Forslag

Den nuværende amerikanske præsident har beslaglagt hele verdens opmærksomhed i årevis.

Hans tweets og ofte besynderlige udtalelser holder horder af journalister, diplomater og kommentatorer beskæftiget. Også i lande langt fra USA.

Hans personlighed forekommer skrøbelig, som en skoledrengs.

Og hans handlinger uigennemtænkte og tilfældige.

Men det virker, som om han ernærer sig, trives og puster sig op ved opmærksomhed.

Skulle vi ikke alle sammen ignorere ham? Fx d. 1. april? Og gerne resten af måneden, foråret, sommeren, året … med.

For han er ingen aprilsnar, desværre.

Tøsetid

Spinkle lillepigestemmer, koket læspen, indsmigrende, næsten hviskende, kælent tonefald … Den moderne kvinde blev ikke (altid) så stærk og uafhængig i sit udtryk, som vi gamle kvinder kunne have ønsket os, da vi op igennem 60’erne og 70’erne demonstrerede i gaderne med knyttede næver.

Og det på trods af 12-taller og tilsyneladende lige muligheder på de fleste fronter!

Det ser ud, som om man nu holder kvinderne nede med krav om tyndhed, langt havfrue­hår foroven, glatbarberethed forneden, og en barnlig sødme … Og det kan man jo godt forstå, at nogen kunne have en interesse i. Behagesyge småbørn er nu engang lettere at sælge mere eller mindre overflødige produkter inden for boligindretning, mad, sundhed, skønhed, mode, rejser og populærkultur til – Men hvorfor helvede er det, at unge, stærke og begavede kvinder går med på det?

Helt aktuelt er det Iben Maria Zeuthens sødladent flirtende udspørgen af den store diva, Ghita Nørby, og Dennis Nørmarks påfølgende tankevækkende indlæg i Politiken*, som udløser min undren.

Jeg har stor forståelse for Ghita Nørbys reaktion, selv om den forekommer unødvendigt grov: – Candyfloss-sødt-klistret passiv aggression ER øretæveindbydende! – Også jeg overfusede en gang en lille apotekerpige, der vist bare ville være sød. – Faktisk forskrækkede det mig selv, at hendes spæde forsøg på, kælent, floskelfyldt og i et dårligt sprog, at belære mig om noget, jeg har vidst i længere tid, end hun havde levet, udløste så stor vrede i mig.

Jeg er en ældre dame, der ikke skal kurtiseres af små piger, og jeg bliver usigeligt flov på hele kønnets vegne, når jeg støder på dem.

Men de må jo have oplevet, at de får fordele ud af lillepigerollen, ellers ville de vel stoppe med det samme.

På en billig charterferie for nylig blev vi rystede over de unge guider, der knap mestrede det danske sprog, men som flinkt havde lært lidt stof udenad, som sang børnesange for os i bussen på vej til og fra lufthavnen, og som fnisende over lydanlægget fortalte os alle sammen om deres guidemiddage på hotellet, hvor de som noget nyt havde ‘aftalt at slukke vores mobiler og ligesom være tilstedeværende og snakke om hvordan hinandens dag har gået’ …

Jeg afbryder brat enhver samtale og zapper væk fra enhver udsendelse eller annonce i tv og radio, hvis stemmen tilhører en kælent indsmigrende, voksen kvinde, der forsøger at gøre sig lille. Fx kan DR’s ’Aftenshowet’ udløse min zapperefleks i en sådan grad, at jeg vist aldrig har set mere end få sekunder af den udsendelse. De unge mænd i ‘Aftenshowet’ kan i øvrigt forekomme lige så vammeltsøde, som pigerne, når man zapper forbi … Den værste er dog den kvindelige vært i ’Sporløs’, der kaster sig over helt fremmede mennesker i fremmede lande og smiler og krammer og taler kælent til alle, uanset at afsnittets dybt berørte hovedpersoner står lige ved siden af og græder.

Hvad er der sket? – Har de unge kvinder ikke længere nogen voksne kvinder som rollemodeller? – Kun den jævnaldrende børnegruppe og en enkelt fortravlet pædagog eller to?

Det ser ud, som om vi har sprunget et par generationer over i oplæringen af vores børn. Vi tager ikke læn­gere vores egne børn i hånden, tager dem med ud i verden og lærer dem, hvordan man begår sig i det of­fentlige rum, på arbejdsmarkedet og socialt. De seneste forældregenerationer har koncentreret sig om sig selv og deres egne karrierer og forbrug og har overladt børnene til store institutioner med dårlig beman­ding, således at børn og unge i de seneste 30 – 40 år har været overladt til det, min mand kalder ’side­mandsoplæring’. Dvs. at de lærer alt, fakta, sprog, opførsel, sociale koder, af hinanden i børneflokkene, af ligeledes meget unge YouTube-stjerner, af hysterisk opgejlede, åndløse tegnefilm, af fjollet barnlige tv-værter og popsangere. I ferier og weekender bliver det for anstrengende for de i øvrigt fraværende forældre at være sammen med deres egne børn, der jo er vant til at færdes i store, larmende flokke, og så suser man rundt på poppede museer, udstillinger, vand-, legelande og tivolier for at slippe for at foretage sig noget seriøst og måske komme til at snakke sammen. I gamle dage kaldte man sådanne fraværende forældre, der bød på is og zoologisk have i weekenden, for – ja, netop – ’Weekendforældre’.

Så børnene, pigerne, danner tøseflokke – også som voksne – hvor de åndeligt talt sidder på sengene inde på hin­andens værelser og fnisende aftaler, at – Ej, skal vi ikke alle sammen have langt hår? Skal vi ikke sige, at nu skal vi alle sammen amme vores børn på caféer? Gå i petroleumsgrønt tøj? Samle på retromøbler og keramik? Bruge slynger til vores børn? Bære bæltetasker over skulderen? Strikke vores karklude selv? Drikke to-go-kaffe med mandelmælk ligesom amerikanerne? Se de og de tv-serier? Prøve at lege veganere? Og gøre os til af det på Instagram?

I venindegrupper, på de sociale medier og i de senere år herhjemme også i dagbladet Politiken** koordinerer disse tøsepiger, af frygt for at blive udelukket af flokken, hvordan de skal leve deres liv.

Og på samme måde, som Iben Maria Zeuthen ville have spurgt en legekammerat: – Hvad er din yndlingsfarve? i håbet om, at det var lyserød, ligesom hendes egen, spurgte hun Ghita Nørby, den gamle, garvede skuespiller, der lærer sine roller med stor professionalisme og forsvarer sine figurer og ALLE deres replikker til sidste blodsdråbe både i film og på scenen, om, hvad hendes yndlingsreplik var … Det er pinligt! Og viser en flagrende, barnlig uvidenhed om de faktiske forhold i jernindustrien, som fore­kommer uklædelig for en voksen kvinde og kulturjournalist.

At mænd, fædre i 40’erne samles om rollespil, går i sneakers, hættetrøjer og færdes på løbehjul, rulleskøj­ter og mountainbikes i det offentlige rum har formentlig en lignende historie, som en voksen mand måske kunne beskrive.

*https://politiken.dk/debat/debatindlaeg/art7092603/Unge-kvinder-ville-have-godt-af-engang-imellem-at-opf%C3%B8re-sig-som-Ghita-N%C3%B8rby

** fx https://politiken.dk/debat/art7077450/Jeg-har-kopieret-et-t%C3%B8jeksperiment-og-ikke-%C3%A9n-bem%C3%A6rkede-noget-nu-er-mine-venner-med

Om narcissister

For narcissister gælder det:

· En narcissist er hele livet igennem bebyrdet med vægten af at skulle opretholde et oppustet, skrøbeligt ego

· Det er så stor og voldsom en opgave, at narcissisten ikke et sekund kan tænke på andet

· En narcissist har simpelthen ikke kræfter til andet end sig selv

· En narcissist kan derfor ikke indgå i ligeværdige forhold eller interessere sig for andre eller gå i dybden med et fag

· En narcissists hovedinteresse og livsopgave er sig selv

· Narcissister mangler evnen til empati, dvs. at de ikke et sekund tænker på dig og dine følelser

· Alting handler om dem, om deres fortræffeligheder, fortjenester, ejendele, hvem de kender osv.

· De har en næsten overnaturlig evne til at lade deres egne behov overskylle andre mennesker og blive andre menneskers problemer

· Et suk, et blik, en appel, om nødvendigt et storslået vredesudbrud … og så hopper og danser andre for at imøde­komme deres behov. – I bedste fald. Ellers falder straffen!

· De bruger alt til at forherlige deres egen person og deres eget liv og til at skaffe sig fordele

· Ingen fordel er for lille til at rage til sig

· Narcissister elsker at være til ulejlighed!

· Narcissister elsker at være centrum for opmærksomhed!

· Usynlighed og manglende opmærksomhed er faktisk noget af det værste, en narcissist kan opleve

· Narcissister dør indeni, hvis de ikke kan overføre deres behov på andre

· Du kan uforvarende komme til at krænke en narcissist alvorligt med en uoverlagt bemærkning, et ansigtsudtryk, med antydningen af et krav eller kritik, ved at lægge en forkert gaffel frem til vedkommende eller ved at servere den forkerte slags mad

· Venner, kollegaer, naboer, folk, de møder på ferier, familiemedlemmer, herunder ægtefæller og børn, er alle narcissistiske forlængelser af dem selv, ikke selvstændige individer, der fortjener hen­syn og respekt i deres egen ret

· Narcissistens hus er ikke bare et hus, hans/hendes indretning er ikke bare pæn og praktisk, tøjet er ikke bare tøj, ligesom bilen ikke bare er en bil, alt er narcissistiske forlængelser af et skrøbeligt ego

· Har du et problem med en narcissist, må du ikke regne med, at narcissisten tager (med-) ansvar for at løse det

· Hvis narcissisten ikke føler sig 100 % bakket op, hvis han/hun fornemmer bare en antydning af kri­tik, så kan der ske ét af to: Enten bryder narcissisten omgående kontakten og henlægger dig som ubrugelig, eller helvedes vrede bryder løs over dit hoved. Somme tider begge dele på én gang

· De forstår ikke, de har ikke råd og råderum og evner til at forstå, hvordan de selv opfører sig og tæn­ker

· Og de kan ikke lytte eller forstå det, hvis du prøver på at forklare dem det

· For en narcissist er alle problemer andre menneskers problemer, som de ingen andel har i

· Hvis man har et problem med dem og deres opførsel, er det selvforskyldt, og man har pådraget sig det, fordi man er dum, har en skrue løs eller andet, som ikke har noget med narcissisten at gøre

· En narcissist vil have fordele ud af dig og ud af alle situationer

· De konkurrerer med dig om alt

· De har altid mere ret end alle andre

· De vil have alting mere og bedre end alle andre

· De kan være grådige, fornærede, uærlige, forfængelige, luskede, manipulerende, beregnende, tyvagtige, overfladiske, selvopta­gede, selvhenførende, iskolde og promiskuøse

· Narcissister fører altid et køligt kalkulerende, dobbelt bogholderi, som afsløres ved pausen, når de overvejer, hvad der i en given situation bedst kan gavne dem selv

· De synes, det er helt rimeligt, at de kommer foran andre, at de bliver opgraderet uden ekstraudgif­ter, at de får gaver, tjenester m.m. uden at have gjort noget for at fortjene det, og at de kun skal spise og drikke det allerbedste og færdes på de bedste steder, hoteller m.m. – Og helst ikke for egen regning!

· De besøger ikke andre eller andre steder for at se noget, de uddanner sig ikke af nysgerrighed, og de er ikke interesserede i at lære nyt, bare for at lære. Deres hovedinteresse består i at tage for sig, at kvalificere sig til et liv i evig stråleglans og undervejs at opsøge nye scener, hvorpå de kan stråle

· En narcissist vil aldrig se dig, påskønne dig eller hjælpe dig uden bagtanker

· Du kan ikke føre en almindelig samtale med en narcissist. Enten taler han/hun om sig selv hele ti­den. Eller han/hun mister interessen, hvis du insisterer på at tale om dig, om dit liv eller om noget, der ligger dig på sinde, eller som du rent faktisk ved noget om. Måske bliver du ikke bare ignoreret, men også nedgjort for dine bemærkninger. Det fører ihvertfald aldrig til en almindelig udveksling fra menneske til menneske

· Narcissister har ingen dybde og bund. Deres eget ego er begyndelsen og slutningen på alt

· Når man er sammen med narcissister i længere tid, føler man sig uforklarligt udsuget og tømt for næ­ring. Narcissister tømmer så at sige lokalet for ilt, så andre ikke kan trives der. De brænder det hele af på at fodre deres egen vaklende selvfølelse

· Narcissister kan sagtens give gaver og hjælpe andre, men der kommer en regning: Du kommer til at skylde! – Og så får de en klemme på dig

· Alle andre skylder narcissister ALT! Hensyn, tjenester, gaver, tid … Og de er trænede i at manipu­lere, så de får tingene, som de vil have det, igen og igen

· Narcissister er verdensmestre i at manipulere andre og kalkulere egen fordel i enhver situation

· Narcissister kan ‘groome’ deres omgivelser, navnlig selvfølgelig børn og andre svagt funderede, til at tage evindelige hensyn til narcissistens behov. Straffen for narcissistiske krænkelser – som for andre kan synes minimale – kan være demonstrativ fornærmelse, underkendelse, nedrakning, vredesudbrud, måske ligefrem vold og andre overgreb eller isolation

· De opfatter sig selv som klogere, smartere, hævet over og bedre end alle andre mennesker i univer­set

· De kan ikke ændre denne tankegang

· De kan ikke føre ligeværdige samtaler

· De afbryder omgående kontakten med dig, hvis du ikke længere er nyttig, dvs. deres lydige, støt­tende, rosen­de, beundrende og loyale slave i alt. Den mindste antydning af kritik eller et oplæg til almindelig forhandling af vilkår opfattes som fjendskab til døden, og BUMS! – så er man ude i kul­den

· Det er ikke uden grund, at narcissistisk raseri forekommer så voldsomt, så altfortærende, så iskoldt, så uventet, så meget ude af proportion og tilsyneladende helt uprovokeret …

· Raseriet skal beskytte meget små egoer, grundlagt i tidlig barndom, hvis man er arveligt disponeret for det

· I modsætning til psykopater kan narcissister skamme sig og fornemme en flig af følelsen af at være lille, magtesløs og underlegen

· Faktisk er narcissismen grundlagt som et – utilstrækkeligt – dække over en uudholdeligt stor skam, stammende fra følel­sen af mindreværd og en barnlig manglende kompetence til at mestre livet

· Narcissisme kan opstå enten af behov: – Narcissisten har haft en forfærdelig barndom med uberegnelige, utilstrækkelige og grænseoverskridende voksne og har brug for at kompensere med overmennesketanker

· Eller narcissisme kan opstå af vane: – Narcissisten har haft bløde, uberegnelige, utydelige forældre, der uden særlig grund og helt vilkårligt bare har belønnet, støttet, båret, rost og beundret, så narcissisten bliver afhængig af rosen og støtten, men nok fornemmer, at den ikke er helt fortjent, ikke har bund i den virkelige virkelighed, så han/hun er nødt til at appellere om mere hele tiden for at fodre den bundløse usikkerhed, der bliver resultatet

· Narcissisme er således et falskt ‘jeg’, der skal dække over afstanden mellem små, skrøbelige egoer og en urealistisk forstørret selvopfattelse

· Det er selvfølgelig anstrengende at holde sådan et fantasi-‘jeg’ kørende igennem et langt liv. Det tager alle kræfterne, og der ryger mange relationer undervejs

· Hvis der opstår den mindste revne i følelsen af at være et overmenneske, så ramler hele narcis­sis­tens verden sammen, og så kan han/hun ikke eksistere

· Derfor slår narcissisten uforståeligt hårdt ned på hverdagsagtige bagateller

· Narcissister kan ikke få ros nok. Overhovedet! – Man kan rose og rose og rose dem igen til dessert, og de vil stadig have mere …

· Narcissister oplever ofte en indre tomhedsfølelse, der bevirker, at de let keder sig. De kan kompensere for disse kedsomhedshuller ved at kaste sig ud i en hektisk aktivitet, der ville kunne tage pusten fra enhver

· Utilfredsstillet narcissisme kan udover tomhedsfølelse give livssmerter, så som stress, livslede, bitterhed, langva­rigt nag, depression, misbrug af sex, alkohol eller andre stoffer, angst, ensomhed og fobier

· Mennesker, der er eller langvarigt har været underlagt narcissister, fx hvis forældre, ægtefæller, nære venner og/eller søskende har været præget af narcissisme, kan udvise overdreven sensibilitet, behagesyge, handlingslammelse, frygtsomhed, angst, stress, depression, posttraumatisk stressreaktion. Simpelthen fordi der ikke er plads til deres ego, som derved konstant bliver overskyllet, undertrykt, fornægtet, nedgjort, udnyttet

· Narcissisme er en personlighedsforstyrrelse, som ikke kan kureres, men lidelsen kan reguleres, modereres, ved langvarig terapeutisk be­handling

· Narcissister opsøger næsten aldrig behandling for narcissisme, for de har ingen selvindsigt og dermed heller ingen problemer, som de behøver hjælp til. – Hvorfor skulle de dog det? Det er alle de andre, der har problemet, der har knald i låget, der er urimelige osv.

· Der er dog ofte mennesker tæt på narcissisten, der søger hjælp for fx angst, selvskade, spiseforstyrrelser, depression m.m. Og det bekræfter jo narcissisten i, at alle andre undtagen han/hun selv fejler et eller andet.

· De nye medier, Facebook, YouTube, Instagram o.l. er blevet de spotlightbelyste arenaer, som narcissister altid har drømt om

· Narcissisme løber i familier

· Alle børn er narcissister. De tager naturligt nok udgangspunkt i sig selv i de første møder med ver­den

· Når børn er over 12 – 13 år og har udviklet evne til abstrakt tænkning, impulskontrol og indlevelse i andre mennesker, så damper den barnlige narcissisme normalt af. Hvis den består efter ungdoms­tiden, er der noget galt

· Narcissister kan, som alle andre mennesker, være mere eller mindre begavede. De højtbegavede kan til dels kompensere, ihvertfald når det gælder fremmede mennesker, så de fremstår venlige og empatiske. Det er straks sværere, når det gælder indarbejdede familiemønstre og mennesker, de har magt over, fx ægtefæller og børn

· Narcissistisk vrede er altomfattende og skræmmende. Narcissistisk venlighed er som oftest kold og beregnet manipulation

· Narcissister kopierer ofte dygtigt omgivelsernes jargon og livsstil, finder hen i de mest populære nicher og lever parasitært, dvs. at de nærmest udsuger andre psykisk og materielt, fordi deres behov er så store, og tomhedsfølelsen så enorm, at deres egen fantasi ikke rækker

· Narcissister kan simpelthen ikke stå selv. De har brug for publikum og sponsorer, så at sige

· Så narcissisme trives på teatre, i radio, tv, undervisning, lederstillinger, pædagogiske jobs … alle vegne, hvor man bliver set af mange mennesker, og hvor der er mulighed for magt, for at være i centrum og for at blive beundret

· Ikke-narcissister kan overleve narcissistiske familiemedlemmer og andre nærtstående ved enten at lukke helt ned for sig selv og sine følelser, eller ved at spille med og udvikle en overnaturlig indfø­ling, forudseenhed, hjælpsomhed og hensynsfuldhed

· Men det bedste råd er: Læg afstand – Hold dig væk, hvis du kan!

Hvad jeg (næsten) ikke gør mere:

· Går til postkassen eller på posthuset med breve, postkort, lykønskningskort, julekort, småpakker til familie og venner

· Modtager breve, regninger, opgørelser, postkort, lykønskningskort, julekort, småpakker fra familie og venner i min postkasse

· Bruger telefonen til at ringe til folk eller modtage opkald

· Køber bøger, ugeblade, kuverter, kuglepenne, skrivepapir og frimærker

· Går i banken

· Slår op i en ordbog eller i et leksikon

· Kører med tog/DSB

· Sætter fotos ind i albums

· Kigger i telefonbogen/den lokale vejviser

· Går i biografen

· Tager en fotokopi eller skriver med gennemslagspapir

· Går i teatret

· Køber en tipskupon

· Bruger en hessianopslagstavle til postkort, kalender og huskesedler

· Har fysiske køreplaner liggende

· Håndterer kontanter, checks, girokort eller billetter

· Ser flow-tv

· Går på biblioteker og museer, der nu som oftest er omdannet til legepladser for små børn og små voksne

· Spiller brætspil

· Får en gul, håndskrevet recept, som jeg selv skal bringe hen på apoteket, af lægen

· Sætter en plade, cd eller DVD på

· Kontakter et rejsebureau

· Ryger

· Ringer til et stort håndværkerfirma for at få ordnet en lille ting i mit hjem

· Køber tøj af kunststoffer lavet i Kina eller andre lande uden kontrol med giftstoffer

· Vasker op i en balje

· Skriver i hånden eller på skrivemaskine

· Køber færdigretter og junkfood

· Spørger til priser på varer i fysiske butikker

· Svarer telefonen eller tager imod telefonbeskeder på andre familiemedlemmers vegne

· Får og aflægger uanmeldte besøg

· Stiller vækkeur eller går med armbåndsur

· Går til fotograf

· Fører telefon- og adresselister over folk

· Bruger lommelygte eller lommeregner

· Bruger båndoptager eller diktafon

· Lytter opmærksomt til vejrudsigter

· Går glip af aftaler fx pga. forsinkelser eller misforståelser

· Retter danskere, der taler meget dårligt dansk

Vedholdenhed

Når fleksibilitet, udvikling, omstillingsparathed og tilpasning til det globale marked og den internationale konkurrence er de højest værdsatte egenskaber hos det moderne individ, er det vanskeligt at komme og påstå, at der ligger megen værdi i begrebet ’vedholdenhed’.

I at bo det samme sted igennem en menneskealder og derigennem at kunne opsnappe små forandringer i trafikken, bebyggelsen, klimaet på denne lille plet, træernes højde, erantissernes udbredelse på græsset … Og i at kunne huske, at købmandens butik lå nede på hjørnet, hvor der nu er solcenter, og at pizzeriaet ligger der, hvor slagteren havde sin fine butik. – I at kunne se det store i det små, og i at kunne følge udviklingen fra sit eget lille ståsted i en stor verden.

Lige som der kan ligge stor værdi i

– At følges med den samme ægtefælle igennem mange, mange år, så man indgående kender hinandens forhistorie, forældre, bedsteforældre måske, uddannelse, karriereforløb … Så man har et vidne til sit eget livs historie og kan være det for en anden.

– At være familiens pålidelige anker og hukommelse.

– At have den samme arbejdsplads i årtier og kende opgaverne, udviklingen, medarbejderne og retningen indgående.

– At følge de samme venner på deres livsbane og i at være deres livsvidner og faste grundlag.

Kort sagt: Man må ikke underkende de klippefaste, de rolige, de trofaste, de bofaste, der har slået rødder og er til at stole på.

Men selv de vedholdende skal have nye indtryk med mellemrum; en rejse til Gibraltar eller Ghana eller en søndagsudflugt til Gjøl Bjerg, en halv times kørsel væk, hvor man med termokanden og de hjemmebagte kanelsnegle kan sidde på et tæppe og kigge ud over Limfjorden, dæmningen, fuglelivet, lade tankerne svæve op og følge det blå KLM-fly, der er på vej ned henne ved lufthavnen.

Og man skal heller ikke ud over al rimelighed underlægge sig ægte-, ven- eller slægtskaber, der ikke bidrager positivt til ens liv, men som egenkærligt forsøger at anbringe én i roller, som man ikke er tjent med at påtage sig.

Eller finde sig i dårlige chefer, meningsløst arbejde, utidssvarende boliger, lang transporttid eller andet, som forringer ens livsmuligheder.

Det drejer sig, som med så meget andet, om at finde balancepunktet. Om at finde sin egen ligevægt mellem nyt og gammelt, mellem fastlåsthed og forandring, mellem tradition og udvikling og mellem tryghed og omskiftelser.

Tillid

’En mand er en mand, og et ord er et ord’ – det gjaldt i hele min barn- og ungdom. Man sagde, hvad man gjorde, og man gjorde, hvad man sagde. Man holdt ord. Ellers ramlede alt jo.

Mellem mennesker er vi nødt til at kunne stole på hinanden. Hvis vi ikke kan fæste lid til hinandens ord, så har vi ikke noget samfund. Så kan vi ikke leve, fungere og arbejde sammen.

Førhen var det flovt, hvis man ikke var til at stole på. Hvis man sagde ét og gjorde noget andet. Så var man utilregnelig og blev ikke en del af fællesskabet. Tillid var et af nøglebegreberne i opbygnin­gen af det danske velfærdssamfund. Tillid er hele forudsætningen for forsikringer, børnepasning, uddan­nelse, ældre- og sygeomsorg. Og for alt øvrigt samkvem mellem mennesker i et samfund. For arbejde, ven-, ægte- og forældreskab, og for al handel og udveksling.

Men det er åbenbart skredet. Ikke blot hos DSB, SKAT, PostNord, politikerne og alle de andre, men ude blandt os helt almindelige borgere.

Vi har den kollektive myte om ’danskerne’, at vi kan stille en bod med frugt og grønt op ude ved vejen med et prisskilt og en pengekasse og så regne med, at folk redeligt lægger penge for de varer, de tager med sig. Den holder ikke længere, kan jeg hilse og sige fra folk, jeg kender, som har boder med æg, frugt og grønt uden for deres huse. – De oplever regelmæssigt, at forbipasserende ikke bare tager varer­ne uden at betale, men også tager pengekassen med sig, hvis der skulle have været et par ærlige men­nesker før dem. – Og endnu værre: Min lokale æggemand har utallige gange været udsat for, at vrede mennesker har smadret hans æg og hele boden, hvis de ikke kunne stjæle de penge, de havde forventet at finde!

I det offentlige er det blevet sådan, at når man efter måneders ventetid får en eftertragtet tid til en un­dersøgelse fx på et sygehus, og omhyggeligt skriver det ind i sin kalender, får sin telefon til at give en påmindelse dagen før, tjekker bustider m.m., så man kan sørge for at være der i god tid, alligevel ram­mes af en byge af sms’er, mails og endnu et par sms’er i ugerne, dagene og timerne før aftalen med påmindelser og ikke synderligt høfligt formulerede forslag til, hvordan man kan melde afbud, hvis man alligevel ikke kan komme. – Til sin egen undersøgelse? – Som samfundet afsætter højtuddannede ek­sperter og kostbart materiel til? – For at hjælpe dig med, hvad der nu er galt?

Det samme hos tandlægen.

Og hos Louis Nielsen, det fine brillefirma, hvor man kan få helt nye, speciallavede briller med glas, etui, synsprøve og personlig tilpasning for 850 kr., bare man gider dukke op! – Jeg havde booket en tid til synsprøve og bestilte efterfølgende et nyt par briller. Stor var min overraskelse, da den unge mand, som ellers havde hjulpet mig så venligt igennem hele processen, pludselig bad om pengene på forskud! En uge før, jeg kunne hente det bestilte! – Det forekom meget udansk. – En handel er en byttehandel. En gensidig transaktion. Man betaler ikke, før varen ligger på disken, så man kan se den. – Stolede han ikke på mig? – Hvorfor i alverden skulle jeg tage bussen til byen, gennemgå synsprøve, udvælgelse m.m. og så bare spilde alles tid? Inklusiv min egen? Tror han, jeg er syg i hovedet? – Næh, men det er jo dyre sager, han handler med, og et par specialfremstillede briller kan han ikke lige sælge til en anden, hvis jeg ikke kommer og henter dem, forklarer han.

– Sådan er det blevet.

Også restauranterne klager over de mange ’no-shows’ – Folk, der bestiller bord og så ikke dukker op. – Hvorfor skulle man gøre det? – Er det blevet for nemt over nettet at sidde og bestille alt muligt, hvis man keder sig?

Har vi nu så travlt med os selv, at vi ikke orker lige at ringe, sms’e eller maile og melde afbud i god tid, hvis noget uventet skulle dukke op?

Og er vi blevet så mange og så dårligt opdragede og så selvoptagede, at vi ikke længere gider holde vores aftaler med fremmede?

Ikke lokalt. Ikke endnu, heldigvis. – Jeg ringede til vores fortræffelige Kinagrill og bestilte en menu til os selv og familien. Til næste dag. Til klokken 17. – Det har jeg aldrig gjort før, så de kender mig ikke. Men det er kvikke folk. Næste dag klokken 17.07 da jeg træder ind i butikken, kigger den unge pige på mig: – Lone? spørger hun. – Sushi, fem ruller og and? – Alt stod varmt, pakket og klart, lige til at tage med.

For man kan ikke drive en forretning, hvis man ikke stoler på folk. Og man kan ikke indgå i det menne­skelige fællesskab, herunder handelstransaktioner, hvis man ikke selv er til at stole på.

Men man kan åbenbart godt stille op til Folketinget, Klaus Riskær Pedersen?

Dansk Naturfond

I 40 år har vi haft et barn i Afrika. De senere år piger, fordi vi tænkte, at de måske godt kunne bruge et eks­tra skub hen imod omsorg, respekt, uddannelse og selvforsørgelse.

Vi har aldrig belemret nogen af vores fire børn med breve, brugt tøj, billigt legetøj eller hvem, vi var. Vi har betalt et fast beløb til dem og deres familier hver måned og det samme ekstra til jul og fødselsdag, og så ladet det blive ved det.

Vores afrikanske børn har givet os mange gode stunder, når vi modtog rapporter om deres fremgang i sko­len, om at de havde tilladt sig at købe lidt slik for en lille del af fødselsdagspengene, eller når de havde forladt projektet for at gifte sig eller for at læse videre. – Vi fik indblik i en livsform et andet sted i verden og var glade for at kunne hjælpe.

De senere år er hjælpen dog professionaliseret en del. Vi bliver ringet op af unge, kække ’fundraisere’, der vil afkræve os flere penge … Til hvad? – Vi forsørger et barn og hendes familie i Afrika, skal vi nu også for­sørge danske unge, så de kan sidde bekvemt på deres bagdele og ringe rundt og forstyrre folk? Eller stå på gågaderne og kaste sig over de forbipasserende? – Skal godgørenhed også udsættes for vækst og management? Omgærdes af smarte ord og floskler? Er det ikke længere nok bare at gøre godt?

Hvis man løfter snuden en smule og kigger sig omkring, kan man se, at menneskene klarer sig fint. Indiens befolkning er næsten lige så stor som Kinas nu, Asien stortrives i vækst og industri, og Sydame­rika er kraftigt på vej.

Jeg har set luften i Kina. Verdenshavene sejler i plast og andet menneskeligt affald. Sydamerikas regnskov decimeres betragteligt, mens jeg sidder og skriver. Urskoven i Hviderusland og Po­len køres bort som tømmer. Hver eneste dag uddør flere dyre- og plantearter … Det er menneskene, der klarer sig glimrende og formerer sig uhæmmet, mens selve kloden og dens fine økosystemer er i akut livsfare!

Når vores sidste pige i Benin kan forsørge sig selv, vil vi overlade Afrika til afrikanerne og de effektive kinesere og derefter donere pengene til naturen. Den har brug for al den hjælp, den kan få.

Fx via Den Danske Naturfond: https://ddnf.dk/