Historie- og tankeløshed: Honning er ikke det nye søde. Honning er det ældgamle søde. Det var det eneste søde, vore steppelevende eller huleboende forfædre kunne få fat på igennem hundredetusinder af år.
● Alder er et overvurderet gode.
● Somme tider tror jeg, at alle vi husholdende, semiprofessionelle edderkoppejægere er godt og grundigt til grin, og at det er de samme fem, listige husedderkopper, vi jager hver eneste dag. Om natten kravler de så ud af støvsugeren igen og sætter sig godt til rette oppe i hjørnerne, som om intet var hændt.
● At fjerne kropsbehåring, så voksne, kønsmodne mennesker fremstår som præpubertære børn, er en ny praksis i Nordeuropa. Herodot, som levede ca. 484 – 425 f.v.t., beskrev fænomenet som en del af de egyptiske præsters ritualer, og fund af rageknive tyder på, at det allerede da længe havde været udbredt i nordafrikanske kulturer. Måske i bestræbelsen på at opnå højere hygiejne i et varmt klima og måske for at markere afstand til menneskets behårede beslægtede dyrearter. I dag er det helt almindeligt, at arabiske og mellemøstlige kvinder fjerner al kropsbehåring, selv om mange af dem er indhyllede i heldækkende, sorte telte, når de færdes ude. Med globalisering og indvandring er skikken nu bredt ud, så de førhen så naturlige og frisindede skandinaver, som i moderne tid ikke har de store hygiejniske problemer, nu også mobber hinanden ind i de hårløse småbørns fold. Nu venter vi bare på de sorte telte …
● Der er det fine ved slankekure, sund livsstil, motionsforsætter og beslutningen om at ville være et bedre menneske, at man får en splinterny chance, man kan forspilde, foræret hver eneste morgen.
● I disse år gør de offentlige arbejdsgivere, stat og kommune, det komplet umuligt for en masse mennesker at udføre det arbejde, de er ansat til at udføre. Det gælder i plejesektoren, sundhedssektoren, undervisningssektoren, forvaltningen … med det forudsigelige resultat, at folk mister arbejdsglæden, melder sig syge og går ned psykisk, hvilket er stik imod hensigten, som var at opnå besparelser.
● De unge føler sig modige, når de prøver elastikspring, rejser til Sydamerika, hopper i vandet fra kajen, kører hurtigt på knallert … Men de gamle, der sidder helt alene og ser deres ægtefælle og venner dø langsomt af kræft, og som selv har smerter og forskellige sygdomme og stirrer døden lige ind i øjnene hver eneste dag, er de virkeligt modige.
● Man orker ikke at gå til læge med sine skavanker. Hvis lægen ikke kan finde ud af, hvad man fejler, får man at vide, at man er hysterisk og bliver tilbudt hormoner, lykke- eller nervepiller. Hvis lægen godt kan stille en diagnose, men ikke kan gøre noget ved det, får man at vide, at det er ens egen skyld, fordi man spiser mad, ryger, drikker eller glemmer at gøre sine øvelser.
● Hvilke træk er vigtige for at komme forrest i køen til at parre sig og stifte familie?
For kvinder er det ungdom og frugtbarhed signaleret ved:
- Langt, tykt og glansfuldt hår
- Glat, hårløs og rynkefri hud
- Store øjne
- Røde kinder og ditto fyldige læber
- Store bryster
- Smalt liv, brede hofter, pæn røv og lange ben
Og hvad går kvinder ifølge dameblade og andre reklamemedier stadig mest op i? − Hårmode, hårfjerning, shampoo, hårextensions, botox o.l., makeup, plastikkirugi, slankekure, kost, træning, modetøj og højhælede sko. − Nogen nævneværdig hjerneaktivitet er ikke påkrævet.
● Da vi var børn, havde vore forældre hverken tid eller penge. Da vi havde børn i fattigfirserne, havde vi masser af tid, men ingen penge. Nu har forældre masser af penge, og ungerne får alt muligt overflødigt ragelse og bliver klædt ud som prinser og prinsesser, men de ser sjældent en voksen og må klare sig, som de bedst kan, i konkurrence med job, kærester, venner, fritidssysler, mobiltelefoner, Facebook og tv i bevidstheden om at være kun overfladisk tålte, som hundehvalpe, men dybt uønskede og i vejen.
● Man forstår jo ikke, at folk gider gennemleve lufthavnshelvedet og snæver, ukomfortabel flytransport i timevis to gange bare for en enkelt weekend, hvor lang den så end er.
● I de fleste andre, civiliserede lande har man for længst indset, at anonym sæddonation aldrig kan være barnets tarv. At skabe børn uden biologisk forhistorie blot for at opfylde en luftig forældredrøm for selvcentrerede barnløse i de rige lande regnes som forkasteligt. Undtagen i Danmark, som har gjort anonym sæddonation til en givtig forretning.
● Folk har det med at gå i feriepanik. En klog forsker kaldte det fritidsproblemet. I virkeligheden er det unaturligt ikke at lave noget, så mange mennesker går i panik, hvis der er udsigt til to-tre ubesatte dage. Og så begynder de at konkurrere, både på vejr og destinationer: ’Hvor skal du hen? Vi skal til Lalandia/Caribien’. Og knap har de transporteret sig langt væk til et varmt land, før de er online på samtlige platforme med vigtige meddelelser til alle de stakkels tilbageblevne, så som: ‘Drinks’ne er sgu’ gratis!’, ’Vandet er 28°!’ og ’Regner det hjemme?’
● Hvad er der sket med tiden? − Et sandt Helvede bryder løs, hvis man fanger en fodboldspiller med en smøg i munden, en kvinde med hår under armene, en mor, der bager en sukkerholdig kage til sine børn eller en mand, der sidder fredsommeligt i sine egne tanker på en trappesten over for en børneinstitution. Bare at være tyk eller ufiks er nok til at udløse kollektivets fordømmelse … PH ville have pisket os med glødende skorpioner, hvis han havde oplevet en så forhudsforsnævret, fordømmende og puritansk indstilling hos sine landsmænd.
● Man kan ikke opdrage på nogen, hverken hunde, heste, børn eller ægtemænd, efter skemaer eller opskrifter. − Kun, hvis man oprigtigt holder af dem og vil dem det bedste, og de mærker og forstår dette, kan man forsøge at påvirke dem.
● Helte og helgener:
I følge Edward O. Wilsons bog, ’The Social Conquest of Earth’, er vi mennesker udstyret med to modsatrettede, nedarvede overlevelsestræk, opnået gennem genetisk udvælgelse: Det individualistiske og det kollektive.
Vi har altså træk, der gavner os selv, og vi har træk, der gavner kollektivet, familien, stammen, samfundet, helheden. Det er pudsigt, at det i alle moderne demokratier synes, som om befolkningerne er delt midt igennem i en venstrefløj, der arbejder for helhedens velfærd, højere skatter til fordeling og sundhedsordninger, og en højrefløj, der arbejder for mest mulig selvbetaling og selvbestemmelse (sjovt nok undtagen fx retten til abort, fri religionsudøvelse og homoseksuelle ægteskaber), lavere skatter og nogle steder imod indvandring og for retten til at bære våben.
Ved valgene svinger det gerne frem og tilbage mellem disse to fløje.
Vi svinger også hver især mellem de to tankesæt: Vi ønsker gode sundhedsordninger og gode veje, men vi snyder i skat, hvis vi selv kan opnå en lille, risikofri gevinst.
Det er praktisk, at der er folk, der vil drage i krig, slå andre ihjel, plyndre og rage til sig for at sikre stammens ressourcer og sikkerhed. Og det er praktisk, at andre går i døden for en idé eller uegennyttigt plejer de syge, sårede og døende.
Vi er groft sagt delt i helte og helgener, men de fleste er lidt af begge dele. Skismaet består i enhver gruppe, i ethvert land, men også inde i det enkelte individ.
● Det er stadig overvejende mænd, der designer huse, køkkener, vandhaner, wc’er, ovne og alt muligt andet … og kvinder, der skal gøre dem rene.
● Førhen kunne man ikke udholde de mange dyreudsendelser i tv, fordi de altid handlede, ikke om dyr, men om kække mandfolk i skovmandsskjorter, bukser med mange lommer, jeeps og gummispeedbåde, som på det skammeligste efterstræbte de stakkels dyr og udstyrede dem med kluntede halsbånd, gule plasticmærkater, hæmmende fodringe eller tunge kasser, så de kunne spores. − Nu er dyreudsendelserne ulidelige, fordi de først sentimentaliserer de små kræ, for derefter at vise truende billeder af menneskabte dæmninger, landbrugsmaskiner eller træfældningsaggregater, der uundgåeligt og hjælpeløst varsler de små søde dyrs snarlige undergang.
● Er jeg det sidste nulevende menneske, for hvem tanken om løse organer, udtaget af hjernedøde medmennesker og indopereret i andre, forekommer frastødende? − Som ikke forstår, hvordan man kan leve med bevidstheden om at have et dødt menneskes indvolde i sig? − Som endnu ikke er ramt af økonomi- og markedstænkning, når det handler om menneskelige organer set som reservedele? Og som ikke betragter sig selv som så enestående, at man fortjener at leve videre på bekostning af de dødes værdighed, integritet og gravfred? − Eller endnu værre: På bekostning af fattigere medmennesker. Man tør jo ikke tænke på, hvilken situation et menneske befinder sig i, når det forekommer at være en løsning at sælge et organ. Eller hvilken selvoptaget kynisme, der ligger bag, når man er køber til et andet menneskes organer.
● Jo ældre man bliver, jo dårligere syn man får, jo flere nisser ser man.
● Forældres indædte og uforståelige modstand mod skolemad og heldagsskole må skyldes, at de ikke ser realiteterne i øjnene og gerne vil bevare i det mindste SKINNET af, at de selv tager ansvar for deres egne børn. For om børnene får frisk, fælles mad i stedet for en flad, individuel madpakke, eller om de forbliver på skolen i endnu et par timer i stedet for at gå hen i en underbemandet SFO, kan vel overordnet set kun opfattes som forbedringer af børnenes hverdag, som det er galimatias at kæmpe imod? − Men naturligvis kan disse tiltag opfattes som nedskrivninger af forældrenes ansvar, men det ansvar har forældrene jo allerede udliciteret til fremmede, professionelle børnepassere mange, mange år før, børnene overhovedet satte deres ben i skolen.
● Min kære mand mener, at hvis man skulle opfinde ’mågen’ i dag, ville man helt sikkert foretrække en udgave uden lyd.
● Selvoptagethed alene gør ingen til kunstner.
● Som alle invalider hæger han om sine lidelser og sørger for at få mest muligt ud af dem.
● Man kan næsten ikke slå sig frem i skovene længere. Det er slut med stilfærdige vandreture i det grønne. Nu skal vore få tilbageværende naturområder udnyttes til det yderste, som var de udelukkende skabt til folks selvoptagede træningsprojekter: Stierne slides af prustende, svedige og pirrelige motionister, der med propper i begge ører løber eller cykler hurtigt igennem alt det ’naturlige’, og hvis man ikke hummer sig i en fart, får man det omgående at vide.
● Man skulle ikke tro, at folk kunne lide at være hjemme. Alle de skønne samtalekøkkener, alt det fine, kinesiske granit, designermøbler og wellnessbadeværelser er totalt spildt. Det eneste folk tænker på, hvis de kommer til lidt penge, er at komme ud at rejse. Lige meget hvor! De vil bare væk…
● Hvis man ikke skal bære nag, men se at komme videre, hvorfor så rejse mindesten for de faldne? Holocaustmuseer? Enorme og kostbare museer for afroamerikanere, hvor man svælger i slaveskibe, lænker, KKK m.m.? Krigsmonumenter?
● Flokdyr og kommunikation: På samme måde, som man siger, at én høne er ingen høne, fordi en hønes adfærd kun giver mening, når den befinder sig i en flok med andre høns, således bør man også sige: Ét menneske er intet menneske, for et menneske, der er helt alene og derfor ikke kommunikerer med sprog eller tegn, er intet menneske, for det opfattes ikke og kan ikke opfatte sig selv. Fordi vi er flokdyr, som hunde, høns og lemminger er det, giver vores adfærd kun mening, hvis vi tænker os, at der findes andre mennesker. Andre mennesker har krav på os og er vigtige for os. Først vore nærmeste, derefter alle andre. Derfor har fx dørklokken og telefonen fortrinsret, selv når du i forvejen sidder i godt selskab. Og derfor er fx Facebook, mobil, sms’er og mailboks så vigtige for os: Det er tegn på, at andre mennesker vil os noget, og når vi selv bruger disse medier, rækker vi ud efter andre. Angler efter synlighed og anerkendelse i flokken.
● De første mange, mange år af ens liv går man blot rundt og venter på, at man bliver stor nok, voksen nok, så livet kan begynde. Og så lige pludselig går man rundt og spekulerer på, hvor det hele i grunden blev af?
● Det er jo indlysende, at hvis alt det interessante og dejlige, folk skriver på Facebook, at de laver, virkelig var så interessant og dejligt, så havde de hverken tid til eller behov for at sidde og skrive om det.
● Der findes ikke længere indsigt i, og dermed skam over, egen uvidenhed. Mennesker af alle slags klør påståeligt på, og deres dumhed og uvidenhed synes informationsresistent. De yngre aldersklasser er vokset op med troen på, at alle er lige og har lige ret til at ytre sig, og at alt er lige godt, og det tror de så på. Heraf følger det enorme dyk i kvaliteten af offentlige ytringer, både hvad angår ortografi, typografi såvel som det (manglende) tankemæssige indhold.
● De ar, man pådrager sig i barndommen, heler nok, men smerter altid.
● Vi er alle i egen indbildning små prinser og prinsesser, som sælgere af enhver art forsøger at smigre, så de kan prakke os mere unødvendigt ragelse på. Du fortjener det. Luksus. Velvære. Unik. Skriger de om deres underlødige, hastigt sammenflikkede, ubehagelige masseprodukter. Vi programmeres til at sætte forbrug af ligegyldigheder i stedet for samvær med vore børn, øvrig familie, ægtefælle og venner. Vi anskaffer os børn og hunde, men har ikke selv tid til at tage os af dem, så vi lader andre ”passe” dem for penge. Passe. Passe. Passe. Ingen skal passes. Hvad er det for en pervers tankegang? Hverken hunde, børn eller ældre mennesker skal passes. De skal respekteres og modtage den omsorg, de har behov for. − Penge. Penge. Penge. I stedet for tid, ægte omsorg og kærlighed.
● Livet er som et dukkehus: Når man først er færdig med at indrette det hele, gider man ikke lege med det mere.
