Lønarbejde

‘Why should I let the toad work
Squat on my life?
Can’t I use my wit as a pitchfork
And drive the brute off?’

’Hvorfor skulle jeg lade tudsen arbejde
Slå sig ned på mit liv?
Kan jeg ikke bruge mit vid som en høtyv
Og jage utysket væk?’

(Min oversættelse)

Philip Larkin, “Toads” (1954) – Læs evt. også hans ’Going, Going’, der i 1974 forudser ødelæggel­sen af kul­tur- og naturhistoriske værdier af hidtil uset omfang

Aldrig har vi været så mange mennesker. Aldrig har vi (i vores del af verden) været så rige og på alle måder privilegerede. Alligevel pisker vi os selv og hinanden til at prisgive vores børn og vores sjælero og tanke­virksomhed for at leve op til en gammeldags, pietistisk arbejdsmoral. – Vi skal alle sammen, unge og gamle, mænd og kvinder, syge og raske, forældre og enlige, fandengalemig gå på arbejde et andet sted end hjemme i 37 timer om ugen! Helst mere.

Førhen, da vi levede i mindre enheder ude omkring på landet, havde vi alle, mænd og kvinder, børn og gamle, indlysende arbejdsfunktioner med dyrkning, indsamling og forarbejdning af føde, klæder og tilvirk­ning af brugsting, bygninger og vedligeholdelse, pasning af dyr og samvær med familie­medlemmer og landsby­ens beboere. De allerfleste levede hele livet hjemme eller lige om­kring hjemmet.

I dag har vi store, veludstyrede hjem med al tænkelig komfort, men vi forlader dem i 8, 9 eller 10 af dagens lyse timer for at arbejde for andre et sted, der sommetider kræver timevis af transport frem og tilbage.

Den hollandske historiker, Rutger Bregman* – og mange andre – anser det efterhånden for mere end sand­synligt, at vi ville kunne opretholde en pæn levestandard, der endog tager mere hensyn til klodens overlevel­sesmulighed, ressourcer, dyreliv og natur, hvis vi ville nøjes med at arbejde om­kring 15 timer pr. uge og gav betingelsesløs borgerløn til dem, der ville have det.

Alligevel forlanger vi af os selv og alle andre, fx kvinder fra andre kulturer, at de skal leve et lige så af­stum­pet og stressende liv, som vi hjemmefødninger normalt gør**. Vi lovgiver endda om at tvangsfjerne deres spædbørn og putte dem i vuggestuer! *** – Se, det er formentlig noget nær den uhyggeligste og dårligste strategi, man kan tænke sig, hvis man gerne vil have angstfri, ustres­sede, trygge, veltilpassede børn og voksne, der kan bidrage til samfundet.

Hvorfor er vi i dag så optagede af, at alle mennesker skal have et lønarbejde? – Hvorfor må ingen længere arbejde hjemme og passe deres egne børn, kæledyr, haver, interesser? Hvorfor må man ikke gå i fred og mærke livet, mens man har det? Være tovholder for sin familie? Hvorfor er det su­spekt, at man tager sig tid til børn, naboer, ældre, venner, madlavning, musik, kunsthistorie, filo­sofi, håndarbejde, køkkenhave, tan­ker, naturvandringer? Og holder liv i uddøde villakvarterer, der ellers blot bliver til uforstyrrede og eftertrag­tede arbejdspladser for vandaler og tyveknægte? Som har travlt med at fjerne de værdier, vi har arbejdet så hårdt for at skaffe os.

Fordi alle skal bidrage? – Men den mor eller far, der tager sig tiden til at støtte, snakke med og opfostre deres egne børn med tålmodighed og kærlighed, giver samfundet psykisk sunde, velstimule­rede og bega­vede – og dermed omkostningsfri – unge mennesker tilbage. Det menne­ske, der har tid og overskud til at yde omsorg og praktisk hjælp til børn, syge, gamle og andre i nær­heden, sparer det offentlige titusindvis, måske hundredtusindvis, af kroner. Også ved at enga­gere sig i nærområdet og organisere frivilligt arbejde. Og den mand eller kvinde på arbejdsmarke­det, der kan komme hjem til god og sund mad, rent tøj, ro, glade børn og et ordentligt hus, yder mange gange mere, end den stressede kollega, der skal hente et sygt barn klokken et og nå at købe ind på vejen hjem. Det er blot en forældet økonomisk, kulturel og kønsmæssig fordom, der til­siger os, at børnepasning, nabohjælp, madlavning og kompetent husførelse ikke er så meget værd, som fx at stille varer på hylder og vaske gulv i en butik.

Fordi vi selv og vores børn har brug for at se og snakke med jævnaldrende? – Da jeg gik hjemme med min søn, satte jeg en lille annonce i avisen og fandt hurtigt en flok af ligestillede med børn i samme alder, som vi mødtes med, legede med, snakkede med, tog på udflugter med og blev ret gode venner med. Det var ikke svært.

Fordi der opstår en kønsmæssig slagside? – Men den er der jo i forvejen! – Alle undersøgelser vi­ser, at det stadig er kvinderne, der har hovedansvaret for hjem, familie og børn. Og at de mister en betragtelig del af deres livsindkomst pga. det. Så det er kønsslagsiden, der er problemet, og som vi må koncentrere os om at løse. Ikke selve tanken om, at ikke alle med djævelens vold og magt skal proppes ind i hamsterhjulet – om de så skriger eller synger!

– Og så er det jo ikke længere en selvfølge, at kønslivet skal resultere i nye mennesker. Det er helt i orden, at voksne, ansvarlige mennesker beskytter sig mod befrugtning og lever uafhængige ar­bejdsliv uden at sætte børn i verden. Fysikeren, Stephen Hawking, hævdede, at overbefolkningen var et af menneskehedens væsentligste og mest presserende problemer, som alle andre proble­mer stammede fra: klimaforandringer, sult, forurening, flygtningestrømme, krige osv. **** Så hvis vi ikke kan sørge or­dentligt for vores børn, fordi vi har vigtigere ting at bruge vores tid på på arbejde, så ville vi gøre både børnene og kloden en stor tjeneste ved at lade være med at formere os.

Det er i vores kulturkreds blevet en selvfølge, at vi alle skal bidrage ved at arbejde for fremmede uden for hjemmet. Noget, som kun de allerlaveste samfundsklasser var nødt til førhen. Lønarbej­det har slugt os, vores tid, vores børn, vores tanker, vores sociale liv og hele vores familie.

Jeg kan forstå, at selvstændige, der opbygger en virksomhed af en eller anden art, synes, at det er både sjovt, spændende og vigtigt. Arbejde og fritid synes at gå i ét, og man knokler en vis legems­del ud af buk­serne, fordi det er ens eget, og fordi det er velgørende og meningsfuldt at bygge no­get op.

Jeg forstår mureren, tømreren, mekanikeren, teknikeren, der har fået en god, faglig uddannelse og gode kollegaer, at han møder på arbejde hver dag og ser et hus, et tag, en bil eller en elektro­nisk dims tage form og fungere. Det må være en stor tilfredsstillelse.

Og jeg forstår ledere, forskere, lærere, læger, præster og journalister, der har spændende, og ofte uforståe­ligt vellønnede, jobs, som giver dem meget social anerkendelse for en forholdsvis beske­den daglig indsats, at de (for det meste) møder glade ind hver morgen. – Ingen snavsede fingre, platfødder, åreknuder og ømme rygge der …

Men jeg forstår ikke den mor til et eller flere små børn, der afleverer dem grædende til fremmede for at pendle et sted hen og passe ANDRE folks børn en hel dag … Det er jo absurd!

Og hvem sidder henne i folkeskolen og drømmer om at tilbringe sit liv med at skære døde fisk el­ler svin i småstykker på akkord? At pakke en milliard søm i små poser? At passe andres telefoner, syge eller gamle?

Hvis vi vil bo, dvs. fx leje en lejlighed eller købe et hus, er vi nødt til at have en indtægt af en vis stør­relse. Det er vilkårene. Man kan ikke leve uden at bo i dette kolde land. At ligge i en sovepose på en rist inde i midtbyen er ikke et attraktivt alternativ.

Så vores bolig er den første og største slavering om vores hals. Vand, varme og strøm, inventar, bi­ler, elektro­nik, tøj, ferier, mad og fester er andre tunge ringe, og til sidst ligner vi disse indfødte kvin­der, hvis girafhalse, båret oppe af tunge messingringe, strækker sig langt op over skuldrene. – Ifølge myten falder deres halse simpelthen sammen og kvæler dem, hvis ringene fjernes. – På samme måde falder nogle menne­sker helt sammen, hvis de skulle blive fyret fra trælleriet på fjerkræslagteriet eller på kontoret.

Den måde, folk normalt indretter sig på, er, at to mennesker, begge med uddannelser og job, slår sig sam­men i en bolig. De skal begge have en bil og pendle en eller flere timer mellem bolig og ar­bejde to gange hver dag. Børnene bliver afleveret til institutioner. Familiens syge og gamle i andre in­stitutioner. Kæledy­rene må skøtte sig selv alene i ni – ti timer pr. dag. Både voksne og børn (og dyr) er stressede og lever i åre­vis på kanten af, hvad de psykisk kan klare.

Der er ikke mange økonomiske fordele ved at begge parter i en børnefamilie arbejder ude, for bi­ler, benzin, institutionspladser, rengørings- og havehjælp og fastfood er dyrt. Det er syge og triste børn og skilsmisser også.

Lønarbejdet er kommet for at blive. Vi kan ikke alle 7,5 mia. mennesker bo idyllisk ude på landet og lave tv-udsendelser om vores enlige ko og lille bygmark, som ’Bonderøven’ gør det.

Og udsigterne til borgerløn, som en lille kompensation til alle de tjenstvillige baglandspersoner, er vist lange.

Men måske kunne man, med en let omskrivning af Jacob Haugaards kendte citat give lønarbejdet – ikke til de syge, men til dem, der kan tåle det, og som synes, det er sjovt. – Så kunne den tapre ar­bejder M/K få tildelt et forsørgelsesfradrag for hver voksen og barn, han/hun påtog sig underhol­det af, og så blev det be­løb en slags løn til den hjemmearbejdende, familie- og kulturbæ­rende person. – Og der er ingen grund til at skrige op over det. – Der foregår i forvejen en næsten utænkelig stor mængde ulønnet og upåskønnet ar­bejde rundt om i de små hjem, både pæredan­ske og indvandrerhjem. Arbejde, der udføres af mødre, fædre, bedsteforældre, tanter, naboer, og som friholder samfundet for masser af ressourcer til fx pasning og pleje af børn, syge og gamle, ind­køb, transport, specialundervisning, kriminalforsorg, sundhedsydelser o.m.a. Og alle disse frivil­lige fuldtidshjælpere får ikke engang, hvad der svarer til den pauvre aflønning af en filippinsk au pair. Og da slet ingen respekt.

Hvorfor kan vi ikke unde hinanden lidt tid? Når det tilsyneladende kommer alle til gode?

Vores samfund er i min levetid blevet meget intolerant. Vi kan ikke længere bære, at nogle menne­sker er anderledes, klæder sig anderledes eller lever en smule anderledes, end vi selv gør. – Men vi har brug for udenforstående, for de skæve eksistenser, for eremitter, sensible kunstnersjæle, livsnydere, hellige mænd og kvinder, der kan se på samfundet udefra og give alle dem, der åndløst styrter rundt inde i trædemøllen, et tankefuldt og måske korrigerende blik.

De allerfleste hopper, til min store undren, selv og ganske frivilligt derind i stedet for at sove længe, pjatte med ungerne, tage på skovtur og derefter sætte en suppehøne over på simreblus en hel eftermiddag, mens duftene breder sig i huset … Hvorfor?

Pga. det store sociale pres?

Fordi vi er så pressede, både i barndommen, i ungdommen, under uddannelse, som forældre og på arbejds­markedet, at vores hjerner rammes af stress, så den ikke fungerer, og så vi ikke kan fore­stille os at gøre andet end det, vi plejer at gøre og det, som forventes af os?

Måske fordi vi som menneskedyr er født med en grådighed, der gør os afhængige af lønarbejde og alle de materielle goder, det kan skaffe os: Når vi først har fået hus, bil, ferierejser, tøj, smykker, ure og kostbare møbler, så vil vi have flere huse, biler, ferierejser, tøj, smykker, ure og kostbare møbler … Det får aldrig ende.

Det er, som om vi tror, at livet er et spil, hvor den, der har mest, når han dør, har vundet. Men så­dan er det ikke. Tværtimod. Den, der har mindst tilbage, vinder til sidst. For vi kan ikke tage det med os.

Jeg skulle hilse fra planeten Jorden og spørge, om vi ikke alle sammen lige skulle tage at slappe lidt af?

* https://www.rutgerbregman.com/

** Politiken d. 11. Nov. 2018 Https://politiken.dk/indland/art6834136/flygtningekvinder-aktive­res-halvt-s%c3%a5-meget-som-mandlige

*** https://www.fyens.dk/indland/Boern-fra-udsatte-omraader-skal-i-tvungen-vugge­stue/artikel/3259145 & https://videnskab.dk/kultur-samfund/forskere-vuggestue-tvang-i-ghet­toer-er-et-risikabelt-eksperiment

**** https://videnskab.dk/kultur-samfund/stephen-hawkings-4-vigtigste-advarsler-til-menneskeheden

Vi er ikke rare – Ondskab findes

– og de religiøse, der hævder at være de ’gode’, er ofte de vær­ste!

TV2 Net 26. SEP. 2018:

Landsretten idømmer ubådsbyggeren Peter Madsen fængsel på livstid

Anklager til Peter Madsen: Der er tale om en sag af helt usædvanlig grov­hed.

DR Net 23. OKT. 2018:

FN’s nødhjælpschef slår alarm over snarlig hungersnød i Yemen

Der er tale om en hungersnød, som ingen fagfolk nogensinde har oplevet før, advarer FN’s nødhjælpschef.

DR Net 29. JUN. 2017:

Sexmisbrug i den katolske kirke: De 3 største skandaler

Tiltale mod Vatikanets finansminister er kulminationen på årtier med anklager mod præster og ansatte.

TV2 Net 23. FEB. 2016:

58-årig tiltales for at spytte efter flygtninge

Den såkaldte ‘spyttemand’ skal nu i retten og risikerer at blive dømt for racismepara­graffen.

Dagens.dk 25. JUN. 2018:

67-årig mand tiltalt for at bestille sexshows med mindreårige piger

En mand fra Aalborg-området er tiltalt for at have bestilt og betalt for live-sexshows med mindreårige piger fra Filippinerne.

Wikipedia:

Massakren på Utøya

fandt sted den 22. juli 2011 på øen Utøya, som en del af terrorangrebene i Norge.

Om eftermiddagen skød og dræbte Anders Behring Breivik en række deltagere fra den socialdemokratiske ungdomsorganisation Arbeidernes Ungdomsfylking (AUF), der holdt sommerlejr på Utøya. Breivik nåede at dræbe 67 personer ved skydning. Dertil omkom én ved drukning, og den sidste ved fald – i alt 69 omkomne.

Pol. Net 15. MAR. 2001:

Lundin fik livstid

Der var umiddelbart ingen reaktion at spore i det skæggede ansigt, da Peter Kenneth Bostrøm Lundin i eftermiddag blev idømt livsvarigt fængsel for drabene på Marianne Pedersen og hendes to sønner Dennis og Brian. Tilsyneladende uden at fortrække en mine stod den 29-årige drabstiltalte med hænderne foldet foran på maven og modtog den hårde dom. Retsformand Niels Johan Petersen, der læste dommen op, understre­gede samtidig, at dommen var blevet vedtaget enstemmigt.

Pol. Net 14. MAR. 2017:

Støjberg forarger: Fejrer udlændinge­stramning nr. 50 med lagkage

Wikipedia:

Terrorangrebet den 11. september 2001

(ofte omtalt som 9/11 eller blot den 11. september), var en række koordine­rede terrorangreb mod USA, der blev udført tirsdag den 11. september 2001. Om morgenen den 11. september 2001 kaprede nitten mænd med tilknytning til al-Qaeda fire passagerfly.[2][3] Terroristerne styrede to af flyene ind i World Trade Cen­ters “tvillingetårne” (Twin Towers) i New York; et fly i hvert tårn. Begge tårne kollap­sede efter hhv. 56 og 102 minutter pga. brand forårsaget af sammenstødet med flyene og eksplosionen af flybrændstof. Flykaprerne på det tredje fly styrede flyet ind i Pentagon-bygningen. Passagererne på det fjerde kaprede fly forsøgte at overtage kontrollen over flyet, hvilket førte til at det styrtede ned på en mark i Pennsylvania. Der er stadig spekulationer om det fjerde flys mål, men man formoder, at det har væ­ret et sted i den amerikanske hovedstad Washington DC. En tredje bygning i WTC komplekset styrtede lodret ned 8½ timer efter det første fly ramte Nordtårnet; den 40 etager høje bygning 7. Dens konstruktion var svækket af brande, men var ikke ramt af et fly. Ifølge hjernen bag terrorangrebet, Khalid Sheikh Mohammed, skulle det 4. fly have ramt United States Capitol, hovedsædet for USA’s Kongres.[4] Ingen af de ombordværende på de fire kaprede fly overlevede.

Pol. Net 23. OKT. 2018:

Mand får 12 års fængsel for forgiftet babymad i Tyskland

En tysk mand er idømt fængsel for blandt andet at have placeret forgiftet babymad i forskellige supermarkeder.

Pol. Net 22. OKT. 2018:

Trump vil bremse menneskestrøm ved at droppe milliardhjælp

Præsident Donald Trump har givet ordre til, at økonomisk hjælp til centralamerikanske lande skal skæres kraftigt ned.

DR. Net 22. OKT. 2018:

Australiens premierminister undskylder for årtiers sexovergreb i landet

60.000 australiere har måske ret til erstatning efter misbrug i offentlige skoler og sportsklubber.

Pol. Net 13. OKT. 2018:

Niqabforbuddet fik Fatima til at forlade Danmark med familien

De danske politikere skal ikke diktere den muslimske Fatimas tøjvalg. Det nye til­dækningsforbud er anledningen til, at familien nu forlader Danmark. Politiken un­dersøger deres valg.

DR Net 23.OKT. 2018:

Sundhedsfolk i ebolaramt DRCongo udsættes for vold ugentligt

DRCongo er under det nuværende udbrud af ebola præget af mere vold end tidligere set, oplyser myndighederne.

Læger og sygeplejersker i de ebolaramte områder af DRCongo bliver angrebet mellem tre og fire gange om ugen i gennemsnit.

DR Net 19. OKT. 2018:

Saudi-Arabien: Journalist blev dræbt på konsulat

Den forsvundne journalist Jamal Khashoggi døde i forbindelse med en slåskamp, ly­der det fra Saudi-Arabien.

DR Net 23. OKT. 2018:

18-årig kvinde voldtaget af falsk taxachauffør efter bytur: Politiet søger vidner

Sydøstjyllands Politi søger vidner til opklaringen af en voldtægt i Vejle natten til søn­dag.

BT Net 13. APR. 2017:

Holdt fanget i kælder og voldtaget 3.000 gange: Nu afsløres nye, uhygge­lige detaljer om Fritzl-sagen

Østrigske Josef Fritzl holdt sin egen datter fanget i en kælder, han havde bygget til formålet under sit hus, og voldtog hende mere end 3.000 gange. Nu fortæller efter­forskningslederen om den forfærdelige sag, som begyndte, da Elisabeth Fritzl var 18 år.

folkedrab.dk:

Rwanda 1994:

I løbet af tre måneder blev omkring 800.000 tutsier og moderate hutuer slået ihjel af ekstremistiske hutuer og deres medløbere. Hadefuld tale og massiv propaganda spil­lede hutuer ud mod tusier og opfordrede til drab. Ved folkedrabets afslutning var landet i ruiner og to millioner mennesker var drevet på flugt – tusindvis var sårede og traumatiserede. Rwanda skulle bygges op fra grunden.

Armenien

1915-1918

Bosnien

1992-1995

Cambodja

1975-1979

Darfur

2003-

Holocaust

1941-1945

Irak

1988

Stalinismens forbrydelser

1928-1956

Se evt.:

https://videnskab.dk/naturvidenskab/forskere-afsloerer-personlighedens-moerke-kerne

Og søg på: Hekseafbrændinger, Den spanske inkvisition, slavehandel, trafficking, dyremishandling i landbruget, terrorisme, nazisme, pædofili m.m.

https://politiken.dk/udland/art7295597/Milliard%C3%A6rs-sexudskejelser-ryster-Det-Hvide-Hus

Udkantsdanmark

Hvorfor vil ingen bo på landet længere? – Det er ikke noget stort mysterium.

Ude i Udkantsdanmark hersker gylle- og giftspredere og grandjævle. Man kan ikke bo et sted, hvor jord, grundvand og luft tyve gange eller mere pr. sæson forurenes af landbrugets sprøjtevogne med pesticider, svampemidler eller med stinkende, sejlende svinelort. Hvor det åbne landskab er ét stort, forsuret griselokum, fyldt med opkoncentrerede tungmetaller, men uden veje, stier og beplantning. Og hvor de få uopdyrkede områder er tilplantet med mørke, ugæstfrie graner, så jordejeren kan få noget hurtig tilvækst og udbytte. Hvorefter han sender enorme skovhøstmaskiner ind, som sammenpresser jorden i flere meters dybde, så intet kan gro og trives de næste 200 – 300 år.

Skulle der endelig være et lille smukt, nogenlunde naturligt område, har mountainbikerne usurperet de kønne stier og anlagt deres motorveje med spring og sving, hvor de fræser rundt og plører jorden op og er til fare for alle stilfærdige vandrere. Eller horder af skydegale fritidsjægere har lukket området ‘pga. jagt’. – Hvorfor spiller folk ikke golf længere? Er anlæggelse og vedligeholdelse af alle de mange golfbaner for 10 – 20 år siden spildt, fordi moden er vendt? – Det korte af det lange er, at folk ikke mere bare går rundt og nyder naturområder, fugle- og dyreliv, men absolut skal bruge naturen til noget: sportscykling i høj fart, jagt på dyrene, kapløb, kapgang i flokkevis, træklatring i de få tilbageværende, store træer, legepladser …

Før i tiden sørgede stat og amter for at reservere en del af naturen til dyr og til de kommende generationer, men nu er det ansvar overtaget af kommunerne, og det er jo som at sætte ræven til at vogte gæs: Store skatteydere får tilladelser til at bygge enorme ’herregårde’ midt i naturskønne områder. Eller kommunen henlægger sine egne byggeprojekter til disse billige grunde. Eller de tillader gylleproduktion, råstofudvinding eller store sommerhuse med tilhørende legelande, betonhoteller og andre serviceerhverv at etablere sig midt i herlighederne.

Kommunerne føler sig i konkurrence om at ’vækste’, om at vokse og udnytte alt og alle. Den smule ’natur’, vi har tilbage i dette lille land, skal med vold og magt udpines til sidste græsstrå.

Samtidig har man fjernet lægen, sygehuset, plejehjemmet, politiet, skolen, biblioteket, børneinstitutionerne og alle indkøbsmuligheder, hvorefter man undrer sig over, at småbyernes huse står tomme og forfalder.

Det falder ingen ind, at meget store, kystnære, uberørte og naturlige områder med adgang forbudt for private sommerhuse, betonbyggerier, vindmølleparker, råstofudvinding, skovmaskiner, biler, mountainbikes og ATV’ere, men nænsomt udstyret med p-pladser, toiletter, småhoteller, vandre- og cykelstier og primitive hytter og lejrpladser, ville give Danmarks udkanter en særdeles høj og eftertragtet status som turistmål og rekreativt område. – Når nu folk ikke vil bo der, så lad dog ulve og andre store og små dyr og planter rykke ind.

Men man kan ikke BÅDE have titusindvis af kvadratkilometer med grise-wc’er og stikkende, naturfremmede grantræer OG være eksklusiv ressort for naturglade.

Gule mennesker

Ved et tilfælde faldt jeg over Thomas Eriksons tankevækkende bog: ‘Omgivet af idioter’. – Hvem kan ikke identificere sig med den titel?

Hans pointe er, at vi er forskellige på et dybtgående og personligt plan, hvilket bevirker, at vi har mere end svært ved at forstå og tolerere hinanden.

Man kan inddele mennesker efter mange kriterier, højde, hårfarve, evner i et køkken fx, men Erikson gør det efter udvalgte, personlige karakteristika, som han giver forskellige farver.

I al korthed:

· De blå er stilfærdige, pedantiske tekniker- og ingeniørtyper

· De røde er hurtige i opfattelsen, selvstændige og dominerende

· De grønne er traditionelle familiemennesker med enkle værdier

· De gule er udadvendte, festglade og publikumsorienterede

De blå og røde hviler overvejende i sig selv, de grønne og gule er fællesskabsorienterede.

Det er naturligvis en grov forenkling af Eriksons glimrende bog og pointer. Læs den selv, hvis du vil vide mere.

I måneder havde vi herhjemme megen sjov af at gå og inddele alle, vi kendte, efter farve. – De gule var de mest iøjnefaldende og samtidig de mest uforståelige.

Sønnike kunne hurtigt udpege en gul blæksprutte, en decideret linselus, som i en tv-udsendelse om livet i havet ustandseligt søgte lige hen foran kameraet, hvor, man ville sværge på, den stillede sig an og vinke­de til seerne.

Gule mennesker kan være både gode kammerater, sjove og underholdende, men kun hvis deres evner og indsigt rækker til at give samværet et indhold, der når længere end blot til at handle om, at den gule skal stå og stråle i centrum af alles opmærksomhed. For så bliver det hurtigt anstrengende.

Man kommer til at tænke på alle de skriggule mennesker, man har kendt. Som ville springe op på skødet af én, som ville larme op, gøre sig ud-til-bens og virkelig anstrenge sig for at være til så megen op­mærksomhedspåkaldende ulejlighed, som overhovedet muligt, for at påtvinge én rollen som publikum til deres i øvrigt trivielle liv.

Tænk på den endeløse strøm af selfies på Facebook o.a.

På udvendig fejring af fødselsdage og bryllupper med højt knaldende champagnepropper og limousiner, så andre mennesker i det offentlige rum ikke kan undgå at lægge mærke til dem.

På ting, som slet ikke ville give mening uden en gul personlighed og et andægtigt publikum, fx store fester, smykker, opsigtsvækkende frisurer, flashy påklædning, mærkevarer, mode, små degenererede hunderacer, store og skinnende biler, aparte navne og boligindretning …

Vi har haft naboer, der foranstaltede en masse larm og talte højt og kunstigt lige uden for vore vinduer, og som sørgede for, at vi var tvangsindlagt til at bevidne en stor del af deres liv. Men som gik ind til sig selv igen, hvis vi tog hjemmefra. Som om det var tanken om et publikum, der ansporede dem. De samme mennesker satte sig demonstrativt lige uden for vores dør i timevis, mens de ventede på, at vi skulle bemærke dem. Hvis de da ikke ligefrem kom rendende tre, fire eller flere gange pr. dag, under forskellige påskud, fx ved midnatstid, hvor vi var gået i seng, fordi deres kanin var blevet væk, eller juleaften midt i gåsestegen for at låne noget. Ting, de aldrig leverede tilbage, og som måske ikke var så vigtige som selve forstyrrelsen, deres fremvisning af egne aktiviteter og travlhed. De fejede eller ryddede sne med me­gen larm og store falbelader, men kun ca. 20 cm ud foran egen dør, de slog græs og pyntede op med flag, blomster, æblekasser og flagermuselygter umiddelbart før, deres gæster ankom. I dagene efter rodede alt, som før. – Disse naboer var uhyre anstrengende, fordi de var så udvendige i alt, hvad de foretog sig, og fordi vi ustandseligt blev forstyrret og indlagt til forestillinger, vi ikke brød os om at over­være.

Det må være sådanne mennesker, der flytter ind i moderne lejligheder med glas fra gulv til loft, så alle kan se alt, hvad de foretager sig.

Gule – og til dels grønne – mennesker bevæger sig fortrinsvist omkring i store flokke, fx i naturen, i natte­livet, i kulturlivet, til arrangementer, events, på rejser, og de kan høres på lang afstand.

Vi har besøgt mennesker, der ikke indrettede sig praktisk med henblik på egen komfort, men som opførte veritable scenografier i deres eget hjem med pladskrævende, unyttige opstillinger og hjælpeløs ’kunst’, som de forventede, at gæster i lang tid skulle gå rundt og beundre.

Mennesker, som ustandseligt gør sig til og ikke synes at kunne få nok af ros og opmærksomhed. Menne­sker, som suger opmærksomhed og tjenester til sig, men som sjældent overvejer mulig­heden af at gøre gengæld.

Og så kom jeg til at tænke på, at vi jo ser flest gule mennesker på teatret, i film, på tv, i klasse­værelser, til foredrag og på guidede ture på rejser og i naturen. – Hvem ville ellers stille sig op foran alle og udstille sine, i visse tilfælde begrænsede, evner?

I ’Hammerslag’ på DR ser man ejendomsmæglere, der tilsyneladende ikke er i besiddelse af næv­neværdig viden om fx ejendomspriser, men som gladeligt lufter bizarre skæg, ternede klovnejakker, alt for korte buk­ser eller minkpelse og andet gejl i september måned på en flad villavej i Randers.

Gule mennesker interesserer sig sjældent for emnet, ejendomspriserne, landet, historien, kun­sten, osv., men er udelukkende optaget af deres egen rolle, af at de er i tv, af at vinde, af at de er formidlere, bedre­vidende præster, lærere, pædagoger, guider, foredragsholdere eller kunstnere, hvilket godt kan forvirre andre mennesker. Hvis man selv går op i selve tingen, og måske formaster sig til at forsøge at bidrage, så kan man godt blive temmelig brutalt afvist, for det var jo slet ikke det, der var meningen. Meningen var, at den gule skulle brillere i centrum for alles opmærksomhed. – Ikke, at vi alle skulle blive klo­gere.

Skuespillere, sangere, komikere, tv-værter, foredragsholdere, præster, pædagoger og lærere er selv­skrevne gule individer. Men et stort skvæt gult i personligheden er også en fordel for ledere og, som vi har set, sælgere, som fx ejendomsmæglere.

I det hele taget favoriserer tiden og de nye medier den gule personlighedstype, og man kan godt føle sig belejret af lutter gule, udadvendte mennesker og måske komme til at opfatte sig selv som en slags særling, hvis man sommetider foretrækker ro, privatliv og fordybelse.

Men der findes mange andre slags mennesker end de iøjnefaldende gule. Vi ville intet få udrettet, hvis der ikke var blå til at udføre det lange, seje træk, grønne til at lave kaffe, tage telefonen, gøre rent og passe på de andre, og røde til at skaffe sig overblikket, lede og fordele det hele og sørge for fremdrift.

Hunde og høflighed

Når jeg kommer hjem, rejser den gamle hund sig møjsommeligt op på de stive ben og kommer glad logrende hen til døren for at hilse mig velkommen.

Det gør den også, hver gang andre medlemmer af den daglige flok kommer ind ad døren.

Og når jeg vågner om morgenen, er den glade, hilsende hund, det første jeg ser.

Ja, selv når jeg bare har været i bad i måske et kvarters tid, kommer hunden henrykt hen og giver et slik og et logr, når jeg nyvasket træder ud i gangen igen. – Tænk, at den gider.

Det stikker dybt i mig, at jeg selvfølgelig selv rejser mig, når gæster og ældre mennesker træder ind i mit rum.

Når det ældre familiemedlem kommer ind på restauranten. Når børnebørnene kommer løbende ind i min stue.

Da jeg gik i skole, rejste vi os op, når læreren eller andre voksne kom ind i klasselokalet, og vi rejste os som en helt naturlig ting for alle voksne i tog og busser.

Og da jeg også har gået på danseskole, kan jeg både neje og bukke, hvis jeg skulle møde nogen, der fortjener denne hilsen.

Men jeg kan ikke huske, at noget ungt menneske nogensinde har rejst sig op, når jeg er kommet ind i et rum. Selv ikke hvis middagen er på min regning. Og ingen tilbyder mig en plads i danske transportmidler. Ja, grupper af børn og unge gider ikke engang gå til side på fortovet, så jeg kan komme forbi. Jeg må helt ud på kørebanen.

Respekten for voksne, for ældre, for floklederen er dybt rodfæstet i de fleste socialt levende pattedyr, men i dette lille land er det i dag tydeligt, at vi har forsømt at lære de opvoksende generationer, hvordan man giver denne respekt udtryk. Hvordan kan man respektere sig selv, hvis man aldrig har lært at respektere andre?

Måske fortjener vi voksne slet ikke længere respekt?

Tre slags mennesker

Cirkus Miehes gamle vinterkvarter i Rold.

Der findes tre slags mennesker. Dybt nede er vi alle bønder, fiskere eller nomader.

Jeg er bonde. Genetisk og psykisk er jeg jordbruger. Jeg foretrækker grøn frodighed og ferskvand. Jeg bruger det meste af min tid på at holde ’familien’ og ’dyrene’ og ‘gården’ og ’staldene’ og ’markerne’ og ’kålhaven’ i fin stand. Jeg vander potteplanter, luger jordbærbedet, slår græsset, maler vinduerne, laver mad og holder rent, og jeg går ikke i seng, før jeg har gået en runde og set, at alle er mætte og glade, hunden er gået til ro, lågerne er lukkede, og haven ligger velpasset hen i skumringen. – Af og til tager jeg en tur til ’købstaden’, gør mine indkøb, ser noget nyt og møder andre mennesker. Men så gælder det om at komme hurtigt hjem til bedriften igen, for man er jo uundværlig derhjemme i hus og have, ikke?

Min veninde er fisker. Trangen til at se hav ligger dybt i hende. Og det er mærkeligt, for hun er et overklassebarn fra det indre af landet og har aldrig hverken sejlet eller fisket i virkeligheden. Der skal bare være hav i nærheden af hende. Hun skal mærke vinden, sandet, saltet, skumsprøjtet, lyset over bølgerne og det skiftende vejr. Det er ikke nok for hende med et par uger i sommerhus. Hun skal bo, så hun kan se og mærke havet hver eneste dag. Så hun kan følge med vind og vejr og årstiderne på den store, ofte oprørte flade, og hun tager gerne på langtur. Så længe det involverer noget saltvand, føler hun sig hjemme og godt tilpas overalt.

Og så er der mine venner nomaderne. De har et vinterkvarter i parcelhuset, hvor de hytter sig fra oktober til maj, og et sommerhus, hvor de bor i sommerhalvåret. Som en omrejsende cirkus- eller tivoli-familie, der flytter i vognene og drager landet rundt i de lyse og varme måneder. Nogle mennesker har teltet, autocamperen, hytten, kolonihaven, sommerhuset i Norge, Sverige, Spanien, Sydfrankrig eller andre steder, hvor de engang kom og følte sig hjemme. De følger formentlig imaginære dyreflokke fra boplads til boplads. Om sommeren bor vi her, hvor der er fri adgang til østers, fisk og fede svømmefugle. Om vinteren bor vi mere beskyttet her, hvor vildsvin og rådyr fouragerer. Nomader passer kun nødtørftigt haverne omkring deres skiftende bosteder. Havebrug har ikke deres interesse. Det er selve den årstidsbestemte flytning og de nye, gammelkendte omgivelser begge steder, der er formålet.

Til sidst skal jeg lige nævne flokmenneskene. De kan være alle slags, men mest er de udadvendte, der altid snarere orienterer sig efter fællesskaberne i storbyerne, end de lytter til deres egen, indre stemme. Som en del af store flokke trives de i bevidstheden om, at de ikke går glip af rørelser, som mange andre også deltager i, og de føler sig bekræftede der ved, at de ligner alle andre og indretter sig på samme, ’unikke’ måde, som alle andre, og derfor ikke kan være helt galt på den.

Alle slags mennesker har en masse efterrationaliseringer parat, hvis man skulle spørge dem om deres livsvalg. Men min erfaring er, at ingen af valgene er valg; det er dispositioner, en forkærlighed, der ligger dem dybt i blodet, nedarvet fra de tusindvis af generationer, der er gået forud.

Finte

Mens politikerne med deres skræppende højrøstethed har fået os til at diskutere imaginære ghettoer, burkaer og andre, indvandrerrelaterede småting, som ikke berører ret mange, har de lige så stille trukket velfærdssamfundet væk under fødderne på os.

Forholdene for syge, gamle, børn og arbejdsløse er rædselsfulde, det viser de daglige øjenvidneberetninger i aviserne, og det er noget, der berører os alle, men det er der ingen, der gider snakke om …

Og kloden står i flammer med krig, flygtninge og truende klimakatastrofer, men det bliver ved snakken, ingen gør noget.

Mindst af alle de politikere, vi har valgt og aflønner fyrsteligt for gennem fornuftig lovgivning at sørge for, at verden består og samfundet fungerer.

Blomster til københavnerne

Landet har haft tørke i tre måneder, natur- og markbrande hærger Jylland, landbruget har alvorlige problemer med høsten, og man slagter dyr pga. fodermangel, men min københavneravis, Politiken, ofrer fotos og en hel artikel på et stykke brakjord på Amager!

https://politiken.dk/forbrugogliv/art6623637/Københavns-farvestrålende-blomsterhav-er-visnet-bort

Endnu et offer for tørken: Københavns farvestrålende blomsterhav er visnet bort – Der bliver nok ikke pluk-selv-blomster til københavnerne ved byskoven på Amager i år.’

Jeg vil gerne foreslå, at man indfører en 25 km’s grænse for journalister, så de ikke må skrive om noget som helst, der befinder nærmere deres bopæl/sommerhus end 25 km.

Det ville højne kvaliteten og udsynet i reportagerne fra amagerkanske brakmarker, musikaftner i Tisvildeleje og cafélivet i brokvartererne.