Om narcissister

For narcissister gælder det:

· En narcissist er hele livet igennem bebyrdet med vægten af at skulle opretholde et oppustet, skrøbeligt ego

· Det er så stor og voldsom en opgave, at narcissisten ikke et sekund kan tænke på andet

· En narcissist har simpelthen ikke kræfter til andet end sig selv

· En narcissist kan derfor ikke indgå i ligeværdige forhold eller interessere sig for andre eller gå i dybden med et fag

· En narcissists hovedinteresse og livsopgave er sig selv

· Narcissister mangler evnen til empati, dvs. at de ikke et sekund tænker på dig og dine følelser

· Alting handler om dem, om deres fortræffeligheder, fortjenester, ejendele, hvem de kender osv.

· De har en næsten overnaturlig evne til at lade deres egne behov overskylle andre mennesker og blive andre menneskers problemer

· Et suk, et blik, en appel, om nødvendigt et storslået vredesudbrud … og så hopper og danser andre for at imøde­komme deres behov. – I bedste fald. Ellers falder straffen!

· De bruger alt til at forherlige deres egen person og deres eget liv og til at skaffe sig fordele

· Ingen fordel er for lille til at rage til sig

· Narcissister elsker at være til ulejlighed!

· Narcissister elsker at være centrum for opmærksomhed!

· Usynlighed og manglende opmærksomhed er faktisk noget af det værste, en narcissist kan opleve

· Narcissister dør indeni, hvis de ikke kan overføre deres behov på andre

· Du kan uforvarende komme til at krænke en narcissist alvorligt med en uoverlagt bemærkning, et ansigtsudtryk, med antydningen af et krav eller kritik, ved at lægge en forkert gaffel frem til vedkommende eller ved at servere den forkerte slags mad

· Venner, kollegaer, naboer, folk, de møder på ferier, familiemedlemmer, herunder ægtefæller og børn, er alle narcissistiske forlængelser af dem selv, ikke selvstændige individer, der fortjener hen­syn og respekt i deres egen ret

· Narcissistens hus er ikke bare et hus, hans/hendes indretning er ikke bare pæn og praktisk, tøjet er ikke bare tøj, ligesom bilen ikke bare er en bil, alt er narcissistiske forlængelser af et skrøbeligt ego

· Har du et problem med en narcissist, må du ikke regne med, at narcissisten tager (med-) ansvar for at løse det

· Hvis narcissisten ikke føler sig 100 % bakket op, hvis han/hun fornemmer bare en antydning af kri­tik, så kan der ske ét af to: Enten bryder narcissisten omgående kontakten og henlægger dig som ubrugelig, eller helvedes vrede bryder løs over dit hoved. Somme tider begge dele på én gang

· De forstår ikke, de har ikke råd og råderum og evner til at forstå, hvordan de selv opfører sig og tæn­ker

· Og de kan ikke lytte eller forstå det, hvis du prøver på at forklare dem det

· For en narcissist er alle problemer andre menneskers problemer, som de ingen andel har i

· Hvis man har et problem med dem og deres opførsel, er det selvforskyldt, og man har pådraget sig det, fordi man er dum, har en skrue løs eller andet, som ikke har noget med narcissisten at gøre

· En narcissist vil have fordele ud af dig og ud af alle situationer

· De konkurrerer med dig om alt

· De har altid mere ret end alle andre

· De vil have alting mere og bedre end alle andre

· De kan være grådige, fornærede, uærlige, forfængelige, luskede, manipulerende, beregnende, tyvagtige, overfladiske, selvopta­gede, selvhenførende, iskolde og promiskuøse

· Narcissister fører altid et køligt kalkulerende, dobbelt bogholderi, som afsløres ved pausen, når de overvejer, hvad der i en given situation bedst kan gavne dem selv

· De synes, det er helt rimeligt, at de kommer foran andre, at de bliver opgraderet uden ekstraudgif­ter, at de får gaver, tjenester m.m. uden at have gjort noget for at fortjene det, og at de kun skal spise og drikke det allerbedste og færdes på de bedste steder, hoteller m.m. – Og helst ikke for egen regning!

· De besøger ikke andre eller andre steder for at se noget, de uddanner sig ikke af nysgerrighed, og de er ikke interesserede i at lære nyt, bare for at lære. Deres hovedinteresse består i at tage for sig, at kvalificere sig til et liv i evig stråleglans og undervejs at opsøge nye scener, hvorpå de kan stråle

· En narcissist vil aldrig se dig, påskønne dig eller hjælpe dig uden bagtanker

· Du kan ikke føre en almindelig samtale med en narcissist. Enten taler han/hun om sig selv hele ti­den. Eller han/hun mister interessen, hvis du insisterer på at tale om dig, om dit liv eller om noget, der ligger dig på sinde, eller som du rent faktisk ved noget om. Måske bliver du ikke bare ignoreret, men også nedgjort for dine bemærkninger. Det fører ihvertfald aldrig til en almindelig udveksling fra menneske til menneske

· Narcissister har ingen dybde og bund. Deres eget ego er begyndelsen og slutningen på alt

· Når man er sammen med narcissister i længere tid, føler man sig uforklarligt udsuget og tømt for næ­ring. Narcissister tømmer så at sige lokalet for ilt, så andre ikke kan trives der. De brænder det hele af på at fodre deres egen vaklende selvfølelse

· Narcissister kan sagtens give gaver og hjælpe andre, men der kommer en regning: Du kommer til at skylde! – Og så får de en klemme på dig

· Alle andre skylder narcissister ALT! Hensyn, tjenester, gaver, tid … Og de er trænede i at manipu­lere, så de får tingene, som de vil have det, igen og igen

· Narcissister er verdensmestre i at manipulere andre og kalkulere egen fordel i enhver situation

· Narcissister kan ‘groome’ deres omgivelser, navnlig selvfølgelig børn og andre svagt funderede, til at tage evindelige hensyn til narcissistens behov. Straffen for narcissistiske krænkelser – som for andre kan synes minimale – kan være demonstrativ fornærmelse, underkendelse, nedrakning, vredesudbrud, måske ligefrem vold og andre overgreb eller isolation

· De opfatter sig selv som klogere, smartere, hævet over og bedre end alle andre mennesker i univer­set

· De kan ikke ændre denne tankegang

· De kan ikke føre ligeværdige samtaler

· De afbryder omgående kontakten med dig, hvis du ikke længere er nyttig, dvs. deres lydige, støt­tende, rosen­de, beundrende og loyale slave i alt. Den mindste antydning af kritik eller et oplæg til almindelig forhandling af vilkår opfattes som fjendskab til døden, og BUMS! – så er man ude i kul­den

· Det er ikke uden grund, at narcissistisk raseri forekommer så voldsomt, så altfortærende, så iskoldt, så uventet, så meget ude af proportion og tilsyneladende helt uprovokeret …

· Raseriet skal beskytte meget små egoer, grundlagt i tidlig barndom, hvis man er arveligt disponeret for det

· I modsætning til psykopater kan narcissister skamme sig og fornemme en flig af følelsen af at være lille, magtesløs og underlegen

· Faktisk er narcissismen grundlagt som et – utilstrækkeligt – dække over en uudholdeligt stor skam, stammende fra følel­sen af mindreværd og en barnlig manglende kompetence til at mestre livet

· Narcissisme kan opstå enten af behov: – Narcissisten har haft en forfærdelig barndom med uberegnelige, utilstrækkelige og grænseoverskridende voksne og har brug for at kompensere med overmennesketanker

· Eller narcissisme kan opstå af vane: – Narcissisten har haft bløde, uberegnelige, utydelige forældre, der uden særlig grund og helt vilkårligt bare har belønnet, støttet, båret, rost og beundret, så narcissisten bliver afhængig af rosen og støtten, men nok fornemmer, at den ikke er helt fortjent, ikke har bund i den virkelige virkelighed, så han/hun er nødt til at appellere om mere hele tiden for at fodre den bundløse usikkerhed, der bliver resultatet

· Narcissisme er således et falskt ‘jeg’, der skal dække over afstanden mellem små, skrøbelige egoer og en urealistisk forstørret selvopfattelse

· Det er selvfølgelig anstrengende at holde sådan et fantasi-‘jeg’ kørende igennem et langt liv. Det tager alle kræfterne, og der ryger mange relationer undervejs

· Hvis der opstår den mindste revne i følelsen af at være et overmenneske, så ramler hele narcis­sis­tens verden sammen, og så kan han/hun ikke eksistere

· Derfor slår narcissisten uforståeligt hårdt ned på hverdagsagtige bagateller

· Narcissister kan ikke få ros nok. Overhovedet! – Man kan rose og rose og rose dem igen til dessert, og de vil stadig have mere …

· Narcissister oplever ofte en indre tomhedsfølelse, der bevirker, at de let keder sig. De kan kompensere for disse kedsomhedshuller ved at kaste sig ud i en hektisk aktivitet, der ville kunne tage pusten fra enhver

· Utilfredsstillet narcissisme kan udover tomhedsfølelse give livssmerter, så som stress, livslede, bitterhed, langva­rigt nag, depression, misbrug af sex, alkohol eller andre stoffer, angst, ensomhed og fobier

· Mennesker, der er eller langvarigt har været underlagt narcissister, fx hvis forældre, ægtefæller, nære venner og/eller søskende har været præget af narcissisme, kan udvise overdreven sensibilitet, behagesyge, handlingslammelse, frygtsomhed, angst, stress, depression, posttraumatisk stressreaktion. Simpelthen fordi der ikke er plads til deres ego, som derved konstant bliver overskyllet, undertrykt, fornægtet, nedgjort, udnyttet

· Narcissisme er en personlighedsforstyrrelse, som ikke kan kureres, men lidelsen kan reguleres, modereres, ved langvarig terapeutisk be­handling

· Narcissister opsøger næsten aldrig behandling for narcissisme, for de har ingen selvindsigt og dermed heller ingen problemer, som de behøver hjælp til. – Hvorfor skulle de dog det? Det er alle de andre, der har problemet, der har knald i låget, der er urimelige osv.

· Der er dog ofte mennesker tæt på narcissisten, der søger hjælp for fx angst, selvskade, spiseforstyrrelser, depression m.m. Og det bekræfter jo narcissisten i, at alle andre undtagen han/hun selv fejler et eller andet.

· De nye medier, Facebook, YouTube, Instagram o.l. er blevet de spotlightbelyste arenaer, som narcissister altid har drømt om

· Narcissisme løber i familier

· Alle børn er narcissister. De tager naturligt nok udgangspunkt i sig selv i de første møder med ver­den

· Når børn er over 12 – 13 år og har udviklet evne til abstrakt tænkning, impulskontrol og indlevelse i andre mennesker, så damper den barnlige narcissisme normalt af. Hvis den består efter ungdoms­tiden, er der noget galt

· Narcissister kan, som alle andre mennesker, være mere eller mindre begavede. De højtbegavede kan til dels kompensere, ihvertfald når det gælder fremmede mennesker, så de fremstår venlige og empatiske. Det er straks sværere, når det gælder indarbejdede familiemønstre og mennesker, de har magt over, fx ægtefæller og børn

· Narcissistisk vrede er altomfattende og skræmmende. Narcissistisk venlighed er som oftest kold og beregnet manipulation

· Narcissister kopierer ofte dygtigt omgivelsernes jargon og livsstil, finder hen i de mest populære nicher og lever parasitært, dvs. at de nærmest udsuger andre psykisk og materielt, fordi deres behov er så store, og tomhedsfølelsen så enorm, at deres egen fantasi ikke rækker

· Narcissister kan simpelthen ikke stå selv. De har brug for publikum og sponsorer, så at sige

· Så narcissisme trives på teatre, i radio, tv, undervisning, lederstillinger, pædagogiske jobs … alle vegne, hvor man bliver set af mange mennesker, og hvor der er mulighed for magt, for at være i centrum og for at blive beundret

· Ikke-narcissister kan overleve narcissistiske familiemedlemmer og andre nærtstående ved enten at lukke helt ned for sig selv og sine følelser, eller ved at spille med og udvikle en overnaturlig indfø­ling, forudseenhed, hjælpsomhed og hensynsfuldhed

· Men det bedste råd er: Læg afstand – Hold dig væk, hvis du kan!

Hvad jeg (næsten) ikke gør mere:

· Går til postkassen eller på posthuset med breve, postkort, lykønskningskort, julekort, småpakker til familie og venner

· Modtager breve, regninger, opgørelser, postkort, lykønskningskort, julekort, småpakker fra familie og venner i min postkasse

· Bruger telefonen til at ringe til folk eller modtage opkald

· Køber bøger, ugeblade, kuverter, kuglepenne, skrivepapir og frimærker

· Går i banken

· Slår op i en ordbog eller i et leksikon

· Kører med tog/DSB

· Sætter fotos ind i albums

· Kigger i telefonbogen/den lokale vejviser

· Går i biografen

· Tager en fotokopi eller skriver med gennemslagspapir

· Går i teatret

· Køber en tipskupon

· Bruger en hessianopslagstavle til postkort, kalender og huskesedler

· Har fysiske køreplaner liggende

· Håndterer kontanter, checks, girokort eller billetter

· Ser flow-tv

· Går på biblioteker og museer, der nu som oftest er omdannet til legepladser for små børn og små voksne

· Spiller brætspil

· Får en gul, håndskrevet recept, som jeg selv skal bringe hen på apoteket, af lægen

· Sætter en plade, cd eller DVD på

· Kontakter et rejsebureau

· Ryger

· Ringer til et stort håndværkerfirma for at få ordnet en lille ting i mit hjem

· Køber tøj af kunststoffer lavet i Kina eller andre lande uden kontrol med giftstoffer

· Vasker op i en balje

· Skriver i hånden eller på skrivemaskine

· Køber færdigretter og junkfood

· Spørger til priser på varer i fysiske butikker

· Svarer telefonen eller tager imod telefonbeskeder på andre familiemedlemmers vegne

· Får og aflægger uanmeldte besøg

· Stiller vækkeur eller går med armbåndsur

· Går til fotograf

· Fører telefon- og adresselister over folk

· Bruger lommelygte eller lommeregner

· Bruger båndoptager eller diktafon

· Lytter opmærksomt til vejrudsigter

· Går glip af aftaler fx pga. forsinkelser eller misforståelser

· Retter danskere, der taler meget dårligt dansk

Vedholdenhed

Når fleksibilitet, udvikling, omstillingsparathed og tilpasning til det globale marked og den internationale konkurrence er de højest værdsatte egenskaber hos det moderne individ, er det vanskeligt at komme og påstå, at der ligger megen værdi i begrebet ’vedholdenhed’.

I at bo det samme sted igennem en menneskealder og derigennem at kunne opsnappe små forandringer i trafikken, bebyggelsen, klimaet på denne lille plet, træernes højde, erantissernes udbredelse på græsset … Og i at kunne huske, at købmandens butik lå nede på hjørnet, hvor der nu er solcenter, og at pizzeriaet ligger der, hvor slagteren havde sin fine butik. – I at kunne se det store i det små, og i at kunne følge udviklingen fra sit eget lille ståsted i en stor verden.

Lige som der kan ligge stor værdi i

– At følges med den samme ægtefælle igennem mange, mange år, så man indgående kender hinandens forhistorie, forældre, bedsteforældre måske, uddannelse, karriereforløb … Så man har et vidne til sit eget livs historie og kan være det for en anden.

– At være familiens pålidelige anker og hukommelse.

– At have den samme arbejdsplads i årtier og kende opgaverne, udviklingen, medarbejderne og retningen indgående.

– At følge de samme venner på deres livsbane og i at være deres livsvidner og faste grundlag.

Kort sagt: Man må ikke underkende de klippefaste, de rolige, de trofaste, de bofaste, der har slået rødder og er til at stole på.

Men selv de vedholdende skal have nye indtryk med mellemrum; en rejse til Gibraltar eller Ghana eller en søndagsudflugt til Gjøl Bjerg, en halv times kørsel væk, hvor man med termokanden og de hjemmebagte kanelsnegle kan sidde på et tæppe og kigge ud over Limfjorden, dæmningen, fuglelivet, lade tankerne svæve op og følge det blå KLM-fly, der er på vej ned henne ved lufthavnen.

Og man skal heller ikke ud over al rimelighed underlægge sig ægte-, ven- eller slægtskaber, der ikke bidrager positivt til ens liv, men som egenkærligt forsøger at anbringe én i roller, som man ikke er tjent med at påtage sig.

Eller finde sig i dårlige chefer, meningsløst arbejde, utidssvarende boliger, lang transporttid eller andet, som forringer ens livsmuligheder.

Det drejer sig, som med så meget andet, om at finde balancepunktet. Om at finde sin egen ligevægt mellem nyt og gammelt, mellem fastlåsthed og forandring, mellem tradition og udvikling og mellem tryghed og omskiftelser.

Tillid

’En mand er en mand, og et ord er et ord’ – det gjaldt i hele min barn- og ungdom. Man sagde, hvad man gjorde, og man gjorde, hvad man sagde. Man holdt ord. Ellers ramlede alt jo.

Mellem mennesker er vi nødt til at kunne stole på hinanden. Hvis vi ikke kan fæste lid til hinandens ord, så har vi ikke noget samfund. Så kan vi ikke leve, fungere og arbejde sammen.

Førhen var det flovt, hvis man ikke var til at stole på. Hvis man sagde ét og gjorde noget andet. Så var man utilregnelig og blev ikke en del af fællesskabet. Tillid var et af nøglebegreberne i opbygnin­gen af det danske velfærdssamfund. Tillid er hele forudsætningen for forsikringer, børnepasning, uddan­nelse, ældre- og sygeomsorg. Og for alt øvrigt samkvem mellem mennesker i et samfund. For arbejde, ven-, ægte- og forældreskab, og for al handel og udveksling.

Men det er åbenbart skredet. Ikke blot hos DSB, SKAT, PostNord, politikerne og alle de andre, men ude blandt os helt almindelige borgere.

Vi har den kollektive myte om ’danskerne’, at vi kan stille en bod med frugt og grønt op ude ved vejen med et prisskilt og en pengekasse og så regne med, at folk redeligt lægger penge for de varer, de tager med sig. Den holder ikke længere, kan jeg hilse og sige fra folk, jeg kender, som har boder med æg, frugt og grønt uden for deres huse. – De oplever regelmæssigt, at forbipasserende ikke bare tager varer­ne uden at betale, men også tager pengekassen med sig, hvis der skulle have været et par ærlige men­nesker før dem. – Og endnu værre: Min lokale æggemand har utallige gange været udsat for, at vrede mennesker har smadret hans æg og hele boden, hvis de ikke kunne stjæle de penge, de havde forventet at finde!

I det offentlige er det blevet sådan, at når man efter måneders ventetid får en eftertragtet tid til en un­dersøgelse fx på et sygehus, og omhyggeligt skriver det ind i sin kalender, får sin telefon til at give en påmindelse dagen før, tjekker bustider m.m., så man kan sørge for at være der i god tid, alligevel ram­mes af en byge af sms’er, mails og endnu et par sms’er i ugerne, dagene og timerne før aftalen med påmindelser og ikke synderligt høfligt formulerede forslag til, hvordan man kan melde afbud, hvis man alligevel ikke kan komme. – Til sin egen undersøgelse? – Som samfundet afsætter højtuddannede ek­sperter og kostbart materiel til? – For at hjælpe dig med, hvad der nu er galt?

Det samme hos tandlægen.

Og hos Louis Nielsen, det fine brillefirma, hvor man kan få helt nye, speciallavede briller med glas, etui, synsprøve og personlig tilpasning for 850 kr., bare man gider dukke op! – Jeg havde booket en tid til synsprøve og bestilte efterfølgende et nyt par briller. Stor var min overraskelse, da den unge mand, som ellers havde hjulpet mig så venligt igennem hele processen, pludselig bad om pengene på forskud! En uge før, jeg kunne hente det bestilte! – Det forekom meget udansk. – En handel er en byttehandel. En gensidig transaktion. Man betaler ikke, før varen ligger på disken, så man kan se den. – Stolede han ikke på mig? – Hvorfor i alverden skulle jeg tage bussen til byen, gennemgå synsprøve, udvælgelse m.m. og så bare spilde alles tid? Inklusiv min egen? Tror han, jeg er syg i hovedet? – Næh, men det er jo dyre sager, han handler med, og et par specialfremstillede briller kan han ikke lige sælge til en anden, hvis jeg ikke kommer og henter dem, forklarer han.

– Sådan er det blevet.

Også restauranterne klager over de mange ’no-shows’ – Folk, der bestiller bord og så ikke dukker op. – Hvorfor skulle man gøre det? – Er det blevet for nemt over nettet at sidde og bestille alt muligt, hvis man keder sig?

Har vi nu så travlt med os selv, at vi ikke orker lige at ringe, sms’e eller maile og melde afbud i god tid, hvis noget uventet skulle dukke op?

Og er vi blevet så mange og så dårligt opdragede og så selvoptagede, at vi ikke længere gider holde vores aftaler med fremmede?

Ikke lokalt. Ikke endnu, heldigvis. – Jeg ringede til vores fortræffelige Kinagrill og bestilte en menu til os selv og familien. Til næste dag. Til klokken 17. – Det har jeg aldrig gjort før, så de kender mig ikke. Men det er kvikke folk. Næste dag klokken 17.07 da jeg træder ind i butikken, kigger den unge pige på mig: – Lone? spørger hun. – Sushi, fem ruller og and? – Alt stod varmt, pakket og klart, lige til at tage med.

For man kan ikke drive en forretning, hvis man ikke stoler på folk. Og man kan ikke indgå i det menne­skelige fællesskab, herunder handelstransaktioner, hvis man ikke selv er til at stole på.

Men man kan åbenbart godt stille op til Folketinget, Klaus Riskær Pedersen?

Dansk Naturfond

I 40 år har vi haft et barn i Afrika. De senere år piger, fordi vi tænkte, at de måske godt kunne bruge et eks­tra skub hen imod omsorg, respekt, uddannelse og selvforsørgelse.

Vi har aldrig belemret nogen af vores fire børn med breve, brugt tøj, billigt legetøj eller hvem, vi var. Vi har betalt et fast beløb til dem og deres familier hver måned og det samme ekstra til jul og fødselsdag, og så ladet det blive ved det.

Vores afrikanske børn har givet os mange gode stunder, når vi modtog rapporter om deres fremgang i sko­len, om at de havde tilladt sig at købe lidt slik for en lille del af fødselsdagspengene, eller når de havde forladt projektet for at gifte sig eller for at læse videre. – Vi fik indblik i en livsform et andet sted i verden og var glade for at kunne hjælpe.

De senere år er hjælpen dog professionaliseret en del. Vi bliver ringet op af unge, kække ’fundraisere’, der vil afkræve os flere penge … Til hvad? – Vi forsørger et barn og hendes familie i Afrika, skal vi nu også for­sørge danske unge, så de kan sidde bekvemt på deres bagdele og ringe rundt og forstyrre folk? Eller stå på gågaderne og kaste sig over de forbipasserende? – Skal godgørenhed også udsættes for vækst og management? Omgærdes af smarte ord og floskler? Er det ikke længere nok bare at gøre godt?

Hvis man løfter snuden en smule og kigger sig omkring, kan man se, at menneskene klarer sig fint. Indiens befolkning er næsten lige så stor som Kinas nu, Asien stortrives i vækst og industri, og Sydame­rika er kraftigt på vej.

Jeg har set luften i Kina. Verdenshavene sejler i plast og andet menneskeligt affald. Sydamerikas regnskov decimeres betragteligt, mens jeg sidder og skriver. Urskoven i Hviderusland og Po­len køres bort som tømmer. Hver eneste dag uddør flere dyre- og plantearter … Det er menneskene, der klarer sig glimrende og formerer sig uhæmmet, mens selve kloden og dens fine økosystemer er i akut livsfare!

Når vores sidste pige i Benin kan forsørge sig selv, vil vi overlade Afrika til afrikanerne og de effektive kinesere og derefter donere pengene til naturen. Den har brug for al den hjælp, den kan få.

Fx via Den Danske Naturfond: https://ddnf.dk/

Jul 2018

Så er det den tid igen. Paprika Steen har lavet julefilmen ’Den tid på året’ med nok det bedste filmlogo, jeg nogensinde har set – en traditionel, rød julekugle med en tændt lunte i.

For julen er en farlig tid. En tid, hvor alle urovækkende kræfter er på spil i det dagslange mørke. Indefra og udefra. Man sidder der med sig selv og for meget portvin og grubler over ting, man aldrig ville ofre en tanke, når aftnerne er lange, milde og lyse. – Man tænker over tidligere jule, da man var barn, over gode og forfærdelige minder. – Over familien, som ikke ligner dem på julekortene. – Over dem, der ikke længere er her … Og man glæder sig over dem, der er. Over de nye, de små og de begejstrede.

Så lad os da gennemføre med dem i tankerne. Lad os give dem nogle minder, de kan gruble over om 50 år. Lad os rykke sammen med de tussegamle, de trofaste og de tindrende små.

Det er hurtigt ovre. Julen er en fejring af, at året er vendt, og at lyset snart vender tilbage. Til endnu et års­hjul. Til vi Skt. Hans’ aften med bål minder hinanden om, at nu vender året igen. Nogle af os har oplevet det mange, mange gange.

Lønarbejde

‘Why should I let the toad work
Squat on my life?
Can’t I use my wit as a pitchfork
And drive the brute off?’

’Hvorfor skulle jeg lade tudsen arbejde
Slå sig ned på mit liv?
Kan jeg ikke bruge mit vid som en høtyv
Og jage utysket væk?’

(Min oversættelse)

Philip Larkin, “Toads” (1954) – Læs evt. også hans ’Going, Going’, der i 1974 forudser ødelæggel­sen af kul­tur- og naturhistoriske værdier af hidtil uset omfang

Aldrig har vi været så mange mennesker. Aldrig har vi (i vores del af verden) været så rige og på alle måder privilegerede. Alligevel pisker vi os selv og hinanden til at prisgive vores børn og vores sjælero og tanke­virksomhed for at leve op til en gammeldags, pietistisk arbejdsmoral. – Vi skal alle sammen, unge og gamle, mænd og kvinder, syge og raske, forældre og enlige, fandengalemig gå på arbejde et andet sted end hjemme i 37 timer om ugen! Helst mere.

Førhen, da vi levede i mindre enheder ude omkring på landet, havde vi alle, mænd og kvinder, børn og gamle, indlysende arbejdsfunktioner med dyrkning, indsamling og forarbejdning af føde, klæder og tilvirk­ning af brugsting, bygninger og vedligeholdelse, pasning af dyr og samvær med familie­medlemmer og landsby­ens beboere. De allerfleste levede hele livet hjemme eller lige om­kring hjemmet.

I dag har vi store, veludstyrede hjem med al tænkelig komfort, men vi forlader dem i 8, 9 eller 10 af dagens lyse timer for at arbejde for andre et sted, der sommetider kræver timevis af transport frem og tilbage.

Den hollandske historiker, Rutger Bregman* – og mange andre – anser det efterhånden for mere end sand­synligt, at vi ville kunne opretholde en pæn levestandard, der endog tager mere hensyn til klodens overlevel­sesmulighed, ressourcer, dyreliv og natur, hvis vi ville nøjes med at arbejde om­kring 15 timer pr. uge og gav betingelsesløs borgerløn til dem, der ville have det.

Alligevel forlanger vi af os selv og alle andre, fx kvinder fra andre kulturer, at de skal leve et lige så af­stum­pet og stressende liv, som vi hjemmefødninger normalt gør**. Vi lovgiver endda om at tvangsfjerne deres spædbørn og putte dem i vuggestuer! *** – Se, det er formentlig noget nær den uhyggeligste og dårligste strategi, man kan tænke sig, hvis man gerne vil have angstfri, ustres­sede, trygge, veltilpassede børn og voksne, der kan bidrage til samfundet.

Hvorfor er vi i dag så optagede af, at alle mennesker skal have et lønarbejde? – Hvorfor må ingen længere arbejde hjemme og passe deres egne børn, kæledyr, haver, interesser? Hvorfor må man ikke gå i fred og mærke livet, mens man har det? Være tovholder for sin familie? Hvorfor er det su­spekt, at man tager sig tid til børn, naboer, ældre, venner, madlavning, musik, kunsthistorie, filo­sofi, håndarbejde, køkkenhave, tan­ker, naturvandringer? Og holder liv i uddøde villakvarterer, der ellers blot bliver til uforstyrrede og eftertrag­tede arbejdspladser for vandaler og tyveknægte? Som har travlt med at fjerne de værdier, vi har arbejdet så hårdt for at skaffe os.

● Fordi alle skal bidrage? – Men den mor eller far, der tager sig tiden til at støtte, snakke med og opfostre deres egne børn med tålmodighed og kærlighed, giver samfundet psykisk sunde, velstimule­rede og bega­vede – og dermed omkostningsfri – unge mennesker tilbage. Det menne­ske, der har tid og overskud til at yde omsorg og praktisk hjælp til børn, syge, gamle og andre i nær­heden, sparer det offentlige titusindvis, måske hundredtusindvis, af kroner. Også ved at enga­gere sig i nærområdet og organisere frivilligt arbejde. Og den mand eller kvinde på arbejdsmarke­det, der kan komme hjem til god og sund mad, rent tøj, ro, glade børn og et ordentligt hus, yder mange gange mere, end den stressede kollega, der skal hente et sygt barn klokken et og nå at købe ind på vejen hjem. Det er blot en forældet økonomisk, kulturel og kønsmæssig fordom, der til­siger os, at børnepasning, nabohjælp, madlavning og kompetent husførelse ikke er så meget værd, som fx at stille varer på hylder og vaske gulv i en butik.

● Fordi vi selv og vores børn har brug for at se og snakke med jævnaldrende? – Da jeg gik hjemme med min søn, satte jeg en lille annonce i avisen og fandt hurtigt en flok af ligestillede med børn i samme alder, som vi mødtes med, legede med, snakkede med, tog på udflugter med og blev ret gode venner med. Det var ikke svært.

● Fordi der opstår en kønsmæssig slagside? – Men den er der jo i forvejen! – Alle undersøgelser vi­ser, at det stadig er kvinderne, der har hovedansvaret for hjem, familie og børn. Og at de mister en betragtelig del af deres livsindkomst pga. det. Så det er kønsslagsiden, der er problemet, og som vi må koncentrere os om at løse. Ikke selve tanken om, at ikke alle med djævelens vold og magt skal proppes ind i hamsterhjulet – om de så skriger eller synger!

– Og så er det jo ikke længere en selvfølge, at kønslivet skal resultere i nye mennesker. Det er helt i orden, at voksne, ansvarlige mennesker beskytter sig mod befrugtning og lever uafhængige ar­bejdsliv uden at sætte børn i verden. Fysikeren, Stephen Hawking, hævdede, at overbefolkningen var et af menneskehedens væsentligste og mest presserende problemer, som alle andre proble­mer stammede fra: klimaforandringer, sult, forurening, flygtningestrømme, krige osv. **** Så hvis vi ikke kan sørge or­dentligt for vores børn, fordi vi har vigtigere ting at bruge vores tid på på arbejde, så ville vi gøre både børnene og kloden en stor tjeneste ved at lade være med at formere os.

Det er i vores kulturkreds blevet en selvfølge, at vi alle skal bidrage ved at arbejde for fremmede uden for hjemmet. Noget, som kun de allerlaveste samfundsklasser var nødt til førhen. Lønarbej­det har slugt os, vores tid, vores børn, vores tanker, vores sociale liv og hele vores familie.

Jeg kan forstå, at selvstændige, der opbygger en virksomhed af en eller anden art, synes, at det er både sjovt, spændende og vigtigt. Arbejde og fritid synes at gå i ét, og man knokler en vis legems­del ud af buk­serne, fordi det er ens eget, og fordi det er velgørende og meningsfuldt at bygge no­get op.

Jeg forstår mureren, tømreren, mekanikeren, teknikeren, der har fået en god, faglig uddannelse og gode kollegaer, at han møder på arbejde hver dag og ser et hus, et tag, en bil eller en elektro­nisk dims tage form og fungere. Det må være en stor tilfredsstillelse.

Og jeg forstår ledere, forskere, lærere, læger, præster og journalister, der har spændende, og ofte uforståe­ligt vellønnede, jobs, som giver dem meget social anerkendelse for en forholdsvis beske­den daglig indsats, at de (for det meste) møder glade ind hver morgen. – Ingen snavsede fingre, platfødder, åreknuder og ømme rygge der …

Men jeg forstår ikke den mor til et eller flere små børn, der afleverer dem grædende til fremmede for at pendle et sted hen og passe ANDRE folks børn en hel dag … Det er jo absurd!

Og hvem sidder henne i folkeskolen og drømmer om at tilbringe sit liv med at skære døde fisk el­ler svin i småstykker på akkord? At pakke en milliard søm i små poser? At passe andres telefoner, syge eller gamle?

Hvis vi vil bo, dvs. fx leje en lejlighed eller købe et hus, er vi nødt til at have en indtægt af en vis stør­relse. Det er vilkårene. Man kan ikke leve uden at bo i dette kolde land. At ligge i en sovepose på en rist inde i midtbyen er ikke et attraktivt alternativ.

Så vores bolig er den første og største slavering om vores hals. Vand, varme og strøm, inventar, bi­ler, elektro­nik, tøj, ferier, mad og fester er andre tunge ringe, og til sidst ligner vi disse indfødte kvin­der, hvis girafhalse, båret oppe af tunge messingringe, strækker sig langt op over skuldrene. – Ifølge myten falder deres halse simpelthen sammen og kvæler dem, hvis ringene fjernes. – På samme måde falder nogle menne­sker helt sammen, hvis de skulle blive fyret fra trælleriet på fjerkræslagteriet eller på kontoret.

Den måde, folk normalt indretter sig på, er, at to mennesker, begge med uddannelser og job, slår sig sam­men i en bolig. De skal begge have en bil og pendle en eller flere timer mellem bolig og ar­bejde to gange hver dag. Børnene bliver afleveret til institutioner. Familiens syge og gamle i andre in­stitutioner. Kæledy­rene må skøtte sig selv alene i ni – ti timer pr. dag. Både voksne og børn (og dyr) er stressede og lever i åre­vis på kanten af, hvad de psykisk kan klare.

Der er ikke mange økonomiske fordele ved at begge parter i en børnefamilie arbejder ude, for bi­ler, benzin, institutionspladser, rengørings- og havehjælp og fastfood er dyrt. Det er syge og triste børn og skilsmisser også.

Lønarbejdet er kommet for at blive. Vi kan ikke alle 7,5 mia. mennesker bo idyllisk ude på landet og lave tv-udsendelser om vores enlige ko og lille bygmark, som ’Bonderøven’ gør det.

Og udsigterne til borgerløn, som en lille kompensation til alle de tjenstvillige baglandspersoner, er vist lange.

Men måske kunne man, med en let omskrivning af Jacob Haugaards kendte citat give lønarbejdet – ikke til de syge, men til dem, der kan tåle det, og som synes, det er sjovt. – Så kunne den tapre ar­bejder M/K få tildelt et forsørgelsesfradrag for hver voksen og barn, han/hun påtog sig underhol­det af, og så blev det be­løb en slags løn til den hjemmearbejdende, familie- og kulturbæ­rende person. – Og der er ingen grund til at skrige op over det. – Der foregår i forvejen en næsten utænkelig stor mængde ulønnet og upåskønnet ar­bejde rundt om i de små hjem, både pæredan­ske og indvandrerhjem. Arbejde, der udføres af mødre, fædre, bedsteforældre, tanter, naboer, og som friholder samfundet for masser af ressourcer til fx pasning og pleje af børn, syge og gamle, ind­køb, transport, specialundervisning, kriminalforsorg, sundhedsydelser o.m.a. Og alle disse frivil­lige fuldtidshjælpere får ikke engang, hvad der svarer til den pauvre aflønning af en filippinsk au pair. Og da slet ingen respekt.

Hvorfor kan vi ikke unde hinanden lidt tid? Når det tilsyneladende kommer alle til gode?

Vores samfund er i min levetid blevet meget intolerant. Vi kan ikke længere bære, at nogle menne­sker er anderledes, klæder sig anderledes eller lever en smule anderledes, end vi selv gør. – Men vi har brug for udenforstående, for de skæve eksistenser, for eremitter, sensible kunstnersjæle, livsnydere, hellige mænd og kvinder, der kan se på samfundet udefra og give alle dem, der åndløst styrter rundt inde i trædemøllen, et tankefuldt og måske korrigerende blik.

De allerfleste hopper, til min store undren, selv og ganske frivilligt derind i stedet for at sove længe, pjatte med ungerne, tage på skovtur og derefter sætte en suppehøne over på simreblus en hel eftermiddag, mens duftene breder sig i huset … Hvorfor?

Pga. det store sociale pres?

Fordi vi er så pressede, både i barndommen, i ungdommen, under uddannelse, som forældre og på arbejds­markedet, at vores hjerner rammes af stress, så den ikke fungerer, og så vi ikke kan fore­stille os at gøre andet end det, vi plejer at gøre og det, som forventes af os?

Måske fordi vi som menneskedyr er født med en grådighed, der gør os afhængige af lønarbejde og alle de materielle goder, det kan skaffe os: Når vi først har fået hus, bil, ferierejser, tøj, smykker, ure og kostbare møbler, så vil vi have flere huse, biler, ferierejser, tøj, smykker, ure og kostbare møbler … Det får aldrig ende.

Det er, som om vi tror, at livet er et spil, hvor den, der har mest, når han dør, har vundet. Men så­dan er det ikke. Tværtimod. Den, der har mindst tilbage, vinder til sidst. For vi kan ikke tage det med os.

Jeg skulle hilse fra planeten Jorden og spørge, om vi ikke alle sammen lige skulle tage at slappe lidt af?

* https://www.rutgerbregman.com/

** Politiken d. 11. Nov. 2018 Https://politiken.dk/indland/art6834136/flygtningekvinder-aktive­res-halvt-s%c3%a5-meget-som-mandlige

*** https://www.fyens.dk/indland/Boern-fra-udsatte-omraader-skal-i-tvungen-vugge­stue/artikel/3259145 & https://videnskab.dk/kultur-samfund/forskere-vuggestue-tvang-i-ghet­toer-er-et-risikabelt-eksperiment

**** https://videnskab.dk/kultur-samfund/stephen-hawkings-4-vigtigste-advarsler-til-menneskeheden