Den gode slagter

Omkring mig ser jeg lutter overflod. Familier abonnerer på Årstidernes luksusgrøntkasser (mens æblerne fra deres egne, usprøjtede træer ligger og rådner på græsplænen) og spiser sushi, blåbærsmoothies (på alle tider af året, af bær de ikke selv har plukket), kød og fisk, som de lyster.

Min egen fryser er proppet med økologisk, skotsk højlandskødkvæg, og netop i disse dage svælger vi i lækkert oksebryst. Smagen bringer mig 25 år tilbage i tiden:

I firserne var jeg arbejdsløs enlig mor, og vi led bestemt ingen nød — som min farmor og min oldemor ville have sagt, men vi levede hovedsageligt af hjemmelavede pizzaer, frugt og grønt fra skov og køkkenhave, pasta, kartofler og hakket kød med uvis fedtprocent.

Den gode slagter i vor lille by lukkede sin egen butik (der ligger nu et solcenter) og blev ansat i SuperBrugsen, som derefter i en lang årrække havde verdens bedste slagterafdeling. Velpasset og indbydende.

En dag et efterår fandt jeg en pakke oksekød, bov, tror jeg, det var, til under 30 kr., og jeg hjembragte kødet i triumf, kogte suppe efter alle kunstens regler og serverede dertil det kolde kød med hjemmelavet peberrodssalat. Det var sjældne himmerigsmundfulde!

En måned efter fik jeg lyst til kød igen og ledte i alle Brugsens kølediske, men fandt kun pakker, som var mere end dobbelt så dyre og dermed langt uden for min rækkevidde. Da slagteren selv stak hovedet frem fra baglokalet, tog jeg en af de dyre pakker og foreholdt ham alvorligt, at der manglede nogle af de billigere, som jeg havde fundet sidst…

Manden tilkastede mig et enkelt blik og gik ud i bagbutikken, hvorfra han kort efter dukkede op med en pakket, vejet og mærket, enorm oksekødsklump til kun 23,95.

Først, da jeg havde kogt og nydt det møre, velsmagende oksebryst, der rakte i tre dage til sønnike og mig, og til pålæg oven i købet, fik jeg den tanke, at den gode slagter stilfærdigt havde ydet lidt fattighjælp, og jeg plagede ham aldrig siden.

Syg år 2011

Endnu et absurd sygdomsforløb i et af verdens rigeste lande:

Min gode ven, X, som er 58 år gammel, kom til skade med skulderen på sit arbejde. Da han samtidig havde et problem med det ene knæ, og da jobbet var fysisk krævende, meldte han sig syg.

Mens han var sygemeldt, blev han fyret. Spørg mig ikke, hvordan det kunne lade sig gøre, for det skulle man jo være sikret imod, men ikke desto mindre skete det. Hans sygemelding havde varet 2 måneder, da opsigelsen kom.

Hos sin praktiserende læge bad X om en skanning af skulderen, der vedvarende smertede, efterhånden så meget at X måtte tage stærke smertestillende piller døgnet rundt. Lægen sendte X til en neurolog, der gættede på, at det kunne være en nerve, der sad i klemme.

Efter yderligere tre-fire måneder fik X en røntgenundersøgelse af rygraden, der viste, at han kunne have en diskosprolaps mellem to nakkehvirvler. Han var stadig på stærke piller pga. smerter i skulderen.

Da der var gået et år, gættede lægerne stadigvæk på, at generne skyldtes dels en klemt nerve, dels en diskosprolaps i nakken.

X har opgivet alle sine udadvendte aktiviteter: golf, rejser, sin elskede have, mange sammenkomster med venner og tidligere gode kollegaer, og nu ligger han hjemme på sofaen i en smertedøs døgnet rundt.

Det kommunale jobcenter kontaktede X, som skal udarbejde en jobprofil, gennemgå et kursusforløb og igennem en jobprøvning, der bl.a. skal vise, at han kan stå op om morgenen.

Det kan X godt. Efter få timers søvn vågner han normalt ved tre-firetiden, hvor han tager dagens første piller og går rundt en time eller to, mens han venter på, at de skal virke.

En formiddag bliver X pludselig så syg, at hans naboer må tilkalde en ambulance. X’s ene lunge klappede sammen, og han tilbragte en uge på sygehuset, indtil hans tilstand bedres.

Udskrevet igen, bliver X af kommunen tilkaldt til møder, samtaler, arbejdsprøvning. I sine få gode og smertefri øjeblikke skal han, hvis han vil beholde en indtægt, så han kan betale husleje, mad, medicin osv., udfylde skemaer, lægge jobprofiler på nettet og søge et antal jobs hver uge. Jobs, som han pga. smerter aldrig ville kunne påtage sig, hvis han, trods sin alder, skulle få dem tilbudt.

Da X opgivende nævner disse forhold for sin praktiserende læge, sender lægen ham til en psykiater, der udskriver antidepressiver, de såkaldte lykkepiller. X får besked på at vente nogle måneder, så antidepressiverne kan nå at virke.

I desperation vælger X nu at opsøge en anden læge og får omgående en henvisning til en skanning af skulderen. Der er naturligvis nogle måneders ventetid, ligesom der har været det på alle andre undersøgelser, X har gennemgået, hvilket i høj grad har medvirket til at trække hele sagen i langdrag, men efter et opkald til sygehuset, får X en skanning på et privathospital, 100 km borte, et par uger efter.

Skanningen viser, at skulderleddet er læderet. X bliver indstillet til operation, og en opfølgende undersøgelse på et privathospital viser til overflod, at hans kraveben også er brækket.

Jeg gentager mig selv:

Kunne man forestille sig et sygehus, hvor den syge, evt. efter henvisning fra egen læge, kom ind med sit problem, og hvor konsultationer, prøver, undersøgelser m.m. blev foretaget samme dag og med udgangspunkt i patienten og IKKE i et sygt systems tids- og ressourcekrævende papirnusseri, irrelevant skelnen mellem offentlig og privat, henvisninger, telefonopkald, mails og ventelister før hver eneste blodprøve, undersøgelse, konsultation? Jeg er overbevist om, at det ville spare os alle for meget, både økonomisk, samfundsmæssigt og bekymringsmæssigt.

Infantilisering

De klæder sig praktisk til leg i cowboybukser og gummisko eller klæder sig ud, fx som småprinsesser med tyl og masser af simili, som hip hop’ere, skatere, gother, pornostjerner m.m. Nogle prøver endda at ligne voksne med velplejede skæg, stribede sweaters og briller fra tresserne, men kigger man godt efter, har de lyserøde flodheste på strømperne.

De taler let læspende som kokette småbørn med masser af charmerende tale- og sprogfejl.

De er ikke i tvivl om, at de er geniale, hvis de forsøger sig med at synge, male, fotografere, spille musik, skrive eller danse.

De spiller elektroniske spil, ser underlødige tv-programmer, læser tegneserier, sms’er, så de håndholdte telefoner gløder, færdes overalt med ørepropper og musik, løber, spiller og leger i det offentlige rum.

De foretager sig lystbetonede ting, fordi »det ser godt ud på cv’et«.

De er altid parate til uopfordret at afpladre hjernedøde kommentarer på Facebook eller i andre offentlige eller halvoffentlige fora, overbeviste, som de er, om, at præcis deres mening er et originalt og værdifuldt bidrag til enhver debat, selv om de mener akkurat det samme, som de 169 foregående, men det hverken kunne eller gad de læse.

De betragter hele verden som deres legitime legeplads indrettet pædagogisk med lande, hvor man kan bade eller dykke om vinteren, andre lande, hvor man kan stå på ski, lande, hvor man kan vandre, feste, drikke sig stangstiv… Hvis de oprindelige beboere i disse legelande rammes af katastrofer, betragter de besøgende det som en fornærmende afbrydelse af deres velfortjente ferie.

De er historieløse, tingsgrådige, flagrende, selvcentrerede nydelsesjægere.

Men de er IKKE tre år gamle. De er over 30, og de er forældre til den opvoksende generation.

Hadeliste

Hvorfor skal alting være så pænt og positivt? En gang imellem kan man trænge til at lufte ud i idiosynkrasierne og indrømme, at der er ting, man hader.

Eller måske ikke ligefrem hader; det er så stærkt et ord, og det implicerer et personligt engagement, der ikke altid er dækning for. Mange ting kan man jo blot sørge for at undgå, grine ad eller stilfærdigt påtale, hvis det optræder lige for øjnene af en. Andre ting kan man ikke gøre noget ved, og så tjener det en selv bedst at forsøge at ignorere dem.

En liste over ting, jeg hader, afskyr, foragter, misbilliger, ikke bryder mig om, der irriterer mig, ville se nogenlunde sådan ud:

· At undvære nogen/noget, jeg føler mig knyttet til.

· Krig, fysisk og psykisk vold.

· Mørkt og koldt vejr, som man ikke kan være ude i ret lang tid ad gangen.

· Den måde vi producerer fødevarer på i vor del af verden med giftsprøjte, burhøns, taberkøer og 25.000 svin, der dør HVER DAG!

· Byggeplaner, det være sig offentlige eller private, som ødelægger bevaringsværdige og/eller hidtil fredede naturområder.

· Højreorienterede politikere, der undergraver vore fælles uddannelser, sundhedsordninger, ældrepleje, pensioner, i det hele taget hele den offentlige sektor og forsorg, og som prøver på at kalde det noget andet, fx Verdens bedste folkeskole el.lign., der er helt hen i vejret, al den stund vore børn og unge mangler flere års uddannelse, når de forlader skolen, og hverken kan tale rent, læse, skrive eller regne.

· Dårlig mad.

· Venner, som dukker mig, så de selv kan føle sig bedre tilpas.

· Venner, som bliver fornærmede, uden at de vil sige hvorfor.

· Ældre kvinder, der gør sig til af, hvor friske de er. Unge mennesker er ligeglade, for dem er det en selvfølge, at man både kan gå, gøre øvelser og selv tygge sin mad, og jævnaldrende bliver bare irriterede, hvis de ikke selv kan.

· Mødre, der bruger deres børn som undskyldning for at gøre ting, de selv har lyst til. Fx: Lille Mille har brug for at lege med andre børn! (Lille Mille er et år gammel, hun KAN ikke lege med andre børn endnu, og nu bliver hun bragt til en undernormeret, fortravlet og forvirret vuggestue tidligt om morgenen og skal undvære sin mor hele dagen, alle hverdage i ugen.) Eller: Lille Mille elsker sin moster! (Der tilfældigvis har en lækker ferielejlighed med gode gæsteværelser i Spanien.)

· Mennesker, der opfører sig dårligt over for andre, der først og fremmest tænker på sig selv, møver sig frem og ikke tager hensyn eller udviser pli.

· Voksne kvinder fx i tv, der taler barnligt, sødladent og flirter med mig.

· Folk, jeg ikke kender, der ringer mig op for at sælge noget, eller som sender mig reklamer eller spammails.

· Folk, jeg ikke kender, der intimiderende og kælent bruger mit fornavn i hver eneste sætning.

· Folk, der bruger fx Facebook til hæmningsløst at promovere sig selv og deres mere eller mindre dubiøse projekter.

· I det hele taget kommercialiseringen af de mellemmenneskelige forhold.

· At vente i kø, det være sig i telefonen, hos lægen, ved kassebåndet i supermarkedet, ja, hvor som helst.

· Folk, der ringer og snakker om sig selv i lang tid.

· At optræde i flok.

Rigtig unik

Det er en gammel sandhed, at det, der tales mest om i et givet samfund på et givet tidspunkt, er det, der findes mindst af.

Der var en tid, hvor alt skulle dreje sig om sex, samtidig med at alle undersøgelser viste, at vi som flest havde for travlt eller på anden vis var forhindrede i at dyrke aktiviteten selv. Det var før Viagrapillen.

Ordet frihed har været i vælten i mange historiske perioder, og retfærdighed, solidaritet, tolerance, velfærd. Formentlig i perioder, hvor man har savnet de begreber, ordene dækker.

Lige for tiden er det ordet unik, der høres i hver anden sætning, og det i en yderst homogen befolkningsgruppe, hvor alle prøver på at ligne hinanden i alt og fiser rundt i det samme daglige hamsterhjul på arbejde, på indkøb, og for at det ikke skal være løgn, rejser alle de samme steder hen, når de har ferie. Fx til New York, hvor man har lært sig at sige junik i stedet for det fine danske ord enestående.

Og det moderne liv er naturligvis kunstigt i alle aspekter: Vi lever på små hylder i store bygninger, afleverer vore småbørn til fremmede, arbejder med naturødelæggende aktiviteter, læser i glittede magasiner om andres kunstige liv, er fyldt med silikone, får fedtsuget, opereret, klæder os ud, lægger makeup, fjerner hår, tager i Tivoliland og i Lalandia, hvor vi er omgivet af asfalt, beton, maskiner, larm og tusindvis af ukendte mennesker… Der er ikke noget, der er rigtigt, og derfor har vi brug for at sige rigtig rigtig mange gange.

Prøv at lægge mærke til det! Det kan ødelægge enhver samtale eller dansk tv-udsendelse, når man først får øre for det.

Syg år 2010

Man får nogle gener, f.eks. i maven, gener, der af og til er smerter. Det er umuligt at komme igennem til det lokale lægehus pr. telefon. Via en kompliceret internetside forsøger man at bestille en tid hos den praktiserende læge, men det fremgår, at hun ingen tider har før om to måneder. Så tager man chancen, pakker avis og bøger og sætter sig i lægehusets venterum i den såkaldte akuttid.

Der sidder i forvejen knap 20 mennesker, mange med småbørn. Luften er indelukket og formentlig fuld af sygdomsfremkaldende mikrober. De små, hostende og nysende børn deler legetøj og kravler rundt på gulvet med snottet som et slimspor efter sig. Nogle forsøger at rejse sig med støtte på ens knæ, og mødrene smiler bredt og forstår ikke, at de øvrige ventende måske ikke er henrykte ved udsigten til at få en infektion oveni, mens de forsøger at få hjælp til det oprindelige problem.

Efter 1 ½ time bliver man omsider kaldt ind i de hellige haller. Lægen sender en videre til en specialist.

Her går så hen ved 6 uger, før man omsider får foretræde for en sådan. Specialisten beslutter efter en kort undersøgelse at udskrive nogle piller.

Der går 3 til 4 måneder, før effekten af pillerne viser sig, dvs. før generne aftager en smule. Er det pillerne, eller er det tilfældigt?

Efter et år er generne tilbage, endda værre end før. Det er umuligt at få kontakt med den praktiserende læge pr. telefon, men via mail svarer hun, at man blot skal sætte dosis op.

Efter yderligere ½ år beder man om endnu en henvisning til specialisten, for den forøgede dosis har intet betydet for generne, der nu har fyldt meget i ens liv i 2 år og har forårsaget et par resultatsløse henvendelser til vagtlæge og yderligere et par konsultationer i akuttiden.

For at få denne henvisning bliver man igen beordret til at møde op i akuttiden, hvor man sidder en times tid blandt andre syge og kraftigt inficerede mennesker.

Der er 2 måneders ventetid hos specialisten. Efter en kort og smertefuld undersøgelse henviser han en til yderligere undersøgelse på sygehuset.

Der er mange måneders ventetid på sygehuset, viser det sig. Men hvis man ringer til et specielt telefonnummer og beder om at komme til hurtigere, så bliver man henvist videre til et privathospital, hvor lægen er den samme som på sygehuset. Nu er der kun et par ugers ventetid.

Lægen på privathospitalet finder ikke noget og henviser videre til en kollega på det offentlige sygehus. Denne speciallæge har 3 måneders ventetid, og denne undersøgelse kan ikke laves i privat regi. Nu er der gået 3 samfulde år uden diagnose og relevant behandling… Tænk, hvis det er noget alvorligt?

Det er syge mennesker, vi jager rundt i systemet på denne måde! Jeg tør ikke tænke på, hvor lang ventetiden er, hvis der skulle blive tale om en operation. Man skal virkelig være stærk for at være syg i Danmark i år 2010, for der er arrogante telefondamer, forjagede, overfladiske og/eller desperate læger og andet sundhedspersonale, indviklede systemer, proforma opdeling mellem offentlig og privat med de samme penge og de samme personer.

Kunne man forestille sig et sygehus, hvor den syge, evt. efter henvisning fra egen læge, kom ind med sit problem, og hvor konsultationer, prøver, undersøgelser m.m. blev foretaget samme dag og med udgangspunkt i patienten og IKKE i et sygt systems tids- og ressourcekrævende papirnusseri, irrelevant skelnen mellem offentlig og privat, henvisninger, telefonopkald, mails og ventelister før hver eneste blodprøve, undersøgelse, konsultation? Jeg er overbevist om, at det ville spare os alle for meget, både økonomisk, samfundsmæssigt og bekymringsmæssigt.