Forleden smuttede jeg ind i Føtex efter et par ting, mælk og bananer, og jeg gik der i de brede gange fyldt med ting og blev pludselig overvældet af, hvor privilegerede vi i grunden er i dette lille, beskyttede land:
Vi kan hver dag gå ind i sådanne haller fyldt til randen med overflødigheder og vælge frit mellem kød, æg, mel, brød, frugt, grønt, fisk, strømper, legetøj, kopper, kander, servietter, smertestillende medicin, slik, kager, sodavand, vin, tørret ris, pasta og dåser med ting fra fjerne lande og meget, meget mere. Det er bare at skovle ned i sin trillevogn og vise et plastickort ved udgangen.
Bagefter satte jeg mig ud i min velkørende og praktiske Toyota og kørte på brede motorveje, hurtigt og sikkert, til mit hjem med de ganske få indkøb.
Hjemme placerede jeg mælken i det store køleskab og bananerne i frugtskålen midt på spisebordet sammen med en ananas og de røde, økologiske æbler, der lå der i forvejen.
Mit hjem er tæt og lyst, velindrettet, der er varme i gulvene, vand i hanerne, el i kontakterne, grønne planter i vindueskarmene, mad, rent tøj og sengetøj, sæbe og wc-papir i skabene og alt, hvad man som menneske i øvrigt kunne få brug for i form af veludstyrede badeværelser, køkken med røgfri ovn og komfur, arbejds-, senge- og hyggepladser. Udenom ligger en grøn og blomstrende have, som fuglene og naboernes katte elsker, og som enhver arabisk poet ville misunde os. Vi har bøger, musik, kommunikationsmidler, spil, film og nyheder, som vi kan benytte os af, ganske som vi lyster.
Enhver person fra alle andre perioder i jordens historie, stenalder, middelalder, renæssancen, ja, endda det 20. århundredes begyndelse eller en fra et af vor tids mindre privilegerede lande, der pludselig dukkede op og så leveforholdene i dagens Danmark, ville vel knap tro sine egne øjne!
Men så ville hun meget hurtigt opdage, at vi mangler noget vigtigt. At vi er udgået for samvær og omsorg. At der ikke længere er tryghed og tillid til, at nogen griber os, når vi er børn i skoler og institutioner, eller når vi får smerter, bliver syge, gamle, hjem- eller arbejdsløse.
Hun ville notere sig, at vi mangler tid, at der aldrig er ro og stille omkring vores boliger, og at der ikke længere findes natur. Ren og velfungerende natur i balance, med fisk i vandet og insekter i græsset – ikke blot i de små haver, men også derude på de mere end 60% af landets areal hvor landbruget hærger med gylle og gift og behandler dyrene svinsk. – Hun ville opdage, at vi har sat det allermest nødvendige, menneskeligheden og den fælles klodes overlevelse, over styr i vores jagt på materiel overflod.
Og hun ville ganske givet finde, at prisen for gulvvarme og det store udvalg af mere og navnlig mindre nødvendige forbrugsgoder er for høj. – Man kunne måske have klaret sig med mindre.
Jeg blev behandlet med antibiotika, Dalacin, og opdagede, fordi jeg er intolerant over for visse farvestoffer, at tilsætningsstoffer i kapslerne i sig selv kunne være sygdomsfremkaldende. Ud over laktose, som mange ikke tåler, indeholder selve kapselmaterialet blandt meget andet Titandioxid E 171, som nu er forbudt i EU* for sin giftighed.
Hvorfor skal medicinpiller/kapsler være røde, gule, grønne, blå eller lilla? Hvis farverne risikerer at gøre yderligere skade? Vi er vel ikke legesyge børn, der skal gøres glade med friske farver, når vi er syge?
Heller ikke de såkaldte ‘naturidentiske’ farvestoffer er sikre. Jeg tåler fx ikke koncentreret gulerods-, rødbede-, paprika- og chilifarver, alle E-numrene 100, 160, 161 og 162, som man efterhånden putter i alting: is, brød, slik, ost, kager, æg …. foruden invertsukker, som ikke en kat aner, hvad er.
Dalacin 300 mg indeholder et antibiotikapulver tilsat talkum – som, man nu ved, ofte indeholder asbest, foruden andre tilsætningsstoffer, og selve kapslen er farvet med:
Erythrosin E127
Indigotin (indigocarmin) E132
Jernoxider og jernhydroxider E172
Titandioxid E171
Mængderne er formentlig små, men det ene med det andet. I løbet af et langt liv udsættes vi for så meget, at det til sidst summer op, og vi kender ikke skadevirkningerne ved stoffernes eventuelle interaktioner i kroppen.
Og hvorfor giver man i det hele taget farvestoffer, talkum o.a. til syge mennesker? Og hvorfor kommer man så mange uspiselige ingredienser i mad og medicin?
Industrien har givetvis et hav af forklaringer, der alle har at gøre med holdbarhed, konsistens, emballage, transport, såkaldt ’forbrugervenlighed’ m.m., men de burde bare holde op.
Dalacin C indeholder: Aktivt stof: Clindamycin 300 mg som clindamycinhydrochlorid.
Øvrige indholdsstoffer: Lactosemonohydrat, vegetabilsk magnesiumstearat, majsstivelse, talcum, titandioxid (E171), indigotin I (E132), erythrosin (E127) Gelatinekapsel: Sort trykblæk; sort jernoxid (E172).
Ifølge Dansk Erhverv er det dog stadig tilladt at sælge allerede producerede varer, så vi har, trods EU-forbud, ingen garanti for, at vi ikke også næste gang, vi bliver syge, bliver forgiftet af en tankeløst grådig medicinalindustri. – Og hvad gør alle de andre farvestoffer, Erythrosin E127, Indigotin (indigocarmin) E132, Jernoxider og jernhydroxider E172 i vores kroppe?
Jeg bruger økologisk. Der er ingen grund til at putte giftstoffer hverken i maden eller på marken.
Gør ingredienserne klar, vej mel, smut og hak mandler, riv ingefær og citronskal m.m.
Fór en aflang 1 liters rugbrødsform med bagepapir.
Tænd ovnen på 200°.
Rør vanilje, sukker og smør sammen, til det er luftigt og hvidt.
Pisk derefter et æg i ad gangen.
Bland æble, banan, marcipan, citron og ingefær i.
Bland bagepulver, salt, ingefærpulver og mandler med melet, og vend det forsigtigt i dejen.
Kom dejen i formen.
Bag på rist på næstnederste rille i forvarmet ovn ved 200° i ca. 45 minutter.
Kagen er færdig, når den er fint brun på overfladen, når den har sluppet formen i kanterne, og når der ikke følger blød dej med op, hvis man stikker en strikkepind ned i midten.
Vend den ud, og køl den af på en rist.
Server med lidt græsk yoghurt 10% og friske bær.
Bag evt. dobbelt portion, og frys den ene kage ned til en anden god gang.
I disse dage er det et år siden, min mor døde 95 år gammel på et plejehjem i Nordsjælland. Af luftvejsproblemer hed det. Måske corona.
Hun var tidligere balletbarn, speciallærer, i god fysisk form og holdt sig aktiv med kultur og pensionistgymnastik og beboede en fornem, ældre lejlighed på en høj førstesal i Helsingør, så hun fik gået på trapper hver eneste dag.
En lørdag formiddag, da hun var smuttet ned for at handle, blev hun i et kryds ramt af en spritbilist, der forsøgte at snige en brandert hjem. Sammenstødet ødelagde hendes ene knæ, så hun måtte indlægges, opereres og igennem et langt genoptræningsforløb.
Det lykkedes hende med viljestyrke, øvelser og gymnastik at komme tilbage i næsten lige så god form som før uheldet, da hun en dag, uden nogen øjensynlig grund, pludselig blev svimmel og faldt i sin egen stue og brækkede bækkenet flere steder. Hvilket kostede hende endnu mange måneders sygeleje og opgivelse af en hidtil selvhjulpen tilværelse.
Hendes fine, lille lejlighed blev nu omdannet til en banegård med et evigt rend af skiftende hjemmesygeplejersker, sosu-assistenter og rengøringshjælp, det sidste måtte hun selv betale ud af sin lille pension. En dag ringede hun og fortalte, at hun lige havde været i bad med assistance fra en kommunal hjælper, en to meter høj, hærdebred mand af afrikansk afstamning. – Det kræver en smule overvindelse af en kvinde i slutfirserne at klæde sig af foran en mand, og hun var ikke fra en generation, der hjemmevant rejste kloden rundt og socialiserede med alle, de mødte på vejen. Men hun klarede det med et grin og et glas rødvin i sin gode stol bagefter.
Da hun boede fem – seks timers rejse fra mig, var det min bror, der stod for det meste af den praktiske hjælp, hun efterhånden fik mere og mere brug for, herunder til indkøb og styring af økonomi. Men et år besluttede jeg at tage over til hende og for en gangs skyld afsætte så mange dage, at vi rigtig kunne snakke, hygge og få klaret nogle af de ting, som sønner og kommunale hjælpere ikke inkluderede.
Så jeg ankom med fodbadesalt, nye negleklippere og neglefil og gav hende den store tur, for de offentligt ansatte havde ikke tid og efterlod hende med lange, forrevne eller dårligt klippede, kradsende negle.
Jeg gav hende bade, der ikke involverede store, fremmede mandfolk.
Jeg købte ind og lavede frisk og nærende mad og lækkerier.
Jeg købte rengøringsmidler og skurede køkken og bad grundigt, ryddede op, støvede af og smed ophobet affald ud, for hendes hjælpere nægtede at tage sig af skraldet.
En dag, jeg havde været ude på indkøb, sad der en lidt flommet, svensk, mandlig sosu-assistent inde i stuen hos min mor, da jeg kom tilbage. Han havde sat sig bekvemt til rette i hendes sofa og var midt i en lang forklaring, som han nu gentog over for mig, om, hvorfor han ikke kunne tage en lille, grøn affaldspose med sig ned, når han gik.
Min mor var synligt træt af hans snak og afbrød ham med et: ’Hvis du nu bare havde taget posen i stedet for at sidde der og snakke, så var der jo ikke noget problem!’
Jeg sagde, at jeg nok skulle gøre det, mens jeg var der, men at de måtte finde en løsning på lidt længere sigt. En kvinde, der knapt kan gå mere end nogle få skridt med støtte af en rollator, kan ikke selv gå ned ad flere, stejle trappeforløb med affald, noget af det var blodige forbindinger.
En aften efter maden sad min mor og jeg i hendes hyggelige stue og snakkede om gamle dage, om ting, vi havde oplevet, og om mennesker, vi havde mødt. – Min mor rejste sig usikkert for at gå på toilettet, men vi var i pjattehumør og af bar grin svimlede hun forover og slog hovedet mod en åbentstående dør, så blodet løb ned over hendes ansigt, og det venstre håndled, som hun havde prøvet at tage fra med, hævede voldsomt op og forekom brækket …
Jeg fik hende op at sidde med nogle puder, så hun lænede sig ind mod et skab, og efter hendes direktiver fik jeg ringet efter hjælp. To kommunale damer, den ene sygeplejerske, dukkede op en lille times tid senere. – De mente også, at håndleddet kunne være brækket, og de hjalp med en midlertidig forbinding af det blødende hoved.
Til alt held havde min bror sørget for et Falckabonnement til min mor, så et par timer senere kom en chauffør og fik min mor bakset ned i bilen, hvor der i forvejen sad en sørgmodig, ældre herre, og transporterede os alle den lange, nattemørke vej til Hillerød Sygehus.
Vi meldte os i receptionen og fik besked på at tage plads i et koldt og nøgent venteværelse … hvor vi sad i tre timer, indtil jeg igen gik hen i receptionen og forklarede, at min mor var over 90 år gammel og ikke kunne sidde ret op og ned på en stol en hel nat igennem. Hvorefter de kom og hentede hende ind i et stort, åbent behandlingsrum, hvor hun kunne ligge på en båre med hjul.
De kiggede kort til hendes skader og forsvandt igen. To gange måtte jeg støtte min mor, så hun kunne bakse sig ud og hen ad gangen til et toilet. Jeg fandt vand og saft til hende og sad på en stol ved siden af båren igennem yderligere to – tre timer og prøvede at holde humøret oppe hos os begge.
En sygeplejerske kom og målte min mors blodtryk. Det var på 230. – Så kiggede hun på håndleddet og bad os gå op på røntgenafdelingen. – Det blev en lang tur i meget langsomt tempo. Vi sad en time til halvanden på kolde stole i gangen uden for afdelingen, til min mor klokken tre om natten blev kaldt ind, og billederne blev taget. – Håndleddet var brækket.
Tilbage på båren på behandlingsstuen begyndte sygeplejersken at sætte min mors håndled på plads. Hun hejste armen op i et stativ og lod dens egen vægt strække knoglerne ud, hvorefter hun lagde gips og forbinding om. Derpå fulgte endnu en lang og smertefuld vandring op til røntgenafdelingen, ny ventetid, nyt billede, og først derefter, mere end 12 timer efter min mors fald, fik hun renset og syet flængen i hovedet. Min mors grå hår var rødbrunt af størknet blod.
Selv om hun havde klaget over smerter, fik min mor kun tilbudt et par Panodiler, og nu sad vi igen i ventesalen og måtte vente til hen på formiddagen, før en Falckmand kunne hente os og køre os tilbage til lejligheden i Helsingør, hvor trapperne skulle forceres, så vi begge kunne gå til ro efter en lang nat i sundhedsvæsnets kolde hænder.
Jeg blev selvfølgelig yderligere nogle dage, indtil kommunal hjælp og min bror kunne tage over. – Min ’forkæl min gamle mor’-rejse havde vist sig til mere skade end gavn.
Et år efter blev det tid at forlade lejligheden og den efterhånden meget begrænsede selvhjulpethed og diskussionerne med de kommunale plejere om hvem, der skulle bære skraldet ned. Min mor fik plads på et plejehjem.
Midt under de værste coronamåneder fik min bror arrangeret flytningen og indrettet det lille værelse med nogle af hendes personlige ejendele. Min mor var på det tidspunkt ofte uklar og forstod ikke alt, hvad der foregik, men hun blev i kørestol kørt ud på en balkon, så hun kunne se og vinke til os og resten af familien, der var dukket op for at se hende godt indlogeret.
Et lille halvt års tid senere var min mor i sin forvirring faldet ud af sin seng midt om natten, og personalet på plejehjemmet sendte hende – alene – med en sygetransport til Hillerød Sygehus, hvor hun for en sikkerheds skyld blev røntgenfotograferet, så man kunne se, om hun havde brækket noget. Det havde hun heldigvis ikke. Så en portør fulgte hende ned i foyeren, hvor hun fik besked på at vente, til en Falckmand dukkede op og kunne køre hende tilbage til hjemmet.
Vi ved ikke hvor længe, der gik, for hun var helt alene og sad på en umagelig, kold stol midt om natten et ukendt sted. Måske skulle hun på toilettet. I hvert fald rejste hun sig og faldt, og denne gang brækkede hun lårbenet.
Da hun befandt sig på et sygehus, blev hun jo røntgenfotograferet og opereret uden yderligere transport, så snart de fandt hende og fik tid til at tage sig af hende.
Derefter var det helt slut med at gå. Min mor fik morfinplastre. Og hun døde alene i sin seng på plejehjemmet af en luftvejsinfektion umiddelbart efter endnu en natlig transport og en kort indlæggelse på Lunge- og Infektionsmedicinsk afdeling på Hillerød Sygehus.
● Før i tiden var september kold og klar, nu er den lun og fugtig.
● Sommeren har stået i cyklisten, Jonas Vingegaards tegn. Den sympatiske unge mand har vist en forbløffende evne til at vinde lukrative cykelløb, og det gør man erfaringsmæssigt sjældent alene på en diæt af kærlighed og kildevand. Mon ikke han, som alle de andre, om nogle år bliver tvunget til at fortælle, hvordan han lod sig friste til at benytte præstationsfremmende midler? Og så vil vi alle sammen forstå og tilgive ham, fordi han gav os så meget livsmod og sejrsglæde. Vi tilgiver ham sikkert også, at han nu forlader den danske provins til fordel for et mellemeuropæisk land med lang tradition for at opkræve meget lidt i skat. – Hvorfor bidrage til fællesskabet, når man har sat sit eget helbred på spil for gevinsten? – Og så slipper han også for de ydmygende sommerfester arrangeret af en langskørtet præst i hans hjemby … Hvorfor synes folk, at en ung mands sejre tilkommer dem?
● Livet er for kort til politik!
● Vi troede, at naturen var en uudtømmelig ressource, og tog for os til eget brug. Nu er der kun få, sølle rester tilbage hist og pist, forarmet, ørken- og ødegjort, livløst, smattet og helt ude af balance, ikke noget for os og vores medskabninger at leve af og på. – Ikke længere …
● Vi er vanemennesker. Ude af stand til at ændre kurs. I vores følelser og instinkters vold. Og dybt, dybt ulogiske …
TV2 d. 11.9. 23
● ’Robusthedskommissionen’: – Okay, Søren Brostrøm, hvis du har et knæ, der knækker sammen under dig, så du ikke kan gå for smerter, eller en hofte, der uden nogen øjensynlig grund pludseligt begynder at gøre så ondt, at du hverken kan sidde, ligge, stå eller gå, men må ydmyge dig og tigge og bede en vagtlæge om noget morfin, så vil du sikkert også meget hellere have et fortravlet godtkøbsråd om ’øvelser’ og Panodil … i stedet for en scanning, så du kan se, hvad der er galt med dine knogler, og en samtale med en specialist, så han eller hun kan rådgive dig ud fra VIDEN, og ikke gætterier i blinde og gusten nærighed med ydelserne.
Og finansministeren kom for skade at tilkendegive, at han opfattede mennesker med handicap ikke så meget som mennesker, men som en økonomisk byrde i statens regnskab:
TV2 d. 2. 9. 23
Og udenrigsministeren sekunderet af økonomiministeren og statsministeren vil gerne starte en debat om, hvorvidt man må slå de meget udgiftskrævende syge og ældre, der er for længe om at dø, ihjel:
Politiken d. 15.9. 23
● Kan man sagsøge politikerne igennem de seneste 50 år, fordi de ikke har udvist rettidig omhu og styret bl.a. undervisning, skat, herunder ejendomsvurderinger, institutioner, klima, sikkerhed og sundhedssystemet ordentligt? Men har haft travlt med uvigtige, interne magtkampe, med at vise sig frem på sociale medier og i tv, med at lade sig fotografere med statschefer fra andre lande og uddele småpenge til Kattens værn og andre private kæpheste, i stedet for at inddrage alle midler og prioritere dem efter trang og behov fra start. – Det nytter ikke noget at lade være med at stemme på dem, det har vi forsøgt i årtier, men der står altid hundreder af andre, lige så selvoptagne middelmådigheder klar til at tage over … Hver gang!
● En enkelt lille gruppe bestående af seks kvinder? Er det en stor overskrift værd? Hvad med alle de år, hvor AL politik kun var forbeholdt mænd?
DR 7.9. 23
Politiken 14.9. 23
● Mænd føler sig i krig og konkurrence med kvinder – altid.
Der skal tælles op og fordeles, så mænd kan blive ved med at føle sig ovenpå i alt, hvad der foregår. Intet må tilgå kvinder, som ikke i forvejen tilflyder mænd i dobbelt mål. – Mænd tænker stadig som små brødre, der misundeligt ser til, at storesøster må være længere oppe om aftenen, scorer den største doughnut eller 12 i fysik. – For at føle sig mandige, skal mænd nyde særrettigheder og særbehandling.
Hvis mænd føler sig for små og truede, kan det hele gå så vidt som i Iran, hvor mændene dækker sig ind under religion og accepterer, at ’moralpolitiet’ slår en kvinde ihjel, fordi hun ikke bar sit tørklæde på den ’korrekte’ og ’foreskrevne’ måde. Eller i Afghanistan, hvor kvinder ikke må noget som helst. Punktum.
Og så skal Scavenius jo også lige have at vide, hvordan KVINDER skal opføre sig:
DR 14.9. 23
Har man forlangt det af Lars Løkke? Af Anders Fogh? Nej, for de er drenge med drengenavne og drengefrikort til at opføre sig afstumpet. Fx lukrere på offentlige midler til egen fordel eller sende danske soldater i krig mod folkeslag, som aldrig har gjort os noget. – Ja, som ikke engang lever i nærheden af os.
Det går altid ud over kvinder:
CNN 10.7. 23
Videnskab.dk 19.9.23
Videnskab.dk 18.1.22
Hvorimod mænd får meget omsorg af kvinder:
Videnskab.dk 8.9.23
Mænd kommer sig hurtigere og får bedre pleje og genoptræning efter fx hjerteoperationer o.a. end kvinder.
Jeg lå engang efter en operation på en hospitalsstue med kvinder, og vi fik ikke serveret mad på sengen, når de kom og stillede den skramlende madvogn ude på gangen. Vi på kvindestuen måtte hente til os selv og til hinanden, hvis vi ville spise, mens det kvindelige plejepersonale havde travlt med at servicere og tale kælent til mændene inde på stuen ved siden af.
Gifte mænd lever længere end ugifte mænd, og enlige kvinder lever længere end gifte kvinder. There you go …
● Dumhed i det offentlige rum:
Politiken d. 10.7. 23
Hvad har rødhårede og skaldede med rygning at gøre? Skal vi også involvere pelikaner?
Andre menneskers hårfarve eller mangel på hår producerer ikke røg, der kan genere andre. Den måde at argumentere på hedder på engelsk ’whataboutism’ og har aldrig været, og bliver forhåbentlig aldrig, gangbar i diskussioner. – Det er bare dumt og burde nok slet ikke gengives i en seriøs avis.
● Tunfiskene er omsider tilbage i danske farvande! – Og så tager vi omgående ud og fanger dem … der går sikkert en rum tid nu, før de vover at komme tilbage.
Nordjyske 5.9.23
Politiken d. 5.9.23
● Igen et drengeproblem … Tjah … Måske er kvinder bare klogere?
I de tusind år, hvor kvinder ikke havde adgang til universiteterne, var der ingen, der opfattede det som et problem.
Men vi kan jo også gøre som Taleban i Afghanistan og med magt holde alle kvinder hjemme og tildækkede, så man ikke risikerer konkurrerende køn ude i mandeverdenen.
‘Det er problematisk af flere årsager, at universiteterne er ved at udvikle sig til et sted mest for kvinder, mener Mads Eriksen Storm, uddannelses- og forskningspolitisk chef i Dansk Erhverv.
»Det er jo et ret stort problem, at mænd og kvinder ganske enkelt ikke har de samme muligheder for at få en universitetsuddannelse. Vi har et decideret drengeproblem i vores uddannelsessystem, som det bliver sværere og sværere for drenge og mænd at klare sig i, mens kvinderne stikker af«, siger han.
Ifølge Børne- og undervisningsministeriets Profilmodel, som er myndighedens fremskrivning af, hvordan uddannelsesniveauet ser ud om 25 år for en given ungdomsårgang, bliver forskellen mellem kønnene kun større i fremtiden, hvor knap hver tredje kvinde vil have en lang videregående uddannelse mod lige godt hver femte mand.
»Det er en ret markant forskel. Hvis vi antager, at mænd og kvinder er nogenlunde lige godt begavede, har vi en masse mænd, der ikke får nok ud af deres talent. Og hvis talent går til spilde, er det både et problem for den enkelte og for samfundet«, siger Mads Eriksen Storm.’
● Positiv særbehandling betyder ikke, at man forfremmer ukvalificerede kvinder, men at man frasorterer inkompetente mænd.
Fra bogen ’Usynlige kvinder’, hvor C. C. Perez citerer en undersøgelse fra London School of Economics.
Jeg læste Simone de Beauvoirs fremragende bog ’Det andet køn’, som ung. Nu har jeg lige læst’Invisible Women’ – ’Usynlige kvinder’ – af Caroline Criado Perez, og det går op for mig, at der er en grund til, at mange kvinder enten holder sig meget hjemme eller holder lav profil på arbejdsmarkedet – Vi vil ikke defineres ned som ’kvinder’, men ønsker at bevare en form for selvrespekt ved at opholde os i begrænsede omgivelser, hvor vi nyder en smule respekt. – Hjemme, eller i en krog på biblioteket, bliver vi ikke vurderet på vores tøj, sko, øjenbryn, vægt, moderskab, vi skal ikke please, yde omsorg til alle, vi møder, men kan tænke frit og læse Proust, Kierkegaard, Dostojevskij, Anders And eller Mit Livs Novelle, hvis vi skulle have lyst, uden at føle os tvunget til at forsvare det.
● Når almindelige mennesker ligesom en solkonge mener, at de har brug for et helt værelse til deres tøj – et såkaldt ’walk in-closet’ – så har de nok for meget.
● Man logger ind i E-boks for at se en formodet vigtig meddelelse fra ens kommune:
E-brev fra Aalborg Kommune til ældre medborgere, sept. 2023
Og så ser man sådan en gustenklam ’invitation’ … For jeg er bange for, at det ikke udelukkende er mit velbefindende, min kommune tænker på, men nok snarere evt. sparede sundhedsudgifter på os gamle.
At blive gammel er faktisk hverken traumatisk eller svært, hvis man da lever længe nok, men alle de emsige sagsbehandlere og kyniske sundhedsmedarbejdere, læger m.fl., gør det ofte til en ydmygende spidsrod … hvor man pludselig ser sig selv behandlet som et ubegavet fjols, der bare ALTID er til ulejlighed. – Hvis man da overhovedet kan få kontakt og hjælp …
Min mand, der højtuddannet, universitetsansat gennem 40 år inden for Computer Science, og som har forsket i og programmeret epokegørende AI-systemer, som nu bruges af NASA og mange andre, blev af sin ganske unge knægt af en læge nedladende spurgt, om han ’kunne finde ud af det der med e-mails?’
● Vi kan ikke længere stole på fællesskabet! – Mens politikerne vil sætte skatterne ned, kan vi ikke komme i kontakt med en læge, vi sidder i timevis med grædende børn på akutafdelinger, vi får ikke længere adækvat hjælp ved fødsler og almindelige kvindelidelser, vi skal vente år på nødvendige operationer, vores børn og gamle bliver ikke passet ordentligt, vi får ingen hjælp, når vi ikke længere kan selv, børnene lærer ikke meget i skolerne, alle skal på gymnasium og universitet, hvor de fortsætter med druk og mobiltelefoner for fællesskabets regning … alt imens politikerne deler ud af vores fælles penge til højre og venstre, fx støtte til et skadeligt landbrug med dyremishandling, 30.000 daglige dødsfald blandt smågrise, forgiftet jord, luft og vand og opformering af livsfarlige, resistente bakterier.
Vi burde stille alle de politikere, der har undladt at handle mht. klima og besparelser og nedslidning af de offentlige institutioner: Skat, sundhed, daginstitutioner, uddannelse, ældre- og handicapområdet … til ansvar og regnskab for manglende rettidig omhu – Vi stemte på dem, fordi vi stolede på dem.
DR d. 8. 9. 23
● Kvinder som dagens tilbud på sms og som konkurrerende pyntegenstande:
(…)
Hvorfor får man i øvrigt aldrig tilbudt mænd, som ville kunne gøre reel nytte fx ved at rense tagrender og give en hånd med i hus og have?
Og nedenstående er fra Danmark i år 2023:
TV2 28.8.23
● Min ven på over 90 år blev indlagt akut med lammelser i arme og ben.
Og den ganske unge damelæge på akutafdelingen, som kunne være hans barne- eller oldebarn, begynder at forhøre ham om hans alkohol- og motionsvaner og informerer den lammede og – for første gang i sit liv –hjælpeløse mand om, hvad sundhedsstyrelsen anbefaler. Derefter går hendes inkvisitoriske, bedrevidende og let bistre afhøring over til hans kostvaner, hvorefter hun også føler sig kaldet til at referere de officielle anbefalinger, bl.a. hvad angår kød. Før hun forlader den undervægtige, lammede og nu også perplekse mand, vil hun også gerne lige vide, om hun skal genoplive ham, hvis han ’falder væk’, mens han er på sygehuset? – Da han får sagt, at han har stærke smerter og gerne ville have noget smertestillende, tilbyder hun to Panodiler, for ’vi vil ikke risikere, at du bliver afhængig, vel?’
● Vi er blevet gamle her og er kommet i ’sundhedsalderen’ … dvs. at vi er blevet sygere og jævnligt har brug for ’sundhedspersoner’ – dvs. dem, der tager sig af de syge.
Det indebærer en absurd og kaotisk ‘walk of shame’ med besværlig og tidskrævende tidsbestilling, uger eller måneders ventetid, og når vi så omsider har fået en tid, fx kl. 10.50 eller 14.30, og til tiden når frem til de ombejlede herrer og damer, der skal hjælpe os med plagsomme lidelser, så har vi – min mand og jeg – inden for en uge hos en læge, en speciallæge og en tandlæge oplevet at skulle sidde og vente mere end en halv time, faktisk op mod 40 – 45 minutter yderligere i et kedsommeligt og smittefarligt venteværelse.
Hvorfor overhovedet bestille en tid, så? Når det blot er et fiktivt spil for galleriet. For de har tilsyneladende ikke styr på en skid undtagen regningerne til os og til staten, som også er os, og sådanne sløsede og ligeglade personer, der ikke engang kan hanke op i deres egen arbejdssituation, overlader man sit eget og sine nærmestes liv og helbred!
● Hvorfor skal læger i det hele taget tjene en uforholdsmæssig høj løn? – De fleste af dem er forkælede hjemmefra, de har fået gratis uddannelse og SU m.m. undervejs, og de nye kuld forekommer ikke at være specielt bedre begavede eller bedre mennesker end alle andre unge, der tager en uddannelse.
Og lønnen er åbenbart ikke altid nok. De prøver stadig at rage mere til sig:
Bortset fra et par skoleelever om eftermiddagen er der kun sjældent passagerer ved vores stoppested ved skoven i yderkanten af Storålborg. Til gengæld ligger der private huse og haver, hvor folk sætter pris på fred.
Vi har fået elbusser i min kommune, og gudskelov for det. De er kønne og støjsvage og sparer kloden for en del CO₂
Men i sin visdom har én eller anden kommunal Karl-Frederik fundet på, at det er synd for de blinde, og har fået installeret kraftige lydanlæg i disse elbusser, så jeg flere gange i timen inde i mit hus og navnlig i min have og på min terrasse kan høre en emsig, maskinel damestemme UDEN FOR bussen råbe noget i retning af, at DENNE BUS KØRER TIL XXXX eller YYYY!!! – Sommetider siger den endda, at DENNE BUS KØRER TIL ZZZZ, som er den by, vi befinder os i …
Hvilket de to mobiltelefonopslugte skoleelever, der står og venter, faktisk godt ved i forvejen. På nogle af de senere eftermiddagsafgange står der også en enkelt anden person, der plejer at tage denne bus hjem fra arbejde. Men den største trafik her ved mit stoppested er af rejsende, der skal af og haster hjem til parcelhuset, hvorfra de flere gange i timen kan høre den emsige dame gjalde ud over hele kvarteret, at DENNE BUS KØRER TIL XXXX eller YYYY!!!
Vi bor et ellers roligt sted i den ydre kant af lillebyen ved en flot landsbykirke og et stort, fredet skovområde. Hvis man ser bort fra kirkegårdsarbejdernes enormt potente og bestemt ikke lydsvage maskinel – man skulle tro, at fjenden næsten dagligt er i anmarch med tanks og jagerfly lige ovre på kirkegården – og en enkelt nabo med begrænsede sociale evner, så er her normalt stille.
Så stille at vi kan høre fuglene, og hvad vi selv siger og tænker. Lige indtil elbussedamen pludselig råber ud i det blå til ingen ventende passagerer overhovedet, at DENNE BUS KØRER TIL XXXX eller YYYY!!!
Alle mennesker har ret til at færdes i det offentlige rum, og man skal hjælpe hinanden, så meget man kan. Det er bl.a. derfor, man reklamerer for ’Solsikkesnoren’ og andre initiativer i de selvsamme busser. Men det er vanvid at forsyne ellers lydsvage elbusser med høje lyde og skingre maskinstemmer, så man på hele rutenettet generer titusindvis af mennesker blot for at hjælpe nogle ganske få, som let kunne hjælpes på anden vis.
At forstyrre ALLE hørende, herunder autister, sensitive, sovende babyer, syge, døende, folk i sorg, med svage nerver eller PTSD, blot for at imødekomme ganske få med dårligt syn forekommer mig molboagtigt. Fuldkommen som i den historie, hvor der skulle seks store molbomænd til at bære en syvende, der sad på et markled, ind i kornmarken for at jage en stork væk, fordi de mente, at den spinkle og højbenede stork ville træde deres korn ned. – Hvilke ødelæggelser, denne stupide adfærd bevirkede, kan man jo tænke sig til.
Uden at ville sammenligne mennesker med synshandicap med storke vil jeg dog påstå, at de – lige her hvor jeg bor – er mindst lige så sjældne. Hvis vi er heldige, ser vi en eller to om året i hastig forbifart.
Med smartphones og ny teknologi må det være en smal sag at overføre elbussedamestemmen til en app, der kan oplyse om en ønsket bus’ position og retning. Eller man kunne måske slukke for stemmen uden for bussen i de tyndt befærdede yderområder og boligkvarterer. Eller i yderste nødsfald vove at spørge chaufføren, om denne bus mon går til XXXX eller YYYY … Sådan klarede vi det førhen, før elbusser og alt for opvakte kommunale Karl-Frederikker med alt for god tid og uigennemtænkte idéer.
Men min nordjyske kommune insisterer – trods flere indsigelser – på at opføre sig som molboer og træder virkelig mange hørende ned, mange gange i timen, fra morgen til aften. Vi får hver gang et mindre chok, om vi sidder inde og arbejder eller ude på terrassen med grillmad og gode venner. Så meget støj og opstandelse for at løse et problem, der muligvis slet ikke eksisterer, og som i givet fald let ville kunne løses på anden og langt smartere vis.
Pas på støjniveauet! – Støj er også en slags forurening, støj er sundhedsskadeligt, og det kan ikke være en kommunal opgave at øge støjbelastningen i ellers fredelige boligområder.
● Træer og hække i det meste af Nordjylland er banket brune af en voldsom auguststorm fra sydvest – I mine næsten 70 år har jeg aldrig set magen!
● De mennesker, kunder, naboer, flygtninge, familiemedlemmer, dyr, planter m.m., som man på et eller andet niveau godt selv ved, at man har behandlet dårligt, dem hader man og giver dem selv skylden for den dårlige behandling:
Hun kunne også bare have taget noget andet tøj på
Han kunne jo bare have sagt til noget før
Det var, fordi hun sagde …
Det var fordi, han ikke gjorde …
De kunne også bare …
De kunne jo have ladet være med …
Hun er også altid så …
Se, hvad hun fik mig til!
Hvis de nu var blevet hjemme …
Det er et velkendt fænomen inden for psykologien: Man tilgiver aldrig dem, man har handlet uret imod.
Det hedder victim blaming, offerskyld, selvretfærdighed, efterrationalisering …
Hvis folk er dumme, er de selv ude om, at de bliver snydt, slået, myrdet
Russerne foragter ukrainerne
Flygtningepolitikere foragter flygtninge
Læger foragter de patienter, de ikke kan hjælpe
Dubiøse foretagender foragter deres kunder
Svindlere foragter deres ofre
Voldelige ægtemænd foragter deres koner
Voldtægtsmænd foragter kvinder
Veninder foragter dem, de ikke gider invitere
Vindere foragter tabere
osv.
Politiken 25.8.23
● Gad vide, hvornår det går op for russerne, at andre folks regeringer og præsidenter ikke slår deres egne borgere ihjel?
‘People value strength. Strength helps. But strength is not always primary. Strength is a consequence. Consequence of who you are. And who is with you. Whom you respect. And who respects you. Whom you want to see in your home. And who wants to see you. Whom you trust. And who trust you. Dear people of Denmark! Ukraine believed in you when this evil Russian invasion began. And I thank you for trusting us. I thanked all Danes in my today’s address to @folketinget‘
– Et opslag, som bør værdsættes – ikke fordi vi skal gå og gasse os over at have hjulpet en nabo i krig en lille, bitte smule, men fordi landet er så enestående, at de har en livsklog præsident.
● Hvilket bringer mig til vores egen statsminister, Mette Frederiksen, og hendes embedsmand – Hvorfor hedder det embedsmand, når det er en kvinde? Og domsmand? Og målmand? Og talsmand o.m.m.? – Barbara Bertelsen. – Og vi kommer ikke uden om at tale køn.
Zelenskyj er en komiker, der overraskende blev præsident. Han er en lille mand, der kender alle kneb i PR-drejebøgerne, han har et særdeles dygtigt, professionelt team bag sig, og hans stemme er dyb og beroligende. Mænd virker stærke og beroligende på både mænd og kvinder.
Mette Frederiksen og Barbara Bertelsen er socialiserede som kvinder. De er kønne, yngre kvinder, som også glad og gerne viser private følelser offentligt, fx vrede, irritation og koket begejstring. Det lærer man som lille pige, hvor ens begejstring og småhoppen på stedet af ivrighed opfattes som sødt og charmerende.
Vores statsminister kan slet ikke lade være med at se henrykt ud, når hun er i selskab med betydningsfulde statsmænd, fx Biden og Zelenskyj. Hun kan ikke, som dem, blot være venlig, imødekommende og værdig på samme tid, når hun står som giver af 19 enormt kostbare jagerfly. – Holland gav ved samme lejlighed 42 F 16-fly, men det blev ligesom nedtonet i al selvglæden.
En statsminister repræsenterer os alle sammen. Møder og begivenheder i hendes kalender er ikke arrangeret for at glæde eller smigre hende personligt, men for hele landets skyld. – Vi husker også vores første, kvindelige statsminister, der klædte sig som en teenager og løb af sted for at tage selfies med popstjerner og verdensledere ved de mest upassende lejligheder, fx ved helten, Nelson Mandelas begravelse. – Det ville Angela Merkel aldrig have gjort.
Ikke, at jeg ville finde os bedre repræsenteret ved en lille, selvcentreret opportunist, som ham, der var statsminister før Frederiksen. Slet ikke.
Frederiksen under coronaepidemien og Zelenskyj under angreb er begge hjulpet af ’Rally ’round the flag’-effekten. De træder frem som handlekraftige ledere, og folk, der er bange, støtter instinktivt deres ledere. – Det er både selvskadende og socialt selvmord at kritisere eller at så tvivl om lederen, når vi er under angreb, det være sig fra mikrober eller russere.
Og både Frederiksen og Zelenskyj gør det efter omstændighederne godt. – Men kønsforskellen – også i den opnåede respekt – er slående.
Nordjyske, annonce, 20.8.23
● Hvor bør familien tage hen på skiferie? Man BØR ikke tage på skiferie. Man BØR ikke rejse langt for at suse ned ad et bjerg på sne, der er ved at smelte væk og ofte erstattes af kraftigt energiforbrugende snekanoners kunstige produkter … Man KUNNE blive hjemme og udfolde sig på anden vis.
Mindst én østrigsk by frabeder sig flere turister:
DR 25.5.23
● Alle, der har søskende, alle, der er vokset op i hjem, hvor voksnes opmærksomhed var et sjældent gode, er hurtige til at tro sig forfordelt og snydt.
Og misundelsen breder sig: Mange unge er fortørnede over, at andre kan bo i ’forældrekøb’, at huse og lejligheder er for dyre, at de ikke kom til fadet i tide … De glemmer, at de ikke har manglet tag over hovedet, mad og varme, gratis uddannelse, SU … at de indtil nu har fået ALT foræret til gengæld for en meget ringe indsats.
● Når man køber ind, trækker man på to forskellige, mentale spor:
Almindelige dagligvareindkøb af fornødenheder, såsom wc-papir, benzin, mel, smør, søm og skruer, shampoo, vaskemidler, strømper, som man forsøger at få til lavest mulige pris, og som udløser nærigheden.
Selvforkælelses- og luksussporet, fx frisk og god, økologisk frugt og grønt, chokolade, kaffe, vin, specialøl, delikatesser, gaver, hvor prisen ikke betyder det store, hvis man i øvrigt har pengene, og hvor man tager spendérbukserne på.
● Hvis der er larm omkring ens hjem eller arbejdsplads, tager hele kroppen skade. Den stresses og kommer i et konstant alarmberedskab, hvilket påvirker hjertet og blodomløbet. Hvis det er langvarigt, kan det være dødeligt. Og det gælder, uanset om støjen opleves som generende eller ej.
● Religion og troen på det overnaturlige skal installeres i børn, mens de er meget små og endnu ikke ved, hvordan verden er skruet sammen. Hvis man vokser op i en rationel, videnskabeligt orienteret kreds, forekommer religion og tro på væsner med superkræfter besynderlig. Hvorimod dem, der er opvokset med sådan en tro, har svært ved at slippe den igen. Højst kan de erstatte én form for tro med en anden, guruer, sekter, astrologi o.l., hvis de har brug for et opgør med deres baggrund. For dem kan verden synes skræmmende tom uden en styrende og beskyttende magt.
● Børn begynder at lyve og være hemmelighedsfulde, hvis de ikke føler, at de kan være sig selv, hvis de ikke bliver rummet, som de er, af deres nærmeste, og deres naturlige adfærd mødes med skældud og fordømmelse.
● OBS! – Vigtig information til alle kvinder: Jeg læste for nylig, at en mandeforsker udtalte, at mænds adfærd ALTID er henvendt til andre mænd. – At de søger andre mænds accept, at de ligger i konkurrence med andre mænd, at de kun regner andre mænds meninger for noget. – Det er derfor, han aldrig ringer, derfor han føles fjern, derfor du aldrig bliver hørt og altid bliver afbrudt – Det er ikke på grund af dig.
Når en mand vælger dig, er det, fordi han gerne vil have familie og afkom, og fordi han tror, at det vil skaffe ham status i mandeflokken. Når han klæder sig, som han gør, vælger sit job, sin bil, sin foretrukne sportsgren, sin fritidsbeskæftigelse, når han ytrer sig, offentligt og privat, så er det med den hensigt at gøre indtryk på andre mænd, ikke på dig.
Selvfølgelig arbejder mænd hårdt på at skaffe sig kvinder, men mest for at vise andre mænd, at de kan. Så let og ligetil – og samtidig indviklet – er det. Kvinder har ingen selvstændig betydning i mænds liv.
Derfor kan fx journalisterne på Politiken skabe en indforstået og rar broderskabsånd igennem det at være imod en kvindelig statsminister, jo mere perfid, jo bedre. Ja, kvindelige journalister deltager også gerne tankeløst i hetzen mod den magtfulde mor-kvinde i spidsen for landet, men kun fordi det er prisen, hvis man vil lege med drengene. – Og det vil man jo, for de har sat sig på alle vigtige poster.
● Så er der – igen, igen – undersøgelser og snak om børn og unges trivsel, mistrivsel, snarere … Man lægger skylden på sociale medier, på skærmbrug i det hele taget, på karakterræs og hyppige prøver i skolen … og, ja, det er medvirkende grunde, så absolut. – Men som helt basal årsag til børn og unges mistrivsel ville jeg allerførst anføre alt for tidlig aflevering og opbevaring af forsvarsløse, førsproglige småbørn til underbemandede, trange institutioner med dårligt uddannet personale (og 1 mia. virus og mindst lige så mange bakterier i omløb).
Hvis man tager tilknytningsteorien alvorligt, og hvorfor skulle man ikke gøre det blandt forældre, sundhedsplejersker, uddannede pædagoger, samfundsforskere og regeringens rådgivere? – så må den tidlige adskillelse af sprogløse babyer, der heller ikke kan gå selv og intet forstår, fra deres primære omsorgspersoner efterlade store huller i de små sjæle, som nødvendigvis må give dem trivselsproblemer senere hen …
Det er ikke så mærkeligt. Vi har allerede al den information, vi har brug for. Mange undersøgelser påpeger, at småbørn i fx vuggestuer ’tonser alene rundt som sanseløse pingviner’ uden at få trøst, opmærksomhed eller støtte … Bliver sådanne traumatiserede børn harmoniske voksne med en sund selvfølelse i behold? Eller bliver de angste, selvusikre, misundelige og depressive? – Traumerne påføres dem igen og igen også senere i børnehaver, indskolingen, i de alt for store skoleklasser med mobningsproblemer, i specialklasser med uinteresseret personale o.l.
Hvorfor klarer drengene sig bedre? Uanset at piger slider sig til 12-taller og højere uddannelser klarer gennemsnitsdrengene sig altid bedre. De får mere beskyttelse, opmærksomhed, accept, opmuntring og ubetinget kærlighed fra deres mødre og fædre, bedsteforældre, pædagoger, lærere, andre mænd, kollegaer og kammerater, og mange af dem ender på de vigtigste poster i dette samfund. Det er et faktum!
Og omkring den vanskelige pubertetsovergang fyldes drengenes hoveder med eksplicit og ofte modbydelig porno, de indoptager derved de meget forskellige kønsroller, hvor drenge er aktive udnyttende, og piger er passive ofre, og de overfører disse urealistiske drengedrømmescenarier på de jævnaldrende piger, der tvinges til – alt for tidligt – at forholde sig til deres egne kroppes evt. sexappeal. Så grundlæggende usikkerhed på eget værd og kompensatorisk dyrkelse af kroppens form og fremtræden fylder for pigernes vedkommende hullet, hvor selvfølelsen støttet af de primære omsorgspersoner skulle have været. For disse omsorgspersoner har haft for travlt med sig selv, deres job, deres træning, deres kost, deres mobiltelefoner, deres venner … For drengenes vedkommende skal de leve med pornoforurenede hjerner resten af deres liv, men de snydes til at opfatte sig selv som agerende udøvere, hvorimod pigerne blot opfattes som passive modtagere af drengenes seksuelle aggressioner. Et syn på sig selv, som kvinder generelt internaliserer. Når de kigger i spejlet, anlægger de den mandlige synsvinkel, ser sig selv som passive sexobjekter og klæder og fører sig som sådan.
Passivitet giver magtesløshed, angst og depression … Det er ikke så svært! (Hvis man ikke er nødt til at lukke øjnene for sin egen daglige, skadelige afleveringspraksis.)
● Hvorfor elsker vi frugt og blomster? Hvorfor stiller vi frugt og blomster frem? På en almindelig hverdag? Også selv om vi er alene og ikke venter gæster, som ville kunne beundre vores arrangementer? – Fordi synet af frisk frugt og blomster får os til at føle os godt tilpas. Det fortæller om frodighed. Hvor der er blomster, er der frodigt, der er ferskvand og en behagelig temperatur. Hvor der er blomster, kommer der sandsynligvis også frugt = mad. Så det bedste en mand kan gøre, hvis han vil overbevise en kommende partner om, at han er i stand til at sørge for hende og eventuelt afkom, er, at bringe hende friske blomster. For de viser, at han mener det alvorligt, og at han ved, hvor der er mad at finde.
● Det er ikke så vigtigt … Hvad, spørger du måske. Hvad er det, der ikke er vigtigt? – Ikke noget, ville jeg så sige. Man opdager jo efterhånden, at der ikke er noget, der er synderligt vigtigt.
● Kødløse retter: Det er perfekt, når forfængelighed (slankhed) kan dækkes ind under klima- og ‘det er så synd for dyrene’-argumenter. – Men det er farligt, når denne tragten efter politisk korrekt slankhed hovedløst og med politisk magt udbredes til småbørn, syge og ældre med større proteinbehov.
Kødløse dage: Det er muligt, at man kan få frisk og velsmagende, økologisk frugt, grøntsager, rodfrugter og sprød, indbydende kål i København og omegn, men jeg skulle hilse fra provinsen og sige, at hvis vi virkelig skal opgive kød, så skal dagligvareforhandlerne oppe sig gevaldigt og begynde at stille krav til producenterne af økologisk frugt og grønt! – Der er ingen, der stiller sig tilfreds med et slattent, konventionelt dyrket kinakål til aftensmad, hvis der overhovedet findes andre muligheder.
● Min mand og jeg har boet sammen i 35 år, de 30 i det samme hus, og det er ham stadig et mysterium, hvordan vaskemaskinen fungerer, hvor vaserne står, og knivene ligger, i vores fælles køkken.
● De, der bor et sted, hvor de ikke er vokset op og ikke er kendt, færdes som rodløse i verden. De ved ikke, hvor købmanden og ismejeriet lå, hvem der førhen boede i det spøjse, gamle hus på hjørnet, og folk omkring dem kendte ikke deres forældre og øvrige familie. Så de bliver alt for lette og flagrende ofre for ’identitet igennem forbrug’ og tror, at de kan købe sig til en plads i verden igennem anskaffelse af unødvendige ting, der hurtigt går af mode igen.
● Kvinder i sundhedssystemet: Siden vi fyldte 60 år, har jeg fem gange, dvs. ca. en gang om året, følt det nødvendigt at betale for en privat konsultation hos en specialist, en øjenlæge, en gynækolog, en allergilæge, en endokrinolog eller en ortopædkirurg, enten fordi den praktiserende læge ikke tog mig alvorligt, eller fordi ventetiden var for lang, dvs. halve eller hele år. – Ofte er jeg gået grædende hjem fra en meget dårlig, overlegen og ikke hjælpsom, ’behandling’ hos ’familielægen’ eller på sygehusets urologiske afdeling. Min mand har fejlet en del forskellige ting, men har altid fået hurtig og relevant behandling i systemet og har aldrig følt sig utryg, nedværdiget eller afvist, eller har haft grund til at opsøge privathospitaler og selvbetalte specialister for at blive hørt, taget alvorligt og hjulpet af et medmenneske.
●Mennesker uden arbejde, syge mennesker, mennesker med et handicap, gamle mennesker, mennesker med syge eller handicappede børn, med syge, handicappede eller gamle pårørende, mennesker, der på andre måder er i nød eller klemme og har en rimelig forventning om støtte fra samfundet, bruger en alt for stor del af deres kræfter på at kæmpe mod systemet. – Det er næppe hensigtsmæssig brug af ressourcer. – Gå igennem sociallovgivningen snarest muligt! Forenkl! Klargør! Afgør hvem, der gør hvad én gang for alle, så både ramte, behandlere og sagsbehandlere nemt kan finde ud af reglerne og kan indstille sig på forholdene og bruge kræfterne på mere konstruktive tiltag. Man skal ikke have juridisk embedseksamen for at få hjælp i dagens Danmark!
Måske er det tid at afskaffe regionerne? Endnu et overflødigt lag af hjælpeløse og glade amatører, der sættes til at styre koloenorme bygge- og sundhedsbudgetter med forudsigelige resultater …
’39 måneder i træk indfriede lægevagt ikke målsætningen for ventetider én eneste gang – nu sænker politikerne målene’
TV2 net 12.8.23
● ’ Grim med vilje’ – Det er kommet på mode at sætte ’Vild med vilje’-skilte op ved sin have, hvis man ikke orker at holde den og lader stå til, så bierne og blomsterne har et sted at udfolde sig. – Man kunne passende opstille tilsvarende skilte med teksten: ’Grim med vilje’ – ved de alt for billige og dårligt projekterede kontor- og lagerbygninger langs indfaldsvejene, ved de prætentiøse, men afskyelige, lejlighedssiloer langs vores kyster og havneområder, i parcelhuskvartererne, sommerhusområderne, landbrugsejendommene, langs markerne, i forhaverne, i parkerne, og såmænd også gerne på tv-værter og andre dårligt klædte personager.
●Jeps! Vi ændrer hele kysten, så Anja kan beholde sit lille legehus i fred for naturen!
’Anjas ikoniske badehus sejlede rundt i bølgerne:
Nu vil hun have hård kystsikring
Ødelæggelserne på Løkken Strand er store. Smadrede brædder ligger spredt over stranden.’
TV2 Nord 9.8.23
● Thomas Hardy skrev Tess of the d’Urbervilles i 1891 for på vegne af både mænd og kvinder at kaste lys over de urimelige forskelle, der eksisterede og til dels stadig eksisterer mellem de to køns muligheder i samfundet og den herskende opfattelse af forskellene dem imellem. Opfattelser, der handicapper både mænd og kvinder, som Hardy viste os. – Romanen fik stor gennemslagskraft; det var et skrift til tiden, som #metoo-bølgen har været det her i nyere tid.
Vi har brug for flere mænd i den offentlige samtale om køn. Vi har brug for tænkende og begavede mænd, som Thomas Hardy, der behandler problemstillingerne uden – som senere filminstruktører – at henfalde til æstetisk og lummer nydelse ved beskrivelser af voldtægter af meget unge og kønne piger, men som magter at bevare et køligt overblik og fremme sagen: alle menneskers ligestilling i stand og muligheder. Det gør man ikke ved at decimere medmennesker til objekter og udnytte alvorlige emner til erotisk selvtilfredsstillelse.
● Læge Morten Ziebel i Politiken: Hvis vi hverken har Penge, Piger (døtre) eller en rask Partner, må vi passe os selv i alderdommen. Det er takken for et langt og aktivt liv i andres tjeneste og alle de pæne, årlige skatteindbetalinger.
Læge: Sats på de tre P’er, hvis du vil have en tålelig alderdom
’ Når du og jeg bliver ældre, har vi tre muligheder – de tre P’er. Enten har vi penge, så vi selv kan betale for pleje og omsorg. Eller også har vi fået en pige eller en partner, der lever længere end os, og som kan hjælpe os. Men hvem skal tage sig af alle de efterladte kvinder, der hverken har penge eller en datter, der kan passe dem? Jeg ved det ikke…’
I 30 – 40 år har jeg levet af at skrive. Af at sidde hjemme ved min computer. – Og den beskæftigelse har også tilladt mig at holde hus, have og at gå og betragte verden og tænke mit i fred og ro.
Jeg har ikke været væk om dagen, jeg har ingen stresset hverdag, ikke noget jeg skal nå, jeg har ikke arbejdet for andre, jeg har ingen arbejdsgiver, som jeg skal være loyal overfor, ingen særinteresser. – Ud over det at være menneske i verden og sørge for mig selv, for mine egne og for mit.
Det er et privilegeret liv. Jeg er en god og overbærende arbejdsgiver for mig selv. Og jeg er normalt glad og omsorgsfuld over for mine nærmeste og vennerne, over for dem, der vil mig det godt.
Men, som Proust skrev i ’På sporet af den tabte tid’, kan man kun være flink ved de flinke. Ved dem, der kender koderne, der selv er flinke, ordholdende, ansvarsbevidste, storsindede, og som forstår at værdsætte en tjeneste, en handel til gensidig nytte, en gave, et stykke hjemmebag, en god snak i forbifarten eller en invitation.
Dem, som ikke møver sig ind over andres enemærker. Som ikke træder nogen over tæerne. Som ikke dumt forsøger at tilrane sig fordele på andres bekostning. Som ikke snyder på vægten mht. kvalitet eller service. Som ikke tager andres ting, tid eller tjenester for givet. Som ikke føler sig truet af, at andre lever anderledes liv. Som ikke gør sig anstrengelser for at fylde, for at lade sig høre, bemærke, for at synes kloge eller smarte, og for at bevise – nok mest over for sig selv – at de er bedre end alle andre på alle måder. Dem, som er usnobbede og glade for sig selv og deres egne liv, og som ikke har behov for at føre sig frem på demonstrative måder. – Dem, som lever stille og godt.
Kineserne har et gammelt ordsprog: En god hund lægger sig ikke midt på vejen.
Når jeg opdager, at mennesker i min nærhed pludselig – fra at være flinke og høflige – lægger sig og spærrer midt på min vej, at de efterhånden overgår fra flinkhed til en tvær og selvretfærdig forventning om husly, om gaver, om tjenester, om ’lån’ – der aldrig leveres tilbage, som uden dømmekraft og situationsfornemmelse tillader sig umorsomme, misundelige ’bemærkninger’ lige op i mit forbløffede ansigt, og som lægger beslag på min tid helt uden at spørge, om det måske passer mig, så bliver jeg vred! – Meget vred! – For det er uhøfligt og en underkendelse af min person og mine rettigheder som menneske på lige fod med alle andre mennesker.
Hvis folk, både billedligt talt og helt konkret, lader deres egne træer vokse op, så de skygger for andre, der gerne ville have sol, hvis de lader deres hunde stå og gø lige ud for andres vinduer dag og nat, hvis de på alle tidspunkter af døgnet slår græs med enorme og kraftigt larmende maskiner, når man sidder og læser eller arbejder eller sidder med familie og venner ved aftensmaden, hvis de puster og støvsuger deres haver med helvedesmaskiner i lang tid ad gangen eller saver med benzindrevet motorsav i dage- og månedsvis lige op ad andre menneskers huse og haver, så bliver jeg vred. – For det er hensynsløst.
Det bliver jeg også, hvis supportere har for travlt til at supportere nogen; hvis pakkebuddet lægger en pakke med bøger eller medicin umiddelbart VED SIDEN AF den store og rummelige pakkepostkasse – i regnvejr! – Hvis sundhedspersonale har et usundt forhold til deres arbejde og ikke orker at udvise en smule venlig medfølelse med syge medborgere; hvis politikere og journalister er uoplyste og grundløst påståelige, hvis håndværkere sjusker og ikke overholder aftaler, hvis dagligvarefirmaer pakker rådden frugt og grønt sammen med varer, hvor holdbarheden udløber efter en dag eller allerede er udløbet, og hvis fødevareproducenter fylder maden med ikke-spiselige eller direkte skadelige ingredienser, bakket op af forløjede reklamer, eller når landmænd sprøjter gylle og gift ud over hele landet og vandet og ikke tåler at blive kritiseret for det.
Så siger jeg til. Med en naiv forventning om, at når folk ved, at noget, de gør, er til gene, så holder de op med det samme. – For man har ikke ret til at ødelægge noget for andre, vel? Man bliver inde på sin egen del af banen og går ikke ud over sit eget for at genere sine omgivelser. Man opfører sig ordentligt. – Som de gamle, parisiske aristokrater i Prousts beskrivelser udviser man helt naturligt tolerance og venlig imødekommenhed, men kun over for dem, der kan forstå den venlighed, der vises dem, og som kan udvise samme høviske opførsel til gengæld. – Ikke en sur, barnlig egoisme med trang til at snyde andre, overskride grænser, gøre opmærksom på sig selv, larme op og forstyrre, parret med uklædelig rethaveriskhed og evindelig forventning om særbehandling.
Jeg går helhjertet ind for Kardemommeloven, som i virkeligheden er den eneste lov, vi behøver blandt ordentlige mennesker:
’Kardemommeloven er den eneste loven i Kardemomme by, en oppdiktet by fra barneboka Folk og røvere i Kardemomme by skrevet av den norske forfatteren Thorbjørn Egner og utgitt i 1955. ”Man skal ikke plage andre, man skal være grei og snill, og for øvrig kan man gjøre hva man vil.”’
Norsk Wikipedia
Hvis alle kendte den, ville der aldrig være grund til brok.
