de få tilbageværende primitive samfund og de stærkt religiøse, der har dannet sig i andre af verdens mange lande, sætter vi i vor kulturkreds pris på den frihed for den enkelte, mand eller kvinde, som vi har opnået, og som for en stor dels vedkommende har bibragt os vores næsten uanstændige overforbrug og velstand. Det skete bl.a. fordi arbejdsstyrken med et slag blev fordoblet, pengerigeligheden tilsvarende stor og det påfølgende forbrug astronomisk.

Men hvad er der tilovers til vore unge mænd af det specifikt maskuline domæne, hvor de kunne danne broderskaber, udstyre sig med tatoveringer, sære kropspiercinger og andre symboler på det mandlige fællesskab, og gå og dunke hinanden i ryggen, mens de fortæller platte vittigheder og hyggekonkurrerer i fred?

Mænd har sportens verden, hvor kvinder stadig ikke kan kæmpe og deltage helt på lige fod, uanset hvor meget de anstrenger sig − »Der er så meget, kvinder ikke forstår«, som ønsketænkningen med stor gennemslagskraft formuleres i en kendt tv-annonce. Kvinder er nemlig ikke, som mænd, født med en forståelse af, hvorfor nogle tilsyneladende fjollede og totalt ligegyldige sportspræstationer kan betyde alt for udøvernes tilhængere. Ja, hvorfor nogle mænd overhovedet føler det nødvendigt at erklære sig som fan af et sportshold. Kvinder er sociale væsener, og de kan nyde at deltage i store sportsbegivenheder, hvor de spejler mændenes ophidselse og gruppeadfærd, men de vil aldrig føle sig personligt amputeret af et nederlag i tiden mellem kampene, ligesom de heller aldrig kan lære at forstå symbolikken i, at sejrherren står og sprøjter med en fallosformet champagneflaske ud over kammerater, konkurrenter og kønne præmiepiger på podiet bagefter.

Ud over sportsverdenen, som fan eller deltagende udøver, kan mændene dyrke det mandlige fællesskab i pubertær stand up og de deraf afledte idiotiske film for drengerøve. På bøvede drukture og i barer. I rollespil og i computerverdenen. I motorcykelklubber og andre foreninger, der er defineret af en interesse for teknik, vovemod og transportmidler, fx tog, veteranbiler, svævefly, faldskærme, traktortræk og surfing. Mænd kan blive soldater, rigtige soldater eller i hjemmeværnet, i kriminelle bander, spejderlignende friluftsfællesskaber eller i korps. Mænd kan blive rockmusikere, actionfilmstjerner, landmænd, piloter og andre slags chauffører, politimænd eller parkeringsvagter, eller de kan intellektualisere deres potens og konkurrencetrang og slå hinanden i hovederne med abstrakte argumenter som prædikanter, foredragsholdere, reklameartister, kunstnere, politikere, journalister, historikere, anmeldere, filosoffer, forfattere, forskere inden for stort set alle fag- og emnekredse, men ofte bliver de trængt af kvinder, som ikke forstår nødvendigheden af, eller spilder deres energi på, at »vinde« diskussioner og imaginære magtkampe, men blot samvittighedsfuldt gør deres daglige arbejde.

Jeg vil gerne slå et slag for en gammeldags, særdeles maskulin beskæftigelse, som kan tilfredsstille de fleste mænds instinktive forkærlighed for faglig stolthed, broderskaber, sære indvielses- og optagelsesritualer, maskuline hierarkier, intern og ekstern konkurrence, barsk sentimentalitet (eller sentimental barskhed), groft, indforstået sprog, plat humor, teknik og løsningsorienteret arbejde, nemlig håndværket.

Som murer, maler, tømrer, snedker, elektriker, VVS’er, mekaniker m.m. kan enhver ung mand finde det maskulint betonede fællesskab, det fysiske og resultatorienterede arbejde − og en pæn hyre ovenikøbet − som han kunne ønske sig. Han kan endda gå videre og blive selvstændig mester, entreprenør, arkitekt, konstruktør eller ingeniør, hvis det skulle vise sig, at han besidder lysten og evnerne til det. − Problemet er bare, at vi igennem årtier har nedprioriteret, undervurderet, udsultet, udliciteret, bogliggjort og snakkesaligt feminiseret fagskolerne, mesterlæren og adgangen til praktikpladserne, så det kun er en håndfuld hashomtågede tabertyper med tynde overarme og kikset hår, der frivilligt kunne drømme om at søge ind.

Lad os arbejde på at få mesterlæren og de fagligt velfunderede håndværkeruddannelser tilbage. Lad os give vore unge mænd de pålidelige og kompetente rollemodeller, den sunde selvfølelse og gode træthed efter dagens arbejde, som de fortjener, og lad kvinderne beundre dem for deres evner til at bygge og reparere ting og hemmeligt misunde dem deres fællesskaber. Det vil komme os alle til gode på langt sigt.

Børnenes lov

Jeg vil gerne overforsimple nogle grundlæggende lov- og samfundsmæssige forhold og forsøge at skitsere dele af en ny, letforståelig lovkontrakt for folk bosat i et fælles område, som fx Danmark.

Jeg vil gerne tage udgangspunkt i de svageste, først og fremmest børnene, men også de syge og de gamle, og samtidig rette nogle urimeligheder, fx monarkiet, statsreligionen og de voldsomme rationaliseringer og nedskæringer på den borgernære sundhed, ældrepleje og politiarbejdet. Med nogle enkle ændringer, som gjorde samfundsindretningen gennemskuelig for enhver, ville folk føle sig ligeværdigt behandlet og trygge nok til selv at tage hovedansvaret for deres liv tilbage, så vi slipper for det daglige, ydmygende syn af voksne mennesker, der ynkeliggør sig og jamrer offentligt, når livet kommer dem på tværs. For det vil livet gøre af og til; det er ikke nogens skyld, og når det sker, vil vi forsøge at hjælpe hinanden, så godt vi kan.

Velfærdssamfundet, som vi kender det, blev udformet i 1970’erne, da kvinderne for alvor var kommet ud på arbejdsmarkedet, og samfundsindretningen skulle tilpasse sig de nye forhold. Kvinder har altid arbejdet, men historisk set var det usædvanligt, at kvinder tog almindeligt arbejde uden for hjemmet for en løn svarende til mandens og på lige fod med ham. Kvinder passede hus, stald, marker, husdyr, køkkenhave, tøj- og madfremstilling, samtidig med at de tog sig af børn, syge, gamle og svage. De fleste og fattigste kvinder vaskede derudover for andre, gjorde rent for andre, arbejdede i andres marker og stalde og passede andres børn, gamle og syge.

Med bistandsloven fra 1976 blev det eksplicit, at staten ønskede alle kvinder ud på det normale arbejdsmarked. Til gengæld ville staten så påtage sig at passe disse kvinders børn, gamle og syge. I teorien ville hele samfundet nyde godt af den rationaliseringsgevinst, der opstod ved, at en kvinde kunne passe mange børn, gamle eller syge på en gang.

Der fulgte lange kampe om ligeløn, barselsordninger og kvaliteten af daginstitutioner, sundhedssystemer og ældreforsorg, men i hovedtrækkene blev vores samfund som helhed pga. kvindernes arbejde så rigt og velforsynet med alt, både nødvendigt og unødvendigt, at intet samfund i hele verdens historie kan måle sig med vores.

Men det har naturligvis vist sig, at de lovede goder blev alt for kostbare i drift, og at kun ganske få professionelle lønarbejdere magtede at varetage omsorg for børn, syge og gamle med samme omhu og indlevelse, kald det bare kærlighed, som en mor, hustru eller datter ville kunne gøre det.

Ikke alle kvinder er dog gode omsorgsgivere. Nogle gange ville man foretrække en institution eller en professionel SOSU-assistent. Men i langt de fleste tilfælde er det udartet til, at børnene får lov til at passe sig selv fx i SFO’ernes store, uregerlige flokke, og stakkels hr. Hansen på 87, som blev enkemand, får et tyve minutters kursus i at tænde for sin egen støvsuger og går derefter langsomt til i skidt, underernæring og magtesløs selvopgivelse.

Til gengæld har vi fået de yngre mænd på banen i omsorgsbranchen, og det er måske den største bedrift i nyere tid. Mænd tager i dag ansvar for børn på − næsten − lige fod med deres kvinder. Det betyder, at børnene får en time eller to også med far om aftenen efter en lang dag i skole og institution, og at de − og måske mandens gamle forældre, hvis de er heldige − får sporadisk glæde af ham i weekender og ferier.

Regeringen Helle Thorning Schmidt har gjort et forbløffende reformarbejde igennem det seneste halvår. Men jeg har endnu ikke fået øje på de store forkromede, samlende principper bag de mange huja-hovsa-arrangementer, som skal nedbringe de offentlige udgifter.

Regeringen har ret i, at vore love skal bringes i overensstemmelse med vore muligheder, og at befolkningen skal vænnes til at tage et større ansvar selv. Det er ikke klædeligt, når unge og voksne, raske mennesker går rundt og råber på alt det, samfundet burde gøre for dem.

Samtidig skal man passe på ikke at tage motivationen fra de store grupper af mennesker, der rent faktisk har valgt at arbejde med at hjælpe andre mennesker, og som for størstepartens vedkommende allerhelst vil have lov til at gøre deres bedste. Det drejer sig om bl.a. SOSU-assistenter, læger, socialrådgivere, pædagoger, dagplejere, lærere, sygeplejersker og jordemødre. Disse grupper har i høj grad brug for at få styrket deres faglige stolthed, og de burde snarere passes med god løn og tilsvarende arbejdsforhold, end, som vi ser det nu, mistænkeliggøres og kontrolleres og overdynges og bureaukratiseres i alle ender og kanter, så de forhindres i at gøre deres arbejde.

Med disse indledende betragtninger vil jeg gerne skitsere mine forslag til nye lovprincipper:

1. lov: − Vi er alle deltagere i et samfund, der yder os støtte, og som forventer vores støtte til gengæld. Skatten bør derfor i højere grad end i dag betragtes som et medlemsgebyr. Det betyder bl.a., at man i perioder kan udelukkes fra det offentlige fællesskab og hjælp, hvis man gentagne gange forsøger at snyde i skat eller platter sig til uberettigede ydelser. (Men der vil altid være en skønnet, skrabet minimumsydelse, hvis nogen står i fare for at miste al indtægt, for ingen er tjent med, at et menneske bliver frataget alt.)

2. lov: − En revideret og sprogligt opdateret form af Grundloven, som garanterer borgerne lige ret uanset køn, oprindelse, hud- og hårfarve, formueforhold, seksuel observans, intelligenskvotient m.m., herunder ytringsfrihed, religionsfrihed, privatlivets og ejendomsrettens ukrænkelighed. Vi adskiller kirke og stat, som alle andre sammenlignelige, moderne demokratier for længst har gjort det.

3. lov: − Vi opruster på det politimæssige område og styrker den borgernære indsats, således at vore betjente rent faktisk tager telefonen og hurtigt rykker ud, når folk har brug for det. − Ikke noget med at tage det med ro, fru Jensen, vi skal se, om vi når det på mandag…

4. lov: − Vi ønsker ikke længere at opretholde et anakronistisk kongehus, som kun tjener til underholdning for dem, der ikke selv kan finde ud af at få tiden til at gå. Når de efterhånden talrige medlemmer af vores nuværende, stærkt ynglende kongefamilie om forhåbentlig ganske få år bliver trætte af legen, og vi ikke længere orker at betale for urimelighederne, vil vi nådigst tillade dem at abdicere og fortsætte deres liv under mere menneskelignende forhold. Hvert femte år derefter vælger vi en fornuftig og kløgtig præsident M/K, som kan bebo vore fine gamle slotte og repræsentere os her og i udlandet.

5. lov: − Samfundet påtager sig at sørge for de syge, de fattige, de gamle, de små og dem, der af andre grunde ikke kan sørge for sig selv. Alle, der opholder sig i Danmark, og som er loyale over for fællesskabet, har ret til et levegrundlag, et sted at bo, et job, uddannelse eller en form for understøttelse og hjælp i tilfælde af sygdom.

6. lov: − Der er mennesker nok i verden. Vi er så mange nu, at vi i alvorlig grad belaster planeten, og derfor yder vi ikke særskilt støtte til børnefamilier, afhjælpning af barnløshed eller adoption. Vi betaler heller ikke for kostbare forebyggende behandlinger, medicinering eller vaccinationer af ellers raske mennesker. Det må for fremtiden stå for folks egen regning og prioritering. Men vi garanterer billig medicin-, læge-, jordemoder-, tandlæge- og psykologhjælp og gratis grund-, gymnasie- og universitetsuddannelse til alle mennesker, der bor her i landet.

7. lov: − Vi reviderer skattelovene, så alle − både virksomheder og privatpersoner − betaler en fast procentdel af deres indtægter, fx 30 %, i skat, uden andre fradrag end personfradraget. Vi tildeler ethvert menneske − også babyer og pensionister − et personfradrag på måske omkring 75.000 nutidskroner, og afskaffer samtidig børnepengene, som vi kender dem, og al hjælp til hjemmeboende unge. Hvis man har børn, et ungt menneske, en ægtefælle, en ven eller et ældre familiemedlem i sin husstand, og de tjener mindre end personfradraget pr. år, så kan man påtage sig forsørgerpligten og få det overskydende personfradrag som et fradrag i ens indtægt før skatten beregnes. Med egne børn under 18 år foregår denne overførsel af personfradraget automatisk. Det kan ske med 100 % til den ene forælder eller med 50 % til begge efter ønske. Med en ægtefælle sker overførslen også automatisk, så snart man har indgået ægteskab. Når det drejer sig om andre personer i ens husstand, som man ønsker at forsørge med sit arbejde, skal man sammen underskrive en, evt. tidsbegrænset, forsørgelsesattest for at sikre sig fradraget.

8. lov: − Børn er i princippet forældrenes ansvar, men vi tilpasser arbejdsmarkedet, således at to forældre hver har ret til et års barselsorlov på en passende grundsats for hvert barn, de får. Årene skal afholdes inden for de første to af barnets leveår. Pludselig at overlade børn under to år til timelang, daglig pasning hos vildtfremmede, som naturligvis opfatter pasningen som et arbejde og ikke som et kald, de udøver med kærlighed, kan være stærkt traumatiserende for barnet, og dermed yderst skadeligt og bør ikke opmuntres eller støttes af samfundet. Pasning af småbørn kan varetages af forældrene, bedsteforældrene, venner eller dagplejere på privat basis efter forældrenes ønske og fulde egenbetaling. Til gengæld garanterer samfundet et rimeligt tilskud til velbyggede, velnormerede og velfungerende børnehaver for de to til seksårige. Et toårigt barn tildeles dog et maksimalt antal timer, fx fire pr. dag det første år, stigende til fem det andet. Fire- og femårige vurderes at kunne klare seks timer pr. dag. Samfundet tilbyder også et måltid økologisk mad, der er tilpasset børnenes alder og familiens religiøse anskuelser − andre individuelle hensyn, udover evt. lægeattesterede allergier, tages derimod ikke − midt på dagen til alle børn i institutioner, samt naturligvis mælk, drikkevand og sunde snacks.

9. lov: − Folkeskolen begynder for barnets vedkommende det år, det fylder seks. Vi indretter skolen, således at den er hyggelig og hjemlig og åben fra klokken 7 til klokken 17 på ugens fem hverdage og skaber en glidende overgang, en indskoling, i forårsmånederne før skolestart. Fra klokken 8 til klokken 12 for de mindste klasser, stigende til klokken 14 eller 15 for de større klasser, er der deciderede undervisningsforløb, men både før og efter vil der være tilbud om voksenopsyn, lektiehjælp, sport og andre fritidsaktiviteter for dem, som har lyst eller brug for det. Vi tager med andre ord udgangspunkt i BARNETS hverdag og forsøger at skabe en helhed ved at samarbejde med de forskellige fritidstilbud i skolens regi, i stedet for at lade børn pendle alene mellem forskellige lavprispasningsordninger, sportsklubber, musikskoler og skolen, så forældrenes arbejdsdag kan foregå uforstyrret. Børn mellem seks og tolv år må dog maksimalt opholde sig otte timer i skolen pr. dag. Når undervisningsforløbet er forbi, står det forældrene frit for at tage barnet hjem, hvis de har lyst, så barnet kan tilbringe mere tid med sin egen familie, bedsteforældre eller venner. Forældre til hjemmeboende børn under 15 år får ret til at holde fri i hele juli måned, og skolerne, gymnasierne og børnehavernes sommerferie bliver begrænset til juli måned hvert år, hvor disse institutioner simpelthen er lukket. Det vil løse mange problemer med lærerne og pædagogernes arbejdstid og synkronisering med det øvrige arbejdsmarked og vil sikre stadigt opsyn med vore sårbare børn og unge. Alle ureglementerede såkaldte lukkedage afskaffes naturligvis omgående. − Udover en måneds sommerferie får forældre til børn under 15 år ret til de sædvanlige ferieuger i løbet af året, plus en ekstra uge, som kan anvendes efter behov som omsorgsdage, barnets sygedage el. lign. Det gælder både mødre og fædre, eller to forældre af samme køn i enkønnede forhold. Skolerne vil blive pålagt at koordinere efterårsferieugen og vinterferieugen indbyrdes, så de spredes ud over efteråret og foråret, så der ikke opstår flaskehalse, dyre rejseuger og myldretider. Det vil herefter blive forbudt at tage sit barn ud af skolens undervisningsforløb for at tage på ferie med det uden for de afsatte ferieuger. Skolen tilbyder lige som børnehaverne et måltid mad midt på dagen og måske morgenmad, hvor det lokalt skønnes gavnligt.

Med lov skal land bygges

(Af fortalen til Jyske Lov, 1241, citeret efter Skalk nr. 3, 2013)

…. Loven skal tilgodese æren og retfærdigheden, den skal være tålelig, efter landets sædvane, passende og nyttig og tydelig, så alle kan vide og forstå, hvad loven siger.

Daniel og hans beundrende skarer

Sygehusene er stadig overvejende kvindearbejdspladser.

Jeg skulle gennemgå en mindre operation og mødte renskuret og fastende op på det lokale sygehus klokken 7 om morgenen. Her blev jeg lagt i en seng, hvor jeg skulle vente pænt, til det blev min tur.

Efter tre-fire timer kom et par sygeplejersker og en sygehjælper pludselig vimsende ind på stuen, hvor de begyndte at rette på gardiner og sengetøj, mens de oprømt kvidrende fortalte mig, at om et øjeblik kom − vi kan jo kalde ham − Daniel, og jeg måtte forstå, at Daniel var Guds svar på alverdens bønner, og jeg burde anse mig selv for lykkens udvalgte, at jeg skulle opereres og tilses af selve Daniel…

Efter en tid dukkede Daniel i egen person op på min stue med en hale af bekitlede kvinder efter sig. Han viste sig at være en almindeligt udseende, opvakt ung mand med et smørret grin om munden. − Og grinet forstod man jo godt, når man så, hvordan det kvindelige sygehuspersonale uden ophør smiskede og smaskede for ham.

Han hilste med et skævt smil, skrev kækt og til kvindefølgets hvinende morskab en besked til sig selv med sort tusch på min venstre arm og gled så bort igen med hele sit hof som en lang, feminin, småtiskende, hvidklædt slange efter sig.

Hele seancen, dog uden tuschtegninger, men med to-tre emsige, kvindelige forløbere og lige så mange medløbere og efterløbere, gentog sig efter indgrebet, da Daniel igen dukkede op for lige at sikre sig, at jeg var OK.

Den unge læge, Daniel, var, så vidt jeg kunne vurdere, et rart menneske og en dygtig doktor, men det slog mig, trods bedøvelsens tåger, at ingen yngre, kvindelig læge − eller nogen kvinde overhovedet for den sags skyld − nogensinde ville opleve at blive så flirtende beundret og feteret blot for at gøre sit daglige arbejde. − Med mindre hun var stripper, selvfølgelig.

Amning

Med baby på en kinesisk grav i det Sydkinesiske Øhav, april 1981. Paraplyen er pga. solen.

At amme sit barn er det bedste og det mest naturlige en mor kan gøre. Hvorfor taler man så for tiden i fuldt alvor om at lovgive om amning i det offentlige rum?

Efter min mening er der ikke mere brug for love om amning, end der er brug for en lov, der forbyder folk at afbryde, mens andre taler. Eller en lov mod at pille næse eller tæer, når man er på restaurant.

Når nogle gerne vil have amning forbudt i det offentlige rum, og andre gerne vil sikre, at et barn kan blive ammet når som helst og hvor som helst, er det ikke et spørgsmål om at være for eller imod amning eller om specielt nypuritanske strømninger. Sagen drejer sig helt enkelt om god opførsel i modsætning til provokerende privathed i offentligheden.

Hele diskussionen opstår kun, fordi nogle unge mødre − måske specielt i de større byer? − ikke har forstået, at det offentlige rum netop er offentligt, dvs. at der visse steder også færdes andre end nyfødte med deres mødre, der er belastet af søvnmangel, ammehjerne og mælkestruttende, blåsprængte bryster.

I Ålborg har det førende stormagasin, Salling, indrettet både lege-, skifte- og ammerum til de mødre med småbørn, der før samlede sig i forretningens bistro. Et arrangement, der nu er til glæde for alle, både mødrene, børnene og de øvrige kunder. Som en af de unge mødre sagde i lokal-tv: − Det er rart at kunne sidde lidt i fred, når man er inde byen.

Ingen ville føle sig provokeret af en ung mor, der satte sig på en offentlig bænk for at amme sit sultne barn. Det er sammenblandingen af babypleje − med alt, hvad det erfaringsmæssigt indebærer − og andre menneskers dyrekøbte mad, der kan være et problem.

At nogle af de smartere caféer gerne vil have del i barselspengene og i de ellers sløve formiddagstimer villigt skænker kaffelatter og lægger lokaler til hele mødregruppen med alt hvad det indebærer af snavsebleer, prut, bøvs og blottede bryster, bør ikke forlede mødregrupperne til at tro, at de på bekostning af andre grupper ejer hele det offentlige rum.

Nogle mennesker kan godt blive en smule pikerede, når en højgravid kvinde, som for at understrege de lykkelige omstændigheder har svøbt et pangfarvet tørklæde om den svulmende mave, sidder i fuld offentlighed på en pæn restaurant og stønner, mens hun tankeløst indadvendt masserer sin vom og lænd.

Eller når et optog af selvcentrerede mødre med deres enorme og kostbare babypramme verfer alle andre, børn og gamle inklusive, ud i rendestenen, når de kommer brusende hen ad fortovet i samlet triumf med deres små kronprinser og prinsesser i karet.

Eller når de kører lige op i hælene på én i supermarkedets snævre gange og i stedet for at undskylde, nidstirrer én vredt med det der »Flyt dig så for helvede, her kommer jeg med min BABY!«-blik.

Eller når de fylder hele cykelstien og sænker alles fart betragteligt med deres »Vi er en lykkelig familie«-ladcykler og ikke tillader nogen at smutte forbi.

Eller når de uden blusel skifter den lilles ble med både det ene og det andet i på cafébordet, for det er jo bare så naturligt, netop som dem ved nabobordet skulle til at sætte tænderne i en dressingdryppende sandwich.

Eller når de trækker de fyldte bryster frem på restauranten og bagefter lader baby bøvse lige ind i nakken på det modne par, der i måneder har glædet sig til at nyde en god middag med hinanden på deres egen, helt specielle mærkedag.

Når man har småbørn, lever man i en verden af lunken mælk, bøvs, gylp, lort og tis. Mens man er i det, og det vel at mærke er ens eget barn eller barnebarn, føles det både rigtigt og naturligt. Jeg har selv været der, og jeg nød det overmåde. Gik rundt i årevis i et forvasket, lilla bomuldsjoggingsæt med mælkepletter foran og babygylp ned ad ryggen. Men jeg ville aldrig drømme om at tage det for givet, at fremmede mennesker ville bryde sig om at have alle disse syns-, lyd- og lugtindtryk, mens de fx nød deres mad på en god og dyr restaurant. Man bør altid give plads til og respektere hinanden.

Nogle nybagte forældre har det med at synes, at hele verden drejer sig om dem selv og deres spædbørn, og de føler sig i deres gode ret til at bruge babyerne som rambukke til at overskride grænser på provokerende måder, som de aldrig ville have turdet gøre det, hvis de kunne tænke klart og bare var lille Nanna, Sofie, Natasha eller Mette Marie uden spædbarn. − Men ude i det offentlige rum kan de risikere at støde fremmede mennesker, der rent faktisk har andet at tage sig til end at beundre disse nye projektforældre og deres afkom.

For næsten 40 år siden boede jeg med et spædbarn i Hong Kong. Der var skønt i den store by, som var fyldt med venlige og gæstfrie mennesker, men den kinesiske kultur var temmelig puritansk og kropsforskrækket efter dansk halvfjerdserstandard, og jeg var vist den eneste unge mor i hele Sydøstasien, der insisterede på at amme mit barn selv, men alt i alt gik det overraskende godt. − Jeg kunne nu heller ikke drømme om at sætte mig og trække brysterne frem i fuld offentlighed, men afpassede mine udflugter − og mit liv i øvrigt − efter det faktum, at jeg var mor til et spædbarn. Når min lille søn fik trang til en tår, og vi var langt hjemmefra, spurgte jeg på den nærmeste restaurant eller butik, om de havde et baglokale, et kontor el. lign., som jeg måtte låne en kort stund? Eller jeg sad på bagsædet af vores bil eller i en taxa. Eller gemt af vejen bag en gravsten bevogtet af venner, den dag vi sejlede ud for at besøge familiens grave. Jeg kvitterede for folks hjælpsomhed med et smil, en undskyldning og taknemmelighed, og alle udviste stor venlighed og overbærenhed med den unge europæiske mors fikse ideer og var tilsyneladende kun glade for at hjælpe.

Min pointe her er − udover at fortælle en anekdote fra mit liv − at gøre opmærksom på, at når amning kan lykkes så godt i et forholdsvist snerpet samfund for en halv menneskealder siden, sønnike blev ammet til han fyldte to år, så må det også kunne foregå i vore dages frisindede, danske samfund, uden at nogen behøver at føle sig generet.

Men i stedet for at anse reproduktion, herunder amning, som en naturlig ting, som man bare gør, så forvandler nogle af de yngre forældre fra Facebookgenerationen forældreskabet til et udvendigt og demonstrativt projekt, som caster sagesløse medmennesker i det offentlige rum som vidner til deres stærkt iscenesatte »lykke«. − Det er formentlig det, offentligheden, dvs. restaurant- og caféejere, nu begynder at reagere imod.

At man gennem lovgivning vil tvinge ejere af spisesteder til at tillade unge mødre at amme, hvis de skulle få lyst, er udtryk for, at nogle få af disse mødre i deres selvoptagethed har glemt at opføre sig med pli, når de færdes ude. De har ikke indset, at det drejer sig om, at barnet får sin mad i al stilfærdighed − hvilken baby kan sutte ordentligt, hvis der er larm og postyr omkring den? − ikke om at deres mødre skal have en masse opmærksomhed ved at omdanne fælles rum til private barnekamre og degradere tilfældige medmennesker med helt andre agendaer til publikum for deres nye forældreværdigheds mere intime øjeblikke.

At amme i kor

Nu udarter det til en ren ammestuehistorie: De unge mødre demonstrerer med fællesamning (!) på Rådhuspladsen i København. Hertil kan man sige tre ting:

1. Stakkels børn!

2. De unge mødre løber åbne døre ind. Ingen i dette land har noget imod amning i det offentlige rum. Den kamp tog deres mormødre i halvfjerdserne, og de sejrede stort, men det kostede dem dyrt i form af lede skældsord og offentlig udhængning. − I dag er det udstillingen af intime, kropslige funktioner, herunder risikoen for bøvs, gylp og lortebleer, hvor andre mennesker sidder og spiser, der er problemet, parret med nogle få mødres fuldkommen hjernedøde og selvhævdende invadering af fællesrummet.

3. Jeg ved ikke, om det er betryggende eller skræmmende, at unge mødre i dag, hvor halvdelen af jordens befolkning lever i sult og nød, hvor selv Danmark fører krig i de fattige, men olierige, lande, hvor dyrearter og habitater går til, klimaet går ad H til, og Mellemeuropa ligger under vand, ikke har andet at lave og andet at kæmpe for end retten til at flashe deres ammebryster i Tivoli og på dyre caféer og restauranter i hovedstadsområdet.

Fødder

Vi kan hurtigt blive enige om at forarges, når vi ser billeder af de kinesiske, såkaldte »liljefødder«. For mindre end hundrede år siden maltrakterede man i det store land på den anden side af kloden kvindernes fødder på det grusomste. Man ombandt små pigers fødder stramt og lagde de indfoldede tæer op under fodsålen, og selv om pigerne græd af smerte, strammede man bindet dag for dag − det var som oftest moderen, der gjorde det − fordi en ung pige med bittesmå, forkrøblede fødder, som hun knap kunne gå på, og da slet ikke løbe i, regnedes for fin og fornem. En således lemlæstet kvinde havde større chancer for ægteskab med en velhavende mand, men ve hende, hvis hun ikke fandt nogen, der ville tage sig af hende, for hun havde ingen mulighed for at klare sig selv. Hun skulle altid bæres, og hvis hun ikke bare kunne sidde hjemme og være yndig, mens hun fødte mandens børn, var hun ilde stedt.

Når talen så falder på kvindefødder i vores egen kultur i vores egen tid, så vender vi det blinde øje til. Mænd må gerne benytte komfortabelt, fodformet fodtøj, men kvinder skal helst vakle usikkert rundt på skrå stylter, som giver dem en høj og slank silhuet, og som skubber kønsdelene fremad mod evt. beskuere, men som også konstant giver dem små hjernerystelser og misdanner deres fødder, så de skal tilbringe de sidste årtier af deres liv med smerter og bløde tøfler.

Tidligt lærer unge piger i vores vestlige kultur, at højhælede sko er uundværlige, hvis man vil se godt ud og tiltrække en mand, og det uagtet, at vore kvinder er de bedst uddannede og indtjenende kvinder i hele verden. Jeg ved ikke, om mødrene hjælper de små piger op på de forkrøblende stilletter, men når pigen ser, at mor − og alle andre betydningsfulde kvinder i hendes liv og i offentligheden − klemmer sine egne ligtornebefængte og deformerede fødder ned i kostbare højhælede, så vil hun naturligvis også selv prøve, for når man slingrer usikkert omkring kun støttende på det yderste af forfoden, så er man i vores kultur en smuk og attraktiv kvinde.

Så kvinder, der vil være smukke og attraktive, ødelægger helt frivilligt og bevidst deres egne fødder og tæer. De stavrer rundt i malabarisk fodtøj, så de hverken kan gå eller løbe ordentligt, hvis det skulle blive nødvendigt, og når de tager skoene af, ser man deres uskønne sammenklemte, skæve tæer, formet efter de spidse modesko, med hård hud og enorme knuder og knyster. Når de så ikke længere kan hverken gå eller stå for smerter, kommer der nok en rig mand og betaler for deres fodoperationer.

Værdier

Aldrig har der været så megen snak om værdier, og aldrig har der været så lidt fælles forståelse af, hvad vore værdier − hyppigst benævnt som »de danske værdier« − i grunden består i.

Højreorienterede traditionalister, mange af dem organiserede i Dansk Folkeparti, slår i tide og utide på de »danske værdier«, som for dem betyder noget rodsammen af Gud, konge og fædreland, romantiseret historiefortegning, Dannebrog, Tivoligarden, overdreven sentimentalitet på nogle få kæledyrs vegne, ølvommet kolonihavefællesskab kun for de blegfødte danskere og muligheden for at tvinge mennesker med anden kulturbaggrund til at spise frikadeller og flæskesteg allerede i børnehaven.

Der er også de helt grundlæggende, almenmenneskelige værdier, som de fx kommer til udtryk i »De ti bud«, og som kan iagttages i de fleste samfund. Det kan være »Du må ikke slå ihjel« − Men dette bud, som alle andre leveregler, har sine undtagelser, som træder i kraft, hvis det drejer sig om de rige og magtfulde, herunder religionens håndhævere. Du må ikke slå ihjel, med mindre vi har besluttet at føre krig mod de muslimer, som tilfældigvis bor oven på klodens sidste oliereserver, eller det drejer sig om fremmede, der truer dine og din stammes ressourcer, eller om mennesker, der bekender sig til en anden tro/overtro og fører flag med andre farver end dit eget. Eller om medmennesker, der ved kriminalitet, sindssyge, overgreb eller på andre måder har sat sig uden for det menneskelige fællesskab.

Vi beundrer dem, der kan overvinde deres egen grådighed og magelighed, og som udsætter sig for risiko for at hjælpe andre mennesker, nok fordi de er uhyre sjældent forekommende. I virkeligheden findes der megen ondskab i verden, overgreb, mord, bortførelser, voldtægter, tortur, børne- og dyremishandling, overgreb på natur, dyreliv, planteliv, have, jord, luft og klima … Hovedparten forøvet af mænd, som er tankeløse, begærlige, ambitiøse, har levet under rædsomme vilkår eller som lider af hjernedefekter − eller flere af disse ting på en gang.

I almindeligt dagligliv i Danmark i dag er ondskab sjældent åbenlyst forekommende, men mange prætentioner om hjælpsomhed og medmenneskelighed er kastet over bord, og i det offentlige rum kan man iagttage en ubehagelig, selvpromoverende og møvende adfærd, som er meget lidt klædelig.

Politik handler fx ikke længere om almenvellet, men om, hvor meget vi hver især kan skrabe til os fra de offentlige kasser. Her, mens dagpengesatser og -perioder diskuteres, hører man mennesker, forældre til små og større børn, som uden blusel »truer« samfundet med, at de vil lade sig skille, så de kan opnå en social ydelse, for det er ikke muligt for dem at lade sig forsørge af deres mænd eller koner, som har job og tjener penge. De ser det tilsyneladende som deres gode ret at lade sig forsørge af os alle sammen, men ikke af det menneske, de − måske ved storslåede, højtidelige og kostbare ceremonier − har valgt at lade sig vie til og få børn med. − Hvad tror de så, at ægteskabet betyder? Om ikke et loyalt fællesskab i lyst og nød? − Det er heller ikke længere givet, at forældre er forpligtet til at forsørge deres egne børn. Hvis de har et handicap eller er over en vis alder, er det alment accepteret, at man bare kan rende det offentlige på dørene og forlange fx en bil, tøjpenge pga. større slitage eller et månedligt underhold. I vores moderne samfund kan man i fuldt alvor forlange, at det offentlige passer og/eller forsørger ens børn, eller man kan forvente et passende honorar for at passe dem selv.

Som midaldrende menneske opdager man, at værdier, som ud over pligt og ansvarlighed, også omfatter fx storsindethed, hjælpsomhed og hensyn til andre, er gået tabt, hvilket kan observeres, når man begiver sig ud i det offentlige rum. På en bustur, hvor en ganske ung pige har sladret højt om sit pivende trivielle privatliv i telefonen i 25 minutter. Hvor ingen gør mine til at rejse sig og overlade et sæde til en ældre, tydeligt gangbesværet mand. Hvor man får butiksdøren i hovedet, fordi ingen gider kigge sig tilbage og holde den for de næste, og hvor man selv kommer til at stå og holde dør en hel eftermiddag, fordi alle tager det for givet, at andre holder døre for dem og går durk igennem uden så meget som et høfligt takkenik.

Man behøver bare at tage på en udflugt syd for grænsen, eller til Sverige, London eller Sydeuropa, for at opdage, at alle andre steder end her i vores lille, mudrede, danske andedam forstår folk at opføre sig med høflighed og levemåde.

Så de »danske værdier« består nu i, at vi selvretfærdigt, rethaverisk og rent ud sagt uopdragent, både åndeligt og helt bogstaveligt, støder ind i hinanden i køerne, på fortovet, over hækkene, og forsøger at tilrane os goder på bekostning af de flinke naboer eller på den evige jagt efter byens sidste parkeringsplads. − Og der er ikke andre regler end en mig-først- og mig-have-attitude og en underliggende aggression, som bobler op ved mindste anledning.

Har vi selv sat vore hidtidige værdier over styr ved at afbryde forbindelsen mellem generationerne og overlade vore børn og unge til at lære opførsel og sprog af hinanden? Forældrene har for travlt med sig selv til at tage sig af deres egne unger, og pædagoger og lærere er blevet lavtuddannet, halvvejs modvillig lavstatusarbejdskraft, som ikke formår at give voksne værdier videre og være rollemodeller for deres opmærksomhedsforsømte elever.

Børn kan ikke lære børn ret meget. Alle børn og unge har brug for tid med betænksomme voksne mennesker, som stilfærdigt kan vise dem, at man rejser sig for den handicappede i bussen, at man ikke sætter sine snavsede sko på sæder, hvor andre mennesker skal sidde, at man hjælper sidemanden og sine naboer, at man ikke ytrer sig højlydt krænkende om andre mennesker, at man ikke smider sit affald på gaden eller i naturen, at man holder til højre på fortovet og holder sin plads i køen, at man ikke afbryder, når andre taler, og at man i det hele taget forsøger at vise den pæneste og mest velopdragne side udadtil, for vi skal være her alle sammen. − Er det ikke gode værdier, som vi kunne være stolte af at kalde danske?

Hvad synes du selv-børn

Tid: − Klokken 17.15 fredag eftermiddag.

Sted: − Den lokale brugs på hjørnet.

Personer: − En mor i begyndelsen af 30’erne, travl, sorte tights, guldskinnende stiletter, figursyet, sort jakke, kraftigt rødfarvet hår, sjusket og tjavset sat op i »jeg er lige stået ud af sengen-frisure«, guldtop under jakken, og en datter på fem-seks år i lyserød jakke, lyserød Hello Kitty-rygsæk, lyserødt tylsskørt, lyserød prinsessekrone og lyserøde, pailletbesatte og skinnende ballerinasko.

Mor: (højlydt, kunstigt, teatralsk) − Nå, gik det godt i børnehaven?