Lone Andrup – Side 44 – blog.loneandrup.dk

Det danske sygdomsvæsen

Hospitalets venterum er det limbo, hvor det danske sygdomsvæsen rutinemæssigt anbringer de syge. Måske ville det være mere formålstjenligt at forsøge med noget lægelig behandling?

Hvis der er det mindste i vejen med min hund, ringer jeg til min sympatiske dyrlæge, kommer igennem med det samme, får en god snak og om nødvendigt en tid samme dag. Hvis han skønner, at det er meget alvorligt, kommer han på akut hjemmebesøg.

Det er 30 – 40 år siden, mennesker i dette land kunne få samme service, hvis de skulle blive syge. Bortset fra nogle få indsatsområder, visse kræftformer og mænd med hjerte- karproblemer, sejler det danske sundhedsvæsen i tilfældige op- og nedprioriteringer, kontroller, endeløse, tidsforbrugende akkrediteringer, ubrugelige computersystemer, skemaer, uforståelige medicin- og tidsregler.

Et halvt år efter, jeg var holdt op med at ryge, fandt jeg mig selv tøffende omkring i joggingbukser og udtrådte sutsko, mange kilo tungere og lykkeligt ligeglad med alting. Denne tilstand var dog så ulig den energiske, idérige og foretagsomme person, jeg havde været de første 55 år af mit liv, at jeg sansede at bede min læge om et tjek. Lægen kunne fortælle, at mit stofskifte var for lavt.

For lavt stofskifte, ved jeg nu, er en sygdom, som kan have mange årsager, både arvelige og miljømæssige. Lægen forsikrede mig om, at det i hvert fald ikke havde noget med mit rygestop at gøre, og at det var let at behandle: Jeg skulle bare have en pille hver dag resten af mit liv.

Da man kun har ti minutter pr. konsultation og kun må tale om én ting ad gangen, og lægen først skulle afholde sin sommerferie, og der ikke var andre tider at få, så hengik der herefter tre lange sommermåneder med sløvhed, før jeg kunne begynde på en decideret behandling.

Jeg fik medicin, der stimulerer stofskiftet. En forsigtig begynderdosis. De årlige blodprøver viste, at niveauet af stofskiftehormoner i mit blod hermed skulle være tilstrækkeligt, og at alt burde være godt.

Jeg fik også en ganske kort opblomstring af energi og tabte et par kilo, men bedringen aftog gradvist, og efter et par måneder tøffede jeg rundt som før.

I de følgende år begyndte jeg at få mange forskellige, generende og smertefulde symptomer, som ingen, og da slet ikke jeg selv, satte i forbindelse med stofskiftet, for jeg var jo velbehandlet; det viste blodprøverne.

Jeg blev langsomt mere og mere træt, ligeglad, tyk, grå, ugidelig, glemsom, øm i alle led, immunforsvaret gik ned, selv smårifter var længe om at hele, mit hår faldt af i bekymrende totter, jeg fik kraftigt forhøjet kolesterol, hovedpiner, andre smerter og føleforstyrrelser i begge fødder og i maven, og mine øjne reagerede allergisk, uden at man kunne påvise allergener.

Hver gang, jeg fik et nyt symptom, opsøgte jeg min læge, og hvis der ikke var en oplagt specialist at henvise videre til, blev jeg tilbudt hormoner, stærke smertestillende midler, statiner, lykkepiller og ’livsstilsløsninger’, dvs. banale og intimiderende råd om at slanke sig, spise sundt, gøre ’øvelser’, indtage naturlægemidler og sørge for at få rigeligt med motion.

Hvis man vågner om morgenen og er dødsens træt, hvis ens muskler og hjerne ikke får næring nok, hvis pulsen er under 60 slag i minuttet, hvis alle led gør ondt, og kroppen langsomt henfalder, hvis man tager på, selv om man i uger ad gangen kun får lidt flydende kost, vand, kaffe, yoghurt, så begiver man sig ikke ud på en frisk løbetur før den sunde morgenmad med skyr og blåbær. Man slæber sig ind i sofaen med en enkelt kop kaffe …

Jeg kunne ikke arbejde, jeg orkede ikke at se nogen, jeg lagde ingen planer, men traskede bare rundt og forsøgte at overbevise mig selv om, at det var alderen, der trykkede. Jeg var 55 år og måtte påregne visse forandringer. Men samtidig havde jeg jævnaldrende og ældre venner og veninder, der trænede til halvmaratons og glade gik til gymnastik, svømning, fester og fitness. – Der var noget, der ikke passede, men hvis jeg forsøgte at forklare det for lægen, fik jeg tilbudt lykkepiller igen. – Dem tog jeg aldrig imod, men jeg forstår godt, at ulykkelige patienter efterhånden kan blive så deprimerede over manglende hjælp, at de griber efter de få midler, tidspressede, og måske oven i købet dårligt uddannede, læger kaster ud til dem. Knap 500.000 danskere er på lykkepiller i dag.

Tro det, eller lad være: Der findes læger i dette land, som føler sig provokeret af deres patienters ønske om at få det bedre, så for første gang i mit liv skiftede jeg og fandt til alt held en mere erfaren og fagligt funderet læge.

Et års tid efter lægeskiftet mødte jeg en gammel veninde, der også havde for lavt stofskifte. – Har du læst Helle Sydendals bog ’Få livet tilbage’? spurgte hun. Det havde jeg ikke, og hvilken åbenbaring. – Der var en forklaring på alt det, der plagede mig: Jeg havde stadig for lavt stofskifte og var simpelthen underbehandlet, selv om blodprøverne hvert år viste et tilstrækkeligt niveau af stofskiftestimulerende hormon. – Hvor mange stofskifteramte går underbehandlede rundt i dette land med forkerte diagnoser som fx fibromyalgi eller depression? Og bliver fyldt med smertestillende piller, statiner, lykkepiller og anden unødvendig medicin?

Så begyndte min kamp igen: Tid og ventetid hos lægen, forsøg med tilskud af anden medicin, som gav en lille bedring, men det ville en højere dosis måske også have gjort, eller et tilskud af vitaminer og mineraler.

Efter yderligere ventetid på tre måneder fik jeg omsider, med en frisk og omfattende blodprøve i baghånden, foretræde for en ung sygehusspecialist i endokrinologi … men hun kunne ikke bidrage med andet end at forhøre sig om mine symptomer og blodprøver, ting, som burde fremgå af journalen. Uden at tilbyde nogen form for hjælp, bestilte hun blot yderligere blodprøver og gav mig en ny tid ET HALVT ÅR SENERE. – Et halvt år er meget lang tid, når man næsten ingenting kan.

Jeg kunne have haft det dårligere, end jeg har det nu; jeg kunne have været holdt hen og bedøvet med alt det, jeg i løbet af årene havde afvist: statiner, lykkepiller, kraftige smertestillende piller, fem forskellige slags naturlægemidler, nyttesløse ’øvelser’ o.m.m. og alligevel ikke have vidst, hvad der plagede mig. Nu skal jeg bare ligge uvirksom på sofaen og vente i hele og halve år på, at det danske sundhedsvæsen kan afse en smule tid til at hjælpe mig.

Men er det rimeligt, at et dårligt fungerende sundhedsvæsen igennem så mange år skal være afgørende for, om jeg kan have en nogenlunde hverdag eller ej? Om jeg skal have kræfter til at passe mit arbejde, mine børnebørn, mit hus, mit liv? Om hele min krop, muskler, led, hjerte og hjerne, langsomt og måske uopretteligt skal henfalde, når en mere omhyggelig undersøgelse og medicinering måske kunne have forhindret det for mange år siden? Jeg er sikker på, at forholdene for syge mennesker er langt bedre alle andre steder i verden, Uganda, Portugal, Korea, end her i Danmark. Hvor ville man ellers bede syge mennesker om at vente i et halvt år på adækvat behandling og medicinering? Når det ville kunne ordnes på under en halv time af en veluddannet speciallæge på baggrund af en blodprøve?

Vores sundhedssystem er grebet af galopperende vanvid. – En smule rettidig omhu, en enkelt kvalitetsbåren specialistkonsultation ville have kunnet spare mig for megen bekymring, frugtesløse forsøg og ulejlighed og spekulationer og næsten fem års sløvhed, opgivenhed, smerter og generende følgesymptomer af alle slags.

– OG have sparet samfundet for utallige henvendelser til praktiserende læger, kostbare undersøgelser, indlæggelser, skopier, biopsier, scanninger, blodprøver, konsultationer hos de forkerte specialister, vagtlæger, mailkonsultationer, telefonopringninger, recepter og hundedyr, virkningsløs medicin til alle fejldiagnoserne.

Måske er løsningen selvbetaling? – Undervejs i min sygehistorie blev jeg bekymret for, om tilbagevendende øjensymptomer skulle have skadet mit syn, og i stedet for at vente to år på at komme til en øjenlæge, som var omfattet af det offentlige støttesystem, fandt jeg én, der tog imod privatbetalende patienter:

– Oh, hvilken fryd! – Klinikdamen tog telefonen MED DET SAMME! – Hun talte HØFLIGT til mig, i stedet for at lyde fortravlet fornærmet over, at jeg tillod mig at ringe og forstyrre midt i klinikkens telefontid, og hun tilbød mig en tid TO DAGE SENERE! – Hvor jeg ikke skulle sidde og vente en halv time med to fedtede og lasede, ældgamle ugeblade, men kom ind TIL DEN AFTALTE TID! – Til en sød og veluddannet læge, der tilsyneladende havde AL TID I VERDEN, UNDERSØGTE MINE ØJNE GRUNDIGT, OMHYGGELIGT FORKLAREDE MIG OM MINE SYMPTOMER OG DERES BETYDNING, BEROLIGEDE MIG mht. min frygt, gav mig et par VIRKSOMME LÆGEMIDLER OG GODE TIPS, og som ikke slap mig, før jeg glad og lettet selv rejste mig og gik. – For skallede 1000 kr., som jeg ellers kunne have soldet op på en formiddag.

– Men selvbetaling har alvorlig social slagside, ved vi, og vi har ikke lyst til at dele befolkningen op i A og B-mennesker, selv om det jo er det, der allerede er sket for længe siden: De, der har råd, tegner private sundhedsforsikringer og kommer til før alle andre eller tager til London, Tyskland eller Polen og bliver behandlet for de ting, det danske sundhedsvæsen ikke magter at tage sig af.

Jeg har lidt under mere end ti forskellige, afledte symptomer i muskler og led, mave og øjne, foruden hårtab, glemsomhed og en dødlignende ligegyldighed og træthed, som bestemt ikke er fremmende for et liv, hverken professionelt eller privat. Men det har vist sig umuligt at få ordentlig behandling. Ikke engang en beroligende snak eller en forklaring kunne det blive til.

Jeg er stadig underbehandlet og venter stadig i hele og halve år på næste resultatløse specialistkonsultation her fem år efter, at sygdommen blev konstateret. – Og det er et problem for måske ti tusindvis af borgere i dette land, et problem, der handler om et fallitbo af et uddannelsessystem og et bureaukratisk og tidsstyret, dansk sygdomsvæsen. – Uberørt af menneskehjerner og blottet for empati.

Mens dette kære væsen afsætter bunker af ressourcer på at kreere vammeltsøde slogans som ’Patienten i centrum’ og ’I gode hænder’, har nedskæringer og umenneskelig tidskontrol, der rent faktisk sætter nogle snærende skemaer i centrum, påført de mest samvittighedsfulde ansatte alvorlig stress og lader syge mennesker sejle i deres egen sø.

– Hvilket har affødt begrebet ’Den kompetente patient’. Det er hende, der selv finder sin diagnose på nettet, diskuterer den indgående med veninderne, hvorefter hun henter sin medicin i Matas. – Ganske som begrebet ‘Det kompetente barn’ for nogle år siden fritog forældre og pædagoger for ansvaret for tage sig af børnene, og begrebet ’Længst muligt i eget hjem’ blot blev et skalkeskjul for små kurser i ’tænd din egen støvsuger’ og ’pas dig selv!’ til syge og alderdomssvækkede mennesker, der havde hårdt brug for den hjælp, der var blevet stillet dem i udsigt.

Alligevel hører vi ustandseligt om, at vi lever i verdens bedste land med verdens bedste velfærds – og sundhedssystem. Kunne vi ikke i det mindste blive fri for den snak, indtil sagerne er bragt i orden?

http://videnskab.dk/kort-nyt/rygestop-kan-udlose-stofskiftesygdom

http://www.thyreoidea.dk/fakta/for-lavt-stofskifte.html

https://lavtstofskifteblog.wordpress.com/hvad-er-lavt-stofskifte-2/

Endnu en bemærkning om sygdomsvæsnet:

Nu har man regnet på, hvor mange tabte arbejdstimer trængslen på vejene koster samfundet.

Er der nogle af de dygtige DJØF’ere, der har regnet ud, hvor mange arbejdstimer trængslen i venteværelserne koster samfundet? Udover det allerede kendte problem, at mange mennesker går alt for længe og venter på behandling, så spilder samfundet en del arbejdstimer på, at de privatpraktiserende læger kun må tale om én ting ad gangen og kun må bruge 10 min. pr. patient pr. dag. Det giver jo et uhørt stort antal lægebesøg.

Masser af mennesker har to eller flere spørgsmål, når de dukker op til deres i god tid i forvejen bestilte tid hos lægen, og så må de bestille en ny tid og tage endnu en halv fridag og igen befordre sig et antal kilometer for at få snakket om problem nummer to. Nogle har endda tre eller flere ting, de har brug for at snakke med en læge om, prøvesvar o.lign., så konsultationerne kan strække sig over måneder. Hvor mange fridage koster det samfundet? Kunne det ikke betale sig at honorere lægen for yderligere fem-ti minutter, når man nu alligevel sidder der og snakker sammen?

Pas på Gurli

Nej, Gurli er ikke din mors barndomsveninde. Gurli er en tilsyneladende uskyldig plaid fra IKEA: 120 x 180 cm, gråsort, fremstillet i Indien af lutter kunststoffer og til salg i Danmark for beskedne 79 kr.

Forleden lod jeg mig friste i forbifarten og hjembragte en Gurli til min sofahyggekrog. Da jeg senere på dagen satte mig op ad Gurlitæppet, fik jeg efter få minutter en grim, prikkende metalsmag på tungen, sviende øjne og en tør, irriteret hoste.

– Nå, ja. Vask altid tekstiler, før du tager dem i brug, sagde min mor. – Så jeg vaskede Gurli i den gode gamle Miele.

Næste aften var problemet det samme. I stedet for at putte mig med et varmende tæppe, begyndte øjne, tunge og svælg at prikke, som havde jeg indhaleret ti tusind bittesmå jernsplinter. Jeg vaskede tæppet igen, men problemet bestod. – Efter to vaske.

Nu har Gurli hængt ude i den kolde forårsluft i en uges tid, dag og nat, og jeg tror ikke, hun kommer ind i sofaen igen. – Hvad var der sket, hvis jeg havde svøbt Gurli om mit lille barnebarn? Jeg kunne sagtens have fundet på at bruge det som barnevognstæppe.

Jeg er følsom for kemi. Fx måtte jeg kassere nogle sko og tilbagelevere de fine silkedyner, fordi de fik hele huset til at lugte modbydeligt af kinesiske mugmidler. Hvad gør andre mennesker? De, som ikke bemærker dunstene? Lader de sig blot forgifte af de kraftige stoffer, producenter i fjerne lande overhælder deres produkter med, så de ikke rådner op under den månedlange transport i fugtige skibscontainere? Eller har andre mennesker råd til udelukkende at købe økologisk fair-trade-bomuld? Hvordan finder de det? Og hvordan kan de være sikre på indholdsstofferne?

Tilsyneladende har det glimrende foretagende, ’Forbrugerkemi’, opgivet ævred i november 2013. De ville ellers have kunnet fortælle mig, hvad mit tæppe indeholder.

Jeg måtte forlade mig på IKEA selv, så jeg ringede til deres kundeservice, trykkede mig igennem alle gå-væk-maskinstemmerne og fandt en rigtig dame, som lovede at notere problemet og se, om andre ville henvende sig i samme anledning. Allerhelst ville hun have, at jeg kørte de 25 km ud til nærmeste IKEA og afleverede tæppet, så de kunne undersøge netop mit. Men jeg er så gammel nu, at jeg ikke lader tilfældige IKEA-damer koste rundt med mig, så jeg foreslog hende at lade en medarbejder futte ned på lageret og finde et af de tusindvis af identiske Gurlitæpper, der ligger der, helt friske, kemisk stinkende og pølseformede i deres tætsluttende plasticposer.

IKEA er et professionelt og succesrigt foretagende; de ved udmærket, hvad der er i deres egne produkter. – Det behøver de ikke mig til at fortælle dem. De noterer blot henvendelsen op og afventer, om det bliver en generel tendens, før de overvejer at ændre deres forretningsmetoder. Naturligvis. Det handler jo om penge. Og vi er alle til fals for et billigt tilbud. Også selv om hver fjerde dansker ifølge Sundhedsstyrelsen lider af en form for allergi, også selv om man ikke kan se den blå himmel i Kina, og havet omkring Indien er omdannet til en kemisk kloak …

Gurli havner nok i skraldespanden, og så har vi spildt råstoffer til fremstillingen, giftstoffer til imprægneringen, skibs- og lastbiltransport fra den ene ende af kloden til den anden, to vaske, min tid og en masse ulejlighed blot for at forurene dette land med indiske gifte.

Ting kan blive FOR billige, og det er derfor, vi har problemer med kloden og dens klima. Hvornår lærer jeg det?

At strejfe

Jeg har altid strejfet. Lige så længe jeg kan huske tilbage. Først i den store, skrånende villahave, der for en to-treårig var enorm og uoverskuelig som en eventyrpark. Derefter på villavejene og i kvarterets ubebyggede og tilgroede friarealer. Senere ud over marker og i skove til fods, til hest eller på cykel, som oftest fulgt af familiens hund, der ikke ejede en snor, måske ikke engang et halsbånd.

Jeg er stadig så privilegeret, at jeg kan strejfe hver eneste dag. Fulgt af familiens hund. Men de strejfeegnede områder er stærkt indskrænkede, siden jeg for 60 år siden begyndte at gå på opdagelse i denne verden.

Man kan ikke længere begive sig ud over markerne. Hverken til fods, til hest eller på cykel. Hvor marker førhen var små og omgivet af brede grøfter og læhegn, kantet af stier eller kørefaste markveje, som gav god plads til vandringsfolk, ryttere og cyklister, plus eventuelle medfølgende hunde og børn, foruden alle de vilde blomster og buske, sommerfugle, rådyr, harer og fuglevildt, er marker nu om dage nærmest uendelige. Og man går ikke ind i korn eller andre afgrøder; ikke kun fordi det er uspændende at traske hen over sprøjtet, gold jord med kun en enkelt, kunstig afgrøde, men også fordi vi jo har lært, at det er mad og værdier for bonden, ganske som vi ikke gerne ser omstrejfere i vore egne jordbærbede.

Også skoven er efterhånden bebygget, oppløjet, opkøbt, privat, oversprøjtet, overudnyttet. De kæmpemæssige skovmaskiner høster graner så let, som en mejetærsker tager byggen, og de efterlader den mere end hundred år gamle, mosbegroede, duftende skovvej, hvor man før gik så let og blødt, som ét stort, fasttrampet og tilmudret øde.

Man risikerer hvert andet øjeblik at blive væltet over ende af en sammenbidt motionsløber eller kørt ned bagfra af en af disse voksne mænd og familiefædre, der netop har genopdaget glæden ved at cykle. Disse nye cykelentusiaster lader jo ikke Audien stå for at cykle til arbejdet på en almindelig cykel. Næh, de har ’valgt at prioritere sig selv’, som det hedder i tidens åndløse reklamejargon, med specialiseret og kostbart MTB-grej, som de spænder bag på bilen. Den parkerer de så på en idyllisk skovvej, hvorefter de – gerne i større, råbende flokke – begiver sig hæsblæsende rundt i det, der før deres ankomst var en slags stilfærdig, ubetrådt natur.

Også de efterhånden talrige fritidsjægere tramper skovstierne flade klædt ud i fleece og camouflage med mange lommer, og de fylder deres lejede skovstykker med jagttårne og blå foderplastictønder og halvtag, og de føler sig i deres gode ret til at irettesætte gennemstrejfende ældre kvinder med medfølgende hunde.

For selv ikke hunde må strejfe længere. I min kommune må hunde kun færdes uden snor i de dertil indrettede ’hundeskove’, dvs. små områder, der er indhegnede, så de kunne holde en King Kong ude. På disse diminutive jordstykker kan man ikke gå tur, men blot stå og kigge på sin hund, der heller ikke helt ved, hvad den skal stille op med sig selv, hvis der ikke tilfældigvis er andre hunde at lege med den dag. Hunde er som os skabt til at strejfe. Men i ’hundeskovene’ decimeres selv de voksne individer, ligesom fx MTB-mændene, til legende hvalpe. – Det er dyremishandling at holde en hund i snor altid, så den aldrig får lov at springe hen over en grøft, løbe efter en pind eller hoppe af livsglæde hen over højt græs. Selv ikke en bevisligt velopdragen hund må færdes snorefrit i tæt kontakt med sin ejer, mens den snuser og afmærker og følger sin egen, naturlige gangart.

Hvis man antræffes med en løs hund, står man til en bøde på flere tusinde kroner. Også selv om man har gået på den samme vej hver eneste dag igennem et halvt århundrede med en veltrænet hund, som aldrig har generet nogen. Også selv om hunden er så tilvænnet til turene, at den aldrig går mere end nogle få meter væk og til stadighed holder øje med sin ejer og vejen og selv går på plads, hvis den møder andre mennesker eller dyr.

Sådanne hunde er en undtagelse i dag. Og man gør ikke undtagelser. For så tror det naturfremmede unge par med de to moderigtige racehunde, som normalt henslæber en kummerlig tilværelse som fanger i en toværelses i midtbyen, at de også må slippe deres utrænede og understimulerede vildbasser løs, og så tager det dem resten af dagen at få dem fanget ind igen, hvis det da ikke ender med hjemmeprintede efterlysninger på supermarkedets opslagstavle, og hvem ved, hvad de ulykkelige og tumpede dyr når at få ødelagt og skambidt imens?

Den sidste løse og lykkelige hund, jeg kendte, var en overvægtig dansk-svensk gårdhund, som boede hos en gangbesværet, ældre dame længere nede ad vejen, skråt over for skolen. Normalt lå han på en pude i vindueskarmen, altid parat til at springe op og gø ad folk, der passerede forbi ude på fortovet. Men når han skulle ud, lukkede damen blot døren op, så han kunne gøre, hvad hunde nu gør, når de skal, i haven eller langs de to villaveje, der udgjorde hans territorium. Hvis vi kom kørende sent om aftenen, så vi ofte den lille tyksak med en cykellygte bundet i halsbåndet passere gaden foran os, og fordi vi – og sikkert også byens øvrige bilister – forventede at møde ham, var vi altid, dag og nat, parate til at sænke farten og lade ham krydse vejene. – Hvilket også kom skolebørnene til gode.

Det er mere end ti år siden, jeg sidst så den gamle dames hund. Hendes hus blev solgt og moderniseret. Der er ikke længere hunde i gaderne eller løse børn på skolevejen, men hundreder af biler, der ræser af sted i alle retninger med børn og voksne og cykler og hunde, og som ikke levner meget plads til strejfere.

Hvilket er et – måske af de fleste upåagtet – kolossalt stort tab af livsværdi for os, der kan huske tiden før. De fleste har ingen anelse om, hvad de har mistet.

Drengemænd

Bonderøven, Rigtige mænd, De unge fiskere … Tre serier om mænd, der prøver at være mænd, på DR i bedste sendetid. Har danske mænd et problem med manderollen? Eller er det kun de mandlige DR-medarbejdere i hovedstaden, der af mangel på naturlig maskulinitet har brug for at udforske det mandlige, sådan som de forestiller sig, det må være? Men det er jo endt i en parodi, hvor disse usikre mænd og smådrenge griber helt tilbage til jægerstenalderen tilsat en masse røv, lort, lokum, porno og det særdeles upassende, engelsk-amerikanske ord ’fucking’:

Nak & æd

So fucking special

Ultra fucking flink

Drengerøv

Shit happens

Live og liderlig

Go’ lorte weekend

Pornoquizzen

Lokummet brænder

Hvor seriøst, underholdende og lærerigt er det for den del af offentligheden, der er af anden afstamning end dansk drengerøv? Der er af et andet køn? Og ældre end 8 – 9 år? – Skal disse drengemænd virkelig have lov til at forvandle landets licenspenge til flov WC-snak?

Guld i baghaven

− om en østerssafari i Limfjorden

Der er ubestridelige fordele ved at leve og bo i det, andre dele af Danmark hånligt benævner ’Udkantsdanmark’. Glæden ved daglige ture med hunden i skoven, over bakker, gennem dale under den vidtstrakte blå − eller blygrå dryppende − himmel, overgår langt den påståede glæde ved at bo på små betonhylder og gå i gåsegang på asfalt, som besynges af folk, der elsker at traske i flok.

Men hver sin lyst. Jo flere, der rykker til byerne, jo bedre plads bliver der til os, der bliver tilbage. Døgnet har simpelthen flere timer, når man kan følge solen, fra den står op i horisonten, når man ikke sidder fast i en trafikprop på vej til og fra arbejde, når man nemt finder en P-plads lige foran supermarkedets hovedindgang. Og livet er tryggere og rarere, når man kender og hilser på de folk, man møder, og når de alle står klar med en hjælpende hånd, hvis man skulle få hjælp behov.

Maden smager bedre, når man selv henter sit lam ude ved Vestkysten, hvor det har græsset i salt vestenvind hele sommeren. Når tyrekalven har gået med sin mor på en saftig eng og er nænsomt slagtet. Når grisen har haft lejlighed til at gennemrode jord med sin fine tryne. Når hønsene løber frit og har fået masser af grønt græs. Når man kender en jæger og kan få dyresteg til weekenden. Og når man har tid til at holde en køkkenhave med alskens urter, frugt, bær og grønt og bager sit brød selv og laver sine måltider fra grunden. − Ikke så meget fims og snak. Vi gør det bare.

Vi har altid taget svampe med hjem fra skovturen, når det var sæson. Kantareller og Karl Johan af fineste kvalitet, lige til at putte i gryde eller på pande samme aften, eller til at tørre og opbevare i store glas, så de senere kan anvendes som smagsgivere til supper og sammenkogte retter. Men vores placering tæt ved Limfjorden åbenbarede forleden endnu et skatkammer: Østers!

Det viser sig, at Limfjorden er blevet betragteligt renere de seneste år, men forudsætningen for, at østersene genetablerede sig her, hvor de jo havde udgjort en væsentlig fødekilde for vore fjerne forfædre, var gennembruddet af Agger Tange i 1800-tallet. Det gav frisk passage af havvand ind fra Vesterhavet, og dermed salt, som forbedrede miljøet for skaldyrene, så man nu igen kan vade lige ud i fjorden og samle dem op.

Da østersfiskeri var en helt ny sportsgren for os, havde vi på forhånd entreret med en guide, Jens, som havde alt udstyret, vidste, hvor de velsmagende dyr var at finde, og som lærte os at åbne og tilberede fangsten bagefter.

Barnebarnet på 7 hvinede af fryd, da hun sad på ladet af hans store firhjulstrækker på vej hen ad stranden til det allerbedste sted. I høj januarsol, endda med en smule varme i, og et sjældent blikstille kig ud over fjorden.

Det var en fantastisk oplevelse at iføre sig uelegante waders og sammen med familiens voksne, børn, hunden og den søde og vidende naturguide at soppe lige ud i den spejlblanke fjord, hvor vi kunne opfiske alle de østers, vi kunne spise, og flere til.

Hvorefter Jens tændte bål og lærte os at åbne de mange, helt friske østers og indhalere dem rå, blot med lidt citron, med balsamicoeddike og rødløg eller at grille dem på alle mulige forskellige måder.

Vi fik østersens historie, i Europa og i Limfjorden. Vi hørte om køkkenmøddinger. Vi fik sat navn på alle de andre, spændende havdyr og gevækster, der havnede i vore sier og spande i løbet af fisketuren, og det var en bil fuld af mætte og trætte unger, der efter en skøn dag vendte snuden hjemad igen.

Da vi havde en hel spand østers i bagagerummet, forsøgte jeg at afsætte en del af overskuddet til mine venner: Vil I have et dusin friskfangede østers i aften? − Men nej, tak! Ingen skulle nyde noget. − Så mon ikke Limfjordens østers endnu en tid ligger sikkert og godt, hvor de ligger? Men børnene i MIN familie vokser ikke op og foretrækker hot dogs, burgere, købepizzaer og frosne fiskepinde frem for den ægte vare.

Hvis nogen skulle have fået lyst til at drage på østersfiskeri med en rar og hjælpsom guide, kan jeg kun anbefale:

http://jyllandsakvariet.dk/news/120/84/osterssafari

Terror i Paris

7. , 8. og 11. januar 2015:

Nedskydningen af 17 tegnere, redaktører, ansatte, politifolk, gidsler og tilfældige på Charlie Hebdo og andre steder i Paris er forfærdelig! − Al medfølelse må gå til de efterladte og andre, der blev direkte berørt.

Gerningsmændenes erklærede motiver implicerer ytringsfrihed, religionskrig og kulturkamp, men Pia Kjærsgaard og hele banden fra Trykkefrihedsselskabet og deres kumpaner, med samt alle de paranoide, højreorienterede diskussionslystne, som ser modsætninger, konkurrenter og krige overalt, burde alligevel forsøge at holde lav profil her midt i sorgen.

Ganske som utilpassede drenges skoleskyderier i USA ikke opfattes som en trussel mod retten til at modtage undervisning − endsige som en anledning til at genoverveje våbenloven, blev en gal mands angreb på Utøya, hvor uforståeligt og chokerende det end var, heller ikke set som en generel trussel mod forsamlingsfriheden i den vestlige verden. De forældreløse, marginaliserede og kriminelle stakler, der forøvede misgerningen i Paris, er ikke mere repræsentative for muslimer og den muslimske verden, end de amerikanske skoleskydere og Anders Breivik er det for vores kristne kulturkreds.

At statsoverhoveder fra mange lande − herunder Israel, som jo ikke kunne drømme om at undertrykke og marginalisere nogen − omgående rykkede ud og lod sig fotografere arm i arm foran millioner af borgere i Paris’ gader, har muligvis mere med hysteriet på de sociale medier og potentielle vælgere at gøre, end det er udtryk for en velovervejet reaktion og god og klog ledelse.

Der er absolut ingen undskyldning for at udøve vold. Og man skal naturligvis have lov til at sige, lige hvad man vil uden at frygte vold eller mord. Vold er altid sidste tilflugt for syge og/eller desperate individer. Det gælder også mobning. Det er alment accepteret, at normale, ligevægtige, dannede og velopdragne mennesker ikke mobber de svage, de anderledes, de syge eller handicappede eller folk med andre hudfarver, religioner eller overbevisninger.

Man kunne jo spekulere over, om det ikke er betydeligt lettere at udvise humoristisk overskud, når man selv er en rig, hvid mand, som føler sig ovenpå og ikke er hverken udskældt eller udskilt eller under angreb? Hvor mange muslimer var der blandt Jyllandspostens tegnere?

Og hvorfor er det ofte de tilsyneladende mest stive, sure, indebrændte, omstændelige og fornærede underskudsmennesker, Kjærsgaard, Hedegaard og Rose, der virker fuldkommen blottet for ethvert gran af humor og selvironi, der mest indædt insisterer på retten til at grine ad andre folkeslags dyrebare forestillinger? Uden at de i øvrigt er i stand til at sætte deres trang til at latterliggøre andre mennesker ind i hverken en snæver psykologisk eller en større historisk sammenhæng, der fx kunne indbefatte grænsedragningen efter de nylige verdenskrige, kolonialismen, korstogene…

− Hvordan ville alle disse grinebideres humoristiske sans have det, hvis en koalition af muslimske lande havde udråbt fx Grækenland og Spanien til fejlslagne stater og invaderet dem? Og bagefter hånede den kristne gud i sjove tegninger?

__________________________

Det forlyder, at Hollande bad Netanyahu om at blive væk:

Hollande asked Netanyahu not to attend Paris memorial march

Absence sought as part of attempt to keep Israeli-Palestinian conflict out of European show of unity; After Netanyahu insisted on coming, French made it clear Abbas would be invited as well.

http://www.haaretz.com/news/diplomacy-defense/.premium-1.636557

Måltidet

Vor nye fødevareminister, Dan Jørgensen, følte sig et halvt års tid efter sin tiltræden kaldet til at give nationen en blid opsang og påmindelse om, at vi burde spise mere sammen: − ”Et godt måltid mad er en social begivenhed, og vi ved, at man ofte spiser sundere, når man er flere om bordet. Derfor håber jeg også, at flere i fremtiden vil nyde gode måltider i fællesskab på tværs af generationer og gøre turen i køkkenet til en fælles oplevelse,” siger Dan Jørgensen.

For at fremme sine visioner om danskernes måltider − herboende fx svenskere, tyskere, indere og polakker er åbenbart ikke omfattet − har han nedsat en tænketank, ifølge Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeris hjemmeside. Mindre kan ikke gøre det.

Vi er naturligvis mange ’danskere’, der er taknemmelige for Dan Jørgensens omsorg, når det gælder vore måltider. Også − og måske navnlig − de 40 % af os, der bor helt alene. Men, som en læserbrevsskribent i Politiken anførte, burde en fødevareminister have nok andet at se til med mishandlede svin i millionvis, resistente bakterier i danske svinestalde og de danske fødevarers generelt dårlige kvalitet.

Nogle få ville måske betegne hans omklamrende indblanding i folks privatliv og spisevaner som utidig og langt over grænsen for, hvad en folkevalgt politiker burde beskæftige sig med, andre ville måske blot betragte hans emission som en gratis omgang varm luft.

Dertil ville folk med historisk indsigt muligvis smile en smule, for har det ikke altid været det fælles måltids funktion at udøve social kontrol med fødeindtagelsen?

Der må være andre nulevende end mig, der kan huske familiemåltiderne i 50’erne, hvor husmoderen − også selv om hun var udearbejdende − stod med fad eller pande ved bordenden og sørgede for, at husfaderen fik den største bøf eller den sidste frikadelle. De ældste af os husker måske tillige folkestuen i landbohusholdningen, hvor madmor − bemærk navnet − omhyggeligt sørgede for at uddele et stykke flæsk eller en sild til hver karl, men hvor grød- eller kartoffelfadet nok kunne blive stående til fri afbenyttelse midt på bordet. Hun selv og pigerne spiste som oftest stående og ude i køkkenet, og de var sjældent blandt de magreste.

Historisk har det fælles måltid altid været betinget af kontrol. Når hjortestegen og vildsvinet skulle fordeles retfærdigt og suppleres med rødder, bær, korn og frugter, kunne man ikke sikre stammens overlevelse, hvis ikke jægerne fik næring nok til nye, succesfulde jagter, og i perioder med knaphed måtte de unge, stærke mænd fodres på bekostning af kvinderne, de gamle og de små.

Også i dag er det fælles måltid belagt med stærk, social kontrol, blæret demonstration af status, økonomisk formåen, og nogle gange kan det ligefrem forekomme betændt. − Det fælles måltid, som Dan Jørgensen så brændende ønsker at fremme, udarter hyppigt til en neurosernes holdeplads med spiseforstyrrelser og magtkampe som resultat.

Jeg har oplevet juleaftner i familier, hvor den smarte, unge mor affabelt smilende formanede sin femårige datter om ikke at tage anden gang af risalamanden, fordi hun risikerede at blive for tyk.

Når sådanne kvinder spiser sammen med andre, lader de alle som en, som om de slet ikke er sultne og viser sig frem ved at sidde og nippe koket til lidt salat og danskvand. Unge mødre spiser officielt overhovedet ikke, de er på efterfødselskur for at ’få deres skikkelse tilbage’, men de plaprer op om sukker, laktose, gluten, kulhydrater o.m.a., mens de propper sutteflasker med kunstig ernæring i de små. (Kun 13 % af danske børn ammes fuldt ud, til de er et halvt år gamle, som Sundhedsstyrelsen anbefaler, iflg. de nyeste tal.)

Da Nicolas Sarkozy endnu var præsident i Frankrig, siges det, at han efter en middag med Tysklands forbundskansler, Angela Merkel − det største mandfolk i Europa − skulle have udtalt, at hun spiste overraskende meget, ja, hun havde ligefrem siddet og proppet sig, ifølge den sippede præsident, som åbenbart følte sig i sin gode ret til at kommentere et andet lands statsoverhoveds spisevaner!

Sarkozy er selv en lille fimset type, og han er som magtmenneske omgivet af åleslanke, kvindelige beundrere, der sikkert blot har siddet og nippet til salat og danskvand i hans selskab, ja, faktisk har han været gift med hele tre af slagsen plus det løse. At Angela Merkel har betragtet måltidet som en lejlighed til at indtage rigtig næring, mens hun var påtvunget Sarkozys selskab, har sikkert været en ny oplevelse for den gode franskmand. − Helmut Kohl, der i sandhed var en stor mand, behøvede ikke stå model til nedladende bedømmelser af sit madindtag.

Når selv en hårdtarbejdende og begavet, kvindelig leder med et uhyre stort ansvar ikke kan spise efter eget behov ukommenteret, så kan det ikke undre, at de fleste kvinder foretrækker smugspiseri i køkkenet, eller at mænd, der dagligt bliver heglet igennem af deres småsultne og bedrevidende koner/kærester/kollegaer, foretrækker at indtage pizzaen eller grillkyllingen med pommes frites alene i sofaen.

Hvor det førhen var et spørgsmål om at fordele den mad, der nu engang var, retfærdigt og hensigtsmæssigt, er det i dag vigtigere at holde sig slank og give indtryk af at spise meget lidt og meget sundt. − Men det sidste kan være vanskeligt i en tid med industrifremstillet mad, der indeholder alle mulige kemiske tilsætningsstoffer og bakterier, tænk fx på de nylige listeriafund i pålæg og sprøjtegiftrester i alt det ’sunde’ frugt og grønt.

I det komplicerede spil, der både omfatter historien, kønnet, ressourcerne, økonomien, hensynet til eksporten og konkurrencen, kulturen, kynismen og en god portion forfængelighed foruden psykologi, burde en lille dansk fødevareminister måske undgå uigennemtænkte forsøg på at score billige damepoints og koncentrere sig om at sikre os alle sunde − eller i det mindste ufarlige − fødevarer.

Autentisk

I mine gymnasieår boede jeg i Løgstør, en vindblæst lille by, der trykker sig ind mod sydkanten af Limfjorden, hvor den mod vest vider sig ud i Løgstør Bredning.

Dengang forekom byen mig gammeldags, indspist, begrænset og kedelig, og jeg kunne ikke komme væk hurtigt nok. To dage efter studentereksamen sad jeg i et fly på vej til et au pair-job på den danske ambassade i Rom.

Forleden havde jeg lejlighed til at gense byen. Og det var tydeligt, at hvor tiden og opsvinget har ramt og fuldkommen ændret andre fikspunkter fra min barn- og ungdom, København, Århus, Ålborg, Fredericia, så er udviklingen i store træk veget helt uden om Løgstør.

Naturligvis er der mod sydøst fra 70’erne og frem opgroet et sjælløst parcelhuskvarter, hvor omegnens bønder efterhånden er flyttet ind, og hvor yngre mennesker nu omgiver sig med et udvalg af de købeting, der er oppe i tiden allevegne, i Åbenrå og Slagelse såvel som i Lemvig.

Naturligvis er der tilkommet skole- og institutionskvarter i byens udkant.

Og naturligvis har et par omfartsveje, i form af bueslag på en lille byplanlæggers kort, forsøgt at holde trafikken ude af byens snævre centrum.

Men hovedgaden, den lille biograf, det hvide Hotel du Nord, kirken, politigården, småhusene, gyderne − og smutvejene imellem dem, havnen, Kanalhuset, roklubben, Skjoldborgs Hus, bedsteborgervillaerne og Christiansminde oppe på skrænten ligger, som de også lå for 40-50 år siden, og emmer af stilstand, gammeldags hygge og atmosfære. − Man kunne, med ganske få ændringer, bruge byen som kulisse i en film fra 60’erne eller 70’erne.

Det slog mig, at de, der sukker efter autentiske miljøer, de, der betaler dyrt for brugte møbler og andre menneskers patina, de, som jamrer på Facebook over manglende tid, nærvær og fordybelse − hvad de så end mener med det − blot kunne forflytte sig til købstæderne i Udkantsdanmark og nyde godt af en bedaget ægthed, som stadig overlever her, trods småfiffige, lokale PR-bureauers forsøg på at sælge ud af byen med slogans som:

Løgstør, en by med liv!

Når byens gader helt åbenlyst ligger øde hen de allerfleste af årets dage og døgnets timer, og mange af byens huse står tomme.

− Hvor muslingerne og hele hurlumhejet omkring dem kommer fra, aner jeg ikke. Der var ingen muslinger i Løgstør, da jeg boede der.