Kategori: Politik

Bandekrig, hjemmerøverier og indbrudstyve

Vesteuropas historie igennem de seneste 2000 år har vist, at indfald af plyndrende bander og kampe i gaderne er blandt de første tegn på et riges undergang. Hvis statsmagten fremstår svag og ikke kan beskytte befolkningen, så begynder de mere velhavende blandt borgerne at bygge private borge, eller de ringer efter Falck Securitas, som så kommer og sætter alarmer og kameraer op alle vegne.

På min vej, ikke langt fra E45, blev to huse plyndret forleden, og politiet dukkede op på åstedet efter tre-fire dage — Der var én, der var syg, forklarede de, og så skulle weekenden jo lige overstås.

Kunne man måske bede vandalerne om ikke at hærge op til en weekend?

Meningsløshed

Blog Image

En af de unge soldater, der døde i Afghanistan i foråret, blev begravet fra nabokirken.

En ung studievært dør af kræft, og det er rædsomt at tænke på. Ligesådan var det med vores søde, unge tandplejer: Hun gav os gode råd om tandhygiejne og livsstil, og næste gang vi kom på klinikken, var hun død af et hjerteslag, kun godt 30 år gammel. I krigen i Afghanistan har Danmark mistet en halv snes unge mænd alene i år. Vi bliver alle dybt berørte, selv om disse unge ikke hører til blandt vore nærmeste. Det er uhyrligt og enormt uretfærdigt, når unge mennesker går bort før tid, men det er naturligvis allerværst for de pårørende.

Vi mennesker er meningsskabende dyr. Vi kræver en forklaring, og hvis der ikke er nogen, skaber vi den selv. Eventuelt i form af religiøse fantasterier. – Det skulle bare være sådan, siger vi veninder til hinanden, når pudsige sammentræf opstår. Eller: – Der er en mening med alting.

Når et ældre menneske går bort, forliger vi os med det: – Han var mæt af dage, siger vi. Men når et ungt menneske pludseligt dør, kan vi ikke længere få tilværelsen til at hænge sammen, for det er imod reglerne. Ingen af alle vore floskler slår til. Kun de mest troende og selvoptagne kan måske bilde sig ind, at det er en personlig prøvelse sendt fra Gud; at nogen må lade livet, for at JEG kan blive testet.

Hvis vi kan, vil vi prøve at lægge skylden for døden på den døde, blot for at forklare dødsfaldet for os selv, så vi kan leve videre med mindre frygt for det meningsløse. Men det kan ikke altid lade sig gøre at placere ansvaret. Hvis den unge ikke var spiritusbilist, kriminel, junkie el. lign., men blot var en pæn, ung gymnasieelev, studievært eller tandplejer, der kom ud for et ulykkestilfælde eller fik en sygdom. – Det er jo ikke til at holde ud! For hvis det kan ske for dem, kan det ske for alle – Også for mig! Også selv om jeg gør alting rigtigt! – Spiser gulerødder, løber rundt på villavejene efter solnedgang og forsager alt sødt, godt, sjovt og impulsivt.

Jeg går og ukrudtsbrænder havens flisegange. En vims lille bænkebider kommer løbende lige ind i flammen. Jeg kan intet gøre udover at foretage yderligere medlidenhedskremering, da han halvt opbrændt ruller sig sammen. – Hvor kom han fra? Hvad havde han gjort, siden han fortjente denne pludselige død?

Vi aner det ikke. Han vimsede frisk omkring og gjorde det, som bænkebidere nu engang gør, da den store gasflamme ramte ham som lyn fra en klar himmel.

Det kan være meget svært at acceptere, at vi mennesker her på jordens overflade, når alt kommer til alt, ikke er mere betydningsfulde end et uanseligt, fliselevende krebsdyr.

Biblioteket

Jeg kan i dag ikke bruge mit bibliotek, hvis jeg gerne vil læse de nyeste bestsellere. Når jeg f.eks. bestiller andet bind i Stieg Larssons velskrevne krimiserie på Aalborg Bibliotekerne (Det hedder det – Et tempel for viden og retskrivning, formoder jeg), fortæller bestillingssiden, at jeg står i kø som nr. 279 og måske kan regne med at se bogen en gang efter midsommer. Og det, selv om bibliotekerne i Aalborg Kommune har indkøbt knap 120 eksemplarer. Samtidig er de fleste bestsellere blevet så billige, og folk har så mange penge mellem hænderne, at de bare køber de populære bøger på nettet eller i supermarkedet, når de alligevel er ude efter mælk.

Jeg kan heller ikke bruge biblioteket, hvis jeg gerne vil låne en cd eller en dvd. For et par år siden bestilte jeg en række store operaer i berømte opsætninger og troede, at nu skulle jeg rigtig hjem og hygge mig, men skiverne var ridsede og fedtede, i det omfang de overhovedet var til stede i kassetterne, så den oplevelse gik til i ren ærgrelse. Her i ugen får min husstand installeret et nyt, digitalt tv-system, der også kan downloade musik, film m.m. Hvis jeg kan sidde i min egen stue med fjernbetjeningen i hånden, hvorfor i alverden skulle jeg så ulejlige mig hen på biblioteket?

Vi har naturligvis både computer og Internetforbindelse hjemme hos os, så i de allerfleste tilfælde foregår research og vidensindsamling via Google og nettet i øvrigt. Hvis min søgen leder mig til en bog, bestiller jeg den selv på nettet, enten i en Internetboghandel, i en antikvarboghandel eller på biblioteket. Det er mange år siden, jeg har ulejliget en bibliotekar. – Det er faktisk år og dag siden, jeg har talt med en bibliotekar.

For omkring fem år siden blev der sat nogle irriterende maskiner ind på mit lokale bibliotek, hvor man selv skal scanne bøger og andre materialer ud og ind. Somme tider virker de, og somme tider gør de ikke. Man står der og gløder af spænding hver gang, om nu projektet med at låne eller aflevere en bog lykkes.

Før maskinerne kunne man stå og få en god snak med en bibliotekar om de bøger, vi hver især havde læst, og udveksle gode læsetips, mens han eller hun scannede mine bøger ud og ind. De tider er længst forbi.

Men det, jeg nok savner allermest, er at gå og græsse i reolerne, hvor vidende og læsende bibliotekarer har sat nye eller gamle, gode, spændende, aktuelle, kloge, sjove – ja, alle mulige – bøger frem som appetitvækkere. Sommetider som led i et tema: EU, kongebryllup, dyr, krimier, computere o.m.a.

Konklusionen er måske, at bibliotekerne ikke skal satse på bestsellere, som sælger sig selv. Heller ikke på elektronisk underholdning, hvor det samme gør sig gældende. Der skal opretholdes et basalt digitalt tilbud til dem, der ikke har adgang til goderne hjemmefra, og så skal bibliotekarerne bruge deres tid på mennesker. På at vejlede i videnssøgning. På at formidle viden. Og på at dele glæden ved læsning.

Valgdag!

Blog Image

Folkestyrets festdag

Har lige været henne og sætte mit kryds. Satte det der, hvor jeg plejer. Min politiske overbevisning blev grundlagt tidligt. Oldefar var arbejderformand på Fredericia Havn. Farfar skræmte søstre og kusiners generte kærester ved at råbe: „Er du i fagforening?!“

På grund af almindelig uorden, magtkampe, selvpromovering, pinlige forsøg på at være ung med de unge, valenhed og stemmefiskeri har Socialdemokraterne dog mistet deres humanistiske profil. De har ikke taget afstand fra overgrebet på Irak. Fra den umenneskelige internering af denne krigs ulykkelige ofre i vort eget land. Fra VKO-regeringens systematiske ødelæggelse af Danmarks ry i omverdenen ved at skære ned på, eller omdirigere, Ulandshjælpen, ved deres meningsløse provokation af herboende, fredelige muslimer og ved deres inhumane behandling af nødlidende medmennesker, der søger mod tryggere vilkår i dette iskolde land.

VKO-regeringens ødelæggelser omfatter også sundhedsvæsnet: – Jeg lå med voldsomme galdestenssmerter flere gange i op til fem timer, før en bister vagtlæge nødtvungent dukkede op. Jeg blev indlagt på en overfyldt og snusket hospitalsstue, hvor gamle, kræftopererede kvinder lå og kastede op om natten, uden at nogen reagerede på deres nødkald. Sådanne forhold tjener ikke til at betrygge befolkningen, de gavner kun privathospitalerne.

Ødelæggelserne omfatter tillige folkeskolen, uddannelsesniveauet som helhed og størstedelen af kulturlivet – f.eks. er Danmarks Radio kun en syg skygge af selv efter seks år i borgerlige hænder.

Vi får formentlig ikke et regeringsskifte i dag. De unge vælgere er ikke forankrede i faste værdier. De shopper rundt mellem fløjene og anerkender lige så vel de konservatives miljøpolitik, som venstrefløjens. Og mange ældre, som jeg deler land med, er kortsigtede og økonomisk selvbevidste i deres valg. Dertil kommer, at mange føler sig skræmte over den store verden uden for Danmark og krampagtigt forsøger at bevare alt, som det var engang. FØR telegrafen, jernbanen, radioen, telefonen, flyvemaskinen, tv’et, Internettet, mobilen …

Men verden lader sig jo ikke stoppe, og regeringsskiftet kommer nødvendigvis efter en tid. Sådan har det altid været. Man trættes af de kendte ansigter. De fanges i flere og flere tilfælde af kammerateri og magtfuldkommenhed. Begge fløje. Og så lader vi de andre komme til for en tid.

Alle de store, vestlige demokratier, jeg kan komme i tanke om, er delt på cirka midten i en borgerlig og en mere humanistisk fløj. Det er formentlig et demokratiernes grundvilkår. I hvert fald når der ikke er større stammemæssige, herunder nationale og religiøse modsætninger, inden for landets grænser, som f.eks. i Belgien og de nye lande i Østeuropa. Der kan være forskellige partier, og de kan hedde forskellige ting, men princippet er det samme.

Et resultat af udviklingen er også, at ikke meget er overladt til de nationale regeringer. Når alt kommer til alt er størsteparten af vores fremgang og eventuelle velfærd bestemt af international handel og konjunkturer. Prisen på en tønde olie er sikkert mere bestemmende for vores dagligdag end den p.t. siddende regering.

I Danmark, tror jeg, at tingene langsomt vil glide mod højre i endnu en periode, for størsteparten af mine medvælgere føler sig stadigvæk trygge, rige og selvtilstrækkelige, men, som et resultat af dette glid, vil Socialistisk Folkeparti efterhånden træde i karakter som det nye Socialdemokrati. Indtil da gælder det bare om at overvintre – især i min branche – og håbe på, at man ikke bliver syg!

Politiske nødvendigheder

Politiske nødvendigheder, prioriteret liste:

1. Mennesker og dyr, der sulter, er syge eller på anden måde i akut nød, f.eks. flygtninge og slagtedyr

2. Planetens klima, forurening, truede arter og levesteder, invasive arter

3. Fred i verden, forstået som fravær af krig og borgerkrig

4. Verdensøkonomi og samhandel, herunder gevaldige løft til 3.-verdenslande

5. Enighed, fornuft og effektivitet i EU

6. Danske indenrigspolitiske problemer, herunder sundhedssystemet, som ikke fungerer, skattesystemet, som heller ikke er gennemtænkt, uddannelse, pleje og velfærd

Faktiske nødvendigheder, prioriteret liste:

1. Mit eget helbred

2. Mine nærmestes helbred

3. Mit eget velbefindende

4. Mine nærmestes velbefindende

5. Hvor skal vi hen på sommerferie?

6. Kan jeg få min mand til at bære skraldeposen ud?

Læger og vagtlæger

Om praktiserende læger og vagtlæger

Hvad får dem til at tro, at det er synderligt attraktivt for et sygt, måske smerteplaget og bekymret, menneske at skulle sætte sig ind i deres indviklede regler for telefontider, konsultationstider, besvarelser af e-mails, afhentning af recepter m.m.? Og efter en formiddags udmattende indsats for at skaffe sig foretræde på et bestemt klokkeslæt nogle uger ud i fremtiden finder man alligevel sig selv i et kedeligt venterum med kun nogle rygeafvænningsbrochurer og andre lidende medborgere som selskab i både halve og hele timer. Alle kigger op, hver gang en uddannet læge kigger ind. Nej, det er ikke mig endnu.

Hvis en lidelse eller en bekymring skulle opstå uden for disse klokkeslæts smuthuller, er man henvist til regionens eneste vagtlæge, som ikke forlader sit kontor, men beordrer næsten alle, uanset lidelse, til at begive sig ud på timelang kørsel (man går i sundhedssystemet ud fra, at alle syge har og kan føre et motorkøretøj), hvorefter man igen befinder sig i en af disse helvedes forgårde omgivet af blødende tilskadekomne og febersyge børn.

Når ens talegaver, trods sygdom og mathed, alligevel formår at bevæge en vagtlæge hjem i soveværelset på en helligdag, så kigger han hånligt på én hen over sine kantede læsebriller og er småfornærmet over, at man ikke er ved at dø.

Efter trættende ventetid og ti minutters forjaget audiens står man så med fem slags medicin, som man bør tage som angivet på pakken. Der er naturligvis bivirkninger, hovedpiner, galopperende hjertebanken, mavesmerter, svimmelhed m.m., som først lægger én i seng igen, og da man ikke orker at skulle igennem alle manøvrerne for at skaffe sig endnu en audiens, kasseres alle pakkerne, og man krydser fingre for, at den oprindelige lidelse ikke dukker op igen, for så får man VIRKELIG problemer med at forsvare sig for det inkvisitoriske blik over læsebrillerne.

Trygheden ved at føle sig som et betydningsfuldt medmenneske, hvis velbefindende ligger det offentligt ansatte sundhedspersonale på sinde, indfinder sig først lang tid efter, da jeg for længst er kommet mig og er ved at gøre rent. – Hallo! Hallo! Tag telefonen, siger en skrattende stemme, som jeg efter sekunders befippelse lokaliserer til mobiltelefonen i min lomme. – Det er vagtcentralen. Er alting i orden hjemme hos dig?

Trods tastaturlås er det lykkedes min mobil selv at ringe 112. Jeg forsikrer den venligt myndige stemme om, at alt er i sin skønneste orden, og undskylder, så meget og så hurtigt jeg kan, fordi jeg har taget hans – og andres – kostbare tid. – Jamen, så hav en fortsat god dag, siger han og forsvinder ud af røret.

For første gang forekommer den floskuløse vending mig beroligende velanbragt!