Småtterier XIX

● Træer og hække i det meste af Nordjylland er banket brune af en vold­som au­gust­storm fra sydvest – I mine næsten 70 år har jeg aldrig set ma­gen!

● De mennesker, kunder, naboer, flygtninge, familiemedlemmer, dyr, plan­ter m.m., som man på et eller andet niveau godt selv ved, at man har be­handlet dårligt, dem hader man og giver dem selv skylden for den dår­lige behandling:

Hun kunne også bare have taget noget andet tøj på

Han kunne jo bare have sagt til noget før

Det var, fordi hun sagde …

Det var fordi, han ikke gjorde …

De kunne også bare …

De kunne jo have ladet være med …

Hun er også altid så …

Se, hvad hun fik mig til!

Hvis de nu var blevet hjemme …

Det er et velkendt fænomen inden for psykologien: Man tilgiver aldrig dem, man har hand­let uret imod.

Det hedder victim blaming, offerskyld, selvretfærdighed, efterrationalisering …

Hvis folk er dumme, er de selv ude om, at de bliver snydt, slået, myrdet

Russerne foragter ukrainerne

Flygtningepolitikere foragter flygtninge

Læger foragter de patienter, de ikke kan hjælpe

Dubiøse foretagender foragter deres kunder

Svindlere foragter deres ofre

Voldelige ægtemænd foragter deres koner

Voldtægtsmænd foragter kvinder

Veninder foragter dem, de ikke gider invitere

Vindere foragter tabere

osv.

Politiken 25.8.23

● Gad vide, hvornår det går op for russerne, at andre folks regeringer og præsiden­ter ikke slår deres egne borgere ihjel?

● Præsident Zelenskyjs blog 21.8. 23:

Володимир Зеленський

@ZelenskyyUa

‘People value strength. Strength helps. But strength is not always pri­mary. Strength is a consequence. Consequence of who you are. And who is with you. Whom you respect. And who respects you. Whom you want to see in your home. And who wants to see you. Whom you trust. And who trust you. Dear people of Denmark! Ukraine be­lieved in you when this evil Russian invasion began. And I thank you for trusting us. I thanked all Danes in my today’s ad­dress to @folke­tinget‘

– Et opslag, som bør værdsættes – ikke fordi vi skal gå og gasse os over at have hjulpet en nabo i krig en lille, bitte smule, men fordi landet er så enestå­ende, at de har en livsklog præ­sident.

● Hvilket bringer mig til vores egen statsminister, Mette Frederiksen, og hendes em­bedsmand – Hvorfor hedder det embedsmand, når det er en kvinde? Og domsmand? Og målmand? Og talsmand o.m.m.? –  Barbara Bertelsen. – Og vi kommer ikke uden om at tale køn.

Zelenskyj er en komiker, der overraskende blev præsident. Han er en lille mand, der kender alle kneb i PR-drejebøgerne, han har et særdeles dygtigt, professio­nelt team bag sig, og hans stemme er dyb og beroligende. Mænd vir­ker stærke og beroligende på både mænd og kvinder.

Mette Frederiksen og Barbara Bertelsen er socialiserede som kvinder. De er kønne, yngre kvinder, som også glad og gerne viser private følelser offentligt, fx vrede, irritation og koket begejstring. Det lærer man som lille pige, hvor ens begejstring og småhoppen på stedet af ivrighed opfattes som sødt og charme­rende.

Vores statsminister kan slet ikke lade være med at se henrykt ud, når hun er i selskab med betydningsfulde statsmænd, fx Biden og Zelenskyj. Hun kan ikke, som dem, blot være ven­lig, imødekommende og værdig på samme tid, når hun står som giver af 19 enormt kost­bare ja­gerfly. – Holland gav ved samme lejlighed 42 F 16-fly, men det blev ligesom nedto­net i al selv­glæden.

En statsminister repræsenterer os alle sammen. Møder og begivenheder i hen­des kalender er ikke arrangeret for at glæde eller smigre hende personligt, men for hele landets skyld. – Vi husker også vores første, kvindelige statsmi­nister, der klædte sig som en teenager og løb af sted for at tage selfies med popstjerner og verdensledere ved de mest upassende lejlig­heder, fx ved hel­ten, Nelson Mandelas begravelse. – Det ville Angela Merkel aldrig have gjort.

Ikke, at jeg ville finde os bedre repræsenteret ved en lille, selvcentreret oppor­tu­nist, som ham, der var statsminister før Frederiksen. Slet ikke.

Frederiksen under coronaepidemien og Zelenskyj under angreb er begge hjul­pet af ’Rally ’round the flag’-effekten. De træder frem som handlekraftige le­dere, og folk, der er bange, støtter instinktivt deres ledere. – Det er både selv­ska­dende og socialt selvmord at kritisere eller at så tvivl om lederen, når vi er under angreb, det være sig fra mikrober eller russere.

Og både Frederiksen og Zelenskyj gør det efter omstændighederne godt. – Men kønsfor­skellen – også i den opnåede respekt – er slående.

Nordjyske, annonce, 20.8.23

● Hvor bør familien tage hen på skiferie? Man BØR ikke tage på skiferie. Man BØR ikke rejse langt for at suse ned ad et bjerg på sne, der er ved at smelte væk og ofte er­stattes af kraftigt energiforbrugende snekanoners kun­stige produkter … Man KUNNE blive hjemme og udfolde sig på anden vis.

Mindst én østrigsk by frabeder sig flere turister:

DR 25.5.23

● Alle, der har søskende, alle, der er vokset op i hjem, hvor voksnes op­mærksomhed var et sjældent gode, er hurtige til at tro sig forfordelt og snydt.

Og misundelsen breder sig: Mange unge er fortørnede over, at andre kan bo i ’forældre­køb’, at huse og lejligheder er for dyre, at de ikke kom til fadet i tide … De glemmer, at de ikke har manglet tag over hovedet, mad og varme, gratis ud­dannelse, SU … at de indtil nu har fået ALT foræret til gengæld for en meget ringe indsats.

● Når man køber ind, trækker man på to forskellige, mentale spor:

  • Almindelige dagligvareindkøb af fornødenheder, såsom wc-papir, benzin, mel, smør, søm og skruer, shampoo, vaskemidler, strømper, som man forsøger at få til lavest mulige pris, og som udløser nærigheden.
  • Selvforkælelses- og luksussporet, fx frisk og god, økologisk frugt og grønt, chokolade, kaffe, vin, specialøl, delikatesser, gaver, hvor prisen ikke betyder det store, hvis man i øvrigt har pengene, og hvor man tager spendérbukserne på.

● Hvis der er larm omkring ens hjem eller arbejdsplads, tager hele krop­pen skade. Den stresses og kommer i et konstant alarmberedskab, hvilket på­virker hjertet og blod­omløbet. Hvis det er langvarigt, kan det være dødeligt. Og det gælder, uanset om støjen opleves som generende eller ej.

● Religion og troen på det overnaturlige skal installeres i børn, mens de er meget små og endnu ikke ved, hvordan verden er skruet sammen. Hvis man vokser op i en rati­onel, vi­denskabeligt orienteret kreds, forekommer religion og tro på væs­ner med superkræfter be­synderlig. Hvorimod dem, der er op­vokset med sådan en tro, har svært ved at slippe den igen. Højst kan de er­statte én form for tro med en anden, guruer, sekter, astrologi o.l., hvis de har brug for et opgør med deres baggrund. For dem kan verden synes skræm­mende tom uden en styrende og beskyttende magt.

● Børn begynder at lyve og være hemmelighedsfulde, hvis de ikke føler, at de kan være sig selv, hvis de ikke bliver rummet, som de er, af deres nær­meste, og deres na­turlige adfærd mødes med skældud og fordøm­melse.

● OBS! – Vigtig information til alle kvinder: Jeg læste for nylig, at en man­deforsker ud­talte, at mænds adfærd ALTID er henvendt til andre mænd. – At de søger andre mænds ac­cept, at de ligger i konkurrence med andre mænd, at de kun regner andre mænds meninger for noget. – Det er derfor, han aldrig ringer, derfor han føles fjern, derfor du aldrig bli­ver hørt og altid bliver afbrudt – Det er ikke på grund af dig.

Når en mand vælger dig, er det, fordi han gerne vil have familie og afkom, og fordi han tror, at det vil skaffe ham status i mandeflokken. Når han klæder sig, som han gør, vælger sit job, sin bil, sin foretrukne sportsgren, sin fritidsbeskæf­tigelse, når han ytrer sig, offentligt og pri­vat, så er det med den hensigt at gøre indtryk på andre mænd, ikke på dig.

Selvfølgelig arbejder mænd hårdt på at skaffe sig kvinder, men mest for at vise andre mænd, at de kan. Så let og lige­til – og samti­dig indviklet – er det. Kvin­der har ingen selv­stændig betydning i mænds liv.

Derfor kan fx journalisterne på Politiken skabe en indforstået og rar broder­skabsånd igen­nem det at være imod en kvindelig statsminister, jo mere perfid, jo bedre. Ja, kvindelige journa­lister deltager også gerne tankeløst i hetzen mod den magt­fulde mor-kvinde i spid­sen for landet, men kun fordi det er prisen, hvis man vil lege med drengene. – Og det vil man jo, for de har sat sig på alle vigtige poster.

● Så er der – igen, igen – undersøgelser og snak om børn og unges trivsel, mistriv­sel, snarere …  Man lægger skylden på sociale medier, på skærmbrug i det hele taget, på ka­rakterræs og hyppige prøver i skolen … og, ja, det er med­virkende grunde, så abso­lut. – Men som helt basal årsag til børn og unges mis­trivsel ville jeg allerførst anføre alt for tidlig aflevering og opbevaring af for­svarsløse, førsproglige småbørn til underbeman­dede, trange institutioner med dårligt uddannet personale (og 1 mia. virus og mindst lige så mange bak­terier i omløb).

Hvis man tager tilknytningsteorien alvorligt, og hvor­for skulle man ikke gøre det blandt forældre, sundhedsplejersker, ud­dannede pædagoger, samfundsforskere og regeringens rådgivere? – så må den tid­lige adskillelse af sprogløse babyer, der heller ikke kan gå selv og intet for­står, fra deres primære omsorgspersoner ef­terlade store huller i de små sjæle, som nød­vendigvis må give dem trivselsproblemer senere hen …

Det er ikke så mærkeligt. Vi har allerede al den information, vi har brug for. Mange undersø­gelser påpeger, at småbørn i fx vuggestuer ’tonser alene rundt som sanseløse pingviner’ uden at få trøst, opmærk­somhed eller støtte … Bliver sådanne trauma­tiserede børn harmo­niske voksne med en sund selvfølelse i be­hold? Eller bliver de angste, selvusikre, misunde­lige og depressive? – Trau­merne påføres dem igen og igen også senere i børnehaver, ind­skolingen, i de alt for store sko­leklasser med mob­ningsproblemer, i specialklasser med uin­teresseret personale o.l.

Hvorfor klarer drengene sig bedre? Uanset at piger slider sig til 12-taller og højere uddannelser klarer gennemsnitsdrengene sig altid bedre. De får mere beskyttelse, opmærksomhed, accept, opmuntring og ubetinget kærlighed fra deres mødre og fædre, bedsteforældre, pædagoger, lærere, andre mænd, kollegaer og kammerater, og mange af dem ender på de vigtigste poster i dette samfund. Det er et faktum!

Og omkring den vanskelige pubertetsovergang fyldes drengenes ho­veder med eksplicit og ofte modbydelig porno, de indoptager derved de meget forskellige kønsroller, hvor drenge er aktive udnyttende, og piger er passive ofre, og de overfører disse ureali­sti­ske drengedrøm­me­scenarier på de jævnaldrende piger, der tvinges til – alt for tidligt – at forholde sig til deres egne kroppes evt. sexappeal. Så grundlæggende usikkerhed på eget værd og kompensatorisk dyrkelse af kroppens form og fremtræden fylder for piger­nes vedkommende hullet, hvor selvfølelsen støttet af de primære omsorgsper­soner skulle have været. For disse om­sorgspersoner har haft for travlt med sig selv, deres job, deres træning, deres kost, deres mobiltelefoner, deres venner … For drengenes vedkom­mende skal de leve med pornoforurenede hjerner resten af deres liv, men de snydes til at opfatte sig selv som agerende udøvere, hvorimod pigerne blot opfattes som passive modtagere af drengenes seksuelle aggressioner. Et syn på sig selv, som kvinder generelt internaliserer. Når de kigger i spejlet, anlægger de den mandlige synsvinkel, ser sig selv som passive sexobjekter og klæder og fører sig som sådan.

Passivitet giver magtesløshed, angst og depression … Det er ikke så svært! (Hvis man ikke er nødt til at lukke øjnene for sin egen daglige, skadelige afle­ve­ringspraksis.)

● Hvorfor elsker vi frugt og blomster? Hvorfor stiller vi frugt og blomster frem? På en almindelig hverdag? Også selv om vi er alene og ikke venter gæs­ter, som ville kunne beun­dre vores arrangementer? – Fordi synet af frisk frugt og blomster får os til at føle os godt tilpas. Det fortæller om frodighed. Hvor der er blomster, er der frodigt, der er fersk­vand og en behagelig temperatur. Hvor der er blomster, kommer der sandsynligvis også frugt = mad. Så det bed­ste en mand kan gøre, hvis han vil overbevise en kommende partner om, at han er i stand til at sørge for hende og eventuelt afkom, er, at bringe hende fris­ke blomster. For de viser, at han mener det alvorligt, og at han ved, hvor der er mad at finde.

Se også: https://blog.loneandrup.dk/2016/03/18/hvorfor-kan-vi-lide-blomster-279/

● Det er ikke så vigtigt …  Hvad, spørger du måske. Hvad er det, der ikke er vigtigt? – Ikke noget, ville jeg så sige. Man opdager jo efterhånden, at der ikke er noget, der er synderligt vigtigt.

● Kødløse retter: Det er perfekt, når forfængelighed (slankhed) kan dækkes ind under klima- og ‘det er så synd for dyrene’-argumenter. – Men det er farligt, når denne tragten ef­ter politisk korrekt slankhed hovedløst og med politisk magt udbredes til småbørn, syge og ældre med større proteinbehov.

Kødløse dage: Det er muligt, at man kan få frisk og velsmagende, økologisk frugt, grøntsager, rodfrugter og sprød, indbydende kål i København og omegn, men jeg skulle hilse fra provinsen og sige, at hvis vi virkelig skal opgive kød, så skal dagligvareforhandlerne oppe sig gevaldigt og begynde at stille krav til producenterne af økologisk frugt og grønt! – Der er ingen, der stiller sig tilfreds med et slattent, konventionelt dyrket kinakål til aftensmad, hvis der overhovedet findes andre muligheder.

● Min mand og jeg har boet sammen i 35 år, de 30 i det samme hus, og det er ham sta­dig et mysterium, hvordan vaskemaskinen fungerer, hvor vaserne står, og knivene ligger, i vores fælles køkken.

● De, der bor et sted, hvor de ikke er vokset op og ikke er kendt, færdes som rod­løse i verden. De ved ikke, hvor købmanden og ismejeriet lå, hvem der førhen boede i det spøjse, gamle hus på hjørnet, og folk omkring dem kendte ikke deres forældre og øvrige familie.  Så de bliver alt for lette og flagrende ofre for ’identitet igennem forbrug’ og tror, at de kan købe sig til en plads i verden igennem anskaffelse af unødvendige ting, der hurtigt går af mode igen.

● Kvinder i sundhedssystemet:  Siden vi fyldte 60 år, har jeg fem gange, dvs. ca. en gang om året, følt det nødvendigt at betale for en privat konsultation hos en specialist, en øjen­læge, en gynækolog, en allergilæge, en endokrinolog eller en ortopædkirurg, en­ten fordi den praktiserende læge ikke tog mig alvor­ligt, el­ler fordi ventetiden var for lang, dvs. halve eller hele år. – Ofte er jeg gået grædende hjem fra en meget dårlig, overlegen og ikke hjælpsom, ’behandling’ hos ’fami­lielægen’ eller på sygehusets urologiske afdeling. Min mand har fejlet en del for­skellige ting, men har altid fået hurtig og relevant behand­ling i sy­ste­met og har aldrig følt sig utryg, nedværdiget eller afvist, eller har haft grund til at opsøge privathospitaler og selvbetalte specialister for at blive hørt, taget al­vorligt og hjulpet af et medmenneske.

●Mennesker uden arbejde, syge mennesker, mennesker med et handicap, gamle men­nesker, mennesker med syge eller handicappede børn, med syge, handicappede eller gamle pårørende, mennesker, der på andre måder er i nød eller klemme og har en rimelig forventning om støtte fra samfundet, bru­ger en alt for stor del af deres kræfter på at kæmpe mod systemet. – Det er næppe hensigtsmæssig brug af ressourcer. – Gå igennem sociallovgivningen snarest muligt! Forenkl!  Klargør! Afgør hvem, der gør hvad én gang for alle, så både ramte, behandlere og sagsbehandlere nemt kan finde ud af reglerne og kan indstille sig på forholdene og bruge kræfterne på mere konstruktive tiltag.  Man skal ikke have juridisk embedseksamen for at få hjælp i dagens Danmark!

Måske er det tid at afskaffe regionerne? Endnu et overflødigt lag af hjælpeløse og glade amatører, der sættes til at styre koloenorme bygge- og sundhedsbudgetter med forudsigelige resultater …

https://nordjyske.dk/nyheder/politik/supersygehus-i-oekonomisk-ruin-staten-maa-hoste-op/3407084

https://www.dr.dk/nyheder/indland/her-er-afsloeringerne-der-fik-kraeftskandalen-paa-aarhus-universitetshospital-til

●Vel også en slags løsning?

’39 måneder i træk indfriede lægevagt ikke mål­sæt­ningen for ventetider én eneste gang – nu sæn­ker politikerne må­lene’

TV2 net 12.8.23

● ’ Grim med vilje’ – Det er kommet på mode at sætte ’Vild med vilje’-skilte op ved sin have, hvis man ikke orker at holde den og lader stå til, så bierne og blomsterne har et sted at udfolde sig. – Man kunne passende opstille tilsvarende skilte med teksten: ’Grim med vilje’ – ved de alt for billige og dårligt projekterede kontor- og lager­bygninger langs indfaldsvejene, ved de prætentiøse, men afskyelige, lejlighedssiloer langs vores kyster og havneområder, i parcelhuskvartererne, sommerhusområderne, landbrugsejendommene, langs markerne, i forhaverne, i parkerne, og såmænd også gerne på tv-værter og andre dårligt klædte personager.

●Jeps! Vi ændrer hele kysten, så Anja kan beholde sit lille legehus i fred for natu­ren!

’Anjas ikoniske badehus sejlede rundt i bølgerne: 

Nu vil hun have hård kystsikring

Ødelæggelserne på Løkken Strand er store. Smad­rede brædder ligger spredt over stranden.’

TV2 Nord 9.8.23

● Thomas Hardy skrev Tess of the d’Urbervilles i 1891 for på vegne af både mænd og kvinder at kaste lys over de urimelige forskelle, der eksiste­rede og til dels stadig eksiste­rer mellem de to køns muligheder i samfundet og den her­skende opfattelse af forskellene dem imellem. Opfattelser, der handi­capper både mænd og kvinder, som Hardy viste os. – Romanen fik stor gen­nemslags­kraft; det var et skrift til tiden, som #me­too-bølgen har været det her i nyere tid.

Vi har brug for flere mænd i den offentlige samtale om køn. Vi har brug for tæn­kende og begavede mænd, som Thomas Hardy, der behandler problem­stillin­gerne uden – som se­nere filminstruktører – at henfalde til æstetisk og lummer nydelse ved beskrivel­ser af vold­tægter af meget unge og kønne piger, men som magter at bevare et køligt overblik og fremme sagen: alle menne­skers ligestilling i stand og muligheder. Det gør man ikke ved at decimere medmennesker til objekter og udnytte alvorlige emner til erotisk selvtilfredsstillelse.

● Læge Morten Ziebel i Politiken: Hvis vi hverken har Penge, Piger (døtre) eller en rask Partner, må vi passe os selv i alderdommen. Det er takken for et langt og ak­tivt liv i andres tjeneste og alle de pæne, årlige skatteindbe­talinger.

Læge: Sats på de tre P’er, hvis du vil have en tålelig alderdom

’ Når du og jeg bliver ældre, har vi tre muligheder – de tre P’er. En­ten har vi penge, så vi selv kan betale for pleje og omsorg. Eller også har vi fået en pige eller en partner, der lever længere end os, og som kan hjælpe os. Men hvem skal tage sig af alle de efterladte kvinder, der hverken har penge eller en dat­ter, der kan passe dem? Jeg ved det ikke…’

https://politiken.dk/debat/art9375777/Sats-p%C3%A5-de-tre-Per-hvis-du-vil-have-en-t%C3%A5lelig-alderdom

Fejlfinder og brokkehoved

Set bag på engelsk lastbil.

Ja, jeg er en sur, gammel kælling. – Sommetider 😊

I 30 – 40 år har jeg levet af at skrive. Af at sidde hjemme ved min computer. – Og den be­skæftigelse har også tilladt mig at holde hus, have og at gå og be­tragte ver­den og tænke mit i fred og ro.

Jeg har ikke været væk om dagen, jeg har ingen stresset hverdag, ikke noget jeg skal nå, jeg har ikke arbejdet for andre, jeg har ingen ar­bejds­giver, som jeg skal være loyal overfor, ingen særinteresser. – Ud over det at være menneske i ver­den og sørge for mig selv, for mine egne og for mit.

Det er et privilegeret liv. Jeg er en god og overbærende arbejdsgiver for mig selv. Og jeg er normalt glad og omsorgsfuld over for mine nærmeste og ven­nerne, over for dem, der vil mig det godt.

Men, som Proust skrev i ’På sporet af den tabte tid’, kan man kun være flink ved de flinke. Ved dem, der kender koderne, der selv er flinke, ordholdende, ansvarsbevidste, storsindede, og som forstår at værdsætte en tjeneste, en handel til gensidig nytte, en gave, et stykke hjemmebag, en god snak i forbifarten eller en invitation.

Dem, som ikke møver sig ind over andres enemærker. Som ikke træder nogen over tæerne. Som ikke dumt forsøger at tilrane sig fordele på andres bekost­ning. Som ikke snyder på væg­ten mht. kvalitet eller service. Som ikke tager an­dres ting, tid eller tjene­ster for givet. Som ikke føler sig truet af, at andre lever anderledes liv. Som ikke gør sig anstrengelser for at fylde, for at lade sig høre, bemærke, for at synes kloge eller smarte, og for at bevise – nok mest over for sig selv – at de er bedre end alle andre på alle måder. Dem, som er usnobbede og glade for sig selv og deres egne liv, og som ikke har behov for at føre sig frem på demon­strative må­der. – Dem, som le­ver stille og godt.

Kineserne har et gammelt ordsprog: En god hund lægger sig ikke midt på vejen.

Når jeg opdager, at mennesker i min nærhed pludselig – fra at være flinke og høf­lige – lægger sig og spærrer midt på min vej, at de ef­ter­hånden over­går fra flinkhed til en tvær og selvretfærdig forventning om husly, om gaver, om tjene­ster, om ’lån’ – der aldrig leveres tilbage, som uden dømme­kraft og situationsfornemmelse tillader sig umorsomme, misundelige ’bemærk­ninger’ lige op i mit forbløffede ansigt, og som lægger beslag på min tid helt uden at spørge, om det måske passer mig, så bliver jeg vred! – Meget vred! – For det er uhøfligt og en underkendelse af min person og mine ret­tigheder som men­neske på lige fod med alle andre mennesker.

Hvis folk, både billedligt talt og helt konkret, lader deres egne træer vokse op, så de skygger for andre, der gerne ville have sol, hvis de lader deres hunde stå og gø lige ud for andres vinduer dag og nat, hvis de på alle tidspunkter af døgnet slår græs med enorme og kraftigt larmende maskiner, når man sidder og læser eller arbej­der eller sidder med familie og venner ved aftensmaden, hvis de puster og støvsuger deres haver med helvedesmaskiner i lang tid ad gangen el­ler saver med benzindrevet motor­sav i dage- og må­nedsvis lige op ad andre menneskers huse og haver, så bliver jeg vred. – For det er hensynsløst.

Det bliver jeg også, hvis supportere har for travlt til at supportere no­gen; hvis pakkebuddet lægger en pakke med bøger eller medicin umiddelbart VED SI­DEN AF den store og rumme­lige pakkepostkasse – i regnvejr! – Hvis sund­heds­perso­nale har et usundt forhold til deres ar­bejde og ikke orker at udvise en smule venlig medfølelse med syge med­borgere; hvis politi­kere og journalister er uop­lyste og grundløst påståelige, hvis håndvær­kere sjusker og ikke overholder af­ta­ler, hvis dagligvarefirmaer pakker rådden frugt og grønt sammen med varer, hvor holdbar­heden udløber efter en dag eller allerede er udlø­bet, og hvis fødevare­producenter fylder maden med ikke-spiselige eller direkte skade­lige ingredien­ser, bakket op af forløjede reklamer, eller når landmænd sprøjter gylle og gift ud over hele landet og vandet og ikke tåler at blive kritiseret for det.

Så siger jeg til. Med en naiv forventning om, at når folk ved, at noget, de gør, er til gene, så holder de op med det samme. – For man har ikke ret til at øde­lægge noget for an­dre, vel? Man bliver inde på sin egen del af banen og går ikke ud over sit eget for at genere sine omgivelser. Man opfører sig ordentligt. – Som de gamle, pari­siske aristokrater i Prousts beskrivel­ser ud­vi­ser man helt naturligt to­lerance og venlig imødekommenhed, men kun over for dem, der kan forstå den venlighed, der vises dem, og som kan udvise samme høviske opfør­sel til gen­gæld. – Ikke en sur, barnlig egoisme med trang til at snyde andre, overskride grænser, gøre op­mærksom på sig selv, larme op og forstyrre, parret med uklæ­delig rethaveriskhed og evin­de­lig forventning om særbehandling.

Jeg går helhjertet ind for Kardemommeloven, som i virkeligheden er den eneste lov, vi be­hø­ver blandt ordentlige mennesker:

’Kardemommeloven er den eneste loven i Kardemomme by, en oppdiktet by fra barne­boka Folk og røvere i Kardemomme by skrevet av den norske forfatte­ren Thorbjørn Eg­ner og utgitt i 1955. ”Man skal ikke plage andre, man skal være grei og snill, og for øvrig kan man gjøre hva man vil.”’

Norsk Wikipedia

Hvis alle kendte den, ville der aldrig være grund til brok.

Småtterier XVIII

● Denne sommer år 2023 bestod af halvanden måneds brændende sol, kolde skygger, kolde nætter og tørke efterfulgt af halvanden måneds kolde regn­byger … Vejret er af lave.

Kan I huske, at politikerne flyttede sommerferien, fordi vejret i den første uge af august ’al­tid’ var bedre?

● TV2 d. 22. og 23. juli 2023:

Politiken 24. 7. 23:

● Mænd har en gudgiven ret til at vurdere alt og indrangere og give karak­terer. Kun således kan små mænd føle sig som store mænd og – næsten – lige med deres idoler.

Se evt. https://blog.loneandrup.dk/2021/10/13/manden-som-overdommer/

TV2 4. 8. 23

● Det er en skør verden! – Man invaderer andre menneskers lande og hyler op, hvis de gør modstand …

Nordjyske 7. 7. 23:

● Ja, for hvis vi maler tre bænke i regnbuefarver, er der jo ikke nogen bænke tilbage i hele det offentlige rum i hele verden til den heterosek­suelle og cis­kønnede majoritet, der åbenbart har følt ejerskab over alle bænke op igennem hele menneskehedens samlede historie på denne jord indtil nu?

De mennesker, der får ondt i røven af at se eller sidde på en kulørt bænk, burde blive hjemme og ikke gå ud eller lade høre fra sig i det offentlige rum, for de får alle andre til at føle sig dårligt tilpas.

Samme form for indædt, vred misundelse, ballade og privilegiebeskyttelse af hi­storisk uantas­tede rettigheder opstod – ovenikøbet ved brug af ligestillings­lovgivningen, der var skabt for at beskytte mindre privilegerede! – da et hotel ville reservere én etage ud af 23 – 20 hotelværelser ud af i alt 812 – til kvinder. Mange kvinder rejser, ligesom mænd altid har gjort, alene, ofte som en del af deres job, og for at give dem et trygt rum, indrettede man en etage, som var forbeholdt kvinder:

https://quinde.dk/historien-om-bella-skys-kvindeetage/

Men det blev anmeldt til Ligestillingsnævnet af en forurettet mand og forpurret …

De tyske ’Frauenparkplätze’, store, veloplyste parkeringspladser tæt ved indgange fx i skumle parkeringskældre eller på rastepladser langs motorvejene, har også været mål for en misundelig hetz fra mandlige, danske bilister, der åbenbart har hævd på begrebet ‘bilisme’ og ikke under andre plads, og som benytter lejligheden til at intimidere kvinder og nedgøre kvindelige bilisters evner*

For helvede da! Mænd ejer alle parkeringspladser, alle hotelværelser, og de føler sig som of­test trygge overalt i det offentlige rum og i verden, og så reagerer de som smålige, for­nærmede børn, når man i meget begrænset målestok for­søger at skabe samme trygge for­hold for kvinder, så de, hvis de ønsker det – måske – kan skærmes mod bøvede mænd, deres nedladende ’vittigheder’ og mere eller mindre aggressive adfærd over for enlige kvinder.

https://nyheder.tv2.dk/krimi/2023-08-14-30-aarig-anholdt-for-blufaerdighedskraenkelse-paa-hotel-i-koebenhavn

● Vores politikere, der som oftest sidder med snuden i en mobil eller uploa­der ’kvikke’ onelinere og kælne fotos af sig selv på de sociale medier, og som ikke hurtigt nok kan komme videre til endnu bedre lønnede stillinger andre steder, vil nu have, at vi skal passe os selv og vores pårørende, når vi bliver gamle.

– Ja, og vi skal selv spare op til alderdommen, hvilket vi jo har været nødt til de seneste mange år, hvis vi ikke som ældre ville leve uden for samfundet på en sten.

Når vores fjumsede politikere så stadig ikke kan få et helt livs skatteindbetalinger til at strække til rimelig omsorg for os, når vi ikke længere kan selv, så må vi vel til gengæld for­vente, at skatten bliver sat betragteligt ned? Med en tredjedel eller halvdelen? – Så kan vi med ét hug afskaffe velfærdssamfundet, som vi kender og forventer det, helt.

Vi har allerede afskaffet trygheden og hjælpen ved sygdom og fødsler. Kun de rige og dem med privatforsikring får, som tilstandene er nu, hurtig og adækvat hjælp. Alle andre kan rådne op derhjemme med en idiotisk telefonsvarer i røret, være parkeret på sidelinjen i må­ned- eller årevis – måske i smerter – i venten på audienser med sundhedspersoner eller sidde fast i et Kafkask forløb i langsom­melige sygetransporter, eller i venten på langsomme­lige sygetransporter, så de hverken når deres aftaler eller kan komme hjem igen. – Gamle, syge, børn, fø­dende … De daglige beretninger fra både patienter og personale er hårrej­sende!

Mens landet lider under forfærdelige forureninger fra bl.a. landbruget, som ingen har turdet sætte begrænsninger for, så vores natur, biodiversitet og havmiljø nu definitivt er ødelagt af gylle og gift. Skattevæsnet, DSB, uddannelsessystemet, so­cial- og sundhedsområdet sejler … – Kan vi lægge sag an mod de politikere, der igennem de seneste 20 – 30 – 50 år intet har gjort?

Og kan man med omgående virkning fyre politikere, der ikke kan lægge rimelige budgetter og regere et land? Der er uvidende, udygtige og selvforelskede, og som fanges i interne magtspil og ikke magter deres job? Som er at sikre os alle tryghed, gode uddannelses­muligheder og levevilkår, et rent land med en sund naturlig balance og rimelig hjælp når vi er børn, når vi føder børn, bliver syge og gamle.

● Mailvenner –Hvis man har gode pennevenner på mailen, er det som at føre en langsom samtale, hvor man har tid til at tænke sig om, før man taler. – Som i Jane Austens tid.

● Løgn. På markedet bemærkede jeg de enorme blåbær, hvert af dem på stør­relse med et kirsebær, og den unge pige, der passede stadet, råbte oprømt ad mig: – Ja, er de ikke flotte? De er plukket i Rold Skov her til morgen!

Se, jeg har boet i Rold Skov i mange år, og der er ganske rigtigt blåbær, men vilde blåbær i dette land er små som de allermindste ribs og sidder normalt spredt, så det ville tage timer at plukke bare et par hundrede gram.

Jeg har også de såkaldte ’amerikanske’, meterhøje blåbærbuske i min have, og de giver netop disse store, men også mindre smagfulde, bær, så jeg behøvede ikke at købe løgner­skens …

Folk må jo synes, at jeg ser dum ud.

● I en verden, der er lagt an på, at vi skal prøve at tørre så mange som mu­ligt af vores medmennesker for så mange penge som muligt, har humanistiske værdier, tolerance, hjælpsomhed og menneskerettigheder svære kår …

● Intelligens er evnen til at håndtere gråzoner, læste jeg engang. Der er næ­sten intet, der kan decimeres til en sort-hvid formel. Selv om det ville være be­kvemt, hvis verden var enkel, overskuelig og nem at opdele, men det er den jo ikke. En del – specielt højreradikale, men også radikale på venstre fløj – har ikke opdaget det endnu.

● Nogle af os har meget let ved at undvære mennesker, kæledyr og ting, der ikke på nogen måde bidrager positivt til vores liv, men tværtimod lægger alt for stort pres på vores opmærksomhed, tålmodighed og ressourcer.

● Narcissister uden evner. Så står hun der. I ensom majestæt og poserer falskt smilende til en selfie eller fem. Så går hun rundt og snakker indsmigrende til sin selfiestang.

Førhen fik mennesker med evner, uddannelser og viden mulighed for at tale til andre. De kunne fx holde foredrag, blive lærere eller værter i radio- eller tv’s mu­sik- eller dokumentar­programmer.

Nu kan man være vært i tåbelige legeprogrammer, sniksnakke selvoptaget og pointeløst i radioen eller i åndløse quizzer og fjollekonkurrencer på tv, og hvis man ikke engang kan det, skal man bare købe en mobiltelefon og en selfiestang og producere sine egne pro­grammer.

Fx kraftigt rødhårede Line, der fedter sine alt for store og fremadragende læber ind i smøre­olie, tænder lysringen og viser alverden, hvordan hun krøller sine 10 cm lange, kunstige øjenvipper.

● Igen et yngre menneske, der, for at tilegne sig andre menneskers ting, tid og penge, argumenterer med sine egne behov (min fremhævning):

’Dømt: Ung kvinde stjal seng og sofa i Ikea

Udover at stjæle varer fra Ikea har kvinden overnattet på hoteller uden at betale for det

Udover at have været i Ikea i Aalborg uden at betale, så var kvinden også tiltalt for i maj 2022 at have overnattet på hoteller i Frederikshavn for 14.300 kroner og efterfølgende være gået fra regningen. Et nummer kvinden gentog i august i Her­ning, hvor hun overnattede for 6600 kroner uden at betale for det.

– Kvinden indrømmede det hele og forklarede, at hun ikke havde nogle steder at være, og hun derfor indlogerede sig på hotellerne, siger Søren Riis Ander­sen’

https://nordjyske.dk/nyheder/aalborg/ung-kvinde-straffet-for-at-stjaele-seng-og-sofa-i-ikea/4493026

● Politiken 4. 8. 23: Avisens sommerserie om egne journalisters oplevelse af interviews med betydningsfulde mænd – NB! ikke kvinder! – som formodentlig har fortjent deres positioner med talent og dygtighed, handler jo -igen igen – om den lille journalist selv …

● Rodet journalistik –Jeg læser tre – fire aviser hver dag, og jeg læser for at få informa­tion. – Men en tendens breder sig: I stedet for at fortælle læseren HVEM – HVAD – HVOR osv., skal man læse langt ned i artiklerne for at finde de facts, der er lovet i overskriften. Ind­ledningerne er alenlange ’Det var en mørk og stormfuld aften, da xxx forlod sit hjem …’ Og det rækker min tålmodighed ikke til. Så jeg skrålæser og leder efter facts, men må opgive og gå videre til andre, ofte uden­landske, medier, der ikke kunne drømme om at lege ’Mit livs novelle’ midt i ny­hedsstrømmen, men stadig kan huske, hvad de lærte på journalist­skolen: Der er forskel på feature og news.

● Dårlig journalistik – Og de fleste aviser og andre nyhedsmedier behandler po­litik, som om det var et cykelløb: Hvem kommer først? Hvem er størst? Hvem sva­rer bedst for sig?

På TV skal politikere deltage i ’skarpe’ interviews eller diskussioner, som blot går ud på at vise, hvor begavede journalisterne er.

Denne aggressive og selvpromoverende tilgang til erhvervet udelukker de rare politikere, de eftertænksomme, dem, der virkelig ville kunne gøre noget godt for vores land og dets bor­gere.

Og favoriserer de stræbsomme, de hårdhudede, dem, der blot er i faget, fordi de elsker at deltage i konkurrencer.

Politik som en konkurrence, hvor spindoktorer er holdledere, og journalister er kommenta­torer, der har valgt side og giver endeløse, forudindtagede ’analyser’ af magtstillingen i dag …

At politik handler om at passe på landet og betrygge tilværelsen for en masse mennesker er gået helt hen over hovedet på både medier og politikere.

● UANSTÆNDIGT!

Politikens – virkeligt gode – fotos fra Roskilde Festival, da ballet var forbi:

https://politiken.dk/kultur/musik/roskildefestival/art9425101/110.000-mennesker-har-nu-forladt-Roskilde-Festival

Pladsen flyder lårhøjt med campinggrej og skrammel. – Muligvis fordi man kan købe to festi­valstole, to soveposer, to liggeunderlag og et telt til to personer for kun 288 kr.:

Bilka juni 2023

● ENDNU MERE UANSTÆNDIGT! … Ufatteligt uanstændigt …

Rusland har angiveligt bortført 700.000 ukrainske børn … Det er så stort, så mange, så for­færdeligt, at man ikke forstår det … Børnenes Holocaust … i vor tid … lige ved siden af …

DR, notits, 3. 7. 2023

● Mange mennesker er virkelig bange for ulve.  Vi har en håndfuld vilde ulve i jyske hede- og skovområder, og de går og passer sig selv og er højst til fare for en mus, en bambi eller et får eller to. Det er ikke pga. ulve, at vi låser vores ho­veddøre om natten …

● At læse en nyere, dansk krimi er som at skimme en allerede udfyldt krydsog­tværs, kon­strueret af et åndeligt mindrebemidlet, barnligt væsen.

● Ugens ord i Politiken – en klumme ved sprogforsker Marianne Rathje, handler ofte om fejlhøringer, fx d. 26. 6. 23: Hedder det ’oprindeligt’ eller ’oprigtigt’?

Før i tiden var det børn, der kom med de sjove fejlhøringer, fx barnebarnet, der spørger, om vi ikke skal bruge hele formulen på is? Hvilket vi jo så gør. Eller den klassiske fra en tid, hvor man sang morgensang, og ungerne, der endnu ikke havde lært at læse teksten i en sang­bog, men bare lyttede og selv skabte mening i lydene, i stedet for ’Sneglen med hus på ryg vil vandre’ af hjertens lyst sang: ’Sneglen med hus, paryk og vanter’.

Men nu er det mennesker, der på mange måder burde regnes som voksne indivi­der, der serverer disse tegn på uvidenhed om deres eget modersmål. Hvilket vi­ser, at vi har opfos­tret et par generationer, der kan kigge på skærme, men ikke kan læse.

Vi, der har gået i skole i 60’erne og har læst bøger i titusindvis, er sjældent i tvivl om almin­delige ords betydning og stavemåde. Heller ikke om nutids-r, præposi­tioner, ordstilling i bi­sætninger, talemåder, inkongruenser og alle de andre sprog­fejl, som regelmæssigt optræ­der også blandt journalister o.l., der lever af at skrive og tale til andre. Vi gamle har været igennem så meget tekst, at ordbille­derne er på plads, og mange af os udtaler også ordet sådan cirka, som det skri­ves. Børn og udlændinge kan høre forskellen, når vi taler. – Men nu har vi et par generationer af angiveligt voksne mennesker, der hverken kan læse, skrive eller tale dansk ud over, hvad der kræves til at orientere sig nødtørftigt på en skærm, lidt mumlen og korte beskeder på nettet, Messenger, sms’er …

Man kan sige, at sproget selvfølgelig udvikler sig, men i disse år sker det ikke pga. kreativi­tet eller behov for nye ord til nye begreber. Det sker pga. af manglende læsning, mang­lende voksenkontakt, dårlige uddannelser og pga. ligegyldighed parret med ukorrekt og misforstået engelsk.

● Så langt er vi kommet: – Mennesker, der svømmer i havet skal undersøges for for­giftning:

’Omkring 40 surferes blod skal nu undersøges for at finde ud af, om der er grund til at være bekymret for forurening.

Omkring 40 surfere lagde torsdag arm til en større sags tjeneste.

Havskummet i Vesterhavet er mistænkt for at indeholde høje koncentrationer af de svært nedbrydelige PFAS-stoffer, som er mistænkt for at være kræftfremkaldende.’

TVNord, 23. 6. 23

● Kan vi, der ved, hvordan man fører kalender, blive fritaget for at blive for­styrret af den evindelige strøm af mails og sms’er, der foregriber enhver af­tale med fx brillebu­tikken, det offentlige eller sundhedssystemet?

Min tandlæge sender mig tre sms’er i ugen før hver aftale, og det er helt tåbeligt, når klinik­damen så ringer samme dag om morgenen og vil aflyse eller udsætte aftalen, fordi ’tandlæ­gen har travlt i dag’ og derved ødelægger MIN planlægning og forvolder en masse besvær.

Også pakkefirmaerne er hurtige på sendknappen. Der er ikke mange timer af en pakkes vej igennem systemet, der ikke bliver overvåget og omhyggeligt rapporte­ret til modtageren, men det værste er alle disse bønfaldende mails og sms’er bagefter, hvor firmaerne gerne vil have anmeldelser – Gjorde vi det ikke godt? Så du lige os? – når man HAR fået sin pakke møtrikker og er totalt ligeglad.

Hvis pakken ikke kommer frem, skal de nok høre fra os!

● Folk, der er villige til at sprøjte sig selv i maven med et kemikalie for at tabe sig kan vel ikke betegnes som andet end selvskadende?

’Vægttabsmidler undersøges for alvorlige bivirkninger

De aktive stoffer semaglutid og liraglutid, som bruges i flere af Novo Nordisks vægttabs- og diabetesmidler, bliver undersøgt for alvorlige psykiske bivirkninger ved Det Europæiske Læge­middelagentur (EMA). Det oplyser Lægemiddelstyrelsen i et skriftligt svar til Berlingske. Speci­fikt går undersøgelsen på, om stofferne kan have en sammenhæng med tilfælde af selvmords­tanker og tanker om selvskade.’

Tv2 Nyheder 23. 6. 23

● Vi skal gøre alting så hurtigt som muligt! – Så vi kan tjene flere penge, komme til at dimse med vores telefoner, komme hjem, holde kaffepause, tage til stranden … Det er ikke længere vigtigt at gøre tingene så godt som muligt.

  • Folk kører bil, som om de var både blinde og døve.
  • De kan ikke engagere sig i samtaler eller svare ordentligt på henvendelser.
  • De har ikke stunder til at passe deres job eller andre forpligtelser.
  • Vi havde en murer, der gemte sig i vores garage i tre uger, hvor han bare stod og snakkede i mobiltelefon.
  • En vinduespudser, der sprang hvert andet vindue over og sjuskede med resten, fordi han var midt i vigtige telefonsamtaler imens.
  • Ekspedienter, der ikke kan slippe mobilen for at betjene kunder.
  • Og forældre, der ikke kan snakke med deres børn eller bare se dem i øj­nene:

‘Institutioner må skride ind over for fraværende foræl­dre

De fleste dagtilbud i landets to største byer har lavet tiltag for at gribe ind over for forældrenes skærmbrug, når de afleverer og henter deres børn.’

Politiken d. 2. 8. 23 fortæller, at daginstitutioner i store byer via op­slag o.l. må bede forældrene om at kigge på deres børn i stedet for ned i mobilen og være nærværende, når de henter og bringer dem …

● Det er nye tider: Ligesom vi er ved at lære, at vi ikke må smide skrald og ciga­retskodder fra os på gaden, gå og gramse uopfordret på hinanden og kommen­tere andres udseende eller undlade at opsamle hundens lort, så skal vi også til at lære, at vi ikke må svine med de fælles ressourcer, forurene luften med røg eller spolere stilheden med larm.– Mange føler deres hævdvundne privilegier truet.

● Om morgenen: Man skal lige samle sit liv op igen. Hvor var det nu, jeg lagde det i går? Hvad efterlod jeg? Hvad skal jeg nu? Efter kaffen, avisen og morgen­vasken, selvfølgelig.

● Der findes en verden uden for de lukkede institutioner, hvor pædagogsnak ikke gæl­der. Hvor virkeligheden er rå og bedst håndteres ved at stirre trolden lige ind i øjnene, ac­ceptere problemerne og handle derefter.

● Avisen Politiken lever i sin egen, meget begrænsede, radikale boble. Med en hori­sont, der ikke omfatter Jylland, Fyn og den øvrige, praktiske verden.

Avisen er ikke længere henvendt til læserne, men til et begrænset antal meningsdannende og skrivende mænd i hovedstadsområdet, som måske opfattes som ligestillede i position og begavelse.

Journalister og redaktører sidder og skriver alenlange klummer om sig selv, deres eget geo­grafiske sted og deres egne, ikke synderligt originale, tanker, som de for­venter, at folk gider læse. Og bruger resten af deres energi på at underløbe den siddende statsminister på let gennemskuelige og ufine måder.

De radikale har ingen indflydelse, de fik 3,8 % af stemmerne ved seneste valg og bakkede ud, da de fik chancen for at deltage i regeringen. De er et lille, ubetyde­ligt og selvretfærdigt parti, der blot træder sig selv over tæerne gang på gang og opfører offentlige klovnefore­stillinger. Men når man nu råder over pladsen i et større dagblad – og ikke har vingefang nok til at fylde den med nyheder, kritisk journalistik, nye visioner og bedre tanker, så skal de radikale med vold og magt promoveres i helsidesartikler og i hjernedøde, gennemskuelige klummer:

Politiken d. 22. 5. 23 forsøger som de eneste og helt skamløst at promovere radi­kale Margre­the Vestager, som hverken har udvist lyst eller evner til posten som chef for Nato, kun fordi de ikke under statsminister Mette Frederiksen noget som helst.

Og bringer d. 4. 8. 23 en helside om en kælent sommerafslappet Martin Lide­gaard, en poli­tiker, der, som det også fremgår af fotoet, ikke har nogen relevans overhovedet i det aktu­elle politiske landskab:

● Folk er tossede! De opfører sig, som om afskaffelsen af store bededag var et dikta­torisk forbud mod at spise hveder og bede til helgener … De kan da spise hveder og bede bønner, som de plejer, hvem kan forhindre dem i det? In­gen har (endnu) forbudt tan­kevirksomhed, selv om man skulle tro det.

● Det er fortvivlende at se alle de mobilafhængige bilister, der pludselig stopper midt på vejen eller blot kører nødtørftigt ind til siden, hvor de holder skævt og spær­rer, mens de tjekker en – formodentlig livsvigtig – sms eller et opkald, der lige duttede ind, mens de kørte.

Og det er hver gang foruroligende at befinde sig bag en bil, som slår umotiveret vold­somme sving, fordi føreren indstiller GPS’en, radioen, aircondition’en, tager en slurk af ener­gidrikken eller lige skal se en sms eller besvare et opkald.

● Mennesket i en nøddeskal:

Vi finder et af verdens ældste træer i en skov i Chile og må straks ødelægge det ved at jage et langt bor ind i det … Ingen og intet kan vide sig i fred for vores vir­ketrang.

● Man kigger på dette gamle hylster. Kender det jo så godt. Brede fødder, nor­malt stærke ben, der har båret os jorden rundt et par gange, maven, der skabte et helt nyt, fantastisk menneske, hjertet, der bare trofast har passet sit job uden at gøre noget væsen af sig, ar­mene, der har udrettet så meget, hovedet, der har set, lyttet, smagt, lært og tænkt uden op­hør igennem mere end et halvt sekel.

Og så begynder enkelte dele at falde én i ryggen, at gå i uorden, nægter lige frem at fun­gere! At lystre!

Der optræder modstand i form af knagen, usikkerhed, træthed, anfald, smerter … Hvad? – Kan vi ikke længere stole på hinanden?

Et forvarsel om den dag, da vi må skilles, hvor bælgen ikke længere tjener sit for­mål, men må smyges af og henlægges i en skov et sted.

P.S.: Der er meget om Politiken, som jeg igennem mere end 40 år har læst dagligt og føler mig i et had-kærligheds-forhold til. De senere år mest det første.

Hovedstadsavisen forekommer i dag som oftest enøjet arrogant uden rimelig grund, som en lukket klub for de indforståede, fuld af banale meninger, som alle i forvejen er enige om, men som jo heller ikke bringer nyt frem, og den flyder over af idiosynkrasier, af privatheder og af ondskabsfuldheder, navnlig over for vores kvindelige statsminister – man KAN BARE IKKE lade være med at omtale hendes hår og påklædning** eller overføre sit eget moderkompleks med tilhørende magtmisundelse til en voksen kvinde, der er tydelig i offentligheden. Derudover promoverer avisen skamløst og helt ufunderet, ubetydelige, radikale venstrepolitikere.

Politikens journalister er selvcentrerede, uden humor, og usikre sprogbrugere, som ofte afslører en grotesk mangel på almenviden, fx hvad angår historie, geografi – også den danske, samfundsforhold, sprog, dansk (og engelsk) retskrivning, ord og udtryk, grammatik, tal og størrelser … Det kan være en lidelse for folk med hjerne, finfølelse og to sprogører at kæmpe sig igennem artiklerne, men så springer vi dem jo bare over. Avisen er således meget hurtigt læst og sjældent pengene værd.

– Men den giver stadig plads til de smukkeste fotos, yderst læseværdige og kompetente korre­spondenter fra fx Mellemøsten og Asien, og de mest begavede og tankevækkende debatindlæg fra læserne. – Når debatredaktørerne i øvrigt formår at sortere de værste, tanketomme Facebookspydigheder fra.

* ´https://blog.bilbasen.dk/parkeringspladser-for-kvinder-73446/

** ‘Har statsministeren sat håret i kriseknolden og taget en mørkeblå jakke på, som hun gjorde under corona, når det var allerværst, og med bedemandsmine og gode pauser i sine taler forklaret, hvor vi står? ‘

https://politiken.dk/indland/art9374972/Undskyld-undskyld-undskyld-sagde-Ellemann-19-gange.-Og-s%C3%A5-er-det-glemt

Ikke-mad

Ingredienser: Vand, HVEDEPROTEIN (13%) (konserveringsmiddel (SULFIT)), panering (11%) (cornflakes, majsmel, majs­stivelse, rismel, kartoffelstivelse, sukker, salt, bambusfibre, druesukker, bage­pulver), rapsolie, gule ærter (9%) *, ærteprotein (5%) *, stabilisator (metylcellulose, carrage­enan, kaliumklorid), favabønneprotein, suk­ker, salt, konserveringsmidler (natriumdiacetat, kaliumsorbat), naturlige aromaer, løg, majsstivelse, aroma, kartoffelfibre, hvidløg, sort pe­ber, grøntsagsbouillon. *Svensk råvare.

Et rod-sammen af billige råvarer tilsat bl.a. bambus, sulfit, metylcellulose, carrage­enan, kali­umklorid, bønneprotein, sukker, salt, natriumdiacetat, kaliumsorbat og naturlige aromaer, som jo kan være hvad som helst … Skal det forestille mad? Til mennesker?

I Kina tilsatte de giftstoffer til babymælkepulver, fordi rigtig mælk var for dyrt, og babyerne døde jo … for profittens skyld.

Men vi kan bare undgå de færdiglavede og ultraforarbejdede fødevarer med alle tilsæt­ningsstofferne, kan vi ikke? [1]

Nej, det kan vi ikke. De rene, naturlige fødevarer, frugt, grønt, mejeriprodukter, kød, fisk og æg, findes stort set ikke længere.

Vores grøntsager kommer hovedsageligt fra enorme drivhuse i Andalusien, hvor de aldrig har set jord eller frisk luft. De vandes med det vand, som ellers skulle komme befolkningen, dyrene og beskyttede naturområder til gode i et land, der under klimaforandringerne oplever, at de­res vandressourcer hastigt udtømmes. Og de gror i et kunstigt voksemedie og vandes med kunstgødning, indtil de plukkes af illegale indvandrere fra det afrikanske kontinent, der lever under uhumske og knapt menneskeværdige forhold.[2]

Køer får ikke længere græs, men fodres bl.a. med inddampede og yderst koncen­trerede ’græspiller’.[3] Når køerne forvandles til industrielle maskiner, der kun gives ultraforarbejdet og kunstigt foder, betyder det noget for deres og vores sund­hed og sikkerhed, men måske opdager vi det først om 20 år, når vores børn er vokset op og udviser nye, besynderlige symptomer.

Svin fodres med alt, der er billigt, og holdes indeklemte, transporteres langt, bli­ver slået un­der lastning og losning, og ender deres liv udmattede og skrigende på beskidte slag­terier i fx Polen.

Nordjyske 5.2.24

Kødkvæg opdrættes bl.a. i Sydamerika, hvor de store flokke holdes på den jord, regnskoven stod på, før den blev brændt af. Dyrene slagtes, fryses og sendes med forurenende skibe til burger- og steakrestauran­ter, industrikøkkener og almindelige supermarkeder overalt i verden.

Fisk uddør hurtigt nu i vores have, men man holder kunstigt opdræt­tede og fodrede laks i store, forurenende havanlæg og giver dem sundhedsskadelige farvestoffer og medicin i deres daglige foder for at efter­komme ‘forbrugernes ønsker’.

Det samme sker herhjemme i de store ægproduktioner – også de økologiske! – hvor hønernes foder er fyldt med farvestoffer, som kan give pinefulde allergier, og andre uvedkommende stoffer, fx dioxin. Farven i form af carotenoider tilsættes ‘for forbrugernes skyld’, fordi mørkegule æggeblommer ser mere sunde og appetitlige ud … [4]

Så vi kan ikke selv sørge for at styre uden om kunstige og skadelige mad­varer ved at vælge de rene, de uforarbejdede, ikke engang ved at vælge økologisk[5]:

Ville man tilsætte rødt farvestof til køernes foder, så kødet blev fint rødt og appetitligt, og mælken blev lyserød? Og stadig kalde det god mad og godt landmandskab?

Hvis vi ikke får udryddet os selv med krige og atomvåben, med overdreven brug af fossile brændstoffer og dermed opståede klimaforandringer, med fældning af træerne og rydning af store dele af jordens naturlige biotoper, så klarer vi det også glimrende ved at producere ikke-mad til os selv og vores børn.

Så fine og sunde æg får man fra nordjyske havehøns i marts måned, hvis man kun giver dem korn og adgang til selv at finde græs, mælkebøtter, orme, biller og larver. – Æglæggende høner i de store, industrialiserede æggeproduktioner må fodres med forfærdende, sørgelige og unaturlige råvarer, hvis deres æg har brug for kunstig farve!

[1] https://videnskab.dk/krop-sundhed/hvorfor-advarer-de-nye-kostraad-ikke-tydeligere-mod-ultraforarbejdet-mad/

[2] https://www.amusingplanet.com/2013/08/the-greenhouses-of-almeria.html

[3] https://politiken.dk/debat/debatindlaeg/art9445822/Malkekoen-har-mistet-evnen-til-at-gr%C3%A6sse-%E2%80%93-og-det-er-et-problem-for-den-gr%C3%B8nne-omstilling

[4] Dioxin kommer i æggene via opkoncentreret paprika- eller blomsterfarve fra Kina og Indien. Hvis man fravælger disse farvestoffer pga. risikoen for forgiftninger af forbrugerne, kan man i stedet tilsætte såkaldte ’naturidentiske’ farvestoffer, som ikke har meget med natur at gøre, men som i koncentreret form farver tilstrækkeligt.

Se evt. også: https://www.dsm.com/anh/news/feed-talks/articles/eggyolk-pigmentation-guidelines.html

[5] Karotenoider/carotenoider er ikke et uskadeligt, naturligt plantefarvestof. I større og koncentrerede mængder ophobes de i leveren og kan give alvorlig A-vitaminforgiftning og livslange allergier og intolerancer. Jeg pådrog mig en intolerance over for carotenoider og betacaroten, da jeg glad bællede to glas friskpresset gulerodssaft for min sundheds skyld. Nu får jeg ugelange og smertefulde øjensymptomer og træthedsfølelse, hvis jeg spiser en gulerod, en blomme i madeira lidt laks eller et æg, når fiskene og hønerne har fået carotenoider i foderet. Vi tåler ikke de kraftige koncentrater, som teknologien nu muliggør, og som industri og også sundhedsindustrien opfordrer os til at indtage. Vi er ikke skabt til koncentreret ‘naturmedicin’ i pilleform, som afkog eller kraftig te, til smoothies, grøntsagsjuicer o.l. – Fordi, som man var klar over førhen: For lidt og for meget fordærver alt.

Disse farvestoffer – og sikkert alt muligt andet, som jeg heldigvis ikke ved noget om – bør undgås i foder til mennesker og dyr:

Alle carotenoider!

E-100 Curcumin (gurkemejefarve)

E-160a Beta-caroten

E-160b Annattoekstrakt

E-160c Paprikaoleoresin

E-160d Lycopen

E-160e Beta-apo-8´-carotenal

E-160f Beta-apo-8´carotensyreethylester

E-161b Lutein

E-161g Canthaxanthin

E-162 Rødbede-ekstrakt (Rødbedefarve, Betaniner)

Ingredienser: Pasteuriseret KOMÆLK, salt, mælkesyrekultur, mikrobiel osteløbe, konserveringsmiddel E251, farvestof E160a.

Hollandsk Gaudaost med tilsat konservereringsmiddel og skadeligt farvestof, E160a, som er syntetisk betacaroten, der plager allergikere – og det er helt unødvendigt! – Gode ostemagere kan fremstille de bedste og mest velsmagende oste helt uden unaturlige tilsætninger. Farvestof og konserveringsmidler i almindelig ost er en falliterklæring! – Før i tiden lavede man ost for at konservere mælken, så den kunne gemmes!

Bagværk, Bilkas morgenstang, med betakaroten som farvestof og mange andre tilsætningsstoffer, beskrives som klassisk, dansk wienerbrød, men er i virkeligheden et stykke ufordøjeligt kemi:

Ingredienser:

‘Vand, HVEDEMEL, vegetabilsk fedt og olie (palme, raps, kokos), sukker, ÆG, fortykningsmiddel (E 1414), gær,
vallepulver (fra MÆLK), abrikoskerner, salt, stabilisatorer (E 401, E 440, E 450, E 516), emulgatorer (E 471, E
472e), naturlige aromaer, maltpulver (BYG), farvestoffer (E 170, E 160a), glukosesirup, SØDMÆLKSPULVER,
majsstivelse, surhedsregulerende middel (E 330), MÆLKEPROTEIN, enzymer (XYLANASE (HVEDE), ALFA- AMYLASE (HVEDE)), vitamin A.
Topping: Hvid glasur (flormelis, vand), kakaoglasur (flormelis, vand, kakaopulver).

leveret til os frossen og rå. Tøet op, bagt og pyntet i vores bageri.’

STOLTE DANSKE HÅNDVÆRKSTRADITIONER, har de den frækhed at skrive! Læs listen over e-numre og andre besynderlige indholdsstoffer!

Og Nettos ØGO Hamburgerryg med tilsat rødbedepulver, som nogle ikke tåler:

Hvad laver rødbedefarve i kød?

OG HVAD tænker vores politikere på? Er de der for at beskytte befolkningen eller for at beskytte en skadelig industri, der truer med at gøre os alle syge med kunstig ikke-mad?

Se evt. også: https://blog.loneandrup.dk/2018/09/18/allergisk-ojenreaktion-fremkaldt-af-koncentreret-gulerodssaft-364/

ADDR!

Nogle venner, som gerne ville bo roligt og naturskønt, kiggede på huse i udkanten af Dronninglund Storskov, men kunne udpege mindst fire store gyllefabrikker inden for en enkelt marks afstand … Hvem vil bo der? (Udsnit fra Boliga.dk)

Man vågner en smuk sommerdag i juni …  og   – Addr! –   hele ens verden hørmer fælt af klis­tret, overgemt gylle, svinepis og lort, som nogen har listet ud i ly af natte­mørket.

Svinebaronernes håndlangere har kørt stinkende gammel, gæret gylle igen­nem vo­res gader og har spredt det ud over markerne omkring byen, så ingen med en næse kan trække vej­ret – i dagevis! Og al denne gyllegødning ødelæg­ger vores jord og beskyt­tet natur med kvælstofforurening:

Politiken d. 24. 6. 23

Hvor længe endnu skal det være tilladt at tilsvine andre menneskers liv og vores fælles land på denne måde?

Slagteriet i Sæby er lige lukket, og 2 mio. svin skal nu køres her fra Nordjylland til videre op­dræt eller slagt­ning i Tyskland eller Polen, hvor svineavlerne får mere for pengene. – Det er næppe dyre­venligt at transportere intelligente og føl­somme dyr så langt på vejene, stu­vet tæt sammen i lastbi­ler:

Fyens Stiftidende d. 10. 10. 22

https://fyens.dk/erhverv/saaret-svin-med-aabent-saar-transportfirma-og-landmaend-idoemt-boeder-for-ikke-at-have-overholdt-dyrevaernsloven

Vi mangler modige politikere, der kan trække en streg og bestemme, at vo­res land er for lille til alle de svin, at vi ikke vil bo i et svinelokum, at vi ikke kan leve med så mange mis­handlede dyr i danske stalde, og at vi skal nøjes med på en ordentlig måde kun at produ­cere cirka det, vi selv kan spise, så jorden, luften og vandet om­kring os igen kommer i ba­lance.

Hvis de vil spise svin i andre lande, må de selv lægge jord til gyllen. – Vi har været for godtroende og for føjelige, og hele landet har tabt på det. – Ingen kø­ber længere frivilligt hus i land­områder, hvor svinebaronerne hersker. Og hvor vil man helst holde ferie? I et stinkende gylleland eller i fx Provence, der lugter af lavendler?

Og er det i øvrigt betryggende, at det er de uanstændigt rige, dyrplagende, jord-, luft- og vand­forurenende svinebaroner, der opkøber en stor del af vores slotte og herre­gårde og nu for­valter både den fælles jord og kulturarven? Hvornår blev det besluttet? – Hvad er deres uddannelse, viden og adkomst til det?

Kunne de ikke giftsprøjte nogle kartofler i stedet?

Politiken d. 30. 6. 23

https://politiken.dk/indland/art9422868/Landm%C3%A6nd-f%C3%A5r-igen-lov-til-at-bruge-forbudt-kartoffelgift

Dyrenes Beskyttelse d. 6. 6. 22

https://www.dyrenesbeskyttelse.dk/artikler/indsats-fejlede-nu-doer-29514-pattegrise-hver-dag

https://politiken.dk/indland/art9397992/Der-er-s%C3%A5-meget-g%C3%B8dning-i-luf­ten-at-det-%C3%B8del%C3%A6gger-de-danske-he­der.-Om-10-20-%C3%A5r-er-de-n%C3%A6sten-v%C3%A6k

https://gylle.dk/goedning-og-vandmiljoe-i-gamle-dage-og-nu/

Vaner

Vores liv består af vaner. Vaner er det skelet, der holder dagligdagen sammen for os alle.

En klog zoologven sagde engang, at man ikke skulle lave om på sine vaner bare for at lave om. Der var en grund til, at bambierne hver morgen gik ad de samme stier ned til vand­hul­let. Så skulle de ikke hver eneste dag tænke over eller stå og disku­tere, hvilken vej de nu skulle vælge, og de skulle ikke bruge energi på at forcere grene, træde højt græs ned og bane nye stier, måske havne et forkert sted; de gik den direkte rute ad al­lerede nedtrådte stier ned til søen og drak.

Da vi havde denne snak, var det blevet almindeligt, at man lavede om alle vegne i det of­fent­lige og i det private. Man skulle hele tiden omstrukturere og være omstil­lingspa­rate, in­nova­tive, resiliente, robuste, kreative, tænke ud af boksen osv. Man ansatte folk til at gøre et stykke praktisk arbejde, fx sygepleje, kundebetjening eller undervisning, og så mente ar­bejdsgiverne, politikerne og deres håndlangere, de teoretisk uddannede kontornussere, som havde brug for at retfærdiggøre deres alt for høje lønninger, at man kunne rationali­sere, at der kunne spares et minut her og et par håndører der ved at ændre på arbejds­gange, løn­systemer og indføre detalje­rede dokumentationskrav. Men man smed barnet ud med bade­vandet. Ved at overvåge og tage tid på nogle op­gaver overså man, at meget ar­bejde består af et selvstændigt skøn, erfaring og menne­skelighed. Man forstyrrede med sine bedre­vi­dende ændringer ordentlige menneskers gode arbejde så meget, at de ikke læn­gere syn­tes, at de på anstændig vis kunne udføre det, de fik deres løn for.

Engang imellem skal man søge nye stier, engang imellem skal man prøve noget nyt. Og nogle er bedre til det end andre; de unge fx eller de opfindsomme, de rast­løse og de nys­ger­rige. Disse vovehalse har skaffet os meget ny viden og smarte måder at gøre ting på. – Må­ske fandt bambierne en skønne dag en meget lettere sti? Eller et nyt vandhul uden mud­der?

Jeg elsker selv at finde effektive måder at klare hverdagens trivielle opgaver på, nye rengø­ringsredskaber, maskiner eller metoder. Ja, selv når jeg går tur for at få natur­ople­velser og motion, skyder jeg genveje, hvis jeg kan se, at den ene sti er kortere end den anden. – Det er formentlig sådan, vores hjerner fungerer, og sådan vores civilisation blev rationel og ef­fektiv. Det er sådan, man bygger Toyotaer efter Lean-modellen. Men det fungerer kun indtil en vis grænse. For hvis vi sparer for meget tid og for mange res­sourcer, begynder vi at fyre folk eller at stresse dem, indtil de ikke længere kan passe deres arbejde, og der resterer så opgaver af både praktisk og medmenne­skelig art, som ikke bliver løst. Vi ender med et hal­tende og knapt fungerende sundheds- eller uddan­nelsessystem eller en PostNord- eller SAS-mo­del, hvor vi forlanger af ganske få menne­sker, at de skal udføre alle deres fyrede kollega­ers job på samme tid med færre res­sourcer og til en ringere løn end før ’omstruktu­rerin­gerne’. – Det holder jo ikke i læng­den.

Vi kan også stresse os selv uden for jobbet fx med sociale medier, ved at være til­gæn­gelige på mobil og mail døgnet rundt, ved at købe ind hver dag klokken fem minutter i spisetid, tage på mange kurser, wellnessophold, ferierejser eller ved at anskaffe os kæ­ledyr, et stort hus plus et sommerhus og en omfattende social kreds, der skal passes. Ved at pakke vores dage så tæt, at der ikke bliver tid til ro og re­fleksion.

Det er som at pakke en kuffert: Hvis vi tager den lille kuffert, fylder vi den til ran­den, men det gør vi også med den store, den, som check in-damen kalder en ’et­værelses lej­lighed’. Det fungerer på samme måde, når det kommer til vores tid: Hvis vi kun har kort tid, fylder vi vo­res dage med opgaver, men hvis vi så pludselig får meget tid, så pakker vi også vores dage til bristepunktet med – som oftest selv­pålagte – opgaver, folkedans, oliemaleri, ons­dagskaffe med veninderne, gåtur med Gurli om fredagen … Og så har vi pludselig så travlt som aldrig før.

Eric Berne, grundlæggeren af transaktionsanalysen, sagde, at menneskets største pro­blem var strukturering af den vågne tid. Jeg mener, at strukturen består af va­ner. Det meste af ti­den kører vi på vanernes autopilot.

Vaner er rationelt. Vaner giver tryghed. Både krop og psyke, voksne, børn og dyr trives godt med vaner, med faste ritualer. Det ved enhver bondemand med køer eller grise, at de be­gyn­der at blive urolige, når malke- eller spisetid nærmer sig, el­ler hvis nogen kommer ind i stal­den på uventede tidspunkter.

Og mange ældre mennesker ynder at fortælle i kedsommelige detaljer, hvordan de be­gyn­der deres dag: Ja, jeg vågner jo tidligt, normalt ved fem halv seks-tiden, og så skal jeg jo have min kaffe. Så sidder jeg en times tid med kaffen og avisen her ved køkken­bordet, for så kan jeg se fuglene i hækken – jeg fodrer dem hver dag, og så gætter jeg altid lige den lille kryds­ogtværs, men den store gemmer jeg til ef­termiddagskaffen … Når alle krav fra fa­milie og samfund efter en vis alder bortfal­der, skaber man selv sine egne krav, sin mening, sine vaner.

I børnefamilierne går det mere hæsblæsende: Op, få børnene op, tøj på, madpak­ker, mor­genmad, husk gymnastiktøj, cykelhjelm, institution/skole, arbejde, indkøb, institu­tion, af­tens­mad, putte, i seng … Weekender kan oven på sådan en tætpakket uge føles som et tomt hul i jorden … Hvad skal man lave? Rengøring, vasketøj, selv­følgelig, men man er ikke vant til at være sammen, tiden flagrer så mærkeligt løst af sted uden hver­dagens vaner, så man må hel­lere tage på besøg eller på en tur, en struktureret beskæf­tigelse, så det hele ikke forsvinder op i den blå luft.

Vaner er godt, men det er også godt at bryde dem af og til: Så er der byfest i nabo­byen, en fødselsdag eller guldbryllup i familien, en tur til Spanien … Vi bryder vaner på en vanemæs­sig måde, lige som årets gang og alderens fremadskriden kalder på nye, men gammel­kendte va­ner. Jul, sommerferie, farfars fødselsdag …

Det kan være endog meget svært at lave om på sine vaner. Det ved vi, der er holdt op med at ryge, der ikke længere har børn hjemme, vi, som har lært sproget på én måde og opda­ger, at de yngre pludselig giver sig til at tale og skrive på andre må­der – Det er jo forkert! … Ikke?

Hver gang, nogen ændrer ved vores vaner, protesterer vi voldsomt. Hvis de laver om på avi­sens layout, bussens køretider, udtalen af et ord, farven på skiltet, embal­lagen på mælken … Man skal tænke sig grundigt om, før man ændrer noget, for der er en mod­stand, en umid­delbar modvilje, der skal overvindes hver eneste gang. Og denne natur­lige træghed koster energi.

Hvor det er usigeligt let at vænne sig til forbedringer, bilen, radioen, telefonen, tv, va­ske­ma­skine, internet, en højere indkomst, nye muligheder o.m.a., så er der andre vaner, som har været svære at bryde, og som krævede overtalelse, straf eller social udskam­ning:

  • Vi må ikke længere slå børn – eller kvinder, for den sags skyld
  • Vi skal køre med sikkerhedsseler i biler – også på bagsædet
  • Vi må ikke længere ryge alle vegne
  • Vi kan ikke længere køre med tog, som er blevet alt for dyre, alt for dårlige og upåli­delige, men vi kan flyve eller køre med store dieselbiler i stedet
  • Vi må pludselig ikke gå og gramse uopfordret på andre
  • Vi må ikke længere tale nedsættende til og om kvinder eller folk af anden her­komst eller seksuel observans
  • Vi kan ikke længere bare lukke børn, hunde og høns ud, så de stort set pas­ser sig selv det meste af dagen
  • Vi kan ikke længere bare sætte havevanderen til en hel lang solskinsdag
  • Eller brænde vores affald på græsplænen
  • Vi må ikke længere bruge giftsprøjte i haven (landmænd må dog stadig gerne sprøjte løs, og det gør de)
  • Vi må ikke længere lade vandhanen løbe, mens vi børster tænder eller skræller kar­tofler
  • Så må vi pludselig ikke længere flyve med fly eller køre i dieselbiler, men skal køre i elbil, der kun kan køre 200 km på en opladning
  • Vi skal vænne os til at sortere vores affald i ti forskellige grupper, så det kan genan­vendes
  • Vi skal lære at bruge netbank og MitId

Specielt midaldrende, hvide mænd har det øjensynligt svært med omstillingerne, med at æn­dre vaner, for lige netop for den befolkningsgruppe føles det jo ikke al­tid som forbedrin­ger, men som at blive tvunget til at opgive hævd­vundne privile­gier – først og fremmest fo­restillingen om at være verdens uantastede beherskere. Disse mænd sidder stadig 10 og 20 og 30 år senere på de brune værts­huse, til sammen­komsterne, i læserbrevs­spal­terne eller på internettets kommentar­spor og brokker sig fornærmet.

– Måske kunne det hjælpe at tænke på alle de vaner, vi allerede HAR ændret? Selv om vi na­turligvis havde mange sure og modvillige indvendinger imod dem først.

Det bliver nemlig ikke lettere fremover. Vi er blevet for mange, vi fylder, sviner, lar­mer og ge­nerer hinanden. Så i de næste mange år vil der komme utallige nye hen­stillinger til os om at ændre vaner, fx er det ikke længere smart at tale højt i sin mobil i det of­fentlige rum, at starte støjende, benzindrevne maskiner i områ­der, hvor folk bor, at køre rundt og larme på knallert eller med soundboks eller at kom­mentere andre menne­skers udseende … men der kommer også flere nye og skrap­pere regler om brugen af den fælles jord, luft, vandet, om lige rettigheder og børn og dyrs velfærd, specielt hvad angår institu­tions­børn og pro­duk­tionsdyr.

Menneskelivet og samfundslivet består af sæt af vaner – Kultur er vaner, sagde Hartvig Frisch – en dansk, socialdemokratisk minister fra en tid, da man rekrutte­rede politikere blandt intel­ligentsiaen – og vaner skal naturligvis kunne ændres, men kun når det er nød­vendigt.

Kvalitet II

Til min seneste fødselsdag fik jeg udbetalt en lille pensionsopsparing, som jeg om­gående in­vesterede i et længe næret ønske: et par ægte tæpper, knyttet af rigtige menneskehæn­der.

Efter adskillige besøg hos tæppehandlere af mange slags endte vi hos en rar mand i Bazar Vest i Århus, der fremtryllede de mest bedårende, persiske tæpper, som ovenikøbet var til at betale.

Tæpperne var slet ikke, som jeg havde forestillet mig. Hverken i farver eller tekstur. – De var noget meget, meget bedre: De åndede! Det var, som om den tid, tradition og omhu, der var nedlagt i dem, smittede af på min stue. – De var levende! Tykke og både flam­mende og be­ro­ligende. De indtog rummet med et eget liv og lå og glø­dede, selv på triste, overskyede dage. – De var kvalitet! – Usammenlignelige med de metervis af maskinvæ­vede plasticfibre med gummibagsider, der før havde ligget døde hen på mine gulve.

Genbrug er ikke opfundet i dag, det var altid et livsvilkår: – Mine bedste pudseklude til spejle o.l. stammer fra et par sæt sengetøj, min mor bestilte fra et jysk væveri ca. 1960. Da jeg fik min søn 20 år senere, blev de syet om til fire dynebetræk i barnestørrelse, som efter endnu knap 30 år blev brugt igen til børnebørnene, når de var på besøg, før de nu, hvor børnebørnene har dyner i voksenstørrelse, tjener som klude. – Men kvaliteten til et sådant genbrug findes ikke mere i almindelig handel.

Som næsten 70-årig har man oplevet en del. Eksisteret igennem perioder og tidsal­dre og kan sammenligne. Det, der slår mig allermest nu i modsætning til fx 1960’er­nes gyldne og håbe­fulde opgangstider, er, at vi nu er så rige og så mange, at vi har alle muligheder og en milliard ting, men at vi alligevel ikke formår at værdsætte og opretholde en bare nogen­lunde acceptabel kvalitet. Kvalitet i be­tyd­ningen omtanke, omhu, tradition og tid.

Det gælder den fysiske kvalitet med dårlige, præfabrikerede og rungende beton­huse i fan­ta­siløse og u-hyggelige industri-, handels-, bolig- og villakvarterer.

Det gælder den endeløse strøm af maskiner og elektronik, der højst fungerer et par år.

Bøger og andre kulturprodukter stort set uberørt af tænkende menneskehjerner.

En bakke danske jordbær fra GASA, Odense, købt i REMA 1000 for 27 kr. En tredjedel er rådne og mugne.

Vi producerer og sælger dårlig mad til hinanden. Og stof, tøj, møbler og de fleste andre brugsting, som ingen har gidet lægge bare et mini­mum af tid eller omhu i.

Vi omgiver os med haver, der kun består af fliser, træterrasser, kinesiske granit­skærver, tørt græs og spildte muligheder for at dyrke blomster til bierne og frugt og grønt til os selv.

Vi lever gladeligt i en fysisk uæstetisk ørken fyldt med larm og møg. Skovene be­står af træ­produktion i mørke, lige rækker. Parkerne er nedtrådte stier fyldt med hunde­lorte, af­fald fra fastfood, engangsbægre og cigaretskod. Vandområder er døde, grumsede og ofte sundheds­skadelige. Næsten to tredjedele af vores land er optaget af giftsprøjtede og gyl­lebe­fængte planteavlsarealer uden solitærtræer, små lunde, frodige læbælter, vandhuller eller fugtige eng­områder. Langs motorve­jene bre­der triste betonbygninger sig som et kræftudslet ud i vores sparsomme na­tur. De smukke strande er plastret til med grimme sommerhuse – hvem har brug for to huse? – Havene tøm­mes for fisk og andet liv, dræbt af overfiskeri, gylle og gift­stoffer. Og i byer og boligkvarterer ac­cepterer vi et tårnhøjt, for­urenende og nervebelastende trafik- og støjniveau.

Men det værste – og farligste – er efter min mening den manglende kvalitet og omhu i vores omgang med hinanden. For det rammer det dybeste og vigtigste i livet: Vores men­neskelige værdighed.

På det store plan er det uprovokerede invasioner af andre lande og områder, noget vi ef­ter 2. Verdenskrig ikke havde troet muligt i vores nærhed, men også trusler om invasioner eller overfald, tilranen sig magt og berigelse på andres bekostning og en udtalt følelses­løshed over for de millioner af mennesker, der flygter fra krig, ud­nyt­telse, tørke, oversvøm­melser og po­litisk ustabilitet.

Men tættere på os selv kunne det fx være fænomenet ’true crime’ – dokumentarer om vir­ke­lige forbrydelser, jo mere spektakulært blod­dryppende og seksuelt ekspli­cit, jo bedre – som er blevet en stor underholdningsindustri, og den utidige nyfi­genhed smitter af på alvorlige, danske kriminalsager, u-bådsmordet, en psykisk syg drengs skyderi i et indkøbs­center, Emi­lie Meng- og Mia-sagerne fx, som sælger mange klik på in­ternettet. Vi er også blevet skamløse nok til at stille os op og glo eller holde i kigge-køer ved ulykker. Folk kas­ter sig hovedløst ind i retssager og be­gi­venheder, der ikke rager dem, men som giver en gratis tur i den følel­sesmæssige rutsjebane. Mens ofrene og deres pårørende betaler pri­sen for massernes utidige nysgerrighed.

Man møder ikke længere sin partner i nattelivet, til fester, på job eller uddan­nelser, men in­stallerer en app på sin håndholdte computer og swiper – kasserer eller ac­cepterer – an­dre mennesker ud fra et foto og en kort selvbeskrivelse. Eller man kan med få tryk på en skærm overvære voldsom pornografisk udnyttelse af andre men­nesker, som oftest fattige kvinder og børn …  – Mere instrumentaliseret bliver det ikke.

Hvis man gerne vil opsøge lidt international kultur og beundre tidligere tiders omhu og kva­li­tet, skal man først igennem en anstrengende rejse fyldt med ven­te­tider i trængsel og kunstige omgi­velser.  Hvorefter man går gåsegang i mæng­den af andre turister i fx Uffizi­erne i Firenze, Louvre i Paris eller V&A i London og først bliver trådt over tæerne af en kraftig, sol­skoldet russer, så rammes man i ho­vedet af en rygsæk derefter en albue tilhørende en ung, shorts­klædt mand, der maser sig foran for at se bedre, og til sidst bliver man eftertrykkeligt pandet ned af en lille sej, kinesisk bonde­kone med en tung selfiestang. De berømte kunstværker får man kun et stjå­lent glimt af ind imel­lem alle de andres skuldre og hoveder.

I dagliglivet hjemme, i butikker, på restauranter og ved henvendelse til supportere, bliver man spist af med mindst mulig, mekanisk og ofte uvenlig, kontakt, ofte også banaliteter og tøse­fornærmede ikke-svar, som om ingen tager deres eget job al­vor­ligt. – Har alle me­get vigti­gere ting at tænke på end at være til stede og udføre de handlinger, de bliver be­talt for?

Buschauffører kører som død og helvede for at opfylde køreplanen og kan ikke tage sig af, at ældre mennesker og klapvogne tumler rundt i midtergangen, eller at an­dre trafikanter brin­ges i fare.

Læger har i deres konsultationer installeret effektive afvisningssystemer, som gør det til et lotterispil, om man overhovedet kan komme i kontakt med dem i en nød­situa­tion. – Hvis man efter dage, uger eller måneder når frem til en knap ti minut­ters au­diens, har de ikke tid til at lytte eller hjælpe, men holder gladeligt alenlange foredrag for syge og smertepla­gede patien­ter om deres private holdninger til fx bru­gen af smertestillende midler, så læ­gen selv kan føle sig bestyrket og vigtig, og de syge må gå uhjulpne bort.

Så mens de udsatte skal kæmpe i time- eller dagevis for at få kontakt med et ikke-funge­rende sundhedssystem, kan de rige og dem med arbejdsgiverbetalte sund­hedsforsikringer nyde godt af en billet til et fast track, der udelukker andre, som måske havde større behov.

Børn bliver passet af mobiltelefonopslugte, fraværende forældre og afleveret til fremmede længe før, de er klar til det. Separationsangste småbørn efterlades i un­derdimensionerede og underbemandede dagplejer eller institutioner uden at ane, om de nogensinde ser de­res for­ældre og tryghedspersoner igen.

Skolebørn tilbringer lange dage i selskab med ’lærere’, der ikke selv ved noget*, og som ikke griber ind over for mobning eller andre problemer i de propfyldte klasser. Unge hen­vises til store, mistrivelige flokke, hvor en del af dem alt for tidligt skilles ud fra fællesska­bet, måske med en diagnose, og føler sig mislykkede og anderle­des resten af deres liv. Hvilket ikke gør dem nyttige i det større, samfundsmæssige perspektiv.

Gamle trilles i bedste fald ind på underbemandede institutioner, hvor kun de mest basale be­hov imødekommes af stadigt mere pressede, forråede plejepersoner. Eller de efterlades uden hjælp i deres egen triste og upassede, møgbeskidte bolig, mens vi venter på, at de kradser af og sparer os for flere udgifter.

Hvis vi på nogen måde kan opnå en gevinst, personligt eller på samfundsplan, ved at sprøjte gift ud på mar­ker, plage dyr, sende CO₂ ud i atmosfæren, snyde, udnytte eller ig­norere syge, svage eller tillidsfulde med­borgere eller ødelægge jordens fælles res­sourcer, så gør vi det gerne. Og vi sender også villigt bortforklaringer, løgne og frit opfundne ankla­ger og skældsord ud i of­fentlig­heden uden at opleve sanktioner eller bare en korrektion.

Vi er på snart sagt alle livets områder blevet syntetiske. Overfladiske, grådige, egenkærlige og materi­elle, også i om­gangen med hinanden. Vi opfatter andre mennesker som fø­lelsesløse ting, der kan udnyttes, som postpakker, der bare skal ekspederes – eller vente. Vi vurderer hin­anden på rigdom, magt og udseende. Og at sammenligne og nedgøre mennesker fx på de sociale me­dier er blevet en folkesport.

Politikere, både på landsplan og lokalt, er som oftest grundløst selvsikre og ambiti­øse nul­ler­ter, som mest er i faget for egen vinding og egne ambitioners skyld, og de magter ikke at ar­bejde for et bedre, sikrere, renere og mere retfærdigt samfund for alle.

I disse år decimerer vi helt automatisk andre mennesker til blot at være en ansigts­løs masse af publi­kum for vores eget iscenesatte liv, enten når vi møder dem i for­bindelse med vores job, når vi gerne vil vælges til noget, sælge dem noget, eller når vi forsøger at skille os ud fra mængden i det of­fentlige rum, ofte via de efter­hånden utallige so­ci­ale me­dier.

Vi ser ikke længere medmennesker som mennesker med samme ret til et fuldt liv og en vær­dig behandling, som vi selv gerne ville ses. – Kvaliteten i de mellem­men­neskelige for­hold er styrt­dykket i de sidste 20 – 30 år, hvorimod interessen for penge, indflydelse og dyre status­symboler er steget helt enormt.

Min svigerfar var et af disse veluddannede, eftertænksomme, beskedne, venlige, rumme­lige og vise, ældre mennesker, der som oftest lever uværdsatte, stille liv, men som savnes over­måde, når de ikke længere findes iblandt os. Han var altid glad for at se os. Havde al­tid tid. Var altid klar til en snak om dette og hint. Pa­rat til at lytte og generøst dele ud af sin egen livserfaring. Under en af vores mange sam­taler introducerede han mig til Løgs­trup og ’Den etiske fordring’, hvilket har gavnet mig i alle årene efter.

K. E. Løgstrup (1905 – 1981), var en dansk filosof og teolog, og i sin bog, ’Den eti­ske for­dring’, skrev han bl.a.:

“Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at han holder noget af dets liv i sin hånd. Det kan være meget lidt, en forbigående stemning, en oplagt­hed, man får til at visne, eller som man vækker, en lede man uddyber eller hæver. Men det kan også være for­færdende meget, så det simpelthen står til den enkelte, om den andens liv lykkes eller ej.”

Løgstrup forudså også, at studenteroprøret i 1960’erne med dets forkastning af vi­den, er­fa­ring, tradi­tioner, dannelse, god opførsel og respekt for andre ville ende i en slags pøbel­vælde, i det, han kaldte ’dilettantokrati’ – hvor magten blev lagt i hæn­derne på de uvi­dende og uud­dannede. Her kunne man nævne Trump, men der er også rigeligt med hjem­lige eksempler at tage af.

Løgstrup – og svigerfar – døde, før internettet og alle dets markskrigeriske kanaler var en daglig realitet, der smittede af på selv seriøse aviser, journaliststanden, poli­tikerne, em­bedsmænd, litteraturen, tv-stationer og hele den offentlige sam­tale.

De nåede ikke at opleve at skulle tilbringe deres sidste dage i køer lyttende til ånd­løse te­le­fonsvarere uden mulighed for hjælp.

Og de skulle ikke døje med massesamfundets oceaner af værdiløse frembringelser, popu­lærkul­turen, institutionerne, grimhederne og den manglende tryghed i med­menneskelig omsorg og vel­færd.

Men det er det resultat, Løgstrups forudsete ’dilettantokrati’, sammen med et sam­men­brud i uddannelsessystemerne, globaliseringen og overbefolkningen, har frem­bragt.

De seneste årtier med stor økonomisk fremgang, liberal filosofi med besparelser, skattelet­telser for enhver pris og daglig chikane og obstruktion af de velmenende ’hænder’, som poli­ti­kere ynder at benævne hårdtarbejdende mennesker i sund­heds- og ple­jesek­toren, har kun skaffet os dårlig kvalitet, fysisk såvel som psykisk.

Ærter fra Føltved: ‘FRISKE ÆRTER, VORES ÆRTER DYRKES KUN AF DE MEST SMAGFULDE SORTER, OG HÅNDSORTERES INDEN PAKNING. SÅDAN SIKRER VI OS AT DU FÅR DEN BEDST MULIGE KVALITET. VELBEKOMME’ – Nogle er for gamle og melede, nogle alt for tynde og umodne, og alle er de plettede og slimede af overgemthed. Men der er ingen orm, for de er grundigt sprøjtede. Der er meget sjusk, ligegyldighed og sprogligt skønmaleri i omløb. Ingen påtaler det, og det får tilsyneladende kun yderst sjældent konsekvenser. Vi har vænnet os til – og forventer – dårlig kvalitet af danske fødevarer.

* https://politiken.dk/debat/debatindlaeg/art9375810/Jeg-har-kolleger-der-mel­der-sig-syge-n%C3%A5r-de-har-v%C3%A6ret-i-byen

Se evt.:

https://loegstrup.au.dk/om-ke-loegstrup/loegstrups-liv-vaerk-og-virkning

Opmærksomhed

Igen igen er der debat om børns brug af skærme … I skolen, i hjemmet, på tur, altid er de på de tidsrøvende elektroniske medier, for det er en del af det sociale fælles­skab, når man er ung i dag.

Det synes jo indlysende, at voksne må prøve at sætte rammer for det futile tidsfor­brug og lære børn og unge, at det er ok at kede sig, at være alene, at læse en bog eller en avis, at konversere andre mennesker, at finde på en leg, et spil, at tænke, kort sagt, at være til stede i nuet, alene eller sammen med andre.

Men hvem skal rette på de voksne?

I dag kan man snakke med sine venner, sende dem en flod af sms’er, købe ind, se film og se­rier, lytte til podcasts, krimier, nyheder, tjekke sociale medier, Aula eller arbejdsmails, ordne tidsbestillinger, aftaler, ajourføre huskesedler, lægge en rute, holde øje med, hvor andre er henne, og meget, meget mere, alt sam­men mens man er på farten. Kun de færreste afsætter en time morgen eller aften til det, men klarer det hele, lige når impulsen, sms’en eller opringnin­gen, bip-lyden, kedsomheden eller behovet mel­der sig.

I bussen sidder en ung mor over for sin ca. femårige datter, og de siger ikke et ord til hinan­den på hele turen. Moderen sidder med næsen i sin mobil, datteren kigger ud ad vinduet, og hun mister her en lejlighed til at skabe bånd til sin mor, til at høre og tale dansk og til at lære om det, de kører forbi.

Ved udgangen står en ung mand og spærrer alt for alle andre med sine brede skuldre, mens han højlydt diskuterer med nogen i sin mobiltelefon og har mistet for­nemmelsen af tid og sted, og hvad der sømmer sig, når man befinder sig i det offentlige rum. Jeg forsøger at sige, at jeg skal af. Bag mig står to-tre andre, der også skal af her, og til sidst må jeg tage ham om skuld­rene og blidt forsøge at fjerne ham fra rejsekortmaskinen og døren.

På fortovet går en ung mor med AirPods i ørerne og er fjern i ansigtet, mens hun skubber en klap­vogn med en ca. toårig, som er anbragt, så han ikke kan se sin mor, men kun kan kigge fremad, lige ind i folks lår og bagdele. – Heller ikke han får lært sit moders­mål ved denne lej­lighed, og han får heller ikke et beroligende smil eller ord, hvis han ser noget, der bekymrer ham. Han er an­bragt i et isoleret, fremadvendt rum, hvor han ikke kan forstyrre sin mors vig­tige lytteoplevelse.

En far i supermarkedet har sin baby i en sele og konen eller kæresten i mobilen, så han kan modtage direktiver, mens han fylder indkøbsvog­nen. Baby dingler akavet med ryggen til far, og i stedet for tryghed ved fars kropsvarme, hæn­ger den lille forsvars­løst udsat for de mange indtryk, larm og an­dre mennesker, som fars færden fører dem ind i.

På cykelstien kommer en anden far susende på én af de der smarte, elektriske vare­cyk­ler, hvor man putter to-tre børn ned i en lukket kasse, så man selv kan sidde og snakke i mobil i fred, mens man fragter dem som postpakker el­ler købmandsvarer hen til in­stitutionen og tilbage igen.

I et lille skovstykke går en ung dame med to hunde i snor. Hundene trækker og snuser og er ved at vælte alt og alle i deres ivrighed efter at fornemme verden på deres korte luftetur. Men deres ejer er opslugt af lyden, musik, tale, historier, i sit smarte, orange headset, hun styrer dem ikke, deler ikke deres begejstring og er tabt for alle kontaktforsøg.

I busskuret står en ung mand og taler med sig selv. Han slår ud med armene og rå­ber vredt … Før i tiden ville vi have ringet efter den blå vogn*, hvis vi så nogen stå og tale opbragt med sig selv. I mobiltelefonalderen er det dog et helt almindeligt syn, og in­gen løfter et øjenbryn af den grund. Alle opfører sig som galninge.

Hjemme gør mor rent og vasker tøj, mens hun lytter til en krimi.

Far slår græsset eller vasker bil og lytter til sportsnyhederne.

Ungerne sidder med hvert deres apparat, PlayStation, mobil og tv-skærm. – Midt på dagen.

De elektroniske medier er virkelig smarte, også jeg bruger dem meget. Men jeg vok­sede op i en anden tid, så jeg kan godt lægge dem til side uden at gå i panik, når jeg færdes i det of­fentlige rum, når jeg er sammen med andre mennesker, når jeg skal koncentrere mig om no­get, eller når jeg bare vil nyde foråret, fuglene og stilheden.

* for unge, der måske ikke kender begrebet:

den blå vogn

blåmalet vogn som sindssyge personer blev hentet i

De har lige været her med den blå vogn og hentet ham. Findsen, den magre gymna­stiklærer HeHøjl89

https://ord­net.dk/ddo/ordbog?subentry_id=59012184&query=den+bl%C3%A5+vogn