Kommunalt svigt

Her på fredet område bygger Aalborg Kommune lige nu en ny, enorm institution.

I sagen om institutionsbyggerierne i Hammer Bakker har Aalborg Kommune udvist en skræmmende mangel på dømmekraft. Den skandaløse plan om at bygge på et af de smukkeste, fredede naturområder midt i Hammer Bakker, tilmed oven på et drikkevandsindvindingsområde, er dagligt samtaleemne mellem borgere i og omkring Vodskov. Man er generelt overbevist om, at en sådan vanda­lisme aldrig havde fået lov at passere, dengang Amtet var ansvarligt for naturherlighederne.

Om få måneder er dette levested for bl.a. den rødryggede tornskade ødelagt af kommunalt institutionsbyggeri.

Alle argumenter for byggerierne forekommer hule og ulogiske. Der er angiveligt tale om institutioner for meget følsomme borgere, som ikke tåler at flytte ud af Bakkerne, men de fagpersoner, jeg har rådført mig med, giver udtryk for, at skaden er lige stor, om man flytter disse personer til nye bygninger 200 m, 2 eller 200 km væk. Og størstedelen af de påtænkte byggeriers nye beboere kommer alligevel fra helt andre dele af kommunen. Derudover har man, så vidt jeg er orienteret, tænkt sig at plante høje hække foran alle vinduerne, så beboerne ikke bliver forstyrret af ydre indtryk. På den måde får ingen, hverken beboere eller andre bor­gere, mulighed for at beundre de kønne udsigter, og institutionens beboere får ingen idé om, hvor i verden de befinder sig. Et sådan fredeligt og beskyttet anlæg kunne mindst lige så godt placeres på et af de utallige flade og ubeplantede områder, som omgiver Hammer Bakker, f.eks. langs Vodskovvej, Langbrokrovej eller der, hvor man som en sølle erstatning påtænker at plante en stump skov midt på en mark imellem Vestbjerg og Tylstrup.

En af de første institutionsbygninger i Hammer Bakker. Pga. manglende vedligehold bliver den nu rømmet, og beboerne flyttet over i nyt byggeri i fredet område.

Logikken må bestå i, at der er tale om en økonomisk besparelse ved at plastre netop Hammer Bakker til med umage og usmagelige byggerier, ellers giver byggeplanen ingen mening. At sætte kommunen til at vogte natur har således vist sig at være intet mindre end en katastrofe. Småligt får man ikke øje på værdierne, men ser kun en bekvem og billig byggegrund og tager både de kommende beboere og et antal velmenende pædagoger som gidsler undervejs.

Aalborg Kommune er tilsy­neladende uvidende om, at det i dag ikke længere er muligt at inddrage fælles, bynært, rekreativt areal til hoved­løse byggerier blot for at spare penge. Så lemfældig omgang med sjælden natur ville være utænkelig alle andre steder. Man kommer nemlig til at sætte meget mere end penge over styr. Man taber sin troværdighed og sit renommé, og det kommer til at koste os alle sammen meget, meget mere i alle årene fremover.

Rygterne vil vide, at denne store bygning i Hammer Bakker snart bliver rømmet, men kommunen insisterer alligevel på at inddrage uerstattelig natur og bygge nyt.

Jeg har for tiden en ung studerende boende. Hun er kommet fra København for at læse på Aalborg Uni­versitet. Hver gang, vi går hen over det fredede område, hvor kommunen på­tænker at bygge, er hun grædefærdig. Hun forstår ikke beslutningen om at ødelægge så meget skønhed, tornskader, kilder, smeltevandsdal og salamandre ufortalt, og hun beretter om det til familie, venner og studiekammerater. Som for 40 år siden får Aalborg Kommune ry som en sammenspist, pamperisk, kortsynet og grisk kommune.

Når en kommune på denne måde svigter de fælles opgaver, når man ikke længere kan have tillid til, at de folkevalgte og deres embedsmænd handler til bedste for ALLE kommunens borgere, er det på tide at vende skuden.

Modige borgere har rejst sig og talt naturens mere langsigtede sag, men kommunen insisterer på at sælge ud af arvesølvet for en kortsigtet gevinst og på at ødelægge et af vore få tilbageværende, natur­lige rekreative arealer. — Det vil aldrig blive glemt. Institutionerne vil ligge der i Bakkerne til evig tid som skamstøtter og minde alle besøgende om svigtet, kommunalvalg efter kommunalvalg.

Kvindemord for sjov

Vi myrder, undertvinger og plager kvinder, ofte med voldsomme seksuelle undertoner og lemlæstelser, på de mest grusomme og udspekulerede måder som aftenunderholdning til kaffen og småkagerne. I årtier har det været amerikansk film- og tv-underholdnings mest populære emne, kvindemord, og nu aber dansk tv fantasiløst efter. Som om vi manglede serier om pikante mord på unge kvinder. Som om seriemordere var et enormt samfundsproblem — Har vi haft flere end to seriemordere i Danmark i de seneste 50 år?

Har det noget med den såkaldte kvindefrigørelse at gøre? Er der en psykolog eller sociolog derude, der kan svare på det?

Hvorfor regnes det for ypperlig weekendunderholdning at se en mand myrde kvinder på magtliderlige og bestialske måder?

Synes andre kvinder, at det er behageligt at overvære?

Og hvad betyder det for vore børn, at de vokser op i en kultur, hvor kvindemord udpensles for sjovs skyld?

Vi kunne jo forsøgsvist anvende jødeprøven: ― Hvad ville det sige om vores samfund, hvis vi tilbragte utallige, hyggelige familieaftner foran tv med at se på serier, hvor jøder (eller kristne, eller muslimer, eller homoseksuelle, eller børn, eller dyr…) blev voldtaget, tortureret, skamferet og myrdet på alle mulige fantasifulde måder? Som underholdning?

Men når det bare er kvinder er det OK eller hvad?

Omsider feb. 2018: http://staunchbookprize.com/about-2/

Kald eller kold ligegyldighed?

Når den nærmeste vennekreds omfatter et menneske, der går i halvandet år med ødelagt skulder og et brækket kraveben uden at få anden hjælp af det danske sundhedsvæsen end en henvisning til en psykia­ter, der straks udskriver lykkepiller. ― Når denne hårdt prøvede mand efter nævnte arbejdsskade bliver fyret fra sit job og sendt på jobtræning ― på lykkepiller med ødelagt skulder og et brækket kraveben — og truet på sit økonomiske liv, hvis han ikke søger fire jobs pr. uge og ulejliger lige så mange travle ar­bejdsgivere, for han kan naturligvis ikke påtage sig noget job.

Når andre venner har oplevet en operation, hvor et implantat åbenbart blev indsat uvasket og gav en alvorlig infektion, der bevirkede, at manden i familien måtte ligge trekvart år på et sygehus 100 km væk fra sine tre børn og en fuldtidsarbejdende kone, som ikke havde mulighed for at køre så langt for at be­søge ham særlig ofte. ― Det bør man tage med i betragtning, når man sammenlægger sygehuse og ren­dyrker specialer: At de pårørende ikke regelmæssigt kan besøge slægtninge, hvis de er indlagt alt for langt væk, og at den syge dermed mister kontakt til familie og venner og risikerer en depression, som næppe fremmer helbredelsen.

Når folk kan gå i årevis uden diagnoser eller venter i mange måneder med livstruende sygdomme trods alle mulige garantier.

Når folk samler hundredtusinder af kroner sammen på Facebook og drager til fx Kina med deres syge børn for at få adækvat behandling.

— Så er der noget rivende ravende galt med vores såkaldte velfærdssystem!

I de seneste hundrede år så det ud til, at danskerne havde held med at kæmpe for at opnå en værdig levevis for alle borgere: Vi fik folkepension, alderdomshjem, hjemmehjælp, gratis uddannelse, offentlig sundhedsordning, pædagogisk forsvarlig børnepasning, naturligvis finansieret via skatter. Alt dette er nu blevet gennemhullet og nedbrudt, især og hurtigst igennem de seneste ti års borgerligt styrede skatte­stop.

Man lavede i 60’erne og 70’erne den aftale med landets kvinder, at hvis de ville tage ud på arbejdsmar­kedet og give deres bidrag til bruttonationalproduktets vækst, så ville samfundet til gengæld tage hånd om deres syge, om deres børn og om deres gamle.

Kvinderne takkede ja. Ikke at de gik og danderede den før, kvinder har altid arbejdet hårdt, også ude på arbejdsmarkedet, men som oftest fungerede de i en usynlig økonomisk sammenhæng i hjemmene, egne eller andres, med vask, strygning, tekstilproduktion, ydmyge, men uundværlige sekretærfunktioner, rengøring, vedligehold, optænding, madlavning, indkøb, køkkenhave, dyrehold, børn, børnebørn, syge, unge, gamle…

Nu fik de chancen for at lave synligt arbejde og ikke mindst modtage anerkendelse og en regulær løn for det.

Kvinder blev alt muligt. Hvor de før passede deres egne børn, passer de nu en hel flok af andres. Eller gamle. Eller syge. Eller de gør rent på institutionerne. Eller de er lærere, professorer, fabriksarbejdere, direktører, læger, præs­ter, PR-medarbejdere, tv-værter, kontorarbejdere, sangere …

Men det er jo dyrt at passe børnene, de syge og de gamle forsvarligt. Man kan ikke både indføre lavere skatter og samtidig overholde løftet til kvinderne. Man skærer en hæl og klipper en tå … for at »yde en bedre service«, som det kaldes, når man afskaffer en service af økonomiske grunde.

Hvor det førhen var et kald at passe en ældre medborger i vedkommendes eget hjem, er det nu et spørgsmål om at få fru Hansen ud af sengen, iført en ren ble og anbragt med sin morgenmad foran tv’et på syvethalvt minut, så man kan komme videre til den næste, og den næste, og den næste … Det er ikke ansvarligt plejearbejde, men tids- og lønpresset samlebåndsslaveri.

Hvor husmoderafløseren, hjemmehjælperen, før kom nogle timer hver dag og passede fru Hansen og fru Hansens hjem og sørgede for fru Hansens indkøb og for fru Hansens mad, når hun ikke længere kunne selv, så er der nu afsat en halv time hver tredje uge til SOSU-assistentens overfladiske rengøring, således at ethvert besøg hos en ældre medborger i eget hjem gøres gennem bunker af skidt, skrald, nuller­mænd, fedtet snask og i stanken af snavsede bleer.

Har man brug for lægehjælp, møder man ikke længere en person med et dybfølt kald til at lindre og trøste i form af en praktiserende læge, men en tidspresset lønslave, som ikke orker at tage ansvar, men som kæmper for at holde telefonkonsultationer, mailbesvarelser, receptudskrivninger, tests, laborato­riesvar, fysiske konsultationer, der kun gør langsomme indhug i det proppede venteværelse, inden for normal 8 – 16 arbejdstid.

Når en ældre, arbejdsløs mand, der har passet sit arbejde upåklageligt i over 40 år, men som blev fyret pga. alder ved seneste sparerunde, bliver sendt på jobtræningskursus, hvor han, med min skønne venin­de Dortes ord, skal finde ud af, om han er en skumfidus eller en vingummibamse, så tager vi ærligt talt pis på folk i stedet for at hjælpe dem.

Når små børn stuves sammen i store institutioner med dårlig plads og ditto normeringer, så skader vi de kommende generationers psykiske velbefindende og opdrætter mennesker med alvorlige traumer, som ikke kan gå ind i samfundet og fungere som afbalancerede, ligeværdige borgere.

Når vi kun kan tilbyde en andenrangs folkeskole med så lidt undervisning, at de unge mangler års skole­gang i forhold til andre landes unge, når de kommer ud, og vi kun kan give dem få ugers universitets­undervisning pr. semester, så får vi nok ikke det uddannelsessystem i verdensklasse, som vore ― dårligt uddannede? ― unge politikere fabler om.

Når vi dertil opretholder et landbrug og en pelsproduktion med masser af giftstoffer og helt uden dyre­velfærd, så millioner af dyr dagligt lider i stalde og bure ― der dør 25.000 svin HVER DAG i Danmark pga. sygdom og mistrivsel! 25.000!

Så er der noget galt… Hvad kan vi gøre for at ændre på det?

Provsten i Brovst

For et par årtier siden, når man besøgte Brovst, insisterede de lokale på at fremvise kirkegården ved Brovst Kirke. Ikke så meget selve kirkegården som en speciel grav, der havde det særegne ved sig, at den mand, den var forberedt til, ikke selv var død. Endnu. Det kan jo have ændret sig siden. – Men det var hans kone.

Gravstedet var købt og indrettet af provsten i Brovst, og det var stort og velbeliggende ikke langt fra kirkens hvide mure. Så vidt jeg husker, var det smukt tilplantet med velvoksne, stedsegrønne buske på et areal med perlegrus og trædesten omgivet af en sort kæde ophængt i lave granitpiller. Midt på graven stod en blankpoleret, sort granitsten på størrelse med et tolvpersoners spisebord på højkant – igen så vidt jeg erindrer det, men på hele stenens udstrakte, skinnende flade stod der ingenting som helst undtagen allernederst nede, hvor der med meget små bogstaver og næsten skjult i stedsegrønne grene over perlegruset kunne anes følgende tekst:

og hustru

Den gode slagter

Omkring mig ser jeg lutter overflod. Familier abonnerer på Årstidernes luksusgrøntkasser (mens æblerne fra deres egne, usprøjtede træer ligger og rådner på græsplænen) og spiser sushi, blåbærsmoothies (på alle tider af året, af bær de ikke selv har plukket), kød og fisk, som de lyster.

Min egen fryser er proppet med økologisk, skotsk højlandskødkvæg, og netop i disse dage svælger vi i lækkert oksebryst. Smagen bringer mig 25 år tilbage i tiden:

I firserne var jeg arbejdsløs enlig mor, og vi led bestemt ingen nød — som min farmor og min oldemor ville have sagt, men vi levede hovedsageligt af hjemmelavede pizzaer, frugt og grønt fra skov og køkkenhave, pasta, kartofler og hakket kød med uvis fedtprocent.

Den gode slagter i vor lille by lukkede sin egen butik (der ligger nu et solcenter) og blev ansat i SuperBrugsen, som derefter i en lang årrække havde verdens bedste slagterafdeling. Velpasset og indbydende.

En dag et efterår fandt jeg en pakke oksekød, bov, tror jeg, det var, til under 30 kr., og jeg hjembragte kødet i triumf, kogte suppe efter alle kunstens regler og serverede dertil det kolde kød med hjemmelavet peberrodssalat. Det var sjældne himmerigsmundfulde!

En måned efter fik jeg lyst til kød igen og ledte i alle Brugsens kølediske, men fandt kun pakker, som var mere end dobbelt så dyre og dermed langt uden for min rækkevidde. Da slagteren selv stak hovedet frem fra baglokalet, tog jeg en af de dyre pakker og foreholdt ham alvorligt, at der manglede nogle af de billigere, som jeg havde fundet sidst…

Manden tilkastede mig et enkelt blik og gik ud i bagbutikken, hvorfra han kort efter dukkede op med en pakket, vejet og mærket, enorm oksekødsklump til kun 23,95.

Først, da jeg havde kogt og nydt det møre, velsmagende oksebryst, der rakte i tre dage til sønnike og mig, og til pålæg oven i købet, fik jeg den tanke, at den gode slagter stilfærdigt havde ydet lidt fattighjælp, og jeg plagede ham aldrig siden.

Syg år 2011

Endnu et absurd sygdomsforløb i et af verdens rigeste lande:

Min gode ven, X, som er 58 år gammel, kom til skade med skulderen på sit arbejde. Da han samtidig havde et problem med det ene knæ, og da jobbet var fysisk krævende, meldte han sig syg.

Mens han var sygemeldt, blev han fyret. Spørg mig ikke, hvordan det kunne lade sig gøre, for det skulle man jo være sikret imod, men ikke desto mindre skete det. Hans sygemelding havde varet 2 måneder, da opsigelsen kom.

Hos sin praktiserende læge bad X om en skanning af skulderen, der vedvarende smertede, efterhånden så meget at X måtte tage stærke smertestillende piller døgnet rundt. Lægen sendte X til en neurolog, der gættede på, at det kunne være en nerve, der sad i klemme.

Efter yderligere tre-fire måneder fik X en røntgenundersøgelse af rygraden, der viste, at han kunne have en diskosprolaps mellem to nakkehvirvler. Han var stadig på stærke piller pga. smerter i skulderen.

Da der var gået et år, gættede lægerne stadigvæk på, at generne skyldtes dels en klemt nerve, dels en diskosprolaps i nakken.

X har opgivet alle sine udadvendte aktiviteter: golf, rejser, sin elskede have, mange sammenkomster med venner og tidligere gode kollegaer, og nu ligger han hjemme på sofaen i en smertedøs døgnet rundt.

Det kommunale jobcenter kontaktede X, som skal udarbejde en jobprofil, gennemgå et kursusforløb og igennem en jobprøvning, der bl.a. skal vise, at han kan stå op om morgenen.

Det kan X godt. Efter få timers søvn vågner han normalt ved tre-firetiden, hvor han tager dagens første piller og går rundt en time eller to, mens han venter på, at de skal virke.

En formiddag bliver X pludselig så syg, at hans naboer må tilkalde en ambulance. X’s ene lunge klappede sammen, og han tilbragte en uge på sygehuset, indtil hans tilstand bedres.

Udskrevet igen, bliver X af kommunen tilkaldt til møder, samtaler, arbejdsprøvning. I sine få gode og smertefri øjeblikke skal han, hvis han vil beholde en indtægt, så han kan betale husleje, mad, medicin osv., udfylde skemaer, lægge jobprofiler på nettet og søge et antal jobs hver uge. Jobs, som han pga. smerter aldrig ville kunne påtage sig, hvis han, trods sin alder, skulle få dem tilbudt.

Da X opgivende nævner disse forhold for sin praktiserende læge, sender lægen ham til en psykiater, der udskriver antidepressiver, de såkaldte lykkepiller. X får besked på at vente nogle måneder, så antidepressiverne kan nå at virke.

I desperation vælger X nu at opsøge en anden læge og får omgående en henvisning til en skanning af skulderen. Der er naturligvis nogle måneders ventetid, ligesom der har været det på alle andre undersøgelser, X har gennemgået, hvilket i høj grad har medvirket til at trække hele sagen i langdrag, men efter et opkald til sygehuset, får X en skanning på et privathospital, 100 km borte, et par uger efter.

Skanningen viser, at skulderleddet er læderet. X bliver indstillet til operation, og en opfølgende undersøgelse på et privathospital viser til overflod, at hans kraveben også er brækket.

Jeg gentager mig selv:

Kunne man forestille sig et sygehus, hvor den syge, evt. efter henvisning fra egen læge, kom ind med sit problem, og hvor konsultationer, prøver, undersøgelser m.m. blev foretaget samme dag og med udgangspunkt i patienten og IKKE i et sygt systems tids- og ressourcekrævende papirnusseri, irrelevant skelnen mellem offentlig og privat, henvisninger, telefonopkald, mails og ventelister før hver eneste blodprøve, undersøgelse, konsultation? Jeg er overbevist om, at det ville spare os alle for meget, både økonomisk, samfundsmæssigt og bekymringsmæssigt.

Infantilisering

De klæder sig praktisk til leg i cowboybukser og gummisko eller klæder sig ud, fx som småprinsesser med tyl og masser af simili, som hip hop’ere, skatere, gother, pornostjerner m.m. Nogle prøver endda at ligne voksne med velplejede skæg, stribede sweaters og briller fra tresserne, men kigger man godt efter, har de lyserøde flodheste på strømperne.

De taler let læspende som kokette småbørn med masser af charmerende tale- og sprogfejl.

De er ikke i tvivl om, at de er geniale, hvis de forsøger sig med at synge, male, fotografere, spille musik, skrive eller danse.

De spiller elektroniske spil, ser underlødige tv-programmer, læser tegneserier, sms’er, så de håndholdte telefoner gløder, færdes overalt med ørepropper og musik, løber, spiller og leger i det offentlige rum.

De foretager sig lystbetonede ting, fordi »det ser godt ud på cv’et«.

De er altid parate til uopfordret at afpladre hjernedøde kommentarer på Facebook eller i andre offentlige eller halvoffentlige fora, overbeviste, som de er, om, at præcis deres mening er et originalt og værdifuldt bidrag til enhver debat, selv om de mener akkurat det samme, som de 169 foregående, men det hverken kunne eller gad de læse.

De betragter hele verden som deres legitime legeplads indrettet pædagogisk med lande, hvor man kan bade eller dykke om vinteren, andre lande, hvor man kan stå på ski, lande, hvor man kan vandre, feste, drikke sig stangstiv… Hvis de oprindelige beboere i disse legelande rammes af katastrofer, betragter de besøgende det som en fornærmende afbrydelse af deres velfortjente ferie.

De er historieløse, tingsgrådige, flagrende, selvcentrerede nydelsesjægere.

Men de er IKKE tre år gamle. De er over 30, og de er forældre til den opvoksende generation.