Natur – Side 4 – blog.loneandrup.dk

Udkantsdanmark

Hvorfor vil ingen bo på landet længere? – Det er ikke noget stort mysterium.

Ude i Udkantsdanmark hersker gylle- og giftspredere og grandjævle. Man kan ikke bo et sted, hvor jord, grundvand og luft tyve gange eller mere pr. sæson forurenes af landbrugets sprøjtevogne med pesticider, svampemidler eller med stinkende, sejlende svinelort. Hvor det åbne landskab er ét stort, forsuret griselokum, fyldt med opkoncentrerede tungmetaller, men uden veje, stier og beplantning. Og hvor de få uopdyrkede områder er tilplantet med mørke, ugæstfrie graner, så jordejeren kan få noget hurtig tilvækst og udbytte. Hvorefter han sender enorme skovhøstmaskiner ind, som sammenpresser jorden i flere meters dybde, så intet kan gro og trives de næste 200 – 300 år.

Skulle der endelig være et lille smukt, nogenlunde naturligt område, har mountainbikerne usurperet de kønne stier og anlagt deres motorveje med spring og sving, hvor de fræser rundt og plører jorden op og er til fare for alle stilfærdige vandrere. Eller horder af skydegale fritidsjægere har lukket området ‘pga. jagt’. – Hvorfor spiller folk ikke golf længere? Er anlæggelse og vedligeholdelse af alle de mange golfbaner for 10 – 20 år siden spildt, fordi moden er vendt? – Det korte af det lange er, at folk ikke mere bare går rundt og nyder naturområder, fugle- og dyreliv, men absolut skal bruge naturen til noget: sportscykling i høj fart, jagt på dyrene, kapløb, kapgang i flokkevis, træklatring i de få tilbageværende, store træer, legepladser …

Før i tiden sørgede stat og amter for at reservere en del af naturen til dyr og til de kommende generationer, men nu er det ansvar overtaget af kommunerne, og det er jo som at sætte ræven til at vogte gæs: Store skatteydere får tilladelser til at bygge enorme ’herregårde’ midt i naturskønne områder. Eller kommunen henlægger sine egne byggeprojekter til disse billige grunde. Eller de tillader gylleproduktion, råstofudvinding eller store sommerhuse med tilhørende legelande, betonhoteller og andre serviceerhverv at etablere sig midt i herlighederne.

Kommunerne føler sig i konkurrence om at ’vækste’, om at vokse og udnytte alt og alle. Den smule ’natur’, vi har tilbage i dette lille land, skal med vold og magt udpines til sidste græsstrå.

Samtidig har man fjernet lægen, sygehuset, plejehjemmet, politiet, skolen, biblioteket, børneinstitutionerne og alle indkøbsmuligheder, hvorefter man undrer sig over, at småbyernes huse står tomme og forfalder.

Det falder ingen ind, at meget store, kystnære, uberørte og naturlige områder med adgang forbudt for private sommerhuse, betonbyggerier, vindmølleparker, råstofudvinding, skovmaskiner, biler, mountainbikes og ATV’ere, men nænsomt udstyret med p-pladser, toiletter, småhoteller, vandre- og cykelstier og primitive hytter og lejrpladser, ville give Danmarks udkanter en særdeles høj og eftertragtet status som turistmål og rekreativt område. – Når nu folk ikke vil bo der, så lad dog ulve og andre store og små dyr og planter rykke ind.

Men man kan ikke BÅDE have titusindvis af kvadratkilometer med grise-wc’er og stikkende, naturfremmede grantræer OG være eksklusiv ressort for naturglade.

Brun vinter

Hvorfor kan vi lide blomster?

For nogle år siden begyndte jeg at spørge mig selv og andre om, hvorfor vi i grunden kan lide blomster? – Hvorfor blomster?

Blomster er fuldkommen unyttige. De er pæne at se på, gudbevares, men de kan normalt ikke spises. At holde af blomster på den dybe, vedvarende måde, som vi mennesker gør, virker ulogisk.

Vi er ikke specielt vilde med græs, som vi ville kunne spise i nødstilfælde. Vi er heller ikke vilde med buske, urter eller tang. Det er blomster, der er blevet en milliardindustri. Det er blomster, vi nænsomt plukker eller køber med hjem og arrangerer i buketter i vores ellers så moderne, strømlinede og naturfremmede hjem.

Blomster har en særlig plads i ethvert hjerte, specielt i kvindehjerter, det ved enhver. – Hvorfor det?

Jeg er kommet frem til, at blomster i vores hoveder symboliserer mad, frodighed og overskud.

Hvor der er blomster, kommer der ofte frugt. Pæreblomster, kirsebærblomster, jordbærblomster. Det var i mange hundredetusinde år vigtigt for kvinder at vide og huske, for de skulle indsamle frugt og andet spiseligt til sig selv, mænd og børn.

Hvor der er blomster, er der frodigt og grønt, og det betyder, at der er rigeligt med ferskvand. Vand som drikkevand til os selv. Vand til de afgrøder, vi spiser og er afhængige af. Vand til de dyr, vi holder eller dem, vi jager.

Hvor der er blomster, er der overskud af vand, næring og varme. Hvor der er blomster, er der simpelthen godt at være.

Alle mennesker holder af tryghed. Overskud er ensbetydende med tryghed. En kvinde vælger sin mand efter hans overskud: Er han fysisk i orden? Kan han forsvare mig? Er han generøs? Er han klog? Har han midler? Udsigt til en god fremtid? Kort sagt: Kan han sørge godt for mig og vore børn?

På samme måde foretrækker kvinder frodighed, rigelighed og dermed blomster, hvor de skal leve.

Alle børn plukker blomster, og alle store piger elsker at få en buket. Vi elsker dem så meget, at vi ofte køber eller plukker dem selv, blot for at glæde os over dem, når de står der i vasen i vores hjem og udstråler friskhed og overskud. En buket friske blomster signalerer med farver, former og duft, at her er frodigt, her er overskud, og her er godt at være. – Det ved boligmagasinerne og ejendomsmæglerne … og naturligvis blomsterhandlerne.

Skilteskoven

Den gamle Kongevej blev pludselig til en hærvej.

Mindesmærker fik skilte på.

Adgangsveje blev lukket af kommunen.

Og jægere beder SKOVGÆSTEN om at tage hensyn.

At strejfe

Jeg har altid strejfet. Lige så længe jeg kan huske tilbage. Først i den store, skrånende villahave, der for en to-treårig var enorm og uoverskuelig som en eventyrpark. Derefter på villavejene og i kvarterets ubebyggede og tilgroede friarealer. Senere ud over marker og i skove til fods, til hest eller på cykel, som oftest fulgt af familiens hund, der ikke ejede en snor, måske ikke engang et halsbånd.

Jeg er stadig så privilegeret, at jeg kan strejfe hver eneste dag. Fulgt af familiens hund. Men de strejfeegnede områder er stærkt indskrænkede, siden jeg for 60 år siden begyndte at gå på opdagelse i denne verden.

Man kan ikke længere begive sig ud over markerne. Hverken til fods, til hest eller på cykel. Hvor marker førhen var små og omgivet af brede grøfter og læhegn, kantet af stier eller kørefaste markveje, som gav god plads til vandringsfolk, ryttere og cyklister, plus eventuelle medfølgende hunde og børn, foruden alle de vilde blomster og buske, sommerfugle, rådyr, harer og fuglevildt, er marker nu om dage nærmest uendelige. Og man går ikke ind i korn eller andre afgrøder; ikke kun fordi det er uspændende at traske hen over sprøjtet, gold jord med kun en enkelt, kunstig afgrøde, men også fordi vi jo har lært, at det er mad og værdier for bonden, ganske som vi ikke gerne ser omstrejfere i vore egne jordbærbede.

Også skoven er efterhånden bebygget, oppløjet, opkøbt, privat, oversprøjtet, overudnyttet. De kæmpemæssige skovmaskiner høster graner så let, som en mejetærsker tager byggen, og de efterlader den mere end hundred år gamle, mosbegroede, duftende skovvej, hvor man før gik så let og blødt, som ét stort, fasttrampet og tilmudret øde.

Man risikerer hvert andet øjeblik at blive væltet over ende af en sammenbidt motionsløber eller kørt ned bagfra af en af disse voksne mænd og familiefædre, der netop har genopdaget glæden ved at cykle. Disse nye cykelentusiaster lader jo ikke Audien stå for at cykle til arbejdet på en almindelig cykel. Næh, de har ’valgt at prioritere sig selv’, som det hedder i tidens åndløse reklamejargon, med specialiseret og kostbart MTB-grej, som de spænder bag på bilen. Den parkerer de så på en idyllisk skovvej, hvorefter de – gerne i større, råbende flokke – begiver sig hæsblæsende rundt i det, der før deres ankomst var en slags stilfærdig, ubetrådt natur.

Også de efterhånden talrige fritidsjægere tramper skovstierne flade klædt ud i fleece og camouflage med mange lommer, og de fylder deres lejede skovstykker med jagttårne og blå foderplastictønder og halvtag, og de føler sig i deres gode ret til at irettesætte gennemstrejfende ældre kvinder med medfølgende hunde.

For selv ikke hunde må strejfe længere. I min kommune må hunde kun færdes uden snor i de dertil indrettede ’hundeskove’, dvs. små områder, der er indhegnede, så de kunne holde en King Kong ude. På disse diminutive jordstykker kan man ikke gå tur, men blot stå og kigge på sin hund, der heller ikke helt ved, hvad den skal stille op med sig selv, hvis der ikke tilfældigvis er andre hunde at lege med den dag. Hunde er som os skabt til at strejfe. Men i ’hundeskovene’ decimeres selv de voksne individer, ligesom fx MTB-mændene, til legende hvalpe. – Det er dyremishandling at holde en hund i snor altid, så den aldrig får lov at springe hen over en grøft, løbe efter en pind eller hoppe af livsglæde hen over højt græs. Selv ikke en bevisligt velopdragen hund må færdes snorefrit i tæt kontakt med sin ejer, mens den snuser og afmærker og følger sin egen, naturlige gangart.

Hvis man antræffes med en løs hund, står man til en bøde på flere tusinde kroner. Også selv om man har gået på den samme vej hver eneste dag igennem et halvt århundrede med en veltrænet hund, som aldrig har generet nogen. Også selv om hunden er så tilvænnet til turene, at den aldrig går mere end nogle få meter væk og til stadighed holder øje med sin ejer og vejen og selv går på plads, hvis den møder andre mennesker eller dyr.

Sådanne hunde er en undtagelse i dag. Og man gør ikke undtagelser. For så tror det naturfremmede unge par med de to moderigtige racehunde, som normalt henslæber en kummerlig tilværelse som fanger i en toværelses i midtbyen, at de også må slippe deres utrænede og understimulerede vildbasser løs, og så tager det dem resten af dagen at få dem fanget ind igen, hvis det da ikke ender med hjemmeprintede efterlysninger på supermarkedets opslagstavle, og hvem ved, hvad de ulykkelige og tumpede dyr når at få ødelagt og skambidt imens?

Den sidste løse og lykkelige hund, jeg kendte, var en overvægtig dansk-svensk gårdhund, som boede hos en gangbesværet, ældre dame længere nede ad vejen, skråt over for skolen. Normalt lå han på en pude i vindueskarmen, altid parat til at springe op og gø ad folk, der passerede forbi ude på fortovet. Men når han skulle ud, lukkede damen blot døren op, så han kunne gøre, hvad hunde nu gør, når de skal, i haven eller langs de to villaveje, der udgjorde hans territorium. Hvis vi kom kørende sent om aftenen, så vi ofte den lille tyksak med en cykellygte bundet i halsbåndet passere gaden foran os, og fordi vi – og sikkert også byens øvrige bilister – forventede at møde ham, var vi altid, dag og nat, parate til at sænke farten og lade ham krydse vejene. – Hvilket også kom skolebørnene til gode.

Det er mere end ti år siden, jeg sidst så den gamle dames hund. Hendes hus blev solgt og moderniseret. Der er ikke længere hunde i gaderne eller løse børn på skolevejen, men hundreder af biler, der ræser af sted i alle retninger med børn og voksne og cykler og hunde, og som ikke levner meget plads til strejfere.

Hvilket er et – måske af de fleste upåagtet – kolossalt stort tab af livsværdi for os, der kan huske tiden før. De fleste har ingen anelse om, hvad de har mistet.

Guld i baghaven

− om en østerssafari i Limfjorden

Der er ubestridelige fordele ved at leve og bo i det, andre dele af Danmark hånligt benævner ’Udkantsdanmark’. Glæden ved daglige ture med hunden i skoven, over bakker, gennem dale under den vidtstrakte blå − eller blygrå dryppende − himmel, overgår langt den påståede glæde ved at bo på små betonhylder og gå i gåsegang på asfalt, som besynges af folk, der elsker at traske i flok.

Men hver sin lyst. Jo flere, der rykker til byerne, jo bedre plads bliver der til os, der bliver tilbage. Døgnet har simpelthen flere timer, når man kan følge solen, fra den står op i horisonten, når man ikke sidder fast i en trafikprop på vej til og fra arbejde, når man nemt finder en P-plads lige foran supermarkedets hovedindgang. Og livet er tryggere og rarere, når man kender og hilser på de folk, man møder, og når de alle står klar med en hjælpende hånd, hvis man skulle få hjælp behov.

Maden smager bedre, når man selv henter sit lam ude ved Vestkysten, hvor det har græsset i salt vestenvind hele sommeren. Når tyrekalven har gået med sin mor på en saftig eng og er nænsomt slagtet. Når grisen har haft lejlighed til at gennemrode jord med sin fine tryne. Når hønsene løber frit og har fået masser af grønt græs. Når man kender en jæger og kan få dyresteg til weekenden. Og når man har tid til at holde en køkkenhave med alskens urter, frugt, bær og grønt og bager sit brød selv og laver sine måltider fra grunden. − Ikke så meget fims og snak. Vi gør det bare.

Vi har altid taget svampe med hjem fra skovturen, når det var sæson. Kantareller og Karl Johan af fineste kvalitet, lige til at putte i gryde eller på pande samme aften, eller til at tørre og opbevare i store glas, så de senere kan anvendes som smagsgivere til supper og sammenkogte retter. Men vores placering tæt ved Limfjorden åbenbarede forleden endnu et skatkammer: Østers!

Det viser sig, at Limfjorden er blevet betragteligt renere de seneste år, men forudsætningen for, at østersene genetablerede sig her, hvor de jo havde udgjort en væsentlig fødekilde for vore fjerne forfædre, var gennembruddet af Agger Tange i 1800-tallet. Det gav frisk passage af havvand ind fra Vesterhavet, og dermed salt, som forbedrede miljøet for skaldyrene, så man nu igen kan vade lige ud i fjorden og samle dem op.

Da østersfiskeri var en helt ny sportsgren for os, havde vi på forhånd entreret med en guide, Jens, som havde alt udstyret, vidste, hvor de velsmagende dyr var at finde, og som lærte os at åbne og tilberede fangsten bagefter.

Barnebarnet på 7 hvinede af fryd, da hun sad på ladet af hans store firhjulstrækker på vej hen ad stranden til det allerbedste sted. I høj januarsol, endda med en smule varme i, og et sjældent blikstille kig ud over fjorden.

Det var en fantastisk oplevelse at iføre sig uelegante waders og sammen med familiens voksne, børn, hunden og den søde og vidende naturguide at soppe lige ud i den spejlblanke fjord, hvor vi kunne opfiske alle de østers, vi kunne spise, og flere til.

Hvorefter Jens tændte bål og lærte os at åbne de mange, helt friske østers og indhalere dem rå, blot med lidt citron, med balsamicoeddike og rødløg eller at grille dem på alle mulige forskellige måder.

Vi fik østersens historie, i Europa og i Limfjorden. Vi hørte om køkkenmøddinger. Vi fik sat navn på alle de andre, spændende havdyr og gevækster, der havnede i vore sier og spande i løbet af fisketuren, og det var en bil fuld af mætte og trætte unger, der efter en skøn dag vendte snuden hjemad igen.

Da vi havde en hel spand østers i bagagerummet, forsøgte jeg at afsætte en del af overskuddet til mine venner: Vil I have et dusin friskfangede østers i aften? − Men nej, tak! Ingen skulle nyde noget. − Så mon ikke Limfjordens østers endnu en tid ligger sikkert og godt, hvor de ligger? Men børnene i MIN familie vokser ikke op og foretrækker hot dogs, burgere, købepizzaer og frosne fiskepinde frem for den ægte vare.