… tog selv telefonen om morgenen og var klar til at rådgive og hjælpe den lille bys borgere, hvis de havde behov for ham.
Han anvendte ikke ’gå væk ’-telefonsvarere og sekretærerne i forkontoret, men foretog de nødvendige vurderinger selv.
Han lod sig ikke intimidere af tidsbegrænsninger eller andre krav, men hentede glad og gerne sine patienter i det hyggelige venteværelse – og kunne så samtidig observere gangart, humør og tempo på vejen tilbage til sin konsultation.
Han havde altid tid til at lytte og tøvede ikke med at foreslå andre årsager til lidelser end dem, man selv kunne komme i tanke om, baseret på sine mange års nysgerrighed og erfaring. Han tog gerne en ekstra blodprøve – egenhændigt – hvis han fik mistanke om fx for lavt stofskifte eller blodmangel. Han kunne også kigge nærmere på en brun plet i nakken, som man ikke selv havde set, og sende én videre til en specialist, hvis han havde den mindste grund til at tro, at noget alvorligt var under opsejling. Eller han indledte en snak om et nyligt dødsfald eller en skilsmisse, som han på en eller anden måde altid var orienteret om, og som måske kunne forklare trætheden og søvnproblemerne bedre end alvorlige sygdomme.
Han var uhyre praktisk anlagt og kunne skylle øregange, sy en flænge, fjerne en bums eller en nedgroet negl eller foretage en regulær udskrabning, hvis det var nødvendigt.
Men han kunne også redegøre for det videnskabelige grundlag for diagnoser og medicinske præparater på en seriøs, men alligevel let forståelig måde. Han lyttede, argumenterede og indgik i diskussioner om den bedste behandling. – Han talte aldrig ned til folk, men talte til dem, som om de kunne forstå hans overvejelser og gode hensigter. Og han var aldrig bleg for lige at ringe, hvis han havde prøvesvar, der krævede forklaringer, eller bare for at høre, om pillerne havde virket, eller om det gik bedre.
Man tog sig godt af os dengang for mere end 40 år siden …
Specielt tænker jeg tit på en morgen, da min søn, som en stiv, lille træmand kom stavrende ned ad trappen, mens jeg var ved at sætte morgenkaffen over, og sagde: – Mor, jeg kan ikke bøje nakken …
Man skal nok være født i 1950’erne, være opvokset med faren for polio og have hørt om meningitis for helt at forstå, hvor skræmmende et barns stive nakke kunne være.
Sønnike var kun lige fyldt tre år, så forpint ud og satte sig med hovedet i en skæv vinkel på tæppet midt i stuen.
Jeg var ganske ung og enlig mor og uden at tænke en eneste tanke ringede jeg til lægen, som tog telefonen med det samme, og som 10 minutter senere roligt, men hurtigt, trådte ind i min stue, hvor sønnike ikke havde rørt sig overhovedet, men blot sad med store tårer i øjnene.
Lægen hilste venligt på drengen, satte sig ned ved siden af ham og tændte sin lille lommelygte, som han altid bar i brystlommen som en kuglepen, og holdt den ned på min søns mave …
Min søn bøjede omgående hovedet for at se, hvad lægen foretog sig dernede på maven, og vi kunne jo straks se, at nakken ikke var stiv, blot øm. Efter nogle undersøgelser af ryg, nakke og skuldre kunne lægen konkludere, at sønnike måske havde sovet med hovedet i en uhensigtsmæssig stilling.
Men åhh, hvor blev jeg flov. Jeg undskyldte ulejligheden mange, mange gange og beklagede, at jeg havde ringet så hurtigt uden at undersøge sagen selv.
– Det skal du ikke tænke på, svarede lægen muntert. – Det er da godt, at det ikke ser ud til at være alvorligt, og du må altid hellere ringe en gang for meget end en gang for lidt. – Nu får vi alle tre en meget bedre dag.
– Hav det nu godt, sagde han med sin sædvanlige afskedsreplik, og kørte videre til andre, der havde brug for ham.
Det var en stor nyhed på BBC i går, at Danmarks postvæsen efter 400 år stopper omdelingen af breve og ved årsskiftet nedlægger alle landets 1500 postkasser.
PostNord har længe været afhængig af betydelige statstilskud. Fordi vi er et af verdens mest digitaliserede lande, er brevmængden i Danmark faldet drastisk, så det har været en underskudsforretning at opfylde forpligtelsen til at omdele breve til alle husstande.
I århundreder var det en hellig pligt at sikre, at alle for rimelige penge kunne sende og modtage post – hvad enten det var officielle meddelelser, lønsedler, lykønskninger, kondolencer, kærestebreve, julekort eller nyt fra kusinen i Amerika. I alle sine former har brevet, frembåret af det røde postbud, været en ikonisk genstand med stor betydning for de fleste mennesker.
Men Danmark er et lille, velhavende og teknologisk fremmeligt land, og i dag bærer vi alle en avanceret kommunikationscentral i lommen, så store livsændrende beskeder og små hverdagsmeddelelser nu annonceres med et uromantisk pling. På få år har vi vænnet os til at betale vores regninger på netbank og modtage officielle beskeder i e-Boks.
Storbritannien er stadig et meget traditionelt land med stor veneration for posten og postkasserne og har ikke været lige så hurtige til at omstille sig til ny teknologi. Deres postvæsen er historisk berømt for effektivitet og pålidelighed.
Det Kongelige Danske Postvæsen, Post Danmark, nu PostNord har, med en sørgelig mangel på ambition, vedligeholdelse og service, i modsætning til de seriøse briter, egenhændigt og igennem årtier undermineret sin relevans for det offentlige, erhvervslivet og private kunder. Både når det gælder brevomdeling og pakkepost.
Breve kunne være uger undervejs – hvis de overhovedet dukkede op. Værdiforsendelser forsvandt, og det var praktisk taget umuligt at få fat i en ansvarlig postmedarbejder, når det skete. Pakkeposten gad ikke ringe på, men smed blot en seddel i postkassen eller sendte en autogenereret sms om, at han var kørt igen med ens pakke, fordi der ”ikke var nogen hjemme” – selvom man stod i køkkenvinduet og vinkede og råbte efter ham.
Men nye og effektive pakkepostfirmaer har gjort det til en fornøjelse at sende og modtage pakker – hvis man vel at mærke kan transportere sig til nærmeste pakkeshop, hvor ejeren driver en velsmurt butik med lange åbningstider og hurtig, venlig betjening. – DAO fx befordrer også gerne breve.
Så kan de store, statslige it-systemer – fortjent – overtage rollen som syndebuk for elendig og dårligt vedligeholdt, offentlig kommunikation.
En postkasse vidste man dog, hvad var. Men ingen savner de uanstændigt høje priser, de mange blanketter i flere eksemplarer, upålidelige postbude og ineffektive posthuse med sløve ansatte, lange køer og korte åbningstider.
Grådighed, vold, hærgen, misundelse og egoistisk lystopfyldelse synes nu at være de herskende menneskelige principper.
Vi har hastigt nået en befolkning på over 8 milliarder mennesker, og vi sviner uophørligt og ødelægger både kloden og rummet omkring den i grådig trang til at beherske og besidde. – Hvilket må siges at være en temmelig kortsigtet strategi …
Trump er præsident i USA og leder det store, førhen så stolte land bygget på et ædelt værdigrundlag, som om De Forenede Stater var en lille gnasket, sundhedsfarlig og uærlig pølsefabrik, der for enhver pris skal give overskud til sin i forvejen uanstændigt velhavende ejer.
Til stor fornøjelse for hans forbillede og kammerat, Putin, der med sit lumske rævesmil sidder i Rusland og på tredje år fører en aggressiv og blodig angrebskrig i Ukraine for at tilrane sig det lille nabolands ressourcer – ingen ædle følelser eller motiver der heller …
Samtidig udsletter Netanyahu palæstinenserne, militser udrydder hele folkeslag med brutal vold i det centrale Afrika, og tilsvarende sker i større eller mindre grad på steder, vi ikke ofte hører om.
Klimaforandringerne er nu så mærkbare, at bl.a. Californien og Australien regelmæssigt står i flammer, og vandmangel og tørke truer store områder, mens andre steder på kloden enten smelter eller drukner.
Og mennesker fra de udtørrede lande omkommer eller risikerer mishandling og slaveri i forsøget på at redde sig ind i mere frugtbare og politisk stabile lande.
I dag udgør mennesker og vores husdyr 96 % af verdens pattedyrs biomasse – de vilde pattedyr udgør kun 4 %. **
Op imod to tredjedele (55,7 %) af danske drikkevandsboringer er forurenede med landbrugets pesticider. ***
Jorden omkring danske byer tilsøles i stinkende og sundhedsfarlig gylle, sprøjtes med kraftige plante- og insektgifte eller dækkes af blanke, kinesiske solceller. Der er ingen grøn natur tilbage, hvor vi og dyrene kan trække vejret frit.
Vores børn og unge mistrives, muligvis som følge af en syg adskillelseskultur i det moderne samfund, hvor forældre foretrækker lønarbejde, elektroniske medier, vinbarer, caféer, venner og fitness fremfor deres egne børn. ****
Mens forældrenes forældre sultes og ignoreres ihjel på underbemandede og forråede plejehjem uden pleje.
Og alt dette er set fra en privilegeret dansk synsvinkel: Vi har – i modsætning til mange, mange andre lande – en tid endnu – fred, varme og velindrettede huse, mad nok, en kompetent statsminister, demokrati, menneskerettigheder og hjælp, hvis vi skulle komme til skade.
BT 17.2.2000 – Prøv at google ‘sultet ihjel plejehjem’ – der kommer skræmmende mange, danske hits!
*Misantropi (fra græsk: præfiks ”mis-” (hade) og ”anthropos” (menneske)) betyder menneskehad. En misantrops had er ikke rettet mod individer, men mod hele menneskeheden (også mod misantropen selv). En misantrop tror ikke på, at menneskeheden kan udvikle sig. WIKI
** I dag fordeler verdens biomasse af pattedyr sig på 34 procent mennesker, 62 procent husdyr og sølle fire procent vilde dyr. Moderne mennesker er vokset op uden store dyr i landskabet omkring sig, og det forklarer, hvorfor de fleste er helt uvidende om, hvor mange dyr der faktisk mangler. Altinget 10. feb. 2022
Da jeg gik i skole, navnlig i tiden fra 3. klasse til 1. real – som ville svare til 8. klasse for de boglige – startede hver dag med morgensang, omgivet af grønne planter og store vinduer i skolens hyggelige indgangsparti.
Vi sang først en salme, så bad den rare, gamle skoleinspektør Jeppesen ’Fadervor’, afgav dagens meddelelser, og så sluttede vi med en af årstidens sange. Lærerne skiftedes til at spille klaver til.
Timerne med vores klasselærer Tranholm indledtes ofte med en sang, der havde tilknytning til dagens pensum, fx Aakjær, høst, fest, sorg, jul, landbruget e.l., og han sørgede for, at vi forstod selv de mest gammeldags ord.
I musiktimerne sang vi af hjertens lyst, to- eller trestemmigt og spillede på instrumenter til.
Og derudover var jeg medlem af skolens pigekor, hvor vi havde en ung, entusiastisk dirigent Danstrup og et meget bredt repertoire, jazz, spirituals, salmer, tyske, latinske, franske, engelske og danske sange og korværker. – Det lyder af noget, når man er mange.
Specielt husker jeg julekoncerterne, hvor vi piger ankom til den lille kirke langt inde i skoven i pæne hvide blondebluser, blå nederdele, hvide strømpebukser og med frostsneen funklende og knirkende under de sorte ballerinasko. Mapper med nodeblade under armen og hektisk opstemte, røde kinder pga. det store publikum af fortrinsvist lærere, forældre og søskende. Vores stemmer klang så smukt tilbage til os i det gamle kirkerum og forlenede højtiden med noget … højtideligt.
De fem – seks år med intensiv sangundervisning klædte os godt på til livet og navnlig til livet med børn, som vi voksne har en forpligtelse til at være livsguider for. Jeg har en fornemmelse af musikhistorien her og i andre lande, fik lidt rytme og musikforståelse banket ind, og der er ikke en årstid, et emne, en følelse eller en mærkedag, uden at jeg straks får en linje fra sang i hovedet:
● Vågn op og slå på dine strenge
● Juletræet med sin pynt
● I sne står urt og busk i skjul
● Jeg har fanget mig en myg
● Hvad var det dog der skete
● Hvem kan sejle foruden vind
● Blæsten går frisk
● Hvem sidder der bag skærmen
● Jeg ved en lærkerede
● Fred hviler over land og by
● Nu falmer skoven
● Det var en lørdag aften
● Udi Ringsted hviler dronning Dagmar
● Marken er mejet og høet er høstet
● Spurven sidder stum bag kvist
● Solen er så rød mor
● Poul sine høns i haven lod flyve
● Morgenstund har guld i mund
● Grøn er vårens hæk
● Kimer I klokker
● Det er i dag et vejr et solskinsvejr
● Sneflokke kommer vrimlende
● I skovens dybe stille ro
● Et barn er født
● Den yndigste rose er fundet
● På Sjølunds fagre sletter
● For nu er skoven grøn grøn
● Der er ingenting i verden så stille som sne
● Lille Poul ser ud på solen mens den synker over eng
● Den kedsom vinter gik sin gang
og mange, mange flere.
Mine absolut yndlinge, en til foråret, når dagen nu er fuld af sang, og en i efterårsmånederne, når jeg trasker langs markskel på vej til skoven:
Jeg gik mig ud en sommerdag at høre – Folkevise/Grundtvig
Jeg gik mig ud en Sommerdag at høre Fuglesang, som Hjertet monne røre, I de dybe Dale, Blandt de Nattergale, Blandt de andre Fugle smaa, som tale.
Den allermindste Fugl af dem, der vare, Sang fra Træet ned i Toner klare, I de dybe Dale, Blandt de Nattergale, Blandt de andre Fugle smaa, som tale.
Den sang: »Mens Ungersvenden gaaer saa ene, »Længes En imellem Løv og Grene, »I de dybe Dale, »Blandt de Nattergale, »Blandt de andre Fugle smaa, som tale.
»Hen under Løvet gaae de lune Vinde. »Der du skal din Hjertenskjære finde, »I de dybe Dale, »Blandt de Nattergale, »Blandt de andre Fugle smaa, som tale.«
Hav Tak, du lille Fugl, for du har sjunget! Ellers var mit Bryst af Længsel sprunget, I de dybe Dale, Blandt de Nattergale, Blandt de andre Fugle smaa, som tale.
Hav Tak, du lille Fugl, der sang med Ære, Stillede min Længsel og Begjære, I de dybe Dale, Blandt de Nattergale, Blandt de andre Fugle smaa, som tale.
Af større Vee kan Verden ikke trænges, End at skilles, naar man saare længes, I de dybe Dale, Blandt de Nattergale, Blandt de andre Fugle smaa, som tale.
En større Fryd kan Verden ikke bære, End at samles med sin Hjertenskjære, I de dybe Dale, Blandt de Nattergale, Blandt de andre Fugle smaa, som tale.
– Da nu min Hjertenskjæreste var funden, Sang og blomstrede det rundt i Lunden, Baade dybe Dale, Og de Nattergale, Og de andre Fugle smaa, som tale.
Det lysner over agres felt – Balslev/Holsten
Det lysner over agres felt, hvor sløve plovspand kravle, det sortner over Store Bælt med sol på kirkegavle.
Velkommen i vor grønsværsstol blandt grøftens brombærranker! O, det gør godt at slikke sol igen på disse banker!
Vel rækker høstens solskin kort, men rønnens bær står røde. Alleens linde blegner bort, men vildvinsranker gløde.
Vel! Ræk mig da, o efterår, en gravensten, som smager af bækken ved min faders gård og mulden i hans ager.
Og bag mig, sol, og blød mig, regn! Jeg plukker mine nødder og trasker langs et brombærhegn med plovmuld under fødder.
Og det er al den jord, jeg har, og alt hvad jeg begærer. Jeg håber, det går an, jeg ta´r, hvad mine såler bærer.
Privatfoto af diorama med ligbål, Vikingemuseet, Lindholm Høje
Vi ved det jo godt. Ingen slipper. – Det er en katastrofe, hvis døden rammer et barn, en ung eller en voksen midt i livet. Men efterhånden, som vi bliver ældre, forliger vi os gerne med tanken. – Håber bare på den fredelige strådød.
Det er jo i grunden godt nok. Verden har på mange områder passeret os. Er langt videre. Har glemt alt det, vi møjsommeligt måtte lære: paratviden, sproget, omgangsformerne, ritualerne …
Og kroppen er slidt. Gør knuder. Vi kan ikke det, vi kunne, og som vi gerne ville.
Vi er udrangerede, bogstaveligt talt kørt ud på et sidespor som forældede, ældrebyrde, omkostninger …
Men vi føler trangen til at videregive det, vi fik ud af tilværelsen i den tid, der var vores.
– Ethvert menneske rummer et bibliotek, siges det. Og vi kæmper for, at vores private bibliotek af oplevelser og erfaringer ikke skal gå tabt med os. – Det er formentlig en af grundene til, at vi mennesker har klaret os så overmåde godt, at vi nu dækker hele jorden og truer med at kvæle den i vores bjærgsomme virketrang.
Vi gamlinge belærer alle inden for række- og hørevidde. Vi belærer børn, børnebørn, ægtefæller, venner og vildfremmede, som vi møder, om den bedste måde at gøre dit og dat på. Og ingen gider lytte eller belæres. Så vi må enten gå til af uopfyldt videregivelsestrang eller begynde at skrive noget ned, noget som, vi godt ved, ingen læser.
Heller ikke alle de gode historier, som vi har oplevet eller hørt, gider de at lægge øre til, og det er forståeligt, hvis det er anden, tredje eller fireogtyvende gang, vi fortæller det samme.
Alle gamle har brug for børn, elever, apostle, lyttere. Jævnaldrende venner er ikke det samme; de afbryder hele tiden med deres egne historier og oplevelser. Alderen gør os til historiefortællere. Men ikke alle er Homer …
Alder og snarlig død kan skræmme enhver. Nogle vælger at ignorere fakta og kører på, som om døden ikke findes i deres liv. Andre forsøger at forlænge deres ungdommelige udseende og personlige levetid med brædder, bestående af farver i hår og ansigt, operationer, indsprøjtninger, indsmøringer, grøntsager, legemsøvelser, kosttilskud af mere eller mindre nyttig og lødig art … og sommetider udarter det til et benhårdt regime. Så går deres tid med det.
Og nogle prøver at forberede sig, at vænne sig til tanken så godt de kan. De træffer foranstaltninger, laver aftaler, skriver papirer. – Hvilket der kan være god grund til, eftersom alle faste regler er ophævet, og enhver må stå for sit eget.
For en sørgende efterkommer kan det pludselig blive uoverskueligt at tage stilling til det hele, og så meget, som vi selv kan gøre i god tid forinden, må være en hjælp. Hvis vores familier er sammenbragte, er et testamente en god ting. Ikke alle regler tilgodeser dem, vi er tættest på.
Mange af os er ikke medlemmer af en kirke eller andre religiøse samfund, som rummer og ordner det praktiske efter gamle traditioner. Så ethvert ritual må genopfindes forfra. Og så kunne vi jo passende afskaffe de store sammenrend, bunkerne af døde blomster, de uoprigtige mindeord, udstyrsstykkerne.
Vi er blevet for mange.
Personligt går jeg ind for forenkling. En lille, privat mindestund, hurtig bortkørsel, afbrænding og bortskaffelse, gerne i noget skovlignende, hvis noget sådant stadig findes, når min tid kommer. Med de nødvendige remedier i naturlige materialer, så miljøet belastes så lidt som muligt.
Ganske som vikingerne, vores forfædre, blev brændt og forsvandt op i vinden på en times tid. Ifølge den kloge og nysgerrige Ibn Fadlan, en arabisk ambassadør og opdagelsesrejsende, som mødte vikinger og overværede en høvdingebegravelse for ca. 1100 år siden, og som skrev om det. Gav sine erfaringer videre til eftertiden, så vi har dem endnu:
“Han sagde: I arabere er dumme.” – Jeg spurgte: ”Hvorfor det?” Han svarede: “Jo, I går hen til den som I elsker og ærer mest af mennesker og kaster ham i jorden, og jorden og krybdyrene og ormene fortærer ham. Vi derimod brænder ham op på et øjeblik, så han går til paradiset i samme øjeblik.” Så slog han en skoggerlatter op. Da jeg så spurgte om dette sagde han: “Hans[14] herre har af kærlighed til ham sendt vinden, så den opsluger ham på en time.” Og der var virkelig ikke gået en time før skibet og veddet og trælkvinden og herren var blevet til aske og så til askestøv! Derpå byggede de på det sted, hvor skibet, som de havde trukket op af elven havde stået, noget som lignede en rund høj.
Oh, at flyve … I begyndelsen af 1960’erne, hvor en flybillet fra Ålborg til København kostede en månedsløn. Hvor stewardesserne sødt smilende tilbød kaffe, te, juice, og hvor vi børn fik legetøj, brocher med forgyldte flyvinger og blev inviteret med ud i cockpittet – på hver eneste flyvning – hvor piloterne hilste og smilede og forklarede, hvad de gjorde. – Vi var stolte som konger og dronninger, når vi gik ned ad trappen med smil og opmærksomhed og mange gaver og indtryk i bagagen.
I tresserne og halvfjerdserne, når vi skulle på ferie sydpå, og ferien begyndte i flyet med drinks og champagne, opvartning, serveringer og masser af smil og imødekommenhed.
Eller i begyndelsen af firserne på langdistanceruter, fx med Thai Airways, hvor personalet i Kastrup hjalp os med billetter, check in, kufferter og med stor venlighed viste os den rette vej ud til flyet. Hvor hele kabinen duftede af blomster, når man kom ind, der sad orkidéer fast på alle nakkestøtterne, vi blev mødt af smilende stewarder og stewardesser i thailandske dragter, der rakte os koghede, hvide vaskeklude med pebermynteduft, så vi kunne friske os op, inden rejsen begyndte. – Der var goood plads, også til benene, bløde, hvide hovedpuder og lette, rene og lækre tæpper til nattesøvnen, te, kaffe, juice, drinks, udsøgte snackserveringer og gaver til børnene, legetøj og små souvenirs fra Thailand.
Og det var ikke 1. klasse, men almindelig turistklasse, jeg taler om!
Vi har lige været udenlands. Med fly fra Ålborg til København og derfra til Gatwick … Jeg havde efter tre coronaår uden flyrejser glemt alle de nervebelastende procedurer:
Allerede under billetbestillingen hjemme på computeren bliver vi forvirrede over de mange tilvalgsmuligheder, der alle koster ekstra … Den første pris er uden kuffert, opdager vi. – Hvem rejser en uge på ferie uden kuffert? – Hvad må den veje? Hvad med håndbagage? Hvad må vi have med? Shampoo? Creme? Håndsprit? Computer? Telefon? Medicin? Hvilke pladser får vi? Er det muligt at få et glas vand om bord? Skal vi betale ekstra, hvis vi vil have frokost? – Man er febrilsk og hektisk og i dagevis bange for, at man har trykket noget forkert. – Der er ingen hjælp at få. Alt er på egen computerhånd uberørt af menneskehjerner og totalt blottet for tryghed. Og prisen ender selvfølgelig ikke på det beløb, vi blev lovet i starten, men med flere tusinde kroner oveni …
Vi bor ti minutter fra Ålborg Lufthavn, men skulle møde op to timer før afgang, dvs. kl. 4.30. På det tidspunkt af natten er jeg ikke klar til at lægge arm med indtjekningsmaskiner, der på uforståeligt maskinsprog vil have mig til at gøre ting og trykke på fedtede skærmknapper, som jeg ikke kan forstå eller finde.
Jeg behersker engelsk til almindeligt brug, men når skærmen beordrer mig til at indtaste numre, jeg ikke aner, hvor findes, eller siger, at jeg skal scanne mit pas, ved jeg ikke hvordan, hvilken side? Og i hvilken sprække, skal jeg lægge det? Efter flere forgæves forsøg på at imødekomme den dumme maskines forlangender, får jeg omsider udprintet to tynde stykker boardingpapir og en lang strimmel, som der står, jeg skal fastgøre til min kuffert …. Men hvordan? Og hvad med de løse klistermærker? Skal de også på kufferten? Hvor?
Efter ca. 20 minutters morgenforvirret fumlen får jeg krøllet min selvklæbende kuffertstrimmel sammen omkring håndtaget og bugserer min således ureglementeret mærkede bagage over til indtjekningstransportbåndet, hvor den bliver lyst på, målt og vejet og sendt af sted i et ryk, og jeg er syg af bekymring for, om jeg nogensinde får den at se igen. – Hvad ville det koste at sætte et par flinke folk til at klare bagageindtjekning og billetkontrol, som man altid gjorde det før? Vi rejsende bruger hver især mellem 10 og 20 minutter, hvor et erfarent menneske kunne betjene os på 3, tror jeg. – Og så ville kuffertstrimlen ikke krølle.
Vi har ved andre lejligheder oplevet at stå i en lufthavn med et fly, der er forsinket eller aflyst, og panikken breder sig hurtigt: Hvad med barnebarnet, der står og venter i den anden ende? Hvad med forbindelsen til Skt. Petersborg eller Beijing? – Man ringer anspændt til et opgivet nummer og støder igen på maskiner og maskinsnak. Tryk dit og dat – på engelsk – og kommer efter lang tids insisterende venten med dut-dut og syntetiske stemmer til at tale med et rigtigt menneske, en venlig dame, der siger, at hun sidder i Polen og intet kan gøre …
Så snegler man sig igennem security. Vi er kun få rejsende her til morgen, men vi skal alligevel vandre i en lang labyrint af blå snore, frem og tilbage, frem og tilbage, før ydmygelsen med små flasker i gennemsigtige plasticposer, afklædning af ens person, gennemlysning af ting og krop og gendannelsen af ens pæne og praktiske rejsepåklædning fulgt af indsamling af habengut fra bakker og transportbånd.
Og så sidder man som en uafhentet pakke i halvanden time og har ikke andet at gøre end at drikke dyr og dårlig kaffe eller at bese udvalget af stærkt lugtende toiletartikler, parfumer, cremer og tørklæder, der koster en blinkende formue, og slik, vin, spiritus m.m., som man bare ved, man ikke får igennem security i Kastrup.
I Kastrup løber man en halvmaraton gennem uendelige gange, spidsrod med elektrisk, opretstående hår forbi hylder med stærkt lugtende toiletartikler, parfumer, cremer, tørklæder, der koster en blinkende formue, slik, vin, spiritus m.m.m., lugten af bagværk, friture og dårlig mad, ud i lange, lange fingre … hvor man igen kan sidde i lange, lange timer, mens man forsøger at detektere, hvad stemmerne i højttalerne forsøger at fortælle os.
På flyet videre er pladsen særdeles trang, man må klemme sig sidelæns ind, stå med bøjet hoved inde foran et sæde og vente på, at medpassagererne møjsommeligt får bagagen proppet ind i de lavtsiddende bagagerum og derefter får sig skruet ned på de ca. 14 kvadrattommer, der er afsat til hver enkelt af os. Nussede 14 kvadrattommer. Der ligger krummer på sæderne, brugte servietter i lommerne foran os og ulækkert madpapir og sammenkrøllede juicekartoner på gulvet. Et ældre ægtepar ser ud, som om de er ved at besvime. Lejrskoleungerne foran hyler og hviner og styrter rundt, og mens de undersøger deres muligheder, vipper de sæderne frem og tilbage, frem og tilbage, så jeg må trække maven ind, mens min mands knæ får alvorlige skrammer.
Da vi endelig sidder, er vi bange for, at vi aldrig nogensinde får os klemt ud igen, og da slet ikke i en nødsituation, hvor alle vil prøve at mase sig ud på samme tid. Vi er dømt til at forblive fastklemte i denne snævre skruestik, der hurtigt kan blive en dødens kiste, hvis noget skulle ske.
Den situation forsøger en modvillig steward at forberede os på: Han opfører sin lille sikkerhedspantomime ude i midtergangen, og man har lyst til at række fingeren i vejret og spørge, om han ikke lige vil gentage passagen med, hvordan man spænder sikkerhedsselen, bare for at trøste ham og vise, at der i hvert fald var én, der fulgte opmærksomt med.
Man kan ikke andet end at gøre sig meget lille i sit sæde, lytte til motorerne lige uden for vinduet og babyen bagved, der får propper i de små ører og skriger i vilden sky.
Vi får ikke mad eller drikke, men vi kan få lov at købe noget i farten – og også ure, legetøj, parfume, bælter, tørklæder o.m.a. til uforskammede priser, når stewardesserne kører salgsvognen forbi ens sæde.
Den, der opfinder et højttaleranlæg, der kan formidle menneskestemmer i hørbar og forståelig form i lufthavne og fly, bliver en rig mand eller kvinde! – Ikke en eneste gang lykkes det mig på fire flyveture og i tre forskellige lufthavne at forstå noget som helst, der kommer ud af en højttaler. – Ikke afgangstiderne, ikke gatenumrene, ikke sikkerhedsprocedurerne, ikke stewardessernes formaninger, ikke piloternes peptalk om vejret og flyveturens længde. Det er på alle sprog kun skrat skratterat bla bla skrat bla og spild af tid og støj. Vi havde været ilde stedt, hvis vi ikke kunne læse.
Det er ikke udelukkende glæden ved at se ens destination, der melder sig, når flyet lægger an til landing hen over Englands blidt bølgende og frodigt grønne landskab. Det er lettelsen over at have overlevet maskinerne, security, ventetiderne, parfumelugten, den sammenpressede tilstand og den paniske angst for ikke at kunne komme ud af denne flyvende sardindåse og ikke at have fået sin kuffert med det krøllede kuffertmærke med …
En dejlig uge i engelsk forår og kulturlandskab senere sidder vi igen i Kastrup. Lettere traumatiserede efter flyveturen, men har trods alt overlevet alle maskinerne, ydmygelserne i security, de ørkesløse ventetider, parfumelugten, friturestanken, den sammenpressede tilstand, den paniske angst for ikke at kunne komme ud af den flyvende sardindåse igen og for ikke at have fået sin kuffert med det krøllede kuffertmærke og alle de fine souvenirs med sig hjem …
Der er flere timer til det sidste fly hjem til Ålborg, så vi beslutter os for at spise en god middag og udsøger os en restaurant i lufthavnen. Men så går det op for os, at der ikke er rigtige mennesker ansat, og at vi kun kan få mad, hvis vi scanner menuen på bordet og bestiller via smartphone eller trykker på billedet af en pizza på en fedtet skærm … – Det orker vi ikke, så vi nøjes med en pakke engelske kiks og en kop dårlig kaffe og sætter os ved gaten helt ude i fingeren. – Hvorefter gaten TRE GANGE bliver ændret, så vi – i stedet for at slappe af med kiks og kaffe – må bruge ventetiden på forpustet at løbe en helmaraton fra den ene ende af lufthavnen til den anden, og kort efter tilbage igen, og kort efter tilbage igen …
I løbet af den sidste halve times flyvetid hen over Danmark sidder jeg og tænker på, hvordan det var at flyve i begyndelsen af 1960’erne, hvor en flybillet fra Ålborg til København kostede en månedsløn. Hvor stewardesserne sødt smilende tilbød kaffe, te, juice, og hvor vi børn fik legetøj, brocher med forgyldte flyvinger og blev inviteret med ud i cockpittet – på hver eneste flyvning – hvor piloterne hilste og smilede og forklarede, hvad de gjorde. – Vi var stolte som konger og dronninger, når vi gik ned ad trappen med smil og opmærksomhed og mange gaver og indtryk i bagagen.
Vi var ikke forvirrede, forklemte, forslåede, møgbeskidte, sultne, tørstige, psykisk udmattede og opgivende, og vi havde ikke disse påtrængende tanker om at blive hjemme resten af vores liv, fordi vi ikke magter at udsætte os for den behandling, man efterhånden får i fly og lufthavne.
Og det ville jo være godt for miljøet og klimaet, hvis vi blev hjemme, men der er alligevel, kan jeg se, horder af andre, der står klar ved maskinerne og i securitykøerne …
– ikke forstår det dansk, der bliver talt (mumlet) i dansk fjernsyn og film
– ikke har tillid til nyhedsværter, der ligner og opfører sig som fjollet fnisende konfirmander
– sukker over nyhederne, for det var det samme sidste år, året før og mange, mange år før da igen
– bliver rost af en meget ung bibliotekar, fordi man kan ’finde ud af det med computere’ … Så smiler man bare venligt med sammenbidte tænder og undlader at fortælle årsungen, at man har arbejdet professionelt med mange slags computere i mange år, før han selv blev født
– bliver løbet over ende på stilfærdige spadsereture, også på førhen meget stille skovstier, af store barnevogne, enorme cykler med børnetrailere påhægtet, løbehjul, racercykler, knallerter, mountainbikere i hæsblæsende fart, og svedende løbere i alle aldre og køn
– endnu ikke har vænnet sig til, at folk spiser, drikker, ryger, hører musik, taler i telefon og i øvrigt forretter deres legemsøvelser, fx løber svedigt omkring, gør strækøvelser og anden gymnastik, cykler på MTB’ere, i det offentlige rum
– opdager, at ikke engang danske forfattere kan dansk, men ’lukker aftaler’ og ’har hinandens ryg’ – begge dele absurd vrøvl for dansktalende, og at der i øvrigt lyder en masse udansk ’fuck’ og ’shit’ alle vegne. Forhåbentlig hører de pæne englændere og de puritanske amerikanere os ikke …
– stadig opfatter sit land som venligt, gæstfrit, ikke-krigsførende og som opretholder af basal humanisme og forsvarer for de menneskerettigheder, der efter sidste verdenskrig blev aftalt i FN, netop for at undgå flere krige
– ikke forstår nye ord som fx ’madspild’ … Hvem smider mad ud? – Det gør man da ikke! – Man holder hus, tilpasser sine indkøb, har et repertoire af lækker restemad, evt. en hund, og man respekterer selvfølgelig – og har altid respekteret – verdens ressourcer, sparet på vandet, strømmen, varmen, tøjet. Repareret, genbrugt, og (næsten) ikke spildt penge og tid på frisør, accessories, indretningsdimser, mere end ét sæt møbler, mode, bagerbrød og andet pjank
– har det bedst med indvandrere og udlændinge, som stadig har bevaret en kultur, der indbefatter almindelig høflighed både i tiltale og i væremåde
– krummer alle ti tæer i flovhed over pinlige, danske tv-programmer og uvidende politikere
