Kategori: Idioti

Giftige tørklæder

Så gjorde jeg det igen! – Købte et tørklæde, bare fordi det var pænt, og fordi jeg trængte til lidt nyt, lidt farve om min hals. Jeg har gjort det før og er blevet voldsomt syg af det.

Engang måtte jeg flå et mange gange vasket og luftet tørklæde af min hals midt under en skovtur, fordi mine øjne begyndte at svide af de kemiske dampe, og huden på hals og kinder brændte.

Denne gang var tørklædet fra Salling i Aalborg, og det var ikke billigt. Det var af mærket ’Pieces’, sort og grønt, lavet i Indien.

Klog af skade vaskede jeg det to gange og lod det hænge ude på tørresnoren et par døgn, før jeg turde tage det om halsen.

Alligevel følte jeg efter ganske få sekunder den velkendte, metalliske smag i munden og en let prikken på tungen. Så begynder øjnene at klø og svide, og hvis jeg ikke tager tørklædet af i en vis fart, får jeg allergisk øjenbetændelse og diarré.

Jeg lagde det fine, nye tørklæde i blød i eddike, i vaskepulver, og til sidst i Ajax-salmiakvand i flere døgn, vaskede det igen og igen ved 40 grader i maskinen, selv om det angiveligt kun kunne tåle håndvask. Lod det hænge ude i dagevis. Lige meget hjalp det. – Jeg kan ikke have det på.

Sidste år gjorde jeg det samme med et billigt tørklæde fra Kvickly, Nørresundby. Jeg havde en begyndende halsbetændelse og købte tørklædet, et gråt, blødt ét, som jeg tog på med det samme. Efter kort tid begyndte mine øjne at blive røde, og maven blev dårlig, men da jeg troede, at det skyldtes infektionen, beholdt jeg tørklædet på og gik i seng.

Næste morgen var jeg nødt til at tage til læge. Jeg vågnede med hævede, røde øjne, øjenhuler, der var ømme, som om de var betændte, kinder, der brændte og flammede rødt, og kvalme og dårlig mave. Læger har jo ikke tid til syge mennesker, så jeg talte med en sygeplejerske eller en laborant i lægeklinikken, og hun stillede diagnosen ’øjenbetændelse’ og gav mig øjendråber med antibiotika.

Jeg dryppede øjnene som foreskrevet, og det sved, men intet skete. Tværtimod. Op ad dagen blev det være og værre …

Om aftenen, da jeg igen, syg og udmattet, ville gå tidligt i seng, tog jeg tørklædet af, og så mærkede jeg efter kort tid, at øjensymptomerne aftog … Da kom jeg i tanke om, at jeg før har reageret på nye stoffer: Fx måtte jeg smide en plaid fra IKEA ud pga. fysisk ubehag: kløen, rødme, prikkende metalsmag på tungen, når jeg brugte den. Det samme skete med en morgenkåbe, jeg fik syet af stof fra STOF2000 – Kunne det være tørklædet?

Efter en nat uden det giftige tørklæde var min ’infektion’, mine maveproblemer og min øjenbetændelse helbredt!

Dette tørklæde fra Coop var lavet i Kina, og i de dage, efteråret 2017, mens jeg var syg af de allergifremkaldende stoffer, lancerede Coop deres store økologikampagne …

Som en god samfundsborger udfyldte og indsendte jeg en blanket om øjenallergien på et anmeldelsesskema til Miljø- og Fødevareministeriet. Det var et langsommeligt og omstændeligt arbejde, som medførte en del skriverier frem og tilbage med medarbejderne, men jeg følte mig forpligtet til at anmelde, hvad jeg opfattede som en forgiftning, så andre ikke skulle havne i samme situation. Og så Coop ikke upåtalt skulle belaste folkesundheden og sundhedssystemet.

Men Miljø- og Fødevareministeriet bad mig om at sende tørklædet til Coop, så Coop selv kunne undersøge det i deres eget laboratorium! – Jeg troede ikke, det kunne være rigtigt! Men det var det.

Så jeg klippede det giftige tørklæde midt over og sendte den ene halvdel til Coop. Den anden ligger stadig i en lufttæt pose i mit udhus.

Og stor var overraskelsen jo, da Coop efter ganske kort tid kunne melde tilbage, både til mig og til Miljø- og Fødevareministeriet, at der ikke var fundet allergifremkaldende stoffer i tørklædet …

For at føje spot til skade fik jeg i en mail fra Miljø- og Fødevareministeriet tilbuddet om, at de ville oplyse mit navn og adresse til Coop, som så ville sende mig en lille erkendtlighed … Det svarede jeg ikke på.

Blomster til københavnerne

Landet har haft tørke i tre måneder, natur- og markbrande hærger Jylland, landbruget har alvorlige problemer med høsten, og man slagter dyr pga. fodermangel, men min københavneravis, Politiken, ofrer fotos og en hel artikel på et stykke brakjord på Amager!

https://politiken.dk/forbrugogliv/art6623637/Københavns-farvestrålende-blomsterhav-er-visnet-bort

‘Endnu et offer for tørken: Københavns farvestrålende blomsterhav er visnet bort – Der bliver nok ikke pluk-selv-blomster til københavnerne ved byskoven på Amager i år.’

Jeg vil gerne foreslå, at man indfører en 25 km’s grænse for journalister, så de ikke må skrive om noget som helst, der befinder nærmere deres bopæl/sommerhus end 25 km.

Det ville højne kvaliteten og udsynet i reportagerne fra amagerkanske brakmarker, musikaftner i Tisvildeleje og cafélivet i brokvartererne.

Levnere

Kender du en levner? – Jeg har kendt adskillige. Flest kvinder, hyppigt unge kvinder, men også enkelte mænd.

En levner er en person, der altid – ALTID – levner noget i sit glas og på sin tallerken og ved sin kuvert. Også selv om hun selv har både hældt og øst op.

Der er ingen systematik i det. Det er ikke, fordi hun prøver at undgå fx gluten eller tomater. Hun levner lige lidt eller lige meget af det hele. På den måde er hun konsekvent.

Og hun kan ikke være bevidst om det selv, for hun er meget imod madspild, gør et stort nummer ud af altid at opføre sig klimamæssigt korrekt og har alle de rigtige meninger, men alligevel siger hun aldrig nej tak, når man vil fylde vin i hendes glas eller byder hende et stykke steg eller en portion salat mere. Hun har bare fået den dårlige vane at levne …

Man inviterer nogle venner på god mad. Bruger dage på planlægning, indkøb, forberedelser og tilberedning. Timer det hele, så det står parat, når gæsterne ankommer medbringende en god appetit.

De får en drink, omhyggeligt sat sammen af god spiritus, hjemmelavet tonic, hjemmeavlede jordbær og mynte, og efter en halv times tid går vi til bords.

Levneren levner ca. en fjerdedel af de gode sager i sit glas, som hun bare lader stå på sofabordet, mens isen langsomt smelter ud i den dyre gin …

Af forretten ligger der en halv krabbe, en stor tue af den hjemmerørte mayonæse, et par af de små asparges, persille, tre fjerdedele af en tomat og lige så meget hjemmebagt grovbolle, som hun har pillet i og smuldret ud over servietten. Dertil står der et halvt glas hvidvin.

Af hovedretten ligger der salat, en lille kartoffel plus to halve, en skive af kødet, foruden de fraskårne fedtkanter og krydderurterne, som sejler i den gode bearnaisesovs – mandens stolthed. Og en stor sjat af den gode rødvin, som vi selv hjembragte fra Châteauneuf du Pape.

I dessertskålen ligger næsten halvdelen af den hjemmelavede is med nødder og frugter tilbage. Og ved hendes kuvert står et halvfyldt glas portvin, 22 år gammel.

Ved aftenkaffen tager hun de små kager og fyldte chokolader over på sin kagetallerken og smager distræt på det hele, mens hun snakker, men lader det meste ligge tilbage sammen med en halv kop kaffe og et halvt glas af vores dyreste cognac.

Da hun går, takker hun overstrømmende for al den gode mad og bedyrer, at hun er stopmæt.

Og det er op til os at tømme hendes glas og kopper i vasken og skrabe hendes tallerkner rene for så meget mad, at vi kunne have fodret en mellemstor hund eller et barn med det. Nu skal det hele bare smides ud.

Sammen med al vores omhu og udgifter.

Vi er fra en generation, der tog mad alvorligt. Der lærte at spise op. Der aldrig øste mere op, end vi kunne spise. Der kan lave flere måltider til hele familien af resterne, før de ryger videre til hund, kat, kompostbunke for kålbladenes vedkommende og fuglebrættet til det gamle brød.

Da folk begyndte at diskutere ’madspild’, forstod vi ikke, hvad de snakkede om. Vi smider stort set aldrig mad ud.

Kun, når vi har haft gæster, og en af dem er en ’levner’. Det er en form for madspild, man sjældent taler om.

1. april?

Disse avisoverskrifter fik mig til at tjekke kalenderen:

TV2 Sport 28. juni 2016:

Sensationen en realitet! Island chokerer og slår England ud af EM

JP 24. juni 2016:

Storbritannien har stemt sig ud af EU

Et flertal af briterne har besluttet, at Storbritannien skal forlade EU.

Politiken, 28. apr. 2016:

Besøgsbabyer indføres på de københavnske plejehjem

Ordning om babybesøg på plejehjem i Aarhus har vist sig som »en bragende succes«.

Pol. net. 25. juni 2016 – Hvor overraskende!

Natlig ferietrafik: Træthed er involveret i mere end hver anden ulykke

En undersøgelse viser, at træthed ofte spiller en rolle i biluheld om natten.

Pol. net. 7. juni 2016 – Jeps! Det var hendes egen skyld! Hun bad faktisk selv om det. Suicide by patient:

Borgmesterens egne folk: Knivdræbt medarbejder brød reglerne

Københavns Kommune klager over, at den skal forbedre sikkerhed på bosted, hvor medarbejder blev dræbt. Den ansatte overtrådte reglerne, da hun ikke låste dør til medicinrum. Dermed er vi ikke ansvarlig for »den tragiske hændelse«, skriver socialforvaltning.

DR Net om Kontant 26. maj 2016. Wow! Reparere noget! Wow! Hvor opfindsomt!

DR-vært reparerer opgivet vaskemaskine og giver den til velgørenhed

Pol. net. 18. feb. 2016 – GOSH – kulturforskelle!

Mange syriske kvinder har aldrig arbejdet, når de kommer til Danmark

Traditionelle kønsroller og manglende uddannelse kan gøre det svært for asyalansøgende kvinder at komme ind på arbejdsmarkedet.

Pol. net. 18. jan. 2016 – Men jeg er sikker på, at laktosefrie og glutenfrie og vegetariske diæter bliver respekteret, eller hvad?

Svinekød på menuen er nu et krav i Randers Kommune

Et forslag fra Dansk Folkeparti er blevet vedtaget i Randers Byråd. 16 stemte for, mens 15 var imod.

Pol. Brevkasse 27. dec. 2015 – Voksne mennesker, må man gå ud fra?

Klarlunds brevkasse: »Hjælp, jeg er bange for at prutte i elskovsreden«

En læser spørger, hvorfor det er svært at lukke en vind ud på silkelagnerne.

Kroniken 28. dec. 2015:

Mit navn er Rikke, og jeg er sukkernarkoman

Sukker er som en usynlig dæmon, der styrer mig i alle mine handlinger.

Debat 28. dec. 2015 – Og det er specielt mandigt at sidde og snakke og skrive om det?

Nu må vi mænd mande os op

Vi mænd skal tage del i debatten og vise kvinderne, hvor skabet skal stå.

Pol. net. 31. okt. 2015. Nåeh… Hvor synd!

Lægestuderende: »Det kogte helt over i mit hoved«

Studerende på medicinstudiet føler sig hårdt presset og får problemer.

Bedst i test

Ismaskinens sørgelige ende: sat ud for at dø.

Hvem i hede hule … udvælger de husholdningsmaskiner, der er bedst i test? Ikke erfarne husmødre, der kan lave mad, det er åbenlyst, men hvem så? Unge gymnasielever, der aldrig har lavet et måltid til sig selv? Praktikanten, der bare er ude på at lave fis med det hele? En medarbejder ved forbrugerredaktionen, der får gratis maskiner med hjem?

Jeg er blevet snydt så mange gange nu, at jeg vil holde helt op med at lytte til andre end MEGET gode venner, når det drejer sig om indkøb til hjemmet.

Først blev jeg selvfølgelig snydt med en kaffemaskine, som figurerede øverst på en ’Bedst i test’ på internettet: ’Hurtig kaffemaskine, laver din kaffe ved præcis den optimale temperatur, så den bedst udnytter bønnernes aroma, bedst i tests’ … Men da jeg fik den hjem, kunne den ikke koge vandet, ja, knap varme det, og den var 100 år om at sprutte tre kopper igennem … Den gang lærte jeg ikke at stole på producenternes egne tests eller betalte rosesider på nettet.

Så fik jeg brug for en ny foodprocessor og Politiken skrev:

’Drømmer du om hjælp til at snitte grøntsager eller ælte dej, kan foodprocessoren First Kitchen 6795 fra OBH Nordica være maskinen for dig. Den er kåret som ’bedst i test’ af Forbrugerrådet Tænk i deres store test af foodprocessorer.’

Hvorefter jeg sendte bud efter maskinen, der viste sig at have et billigt, ustabilt look, selve motordelen havde ru overflade, så den ikke kunne gøres ordentlig ren, blenderen og snittebeholderen var i blødt, tyndt plastic, snitteaggregaterne virkede alt for små, tynde og billige, det var vanskeligt at samle alle de skrøbelige dele, og maskinen viste sig hverken at kunne knuse isterninger eller snitte løg eller blande en fars …

Hvis jeg forsøger at blende mere end en deciliter varm suppe ad gangen letter låget på blenderen, så jeg skal gøre hele køkkenet rent bagefter – Op og ned ad vægge! Fem minutter før gæsterne kommer! – Rent held, at jeg endnu ikke har pådraget mig en alvorlig forbrænding.

Her senest faldt jeg for ismaskinen fra OBH, også anbefalet af Magasinet Forbrugerrådet Tænk. De skrev bl.a., at påfyldningshullet var dejligt stort, at den var nem at betjene, lavede god is, og at den havde to rummelige skåle.

Men da den ankom og skulle prøves af, viste det sig at:

Den er vakkelvorn i grimt, babyblåt plastic af dårlig kvalitet, som alt for billigt, kinesisk børnelegetøj.

Den er uhyre vanskelig at sætte sammen. Der er 5 – 6 umage, tynde plasticdele, der skal passe sammen og ned i huller, hvilket de ikke helt kan.

Den kan ikke gøres ren! Skålene må ikke anbringes under rindende vand! – Hvordan får man så flødefedt og opvaskemiddel ud af dem? – Og den lyseblå plastickrop har indvendige kanter, så vand ikke kan løbe af efter opvask! – Man skal stå og duppe den i ti minutter med et viskestykke for at få vandet ud af den igen.

Påfyldningshullet er så lille og så svært at komme til, at det tager irriterende lang tid at stå og prøve at proppe isblandingen ned i maskinen med små skeer.

På trods af de annoncerede to 1,5 liter skåle, må man kun fylde 7,5 dl isblanding i, og selv med de anbefalede 7,5 dl løber isblandingen over og ud i de omgivende dele, som ikke må gøres rene! Så man kan ikke lave is af fx ½ l fløde, men kun af 3,5 dl fløde + æggesukkerblanding + evt. frugt eller andet fyld. Det er madspild, at maskinen ikke er dimensioneret efter gængse mål, og hvem gider stå og lave miniportioner flere gange efter hinanden?

Den larmer helt ufatteligt meget og lyder anstrengt allerede første gang, den kører.

Den kan ikke fryse. Efter de annoncerede 30 minutters frysetid, er min isblanding stadig som kold tykmælk.

I brugsanvisningen anbefaler de da også, at man køler alle ingredienser ned i køleskab før brug, og at man sætter isen i fryseren efter opholdet i ismaskinen … Hvad skal jeg så med maskinen? Som det tager mig en halv time at forsøge at gøre ren og tørre og samle bagefter? Den dur jo heller ikke som legetøj.

Efter at have forsøgt at bruge den til formålet, dvs. at lave is på den, en enkelt gang, gjorde jeg den ren, pakkede den omhyggeligt ned i kassen igen med brugsanvisning og det hele og satte den ud til storskrald. For det er alt for omkostningsfuldt at bruge flere ressourcer, transport og ulejlighed på så underlødigt et produkt.

Uventet jul

I december, efter endt julegaveindkøb, plejer vi at slutte med gløgg og æbleskiver på Duus’ Vinstue i kælderen under Ålborgs flotteste bygning, Jens Bangs Stenhus. Det er en tradition, som efterhånden kom til at omfatte de yngre familiemedlemmer og sidste år også deres kærester.

Da vi nu skulle være et helt lille selskab, ringede jeg for en sikkerheds skyld i forvejen og reserverede bordet i nichen under karnappen. Jeg gjorde også opmærksom på, at vi skulle have gløgg og æbleskiver.

Da vi rødnæsede og pakkebelæssede som aftalt dukkede op præcis på klokkeslet, var der masser af ledige borde at få, undtagen det i nichen, som jeg udtrykkeligt havde bedt om.

Nå. Men det skulle ikke spolere julestemningen.

Jeg bad den unge tjener, der efter lang ventetid dukkede op, om gløgg og æbleskiver til hele flokken. Han noterede omhyggeligt ned og forsvandt.

Efter et kvarter begyndte vi at skæve efter ham. Intet skete.

Efter en halv time bad jeg min mand om at undersøge, hvad der var galt. Han kom tilbage med uforrettet sag.

Efter 40 minutter dukkede vores tjener op og måtte beklage, at de hverken havde gløgg eller æbleskiver.

Jeg blev så forbløffet, at jeg ikke kunne få et ord sagt, men min mand bevarede sin uforstyrrelige venlighed og forsikrede den unge tjener om, at han også syntes, julen var kommet temmelig pludseligt det år.

At dræbe dyr for sjov

Denne guldfisk døde helt af sig selv i havebassinet en smuk forårsmorgen og måtte til familiens sorg fiskes op og smides væk.

Så har vi balladen igen. En radiovært bankede for åben mikrofon en nuttet kanin ihjel med en cykelpumpe, angiveligt for ’at skabe refleksion og debat omkring dyrevelfærd’. (BT 25.5.2015)

Det lyder skørt at slå nogen ihjel som protest imod, at andre bliver behandlet dårligt. Det ville være som at sejle ud og skyde bådflygtninge for at gøre verden opmærksom på deres situation.

Og folk blev forudsigeligt rasende. Også i udlandet. Selv om den unge gut forklarer og for­klarer sit påståede formål med den brutale aflivning. For det er de gode til, de unge mænd uden virkelige udfordringer: at forklare. De har svævet igennem deres vatindpakkede, små liv og er nødt til at aflive dyr for at få lidt opmærksomhed og en følelse af, at de lever.

I 1970 aflivede og syltede Bjørn Nørgaard og Lene Adler Petersen en stakkels udtjent hest på en mark i Hornsherred.

I 1994 anbragte Christian Lemmerz døde, rådnende grise i montrer på Esbjerg Kunstmuseum.

Michael Brammer var hurtig til at følge op på succesen, også i 1994, da han købte, aflivede og udstoppede hundehvalpe til sin skulptur: ‘Tro, håb og kærlighed med venner’.

I 2000 anbragte Marco Evaristti levende akvariefisk i blendere, som folk kunne aktivere, på sin udstilling på Trapholt i Kolding.

Og i 2014 aflivede Københavns Zoologiske Have en giraf ved navn ’Marius’ og lod den sprætte op som un­derholdning på den første søndag i vinterferien.

Hver eneste gang har selve handlingen, den brutale, overlagte, offentliggjorte aflivning af dyr, uagtet alle postulerede gode formål, skabt stor opmærksomhed om drabsmanden, dvs. radioværten, kunstneren eller en forlystelses­have med dyr, og genereret forudsigeligt meget PR og indtjening, mens næsten ingen har hørt og forstået ophavsmandens meget tynde (bort)forklaringer.

Hvorfor nu det?

Fordi mange mennesker stadig har deres naturlige instinkter i behold. Fordi de fleste ved, at vi hver dag slagter masser af dyr for at spise dem og godt kan forestille sig, hvordan det er, selv om de måske ikke har prøvet det selv.

De fornemmer, at liv trods alt er værdifuldt. Alle liv. De tænker intuitivt som indianerne, der bad dyrets sjæl om tilgivelse, fordi de var nødt til at dræbe det for at skaffe mad til deres familier. Som plantede et agern, hver gang de fældede et træ.

Dyr er underlagt menneskers forgodtbefindende, ganske som små børn. De unge, mandlige dyreslagtere har magten over dyret, og netop derfor burde de passe på det og ikke misbruge deres overlegenhed til gustne formål, såsom penge og selvpromovering.

Alle levende væsener har krav på respekt. Man slår ikke ihjel for sjov, og man udstiller ikke lig for egen vindings skyld. I et sundt samfund behandler man afdøde med taknemmelighed og værdighed.

Det har de forstået i udlandet, men i dette lille velfærdsland er det generationer siden, vore unge mænd oplevede virkelige udfordringer, så nu er de nødt til at skabe dem selv.

 

Se evt., hvordan John Oliver fremstiller de danske zoologiske haver i sit fremragende satireshow, Last Week Tonight, 2. sæson, afsnit 31 på HBO.