PostNord o.a.

Nordjyske, 1.2.2023

Ja, hvorfor mon?

Forleden bestilte jeg seks flasker vin i Greve til levering på min hjemadresse her i Nord­jylland ved Aalborg.

Fire dage senere fik jeg besked fra PostNord, at jeg kunne hente min pakke i Silvan i Greve, en køre­tur på fire-fem timer over bælter fra den ene ende af landet til den anden:

Mail fra PostNord ang. levering af pakke til hjemadressen i Nordjylland.

Det var umuligt at komme igennem til vinfirmaet, for, som det senere skulle vise sig, havde det hæ­derkronede gamle postfirma sendt ALLE firmaets pakker til Silvan i Greve, hvilket jo skabte en del pres på telefonlinjerne.

Til overflod gør PostNord en noget malplaceret reklame for sig selv i mailen:

’Vores 6.500 medarbejdere forbinder 24 timer i døgnet virksomheder, myndigheder og privatpersoner i hele Dan­mark.’

De 6500 medarbejderes forsøg på at forbinde virksomheder, myndigheder og privat­personer 24 timer i døgnet i hele Danmark lagde det stakkels vinfirma i Greve ned i timevis, mens forbløffede kunder forsøgte at forbinde sig og få en forklaring …

Man hører dagligt historier om, hvordan PostNords pakkebude bare smider en seddel ind til folk om, at de selv må hente deres pakke et fjernt sted om en tre-fire dage, fordi de ikke var hjemme, alt imens modtageren rent faktisk stod ved sit køkkenvindue eller i fordøren og råbte efter det bortkørende bud, som ikke engang gad ringe på dørklokken … Hvem vælger man som pakkeleverandør næste gang?

Fx DAO, som leverer upåklageligt fra dag til dag? Enten til min dør eller til et let tilgænge­ligt pak­keudleveringssted i nærheden.

Store danske virksomheder med stolte traditioner drives i sænk. Af inkompetente ledere, der ikke har orket eller formået at følge med tiden, men blot sidder på et sidespor og hæ­ver eksorbitante lønninger, mens de ser sig overhalet af dygtigere forretningsfolk, Salling Group, Norwegian, GLS, DAO … you name it – og af den velorganiserede indehaver af den lokale døgnbutik, som udleverer eller sender ens pakker hurtigt, billigt, nemt, uden ventetid og med et venligt smil, så ingen savner utilgængelig­heden, de sure damer, nummermaskinen, priserne og køen på det for længst nedlagte posthus.

Nordjyske, 1.2.2023
Nordjyske, 26.1.2023

Coop, PostNord, SAS, DSB … DSB, som havde det famøse slogan: ’Du kan køre med os’, hvilket man som oftest netop ikke kan, enten fordi der ikke findes en station i ens nærhed, eller pga. manglende eller ulækre tog uden service, alt for dyre og sjældne afgange, dårlige forbindelser til andre transportmidler, heriblandt tog til udlandet, besværlig adgang til information og billetkøb, uigennemskuelige rabatter, sne, blade, sol, nedfaldne køreledninger, reparationer eller andre forsinkelser og forhindringer for togdriften …

Hvis vi fra Aalborg skal til fx Berlin, Paris eller Wien, skal vi først køre med toget til Odense, derefter tilbage til Fredericia, så til Hamburg osv., med mange skift undervejs til en pris der er ca. tre gange så høj som et KLM-fly fra den nærliggende Aalborg Lufthavn via Amsterdam. Til den kraftigt forhøjede pris skal lægges en rejsetid på et halvt til et helt døgn mere end flyet. Også turen i egen bil kan gøres betragteligt hurtigere og billigere end med tog. Og bilen bringer os bekvemt fra dør til dør, i lufthavnen har vi gratis og rigelig parkering ved hovedindgangen, mens vi for at nå et tog først skal køre tre kvarter i bus og slæbe på oppakning til og fra stoppestederne.

15.3. 2023 har Post Nord har flere dage i træk annonceret, at de vil aflevere en pakke, og udskudt leveringen igen …

Det er en historisk buskrose fra en planteskole; hvor længe mon den holder til at være i Post Nords klør?

Russere – igen …

Under en rejse i Rusland for nogle år siden besøgte vi et marked i byen Jaroslavl. Byen er smukt beliggende ved Volga, 250 km nordøst for Moskva, og er vel på størrelse med Århus. En af attraktionerne i byen var markedet med boder fra Samarkand, og min mand og jeg gik rundt i gangene og beså udvalget og købte tørrede og kandiserede frugter, da en lille mørkhåret knægt på vel en fire-fem år pludselig kom farende hen og sparkede mig over skinnebenene.

Jeg blev så paf, at jeg ikke reagerede med andet end overraskelse, ingen andre reagerede på overfaldet, og drengens mandlige pårørende i boden grinede opmuntrende til den lille overfaldsmand, der stolt returnerede i sikkerhed bag den høje disk.

Sparket gjorde ikke synderligt ondt, men det er selvfølgelig ubehageligt at blive sparket over benene af et barn, når man er på besøg i et andet land. Og bagefter tænkte jeg jo over, hvorfor ingen irettesatte drengen? Hvorfor ingen undskyldte hans opførsel? Hvorfor det var helt i orden at fare hen og sparke pæne, ældre turistdamer? Det kan næppe betegnes som god opførsel i noget land, hverken øst eller vest for Østersøen.

Efter besættelsen af Krim, efter invasionen i Ukraine og efter alle de stor- og småfjollede hændelser, russerne i løbet af det seneste år har anrettet i og omkring Europa og Danmarks kyster, er jeg kommet til den konklusion, at russerne foragter os inderligt og dybt. Med os mener jeg vesteuropæere. De respekterer os ikke en døjt:

De invaderede uden videre et naboland, der blev for ’europæisk’.

Jyllands-Posten net, 6.10.2022

De generer os med droner bl.a. over Nordsøen og i Nordnorge.

De forsøger at hacke og forstyrre vores kommunikation på mange måder.

Politiken net 11.1. 2023

Og de sprængte deres egen gasledning i luften, hvilket vel kan sammenlignes med at sparke sig selv over benene.

TV2 net 18.10.2022

Russerne nærer et dybt had til os, som jeg ikke kan se berettigelsen i. Måske er det fodret af egne nederlag og mindreværd parret med storhedsdrømme? – Fortrængt misundelse er en grim sygdom, der har forpestet mange liv og relationer.

Hvis landet virkelig var storslået, ville de vel behandle både deres egne borgere og alle os andre med venligt overskud? Handle med omverdenen, sælge os gas og alt muligt andet, så alle blev rigere? Dyrke de kulturelle møder? Lade venskab og samarbejde råde i stedet for at invadere og lade bomberne hagle ned over deres stakkels naboer? Og undlade at forsøge at ødelægge de nærmeste europæiske landes infrastruktur og kommunikation?

Det gør de ikke, tværtimod. Inde i nabolandet Ukraine hærger russerne som griske voldsmænd og rovmordere, men over for os europæere opfører de sig præcis som små vrede og hævngerrige femårige, der tjatter til de voksne med nålestik af droner, forstyrrelse af kommunikation og selvskade på egne anlæg. Og de fremstår – ganske som den lille dreng i Jaroslavl – umådeligt stolte af sig selv og helt uden forståelse for de større sammenhænge.

Under alle omstændigheder har jeg, uagtet min beundring for landets fornemme kultur og tidligere storhed, sat mine ben i Rusland for sidste gang.

Man lever billigt, når man

  • bor i provinsen
  • tager sig tiden til at styre sit hus og husholdning
  • altid undersøger markedet og beder om tilbud fra flere banker, forsikrings­selskaber, hånd­værkere
  • googler priser på nødvendige nyanskaffelser uden at forlade sig på Googles annon­cer og fx ’Pricerunner’, som begge kun viser priser fra betalende firmaer, og der er jo kun kunderne at sende dén udgift videre til
  • køber brugt og sælger sine egne brugte ting fx på Den Blå Avis
  • ikke ryger eller drikker – ret meget
  • ikke holder kæledyr
  • kun behøver én, ældre, brugt bil, fordi der står to cykler i skuret, og der i øvrigt er offentlig transport til døren
  • skole og indkøb ligger i gå- og cykleafstand
  • holder øje med forbruget af el, vand og varme hver måned
  • er fra en generation, der har lært at lukke for varmen i sommermånederne
  • tjekker mobilbanken mindst ugentligt
  • begrænser sig til nogle få, nødvendige, billige abonnementer, telefon, internet, avis
  • har køkkenhave og frugttræer og anvender frugt og grønt i sæsonen, sylter og fryser ned
  • kun bruger 150 kr. to gange årligt på damefrisør
  • aldrig køber hverken smykker, dyre ure, dyre tasker eller festtøj
  • nøjes med en begrænset garderobe og få par sko
  • køber tøj og andre nødvendigheder på udsalg
  • har solceller på taget
  • kun køber dagligvarer en gang om ugen
  • altid tjekker bonnen i supermarkedet og fakturaen fra håndværkeren
  • køber æg, kød og grønt lokalt, når det er muligt
  • køber dagligvarer, når de er billige, og lægger holdbare ting, gryn, mel, dåser, kaffe, pasta, shampoo, wc-papir, tandpasta, vaskepulver m.m., på lager
  • køber gode råvarer, kål, løg, kartofler, ris, kød, salt, mel, kerner i ren og uforarbej­det form
  • yderst sjældent køber fastfood, men bager og laver sin mad selv
  • bruger evt. madrester til madpakken eller næste måltid
  • selv laver sin kaffe og i øvrigt drikker vand
  • tørrer vasketøjet på tørresnor
  • bader kort hver anden dag og etagevasker for resten
  • vedligeholder hus og ejendele løbende
  • sagtens kan få den motion, man har brug for, uden at betale for medlemskaber, kontingenter, personlige trænere, pulsure, skridttællere, apps, lyttepropper i ørerne, specialtøj og sko, træningsredskaber, kostbare mountainbikes eller andet, blot ved at arbejde i hus og have og cykle eller gå i skoven og i omegnen i sit gamle tøj på sin gamle cykel for resten
  • ikke behøver gå på café for at sidde og tjekke Instagram og svare på mails
  • for det meste er tilfreds med at underholde sig selv, gå en skovtur, læse bøger, avi­ser, sidde med et håndarbejde, spille spil, se tv og film hjemme eller snakke med familie og ven­ner over en kop kaffe, hjemmebag eller et hjemmelavet måltid i sin egen stue eller om som­meren i haven – så natklubber, værtshuse, caféer, re­stauranter, biografer ikke får mange ører af ens surt tjente penge

Biksemad er nem restemad og kan varieres i det uendelige.

Hvis der så skulle blive penge tilovers, kunne man jo bruge dem på gaver til dem, man hol­der af, på en spæn­dende rejse, forbedringer i huset, hjælp til trængende eller opspa­ring til den dag, man pludselig får brug for det.

At leve billigt kan være et udtryk for ens tilfældige omstændigheder: personlighed, alder, er­faringer, interesser, nødvendighed.

Hvis man ikke har det store behov for at imponere rakket med pailletkjoler og stilet­ter, ’skønheds’-operationer eller indsprøjtninger, latterligt dyre cremer og makeup, nye frisurer og hårfarver, store biler, mærkevarer og skiftende, kostbar boligindretning, så er man allerede langt. Rakket lader sig jo alligevel ikke imponere, men har travlt med selv at forsøge at imponere. – Det bliver som oftest kun akavet.

Og når man har smagt alle de dyre vine, single malt whiskyen og specialøllene, så skif­ter mo­den til rom, specialgin eller fancy drinks … man kan alligevel ikke holde trit. For de skiftende moder er designet med et eneste formål for øje: at lokke så mange penge ud af lommen på dig som muligt og decimere dig til en sanseløs forbruger.

Det er lettere bare at slappe af og indse, at man har et valg.

Naturprojektet i Hammer Bakker

At støde på en flok vilde heste på turen i Hammer Bakker er en ny og fantastisk oplevelse.

I det nærliggende skovområde, Hammer Bakker, foregår der i disse år en genopretning af naturen. Store områder med høje grantræer fra træproduktionen erstattes gradvist af åbent græsland med spredt bevoksning og udsatte køer, heste og geder.

Projektet ledes af Aalborg Kommune i samarbejde med naturfonde og foreninger, og bøl­gerne i de lokale debatter, i avisen, i privaten og i Brugsen, går højt. Der er endda produce­ret en lille film, der blev vist på landsdækkende tv.

Skældsord og påstande fyger rundt, så velmenende naturfolk må se sig beskyldt for alt mu­ligt mærkværdigt. Og de ville bare sikre naturen mulighed for at overleve med mest mulig diversitet. På den måde, som fagfolk nu for tiden er enige om, kan fungere.

Vi har alle stærke følelser for Hammer Bakker. Om vi bor her, om vi har travet Bakkerne tynde fra barnsben, om vi er tilflyttere, mountainbikere, motionsløbere, svampeplukkere, juletræskøbere, hundeluftere eller blot naboer, så har vi en følelsesmæssig tilknyt­ning og en uangribelig mening om, hvordan Bakkerne burde administreres.

Sjovt nok er områdets liberale ofte de mest højlydte om, hvordan tingene burde gribes an, og der udspys galde mod kommunen, mod uddannede biologer og de deltagende, vel­renommerede fonde og foreninger. Ganske som det ofte er de ’liberale’, der vil lovgive om folks tøj, deres brug af tørklæder, som vil bestemme, hvilke køn der må gifte sig med hvilke køn, og hvem, der må få en abort, og hvem der ikke må.

Der er fortsat og fremover ingen, der kan forhindre private lodsejere i og omkring Hammer Bakker i at dyrke juletræer og hurtigtvoksende nåletræer på deres egen jord. Der er ingen, der kan forhindre jægere i at jage vildtet på deres egne jordlodder. Der er ingen, der kan blande sig i private ejeres brug af egen jord – hvis de i øvrigt holder sig inden for den almindelige lovgivnings rammer.

På samme måde må kommuner, foreninger og fonde disponere over deres jordstykker på den måde, de finder, bedst kan tilgodese vores trængte natur og sikre den for de kom­mende generationer. Her gælder videnskabelighed, ikke smag og behag og hvad man lige­som selv synes. Tårnhøje, mørke graner i lige rækker er ganske som en korn- eller majsmark en monokultur, der ikke fremmer divers natur.

I størstedelen af menneskets historie har naturen været en farlig modstander, som det gjaldt om at overvinde. Vi måtte bekæmpe naturen, hvis vi ville have ly og mad og sikker­hed.  – Den kamp har vi for længst vundet. I en sådan grad at de fleste yngre mennesker på vores breddegrader er naturfremmede og tror, at tilværelsen automatisk indebærer internet og fjernvarme og fyldte kølediske.

Mens vi stadig var i kamp mod naturen, var vores smag i haveanlæg det kontrollerede, det indhegnede, det inddæmmede, det formfuldendte, som rokokotidens store parkanlæg med hække og bede i lige rækker og skarpe mønstre.

Men så snart industrialiseringen tog fart, og vi var ved at vinde kampen mod naturen, be­gyndte vi at længes tilbage efter det naturlige og skabte de engelske haver som ’naturlige’, åbne græsområder med spredte solitærtræer og dekorative buskadser.

Ved hjælp af hjerneskanninger har man påvist, at menneskers nydelsescenter lyser op, når vi præsenteres for billeder af vidtstrakte og lysåbne savanne- og græsområder med spredt bevoksning. Måske fordi vi førhen alle var jægere og samlere og gerne anbragte os lidt højt i landskabet, hvorfra vi kunne betragte frodighed, eventuelle fjender og dyreflokke på god afstand. – Grønt græs betød mad til de dyr, vi levede af, og træer og buskadser skaffede os dækning og sikkerhed, når vi vandrede, samlede eller jagede.

Den slags landskaber var naturlige dengang, da menneskene var få og skulle overleve på na­turens præmisser.

I dag har vi i den grad ødelagt naturen overalt på kloden. Vi har fældet og bygget og udgra­vet og anlagt og pløjet og tilsvinet og skamredet jorden under os på det forfærdeligste. I Danmark er der kun ca. 0,5 % urørt natur tilbage. Vi har overudnyttet og forgiftet jorden, vandet og luften. Men vi ville nok ikke ønske os urørt natur i Hammer Bakker, for urørt na­tur er vild og ufremkommelig, og ingen ville kunne gå tur eller cykle eller lufte hunde i det vildnæs, der opstår efter ganske få års forvildning.

Så når folk bliver rasende over naturprojektet i Hammer Bakker, hvilken slags natur er det så, de ønsker sig i stedet?

Er det de nøgne morænesandbakker, der dukkede frem efter sidste istid?

Er det den løvskovklædte bakkeø, som opstod i årtusinderne derefter?

De forblæste lyngbakker, der kom efter menneskenes fældning af løvtræerne?

Eller de indførte nåletræer i lige rækker, der er blevet plantet i løbet af de seneste 100 år?

Det valg overlades nok bedst til uddannede biologer.

Og selvfølgelig gør det ondt at se dem rykke ind med enorme maskiner, der oppløjer de gamle, fine mosstier, der vælter flere kvadratkilometer med grantræer, som var de tænd­stikker, og som opsætter hegn og nedlægger veje, som vi har benyttet i flere menneske­aldre.

Selvfølgelig ligner det det glade vanvid, at en indsats for naturen starter med, at emsige mennesker rykker ind og vandaliserer den smule grønt, der måtte være tilbage efter flere tusind års menneskelig aktivitet.

Men bør vi ikke se tiden an, før vi kritiserer? Bør vi ikke stole på fagfolkene? Til gengæld får vi en lillebitte bid af noget naturlignende tilbage, vedligeholdt af store græsædere, som vi skal vænne os til at dele området med.

Man kan med god ret sige, at det er for lidt og for sent. Men lidt er vel bedre end ingenting?

Ny regering i Danmark

Mette Frederiksen i tv, da hun holdt sin åbningstale i Folketinget d. 4. oktober. Ved valget d. 1. november 2022 fik hun knap 61.000 personlige stemmer og hele 50 mandater i Folketinget, mere end dobbelt så mange som nr. 2, venstres 23 mandater.

Man kunne ønske Mette Frederiksen til lykke med realiseringen af nogle uventet storslåede visioner parret med godt politikerhåndværk.

Man kunne ønske Jakob Ellemann-Jensen til lykke med en blød og heldig landing på en drømmepost som forsvarsminister efter igennem en lang periode at have ud­spyet modbydeligheder og barnagtige anklager mod sine nuværende partnere.

Man kunne såmænd også ønske tumlingen, Lars Løkke Rasmussen, den runde fi­gur med bly i rumpen, der altid rejser sig, når den væltes, til lykke med at have startet et nyt parti og lige netop at have klemt sig tilbage i ministerkontor og flysæder betalt af andre og ind i magtens rum.

Men jeg tror, at jeg allerhelst vil ønske Danmark til lykke med den nye, samarbej­dende regering og det kompromissøgende regeringsgrundlag.

Dette forsøg på fælles regeringsdannelse og bredt samarbejde er noget af det fi­neste, der er sket i dansk politik længe. I dag er jeg for en sjælden gangs skyld igen stolt af at være dansker.

Vi kan forhindre en polarisering mellem to uforsonlige og hadefulde fløje, som vi har set og ser i fx USA og mange andre lande. En polarisering, der ofte er endt i løgne, ubegrundede anklager og direkte vold. En polarisering, der er en al­vorlig trussel mod demokratiet.

Med den nye, brede flertalsregering vil en stor del af det danske samfund frem­over være repræsenteret bag det lovgivende arbejde, og det betyder forhåbent­lig mindre polemik og længere holdbarhed. Nye regeringer vil ikke føle sig fristet til at lave alting om, når de kommer til magten efter denne.

I et demokrati med flere partier kan man ikke få alle sine egne ønsker opfyldt. Det er kompromisset og samarbejdets præmis. Regeringsgrundlaget synes ikke umiddelbart at være så socialt retfærdigt og miljørigtigt, som jeg kunne have øn­sket mig, men politik er det muliges kunst. Anslaget tegner godt. Og ikke mindst stabilt: Nu kan politikerne for en stund holde op med at skændes og begynde at løse de presserende problemer.

Fagforeningerne kan ikke finde andet at udsætte på foretagendet end at brokke sig over udsigten til en mistet forårsfridag om 1½ år. Samme brok hører man fra præsteskabet. Men ingen forhindrer nogen i at købe hveder og æde sig en mavepine til alligevel. I at arran­gere sine løse ferie- eller fridage, så man kan få konfirmeret sin 14-årige i kirken eller i fælleshuset på netop den fredag før fjerde søndag efter på­ske. I at gå i haven og luge eller køre på genbrugspladsen med de gamle have­møbler. I at bede bønner til alle de helgener, der ikke fik deres egen plads i ka­lenderen ved sidste ommøblering af helligdagene for 350 år siden. Hvis man da ikke kan nøjes med de andre forårsfridage, helligdage og weekender.

Og så er der selvfølgelig hele hylekoret af rabiate grøftegravere: De kommer fra yderfløjene – heriblandt TikTok-helten, Alex Dominique Kristensen Vanopslagh, og Cruella de Vils lillesøster, Pernille Vermund; de kommer fra partier, der ikke reddede hverken ære eller indflydelse, som fx den straffede In­ger Støjbergs misfoster af et politikløst sammenrend, og de kommer fra kredse omkring nogle forsmåede minkavlere, der endnu ikke har set millionerne strømme ind på kontoen.

Mange vil insistere på at være negative og tale dårligt om det modige politiker­hold, der er trådt sammen og trådt frem for vores allesammens skyld.

Men skal vi andre ikke ønske hinanden til lykke med, at vi fortfarende synes at være i gode hænder, og håbe det bedste?

Småtterier XIV

Jeg gik rundt i den – pga. energikrisen sparsomt juleudsmykkede – by; kiggede i skobutikker, tøjbutikker og stormagasiner i et par timer, og det besynderlige opstod, at jeg ikke havde lyst til hverken at købe eller eje noget som helst. Havde ikke brug for noget af det.

Både tøj og sko er ens i alle butikker – sko og støvler er ikke designet til menneskefødder, vinterovertøj er udelukkende ’dunjakker’ af nylon – ikke meget at vælge imellem dér – og kjoler er tyndt, nedringet festtøj i kunststoffer med pailletter eller smarte slogans skrevet hen over – i en pasform og kvalitet, man ikke har lyst til at have på sin krop.

Men man kan jo glæde sig over, at vi, i modsætning til mange andre på denne lille planet, er så heldige og privilegerede at bo i et land, hvor vi har let adgang til alt muligt – nogle mere end andre, selvfølgelig. Der er børnefamilier i denne kolde december, der godt kunne bruge en hjælpende hånd også i vores lille smørhul.

Glædelig jul!

● Alder, det er, når man pakker julepynten ud og næsten ikke orker at pynte op, for det er jo blot få dage siden, man pakkede det hele ned, og lige om lidt skal man jo til det igen …

Nordjyske.net dec. 2022

Nogen skylder at forklare, hvad så overdådigt mange julelys – i en vinter med krig i Europa og energimangel – og vilde dyr i fangenskab har med hinanden at gøre?  – Det kan ikke være godt for følsomme dyr med al den virak, lys og lyde.

● De unge siger:

  • Verden er af lava
  • Fra Herodes til pilates
  • En ulv i forklæde
  • Han gik for ludderkoldt vand

Og Astrid Krag, der på det tidspunkt var minister, udtalte til tv-avisen d. 1. 8. 2022, at man ‘fodrer hunden med sin egen hale’ – Men ser det for sig.

Både unge og gamle siger 1,5 eller 1,8 MILLIONER, men ikke 1½ timer, 1½ minutter eller 1½ måneder. De siger Kroasjien og Svejs i stedet for Kroatien og Schweitz.

Hvem i alverden finder på at kalde en demokratisk valgt, dansk statsminister med et folketingsflertal bag sig for ’magtfuldkommen’?

Det ord bør reserveres til despoter og autokrater i fejlslagne stater, som TV2 her ganske rimeligt beskriver Putin:

’Da Vladimir Putin tiltrådte embedet som Ruslands præsident i 2000, indgik han en underforstået kontrakt med den russiske befolkning.

Den bestod i, at befolkningen accepterede Putins magtfuldkommenhed, mod at russerne fik stabilitet og flere penge mellem hænderne.’

TV2 net 6.12.22  https://nyheder.tv2.dk/udland/2022-12-06-putin-rev-kontrakten-med-russerne-over-kan-det-koste-ham-magten

Putin og Mette Frederiksen i samme kategori? Hvor er proportionssansen blevet af?

Vi er for nemme at narre med smarte ord, udtryk og fake news … Det er en uddannelsesmæssig krise i befolkningen snarere end en politisk. – Vores dårligt orienterede og inkompetente politikere får lov at slå om sig med ord og påstande, som alle er grebet ud af den blå luft, og erklære regulær krig mod kollegaer fra andre partier. Og medierne påpeger det ikke, fanger det ikke, for der er flere klik i dramatik og konflikter.

Dansk politik bliver kørt op som en pirrende serie på Netflix, hvor det burde være seriøst arbejde for at forbedre befolkningens vilkår.

Og med en bred regeringsdannelse, som den, der bliver præsenteret i dag, fik både medier og politikerkollegaer travlt med at køre sig selv ned igen.

Nordjyske 12.3. 2022

● Efter årtier med hysteri om flygtninge kom der, takket være Putins brutale overherredrømme, omsider tusindvis af brugbare kvinder til de danske stalde. De kunne lige så godt have skrevet ’kvinderne er gode i sengen’ – så usmageligt er det.

Politikens forside 5.12.22

● Avisen ’Politiken’, der på det seneste har haft travlt med at forfølge, udskamme og intimidere kvindelige politikere, Mette Frederiksen, Trine Bramsen og Theresa Scavenius, har startet en indsamling til fordel for Ukraine. – Ukraine har brug for og krav på vores støtte, men ’Politiken’ besidder ikke længere den moralske integritet, der tillader dem at gå forrest i denne eller andre sager. Avisen har leget folkeforfører og manipulator og har tåkrummende emsigt markedsført specifikke politiske dagsordener både i valget af stof og interviews, i artikler, klummer, i såkaldt humor og satire og gentagne gange i selvbevidste, men banale og forudsigelige, ledere hen over hele forsiden. Ved at bekende sig til en snæver og gennemskuelig agenda har avisen tabt dele af læserskarens tillid. Her i huset støtter vi Ukraine gennem andre organisationer, som fx ’Læger uden grænser’, der har integritet og troværdighed i behold.

● Måske derfor er han ikke inviteret:

’Ifølge Vanopslagh har LA ikke været inviteret til møde den seneste uge. (…) – Men vi har også signaleret, at vi ikke ønsker at sidde med i en regering med Mette Frederiksen for bordenden.’

https://nyheder.tv2.dk/politik/2022-12-04-vanopslagh-svaert-at-se-hvorfor-blaa-partier-skal-gaa-med-i-s-regering  4.12.22

● En beundringsværdigt sej kvinde har mistet sin elskede mand og har siden arbejdet hårdt for at redde sine bysfæller fra en ondartet sygdom, ALS, som kunne stamme fra forurening i lokalområdet, og så skal hun af en tilfældig tv-anmelder lide den tort at få sit udseende vurderet og sammenlignet med en amerikansk skuespillerindes:

Set og hørt, Politiken, 2. del, 4.12.22:

’Ketty Hjøllund er nok ikke lige så langbenet eller nedringet, men hun er lige så indædt … ’

Den tid, hvor det var OK at komme med vurderende bemærkninger om andre menneskers udseende, burde for længst være ovre! Det er nedværdigende og irrelevant!

● Folk, der ikke laver deres mad selv, og ikke engang selv kan hente deres fedtede fastfood-burgere eller pizzaer, men benytter mobilen og får ’maden’ leveret af et underbetalt og stresset bud på en larmende, osende og forurenende knallert, skulle idømmes mindst en uges faste pr. gang!

● TV2 net 3.12.22 – Jeps, det er fuglene og ikke de store trawls og overfiskeriet, der truer fiskebestandene …

Fiskere efterlyser national plan mod skarver

Skarver gør et for stort indhug i bestanden af både saltvands- og ferskvandsfisk i danske farvande, søer og vandløb. Derfor er der brug for en national plan for regulering af bestanden. Det mener både Danmarks Fiskeriforening og Danmarks Sportsfiskerforbund, skriver Ritzau.

● Sommetider kommer man forbi små huse, tiny houses eller blot rækkehuse, der er blevet alt for små for ejerne og ser ud, som om de har kastet op ud over hele haven og indgangspartiet: Der står trailere, rodede bunker af affaldscontainere, gamle vaskemaskiner, en rusten kummefryser, cykler, stiger, henslængt sportsudstyr, krukker med visne planter i, bræddedynger, haveslanger, legetøj, barnevogne, MTB’ere, sammensunkne trampoliner, havemøbler i dynger og stakke, poser med jord, byggematerialer, en gammel reol, en kasseret sofa …

● Skal små børn sove sammen med deres forældre? – Små børn, måske helt op til 5 – 6 års alderen eller gerne længere, har krav på deres forældres nærhed og beskyttelse. At forsøge at lære babyer og småbørn at sove alene er unaturligt. – Forestil dig en abemor, der sidder i et træ med sin unge på maven: – De nusser hinanden hyggeligt, småbrummer, pludrer, den lille dier, og så, når mørket er ved at falde på, og kulden kommer snigende op ad træet, klatrer abemor over i nabotræet, hvor hun anbringer sin forsvarsløse unge på en gren, hvor den skal tilbringe natten helt alene, mens hun klatrer tilbage til det første træ og putter sig mageligt sammen med ungens far …  til lyden af ungens miserable hylen …  – Ja, ikke? – Småbørn behøver ikke altid at ligge tæt op ad deres forældre, men de skal i det mindste befinde sig i samme rum, så mor og far kan høre dem med det samme – og skride ind! – hvis de vågner og er sultne eller bange.

https://videnskab.dk/forskerzonen/kultur-samfund/samsovning-kan-barnet-blive-for-gammel-til-at-sove-sammen-med-foraeldrene

● Jeg beundrer de mennesker, der kan modtage positiv opmærksomhed, gaver og tjenester med naturlig elegance … Der er ikke meget i mit liv og opvækst, der har forberedt mig på at stå i den modtagende ende af andre menneskers påskønnelse.

● Gamle mænd med løvsugere. Så går de der i deres små haver i timevis. Med prostata og stive rygge. Kan ikke længere bukke sig. Betjene en rive eller en kost. Så de støvsuger i øredøvende larm hele haven. Mange gange. Måske for at slippe for konen. Mens de tror, de går og udretter noget nyttigt. Mens træerne gulnes, og bladene drysser … Mens naboerne forbander dem og deres djævelske maskiner langt væk.

● Uden hjerne – Med års mellemrum skriver man til samme kundeservice og får samme svar:

’Kvittering – sagsnummer: xx-155026-2022

Mange tak for din henvendelse.

Vi får i øjeblikket ekstraordinært mange henvendelser, men vi tilstræber at besvare din henvendelse indenfor 10 arbejdsdage.

Tak for din tålmodighed.’

Hvis jeg i årevis havde haft ekstraordinært travlt, ville det for det første ikke være ekstraordinært, og for det andet ville jeg for længe siden have tilpasset bemandingen eller – endnu bedre – forsøgt at klare de problemer, der foranledigede disse mange henvendelser.

At køre et autosvar med ’ekstraordinær travlhed’ i flere år er flovt og ikke en moderne virksomhed værdig! – I dette tilfælde et stort, kommunalt foretagende.

● Man anskaffer sig ting … ting, ting, og de klæber til én, så man aldrig kommer af med dem igen, men bruger sit liv på at passe dem, indrette sin bolig efter dem, vaske dem, ordne dem, arrangere dem … vise dem frem.

● Der er ingen logik i noget som helst …  Og da slet ikke i krig. Putin hyrer nazikors-tatoverede lejemordere og soldater for at udrydde fredelige ukrainere, der bare gik og passede sig selv, men som han beskyldte for at være narkomaner og nazister … Hvem kan tro ham? Det minder meget om en anden, ynkelig despotaspirant, D. J. Trump, der ind imellem alle sine egne, åbenlyse løgne beskyldte andre for at viderebringe ’fake news’ …. Jamen … Ingen ved tilsyneladende længere, hvad der er op og ned på verden. Og det går ad H til.

https://nyheder.tv2.dk/udland/2022-11-27-efterretninger-peger-paa-magtkamp-i-putins-indercirkel

● Er det sjovt? Satire?


ATS-DEBAT Der er for mange åndssvage kattedamer i Danmark!

Politiken 28.11.22 ATS er Politikens daglige satirespalte

● Ingen burde lave støj, der kan høres uden for ens egen matrikel/lejlighed uden særlig tilladelse! Heller ikke udsende ubehagelige lugte! Eller blændende eller blinkende lys! – Det gælder også for firmaer og landbrugsproduktioner. Reparations- og vedligeholdelsesarbejder i kort tid er undtaget, mens fx en ombygning, som farmand selv går og hygger sig med, så han går og støver og støjer med vinkelsliber og fliseskærer i måneder og år, burde medføre politianmeldelse og en klækkelig bøde.

Sproget i vores aviser og øvrige kulturprodukter er efterhånden blevet meget voldsomt og kvindefjendsk. – Og ingen gør indsigelser, og således forråes vores samfund mere og mere. Og så ender det hele her:

Politiken net 8.11.22

Politiken net 24.11.22

Og så kan de jo skrive om dét … I mit arbejde som domsmand har jeg lært, at et knytnæveslag automatisk giver 30 dages fængsel – betinget, hvis det er første gang. Hvor mange mænd har ikke slået deres koner og børn fuldkommen ustraffet i hjemmene op igennem tiden?

Dette er de unge generationer, der påstår sig grønne og klimabevidste:

● Politiken igen:

’Jeppe Kofod ærgrer sig: »Den klare besked var, at jeg ikke kunne deltage i turen til Ukraine«

Finlands udenrigsminister savnede Danmark, da syv nordiske og baltiske udenrigsministre besøgte ukrainske toppolitikere i Kyiv i sidste uge. Fungerende udenrigsminister Jeppe Kofod (S) ville gerne have rejst med, men fik nej.’

https://politiken.dk/indland/politik/art9105472/%C2%BBDen-klare-besked-var-at-jeg-ikke-kunne-deltage-i-turen-til-Ukraine%C2%AB

Det var synd for Jeppe Kofod, at han gik glip af en flyvetur, men heldigt, at han har en journalistven på Politiken, for så kan vi alle sammen bruge tid og ressourcer på Kofods følelser, en hel side! Mens landet stander i våde med ny regeringsdannelse, energikrise, inflation, krig …

Avisen mangler en uddannet redaktør med proportionssans!

● Man nyder ingen respekt, når man er:

  • barn
  • kvinde
  • brun
  • handikappet
  • socialt, pædagogisk eller humanistisk uddannet til forskel fra håndværk, ingeniør eller naturvidenskab
  • hjemmearbejdende
  • gammel

Hvis man er voksen, mand, hvid, rask, tekniker, udearbejdende og ung kan man regne med at modtage flere tusinde respektpoints i bonus på forhånd.

Dyr taler til mig

Ca. 1965

Det lyder skørt, men dyr taler til mig.  – Nej, de taler selvfølgelig ikke, det handler om kropssprog. De kigger på mig og telepaterer med øjnene det, de ønsker, jeg skal vide. Fx venlighed, nysgerrighed, frygt, sult, undren, aggression, smerter, legelyst … Det gør børn og andre mennesker også sommetider.

Det begyndte, da jeg var lille. I min familie var jeg hende, der havde et øje på alles velbefindende, ellers kunne Helvede – efter min korte erfaring – bryde løs. Det gjorde det nu ofte alligevel, men efterhånden som jeg voksede op, lærte jeg at gribe ind i tide eller at komme af vejen, og endnu senere at be­grænse min omgang til menne­sker, der ikke misbrugte andre til egen bekvemme­lighed.

I omgangen med min familie, familiens gamle hund, kattekillinger, haven med sødt duftende roser i rækker, jordbær og gamle æbletræer, hundene på ve­jen, kattene ude omkring, bier, brumbasser, myrer, sommerfugle, snegle, solsorte, venner, lege­kammerater, skolelærere m.fl., lærte jeg i mine allerførste leveår, at vi alle var en del af samme helhed, vi med to ben, dem med flere eller færre ben, dem med finner, vin­ger eller rødder.

Ca. 1959

Da jeg fik min egen cykel, opsøgte jeg de omkringliggende gårde og fik hurtigt i en alder af knap 10 år overladt ansvaret for de ny­fødte kalve og smågrise på en pænt stor gård. Hver dag efter skoletid og i weekenderne deltog jeg i pasningen af de 26 røde malke­køer, 2 – 4 jerseykøer, 6 – 8 søer med tilhørende grise, et par arbejdsheste, en flok høns, får og en del halvvilde katte med deres killinger. – Der var nok at tage sig af.

Og 10-årige piger er fænomenale til små dyr. Mine kalve og smågrise trivedes over­måde. Kalvene brægede jo efter deres mor, men så kunne man give dem sin hånd at sutte på, mens man kløede dem bag ørerne og hen over ryggen med den anden. Så­dan en spædkalv kunne suge alt blodet ud i de yderste fingerspidser. Derfra, og så til at sænke hånden ned i en spand nymalket råmælk, som kalven på denne måde kunne lære at suge op, var der ikke langt. En lille kalvepasser kunne selvfølgelig også malke en ko på ingen tid. Hjælpe med at trække en kalv, der vendte forkert, ud af moderen i takt med hendes anstrengte veer. Og holde styr på hvilke kalve, der skulle have hvil­ken mælk. Og hvor­når man kunne gå over til vand med kalveblanding og senere til mejeriets skummet­mælk, som vi fik re­tur i store junger til både svinefoder og kalve­drik. Kalvene stor­trivedes, og begrebet ’taberkøer’ kendte vi ikke. Alle vores køer var runde og rare og fik taget individuelle hensyn, hvis de havde brug for det. Foder­mesteren og jeg var om dem, og om afte­nen, når der var muget ud, aftenmalkningen var overstået, kal­vene havde fået, hvad de skulle have, og der var ryddet op, vasket spande og junger af og strøet frisk sand ud over staldgulvet, så stod fodermesteren og jeg en rolig stund og gumlede på hvert vores halmstrå og småsludrede om dyrene, mens vi nød den veltilpasse ro og gumlen fra alle båse og bokse, før vi slukkede lyset, ønskede hin­anden godaften og gik hver til sit.

Vi mistede heller ikke mange smågrise, hvis soen skulle fare på en skolefridag, og jeg var med i stalden, sommetider natten over. At snuppe sådan en lille slap og bleg fyr og gnide den varm og lyserød med en visk halm var lige noget for mig. Hver eneste levende gris føltes som en personlig sejr. Og jeg var ferm til at redde de små, når soen følte trang til at vende sig, eller hvis hun ville gnaske mere end blot den blodige mo­derkage og navlestrengen i sig.

Når dyrlægen kom og kastrerede smågrisene eller jog et spyd i maven på kalven med trommesyge, som den havde fået af en dynge gæret, fugtigt forårsgræs, som foder­mesteren havde smidt ind til den, var jeg hende, der holdt kalv eller gris, og som des­inficerede sårene bagefter. Dyrlægen belønnede mig med en pebermyntepastil, der havde ligget længe i hans uldne lommer.

Ca. 1958

At kunne kommunikere med dyr, at kunne fornemme hvordan de har det, kom mig til nytte, da jeg red og navnlig, da jeg som 12-13-årig blev betroet at ride en ung plag til. Efter et par ture i græsset kom vi overens, og hesten og jeg begav os ud på utallige, timelange ekspe­ditioner ud over vidderne, langs fjorden eller ind igennem skoven.

Hunde og hundetræning faldt mig også let, ligesom hønsehold, havebrug og omsorg for potte­planter, og tiden med mit eget lille barn var som én lang og lykkelig kom­mu­nikation på et sprog, som jeg allerede mestrede.

Andre mennesker har det dog med at fylde. De snakker og forventer og bre­der sig, og jeg opfatter sommetider alt for meget, som jeg ikke har lyst til at vide eller reagere på, men som jeg har svært ved at lukke ude.

Det vilde kragepar kan sidde i egetræet på en gren lige over mit hoved og kigge på mig med hovedet let på skrå og spørge, om det mon er tid til en godbid? Men de gør det altid høf­ligt, uden at presse sig på.

Og de gamle potteplanter skriger ikke op, hvis de mangler vand eller andet. De forsø­ger bare så diskret som muligt ved at hænge lidt med bladene at gøre mig opmærk­som på problemet.

Men efter et længere samvær med snakkende mennesker har jeg brug for mindst en, gerne to, dage, hvor jeg går lidt alene med mig selv. Og nøjes med at lytte til dyr og planter.

Se evt.:

https://blog.loneandrup.dk/2007/03/09/hundehvalpen-4/  

https://blog.loneandrup.dk/2013/05/31/vagthunden-188/ 

https://blog.loneandrup.dk/2017/01/14/jeg-har-en-ven-der-er-krage-306/

https://blog.loneandrup.dk/2012/09/05/honen-og-kyllingerne-148/

https://blog.loneandrup.dk/2020/09/29/have/ 

https://blog.loneandrup.dk/2020/08/28/planter/ 

mfl.

Pension

Så oprandt den dag, da staten anerkendte min høje alder og tilkendte mig pension. Folkepension. Man bliver faktisk rørt. Dybt taknemmelig for den udviste omsorg.

Beløbet er ikke stort, men det lægger en bund under en usikker økonomi, og derudover kunne jeg søge ældrecheck, mediecheck, varmehjælp, helbredstillæg og meget mere, som ikke en kat kan finde ud af, og som jeg ikke kan få mig til at undersøge nærmere. – Trænger hele pensionssystemet ikke til en forenkling? Det giver indtryk af, at folketingspolitikerne hvert eneste år igennem en menneskealder har siddet i en brandert i sene nattetimer og dynget alt muligt tilfældigt oven på hinanden:

  • Folkepension
  • Førtidspension
  • Tillæg til folke- og førtidspension:
  • Mediecheck
  • Ældrecheck
  • Varmetillæg
  • Helbredstillæg
  • Personligt tillæg
  • Din personlige tillægsprocent
  • Bistands- og plejetillæg
  • Ekstra økonomisk støtte til modtagere af ældrecheck for 2022
  • Seniorpension
  • Tidlig pension
  • ATP Livslang Pension
  • Tjenestemandspension og LD Fonde
  • International pension
  • Efterløn, fleksydelse, delpension

(Fra borger.dk)

Hvilket de ganske givet også har.

Men det komplicerede og uoverskuelige rører ikke ved glæden og stoltheden over at bo i et land, der har overskud til at sikre os gamle et minimalt livsgrundlag.

Retten til folkepension blev besluttet af et bredt flertal be­stående af Socialdemokratiet, Det radikale Venstre, Venstre og De Konservative i det samme år, som jeg blev født, 1956. Men folkepensionen er truet: Moderaterne med fiffige Lars Løkke Rasmussen i spidsen har planer om at afskaffe den, hvis de får magt til det.  – Det er de gamle partier, der i sidste halvdel af det 20. årh. har sik­ret de ældres rettigheder. Nu mangler vi bare at udvise samme, rimelige omsorg for børnene og de syge. – Man kender et samfund på den måde, det sørger for sine svageste på.