Kategori: Landbrug

Svinemonarkiet

Bananrepublik, kalder vi ofte lande på den varme del af kloden, hvor man dyrker bananer, og hvor landet styres dårligt og kaotisk af ofte korrupte og selvbegunstigende politikere.

Hvad skal vi kalde et koldt land, der er et konstitutionelt monarki, hvor man producerer en masse forurenende svin og gylle, og hvor

  • Man stuver svinene sammen på lastbiler og kører med dem i dagevis, så de kan blive slagtet i fx Po­len.
  • Chefen for forsvaret har tilgodeset sin elskerinde på forskellige måder, bl.a. med attraktive uddannel­ser og jobs uden opslag, så andre ikke kunne søge.
  • En stor del af den medicin, folk skal bruge til daglig, ikke kan skaffes, hvilket i apotekernes nysprog hed­der, at den er i ’restordre’.
  • Regeringen afskaffer magtens tredeling og lader en minister tage STATSBORGERSKABET fra folk rent administrativt … Det er temmelig bananrepublikagtigt. – Skal vi lige repetere? (Trump må gerne læse med) – I et demokrati er magten delt i tre, den lovgivende – folketinget, den udøvende – regeringen, og den dømmende magt – domstolene. Magten er tredelt, så de tre dele kan holde hinanden i skak, så ingen bliver magtfuldkomne, fx så politiet, der i vores demokrati er tildelt monopol på vold, ikke be­gynder at lave lovene, selv udøver dem med magt/vold og dømmer folk på stedet. Sommetider kal­der man pressen for den fjerde statsmagt, fordi pressen, når den er bedst, uafhængigt holder øje med de tre andre.
  • Folks børn i vuggestuer og børnehaver sejler ulykkelige rundt imellem hinanden uden voksen­kontakt, som dokumenteret ved flere videooptagelser og forskeres besøg.
  • Syge mennesker bliver nr. 32 i telefonkøen, hvis de ringer til deres praktiserende læge, skal vente 3 – 4 uger på en tid, som varer ca. 10 forhastede minutter, hvorunder lægen selvfølgelig ikke har tid til at læse journal og undersøge behandlingsmuligheder, og hvor hun/han kun kan tage sig af én ting – så hvis man både har fx dårlig ryg og fodsvamp, skal man igennem hele cirkusset igen med ventetid, tage en halv dag fri fra arbejde og hen og stå model til endnu en forhastet ’konsultation’ … Hvis lægen sender én videre til en speciallæge, kan man opleve 19 ugers ventetid, eller 25 uger, eller 1 – 2 års ventetid!
  • Politikere, der ikke bliver valgt til Folketinget, kan gå i op til to år med en månedsløn på over 50.000 kr. for ikke at lave noget.
  • Politikere, der danner deres eget parti, herefter kan hæve flere millioner pr. år til at holde partiet i gang – en sandsynlig forklaring på alle de nyskabte småpartier på højrefløjen, Klaus Riskær Pedersens m.fl.
  • Politikere i folketinget sidder og beslutter deres egen løn og pensionsforhold, hvilket nok kræver politi­kere af en anden kvalitet og støbning end dem, vi har haft de seneste 20 år.
  • Sygeplejersker o.m.a. går ned med stress, fordi de prøver at gøre deres arbejde under massivt poli­tisk pres for at spare, spare, spare …
  • Børn og unge ikke lærer at læse og skrive og regne i skolerne.
  • Der er skåret så meget ned på uddannelser og universiteter, at fri forskning ikke eksisterer mere. Forskningen betales bl.a. af virksomheder og interesseorganisationer, som så får indflydelse på forskningsemnerne, forsøgstilrettelæggelsen og konklusionerne. Senest har den aggressive interesseorganisation ‚Landbrug & Fødevarer‛ på Århus Universitet bestilt og betalt skandaløst positive forskningsrapporter om landbruget. Også medicinalfirmaer korrumperer læger, forskning og sygehusvæsen. Naturligvis ved at bestille og betale positiv ‚forskning‛ om deres egne præparater, men også ved at undertrykke negative resultater og ved at stå for ‚efteruddannelse‛ af læger, hvor de lærer dem at udskrive en masse recepter på lykkepiller, kolesterolpiller, blodtrykssænkende piller o.a., som er lønsomt for virksomhederne, og ved at rundsende ‚konsulenter‛ med samme formål for øje.
  • Man er nødt til at skrive i busserne, at folk ikke må smide tyggegummi på gulvet eller sæt­te fødder med snavsede sko op på sæderne.
  • Cigaretpriserne er de laveste i Nordeuropa.
  • Det er tilladt at reklamere for kviklån til de økonomisk svageste, som derefter skal betale flere hundrede procent tilb­age.
  • Skattevæsenet ikke fungerer. Opkrævningen af skat ikke fungerer. Kontrollen af skatteyderne ikke eksi­sterer. Og hvor man forærer milliarder af vores fælles velfærdspenge til udenlandske svindlere, fordi man i årevis har nedsparet hele organisationen med enorme kompetencetab til følge, naturligvis.
  • Noget så simpelt og elementært som at få vurderet landets boliger mhp. opkrævning af boligskatter har ikke funge­ret i mange år og ser ikke ud til at komme til at fungere de næste mange år.
  • Togdriften har været upålidelig og til grin i tyve år eller mere. En ny letbane kan ikke køre i frost­vejr. Og trafikpolitikken i øvrigt varetages af bøvede lokalpolitikere, der sørger for private, kostbare togstati­oner og unødvendige omfartsveje i deres eget område. På helhedens bekostning.
  • Fremmedhadet florerer. En provinsavis føler sig kaldet til at håne og spotte medmennesker af anden etnisk herkomst. Fjolser påberåber sig ‚ytringsfrihed‛ til at brænde andre menneskers hellige bøger offentligt. En minister med titel af ‚integrationsminister‛ fejrer med kager, at hun kan holde ulykkelige medmennesker i ulykkelighed og berøve dem håb, selvbestemmelse og ægtefæller i lejre, som hun gerne havde flyttet til en øde ø.
  • Vi fører krig mod folk langt borte i stedet for at hjælpe dem med rent vand, mad, sanitet, lægehjælp og undervisning.

Udkantsdanmark

Hvorfor vil ingen bo på landet længere? – Det er ikke noget stort mysterium.

Ude i Udkantsdanmark hersker gylle- og giftspredere og grandjævle. Man kan ikke bo et sted, hvor jord, grundvand og luft tyve gange eller mere pr. sæson forurenes af landbrugets sprøjtevogne med pesticider, svampemidler eller med stinkende, sejlende svinelort. Hvor det åbne landskab er ét stort, forsuret griselokum, fyldt med opkoncentrerede tungmetaller, men uden veje, stier og beplantning. Og hvor de få uopdyrkede områder er tilplantet med mørke, ugæstfrie graner, så jordejeren kan få noget hurtig tilvækst og udbytte. Hvorefter han sender enorme skovhøstmaskiner ind, som sammenpresser jorden i flere meters dybde, så intet kan gro og trives de næste 200 – 300 år.

Skulle der endelig være et lille smukt, nogenlunde naturligt område, har mountainbikerne usurperet de kønne stier og anlagt deres motorveje med spring og sving, hvor de fræser rundt og plører jorden op og er til fare for alle stilfærdige vandrere. Eller horder af skydegale fritidsjægere har lukket området ‚pga. jagt‛. – Hvorfor spiller folk ikke golf længere? Er anlæggelse og vedligeholdelse af alle de mange golfbaner for 10 – 20 år siden spildt, fordi moden er vendt? – Det korte af det lange er, at folk ikke mere bare går rundt og nyder naturområder, fugle- og dyreliv, men absolut skal bruge naturen til noget: sportscykling i høj fart, jagt på dyrene, kapløb, kapgang i flokkevis, træklatring i de få tilbageværende, store træer, legepladser …

Før i tiden sørgede stat og amter for at reservere en del af naturen til dyr og til de kommende generationer, men nu er det ansvar overtaget af kommunerne, og det er jo som at sætte ræven til at vogte gæs: Store skatteydere får tilladelser til at bygge enorme ’herregårde’ midt i naturskønne områder. Eller kommunen henlægger sine egne byggeprojekter til disse billige grunde. Eller de tillader gylleproduktion, råstofudvinding eller store sommerhuse med tilhørende legelande, betonhoteller og andre serviceerhverv at etablere sig midt i herlighederne.

Kommunerne føler sig i konkurrence om at ’vækste’, om at vokse og udnytte alt og alle. Den smule ’natur’, vi har tilbage i dette lille land, skal med vold og magt udpines til sidste græsstrå.

Samtidig har man fjernet lægen, sygehuset, plejehjemmet, politiet, skolen, biblioteket, børneinstitutionerne og alle indkøbsmuligheder, hvorefter man undrer sig over, at småbyernes huse står tomme og forfalder.

Det falder ingen ind, at meget store, kystnære, uberørte og naturlige områder med adgang forbudt for private sommerhuse, betonbyggerier, vindmølleparker, råstofudvinding, skovmaskiner, biler, mountainbikes og ATV’ere, men nænsomt udstyret med p-pladser, toiletter, småhoteller, vandre- og cykelstier og primitive hytter og lejrpladser, ville give Danmarks udkanter en særdeles høj og eftertragtet status som turistmål og rekreativt område. – Når nu folk ikke vil bo der, så lad dog ulve og andre store og små dyr og planter rykke ind.

Men man kan ikke BÅDE have titusindvis af kvadratkilometer med grise-wc’er og stikkende, naturfremmede grantræer OG være eksklusiv ressort for naturglade.

Gyllehammeren


Nogle grise har det skønt, bl.a. disse frilandssvin fra Attrup.

Det slår aldrig fejl: Så snart den første rigtige forårsdag viser sig med solskin, varme, fuglesang og spæde blomsterdufte, slår gyllehammeren os ned.

Nord – og Vestjylland er hårdt ramt, men også Sønderjylland, Nordfyn, Sydsjælland, Lolland-Falster og Bornholm, efter hvad jeg hører.

Man sætter grillen og havemøblerne ud og hænger sengetøjet ud til tørre, og så bliver alt ramt af en harsk, hudklæbende hørm af gammelt griselort. ALT! – Og det står på i halve og hele måneder. Lige i den smukkeste tid. – Jeg ville blive sur, hvis jeg havde ofret et halvt hundrede tusind på fx en konfirmationsfest i haven i forårssolen. Har man en næse og et valg, er der efterhånden ikke andre muligheder end at bosætte sig i København eller Århus. Byer så store, at stanken ikke kan drive ind i nærheden af boligkvartererne.

Der er ikke tale om en mødding med stor gødningsværdi, samlet igennem vinteren ved udmugning under heste, grise, køer og får, som vi husker det fra gammeldags møgspredning på markerne. Dengang snusede vi bare op og sagde: Der er vitaminer i luften.

I løbet af de seneste 15 – 20 år er det for gyllefabrikanterne udelukkende blevet et spørgsmål om at komme af med den koloenorme mængde af hengemte, overlagrede, stinkende, forsurende, halvgiftige affaldsstoffer fra forpinte og plagede grise stablet op i enorme grisefabrikker. Disse fabrikker fylder den ene gyllebeholder efter den anden, så det løber over, de flytter rundt på lortet, opkøber evt. ledig beholder- eller markplads hos hinanden og sjasker det hele ud i sejlende, tykke lag, så snart jorden er til at køre på. – Hvem har lyst til at spise afgrøder fra disse inficerede marker?

Hele landsdele lider under det. Byer, landsbyer, naturområder. Lugten blæser til England eller Sverige. Og alle klager holdes væk med henvisning til eksporten. Men hvis kineserne gerne vil spise gris, synes jeg, at de skulle opfostre nogle grise selv. Danmark er for lille til at rumme 30 mio. svin og deres affald.

Mere end en tredjedel af disse svin bliver kørt til slagtning i udlandet … De bliver slået og sparket, når de bliver gennet op i lastbiler og fragtet langt væk til et polsk slagteri. – En dag eller to klemt sammen i en anhænger … Sultne, tørstige, forskræmte …

Det nytter ikke noget, at man vil gøre provinsen attraktiv med universiteter, kulturtilbud, parker og sommerfester, eller at man udflytter fem sprogmedarbejdere til Bogense og treogenhalv til Brovst, hvis man ikke gør noget ved gyllestanken … INGEN kan holde ud at leve midt i et grise-wc. – Heller ikke grise, som er både kloge og renlige dyr.

Se at få det stoppet! Det er barbarisk, at man tillader nogle få grisefabrikanter at holde det meste af et land som gidsler, forsure vores jord og påføre så mange en usund og ækel stank i årets dejligste måneder. Hvordan kan det tillades i et moderne samfund?

Gift i mad og tøj

September 2017: Nedvisnet jordbærmark. Når sæsonen for danske jordbær er slut, sprøjtes hele marken med en plantegift, der dræber både jordbærplanter og al ukrudtet. Derefter pløjes det hele ned i jorden, så marken er klar til nye jordbærplanter, kartofler eller andre afgrøder.

I september måned efter en regnfuld sommer burde markerne i det danske landbrugsland ikke ligge brune hen, så jeg stoppede for at tage et billede. Der skulle være friskt og grønt alle vegne, men landmænd sprøjter rutinemæssigt med Roundup-lignende plantegifte, så de hurtigt kan så eller plante nye afgrøder, dvs. fødevarer, i et ukrudtsfrit miljø.

Coops medlemsblad, Samvirke, bragte kort tid efter en artikel om sprøjtegifte i vores mad og blev bandlyst fra butikkerne i de områder, hvor der boede mange landmænd. Coop følte sig truet til at opgive en planlagt kampagne for økologi, der ellers skulle have varet hele oktober måned.

Landbruget og dets organisationer fór, som de har for vane, når der kan være tale om kritik af danske landmænd og deres produkter, ud med bål og brand og trusler mod Coop. – Men spørgsmålet er, om det er rimeligt at henrette budbringeren, Samvirke, der skriver tingene, som de er?

Der kom fjollede debatindlæg fra landbrugets aggressive organisationer, så som at sprøjtegift ikke er farligere end rødvin og røde bøffer. Men vi tilsætter ikke alkohol og råt kød til al maden og drikkevandet og tvinger det ned i halsen på alle, babyer, syge, gamle, vegetarer, vel?

De mere seriøse forsvarere for giftsprederne henholdt sig som altid til, at det, de gør, er ”lovligt”, dvs. inden for de af loven fastsatte grænseværdier for sprøjtning. Netop i disse dage drøfter EU en forlængelse af sprøjtetilladelserne for stoffet glyphosat, det aktive giftstof i bl.a. Roundup, og det er som altid meget vanskeligt at tage sådanne beslutninger uden om de stålsatte landbrugslobbyister, der har mange, mange penge i klemme.

– Men hvem har viden nok til skråsikkert at fastsætte værdier for, hvor meget gift, vi må putte i jorden, i maden og i vore børn? Ingen – og slet ikke landmændene og deres organisationer – ved, hvor meget giftstof, der skal til for at skade os og miljøet på længere sigt. – Husk, at det her i Danmark er meget lidt troværdige typer, som fx miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen, valgt i et udpræget landbrugsområde, der sidder og skalter og valter med vores jord og helbred. Tror vi på, at han er helt uafhængig af dem, der har interesse i at sprøjte meget? Tror vi, at han har sat sig grundigt ind i alle aspekter af sagen? Beslutningstagerne i EU er formentlig ikke meget bedre egnede.

Men at det ER skadeligt med alle de giftstoffer, som landmændene sprøjter ud over deres marker, kan næsten ingen længere være i tvivl om. Kartoffelmarker bliver sprøjtet op til 20 gange på en sæson, før de til sidst bliver sprøjtet med plantegift, så toppene visner ned, før kartoflerne tages op. Det kan ikke være sundt. Selv om der er ”grænseværdier”. Pesticiderne har allerede nået grundvandet, og vi forgifter således langsomt os selv og alle kommende generationer.

Der er fundet pesticider i vore børns urin, og stofferne mistænkes bl.a. for at give mindre hjerner, ufrugtbarhed, kræft og diabetes. Vi kan ikke undgå landbrugets giftsprøjter, heller ikke selv om vi altid kun spiser økologisk, for sprøjtemidlerne blæser ind over alle marker, også dem, der er udlagt til økologi, og ind i skove, moser, læhegn, enge, frugtplantager og private haver. De dyr, vi spiser, spiser sprøjtede afgrøder.

Der er i dag henved 76 % færre insekter end for 50 år siden. – Da jeg var barn, kunne vi ikke køre fra Ålborg til Århus uden at måtte standse mindst én gang for at vaske forruden. I dag kan vi køre tværs igennem landet flere gange uden at forruden bliver uigennemsigtig af smadrede insekter. Insekternes tilbagegang skyldes ikke bilerne, men landbrugets sprøjtemidler. Som bl.a. truer bierne, så hele bestøvningen og mange planters overlevelse er i fare. Men de fornærmede landmænd lægger pres på Coop, som trækker den planlagte økologi-kampagne tilbage og gemmer medlemsbladet under disken.

Mens denne diskussion pågår, påpegede Nettos direktør i al fredsommelighed, at Coops pludselige interesse for økologi muligvis kunne hidrøre fra det faktum, at Coop indkasserede en væsentlig højere avance på økologiske varer end på de traditionelle.

Først i november i år købte jeg 1 kg økologiske kartofler i Kvickly til 18 kr. og derefter 1 kg økologiske kartofler i Netto til 10 kr. Samme prisforskel på omkring 10 kr. var der på seks økologiske æbler, 1 kg appelsiner m.m. – Noget kunne tyde på, at Nettos direktør har ret.

I disse dage går jeg og er ved at komme mig efter en uges alvorlig øjenlidelse, som personalet i lægehuset behandlede som en øjenbetændelse, men som i virkeligheden skyldtes et lille, gråt tørklæde, jeg havde købt billigt i Kvickly. Efter tre dage med grædende, kløende, røde øjne, smerter i øjenhulerne, sløret syn, brændende kindben, kvalme og almen utilpashed, kom jeg i tanke om tørklædet, der hang om min hals, og smed det ud.

De væsentlige spørgsmål til os selv, til landbruget og fødevareproduktionen her og i alle andre lande, til Coop og alle andre butikker og til samtlige politikere må være:

Er der gift i vores jord, drikkevand, fødevarer og tøj eller ej?

Indkasserer dagligvarebutikkerne større fortjeneste på økologiske varer? Snyder de på andre måder? Er de i det hele taget i stand til at tage medansvar for befolkningens sundhed og jordens overlevelse på lidt længere sigt end deres egne kvartalsregnskaber?

Er det rimeligt, at landmænd kører rundt og sprøjter gift ud over vores fælles jord og madvarer og forgifter os og drikkevandet, mens de samtidig udrydder livsvigtige insekter og andre dyr?

Er det forbrugernes, politikernes eller producenternes ansvar?

Vi saver den gren, vi selv skulle sidde på, over. Hvilken fremtid har vi, hvis vi forgifter os selv? – Og til de omkostningsbevidste landmænd kunne man spørge: – Hvad sker der med eksporten til fx Kina, når det rygtes, at I ikke bekymrer jer mere om miljø og sundhed end alle andre?

http://politiken.dk/forbrugogliv/art6174783/International-forskning-afd%C3%A6kker-blind-vinkel-Pesticider-kan-skade-b%C3%B8rns-hjerner

http://politiken.dk/indland/art6080631/Drikkevand-er-forurenet-af-spr%C3%B8jtegift-flere-steder-i-landet

http://politiken.dk/debat/debatindlaeg/art6175348/Roundup-er-ikke-farligere-end-r%C3%B8dvin-og-r%C3%B8dt-k%C3%B8d

http://politiken.dk/debat/debatindlaeg/art6169002/S%C3%A6t-prisen-p%C3%A5-%C3%B8kovarer-ned-og-giv-alle-r%C3%A5d-til-%C3%B8kologi

https://videnskab.dk/naturvidenskab/maengden-af-flyvende-insekter-i-tyskland-er-faldet-med-76-procent-siden-1989

https://videnskab.dk/naturvidenskab/oekologi-kan-broedfoede-hele-verden

http://www.dr.dk/nyheder/politik/lunde-larsen-mistaenkes-skjule-nye-kvaelstoftal

http://politiken.dk/oekonomi/art6224416/Roundupsag-kan-f%C3%A5-konsekvenser-for-andre-spr%C3%B8jtemidler

https://www.dr.dk/nyheder/udland/omstridt-sproejtegift-faar-fem-aar-til-paa-markedet

http://politiken.dk/forbrugogliv/art6232265/27-procent-af-danske-gr%C3%B8ntsager-indeholder-rester-af-spr%C3%B8jtegift-%E2%80%93-det-er-en-tredobling-p%C3%A5-fem-%C3%A5r

http://politiken.dk/indland/art6236201/Milj%C3%B8gifte-koster-liv-og-hver-tiende-samfundskrone

https://nordjyske.dk/plus/eksporten-af-dansk-oekologi-buldrer-afsted/b7fbf362-22cb-4242-a23b-07eaf17f52ab

https://videnskab.dk/naturvidenskab/landbrug-myter-broedfoede-verden-sund-jord

https://politiken.dk/forbrugogliv/forbrug/tjekmad/art6320748/P%C3%A6rer-med-pesticider-tr%C3%A6kkes-tilbage-fra-supermarkeder

Gylleramt

Det er en lys aften i maj. Solsortene synger, haven står forårsfrodigt med duftende syrener, valmuer, tulipaner og overdådigt blomstrende frugttræer. På den anden side af vejen står skoven nyudsprungen, frisk og lysegrøn. – Men næserne advarer os: De kører gylle ud – igen!

Vi går ind og lukker alle vinduer og døre, men alligevel sniger den sig langsomt ind på os, gyllestanken, gennem små sprækker og ventilationskanaler. Efter en times tid er lugten i stuen så dårlig, at øjnene løber i vand, og svælget svier.

Næste morgen er det stadig slemt. De har formentlig brugt natten til at komme af med det mest ildelugtende, gamle, gærede gylle fra i vinters. I håbet om regn. Men regnen kommer ikke, hele byen er indhyllet i klæbrig stank, og man kan ikke lufte ud, hænge vasketøj ud eller bare nyde at gå i sin have. Børn på vej til skole holder sig for næsen.

Vi bor ikke langt ude på landet omgivet af gyllegårde, men i en forstad til Ålborg lige i kanten af et større skovareal. Vi har boet her i næsten et halvt århundrede og har altid sat stor pris på den friske luft, skoven og fjordens nærhed bevirkede. Nu er hele området infesteret af gyllestank, der trænger ind i butikkerne – hvem køber mad eller nyt tøj, når det hele stinker? – i villakvarteret, haven, huset, stuen, køkkenet, soveværelset, ind i alle vores ting, sofaen, tæpper, tøj, duge, køkkenredskaber, klistrer sig til hud og hår … intet sted er luften længere sund og frisk at indånde.

En enkelt svinegård nogle kilometer herfra har udvidet aktiviteterne, så i en radius på 5 – 10 km omkring hans gylletanke og marker – et område på henved 50 – 100 km2 afhængigt af vinden og dens retning – er alt nu gennemtrængt af modbydelig stank. En stank, der generer titusindvis af mennesker næsten dagligt fra februar måned og hele vejen igennem have-, konfirmations-, grill- og bryllupssæsonen til hen i november, når loven og vinteren sætter en stopper for hans forurenende aktiviteter.

Hvornår var det lige, at vi blev enige om at omdanne dette smukke land til et grisetoilet? At vi besluttede, at vi havde lyst til at vade rundt i regulært lort i de varmeste og smukkeste tre fjerdedele af året? At vi ville overlade jord, luft og livskvalitet til svineproducenter med alt for store, subsidierede besætninger af mishandlede dyr? Til private virksomheder, der ikke engang, så vidt jeg forstår tallene, bidrager afgørende til samfundsøkonomien, men alligevel uhindret kan ødelægge vores fælles luft? Hvad betyder det for vores livsglæde, at selve luften, vi og vores børn indånder, stinker klæbrigt og vammeltstærkt? Hvad betyder det for vores helbred? For øjne og lunger?

Ved middagstid kommer der 2 mm regn. Nu lugter hele byen af våd gylle. – Der må være andre måder at gøre det på, så både de stakkels grise og vi stakkels mennesker kan leve i samme land.

Næringsfri mad

Kun modvilligt sætter jeg tænderne i frugt og grønt, fx en giftigrød peberfrugt eller tomat, fra Spanien. Jeg har nemlig set, hvordan de bliver lavet.

Provinsen Almeria i det sydøstlige Spanien er nu dækket af knap 30.000 hektar plasticdrivhuse. Herinde sættes små peber-, tomat-, melon-, zucchini-, eller agurkeplanter, som er drevet kunstigt frem med elektrisk lys og voksemedium, i store, sterile plastposer, hvorefter de drypvandes automatisk med kunstgødning i en måneds tid. Så kan arbejderne, mange illegale, krydset over fra Nordafrika, proppe de næsten modne grøntsager i kasser, som køres væk på trucks og transporteres til bl.a. Nordeuropa, hvor de udgør ca. halvdelen af det samlede forbrug af frisk frugt og grønt. Drivhuset ryddes med en gravko for plastic, voksemedium, planter og tonsvis af endnu uplukkede grøntsager, fx tomater, sprøjtes, desinficeres og fyldes omgående med nye vækstposer.

Det ’sunde grønt’ – Spis 6 om dagen! – fra Spanien kan tilsyneladende holde sig uendeligt, men smager jo ikke af noget. En således dyrket tomat ser rød og fristende ud, men indeni er den svampet, grålig og blottet for næringsstoffer. Der er til gengæld rigeligt med sprøjtegiftrester på den.

Når det, vi spiser, ikke kommer i kontakt med sund jord, men sprøjtes og gødes frem i kunstige plasticmiljøer, bliver det meget indholdsfattigt. Det gælder også det, vi fodrer vores spisedyr med. Soya fra enorme amerikanske eller sydamerikanske udpinte marker, byg fra danske marker, der er overgødet med svovlet, gammel, gæret grisegylle, ikke efter markens gødningsbehov, men efter griseproducentens behov for at skille sig af med sin alt for store gyllebeholdning både i tide og utide.

Disse mishandlede afgrøder giver vi de dyr, vi spiser, og kyllingerne bliver hvide, smagløse og bløde i deres kun få uger gamle kød, mælken udvandet, æggeblommerne blege, koteletter og pølser udelikate og sygdomsbefængte.

På vores egen store kompostbunke tronede og blomstrede en kraftig kartoffelplante. En gammel vinterkartoffel var begyndt at spire og blev smidt ud i februar. Her i køkken- og haveaffald, mellem blade, grene, støv, skidt, orme, biller, larver og snegle trivedes kartoflen overmåde, og i juli kunne vi høste til flere dages forbrug af en enkelt plante.

Kunne det tænkes, at mange mennesker, blandt alle mulige andre grunde, den mest indlysende selvfølgelig rigeligheden af mad i vores del af verden, hyppigt overspiser, simpelthen fordi der ikke er næring, dvs. mikrostoffer, vitaminer og mineraler, nok i industrielt fremstillet mad?

Æble, som Snehvides stedmor ikke kunne have fremstillet bedre.

Det fine røde æble til venstre, som stammer fra en større dansk virksomheds kantine, men som i øvrigt er af uvis herkomst, må være grundigt balsameret. Det lå i frugtskålen ved stuetemperatur i over to måneder uden at ændre udseende. Indvendigt rådnede det derimod lige så langsomt, og det var som en klam, brun svamp at bide i. De hjemmedyrkede havesommeræbler til højre skal helst spises inden for en uges tid efter plukning, ellers mister de sprød- og spændstighed.

Se evt.: http://www.amusingplanet.com/2013/08/the-greenhouses-of-almeria.html

Gylleland

Som en klam, stinkende kåbe sænker gyllestanken sig over byen. Vi bor i en forstad til Danmarks tredje-fjerdestørste by. Højt på bakken troner en majestætisk, hvid kirke, derom breder sig et nydeligt villakvarter, og så har vi skoven. Lutter træer og natur. Der er en kilometer til nærmeste mark. Alligevel stinker her klæbende og vammelt af gylle en almindelig eftermiddag i september!

Jeg skynder mig at redde vasketøjet ind, men det er allerede for sent. I løbet af aftenen tager stanken til. Kører de gylle igennem byen i åbne vogne? Spreder de møg på egne marker et sted langt herfra, og så er vi bare uheldige med vindretningen? Jeg ved det ikke. Under alle omstændigheder virker det lusket, at det skal foregå efter mørkets frembrud. Næsen er ikke afhængig af sollys, den sladrer selv om natten.

Min næse er i øvrigt ikke sart. Jeg arbejdede som ung på gårde og kørte dagligt møg ud på møddingen i trillebør. Komøg, hestemøg, fåremøg og grisemøg. Friskt blandet dyremøg lugter ikke ubehageligt, men ren svinemøg, der oven i købet er lagret igennem mange måneder, forekommer mig unaturligt og ækelt.

I foråret var vi belemret med samme stank i måneder, og da ikke blot om natten. Der kom klager fra England, som blev indhyllet i gylleskyer i en periode, hvor vinden stod i øst. Turisterhvervet jamrer over manglende gæster. Helt ærligt: Ville du betale for at holde din surt optjente ferie i et lorteland?

Svin er renlige dyr. Hvis en gris får muligheden, dvs. pladsen til det, vil den besørge i et hjørne langt fra spise- og sovestederne. Dertil kommer, at de er begavede, nysgerrige, legesyge og venlige dyr. Svinene lider, når de skal leve deres korte, sørgelige liv under stank og snævre forhold.

Og det er jo ikke just Parmaskinker, de producerer, svinefabrikkerne, som har taget hele befolkningen som gidsler og omdannet landet til en mødding. De udtjente fødesvin med skuldersår ender f.eks. som trestjernet salami. Hvem køber dog det? Og SPISER det?

Da jeg var barn, elskede jeg hamburgerryg så meget, at det altid blev serveret med grøntsager på min fødselsdag. Det er mere end ti år siden, jeg sidst har købt en dansk hamburgerryg, eller skinke for den sags skyld, for jeg erfarede jo efterhånden, at når man har kogt »kødet«, smager selv kogevandet bedre…

Vi bor knap 5,5 mio. mennesker på 43.000 km2. — 7000 svinebaroner producerer 30 mio. svin pr. år. — Det er fem et halvt svin pr. dansker pr. år… Men grunden til, at vi indtil nu har tilladt dette økologiske overtræk på vort sparsomme areal, ligger formentlig i eksportindtægten på 30 mia. kr., som denne produktion indbringer.

— Så er det kun rimeligt, at vi skal bo i en svinelatrin, ikke?