Flåter og rådyr

På skovturen fik jeg den sødt krydrede fært af skovmærker i næsen. Jeg stoppede og fik øje på de små, hvide og stærkt duftende blomster nede i græsset under et bøgetræ, men da jeg bukkede mig og strakte hånden frem for at plukke en, sad der omgående tre bittesmå, sorte skovflåter på min håndryg!

Det samme skete sidste år, da jeg havde mit barnebarn med på skovtur: Aldrig så snart havde vi gået ti meter hen ad skovstien, før det lille menneske var tæt besat med de små blodtørstige sataner på både arme og ben.

Igennem et halvt århundrede har jeg gået daglige, timelange ture i den samme skov.

I min barndom byggede jeg huler, gemte mig i græsset, sad og flettede blomsterkranse, plukkede blåbær, og jeg fik kun en enkelt gang − i 1966 − en skovflåt på mig. Jeg så næsten aldrig et rådyr heller. Kun, hvis jeg stod op klokken tre en sommermorgen og trængte dybt ind i skoven, alene og imod vindretningen, kunne jeg være heldig at se et dyr eller to i en lysning.

I dag ser jeg rådyr i fuldt dagslys hver eneste dag, et, to eller småflokke, fede, halvtamme, vinterkornfodrede dyr, som knap gider flytte sig, når hunden og jeg krydser deres vej. Og jeg får omkring tyve flåter på mig hver sommer og må igennem penicillinkure pga. røde, hævede partier efter deres bid, og jeg er endda for længst holdt op med at sætte mig i græsset. − Hunden får hundreder flåter på sig trods drypning med bekostelige, giftige midler hver tredje eller fjerde uge sommerhalvåret igennem.

Rådyr er mellemværter for flåter, og dyrene er selv hårdt plagede af utællelige mængder af de små blodsnyltere. Efter at de store vandmiljøplaner, som påbød vintergrønne marker, blev gennemført i slutningen af 90’erne, og efter at jægere i stor stil begyndte at sætte korntønder ud i skoven til glæde for deres hjortedyr og fasaner, er bestanden af rådyr mangedoblet med en kraftig opformering af de sygdomsvoldende flåter til følge.

Bør vi ikke regulere dyrebestandene tilbage til et mere bæredygtigt niveau? Eller skal vi vente, til sygdomme og genindvandrede ulve udrydder flokkene? Kan vi leve med, at vi har skove, hvor man ikke kan plukke en buket blomster, sætte sig og plukke blåbær eller holde en god, gammeldags skovtur på et tæppe i græsset?

Daniel og hans beundrende skarer

Sygehusene er stadig overvejende kvindearbejdspladser.

Jeg skulle gennemgå en mindre operation og mødte renskuret og fastende op på det lokale sygehus klokken 7 om mor­genen. Her blev jeg lagt i en seng, hvor jeg skulle vente pænt, til det blev min tur.

Efter tre-fire timer kom et par sygeplejersker og en sygehjælper pludselig vimsende ind på stuen, hvor de begyndte at rette på gardiner og sengetøj, mens de oprømt kvidrende fortalte mig, at om et øjeblik kom − vi kan jo kalde ham − Daniel, og jeg måtte forstå, at Daniel var Guds svar på alverdens bønner, og jeg burde anse mig selv for lyk­kens udvalgte, at jeg skulle opere­res og tilses af selve Daniel

Efter en tid dukkede Daniel i egen person op på min stue med en hale af bekitlede kvinder efter sig. Han viste sig at være en almindeligt udseende, opvakt ung mand med et smørret grin om munden. − Og grinet forstod man jo godt, når man så, hvordan det kvindelige sygehuspersonale uden ophør smiskede og smaskede for ham.

Han hilste med et skævt smil, skrev kækt og til kvindefølgets hvinende morskab en besked til sig selv med sort tusch på min venstre arm og gled så bort igen med hele sit hof som en lang, feminin, småtiskende, hvidklædt slange efter sig.

Hele seancen, dog uden tuschtegninger, men med to-tre emsige, kvindelige forløbere og lige så mange medløbere og efterløbere, gentog sig efter indgrebet, da Daniel igen dukkede op for lige at sikre sig, at jeg var OK.

Den unge læge, Daniel, var, så vidt jeg kunne vurdere, et rart menneske og en dygtig doktor, men det slog mig, trods bedøvelsens tåger, at ingen yngre, kvindelig læge − eller nogen kvinde over­hovedet for den sags skyld − nogensinde ville opleve at blive så flirtende beundret og feteret blot for at gøre sit daglige arbejde. − Med mindre hun var stripper, selvfølgelig.

Amning

Med baby på en kinesisk grav i det Sydkinesiske Øhav, april 1981. Paraplyen er pga. solen.

At amme sit barn er det bedste og det mest naturlige en mor kan gøre. Hvorfor taler man så for tiden i fuldt alvor om at lovgive om amning i det offentlige rum?

Efter min mening er der ikke mere brug for love om amning, end der er brug for en lov, der for­byder folk at afbryde, mens andre taler. Eller en lov mod at pille næse eller tæer, når man er på restaurant.

Når nogle gerne vil have amning forbudt i det offentlige rum, og andre gerne vil sikre, at et barn kan blive ammet når som helst og hvor som helst, er det ikke et spørgsmål om at være for eller imod amning eller om specielt nypuritanske strømninger. Sagen drejer sig helt enkelt om god opførsel i modsætning til provoke­rende privathed i offentligheden.

Hele diskussionen opstår kun, fordi nogle unge mødre − måske specielt i de større byer? − ikke har forstået, at det offentlige rum netop er offentligt, dvs. at der visse steder også færdes an­dre end nyfødte med deres mødre, der er belastet af søvnmangel, ammehjerne og mælke­struttende, blåsprængte bryster.

I Ålborg har det førende stormagasin, Salling, indrettet både lege-, skifte- og ammerum til de mødre med småbørn, der før samlede sig i forretningens bistro. Et arrangement, der nu er til glæde for alle, både mødrene, børnene og de øvrige kunder. Som en af de unge mødre sagde i lokal-tv: − Det er rart at kunne sidde lidt i fred, når man er inde byen.

Ingen ville føle sig provokeret af en ung mor, der satte sig på en offentlig bænk for at amme sit sultne barn. Det er sammenblandingen af babypleje − med alt, hvad det erfaringsmæssigt indebærer − og andre menneskers dyrekøbte mad, der kan være et problem.

At nogle af de smartere caféer gerne vil have del i barselspengene og i de ellers sløve formiddagstimer villigt skænker kaffelatter og lægger lokaler til hele mødregruppen med alt hvad det indebærer af snavsebleer, prut, bøvs og blottede bryster, bør ikke forlede mødregrupperne til at tro, at de på bekostning af andre grupper ejer hele det offentlige rum.

Nogle mennesker kan godt blive en smule pikerede, når en højgravid kvinde, som for at under­strege de lykkelige omstændigheder har svøbt et pangfarvet tørklæde om den svulmende mave, sidder i fuld offent­lighed på en pæn restaurant og stønner, mens hun tankeløst indad­vendt masserer sin vom og lænd.

Eller når et optog af selvcentrerede mødre med deres enorme og kostbare babypramme verfer alle andre, børn og gamle inklusive, ud i rendestenen, når de kommer brusende hen ad forto­vet i samlet triumf med deres små kronprinser og prinsesser i karet.

Eller når de kører lige op i hælene på én i supermarkedets snævre gange og i stedet for at und­skylde, nid­stirrer én vredt med det der »Flyt dig så for helvede, her kommer jeg med min BABY!«-blik.

Eller når de fylder hele cykelstien og sænker alles fart betragteligt med deres »Vi er en lykkelig familie«-ladcykler og ikke tillader nogen at smutte forbi.

Eller når de uden blusel skifter den lilles ble med både det ene og det andet i på cafébordet, for det er jo bare så naturligt, netop som dem ved nabobordet skulle til at sætte tænderne i en dressingdryppende sandwich.

Eller når de trækker de fyldte bryster frem på restauranten og bagefter lader baby bøvse lige ind i nakken på det modne par, der i måneder har glædet sig til at nyde en god mid­dag med hinanden på deres egen, helt specielle mærkedag.

Når man har småbørn, lever man i en verden af lunken mælk, bøvs, gylp, lort og tis. Mens man er i det, og det vel at mærke er ens eget barn eller barnebarn, føles det både rigtigt og naturligt. Jeg har selv været der, og jeg nød det overmåde. Gik rundt i årevis i et forvasket, lilla bomuldsjoggingsæt med mælkepletter foran og babygylp ned ad ryggen. Men jeg ville aldrig drømme om at tage det for givet, at fremmede mennesker ville bryde sig om at have alle disse syns-, lyd- og lugtindtryk, mens de fx nød deres mad på en god og dyr restaurant. Man bør altid give plads til og respektere hinanden.

Nogle nybagte forældre har det med at synes, at hele verden drejer sig om dem selv og deres spædbørn, og de føler sig i deres gode ret til at bruge babyerne som rambukke til at overskride grænser på provokerende måder, som de aldrig ville have turdet gøre det, hvis de kunne tænke klart og bare var lille Nanna, Sofie, Natasha eller Mette Marie uden spædbarn. − Men ude i det offentlige rum kan de risikere at støde frem­mede mennesker, der rent faktisk har an­det at tage sig til end at beundre disse nye projektforældre og deres afkom.

For næsten 40 år siden boede jeg med et spædbarn i Hong Kong. Der var skønt i den store by, som var fyldt med venlige og gæstfrie menne­sker, men den kinesiske kultur var temmelig puritansk og kropsfor­skrækket efter dansk halv­fjerdserstandard, og jeg var vist den eneste unge mor i hele Sydøst­asien, der insisterede på at amme mit barn selv, men alt i alt gik det overraskende godt. − Jeg kunne nu heller ikke drømme om at sætte mig og trække brysterne frem i fuld offentlighed, men afpassede mine udflugter − og mit liv i øvrigt − efter det faktum, at jeg var mor til et spædbarn. Når min lille søn fik trang til en tår, og vi var langt hjemmefra, spurgte jeg på den nærmeste restaurant eller butik, om de havde et baglokale, et kontor el. lign., som jeg måtte låne en kort stund? Eller jeg sad på bagsædet af vores bil eller i en taxa. Eller gemt af vejen bag en gravsten bevogtet af venner, den dag vi sejlede ud for at besøge familiens grave. Jeg kvitterede for folks hjælp­somhed med et smil, en undskyldning og taknemmelighed, og alle udviste stor ven­lighed og overbærenhed med den unge europæiske mors fikse ideer og var tilsyneladende kun glade for at hjælpe.

Min pointe her er − udover at fortælle en anekdote fra mit liv − at gøre opmærksom på, at når amning kan lykkes så godt i et forholdsvist snerpet samfund for en halv menneskealder siden, sønnike blev ammet til han fyldte to år, så må det også kunne foregå i vore dages frisindede, danske samfund, uden at nogen be­høver at føle sig generet.

Men i stedet for at anse reproduktion, herunder amning, som en naturlig ting, som man bare gør, så for­vandler nogle af de yngre forældre fra Facebookgenerationen forældreskabet til et udvendigt og demonstrativt projekt, som caster sagesløse medmennesker i det offentlige rum som vidner til deres stærkt iscenesatte »lykke«. − Det er for­mentlig det, offentligheden, dvs. restaurant- og caféejere, nu begynder at reagere imod.

At man gennem lovgivning vil tvinge ejere af spisesteder til at tillade unge mødre at amme, hvis de skulle få lyst, er udtryk for, at nogle få af disse mødre i deres selvoptagethed har glemt at opføre sig med pli, når de færdes ude. De har ikke indset, at det drejer sig om, at barnet får sin mad i al stilfærdighed − hvilken baby kan sutte ordentligt, hvis der er larm og postyr omkring den? − ikke om at deres mødre skal have en masse opmærksomhed ved at omdanne fælles rum til private barnekamre og degradere tilfældige med­mennesker med helt andre agendaer til publikum for deres nye forældreværdigheds mere intime øjeblikke.

At amme i kor

Nu udarter det til en ren ammestuehistorie: De unge mødre demonstrerer med fællesamning (!) på Rådhuspladsen i København. Hertil kan man sige tre ting:

1. Stakkels børn!

2. De unge mødre løber åbne døre ind. Ingen i dette land har noget imod amning i det offentlige rum. Den kamp tog deres mormødre i halvfjerdserne, og de sejrede stort, men det kostede dem dyrt i form af lede skældsord og offentlig udhængning. − I dag er det udstillingen af intime, kropslige funktioner, herunder risikoen for bøvs, gylp og lortebleer, hvor andre mennesker sidder og spiser, der er problemet, parret med nogle få mødres fuldkommen hjernedøde og selvhævdende invadering af fællesrummet.

3. Jeg ved ikke, om det er betryggende eller skræmmende, at unge mødre i dag, hvor halvdelen af jordens befolkning lever i sult og nød, hvor selv Danmark fører krig i de fattige, men olierige, lande, hvor dyrearter og habitater går til, klimaet går ad H til, og Mellemeuropa ligger under vand, ikke har andet at lave og andet at kæmpe for end retten til at flashe deres ammebryster i Tivoli og på dyre caféer og restauranter i hovedstadsområdet.

Fødder

Vi kan hurtigt blive enige om at forarges, når vi ser billeder af de kinesiske, såkaldte »liljefødder«. For min­dre end hundrede år siden maltrakterede man i det store land på den anden side af kloden kvindernes fød­der på det grusomste. Man ombandt små pigers fødder stramt og lagde de indfol­dede tæer op under fod­sålen, og selv om pigerne græd af smerte, strammede man bindet dag for dag − det var som oftest moderen, der gjorde det − fordi en ung pige med bitte­små, forkrøblede fødder, som hun knap kunne gå på, og da slet ikke løbe i, regnedes for fin og fornem. En således lemlæstet kvinde havde større chancer for ægteskab med en velhavende mand, men ve hende, hvis hun ikke fandt nogen, der ville tage sig af hende, for hun havde ingen mulighed for at klare sig selv. Hun skulle altid bæres, og hvis hun ikke bare kunne sidde hjemme og være yndig, mens hun fødte mandens børn, var hun ilde stedt.

Når talen så falder på kvindefødder i vores egen kultur i vores egen tid, så vender vi det blinde øje til. Mænd må gerne benytte komfortabelt, fodformet fodtøj, men kvinder skal helst vakle usikkert rundt på skrå stylter, som giver dem en høj og slank silhuet, og som skubber kønsdelene fremad mod evt. beskuere, men som også konstant giver dem små hjernerystelser og misdanner deres fødder, så de skal tilbringe de sidste årtier af deres liv med smerter og bløde tøfler.

Tidligt lærer unge piger i vores vestlige kultur, at højhælede sko er uundværlige, hvis man vil se godt ud og tiltrække en mand, og det uagtet, at vore kvinder er de bedst uddannede og indtjenende kvinder i hele verden. Jeg ved ikke, om mødrene hjælper de små piger op på de forkrøblende stilletter, men når pigen ser, at mor − og alle andre betydningsfulde kvinder i hendes liv og i offentligheden − klem­mer sine egne ligtornebefængte og defor­merede fødder ned i kostbare højhælede, så vil hun na­turligvis også selv prøve, for når man slingrer usikkert omkring kun støttende på det yderste af forfoden, så er man i vores kultur en smuk og attraktiv kvinde.

Så kvinder, der vil være smukke og attraktive, ødelægger helt frivilligt og bevidst deres egne fødder og tæer. De stavrer rundt i malabarisk fodtøj, så de hverken kan gå eller løbe ordentligt, hvis det skulle blive nødvendigt, og når de tager skoene af, ser man deres uskønne sammenklemte, skæve tæer, formet efter de spidse modesko, med hård hud og enorme knuder og knyster. Når de så ikke længere kan hverken gå eller stå for smerter, kommer der nok en rig mand og betaler for deres fodoperationer.

Haver og grønt

Cassiatræet, Pink and White Shower, i en have ved Nilen

Hvis man har gået en hel dag i en arabisk bys brændende varme støv, lugte, myldrende menneskemængder og støj og derefter bliver lukket ind i en muromkranset have med ro, bladgrønne skygger, kølig, velduftende luft, rindende, rislende vand, frugter, blomster og kvidrende fuglesang, så mærker man omgående, hvordan ens hjerterytme sænkes, smilet breder sig og hele kroppen slapper af. − Ikke for ingenting betragtede araberne Paradis som en have, og ikke for ingenting er den islamiske havekunst verdens mest udsøgte.

Grønt er godt for øjnene, siger man, men grønt er vel blot naturligt? Grønt er et signal om frodighed, om mad til os og vore dyr, om frugter og dermed liv.

Enhver, der har mulighed for det, anskaffer sig en smule grøn plæne, et par blomsterbede og en lille køkkenhave, i det mindste lidt krydderurter og en grøn plante i altankassen eller vindueskarmen. I yderste nødstilfælde en fotostat af den grønne bøgeskov på en af stuens grå betonvægge og en svajende plasticstuebirk ved den anden.

Cirka hvert tiende år går det (igen) op for en eller anden velmenende terapeut, at det er sundt for sjælen at færdes i noget naturligt grønt, og man anbefaler derfor med nyfunden energi haveterapi eller skovture til grupper af betrængte medmennesker som supplement til alle lykkepillerne.

Samtidigt sørger andre omhyggeligt for at bebygge og beplastre de sidste halvnaturlige, helgrønne arealer, vi har tilbage i dette forstyrrede land, med institutioner, villaer, fabrikker, sportsbaner, asfaltveje og forskellige slags cementgrå lagerbygninger beregnet til at indeholde ting, mennesker eller vore børn. Disse menneskeskabte ørkener breder sig efterhånden som et kræftbefængt udslet fra de store byer ud over en betragtelig del af jordens overflade.

− Og får os til at længes efter noget naturligt og frodigt grønt. Et Paradis.

Værdier

Aldrig har der været så megen snak om værdier, og aldrig har der været så lidt fælles forståelse af, hvad vore værdier − hyppigst benævnt som »de danske værdier« − i grunden består i.

Højreorienterede traditionalister, mange af dem organiserede i Dansk Folkeparti, slår i tide og utide på de »danske værdier«, som for dem betyder noget rodsammen af Gud, konge og fædreland, romantiseret histo­riefortegning, Dannebrog, Tivoligarden, overdreven sentimentalitet på nogle få kæledyrs vegne, ølvommet kolonihavefællesskab kun for de bleg­fødte danskere og muligheden for at tvinge mennesker med anden kulturbaggrund til at spise frikadeller og flæskesteg allerede i børnehaven.

Der er også de helt grundlæggende, almenmenneskelige værdier, som de fx kommer til udtryk i »De ti bud«, og som kan iagttages i de fleste samfund. Det kan være »Du må ikke slå ihjel« − Men dette bud, som alle andre leveregler, har sine undtagelser, som træder i kraft, hvis det drejer sig om de rige og magtfulde, her­under religionens håndhævere. Du må ikke slå ihjel, med mindre vi har besluttet at føre krig mod de musli­mer, som tilfældigvis bor oven på klodens sidste oliereserver, eller det drejer sig om fremmede, der truer dine og din stammes ressourcer, eller om mennesker, der bekender sig til en anden tro/overtro og fører flag med andre farver end dit eget. Eller om medmennesker, der ved kriminalitet, sindssyge, overgreb eller på andre måder har sat sig uden for det menneskelige fællesskab.

Vi beundrer dem, der kan overvinde deres egen grådighed og magelighed, og som udsætter sig for risiko for at hjælpe andre mennesker, nok fordi de er uhyre sjældent forekommende. I virke­ligheden findes der megen ondskab i verden, overgreb, mord, bortførelser, voldtægter, tortur, børne- og dyremishandling, overgreb på natur, dyreliv, planteliv, have, jord, luft og klima … Hovedparten forøvet af mænd, som er tankeløse, begærlige, ambitiøse, har levet under rædsomme vilkår eller som lider af hjerne­defekter − eller flere af disse ting på en gang.

I almindeligt dagligliv i Danmark i dag er ondskab sjældent åbenlyst forekommende, men mange præten­tioner om hjælpsomhed og medmenneskelighed er kastet over bord, og i det offentlige rum kan man iagt­tage en ubehagelig, selvpromoverende og møvende adfærd, som er meget lidt klædelig.

Politik handler fx ikke længere om almenvellet, men om, hvor meget vi hver især kan skrabe til os fra de offentlige kasser. Her, mens dagpengesatser og -perioder diskuteres, hører man mennesker, forældre til små og større børn, som uden blusel »truer« samfundet med, at de vil lade sig skille, så de kan opnå en so­cial ydelse, for det er ikke muligt for dem at lade sig forsørge af deres mænd eller koner, som har job og tjener penge. De ser det tilsyneladende som deres gode ret at lade sig forsørge af os alle sammen, men ikke af det menneske, de − måske ved storslåede, højtidelige og kostbare ceremonier − har valgt at lade sig vie til og få børn med. − Hvad tror de så, at ægteskabet betyder? Om ikke et loyalt fællesskab i lyst og nød? − Det er heller ikke længere givet, at forældre er forpligtet til at forsørge deres egne børn. Hvis de har et handicap eller er over en vis alder, er det alment accepteret, at man bare kan rende det offentlige på dørene og for­lange fx en bil, tøjpenge pga. større slitage eller et månedligt underhold. I vores moderne samfund kan man i fuldt alvor forlange, at det offentlige passer og/eller forsørger ens børn, eller man kan forvente et pas­sende honorar for at passe dem selv.

Som midaldrende menneske opdager man, at værdier, som ud over pligt og ansvarlighed, også omfatter fx storsindethed, hjælpsomhed og hensyn til andre, er gået tabt, hvilket kan observeres, når man begiver sig ud i det offentlige rum. På en bustur, hvor en ganske ung pige har sladret højt om sit pivende trivielle pri­vatliv i telefonen i 25 minutter. Hvor ingen gør mine til at rejse sig og overlade et sæde til en ældre, tydeligt gangbesværet mand. Hvor man får butiksdøren i hovedet, fordi ingen gider kigge sig tilbage og holde den for de næste, og hvor man selv kommer til at stå og holde dør en hel eftermiddag, fordi alle tager det for givet, at andre holder døre for dem og går durk igennem uden så meget som et høfligt takkenik.

Man behøver bare at tage på en udflugt syd for grænsen, eller til Sverige, London eller Sydeuropa, for at opdage, at alle andre steder end her i vores lille, mudrede, danske andedam forstår folk at opføre sig med høflighed og levemåde.

Så de »danske værdier« består nu i, at vi selvretfærdigt, rethaverisk og rent ud sagt uopdragent, både åndeligt og helt bogstaveligt, støder ind i hinanden i køerne, på fortovet, over hækkene, og forsøger at til­rane os goder på bekostning af de flinke naboer eller på den evige jagt efter byens sidste parkeringsplads. − Og der er ikke andre regler end en mig-først- og mig-have-attitude og en underliggende aggression, som bobler op ved mindste anledning.

Har vi selv sat vore hidtidige værdier over styr ved at afbryde forbindelsen mellem generationerne og overlade vore børn og unge til at lære opførsel og sprog af hinanden? Forældrene har for travlt med sig selv til at tage sig af deres egne unger, og pædagoger og lærere er blevet lavtuddannet, halvvejs modvillig lavstatusarbejds­kraft, som ikke formår at give voksne værdier videre og være rollemodeller for deres opmærksomheds­forsømte elever.

Børn kan ikke lære børn ret meget. Alle børn og unge har brug for tid med betænksomme voksne mennesker, som stilfær­digt kan vise dem, at man rejser sig for den handicappede i bussen, at man ikke sætter sine snavsede sko på sæder, hvor andre mennesker skal sidde, at man hjælper sidemanden og sine naboer, at man ikke ytrer sig højlydt krænkende om andre mennesker, at man ikke smider sit affald på gaden eller i naturen, at man holder til højre på fortovet og holder sin plads i køen, at man ikke afbryder, når andre taler, og at man i det hele taget forsøger at vise den pæneste og mest velopdragne side udadtil, for vi skal være her alle sammen. − Er det ikke gode værdier, som vi kunne være stolte af at kalde danske?

Hjallerup Marked

På årets marked blandt boder med overdimensionerede hotdogs og herresokker i kæmpeposer stødte vi på dette skilt, herunder er teksten gengivet i sin helhed inkl. stavefejl:

SMYKKER MED VELVÆRE

MERE ENERGI – MINDRE SMERTE

Kundernes tilbagemeldinger lyder, at magnet-smykker kan lindre på bl.a.:

· Allergier

· Astma

· Blærebetændelsessmerter

· Bronkitis

· Depression

· Diabetes 2

· Dårlig blodomløb

· Fibromyalgi

· Fordøjelsesbesvær

· For højt eller lavt blodtryk

· Følelsesløshed

· Gigtsmerter

· Hjerte/kar sygdomme

· Hudproblemer

· Hyperaktivitet (f.eks. ADHD og lign.)

· Inkontinens

· KOL

· Køresyge/Søsyge

· Ledsmerter

· Uro

· Menstruationssmerter

· Migræne og hovedpine

· Nervøsitet og stress

· Ondt i skulderne

· Overanstrengelse i muskler

· Overgangsalder

· Piskesmæld

· Psoriasis

· Rygsmerter

· Sclerose

· Seneskedehindebetændelse

· Sengevæder

· Smerter generelt

· Stive skuldre

· Søvnløshed

· Tennisalbue

· Træthed

ENERGETIX

MAGNETIC JEWELLERY

Så er vi vist dækket ind.

Man kan undre sig over, at de magiske, magnetiske smykker ikke deles gratis ud i lægekonsultationerne lan­det over, eller over at mængden af overtro i vor tid ikke er faldet, men tilsyneladende ser ud til at stige. Snart er det hybenpulver, Aloe Vera eller kobberarmbånd, snart Sun Beach-kuren, spis efter din-blod­type eller stenalder­kost − for man blev jo virkelig gammel og sund i stenalde­ren, ikke sandt?

Der er dog en vis fortrøstning i at vide, at Hjallerup Marked har bestået stort set uforandret, med fusen­taster, gøglere, markedsudråbere og det hele, i knap 300 år.

En fugl i hånden…

Vi fodrer de vilde fugle med stor entusiasme. Året rundt er der rigeligt med vandingssteder og et pænt udvalg af fuglefrø og mejseboller i haven, og så er der redekasser, buske og træer, de kan bo og færdes i. Vi har stor fornøjelse af at betragte fuglelivet, at lytte til dem, og de hjælper os af med bladlus, gåsebiller, jordbær, kirsebær o.m.a.

Trods rovfuglesilhuetter på de store stuevinduer sker det dog gang på gang, at en lille fugl flyver på ruden og slår sig. I denne tid, forsommeren, hvor de nye kuld netop er kommet ud i verden på usikre vinger og skal lære at navigere, og hyppigst i gråvejr, hører vi af og til det lille bump og må hen og se, hvad det var:

De fleste klarer det heldigvis, når de lige har sundet sig lidt:

Men det sker desværre, at sammenstødet med ruden har dødelig udgang: