Kategori: Erindringer

Naboer

Pludselig kom jeg til at tænke på gamle Thomas.

Op gennem firserne boede jeg med min lille søn i et hyggeligt rødstensrækkehus. Husene var arrangeret rundt om et torv med gadelygter, kastanjetræer og en stor sandkasse, hvor ungerne kunne lege i timevis, mens mødrene holdt øje fra køkkenvinduerne. I de små haver var der dårligt plads til andet end et bord og fire stole, og hver gang et af vore spinkle æbletræer nåede op over hækken, blev vi bedt om at skære det ned, hvilket vi naturligvis omgående gjorde, så det ikke skyggede for naboens terrasse.

Vi fik mange gode venner i husene omkring torvet, både sønnike og jeg. Nogle af dem ser vi regelmæssigt endnu her godt 25 år efter, men gamle Thomas eksisterer formentlig ikke mere.

Han beboede huset på torvets hjørne, og i sin forhave dyrkede han jordbær, som han i sæsonen solgte til os andre. På sin elektriske, trehjulede knallert kørte han rundt og falbød bakker med bær, og han kunne godt blive studs, hvis man ikke købte af ham. Nogle blev ligefrem bange for ham, når han sådan højt råbende kom trillende op til ens hoveddør.

Der var jo ikke meget plads til decideret at anlægge jordbærmarker i Thomas’ smalle forhave, så han begyndte at tage torvets brosten op for at udvide bedriften. Hvert år flyttede han sin hæk sådan cirka en halv meter ud, og genboen fortalte, at han havde set Thomas annoncere med brosten i Den Blå Avis … Vi smilede blot og rystede på hovederne; der var ikke én af os, der ikke undte Thomas gartnerivirksomheden og et lille tilskud til folkepensionen.

Stor var alligevel vor forbløffelse, da Thomas efter en årrække indsendte en klage til bestyrelsen over, at man fuldstændig umotiveret – og uden hans vidende, formentlig i nattens mulm og mørke – havde anbragt en stor, generende og pladskrævende gadelygte inde midt i hans forhave.

Tørklæder

Blog Image

1981: Min farmor med sit første oldebarn i haven en forårsdag. Hun kunne ikke drømme om at gå ud uden hat eller i det mindste et tørklæde.

Det er så tåbeligt et emne, at jeg længe har forsøgt at lade være med at gå ind i diskussionen og blot har ventet på, at det drev over af sig selv, men når nu også Villy Søvndal begynder at mene noget om andre menneskers påklædning og kaster yderligere kvas på det ubehagelige heksebål, er nogen nødt til at træde på bremsen.

Det var det samme med Muhammedtegningerne. Man forsøgte at sælge ren chikane af en udsat befolkningsgruppe som et slag for ytringsfriheden. Det var virkelig ondsindet gjort! Ja, vi har ytringsfrihed, men det første vi lærer vore børn, lige så snart de har lært at tale, og når de til familiefesten højlydt råber, at onkel Børge har en stor, grim næse, det er at holde deres mund, med mindre de har noget pænt at sige. Man sårer ikke folk unødigt. Der er ytringsfrihed, men ikke ytringspligt. (Se evt. http://www.loneandrup.dk/research.htm )

Vi skal naturligvis ikke blande os i folks påklædning! Det er en ren hetz mod muslimske kvinder! Hvis vi endelig ville mene noget om, hvordan andre mennesker går klædt, så var det da mere oplagt at kaste sig over danske teenagernes uanstændigt bare maver og lavtsiddende bukser, der på obskøn vis lader underbukserne fornærme andre i det offentlige rum. Eller metaltingeltangel i næser og ører, tatoveringer eller hvide sokker i sanddaler? Hvorfor nydelige og særdeles anstændige tørklæder?

Min farmor, født 1900, kunne ikke drømme om at gå ud med skraldespanden uden at tage et tørklæde om sit hår. Når hun skulle ned til købmanden var det iført hat og handsker. Når hele højrefløjen, Kvinder for frihed (?) og Villy Søvndal nu begynder at råbe op om tørklæder, så viser det en eklatant mangel på historisk og kulturel forståelse. Der er ingen logik i den hetz.

Hvis man går en tur eller kører med taxa i London, møder man uvægerligt sikher med turban. Endnu har jeg ikke hørt påstået, at disse nordindiske mænd er udsat for undertrykkelse, fordi de dækker deres hår af religiøse eller kulturelle årsager. Hvorfor skulle dette argument så gælde for muslimske kvinder?

Den korteste vej til frigørelse for alle, også muslimske kvinder, er gennem uddannelse og job. Hvis man pga. af deres påklædning udsteder berufsverbot, så er man da helt sikker på at holde dem i undertrykkelse! De danskere, der skingrer op om, at de vil frigøre tørklædebærende kvinder, bør undersøge deres egne motiver grundigt. Der er intet rimeligt forhold mellem sagen og den energi, den bliver fremført med.

Og at formanden for SF, der ellers i min optik var ved at placere sig som det nye Socialdemokrati, nu løber med på antidemokratisk forfølgelse af et kulturelt mindretal, minder mig om en lille dreng, der har fået alt for meget opmærksomhed og som råber mere og mere absurde ting endnu højere i ren overgearethed.

Hvad skal denne tankegang ende med? Tørklædepoliti på alle offentlige steder? Vi er et land i krig. Vore ambassader bliver bombet, vort flag afbrændt. Konturerne af en alvorlig global fødevarekrise og økonomisk afmatning er ved at tegne sig. De offentligt ansatte strejker. Sygehusvæsnet, uddannelserne og det kulturelle liv er undergravet efter en årrække med VKO-flertal. Hold nu kæft med de tørklæder og koncentrer jer om noget konstruktivt!

Julegæsten

Blog Image

Julen er børnenes fest. Der er ikke meget sjov ved at stable hele julescenografien op for kun to midaldrende voksne, heller ikke selv om man tilføjer en enkelt kommenterende bedstemor i et hjørne. Hvis der ikke er børn, der løber om benene på en med forventningsfuldt funklende øjne, mister den danske jul sin berettigelse og bliver blot endnu en dato midt i en uhyggeligt mørk tid.

Børn er i det hele taget en gave til det voksne menneske. På utallige leder. Men først og fremmest, fordi man slipper for at gå og tænke så meget på sig selv. Det er som oftest en befrielse at kunne koncentrere sig om pleje- og opmærksomhedskrævende andre, i stedet for at gå og pille i sine egne små bobler af fornemmelser og ligegyldige behov. – I mangel af småbørn kan jeg til enhver tid anbefale en hund.

Selv en halvvoksen, hormonforstyrret knægt med alle sine kejtede forbehold værdsætter julens ritualer, stemning og lugte, specielt hvis sandsynligheden for, at det eftertragtede computerspil ligger smukt indpakket under træet, er høj.

Sønnike var i udlandet. For første gang i hans 19 leveår skulle vi holde jul hver for sig. Begge parter tog det fattet som en ny oplevelse. Vi havde herhjemme forberedt en stilfærdig og hyggelig jul for voksne med kun de allermest påkrævede elementer: træet, naturligvis, en gås, ris á la mande og enkelte, små pakker, flest til hunden.

Året før havde jeg anskaffet mig en lille hønseflok, som jeg var meget optaget af. Kønne Orpingtonner, tykke, vraltende madammer i brusende strutskørter og en lidenskabeligt opvartende hane som kavaler. Juleaftensdag om morgenen, dvs. da det ved nitiden begyndte at lysne en anelse, gik jeg som sædvanlig ud og åbnede for de utålmodige høns, der trippede for at påbegynde deres haverunder. Jeg strøede korn på terrassen, gav dem rent vand og ordnede hønsehuset, så det var lækkert, når de skulle ind på pinden igen. Alt sammen en daglig rutine …

Men så, da jeg drejede om et hjørne, fik jeg pludselig øje på den, fasanen, eller hvad han nu var, som i overdådig fjerdragt lyste op midt i mit kuldslåede, brunlige rhododendronbed. Aldrig havde jeg set en sådan skabning før. Det var ikke en almindelig fasan, men noget langt mere storslået og farveprægtigt. Hoved, hals og krop lyste i metallisk grønt og blåt. Ned langs nakken og ud over den knap meterlange, slæbende hale lå et dækken af perletunget, sortkantet sølv. Bag øret og omkring halen stak klart orange fjerduske frem. Han var majestætisk i hele sin fremtoning: Fuldkommen rolig hilste han med et blink af det ene øje.

Min første tanke – man er vel hønseejer – var, at han måtte være sulten og forkommen, så jeg strøede korn og satte vand til ham under rhododrendronerne. Men han var ikke forkommen og ikke synderligt interesseret. Så tænkte jeg, at mine dejlige, unge høner havde lokket ham til, men dem værdigede han heller ikke mange blikke. I ophøjet ensomhed og med passende afstand spankulerede han efter mig rundt i haven, mens jeg gjorde mig færdig og til sidst hængte juleneg op til de vilde fugle.

Min mor, som er pensioneret skolelærer, skyndte sig at identificere julegæsten ved hjælp af husets opslagsværker: En diamantfasan fra Sydkina. Jeg ringede til de to fjerkræopdrættere i nærheden, jeg kendte, og som jeg vidste af og til havde fasaner i deres volierer, og spurgte, om de manglede en fugl? Da jeg beskrev udseendet, kunne de med det samme afvise, at de, eller nogen de havde hørt om i området, nogensinde havde haft sådan en.

Jeg spekulerede og spekulerede. Hvor kom han fra? Hvordan havde en så spraglet, langhalet og på alle måder upraktisk påklædt fasan overlevet vinteren indtil nu på fri fod og med en skov fuld af ræve lige ovre på den anden side af vejen? Hvordan var han kommet over hegnet? Hvad ville han i min have?

Det var sådan en dunkelt diset juleaftensdag, hvor det aldrig rigtigt når at blive lyst. Vi udførte vore uden- og indendørs gøremål og kiggede af og til ud for at overbevise os om, at han stadig var der. Det var han. Jeg lod døren til udhuset stå åben, lagde lidt halm, stillede korn og vand frem, så han havde et sted at sove trygt i julenatten, men da hønsene ved firetiden var gået til ro, da mørket havde sænket sig, da nabokirkens klokke begyndte at kime julen ind, og jeg gik i stuen og pyntede træet, da sad han lige uden for det store terrassevindue og betragtede mig.

Så ringede sønnike fra Paris. Jeg glemte fasanen for at ønske ham glædelig jul. Derefter gennemspillede vi en juleaften, som vi plejer …

Næste morgen var gæsten pist væk. Jeg kunne ikke se spor af, at han havde overnattet i udhuset eller andre steder i haven. Og så var det, jeg kom i tanke om, at jeg overhovedet ikke havde taget et billede! Jeg, der ellers færdes alle vegne med et kamera og endda sover med et under hovedpuden – næsten.

Glædelig jul!

Udsnit af siden om fasaner i Lademanns leksikon fra 80’erne. Vi var alle enige om, at vores julegæst var den nederste til højre, en diamantfasan.

Mobiltelefonen

Blog Image

Som børn drømte vi om den, den håndholdte kommunikationsterminal, da vi trak konservesdåser forbundet med snore tværs over villavejen, dengang i begyndelsen af tresserne, efter udførligt illustreret opskrift i Anders And. Nogle år senere fik lillebror – Oh jubel – et walkie-talkiesæt i julegave, og vi rendte rundt om huset med hver vores sorte, kolde, batteridrevne plasticdims og skreg: – Kan du høre mig? Hvor er du? Hvad laver du? – Og det var slet ikke nødvendigt med apparater, for vore ophidsede stemmer skar gennem frostnatten.

De samme begavede spørgsmål simrer i luften, alle vegne hvor jeg færdes i dag. – Kan du høre mig? Hvor er du? Hvad laver du? Lyder det i bussen, toget, på gader og stræder, i supermarkedet og sågar til festaftner og alle sammenkomster med familie og venner.

Og jeg ville ikke undvære min lille Nokia for noget! Det er endegyldigt slut med at sidde inde i timevis og vente på, at nogen ringer tilbage. (Hvilket de i parentes bemærket sjældent gør.) Slut med at forestille sig, at alle de vigtige opkald kom, mens jeg var væk. Slut med at stå og fumle med mønter i en kold og som oftest ødelagt telefonboks med smagen af bakelit og metal i munden længe efter, og slut med at efterlyse ægtefællen over højttaleren i byggemarkedet, fordi han har fortabt sig i udvalget af skruer bag en reol nede i det fjerneste hjørne. – Jeg kan bare ringe!

Det er også en stor tryghed at mærke den lille, grå dims i lommen på vej hjem i mørke nætter. Dybt inde i skoven, når noget pludseligt springer i højre knæ. På natbordet, når hunden klokken tre om morgenen slår alarm.

Måske savner jeg fællesskabet omkring den gamle fastnettelefon, når kaldene til og fra familiemedlemmer gjaldede ud i huset: Der er telefon! Men ikke meget. Det var som oftest mig, der måtte agere både telefonsvarer og sekretær.

Min lommetelefon kan også fungere som kort-beskeds-service. Hvis jeg ikke gider snakke med folk, men gerne vil give dem en kort besked, som f.eks. at aftalen på onsdag står ved magt, sender jeg bare en SMS. Hvis jeg tror, at folk er på arbejde eller optagede på anden måde, skriver jeg: Ring, når du får tid! Og min egen terminal er for det meste åben for indkommende livstegn fra unge veninder, niecer, børn og børnebørn.

Den eneste bekymring, et ældre sprogmenneske kan have, er den systematiske ødelæggelse af vort modersmål, som mobiltelefonernes fladpandede teknologi fører med sig. I mere end ti år har vore børn og unges væsentligste skriveindsats været på mobilen, og den kan stadig ikke hverken genkende eller acceptere sammensatte navneord. – Har du nogensinde prøvet at skrive f.eks. „Kanelsnegl“? – Deraf kommer, at ingen under 40 i dag kan skrive et korrekt dansk, således at der i mange tekster, selv officielle, journalistiske eller fra store, velrenommerede firmaer, optræder meningsforstyrrende og irriterende passager á la SMS: Små salgs salærer, annoncerer en ejendomsmægler, som jeg i hvert fald ikke tør bruge!

Der må da sidde en smart ingeniør et sted derude, der omsider kan tilpasse SMS-ordbøgerne til dansk? Jeg hjælper gerne.

Valgdag!

Blog Image

Folkestyrets festdag

Har lige været henne og sætte mit kryds. Satte det der, hvor jeg plejer. Min politiske overbevisning blev grundlagt tidligt. Oldefar var arbejderformand på Fredericia Havn. Farfar skræmte søstre og kusiners generte kærester ved at råbe: „Er du i fagforening?!“

På grund af almindelig uorden, magtkampe, selvpromovering, pinlige forsøg på at være ung med de unge, valenhed og stemmefiskeri har Socialdemokraterne dog mistet deres humanistiske profil. De har ikke taget afstand fra overgrebet på Irak. Fra den umenneskelige internering af denne krigs ulykkelige ofre i vort eget land. Fra VKO-regeringens systematiske ødelæggelse af Danmarks ry i omverdenen ved at skære ned på, eller omdirigere, Ulandshjælpen, ved deres meningsløse provokation af herboende, fredelige muslimer og ved deres inhumane behandling af nødlidende medmennesker, der søger mod tryggere vilkår i dette iskolde land.

VKO-regeringens ødelæggelser omfatter også sundhedsvæsnet: – Jeg lå med voldsomme galdestenssmerter flere gange i op til fem timer, før en bister vagtlæge nødtvungent dukkede op. Jeg blev indlagt på en overfyldt og snusket hospitalsstue, hvor gamle, kræftopererede kvinder lå og kastede op om natten, uden at nogen reagerede på deres nødkald. Sådanne forhold tjener ikke til at betrygge befolkningen, de gavner kun privathospitalerne.

Ødelæggelserne omfatter tillige folkeskolen, uddannelsesniveauet som helhed og størstedelen af kulturlivet – f.eks. er Danmarks Radio kun en syg skygge af selv efter seks år i borgerlige hænder.

Vi får formentlig ikke et regeringsskifte i dag. De unge vælgere er ikke forankrede i faste værdier. De shopper rundt mellem fløjene og anerkender lige så vel de konservatives miljøpolitik, som venstrefløjens. Og mange ældre, som jeg deler land med, er kortsigtede og økonomisk selvbevidste i deres valg. Dertil kommer, at mange føler sig skræmte over den store verden uden for Danmark og krampagtigt forsøger at bevare alt, som det var engang. FØR telegrafen, jernbanen, radioen, telefonen, flyvemaskinen, tv’et, Internettet, mobilen …

Men verden lader sig jo ikke stoppe, og regeringsskiftet kommer nødvendigvis efter en tid. Sådan har det altid været. Man trættes af de kendte ansigter. De fanges i flere og flere tilfælde af kammerateri og magtfuldkommenhed. Begge fløje. Og så lader vi de andre komme til for en tid.

Alle de store, vestlige demokratier, jeg kan komme i tanke om, er delt på cirka midten i en borgerlig og en mere humanistisk fløj. Det er formentlig et demokratiernes grundvilkår. I hvert fald når der ikke er større stammemæssige, herunder nationale og religiøse modsætninger, inden for landets grænser, som f.eks. i Belgien og de nye lande i Østeuropa. Der kan være forskellige partier, og de kan hedde forskellige ting, men princippet er det samme.

Et resultat af udviklingen er også, at ikke meget er overladt til de nationale regeringer. Når alt kommer til alt er størsteparten af vores fremgang og eventuelle velfærd bestemt af international handel og konjunkturer. Prisen på en tønde olie er sikkert mere bestemmende for vores dagligdag end den p.t. siddende regering.

I Danmark, tror jeg, at tingene langsomt vil glide mod højre i endnu en periode, for størsteparten af mine medvælgere føler sig stadigvæk trygge, rige og selvtilstrækkelige, men, som et resultat af dette glid, vil Socialistisk Folkeparti efterhånden træde i karakter som det nye Socialdemokrati. Indtil da gælder det bare om at overvintre – især i min branche – og håbe på, at man ikke bliver syg!