Læserbrev, Politiken, 30. 4. -23 om PFAS og landbruget
● Må et firma pumpe vores rene drikkevand op af undergrunden, hælde det på flasker og tjene formuer på at sælge det til os selv? Hvem giver dem lov til det? – Og hvad får de ud af det?
●Må landmænd tage vores grundvand og sprøjte det langt op i luften og ud over deres marker i strålende sol på 25 – 30 grader varme sommerdage? Hvor meget af det gode vand fordamper, før det rammer jorden, og meget lidt når ned til planternes rødder. – En sådan vildt sprøjtende vandpumpe midt på en solhed dag i en længere tørkeperiode, hvor vi alle sammen kan komme til at mangle rent drikkevand, er et provokerende syn. Nogle føler sig åbenbart berettiget til at ødsle med de fælles ressourcer. Ovenikøbet blot for at vande græs, korn til svinefoder eller kartofler til kartoffelmelsfabrikken. Ikke essentielle fødevarer til mennesker. – De kunne i det mindste vente med at vande til efter solnedgang …
● Må en lufthavn sælge tilladelser til små og store fly, så fritidsflyverne kan brumme formålsløst rundt over hovederne på folk som luftens irriterende knallerter og med deres unødvendige støj ødelægge de få smukke udedage, vi har? Eller lade store flyselskaber træne start og landinger dag og nat? Meget lavtgående og larmende starter og landinger ud i én køre? Mens de brænder en masse usundt brændstof af, der hvor folk bor, arbejder, er gamle, går i skole, i kirke, er syge, måske døende, leger, træner, læser, uddanner sig – lever på alle de måder, mennesker kan leve på – lige nedenunder? Er luften lufthavnens? Og må de sælge andres ro og helbred for penge?
● Må en cementfabrik grave kvadratkilometer store og dybe huller ud af vores jord, så de kan bruge enorme energiressourcer på at brænde cement og sælge det til andre lande? Så de selv kan blive enormt rige? Og så alle naboer indånder cementstøv, bor i hvide, nøgne, landskaber og ser jorden forsvinde under sig, mens luften forurenes? Cementfabrikker er de største CO₂-syndere, vi har. Hvem har givet dem lov til det? At stjæle jorden under os og ødelægge det fælles miljø og klodens klima for egen vinding?
● Må en stat vende det blinde øje til, mens landbruget – det er altid landbruget! – hælder gift og lort – sprøjtemidler med PFAS og koncentreret svinegylle fyldt med tungmetaller, ud på markerne, så det svider jorden og siver ned og ud hvor det ødelægger vores drikkevand, vandløb og havmiljø?
● Og blot se opmuntrende til, mens fiskerne helt bogstaveligt skraber bunden og tomfisker vores fjorde og have, mens de giver de stakkels sæler og skarver skylden for manglen på fisk?
● Og må kommunale entreprenører og kirkegårdsgartnere køre rundt og larme og svine i dagevis der, hvor folk bor? Med så kraftigt materiel, at ruder og porcelænet i skabene klirrer, og ingen kan være hjemme, mens arbejdet står på? Må offentlige og private, små og store virksomheder larme og svine lige op ad folks private huse? Hvor har man ret til fred om ikke i sit eget hus? Der, hvor man bor?
Tilhører jorden, luften og vandet ikke os alle? – Er frodighed, stilhed og renhed ikke en menneskeret? Jorden, dens klima og alle dens beboere, mennesker, dyr og planters, ret? – Som ikke kan sælges til højestbydende og udnyttes af de rigeste? Det burde ingen regeringer, præsidenter, politikere, kommunale bykonger, sognerådsformænd, lufthavnsdirektører, usmageligt velhavende cementfabriksejere, virksomhedsledere, landmænd, fiskere o.a. kunne lave om på. Men det har de gjort. – Tiltaget sig retten til at udnytte og sælge det fælles arvegods, det eneste vi har, jorden, luften og vandet … Til egen fordel. På alle andres bekostning. Og ingen gør vrøvl.
Vi har i årtusinder brugt penge som værdimåler for stadigt flere mellemmenneskelige forhold. Det var praktisk at kunne bytte en lille gris for et kvart sølvstykke, som man så kunne købe bomuldsstof til en kjole for.
Men penge kunne – ud over den rene bytteværdi – også akkumuleres og bruges til at købe alverden for, fx våben, soldater, slaver, jord og vand.
Man kunne faktisk købe sig magt over andre mennesker. Folk, der ikke var blege for at røve og plyndre, eller som var heldige i byttehandler, kunne købe sig hustruer og andre slaver.
Penge gav og giver stor magt over områder og medmennesker. De fleste steder holder man ikke længere slaver, men lønslaver er vel også en slags slaver? En arbejdsgiver, der styrer pengestrømmen ned i din lomme er vel også en slags slaveejer? I er i hvert fald ikke ligeværdige mennesker, der deltager i fælles projekter til alles bedste.
Nogle smarte fyre kan blive så rige, at de kan købe sig mere eller mindre villige kvinder og mænd i alle aldre, menneskelige organer til transplantationer og andre helbredsmæssige fordele, opvartning på alle måder, rumraketter, enorme landområder, øer, paladser og kørende, flydende eller flyvende luksusfartøjer. Nogle er nu så rige på penge, at de snart ikke ved, hvad de skal stille op og køber sig til alle mulige ting og fordele, som de knapt gider at have.
Pengeværdi er nu globaliseret. Vi er nået til et umenneskeligt punkt, hvor det ikke går længere:
I jagten på penge producerer vi menneskemad fuld af giftstoffer.
Vores landbrug og industri forurener jorden, vandet og luften, så denne planet hurtigt bliver ubeboelig for levende væsner.
Og skovfældning, jagt og fiskeri udsletter vores medskabninger, dyr og planter, i et uhyggeligt højt tempo.
Vi udnytter andre mennesker.
Vi invaderer andre folks lande i jagten på ressourcer.
Vi spekulerer i energi og råstoffer for profittens skyld, og det giver en uhensigtsmæssig fordeling af goderne.
Vi udvander vores fødevarer med farve- og andre tilsætningsstoffer, tørrede søstjerner, muler, yvere m.m. i et forsøg på at se, hvor elendige fødevarer vi kan slippe af sted med at sælge til folk.
Vi fremstiller unødvendig og dårlig medicin til de rige, fx opioider og slankemidler, og lader de syge, de fattige og de sultne sejle i deres egen sø.
Bjerge af tøj til ‘genbrug’ i en chilensk ørken, DR net 26.7.2023
Vi fremstiller dårlige produkter, der hurtigt bliver umoderne eller går i stykker efter kort tids brug, og som belaster miljøet ved fremstilling, transport, brug og bortskaffelse.
Og vi lader syge, børn og gamle passe på samlebånd i en evig konkurrence om, hvor lidt vi kan yde. Meget små børn tonser fortvivlede rundt og skriger, mens ingen hører dem, gamle ligger med smerter i deres eget møg, og de syge bliver kun sygere af ventetider, fortravlethed og dårlige omgivelser.
Jorden og alt levende lider under vores grådighed. En grådighed, der forurener vores hjerner. Man kan ikke bruge penge som værdimåler, når det drejer sig om planetens overlevelse eller om mellemmenneskelige forhold, pasning af børn, af gamle, af syge, men vi gør det alligevel, og det bliver grotesk, når vi skal måle, hvor mange børn, vi kan opbevare og skifte ble på for færrest mulige lønkroner. Eller hvor mange syge, vi kan behandle på en time. Eller hvor få lærere, vi kan nøjes med i skolerne eller plejepersoner på et hjem for handikappede, gamle og syge.
Det er heller ikke OK at spise folk af med telefonsvarere, venteværelser, maskinsvar på mails, selvbetjeningsløsninger uberørte af menneskehjerner … Hverken i det private eller det offentlige! – Vi har aldrig været så mange mennesker. Vi har aldrig været så rige. Vi kan sagtens indrette os humant, venligt og værdigt. Hvis vi vil.
Hvorfor bliver vi så ved med at bruge penge som målestok også i forhold, der handler om jordens overlevelse og vores mellemmenneskelige transaktioner? Når vi kunne bruge tid, kvalitet, trivsel, glæde, frodighed, velbefindende, taknemmelighed, omsorg, samvær, nydelse i stedet? – Er det mangel på fantasi?
Var det ikke muligt at sætte en grænse for, hvor meget et menneske må eje? Af penge, jord osv. – For i virkeligheden kan man jo ikke eje jorden og dens råstoffer. Jorden, luften og vandet og alt det andet naturlige, der omgiver os, må være fælleseje for alle levende væsner på planeten. Herunder planterne. Vi kan ikke tiltage os retten til for penge at udnytte og ødelægge de omgivelser, vi alle skal leve i og af.
For penge er en meget luftig værdi, der kun fungerer som sådan, fordi vi har besluttet, at det skal være sådan. Penge er ikke anderledes end de muslingeskaller, nogle stammer brugte som bytte- og betalingsmidler førhen. – Vand, ren jord, sund mad, omsorg og tid er meget mere værd end penge, men det er jo sværere at stille op i formaliserede bytteforhold.
Alting er i virkeligheden kun til låns. Man kan låne et stykke land og dyrke det, hvis man behandler det ordentligt. Man kan bo i et hus, hvis man passer på det. Man kan holde dyr, hvis man behandler dem ordentligt. Man må besøge et sted, hvis man færdes hensynsfuldt.
Vi lever jo ikke evigt, så selve livet er kun en midlertidig gave, og vi burde levere alting tilbage i samme eller bedre stand, end vi fik det overleveret.
Som tingene er nu, har selve jorden og mange, mange dyr, planter og mennesker det dårligt, arter uddør hurtigere, end vi kan nå at tælle dem, og millioner af mennesker flygter fra vandmangel, krig og sult. I vores bedrestillede lande mistrives børn og unge, og de voksne går ned med stress. Vi skal finde en anden måde at måle værdi på, for ingen er rigtigt glade, og intet fungerer hensigtsmæssigt, sådan som tingene er nu.
Man kan ikke for penge købe en ny jord med nye mennesker på, når vi nu snart har ødelagt den gamle.
I det spirende forår, hvor alt ude omkring er frodigt grønt græs, lysegrønne bøgeblade, blomstrende vorterod, mælkebøtter og anemoner, ligger denne mark hen som en død, nedvisnet ørken efter at giftsprøjten kom forbi …
Det mest foruroligende er, at marken ligger henved 10 meter fra en drikkevandsboring, der forsyner min by.
I december 2019 vedtog Folketinget en lov, der skulle beskytte drikkevandet mod nærhed til sprøjtede områder:
Det skal være slut med at bruge sprøjtemidler tæt på sårbare vandboringer. Ny lov er vedtaget med opbakning fra stort set hele Folketinget. “
Men her ligger boringen lige op til en kraftigt sprøjtet mark:
Ved det røde kryds ligger denne vandinstallation:
Også andre steder i området har man lagt boringer tæt på asfalt og sprøjtet landbrugsjord:
Og for ti år siden byggede Aalborg Kommune en ny, stor institution og asfalterede omgivelserne direkte oven på et beskyttet drikkevandsindvindingsområde i gammel fredskov inde midt i naturområdet, Hammer Bakker:
Kommuner er måske ikke de bedst egnede til at tænke langsigtet og beskytte vores fælles ressourcer? Er der en overordnet instans, der har tilsynspligten, så bekvemmelighed, ukendskab til reglerne og et alt for stort hensyn til økonomi og billige byggegrunde ikke får lov at bestemme?
I virkeligheden bliver vi alle narret: – Den mad, vi køber i danske butikker, er underlødig og ofte skadelig for vores helbred. Navnlig når den indtages i alt for store mængder.
I en kultur, hvor spisning udgør dagens vigtigste højde- og samlingspunkter, er vi opdraget til at tro, at vi skal spise hele tiden for ikke at falde døde om:
● En solid morgenmad med fx surmælksprodukter, frugt, havregryn, rosiner, nødder, marmelademadder, pandekager, omelet, bacon, æg, pølser, tomater, sirup, chokoladepålæg, fabriksfremstillede, farverige æsker med slikagtige chokopops, cornflakes, honningkugler o.l. med mælk.
● Frokost, salat eller rugbrødsmadder, fastfood, bagerbrød, myslibars.
● Aftensmad, der inkluderer kød, æg eller fisk, kartofler, ris eller pasta, og noget grønt. Måske sød dessert eller ost.
● Derudover drikker vi hele tiden: Morgenkaffe, te eller mælk, formiddagskaffe/te, eftermiddagskaffe/te, aftenkaffe/te, juice, saft, en patteflaske med vand, proteindrik, saft eller juice, en pattekop med te eller kaffe to go i hånden hele dagen, øl, sodavand, vin, drinks …. Der er ingen ende på drikkeriet.
● Og vi gnasker mellemmåltider i form af frugt og andre snacks, is, kager, onsdagssnegl, morgenbasser, søde myslibars, aftenslik, chokolade eller chips, kager, popcorn.
Men hvor besværligt er det ikke at skaffe fx et almindeligt, dansk, økologisk kålhoved, der har vokset i god jord, eller kød og æg fra en pålidelig avler?
Meget af vores ‘mad’ er sprøjtet med pesticider, dyrket i drivhuse uden jord, tilført kunstig næring, plukket af fattige emigranter og fragtet langt for at nå os. Eller mishandlet i dyrefabrikker og opfodret med stoffer, der aldrig naturligt ville indgå i en ko, et svin, en kylling, æglæggende høne eller en laks’ føde. Eller det har været en tur igennem industriens giftbade eller er rodet sammen med ti eller flere forskellige, såkaldte tilsætningsstoffer, der hver især er uegnede som menneskeføde –E dit og E dat, nitritter og nitrater. For ikke at tale om alle de raffinerede kulhydrater, mel, sødemidler og sukker, fedtstoffer fra oliepalmer og soyaproteiner, der fx sælges som proteinbars, kiks eller kager i butikkerne, og som har udkonkurreret regnskovene i denne verden.
Reklamer kører non-stop med forløjede fremstillinger af usunde og direkte skadelige produkter i lækre og ofte sociale omgivelser. Vi skal hygge os med kunstigt fremstillet og gennemfarvet slik. Vi skal sige tak med en æske dårlig ’chokolade’. Samle os omkring palmeolie og sukkerprodukter tilsat kunstig vaniljesmag. Vi skal forkæle vores børn med Kinderæg eller mælkesnitter, der i virkeligheden bare er en blød og inderligt usund, sukkerfyldt industrikage. Man påstår frejdigt og helt uden sandhedsværdi, at Nutella – et fedtet sukker-palmeolieprodukt – er en del af en sund morgenmad:
Der er vist endnu ingen sundhedseksperter, der har anbefalet sukker og palmeolie!
Og navnlig skjuler man den brutale virkelighed med sammenstuvning og mishandling, der foregår i danske stalde, som fx ’De danske familiegårde’, der i reklamefilm i tv og på nettet med masser af idyllisk baggrundsmusik og et tykt lag vaseline på linsen fremviser åbenlyst forvirrede kyllinger i noget græs bag en gård. Man ser tydeligt, at de alt for rene kyllinger ikke er vant til at gå ude. Omgivelserne virker fremmede for dem, og hvordan ville man også kunne overkomme at fodre 20.000 eller flere kyllinger om dagen med lidt korn i en spand, når de løber forvildede rundt omme bag laden? For ikke at tale om at få dem fanget på en rationel måde, når de efter få uger skal slagtes? – Tro mig, ingen industrikylling i dag løber rundt i grønt græs eller bliver håndfodret og kælet for af ’landmænd’ og deres børn i pænt og rent tøj! – Den reklame er noget nær det værste og mest kvalmende, modbydelige svindelnummer, jeg har set. Men folk må jo være dumme. Uvidende, naturfremmede, uinteresserede i, hvor deres mad kommer fra, når sådan en løgnekampagne får lov at passere uanfægtet i landsdækkende medier.
Se:
De glemmer også lige at oplyse, at alt dansk fjerkræ har været lukket inde hele dette forår pga. fare for spredning af en ny variant af fugleinfluenza.
Landbrugserhvervet her i DK er blevet så mægtigt, at det fuldstændig kan sætte sig på vores fælles, offentlige dagsordenen. En kritisk artikel om fx kvotekonger i fiskeriet, den massive ødelæggelse af dansk jord, vand, natur og luft pga. sprøjtning og massiv gylleudspredning, om omfattende svindel med tilskud fra fælleskasserne, om CO2-udledning forbundet med produktionen eller om den seriøst farlige, kødædende, resistente svinebakterie, MRSA, der nu er udbredt blandt mennesker og på vores sygehuse, følges dagen efter prompte op af en barsk og truende tilbagevisning og mistænkeliggørelse fra Landbrug & Fødevarers meget effektive presseafdeling.
Giftrester fundet i mere end halvdelen af vandboringer
Minister vil have mere kontrol, efter at der er fundet pesticidrester i 57,9 procent af danske vandboringer.
Landbruget opfører sig fuldstændigt som en junta i et diktatorisk østland, når sammenslutningen ‘Bæredygtigt landbrug’ – alene navnet! Mon det står for en nærmere granskning? – går så vidt som at anlægge retssag mod en professor og forsker, fordi han, efter deres mening, var nået frem til ‘forkerte’ konklusioner:
Det er helt utilstedeligt i et demokrati, hvor både ytringsfrihed og fri forskning burde være en selvfølge!
Men medierne viderekolporterer – måske pga. af uvidenhed om de faktiske forhold? – landbrugets romantiserende fortællinger uden at stille kritiske spørgsmål til et erhverv, der, som en stat i staten med egne regler og et broderskab, der dækker over hinandens ugerninger, er klar til – midt under en verdensomspændende epidemi, hvis deres interesser bliver truet – at sætte sig op på deres kæmpestore, EU-betalte landbrugsmaskiner og køre mod Christiansborg, hvor de truer en lovligt valgt regering på det groveste og afpresser os alle sammen for milliarder.
Landbruget har fået for stor magt! – De kan få omskrevet konklusionerne i danske forskeres rapporter og videnskabelige artikler, som det er sket på Århus Universitet, og hvem ved hvor ellers? De farer ud med bål og brand og mistænkeliggørelse, hvis man ytrer sig kritisk om erhvervet, så man ser yderst sjældent fx danske tv-udsendelser, der viser virkeligheden i landbruget: Grisenes liv i staldene, fastbundne søer, 25.000 døde smågrise pr. dag, brutal indfangning og aflivning af slagtekyllinger, alt for lange transporter til slagterier i andre lande, hvortil småkalve, grise eller heste ankommer med brækkede ben og blodige, underløbne mærker fra hårde slag efter alt for mange dage, mast sammen i transportvogne uden hvile, mad, vand og frisk luft. Man laver ikke landbrugsfaglige udsendelser om realiteterne i dansk landbrug: økonomien, alle tilskuddene, jordens tilstand, pesticiderne i drikkevandet, stordriften, udenlandsk arbejdskraft, kyllingefarme med over 20.000 sammenmaste dyr, mælkeproduktionen, der skaber ‘taberkøer’ – et begreb vi ikke kendte i 1960’ernes mindre, familiedrevne landbrug, sprøjtning af markerne hver eneste uge i dyrkningssæsonen. – Mange af billederne ville få uforberedte seere til brække sig, er jeg sikker på.
Vi foretrækker klart den romantiske idé om livet på landet og alle de kælne gårdnavne, springende økologiske køer, der lukkes ud på en nedtrådt mark en enkelt forårsfridag, som en teaterforestilling, der kan forlyste børnefamilier fra byerne, og alle de manipulerede billeder af yndige kyllinger i grønt græs.
At gårdene i dag er kæmpestore industriforetagender, der har nedlagt læhegn og markveje og sprøjtet naturen på og omkring deres marker ihjel, betyder ikke noget.
At de allerfleste danske køer aldrig ser en grøn mark, men går inde i store, vantrivelige flokke, ved de færreste.
Og at hovedparten af de kyllinger, du køber i et supermarked, aldrig har set andet end andre klemte kyllinger i en bemøget stald, har vi slet ikke lyst til at vide. – Giv os idyllen og fantasien, så vi kan nyde vores mad i fred.
En ting er produktionen. En anden produkterne. – Al denne død og mishandling af dyr resulterer bl.a. i wienerpølser, som ud over en del tilsætningsstoffer også indeholder bambusfibre … Hvad ind i hede hule H…… laver BAMBUSFIBRE i mine grillpølser???
INGREDIENSER – Wienerpølser:
80 % grisekød, vand, surhedsregulerende middel (E 325), kartoffelstivelse, salt, SOJAPROTEIN, bambusfibre, krydderiekstrakter, koriander, muskatnød, peberaroma, antioxidanter (E 300, E 301), stabilisatorer (E 450, E 331), emulgator (E 471), hvid peber, konserveringsmiddel (E 250), lammetarm, røgaroma. Kan indeholde spor af mælk, selleri og sennep.
Og hvem i alverden har fundet på at udnytte en natur ude af balance og bjerge af opskyllede eller opfiskede søstjerner til at fodre svin med? – Hvor ækelt og unaturligt kan det blive? Hvem har lyst til at spise sådanne svin?
– Og hvorfor står der flere steder meget tydeligt på min mælkekarton, at skummetmælken er CO2-neutral, når man ved, at netop mælke- og kødproduktionen er blandt de værste CO2-syndere?
Mælkekartonen lyver mig lige op i ansigtet. Den benytter sig af begrebet ’klimakompensation’, der, så vidt jeg har forstået, har lige så gavnlig effekt på klimaet, som købet af den katolske kirkes afladsbreve for 500 år siden havde på længden af et menneskes ophold i skærsilden …
Der bliver tjent svimlende summer på dette narreværk. På dårlige fødevarer. På snobbede madentusiaster, der, som i H. C. Andersens ’Kejserens nye klæder’, begejstret betaler overpris for højt berømmede mærkevarer. For usunde og ofte ligefrem skadelige ‘næringsmidler’ fyldt med kemi og tilsætningsstoffer, som vi stadig tror, vi er tvunget til at købe for at opretholde livet. – Mens de såkaldte ’livsstilssygdomme’ hærger og slår folk ihjel som fluer.
Producenter og industri plejer at forsvarer sig med, at de blot tilbyder det, som folk vil have: Billige fødevarer. – Men hvorfor går de ud fra, at folk frivilligt vælger det dårligste, det mest kunstige og skadelige? Og giver det til deres børn? Når de gladeligt betaler blinkende formuer for fx god kaffe, cigaretter, belgisk chokolade og fine øl, vine og spiritus? – Jeg tror, at man rækker ud efter det, der er tilgængeligt, det, man er vant til, det, som andre køber, og det, som man ser i reklamer og i verden omkring sig. Det, der lige står på hylden, når man er nede for at købe ind.
Der er ingen grund til at tro, at voksne, tænkende mennesker, hvis de havde et frit valg, ville vælge pølser med bambus, koteletter med søstjernepulver, kødet fra mishandlede dyr eller saltmættede chips og kiks, kager og chokolade med palmeolie og sukker, der tilstopper blodkarrene. Folk spiser sig ikke syge med vilje. Producenter og industri har naturligvis et stort ansvar, som de ikke kan fralægge sig ved at kaste det tilbage på forbrugerne.
For menneskets biologi er, så vidt jeg forstår, således indrettet, at mer’ vil ha’ mer’. – Jo mere, vi spiser, specielt af fede og søde sager, jo mere vil kroppen have. – Så vi er meget modtagelige for lugten i bageriet eller reklamen i tv, hvis det er en halv eller en hel time siden, vi sidst har spist noget. – Og det ved de jo godt henne i butikkerne og i industrien …
Når vores fedtceller først er dannet, skriger de op og sender sultsignaler til hjernen, hvis de er i fare for at skulle tømmes. Og når blodsukkeret falder kort tid efter et måltid, en sodavand eller en snack, føler vi akut og voldsom trang til mad igen. Disse signaler er meget svære at modstå, selv hvis man har to-tre ‘bildæk’ rundt om maven og i virkeligheden ville kunne leve godt et par måneder bare ved at tære på reserverne. – Men sådan spiller kroppen ikke. Den er skabt til at overleve under knappe forhold på en savanne i Afrika, hvor man måske kun fik nedlagt et bytte en gang om måneden og måtte klare sig med vand og et par nødder, blade eller rødder indtil næste gang.
I virkeligheden ville det være sundere og billigere for voksne mennesker at spise mindre. Måske faste med mellemrum, som flere af de store verdensreligioner anbefaler. For det er en myte, at vi hele tiden skal proppe mad i gabet. En myte, som producenterne betaler bloggere, eksperter i ‘livsstil’ og reklame, men også veluddannede sundhedspersoner, for at vedligeholde, for der er mange, mange penge på spil. – Men vi behøver ikke købe en alt for dyr kop kaffe på vej til arbejde hver morgen. Vi behøver ikke proteindrikke, hvis vi indtager mælkeprodukter, æg eller kød af og til. Vi behøver ikke klamre os til en vandflaske på den korte tur til jobbet, skolen eller universitetet. – Børn, der skal vokse og udvikle sig, syge, gravide og andre, der skal præstere på et højt niveau, skal naturligvis spise passende mængder af god og lødig mad. Men ikke ustandseligt. Og is, cola, chips, slik, købekager og sodavand er ikke mad!
For meget mad, og for meget dårlig mad, gør os syge. Vi får diabetes, blodpropper, overvægt, med alt hvad deraf følger i form af dårlig trivsel generelt.
Men vi er oplært til at tro, at vi har brug for mad hele tiden. Det var vores forældres og bedsteforældres kultur, som stammer fra en fortid, hvor mad –også i vores privilegerede del af verden – var svært opnåeligt. Vi er ikke skabt til at leve i en overflodssituation, som vi gør nu. Førhen skulle man spise, når der var mad at få. For man vidste aldrig, hvornår næste måltid indfandt sig. – Og vi tog for os. Mad blev samlingspunktet både til hverdag, til fest og til sorg. Dette forældede forhold til mad lever landbruget og hele fødevareindustrien stadig højt på, og nu ødelægger de vores helbred og det fælles miljø undervejs.
I virkeligheden burde konventionelt landbrug og fødevareindustri i den nuværende form ikke oppebære nogen form for støtte, for deres virksomhed og indtjening koster os andre dyrt på miljøudgifterne og på sundhedsomkostningerne. Vi kunne i stedet gradvist sluse støtten over til økologiske producenter og mere miljøvenlig produktion.
Hvis man tager en enkelt fastedag eller to, opdager man, at man hverken føler sult, bliver svimmel eller kraftesløs. Tværtimod. Når maven ikke skal på hårdt arbejde med at fordøje al den mad af svingende kvalitet og alle tilsætningsstofferne, og insulinen ikke uophørligt pumper rundt i blodet, bliver man lettere, gladere, mere energisk og klarttænkende. Man skal blot sørge for at drikke, mest vand, men også en kop kaffe, te, et glas mælk eller juice, som kan holde organismen i gang i en dags tid eller to. En kortvarig faste, hvor man sørger for at drikke undervejs, er normalt helt uden skadelige indvirkninger på kroppen for et fysisk og psykisk sundt, voksent menneske uden hårdt fysisk arbejde. Snarere tværtimod, siger de nye sundhedseksperter, der begynder at dukke frem flere steder.
Mit største problem ved at faste en dag eller to er, hvad jeg så skal lave? At holde op med at spise er ikke meget forskelligt fra at holde op med at ryge: Så snart nikotinen efter sidste smøg, eller insulinen efter sidste måltid, forlader blodbanen, melder der sig en stærk trang, som er svær at modstå. Når man så omsider kommer om på den anden side af trangen efter timer eller dage, så står man der med en masse fri tid …
Jeg bruger normalt en uforholdsmæssigt stor del af min tid, opdagede jeg, på at skaffe mad til huse, fra haven, fra små producenter i nærheden eller fra supermarkeder, på at forarbejde al denne mad, vaske, skrælle, hakke, blande, koge, sylte, fryse, stege, bage, grille, anrette, og på at invitere folk til at komme og nyde det hele med mig.
Det er den kultur og de vaner, jeg har med mig og lever i, og det er – ligesom landbrugskulturen og masseproduktion af fødevarer – meget svært at lave om på.
Se evt.
“Dr. Jason Fung: Fasting as a Therapeutic Option for Weight Loss” på YouTube
For nogle år siden så jeg en satiretegning, hvor jorden så tydeligt sløj ud og kradsede sig i ubehag. Månen spurgte den bekymret, hvad der dog var i vejen?
– Jeg har fået mennesker, svarede jorden trist.
Når man ser et billede taget ude fra rummet af vores lille jord om natten, får man det bedste bevis for menneskelig foretagsomhed. Lysene fra de store byer breder sig ud langs indfaldsvejene som kræftknuders slangeagtige fangarme og opsluger det omliggende landskab. Nogle områder, som fx Belgien, Ruhrdistriktet, USA’s østkyst, Øresundsregionen, er fuldkommen oplyste, andre, ufrugtbare ørkner, høje bjergtoppe, de store have, polerne, ligger endnu i mørke. – Men hvor længe?
Vi har bogstaveligt talt skidt i egen rede og fyldt vores affald, plastic og gift i havene. Syre, svovl, CO2 og ammoniak i luften. Pesticider, giftaffald og koncentreret svinegylle i jorden, som vi desuden har såret, udsuget og omformet med enorme udgravninger i jagten på råstoffer.
Man kunne også kigge på Flightradar’s øjebliksbillede af jordens flytrafik i april 2021. – Kun Grønland, Sibirien, havene syd for Afrika og nogle pletter i Sahara er fri for menneskelig transportaktivitet i luften – Midt under den største pandemi i 100 år, hvor det er vigtigt at begrænse kontakt og smitte! – Og toge, biler og den betragtelige skibstrafik er ikke med på billedet.
Vi kan simpelthen ikke lade være med at klumpe os sammen, bygge og bo tæt i byernes høje huse, opdyrke, asfaltere eller opgrave områderne imellem byerne, mase os sammen i parker og små, slidte ’natur’-områder, besøge hinanden og fragte varer til hinanden, ofte over store afstande.
Vi transporterer os ustandseligt fra A til B, så vi kan komme hen til et sted, hvor vi kan foretage os noget. Arbejde, købe ind, spise, hente noget, motionere, svømme, sejle, stå på ski, tage solbad, mødes, feste. I vore dage er det ikke ualmindeligt at bo i den ene ende af landet og tage på arbejde i den anden. Dvs., at vi indretter os med hundreder af kilometers daglig transport. – Og ferier skal helst afholdes tusindvis af kilometer væk … – Mennesket kan slet ikke styre sin oplevelses- og virketrang, men er altid fuld af idéer til udforskning, oplevelser, konstruktioner, byggerier, udvidelser, udvindelse, anlæg, maskiner, sammenstimling, måder. Afslapning er oftest kun noget, vi snakker om, mens vi og familien farer omkring og indretter omgivelserne, så vi ville kunne slappe af, hvis vi fik tid. Eller når vi bliver gamle.
Når man går en tur med et mindre barn, vil barnet hele tiden nysgerrigt stoppe op og undersøge ting på vejen. Pjaske i en vandpyt, samle grankogler og grene, forundres over en snegl. Menneskebarnet vil forsøge at finde ud af, hvordan ting er, og hvad de kan bruges til. Sådan fungerer voksne mennesker også. – De ser den givne natur som et uudtømmeligt reservoir af råstoffer, som kan udnyttes til egen fordel og indbringende produktionsvirksomhed.
Hvis man sætter barnet i en sandkasse eller på et tæppe med en bunke klodser, vil det straks begynde at bygge noget, konstruere noget, og snart vil barnets anlæg strække sig over fantasilandskaber, byer, veje, dagligstuer, bondegårde, rumfart, alt, hvad dette barn har set eller kan forestille sig, tager form i de forhåndenværende materialer. – På samme måde vil voksne ustandseligt tænke over forbedringer, udvidelser, nye projekter, opdagelser, og et stykke natur opfattes blot som en opfordring til aktivitet.
Vi opfører os som myrerne i skovbunden. Vi er normalt pr. instinkt i fuld gang fra morgen til aften. Vi samler føde, grannåle, blade, som vi slæber med hjem til myretuen. Som myrerne lever vi i én stor, sammenhængende organisme, en tue, som det har taget kollektivet mange år at opføre og vedligeholde. Der er stier, indgange, bygge- og anlægsvirksomhed, forsyningsafdelinger, reproduktive afsnit, hvor nye generationer opfostres, og rekreative arealer, hvor de små travle kryb hviler om natten. Som et usynligt svampemycelium gennemtrænger en skovbund og kan fylde hundreder af kvadratkilometer, udbygger myrerne deres veje og myrestier, indtil de møder andre myretuers veje og stier, indtil hele skoven består af ét stort, sammenhængende system, som myrerne har afmærket med myresyre og kontrollerer. Vé den bille, regnorm eller myre af en anden art, som krydser myrernes territorium. Den bliver aflivet og slæbt hjem til tuen som føde. Eller myrerne hjemtager andre levende smådyr, som samles og sættes i arbejde som slaver inde i selve myretuen. Eller de malker bladlus i vegetationen omkring sig. Alt bliver nyttiggjort og indsmurt i sur myresaft … Her hersker vi!
På akkurat samme måde har vi nyttiggjort og afmærket de fleste af jordens landskaber til afgrøder, træproduktion, energiudvinding, byggeri, infrastruktur, minedrift, fiskeri, transport, rekreation. Vi har fældet oprindelige træer, gamle skove, regnskove, indhegnet savanner, opdyrket stepper, gravet kanaler, udvundet råstoffer, omlagt floder, udtørret søer, affladet bjerge, bygget, bygget, bygget … endog sendt mennesker og skrald langt ud i rummet omkring os.
I én lang udviklingsproces, der fjerner os længere og længere fra de naturgivne vilkår, har vi strakt vores stinkende, forurenede veje, byggerier og produktion ud over hele kloden. I et forløb, der har varet mindst 50.000 år, og som foreløbigt er kulmineret med, at vi har omformet det meste af jordens overflade og påvirket klima, jord, luft og vand i en grad, så der ville skulle hengå endnu mindst 10.000 år uden menneskelig aktivitet for at bringe en smule natur tilbage.
Der er ikke mørkt ret mange steder på jorden længere. Der er ikke stille ret mange steder på jorden længere. Der er ikke frisk luft, ren jord eller drikkeligt vand ret mange steder på jorden længere. Der er ikke ret mange dyre- og plantearter tilbage på jorden længere. Der er ikke uberørt natur ret mange steder på jorden længere.
Samtidig er ordet ’natur’ et af de mest (mis)brugte i vores offentlige samtale, og det er værd at huske på den regel, der siger, at det, vi taler meget om, er det, vi mangler allermest: Fx kærlighed, godhed, tid, skønhed, fred, afslapning, familieliv, sundhed og altså: Natur.
Folk betaler gladeligt for at blive sejlet til fx Sydpolen, hvor deres afføring og selvoptagede energi snart får udryddet det liv og landskab, de gerne ville opleve.
Vi tillader afskovning af regnskove. Jagt på vilde dyr. Eksotiske dyremarkeder, hvor man kan købe og spise en flagermus, et bæltedyr eller en lille abeunge. Udvinding af råstoffer, der efterlader dybe, irreparable ar i jordens overflade. Transport og infrastruktur. Giftsprøjtede kæmpemarker, der tilmed søles til i koncentreret svinelort og tis. Turisme, der flytter omfattende menneskemængder til sårbare områder, så de kan lege med vandscootere, fiske fredede fisk, kaste sig ud over bjergsider for sjov, klatre sikkert i gamle træer på tyngende stilladser, bade og tisse i søer, betragte uddøende dyr … eller skyde dem.
Vi ødelægger udsigter med bygninger, fabrikker, udgravninger, vindmøller, solfangermarker, vejanlæg.
Som molboerne trampede mange mand høj ind i en kornmark for at jage storken væk, tramper vi ud over alle jordens kroge og afkroge, sender fly mere end 10 km op i luften og rumfartøjer ud til nærliggende himmellegemer og glemmer at rydde op efter os ude i atmosfæren, i luften, på jorden og i vandet. – Vores aktivitet har forgiftet, forsuret og forplumret alt omkring os.
Et eksempel i miniformat kunne være den nærliggende skov, som jeg har kendt og gennemstrejfet igennem 60 år. Hammer Bakker-området fremstår nu som en delvist skovklædt bakkeø dannet i sidste istid, beliggende ca. 8 km nordøst for Ålborg. Her er et konsortium bestående af kommunen og et par naturbevarende foreninger fulde af gåpåmod gået sammen om at frede et stort område og bringe det tilbage til dets ’naturlige’ tilstand, hvilket er et prisværdigt formål, som hverken jeg eller nogen anden kan have noget imod.
Men det rejser nogle spørgsmål. For hvad er den naturlige, oprindelige tilstand for området? Er det den golde morænebakkeø, der lå tilbage i istidshavet? Er det de skovklædte bakker med pil, birk, fyr, enebær og lidt forblæst eg, som senere opstod? De lyngbevoksede vidder, der blev tilbage i morænesandet efter menneskets overdrevne træhugst? Eller de mørke granplantager, som driftige ejere har plantet, høstet og nyplantet igennem de seneste hundrede år? Med pletter af plantet bøg, så selv det sandede Nordjylland kan fremstå som bøgelyse bakkedale? Eller må naturen også bestå af indførte, stride gyvler, som efterhånden har indtaget de fleste skrænter i området, sammen med bjørneklo, forvildet humle og hybenroser?
Konsortiet har valgt at fjerne plantagerne og lade nogle løvtræer og buske stå. Samtidig indhegner de store dele af det tidligere naturområde og sætter store græsædere, vildheste, små skovkøer og geder, ud i håbet om, at de ved at græsse småtræer, buske og gyvler kan holde arealet lysåbent, så vilde blomster, og dermed insekter og fugle, får bedre forhold til fordel for biodiversiteten.
Så vi opnår naturlig diversitet ved at udrydde de planter, der i forvejen trives her. – Men er ikke alle planter indført hertil efter isens tilbagetrækning for godt 10.000 år siden? Selv den elskede bøg er en indslæbt, invasiv art, der på et tidspunkt fortrængte den statelige eg i den danske natur. Og mennesket? Også vi er indvandrede og i uhyggelig grad invasive.
Men det ser vi ikke. Vi er stadig indsvøbt i det gamle, antropocentriske livssyn, der anbringer mennesket over alt andet som skabningens herre, og som udelukkende har menneskenes ønsker og behov for øje.
Mens naturplejerne således fjerner udpeget, uønsket vegetation, grantræer, fyrretræer, gyvler, bjørneklo, maser de ind ad områdets sarte, gamle mosstier med deres kæmpemæssige maskiner, der presser jorden sammen, så intet andet end lysesiv kan gro der i de næste 100 år. De fjerner effektivt og brutalt sporene af de fodtrådte stier, som folk i Hammer Bakker har travet i hundredvis af år. Af de gamle hjulspor, hulveje, smutveje, markveje, landeveje og kirkestier, som vore forfædre benyttede. – Og man rejser nye hegn uden at tænke på at indsætte låger der, hvor folk og dyr faktisk går. Og opfører udsigtstårne, klatretårne, bålhytter, anlægger P-pladser, mountainbikespor, vandre- og cykelruter, lejrpladser … Kort sagt: Mens man forsøger at genoprette noget naturlignende, bliver hele området ryddet og tromlet og udlagt som legeplads for i øvrigt naturfremmede borgere, som ikke kan gå en tur eller sætte pris på udsigter, fugle, blomster og træer uden blå, rød og gul rute, motionsredskaber, skiltning, klatrestativer og campinghytter.
De udsatte dyr, fx hestene, tiltrækker nysgerrige i stort tal, og en del begynder at fodre dem med madpakker og ungernes kiks og boller, hvilket lærer hestene at løbe efter de besøgende. Nogle skovgæster bliver derefter bange for de store dyr, som kommer alt for tæt på for at tigge mad, og så skal de således tæmmede, ’vilde’ heste jo tages ud. De må ikke skræmme børnefamilier og naturvandrere. – ’Tages ud’ er en eufemisme for aflivning. Det er nok værd at tænke over, når man føler trang til at fodre og klappe disse store naturplejere. Et naturplejet areal er ikke det samme som en børnezoo.
De ulve og vildsvin, som her de senere år vandrede op i Jylland, før kæmpemæssige hegn á la et moderne Dannevirke skød op langs grænsen til Tyskland, er allerede brutalt nedskudt af emsige jægerforbund. – Vi vil gerne have store dyr, men de skal blive inde i kontrollerede indhegninger med låger og strøm og færiste, og vi vil selv bestemme præcis hvilke dyr, hvor store og hvor. Der må jo ikke gå for meget natur i det, for det kunne skade unaturligheden ved at samle 20.000 produktionssvin på meget lidt plads. Eller true et par lam og jægernes rådyr og udsatte fasaner, hvis en enkelt ulvefamilie eller to slog sig ned i Vestjylland.
Vi vil styre og bestemme alting selv. Selv naturen og vores oplevelser med den. Vi medbringer vores egne legetøjsheste i hestetrailere og rider rundt på dem i små, nedslidte naturområder, mens hovene pløjer stier op, så ingen kan gå eller cykle der bagefter. Før var heste transportdyr, nu er de kæledyr, som transporteres rundt af alt for velhavende damer.
Vi løber eller går målbevidst med snak eller musik fra mobiltelefonerne i ørerne, så vi kan nå op på de anbefalede 10.000 daglige skridt uden hensyn til det område vi færdes i.
Vi bygger sindrige mountainbikespor, så unge mænd kan få et adrenalinkick ved at sætte førligheden på spil, mens de i fuld fart ræser op og ned ad oldgamle kulturminder og tværs igennem følsom natur, skræmmer andre skovgæster og skovens dyr og pløjer de gamle fodstier op til dybe, mudrede huller.
Vi rydder brede veje igennem naturen, så vi i store, larmende og trampende flokke kan løbe eller gå om kap.
Vi opfinder vandre- og cykelruter igennem naturen og giver dem romantiske navne, så som ’Hærvejsruten’, selv om hærvejen aldrig har gået igennem fx Hammer Bakker. Her var der en – nu delvist oppløjet og omlagt – Kongevej til officielt brug og mange lokale småstier og hjulspor til gennemrejse, til markedet i byen, til besøg hos naboer, ud til markerne eller op til kirkerne.
– Alt dette fylder vi ud i ‘naturen’, så vi hver især kan få ’naturoplevelser’ og ’motion’. Det er vores ikke synderligt glorværdige formål, og det er svært at se, hvor naturen passer ind, når først det tunge maskineri har fældet træerne, hegnene er rejst, p-pladser, shelters, tårne og bålhytter bygget, legepladser indrettet, infotavlerne sat op, og folk strømmer til i store biler med hestetrailere, barnevogne, hunde eller med kostbare MTB-motionscykler bagpå. – Hvor de i øvrigt snart får nedtrampet eller opgravet alle de sjældne planter, som skiltene henviser til, eller får fanget de fine sommerfugle.
En flok ældre herrer, som gik for tidligt på pension, men som stadig har virketrangen i behold og nu savner at føle sig betydningsfulde, ringer og skriver til hinanden, annoncerer i lokalpressen, danner ‘natur’-foreninger og opretter hjemmesider og kontor og reglementer og møder, hvor de planlægger ’aktiviteter’ for horder af mennesker, så som rappelling, udsigtstårne, udstillinger, ruter og omfattende informationsskiltning. – For ikke at tale om alle de selvbestaltede naturguider og guidede ‘natur’-vandringer – For hvem ville vove sig ind i et lille naturområde uden en guide og flokke af andre mennesker omkring sig? – Den usandsynlige risiko for at møde en ulv eller et vildsvin er jo elimineret af emsige jægere; nogle steder har man endda lagt gift ud til de få ørne, der ellers var ved at etablere sig i dette land. Så hvilken natur er det, at disse guider slår sig op på at vise frem?
Vores foretagsomhed og trang til kontrol slipper aldrig op. Den er indlejret i vores – i menneskets -natur. Vi er myrer, og der går alt for hurtigt Byggemand Bob i det. Vi kan slet ikke lade være med at planlægge, tilpasse, holde møder, bygge, arrangere, indrette, anlægge veje, træterrasser, opsætte informationstavler, slå græsset, plante de planter, vi holder allermest af … Jeg mindst lige så meget, som alle andre.
Mens vi ævle-kævler om natur, måske ovenikøbet om ‘urørt’ natur, sender vi en hær af alt for store maskiner ind og ødelægger det lidt, der måtte være tilbage. Der går hundredvis af år, før naturen kommer sig bare nogenlunde igen efter alle vores ’aktiviteter’. Og kun, hvis vi herefter lader den i absolut fred.
For vi efterlader ingen træer, som kan stå og blive hundreder af år. Et fuldvoksent, gammelt træ udgør levested for talløse mosser, laver, insekter, småorme, fugle o.m.a., men selv naturplejere kører allerførst det tunge maskineri ind for at høste de bedste træer til eget brug – tømmer i store stabler.
Naturpleje er en illusion i det øjeblik, man løfter en finger, for så er det ikke længere natur. Man bliver jo nødt til at beslutte, om man vil have natur i form af lysåben blomstereng? Lyngbakker? Vajende bøge? Juletræer? Afgræssede overdrev? – Urørt natur er uopnåeligt for mennesket, for det ville udelukke os.
Sådan ser et stykke natur, der igennem en menneskealder har ligget urørt, ud:
Her er det vanskeligt at løbe en tur eller lave MTB-spor, ikke? – Hvis man ikke vil røre naturen, må det vel betyde, at man skal lade den være.
Er plantager med mørke grantræer i lige rækker en form for natur? Markernes livløse, gylle- og giftsprøjtede ørkenlandskab? Landmandens smalle bræmme ud mod motorvejen af nysåede sommerblomster, der skal bøde på hans image? Basilikummen i vindueskarmen? Gavner de nuttede og moderigtige ’insekthoteller’ naturen? Gør ridehesten i traileren, mountainbiken, løbehjulet, 10.000 skridt om dagen og oceaner af sentimental, ureflekteret snak? Er mennesket ikke også natur? Er barnets nysgerrighed og foretagsomhed ikke natur? Hele verden er vores sandkasse, og vi bygger og konstruerer og finder på uden ophør.
Skulle vores konstruktioner være anderledes end myrens og termittens? End myceliet under skoven? Fuglenes reder, edderkoppernes net og rævenes grave? Er vores anlæg ikke bygget af materialer fra jorden? Er vi ikke dyr? – Med store hjerner, men med en meget, meget lille forståelse for vores egen natur.
Vi er blevet for mange … Vi udgør én stor, dyrisk masse, én sammenhængende stime, der dækker kloden med vores ustoppelige foretagsomhed, og som emsigt farer rundt og bruger ord som ’natur’, ‘urørt’, ’miljø’, ’godhed’, ’økologisk’, ’bæredygtig’, ’frihed’, ’grøn energi’, ’CO2-neutral’, ’unik’, ’menneskerettigheder’, mens vi breder os, sviner, starter krige, ødelægger levesteder, afviser flygtninge, generer naboen, og i det hele taget gør akkurat det samme, som alle andre, og dermed ødelægger det hele for os alle.
Bananrepublik, kalder vi ofte lande på den varme del af kloden, hvor man dyrker bananer, og hvor landet styres dårligt og kaotisk af ofte korrupte og selvbegunstigende politikere.
Hvad skal vi kalde et koldt land, der er et konstitutionelt monarki, hvor man producerer en masse forurenende svin og gylle, og hvor
Man stuver svinene sammen på lastbiler og kører med dem i dagevis, så de kan blive slagtet i fx Polen.
Chefen for forsvaret har tilgodeset sin elskerinde på forskellige måder, bl.a. med attraktive uddannelser og jobs uden opslag, så andre ikke kunne søge.
En stor del af den medicin, folk skal bruge til daglig, ikke kan skaffes, hvilket i apotekernes nysprog hedder, at den er i ’restordre’.
Regeringen afskaffer magtens tredeling og lader en minister tage STATSBORGERSKABET fra folk rent administrativt … Det er temmelig bananrepublikagtigt. – Skal vi lige repetere? (Trump må gerne læse med) – I et demokrati er magten delt i tre, den lovgivende – folketinget, den udøvende – regeringen, og den dømmende magt – domstolene. Magten er tredelt, så de tre dele kan holde hinanden i skak, så ingen bliver magtfuldkomne, fx så politiet, der i vores demokrati er tildelt monopol på vold, ikke begynder at lave lovene, selv udøver dem med magt/vold og dømmer folk på stedet. Sommetider kalder man pressen for den fjerde statsmagt, fordi pressen, når den er bedst, uafhængigt holder øje med de tre andre.
Folks børn i vuggestuer og børnehaver sejler ulykkelige rundt imellem hinanden uden voksenkontakt, som dokumenteret ved flere videooptagelser og forskeres besøg.
Syge mennesker bliver nr. 32 i telefonkøen, hvis de ringer til deres praktiserende læge, skal vente 3 – 4 uger på en tid, som varer ca. 10 forhastede minutter, hvorunder lægen selvfølgelig ikke har tid til at læse journal og undersøge behandlingsmuligheder, og hvor hun/han kun kan tage sig af én ting – så hvis man både har fx dårlig ryg og fodsvamp, skal man igennem hele cirkusset igen med ventetid, tage en halv dag fri fra arbejde og hen og stå model til endnu en forhastet ’konsultation’ … Hvis lægen sender én videre til en speciallæge, kan man opleve 19 ugers ventetid, eller 25 uger, eller 1 – 2 års ventetid!
Politikere, der ikke bliver valgt til Folketinget, kan gå i op til to år med en månedsløn på over 50.000 kr. for ikke at lave noget.
Politikere, der danner deres eget parti, herefter kan hæve flere millioner pr. år til at holde partiet i gang – en sandsynlig forklaring på alle de nyskabte småpartier på højrefløjen, Klaus Riskær Pedersens m.fl.
Politikere i folketinget sidder og beslutter deres egen løn og pensionsforhold, hvilket nok kræver politikere af en anden kvalitet og støbning end dem, vi har haft de seneste 20 år.
Sygeplejersker o.m.a. går ned med stress, fordi de prøver at gøre deres arbejde under massivt politisk pres for at spare, spare, spare …
Børn og unge ikke lærer at læse og skrive og regne i skolerne.
Der er skåret så meget ned på uddannelser og universiteter, at fri forskning ikke eksisterer mere. Forskningen betales bl.a. af virksomheder og interesseorganisationer, som så får indflydelse på forskningsemnerne, forsøgstilrettelæggelsen og konklusionerne. Senest har den aggressive interesseorganisation ‘Landbrug & Fødevarer’ på Århus Universitet bestilt og betalt skandaløst positive forskningsrapporter om landbruget. Også medicinalfirmaer korrumperer læger, forskning og sygehusvæsen. Naturligvis ved at bestille og betale positiv ‘forskning’ om deres egne præparater, men også ved at undertrykke negative resultater og ved at stå for ‘efteruddannelse’ af læger, hvor de lærer dem at udskrive en masse recepter på lykkepiller, kolesterolpiller, blodtrykssænkende piller o.a., som er lønsomt for virksomhederne, og ved at rundsende ‘konsulenter’ med samme formål for øje.
Man er nødt til at skrive i busserne, at folk ikke må smide tyggegummi på gulvet eller sætte fødder med snavsede sko op på sæderne.
Cigaretpriserne er de laveste i Nordeuropa.
Det er tilladt at reklamere for kviklån til de økonomisk svageste, som derefter skal betale flere hundrede procent tilbage.
Skattevæsenet ikke fungerer. Opkrævningen af skat ikke fungerer. Kontrollen af skatteyderne ikke eksisterer. Og hvor man forærer milliarder af vores fælles velfærdspenge til udenlandske svindlere, fordi man i årevis har nedsparet hele organisationen med enorme kompetencetab til følge, naturligvis.
Noget så simpelt og elementært som at få vurderet landets boliger mhp. opkrævning af boligskatter har ikke fungeret i mange år og ser ikke ud til at komme til at fungere de næste mange år.
Togdriften har været upålidelig og til grin i tyve år eller mere. En ny letbane kan ikke køre i frostvejr. Og trafikpolitikken i øvrigt varetages af bøvede lokalpolitikere, der sørger for private, kostbare togstationer og unødvendige omfartsveje i deres eget område. På helhedens bekostning.
Fremmedhadet florerer. En provinsavis føler sig kaldet til at håne og spotte medmennesker af anden etnisk herkomst. Fjolser påberåber sig ‘ytringsfrihed’ til at brænde andre menneskers hellige bøger offentligt. En minister med titel af ‘integrationsminister’ fejrer med kager, at hun kan holde ulykkelige medmennesker i ulykkelighed og berøve dem håb, selvbestemmelse og ægtefæller i lejre, som hun gerne havde flyttet til en øde ø.
Vi fører krig mod folk langt borte i stedet for at hjælpe dem med rent vand, mad, sanitet, lægehjælp og undervisning.
Hvorfor vil ingen bo på landet længere? – Det er ikke noget stort mysterium.
Ude i Udkantsdanmark hersker gylle- og giftspredere og grandjævle. Man kan ikke bo et sted, hvor jord, grundvand og luft tyve gange eller mere pr. sæson forurenes af landbrugets sprøjtevogne med pesticider, svampemidler eller med stinkende, sejlende svinelort. Hvor det åbne landskab er ét stort, forsuret griselokum, fyldt med opkoncentrerede tungmetaller, men uden veje, stier og beplantning. Og hvor de få uopdyrkede områder er tilplantet med mørke, ugæstfrie graner, så jordejeren kan få noget hurtig tilvækst og udbytte. Hvorefter han sender enorme skovhøstmaskiner ind, som sammenpresser jorden i flere meters dybde, så intet kan gro og trives de næste 200 – 300 år.
Skulle der endelig være et lille smukt, nogenlunde naturligt område, har mountainbikerne usurperet de kønne stier og anlagt deres motorveje med spring og sving, hvor de fræser rundt og plører jorden op og er til fare for alle stilfærdige vandrere. Eller horder af skydegale fritidsjægere har lukket området ‘pga. jagt’. – Hvorfor spiller folk ikke golf længere? Er anlæggelse og vedligeholdelse af alle de mange golfbaner for 10 – 20 år siden spildt, fordi moden er vendt? – Det korte af det lange er, at folk ikke mere bare går rundt og nyder naturområder, fugle- og dyreliv, men absolut skal bruge naturen til noget: sportscykling i høj fart, jagt på dyrene, kapløb, kapgang i flokkevis, træklatring i de få tilbageværende, store træer, legepladser …
Før i tiden sørgede stat og amter for at reservere en del af naturen til dyr og til de kommende generationer, men nu er det ansvar overtaget af kommunerne, og det er jo som at sætte ræven til at vogte gæs: Store skatteydere får tilladelser til at bygge enorme ’herregårde’ midt i naturskønne områder. Eller kommunen henlægger sine egne byggeprojekter til disse billige grunde. Eller de tillader gylleproduktion, råstofudvinding eller store sommerhuse med tilhørende legelande, betonhoteller og andre serviceerhverv at etablere sig midt i herlighederne.
Kommunerne føler sig i konkurrence om at ’vækste’, om at vokse og udnytte alt og alle. Den smule ’natur’, vi har tilbage i dette lille land, skal med vold og magt udpines til sidste græsstrå.
Samtidig har man fjernet lægen, sygehuset, plejehjemmet, politiet, skolen, biblioteket, børneinstitutionerne og alle indkøbsmuligheder, hvorefter man undrer sig over, at småbyernes huse står tomme og forfalder.
Det falder ingen ind, at meget store, kystnære, uberørte og naturlige områder med adgang forbudt for private sommerhuse, betonbyggerier, vindmølleparker, råstofudvinding, skovmaskiner, biler, mountainbikes og ATV’ere, men nænsomt udstyret med p-pladser, toiletter, småhoteller, vandre- og cykelstier og primitive hytter og lejrpladser, ville give Danmarks udkanter en særdeles høj og eftertragtet status som turistmål og rekreativt område. – Når nu folk ikke vil bo der, så lad dog ulve og andre store og små dyr og planter rykke ind.
Men man kan ikke BÅDE have titusindvis af kvadratkilometer med grise-wc’er og stikkende, naturfremmede grantræer OG være eksklusiv ressort for naturglade.
Nogle grise har det skønt, bl.a. disse frilandssvin fra Attrup.
Det slår aldrig fejl: Så snart den første rigtige forårsdag viser sig med solskin, varme, fuglesang og spæde blomsterdufte, slår gyllehammeren os ned.
Nord – og Vestjylland er hårdt ramt, men også Sønderjylland, Nordfyn, Sydsjælland, Lolland-Falster og Bornholm, efter hvad jeg hører.
Man sætter grillen og havemøblerne ud og hænger sengetøjet ud til tørre, og så bliver alt ramt af en harsk, hudklæbende hørm af gammelt griselort. ALT! – Og det står på i halve og hele måneder. Lige i den smukkeste tid. – Jeg ville blive sur, hvis jeg havde ofret et halvt hundrede tusind på fx en konfirmationsfest i haven i forårssolen. Har man en næse og et valg, er der efterhånden ikke andre muligheder end at bosætte sig i København eller Århus. Byer så store, at stanken ikke kan drive ind i nærheden af boligkvartererne.
Der er ikke tale om en mødding med stor gødningsværdi, samlet igennem vinteren ved udmugning under heste, grise, køer og får, som vi husker det fra gammeldags møgspredning på markerne. Dengang snusede vi bare op og sagde: Der er vitaminer i luften.
I løbet af de seneste 15 – 20 år er det for gyllefabrikanterne udelukkende blevet et spørgsmål om at komme af med den koloenorme mængde af hengemte, overlagrede, stinkende, forsurende, halvgiftige affaldsstoffer fra forpinte og plagede grise stablet op i enorme grisefabrikker. Disse fabrikker fylder den ene gyllebeholder efter den anden, så det løber over, de flytter rundt på lortet, opkøber evt. ledig beholder- eller markplads hos hinanden og sjasker det hele ud i sejlende, tykke lag, så snart jorden er til at køre på. – Hvem har lyst til at spise afgrøder fra disse inficerede marker?
Hele landsdele lider under det. Byer, landsbyer, naturområder. Lugten blæser til England eller Sverige. Og alle klager holdes væk med henvisning til eksporten. Men hvis kineserne gerne vil spise gris, synes jeg, at de skulle opfostre nogle grise selv. Danmark er for lille til at rumme 30 mio. svin og deres affald.
Mere end en tredjedel af disse svin bliver kørt til slagtning i udlandet … De bliver slået og sparket, når de bliver gennet op i lastbiler og fragtet langt væk til et polsk slagteri. – En dag eller to klemt sammen i en anhænger … Sultne, tørstige, forskræmte …
Det nytter ikke noget, at man vil gøre provinsen attraktiv med universiteter, kulturtilbud, parker og sommerfester, eller at man udflytter fem sprogmedarbejdere til Bogense og treogenhalv til Brovst, hvis man ikke gør noget ved gyllestanken … INGEN kan holde ud at leve midt i et grise-wc. – Heller ikke grise, som er både kloge og renlige dyr.
Se at få det stoppet! Det er barbarisk, at man tillader nogle få grisefabrikanter at holde det meste af et land som gidsler, forsure vores jord og påføre så mange en usund og ækel stank i årets dejligste måneder. Hvordan kan det tillades i et moderne samfund?
