Meget nedladende, københavnsk vurdering af en stor landsdels transportbehov. ‘Politiken’ d. 14.5.24
Man har god tid til at tage billeder, når man regelmæssigt holder i kø på motorvejen før Limfjordstunnellen, 2011
‘Politiken’ har om vedtagelsen af den tredje Limfjordsforbindelse over Egholm bragt mange, meget nedladende, artikler om nordjydernes behov for ikke at sidde fast i trafikkøer hele og halve timer morgen og aften.
Hvad er det for fordomsfulde forestillinger, københavneravisen har om Nordjylland som sommerhusområde? Kender de os ikke som andet? Som et samfund, der, ligesom hovedstadsområdet, skal leve og fungere hver dag?
Jeg er sikker på, at københavnerne husker modstanden mod fx Storebæltsbroen fra 1998, som ingen ville undvære i dag, og at de nu sætter stor pris på deres egen infrastruktur med Øresundsbro og andre broer, cykelstier, skinner, havn, havnebusser, lufthavn, busser, S-tog, metro og utallige motorveje, ringveje og omfartsveje i alle retninger – også til sommerhusområder både mod syd, øst, vest og nord.
I det tæt bebyggede og stærkt trafikerede område i og omkring Aalborg har vi en spinkel bro lige i byens centrum og en tresporet motorvej igennem tunnelen. Denne lille, stærkt belastede bro fra 1933 og en skrøbelig tunnel fra 1969 skal klare det meste af landsdelens trafik over Limfjorden hver eneste dag.
Mange dage passerer op imod 100.000 biler Limfjordstunnellen på vej til andre byer og steder i Nordjylland, og titusindvis af mennesker bor på den ene side af fjorden og arbejder eller henter børn på den anden. Vi har et større universitet, hvis ansatte og studerende også kommer fra byer nord for fjorden. Vi har masser af store og små erhvervsdrivende, der er afhængige af en velfungerende Limfjordsforbindelse for at kunne nå omverdenen. Vi har offentlig service, såsom busser, skraldebiler, politi, brandbiler, lægebiler og ambulancer, der sidder fast på den forkerte side, og private biler med kvinder, der er gået i fødsel, eller børn og voksne, der skal til skadestue, lægevagt o.l. … Og mange sydfra skal nå et fly i lufthavnen nord for fjorden og får meget dårlige nerver af at sidde længe i kø, fordi en bil er løbet tør for benzin nede i tunnellens nordgående spor … – Virkelig mange mister timer hver eneste dag, fordi der meget hurtigt opstår propper i tunnelen, hvorefter broen fra Aalborg til Nørresundby – og med den også det meste af de to byer – øjeblikkeligt stopper til. Selv færgen mellem Hals og Egense 30 km øst for Aalborg bliver hurtigt så søgt af fortvivlede bilister, at der opstår ventetid på flere timer på begge sider af fjordens udmunding ved Hals. Desperate mennesker vælger så måske at køre til den lille Aggersundbro 50 km vest for Aalborg i stedet, for vi har ikke pålidelige, ikke-asfaltbaserede S-tog eller metroer, der kan bringe os over på den anden side, når alting går i stå … Vi har hårdt brug for en tredje – og måske også snart en fjerde – Limfjordsforbindelse. Det er mange år for sent allerede, for der går mindst ti år med at bygge den. Og det er bestemt ikke, for at københavnerne kan komme i sommerhus. Det er for at nordjyderne kan have et hverdagsliv, hente deres børn og passe deres arbejde.
Kø før Limfjordstunnellen, maj 2024
Men naturværdierne på Egholm, så? Den lille, lave ø ud for Aalborg, som det nye bro- og tunnelprojekt efter planen skal passere på sin vej vest om byen og over til lufthavnen, hvor den skal støde til et i forvejen eksisterende nordgående motorvejsspor?
Hvornår har ‘Politiken’s journalist, der fik lov at fylde avisen med artikel efter artikel i forsøget på at bremse forbedringer af trafikforholdene i Nordjylland, sidst været på Egholm? Naturværdierne på lille Egholm består af nogle sand- og mudderbanker, hvoraf nogle efter sigende er forurenet af asbestaffald, derudover er der lidt kratværk, store og flade, gyllestinkende marker, nogle få huse, en smal vej, en sammenflikket sommerrestaurant og et par temmelig store svinefarme, der stinker overalt og forurener øens jord og vand. – Størstedelen af øen bliver i øvrigt ikke påvirket af vejprojektet, og der tages store hensyn til evt. natur og beboere undervejs. Desuden efterlader man muligvis en bro til de lokale, så beboere, sommergæster og lastbiler fulde af slagtesvin og svinefoder nemt kan komme til og fra øen og ikke længere skal være afhængige af vejret og den lille færge – hvor romantisk sådan en lille sommerfærgetur end kan tage sig ud for en københavnsk turist.
Her, hvor jeg bor, tales der om, at modstanden mod at give nordjyderne en tidssvarende trafikforbindelse hen over fjorden først og fremmest drives af højtråbende og velorganiserede beboere i den velhavende, vestlige Aalborgbydel, Hasseris, som, fuldt forståeligt, ikke bryder sig om at få en motorvej i nærheden af deres dyre villaer og ejerlejligheder. Men planlægning af nordjysk infrastruktur skal vel tage hensyn til de fleste? Ikke de rigeste? Og slet ikke til københavnerne.
Og hvor var forresten ‘Politiken’ med al sin forargelse, da Aalborg Kommune byggede – og stadig bygger, institution efter institution i gammel fredskov i natur- og drikkevandsindvindingsområdet Hammer Bakker? Har avisen ingen kontakter nord for fjorden?
Ingen lever længe uden at spise. Og vi skal helst spise sundt.
Seks om dagen! Seks om dagen! Vi ved det godt. Vores ører og øjne er blevet truttet fulde af budskabet: Spis 6 stk. grønt om dagen! Spis mindre kød og mere grønt! Spis bælgfrugter! Drik vand!
Senest er Bente Klarlund i Politiken ude at anbefale ’den rene vare’ i modsætning til de industriforarbejdede. Vi ville leve sundere uden alle tilsætningsstofferne, skriver hun:
Pol. 6.4.24
Og selvfølgelig har hun ret.
Der er bare det problem, at rene fødevarer ikke længere findes. Rene og sunde råvarer er en illusion i dagens globaliserede og stærkt konkurrenceprægede fødevareindustri, hvor kun pris og profit betyder noget.
Der er:
● Giftrester i drikkevand, frugt og grønt, også det økologiske
● Kemikalier i mel og brød
● Malkekøer, fjerkræ og svin, som altid holdes inde og fodres med, hvad der lige nu er billigst at få
● Farvestoffer o.a. kemi i ost, brød, drikkevarer, kiks m.m.
● Og man tilsætter nu koncentrerede farvestoffer, carotenoider, til FODERET til laks i havbrug og æglæggende høner, også de økologiske
Så heller ikke økologi er længere en garanti for sunde råvarer uden tilsætningsstoffer. Vi har efterhånden ikke en chance for at styre uden om kemien. Vores landbrug og fødevareindustri burde skamme sig!
De opkoncentrerede carotenoider, industrifremstillede farvestoffer, som nu rutinemæssigt tilsættes en stor del af vores mad for at give en mere indbydende farve, fremhæves fejlagtigt som ikke blot uskadelige, men ligefrem naturlige og sunde (!) – De er blot vitaminer til dyrene og de mennesker, der spiser dem, siger industrien. – Man erindrer jo de læger, der for 60 – 70 år siden anbefalede cigaretter mod luftvejssygdomme.
For carotenoider er faktisk skadelige. Jeg ved det. For jeg får ugers plagsomme allergiske reaktioner, hvis jeg spiser et æg fra en høne, der har spist industrielle carotenoider. – Hvorimod jeg kan spise alle de æg, jeg lyster, fra havehøns, der blot får korn og adgang til græs, mælkebøtter og andre urter med naturligt høje koncentrationer af betacaroten, som er i familie med industriens carotenoider.
Naturligt forekommende carotener i friskt græs, frugt og grøntsager er gavnlige i naturligt forekommende mængder, men ikke de industrielt opkoncentrerede, som efterhånden tilsættes alt: – Ost, is, kager, brød, slik … og nu også foderet til laks og økologiske æglæggende høner, så man ikke har en chance for at vælge dem fra.
Bilkas laks og økologiske æg, begge tilsat farvestoffer*, fordi forbrugerne påstås at foretrække kunstigt farvede fisk og æggeblommer.
Æg fra privat hønsehold, hvor foderet ikke indeholder carotenoider. Blommen er fint gul, fordi hønsene har adgang til grønne udearealer.
Der findes altså stærkt koncentrerede farvestoffer inde i fisk og æg, som man ikke kan undgå, hvis man bor i dette fødevaremæssige u-land. Stofferne tilsættes også alle mulige andre helt basale fødevarer til menneskebrug, så vi kan hurtigt få skabt en masse nye allergikere. Det værste er, efter min mening, at der ikke er lovkrav om, at disse stoffer skal deklareres, som man skal deklarere alt andet, man putter i mad, fordi de er så ‘naturlige’ …
Forestil jer, hvor elendige alle disse fødevarer må være, og hvor dårligt disse dyr lever, når det er nødvendigt at maskere produkterne med kunstige farver.
Seks stykker grønt om dagen og rene, uforarbejdede fødevarer uden tilsætningsstoffer er rimelige anbefalinger, men landbruget undergraver vores helbred ved at fremstille forurenet mad og derudover tilsætte skadelig kemi, og dagligvarebutikkerne sælger stadset dyrt til forbrugerne.
Har alle de bedrevidende kostvejledere prøvet at stå i en Nettobutik, i Brugsen, i REMA 1000, i 365discount, i Bilka, i COOP, i Kvickly, i Lidl, Min Købmand, Føtex, Spar eller lignende dagligvarebutik og lede efter rene råvarer og friske, økologiske kvalitetsgrøntsager? – Det er som at lede efter isterninger i det allerinderste Helvede – De findes ikke.
Så læg pres på politikerne, landbruget, industrien og dagligvarebutikkerne, før I rådgiver og udskammer almindelige mennesker, der bare skal have en hverdag og økonomien til at fungere.
Hjemme hos os praktiserer vi nu et besynderligt indkøbsmønster, hvor vi bestiller gær, mel, korn, tørrede bælgfrugter og gryn hos Aurion, frugt og grønt hos Årstiderne, kød på en gård i nærheden, hvor dyrene går frit året rundt, mælk i en nærliggende Brugs, der fører hele Thises sortiment af bl.a. kalvemælk m.m., æg hos en lille privat hønseholder, der aldrig giver sine høns foder med farvestoffer i, fisk hos en lokal fiskehandler, der ved, hvor de kommer fra, og hvad de har spist, og resten, papirvarer, sæbe m.m., køber vi i det supermarked, vi lige kommer forbi, når vi mangler.
Vi køber ind i store portioner og har lager. Vi bager brød og kager selv og laver al mad hjemme af råvarer, vi har tillid til. Men det er ærligt talt ret besværligt … og vi spiser næsten aldrig ude, hvis det kan undgås.
Folk, der lever i middelhavsområdet, hvor grøntsagerne trives, får, geder, høns, køer og svin går ude, madkulturen tages alvorligt, og de gode, uforarbejdede råvarer med smag, kvalitet og helt uden farvestoffer er i højsædet, lever bevisligt længere end os andre, der fodres med kartofler, der er sprøjtede op til 30 gange i løbet af nogle få vækstmåneder, der af økologi kun kan skaffe slatne hvidkål og et gammelt, ensilagelugtende broccolihoved, mælk fra udpinte malkekøer, der aldrig har set en grøn mark, kød fra mishandlede svin, der køres til Polen for at blive slagtet efter et miserabelt liv i en overfyldt, dansk stald, forgiftet og oversprøjtet korn og mel …
– Kemikaliemel, kalder Camilla Plum det i sin bog om bagning. – Og Bi Skaarup, der skrev om brødets historie, beskrev smagen af et almindeligt, moderne rundstykke som at æde sygevat.
Så galt er det gået! Den mad, vi bliver tilbudt i dette ellers rige og højtudviklede land, gør os syge.
Så vi skulle bruge alle kræfter på at forlange gode, rene og sunde råvarer uden farve og andre tilsætningsstoffer, hvis vi vil spare på sundhedsudgifterne fremover, og indtil det er på plads, kunne man lige holde en pause med alle de gode råd til de magtesløse forbrugere.
Vi burde udvikle en vision om Danmark som et grønt, biodynamisk og økologisk land. Hvad ville det ikke betyde for vores helbred, trivsel og omdømme, hvis det meste af den udpinte, gyllebefængte og forgiftede landbrugsjord blev udlagt til natur og produktion af sunde og rene fødevarer? Vi ville med et slag få rent drikkevand, rene søer, åer og hav, ren luft, masser af overdrev, hede-, skov- og vådområder med høj biodiversitet og struttende, grønne marker med får, heste, høns, kyllinger, køer og svin, sundt korn, bælgfrugter, usprøjtede kartofler, majs, frugttræer og grøntsager.
Denne drøm ville tilfredsstille selv dem, der mest tænker på penge, når de ser, hvor eftertragtet et varemærke ’Dansk’ så ville blive – og hvor meget vi ville spare i sundhedsvæsnet– men der er lang vej endnu, så derfor må vi hellere begynde med det samme:
Vi skal lovgive mod farvestoffer i foderet til de dyr, som vi spiser eller spiser produkter fra! Omgående! I det allermindste forlange, at de deklareres, så allergikere kan forsøge at undgå dem. – NU! – Som en hastesag inden Folketinget går på sommerferie, for den praksis er både grotesk og unaturlig!
Prøv lige at tænke over det: I stedet for at fodre dyrene ordentligt, giver vi dem farvestoffer i maden, så de og deres produkter ser sunde ud. Uden at være det. – Hvornår begynder landmændene at fodre køer med røde farvestoffer og kunstig jordbæraroma, så de kan malke jordbærmælk direkte ud af de ulyksalige dyr?
Det er skredet for landbruget og fødevareproduktionen på en skræmmende og uhyggelig måde, og vi kommer alle til at betale prisen.
Syd for Napoli er bøflerne inde for at blive malket. Kort tid efter kan vi købe den friske og velsmagende mozzarella i gårdbutikken:
* Jeg skrev i marts 2024 til Bilka om carotenoider i æg og laks, fordi jeg har pådraget mig en allergi, hvor jeg slog voldsomt ud og havde flere plagsomme uger efter indtagelse af deres laks og økologiske æg.
Og de svarede:
’Ida (BilkaToGo)
6. mar. 2024 13.47 CET
Hej Lone
Tak for din henvendelse.
Vi har undersøgt sagen med vores leverandører der skriver dette:
Brød, ost og laks kan vi ikke udelukke indeholder carotenoider, købt hos os. Æg indeholder carotenoider, købt hos os.
Såfremt du har spørgsmål til ovenstående, er du meget velkommen til at vende retur på denne mail.
… indgår i en global konkurrence om, hvor dårlige produkter, man kan sælge til hinanden, og hvor ringe service, man kan slippe af sted med at yde folk for deres egne penge.
Kinesiske solceller med manual på kinesisk, så man skal betale installatøren knap 1000 kr., når ens Wi-fi holder op med at virke, og man er tvunget til at skifte router og kode, eller andet hændeligt sker.
Et stort, dyrt og moderne tv, der holder i mindre end tre år.
Tøj og stoffer, der dårligt tåler vask, der fnulrer og går op i syningerne efter kort tids brug.
Sko, der er uegnede til menneskefødder.
Forhenværende naturlige arealer, der i hurtigt tempo plastres til med grim og billig beton eller asfalt af ringeste kvalitet.
Virkelig elendig mad fyldt med ikke-spiselige, ofte skadelige, men billige, tilsætningsstoffer produceret af landmænd, der kun tænker kilopris og ikke velsmag, naturlig balance og dyrevelfærd.
Kartoffelmarker bliver sprøjtet op imod 30 gange på en vækstsæson. Der dør dagligt 30.000 smågrise i de danske stalde. Den koncentrerede svineproduktion sviner landskabet til, ødelægger jord-, luft-, vand- og havmiljø, ‘strutter af penicillin’ og smitter os alle med dødsensfarlige, resistente bakterier.
Hvis man tog en gennemsnitlig københavner med ud og viste hende kvæg-, svine- og hønseforhold, indfangning, drivning, transporterne og slagtningen, som det foregår i virkeligheden for 206.217.000 dyr* her i landet hvert eneste år, så ville hun kaste op og aldrig spise kød, mælkeprodukter eller æg igen.
Vi har læger og hospitaler, der konkurrerer på, hvor lidt tid og omsorg, de kan slippe af sted med at give til hver patient – med skrækkelige følger, naturligvis.
Det samme gælder børneinstitutioner, uddannelser, ældrepleje og plejehjem.
Offentlig transport og sagsbehandling er ofte et mareridt, servicen i butikker og på nettet ligeså, og kun ganske få håndværkere gør sig umage, når de er på job, og lader mobilen ligge i lommen eller i bilen. Også de er i konkurrence om at slippe så nemt om ved det hele som muligt, og skrive så store regninger, som de kan slippe af sted med.
Og så har jeg ikke nævnt skattevæsnet og de seneste ejendomsvurderinger, som er en landsomfattende katastrofe, der har brudt tilliden mellem stat og borger.
Nogle få bliver uanstændigt rige på snyderiet og kan købe rumraketter, øer og særbehandling. Her i landet har de fleste penge nok og vader i produkter, som ikke er tiden, svineriet og pengene værd.
Men hvem, der har ventet 5 – 6 timer med et barn på en skadestue, der er nr. 37 i telefonkøen til lægen en torsdag morgen, der skal vente to år på en konsultation på et sygehus, der har et barn, der på andet år nægter at gå i skole, der har fundet sin gamle mor indsmurt i lort, der har prøvet at få en offentlig instans i tale, vil nogensinde igen betale sin skat med glæde?
Det er en grim verden, vi har skabt for os selv. – Og det værste er, at det er unødvendigt. Vi har aldrig før været så mange mennesker og så rige. Det er udelukkende et spørgsmål om prioritering. Medmenneskelighed, omtanke for dyr og natur eller ringest mulig kvalitet, grådighed og besparelser?
Forleden smuttede jeg ind i Føtex efter et par ting, mælk og bananer, og jeg gik der i de brede gange fyldt med ting og blev pludselig overvældet af, hvor privilegerede vi i grunden er i dette lille, beskyttede land:
Vi kan hver dag gå ind i sådanne haller fyldt til randen med overflødigheder og vælge frit mellem kød, æg, mel, brød, frugt, grønt, fisk, strømper, legetøj, kopper, kander, servietter, smertestillende medicin, slik, kager, sodavand, vin, tørret ris, pasta og dåser med ting fra fjerne lande og meget, meget mere. Det er bare at skovle ned i sin trillevogn og vise et plastickort ved udgangen.
Bagefter satte jeg mig ud i min velkørende og praktiske Toyota og kørte på brede motorveje, hurtigt og sikkert, til mit hjem med de ganske få indkøb.
Hjemme placerede jeg mælken i det store køleskab og bananerne i frugtskålen midt på spisebordet sammen med en ananas og de røde, økologiske æbler, der lå der i forvejen.
Mit hjem er tæt og lyst, velindrettet, der er varme i gulvene, vand i hanerne, el i kontakterne, grønne planter i vindueskarmene, mad, rent tøj og sengetøj, sæbe og wc-papir i skabene og alt, hvad man som menneske i øvrigt kunne få brug for i form af veludstyrede badeværelser, køkken med røgfri ovn og komfur, arbejds-, senge- og hyggepladser. Udenom ligger en grøn og blomstrende have, som fuglene og naboernes katte elsker, og som enhver arabisk poet ville misunde os. Vi har bøger, musik, kommunikationsmidler, spil, film og nyheder, som vi kan benytte os af, ganske som vi lyster.
Enhver person fra alle andre perioder i jordens historie, stenalder, middelalder, renæssancen, ja, endda det 20. århundredes begyndelse eller en fra et af vor tids mindre privilegerede lande, der pludselig dukkede op og så leveforholdene i dagens Danmark, ville vel knap tro sine egne øjne!
Men så ville hun meget hurtigt opdage, at vi mangler noget vigtigt. At vi er udgået for samvær og omsorg. At der ikke længere er tryghed og tillid til, at nogen griber os, når vi er børn i skoler og institutioner, eller når vi får smerter, bliver syge, gamle, hjem- eller arbejdsløse.
Hun ville notere sig, at vi mangler tid, at der aldrig er ro og stille omkring vores boliger, og at der ikke længere findes natur. Ren og velfungerende natur i balance, med fisk i vandet og insekter i græsset – ikke blot i de små haver, men også derude på de mere end 60% af landets areal hvor landbruget hærger med gylle og gift og behandler dyrene svinsk. – Hun ville opdage, at vi har sat det allermest nødvendige, menneskeligheden og den fælles klodes overlevelse, over styr i vores jagt på materiel overflod.
Og hun ville ganske givet finde, at prisen for gulvvarme og det store udvalg af mere og navnlig mindre nødvendige forbrugsgoder er for høj. – Man kunne måske have klaret sig med mindre.
Bortset fra et par skoleelever om eftermiddagen er der kun sjældent passagerer ved vores stoppested ved skoven i yderkanten af Storålborg. Til gengæld ligger der private huse og haver, hvor folk sætter pris på fred.
Vi har fået elbusser i min kommune, og gudskelov for det. De er kønne og støjsvage og sparer kloden for en del CO₂
Men i sin visdom har én eller anden kommunal Karl-Frederik fundet på, at det er synd for de blinde og svagtseende, og har fået installeret kraftige lydanlæg i disse elbusser, så jeg mange gange i timen inde i mit hus og navnlig i min have og på min terrasse kan høre en emsig, maskinel damestemme UDEN FOR bussen højt råbe noget i retning af: ‘NUMMER ÉT TIL XXXX!’ eller ‘NUMMER ÉT TIL YYYY!’ – Sommetider råber hun endda: ‘NUMMER ÈT TIL ZZZZ!’, som er den by, vi befinder os i …
Hvilket de to mobiltelefonopslugte skoleelever, der står og venter, faktisk godt ved i forvejen. På nogle af de senere eftermiddagsafgange står der også en enkelt anden person, der plejer at tage denne bus hjem fra arbejde. Men den største trafik her ved mit stoppested er af rejsende, der skal af og haster hjem til parcelhuset, hvorfra de mange gange i timen kan høre den emsige dame gjalde ud over hele kvarteret: ‘NUMMER ÉT TIL XXXX!’ eller ‘NUMMER ÉT TIL YYYY!’ eller helt unødvendigt: ‘NUMMER ÈT TIL ZZZZ!’
Vi bor et ellers roligt sted i den ydre kant af lillebyen ved en flot landsbykirke og et stort, fredet skovområde. Hvis man ser bort fra kirkegårdsarbejdernes enormt potente og bestemt ikke lydsvage maskinel – man skulle tro, at fjenden næsten dagligt er i anmarch med tanks og jagerfly lige ovre på kirkegården – og en enkelt nabo med begrænsede sociale evner, så er her normalt stille.
Så stille at vi kan høre fuglene, og hvad vi selv siger og tænker. Lige indtil elbussedamen pludselig råber ud i det blå til ingen ventende passagerer overhovedet: ‘NUMMER ÉT TIL XXXX!’ eller ‘NUMMER ÉT TIL YYYY!’ eller helt unødvendigt: ‘NUMMER ÈT TIL ZZZZ!’
Alle mennesker har ret til at færdes i det offentlige rum, og man skal hjælpe hinanden, så meget man kan. Det er bl.a. derfor, man reklamerer for ’Solsikkesnoren’ og andre initiativer i de selvsamme busser. Men det er vanvid at forsyne ellers lydsvage elbusser med høje lyde og skingre maskinstemmer, så man på hele rutenettet generer titusindvis af mennesker blot for at hjælpe nogle ganske få, som let kunne hjælpes på anden vis.
At forstyrre ALLE hørende, herunder autister, sensitive, sovende babyer, syge, døende, folk i sorg, med svage nerver eller PTSD, blot for at imødekomme ganske få med dårligt syn forekommer mig molboagtigt. Fuldkommen som i den historie, hvor der skulle seks store molbomænd til at bære en syvende, der sad på et markled, ind i kornmarken for at jage en stork væk, fordi de mente, at den spinkle og højbenede stork ville træde deres korn ned. – Hvilke ødelæggelser, denne stupide adfærd bevirkede, kan man jo tænke sig til.
Uden at ville sammenligne mennesker med synshandicap med storke vil jeg dog påstå, at de – lige her hvor jeg bor – er mindst lige så sjældne. Hvis vi er heldige, ser vi en eller to om året i hastig forbifart.
Med smartphones og ny teknologi må det være en smal sag at overføre elbussedamestemmen til en app, der kan oplyse om en ønsket bus’ position og retning. Eller man kunne måske slukke for stemmen uden for bussen i de tyndt befærdede yderområder og boligkvarterer. Eller i yderste nødsfald vove at spørge chaufføren, om denne bus mon går til XXXX eller YYYY eller ZZZZ … Sådan klarede vi det førhen, før elbusser og alt for opvakte kommunale Karl-Frederikker med alt for god tid og uigennemtænkte idéer.
Men min nordjyske kommune insisterer – trods flere indsigelser – på at opføre sig som molboer og træder virkelig mange hørende ned, mange gange i timen, fra morgen til aften. Vi får hver gang et mindre chok, om vi sidder inde og arbejder eller ude på terrassen med grillmad og gode venner. Så meget støj og opstandelse for at løse et problem, der muligvis slet ikke eksisterer, og som i givet fald let ville kunne løses på anden og langt smartere vis.
Pas på støjniveauet! – Støj er også en slags forurening, støj er sundhedsskadeligt, og det kan ikke være en kommunal opgave at øge støjbelastningen i ellers fredelige boligområder.
Et rod-sammen af billige råvarer tilsat bl.a. bambus, sulfit, metylcellulose, carrageenan, kaliumklorid, bønneprotein, sukker, salt, natriumdiacetat, kaliumsorbat og naturlige aromaer, som jo kan være hvad som helst … Skal det forestille mad? Til mennesker?
I Kina tilsatte de giftstoffer til babymælkepulver, fordi rigtig mælk var for dyrt, og babyerne døde jo … for profittens skyld.
Men vi kan bare undgå de færdiglavede og ultraforarbejdede fødevarer med alle tilsætningsstofferne, kan vi ikke? [1]
Nej, det kan vi ikke. De rene, naturlige fødevarer, frugt, grønt, mejeriprodukter, kød, fisk og æg, findes stort set ikke længere.
Vores grøntsager kommer hovedsageligt fra enorme drivhuse i Andalusien, hvor de aldrig har set jord eller frisk luft. De vandes med det vand, som ellers skulle komme befolkningen, dyrene og beskyttede naturområder til gode i et land, der under klimaforandringerne oplever, at deres vandressourcer hastigt udtømmes. Og de gror i et kunstigt voksemedie og vandes med kunstgødning, indtil de plukkes af illegale indvandrere fra det afrikanske kontinent, der lever under uhumske og knapt menneskeværdige forhold.[2]
Køer får ikke længere græs, men fodres bl.a. med inddampede og yderst koncentrerede ’græspiller’.[3] Når køerne forvandles til industrielle maskiner, der kun gives ultraforarbejdet og kunstigt foder, betyder det noget for deres og vores sundhed og sikkerhed, men måske opdager vi det først om 20 år, når vores børn er vokset op og udviser nye, besynderlige symptomer.
Svin fodres med alt, der er billigt, og holdes indeklemte, transporteres langt, bliver slået under lastning og losning, og ender deres liv udmattede og skrigende på beskidte slagterier i fx Polen.
Nordjyske 5.2.24
Kødkvæg opdrættes bl.a. i Sydamerika, hvor de store flokke holdes på den jord, regnskoven stod på, før den blev brændt af. Dyrene slagtes, fryses og sendes med forurenende skibe til burger- og steakrestauranter, industrikøkkener og almindelige supermarkeder overalt i verden.
Fisk uddør hurtigt nu i vores have, men man holder kunstigt opdrættede og fodrede laks i store, forurenende havanlæg og giver dem sundhedsskadelige farvestoffer og medicin i deres daglige foder for at efterkomme ‘forbrugernes ønsker’.
Det samme sker herhjemme i de store ægproduktioner – også de økologiske! – hvor hønernes foder er fyldt med farvestoffer, som kan give pinefulde allergier, og andre uvedkommende stoffer, fx dioxin. Farven i form af carotenoider tilsættes ‘for forbrugernes skyld’, fordi mørkegule æggeblommer ser mere sunde og appetitlige ud … [4]
Så vi kan ikke selv sørge for at styre uden om kunstige og skadelige madvarer ved at vælge de rene, de uforarbejdede, ikke engang ved at vælge økologisk[5]:
Ville man tilsætte rødt farvestof til køernes foder, så kødet blev fint rødt og appetitligt, og mælken blev lyserød? Og stadig kalde det god mad og godt landmandskab?
Hvis vi ikke får udryddet os selv med krige og atomvåben, med overdreven brug af fossile brændstoffer og dermed opståede klimaforandringer, med fældning af træerne og rydning af store dele af jordens naturlige biotoper, så klarer vi det også glimrende ved at producere ikke-mad til os selv og vores børn.
Så fine og sunde æg får man fra nordjyske havehøns i marts måned, hvis man kun giver dem korn og adgang til selv at finde græs, mælkebøtter, orme, biller og larver. – Æglæggende høner i de store, industrialiserede æggeproduktioner må fodres med forfærdende, sørgelige og unaturlige råvarer, hvis deres æg har brug for kunstig farve!
[4]Dioxin kommer i æggene via opkoncentreret paprika- eller blomsterfarve fra Kina og Indien. Hvis man fravælger disse farvestoffer pga. risikoen for forgiftninger af forbrugerne, kan man i stedet tilsætte såkaldte ’naturidentiske’ farvestoffer, som ikke har meget med natur at gøre, men som i koncentreret form farver tilstrækkeligt.
[5]Karotenoider/carotenoider er ikke et uskadeligt, naturligt plantefarvestof. I større og koncentrerede mængder ophobes de i leveren og kan give alvorlig A-vitaminforgiftning og livslange allergier og intolerancer. Jeg pådrog mig en intolerance over for carotenoider og betacaroten, da jeg glad bællede to glas friskpresset gulerodssaft for min sundheds skyld. Nu får jeg ugelange og smertefulde øjensymptomer og træthedsfølelse, hvis jeg spiser en gulerod, en blomme i madeira lidt laks eller et æg, når fiskene og hønerne har fået carotenoider i foderet. Vi tåler ikke de kraftige koncentrater, som teknologien nu muliggør, og som industri og også sundhedsindustrien opfordrer os til at indtage. Vi er ikke skabt til koncentreret ‘naturmedicin’ i pilleform, som afkog eller kraftig te, til smoothies, grøntsagsjuicer o.l. – Fordi, som man var klar over førhen: For lidt og for meget fordærver alt.
Disse farvestoffer – og sikkert alt muligt andet, som jeg heldigvis ikke ved noget om – bør undgås i foder til mennesker og dyr:
Hollandsk Gaudaost med tilsat konservereringsmiddel og skadeligt farvestof, E160a, som er syntetisk betacaroten, der plager allergikere – og det er helt unødvendigt! – Gode ostemagere kan fremstille de bedste og mest velsmagende oste helt uden unaturlige tilsætninger. Farvestof og konserveringsmidler i almindelig ost er en falliterklæring! – Før i tiden lavede man ost for at konservere mælken, så den kunne gemmes!
Bagværk, Bilkas morgenstang, med betakaroten som farvestof og mange andre tilsætningsstoffer, beskrives som klassisk, dansk wienerbrød, men er i virkeligheden et stykke ufordøjeligt kemi:
Ingredienser:
‘Vand, HVEDEMEL, vegetabilsk fedt og olie (palme, raps, kokos), sukker, ÆG, fortykningsmiddel (E 1414), gær, vallepulver (fra MÆLK), abrikoskerner, salt, stabilisatorer (E 401, E 440, E 450, E 516), emulgatorer (E 471, E 472e), naturlige aromaer, maltpulver (BYG), farvestoffer (E 170, E 160a), glukosesirup, SØDMÆLKSPULVER, majsstivelse, surhedsregulerende middel (E 330), MÆLKEPROTEIN, enzymer (XYLANASE (HVEDE), ALFA- AMYLASE (HVEDE)), vitamin A. Topping: Hvid glasur (flormelis, vand), kakaoglasur (flormelis, vand, kakaopulver).
leveret til os frossen og rå. Tøet op, bagt og pyntet i vores bageri.’
STOLTE DANSKE HÅNDVÆRKSTRADITIONER, har de den frækhed at skrive! Læs listen over e-numre og andre besynderlige indholdsstoffer!
Og Nettos ØGO Hamburgerryg med tilsat rødbedepulver, som nogle ikke tåler:
Hvad laver rødbedefarve i kød?
OG HVAD tænker vores politikere på? Er de der for at beskytte befolkningen eller for at beskytte en skadelig industri, der truer med at gøre os alle syge med kunstig ikke-mad?
Til min seneste fødselsdag fik jeg udbetalt en lille pensionsopsparing, som jeg omgående investerede i et længe næret ønske: et par ægte tæpper, knyttet af rigtige menneskehænder.
Efter adskillige besøg hos tæppehandlere af mange slags endte vi hos en rar mand i Bazar Vest i Århus, der fremtryllede de mest bedårende, persiske tæpper, som ovenikøbet var til at betale.
Tæpperne var slet ikke, som jeg havde forestillet mig. Hverken i farver eller tekstur. – De var noget meget, meget bedre: De åndede! Det var, som om den tid, tradition og omhu, der var nedlagt i dem, smittede af på min stue. – De var levende! Tykke og både flammende og beroligende. De indtog rummet med et eget liv og lå og glødede, selv på triste, overskyede dage. – De var kvalitet! – Usammenlignelige med de metervis af maskinvævede plasticfibre med gummibagsider, der før havde ligget døde hen på mine gulve.
Genbrug er ikke opfundet i dag, det var altid et livsvilkår: – Mine bedste pudseklude til spejle o.l. stammer fra et par sæt sengetøj, min mor bestilte fra et jysk væveri ca. 1960. Da jeg fik min søn 20 år senere, blev de syet om til fire dynebetræk i barnestørrelse, som efter endnu knap 30 år blev brugt igen til børnebørnene, når de var på besøg, før de nu, hvor børnebørnene har dyner i voksenstørrelse, tjener som klude.– Men kvaliteten til et sådant genbrug findes ikke mere i almindelig handel.
Som næsten 70-årig har man oplevet en del. Eksisteret igennem perioder og tidsaldre og kan sammenligne. Det, der slår mig allermest nu i modsætning til fx 1960’ernes gyldne og håbefulde opgangstider, er, at vi nu er så rige og så mange, at vi har alle muligheder og en milliard ting, men at vi alligevel ikke formår at værdsætte og opretholde en bare nogenlunde acceptabel kvalitet. Kvalitet i betydningen omtanke, omhu, tradition og tid.
Det gælder den fysiske kvalitet med dårlige, præfabrikerede og rungende betonhuse i fantasiløse og u-hyggelige industri-, handels-, bolig- og villakvarterer.
Det gælder den endeløse strøm af maskiner og elektronik, der højst fungerer et par år.
Bøger og andre kulturprodukter stort set uberørt af tænkende menneskehjerner.
En bakke danske jordbær fra GASA, Odense, købt i REMA 1000 for 27 kr. En tredjedel er rådne og mugne.
Vi producerer og sælger dårlig mad til hinanden. Og stof, tøj, møbler og de fleste andre brugsting, som ingen har gidet lægge bare et minimum af tid eller omhu i.
Vi omgiver os med haver, der kun består af fliser, træterrasser, kinesiske granitskærver, tørt græs og spildte muligheder for at dyrke blomster til bierne og frugt og grønt til os selv.
Vi lever gladeligt i en fysisk uæstetisk ørken fyldt med larm og møg. Skovene består af træproduktion i mørke, lige rækker. Parkerne er nedtrådte stier fyldt med hundelorte, affald fra fastfood, engangsbægre og cigaretskod. Vandområder er døde, grumsede og ofte sundhedsskadelige. Næsten to tredjedele af vores land er optaget af giftsprøjtede og gyllebefængte planteavlsarealer uden solitærtræer, små lunde, frodige læbælter, vandhuller eller fugtige engområder. Langs motorvejene breder triste betonbygninger sig som et kræftudslet ud i vores sparsomme natur. De smukke strande er plastret til med grimme sommerhuse – hvem har brug for to huse? – Havene tømmes for fisk og andet liv, dræbt af overfiskeri, gylle og giftstoffer. Og i byer og boligkvarterer accepterer vi et tårnhøjt, forurenende og nervebelastende trafik- og støjniveau.
Men det værste – og farligste – er efter min mening den manglende kvalitet og omhu i vores omgang med hinanden. For det rammer det dybeste og vigtigste i livet: Vores menneskelige værdighed.
På det store plan er det uprovokerede invasioner af andre lande og områder, noget vi efter 2. Verdenskrig ikke havde troet muligt i vores nærhed, men også trusler om invasioner eller overfald, tilranen sig magt og berigelse på andres bekostning og en udtalt følelsesløshed over for de millioner af mennesker, der flygter fra krig, udnyttelse, tørke, oversvømmelser og politisk ustabilitet.
Men tættere på os selv kunne det fx være fænomenet ’true crime’ – dokumentarer om virkelige forbrydelser, jo mere spektakulært bloddryppende og seksuelt eksplicit, jo bedre – som er blevet en stor underholdningsindustri, og den utidige nyfigenhed smitter af på alvorlige, danske kriminalsager, u-bådsmordet, en psykisk syg drengs skyderi i et indkøbscenter, Emilie Meng- og Mia-sagerne fx, som sælger mange klik på internettet. Vi er også blevet skamløse nok til at stille os op og glo eller holde i kigge-køer ved ulykker. Folk kaster sig hovedløst ind i retssager og begivenheder, der ikke rager dem, men som giver en gratis tur i den følelsesmæssige rutsjebane. Mens ofrene og deres pårørende betaler prisen for massernes utidige nysgerrighed.
Man møder ikke længere sin partner i nattelivet, til fester, på job eller uddannelser, men installerer en app på sin håndholdte computer og swiper – kasserer eller accepterer – andre mennesker ud fra et foto og en kort selvbeskrivelse. Eller man kan med få tryk på en skærm overvære voldsom pornografisk udnyttelse af andre mennesker, som oftest fattige kvinder og børn … – Mere instrumentaliseret bliver det ikke.
Hvis man gerne vil opsøge lidt international kultur og beundre tidligere tiders omhu og kvalitet, skal man først igennem en anstrengende rejse fyldt med ventetider i trængsel og kunstige omgivelser. Hvorefter man går gåsegang i mængden af andre turister i fx Uffizierne i Firenze, Louvre i Paris eller V&A i London og først bliver trådt over tæerne af en kraftig, solskoldet russer, så rammes man i hovedet af en rygsæk derefter en albue tilhørende en ung, shortsklædt mand, der maser sig foran for at se bedre, og til sidst bliver man eftertrykkeligt pandet ned af en lille sej, kinesisk bondekone med en tung selfiestang. De berømte kunstværker får man kun et stjålent glimt af ind imellem alle de andres skuldre og hoveder.
I dagliglivet hjemme, i butikker, på restauranter og ved henvendelse til supportere, bliver man spist af med mindst mulig, mekanisk og ofte uvenlig, kontakt, ofte også banaliteter og tøsefornærmede ikke-svar, som om ingen tager deres eget job alvorligt. – Har alle meget vigtigere ting at tænke på end at være til stede og udføre de handlinger, de bliver betalt for?
Buschauffører kører som død og helvede for at opfylde køreplanen og kan ikke tage sig af, at ældre mennesker og klapvogne tumler rundt i midtergangen, eller at andre trafikanter bringes i fare.
Læger har i deres konsultationer installeret effektive afvisningssystemer, som gør det til et lotterispil, om man overhovedet kan komme i kontakt med dem i en nødsituation. – Hvis man efter dage, uger eller måneder når frem til en knap ti minutters audiens, har de ikke tid til at lytte eller hjælpe, men holder gladeligt alenlange foredrag for syge og smerteplagede patienter om deres private holdninger til fx brugen af smertestillende midler, så lægen selv kan føle sig bestyrket og vigtig, og de syge må gå uhjulpne bort.
Så mens de udsatte skal kæmpe i time- eller dagevis for at få kontakt med et ikke-fungerende sundhedssystem, kan de rige og dem med arbejdsgiverbetalte sundhedsforsikringer nyde godt af en billet til et fast track, der udelukker andre, som måske havde større behov.
Børn bliver passet af mobiltelefonopslugte, fraværende forældre og afleveret til fremmede længe før, de er klar til det. Separationsangste småbørn efterlades i underdimensionerede og underbemandede dagplejer eller institutioner uden at ane, om de nogensinde ser deres forældre og tryghedspersoner igen.
Skolebørn tilbringer lange dage i selskab med ’lærere’, der ikke selv ved noget*, og som ikke griber ind over for mobning eller andre problemer i de propfyldte klasser. Unge henvises til store, mistrivelige flokke, hvor en del af dem alt for tidligt skilles ud fra fællesskabet, måske med en diagnose, og føler sig mislykkede og anderledes resten af deres liv. Hvilket ikke gør dem nyttige i det større, samfundsmæssige perspektiv.
Gamle trilles i bedste fald ind på underbemandede institutioner, hvor kun de mest basale behov imødekommes af stadigt mere pressede, forråede plejepersoner. Eller de efterlades uden hjælp i deres egen triste og upassede, møgbeskidte bolig, mens vi venter på, at de kradser af og sparer os for flere udgifter.
Hvis vi på nogen måde kan opnå en gevinst, personligt eller på samfundsplan, ved at sprøjte gift ud på marker, plage dyr, sende CO₂ ud i atmosfæren, snyde, udnytte eller ignorere syge, svage eller tillidsfulde medborgere eller ødelægge jordens fælles ressourcer, så gør vi det gerne. Og vi sender også villigt bortforklaringer, løgne og frit opfundne anklager og skældsord ud i offentligheden uden at opleve sanktioner eller bare en korrektion.
Vi er på snart sagt alle livets områder blevet syntetiske. Overfladiske, grådige, egenkærlige og materielle, også i omgangen med hinanden. Vi opfatter andre mennesker som følelsesløse ting, der kan udnyttes, som postpakker, der bare skal ekspederes – eller vente. Vi vurderer hinanden på rigdom, magt og udseende. Og at sammenligne og nedgøre mennesker fx på de sociale medier er blevet en folkesport.
Politikere, både på landsplan og lokalt, er som oftest grundløst selvsikre og ambitiøse nullerter, som mest er i faget for egen vinding og egne ambitioners skyld, og de magter ikke at arbejde for et bedre, sikrere, renere og mere retfærdigt samfund for alle.
I disse år decimerer vi helt automatisk andre mennesker til blot at være en ansigtsløs masse af publikum for vores eget iscenesatte liv, enten når vi møder dem i forbindelse med vores job, når vi gerne vil vælges til noget, sælge dem noget, eller når vi forsøger at skille os ud fra mængden i det offentlige rum, ofte via de efterhånden utallige sociale medier.
Vi ser ikke længere medmennesker som mennesker med samme ret til et fuldt liv og en værdig behandling, som vi selv gerne ville ses. – Kvaliteten i de mellemmenneskelige forhold er styrtdykket i de sidste 20 – 30 år, hvorimod interessen for penge, indflydelse og dyre statussymboler er steget helt enormt.
Min svigerfar var et af disse veluddannede, eftertænksomme, beskedne, venlige, rummelige og vise, ældre mennesker, der som oftest lever uværdsatte, stille liv, men som savnes overmåde, når de ikke længere findes iblandt os. Han var altid glad for at se os. Havde altid tid. Var altid klar til en snak om dette og hint. Parat til at lytte og generøst dele ud af sin egen livserfaring. Under en af vores mange samtaler introducerede han mig til Løgstrup og ’Den etiske fordring’, hvilket har gavnet mig i alle årene efter.
K. E. Løgstrup (1905 – 1981), var en dansk filosof og teolog, og i sin bog, ’Den etiske fordring’, skrev han bl.a.:
“Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at han holder noget af dets liv i sin hånd. Det kan være meget lidt, en forbigående stemning, en oplagthed, man får til at visne, eller som man vækker, en lede man uddyber eller hæver. Men det kan også være forfærdende meget, så det simpelthen står til den enkelte, om den andens liv lykkes eller ej.”
Løgstrup forudså også, at studenteroprøret i 1960’erne med dets forkastning af viden, erfaring, traditioner, dannelse, god opførsel og respekt for andre ville ende i en slags pøbelvælde, i det, han kaldte ’dilettantokrati’ – hvor magten blev lagt i hænderne på de uvidende og uuddannede. Her kunne man nævne Trump, men der er også rigeligt med hjemlige eksempler at tage af.
Løgstrup – og svigerfar – døde, før internettet og alle dets markskrigeriske kanaler var en daglig realitet, der smittede af på selv seriøse aviser, journaliststanden, politikerne, embedsmænd, litteraturen, tv-stationer og hele den offentlige samtale.
De nåede ikke at opleve at skulle tilbringe deres sidste dage i køer lyttende til åndløse telefonsvarere uden mulighed for hjælp.
Og de skulle ikke døje med massesamfundets oceaner af værdiløse frembringelser, populærkulturen, institutionerne, grimhederne og den manglende tryghed i medmenneskelig omsorg og velfærd.
Men det er det resultat, Løgstrups forudsete ’dilettantokrati’, sammen med et sammenbrud i uddannelsessystemerne, globaliseringen og overbefolkningen, har frembragt.
De seneste årtier med stor økonomisk fremgang, liberal filosofi med besparelser, skattelettelser for enhver pris og daglig chikane og obstruktion af de velmenende ’hænder’, som politikere ynder at benævne hårdtarbejdende mennesker i sundheds- og plejesektoren, har kun skaffet os dårlig kvalitet, fysisk såvel som psykisk.
Ærter fra Føltved: ‘FRISKE ÆRTER, VORES ÆRTER DYRKES KUN AF DE MEST SMAGFULDE SORTER, OG HÅNDSORTERES INDEN PAKNING. SÅDAN SIKRER VI OS AT DU FÅR DEN BEDST MULIGE KVALITET. VELBEKOMME’ – Nogle er for gamle og melede, nogle alt for tynde og umodne, og alle er de plettede og slimede af overgemthed. Men der er ingen orm, for de er grundigt sprøjtede. Der er meget sjusk, ligegyldighed og sprogligt skønmaleri i omløb. Ingen påtaler det, og det får tilsyneladende kun yderst sjældent konsekvenser. Vi har vænnet os til – og forventer – dårlig kvalitet af danske fødevarer.
Læserbrev, Politiken, 30. 4. -23 om PFAS og landbruget
● Må et firma pumpe vores rene drikkevand op af undergrunden, hælde det på flasker og tjene formuer på at sælge det til os selv? Hvem giver dem lov til det? – Og hvad får de ud af det?
●Må landmænd tage vores grundvand og sprøjte det langt op i luften og ud over deres marker i strålende sol på 25 – 30 grader varme sommerdage? Hvor meget af det gode vand fordamper, før det rammer jorden, og meget lidt når ned til planternes rødder. – En sådan vildt sprøjtende vandpumpe midt på en solhed dag i en længere tørkeperiode, hvor vi alle sammen kan komme til at mangle rent drikkevand, er et provokerende syn. Nogle føler sig åbenbart berettiget til at ødsle med de fælles ressourcer. Ovenikøbet blot for at vande græs, korn til svinefoder eller kartofler til kartoffelmelsfabrikken. Ikke essentielle fødevarer til mennesker. – De kunne i det mindste vente med at vande til efter solnedgang …
● Må en lufthavn sælge tilladelser til små og store fly, så fritidsflyverne kan brumme formålsløst rundt over hovederne på folk som luftens irriterende knallerter og med deres unødvendige støj ødelægge de få smukke udedage, vi har? Eller lade store flyselskaber træne start og landinger dag og nat? Meget lavtgående og larmende starter og landinger ud i én køre? Mens de brænder en masse usundt brændstof af, der hvor folk bor, arbejder, er gamle, går i skole, i kirke, er syge, måske døende, leger, træner, læser, uddanner sig – lever på alle de måder, mennesker kan leve på – lige nedenunder? Er luften lufthavnens? Og må de sælge andres ro og helbred for penge?
● Må en cementfabrik grave kvadratkilometer store og dybe huller ud af vores jord, så de kan bruge enorme energiressourcer på at brænde cement og sælge det til andre lande? Så de selv kan blive enormt rige? Og så alle naboer indånder cementstøv, bor i hvide, nøgne, landskaber og ser jorden forsvinde under sig, mens luften forurenes? Cementfabrikker er de største CO₂-syndere, vi har. Hvem har givet dem lov til det? At stjæle jorden under os og ødelægge det fælles miljø og klodens klima for egen vinding?
● Må en stat vende det blinde øje til, mens landbruget – det er altid landbruget! – hælder gift og lort – sprøjtemidler med PFAS og koncentreret svinegylle fyldt med tungmetaller, ud på markerne, så det svider jorden og siver ned og ud hvor det ødelægger vores drikkevand, vandløb og havmiljø?
● Og blot se opmuntrende til, mens fiskerne helt bogstaveligt skraber bunden og tomfisker vores fjorde og have, mens de giver de stakkels sæler og skarver skylden for manglen på fisk?
● Og må kommunale entreprenører og kirkegårdsgartnere køre rundt og larme og svine i dagevis der, hvor folk bor? Med så kraftigt materiel, at ruder og porcelænet i skabene klirrer, og ingen kan være hjemme, mens arbejdet står på? Må offentlige og private, små og store virksomheder larme og svine lige op ad folks private huse? Hvor har man ret til fred om ikke i sit eget hus? Der, hvor man bor?
Tilhører jorden, luften og vandet ikke os alle? – Er frodighed, stilhed og renhed ikke en menneskeret? Jorden, dens klima og alle dens beboere, mennesker, dyr og planters, ret? – Som ikke kan sælges til højestbydende og udnyttes af de rigeste? Det burde ingen regeringer, præsidenter, politikere, kommunale bykonger, sognerådsformænd, lufthavnsdirektører, usmageligt velhavende cementfabriksejere, virksomhedsledere, landmænd, fiskere o.a. kunne lave om på. Men det har de gjort. – Tiltaget sig retten til at udnytte og sælge det fælles arvegods, det eneste vi har, jorden, luften og vandet … Til egen fordel. På alle andres bekostning. Og ingen gør vrøvl.
