Lige til at smide ud! – Barberhøvl af et anerkendt mærke til 100 kr.! Den er lavet af tyndt og billigt, sølvfarvet plastic, så man virkelig bliver snydt, hvis man troede, at det var en gedigen genstand af metal, der kunne bruges igen og igen. – Og så skrammer den huden ved brug. – Formentlig sejlet hertil i en kinesisk container som et godt billede på vores stadige spild af penge og jordens ressourcer.
Vores 25 år gamle komfur synger på sidste vers, og jeg er virkelig ked af det. For man laver ikke længere ting, som man gjorde for 25 år siden.
På en rundtur til forskellige butikker prøvede vi nye komfurer, men der var ingen, jeg ville have i mit køkken. De føltes alle som tyndt blik med sølvfarvede plastknapper og skramlende ovnlåger, der lukker med klir og klang og ikke blødt, tungt og beroligende, som mit gamle.
Mit solide strygebræt, som jeg købte i Italien, da jeg boede der i 1970’erne, og som jeg tog med mig, da jeg flyttede hjem i 1980, skulle absolut fornyes. Træpladen brækkede midt over, fordi jeg strøg 12 skjorter på én dag med dampstrygejernet. – Men jeg er allerede så træt af det nye strygebræt, et alt for smalt, let, spinkelt, vaklende – og dyrt! – bræt af et kendt og velanset mærke, som man ikke kan slå ud og ind uden at klemme fingrene og pådrage sig et alvorligt hold i ryggen.
Og jeg er ærgerlig over sækken med kasseret, næsten helt nyt tøj, der har mistet farven i vask, der er gået op i syningerne, der har mistet faconen, og som er ubehageligt at have på, fordi det ikke, som lovet, er lavet af bomuld, men af tynde plastfibre, der lugter kemisk.
Er det netbutikkernes skyld, at man kan slippe af sted med uantagelig kvalitet? Er det, fordi folk ser forskønnede fotos på nettet, tror på de uærlige lovprisninger og bestiller i tvivlsomme webshops? Og ikke gider pakke og returnere det skuffende skrammel?
I min mailboks ligger utallige resultatløse klagemails til diverse firmaer, som svarer smart og glat og ikke påtager sig ansvar for kostbare, men uanvendelige, forbrugsgenstande.
Vi købte en kaffemaskine, en Moccamaster, til 2000 kr., der ikke kunne lave drikkelig kaffe, og som gik i stykker efter en uge. Den skulle hver eneste gang samles af en håndfuld tynde plastdele, som ikke kunne holde til varme, til opvaskemaskinen eller bare til almindelig brug.
Vi købte en støvsuger af mærket Electrolux, der kom direkte fra en kinesisk container, og som allerede ved udpakningen viste sig tynd, misfarvet og stort set uden sugeevne.
Vi købte en skabsfryser, som efter et par år allerede er ved at sætte ud, hvor den gamle kummefryser stadig kørte efter 30 år, men jo med et uantageligt højt strømforbrug.
Vi køber tøj af tynde plastmaterialer, som er dårligt syet med huller i sidesømmene og løse knapper og tråde overalt.
Og sko med plastsåler, der smuldrer efter en vinter i klædeskabet.
Så nu er jeg blevet så bange for nye ting, at jeg sørger, når nogle af de gamle, velprøvede går i stykker.
Jeg bliver så deprimeret over elendige, kinesiskproducerede ting, at jeg hellere vil gå i mit gamle, forvaskede tøj, bruge mine nedslidte sko endnu et par år og leve med et upålideligt komfur, end at skulle kassere møbler, tæpper, beklædning, hvidevarer og apparater, der går i stykker efter kort tid, som ikke tåler vaskemaskinens skåneprogram eller smelter i opvaskemaskinen.
Og jeg køber ikke længere supermarkedets underlødige og ultraforarbejdede madvarer, kulørte drikkevarer, kemiske brød, ”økologiske” æg eller laks med allergifremkaldende farvestoffer, mishandlet kød eller slatne, næringsfri frugter og grøntsager.
Når nu vi i Europa skal til at klare os selv, kunne vi så ikke – ud over våben – begynde at producere ordentlige varer igen? Ting, der kan holde, og som er rare at bruge? Kvalitetsvarer på den gammeldags facon?
Og i samme ombæring skille os af med alle de alt for store, jord- og dyreplagende, industrielle landbrug og inddrage jorden til bæredygtig produktion af brødkorn, bærbuske, frugttræer og spiselige grøntsager?
Ifølge Sundhed.dk er en personlighedsforstyrrelse: ”en psykiatrisk lidelse, hvor man har afvigende træk ved sin personlighed. Dette vil vise sig i form af urimelige eller uforståelige reaktioner i mange personlige og sociale situationer.”
De erkendte forstyrrelser er for tiden: *
Paranoid personlighedsstruktur
Skizoid personlighedsforstyrrelse
Narcissistisk personlighedsstruktur
Dyssocial (antisocial) personlighedsstruktur
Histrionisk (hysterisk) personlighedsstruktur
Tvangspræget personlighedsstruktur
Ængstelig (evasiv) personlighedsstruktur
Dependent personlighedsstruktur
Til denne perlerække af psykisk uhensigtsmæssige, personlige og sociale, personlighedsforstyrrelser vil jeg gerne tilføje endnu en, en mere omfattende, ulogisk og uforståelig, kognitiv forstyrrelse, som et flertal af menneskene helt åbenlyst lider af, nemlig:
Jordødelæggende grådighedsforstyrrelse
Når man har nok. Når man har mad, tøj og rimelige boligforhold, men alligevel, af ren og skær grådighed, fortsætter med at rage til sig af ting, oplevelser, mad og drikke og navnlig de immaterielle, ikkeeksisterende værdier, vi engang blev enige om at kalde penge, og som i sig selv intet er værd.
Når man ikke kan indse, at vi lever i en osteklokke, hvor alle vores aktiviteter har konsekvenser.
Når man smider al viden og faglighed over bord, holder sig for ørerne og råber LALALALALALALA … hver gang nogen nævner mistrivsel, menneskerettigheder, miljøet, klimaet og andre kriser.
Når man i jagten på flere ting, mere magt, status og endnu flere penge ødelægger sine egne og alle andres levevilkår.
Når man – selvom vi aldrig har været rigere – helt bogstaveligt skider i egen rede og:
Hver dag afleverer sine små børn på store opdragelsesinstitutioner.
Af besparelsesgrunde ophører med at yde omsorg for de små, gamle, syge og svage og skærer ned på alt, uddannelse, sundhed, pleje, forskning, så vi er endt i et tidsterroriseret, inhumant og ødelagt samfund uden viden, empati og værdier.
Går ind i politik og ledelse for egen vindings skyld.
Af profithensyn producerer skadelig menneskemad fuld af de billigste ingredienser og kemi, der er beregnet på at få ellers uappetitlige og uspiselige komponenter til at glide ned.**
Vedblivende anskaffer sig dynger af dingenoter og dimsedutter uden kvalitet eller holdbarhed eller blot nytteværdi, produceret af jordens sidste ressourcer, men som hurtigt ender i de enorme bunker af affald, der er ved at kvæle denne planet og dens beboere.
Rykker sit militær ind i andre lande og påbegynder ufattelige ødelæggelser, folkedrab og skaber uro i hele verden.
Udrydder uhyggeligt mange dyre- og plantearter. Man taler om vores tid som jordens sjette store masseudryddelse.***
Holder langt større mængder end nødvendigt af dyr, køer, svin, fjerkræ, pelsdyr, indespærrede under kummerlige forhold og spreder deres skadelige, koncentrerede affaldsstoffer ud i luften, jorden og vandet – for pengenes skyld.
Helt overlagt og med vilje forgifter drikkevand og jord med PFAS og utallige andre giftstoffer, som aldrig forsvinder fra miljøet igen.
Ustandseligt oversprøjter jorden med pesticider og andre potente giftstoffer for at slå uønskede planter og dyr ihjel.
Og derved skader menneskenes fertilitet, så vi er på vej til at udrydde os selv.
Har omformet jorden med udjævning af bjerge, omlægning af floder, kunstige kanaler, dræning, borehuller, fracking, enorme udgravninger, hulheder og gange for at udvinde råstoffer til alle vores hovedløse aktiviteter.
Fylder hav, floder, jord og rummet med overflødige produkter, affald, affald, affald …
Sender røg og møg op i luften.
Skyder uønskede dyr i naturen og ødelægge deres levesteder.
Opfisker og udrydder fisk, skaldyr og hvaler i havet.
I det hele taget forgifter jorden, luften og vandet, forandrer klimaet og udrydder livet, som vi kender det – bare for at rage til os af unødvendige ting og penge.
Som med alle de andre forstyrrelser er jordødelæggende grådighedsforstyrrelse et kontinuum, og vi har alle en rem af huden.
Meget nedladende, københavnsk vurdering af en stor landsdels transportbehov. ‚Politiken‛ d. 14.5.24
Man har god tid til at tage billeder, når man regelmæssigt holder i kø på motorvejen før Limfjordstunnellen, 2011
‚Politiken‛ har om vedtagelsen af den tredje Limfjordsforbindelse over Egholm bragt mange, meget nedladende, artikler om nordjydernes behov for ikke at sidde fast i trafikkøer hele og halve timer morgen og aften.
Hvad er det for fordomsfulde forestillinger, københavneravisen har om Nordjylland som sommerhusområde? Kender de os ikke som andet? Som et samfund, der, ligesom hovedstadsområdet, skal leve og fungere hver dag?
Jeg er sikker på, at københavnerne husker modstanden mod fx Storebæltsbroen fra 1998, som ingen ville undvære i dag, og at de nu sætter stor pris på deres egen infrastruktur med Øresundsbro og andre broer, cykelstier, skinner, havn, havnebusser, lufthavn, busser, S-tog, metro og utallige motorveje, ringveje og omfartsveje i alle retninger – også til sommerhusområder både mod syd, øst, vest og nord.
I det tæt bebyggede og stærkt trafikerede område i og omkring Aalborg har vi en spinkel bro lige i byens centrum og en tresporet motorvej igennem tunnelen. Denne lille, stærkt belastede bro fra 1933 og en skrøbelig tunnel fra 1969 skal klare det meste af landsdelens trafik over Limfjorden hver eneste dag.
Mange dage passerer op imod 100.000 biler Limfjordstunnellen på vej til andre byer og steder i Nordjylland, og titusindvis af mennesker bor på den ene side af fjorden og arbejder eller henter børn på den anden. Vi har et større universitet, hvis ansatte og studerende også kommer fra byer nord for fjorden. Vi har masser af store og små erhvervsdrivende, der er afhængige af en velfungerende Limfjordsforbindelse for at kunne nå omverdenen. Vi har offentlig service, såsom busser, skraldebiler, politi, brandbiler, lægebiler og ambulancer, der sidder fast på den forkerte side, og private biler med kvinder, der er gået i fødsel, eller børn og voksne, der skal til skadestue, lægevagt o.l. … Og mange sydfra skal nå et fly i lufthavnen nord for fjorden og får meget dårlige nerver af at sidde længe i kø, fordi en bil er løbet tør for benzin nede i tunnellens nordgående spor … – Virkelig mange mister timer hver eneste dag, fordi der meget hurtigt opstår propper i tunnelen, hvorefter broen fra Aalborg til Nørresundby – og med den også det meste af de to byer – øjeblikkeligt stopper til. Selv færgen mellem Hals og Egense 30 km øst for Aalborg bliver hurtigt så søgt af fortvivlede bilister, at der opstår ventetid på flere timer på begge sider af fjordens udmunding ved Hals. Desperate mennesker vælger så måske at køre til den lille Aggersundbro 50 km vest for Aalborg i stedet, for vi har ikke pålidelige, ikke-asfaltbaserede S-tog eller metroer, der kan bringe os over på den anden side, når alting går i stå … Vi har hårdt brug for en tredje – og måske også snart en fjerde – Limfjordsforbindelse. Det er mange år for sent allerede, for der går mindst ti år med at bygge den. Og det er bestemt ikke, for at københavnerne kan komme i sommerhus. Det er for at nordjyderne kan have et hverdagsliv, hente deres børn og passe deres arbejde.
Kø før Limfjordstunnellen, maj 2024
Men naturværdierne på Egholm, så? Den lille, lave ø ud for Aalborg, som det nye bro- og tunnelprojekt efter planen skal passere på sin vej vest om byen og over til lufthavnen, hvor den skal støde til et i forvejen eksisterende nordgående motorvejsspor?
Hvornår har ‚Politiken’s journalist, der fik lov at fylde avisen med artikel efter artikel i forsøget på at bremse forbedringer af trafikforholdene i Nordjylland, sidst været på Egholm? Naturværdierne på lille Egholm består af nogle sand- og mudderbanker, hvoraf nogle efter sigende er forurenet af asbestaffald, derudover er der lidt kratværk, store og flade, gyllestinkende marker, nogle få huse, en smal vej, en sammenflikket sommerrestaurant og et par temmelig store svinefarme, der stinker overalt og forurener øens jord og vand. – Størstedelen af øen bliver i øvrigt ikke påvirket af vejprojektet, og der tages store hensyn til evt. natur og beboere undervejs. Desuden efterlader man muligvis en bro til de lokale, så beboere, sommergæster og lastbiler fulde af slagtesvin og svinefoder nemt kan komme til og fra øen og ikke længere skal være afhængige af vejret og den lille færge – hvor romantisk sådan en lille sommerfærgetur end kan tage sig ud for en københavnsk turist.
Her, hvor jeg bor, tales der om, at modstanden mod at give nordjyderne en tidssvarende trafikforbindelse hen over fjorden først og fremmest drives af højtråbende og velorganiserede beboere i den velhavende, vestlige Aalborgbydel, Hasseris, som, fuldt forståeligt, ikke bryder sig om at få en motorvej i nærheden af deres dyre villaer og ejerlejligheder. Men planlægning af nordjysk infrastruktur skal vel tage hensyn til de fleste? Ikke de rigeste? Og slet ikke til københavnerne.
Og hvor var forresten ‚Politiken‛ med al sin forargelse, da Aalborg Kommune byggede – og stadig bygger, institution efter institution i gammel fredskov i natur- og drikkevandsindvindingsområdet Hammer Bakker? Har avisen ingen kontakter nord for fjorden?
Ingen lever længe uden at spise. Og vi skal helst spise sundt.
Seks om dagen! Seks om dagen! Vi ved det godt. Vores ører og øjne er blevet truttet fulde af budskabet: Spis 6 stk. grønt om dagen! Spis mindre kød og mere grønt! Spis bælgfrugter! Drik vand!
Senest er Bente Klarlund i Politiken ude at anbefale ’den rene vare’ i modsætning til de industriforarbejdede. Vi ville leve sundere uden alle tilsætningsstofferne, skriver hun:
Pol. 6.4.24
Og selvfølgelig har hun ret.
Der er bare det problem, at rene fødevarer ikke længere findes. Rene og sunde råvarer er en illusion i dagens globaliserede og stærkt konkurrenceprægede fødevareindustri, hvor kun pris og profit betyder noget.
Der er:
● Giftrester i drikkevand, frugt og grønt, også det økologiske
● Kemikalier i mel og brød
● Malkekøer, fjerkræ og svin, som altid holdes inde og fodres med, hvad der lige nu er billigst at få
● Farvestoffer o.a. kemi i ost, brød, drikkevarer, kiks m.m.
● Og man tilsætter nu koncentrerede farvestoffer, carotenoider, til FODERET til laks i havbrug og æglæggende høner, også de økologiske
Så heller ikke økologi er længere en garanti for sunde råvarer uden tilsætningsstoffer. Vi har efterhånden ikke en chance for at styre uden om kemien. Vores landbrug og fødevareindustri burde skamme sig!
De opkoncentrerede carotenoider, industrifremstillede farvestoffer, som nu rutinemæssigt tilsættes en stor del af vores mad for at give en mere indbydende farve, fremhæves fejlagtigt som ikke blot uskadelige, men ligefrem naturlige og sunde (!) – De er blot vitaminer til dyrene og de mennesker, der spiser dem, siger industrien. – Man erindrer jo de læger, der for 60 – 70 år siden anbefalede cigaretter mod luftvejssygdomme.
For carotenoider er faktisk skadelige. Jeg ved det. For jeg får ugers plagsomme allergiske reaktioner, hvis jeg spiser et æg fra en høne, der har spist industrielle carotenoider. – Hvorimod jeg kan spise alle de æg, jeg lyster, fra havehøns, der blot får korn og adgang til græs, mælkebøtter og andre urter med naturligt høje koncentrationer af betacaroten, som er i familie med industriens carotenoider.
Naturligt forekommende carotener i friskt græs, frugt og grøntsager er gavnlige i naturligt forekommende mængder, men ikke de industrielt opkoncentrerede, som efterhånden tilsættes alt: – Ost, is, kager, brød, slik … og nu også foderet til laks og økologiske æglæggende høner, så man ikke har en chance for at vælge dem fra.
Bilkas laks og økologiske æg, begge tilsat farvestoffer*, fordi forbrugerne påstås at foretrække kunstigt farvede fisk og æggeblommer.
Æg fra privat hønsehold, hvor foderet ikke indeholder carotenoider. Blommen er fint gul, fordi hønsene har adgang til grønne udearealer.
Der findes altså stærkt koncentrerede farvestoffer inde i fisk og æg, som man ikke kan undgå, hvis man bor i dette fødevaremæssige u-land. Stofferne tilsættes også alle mulige andre helt basale fødevarer til menneskebrug, så vi kan hurtigt få skabt en masse nye allergikere. Det værste er, efter min mening, at der ikke er lovkrav om, at disse stoffer skal deklareres, som man skal deklarere alt andet, man putter i mad, fordi de er så ‘naturlige’ …
Forestil jer, hvor elendige alle disse fødevarer må være, og hvor dårligt disse dyr lever, når det er nødvendigt at maskere produkterne med kunstige farver.
Seks stykker grønt om dagen og rene, uforarbejdede fødevarer uden tilsætningsstoffer er rimelige anbefalinger, men landbruget undergraver vores helbred ved at fremstille forurenet mad og derudover tilsætte skadelig kemi, og dagligvarebutikkerne sælger stadset dyrt til forbrugerne.
Har alle de bedrevidende kostvejledere prøvet at stå i en Nettobutik, i Brugsen, i REMA 1000, i 365discount, i Bilka, i COOP, i Kvickly, i Lidl, Min Købmand, Føtex, Spar eller lignende dagligvarebutik og lede efter rene råvarer og friske, økologiske kvalitetsgrøntsager? – Det er som at lede efter isterninger i det allerinderste Helvede – De findes ikke.
Så læg pres på politikerne, landbruget, industrien og dagligvarebutikkerne, før I rådgiver og udskammer almindelige mennesker, der bare skal have en hverdag og økonomien til at fungere.
Hjemme hos os praktiserer vi nu et besynderligt indkøbsmønster, hvor vi bestiller gær, mel, korn, tørrede bælgfrugter og gryn hos Aurion, frugt og grønt hos Årstiderne, kød på en gård i nærheden, hvor dyrene går frit året rundt, mælk i en nærliggende Brugs, der fører hele Thises sortiment af bl.a. kalvemælk m.m., æg hos en lille privat hønseholder, der aldrig giver sine høns foder med farvestoffer i, fisk hos en lokal fiskehandler, der ved, hvor de kommer fra, og hvad de har spist, og resten, papirvarer, sæbe m.m., køber vi i det supermarked, vi lige kommer forbi, når vi mangler.
Vi køber ind i store portioner og har lager. Vi bager brød og kager selv og laver al mad hjemme af råvarer, vi har tillid til. Men det er ærligt talt ret besværligt … og vi spiser næsten aldrig ude, hvis det kan undgås.
Folk, der lever i middelhavsområdet, hvor grøntsagerne trives, får, geder, høns, køer og svin går ude, madkulturen tages alvorligt, og de gode, uforarbejdede råvarer med smag, kvalitet og helt uden farvestoffer er i højsædet, lever bevisligt længere end os andre, der fodres med kartofler, der er sprøjtede op til 30 gange i løbet af nogle få vækstmåneder, der af økologi kun kan skaffe slatne hvidkål og et gammelt, ensilagelugtende broccolihoved, mælk fra udpinte malkekøer, der aldrig har set en grøn mark, kød fra mishandlede svin, der køres til Polen for at blive slagtet efter et miserabelt liv i en overfyldt, dansk stald, forgiftet og oversprøjtet korn og mel …
– Kemikaliemel, kalder Camilla Plum det i sin bog om bagning. – Og Bi Skaarup, der skrev om brødets historie, beskrev smagen af et almindeligt, moderne rundstykke som at æde sygevat.
Så galt er det gået! Den mad, vi bliver tilbudt i dette ellers rige og højtudviklede land, gør os syge.
Så vi skulle bruge alle kræfter på at forlange gode, rene og sunde råvarer uden farve og andre tilsætningsstoffer, hvis vi vil spare på sundhedsudgifterne fremover, og indtil det er på plads, kunne man lige holde en pause med alle de gode råd til de magtesløse forbrugere.
Vi burde udvikle en vision om Danmark som et grønt, biodynamisk og økologisk land. Hvad ville det ikke betyde for vores helbred, trivsel og omdømme, hvis det meste af den udpinte, gyllebefængte og forgiftede landbrugsjord blev udlagt til natur og produktion af sunde og rene fødevarer? Vi ville med et slag få rent drikkevand, rene søer, åer og hav, ren luft, masser af overdrev, hede-, skov- og vådområder med høj biodiversitet og struttende, grønne marker med får, heste, høns, kyllinger, køer og svin, sundt korn, bælgfrugter, usprøjtede kartofler, majs, frugttræer og grøntsager.
Denne drøm ville tilfredsstille selv dem, der mest tænker på penge, når de ser, hvor eftertragtet et varemærke ’Dansk’ så ville blive – og hvor meget vi ville spare i sundhedsvæsnet– men der er lang vej endnu, så derfor må vi hellere begynde med det samme:
Vi skal lovgive mod farvestoffer i foderet til de dyr, som vi spiser eller spiser produkter fra! Omgående! I det allermindste forlange, at de deklareres, så allergikere kan forsøge at undgå dem. – NU! – Som en hastesag inden Folketinget går på sommerferie, for den praksis er både grotesk og unaturlig!
Prøv lige at tænke over det: I stedet for at fodre dyrene ordentligt, giver vi dem farvestoffer i maden, så de og deres produkter ser sunde ud. Uden at være det. – Hvornår begynder landmændene at fodre køer med røde farvestoffer og kunstig jordbæraroma, så de kan malke jordbærmælk direkte ud af de ulyksalige dyr?
Det er skredet for landbruget og fødevareproduktionen på en skræmmende og uhyggelig måde, og vi kommer alle til at betale prisen.
Syd for Napoli er bøflerne inde for at blive malket. Kort tid efter kan vi købe den friske og velsmagende mozzarella i gårdbutikken:
* Jeg skrev i marts 2024 til Bilka om carotenoider i æg og laks, fordi jeg har pådraget mig en allergi, hvor jeg slog voldsomt ud og havde flere plagsomme uger efter indtagelse af deres laks og økologiske æg.
Og de svarede:
’Ida (BilkaToGo)
6. mar. 2024 13.47 CET
Hej Lone
Tak for din henvendelse.
Vi har undersøgt sagen med vores leverandører der skriver dette:
Brød, ost og laks kan vi ikke udelukke indeholder carotenoider, købt hos os. Æg indeholder carotenoider, købt hos os.
Såfremt du har spørgsmål til ovenstående, er du meget velkommen til at vende retur på denne mail.
… indgår i en global konkurrence om, hvor dårlige produkter, man kan sælge til hinanden, og hvor ringe service, man kan slippe af sted med at yde folk for deres egne penge.
Kinesiske solceller med manual på kinesisk, så man skal betale installatøren knap 1000 kr., når ens Wi-fi holder op med at virke, og man er tvunget til at skifte router og kode, eller andet hændeligt sker.
Et stort, dyrt og moderne tv, der holder i mindre end tre år.
Tøj og stoffer, der dårligt tåler vask, der fnulrer og går op i syningerne efter kort tids brug.
Sko, der er uegnede til menneskefødder.
Forhenværende naturlige arealer, der i hurtigt tempo plastres til med grim og billig beton eller asfalt af ringeste kvalitet.
Virkelig elendig mad fyldt med ikke-spiselige, ofte skadelige, men billige, tilsætningsstoffer produceret af landmænd, der kun tænker kilopris og ikke velsmag, naturlig balance og dyrevelfærd.
Kartoffelmarker bliver sprøjtet op imod 30 gange på en vækstsæson. Der dør dagligt 30.000 smågrise i de danske stalde. Den koncentrerede svineproduktion sviner landskabet til, ødelægger jord-, luft-, vand- og havmiljø, ‚strutter af penicillin‛ og smitter os alle med dødsensfarlige, resistente bakterier.
Hvis man tog en gennemsnitlig københavner med ud og viste hende kvæg-, svine- og hønseforhold, indfangning, drivning, transporterne og slagtningen, som det foregår i virkeligheden for 206.217.000 dyr* her i landet hvert eneste år, så ville hun kaste op og aldrig spise kød, mælkeprodukter eller æg igen.
Vi har læger og hospitaler, der konkurrerer på, hvor lidt tid og omsorg, de kan slippe af sted med at give til hver patient – med skrækkelige følger, naturligvis.
Det samme gælder børneinstitutioner, uddannelser, ældrepleje og plejehjem.
Offentlig transport og sagsbehandling er ofte et mareridt, servicen i butikker og på nettet ligeså, og kun ganske få håndværkere gør sig umage, når de er på job, og lader mobilen ligge i lommen eller i bilen. Også de er i konkurrence om at slippe så nemt om ved det hele som muligt, og skrive så store regninger, som de kan slippe af sted med.
Og så har jeg ikke nævnt skattevæsnet og de seneste ejendomsvurderinger, som er en landsomfattende katastrofe, der har brudt tilliden mellem stat og borger.
Nogle få bliver uanstændigt rige på snyderiet og kan købe rumraketter, øer og særbehandling. Her i landet har de fleste penge nok og vader i produkter, som ikke er tiden, svineriet og pengene værd.
Men hvem, der har ventet 5 – 6 timer med et barn på en skadestue, der er nr. 37 i telefonkøen til lægen en torsdag morgen, der skal vente to år på en konsultation på et sygehus, der har et barn, der på andet år nægter at gå i skole, der har fundet sin gamle mor indsmurt i lort, der har prøvet at få en offentlig instans i tale, vil nogensinde igen betale sin skat med glæde?
Det er en grim verden, vi har skabt for os selv. – Og det værste er, at det er unødvendigt. Vi har aldrig før været så mange mennesker og så rige. Det er udelukkende et spørgsmål om prioritering. Medmenneskelighed, omtanke for dyr og natur eller ringest mulig kvalitet, grådighed og besparelser?
Forleden smuttede jeg ind i Føtex efter et par ting, mælk og bananer, og jeg gik der i de brede gange fyldt med ting og blev pludselig overvældet af, hvor privilegerede vi i grunden er i dette lille, beskyttede land:
Vi kan hver dag gå ind i sådanne haller fyldt til randen med overflødigheder og vælge frit mellem kød, æg, mel, brød, frugt, grønt, fisk, strømper, legetøj, kopper, kander, servietter, smertestillende medicin, slik, kager, sodavand, vin, tørret ris, pasta og dåser med ting fra fjerne lande og meget, meget mere. Det er bare at skovle ned i sin trillevogn og vise et plastickort ved udgangen.
Bagefter satte jeg mig ud i min velkørende og praktiske Toyota og kørte på brede motorveje, hurtigt og sikkert, til mit hjem med de ganske få indkøb.
Hjemme placerede jeg mælken i det store køleskab og bananerne i frugtskålen midt på spisebordet sammen med en ananas og de røde, økologiske æbler, der lå der i forvejen.
Mit hjem er tæt og lyst, velindrettet, der er varme i gulvene, vand i hanerne, el i kontakterne, grønne planter i vindueskarmene, mad, rent tøj og sengetøj, sæbe og wc-papir i skabene og alt, hvad man som menneske i øvrigt kunne få brug for i form af veludstyrede badeværelser, køkken med røgfri ovn og komfur, arbejds-, senge- og hyggepladser. Udenom ligger en grøn og blomstrende have, som fuglene og naboernes katte elsker, og som enhver arabisk poet ville misunde os. Vi har bøger, musik, kommunikationsmidler, spil, film og nyheder, som vi kan benytte os af, ganske som vi lyster.
Enhver person fra alle andre perioder i jordens historie, stenalder, middelalder, renæssancen, ja, endda det 20. århundredes begyndelse eller en fra et af vor tids mindre privilegerede lande, der pludselig dukkede op og så leveforholdene i dagens Danmark, ville vel knap tro sine egne øjne!
Men så ville hun meget hurtigt opdage, at vi mangler noget vigtigt. At vi er udgået for samvær og omsorg. At der ikke længere er tryghed og tillid til, at nogen griber os, når vi er børn i skoler og institutioner, eller når vi får smerter, bliver syge, gamle, hjem- eller arbejdsløse.
Hun ville notere sig, at vi mangler tid, at der aldrig er ro og stille omkring vores boliger, og at der ikke længere findes natur. Ren og velfungerende natur i balance, med fisk i vandet og insekter i græsset – ikke blot i de små haver, men også derude på de mere end 60% af landets areal hvor landbruget hærger med gylle og gift og behandler dyrene svinsk. – Hun ville opdage, at vi har sat det allermest nødvendige, menneskeligheden og den fælles klodes overlevelse, over styr i vores jagt på materiel overflod.
Og hun ville ganske givet finde, at prisen for gulvvarme og det store udvalg af mere og navnlig mindre nødvendige forbrugsgoder er for høj. – Man kunne måske have klaret sig med mindre.
Bortset fra et par skoleelever om eftermiddagen er der kun sjældent passagerer ved vores stoppested ved skoven i yderkanten af Storålborg. Til gengæld ligger der private huse og haver, hvor folk sætter pris på fred.
Vi har fået elbusser i min kommune, og gudskelov for det. De er kønne og støjsvage og sparer kloden for en del CO₂
Men i sin visdom har én eller anden kommunal Karl-Frederik fundet på, at det er synd for de blinde og svagtseende, og har fået installeret kraftige lydanlæg i disse elbusser, så jeg mange gange i timen inde i mit hus og navnlig i min have og på min terrasse kan høre en emsig, maskinel damestemme UDEN FOR bussen højt råbe noget i retning af: ‚NUMMER ÉT TIL XXXX!‛ eller ‚NUMMER ÉT TIL YYYY!‛ – Sommetider råber hun endda: ‚NUMMER ÈT TIL ZZZZ!‛, som er den by, vi befinder os i …
Hvilket de to mobiltelefonopslugte skoleelever, der står og venter, faktisk godt ved i forvejen. På nogle af de senere eftermiddagsafgange står der også en enkelt anden person, der plejer at tage denne bus hjem fra arbejde. Men den største trafik her ved mit stoppested er af rejsende, der skal af og haster hjem til parcelhuset, hvorfra de mange gange i timen kan høre den emsige dame gjalde ud over hele kvarteret: ‚NUMMER ÉT TIL XXXX!‛ eller ‚NUMMER ÉT TIL YYYY!‛ eller helt unødvendigt: ‚NUMMER ÈT TIL ZZZZ!‛
Vi bor et ellers roligt sted i den ydre kant af lillebyen ved en flot landsbykirke og et stort, fredet skovområde. Hvis man ser bort fra kirkegårdsarbejdernes enormt potente og bestemt ikke lydsvage maskinel – man skulle tro, at fjenden næsten dagligt er i anmarch med tanks og jagerfly lige ovre på kirkegården – og en enkelt nabo med begrænsede sociale evner, så er her normalt stille.
Så stille at vi kan høre fuglene, og hvad vi selv siger og tænker. Lige indtil elbussedamen pludselig råber ud i det blå til ingen ventende passagerer overhovedet: ‚NUMMER ÉT TIL XXXX!‛ eller ‚NUMMER ÉT TIL YYYY!‛ eller helt unødvendigt: ‚NUMMER ÈT TIL ZZZZ!‛
Alle mennesker har ret til at færdes i det offentlige rum, og man skal hjælpe hinanden, så meget man kan. Det er bl.a. derfor, man reklamerer for ’Solsikkesnoren’ og andre initiativer i de selvsamme busser. Men det er vanvid at forsyne ellers lydsvage elbusser med høje lyde og skingre maskinstemmer, så man på hele rutenettet generer titusindvis af mennesker blot for at hjælpe nogle ganske få, som let kunne hjælpes på anden vis.
At forstyrre ALLE hørende, herunder autister, sensitive, sovende babyer, syge, døende, folk i sorg, med svage nerver eller PTSD, blot for at imødekomme ganske få med dårligt syn forekommer mig molboagtigt. Fuldkommen som i den historie, hvor der skulle seks store molbomænd til at bære en syvende, der sad på et markled, ind i kornmarken for at jage en stork væk, fordi de mente, at den spinkle og højbenede stork ville træde deres korn ned. – Hvilke ødelæggelser, denne stupide adfærd bevirkede, kan man jo tænke sig til.
Uden at ville sammenligne mennesker med synshandicap med storke vil jeg dog påstå, at de – lige her hvor jeg bor – er mindst lige så sjældne. Hvis vi er heldige, ser vi en eller to om året i hastig forbifart.
Med smartphones og ny teknologi må det være en smal sag at overføre elbussedamestemmen til en app, der kan oplyse om en ønsket bus’ position og retning. Eller man kunne måske slukke for stemmen uden for bussen i de tyndt befærdede yderområder og boligkvarterer. Eller i yderste nødsfald vove at spørge chaufføren, om denne bus mon går til XXXX eller YYYY eller ZZZZ … Sådan klarede vi det førhen, før elbusser og alt for opvakte kommunale Karl-Frederikker med alt for god tid og uigennemtænkte idéer.
Men min nordjyske kommune insisterer – trods flere indsigelser – på at opføre sig som molboer og træder virkelig mange hørende ned, mange gange i timen, fra morgen til aften. Vi får hver gang et mindre chok, om vi sidder inde og arbejder eller ude på terrassen med grillmad og gode venner. Så meget støj og opstandelse for at løse et problem, der muligvis slet ikke eksisterer, og som i givet fald let ville kunne løses på anden og langt smartere vis.
Pas på støjniveauet! – Støj er også en slags forurening, støj er sundhedsskadeligt, og det kan ikke være en kommunal opgave at øge støjbelastningen i ellers fredelige boligområder.
Et rod-sammen af billige råvarer tilsat bl.a. bambus, sulfit, metylcellulose, carrageenan, kaliumklorid, bønneprotein, sukker, salt, natriumdiacetat, kaliumsorbat og naturlige aromaer, som jo kan være hvad som helst … Skal det forestille mad? Til mennesker?
I Kina tilsatte de giftstoffer til babymælkepulver, fordi rigtig mælk var for dyrt, og babyerne døde jo … for profittens skyld.
Men vi kan bare undgå de færdiglavede og ultraforarbejdede fødevarer med alle tilsætningsstofferne, kan vi ikke? [1]
Nej, det kan vi ikke. De rene, naturlige fødevarer, frugt, grønt, mejeriprodukter, kød, fisk og æg, findes stort set ikke længere.
Vores grøntsager kommer hovedsageligt fra enorme drivhuse i Andalusien, hvor de aldrig har set jord eller frisk luft. De vandes med det vand, som ellers skulle komme befolkningen, dyrene og beskyttede naturområder til gode i et land, der under klimaforandringerne oplever, at deres vandressourcer hastigt udtømmes. Og de gror i et kunstigt voksemedie og vandes med kunstgødning, indtil de plukkes af illegale indvandrere fra det afrikanske kontinent, der lever under uhumske og knapt menneskeværdige forhold.[2]
Køer får ikke længere græs, men fodres bl.a. med inddampede og yderst koncentrerede ’græspiller’.[3] Når køerne forvandles til industrielle maskiner, der kun gives ultraforarbejdet og kunstigt foder, betyder det noget for deres og vores sundhed og sikkerhed, men måske opdager vi det først om 20 år, når vores børn er vokset op og udviser nye, besynderlige symptomer.
Svin fodres med alt, der er billigt, og holdes indeklemte, transporteres langt, bliver slået under lastning og losning, og ender deres liv udmattede og skrigende på beskidte slagterier i fx Polen.
Nordjyske 5.2.24
Kødkvæg opdrættes bl.a. i Sydamerika, hvor de store flokke holdes på den jord, regnskoven stod på, før den blev brændt af. Dyrene slagtes, fryses og sendes med forurenende skibe til burger- og steakrestauranter, industrikøkkener og almindelige supermarkeder overalt i verden.
Fisk uddør hurtigt nu i vores have, men man holder kunstigt opdrættede og fodrede laks i store, forurenende havanlæg og giver dem sundhedsskadelige farvestoffer og medicin i deres daglige foder for at efterkomme ‚forbrugernes ønsker‛.
Det samme sker herhjemme i de store ægproduktioner – også de økologiske! – hvor hønernes foder er fyldt med farvestoffer, som kan give pinefulde allergier, og andre uvedkommende stoffer, fx dioxin. Farven i form af carotenoider tilsættes ‚for forbrugernes skyld‛, fordi mørkegule æggeblommer ser mere sunde og appetitlige ud … [4]
Så vi kan ikke selv sørge for at styre uden om kunstige og skadelige madvarer ved at vælge de rene, de uforarbejdede, ikke engang ved at vælge økologisk[5]:
Ville man tilsætte rødt farvestof til køernes foder, så kødet blev fint rødt og appetitligt, og mælken blev lyserød? Og stadig kalde det god mad og godt landmandskab?
Hvis vi ikke får udryddet os selv med krige og atomvåben, med overdreven brug af fossile brændstoffer og dermed opståede klimaforandringer, med fældning af træerne og rydning af store dele af jordens naturlige biotoper, så klarer vi det også glimrende ved at producere ikke-mad til os selv og vores børn.
Så fine og sunde æg får man fra nordjyske havehøns i marts måned, hvis man kun giver dem korn og adgang til selv at finde græs, mælkebøtter, orme, biller og larver. – Æglæggende høner i de store, industrialiserede æggeproduktioner må fodres med forfærdende, sørgelige og unaturlige råvarer, hvis deres æg har brug for kunstig farve!
[4]Dioxin kommer i æggene via opkoncentreret paprika- eller blomsterfarve fra Kina og Indien. Hvis man fravælger disse farvestoffer pga. risikoen for forgiftninger af forbrugerne, kan man i stedet tilsætte såkaldte ’naturidentiske’ farvestoffer, som ikke har meget med natur at gøre, men som i koncentreret form farver tilstrækkeligt.
[5]Karotenoider/carotenoider er ikke et uskadeligt, naturligt plantefarvestof. I større og koncentrerede mængder ophobes de i leveren og kan give alvorlig A-vitaminforgiftning og livslange allergier og intolerancer. Jeg pådrog mig en intolerance over for carotenoider og betacaroten, da jeg glad bællede to glas friskpresset gulerodssaft for min sundheds skyld. Nu får jeg ugelange og smertefulde øjensymptomer og træthedsfølelse, hvis jeg spiser en gulerod, en blomme i madeira lidt laks eller et æg, når fiskene og hønerne har fået carotenoider i foderet. Vi tåler ikke de kraftige koncentrater, som teknologien nu muliggør, og som industri og også sundhedsindustrien opfordrer os til at indtage. Vi er ikke skabt til koncentreret ‚naturmedicin‛ i pilleform, som afkog eller kraftig te, til smoothies, grøntsagsjuicer o.l. – Fordi, som man var klar over førhen: For lidt og for meget fordærver alt.
Disse farvestoffer – og sikkert alt muligt andet, som jeg heldigvis ikke ved noget om – bør undgås i foder til mennesker og dyr:
Hollandsk Gaudaost med tilsat konservereringsmiddel og skadeligt farvestof, E160a, som er syntetisk betacaroten, der plager allergikere – og det er helt unødvendigt! – Gode ostemagere kan fremstille de bedste og mest velsmagende oste helt uden unaturlige tilsætninger. Farvestof og konserveringsmidler i almindelig ost er en falliterklæring! – Før i tiden lavede man ost for at konservere mælken, så den kunne gemmes!
Bagværk, Bilkas morgenstang, med betakaroten som farvestof og mange andre tilsætningsstoffer, beskrives som klassisk, dansk wienerbrød, men er i virkeligheden et stykke ufordøjeligt kemi:
Ingredienser:
‚Vand, HVEDEMEL, vegetabilsk fedt og olie (palme, raps, kokos), sukker, ÆG, fortykningsmiddel (E 1414), gær, vallepulver (fra MÆLK), abrikoskerner, salt, stabilisatorer (E 401, E 440, E 450, E 516), emulgatorer (E 471, E 472e), naturlige aromaer, maltpulver (BYG), farvestoffer (E 170, E 160a), glukosesirup, SØDMÆLKSPULVER, majsstivelse, surhedsregulerende middel (E 330), MÆLKEPROTEIN, enzymer (XYLANASE (HVEDE), ALFA- AMYLASE (HVEDE)), vitamin A. Topping: Hvid glasur (flormelis, vand), kakaoglasur (flormelis, vand, kakaopulver).
leveret til os frossen og rå. Tøet op, bagt og pyntet i vores bageri.‛
STOLTE DANSKE HÅNDVÆRKSTRADITIONER, har de den frækhed at skrive! Læs listen over e-numre og andre besynderlige indholdsstoffer!
Og Nettos ØGO Hamburgerryg med tilsat rødbedepulver, som nogle ikke tåler:
Hvad laver rødbedefarve i kød?
OG HVAD tænker vores politikere på? Er de der for at beskytte befolkningen eller for at beskytte en skadelig industri, der truer med at gøre os alle syge med kunstig ikke-mad?
