Forfatter: Lone Andrup

Nordjyske køer

For mange år siden abonnerede vi på Aalborg Stiftstidende, som avisen hed dengang. Dette varede, lige indtil en overskrift på forsiden med katastrofebogstaver proklamerede:

»Nordjyske køer døde i flyulykke«

Nede i teksten fremgik det, at køerne var købt af en saudiarabisk mejerivirksomhed, at det arabiske fly var forulykket i ørkenen kort før landing, og at fem-seks besætningsmedlemmer var omkommet ved samme lejlighed. Men da det jo var arabere, valgte Stiften, som avisen vist stadig hedder i folkemunde, den meget lokale vinkel med de nordjyske køer, snarere end at beklage, at en hel flybesætning og et antal mennesker, der skulle tage sig af køerne, var omkommet på tragisk vis.

Det var naturligvis synd for køerne, som jo ikke havde bedt om at komme ud på en lang flyvetur, men herefter behøver vi blot at sige »Nordjyske køer«, hvis en nyhed er vinklet så stupidt provinsielt, at det er pinligt. Fx. sportskampe, hvor Danmarks repræsentanter kommer ind på en »suveræn andenplads«, hvilket jo er noget vrøvl. Eller som her for nylig hvor en dansk skuespillerelev fik en, sikkert fuldt fortjent, sølvbjørn, men hvor man skulle til udenlandske medier for at få at vide, hvem der på Berlinalen 2012 fik en guldbjørn for bedste film, for det fremgik hverken af tv’s nyhedsudsendelser, af de danske netaviser eller tekst-tv.

Det gjorde den italienske film: »Cæsar skal dø« af Paolo og Vittorio Taviani.

Floskler og dårligt sprog

Iagttagelser vedrørende brugen af det danske sprog efter år 2000

Sproget ændrer sig, og det har ældre sprogbrugere altid haft vanskeligt ved at acceptere. Men sprog skal selvfølgelig ændre sig. Vi får hele tiden brug for nye ord til nye opfindelser og begreber, og om vi importerer dem fra tysk, polynesisk, engelsk eller henter dem ud af den blå luft, er ligegyldigt. I en befolkning på godt fem millioner mennesker ville det også være mærkeligt, hvis der ikke var en håndfuld fantasifulde sprogfornyere, som fra tid til anden legede med sproget til fornøjelse og gavn for os alle.

Denne 56-årige, danske sprogbruger har dog svært ved at forlige sig med dele af yngre menneskers sprog, fordi det synes, som om ændringerne foregår hurtigere og hurtigere, og som om de sker af uvidenhed om sprogets grundregler og grammatik og af ren og skær dumhed ― også fra forældre og dansklæreres side ― snarere end som en bevidst videreudvikling af sproget på sprogets præmisser.

Det forekommer mig, at man i opvæksten og i uddannelsessystemet har opgivet at lære børn og unge sproget. I stedet for at udvikle deres sprog og rette deres sproglige fejl og misforståelser ved at tilbringe tid med dem, ved at tale tydeligt med dem, ved at give dem rigelige mængder af én-til-én-tid med en sprogligt velfungerende voksen, overlader man dem til asiatiske au pair-piger, lavtuddannede dagplejere eller underbemandede vuggestuer, hvorefter de selv må tilegne sig en slags sprog i børnehaver, folkeskoler og andre institutioners råbende flokke af jævnaldrende, lige så uvidende børn.

Bl.a. derfor får ord og udtryk helt nye betydninger: Børn aner ikke, hvad en bjørnetjeneste er, de kender ikke Æsops fabler, der er ingen voksne til stede, som kan fortælle dem det, og da mennesket er et meningsskabende dyr, opfinder de selv en plausibel forklaring og kommer derved til at tillægge ordet den stik modsatte betydning, fordi de »ligesom synes, at en bjørnetjeneste lidt lyder som en enorm stor tjeneste«.

Således går der kuk i kommunikationen. Vi gør vore børn og unge en bjørnetjeneste, fordi vi ikke orker at tilbringe tid med dem, men overlader det til dem selv at uddanne sig, også sprogligt. Børn er jo kompetente, som det bekvemme mantra lyder i dag. Derfor bliver det efterhånden svært at forstå hinanden, for vellykket kommunikation kræver nogenlunde enighed om de grundliggende regler. Afvigelser distraherer og kan i værste fald skabe faretruende situationer.

Der er også tusinde gange flere sprogbrugere i det offentlige rum i dag, end der var for blot 25 år siden, før alle tv-kanalerne, før lokalradioerne, før internettet og alle de hurtigt trykte foldere, reklamer, gratisaviser, livsstilsmagasiner, bøger … I dag kan enhver udtrykke sig offentligt, hvilket man benytter sig af med stor entusiasme, og da skolelærerne for længst har opgivet at lære nogen skriftligt og mundligt dansk, men blot har opmuntret og bifaldet enhver ytring, er sprogbrugerne slet ikke klar over, hvor dårligt deres sprog er, og de søger derfor ikke sagkyndig bistand. En virksomhed betaler gladeligt millioner for hjælp til idéudvikling, reklametryk og distribution, design af hjemmesider og evt. filmoptagelser, men rent sprogligt kommunikerer mange, også de virksomheder, der lever af det, som fx. forlag, mediebureauer o.lign., på et særdeles primitivt niveau.

Alt det dårlige sprog, der på denne måde sendes ud i verden ad mange kanaler, virker tilbage på sprogbrugerne og forstærker dårligdommene, fordi de bliver normale. Man kan have det så dårligt, at man slet ikke kan huske, hvordan det var at have det godt. Dårligdommen, dvs. det upræcise, ukorrekte, barnlige og floskelprægede sprog, bliver normalen.

Når jeg skriver ukorrekt, så mener jeg ikke alle de sjove påfund og fantasifulde udtryk, som ofte beriger vores fælles sprog, men sprogbrug, fx. usikker brug af præpositioner og usammensatte sammensatte navneord, der strider imod selve fundamentet i det danske sprogs grammatik.

Når jeg opfatter disse ændringer i sproget, tror jeg, at det hænger sammen med en medfødt højere følsomhed for sprog. Jeg forestiller mig, at meget musikalske mennesker bliver ubehageligt til mode, når de hører dårlig musik og folk, der ikke kan synge. På samme måde går det mig på nerverne, så det næsten gør ondt, når jeg hører eller læser et sprog fuldt af mislyde.

Når jeg laver sproglige fejl, så bær over med mig; sproget er en levende organisme, og vi er alle kun mennesker med menneskets talent for fejltagelser.

Udtale:

Det er blevet moderne, også blandt unge og knap så unge nyhedsoplæsere på de to store, seriøse danske kanaler, at tale som læspende børn med tyk tunge hængende langt ud af munden. I mine ører lyder det tuttenuttet og malplaceret, og det skærer skingert i sjælen, når nyhederne handler om død og ulykker, hvilket nyheder desværre ofte gør. Det begyndte med TV 2’s kanal Zulus kokette lillepigestemme, og dette barnagtige tonefald er siden blevet imiteret også af voksne kvinder og mænd.

D’erne: Redde, frede, fredelig, bede, bedre, billeder … udtales alle med bred, slap tunge: Rrrædddddde. Som vi i gamle dage vrængende ville udtale »rædderlig«.

Æ forvanskes til A i mange ord: Træet bliver til traet, rumæner bliver romaner, dræbt og dræbe bliver til drabt og drabe.

E bliver til A: Ret bliver til rat, frem til fram.

Mediesprog:

Udover det vrængende, barnlige tonefald, lufter nyhedsværter på tv hyppigt den interne jargon foran kameraet. Hvis min datter var blevet skudt på Utøya, ville jeg føle mig dybt krænket over at høre tragedien omtalt som en »historie« af en kæk, yngre oplæser.

Knap så krænkende, men irriterende i en sådan grad, at man helt glemmer at høre efter indholdet, er den hyppige brug af stedord umiddelbart efter, at grundleddet er nævnt, fx.: Konen, hun … Manden, han … Bilen, den…

Kommatering:

Ingen, jeg gentager, ingen, udover måske fem professorer og pedanter, kender reglerne for kommatering på dansk.

Sin eller hans:

Er ét stort rod, og ingen synes at kende reglen, som lyder, at man bruger sin/sit, når ordet henfører til sætningens grundled.

»Han tog hans pistol og skød ham«, betyder noget andet end »Han tog sin pistol og skød sig«, der igen er noget andet end »Han tog hans pistol og skød sig«, og endelig »Han tog sin pistol og skød ham«. Man kan godt håne folk, der er omhyggelige med sproget, og påstå, at de går op i ligegyldige bagateller, men hvis vi ikke kan gøre os forståelige for hinanden, mister kommunikation al mening, og i fx. en retssal ville forskellen på disse fire udsagn have vidtrækkende betydning.

Anglicismer:

Tale-, skrive- og stavemåder, som ukritisk er overtaget fra engelsk, fx. apostrof foran s i ejefald, alle ord i titler og overskrifter skrevet med stort begyndelsesbogstav, fx. »Ældre Sagen«, som også er ukorrekt pga. det usammensatte navneord, dertil kommer et udvalg af bandeord og andre ord og udtryk, som er fremmede i dansk.

På dansk skrives sammensatte navneord sammen, deraf navnet:

Godt hjulpet af engelsk, amerikansk og diverse såkaldte stavekontroller i mobiltelefoner og på computere kan ingen længere skrive sammensatte navneord sammen. En »anden plads« er noget helt andet end en »andenplads«.

Bydemåder i det offentlige rum:

Det er fornærmende at blive udsat for jublende banale, bedrevidende bydemåder i det offentlige rum. Her følger nogle eksempler taget fra dagspressen; livsstilsmagasiner og deciderede reklamer er som oftest værre:

Her skal du snorkle i 2011

Det må du ikke gå glip af i Kairo

Pluk skovens svampe og brug dem i din mad

Lav lækre julekager i weekenden

Få styr på opskrifterne til julens kager

Tag i Bilka på søndag og få en gratis sodavand

Min automatreaktion er altid: Gu’ vil jeg ej!

I gamle dage, da man kunne åbne vinduerne i togene, havde DSB opsat små messingskilte med teksten: Læn Dem ikke ud. ― De skilte respekterede jeg. De var stilfærdige advarsler mod en aktivitet, som erfaringsmæssigt indebar en vis risiko.

Dramatisk nutid:

Brugt som effekt på upassende steder, fx. i en lille notits i Politiken, 6.2.2012, side to:

Kronprinsepar i flydrama – nu på Twitter, »Da flyet kører ud ad landingsbanen … … Passagererne gennes ud af nødudgangene og bliver noget forsinkede.«

Bemærk venligst: Det er ikke Herman Bangs reportage fra Christiansborgs brand, der er tale om, men en simpel notits om lidt røglugt i et fly, der aldrig kom i luften.

Dramatisk nutid er et udmærket stilistisk greb, blandt mange andre i drevne skribenters arsenal, hvis man vil aktualisere og levendegøre en fortælling, men det skurrer i min sprogsans, når journalister bruger dramatisk nutid i simple omtaler af begivenheder, som de ikke selv har haft nogen del i, men blot er sat til at referere. Man kunne få den mistanke, at de ikke behersker ellers almindelige datidsformer.

Dramatisk nutid kan være anstrengende at læse, men det generer specielt meget, hvis en journalist uden selv at have været til stede forsøger at overdramatisere hændelser, der har haft tragiske omkostninger for nogle mennesker, der efterfølgende ville kunne føle sig stødt over den sensationslystne tone, fx. i omtaler af store skibsforlis eller terrorhandlinger.

Vilkårlig brug af præpositioner:

Brugen af i, om, på, til, over osv. synes i dag helt tilfældig. Det offentlige rum er fuldt af usikre sprogbrugere. Det forekommer hyppigt selv i seriøse aviser.

Eksempler på floskler:

Lidt ― som i: Og så følte jeg lidt, at jeg ligesom… Feminin nedgørelse af eget udsagn, som også hyppigt bruges af mænd, et forbehold på forhånd, usikkert og tankeløst; enten følte man det, eller også følte man det ikke. Man kan godt føle noget lidt en gang imellem, men ikke så ofte, som brugen af ordet tyder på.

Rigtig ― i forstærkende betydning, i stedet for »meget«, fx.: Det betyder rigtig, rigtig meget for mig.

Unik ― om alt muligt, der ikke er specielt enestående, fx.: En unik ferieoplevelse i det dejlige Toscana.

Danne ramme om ― bare noget man siger, når man gerne vil lyde smart. Er ofte overflødigt, fx.: Bellacentret dannede i weekenden ramme(n) om et stort modeshow. En mere mundret og floskelfri sætning ville helt enkelt være: I weekenden var der et stort modeshow i Bellacentret.

I retning af ― endnu en moderigtig fyldfloskel, som sagtens kan undværes eller udtrykkes mere præcist.

I forhold til ― fx.: Vi er klar til at tage forholdsregler i forhold til den nye situation, hvilket jo er noget bavl. Man kunne blot skrive »Vi er parate (el. klar) til den nye situation«.

Fremadrettet ― en grim, forslidt floskel. Kan erstattes af fx. »med tiden« eller »i fremtiden«.

Og så videre ― noget, folk siger, når de ikke kan finde på mere. Meningsløst.

Et eller andet sted ― Altså, et eller andet sted er jeg enig med dig, men… Tåbelig, upræcis og søgende floskel, som ingen betydning har udover at signalere usikkerhed. Hvis man virkelig er så usikker, burde man holde sin mund.

På sigt, på den lange/korte bane ― forslidt, find på noget andet!

Sætte på Danmarks- el. verdenskortet ― ditto

Utrolig ― i forstærkende betydning, i stedet for »meget«, fx.: Der er kommet utrolig mange ledere sammenlignet med gamle dage. Leif Søndergaard, Dansk Magisterforening, citeret i Politiken 30.5.2011. ― Formentlig ikke utroligt mange ledere, der er sikkert tal på dem, og jeg ville tro på tallet, hvis jeg hørte det.

Genial ― som ovenfor. Bliver ustandseligt brugt om banale ting. Hvad skal vi sige, når der kommer en ny Einstein? Hvilke ord har vi tilbage, hvis alt er utroligt og genialt og fantastisk?

Fokus på ― grim floskel. Bør ikke bruges de næste hundrede år.

Helt sikkert/Det er helt sikkert ― floskel, som folk fyrer af, når de ikke er helt sikre, eller når de ikke lige ved, hvad de ellers skal sige i en pause i samtalen. Jysk?

Skarp på ― som i: Vi er skarpe på økonomiområdet. Underlig konstruktion. Speciel grim er en »skarp pris«, ejendomsmæglersprog, når det er værst.

Omkring ― som i: Vi har brug for mere information omkring badesikkerhed. Hvornår blev det »omkring« i stedet for blot »om«?

Kommentere på ― hold op med det! Det hedder at kommentere, slet og ret.

Tiltag ― floskel. Find synonymer, fx. initiativer, påfund.

P.t. ― bruges for meget p.t., og de fleste af brugerne (fortrinsvis sportsfolk) aner garanteret ikke, hvad udtrykket dækker over.

Straffe ― fx. »Ny lov straffer bilejere«. Det er sådan et selvretfærdigt, forurettet tonefald, som man kunne høre i en børnehave. Det er udtryk for umoden og barnlig tankegang at tro, at fx. skattelovgivningen ikke er til for at regulere samfundet til alles bedste, men i stedet er beregnet på at straffe bestemte befolkningsgrupper.

Ekstremt ― fjollet forstærker i stedet for »meget«. Ekstremt, utroligt, fatalt, helt vildt, mega, giga, fantastisk o.lign. bør forbeholdes ekstreme situationer.

Eksempler:

Lærer Bo Bernes bruger ’vandhulspædagogik’ på at bringe virkeligheden tæt på sine elever Politiken 7.2.12

Forlag og biblioteker har i denne uge lukket en aftale om betaling til udlån af ebøger. Dansk Forfatterforening på Facebook.

Kæmperoman fortæller om forfølgelser på muslimer Politikens netavis

Er du medlem i den rigtige fagforening? Skærmreklame i bus

Så glæder jeg mig til, at fordybe mig på min uddannelse de to næste dag. Facebook

… at formulere en problemstilling inden i det emne; debat, Politiken 13.6.11

Tager til Ålborg og glæder sig til en dag i dejligt selvskab og med lækker mad. Facebook

Har endelig fundet en frisør, som lytter på hvilket et slags hår man gerne vil have og som tør klippe “ikke efter bogen”. Facebook

Her er lidt billeder fra Birgitte og mit smykke projekt! dette er det gladsblæste smykke. Facebook

Uhmmm … friskbagt kanel stang med stabilisator Politiken 21.11.11

For intelektuel for mig … Veninde i privat mail

hmm, skulle man da ikke være en doven snog, hvis man ikke kunne magte en middag lur ? Facebook

nu glæder jeg mig til, at komme ud. Facebook

Det er naturligvis ufint at hænge sine venner ud. Og det store antal eksempler fra Politiken skyldes udelukkende, at det er den avis, jeg holder mest af og læser dagligt. Politiken har et tårnhøjt sprogligt niveau og er normalt en fornøjelse at læse.

Køn og respekt

Vi var på svampetur med familien. Jeg har samlet svampe i den samme skov i 45 år, og endnu er ingen blevet syge, men alligevel beder den søde svigerdatter min mand, som ikke aner en pind om svampe, om at tjekke svampene for sig. Hun kunne ikke af sig selv få den tanke, at det var kvinden, dvs. mig, der vidste noget, og som kunne kende en kantarel fra en fluesvamp.

Jeg har af og til videregivet idéer eller råd til familie og venner, og når de så efter en tid omtaler sagen, tilskriver de fuldkommen tankeløst enten sig selv eller også min kloge mand æren for eventuelle gode resultater.

I min barndom havde vi en gåde med en far og hans søn, der kommer ud for en trafikulykke. Faderen omkommer, mens drengen ilde tilredt bliver bragt på hospitalet, hvor overlægen forfærdet udbryder: ― Jeg kan ikke operere! Det er min søn!

I årtier har folk grublet over, hvordan det nu kan hænge sammen, indtil det går op for dem, at en overlæge sagtens kan være en kvinde og altså drengens mor.

Det ligger i baghovedet på os alle, at mænd må være klogere end kvinder. De må være født klogere. Navnlig kvinder ville så gerne have, at deres mænd og sønner var lige så kloge og kompetente, som vore fædre forsøgte at være, når de var sammen med os. Det gør os trygge, for vi er ikke i konkurrence med mændene omkring os.

Det er vi derimod med kvinderne: Hvis andre kvinder er kloge (smukke, tynde, sjove, gode mødre, gode kokke, velklædte osv.), sammenligner vi os og føler mindreværd, så vi forsøger instinktivt at decimere de kvinder, vi omgås, til overkommelig størrelse. Det gør mænd også, for så kan de føle sig større og mere kompetente selv. Jo klogere kvinde, jo større tryk er nødvendigt for at holde hende nede.

Hvis en mand beslutter sig for at bruge sit liv, sit intellekt og sin gode uddannelse på at sidde hjemme og skrive, så bliver han alle vegne mødt med beundring og respekt, for han er jo en MAND og dermed FORFATTER, og han opgiver formentlig en glorværdig karriere og en anseelig indkomst for at kunne følge sit talent til glæde for alle os andre. Hans kone vil sikkert vimse om ham og tysse på børnene for at skaffe ham arbejdsro.

Hvis en kvinde vælger at bruge sit liv på at skrive, betragtes hun, i hvert fald i begyndelsen, og hvis hun ikke hurtigt bliver anerkendt, rig og berømt, som en lidt for følsom hobbyskribent, og hun kan ikke regne med ro, før hun har fodret mand, husdyr og børn og gjort hele huset rent. Virginia Woolf har beskrevet dette så glimrende i ”A Room of One’s Own” fra 1928, og det er stadig relevant. Desværre. Ro, respekt og anerkendelse eksisterer naturligvis alle vegne, men er hyppigere goder i det mandlige end i det kvindelige univers. Der er meget få kvinder, der nyder godt af at have en hengiven hustru.

Selv hvis en mand går i hundene, er han både i vore forestillinger, i film og i litteraturen meget mere storslået og interessant end en forsumpet kvinde, der blot betragtes som ulækker, som en hån mod vore begreber om, hvad en kvinde bør være.

Der er altså et pres fra mange sider for at formindske kvinder og forstørre mænd. Nogle kvinder formår at ignorere presset og rage op alligevel, og nogle kvinder og mænd formår at respektere alle lige meget, men krav og forventninger til kvindernes ydelser er næsten altid mange gange højere end til mænd. Navnlig når det gælder omsorg:

En mand, jeg kender som en dedikeret familiefar og trofast husbond, kunne ikke drømme om at ringe til nogen, ikke engang til sin egen familie, for at høre, om de har det godt, om at sige noget venligt for at holde en samtale i gang, om at sørge for, at gæster har kaffe i kopperne eller vin i glassene, om at sende et fødselsdagskort, en buket, købe en gave, invitere nogen, arrangere en sammenkomst eller en ferie eller tilbyde nogen sin hjælp. Hvis han gør det alligevel, er det 99 % sikkert, at konen har bedt ham om at gøre det. Ikke desto mindre forguder alle HAM og synes, at han er sådan en rar, omsorgsfuld og betænksom fyr. ― Det er han også. Man skal bare huske at fortælle ham, hvad han skal gøre for at være det.

I en anden familie, jeg kender, betragtes broderen som klog. Sådan ser han også på sig selv, og han er altid parat med gode råd til alle. At hans søstre, som også er særdeles veluddannede, kunne besidde nogle få øer af viden selv midt i al deres kvindelige dumhed, og at de måske kunne have nogle få kompetencer, falder ingen ind. Han er jo DRENGEN, så rollerne i den familie blev fordelt, allerede da han blev født, og de er ikke til at rokke, selv om familien sammen med resten af landet og verden er gået ind i det tredje årtusind efter vor tidsregnings begyndelse.

Jeg har ringet efter en vagtlæge til min mand, når han lå og vred sig med galdestenssmerter, og lægen tog det meget alvorligt og kom efter et kvarter med en smertestillende sprøjte og et venligt ord. Jeg har også prøvet at ringe efter en læge, når jeg selv lå og vred mig med galdestenssmerter, og lægen kom først efter fem timer, da min mand var kommet hjem og også havde ringet, og lægen var oven i købet vrissen og småsur, da han omsider dukkede op med sin velgørende sprøjte. ― Det var fem meget lange timer, som jeg kun nødigt tænker tilbage på.

Min erfaring er også, at hvor mænd får hurtig og adækvat behandling, når de henvender sig til sundhedspersonale med et problem, så kan det være vanskeligt at være et (ældre) damemenneske med diffuse symptomer. Kvinders sygdomme er simpelthen ikke så velundersøgte, som mænds, og i mangel af reel viden om kvindekroppen sidder fx. hormoner og lykkepiller så løst på receptblokkene, at man skal være endog særdeles bestemt for at undgå dem.

For en halv snes år siden var jeg indlagt på et sygehus efter en operation, og de tre gange pr. dag, madvognen dukkede op ude på gangen, var de kvindelige sygehjælpere og sygeplejersker meget omhyggelige med at besøge alle stuer med indlagte mænd: ― Nå, Hansen, hvad kunne du så tænke dig til frokost? spurgte de omsorgsfuldt, rystede puder og dyner og hentede mad og drikke til hr. Hansen, Keld og Kenneth, hvorimod de hyppigt i travlheden glemte Marie, Caroline og fru Jørgensen, der lå med slanger og katedere inde på næste stue. Hvis ikke fjerdemanden, dvs. den fjerde kvinde på stuen, havde været i stand til at gå ud og hente, ville ingen derinde have fået noget som helst.

Kort sagt: Hvis du fødes som mand, får du på forhånd tildelt en gratis bonus på mindst dobbelt så meget respekt ― og dermed højere status og alle mulige andre udtryk for dine medmenneskers opfattelse af din værdi som menneske, end hvis du fødes som kvinde. Sådan er det.

Unge kvinder, som bader sig i muligheder, kan ikke få øje på den store forskel, men den respekt, de nyder, gælder ikke så meget dem, som deres fødedygtige, attraktive ungdom, og når de efterhånden indser, at deres livsindsats, både på arbejdsmarkedet og med hjem, familie, venner, egne og andres børn, ikke står mål med deres livsindkomst, og når de får øje på den manglende respekt, de bliver mødt med efter at have arbejdet hårdt i mange årtier, så bliver nogle af dem en smule bitre.

Man kan så sige, at for de højtrespekterede mænd er der længere at falde, hvis de ikke kan leve op til manderollens allermest basale krav om autonomi og loyalitet. Min yndlingsscene er fra Godfatherfilmen, 2. del fra 1974, hvor den ældre bror, Fredo Corleone, som blev forbigået af sin yngre bror og ikke fundet værdig til godfathertitlen, mere og mere panisk skriger:

― It ain’t the way I wanted it! I can handle things! I’m smart! Not like everybody says… like dumb… I’m smart and I want respect! … For kort efter at blive sejlet ud på søen og skudt.

Man kan skrige på respekt, men man bliver dumpet i havet, med mindre tiden, heldet, generne, talentet, personligheden, kønskromosomerne og omgivelserne er med en. Det er langtfra nok at være dygtig, klog, omhyggelig, rar, generøs, hjælpsom og betænksom, og hvilke andre positive betegnelser, man kan finde på at hæfte på en person. Hvis man ikke lige er en Fredo, hjælper det også gevaldigt at være en mand.

Skræmmende badeænder

Kvinder med silikoneindlæg i læberne er ikke smukke. De der betuttede, fremskudte læber, der inviterer til jeg-ved-ikke-hvad, ser tåbelige ud og minder mest af alt om næbbet på en badeand.

Hvad kvinder (og mænd) fjerner fra eller propper ind i kroppen andre steder, er ikke så åbenlyst, i hvert fald ikke her om vinteren, men at det turde være helt unødvendigt, og desuden giver store helbredsmæssige problemer, er vist efterhånden indlysende for enhver.

Når man på disse omkringvandrende zombier ovenikøbet påsætter langt hår, taget fra fattige, døde kvinder i Ulande, så får man et virkelig skræmmende syn!

Vintersolhverv

Forum Romanum, Rom. Saturntemplet til højre.

I det gamle Egypten tilførte man året fem ekstra dage omkring vintersolhverv for at få kalenderen til at gå op. Disse dage udgjorde en skrækkelig og farlig tid, hvor dæmoner og andet utøj huserede, og menneskene måtte gøre sig al mulig umage for at overholde de foreskrevne, frelsende ritualer med det formål at slippe uskadt over på den anden side. ― Den gang havde man virkelig brug for ønsket: Godt nytår!

I det gamle Rom slap Saturnalierne deres løjer og alvor løs på befolkningen i en periode fra d. 17. til d. 23. december. Saturn var gud for frugtbarhed, og til hans ære ofrede man, gav gaver i overflod og byttede om på statusforholdene mellem herrer og tjenere.

For ca. 1500 år siden satte kristendommen sig på vintersolhvervet, men i sin grundsubstans var tidspunktet og formålet med en fest i den mørke tid uforandret.

Vore egne forfædre, vikingerne, drak jul, og i bondesamfundet, der fulgte dem, legede man julelege langt op i kristen tid, ja mine bedsteforældres generation huskede julelegene på gårdene.

I dag har vi nogle få, ydre tegn, fx julemand, nisse, grantræ, glaskugler, gavebånd, på julen, men tyngdepunktet ligger stadig på fester med en overdådighed af mad, drikke og masser af gaver.

Jul og nytår er en vanskelig tid for påvirkelige psyker. Det er årets mørkeste og koldeste tid, værre bliver det ikke. Der er sociale konventioner, forventninger og krav om gaver og festivitas, selv om man måske ikke har lyst. Det er dyrt, anstrengende og ikke altid særlig rart. Hen mod slutningen af juleugen slippes alle dæmonerne løs, og vi hengiver os kollektivt til druk, kransekage og fyrværkeri. ― Med et spædt »Vær velkommen Herrens år«, som sen tilkommen, religiøs fernis og legitimering ― hvis vi da husker det.

At pakke kufferten og tilbringe en uge eller to omkring vintersolhverv i et varmt og julemæssigt knap så sammenbidt fordrukkent og neurotisk land, er en luksus, som vi er begyndt at unde os. ― Det svarer til at tage en solskinspille, så man slipper let hen over en hovedpine.

Rom 30 år efter

Så står man pludselig efter 30 år igen i Rom. Og opdager med det samme, at folk er lige så høflige, flinke, ligefremme, hjælpsomme og snaksomme, som de var, dengang jeg som ung boede og studerede i byen. Romerne er ikke blevet mere blaserte i mellemtiden, selv om de ved Gud havde grunde nok til at blive det. Tværtimod. De viser vej, selv når man ikke har spurgt. De tilbyder uopfordret hjælp. Fortæller af sig selv legenderne bag statuer og fontæner.

Og jeg kan stadig finde rundt med lukkede øjne. De vigtigste ting ligger, hvor de lå: Colosseum, Pantheon, Corsoen, verdens bedste kaffebar … og ingen har overskredet målestokken og bygget grimme beton- og glashøjhuse i byen, mens jeg var væk. Byens centrum er groet okkerfarvet og organisk frem gennem et par tusinde år og er som altid velgørende at færdes i for både små og store mennesker.

Men jeg finder rundt med hundrede gange større lethed og glæde nu, end jeg gjorde i 70’erne, for romerne har lukket en stor del af Marsmarken og hele Piazza del Popolo for kørende trafik, så vi til min store forbløffelse kan spadsere i ro og mag hen over det store område uden at måtte springe for livet. Jeg kan slet ikke blive færdig med at gå på Piazza del Popolo. Må lige tage hele turen rundt igen. Og igen.

Og Corsoen er spærret for biler i juledagene, så vi sammen med en million romere kan promenere midt på hovedstrøget. Midt på Via del Corso! ― Det er ufatteligt! Den er pyntet med baner af røde, hvide og grønne lys, som det italienske flag, et halvanden kilometer langt julebånd på hele distancen fra Piazza Venezia til Piazza del Popolo. ― Som i parentes bemærket ikke betyder Folkets Plads, som de fleste vil hævde, men Poplernes Plads, ifølge historikerne. Måske kommer poplerne tilbage, nu luften er ren?

Vi sidder i vintersolen på Giordano Brunos sokkel midt på Campo dei Fiori og spiser friske mandariner med grønne blade, som vi netop har købt af den rare dame i frugtboden ved siden af.

Man tror, det er løgn, men på søndage og helligdage er selv Mussolinis brede Via dei Fori Imperiali fra Piazza Venezia til Colosseum forbeholdt de gående, de løbende, de spadserende, de cyklende, de promenerende.

Vi farer fra eftermiddagskaffen på Gianicolo til solnedgangen på Monte Pincio og forvisser os om på vejen, at man har passet og plejet den gamle dame på bedste måde. Rom er renskuret og velholdt.

Der er julekrybber i alle kirkerne, men ikke noget Jesusbarn, for det kommer jo først d. 25. ved midnat. Og der er papegøjer i træerne ved San Clemente. Da jeg spørger, hvor de kommer fra, svarer damen: Fra Colle Oppio! ― Nå, ja, naturligvis. Alt godt kommer fra Colle Oppio.

Kun i og omkring Peterskirken har tingene ændret sig til det værre. Hvor vi førhen kunne gå uhindret op ad den brede trappe og lige ind i kirken, må vi nu stå i lange, snirklende køer ude i siden og passere gennemlysningsapparater og andre sikkerhedsforanstaltninger. Da vi omsider kommer ind, ser vi, at køen op til kuplen er timelang, som køen til en rutsjebane i en forlystelsespark, og at turister stiller sig op ad selve den hellige Petersstatue og grinende fotograferer sig selv med mobilen, som om de netop havde mødt Mickey Mouse, i stedet for, som i gamle dage, ærbødigt at bøje det kniplingsbesatte hoved og i al beskeden stilfærdighed kysse hans højre fod. ― Disneyficeret katolicisme, kunne man kalde denne nye, skamløse opførsel, som i endnu højere grad har indtaget det Sixtinske Kapel med horder af larmende, gumlende, snakkende og fotograferende turister. Vi finder Thorvaldsens gravmæle over Pius 7 og skynder os bagefter ud. Slukørede.

Men på Vittorio Emanuele-monumentet har man opsat en udsigtselevator, så vi kan køre 80 m op og stå og godte os over det allerbedste kig til verdens bedste by.

Velkommen tilbage, blinker byen. Jeg har passet godt på mig selv så længe.

Stærene ― vores egne stære hjemmefra ― flokkes efter solnedgang i formationer som mønstre af røg, før de slår sig ned i pinjerne omkring Forum Romanum.

Uforklarlig lykke

Sommetider bliver man ramt af uforklarlig lykke.

Man er helt alene. Følelsen har ikke noget med glædelige begivenheder at gøre. Ingen har gjort noget. Man skal ikke noget. På den anden side er der jo heller ikke noget, der generer.

Det er selve livet, der bobler. Med alt dets solskin, en god travetur med en glad hundeven, smukke udsigter, den halve time dagen er tiltaget, lettelse efter veloverstået vintervendepunkt.

Jeg ved det ikke. Jeg er også lige glad.

Freakshows, heksejagter og det evige liv

Turen hen i motionscentret eller op og ned ad villavejene kan sammenlignes med tidligere tiders bodsgang som her på Den Hellige Trappe i Rom. Sindrigt udtænkte diæter erstatter i dag fasten, hvor man kun måtte spise fisk. Vi køber gedegavekort eller har børn i Afrika som almisser og aflad. – Nu som før drejer det sig om det evige liv.

Middelklassekvinder har i dag, som altid førhen, travlt med at opdrage på de mindre heldigt stillede klasser. Før i tiden stak de en kurv sparsomme madvarer tilsat opbyggelige skrifter om det rette, moralske levned ud til omegnens fattigste; så havde de gjort dagens gode gerning og kunne have det godt med sig selv, mens de broderede sofapuder og gnaskede småkager.

I dag er det nikotintyggegummi, slankepulvere og kondomer, der følger med gardinprædiken, så de selvusikre middelklassekvinder kan give aben videre og som de sidste dages hellige have det godt med deres egen families sukkerfrie diæt, timerne i motionscentre og på villavejene med rumlende maver, og ― ikke mindst ―med alle de små synder og skammen, der uvægerligt følger med. Synd og skam, som netop de veldædige gerninger skulle opveje.

Mænd var som oftest hævet over sådanne små tidsfordriv. Det har aldrig været anset for specielt maskulint at gå op i, hvordan andre spiser, drikker, ryger eller horer. I dag kan de feminiserede middelklassemænd, i særdeleshed de, der arbejder i sundhedssystemerne eller bor og arbejder i kraftigt kvindestyrede miljøer, pædagoger, skolelærere o.l., sagtens give deres besyv med. ― Men altid nedad, bemærk venligst det: Man sparker og opdrager udelukkende nedad.

Der er ingen, der forsøger at korrigere de herskende klassers vellevned. Tværtimod. Den næsegruse og totale beundring for de rige og magtfulde er uforandret og enorm op gennem historien: Tunge guldure, store cigarer, gamle rødvine, udsøgt mad, dyrt tøj og luksusrejser til fx Dubai bliver stadig anset for misundelsesværdigt. Vi har en dronning, der kan tillade sig at skide på det hele og ryge som en skorsten sammen med sin gemal og indtil for kort tid siden også sammen med sine to verdensfjerne sønner.

Når vi er færdige med at grine og godte os over freakshows i tv med luksusfælder, som kun de fattigste falder i ― underforstået at de, udover manglen på likvider også er dummere end vi andre, ha, ha ― og de for lækre til love-tumper, de unge mødre osv., så stikker vi dem et salathoved og et nikotinplaster og genoptager med desto større sindsro vores egen sakrosankte, ikke mådeholdne, slet ikke, men totalt skemalagte, og i vores middelklassesegment konsensusbelagte og korrekte levevis.

Og måske intensiveres det bedrevidende opdrageri, heksejagterne på de ligeglade og udstillingen af de tykke, de dumme og rygerne i januar, hvor middelklassens dårlige samvittighed over vellevned i julemåneden hvert år topper?