Samfund – Side 9 – blog.loneandrup.dk

Moderne religiøsitet

Beundring for beskedenhed, selvpålagte prøvelser og selvbegrænsning er formentlig et grundlæggende, menneskeligt træk.

Ikke, at vi alle udøver moderation og selvtugt, langt fra, så var der jo heller ingen grund til beundring, men det er indlysende godt for os at faste, at motionere og at undertrykke grådighed, både mht. mad og ejendele. Man kunne også tilføje grådigheden efter oplevelser, unødvendige bil- og flyrejser, til den moderne verdens liste over efterstræbelsesværdig – ’god’ – opførsel.

Mennesker har sikkert altid haft mådehold som ideal, fastet som ritual, for guderne, for forfædrene, for jagtdyrene, og pålagt os selv restriktioner og udfordrende prøver. Vi omskabte den bitre nødvendighed til noget ønskværdigt. For indtil for nylig levede vi i en verden, hvor ressourcer af alle slags var begrænsede. Det er de stadigvæk. Det har vi lige opdaget igen efter 60 års fråsende pause. Vi har kun én planet at leve på, og den har vi – alle gode viljer uanset – snart brugt op.

I mange af de små og store religioner, så som Islam, men også gennem mange århundreder i kristendommen, har faste været en stor del af de kirkelige højtider. Faste og renselse.

I vore ugudelige, moderne dage er faste og renselse, først og fremmest i form af slankekure og motion, en fast bestanddel af sundhedstroen. I kampen for det evige, individuelle liv. Men nu også i kampen for klodens liv – om end lidt sent – i klimaets og miljøets navn. Man kan endog købe klimaaflad! – Som da paverne skulle kradse penge ind til at bygge Peterskirken for og solgte afladsbreve, der fritog folk for deres synder. Formentlig var værdien af disse papirstykker ikke meget større end værdien af moderne klimaafladshandel … Vi har endog genskabt en moderne Jeanne D’Arc i form af en ung, svensk skolepige, ‘Jomfruen fra Stockholm’, som nedkalder forbandelser over alle, der ikke kæmper for den gode sag.

Greta Thunberg og alle andre, der kæmper for vor fælles klode, har selvsagt min største sympati! Jeg er ikke imod klimaet eller sundheden, tværtimod. Men parallellerne er så slående, at nogen er nødt til at påpege det.

Der er i dag en udbredt tro på, at jeg viser mig som et godt og korrekt menneske, der fortjener alverdens beundring og det evige liv, hvis jeg afholder mig fra kødspiser, hvis jeg faster et par dage om ugen, strikker mine egne karklude, medbringer mit eget genanvendelige sugerør til fester, tager cyklen til arbejde, benytter toget i stedet for flyet, når jeg skal på ferie, og navnlig hvis jeg udbreder mig om alle mine små opofrende tiltag i vennekredsen, under familiemiddage og på alle til rådighed stående sociale medier, rigt illustreret med mobilfotos, og ved alle lejligheder deltager i udskamningen af medmennesker, der kører i dieselbil, der spiser røde bøffer og holder flyferie i USA. – Alt dette gør jeg for det meste, de fleste dage, og i hvert fald når nogen kigger – for der eksisterer ingen tro eller religion uden hykleri, og der bor vel en farisæer i os alle.

Ifølge forskerne har vores hjerner ikke ændret sig synderligt i løbet af de seneste 100.000 til 200.000 år – Hvis de har, siger de, er de blevet mindre, ca. i rumfang hvad der svarer til en tennisbold, så vi er muligvis betragteligt dummere end vore forfædre. Noget kunne tyde på det. Vi gør i hvert fald de samme, idiotiske ting om og om igen. I stedet for at handle logisk og politisk og kollektivt give afkald på nogle øjeblikkes nydelse for menneskeracens overlevelses skyld, så vinder vores indbyggede grådighed og selviskhed stadig, på trods af alle gode småord og gerninger.

Anbragte børn og tilknytning

Barnets perspektiv

’Men flere bortadoptioner, som Mette Frederiksen talte om, er dog et så ekstremt vidtgående indgreb, at det får alle alarmklokker til at ringe.’

På lederplads d. 2.1. 2020 anfører Politikens nuværende chefredaktør, Christian Jensen, at statsminister Mette Frederiksen i sin nytårstale om anbragte børn er ude på et skråplan, når hun argumenterer for mere ro til børnene og flere forpligtende bortadoptioner af ulykkeligt stedte børn.

Når en chefredaktør udtaler sin selvsikre mening om politiske forhold, har det normalt meget få konsekvenser; er blot en leg med ord og meninger, som mange finder personligt tilfredsstillende.

Men når han udtaler sig om børn, børns vilkår og børnepsykologi uden at have læst op på det faktuelle grundlag, så er det decideret farligt (og dumt).

Hver enkelt børnesag er enestående (som den kloge Bettina Post skrev i Politiken forleden*), og nogle gange er der brug for en fjernelse fra hjemmet, nogle gange for massiv støtte i hjemmet, og nogle gange måske andre foranstaltninger. Hverken statsministre eller chefredaktører besidder den faglighed på børneområdet, som sådanne voldsomt indgribende beslutninger på andres vegne fordrer.

Under alle omstændigheder ville det være velgørende, hvis man for en gangs skyld anlagde barnets perspektiv og ikke tog hensyn til ’forældrenes ret’, dvs. forældrenes ret til samkvem, til orlov, til at arbejde og til at holde fri fra barnet. Og at man heller ikke, som i dag, tog udstrakte hensyn til de forhåndenværende opholdssteder og til den offentlige økonomi. – For det kommer til at koste meget, meget mere ikke at sætte ind med tidlig hjælp. Bl.a. pga. barnets medfødte behov for tilknytning og alle de skader, barnet pådrager sig, når man ikke tager udgangspunkt i ’barnets tarv’.

Tilknytningsteorien er den p.t. accepterede og uden konkurrence herskende teori og overordnede forståelse af børns medfødte instinkter for at knytte sig til en voksen beskytter og fører i livet. Tilknytningen er fast og uforanderlig, som gæslingens på gåsen, når den først er etableret. Børn er ifølge denne teori ganske som mange andre dyr født med et beredskab for at knytte sig til én primær omsorgsperson som et middel til overlevelse.

Der kan være en række sekundære personer omkring barnet, medforældre, tanter, søskende, bedsteforældre, naboer, veninder, men tilknytningen vil i alt væsentligt være til moderen/den primære tilknytningsperson, i det omfang hun er til stede. Hvis moderen/den primære tilknytningsperson er ude af syne, vil det lille barn opleve så meget frygt og panik, at det er skadeligt for dets liv og udvikling. Tilknytningssystemet dannes i løbet af barnets første halve leveår, kulminerer mellem det første og andet leveår, og aftager en smule efter barnets tredje leveår.

Små børn kan IKKE være alene ret længe, de kan ikke sove alene, de kan ikke udholde mørke, kulde, ensomhed, ukendte lyde, sult, ubehag, ukendte omgivelser, fremmede babysittere, au pairs o.l. uden mulighed for at søge tilflugt og blive forstået af moderen/den primære tilknytningsperson.

Bowlby, der i 1950’erne formulerede tilknytningsteorien, studerede små børn, der var indlagt i dagevis, sommetider ugevis eller månedsvis, uden deres forældre, for sådan gjorde man dengang, på hospitaler omgivet af fremmede, der regerede og larmede og måske håndterede børnene med instrumenter, kanyler, gummislanger m.m. Børnenes frygt, fortvivlelse og sorg er blevet dokumenteret af forskere på gribende og stærkt foruroligende film. Alle disse børn tog alvorligt skade på sjæl og udvikling.

Først langt op i 1960’erne begyndte man at ændre denne praksis på danske hospitaler og medindlagde forældre.

Børn kan ikke vænne sig til adskillelse, fremmedhed, mørke, ensomhed uden at tage skade. Det er et medfødt behov at knytte sig til en voksen tryghedsperson, og hvis børn ikke kan det, kan de, som de rumænske børnehjemsbørn, dø af frygt, ensomhed og udsathed, selv om de får mad nok.

Så at tage børn fra deres primære omsorgsperson fx for at indlægge dem, passe dem i institutioner, give faderen samkvem eller andet, er noget af det mest skadelige, man kan foretage sig.

Lige som at lovgive om samkvemsret eller barselsorlov, herunder fædreorlov, hvor fædrene, efter at have været fraværende i måske et halvt år, skal tage over efter mødrene, som i de fleste tilfælde da vil have etableret sig som den primære omsorgsperson.

Hvis omsorgspersonen er fraværende, uduelig, selvoptaget, på arbejde, uden omsorgsevne, følelseskold, alkoholisk eller på stoffer, voldelig, misbrugende, uberegnelig og for barnet upålidelig, kan barnet danne en utryg, eller måske ligefrem desorganiseret, tilknytning, hvilket vil traumatisere barnet resten af dets liv og forhindre indlæring og almindelig socialisering.

Så hvis den primære omsorgsperson findes uegnet, ville det hjælpe barnet meget, at man så hurtigt som muligt fandt en ny omsorgsperson, evt. medforælderen eller, hvis forholdene hjemme er truende for barnets psykiske og fysiske sundhed, et nyt, forpligtende hjem med mindst én, kærlig og forpligtet omsorgsperson.

I engelsktalende lande har man for længst indført talrige tvangsbortadoptioner, så barnet får ro til at danne nye tilknytninger. Herhjemme er det forældrenes ’ret’ til barnet, der definerer lovgivningen om tvangsfjernelse, forældremyndighed, professionelle familieplejere, børnehjem, ’opholdssteder’, anden institutionsanbringelse, støtte i hjemmet m.m. Hvilket ofte resulterer i endnu mere forvirrede og ulykkelige børn, der næppe bliver i stand til at bidrage til samfundet, når de vokser op.

Jeg har på feriesteder i udlandet mødt såkaldt ’professionelle’ familieplejere, der havde sendt deres tre plejebørn på et opholdssted, så de kunne afholde den ferie i de varme lande, som disse ’professionelle’ jo havde krav på med jævne mellemrum.

Hvad gør det ved et barn at erfare, at dets primære omsorgsperson har brug for at holde ferie langt borte fra det? – Det gavner ikke tryg tilknytning og troen på sig selv.

Hvis barnets nye omsorgsperson(er) derimod havde adopteret barnet på et tidligt tidspunkt, ville forpligtelsen have været større, barnet ville som bærer af familienavnet være selvskreven arving og ville naturligvis komme med på ferier og andre udflugter. Barnet ville være en skattet del af familien, ønsket og påskønnet, noget som de såkaldt ’professionelle’ familieplejere ikke ville kunne formå at få barnet til at føle sig – al deres faglighed til trods.

Hvis barnet ikke er accepteret og omsluttet af omsorg, er det blot anbragt. Midlertidigt. Indtil det er tid for familieplejerens ferie eller en ny anbringelse.

Jeg håber meget, at vores nye statsminister, ‘Børnenes statsminister’, som holdt en gribende nytårstale om børns vilkår, vil føre ordene ud i livet og lovgivningen og begynde at se på samfundsindretningen fra børnenes og ikke fra de voksnes synspunkt. At hun, regeringen og Folketinget i alle forhold vil vælge børnenes tarv frem for forældrenes rettigheder. – Og når de gør, vil jeg, og forhåbentlig mange, mange andre støtte hende. – For børn har krav på at leve de første år i nær kontakt med en primær omsorgsperson. – Hvis forældre ikke magter at tage sig af deres eget barn, er det bedre at lade andre komme til, eller endnu bedre, at undlade at fylde kloden op med uønskede børn.

____________________________________________

https://politiken.dk/debat/ledere/art7575599/Hvor-er-det-betryggende-og-befriende-at-m%C3%A6rke-en-statsministers-sociale-indignation-boble-fra-talepapiret

* https://politiken.dk/debat/debatindlaeg/art7591626/Mavefornemmelser-og-tilf%C3%A6ldige-vidnesbyrd-skal-ikke-styre-socialpolitikken

Tor Wennerberg: Vi er vore relationer (2011)

Anders Broberg m.fl.: Tilknytningsteori (2008) og Tilknytningsteori i praksis (2010)

Kvalitet I

Ville det ikke være dejligt, hvis man kunne købe de fleste af sine fornødenheder på nettet? Hvis man kunne stole på, at der bestod en vis sammenhæng mellem pris og kvalitet, og blot kunne sidde i ro og mag derhjemme og bestille? – Til levering næste dag ved hoveddøren?

Jeg er ikke den store shopper, normalt sker mine besøg i supermarkedet som en jægersoldat på mission: Hurtigt ind og hurtigt ud igen. Supermarkeder og indkøbscentre er, kun overgået af lufthavne og venteværelser i sundhedssektoren, efter min mening noget nær de værste steder at opholde sig med al deres kunstige atmosfære, statiske elektricitet, lys, lyde og dufte og køer af mere eller mindre desperate mennesker og deres hylende børn på jagt efter ting og sager.

Men jeg kan også godt lide at vælge de ting, jeg skal have ind i mit hus. Så jeg gennemfører øvelsen ca. en gang pr. uge.

Engang før nettet handlede vi i en nærliggende, økologisk gårdbutik. En dag bad vi om et stykke ost, og indehaveren gav os et slimet og lugtende hjørnestykke, der overvejende bestod af skorpe. Det blev kasseret, straks vi kom hjem og pakkede det ud. Og vi handlede der aldrig igen.

Indehaveren havde en lille butik, hvor hun skiltede med kvalitet, hvilket afspejlede sig i priserne. Men for at spare nogle få kroner og slippe af med en dårlig vare, mistede hun sine kunder. Kunder, der ville have været trofaste og anbefale hende til alle, de kendte. Nu blev historien til vennerne en anden, og butikken eksisterer ikke i dag.

Det samme er ved at ske for netbutikkerne, fornemmer jeg. Man får ikke længere kvalitet for pengene. Produceres der overhovedet kvalitetsvarer i dag? Det kan formentlig ikke betale sig.

Dagligvarer købt på nettet kan være helt anderledes, når de når frem, end de flotte billeder viste. Og hvis man tror, at en høj pris betyder udsøgte varer, tager man fejl. – Jeg får mælk, der nærmer sig udløbsdatoen, anløben chokolade, stødt og mishandlet frugt og grønt og en masse squash, roer og kålrabi, som jeg ikke har nogen brug for.

Et par halvdyre opbevaringsspande til dyrefoder viste sig, da de ankom, at være af tyndt, uholdbart plastic, og de var ikke engang lufttætte.

Fuglefoderet var fuldt af melmøllarver og deres ækle spind.

Her senest var det et par bukser og to bluser fra en stor, anerkendt netbutik. Det var simple beklædningsstykker til hverdagsbrug, og de var nedsat fra 700 og 800 til 400 kr. pr. stk., så jeg havde en vis forventning om nogenlunde pasform og holdbar kvalitet, men modtog tyndt, krøllet og dårligt syet plastictøj, som ikke burde koste over 100 kr., og som ikke kunne bruges til noget som helst. Ikke engang hjemme i haven.

Naturligvis returnerede jeg det hele med det samme. Og nu skal jeg ud og køre, ud og kigge, undersøge og beføle mine varer, før jeg køber noget igen.

Nede på apoteket skulle jeg have to, små urinprøveglas, som den unge dame lagde frem til mig på disken. Da jeg havde betalt, stod jeg og ventede på, at hun skulle komme dem i en pose, så de pinligt rene prøveglas ikke blev snavsede nede i mit gamle indkøbsnet sammen med alt det andet, jeg skulle have fragtet hjem. Men hun gjorde ikke mine til at gøre noget, så jeg måtte spørge, om hun ikke havde en pose eller sådan noget? I gamle dage havde apotekerne sådan nogle små papirsposer, de lige puttede ens ting i. – Joh, det havde hun skam, men så skulle jeg bøde en krone oveni … Jeg går ikke rundt med løse kroner i lommen, og jeg havde lige pakket Dankortet og kvitteringen ned i pungen ned i indkøbsnettet, så jeg gad ikke gentage proceduren. Men måske bestiller jeg prøveglas på nettet næste gang. Eller tager en rulle fryseposer med, når jeg skal på apoteket.

Når vi nu er i gang med at snakke om kvalitet, så er det ikke kun i handlen med fysiske varer, at der er sket et voldsomt skred i løbet af de seneste 10 – 20 år.

Hvad mener I fx om postvæsenet? (Min mor har endnu ikke fået det julekort, jeg puttede i en rød postkasse d. 14. december sidste år.)

Og serviceniveauet i fysiske butikker? På caféer og restauranter? For ikke at nævne supportere af alle slags, unge mennesker, der er ansat til at holde folk væk fra telefoner og mailbokse?

Telefonsluser med endeløse båndsløjfer, dåsemusik og gå væk-beskeder? – ‘Du er nu nummer … 42 … i køen … Ved du, at du kan bruge vores hjemmeside?’ – er en oplysning, man hyppigt får, når man netop har fået besked på at ringe …

Og har I prøvet at få fat i en læge for nylig? Været på sygehuset? Ventet i timevis i kolde kælderrum på en ti minutters forhastet samtale? Hvor man på forhånd får 22 siders instrukser, forholdsregler og skemaer, der skal udfyldes, hvorefter man opdager, at ingen gider kigge på det. – Er det virkelig nødvendigt at skrive ud til folk, at de skal vaske sig inden en undersøgelse? Og ville de mennesker, der kunne finde på at gå til en undersøgelse uden at vaske sig, sidde og omhyggeligt gennemlæse 22 siders instrukser med lille skrift og udfylde flere siders skemaer med oplysninger, der sikkert står i ens journal i forvejen?

Manglen på kvalitet gennemsyrer ikke blot vores fysiske verdens mange produkter, men har sneget sig helt ind i de allermest følsomme, menneskelige relationer.

Udyr

Alt imens vi taler meget om naturbevarelse, har vi travlt med at udrydde så mange af vore levende bofæller på planeten Jorden, som vi kan:

Vi fælder skove – i stor stil på den sydlige halvkugle. I mindre grad i vores egen nærhed, for der er skoven for længst decimeret til små, symbolske pletter, som vi nedslider og overrender i store flokke, enten i løb eller på kraftige legecykler, MTB’ere.

Vi rykker ukrudt op i haven, brænder eller sprøjter flisearealer, og bonden sprøjter sine marker og alt muligt andet med potente plantegifte.

Vi sprøjter kraftigt mod bladlus, skjoldlus, spindemider, skimmelsvampe, biller og andre insekter.

Vi hakker snegle, sætter rotte- og musefælder op og stiller myrelokkedåser frem ved det mindste tegn på de små dyr i nærheden af vore huse.

Vi klasker fluer, myg og edderkopper. Og vi ville ønske, at vi kunne sprøjte skovene mod flåter.

Vi har erklæret krig mod søde små mårhunde og store glubske ulve, som er indvandret sydfra.

Som land bekoster vi 70 km vildsvinehegn mod Tyskland og sætter jægerne ind.

Jægere, som i forvejen plaffer på rådyr, dådyr, kronhjorte, ræve, fasaner, ryper, snepper, krager og råger. Og sæler og skarver, som jo udrydder vore fiskebestande. Bemærk, at det ikke er fiskerne med deres enorme grej, der skraber havene tomme for fisk … Det er sæler og skarver, der er de ansvarlige her.

Men i virkeligheden er mennesket jo helt indlysende den største trussel mod planeten jorden. Vi hærger det ene økosystem efter det andet og efterlader golde ørkener. Som rotter har vi spredt os til alle verdensdele, Arktis, Antarktis, alle kontinenter, bjerge, have, besudlet både jord, luft og vand med vores foretagsomhed, konstruktioner og skadevoldende affald.

Mennesket er det største udyr, og hvem kan udrydde os? – Resistente bakterier? Eller er vi i god gang med at gøre det selv?

Svinemonarkiet

Bananrepublik, kalder vi ofte lande på den varme del af kloden, hvor man dyrker bananer, og hvor landet styres dårligt og kaotisk af ofte korrupte og selvbegunstigende politikere.

Hvad skal vi kalde et koldt land, der er et konstitutionelt monarki, hvor man producerer en masse forurenende svin og gylle, og hvor

Man stuver svinene sammen på lastbiler og kører med dem i dagevis, så de kan blive slagtet i fx Polen.
Chefen for forsvaret har tilgodeset sin elskerinde på forskellige måder, bl.a. med attraktive uddannelser og jobs uden opslag, så andre ikke kunne søge.
En stor del af den medicin, folk skal bruge til daglig, ikke kan skaffes, hvilket i apotekernes nysprog hedder, at den er i ’restordre’.
Regeringen afskaffer magtens tredeling og lader en minister tage STATSBORGERSKABET fra folk rent administrativt … Det er temmelig bananrepublikagtigt. – Skal vi lige repetere? (Trump må gerne læse med) – I et demokrati er magten delt i tre, den lovgivende – folketinget, den udøvende – regeringen, og den dømmende magt – domstolene. Magten er tredelt, så de tre dele kan holde hinanden i skak, så ingen bliver magtfuldkomne, fx så politiet, der i vores demokrati er tildelt monopol på vold, ikke begynder at lave lovene, selv udøver dem med magt/vold og dømmer folk på stedet. Sommetider kalder man pressen for den fjerde statsmagt, fordi pressen, når den er bedst, uafhængigt holder øje med de tre andre.
Folks børn i vuggestuer og børnehaver sejler ulykkelige rundt imellem hinanden uden voksenkontakt, som dokumenteret ved flere videooptagelser og forskeres besøg.
Syge mennesker bliver nr. 32 i telefonkøen, hvis de ringer til deres praktiserende læge, skal vente 3 – 4 uger på en tid, som varer ca. 10 forhastede minutter, hvorunder lægen selvfølgelig ikke har tid til at læse journal og undersøge behandlingsmuligheder, og hvor hun/han kun kan tage sig af én ting – så hvis man både har fx dårlig ryg og fodsvamp, skal man igennem hele cirkusset igen med ventetid, tage en halv dag fri fra arbejde og hen og stå model til endnu en forhastet ’konsultation’ … Hvis lægen sender én videre til en speciallæge, kan man opleve 19 ugers ventetid, eller 25 uger, eller 1 – 2 års ventetid!
Politikere, der ikke bliver valgt til Folketinget, kan gå i op til to år med en månedsløn på over 50.000 kr. for ikke at lave noget.
Politikere, der danner deres eget parti, herefter kan hæve flere millioner pr. år til at holde partiet i gang – en sandsynlig forklaring på alle de nyskabte småpartier på højrefløjen, Klaus Riskær Pedersens m.fl.
Politikere i folketinget sidder og beslutter deres egen løn og pensionsforhold, hvilket nok kræver politikere af en anden kvalitet og støbning end dem, vi har haft de seneste 20 år.
Sygeplejersker o.m.a. går ned med stress, fordi de prøver at gøre deres arbejde under massivt politisk pres for at spare, spare, spare …
Børn og unge ikke lærer at læse og skrive og regne i skolerne.
Der er skåret så meget ned på uddannelser og universiteter, at fri forskning ikke eksisterer mere. Forskningen betales bl.a. af virksomheder og interesseorganisationer, som så får indflydelse på forskningsemnerne, forsøgstilrettelæggelsen og konklusionerne. Senest har den aggressive interesseorganisation ‘Landbrug & Fødevarer’ på Århus Universitet bestilt og betalt skandaløst positive forskningsrapporter om landbruget. Også medicinalfirmaer korrumperer læger, forskning og sygehusvæsen. Naturligvis ved at bestille og betale positiv ‘forskning’ om deres egne præparater, men også ved at undertrykke negative resultater og ved at stå for ‘efteruddannelse’ af læger, hvor de lærer dem at udskrive en masse recepter på lykkepiller, kolesterolpiller, blodtrykssænkende piller o.a., som er lønsomt for virksomhederne, og ved at rundsende ‘konsulenter’ med samme formål for øje.
Man er nødt til at skrive i busserne, at folk ikke må smide tyggegummi på gulvet eller sætte fødder med snavsede sko op på sæderne.
Cigaretpriserne er de laveste i Nordeuropa.
Det er tilladt at reklamere for kviklån til de økonomisk svageste, som derefter skal betale flere hundrede procent tilbage.
Skattevæsenet ikke fungerer. Opkrævningen af skat ikke fungerer. Kontrollen af skatteyderne ikke eksisterer. Og hvor man forærer milliarder af vores fælles velfærdspenge til udenlandske svindlere, fordi man i årevis har nedsparet hele organisationen med enorme kompetencetab til følge, naturligvis.
Noget så simpelt og elementært som at få vurderet landets boliger mhp. opkrævning af boligskatter har ikke fungeret i mange år og ser ikke ud til at komme til at fungere de næste mange år.
Togdriften har været upålidelig og til grin i tyve år eller mere. En ny letbane kan ikke køre i frostvejr. Og trafikpolitikken i øvrigt varetages af bøvede lokalpolitikere, der sørger for private, kostbare togstationer og unødvendige omfartsveje i deres eget område. På helhedens bekostning.
Fremmedhadet florerer. En provinsavis føler sig kaldet til at håne og spotte medmennesker af anden etnisk herkomst. Fjolser påberåber sig ‘ytringsfrihed’ til at brænde andre menneskers hellige bøger offentligt. En minister med titel af ‘integrationsminister’ fejrer med kager, at hun kan holde ulykkelige medmennesker i ulykkelighed og berøve dem håb, selvbestemmelse og ægtefæller i lejre, som hun gerne havde flyttet til en øde ø.
Vi fører krig mod folk langt borte i stedet for at hjælpe dem med rent vand, mad, sanitet, lægehjælp og undervisning.

Danskernes sexliv

En ny, stor befolkningsundersøgelse af danskernes sexvaner og holdninger er netop blevet offentliggjort af næsten overstadigt stolte sexologer fra bl.a. Aalborg Universitet.

Andre europæiske lande har for længst studeret deres egne befolkninger i den henseende, men nu er Danmark kommet med på vognen med, hvad de danske forskere kalder, den hidtil største undersøgelse af en befolknings sexliv.

Alle er begejstrede, i nyhedsklippene er forskerne selv helt oppe at køre, og artikler på nettet om undersøgelsen genererer nyfigne klik.

Konklusionen er iflg. Politiken d. 28. okt. *, at ’Danskerne har ondt i sexlivet’, hvilket lover godt for de ekstatiske sexologer og terapeuter. – For vi har alle ret til et godt sexliv, ikke sandt? Og hvis vi ikke selv kan skaffe os det, må staten træde til med betalte hjælpere og håndgangne mænd og kvinder.

Man konkluderer også, at sexlivet iflg. undersøgelsen hænger sammen med trivslen i øvrigt, hvilket jo kommer som en stor overraskelse og yderligere ansporer til offentligt betalt hjælp til dem, der ’har ondt i sexlivet’ og ikke rigtig kan finde ud af det selv.

Det er helt rimeligt, at der er hjælp at få, hvis psyken og fysikken ikke fungerer optimalt, også mht. sexlivet. Af undersøgelsen fremgik det også, at hver sjette danske kvinde har smerter i underlivet, og som følge deraf undgår seksuelt samkvem. Hver sjette!

Hvis hver sjette mand havde ondt i underlivet, havde vi nok ikke først og fremmest set det som et seksuelt problem, men som et alment sundhedsmæssigt problem, og vi havde for længst afsat midler til at forske og behandle.

Men når de fleste mennesker i dette land skal vente tre – fire uger eller mere på en forhastet og ofte utilstrækkelig, ti minutters konsultation hos en læge, ville man så begynde en snak om sit sexliv til en presset og travl, praktiserende læge? Eller ville man blot fortælle om smerterne og spørge til behandlingsmuligheder? – Og lade sig spise af med to albyler og et råd om at bruge varmepude og gøre øvelser.

Man kunne nemlig godt forestille sig, at sexlivet, ligesom livsglæde og andre livsytringer, så som leg, spontan bevægelse, humor, nysgerrighed, appetit, opfindsomhed og gåpåmod, i forvejen afhænger af det fysiske og psykiske velbefindende og helbred, herunder alder. Således at raske og rørige, glade og trygge individer søger og opnår mere sex – og motion, samvær, oplevelser, herunder kulinariske, end deres syge, triste, bange, stressede, ensomme, pressede, travle og forvirrede medmennesker gør.

Så sexlivet helt af sig selv ville bedres, hvis man startede med at indrette arbejdslivet, trafikken, daginstitutioner, boligforhold, pensionsmuligheder og sundhedsvæsnet, således at man fx IKKE skulle vente en måned – måske i uvished og smerter – på en forhastet konsultation hos en læge? Eller år på at få sit helbred og økonomi udredt i tilfælde af sygdom eller nedslidning?

Hvis folk havde dårlig appetit, ville man så sende dem til appetittologer? – Eller ville man gå en anden vej først og forsøge at finde den underliggende årsag? Som kunne være psykisk eller fysisk? Og så sætte ind der?

Trods de negative konklusioner i overskrifterne viser undersøgelsen faktisk (iflg. ovennævnte artikel i Politiken), at 45 % af kvinderne mellem 15 og 89 år, som er blevet spurgt, svarer, at de har fået dækket deres seksuelle behov i løbet af det seneste år, og 39 % af mændene svarer det samme. – Det er faktisk overraskende mange, når man tager i betragtning, at sex normalt er en uhyre sammensat, hormonalt betinget foreteelse, som kræver (mindst) to, nogenlunde raske, afslappede, voksne menneskers gensidige tiltrækning, accept og selvaccept, på samme tid i samme rum. Måske er der alligevel ikke så meget at gøre for sexologer og terapeuter?

I begyndelsen af 70’erne, mindes jeg med ubehag, florerede den pludseligt legitime interesse for andre menneskers sexliv specielt blandt pædagoger og selvbestaltede behandlere, som gik rundt i en salig opstemthed og arrangerede sexmesser, sexoplysning, sextræning o.m.a. for deres klienter, borgere, brugere, børn og unge, gamle og syge, i særdeleshed i særforsorgen, som jeg gennem mine forældres arbejde havde en vis berøring med. Dildoer, pornoblade og Lolitadukker flød frit på skoler og institutioner, mange gik blufærdigt rødmende omkring, mens en del midaldrende, mandlige pædagoger havde en fest og bl.a. plæderede for, at det måtte være forsorgens opgave at skaffe prostituerede til (mandlige, må man formode) psykisk handicappede, og at alle skulle have hjælp til at onanere.

Omsorgen for befolkningens sexliv er prisværdig og velanbragt. Og vi kan ikke få (saglig) viden nok! – Jo mere vi ved, jo bedre kan vi højne niveauet af velbefindende hos os alle sammen og vore efterkommere.

Men vi må ikke i farten glemme hævdvundne rettigheder til privatliv, til ligestilling og til særstandpunkter og selvvalgt livsstil, og så snart jeg ser og hører opstemte sexterapeuter, viger jeg tilbage. Grænsen er hårfin mellem hjælp og snagen.

Og her kommer en lille erindring fra 60’erne, hvor jeg med min familie boede tæt ved en stor forsorgsinstitution med henved 800 psykisk handicappede anbragte.

Institutionen lå smukt i et stort naturområde, hvor jeg strejfede om til fods, til hest eller på min lille cykel, fra jeg var en otte – ni år. En dag på vej hen ad en sti så jeg et smilende, forelsket par komme ud af en grantykning, som et gemytligt lille troldepar, kærligt med hinanden i hånden, og manden med et sammenrullet, gråt institutionstæppe under den ene arm.

Selv om jeg var barn, var jeg ikke i tvivl om, at dette stilfærdigt glædesstrålende par netop havde afholdt en hyrdetime i den tætte granskov, som ydede dem det privatliv, som det ikke var muligt at opnå på de 12- eller 24-sengs stuer, hvor de hver især var anbragt til daglig.

Billedet af de to små, glade og tilfredse mennesker i skoven, hvor uværdigt det end måtte være efter vor tids standard, er langt smukkere at have med sig end billeder af fortvivlende usikre unge, der skrævende står og barberer sig, spejler sig i timevis, indøver ’moves’, tager og uploader ensomme selfies i én uendelighed, og tror, at de skal ligne græske statuer, perfekte, kolde, glatte … For ikke at nævne de sørgelige mænd, hvis hjerner er bedøvede, forurenede og udmattede af alt for meget internetpornografi.

Hvordan kan sexlivet blive godt, hvis samfundskulturen er syg?

*Politiken 30. OKT. 2019, side 4 1. sektion https://politiken.dk/forbrugogliv/sundhedogmotion/art7453612/Danskerne-har-ondt-i-sexlivet

https://politiken.dk/forbrugogliv/sundhedogmotion/art7453872/%C2%BBDet-her-er-den-ultimative-v%C3%A5de-dr%C3%B8m-for-sexforskere%C2%AB

‘Derfor skal dynerne løftes: »Det her er den ultimative våde drøm for sexforskere«‘

Hr. & fru Vennesæl

Hr. og fru Vennesæl er et par små, trivelige mennesker. De bor på en lille vej i en lille by i et lille land.

Ude ved vejen har hr. og fru Vennesæl sat en lille bod op. „Gratis venlighed!” står der på et skilt over boden. Her kan man få venlighed, interesse og hjælp i små poser. Naboerne på den lille vej, mennesker på andre veje i byen, i det meste af det lille land og i mange, mange andre lande over hele kloden har sat tilsvarende boder op. Hvis man har brug for lidt venlighed, interesse eller hjælp, tager man blot en pose hos hr. og fru Vennesæl eller hos nogle af deres ligesindede.

Det nyder hr. og fru Vennesæl godt af, når de er ude blandt fremmede, og både familie, venner, naboer og fremmede nyder godt af deres bod, når de er i nabolaget. Alting er i den skønneste orden …

Lige indtil familien Migmigogkunmig flytter ind på vejen. Denne nye familie opdager straks alle de mange, rare boder og forsyner sig rigeligt, ja de går endda ind til hr. og fru Vennesæl og forlanger mere, efter at de har tømt deres og alle naboernes små boder, og de undlader selv at sætte en bod op.

På kort tid lykkes det på denne måde familien Migmigogkunmig at støvsuge hele nabolaget for venlighed, interesse og hjælp. Og ingen tør sætte mere frem, så længe de er i nærheden.

Valgdag

Vi ser frem til, at vi snart ikke længere skal have fjolser til at hænge og kigge ind over hækken.

Det har været en kedsommelig ‘valgkamp’ mellem middelmådige og ikke synderligt forskellige kandidater. Egeninteressen synes at være den fremherskende og fælles motivation. Desperate svømmeture, pludselige farveskift – overvejende til grønt – og besynderlige påhit, udskregen, urealistisk ønsketænkning og en renden efter populære tendenser i tiden.

Aviser og øvrige medier har i månedsvis overvurderet befolkningens nysgerrighed efter at opsnappe enhver lille konfus ytring. Meget, meget lidt af al denne opkogte snak resulterer i ændrede forhold for indbyggerne i dette land og synes udelukkende beregnet på at skaffe journalister og debatlystne politikere et vellønnet job med pension i det offentlige meningsmageri.

Er vi virkelig så dumme, at vi falder for alle disse tomme stunts? Og for nyhedsstrømmens omhyggelige rapportering af hver og en? Åbenbart. Ellers ville de jo ikke finde sted.

Er der ikke nogle voksne, der har tid til at forklare de yngre vælgere den grundlæggende forskel på rød og blå blok? På venstre og højre side af Folketingssalen? Og påvise de sidste dages hellige sammenstimling omkring de mest populære synspunkter – frygtsom fremmedangst og nyfunden naturbekymring – sådan cirka inde på midten?

Lad freden sænke sig. Giv os i morgen resultatet og dets evt. konsekvenser i kort og saglig form, og lad os så se at komme videre med hverdagens vigtige gøremål.