Valg

Plakater i alle lygtepæle, tomme løfter på alle skærme, velfriserede mennesker stalker os og angler efter opmærk­somhed og kryds.

Og de har alt for ofte held med det. For vi er ikke længere forankrede i en livssituation med dertil hø­rende overbevisning. Min penneveninde ville have stemt på blå blok ved dette valg, men sprang til En­hedslisten, fordi hun ikke stolede på Lars Løkkes moral efter alle sagerne med bilagsfusk, luksusrejser og tøj finansieret af andre.

I gamle dage var man enten

lønarbejder = socialdemokrat

godsejer = konservativ

bonde = venstre

husmand, skolelærer = radikal

eller man kunne være kommunist.

Og man var født ind i sin klasse. Nu har folk mistet deres åndelige rødder og skøjter rundt efter enkeltsager og deres egen pengepung, som om de var ude at shoppe dagens tilbud i et stort, farverigt supermarked.

Politik er normalt udtryk for en grundholdning. Enten er man humanist eller materialist. Flere varme hæn­der, kortere ventelister og en grundydelse, man kan leve af, eller en noget for noget-holdning, der ydmyger folk, der er kommet galt af sted, og stadig opererer med begrebet: Værdigt trængende. Omsorg for alle mennesker og det fælles miljø versus beundring for eneren, der opbygger en virksomhed og tjener til luksusbil og millionvilla uden hensyn til miljø og arbejdsvilkår.

Førhen lå voksne vælgere fast i enten rød eller blå blok, og så kunne de med års mellemrum skifte lidt rundt mellem partierne inden for blokken.

Det forekommer ikke naturligt at hoppe fra den ene blok til den anden. Nu har videnskaben endda fundet ud af, at grundholdningen ligger i vores gener (se bl.a. Edward O. Wilson: The Social Conquest of Earth, USA 2012). Enten er man altruist eller kynisk-praktisk, og de fleste demo­kratiske lande er netop splittet imellem de to vælgertyper. – Men at placere sig selv til højre eller venstre kræver jo, at man har evnen til at gennemskue, hvad de to fløje står for politisk.

Opbruddet begyndte i 1973, da det nytilkomne parcelhusdanmark og den småttænkende, skatteplagede middelklasse, der pludselig havde fået råd til bil og båd og sommerhus og udlandsrejser og ville have mere, stemte Erhard Jacobsen og Mogens Glistrups protestpartier ind i Folketinget; derefter var der åbnet for helt nye, enøjet selvoptagede, måder at tænke landspolitik på.

Efterhånden som uddannelsessystemet brød sammen, og meget få børn og unge nyder godt af fornuftigt, voksent selskab i det daglige, har man nu fået held med at bilde historieløse og dårligt uddannede unge og yngre voksne ind, at de selv er usårlige og udødelige, at de har frit valg på alle hylder, hvis de bare kan tage sig sammen, og at der ikke er penge nok i verden til at hjælpe alle de syge, arbejdsløse, gamle, og de hårdt medtagede flygtninge, der banker på vores dør, efter at vi aktivt har medvirket til at sønderbombe deres hjemlande.

Så vi er nu havnet i en situation, hvor den danske befolkning har gjort et fremmedangst, bagstræberisk parti, der vil genindføre grænsebomme, til det næststørste og givet det stor indflydelse på en svag og anlø­ben, venstreledet regering. Hvilket vækker opsigt i udlandet og vil skade vores økonomi, eksportmuligheder og tilførselen af kompetent arbejdskraft, så vi alle bliver fattigere.

Derudover stemte vi en velmenende socialpædagog og hans brogede følge af idealister ind med 9 mandater.

Service i DK

Vi skulle tjekke ind på et mellemklassehotel i Københavns centrum, min mand og jeg. Portieren stod udenfor og røg smøger, da vi ankom, og jeg tog begge vore store kufferter, frakker, håndtaske og begyndte at slæbe det hele op ad trappen og ind gennem glasdøren, den ene kuffert efter den anden, mens portieren røg færdig, og min mand kørte hen for at parkere bilen. Vi havde kørt i fem timer for at nå frem.

Da portieren havde slukket sin smøg, fik vi tildelt et værelse, og jeg gentog manøvren med bagagen, men bad med venlig ironi den unge mand om at holde øje med den ene kuffert, mens jeg rullede ned ad gangen til elevatoren med den anden.

Det indvilligede han hjælpsomt i, og han havde derudover ingen problemer med at stå med tomme øjne og glo på en ældre dame, mens hun heflede rundt med to tunge kufferter. – Aldrig i mit lange liv som hotelgæst i flere verdensdele har jeg oplevet noget lignende!

Jeg beder ikke om, at nogen lægger sig på maven for mig, bare imødekommenhed nok til, at jeg ikke føler mig til ulejlighed, når jeg betaler 1600 kr. pr. nat for at bo på et af det ikke synderligt prangende hotels dystre, små værelser.

Måske ville det gavne omsætningen på hotellet og turismen som helhed, hvis de ansatte i hovedstaden fik fingeren ud og ydede en smule service, så gæster følte sig velkomne?

At dræbe dyr for sjov

Denne guldfisk døde helt af sig selv i havebassinet en smuk forårsmorgen og måtte til familiens sorg fiskes op og smides væk.

Så har vi balladen igen. En radiovært bankede for åben mikrofon en nuttet kanin ihjel med en cykelpumpe, angiveligt for ’at skabe refleksion og debat omkring dyrevelfærd’. (BT 25.5.2015)

Det lyder skørt at slå nogen ihjel som protest imod, at andre bliver behandlet dårligt. Det ville være som at sejle ud og skyde bådflygtninge for at gøre verden opmærksom på deres situation.

Og folk blev forudsigeligt rasende. Også i udlandet. Selv om den unge gut forklarer og for­klarer sit påståede formål med den brutale aflivning. For det er de gode til, de unge mænd uden virkelige udfordringer: at forklare. De har svævet igennem deres vatindpakkede, små liv og er nødt til at aflive dyr for at få lidt opmærksomhed og en følelse af, at de lever.

I 1970 aflivede og syltede Bjørn Nørgaard og Lene Adler Petersen en stakkels udtjent hest på en mark i Hornsherred.

I 1994 anbragte Christian Lemmerz døde, rådnende grise i montrer på Esbjerg Kunstmuseum.

Michael Brammer var hurtig til at følge op på succesen, også i 1994, da han købte, aflivede og udstoppede hundehvalpe til sin skulptur: ‘Tro, håb og kærlighed med venner’.

I 2000 anbragte Marco Evaristti levende akvariefisk i blendere, som folk kunne aktivere, på sin udstilling på Trapholt i Kolding.

Og i 2014 aflivede Københavns Zoologiske Have en giraf ved navn ’Marius’ og lod den sprætte op som un­derholdning på den første søndag i vinterferien.

Hver eneste gang har selve handlingen, den brutale, overlagte, offentliggjorte aflivning af dyr, uagtet alle postulerede gode formål, skabt stor opmærksomhed om drabsmanden, dvs. radioværten, kunstneren eller en forlystelses­have med dyr, og genereret forudsigeligt meget PR og indtjening, mens næsten ingen har hørt og forstået ophavsmandens meget tynde (bort)forklaringer.

Hvorfor nu det?

Fordi mange mennesker stadig har deres naturlige instinkter i behold. Fordi de fleste ved, at vi hver dag slagter masser af dyr for at spise dem og godt kan forestille sig, hvordan det er, selv om de måske ikke har prøvet det selv.

De fornemmer, at liv trods alt er værdifuldt. Alle liv. De tænker intuitivt som indianerne, der bad dyrets sjæl om tilgivelse, fordi de var nødt til at dræbe det for at skaffe mad til deres familier. Som plantede et agern, hver gang de fældede et træ.

Dyr er underlagt menneskers forgodtbefindende, ganske som små børn. De unge, mandlige dyreslagtere har magten over dyret, og netop derfor burde de passe på det og ikke misbruge deres overlegenhed til gustne formål, såsom penge og selvpromovering.

Alle levende væsener har krav på respekt. Man slår ikke ihjel for sjov, og man udstiller ikke lig for egen vindings skyld. I et sundt samfund behandler man afdøde med taknemmelighed og værdighed.

Det har de forstået i udlandet, men i dette lille velfærdsland er det generationer siden, vore unge mænd oplevede virkelige udfordringer, så nu er de nødt til at skabe dem selv.

 

Se evt., hvordan John Oliver fremstiller de danske zoologiske haver i sit fremragende satireshow, Last Week Tonight, 2. sæson, afsnit 31 på HBO.

Nisseven

Jeg må have en lille nisseven. Måske endda en hemmelig beundrer? – Pludselig en dag havde han eller hun lagt et farvefotografi i god kvalitet af en nydelig, midaldrende herre i min postkasse! – Man føler sig jo udvalgt og begavet.

Den pæne mand endte på køleskabsdøren sammen med andre af mine højt værdsatte ejendele, men jeg overvejer at bekoste en ramme.

Det er ikke hver dag, man får uventede gaver fra fremmede, og der er ikke engang udskrevet valg endnu smiley

Statens berettigelse

Tanker i et valgår

Fyrkatfæstningen ved Hobro.

De første by- og statsdannelser begyndte med nogle bønder, som havde brug for beskyttelse. De havde lagre fulde af korn, de havde værdifulde dyr, og de havde huse, familier og marker at passe på. De mødte andre bønder og omrejsende handelsfolk på markeder og byttede afgrøder, dyr, produkter, såsom brød, pølse, uld og ost for fx metaller, salt, klæde eller penge. Disse bønder og handlende var udsatte for røve­riske overfald fra folk, der ernærede sig ved våbenbrug og andre menneskers arbejde. Så den lokale høv­ding byggede forsvarsværker omkring byerne og betalte soldater med sold, dvs. løn, deraf ordet ’soldat’, så han kunne beskytte befolkningen. Til gengæld fik han ret til at opkræve skat af bøndernes arbejde.

Det blev en lukrativ beskæftigelse at være høvding, konge, kejser, pave. Man kunne underlægge sig større og større områder, indkassere flere og flere skatter og ansætte flere og flere soldater. Det gik, så længe folk følte, at de fik noget, dvs. sikkerhed, for pengene. Hvis bander ustraffet overfaldt fredelige bønder, eller hvis det var farligt at drage til marked, så gik økonomien i stå, skattegrundlaget forsvandt, og folk rejste sig mod magthaverne. Så blev jobbet overtaget af en ny, som sad så længe, han kunne dominere området og passe på sine borgere med soldater, krigsførelse og alliancer.

Også på de indre linjer var beskyttelse af de svage nødvendigt. Man tilstræbte retfærdighed med indførel­sen af love, rettergang og straffe. Og man uddelte almisser og oprettede skånejobs. Til magthavernes plig­ter tilkom infrastruktur, fx forsvarsværker, landeveje og broer, uddannelse af de kvikkeste unge mennesker, så de kunne udfylde vigtige poster i samfundet som administratorer, skatteopkrævere, læger, lærere, dommere, politi, rådgivere, soldater, officerer. Hvis alt gik godt, hvis bønderne kunne producere deres værdier i fred, så blev der akkumuleret store rigdomme ved håndværk, forædling, handel og uddan­nelse.

I de seneste 100 år har statsmagten tiltaget sig en uhørt stor indflydelse på almindelige borgeres liv. For at øge værdiskabelsen i samfundet lovede man kvinderne, at man ville passe deres børn, deres syge og deres gamle for dem, hvis de bare ville tage hjemmefra og deltage i lønarbejdet.

Man skabte den kontrakt med almindelige arbejdere, kvinder så vel som mænd, at man ville stå klar med hjælp, hvis de skulle miste deres arbejde, blive syge, blive ofre for kriminalitet eller komme ud for andre ulykker. Statsmagten er hermed svulmet op og har påtaget sig alle mulige nye opgaver: børnepasning, æld­repleje, sygepleje og lægehjælp, medicinhjælp, uddannelse, pensioner, kontanthjælp, børnepenge, boligsik­ring … På et tidspunkt løb det hele løbsk, de fælles udgifter bredte sig som skvalderkål i et godt gennemgra­vet muldbed og omfatter nu også akrobatkurser, kunstvideoer, bycykler, håndværkerfradrag, store rekla­mekampagner om den rette kost o.m.a.

Vi blev i mellemtiden en slags demokratisk samfund, og ingen politikere bliver valgt på nedskæringer og rationaliseringer, så løfter og gode idéer er blevet implementeret efter tilfældighedernes princip, og større eller mindre dele af befolkningen rejser sig og skriger, når det af og til er nødvendigt at afskaffe og forenkle al denne offentlige foretagsomhed.

Da vore politikere ikke længere er ældre, veluddannede og livserfarne mennesker med viden om verden og visioner om et bedre samfund for alle, men snarere er stadig yngre charlataner, der hellere vil deltage i ’Vild med dans’, jagte popstjerneautografer eller ligge og uploade selfies inde på Facebook, mens de oppebærer deres pæne og sikre lønninger, så spildes der ikke megen hjernekraft på at fordele de skattepenge, vi har til rådighed, på retfærdig vis blandt de mest trængende, eller på at definere og forsøge at finde tilbage til sta­tens kerneområder. Dansk politik handler alt for ofte om ’Dagens tilbud’, som følger i halen på strømninger og skvulp på de sociale medier, og ’Studehandler i porten’, hvor man bytter lidt hjælp til et kattehjem eller en ekstracheck til pensionisterne for en ja-stemme til den samlede finanslov, der måske i sin helhed forrin­ger velfærden for både dyr og pensionister i landet.

Vi er blevet for mange, og ydelserne er blevet bunket sammen i årevis og fremstår ofte tåbelige og urea­listiske. Til gengæld oplever vi dagligt at:

● Syge mennesker bliver bedt om at udholde urimelige ventetider både på almindelig behandling af almin­delige lidelser og i alvorlige, akutte situationer.

● Børn og unge udsættes for sporadiske og inkompetente pasnings- og uddannelsesforløb.

● Ældre, svagelige mennesker bliver venligt, men bestemt, bedt om at passe sig selv.

● Ofre for kriminalitet bliver bedt om at sende en anmeldelse pr. mailblanket; så vil politiet overveje, om de kan afse nogle minutter til at kigge på det om et par dage, når weekenden er overstået.

● Mennesker, der har brug for et lille, men dog for dem vigtigt, månedligt beløb, så de kan bo og leve, bli­ver mistænkeliggjort, jaget rundt med, sat i ydmygende arbejdstilbud eller bliver beordret til at spilde deres tid på kurser, hvor de skal sende udsigtsløse ansøgninger og sidde i rundkreds og fortælle åbenlyse idioter, hvilken slags fugl de selv synes, de er …

● Landbruget får lov at mishandle dyr i millionvis og svine med gylle, gift og medicin, så resistente bakterie­stammer nu truer hele befolkningens helbred.

● Det mest vanvittige er måske, at det, der startede som et forsvar for landets udsatte indbyggere, nu af karrierebevidste politikere er blevet forvandlet til en angrebshær, som vi bruger til at bombe og dræbe mennesker i fjerne lande med.

Vi kan fra de seneste 100 år med lethed pege på et antal af fejlslagne stater, hvor befolkningerne søgte nye løsninger i form af højre- eller venstreekstremisme, diktatorer, religiøs fanatisme, krig, terror og revolution. Også i Europa. Også i vore nærmeste nabolande.

Mange skattebetalende borgere er i disse år begyndt at spørge sig selv, hvad de i grunden får for deres medlemskontingent til Danmark, når deres syge forældre ingen hjælp får, mens der arrangeres ’events’ og opstilles amatørkunst, der skal sætte Danmark på verdenskortet – som om landet nogensinde har været i fare for at dratte af noget kort, og der rejses på 1. klasse for alle pengene.

Det kunne komme så vidt, at statens legitimitet bortfalder, hvis man ikke længere kan forsvare de handlin­ger, den foretager på vore vegne, og når borgerne ikke længere føler sig repræsenterede og trygge. Det er vel et tydeligt bevis på uddannelsessystemets generelle sammenbrud, at det konstitutionelle monarki og de folkevalgtes opførsel efterhånden kan forveksles med den professionelle underholdningsindustri. Når man begynder at sætte sit kryds ved entertainere, klovne og Mickey Mouse, fordi det fore­kommer den stemmeberettigede borger at være ét fedt.

Af antidemokratiske absurditeter kunne man jo nævne kongehuset, hvor en jammerlig gammel fransk­mand, som vi har understøttet på fornemste vis igennem det meste hans liv, nu sidder og flæber i uden­landsk tv over, at han ikke kan kalde sig konge af Danmark, mens hans yngste søn ligeledes af mangel på reelt indhold i tilværelsen ligger og flytter rundt mellem slotte og millionvillaer med sine luksusbiler, børn og forskellige, udenlandske koner.

Og Kirkeministeriet, en afdeling for religion og overtro i statsligt regi, en sammenblanding af kirke og stat, som ikke bør findes i et klarhjernet, moderne land i dag.

Vi skal ikke indføre en såkaldt ’minimalstat’, men vi skal huske, at en minister er en tjener, og at hun skal arbejde på at genfinde og koncentrere sig om statens kerneområder, som kort sagt består i forsvar, infra­struktur og i at forvalte retfærdighed ved at tage hånd om de svageste, de, der ikke kan klare sig selv.

Svage i denne forbindelse er:

Børn, syge, gamle, fattige, flygtninge, historieløse, uvidende, uuddannede, dyr, planter og miljøet – En stat, der ikke beskytter sine indbyggere, dyr, luften, vandet og jorden kan jo ikke eksistere længe.

Min veninde


Min veninde fik fjernet mandler og polypper, da hun var 7 år gammel, og blindtarmen, da hun var 12.

Min veninde fik tvillinger ved kejsersnit, da hun var midt i 20’erne. Efter operationen blev de nødt til at fjerne livmoderen og den ene æggestok.

Min venindes øjne blev laseropererede, da hun var i 30’erne, så hun ikke behøver gå med briller.

Min veninde fik mavesækken opereret mindre, da hun var i 40’erne, så hun ikke længere får den næring, de vitaminer og mineraler, hendes krop har brug for, men i stedet må leve af energidrikke, piller og indsprøjtninger.

Min veninde fik to nye hofter, da hun var i 50’erne, og sidste år fik hun et nyt knæ.

Min venindes maveskind blev skåret af og rettet til, da hun havde tabt 20 kg. Og hendes bryster blev formindskede og løftede.

Min veninde farver sit hår, sine øjenbryn og sine øjenvipper hver 3. uge.

Min veninde fik implanteret fire tænder og bygget to broer i munden, hvorefter alle tænderne blev bleget, så de ligner nyt, hvidt porcelæn.

Min veninde går i solarium et par gange om ugen året rundt.

Min veninde har gået i terapi hos en psykolog i 15 år, og hun har taget lykkepiller de seneste 9.

Min veninde får hormontilskud, blodtrykssænkende piller og piller mod forhøjet kolesterol hver dag.

Min veninde blev opereret for knyster på begge fødder og kan ikke længere bruge sine elskede, højhælede sko.

Min veninde maler sine læber, øjenomgivelser, kinder og neglene på hænder og fødder i friske farver.

Min veninde får regelmæssigt indsprøjtninger i overlæben, så det ser ud, som om hun har andenæb.

Min veninde barberer sig grundigt over det meste af kroppen hver dag.

Min veninde har så meget udklædningstøj, at hun indrettede tvillingernes store værelse til klædeskab, da de flyttede hjemmefra.

Min veninde er 64 år gammel nu. Er hun stadig min veninde? Eller er hun blevet til noget helt andet?

I Portugal

150 år efter H C Andersen

Udsigt til Tejo-floden og 25. april-broen fra Sao Jorge-borgen i Lissabon.

”Hvilken Overgang at komme fra Spanien ind i Portugal! Det var som at flyve fra Middelalderen ind i Nutiden. Rundt om saae jeg hvidtede, venlige Huse, indhegnede Skove, dyrkede Marker, og ved de større Stationer vare Forfriskninger at Faae. Man ligesom fornam en ny Tids Beqvemmeligheds Brise fra England eller den øvrige levende Omverden. Malerisk smuk …” – Sådan skrev H C Andersen i sin beretning fra en rejse i 1866 om Portugal.

Det første, der slog os, da vi fik os klemt ud af det trange fly i Lissabon Lufthavn, var lyset. – Sikke et lys!

Vi danskere hylder altid lyset i Skagen, men nej, kom til Lissabon, min far! – Om det er den brede flod og nærheden til Atlanterhavet, den sydlige beliggenhed eller årstiden, vi rejste i marts’ klare forårssol, om det er husenes lyse farver og portugisernes altid smagfulde arkitektur, klassisk såvel som moderne, deres sikre sans for stil og kunst, ved jeg ikke. Men et kongeligt landsted lidt uden for Lissabons centrum hedder ”Queluz”, en begejstret taxachauffør forklarede mig, at det netop betyder ”Hvilket lys!”

Belemtårnet i floden ved Lissabon. Bygget for de værdier, som Vasco da Gamas opdagelse af søvejen til Indien skaffede til Kong Manuel d. 1.

Det næste, overvældende indtryk var luften: Så klar og ren, med velgørende toner af kildevand, grøn frodighed og frisk sundhed, selv om man stod inde midt i en af Europas store hovedstæder med alt, hvad det indebærer af industri, trafik og anden menneskelig foretagsomhed.

Derefter blev vi slået af menneskenes umiddelbare venlighed, taxachaufføren, som i begyndelsen reserveret påstod, at han ikke talte engelsk, fik alligevel vist os det store fodboldstadion, tyrefægterarenaen og Lissabons fængsel undervejs, lige som han efterhånden livligt underholdt med sine favoritkager og lokale retter, mens han sigende trak sig i højre øreflip med en gestus, der i forbindelse med god mad kun kunne oversættes med et dybfølt ”uhmmmm ”…

Om menneskene i landet, som H C Andersen opfattede dem på en sejlads over den brede Tejo-flod fra Lissabon til Setubal, skrev han: ”Skibet var overfyldt med Reisende og Reisegods; Farten begyndte, der var en forunderlig Stilhed og Alvor ombord, Herrene sad og læste Aviser, Damerne skjulte sig under deres Parasoller, man fik slet ikke Indtryk af Sydboens Livlighed, men velvillige og høflige mod den Fremmede viste de sig Alle.”

Samme indtryk fik vi: De portugisere, vi mødte, folk på gaden, i transportmidler, personale på hoteller og i restauranter, for ikke at glemme skaren af udsøgt venlige taxachauffører, var alle høfligt tilknappede til at begynde med, men livede op og deltog ivrigt i mange snakke om landet og dets fortræffeligheder, kulturen, som de alle var inderligt forbundne og fortrolige med, og i tilgift gav de uopfordrede råd og oplysninger, og, navnlig, delte de ud af deres glæde ved maden og fortalte gavmildt om de bedste restauranter, kageboder og stedernes særlige specialiteter. – For al denne uvurderlige information skylder vi dem en stor tak! De gjorde vores rejse bedre. – Portugiserne har åbenbart siden fønikerne, romerne, vestgoterne, araberne, korsridderne og den berømmelige Henrik Søfarer og hans efterfølgere, som sendte Vasco da Gama ud på søvejen til Indien, bevaret en gæstfrihed over for tilrejsende og et udsyn, der svarer til landets påfaldende klare lys og velgørende friske luft.

Sintra set fra Palacio Nationals trappe. Den mauriske borg ses på bjerget i baggrunden.

”Cintras Deilighed”, skrev H C Andersen om det smukke Sintra. Som Portugals Harzen ligger dette afgrænsede, vulkanske bjergområde kun knap 30 km fra Lissabon, omkring 10 km fra Atlanterhavet, og frodigheden, køligheden og skønheden har i århundreder lokket de kongelige, de adelige, de rige udlændinge og kunstnerne til stedet, navnlig i sommermånederne.

H C Andersen boede under sin rejse i Portugal hos tre af O’Neill-brødrene, den danske konsuls sønner, som han havde truffet i København. I Lissabon boede han flere måneder hos Jorge O’Neill på dennes landsted Quinta dos Pinheiros. I Setubal boede han godt en måneds tid hos Carlos O’Neill, og i Sintra skulle han så flytte ind hos José O’Neill. Men det blev kun til et par uger. – Det fremgår, at H C Andersen ikke følte sig lige så meget på bølgelængde med, og lige så velkommen hos, den gode José – ”Min Ven José holdt af Eensomhed, blev helst i sit stille, hyggelige Hjem, og jeg var gladest ved at drive alene om.” – Hvorefter H C Andersen opregner de af egnens velhavere og kunstnere, som heldigvis alle værdsatte ham og hans ry som digter, opmuntrede ham til at aflægge visitter og med glæde viste ham rundt i omegnen. De formiddage, han alligevel var overladt til sig selv, travede han op til den knejsende maurerborg. Ret godt gjort af den lange, 61-årige digter, siger jeg, der i tilsvarende alder forsøgte at gøre ham kunsten efter.

Den mauriske borg over Sintra blev kraftigt restaureret i 1800-tallet.

Hvor lå O’Neills hus i Sintra? – Mine danske guidebøger nævner det ikke med et ord; de er i det hele taget meget kortfattede om Sintras lyksaligheder. I Sintra bør man unde sig selv at opleve Serraen, bjergenes frodighed, med træer, som vi kun dyrker i drivhuse herhjemme, i fuldt flor over en underskov af flødefarvede kodrivere og himmelblå vincaer.

Palacio Nationals indergård og skorstenene.

Den gamle bjergby, Sintra, som kan minde om et nydeligt, bedaget, schweizisk vintersportssted om sommeren, med samme småhuse og charme, det grønne futtog og, naturligvis, det oldgamle Palacio National med de to karakteristiske skorstene. Når man har spadseret i, og straks føler sig hjemme i byen og dens fortræffelige kagecaféer, kan man udvide turene til det nye Sintra med banegården og de gode, lokale restauranter. Og så kommer udflugterne til den mauriske borg, det eventyrlige Penaslot, alle quintaerne og deres fantasifulde og overdådige parker.

Penaslottet, i sin nuværende form et romantisk byggeri fra 1800-tallet, ligger på Sintras højeste klippetop.

Atlanterhavet, med Europas vestligste punkt, Cabo da Roca, de små strande med klippeformationer, gyldent sand og glimrende fiskerestauranter ligger 15- 20 minutters kørsel væk.

Praia das Maças, Æblestranden, ved Atlanterhavet ud for Sintra.

Vi indlogerede os i Chalet Relogio på den grønne bjergside over byen, og da det var midt i kameliaerne og azaleaernes blomstringstid, kunne intet sted på jorden være dejligere. – I haven plukkede vi søde appelsiner og sure citroner, vi talte kattesprog med husets gamle hankat og menneskesprog – det sprog, som er gængs alle vegne, hvor venlige mennesker mødes – med søde Antonia, husets velkommende engel. I dagligstuen lå en portugisisk guidebog om Sintra.

Chalet Relogio, Sintra.

I de tidlige morgentimer, i min venten på den gode kaffe, gennembladrede jeg denne omfattende publikation, og med den store latinprøve og et lille bifag i italiensk i bagagen, lykkedes det mig faktisk at læse de fleste tekster heri, bl.a. om H C Andersens logi i Sintra. – Som portugiser værdsætter og husker man digtere, også andre landes.

Vi spadserede de få hundrede meter hen ad vejen over Sintra mod øst. Forbi det smukke, røde Casa dos Penedos, som slet ikke fandtes på H C Andersens tid, og som derfor ikke vedkommer denne fortælling, forbi den helsebringende kilde, Fonte da Sabuga, hvor H C Andersen må have stillet sin sommertørst mange gange – Måske var det her, O´Neills husholdning hentede sit vand? – og op ad Calçada dos Clerigos til den gule kirke, Santa Maria, og videre nogle få skridt til de lyserøde huse, hvor vi hurtigt finder nr. 9A, fordi Sintras kommune har anbragt en mindeplade for vores begavede landsmand netop der.

H C Andersens hus i Sintra og mindepladen.

Vejen fortsætter over i spadserestien op til den mauriske borg, og dermed fra den ene betagende udsigt til den anden, også på nedstigningen på den anden side, som vi fulgte lige til vores chalets frodige indkørsel.

Udsigten fra spadserestien op til borgen, Sintra.

H C Andersen skrev om cacter og aloer, vi lærte hottentotfigner og harefodsbregner at kende. I det hele taget er floraen i Sintrabjergene og ude ved kysterne så overvældende, at man burde medbringe sin egen botaniker og nedsætte sig et års tid for at lære den ordentligt at kende.

Harefodsbregnen vokser fortrinsvist oppe i de gamle korkege.

Hele området er udlagt som naturreservat og beskyttet af UNESCO, bygninger og paladser, naturligvis, men også fauna og flora, fx eghjortebillerne og de gamle fem-seks meter høje kameliatræer i Penaparken. Før i tiden var Sintramassivet bart og ubevokset, men de rige og mægtiges interesse for stedet og for jagt medførte en overdådig både oprindelig og indført beplantning, hvis lige ikke ses noget andet sted i verden. Penaparken og Monserrat er uovertrufne, hvad kultiveret natur angår, men jeg tabte fuldkommen mit hjerte til det lille, forhutlede kapucinerkloster – også kaldet korkklosteret, langt inde i bjergenes dybe skygger.

Indgangen til det gamle kapucinerkloster midt i Serra de Sintra.

H C Andersen var her også. Men hvor han falder i svime over fornemme bekendte, deres slotte, quintaer og parker, er han mere nøjeregnende med sine ord, når det drejer sig om det ydmyge, rent ud sagt utrolige, kloster. Her fandt vi i 2015 spartansk romantik og frodighed nok til mange års drømme og betagelse. Harefodsbregnen, som overgror de forvredne korktræer, blev først fundet og bestemt her.

Klostret, Convento de Santa Cruz dos Capuchos, blev grundlagt af en naturelskende rigmand i 1560 og skulle fungere i fattigdom og tæt kontakt med den omgivende natur. For at holde kulde og fugt ude af deres bittesmå celler og gange, isolerede munkene klostrets indvendige vægge med kork. De havde en stor og velbeliggende køkkenhave, og vi fandt deres ældgamle, mosbegroede og vanskeligt fremkommelige trædesti op til et tilflugtssted på bjergets top, hvor de havde jordbærtræer, klippehuler og udhuggede siddepladser, men hvor den fabelagtige udsigt i løbet af de seneste 450 år var groet noget til. Dog ikke mere, end at man stadig kan fornemme den kontemplative ro ved deres ophøjede sæde.

Det algebegroede korkkloster set fra den øvre gård.

Om disse munke skrev den rejsende skotte, Arthur William Costigan, i 1779:

”Accordingly, on this very spot, we found a Convent of stupid, dull, ignorant Monks, who are so far from looking upwards, that they are bound by a vow of professional humility and obedience, never to lift their eyes from the earth …”

Klostret har stået ubeboet siden 1834, hvor man under Portugals langvarige borgerkrig om bl.a. tronfølgen oprettede et konstitutionelt monarki og indførte et forbud mod religiøse sammenslutninger.

I europæisk sammenhæng fremstår Portugal i dag som et særdeles klarsynet og på alle måder kultiveret land, ganske som H C Andersen indledningsvist anfører det. Man værdsætter sine digtere på måder, jeg ikke har set i det omfang andre steder. Statuer, monumenter og gravsteder rejses til deres minde overalt, og ved de nationale seværdigheder sidder marmorplader med omfangsrige citater om stedets historie, skønhed og betydning, skrevet af landets fremmeste poeter og store forfattere, heriblandt Luís Vaz de Camões, Almeida Garrett, Fernando Pessoa og José Saramago, nutidens portugisiske nobelpristager, som døde 88 år gammel i 2010.

I 1834 forbød man munkeordener og anden religiøs sekterisme, i 1908 skød man kongen og tronfølgeren på den store centrale Praça do Comércio i Lissabon, og året 1910 betragtes som republikkens fødsel. – Efter et langt, i de seneste årtier, fascistisk og insisterende kolonialistisk, mellemspil, som stilfærdigt blev væltet over ende af en flok opvakte officerer, der omgående fik folkets støtte i den bekendte Nellikerevolution, overgik landet i 1974 til et holdbart demokrati.

Blomsterpige på Rossiopladsen, Lissabon. En af hendes kollegaer var den 25. april 1974 den første, der stak sine røde nelliker i de revolutionerende soldaters geværer.

Inden rejsen blev vi advaret mod maveproblemer, men intet sådant ramte os. Alle vegne fik vi umådelig god, velsmagende og veltilberedt mad. Vi blev advaret mod trafikken, men portugiserne viste sig at være de mest hensynsfulde billister, vi nogensinde havde oplevet. Hvor man i andre middelhavslande kører på dythornet, hørte vi i alt vist kun to dyt, og al trafik stoppede altid og omgående ved alle forgængerfelter, så vi skulle ikke stå mange sekunder på et gadehjørne for at læse skilte, før alle biler i alle retninger gik i stå, fordi det kunne se ud, som om vi havde til hensigt at krydse vejen.

MEN: – De røvere, som H C Andersen ustandseligt frygtede at møde, når han rejste, men som i 1866 ikke fandtes i Portugal, dem blev vi til gengæld 150 år senere ofre for i form af et kriminelt biludlejningsfirma i Lissabon Lufthavn: GoldCar trak en uge efter hjemkomsten 2000 Euro på vores konto helt uden rimelig begrundelse. – Hvordan kan et så venligt og turistegnet land tillade, at deres indgangsport i lufthavnen bliver okkuperet af djævelske bedragere? – Der må findes en plads til dem i Lissabons imponerende fængsel; taxachaufførerne kender vejen!

HC Andersen, Et Besøg i Portugal s. 27, 61-62 og 106, Det Berlingske Bogtrykkeri , KBH 1968

Margarida De Magalhaes Ramalho: Sintra in Writing, s. 15, Parques de Sintra Monte da Lua

David Birmingham: A Concise History of Portugal, Cambridge University Press